Skriftlig fremsættelse (26. april
2017)
Økonomi- og
indenrigsministeren (Simon Emil Ammitzbøll):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
frikommunenetværk
(Lovforslag nr. L 200)
Lovforslaget udmønter
Frikommuneforsøg 2016-2020 og har således til
formål at give udvalgte kommuner, organiseret i
frikommunenetværk, frihed til at afprøve nye og mere
effektive måder at løse deres opgaver på.
Hensigten hermed er at skabe ny viden og praktiske erfaringer, der
kan bane vejen for en bedre opgaveløsning til gavn for
borgerne gennem effektiviseringer, regelforenklinger og bedre
styring i alle kommuner.
Lovforslaget etablerer de overordnede
lovgivningsmæssige rammer for Frikommuneforsøg
2016-2020, herunder lovfæstes frikommunenetværkene og
de 44 deltagende kommuner, og forsøgsperiodens varighed
fastlægges.
Lovforslaget etablerer endvidere hjemler
til at fritage frikommunenetværkene for udvalgte
gældende regler samt nye hjemler til konkrete forsøg.
Med lovforslaget foreslås det således, at der for de
relevante frikommunenetværk etableres hjemmel til:
- at tilbyde mikrolån til etablering
af egen virksomhed til udvalgte ledige med evner og motivation for
iværksætteri.
- at afprøve nye måder for
udredning af barnets, den unges og familiens forhold, for
fastsættelse af målsætninger og mål for
indsatsen og for opfølgningen i de enkelte sager.
- at kunne træffe beslutning om, at
reglerne vedrørende en særskilt plan for støtte
til forældre under et barns anbringelse kan fraviges, og at
indholdet af planen i stedet indgår i en sammenhængende
plan for forældrene.
- under bestemte forudsætninger at
kunne træffe afgørelse om optagelse i et bestemt
botilbud for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk
funktionsevne, der ikke modsætter sig en flytning, men som
mangler evnen til at give samtykke hertil.
- under bestemte forudsætninger at
kunne træffe afgørelse om anvendelse af personlige
alarm- eller pejlesystemer og situationsbestemt video-, audio- og
bevægelsesovervågning for personer med betydelig og
varigt nedsat psykisk funktionsevne, der ikke modsætter sig
anvendelsen heraf, men som mangler evnen til at give samtykke
hertil.
- at kunne tilbyde borgere, der er
visiteret til ydelser efter § 85 i lov om social service, at
tilkøbe yderligere af de allerede visiterede ydelser eller
andre ydelser omfattet af denne bestemmelse end de visiterede.
- under bestemte forudsætninger at
kunne træffe afgørelse om, at en lejer af en almen
plejebolig ikke har behov for at bo i den pågældende
bolig.
- at få videre rammer for anvendelse
af udslusningsboliger samt til at indgå aftaler med private
udlejere om kommunal anvisning til private udlejningsboliger.
- at kunne træffe beslutning om at
afholde de udgifter, som er nødvendige for at indrette en
almen familiebolig til et kollektivt
familieboligbofællesskab.
- at kunne tilbyde borgere, der er
visiteret til ydelser efter § 83 i lov om social service, at
tilkøbe yderligere af de allerede visiterede ydelser eller
andre ydelser omfattet af denne bestemmelse end de visiterede.
- at kunne træffe beslutning om, at
et anmeldt plejehjemstilsyn kan træde i stedet for et
uanmeldt tilsyn.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.