Fremsat den 9. november 2016 af udlændinge-,
integrations- og boligministeren (Inger Støjberg)
Forslag
til
Lov om ændring af udlændingeloven,
lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og straffeloven
(Styrket kontrol med udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste, herunder
indførelse af underretningspligt, skærpet straf,
afsoning i fodlænke og særlig adgang til
varetægtsfængsling, og ændring af
klageadgang)
§ 1
I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, som senest
ændret ved § 10 i lov nr. 665 af 8. juni 2016, foretages
følgende ændringer:
1. § 34
a ophæves.
2.
Efter § 35 indsættes:
Ȥ 35 a En
udlænding kan varetægtsfængsles, når der er
begrundet mistanke om, at udlændingen gentagne gange har
overtrådt pålæg, der er meddelt udlændingen
efter § 34, stk. 4, § 34, stk. 5, § 42 a, stk. 8, 1.
pkt., eller § 42 a, stk. 10.
Stk. 2.
Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og
foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder i
øvrigt anvendelse.
§ 35 b. Er
betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling
efter § 35 a til stede, træffer retten, hvis sigtede
samtykker heri, bestemmelse om anbringelse af udlændingen
på bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol, medmindre særlige forhold taler
herimod.
Stk. 2.
Udlændinge-, integrations- og boligministeren
fastsætter efter forhandling med justitsministeren regler om
varetægtsfængslingens iværksættelse og
gennemførelse, samt anvendelse af elektronisk
overvågning, herunder karakteren af elektronisk kontrol
m.v.«
3. I
§ 42 a indsættes efter stk.
9 som nyt stykke:
»Stk. 10.
Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde
taler derimod, at en udlænding, som er pålagt at tage
ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. stk. 8, 1. pkt.,
skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis
udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder
sig uden for indkvarteringsstedet. En underretning kan alene
omfatte den førstkommende nat eller alene de tidsrum i
løbet af den pågældende nat, hvor
udlændingen opholder sig uden for
indkvarteringsstedet.«
Stk. 10 og 11 bliver herefter stk. 11 og
12.
4. I
§ 42 a, stk. 10, 1. pkt., der
bliver stk. 11, 1. pkt., ændres »jf. stk. 3,«
til: »jf. stk. 3, og som ikke er omfattet af stk.
13,«.
5. I
§ 42 a, stk. 10, nr. 3, der bliver
stk. 11, nr. 3, udgår »eller stk. 8, 1. pkt.«
6. I
§ 42 a, stk. 10, nr. 4, der bliver
stk. 11, nr. 4, ændres »§ 34« til:
»§ 34, stk. 1-3 og stk. 6,«.
7. I
§ 42 a indsættes efter stk.
11, der bliver stk. 12, som nyt stykke:
»Stk. 13.
Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde
taler derimod, bestemme, at en udlænding, hvis
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er
bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men
som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding,
der har fået afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2,
men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en
udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§
22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter §
35, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk.
1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret
på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en
vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene
får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2,
forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og
nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og
7, når den pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri
bespisningsordning, såfremt
1)
udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en
afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet,
hvortil den pågældende er indkaldt,
2)
udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd
over for personer, der udfører opgaver med driften af et
indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de
personer, der i øvrigt opholder sig på
indkvarteringsstedet,
3)
udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens
bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter
Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. stk. 8,
1. pkt.,
4)
udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om, at
udlændingen skal give møde hos politiet på
nærmere angivne tidspunkter, jf. § 34, stk. 4 og 5,
5)
udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens
bestemmelse om, at udlændingen skal give underretning til
indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i
tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for
indkvarteringsstedet, jf. § 42 a, stk. 10,
6)
udlændingen tilsidesætter et pålæg om at
udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften
af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 2, 1. pkt.,
eller
7)
udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på
forkyndelse, udrejsekontrol eller udsendelse.«
Stk. 12-14 bliver herefter stk.
14-16.
8. I
§ 42 a, stk. 12, der bliver stk.
14, ændres »stk. 10 eller 11« til: »stk.
11, 12 eller 13«.
9. I
§ 42 a, stk. 14, 1. pkt., der
bliver stk. 16, 1. pkt., ændres »stk. 10 og 11,«
til: »stk. 11, 12 og 13,«.
10. I
§ 46 a, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »§ 42 a, stk. 8, 1. og 2.
pkt.,«: »§ 42 a, stk. 10,«.
11. I
§ 48, stk. 1, 5. pkt.,
ændres »jf. dog 7. og 8. pkt.« til: »jf.
dog 7. og 8. pkt. og stk. 2.«
12. I
§ 48 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Politidirektørernes afgørelser efter § 34 kan
påklages til Rigspolitichefen. Rigspolitichefens
afgørelse efter § 34 i 1. instans kan påklages
til udlændinge-, integrations- og boligministeren.
Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over
afgørelser truffet efter § 34 af
politidirektørerne kan ikke påklages til
udlændinge-, integrations- og boligministeren.«
13. I
§ 60, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »§ 34,« til: »§ 34, stk.
1-3 og stk. 6,«, »§ 42 a, stk. 8, 1. og 2.
pkt.« ændres til: »§ 42 a, stk. 8, 2.
pkt.« og »stk. 9, 3. pkt.« ændres til:
»stk. 8, 3. pkt.«
14. I
§ 60 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2.
Overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 4 og 5,
og § 42 a, stk. 8, 1. pkt., og stk. 10, givne
pålæg straffes med fængsel indtil 1 år og 6
måneder«.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og
4.
15.
Efter § 62 indsættes i kapitel 9:
Ȥ 62 a.
Kriminalforsorgen kan efter indstilling fra politiet bestemme, at
en udlænding, der er idømt fængselsstraf for
overtrædelse af udlændingelovens § 34, stk. 4
eller 5, eller § 42 a, stk. 8, 1. pkt., eller stk. 10, skal
løslades med henblik på at blive udsendt straks,
uanset at straffen ikke er helt fuldbyrdet.
Stk. 2.
Kriminalforsorgen træffer afgørelse om, at
straffuldbyrdelsen skal genoptages, hvis udlændingen på
ny opholder sig her i landet inden for 5 år efter
udsendelsens gennemførelse.
Stk. 3.
Udlændinge-, integrations- og boligministeren
fastsætter efter forhandling med justitsministeren
nærmere regler om straksudsendelse efter stk. 1 og om
genoptagelse eller iværksættelse af strafafsoning efter
stk. 2.«
§ 2
I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1242 af 11. november 2015, som
ændret ved lov nr. 169 af 27. februar 2016 og § 1 i lov
nr. 641 af 8. juni 2016, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 8 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5.
For dømte, der efter reglerne i kapitel 13 b er meddelt
tilladelse til strafudståelse på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol,
og hvor fuldbyrdelsen ikke allerede er iværksat,
iværksættes fuldbyrdelsen, når kriminalforsorgen
giver meddelelse til den pågældende herom.«
2. § 20,
stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. I
særlige tilfælde kan fængselsstraf endvidere
fuldbyrdes på
1) den
dømtes bopæl under intensiv overvågning og
kontrol efter reglerne i §§ 78 a-78 f eller
2) den
dømtes bopæl i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol efter reglerne i §§ 78 g-78
l.«
3. I
§ 46 indsættes som stk. 5 og 6:
»Stk. 5.
Udgang kan, medmindre helt særlige omstændigheder
undtagelsesvist taler herfor, endvidere ikke finde sted i en
periode på 3 måneder, hvis
1) den
dømte ikke samtykker i at ville overholde de vilkår,
der finder anvendelse under strafudståelse på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol, jf. § 78 h, stk. 1, nr. 1,
2) den
dømte ikke medvirker til en undersøgelse af den
dømtes personlige forhold, jf. § 78 h, stk. 2,
eller
3) en
afgørelse om strafudståelse på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol er
tilbagekaldt efter § 78 k, stk. 1, nr. 1 eller 4, eller stk.
2.
Stk. 6. Perioden
på 3 måneder efter stk. 5, nr. 1 og 2, regnes fra
fuldbyrdelsens iværksættelse. Er fuldbyrdelsen
iværksat, og meddeler den dømte på dette
tidspunkt, at vedkommende ikke vil medvirke til en
undersøgelse af sine personlige forhold, jf. § 78 h,
stk. 2, skal perioden på 3 måneder regnes fra
tidspunktet, hvor den dømte meddeler dette. Perioden
på 3 måneder efter stk. 5, nr. 3, regnes fra
tidspunktet for overførsel til fængsel eller
arresthus.«
4.
Efter kapitel 13 a indsættes som
kapitel 13 b:
Fuldbyrdelse af
straf på bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol
Anvendelsesområde§ 78 g.
Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, bestemmer, at
en udlænding, der er idømt fængselsstraf for
overtrædelse af udlændingelovens § 34, stk. 4
eller 5, § 42 a, stk. 8, 1. pkt., eller § 42 a, stk. 10,
efter bestemmelserne i dette kapitel skal udstå hele eller en
del af straffen under intensiv overvågning og kontrol
på bopælen i det indkvarteringssted, hvor
udlændingen er pålagt at tage ophold, jf.
udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt., jf. dog §
78 h.
Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
udlændinge-, integrations- og boligministeren regler om den
administrative behandling af sager om strafudståelse på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol, herunder om overførsel mellem
afsoningsformer, og om varigheden af den del af straffen, der skal
udstås på bopælen i indkvarteringsstedet under
intensiv overvågning og kontrol.
Betingelser for afgørelse om
fuldbyrdelse af straf på bopælen§ 78 h.
Strafudståelse på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol efter § 78 g skal ikke
indgå i straffuldbyrdelsen, hvis
1) den
dømte ikke giver samtykke til at overholde de vilkår,
der finder anvendelse under strafudståelsen, jf. § 78 i,
eller
2) denne
fuldbyrdelsesform som følge af den dømtes forhold
ikke findes hensigtsmæssig.
Stk. 2.
Kriminalforsorgen kan til brug for afgørelsen af, om den
dømte opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 2, foretage en
nærmere undersøgelse af den dømtes personlige
forhold, såfremt forholdene taler væsentligt herfor.
Hvis kriminalforsorgen finder det fornødent, kan denne i
forbindelse med undersøgelsens foretagelse bestemme, at den
dømte skal aflægge udåndings- og
urinprøver.
Stk. 3.
Medvirker den dømte ikke til den i stk. 2 nævnte
undersøgelse, kan strafudståelse på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol ikke finde sted.
Vilkår§ 78 i.
Afgørelse om strafudståelse på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol
meddeles på vilkår af, at den dømte i
fuldbyrdelsesperioden
1) ikke
begår strafbart forhold,
2) kun forlader
bopælen i indkvarteringsstedet inden for de af
kriminalforsorgsområdet fastsatte tidsrum,
3) kun forlader
bopælen i indkvarteringsstedet for at deltage i aktiviteter,
som kriminalforsorgsområdet har godkendt,
4) ikke indtager
alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt
efter den almindelige lovgivning,
5)
udfører aktiviteter efter kriminalforsorgens nærmere
beslutning og ikke helt eller delvis udebliver fra
udførelsen af aktiviteterne,
6) undergiver
sig kriminalforsorgsområdets tilsyn og kontrol, herunder
elektronisk kontrol m.v., og overholder de forskrifter, som
kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af
tilsynet, og
7) holder
kriminalforsorgsområdet underrettet om forhold af betydning
for straffuldbyrdelsen på bopælen i
indkvarteringsstedet og møder op hos
kriminalforsorgsområdet efter dennes nærmere
bestemmelse.
Stk. 2. Der kan
endvidere fastsættes andre vilkår, der findes
hensigtsmæssige.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
udlændinge-, integrations- og boligministeren regler om de
tidsrum, hvor den dømte kan forlade bopælen i
indkvarteringsstedet, om indholdet af de aktiviteter, som den
dømte i fuldbyrdelsesperioden skal udføre, og om
adgang til forsørgelse og sundhedsmæssige ydelser.
Gennemførelse af tilsyn, kontrol
m.v.§ 78 j. Under
fuldbyrdelsen fører kriminalforsorgsområdet tilsyn med
den dømte, herunder med overholdelsen af de i § 78 i
nævnte vilkår. Inden fuldbyrdelsen
iværksættes, skal kriminalforsorgsområdet vejlede
den dømte om de rettigheder og pligter, som tilsynet og de
for fuldbyrdelsen fastsatte vilkår indebærer, herunder
om virkninger af vilkårsovertrædelser.
Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
udlændinge-, integrations- og boligministeren regler om
tilsynets gennemførelse, herunder om tilsynets
iværksættelse, kontakthyppighed, elektronisk
overvågning, kontrolbesøg, foretagelse af
udåndingsprøver og urinprøver m.v.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
udlændinge-, integrations- og boligministeren regler om
anvendelse af elektronisk overvågning, herunder karakteren af
elektronisk kontrol.
Tilbagekaldelse af afgørelse om
strafudståelse på bopælen§ 78 k. En
afgørelse om strafudståelse på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol
kan tilbagekaldes af justitsministeren eller den, der bemyndiges
dertil, hvis
1) den
dømte anmoder derom,
2) den
dømte inden fuldbyrdelsens iværksættelse har
begået strafbart forhold,
3) den
dømte på tidspunktet for fuldbyrdelsens
iværksættelse eller under denne frihedsberøves
af anden grund end til fuldbyrdelse af den fængselsstraf,
afgørelsen vedrører, eller
4) den
dømte på tidspunktet for fuldbyrdelsens
iværksættelse ikke er til stede på bopælen
i indkvarteringsstedet.
Stk. 2. En
afgørelse kan endvidere tilbagekaldes, hvis den dømte
under fuldbyrdelsen overtræder et eller flere af de i §
78 i, stk. 1, nr. 1-7, nævnte vilkår. Det samme
gælder, hvis den dømte overtræder et
vilkår fastsat i medfør af § 78 i, stk. 2, eller
hvis kriminalforsorgens tilsyn og kontrol med den dømte ikke
kan gennemføres på grund af dennes adfærd.
Stk. 3. Den
dømte underrettes snarest muligt om tilbagekaldelsen af
afgørelsen.
§ 78 l.
Tilbagekaldes en afgørelse om strafudståelse på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol efter fuldbyrdelsens
iværksættelse, skal den dømte overføres
til fængsel eller arresthus til afsoning af rest-
straffen.
Stk. 2.
Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at den dømte
midlertidigt skal overføres til fængsel eller
arresthus, mens spørgsmålet om tilbagekaldelse
behandles.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
udlændinge-, integrations- og boligministeren regler om
midlertidig overførsel af dømte til fængsel
eller arresthus.«
5. I
§ 106, stk. 2, indsættes
efter »kontrol,«: »jf. kapitel 13 a, eller som
har udstået straf på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol,
jf. kapitel 13 b«.
§ 3
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1052 af 4. juli 2016, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 124, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»Det
gælder dog ikke den, der er varetægtsfængslet
efter udlændingelovens § 35 eller er
frihedsberøvet efter udlændingelovens §
36.«
2. I
§ 124, stk. 5, nr. 2,
indsættes efter »institution m.v.«: »eller
er varetægtsfængslet efter udlændingelovens
§ 35 b«.
3. I
§ 124, stk. 5, nr. 4,
indsættes efter »under intensiv overvågning og
kontrol«: »efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a
eller 13 b«.
§ 4
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. marts 2017, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 35 b i
udlændingeloven, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2,
træder i kraft den 1. juni 2017.
Stk. 3. § 42 a,
stk. 13, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, får
virkning for udbetaling af grundydelse og
forsørgertillæg, der følger
førstkommende skæringsdato, jf. udlændingelovens
§ 42 b, stk. 1, 3. pkt., og § 42 b, stk. 7, 4. pkt.,
efter lovens ikrafttræden, og på udbetaling af
tillægsydelse fra første hele periode på 14
dage, der ligger til grund for beregning af tillægsydelsen,
og som følger efter lovens ikrafttræden.
§ 5
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Lovens
§§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. Lovens § 1
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1 Lovforslagets baggrund og formål
1.2 Lovforslagets indhold
1.3 Personkreds, som er omfattet af
lovforslaget
2. Underretningspligt
2.1 Gældende ret
2.2 Ministeriets overvejelser
2.3 Den foreslåede ordning
3. Strafskærpelse
3.1 Gældende ret
3.2 Ministeriets overvejelser
3.3 Den foreslåede ordning
4. Fastmontering af fodlænke som en del af
straffen
4.1 Gældende ret
4.1.1 Fuldbyrdelse af fængselsstraf
4.1.2 Anvendelse af elektronisk fodlænke
efter straffuldbyrdelsesloven
4.1.3. Anvendelse af elektronisk fodlænke
efter udlændingeloven
4.2 Ministeriets overvejelser
4.3 Den foreslåede ordning
4.3.1 Ordningens anvendelsesområde og
personkreds
4.3.2 Betingelser for afgørelse om
strafudståelse på bopælen
4.3.2.1 Krav om samtykke fra den dømte
4.3.2.2 Vurdering af den dømtes forhold
4.3.3 Egnethedsundersøgelse
4.3.4 Vilkår for straffuldbyrdelsen på
bopælen i indkvarteringsstedet
4.3.5 Iværksættelse af
straffuldbyrdelsen
4.3.5.1 Kompetence til at træffe
afgørelse
4.3.5.2 Adgang til at klage over afgørelser
vedrørende afsoning i fodlænke
4.3.5.3 Varigheden af den periode, der skal afsones
i fodlænke
4.3.5.4 Valg af afsoningsinstitution og
overførsel
4.3.6 Udlændingens bopæl og mulighed
for at forlade denne
4.3.7 Adgang til aktivering, forsørgelse og
sundhedsmæssige ydelser under afsoning i fodlænke
4.3.7.1 Adgang til aktivering
4.3.7.2 Adgang til forsørgelse og
sundhedsmæssige ydelser
4.3.8 Tilsyn og kontrol med straffuldbyrdelsen
på bopælen
4.3.9 Tilbagekaldelse af afgørelse om
afsoning i fodlænke
4.3.10 Strafafbrydelse og
prøveløsladelse
4.3.11 Erstatning
5. Udgangskarantæne
5.1 Gældende ret
5.2 Ministeriets overvejelser
5.3 Den foreslåede ordning
6. Varetægtsfængsling
6.1 Gældende ret
6.1.1 Varetægtsfængsling efter
retsplejeloven
6.1.2 Varetægtsfængsling efter
udlændingeloven
6.2 Ministeriets overvejelser
6.3 Den foreslåede ordning
7. Varetægtsfængsling i
fodlænke
7.1 Gældende ret
7.2 Ministeriets overvejelser
7.3 Den foreslåede ordning
8. Løsladelse med henblik på
straksudsendelse
8.1 Gældende ret
8.1.1 Indledning
8.1.2 Prøveløsladelse
8.1.3 Strafafbrydelse
8.2 Ministeriets overvejelser
8.3 Den foreslåede ordning
9. Flugt under afsoning i fodlænke, fra
varetægtsfængsling og fra
varetægtsfængsling i fodlænke
9.1 Gældende ret
9.2 Ministeriets overvejelser
9.3 Den foreslåede ordning
10. Skærpede økonomiske
konsekvenser
10.1 Gældende ret
10.1.1 Forsørgelsespligten og udbetaling af
grund- og tillægsydelse
10.2 Ministeriets overvejelser
10.3 Den foreslåede ordning
11. Overflytning af klageadgang
11.1 Gældende ret
11.2 Ministeriets overvejelser
11.3 Den foreslåede ordning
12. Forholdet til Danmarks internationale
forpligtelser
13. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
14. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
15. Administrative konsekvenser for borgerne
16. Miljømæssige konsekvenser
17. Forholdet til EU-retten
18. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
19. Sammenfattende skema
1. Indledning
1.1. Lovforslagets baggrund og formål
Regeringen har den 15. juni 2016 indgået en aftale med
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti om strengere kontrol over for
udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste.
Udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste opholder sig uønsket her i landet. Der er tale om
udlændinge, som har begået grove forbrydelser eller
lignende, og som derfor er udelukket fra opholdstilladelse eller er
udvist af landet. De pågældende udlændinge skal
udsendes, så snart muligheden herfor opstår. De danske
myndigheder har på den baggrund en interesse i løbende
at føre kontrol med og have kendskab til de
pågældendes opholdssted, og de pågældende
udlændinge er derfor pålagt opholds- og meldepligt.
Som led i regeringens politik på
udlændingeområdet er kontrollen med udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste ved at blive
styrket. Fremover vil de pågældende udlændinge
skulle opholde sig på Udrejsecenter
Kærshovedgård, hvor der etableres elektronisk
adgangskontrol. Reglerne om meldepligt for kriminelle udviste er
endvidere blevet skærpet.
Erfaringerne med kontrollen med udlændinge på
tålt ophold har imidlertid vist, at der er mange i denne
gruppe, der ikke overholder deres opholds- og meldepligt. Samtidig
har kontrollen med kriminelle udviste, som er ved at blive styrket,
vist, at mange kriminelle udviste ikke har overholdt deres opholds-
og meldepligt.
Med aftalen er parterne blevet enige om at indføre en
række stramninger for at sikre en styrket kontrol med og en
bedre overholdelse af opholds- og meldepligten. Som det
fremgår af aftalen, er aftaleparterne enige om, at der skal
være strengere kontrol med udlændinge på
tålt ophold og kriminelle udviste, og at det skal have
hårdere konsekvenser, hvis udlændingene ikke overholder
deres opholds- og meldepligt.
Formålet med dette lovforslag er at gennemføre de
dele af aftalen, som kræver lovgivning. Dette drejer sig om
indførelsen af en underretningspligt, hvorefter
udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste
skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis de
opholder sig uden for indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl.
23 og kl. 6, strafskærpelser for overtrædelser af
opholds- og meldepligten, mulighed for afsoning på
bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke,
indførelsen af en særlig adgang til
varetægtsfængsling ved gentagne overtrædelser af
opholds- og meldepligten og skærpede økonomiske
konsekvenser. Som led i gennemførelsen af aftalen indeholder
lovforslaget endvidere bl.a. forslag om indførelse af
udgangskarantæne og mulighed for løsladelse med
henblik på straksudsendelse.
Herudover foreslås det at overføre kompetencen i
klagesager om pålæg af meldepligt og andre
kontrolforanstaltninger efter udlændingelovens § 34,
således at politidirektørens afgørelser
fremover kan påklages til Rigspolitichefen i stedet for til
udlændinge-, integrations- og boligministeren.
Aftalen indeholder - udover en række initiativer, som skal
gennemføres ved en lovændring - nogle initiativer, som
kan gennemføres administrativt. Det er fundet
hensigtsmæssigt kort at redegøre for indholdet af
disse, jf. nedenfor afsnit 1.2.
Aftalen er tilgængelig på Udlændinge-,
Integrations- og Boligministeriets hjemmeside, www.uibm.dk.
1.2. Lovforslagets indhold
Lovforslaget udgør den lovgivningsmæssige
udmøntning af den politiske aftale om strengere kontrol over
for udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste. Lovforslaget indeholder forslag til ændring af
udlændingeloven, straffuldbyrdelsesloven og straffeloven.
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:
- En ny underretningspligt, hvorefter udlændinge på
tålt ophold og kriminelle udviste på forhånd skal
give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis de
opholder sig uden for indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl.
23.00 og 06.00.
- Strafferammen for overtrædelse af opholds- og meldepligt
for udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste hæves til 1 år og 6 måneder, og
strafniveauet skærpes markant. Fremover vil straffen som
udgangspunkt blive fastsat takstmæssigt.
- I den forbindelse gives der mulighed for at træffe
afgørelse om løsladelse med henblik på
straksudsendelse, såfremt der under afsoning af straf for
overtrædelse af opholds-, melde- og underretningspligten
opstår mulighed for udsendelse af den pågældende
udlænding.
- En ny ordning for fuldbyrdelse af straf for overtrædelse
af opholds-, melde-, og underretningspligten. Straffen vil
således fremover - udover en periode, der afsones i et
fængsel - som udgangspunkt komme til at omfatte en periode,
hvor straffen udstås på bopælen i
indkvarteringsstedet ved brug af fodlænke.
- Indførelse af en udgangskarantæne over for
udlændinge, der ikke samarbejder om strafudståelse
på bopælen i indkvarteringsstedet og i stedet afsoner
hele straffen i fængsel eller overføres til afsoning i
fængsel.
- En særlig hjemmel til varetægtsfængsling
efter udlændingeloven, således at udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste kan
varetægtsfængsles ved gentagne overtrædelser af
opholds-, melde- og underretningspligt.
Varetægtsfængsling efter den særlige hjemmel i
udlændingeloven vil fremover kunne ske i surrogat ved brug af
fodlænke, således at den pågældende kan
varetægtsfængsles på bopælen i
indkvarteringsstedet.
- Den gældende ordning om ophør eller
nedsættelse af økonomiske ydelser ved
overtrædelse af opholds- eller meldepligt skærpes,
således at Udlændingestyrelsen fremover som
udgangspunkt skal træffe afgørelse om, at der ikke
udbetales ydelser, hvis en udlænding på tålt
ophold eller en kriminel udvist ikke overholder sine
forpligtelser.
- Den skærpede ordning om ophør eller
nedsættelse af økonomiske ydelser ved
overtrædelse af opholds- eller meldepligt, som følger
af aftalen, kommer også til at omfatte manglende overholdelse
af en række andre forpligtelser, herunder
underretningspligten, og uønsket negativ adfærd.
- Udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste, der afsoner straf på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke, kan straffes, såfremt
de flygter fra denne afsoning.
- Adgang til at straffe udlændinge på tålt
ophold og kriminelle udviste, der flygter fra
varetægtsfængsling efter udlændingelovens regler,
herunder varetægtsfængsling på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke.
- Overflytning af kompetencen i klagesager om pålæg
af meldepligt og andre kontrolforanstaltninger efter
udlændingelovens § 34, således at
politidirektørens afgørelser fremover kan
påklages til Rigspolitichefen i stedet for til
udlændinge-, integrations- og boligministeren.
Aftalen om strengere kontrol over for
udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste indeholder herudover en række initiativer, som
kan gennemføres administrativt. Det drejer sig bl.a. om
følgende:
- Strafforfølgning for overtrædelse af opholds-,
melde- og den foreslåede underretningspligt skal
gennemføres hurtigt og effektivt, og straffuldbyrdelse skal
iværksættes hurtigt. Dette skal sikre, at en
udlænding, der ikke overholder sine forpligtelser, med det
samme kan mærke en konsekvens heraf. En hurtig og effektiv
strafforfølgning udmøntes ved en øget fokus
på sagerne i anklagemyndigheden. Hurtig straffuldbyrdelse
gennemføres administrativt ved udstedelse af
bekendtgørelse, hvorefter fuldbyrdelse af en idømt
straf skal påbegyndes senest 30 dage efter datoen for
fuldbyrdelsesordre eller senest 30 dage efter kriminalforsorgens
afgørelse om afsoning i fodlænke i de tilfælde,
hvor hele straffen skal udstås i fodlænke.
- Tidspunktet for den løbende revurdering af
proportionaliteten af opholds- og meldepligten justeres. Der
ændres ved hyppigheden af revurderingen, således at
Udlændingestyrelsen og Rigspolitiet fremover i de
første fem år efter en afgørelse om opholds-
eller meldepligt skal foretage én årlig revurdering
af, om påbuddene kan opretholdes, medmindre forholdene
tilsiger noget andet. Efter de første fem år vil der
skulle foretages halvårlige revurderinger. For
udlændinge, der alene er idømt kortere straffe
(fængselsstraf under 1½ år), fastholdes den
gældende ordning, således at der sker en
halvårlig revurdering. For udlændinge, som er udelukket
fra opholdstilladelse af andre grunde end kriminalitet her i
landet, påtænkes ordningen anvendt således, at
Udlændingestyrelsen og Rigspolitiet ved afgørelsen af
den enkelte sag skal tage stilling til, om der skal foretages en
revurdering hver 6. måned eller én gang årligt.
Dette vil dreje sig om f.eks. udlændinge, som er
krigsforbrydere, eller som er dømt for kriminalitet i
udlandet. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet vil
anmode Udlændingestyrelsen og Rigspolitichefen om at
foranstalte dette punkt i aftalen gennemført.
- Meldepligten afvikles fremover i et tidsrum mellem kl. 9.00 og
15.00. Dette indebærer, at udlændingene fremover som
udgangspunkt løbende vil kunne afvikle deres meldepligt
på et af den enkelte udlænding besluttet tidspunkt,
så længe det sker inden for tidsrummet mellem kl. 9.00
og 15.00. Politiet vil dog fortsat have adgang til at
pålægge udlændingene at møde på et
bestemt tidspunkt, hvis der er behov herfor. Der vil fremover
være et væsentligt større antal udlændinge
(op mod 600 mod ca. 50 i dag), der skal melde sig til politiet
på Udrejsecenter Kærshovedgård, idet meldepligt
også skal gennemføres for afviste asylansøgere.
Dette vil medføre administrative og praktiske vanskeligheder
for politiet i forbindelse med afviklingen af meldepligt. Det er
derfor fundet hensigtsmæssigt at udvide det tidsrum, hvor
udlændingene kan melde sig. Udlændinge-, Integrations-
og Boligministeriet vil anmode Rigspolitichefen om at foranstalte
dette punkt i aftalen gennemført.
1.3. Personkreds, som er omfattet af
lovforslaget
Der befinder sig i Danmark et antal udlændinge på
tålt ophold. Der er her tale om udlændinge, der
isoleret set opfylder betingelserne for at blive meddelt
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), men
som har begået forbrydelser m.v. af en sådan grovhed
eller som anses for at være en fare for statens sikkerhed, at
de derfor er udelukket fra at opnå asyl efter
flygtningekonventionens og udlændingelovens
udelukkelsesgrunde, jf. herved udlændingelovens §
10.
Udlændinge på tålt ophold er uønskede i
Danmark og skal udsendes, så snart muligheden herfor
opstår.
Når de pågældende opholder sig her i landet,
skyldes det, at de danske asylmyndigheder
(Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet) har vurderet,
at udlændingene ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer
dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf. De
pågældende udlændinge kan derfor ikke udsendes
til hjemlandet eller til et land, hvor udlændingen ikke er
beskyttet mod videresendelse til et sådant land, på
grund af forbuddet mod refoulement i udlændingelovens §
31.
De pågældende udlændinge er på den
baggrund henvist til at opholde sig her i landet på
tålt ophold.
Der befandt sig pr. 1. oktober 2016 i alt 70 udlændinge
på tålt ophold. Antallet af udlændinge på
tålt ophold har over tid løbende ændret sig. I
en periode fra omkring 2008 har antallet af udlændinge
på tålt ophold været stigende, men siden omkring
2013 har antallet ligget mere stabilt på omkring 60-70
personer.
Der befinder sig endvidere i Danmark et antal udlændinge,
der er udvist ved dom på grund af kriminalitet efter reglerne
i udlændingelovens § 22-24, og som har afsonet deres
straf. Efter udlændingeloven medfører en
afgørelse om udvisning, at den pågældende
udlændings eventuelle visum eller opholdstilladelse
bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på
ny må indrejse og opholde sig her i landet
(indrejseforbud).
Udlændinge, der er udvist ved dom, og som har afsonet den
idømte straf, skal således som udgangspunkt udrejse af
landet, og sker dette ikke frivilligt, vil politiet drage omsorg
for udrejsen.
Der er også her tale om udlændinge, der er
uønskede i Danmark.
For denne gruppe af personer er der som udgangspunkt ikke som
følge af refoulementsforbuddet i udlændingelovens
§ 31 noget til hinder for tvangsmæssig udsendelse af
landet. Påberåber en udlænding, der er udvist
på grund kriminalitet, at den pågældende ikke kan
udsendes af landet på grund af refoulementsforbuddet, vil den
pågældende blive vejledt om muligheden for at
ansøge om asyl.
Udlændinge udvist ved dom kan
varetægtsfængsles efter udlændingelovens §
35, stk. 1, nr. 1, når der er bestemte grunde til at anse
varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre
udlændingens tilstedeværelse, indtil bestemmelsen om
udvisning kan fuldbyrdes. Der kan endvidere ske
frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36,
såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for
udvisning efter § 25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c
eller for udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i
kapitlerne 1 og 3-5 i øvrigt ikke har ret til at opholde sig
i landet.
Der opholder sig imidlertid en gruppe udviste udlændinge i
Danmark, som har afsonet deres dom, men som ikke er
frihedsberøvet. Når de pågældende
udlændinge fortsat opholder sig her i landet og ikke er
frihedsberøvet, skyldes det, at udsendelsen ikke umiddelbart
kan gennemføres, fordi hjemlandet eller udlændingen
ikke ønsker at samarbejde herom.
Der befandt sig pr. 1. oktober 2016 i alt 120 udviste
udlændinge, som har afsonet deres straf, men som ikke kan
varetægtsfængsles efter udlændingelovens §
35, og som ikke er frihedsberøvet efter § 36. Denne
gruppe af personer betegnes herefter som kriminelle udviste.
Udlændingestyrelsen skal som udgangspunkt
pålægge udlændinge på tålt ophold og
kriminelle udviste at tage ophold i et bestemt indkvarteringssted,
jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt.
Opholdspligten indebærer, at udlændingen skal bo
på indkvarteringsstedet og som udgangspunkt overnatte
på indkvarteringsstedet hver nat. Udlændingen er
imidlertid ikke frihedsberøvet. Den pågældende
vil derfor også i aften- eller nattetimerne kunne opholde sig
og færdes uden for indkvarteringsstedet, f.eks. for at
besøge venner, bekendte eller lignende uden at skulle
være hjemme på et bestemt tidspunkt. Afgørende
er, at udlændingen vender tilbage til indkvarteringsstedet og
har indkvarteringsstedet som sit reelle opholdssted, dvs. det sted,
hvor vedkommende overnatter.
Det vil bero på en konkret vurdering, om en
udlænding har haft ophold uden for indkvarteringsstedet i et
sådant omfang, at udlændingen har overtrådt sin
opholdspligt.
En udlænding på tålt ophold eller en kriminel
udvist, som er pålagt at tage ophold, kan få tilladelse
til at overnatte uden for indkvarteringsstedet i en vis periode,
hvis der er en særlig begrundelse herfor. Det kan f.eks.
være, at udlændingen skal til nødvendig
lægebehandling, at der er alvorlig sygdom i
udlændingens nærmeste familie, eller at
udlændingen skal aflægge besøg hos
nærmeste familie eller venner.
Udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste har tidligere skullet tage ophold på Center Sandholm.
Udlændinge-, integrations- og boligministeren har imidlertid
i december 2015 besluttet, at bl.a. udlændinge på
tålt ophold og kriminelle udviste, der ikke er
frihedsberøvet, skal tage ophold på Udrejsecenter
Kærshovedgård, hvor der er etableret en række
sikkerhedsforanstaltninger, der bl.a. omfatter indhegning,
sektionering og elektronisk adgangskontrol, og hvor
kriminalforsorgen er indkvarteringsoperatør. Der er
endvidere politi til stede på udrejsecentret døgnet
rundt.
Udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste pålægges som nævnt som den altovervejende
hovedregel opholdspligt. Da proportionalitetsbetingelsen
løbende skal være opfyldt, kan det dog med tiden blive
vanskeligere at begrunde sådanne indgreb.
Udlændingestyrelsen vil kunne undlade at træffe
afgørelse om, at en udlænding på tålt
ophold og en kriminel udvist skal tage ophold i Udrejsecenter
Kærshovedgård, hvis særlige grunde taler herfor,
herunder hvis det vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser. Dette vil eksempelvis være
tilfældet, hvis den pågældende udlænding
på grund af sygdom har behov for særlig pleje, som ikke
kan tilgodeses på eller i nærheden af Udrejsecenter
Kærshovedgård. Der er tale om en
skønsmæssig adgang for Udlændingestyrelsen til
at undlade at træffe en sådan afgørelse.
Udlændingestyrelsen vil derfor i hvert enkelt tilfælde
skulle vurdere, om særlige grunde taler imod at
pålægge den pågældende at tage ophold i
Udrejsecenter Kærshovedgård. Udlændingestyrelsen
skal alene undlade at træffe afgørelse om, at en
udlænding på tålt ophold og en kriminel udvist
skal tage ophold i Udrejsecenter Kærshovedgård, hvis
det i det konkrete tilfælde findes at være helt
ubetænkeligt.
Udlændingestyrelsens afgørelser om
pålæg af opholdspligt efter udlændingelovens
§ 42 a, stk. 8. 1. pkt., kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed, jf. udlændingelovens § 46 a,
stk. 1, 1. pkt.
Der er i øvrigt almindelig adgang til
domstolsprøvelse, jf. grundlovens § 63.
Efter udlændingelovens § 34, stk. 4, bestemmer
politiet, medmindre særlige grunde taler derimod, at en
udlænding på tålt ophold skal give møde
hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik
på løbende at sikre, at politiet har kendskab til
udlændingens opholdssted.
Efter udlændingelovens § 34, stk. 5, bestemmer
politiet, medmindre særlige grund taler herimod, at en
udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§
22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter §
35, skal give møde hos politiet på nærmere
angivne tidspunkter med henblik på at sikre en effektiv
fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning.
Aktuelt pålægges meldepligt efter § 34, stk. 4,
af Rigspolitiet, mens meldepligt efter § 34, stk. 5,
pålægges af Nordsjællands Politi.
Det følger af forarbejderne til lov nr. 1397 af 27.
december 2008 om ændring af udlændingeloven, at det
forudsættes, at politiet som udgangspunkt
pålægger de udlændinge på tålt
ophold, som er pålagt opholdspligt, daglig meldepligt hos
politiet i centret. Politiet vil kun kunne undlade at
pålægge meldepligt dagligt, hvis det vil være
uproportionalt i forhold til Danmarks internationale forpligtelser,
eller hvis der foreligger andre særlige grunde, f.eks.
sygdom. I sådanne tilfælde kan meldepligt
pålægges efter politiets nærmere bestemmelse,
herunder med længere mellemrum, jf. Folketingstidende
2008-09, A, L 1397 som fremsat, s. 1931.
Det forudsættes i forarbejderne til lov nr. 1273 af 20.
november 2015, at kriminelle udviste skal pålægges
meldepligt tre gange om ugen, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L
1273 som fremsat.
Formålet med opholds- og meldepligten er at sikre
myndighederne et løbende kendskab til de
pågældendes opholdssted, så der kan ske
udsendelse, når muligheden herfor opstår.
Rigspolitiets påbud om meldepligt kan påklages til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, jf.
udlændingelovens § 48, 5. pkt. Klagen har ikke
opsættende virkning, jf. § 48, 6. pkt.
Der er i øvrigt almindelig adgang til
domstolsprøvelse, jf. grundlovens § 63.
2. Underretningspligt
2.1. Gældende ret
Som det fremgår af afsnit 1.3, indebærer et
pålæg om opholdspligt, at udlændingen skal bo
på indkvarteringsstedet og som udgangspunkt overnatte
på indkvarteringsstedet hver nat.
Udlændingen er dog ikke frihedsberøvet, og den
pågældende udlænding vil kunne forlade
indkvarteringsstedet uden at orientere myndighederne herom. Der
gælder således ikke i dag regler om, at en
udlænding skal underrette myndighederne, hvis
udlændingen ikke opholder sig i indkvarteringsstedet i aften-
og nattetimerne.
2.2. Ministeriets overvejelser
Det må konstateres, at mange udlændinge opholder sig
uden for indkvarteringsstedet i et sådant omfang, at der er
tale om en overtrædelse af opholdspligten. Efter regeringens
opfattelse er der derfor behov for at forebygge overtrædelser
og tydeliggøre opholdspligten over for den enkelte
udlænding.
Aftalen om en strengere kontrol over for
udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste indebærer, at der skal indføres en
underretningspligt. Aftalen indebærer således, at
Udlændingestyrelsen som udgangspunkt skal pålægge
udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste
at give underretning til indkvarteringsoperatøren
(kriminalforsorgen), hvis de opholder sig uden for
indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 om
morgenen.
Efter regeringens opfattelse kan en sådan
underretningspligt være med til at sikre en bedre
overholdelse af og kontrol med opholdspligten. Underretningspligten
vil således udgøre en påmindelse til
udlændingen om, at den enkelte skal bo på
indkvarteringsstedet og som udgangspunkt overnatte på
indkvarteringsstedet hver nat. Dette kan medvirke til, at
udlændingen i højere grad overholder
opholdspligten.
Underretningspligten vil også gøre det muligt for
Udlændingestyrelsen og indkvarteringsoperatøren
(kriminalforsorgen) - i tilfælde hvor der konkret
skønnes at være anledning hertil - at gøre den
enkelte udlænding opmærksom på, at ophold uden
for indkvarteringsstedet kan udgøre en overtrædelse af
opholdspligten, og at dette kan have strafferetlige
konsekvenser.
Udlændingestyrelsen vil desuden gennem
underretningspligten kunne få supplerende oplysninger til
brug for vurderingen af, om en udlænding overholder sin
opholdspligt. Underretningspligten kan på den måde
være med til at styrke kontrollen med, om udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste overholder deres
opholdspligt. Underretningspligten vil således bl.a. kunne
give Udlændingestyrelsen oplysninger om, hvor længe den
pågældende person kan forventes at tage ophold uden for
indkvarteringsstedet.
For så vidt angår en vurdering af
underretningspligten i forhold til Danmarks internationale
forpligtelser henvises til afsnit 12.
2.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås på den baggrund, at det i
udlændingeloven fastsættes, at udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste, der er
pålagt opholdspligt, skal underrette
indkvarteringsoperatøren, hvis de opholder sig uden for
indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 6.00 om
morgenen.
Den foreslåede underretningspligt har karakter af en ny,
selvstændig forpligtelse, således at udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste udover opholds- og
meldepligt kan pålægges en underretningspligt.
En udlænding, der er pålagt opholds-, melde- og
underretningspligt, vil således fremover have pligt til at
opfylde alle tre forpligtelser, og der skal - ved manglende
overholdelse - foretages en selvstændig vurdering af, om
udlændingen har overholdt hver enkelt af sine
forpligtelser.
Det vil være tilstrækkeligt, at udlændingen
meddeler, at denne har til hensigt at opholde sig uden for
indkvarteringsstedet. Der er ikke tale om, at myndighederne - i
forbindelse med at underretningen modtages - skal give tilladelse
til, at udlændingen forlader eller udebliver fra
indkvarteringsstedet. Den enkelte udlænding kan som hidtil
forlade eller udeblive fra indkvarteringsstedet, og der er fortsat
ikke tale om, at udlændingen er frihedsberøvet.
Der følger endvidere ikke af underretningspligten noget
krav om, at udlændingen over for
indkvarteringsoperatøren skal oplyse, hvor udlændingen
i stedet agter at opholde sig, eller nærmere skal oplyse om
baggrunden for, at udlændingen opholder sig uden for
indkvarteringsstedet.
Underretningspligten kan alene påbydes udlændinge,
der er pålagt opholdspligt. Underretningspligten er på
denne måde knyttet til opholdspligten og skal sikre en bedre
overholdelse af denne forpligtelse. Ophæves opholdspligten,
vil underretningspligten også skulle ophæves.
Som anført udgør underretningspligten dog en
selvstændig forpligtelse. Heri ligger for det første,
at en udlænding, der giver underretning om, at denne ikke vil
opholde sig på indkvarteringsstedet, ikke hermed kan unddrage
sig sin opholdspligt. Der kan således være tale om en
overtrædelse af opholdspligten, uanset at udlændingen
har meddelt, at udlændingen ikke opholder sig i
indkvarteringsstedet den pågældende nat.
For det andet vil det forhold, at udlændingen har
overtrådt underretningspligten og opholdt sig uden for
indkvarteringsstedet uden at have orienteret herom, ikke
nødvendigvis indebære, at den pågældende
har overtrådt opholdspligten.
Tilladelse til - uanset en pålagt opholdspligt - af
særlige grunde at overnatte uden for indkvarteringsstedet vil
som hidtil skulle meddeles af Udlændingestyrelsen og efter
anmodning herom fra udlændingen. Opfyldelse af
underretningspligten kan ikke træde i stedet herfor.
Tilladelse vil endvidere som hidtil alene skulle gives af
Udlændingestyrelsen, hvis der er en særlig begrundelse
herfor.
Har Udlændingestyrelsen meddelt udlændingen
tilladelse til ophold uden for indkvarteringsstedet i forbindelse
med f.eks. familiebesøg, vil underretningspligten ikke finde
anvendelse i den periode, som tilladelsen omfatter. På
tidspunktet, hvor tilladelsen udløber, vil
underretningspligten på ny gælde for den enkelte
udlænding.
For at sikre, at den enkelte udlænding opfylder sin
underretningspligt, således at Udlændingestyrelsen
løbende får oplysninger til brug for styrelsens
kontrol med overholdelse af opholdspligten, foreslås det, at
overtrædelse af underretningspligten straffes med
fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. den
foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 60,
stk. 2.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 og 14.
3. Strafskærpelse
3.1. Gældende ret
Udlændingelovens kapitel 9 indeholder regler om straf for
overtrædelse af bestemmelserne i udlændingeloven.
Det følger af udlændingelovens § 60, stk. 1,
at overtrædelse af de i medfør af bl.a. § 34
(meldepligt) og § 42 a, stk. 8, 1. og 2. pkt., (opholdspligt)
givne pålæg straffes med bøde eller under
skærpende omstændigheder fængsel indtil 1
år.
Bestemmelsen i § 60, stk. 1, indebærer, at en
udlænding på tålt ophold eller en kriminel
udvist, der ikke overholder et pålæg om meldepligt
efter § 34, stk. 4 og 5, eller som ikke overholder
pålæg om opholdspligt efter § 42 a, stk. 8, 1.
pkt., kan straffes.
Ved lov nr. 1397 af 27. december 2008 om ændring af
udlændingeloven (Skærpet meldepligt for
udlændinge på tålt ophold, styrket kontrol med
overholdelse af påbud om at tage ophold på et bestemt
indkvarteringssted samt forhøjelse af strafferammen for
overtrædelse af en pålagt meldepligt eller et
påbud om at tage ophold på et bestemt
indkvarteringssted) blev strafferammen hævet fra 4
måneder til 1 år, jf. Folketingstidende 2008-09, A, L
1397 som fremsat, s. 1925.
Det er forudsat i bestemmelsens forarbejder, at den
skærpede strafferamme alene skal finde anvendelse i sager,
hvor udlændinge på tålt ophold ikke overholder en
pålagt meldepligt, jf. udlændingelovens § 34, stk.
4, eller hvor disse udlændinge ikke overholder et påbud
om at tage ophold i Center Sandholm, jf. § 42 a, stk. 8. For
så vidt angår overtrædelse af de øvrige
bestemmelser, der er nævnt i § 60, stk. 1, er det
forudsat, at den hidtidige strafferamme på fængsel
indtil 4 måneder i tilfælde, hvor der foreligger
skærpende omstændigheder, fortsat finder anvendelse,
jf. Folketingstidende 2008-09, A, L 1397 som fremsat, s. 1933.
Overtrædelse af opholdspligt og meldepligt for en
udlænding på tålt ophold vil således kunne
straffes med bøde eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 1 år. Er der
tale om en kriminel udvist kan overtrædelse straffes med
bøde eller, under skærpende omstændigheder, med
fængsel indtil 4 måneder.
Der har indtil nu været rejst et mindre antal straffesager
for overtrædelse af opholds- og meldepligt for
udlændinge på tålt ophold. Der har løbende
været ført kontrol med de kriminelle udvistes
overholdelse af meldepligten, men mang- lende overholdelse har ikke
ført til anmeldelse for overtrædelse af
udlændingelovens § 60, stk. 1. Siden lov nr. 1273 af 20.
november 2015 er kontrollen med kriminelle udviste imidlertid
blevet skærpet, således at der fremover også vil
blive ført kontrol med denne gruppes overholdelse af deres
forpligtelser.
På baggrund af oplysninger fra Nordsjællands Politi
viser en gennemgang af domspraksis i perioden fra den 14. december
2009 til den 31. august 2016, at domstolene har truffet
afgørelse i 53 sager. 16 af disse sager er afgjort med
ubetinget fængselsstraf på mellem 7 og 40 dages
fængsel. Heraf verserer 2 sager ved landsretten, og 1 sag
skal prøves ved Højesteret. 2 sager er afgjort med
betinget fængselsstraf. De øvrige sager er alle
afgjort med enten advarsel eller bøde med undtagelse af en
sag, hvor der skete strafbortfald med henvisning til straffelovens
§ 83, og 3 sager hvor der under henvisning til straffelovens
§ 89 ikke er udmålt en tillægsstraf.
Som eksempler fra praksis kan nævnes følgende:
- Østre Landsrets utrykte dom af 1. december 2011, hvor
en udlænding blev idømt en bøde på 1.500
kr. for 8 overtrædelser af sin meldepligt.
- U2016. 2089Ø, hvor Østre Landsret idømte
en udlænding på tålt ophold 10 dages
fængsel for 373 overtrædelser af meldepligten i
perioden fra den 8. april 2012 og til den 14. juli 2015 og for i
perioden fra den 7. september 2014 til den 30. april 2015 at have
overtrådt opholdspligten i knap 4 måneder.
-Hillerød Rets utrykte dom af 31. maj 2016, hvor en
udlænding på tålt ophold, som én gang
tidligere var dømt for overtrædelse af sin opholds- og
meldepligt, blev idømt 14 dages fængsel for 212
overtrædelser af meldepligten i perioden fra den 1. januar
2015 til den 31. juli 2015 og for i samme periode at have
overtrådt opholdspligten i 212 dage.
- Hillerød Rets utrykte dom af 7. marts 2012, hvor en
udlænding på tålt ophold blev idømt 30
dages fængsel for 690 overtrædelser af meldepligten i
perioden fra den 20. november 2009 til den 12. oktober 2011 og for
i perioden fra den 20. november 2009 til den 12. oktober 2011 at
have overtrådt opholdspligten i samtlige dage.
- Hillerød Rets utrykte dom af 7. marts 2016, hvor en
udlænding på tålt ophold, som én gang
tidligere var dømt for overtrædelse af sin opholds- og
meldepligt, blev idømt 30 dages fængsel for 306
overtrædelser af meldepligten i perioden fra den 1. februar
2015 til den 3. december 2015 og for i samme periode at have
overtrådt opholdspligten i 306 dage.
- Hillerød Rets utrykte dom af 31. marts 2016, hvor en
udlænding på tålt ophold, som én gang
tidligere var dømt for overtrædelse af sin meldepligt,
blev idømt 30 dages fængsel for 532
overtrædelser af meldepligten i perioden fra den 24. februar
2012 til den 25. december 2015.
- Østre Landsrets utrykte dom af 13. marts 2015, hvor
landsretten idømte en udlænding på tålt
ophold 40 dages fængsel for 955 overtrædelser af
meldepligten i perioden fra den 28. august 2010 til den 31.
december 2014 og for i perioden fra den 27. januar 2011 til den 31.
august 2014 at have overtrådt opholdspligten i 1.226
dage.
- Østre Landsrets utrykte dom af 10. maj 2016, hvor
landsretten idømte en udlænding på tålt
ophold 40 dages fængsel for 1.135 overtrædelser af
meldepligten i perioden fra den 8. februar 2010 til den 31.
december 2014 og for i perioden fra den 21. januar 2011 til den 21.
februar 2013 at have overtrådt opholdspligten i knap
halvanden måned. Det skal i den forbindelse bemærkes,
at dommen er indbragt for Højesteret, og at
Højesteret endnu ikke har afgjort sagen.
Straffastsættelsen i disse sager beror ligesom i andre
straffesager på domstolenes konkrete vurdering af forholdets
karakter og grovhed sammenholdt med sagens øvrige
omstændigheder, herunder oplysninger om den tiltaltes
personlige forhold.
Det forhold, at en udlænding tidligere er dømt for
overtrædelse af opholds- og meldepligten, kan efter den
almindelige bestemmelse i straffelovens § 81 indgå som
en skærpende omstændighed ved straffens
fastsættelse i gentagelsestilfælde.
3.2. Ministeriets overvejelser
Gennemgangen af retspraksis viser, at overtrædelser af
opholds- og meldepligten i dag straffes med advarsel, bøde
eller en kortere ubetinget fængselsstraf på op til 40
dage. En udlænding, der har overtrådt sine
forpligtelser op til 100 gange, vil således som udgangspunkt
alene blive meddelt en advarsel eller idømt en
bødestraf. Selv i meget grove tilfælde af
overtrædelser af opholds- og meldepligten idømmes
alene fængsel i op til 40 dage.
Regeringen ønsker at sikre, at udlændinge på
tålt ophold og kriminelle udviste, der ikke overholder de
pålagte forpligtelser, idømmes væsentligt
hårdere straffe.
Aftalen om en strengere kontrol over for
udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste indebærer på den baggrund, at
strafferammen for overtrædelse af opholds- og meldepligt skal
skærpes til 1 år og 6 måneder, og at
strafniveauet skal forhøjes, således at der fremover
bliver idømt længere fængselsstraffe.
En skærpet strafferamme og et forhøjet
strafudmålingsniveau skal bidrage til at forhindre nye
overtrædelser af forpligtelserne. Det er i den forbindelse
også vigtigt at sikre, at straffen for overtrædelse af
opholds- og meldepligten afspejler forholdets grovhed. En effektiv
håndhævelse er bl.a. afhængig af
udlændingenes opfattelse af konsekvensen af at blive straffet
for en overtrædelse. Det er vurderingen, at sanktioner, der
udstedes i forbindelse med overtrædelser af lovgivningens
bestemmelser, ikke bør være så beskedne, at de
mere kan opfattes som en formalitet end som en misbilligelse og
dermed ikke har den ønskede præventive virkning.
Den skærpede strafferamme og det forhøjede
strafudmålingsniveau skal omfatte såvel
udlændinge på tålt ophold som kriminelle udviste,
således at overtrædelser af de pålagte
kontrolforanstaltninger fremover straffes på samme niveau.
For begge persongrupper gælder således, at de opholder
sig uønsket her i landet, og begge persongrupper
pålægges som udgangspunkt opholdspligt i Udrejsecenter
Kærs- hovedgård og meldepligt til politiet.
Den skærpede strafferamme og det forhøjede
strafudmålingsniveau skal også omfatte
overtrædelser af underretningspligten, som foreslås
indført med dette lovforslag, jf. herom nærmere
lovforslagets afsnit 2 og lovforslagets § 1, nr. 3.
Det følger således af Aftalen
om en strengere kontrol over for udlændinge på
tålt ophold og kriminelle udviste, at
overtrædelse af den foreslåede underretningspligt skal
kunne straffes med fængsel i op til 1 år og 6
måneder.
3.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås på den baggrund, at strafferammen for
overtrædelser af opholds-, melde- og underretningspligt i
udlændingelovens § 60, fastsættes til 1 år
og 6 måneders fængsel.
Den foreslåede strafferamme vil omfatte såvel
udlændinge på tålt ophold som kriminelle
udviste.
Det foreslås i den forbindelse, at der indsættes et
nyt stykke i § 60, således at udlændinge på
tålt ophold og kriminelle udviste, der overtræder deres
opholds-, melde- eller underretningspligt, straffes efter det
foreslåede stk. 2.
Der lægges endvidere op til, at der skal ske en betydelig
forhøjelse af strafudmålingsniveauet for
overtrædelse af opholds- og meldepligt i
udlændingelovens § 60, stk. 2, i forhold til det
gældende strafniveau. Det forudsættes i den
forbindelse, at den foreslåede underretningspligt skal
straffes på lige vilkår med opholds- og
meldepligten.
Det betyder eksempelvis, at udgangspunktet for
strafudmålingen for overtrædelse for henholdsvis
151-500 og 501-1.000 overtrædelser i
førstegangstilfælde vil være 40 og 50 dages
fængsel. Det betyder også, at der i
andengangstilfælde eksempelvis vil være tale om en
fængselstraf i 3 og 4 måneder for henholdsvis 151-500
og 501-1.000 overtrædelser, ligesom der i
femtegangstilfælde vil være tale om fængselsstraf
i henholdsvis 7 og 8 måneder for det samme antal
overtrædelser.
Med forslaget forudsættes det, at staffen for
overtrædelse af den foreslåede § 60, stk. 2,
fremover som udgangspunkt fastsættes efter et
takstmæssigt fastlagt strafniveau, hvor antallet af
overtrædelser som udgangspunkt vil være
afgørende for den konkret udmålte straf, jf. bilag
1.
Det skal i den forbindelse anses som en skærpende
omstændighed i forbindelse med strafudmålingen for en
overtrædelse af opholds-, melde- og underretningspligten,
hvis udlændingen tidligere har været dømt for
overtrædelse af de nævnte forpligtelser. Den
nærmere strafskærpelse i gentagelsestilfælde
forudsættes ligeledes som udgangspunkt fastsat efter det
takstmæssigt fastlagte strafniveau, hvoraf også
fremgår, hvilke skærpelser af straf der som
udgangspunkt skal idømmes i gentagelsestilfælde.
Fastsættelsen af straffen vil i øvrigt fortsat bero
på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslaget § 1, nr.
14.
4. Fastmontering af fodlænke som en del af
straffen
4.1. Gældende ret
4.1.1. Fuldbyrdelse af fængselsstraf
Fængselsstraf fuldbyrdes efter reglerne i
straffuldbyrdelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1242 af
11. november 2015 som ændret ved lov nr. 641 af 8. juni
2016.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 20, stk. 1, fuldbyrdes
fængselsstraf som hovedregel i fængsel eller arresthus.
Straffen vil normalt blive fuldbyrdet i fængsel, jf. §
21, stk. 1. Kortvarig frihedsstraf kan dog i medfør af
lovens § 21, stk. 2, fuldbyrdes i arresthus, i det omfang det
er nødvendigt af hensyn til den samlede udnyttelse af
pladserne i kriminalforsorgens institutioner. Endvidere kan
frihedsstraf i medfør af lovens § 21, stk. 3,
fuldbyrdes i arresthus i en række nærmere opregnede
tilfælde, hvor særlige oplysninger om den dømte
taler for det.
Frihedsstraf, der fuldbyrdes i et fængsel, udstås
normalt i et åbent fængsel, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 1. Fuldbyrdelse af
fængselsstraf kan dog ske i et lukket fængsel i en
række nærmere opregnede tilfælde, hvor
særlige oplysninger om den dømte eller karakteren af
den pådømte kriminalitet taler for det, jf. lovens
§ 22, stk. 2-6.
Fængselsstraf kan i særlige tilfælde
fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner m.v.
uden for kriminalforsorgen efter reglerne i
straffuldbyrdelseslovens § 78, jf. § 20, stk. 2. Efter
§ 78, stk. 1, kan der ske anbringelses på hospital, i
familiepleje, i egnet hjem eller institution, f.eks. hvis den
dømte har behov for særlig behandling eller pleje.
Herudover følger det af § 78, stk. 2, at dømte,
der er under 18 år, som udgangspunkt anbringes på
hospital, i familiepleje eller i egnet hjem eller institution.
Fængselsstraf kan endvidere i særlige tilfælde
fuldbyrdes på den dømtes bopæl under intensiv
overvågning og kontrol (afsoning i elektronisk
fodlænke), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a
(§§ 78 a-78 f).
4.1.2. Anvendelse af elektronisk fodlænke efter
straffuldbyrdelsesloven
Reglerne om fuldbyrdelse af straf på bopælen under
intensiv overvågning blev indført ved lov nr. 367 af
24. maj 2005 om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
(Fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol samt begrænset fællesskab
for »negativt stærke« indsatte m.v.).
Reglerne har navnlig til formål at sikre, at den
dømte kan bevare kontakten til arbejdsmarkedet eller
uddannelsessystemet m.v. under afsoningen, idet dette kan forbedre
den pågældendes muligheder for på længere
sigt at opnå en varig tilknytning til arbejdsmarkedet og
dermed mere generelt modvirke tilbagefald til ny kriminalitet
(recidiv). Ordningen varetager dermed et generelt resocialiserende
hensyn og skal støtte de dømte i deres
bestræbelser på at bevare og styrke deres tilknytning
til det almindelige samfund.
Afgørelse om afsoning i fodlænke træffes af
kriminalforsorgen (kriminalforsorgsområderne).
Adgangen til strafudståelse på bopælen
omfatter personer, der er idømt fængselsstraf på
indtil seks måneder, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78
a, stk. 1. Ordningen finder anvendelse uanset forseelsens art, dog
således, at idømt fængselsstraf i indtil 14 dage
for overtrædelse af lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer som udgangspunkt ikke er omfattet, jf. § 78
a, stk. 2.
Strafudståelse på bopælen er betinget af, at
den dømte selv ansøger herom, jf. § 78 a, stk.
1. Ordningen bygger således på et
frivillighedsprincip.
For at kunne blive meddelt tilladelse til afsoning i
fodlænke skal den dømte opfylde en række
betingelser.
Tilladelse til afsoning i fodlænke kan således
meddeles, hvis den dømtes boligforhold og
beskæftigelsesforhold i form af arbejde, uddannelse eller
lignende er af en sådan beskaffenhed, at straffuldbyrdelsen
kan gennemføres under intensiv overvågning og kontrol,
jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 b, stk. 1, nr. 1 og 2.
Beskæftigelseskravet efter § 78 b, stk. 1, nr. 2,
gælder ikke for personer, der er idømt
fængselsstraf i 30 dage eller derunder, jf. § 78 b, stk.
2, ligesom der kan dispenseres fra betingelserne i særlige
tilfælde, hvor den dømtes
beskæftigelsessituation taler for det.
Beskæftigelseskravet er bl.a. begrundet i
resocialiseringshensyn og i hensynet til, at den dømte ikke
i fuldbyrdelsesperioden isoleres på bopælen.
En person, der er arbejdsløs, vil således som
udgangspunkt ikke kunne meddeles tilladelse til afsoning i
fodlænke. Andre personer uden beskæftigelse, f.eks.
folkepensionister, førtidspensionister og
efterlønsmodtagere, vil kunne anses for at opfylde
beskæftigelseskravet ved deltagelse i dagcenteraktiviteter,
programvirksomhed i kriminalforsorgens regi eller lignende.
Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 367 af 24. maj
2005, hvorved fodlænkeordningen blev indført, at den
dømtes arbejde, uddannelse eller lignende som udgangspunkt
bør have et tidsmæssigt omfang af minimum 20 timer og
maksimalt 37 timer ugentlig. I tilfælde, hvor den
pågældende er uden beskæftigelse, kan
beskæftigelseskravet anses for opfyldt, uanset at den
pågældendes beskæftigelsesaktivitet(er)
udgør mindre end 20 timer ugentlig, jf. Folketingstidende
2004-05, 2. samling, A, L 367 som fremsat, s. 459.
Herudover er det efter § 78 b, stk. 1, nr. 3, en
betingelse, at personer, der har samme bopæl som den
dømte, og som er over 18 år, meddeler samtykke til, at
straffen kan fuldbyrdes på den fælles bopæl.
Kriminalforsorgen foretager til brug for afgørelsen af,
om den dømte opfylder betingelserne, en nærmere
undersøgelse af den dømtes personlige forhold,
herunder vedkommendes boligforhold, beskæftigelsesforhold
samt fysiske og psykiske tilstand (egnethedsundersøgelse).
Finder kriminalforsorgen det fornødent, kan denne i
forbindelse med undersøgelsens foretagelse bestemme, at den
dømte skal aflægge udåndingsprøver og
urinprøver, jf. § 78 b, stk. 4.
Hvis den dømte ikke medvirker til denne
undersøgelse, kan tilladelse til strafudståelse
på bopælen ikke meddeles, jf. § 78 b, stk. 5.
I visse tilfælde kan der gøre sig særlige
konkrete forhold gældende, som medfører, at der ikke
bør gives tilladelse til strafudståelse på
bopælen, uanset at den dømte opfylder de almindelige
betingelser, der er nævnt ovenfor, jf. § 78 b, stk.
3.
Tilladelse til strafudståelse på bopælen
nægtes således meddelt, hvis særegne hensyn til
retshåndhævelsen undtagelsesvis kræver dette. Der
sigtes her til tilfælde, hvor den idømte kriminalitet
er af en sådan karakter, at afsoning af dommen i
fodlænke vil være uforeneligt med hensynet til
retshåndhævelsen.
Tilladelse til strafudståelse på bopælen
nægtes endvidere meddelt, hvis denne fuldbyrdelsesform som
følge af den dømtes forhold ikke findes
hensigtsmæssig, herunder hvis der er grund til at antage, at
den dømte ikke vil overholde de vilkår, som
gælder for fuldbyrdelse på bopælen.
Under straffuldbyrdelsen skal den dømte overholde en
række obligatoriske vilkår, jf. § 78 c.
Vilkårene er fastsat bl.a. med henblik på at sikre,
at den dømtes bevægelsesfrihed i fuldbyrdelsesperioden
indskrænkes.
Den dømte må bl.a. ikke begå strafbart
forhold, forlade sin bopæl uden for de af tilsynsmyndigheden
fastsatte tidsrum eller indtage alkohol, euforiserende stoffer
eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige
lovgivning. Den dømte skal endvidere undergive sig
kriminalforsorgens tilsyn og kontrol, herunder elektronisk kontrol
m.v.
Det er ligeledes et lovfæstet vilkår, at den
dømte efter tilsynsmyndighedens nærmere bestemmelse
skal deltage i et program, der har til formål at forbedre den
pågældendes muligheder for fremover at leve en
kriminalitetsfri tilværelse.
I medfør af § 78 c, stk. 2, kan der endvidere
fastsættes andre vilkår, der findes
hensigtsmæssige, herunder vilkår om, at den
dømte underkaster sig en struktureret, kontrolleret
alkoholistbehandling.
Under fuldbyrdelsesforløbet har den dømte adgang
til at forlade bopælen i et vist omfang.
Adgangen til at forlade bopælen omfatter dels en adgang
til at forlade bopælen med henblik på at deltage i
beskæftigelse (arbejde, uddannelse eller lignende), dels en
adgang til at forlade bopælen med henblik på at deltage
i programvirksomhed, behandling eller kontrol.
Da den oprindelige fodlænkeordning blev indført,
kunne den dømte herudover forlade boligen med henblik
på at foretage personlige ærinder m.v. (op til 4 timer
ugentligt). .
Endvidere kunne den dømte yderligere forlade
bopælen på dage, hvor den pågældende efter
aktivitetsskemaet ikke i øvrigt har aktiviteter uden for sin
bopæl.
Adgangen til at forlade bopælen er, siden
fodlænkeordningen blev indført, udvidet flere omgange.
Den seneste ændring blev foretaget ved lov nr. 628 af 12.
juni 2013 om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (Udvidet
mulighed for prøveløsladelse og
fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder under uddannelsen til
fængselsbetjent m.v.), jf. 2012-13, A, L 133 som fremsat,
således at der i dag er adgang til at supplere de 4 timer,
der ugentligt kan sættes af til personlige indkøb,
tøjvask m.v. uden for bopælen, med muligheden for at
tilbringe yderligere op til 4 timer om ugen uden for bopælen
med henblik på at deltage i særlige aktiviteter med et
resocialiserende formål. Resocialiserende aktiviteter kan
omfatte deltagelse i religiøse handlinger (gudstjenester,
fredagsbøn m.v.), visse aktiviteter med egne børn
(som f.eks. at deltage i skole/hjem-samtaler, følge
børnene til bibliotek, børnefødselsdage m.v.)
eller fortsat deltagelse i sports- eller fritidsaktiviteter eller
lignende med et resocialiserende formål.
Derudover blev der indført en vis, øget mulighed
for at opholde sig uden for bopælen i nærmere
afgrænsede tidsrum på dage, hvor den
pågældende ikke i øvrigt har aktiviteter uden
for sin bopæl. Der er således i dag mulighed for, at
den dømte i op til to dage hver anden uge kan få
tilladelse til at opholde sig uden for bopælen i en
række sammenhængende timer, således at den
pågældende f.eks. kan tilbringe en hel dag i en weekend
uden for bopælen eller i øvrigt fejre juleaften eller
andre højtider uden for eget hjem. Der er herudover mulighed
for at give tilladelse til at tilbringe minimum to timer uden for
bopælen på samtlige aktivitetsfrie dage.
Den dømte har endvidere efter 30 dages
strafudståelse på bopælen mulighed for at forlade
sin bopæl hver anden uge i 16 timer fordelt over 2
aktivitetsfrie dage, dog således at højst 14 timer
afvikles på samme dag. I de uger hvor en sådan mulighed
udnyttes, træder den i stedet for muligheden for at forlade
bopælen i det antal timer, der er fastsat på dage, hvor
den pågældende efter aktivitetsskemaet ikke i
øvrigt har aktiviteter uden for sin bopæl.
Adgangen til at forlade bopælen på dage, hvor den
pågældende efter aktivitetsskemaet ikke i øvrigt
har aktiviteter uden for sin bopæl, kan i den første
måned af afsoningen ske i 2 timer dagligt, i den 2.
måned af afsoningen i 3 timer dagligt, i den 3. og 4.
måned af afsoningen i 6 timer dagligt og i den 5. og 6.
måned af afsoningen i 8 timer dagligt. Har den dømte
flere end 2 aktivitetsfrie dage på en uge, kan den
pågældende på de øvrige aktivitetsfrie
dage opholde sig uden for bopælen i 2 timer.
Omfanget af den dømtes adgang til at forlade boligen
fastsættes i et såkaldt aktivitetsskema.
Tilladelse til strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol kan tilbagekaldes af
justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, jf. § 78
e, stk. 1.
Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis den dømte anmoder
derom, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 1.
Tilladelsen kan også tilbagekaldes, hvis den dømte
inden fuldbyrdelsens iværksættelse har begået
strafbart forhold, eller hvis den dømte på tidspunktet
for fuldbyrdelsens iværksættelse eller under denne
frihedsberøves af anden grund end til fuldbyrdelse af den
fængselsstraf, tilladelsen vedrører, jf. stk. 1, nr. 2
og 3.
Opfylder den dømte på tidspunktet for
fuldbyrdelsens iværksættelse eller under denne ikke
længere de i § 78 b, stk. 1, nr. 1-3, nævnte
betingelser vedrørende bolig, beskæftigelse og
tidligere straffe, kan tilladelse tilbagekaldes, jf. stk. 1, nr.
4.
En tilladelse kan endvidere tilbagekaldes, hvis den dømte
under fuldbyrdelsen overtræder et eller flere af de i §
78 c, stk. 1, nr. 1-8, nævnte vilkår, jf. stk. 2. Det
samme gælder, hvis den dømte overtræder et
vilkår fastsat i medfør af § 78 c, stk. 2, eller
hvis kriminalforsorgens tilsyn og kontrol med den dømte ikke
kan gennemføres på grund af dennes adfærd.
Den dømte underrettes snarest muligt om tilbagekaldelsen
af tilladelsen.
Efter § 106, stk. 2, har en dømt, der har
udstået straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol, ret til erstatning efter reglerne i
retsplejelovens § 1018 a, hvis den dømte uforskyldt har
udstået straf i for lang tid. Der er tale om en obligatorisk
erstatning på objektivt grundlag.
Efter § 107 kan en dømt, der under fuldbyrdelse af
straf m.v. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end
de i § 106 nævnte, endvidere tillægges erstatning
efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a.
En tilladelse til strafudståelse på bopælen
vil omfatte hele straffeperioden.
Der er som udgangspunkt ikke efter reglerne i lovens kapitel 13
a adgang til, at den dømte efter at have påbegyndt
afsoning i fængsel meddeles tilladelse til afsoning i
fodlænke af den resterende strafperiode frem til
løsladelsen.
Der er dog indført mulighed for i særlige
tilfælde at overføre en person som ikke inden
fængselsstraffens iværksættelse har ansøgt
om afsoning i fodlænke, og som har påbegyndt afsoning
af straf fra en afsoningsinstitution til fortsat afsoning i
fodlænke. Det gælder i tilfælde, hvor ganske
særlige omstændigheder af f.eks. arbejds-,
uddannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter eller
særligt tungtvejende hensyn til den dømtes
resocialisering taler for fodlænkeafsoning, og der i
øvrigt ikke er andre hindringer for fodlænkeafsoning
end den manglende rettidige ansøgning. Det er en
forudsætning, at det er undskyldeligt, at den dømte
ikke har søgt rettidigt om fodlænkeafsoning.
Endvidere er der for bl.a. langtidsdømte i
straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, nr. 3, indført
en særlig ordning, hvorefter der kan gives tilladelse til, at
den dømte i perioden op til løsladelse udstationeres
i eget hjem med fodlænke. Formålet med denne ordning er
at lette overgangen til en tilværelse i frihed ved at tillade
den dømte at opholde sig eget hjem i perioden op til
løsladelsen.
Udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste vil som altovervejende hovedregel ikke opfylde
betingelserne for strafudståelse på bopælen, idet
de som udgangspunkt ikke opfylder de eksisterende betingelser om at
have en egnet bolig og beskæftigelse. Den gældende
fodlænkeordning giver derfor som altovervejende hovedregel
ikke denne gruppe af personer mulighed for strafudståelse i
fodlænke.
4.1.3. Anvendelse af elektronisk fodlænke efter
udlændingeloven
Der er i udlændingelovens § 34 a etableret en
særlig ordning, hvorefter elektronisk fodlænke kan
anvendes som en administrativ foranstaltning over for
udlændinge på tålt ophold, der gentagne gange er
dømt for overtrædelse af opholdspligten.
Udlændingestyrelsen skal således beslutte, at en
udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller §
8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller
§ 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf.
§ 31, og en udlænding som har fået afslag på
en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller
§ 8, stk. 1 eller 2, men som ikke kan udsendes af landet, jf.
§ 31, og som gentagne gange er straffet for manglende
overholdelse af et opholdspåbud, jf. § 42 a, stk. 8, jf.
§ 60, stk. 1, som en foranstaltning til at styrke kontrollen
med overholdelsen af opholdspåbuddet, jf. § 42 a, stk.
9, i en periode på 1 måned skal registreres ved ind- og
udgang af indkvarteringsstedet ved en elektronisk sender, som
monteres på udlændingens person.
Bestemmelsen indebærer, at en udlænding på
tålt ophold, der fire gange er dømt for manglende
overholdelse af opholdspligten, i en periode på 1 måned
får påmonteret en elektronisk sender (en elektronisk
fodlænke). Fodlænken, der er forbundet til en modtager
i indkvarteringsstedet, registrerer, om udlændingen opholder
sig inden for et afgrænset område,
indkvarteringsstedet.
Formålet hermed er dels rent fysisk at gøre
udlændingen mere opmærksom på opholdspligten,
dels at markere, at gentagne domme for overtrædelse af
opholdspligten har konsekvenser.
Det skal bemærkes, at fodlænken som administrativ
foranstaltning efter den gældende ordning endnu ikke har
fundet anvendelse i praksis, idet der endnu ikke er nogen
udlændinge, der fire gange er dømt for manglende
overholdelse af opholdspligten.
4.2. Ministeriets overvejelser
En udlænding, der idømmes straf for
overtrædelse af opholds- og meldepligt og den
foreslåede underretningspligt, vil efter de gældende
regler som hovedregel skulle afsone hele straffen i fængsel
eller arresthus.
Den gældende fodlænkeordning giver som anført
som altovervejende hovedregel ikke denne gruppe af personer
mulighed for at afsone i fodlænke på bopælen i
indkvarteringsstedet, herunder mulighed for at afsone en del af
straffen i fodlænke på bopælen.
Først på løsladelsestidspunktet vil den
enkelte udlænding derfor skulle tage ophold i
indkvarteringsstedet. Dette kan vanskeliggøre overgangen fra
afsoning i fængsel til ophold i indkvarteringsstedet. Er der
f.eks. tale om en udlænding, der på
løsladelsestidspunktet fortsat mangler en forståelse
for kontrolforpligtelsernes indhold og karakter, vil det kunne
betyde, at den pågældende vil undlade at tage ophold i
indkvarteringsstedet og på ny vil misligholde sine
forpligtelser efter udlændingeloven. Dette er naturligvis
ikke ønskeligt. Der kan derfor være grund til, at den
enkelte udlænding allerede under afsoningen gradvist
tilpasser og vænner sig til forholdene i
indkvarteringsstedet.
Det følger i den forbindelse af Aftalen om en strengere kontrol over for
udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste, at straffen for overtrædelse af opholds-,
melde- og underretningspligt - foruden en periode, der afsones i et
fængsel eller arresthus - fremover som udgangspunkt skal
omfatte en periode, hvor straffen afsones på bopælen i
indkvarteringsstedet ved brug af elektronisk fodlænke.
Efter aftalen skal der således indføres en ordning,
hvor udlændingen som udgangspunkt først skal i
fængsel og dernæst skal føres tilbage til
indkvarteringsstedet og have påmonteret en fodlænke,
hvorefter den resterende del af straffen afsones i
indkvarteringsstedet. I førstegangstilfælde, hvor der
idømmes en fængselsstraf i op til og med 20 dage, kan
hele straffen afsones i fodlænke, hvis særlige forhold
taler herfor.
Aftalen indebærer desuden, at såfremt den
dømte ikke samtykker i at ville overholde vilkårene
eller der er grund til at antage, at den dømte ikke vil
overholde vilkårene for afsoning i fodlænke, vil hele
afsoningen i stedet skulle foregå i et fængsel.
Den aftalte ordning vil udgøre en markering over for den
enkelte udlænding af, at indkvarteringsstedet skal være
den pågældendes opholdssted, og at påbuddet om
opholdspligt og meldepligt opfyldes i indkvarteringsstedet.
Den aftalte ordning indebærer, at straffuldbyrdelsen frem-
over som udgangspunkt kommer til at omfatte to forskellige
afsoningsformer (afsoning i fængsel og afsoning i
fodlænke).
Der vil her være tale om en ny måde at fuldbyrde
straf på. Dette skal ses i lyset af, at der er tale om en
helt særlig og afgrænset persongruppe.
Efter regeringens opfattelse bør ordningen
udmøntes på den måde, at det er domstolene, der
udmåler en ubetinget fængselsstraf, hvorefter
kriminalforsorgen træffer afgørelse om, at en del af
straffen skal fuldbyrdes i fængsel eller arresthus, og at en
anden del skal fuldbyrdes på bopælen i
indkvarteringsstedet ved brug af fodlænke.
Det vil svare til de almindelige principper for idømmelse
og fuldbyrdelse af straf.
Kriminalforsorgen skal således træffe
afgørelse om afsoning af den del af straffen, der skal
udstås i fængsel. Det skal ske efter reglerne i
straffuldbyrdelsesloven. Kriminalforsorgen vil i den forbindelse
bl.a. træffe afgørelse om anbringelse i fængsel
eller arresthus, om anbringelse i åbent eller lukket
fængsel og om valg af afsoningsinstitution.
Kriminalforsorgen skal endvidere træffe afgørelse
om afsoning af den del af straffen, der skal udstås i
fodlænke på bopælen.
Som der er redegjort for ovenfor, indeholder
straffuldbyrdelsesloven i dag regler om strafudståelse i
fodlænke på bopælen.
Efter regeringens opfattelse bør den
fodlænkeordning, der nu påtænkes indført,
så vidt muligt lægge sig op ad den gældende -
almindelige - ordning for strafudståelse på
bopælen. Der bør som udgangspunkt anvendes samme
elektroniske fodlænketeknik, og ordningen skal bygge på
samme grundlæggende princip, hvorefter den dømte under
afsoningen vil være indskrænket i sin
bevægelsesfrihed og således kun i begrænset
omfang vil kunne forlade bopælen.
På nogle punkter er der dog efter regeringens opfattelse
behov for at justere ordningen for strafudståelse på
bopælen.
Det skyldes, at målgruppen for og formålet med den
fodlænkeordning, der nu påtænkes indført,
adskiller sig fra målgruppen og formålet med den
gældende fodlænkeordning.
Som det fremgår af pkt. 4.1.2, varetager den
gældende fodlænkeordning et mere generelt
resocialiserende hensyn og omfatter dømte, der har adgang
til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, og som skal
støttes i deres bestræbelser på at bevare og
styrke deres tilknytning til det almindelige samfund.
Den foreslåede ordning omfatter udlændinge, som er
udvist eller udelukket fra opholdstilladelse på grund af
kriminalitet eller lignende, og som skal udsendes af landet,
så snart muligheden herfor opstår. De
pågældende udlændinge befinder sig således
i en anden situation end de personer, som den almindelige
fodlænkeordning omfatter. De pågældende
udlændinge har - så længe der ikke kan ske
frihedsberøvelse med henblik på udsendelse - som
udgangspunkt pligt til at tage ophold i et udrejsecenter, hvor de
vil være undergivet Udlændingestyrelsens
forsørgelsespligt. De vil endvidere alene have mulighed for
at deltage i aktivering og uddannelse efter udlændingelovens
regler.
Regeringen har ikke noget ønske om at hjælpe denne
gruppe af personer til at blive en del af det danske samfundsliv.
Der er her tale om udlændinge, der skal udrejse af landet,
så snart det er muligt, og hvor der ikke er behov for en
resocialiserende indsats. Det er derimod afgørende at sikre,
at der føres en tæt kontrol med de
pågældende. Det sker gennem påbud om opholds-,
melde- og underretningspligt, og den forslåede straffeordning
skal være med til at understøtte dette
formål.
På den baggrund er der efter regeringens opfattelse behov
for at indføre en særskilt ordning for afsoning i
fodlænke for udlændinge på tålt ophold og
kriminelle udviste, der er idømt straf for
overtrædelser af de pålagte kontrolforpligtelser.
Da der er tale om en særskilt ordning for afsoning i
fodlænke, som på nogle punkter vil adskille sig fra den
gældende adgang til afsoning på bopælen efter
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a, foreslås ordningen
reguleret i et selvstændigt kapitel i
straffuldbyrdelsesloven, jf. forslaget til et nyt kapitel 13 b i
straffuldbyrdelsesloven.
Der foretages ikke med lovforslaget ændringer i den
almindelige ordning i straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a om
afsoning i fodlænke på bopælen.
Den særlige ordning i udlændingelovens § 34 a
for anvendelse af elektronisk fodlænke foreslås
samtidig ophævet.
4.3. Den
foreslåede ordning
4.3.1. Ordningens anvendelsesområde og
personkreds
Som det fremgår af afsnit 4.1.2 ovenfor, omfatter den
almindelige ordning for afsoning i fodlænke efter
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a personer, der er idømt
fængselsstraf i indtil 6 måneder. Ordningen finder som
hovedregel anvendelse uanset forseelsens art.
Den foreslåede ordning for afsoning i fodlænke
foreslås at finde anvendelse over for udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste, der er
idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse
af udlændingelovens regler om opholds-, melde- eller
underretningspligt.
Fængselsstraffens varighed er som udgangspunkt uden
betydning for, hvorvidt straffuldbyrdelsen skal omfatte afsoning i
fodlænke, dog således at kortere straffe som
udgangspunkt ikke skal afsones i fodlænke.
Ordningen vil ikke finde anvendelse, hvis udlændingen
under samme straffesag er idømt ubetinget
fængselsstraf for at have overtrådt både
udlændingeloven og anden lovgivning (straffeloven eller
særlovgivningen). Det samme er tilfældet, hvis den
dømte enten før eller efter en dom for
overtrædelse af udlændingeloven er idømt
fængselsstraf for overtrædelse af anden lovgivning, og
denne fængselsstraf endnu ikke er afsonet. Er den
pågældende dømt for overtrædelse af andre
straffebestemmelser i udlændingeloven end bestemmelserne om
straf for overtrædelse af opholds- melde- eller
underretningspligten, vil ordningen heller ikke finde
anvendelse.
I sådanne tilfælde, hvor der er tale om idømt
straf for flere forskellige forhold, vil hele straffen skulle
fuldbyrdes efter straffuldbyrdelseslovens almindelige regler.
Den ordning, der nu foreslås indført, omfatter
således en snævrere personkreds og har et mere
begrænset anvendelsesområde end den gældende
ordning.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4 og den
foreslåede § 78 g.
4.3.2. Betingelser for afgørelse om
strafudståelse på bopælen
4.3.2.1. Krav
om samtykke fra den dømte
Den almindelige fodlænkeordning er baseret på
frivillighed og forudsætter, at den idømte
søger om tilladelse til afsoning på bopælen.
Den foreslåede ordning indebærer, at
kriminalforsorgen som udgangspunkt skal træffe
afgørelse om, at en del af straffen skal udstås i
fodlænke på bopælen i indkvarteringsstedet.
Den enkelte afsoner skal ikke først ansøge herom,
og det er ikke en forudsætning, at den pågældende
selv ønsker, at straffen afsones i fodlænke frem for i
fængsel. Det forhold, at den enkelte udlænding
måtte foretrække at afsone i fængsel frem for i
fodlænke, vil derfor som udgangspunkt ikke betyde, at den
pågældende skal afsone hele straffen i
fængsel.
Det foreslås dog, at afsoning i fodlænke betinges
af, at den dømte giver samtykke til at ville overholde de
vilkår for afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke, der foreslås at skulle
finde anvendelse under straffuldbyrdelsen, og som har til
formål at sikre, at den dømtes bevægelsesfrihed
m.v. i fuldbyrdelsesperioden indskrænkes i et vist omfang,
jf. nærmere nedenfor afsnit 4.3.4.
Står det allerede på tidspunktet, hvor
kriminalforsorgen skal træffe afgørelse om afsoning i
fodlænke, klart, at den pågældende ikke agter at
overholde de vilkår, der skal finde anvendelse under
afsoningsforløbet, vil der ikke være grundlag for at
lade den pågældende udstå straffen på
bopælen. Det gælder f.eks., hvis den dømte
meddeler, at denne ikke agter at blive på
indkvarteringsstedet i overensstemmelse med vilkårene herom.
Det må i så fald lægges til grund, at den
dømte ikke ønsker at tilpasse sig forholdene under
afsoning på bopælen i indkvarteringsstedet.
Den dømte udlænding vil derfor efter forslaget
skulle give samtykke til at ville overholde de vilkår, der
skal finde anvendelse under strafudståelse på
bopælen i indkvaretingsstedet i fodlænke, jf. den
foreslåede bestemmelse til § 78 h, stk. 1, nr. 1.
Udlændingens samtykke vil kunne indhentes skriftligt eller
mundtligt. Den enkelte udlænding kan i den forbindelse
tilkendegive, om vedkommende kan acceptere vilkårene, eller
om udlændingen afviser at overholde vilkårene.
Såfremt den pågældende udlænding
udtrykkeligt nægter at give samtykke, vil afsoning i
fodlænke ikke kunne indgå i straffuldbyrdelsen.
Hele straffen skal i så fald i stedet afsones i
fængsel efter straffuldbyrdelseslovens regler herom.
Et manglende samtykke foreslås herudover at skulle have
konsekvenser for den enkelte, idet dette må anses som et
udtryk for, at udlændingen ikke vil samarbejde om
straffuldbyrdelsen. Et manglende samtykke foreslås derfor at
skulle have betydning for adgangen til udgang under afsoning i
fængsel, jf. nærmere lovforslagets § 2, nr. 3 og
nærmere herom afsnit. 5.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4 og den
foreslåede § 78 h, stk. 1, nr. 1.
4.3.2.2. Vurdering af den dømtes forhold
Efter forslaget skal afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke ikke indgå i
straffuldbyrdelsen, hvis denne fuldbyrdelsesform som følge
af den dømtes forhold ikke findes hensigtsmæssig, jf.
den foreslåede § 78 h, stk. 1, nr. 2.
Afsoning på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke skal således ikke indgå som led i
straffuldbyrdelsen, hvis der konkret er grund til at antage, at den
dømte ikke vil overholde de vilkår, der gælder
for fuldbyrdelse på bopælen i indkvarteringsstedet,
eller hvis udlændingen på grund af massivt misbrug af
alkohol eller euforiserende stoffer m.v. må antages at
være ude af stand til at overholde de vilkår, der
gælder for denne afsoningsform.
Der kan herudover gøre sig helt særlige konkrete
forhold gældende, som medfører, at afsoning i
fodlænke ikke skal indgå som en del af
straffuldbyrdelsen. Det kan f.eks. være tidligere straffe for
anden form for kriminalitet, herunder at den pågældende
tidligere er straffet for at have begået vold i
indkvarteringsstedet.
Også selvom en udlænding meddeler at ville acceptere
vilkårene for denne afsoningsform, skal kriminalforsorgen
således foretage en selvstændig vurdering af den
dømtes forhold med henblik på at vurdere, om
fuldbyrdelsesformen findes hensigtsmæssig, herunder i helt
særlige tilfælde eventuelt foretage en nærmere
egnethedsvurdering.
Betingelsen svarer til, hvad der som udgangspunkt gælder
for adgang til afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke efter den almindelige
ordning. Det forudsættes dog, at det alene er i
tilfælde, hvor den dømtes forhold taler
væsentligt imod afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke, at denne fuldbyrdelsesform
ikke skal finde anvendelse.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4 og den
foreslåede § 78 h, stk. 1, nr. 2.
Det bemærkes, at nogle af de betingelser, som gælder
for afsoning i fodlænke efter den gældende ordning,
ikke skal finde anvendelse efter den foreslåede ordning.
Det gælder betingelsen vedrørende den dømtes
bolig- og beskæftigelsesforhold.
Strafudståelse på bopælen efter den
foreslåede ordning indebærer, at straffen skal
udstås på bopælen i indkvarteringsstedet, og at
udlændingen skal udføre aktiviteter, som bestemmes af
kriminalforsorgen under afsoningsforløbet, jf. nærmere
herom nedenfor afsnit 4.3.7. Oplysninger vedrørende bolig-
og beskæftigelsesforhold for udlændinge på
tålt ophold og kriminelle udviste vil dermed allerede
være kriminalforsorgen bekendt, og det vil kunne lægges
til grund, at boligforholdene og den dømtes
beskæftigelsesforhold er af en sådan karakter, at
straffuldbyrdelsen kan finde sted på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og
kontrol.
Det samme gælder betingelsen om indhentelse af accept fra
personer, der har samme bopæl som den dømte.
Det forudsættes i den forbindelse, at den enkelte
udlænding afsoner i et enkeltværelse, og at der derfor
ikke opstår spørgsmål om indhentelse af accept
fra personer, der har samme bopæl som den dømte. Det
bemærkes, at der endvidere ikke vil være behov for at
indhente samtykke fra udlændinge, der har værelse i
samme bygning som den dømte.
Endelig foreslås der ikke fastsat et
retshåndhævelsesforbehold.
Retshåndhævelsesforbeholdet efter den gældende
ordning tager sigte på at afvise fodlænkeafsoning i
helt enkeltstående tilfælde, hvor den dømte
kriminalitet er af en sådan karakter, at afsoning i
fodlænke vil være uforeneligt med hensynet til
retshåndhævelsen, selvom den idømte
fængselsstraf ikke overstiger 6 måneder.
Efter den foreslåede ordning skal afsoning i
fodlænke indgå som et fast element i udståelse af
straf for overtrædelse af reglerne om opholds-, melde- og
underretningspligt. Det gælder også i tilfælde,
hvor der er tale om meget grove overtrædelser. Der er
på den baggrund ikke behov for at give mulighed for at afvise
fodlænkeordning ud fra et hensyn til
retshåndhævelsen.
4.3.3. Egnethedsundersøgelse
Efter den almindelige fodlænkeordning er det en
forudsætning, at kriminalforsorgen foretager en
egnethedsundersøgelse med henblik på at
undersøge, om den dømtes forhold gør den
pågældende uegnet til afsoning i fodlænke.
Efter den foreslåede ordning vil det klare udgangspunkt
være, at udlændinge, der er blevet pålagt
opholdspligt, også vil kunne afsone straf på det sted,
hvor den pågældende er pålagt opholdspligt. Der
vil derfor som det klare udgangspunkt ikke skulle foretages en
vurdering af, hvorvidt den dømtes forhold gør
afsoning på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke uhensigtsmæssig.
Det foreslås dog, at kriminalforsorgen kan foretage en
nærmere undersøgelse af den dømtes forhold (en
egnethedsundersøgelse), såfremt forholdene
væsentligt taler herfor.
Den foreslåede bestemmelse giver kriminalforsorgen
mulighed for i helt særlige tilfælde at beslutte, at
der skal gennemføres en egnethedsundersøgelse.
Beslutter kriminalforsorgen, at der skal gennemføres en
egnethedsundersøgelse, og afviser udlændingen at
deltage heri, vil der ikke kunne træffes afgørelse om
afsoning på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke, og hele den idømte fængselsstraf skal
i stedet afsones i fængsel, jf. den foreslåede §
78 h, stk. 3.
En afvisning af at deltage i en egnethedsundersøgelse
foreslås - i lighed med en manglende accept af
vilkårene for fodlænkeafsoning - at skulle have
konsekvenser for den enkelte dømte under afsoningen i
fængsel.
En udlænding, der afviser at deltage i
undersøgelsen, ønsker dermed ikke at samarbejde om
straffuldbyrdelsen. En afvisning foreslås derfor at skulle
have betydning for adgangen til udgang under afsoning i
fængsel, jf. nærmere lovforslagets § 2, nr. 3 og
afsnit 5.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4, og den
foreslåede bestemmelse i § 78 h, stk. 2.
4.3.4. Vilkår for straffuldbyrdelsen på
bopælen i indkvarteringsstedet
Som anført har afsoning i fodlænke en
frihedsberøvende karakter.
Afsoning i fodlænke foreslås derfor - i lighed med
den gældende fodlænkeordning i straffuldbyrdelseslovens
kapitel 13 a - indrettet på en sådan måde, at den
dømtes bevægelsesfrihed i fuldbyrdelsesperioden
indskrænkes i et vist omfang.
Bl.a. med henblik herpå foreslås det, at der
fastsættes en række vilkår for straffuldbyrdelse
på bopælen.
De vilkår, der foreslås at skulle fastsættes
over for udlændinge, der afsoner på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke, svarer som udgangspunkt til
de vilkår, der kan fastsættes over for dømte,
der afsoner i fodlænke efter den almindelige ordning i
straffuldbyrdelsesloven.
Det foreslås således, at det fastsættes som et
fast vilkår, at den dømte ikke i fuldbyrdelsesperioden
begår strafbart forhold, jf. den foreslåede bestemmelse
i § 78 i, stk. 1, nr. 1. Der er her tale om et helt
grundlæggende vilkår for afsoning i fodlænke og
dermed uden for fængsel, og strafbare forhold under
afsoningen skal som altovervejende hovedregel have konsekvenser for
muligheden for afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke.
Det foreslås endvidere som et fast vilkår, at den
dømte i fuldbyrdelsesperioden kun forlader bopælen i
indkvarteringsstedet inden for de af kriminalforsorgsområdet
fastsatte tidsrum og kun for at deltage i godkendte aktiviteter,
jf. den foreslåede § 78 i, stk. 1, nr. 2 og 3.
Også her er der tale om et helt grundlæggende
vilkår, der har til formål at sikre, at den
dømtes bevægelsesfrihed indskrænkes.
Spørgsmålet om, i hvilket omfang
kriminalforsorgsområdet skal give den enkelte mulighed for at
forlade bopælen i indkvarteringsstedet, er nærmere
beskrevet nedenfor i afsnit 4.3.6.
Efter forslaget er det desuden et vilkår, at den
dømte udfører aktiviteter efter kriminalforsorgens
nærmere beslutning og ikke helt eller delvis udebliver fra de
aktiviteter, som den pågældende tilbydes, jf. den
foreslåede § 78 i, stk. 1, nr. 5. Der henvises til
afsnit 4.3.7, der indeholder en nærmere beskrivelse af den
dømtes deltagelse i aktiviteter under afsoningen på
bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke.
Herudover foreslås der fastsat en række yderligere
vilkår for afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke. Det foreslås
således fastsat som et vilkår, at den dømte i
fuldbyrdelsesperioden ikke indtager alkohol, euforiserende stoffer
eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige
lovgivning, jf. den foreslåede § 78 i, stk. 1, nr. 4, og
at den dømte i fuldbyrdelsesperioden undergiver sig
kriminalforsorgsområdets tilsyn og kontrol, herunder
elektronisk kontrol m.v., samt overholder de forskrifter, som
kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af
tilsynet med den dømte, jf. § 78 i, stk. 1, nr. 6.
Herudover kan kriminalforsorgsområdet efter forslaget
fastsætte andre vilkår, som
kriminalforsorgsområdet måtte finde
hensigtsmæssige, herunder vilkår om, at den
dømte i fuldbyrdelsesperioden underkaster sig en
struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling, eller at den
pågældende underkaster sig behandling mod misbrug af
euforiserende stoffer, jf. den foreslåede § 78 i, stk.
2.
Som anført svarer de foreslåede vilkår som
udgangspunkt til de vilkår, der gælder for
strafudståelse på bopælen efter den almindelige
ordning.
Efter den almindelige fodlænkeordning vil den dømte
modtage tilbud om programvirksomhed. En meget væsentlig
forudsætning for kravet om deltagelse i programvirksomhed er
det resocialiserende sigte med fodlænkeordningen.
Udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste
skal udsendes af landet, så snart dette er muligt, og der er
derfor som udgangspunkt ikke sådanne resocialiserende hensyn
at tage til denne gruppe.
Det foreslås på den baggrund, at udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste ikke skal have
tilbud om programvirksomhed.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4 og den
foreslåede § 78 i.
4.3.5. Iværksættelse af
straffuldbyrdelsen
4.3.5.1. Kompetence til at træffe
afgørelse
Kompetencen til at træffe afgørelse om fuldbyrdelse
af straf for overtrædelse af udlændingelovens regler om
opholds-, melde- og underretningspligt vil efter bemyndigelse fra
justitsministeren blive henlagt til kriminalforsorgsområderne
under kriminalforsorgen.
Kriminalforsorgsområdet vil skulle træffe
afgørelse om anbringelse for den del af straffen, der skal
afsones i fængsel. Afgørelse herom træffes efter
straffuldbyrdelseslovens almindelige regler herom, jf. reglerne i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 7.
Kriminalforsorgsområdet vil endvidere skulle træffe
afgørelse om afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke efter den foreslåede
ordning.
Det forudsættes, at kriminalforsorgsområdet som
udgangspunkt træffer én samlet afgørelse, der
både omfatter anbringelse i fængsel og afsoning
på bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke. Det
gælder også, selvom straffen omfatter to forskellige
afsoningsformer. Der er tale om en samlet straf, der skal
fuldbyrdes i et sammenhængende forløb. Det
forudsættes derfor også, at kriminalforsorgen
overfører den dømte fra fængsel til afsoning
på bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke som
udgangspunkt straks, når den periode, der skal udstås i
fængsel, udløber.
Den foreslåede kompetenceordning svarer til, hvad der i
øvrigt gælder efter straffuldbyrdelsesloven, hvor
kriminalforsorgsområderne - med undtagelse af bl.a.
afgørelse om anbringelse af livstidsdømte og personer
i forvaring - har kompetencen til at træffe afgørelse
om anbringelse i fængsel og om strafudståelse på
bopælen efter den gældende ordning.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4, og den
foreslåede § 78 g.
4.3.5.2. Adgang til at klage over afgørelser
vedrørende afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke
Afgørelse om afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke skal træffes efter
regler, der foreslås indsat i straffuldbyrdelsesloven.
Spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte
udlænding kan klage over kriminalforsorgsområdets
afgørelse, foreslås derfor at følge de
almindelige regler herom i straffuldbyrdelseslovgivningen.
En afgørelse om tilbagekaldelse vil således kunne
påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Øvrige afgørelser vedrørende afsoning på
bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke vil ikke
kunne påklages.
Der vil i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 111,
stk. 3, blive fastsat regler om adgangen til at indgive klage over
kriminalforsorgsområdets afgørelse i overensstemmelse
med ovenstående.
4.3.5.3. Varigheden af den periode, der skal afsones i
fodlænke
Kriminalforsorgen vil ved afgørelse om fuldbyrdelse af
straf for overtrædelse af de udlændingeretlige
kontrolforpligtelser skulle træffe beslutning om varigheden
af den periode, der skal afsones i fængsel, og varigheden af
den periode, der skal afsones i fodlænke.
Bilag 2 indeholder i skematisk form en oversigt over fordelingen
af frihedsstraffen mellem afsoning i fængsel og afsoning
på bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke. Som
det fremgår, foreslås det, at den periode, hvor der
skal afsones i fængsel, og den periode, hvor der skal afsones
på bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke, som
hovedregel fordeles således, at under halvdelen af den af
domstolene udmålte straf afsones i et fængsel, mens den
resterende del afsones i fodlænke.
Fordelingen mellem fængselsstraf og fodlænke, der er
indeholdt i bilag 2, er fastsat præcist i det antal dage, der
skal afsones i fængsel, og det antal dage, der skal afsones i
fodlænke.
I praksis vil der dog kunne forekomme tilfælde, hvor der
kan ske mindre ændringer i den anførte fordeling af
straffen mellem fængsel og fodlænke.
Det kan skyldes, at overførsel fra fængsel til
fodlænke af helt praktiske grunde (som f.eks.
lænkepåsætning eller transport) ikke kan ske
præcist på den forudsatte dag, men må rykkes et
mindre antal dage.
Reglerne om beregning af straffetiden i
straffuldbyrdelseslovgivningen kan endvidere indebære, at det
faktiske antal dage, en dømt skal afsone, i mindre omfang
kan adskille sig fra det antal dage, der er forudsat i bilaget. Det
gælder i de tilfælde, hvor udlændingen er
idømt en straf fastsat i måneder (f.eks. 4
måneders fængsel). En fængselstraf udmålt i
måneder skal regnes i måneder og ikke i dage, og det
præcise antal dage, som en sådan straf omfatter, vil
derfor dels bero på, hvornår straffuldbyrdelsen
iværksættes, dels bero på antallet af dage i de
måneder, hvori der afsones.
Den i bilaget fastsatte fordeling af straffen mellem afsoning i
fængsel og fodlænke har således karakter af et
udgangspunkt for kriminalforsorgens beslutning om fordelingen af
straffen mellem afsoning i fængsel og fodlænke. Det
forudsættes dog, at kriminalforsorgen i videst muligt omfang
følger fordelingen af straffen, som er fastsat i
bilaget.
For kortere frihedsstraffe på op til og med 30 dages
fængsel foreslås det, at straffen alene afsones i
fængsel.
Administrative og mere praktiske hensyn taler i sådanne
tilfælde, hvor der er tale om kortere fængselsstraffe,
for, at straffuldbyrdelsen ikke skal omfatte to forskellige
afsoningsformer, hvorved den enkelte under stafudståelsen vil
skulle overføres fra fængsel eller arresthus til
indkvarteringsstedet og dermed skulle undergives en ny
afsoningsform i en forholdsvis kort periode.
Forslaget om, at kortere frihedsstraffe alene afsones i
fængsel, omfatter såvel kortere frihedsstraffe i
førstegangstilfælde som kortere straffe i
gentagelsestilfælde.
Særligt for så vidt angår
førstegangstilfælde, hvor der idømmes
fængselsstraf på op til og med 20 dage, foreslås
det dog, at hele straffen kan afsones i fodlænke, hvis
særlige forhold taler herfor. Det kan navnlig være
tilfældet, hvis særlige personlige forhold taler
herfor. Der kan f.eks. være tale om en person, der ikke -
foruden den kriminalitet, der danner grundlag for, at den
pågældende er henvist til tålt ophold eller er
udvist - har begået anden form for kriminalitet, end
overtrædelse af opholds-, melde- og underretningspligten. I
et sådant tilfælde kan kriminalforsorgen træffe
afgørelse om, at hele straffen skal afsones på
bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke,
såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt.
I de tilfælde, hvor en udlænding er
varetægtsfængslet, vil fradrag i straffeperioden som
følge af varetægtsfængslingen efter de
almindelige regler herom føre til, at udlændingen vil
skulle afsone en mindre del af straffen i fængsel eller slet
ikke skulle afsone i fængsel. Den dømte kan
således påbegynde strafudståelse på
bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke, hvis der
på grund af lang varetægtsfængsling kun resterer
f.eks. ganske kort tid til forventet prøveløsladelse
og den dømte i øvrigt har uproblematiske forhold og
har været varetægtsfængslet på
bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke uden
problemer.
Regler om den nærmere fordeling af straffen og om afsoning
af kortere straffe vil blive fastsat af justitsministeren efter
forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren
efter den foreslåede bestemmelse i § 78 g, stk. 2.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4, og den
foreslåede § 78 g, stk. 2.
4.3.5.4. Valg
af afsoningsinstitution og overførsel
Som anført vil kriminalforsorgen skulle træffe
afgørelse om fuldbyrdelse af den del af straffen, der skal
udstås i fængsel, efter de almindelige regler i
straffuldbyrdelsesloven herom.
Som der er redegjort for i afsnit 4.1.1, vil fuldbyrdelse
normalt ske i åbent fængsel, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 20, og som udgangspunkt vil
udlændinge, der idømmes straf for overtrædelse
af opholds-, melde- og underretningspligt, afsone i åbent
fængsel.
Fuldbyrdelse af straf kan dog i visse tilfælde ske i
lukket fængsel. Det kan f.eks. være tilfældet,
hvis der er en begrundet antagelse om, at der er risiko for
undvigelse, eller hvis det må anses for nødvendigt for
at forebygge overgreb på medindsatte, personalet eller andre
i institutionen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 22.
Træffer kriminalforsorgen afgørelse om, at straffen
skal fuldbyrdes i et lukket fængsel, vil denne
afgørelse ikke blot omfatte den del, der skal afsones i
fængsel, men også omfatte den del af straffen, der
ellers skulle afsones på bopælen i indkvarteringsstedet
i fodlænke. Hele straffen vil i så fald som
udgangspunkt skulle afsones i et lukket fængsel.
Den pågældende vil dog kunne blive overført
fra lukket til åbent fængsel, hvis betingelserne herfor
i øvrigt er opfyldt, jf. straffuldbyrdelseslovens § 24,
og såfremt overførslen sker i den periode af
fuldbyrdelsesforløbet, hvor den pågældende
ellers ville have afsonet i fængsel. Endvidere vil den
pågældende kunne blive overført til fortsat
afsoning på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke, såfremt overførsel skal ske i den
periode, hvor den pågældende normalt ville være
blevet overført til afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke.
Det bemærkes, at det forhold, at den dømte
udlænding gentagne gange har overtrådt og er
dømt for overtrædelse af de udlændingeretlige
kontrolforpligtelser, ikke i sig selv vil tale for, at den
dømte skal afsone i lukket fængsel. Den
foreslåede ordning bygger således på den
forudsætning, at den dømte i gentagelsestilfælde
vil kunne afsone på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke og dermed som udgangspunkt vil afsone den del af
straffen, der skal afsones i fængsel, i et åbent
fængsel.
4.3.6. Udlændingens bopæl og muligheder for at
forlade denne
Efter den gældende almindelige ordning for
fodlænkeafsoning kan en dømt udstå straffen
på bopælen, dvs. det sted, hvor den dømte
bor.
For en udlænding, der er pålagt opholdspligt i et
bestemt indkvarteringssted, vil indkvarteringsstedet være
udlændingens bopæl, og den foreslåede ordning
indebærer derfor, at udlændingen kan udstå
straffen på bopælen i indkvarteringsstedet.
Udlændingens bopæl vil omfatte det værelse,
som udlændingen har fået anvist eller får anvist.
Udlændingens bopæl vil endvidere omfatte fælles
sanitære faciliteter, i det omfang sådanne ikke er
etableret i direkte tilknytning til værelset. Er der i den
bygning, hvor udlændingens værelse ligger, et
fælles tv- og aktivitetsrum eller lignende, vil dette
også henregnes som en del af en udlændingens
bopæl. Også udendørsarealer, som ligger i
umiddelbar tilknytning til bygningen, vil være omfattet.
Kriminalforsorgen vil i forbindelse med strafudståelsens
iværksættelse nærmere anvise det område,
som udgør udlændingens bopæl, således at
den pågældende har en klar forståelse af, hvor
han eller hun har pligt til at opholde sig.
Udlændingen har ikke krav på at afsone i det
værelse, som udlændingen tidligere måtte have
fået anvist.
Efter den almindelige adgang til afsoning i fodlænke har
en dømt adgang til at forlade boligen i et vist omfang, jf.
herom afsnit 4.1.2 ovenfor. Der er fastsat nærmere regler
herom i bekendtgørelse nr. 353 af 12. april 2016 om
fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol (bekendtgørelse om
strafudståelse på bopælen).
Det foreslås, at udlændinge, der afsoner på
bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke efter den
foreslåede ordning, i samme omfang skal have adgang til at
forlade bopælen.
Det indebærer, at udlændingen kan forlade
bopælen med henblik på at deltage i aktivering under
afsoningen, herunder uddannelse, behandling eller kontrol.
Herudover kan den dømte forlade bopælen med henblik
på at foretage personlige ærinder m.v. (op til 4 timer
ugentligt) og med henblik på at deltage i aktiviteter af
generel resocialiserende karakter (op til 4 timer ugentligt).
Derudover vil den enkelte kunne forlade bopælen på
dage, hvor den pågældende efter aktivitetsskemaet ikke
i øvrigt har aktiviteter uden for sin bopæl. Dette kan
i den første måned af afsoningen ske i 2 timer dagligt
og vil herefter gradvist øges.
Der vil yderligere være mulighed for at få
tilladelse til at forlade bopælen på grund af
særlige personlige omstændigheder.
Omfanget af udlændingens adgang til at forlade boligen vil
blive fastsat som et vilkår i et såkaldt
aktivitetsskema.
Udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste vil som hovedregel opholde sig på et
indkvarteringssted, hvor der er etableret fælles
bespisningsordning (cafeteria). Den enkelte udlænding vil
derfor skulle forlade bopælen i forbindelse med morgenmad,
frokost og aftensmad.
Det foreslås på den baggrund, at den enkelte
udlænding - foruden den adgang til at forlade bopælen,
der følger af det ovenstående, og som svarer til, hvad
der følger af den almindelige fodlænkeordning - gives
adgang til at forlade bopælen i højst 1 time i
forbindelse med hvert måltid. Det forudsættes, at
udlændingen i den forbindelse alene kan tage ophold i det
cafeteria m.v., hvor disse måltider serveres.
I fuldbyrdelsesperioden vil kriminalforsorgsområdet -
svarende til den almindelige ordning - endvidere kunne meddele den
dømte tilladelse til at opholde sig uden for bopælen i
en række sammenhængende timer, således at den
pågældende f.eks. kan tilbringe en hel dag i en weekend
uden for bopælen eller i øvrigt fejre højtider
uden for eget hjem.
Det bemærkes, at udlændingen endvidere vil have
mulighed for at modtage besøg i det omfang, at dette er
inden for rammerne af indkvarteringsstedets regler herom.
Det foreslås, at de nærmere regler om adgangen til
at forlade bopælen fastsættes administrativt.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4, og den
foreslåede bestemmelse i § 78 i, stk. 1, nr. 3 (om
vilkår om alene at forlade bopælen inden for de af
kriminalforsorgsområdet fastsatte tidsrum), og § 78 i,
stk. 3 (om bemyndigelse til at fastsætte nærmere
regler).
4.3.7. Adgang
til aktivering, forsørgelse og sundhedsmæssige ydelser
under afsoning i fodlænke
4.3.7.1. Adgang til aktivering
Efter den almindelige ordning for fodlænkeafsoning er det
en betingelse, at den dømte har beskæftigelse i form
af arbejde, uddannelse eller lignende.
Betingelsen er begrundet i et resocialiseringshensyn og
indebærer, at strafafsonere, der på tidspunktet for
straffuldbyrdelsens iværksættelse er i arbejde, vil
kunne bevare ansættelsen, ligesom strafafsonere, der er i
uddannelse, kan få adgang til at fortsætte studierne.
Beskæftigelsesbetingelsen er endvidere begrundet i hensynet
til, at den dømte ikke bliver isoleret på sin
bopæl.
Udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste er - når de ikke afsoner straf - pålagt at tage
ophold i et indkvarteringssted, hvor de vil være underlagt
Udlændingestyrelsens forsørgelse og vil modtage tilbud
om aktivering og uddannelse efter udlændingelovens
regler.
De nærmere regler om, hvilke aktiviteter en
udlænding skal tilbydes, er fastsat i udlændingelovens
§§ 42 c-42 f og i bekendtgørelse nr. 497 af 3. maj
2010 om undervisning og aktivering m.v. af asylansøgere
m.fl. med senere ændringer.
Aktiviteterne omfatter udførelse af driftsopgaver i
indkvarteringsstedet og deltagelse i aktivering og
undervisning.
Reglerne indebærer, at asylansøgere tilbydes
forskellige former for aktivering under deres ophold i et
asylcenter.
Det nærmere indhold og omfang af den tilbudte aktivering
beror i et vist omfang på asylsagens status. Der skelnes
således mellem asylansøgere, der befinder sig i fase 1
(den såkaldte Dublinfase, hvor der tages stilling til, om
asylsagen kan behandles her i landet eller i et andet land),
asylansøgere i fase 2 (hvor det er besluttet, at
asylansøgningen skal behandles her i landet) og
asylansøgere i fase 3 (den såkaldte udsendelsesfase,
der indtræder, hvis udlændingen har fået endeligt
afslag på opholdstilladelse).
Endvidere skelnes der mellem afviste asylansøgere, der
medvirker til deres udrejse, og afviste asylansøgere, der
ikke medvirker til deres udsendelse, idet den
førstnævnte gruppe belønnes med mere
vidtgående tilbud, der skal hjælpe dem til en ordentlig
tilbagevenden til hjemlandet.
Kriminelle udviste vil være omfattet af samme regler som
afviste asylansøgere, og aktiveringstilbuddene vil
afhænge af, om de kriminelle udviste medvirker til
udsendelsen.
Udlændinge på tålt ophold vil være
omfattet af reglerne om aktivering af afviste asylansøgere,
der medvirker til udsendelse.
Det foreslås, at udlændingen i den periode, hvor den
pågældende afsoner på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke, skal deltage i aktiviteter,
der tilbydes af indkvarteringsoperatøren.
Det foreslås endvidere, at de aktiviteter, der skal
tilbydes en udlænding, der afsoner på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke, som udgangspunkt skal svare
til de aktiviteter i form af aktivering og undervisning, der efter
udlændingeloven normalt tilbydes udlændinge, der
opholder sig i et indkvarteringssted. Udlændinge på
tålt ophold og kriminelle udviste vil således under
afsoning få tilbud om de samme aktiviteter, som de ville have
fået som led i deres almindelige ophold i
indkvarteringsstedet.
Forholdene under afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke vil dermed - for så
vidt angår deltagelse i aktiviteter - som udgangspunkt svare
til forholdene under ophold som led i opholdspligten og vil dermed
bidrage til at øge udlændingens forståelse for
og kendskab til opholdspligtens indhold og karakter. Deltagelse i
aktivering og undervisning vil endvidere medvirke til at skabe en
aktiv og meningsfuld hverdag for den enkelte udlænding under
afsoningen og - svarende til den almindelige fodlænkeordning
- sikre, at den dømte ikke bliver isoleret på sin
bopæl.
Ordningen påtænkes udmøntet således, at
kriminalforsorgen i forbindelse med, at der træffes
afgørelse om afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke, vil skulle fastsætte
omfanget og karakteren af de aktiviteter, som udlændingen
skal deltage i som vilkår for afsoning i fodlænke. I
praksis vil indkvarteringsoperatøren, der normalt står
for tilbud om aktivering og undervisning, afgive en indstilling om
omfang og karakter af aktiviteterne, hvorefter kriminalforsorgen
(som straffuldbyrdende myndighed) vil træffe endelig
beslutning herom, jf. den foreslåede bestemmelse i § 78
i, stk. 1, nr. 5. Det bemærkes, at kriminalforsorgen i dag
varetager opgaven som indkvarteringsoperatør, og at der
således i dag vil være tale om, at den del af
kriminalforsorgen, der varetager indkvarteringsopgaven, vil skulle
afgive indstillingen til den straffuldbyrdende myndighed under
kriminalforsorgen, dvs. kriminalforsorgsområdet.
Der er pligt til at deltage i aktiviteter. Deltagelse i
aktiviteterne vil således indgå som et vilkår for
afsoning på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke, jf. § 78 i, stk. 1, nr. 5. Hvis den
dømte ikke deltager, kan dette indebære, at
beslutningen om afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke tilbagekaldes, og at
reststraffen skal afsones i fængsel, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 78 k, stk. 2.
De nærmere regler om deltagelse i aktiviteter under
fuldbyrdelsesforløbet foreslås fastsat administrativt
af justitsministeren efter forhandling med udlændinge-,
integrations- og boligministeren. Reglerne vil blive fastsat i
overensstemmelse med det oven for anførte og vil indeholde
en nærmere regulering af bl.a. aktiviteternes indhold, det
tidsmæssige omfang af aktiviteterne m.v. og adgang til
udbetaling af ydelser.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4, og den
foreslåede bestemmelse i § 78 i.
4.3.7.2. Adgang til forsørgelse og sundhedsmæssige
ydelser
Der er ikke i dag regler i straffuldbyrdelsesloven, der
nærmere regulerer forsørgelse af personer, der
udstår straf på bopælen. Normalt vil der ikke
opstå spørgsmål om hjælp til
forsørgelse, adgang til lægebehandling og anden
sundhedsmæssig bistand i den periode, hvor en dømt
udstår straf på bopælen, idet den
pågældende vil være selvforsørgende
(gennem indtægter fra arbejde eller uddannelsesstøtte
m.v.) og i øvrigt vil have samme adgang til
lægebehandling og sundhedsmæssige ydelser som
før straffuldbyrdelsens iværksættelse.
Det foreslås, at en udlænding, der afsoner straf
på bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol efter den foreslåede ordning, i
denne periode skal være omfattet af
Udlændingestyrelsens forsørgelse efter
udlændingelovens almindelige regler herom, jf. nedenfor.
En udlænding på tålt ophold eller en kriminel
udvist vil således ikke være omfattet af
kriminalforsorgens forsørgelse under afsoning af straf
på bopælen i indkvarteringsstedet.
I praksis vil det være indkvarteringsoperatøren,
der forestår udbetaling af ydelser.
Det foreslås endvidere, at en udlænding under
afsoning på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke modtager samme forsørgelse, som denne kan
modtage under ophold på indkvarteringsstedet efter
udlændingelovens regler.
Reglerne om forsørgelse og sundhedsmæssig bistand
af udlændinge, der er omfattet af Udlændingestyrelsens
forsørgelsespligt, er fastsat i udlændingelovens
§ 42 a og § 42 b.
Reglerne om forsørgelse indebærer, at en
udlænding, som er indkvarteret på et asylcenter uden
bespisningsordning, kan modtage en grundydelse (et
kontantbeløb til dækning af kost) og en
tillægsydelse (et kontantbeløb til dækning af
udgifter til tøj og småfornødenheder). Til
udlændinge, der har børn, udbetales endvidere et
forsørgertillæg (et kontantbeløb til
dækning af kost samt tøj og
småfornødenheder til børn).
Er den pågældende udlænding indkvarteret
på et asylcenter med en vederlagsfri bespisningsordning
(cafeteria), vil den pågældende ikke modtage en
grundydelse, men alene have mulighed for at modtage en
tillægsydelse, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Forsørgertillægget vil også blive nedsat.
En udlænding, der afsoner efter den her foreslåede
ordning, vil under afsoningsperioden være omfattet af den
vederlagsfri bespisningsordning i indkvarteringsstedet, og
udlændingen vil derfor alene, hvis denne opfylder sine
forpligtelser, modtage en kontant ydelse i form af
tillægsydelsen.
Reglerne i udlændingeloven om adgang til
sundhedsmæssig bistand indebærer, at den enkelte har
adgang til nødvendige sundhedsmæssige ydelser.
De nærmere regler om forsørgelse under
fuldbyrdelsesforløbet og adgang til nødvendige
sundhedsmæssige ydelser foreslås fastsat administrativt
af justitsministeren efter forhandling med udlændinge-,
integrations- og boligministeren. Reglerne vil blive fastsat i
overensstemmelse med det ovenfor anførte og vil indeholde en
nærmere regulering af bl.a. adgang til udbetaling af
ydelser.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4, og den
foreslåede bestemmelse i § 78 i, stk. 1, nr. 5 (om
vilkår om at deltage i aktiviteter efter kriminalforsorgens
nærmere beslutning), og § 78 i, stk. 3 (om bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler).
4.3.8. Tilsyn
og kontrol med straffuldbyrdelsen på bopælen
Det foreslås, at kriminalforsorgen fører tilsyn med
den dømte i den periode, hvor udlændingen afsoner i
fodlænke, herunder fører tilsyn med, om den
dømte overholder de fastsatte vilkår for
strafudståelse på bopælen i indkvarteringsstedet
i fodlænke.
Tilsynet vil blive gennemført af
kriminalforsorgsområdet.
Kriminalforsorgen skal, inden fuldbyrdelsen
iværksættes, vejlede den dømte om de rettigheder
og pligter, som tilsynet og de for fuldbyrdelsen fastsatte
vilkår indebærer, herunder om afgrænsningen af
den pågældendes bolig i indkvarteringsstedet og om
virkninger af vilkårsovertrædelser.
Formålet med tilsynet er at udøve kontrol med, at
den dømte overholder vilkårene for straffuldbyrdelse
på bopælen i indkvarteringsstedet, og at forbedre den
pågældendes muligheder for fremover at overholde de
pålagte kontrolforpligtelser og i øvrigt leve en
kriminalitetsfri tilværelse.
Kontrollen med den dømtes overholdelse af vilkåret
om at opholde sig på bopælen i de tidsrum, hvor den
pågældende har pligt hertil, vil foregå
døgnet rundt og bl.a. ske elektronisk. Ved afsoning på
bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke efter den
foreslåede ordning vil der i den forbindelse blive anvendt
samme elektroniske overvågningsteknik som ved afsoning i
fodlænke efter de gældende regler i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Teknikken med den
elektroniske overvågning vil derfor komme til at bestå
af tre enheder: En batteridrevet sender, som den dømte skal
bære i hele fuldbyrdelsesperioden (elektronisk
fodlænke), en modtager med indbygget modem, der tilsluttes
elforsyningen i den dømtes bolig, samt en centralcomputer
placeret i en døgnbemandet overvågningscentral hos
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Senderen monteres om den dømtes ankel i forbindelse med
fuldbyrdelsens iværksættelse. Senderen vil
kontinuerligt afgive kodede signaler, som kan opfanges af den
modtager, der forud for fuldbyrdelsens iværksættelse er
blevet installeret på den dømtes bopæl.
I modtageren vil den dømtes aktivitetsskema, som
tilsynsmyndigheden (kriminalforsorgsområdet) ved
fuldbyrdelsens iværksættelse har udarbejdet i
samarbejde med den dømte, være indkodet. Er den
dømte ikke i de tidsrum, hvor den pågældende har
pligt til at opholde sig på sin bopæl, inden for
modtagerens rækkevidde, dvs. inden for en afstand af typisk
25-40 meter fra modtageren, vil der straks gå en alarm til
centralcomputeren. Tilsvarende vil der gå en alarm til
centralcomputeren, hvis den dømte forsøger at fjerne
eller manipulere med enten senderen eller modtageren.
I centralcomputeren registreres samtlige indgående alarmer
fra modtagerne placeret i de dømtes hjem.
Overvågningscentralens medarbejdere vil ved modtagelse af en
alarm underrette kriminalforsorgsområdet, der fører
tilsyn med den dømte, således at tilsynsmyndigheden
kan tage kontakt til den dømte med henblik på
indgriben over for eventuelle vilkårsovertrædelser.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 78 j, stk. 2,
kan justitsministeren efter forhandling med udlændinge-,
integrations- og boligministeren fastsætte regler om
tilsynets gennemførelse, herunder om tilsynets
iværksættelse, kontakthyppighed, elektronisk
overvågning, kontrolbesøg, foretagelse af
udåndingsprøver og urinprøver m.v.
Den elektroniske fodlænketeknik, der påtænkes
anvendt, vil registrere, om den pågældende befinder sig
inden for modtagerens rækkevidde. Opholder den
pågældende sig uden for dette område, vil det
ikke længere kunne registreres, hvor den
pågældende opholder sig.
Det bemærkes, at Aftalen om en
strengere kontrol over for udlændinge på tålt
ophold og kriminelle udviste indebærer, at der skal
indføres hjemmel til fastmontering af GPS-fodlænke,
når dette er teknisk muligt.
Der anvendes i dag ikke elektroniske fodlænke, der
løbende registrerer, hvor den pågældende aktuelt
befinder sig, ved brug af GPS (Global Positioning System).
Teknologien på området har udviklet sig
væsentligt i de senere år, men der vurderes fortsat at
være en række udfordringer med teknologien i forhold
til dækningsgrad, batterilevetid samt sårbarhed over
for scrambling af signalet. Det er på den baggrund på
nuværende tidspunkt ikke muligt at anvende GPS fodlænke
til at understøtte det formål, som er beskrevet i
lovforslaget.
Det foreslås på den baggrund, at der i stk. 3
indføres hjemmel til, at justitsministeren efter forhandling
med udlændinge-, integrations- og boligministeren
administrativt kan fastsætte nærmere regler om
anvendelse af elektronisk overvågning, herunder karakteren af
den elektroniske kontrol. Bemyndigelsen forudsættes bl.a.
anvendt til at fastsætte regler om fastmontering af
GPS-fodlænke, når dette er teknisk muligt.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4, og den
foreslåede bestemmelse i § 78 j.
4.3.9. Tilbagekaldelse af afgørelse om afsoning
på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke
Det foreslås, at en afgørelse om
strafudståelse på bopælen i fodlænke skal
kunne tilbagekaldes, jf. den foreslåede bestemmelse i §
78 k.
Afgørelse om tilbagekaldelse skal træffes hurtigst
muligt efter det tidspunkt, hvor kriminalforsorgsområdet
bliver opmærksom på det forhold, der medfører,
at der skal ske tilbagekaldelse.
Tilbagekaldelse vil kunne ske i tilfælde af, at et af de
scenarier, der er nævnt i den foreslåede § 78 k,
indtræffer. Tilbagekaldelse vil således kunne ske, hvis
den dømte har overtrådt vilkårene, jf. herved
den foreslåede bestemmelse i § 78 i. Herudover vil
tilbagekaldelse kunne ske, hvis den dømte inden
fuldbyrdelsens iværksættelse har begået strafbart
forhold, dog således at der efter omstændighederne kan
ses bort fra strafbare forhold af mere bagatelagtig karakter.
Endelig vil der kunne ske tilbagekaldelse, såfremt den
pågældende anmoder herom, eller hvis den dømte
ikke er til stede på tidspunktet for fuldbyrdelsens
iværksættelse.
Den foreslåede adgang til tilbagekaldelse svarer som
udgangspunkt til adgangen til tilbagekaldelse efter den
gældende ordning for fodlænkeafsoning.
Tilbagekaldes en afgørelse om afsoning på
bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke, skal den
dømte, hvis straffuldbyrdelsen på bopælen i
indkvarteringsstedeter iværksat på det tidspunkt, hvor
afgørelsen tilbagekaldes, overføres til afsoning af
den resterende del af straffen i umiddelbar forbindelse med, at den
pågældende underrettes om afgørelsen. Er
straffuldbyrdelsen endnu ikke iværksat, skal den dømte
indsættes til afsoning i fængsel eller arresthus
snarest muligt.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4, og til den
foreslåede bestemmelse i § 78 k og § 78 l.
4.3.10. Strafafbrydelse og
prøveløsladelse
Efter den almindelige regel i straffuldbyrdelseslovens § 76
kan straffuldbyrdelse afbrydes midlertidigt efter tilladelse fra
justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, hvis ganske
særlige omstændigheder af f.eks. arbejds-,
uddannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter taler
imod en umiddelbar fortsættelse af straffuldbyrdelsen, fare
for misbrug ikke antages at foreligge, og hensynet til
retshåndhævelsen ikke taler imod strafafbrydelse. Det
foreslås, at denne bestemmelse skal finde tilsvarende
anvendelse på dømte, der udstår
fængselsstraf på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke efter den foreslåede ordning.
Det foreslås endvidere, at der indføres hjemmel til
løsladelse med henblik på straksudsendelse, hvis der
under fuldbyrdelsen opstår mulighed for at udsende den
pågældende, jf., nedenfor afsnit 8.
For udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste vil det i praksis navnlig være omstændigheder
af familie- eller helbredsmæssig karakter, der vil kunne
medføre, at straffen afbrydes.
Tilsvarende vil straffelovens almindelige regler om
prøveløsladelse finde anvendelse, hvorfor der som
udgangspunkt kan ske prøveløsladelse, når 2/3
af den samlede straf er afsonet.
4.3.11. Erstatning
En dømt, der udstår straf på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol,
vil uforskyldt kunne komme til at udstå frihedsstraf i for
lang tid, f.eks. i tilfælde, hvor kriminalforsorgen har
foretaget en fejlagtig straffetidsberegning.
Det foreslås, at dømte, der har udstået straf
på bopælen i indkvarteringsstedet med elektronisk
fodlænke, skal være berettiget til erstatning på
objektivt grundlag i tilfælde af, at den
pågældende uforskyldt har udstået straf i for
lang tid, jf. den foreslåede ændring af § 106,
stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven.
Den foreslåede adgang til erstatning vil svare til den
adgang til erstatning, der gælder for en dømt, der har
udstået straf på bopælen efter de almindelige
regler herom.
Der er endvidere mulighed for efter straffuldbyrdelseslovens
§ 107 at tillægge erstatning på objektivt grundlag
i anledning af andre uforskyldte indgreb under fuldbyrdelsen af
straf m.v. end de i § 106 nævnte. Denne bestemmelse vil
ligeledes finde anvendelse på dømte, der udstår
straf på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke.
Det bemærkes, at en udlænding, der overføres
fra afsoning i fængsel til fodlænkeafsoning på
bopælen i indkvarteringsstedet på et senere tidspunkt,
end hvad der følger af bilag 2, ikke vil være
berettiget til erstatning for den senere overførsel. Der kan
således være praktiske hensyn, der medfører, at
den pågældende ikke vil kunne overføres på
den dag, hvor den pågældende efter skemaet i bilag 2
skulle være blevet overført fra afsoning i
fængsel til afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke. Praktiske hensyn kan
således både indebære, at udlændingen
overflyttes på et tidligere eller et senere tidspunkt. Der
vil her ikke være tale om, at den pågældende har
udstået frihedsstraf i for lang tid.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 5, og til den
foreslåede ændring af § 106, stk. 2.
5. Udgangskarantæne
5.1. Gældende ret
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 3, at
fuldbyrdelse af straf skal ske med fornøden hensyntagen
såvel til straffens gennemførelse som til behovet for
at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en
kriminalitetsfri tilværelse.
En gradvis forøgelse af frihedsgraderne under
straffuldbyrdelsen betragtes som et almindeligt led i
resocialiseringen, idet den dømte derved kan vænne sig
til en tilværelse i frihed uden kriminalitet. I
overensstemmelse hermed findes der i straffuldbyrdelseslovens
§§ 46-50 en række bestemmelser om udgang, dvs.
tilladt fravær fra institutionen.
Det følger af § 46, stk. 1, at en indsat, hvis
hensynet til retshåndhævelsen ikke taler derimod, kan
få tilladelse til udgang, når udgangsformålet er
rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige,
arbejdsmæssige, behandlingsmæssige,
familiemæssige eller andre personlige hensyn, og der ikke er
bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med
udgangen vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat
straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge
udgangstilladelsen.
I § 46, stk. 2, er opregnet en række momenter, som
skal tillægges særlig vægt ved vurderingen af
risikoen for misbrug af udgangstilladelsen, herunder oplysninger om
strafbart forhold begået under strafudståelsen.
Efter § 46, stk. 4, der blev indført ved lov nr. 641
af 8. juni 2016 om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf
m.v., straffeloven og retsplejeloven (Styrket indsats mod
mobiltelefoner i fængsler m.v.), kan udgang ikke finde sted,
hvis den dømte inden for de seneste 3 måneder er
ikendt disciplinærstraf for overtrædelse af § 36,
stk. 4 (forbud mod mobiltelefoner m.v. i fængsel), eller
regler fastsat i medfør heraf. Dog kan der undtagelsesvis
gives tilladelse til udgang, hvis helt særlige
omstændigheder taler derfor.
§ 50 indeholder en bemyndigelse til justitsministeren til
at fastsætte regler om tilladelse til udgang. Der kan bl.a.
fastsættes regler om de tidsmæssige betingelser for
udgang og om udgangskarantæne som følge af misbrug af
en udgangstilladelse eller fare for sådant misbrug.
Sådanne regler er aktuelt fastsat i bekendtgørelse nr.
1034 af 23. juni 2016 om udgang til indsatte, der udstår
fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens
institutioner (udgangsbekendtgørelsen).
Det fremgår af bekendtgørelsens afsnit II om
udgangsformer, at indsatte kan få tilladelse til udgang til
særlige formål, udgang med henblik på
besøg hos bestemte personer m.v., udgang i form af frigang,
udgang i form af udstationering til pension m.v. eller
udstationering til egen bopæl med fodlænke samt udgang
til udflugter m.v.
Udgangsbekendtgørelsens kapitel 8 (§§ 31-34)
indeholder regler om udgang til særlige formål.
Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 31,
stk. 1, at indsatte kan få udgang med henblik på 1) at
besøge en nærtstående person, som er alvorligt
syg, 2) at være til stede ved en nærtstående
persons begravelse, 3) at møde i retten eller for anden
offentlig myndighed i tilfælde, hvor vedkommende myndighed
finder det påkrævet, eller 4)
lægeundersøgelse, lægebehandling eller anden
behandling, der ikke hensigtsmæssigt kan finde sted i
institutionen.
Efter udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 2, kan
indsatte, der udstår fængselsstraf i 30 dage eller
derover, endvidere få udgang med henblik på 1) at
besøge nærtstående personer ved vigtige
familiebegivenheder, 2) at varetage personlige interesser,
når særlige omstændigheder taler derfor, 3) at
indgå ægteskab, 4) kontakt med tilsynsmyndigheden for
at planlægge forløbet af tilsynsperioden, 5)
fremskaffelse af ophold og arbejde eller andet underhold i
forbindelse med løsladelsen, eller 6) at foretage
indkøb eller lignende, der er påkrævet med
henblik på løsladelsen.
Der gælder ikke noget krav om, at den enkelte skal have
afsonet en bestemt periode, før der gives tilladelse til
udgang til særlige formål.
Udgangsbekendtgørelsens kapitel 9 (§§ 35-43)
indeholder regler om udgang med henblik på besøg hos
bestemte personer m.v. Det følger af
udgangsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, at indsatte kan
få udgang for at besøge bestemte
nærtstående personer, medmindre besøget ikke
findes formålstjenligt.
Endvidere kan der efter § 35, stk. 2, gives tilladelse til
besøg hos andre bestemte personer end
nærtstående, hvis ganske særlige forhold i det
enkelte tilfælde taler derfor, og det i øvrigt findes
formålstjenligt.
Udgangsbekendtgørelsens §§ 36 og 37
fastlægger en række tidsmæssige betingelser for,
at der kan gives udgang med henblik på besøg hos
bestemte personer. De nærmere betingelser varierer
afhængig af bl.a. straffens længde og
afsoningsinstitutionens art. For indsatte i åbne
institutioner, der udstår fængsel i under 2 år og
6 måneder, gælder, at der første gang kan gives
udgang efter 30 dages ophold i institutionen. Tilsvarende
gælder for indsatte i åbne institutioner, som
udstår fængsel i 2 år og 6 måneder eller
mere, som har været på fri fod mellem
domfældelsen og indsættelsen.
Udgangsbekendtgørelsen indeholder herudover regler om
andre former for udgang. Det drejer sig om frigang, udstationering
til pension m.v., udstationering til egen bopæl med
fodlænke og udflugter m.v.
Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 82,
at visse afgørelser efter straffuldbyrdelseslovens §
46, stk. 1, 3 og 4, om afslag på udgang kan påklages
til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
5.2. Ministeriets overvejelser
Den foreslåede ordning for fuldbyrdelse af straf efter
udlændingelovens § 60, stk. 2, for overtrædelse af
opholds-, melde- eller underretningspligt bygger på den
forudsætning, at strafudståelse på bopælen
i indkvarteringsstedet i fodlænke som udgangspunkt skal
indgå som et fast element i straffuldbyrdelsen, jf. hermed
lovforslagets afsnit 4.
Som det fremgår, stilles der derfor ikke krav om, at den
pågældende selv ønsker at afsone en del af
straffen på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke. Det er imidlertid et krav, at den dømte
accepterer at ville overholde de vilkår, der skal finde
anvendelse under strafudståelse i fodlænke.
Såfremt den pågældende udlænding
nægter at samtykke i at ville overholde vilkårene, vil
afsoning på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke ikke kunne indgå i straffuldbyrdelsen, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 78 h, stk. 1, nr. 1.
Tilsvarende vil afsoning i fodlænke ikke kunne indgå
i straffuldbyrdelsen, hvis den dømte ikke medvirker til en
undersøgelse af den dømtes personlige forhold, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 78 h, stk. 2, jf. stk.
3.
Hele straffen skal i stedet afsones i fængsel efter
straffuldbyrdelseslovens regler herom. Tilsvarende gælder,
hvis den pågældende er påbegyndt afsoning
på bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke og
ikke overholder vilkårene for fodlænkeafsoningen. I
så fald skal afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke afbrydes, og
udlændingen skal overføres til afsoning i
fængsel.
Regeringen finder, at det skal have konsekvenser, såfremt
udlændingen ikke vil samarbejde om afsoning på
bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke. En
udlænding, der afviser at samarbejde om afsoning på
bopælen i indkvarteringsstedet i fodlænke,
ønsker ikke at samarbejde om straffuldbyrdelsen. Den enkelte
udlænding, der afviser afsoning på bopælen i
indkvarteringsstedet i fodlænke, tilkendegiver dermed, at den
pågældende ikke ønsker at tage ophold i det
indkvarteringssted, hvor den pågældende i øvrigt
har pligt til at tage ophold.
Dette er naturligvis ikke acceptabelt. Det manglende samarbejde
om straffuldbyrdelsen foreslås derfor at skulle have
betydning for forholdene under afsoning i fængsel.
Regeringen finder, at det manglende samarbejde om
straffuldbyrdelsen bør medføre, at den dømte
som udgangspunkt får udgangskarantæne i en periode. Kun
hvis helt særlige omstændigheder undtagelsesvis taler
for det, skal der være adgang til at tillade udgang.
Der vil her være tale om en særlig ordning, som er
begrundet i den særlige fodlænkeordning, som
foreslås indført for gruppen af udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste.
5.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at der som straffuldbyrdelseslovens §
46, stk. 5, indsættes en ny bestemmelse, hvorefter udgang,
medmindre helt særlige omstændigheder undtagelsesvist
taler herfor, ikke kan finde sted i en periode på 3
måneder, hvis den dømte ikke samtykker i at ville
overholde de vilkår, der finder anvendelse under
strafudståelse på bopælen i indkvarteringsstedet
under intensiv overvågning og kontrol, jf. § 78 i, stk.
1, nr. 1, hvis den dømte ikke medvirker til en
undersøgelse af den dømtes personlige forhold, jf.
§ 78 h, stk. 2, eller hvis en afgørelse om
strafudståelse på bopælen i indkvarteringsstedet
under intensiv overvågning og kontrol er tilbagekaldt efter
§ 78 k, stk. 1, nr. 1 eller 4, eller stk. 2, og dermed
på grund af udlændingens forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den
dømte i en periode på 3 måneder vil være
afskåret fra at få udgang. Det betyder, at der under de
angivne betingelser ikke vil kunne træffes afgørelse
om at tillade udgang, og at en tidligere truffet afgørelse
om udgang vil bortfalde. I så fald må der - hvis
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt - gives en ny
udgangstilladelse, når de 3 måneder er
udløbet.
I praksis kan der imidlertid forekomme situationer, hvor en
udgangskarantæne vil være så indgribende for den
dømte, at der efter ministeriets opfattelse bør
være mulighed for at tillade udgang, inden de 3 måneder
er udløbet.
Kriminalforsorgen vil derfor - på samme vis som ved udgang
til personer, som har udgangskarantæne i medfør af
straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 4, - undtagelsesvist kunne
give tilladelse til udgang, hvis helt særlige
omstændigheder taler derfor. Det gælder navnlig i
tilfælde, hvor der er spørgsmål om udgang til et
særligt formål som nævnt i
udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1, - f.eks.
deltagelse i en nærtstående persons begravelse eller
lignende - men kan efter omstændighederne også
være relevant i andre tilfælde, hvor en
udgangskarantæne vil være særligt indgribende for
den indsatte.
Visse afgørelser om afslag på udgang efter §
46, stk. 5, vil kunne påklages til Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og den
foreslåede § 46, stk. 5 og 6.
6. Varetægtsfængsling
6.1. Gældende ret
6.1.1. Varetægtsfængsling efter
retsplejeloven
Efter retsplejelovens § 762, stk. 1, kan en sigtet
varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke
om, at den pågældende har begået en
lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og
lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel
i 1 år og 6 måneder eller derover. Det kræves
endvidere, at der er bestemte grunde til at antage, at der er fare
for, at den sigtede enten vil unddrage sig retsforfølgningen
eller fuldbyrdelsen (nr. 1), eller på fri fod vil begå
ny lov- overtrædelse af samme beskaffenhed (nr. 2), eller vil
vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at
fjerne spor eller advare eller påvirke andre (nr. 3).
Endvidere kan der efter bestemmelsen i retsplejelovens §
762, stk. 2, ske varetægtsfængsling, når hensynet
til retshåndhævelsen kræver det, såfremt
der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at
vedkommende har begået en lovovertrædelse, der efter
loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover
(nr. 1) eller har gjort sig skyldig i overtrædelse af en
række nærmere angivne straffelovsbestemmelser (f.eks.
§§ 244-246 om vold), såfremt lovovertrædelsen
kan ventes at medføre en ubetinget dom på
fængsel i mindst 60 dage (nr. 2).
Det følger endvidere af retsplejelovens § 762, stk.
3, at varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis
lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af
bøde eller fængsel i højst 30 dage, eller hvis
frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved
forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den
retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.
Denne proportionalitetsafvejning indebærer bl.a., at det ved
afgørelsen om fortsat varetægtsfængsling
må indgå, hvor længe den pågældende
allerede har været varetægtsfængslet, idet
varetægtsperioden ikke må oversigte varigheden af den
forventede fængselsstraf.
Det er retten, der træffer afgørelse om
varetægtsfængsling, mens kriminalforsorgen varetager
den centrale gennemførelse af varetægtsopholdet.
Forholdene under varetægtsfængslingen reguleres af
retsplejeloven og de forskrifter, der er udstedt i medfør
heraf, herunder varetægtsbekendtgørelsen.
6.1.2. Varetægtsfængsling efter
udlændingeloven
Efter udlændingelovens § 35 kan en udlænding
varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til
at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at
sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under
eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan
fuldbyrdes, og når udlændingen ikke har fast
bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at
udlændingen har begået en lovovertrædelse, der
kan medføre udvisning efter §§ 22-24, eller
når udlændingen er indrejst i strid med et
indrejseforbud.
Bestemmelsen i § 35 har til formål at sikre, at der
kan ske varetægtsfængsling, uanset at betingelserne
efter retsplejelovens § 762 ikke er opfyldt.
Udlændingelovens § 36 omhandler administrativ
frihedsberøvelse af udlændinge. Efter bestemmelsen
skal politiet så vidt muligt træffe afgørelse om
frihedsberøvelse af en udlænding, såfremt de i
§ 34 nævnte foranstaltninger, herunder deponering af
pas, sikkerhedsstillelse eller meldepligt hos politiet på
nærmere angivne tidspunkter, ikke er tilstrækkelige til
at sikre muligheden for afvisning, udvisning, overførsel
eller tilbageførsel af en udlænding eller for
udsendelse af en udlænding, der i øvrigt ikke har ret
til at opholde sig her i landet. Herudover er der efter § 36 i
en række situationer hjemmel til at frihedsberøve en
udlænding, der ikke i tilstrækkelig grad medvirker til
udlændingemyndighedernes eller politiets sagsbehandling.
6.2. Ministeriets overvejelser
Overtrædelse af opholds- og meldepligten kan i dag
straffes med fængsel indtil 1 år, jf.
udlændingelovens § 60, stk. 1. Der er således ikke
i dag efter retsplejeloven eller udlændingeloven adgang til
at varetægtsfængsle en udlænding på
tålt ophold eller en kriminel udvist, der overtræder
opholds- og meldepligten. Dette gælder, uanset at der
måtte være tale om grove overtrædelser af
kontrolforpligtelserne.
Som anført under afsnit 3.2, foreslås det som led i
udmøntningen af Aftalen om en strengere kontrol over for
udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste,
at strafferammen for overtrædelse af opholds-, melde- og den
foreslåede underretningspligt hæves til 1 år og 6
måneder.
Den foreslåede forhøjelse af strafferammen for
overtrædelse af de udlændingeretlige
kontrolforpligtelser indebærer samtidig, at retsplejelovens
almindelige regler om varetægtsfængsling fremover
finder anvendelse.
Der vil således fremover være mulighed for at
varetægtsfængsle en udlænding efter
retsplejelovens § 762, stk. 1, hvis udlændingen
overtræder sin opholds-, melde- eller den foreslåede
underretningspligt, og betingelserne for
varetægtsfængsling efter retsplejelovens kapitel 70 i
øvrigt er opfyldt.
I sager om overtrædelse af opholds-, melde- eller
underretningspligten vil retsplejelovens indikationskrav, dvs.
kravet til indgrebets betydning for efterforskningen, formentlig
ikke være opfyldt i en række tilfælde. Der vil
således være en række sager, hvor der ikke vil
være fare for, at udlændingen forsøger at
unddrage sig retsforfølgningen, jf. retsplejelovens §
762, stk. 1, nr. 1. Herudover vil der være en række
sager, hvor der ikke er kollusionsfare, da der i de fleste sager
primært vil være tale om tekniske beviser, jf.
retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. Det vil endvidere ikke
kunne udelukkes, at der vil være en række sager, hvor
kravet til gentagelsesfare ikke er opfyldt, jf. retsplejelovens
§ 762, stk. 1, nr. 2. Der vil derfor være et antal
sager, hvor de gældende regler i retsplejeloven om
varetægtsfængsling ikke vil kunne finde anvendelse.
Med henblik på at sikre, at der kan ske
varetægtsfængsling også, hvor retsplejelovens
betingelser ikke er opfyldt, indebærer Aftalen om en
strengere kontrol over for udlændinge på tålt
ophold og kriminelle udviste, at der indføres en
særlig hjemmel til varetægtsfængsling efter
udlændingeloven, således at udlændinge på
tålt ophold og kriminelle udviste kan
varetægtsfængsles ved grovere overtrædelser af
opholds-, melde- eller underretningspligten.
Det er regeringens opfattelse, at der er behov for at
indføre en særlig fængslingsbestemmelse i
udlændingeloven til sikring af tilstedeværelsen af
udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste,
som overtræder deres kontrolforpligtelser under straffesagen
og en eventuel appel.
Ved at indføre en særlig
fængslingsbestemmelse i udlændingeloven bliver
udlændingen på et tidligere tidspunkt stillet for en
dommer og forhindres i at begå fortsat kriminalitet.
Varetægtsfængslingen har således til formål
at sikre, at der hurtigt gribes ind, hvis en udlænding
på grov vis ikke overholder sin opholds-, melde- eller
underretningspligt.
6.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i
udlændingeloven, hvorved der indføres hjemmel til, at
der kan ske varetægtsfængsling af udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste, der gentagne
gange har overtrådt deres opholds-, melde- eller den
foreslåede underretningspligt.
Det foreslås, at der gælder samme mistankekrav, som
der kræves til at træffe bestemmelse om
varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762,
stk. 1. Det foreslås således, at der stilles krav om,
at der er en begrundet mistanke om, at en sigtet har begået
gentagne overtrædelser af udlændingelovens § 34,
stk. 4 eller 5 (meldepligt), eller § 42 a, stk. 8, 1 pkt.
(opholdspligt) eller stk. 10 (underretningspligt).
Ved gentagne overtrædelser forstås, at den
pågældende slet ikke overholder eller i væsentlig
grad misligholder sine forpligtelser. Spørgsmålet om,
hvorvidt en udlænding i væsentlig grad misligholder
sine forpligtelser, vil bero på en individuel og konkret
vurdering af den pågældendes forhold.
Bestemmelsen forudsættes udmøntet således, at
retten skal vurdere overtrædelsernes omfang over en vis
periode. Er der tale om en udlænding, der ikke tidligere er
dømt for overtrædelse af kontrolforpligtelserne, vil
overtrædelserne skulle vurderes inden for en periode på
op til 4 måneder. Er der tale om, at den
pågældende tidligere har været dømt for
overtrædelse af kontrolforpligtelserne, vil der skulle mindre
til, før der er tale om gentagne overtrædelser, og
perioden vil derfor være kortere og op til 2
måneder.
Det bemærkes i den forbindelse, at det forudsættes,
at én overtrædelse svarer til én
overtrædelse af meldepligten eller underretningspligten eller
én dags overtrædelse af opholdspligten. Hvis
både opholdspligten, meldepligten og underretningspligten
overtrædes på én dag, svarer dette derfor som
udgangspunkt til tre overtrædelser.
Det er ikke et krav, at der er tale om en uafbrudt række
af overtrædelser, men det forudsættes dog, at den
pågældende udlænding inden for den
pågældende periode i væsentligt omfang har
misligholdt sine forpligtelser.
Endvidere vil det forhold, at en udlænding inden for
perioden i et mindre omfang har overholdt sine forpligtelser,
være uden betydning, såfremt perioden som helhed har
været præget af manglende overholdelse.
Ved vurderingen af, om der er tale om gentagne
overtrædelser inden for de nævnte perioder,
forudsættes det, at der er tale om overtrædelser af et
sådant omfang, at den pågældende vil kunne
straffes med fængsel i mere end 30 dage, jf. nærmere
nedenfor om retsplejelovens § 762, stk. 3.
Spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt der
inden for de nævnte perioder kan ske
varetægtsfængsling, vil bero på, i hvilket omfang
udlændingen overtræder sine forpligtelser. Er der tale
om, at udlændingen slet ikke eller kun i meget
begrænset overholder sine forpligtelser, vil der kunne ske
varetægtsfængsling på et tidligere tidspunkt i
perioden.
Det er som udgangspunkt heller ikke en betingelse, at
udlændingen har misligholdt alle tre forpligtelser i
perioden, når blot der samlet er tale om en væsentlig
overtrædelse inden for perioden. Det er som udgangspunkt
tilstrækkeligt, at der foreligger en væsentlig
overtrædelse af én af forpligtelserne.
Den pågældende vil alene kunne
varetægtsfængsles, efter at udlændingen af
anklagemyndigheden har været fremstillet for retten med
henblik på stillingtagen til varetægtsfængsling.
Det er således retten, der træffer bestemmelse om
varetægtsfængsling.
I praksis vil anklagemyndigheden typisk fremlægge
oplysninger fra anmeldelser fra Udlændingestyrelsen og
politiet om udlændingens manglende overholdelse af opholds-,
melde- eller underretningspligt. Dette kan f.eks. bestå i
dokumentation af oplysninger fra den elektroniske adgangskontrol i
indkvarteringsstedet eller andre oplysninger, der måtte danne
grundlag for anmeldelsen.
Domstolene vil i forbindelse med vurderingen af sagen skulle
tage stilling til, om varetægtsfængslingen udgør
et proportionalt indgreb i forhold til den forvoldte forstyrrelse
af den sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge,
som kan ventes, hvis den sigtede findes skyldig.
Den foreslåede bestemmelse er tænkt som en
særlig adgang til varetægtsfængsling, som
supplerer de gældende regler i retsplejeloven. Det
forudsættes at bestemmelsen i praksis som udgangspunkt vil
skulle gå forud for varetægtsfængsling efter
retsplejelovens regler. Dette indebærer, at
anklagemyndigheden i så fald vil skulle nedlægge
principal påstand om varetægtsfængsling efter
udlændingeloven, subsidiært efter retsplejelovens
almindelige regler i kapitel 70.
I det omfang § 35 a ikke finder anvendelse, vil der dog
fortsat kunne ske varetægtsfængsling efter
retsplejelovens § 762, stk. 1 og 2, ligesom der også vil
kunne ske varetægtsfængsling efter § 35 i
udlændingeloven eller frihedsberøvelse efter § 36
i udlændingeloven, hvis betingelserne herfor i øvrigt
er opfyldt.
På samme måde som ved varetægtsfængsling
efter udlændingelovens § 35 foreslås det, at
retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og
foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt
finder anvendelse ved varetægtsfængsling efter
udlændingelovens § 35 a.
Det indebærer, at bestemmelserne om
varetægtsfængsling i retsplejelovens kapitel 70 finder
anvendelse.
Det indebærer endvidere, at også de relevante
bestemmelser i retsplejelovens øvrige kapitler, herunder
bestemmelserne i kapitel 62 og 63 om rettens stedlige og saglige
kompetence, bestemmelsen i § 731, stk. 1, litra a, om
advokatbeskikkelse og bestemmelserne i kapitel 85 om
kæremål, finder anvendelse.
Henvisningen til retsplejelovens bestemmelser om
foranstaltninger, der træder i stedet for
varetægtsfængsling medfører, at retsplejelovens
§ 765 om såkaldte varetægtssurrogater på
tilsvarende vis finder anvendelse.
Der vil således kunne træffes afgørelse om
varetægtsfængsling i surrogat - eksempelvis ved at den
sigtede skal undergive sig psykiatrisk behandling eller
afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller
lignende, om fornødent på hospital eller særlig
institution - efter retsplejelovens § 765, stk. 2, hvilket vil
sige uden for arresthus og ved brug af andre
kontrolforanstaltninger.
Varigheden af varetægtsfængslingen vil skulle
fradrages i den periode, som udlændingen skal afsone efter
idømmelse af en eventuel fængselsstraf.
Bestemmelsen vil ikke finde anvendelse, hvis udlændingen
tillige har overtrådt anden lovgivning (straffeloven eller
særlovgivning), og denne overtrædelse indgår i
fængslingsgrundlaget. I sådanne tilfælde vil der
alene kunne ske varetægtsfængsling, hvis betingelserne
for varetægtsfængsling efter retsplejelovens
almindelige regler er opfyldt. I tilfælde, hvor
udlændingen tillige har overtrådt anden lovgivning, men
hvor denne kriminalitet ikke giver grundlag for
varetægtsfængsling, vil der kunne ske
varetægtsfængsling efter den nu foreslåede adgang
til varetægtsfængsling i udlændingeloven som
følge af overtrædelse af opholds-, melde- og
underretningspligten.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2,
og afsnit 7 om varetægtsfængsling i fodlænke.
7. Varetægtsfængsling i
fodlænke
7.1. Gældende ret
Det følger af retsplejelovens § 770, stk. 2, 1 pkt.,
at varetægtsarrestanter anbringes i
varetægtsfængsel (arresthus), så vidt muligt
på det sted, hvor straffesagen behandles. Det følger
videre af varetægtsbekendtgørelsens § 10, at
anbringelse i varetægtsfængsel kan ske et andet sted
end der, hvor straffesagen behandles, hvis det begæres af
politiet af hensyn til efterforskningen eller er
påkrævet af pladsmæssige eller
sikkerhedsmæssige grunde eller af andre særlige
omstændigheder.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 765, stk.
1, at retten med samtykke fra den sigtede kan træffe
bestemmelse om varetægtsfængsling i surrogat, hvis
betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling er
til stede, og hvis varetægtsfængslingens øjemed
kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger. §
765, stk. 2, indeholder en liste med eksempler på de
foranstaltninger, retten kan bestemme, den sigtede skal undergives.
Retten kan i den forbindelse bl.a. bestemme, at den sigtede skal
tage ophold i eget hjem eller institution. Opregningen over mulige
surrogatforanstaltninger i retsplejelovens § 765, stk. 2, er
ikke udtømmende.
En varetægtsarrestant kan endvidere efter retsplejelovens
§ 777 anbringes i en anstalt for personer, der udstår
fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital m.v., jf.
straffelovens §§ 68 og 69, hvis den
pågældende selv, anklagemyndigheden og
kriminalforsorgsområdet samtykker heri.
Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres
sikkerhed gør det påkrævet, kan retten
undtagelsesvis godkende en anbringelse uden arrestantens samtykke,
jf. retsplejelovens § 777, 2. pkt. En anbringelse i
medfør af retsplejelovens § 777 kan således komme
på tale, hvor der i forbindelse med eller under en
varetægtsfængsling fremkommer oplysninger om, at
sigtede er psykisk syg eller mentalt retarderet og derfor
bør opholde sig på psykiatrisk afdeling, institution
for personer med vidtgående psykiske handicap eller anden
egnet institution i stedet for arresthus.
Endelig kan varetægtsarrestanter i medfør af
retsplejelovens § 770, stk. 2, af helbredsmæssige grunde
anbringes i eller overføres til hospitaler, herunder
psykiatriske afdelinger, uden for Kriminalforsorgen. En anbringelse
i medfør af retsplejelovens § 770, stk. 2, er en
lægelig beslutning og sker således uden rettens
medvirken.
7.2. Ministeriets overvejelser
En udlænding, som varetægtsfængsles, vil efter
de gældende regler som udgangspunkt blive fængslet i et
arresthus.
Aftalen om en strengere kontrol over for udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste indebærer,
at varetægtsfængsling efter den særlige hjemmel i
udlændingeloven kan ske i surrogat ved brug af
fodlænke, således at den pågældende kan
varetægtsfængsles på bopælen i
indkvarteringsstedet.
Efter aftalen skal der således indføres en ordning,
hvor udlændingen som udgangspunkt skal
varetægtsfængsles på bopælen i
indkvarteringsstedet under brug af fodlænke. Aftalen
indebærer desuden, at såfremt den sigtede ikke
samtykker, eller der er grund til at antage, at den sigtede ikke
vil overholde vilkårene for varetægtsfængsling
afsoning i fodlænke, vil hele
varetægtsfængslingen i stedet skulle foregå i et
arresthus.
En varetægtsfængsling i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet vil indebære, at den
pågældende udlænding under varetægten
opholder sig på det indkvarteringssted, hvor
udlændingen ellers har pligt til at opholde sig efter
reglerne i udlændingeloven. Dette vil kunne medvirke til at
forebygge nye overtrædelser af kontrolforanstaltningerne.
På den baggrund foreslår regeringen, at der
indføres en ny form for varetægtsfængsling i
fodlænke på bopælen i indkvarteringsstedet.
Den foreslåede ordning har karakter af en
varetægtsfængsling i surrogat. Adgangen til
varetægtsfængsling i surrogat efter retsplejelovens
§ 765 er ikke udtømmende. Da der er tale om en helt ny
ordning, som alene retter sig mod udlændinge, som
overtræder deres kontrolforanstaltninger, er det dog
skønnet mest hensigtsmæssigt at foretage en
særskilt regulering af ordningen i udlændingeloven.
7.3. Den
foreslåede ordning
7.3.1. Adgang
til varetægtsfængsling i fodlænke
Det foreslås, at der indføres en ny bestemmelse i
§ 35 b, hvorefter varetægtsfængsling efter den
foreslåede bestemmelse i § 35 a i udlændingeloven
vil kunne ske på bopælen i indkvarteringsstedet under
intensiv overvågning og kontrol
(varetægtsfængsling i fodlænke).
Ordningen foreslås udmøntet således, at det
henhører under retten at træffe bestemmelse om,
hvorvidt udlændingen skal varetægtsfængsles
på bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol. Dette svarer til ordningen i
retsplejelovens § 765, hvorefter retten kan bestemme, at
sigtede skal varetægtsfængsles i andre former for
surrogat.
Varetægtsfængsling på bopælen i
indkvarteringsstedet foreslås - ligesom den almindelige
adgang til surrogatvaretægtsfængsling efter
retsplejelovens § 765 - at kræve den
varetægtsfængsledes forudgående samtykke. Det er
således en forudsætning for anvendelsen af denne form
for varetægtsfængsling, at den pågældende
udlænding samtykker heri.
Såfremt udlændingen ikke vil meddele sit samtykke
til varetægtsfængsling på bopælen i
indkvarteringsstedet, vil varetægtsfængslingen i stedet
skulle ske i arresthus efter retsplejeloven regler herom.
Hvis den pågældende udlænding giver sit
samtykke, skal retten som udgangspunkt træffe bestemmelse om
varetægtsfængsling i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet, medmindre særlige
forhold taler derimod.
I visse tilfælde kan der således gøre sig
særlige konkrete forhold gældende, som medfører,
at varetægtsfængsling i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet ikke bør finde
sted.
Det forudsættes således, at retten ikke skal
træffe bestemmelse om varetægtsfængsling i
fodlænke på bopælen i indkvarteringsstedet, hvis
der konkret er grund til at antage, at udlændingen ikke vil
kunne tilpasse sig forholdene under
varetægtsfængslingen på bopælen i
indkvarteringsstedet, herunder hvis der er formodning for, at den
pågældende vil unddrage sig
varetægtsfængslingen.
Såfremt den pågældende tidligere er undveget
fra varetægtsfængsling eller afsoning på
bopælen i indkvarteringsstedet, kan dette således tale
imod varetægtsfængsling i indkvarteringsstedet.
Har udlændingen tidligere udvist voldelig eller truende
adfærd over for personer, der udfører opgaver med
driften af indkvarteringsstedet, eller over for personer, der i
øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, kan dette
også tale imod varetægtsfængsling i
indkvarteringsstedet, hvis der har været tale om en meget
grov adfærd. Der kan her være tale om en voldelig eller
truende adfærd under en tidligere
varetægtsfængsling eller under tidligere ophold
på indkvarteringsstedet. Det forudsættes i den
forbindelse, at politiet inden udlændingen fremstilles for
retten, kontakter indkvarteringsoperatøren
(kriminalforsorgen), med henblik på at få oplyst, om
udlændingen tidligere har udvist en meget grov adfærd
på indkvarteringsstedet.
Såfremt retten finder, at særlige forhold taler
imod, at der skal ske varetægtsfængsling i
indkvarteringsstedet, vil der i stedet skulle ske
varetægtsfængsling i arresthus efter § 35 a, stk.
1.
Er grundlaget for varetægtsfængsling opfyldt, vil
udlændingen herefter kunne varetægtsfængsles i
fodlænke på udlændingens bopæl i
indkvarteringsstedet.
Det kan dog være nødvendigt at anbringe en
udlænding, som af retten er bestemt
varetægtsfængslet i fodlænke, i arresthus i
ganske få dage, inden overførsel til
varetægtsfængsling i fodlænke kan finde sted.
Dette kan være tilfældet, hvis der er behov for at
klargøre det tekniske udstyr.
Det forudsættes, at udlændingens bopæl i
indkvarteringsstedet - i lighed med den foreslåede ordning
for afsoning i fodlænke - vil komme til at omfatte det
værelse, som udlændingen har fået anvist eller
får anvist. Udlændingens bopæl vil endvidere
omfatte fælles sanitære faciliteter, i det omfang
sådanne ikke er etableret i direkte tilknytning til
værelset. Er der i den bygning, hvor udlændingens
værelse ligger, et fælles tv- og aktivitetsrum eller
lignende, vil dette også henregnes som en del af en
udlændingens bopæl. Også udendørsarealer,
som ligger i umiddelbar tilknytning til bygningen, vil være
omfattet.
Kriminalforsorgen vil i forbindelse med
varetægtsfængslingens iværksættelse
nærmere anvise det område, som udgør
udlændingens bopæl, således at den
pågældende har en klar forståelse af, hvor
vedkommende har pligt til at opholde sig.
Det bemærkes, at udlændingen ikke har krav på
at være varetægtsfængslet i det værelse,
som udlændingen tidligere måtte have fået anvist.
Har udlændingen f.eks. i en længere periode opholdt sig
uden for indkvarteringsstedet, kan værelset være
anvendt til andre formål.
Det forudsættes dog, at den enkelte udlænding skal
varetægtsfængsles i et enkeltværelse.
7.3.2. Den
nærmere udmøntning af ordningen
Det foreslås, at den nærmere udmøntning af
ordningen fastsættes administrativt af udlændinge-,
integrations- og boligministeren i samarbejde med
justitsministeren, jf. herved den foreslåede bestemmelse i
§ 35 b, stk. 2.
Reglerne om varetægtsfængsling i surrogat på
bopælen i indkvarteringsstedet forudsættes indrettet
således, at den fængslede udlændings
bevægelsesfrihed i fængslingsperioden indskrænkes
i et vist omfang.
Der foreslås derfor - i lighed med reglerne om afsoning i
fodlænke - fastsat en række vilkår for
varetægtsfængsling på bopælen i
indkvarteringsstedet.
Der vil i den forbindelse blive fastsat vilkår, der som
udgangspunkt vil svare til de vilkår, der foreslås at
gælde under afsoning i fodlænke på bopælen
i indkvarteringsstedet, jf. nærmere afsnit 4.3.4.
Det vil af retten blive fastsat som et vilkår, at den
fængslede ikke begår strafbart forhold, og at den
fængslede i varetægtsperioden kun forlader sin
bopæl inden for de af kriminalforsorgsområdet fastsatte
tidsrum. Det vil endvidere blive fastsat som et vilkår, at
den fængslede alene forlader bopælen med henblik
på at deltage i de aktiviteter, der tilbydes den
pågældende under fængslingen.
Herudover vil der af retten blive fastsat vilkår om, at
udlændingen under varetægtsfængslingen ikke
indtager alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er
forbudt efter den almindelige lovgivning. Retten vil endvidere
fastsætte vilkår om, at udlændingen under
varetægtsfængslingen undergiver sig
kriminalforsorgsområdets tilsyn og kontrol, herunder
elektronisk kontrol m.v., samt overholder de forskrifter, som
kriminalforsorgsområdet fastsætter til
gennemførelsen af tilsynet, og undergiver sig de
særvilkår, som kriminalforsorgsområdet eventuelt
måtte finde fornødent. Særvilkår kan
fastsættes af kriminalforsorgsområdet, hvis det under
varetægtsfængslingen konstateres, at udlændingen
har behov for misbrugsbehandling.
Der vil endvidere administrativt blive fastsat regler om tilsyn
og kontrol med den fængslede i varetægtsperioden.
Tilsyn og kontrol påtænkes udmøntet
således, at kriminalforsorgen fører tilsyn med
udlændingen i den periode, hvor udlændingen er
varetægtsfængslet i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet, herunder fører tilsyn
med, om udlændingen opholder sig på sin bopæl.
Tilsynet vil blive gennemført af
kriminalforsorgsområdet.
Der vil endvidere blive fastsat regler om, at den
pågældende, inden retten træffer afgørelse
om varetægtsfængsling, vejledes om de rettigheder og
pligter, som tilsynet indebærer, herunder om
afgrænsningen af den pågældendes bolig i
indkvarteringsstedet. Det kan ske ved, at anklagemyndigheden
udleverer en informationsfolder om rettigheder og pligter.
Formålet med tilsynet er at udøve kontrol med, at
den varetægtsfængslede overholder vilkårene for
varetægtsfængslingen på bopælen i
indkvarteringsstedet.
Kontrollen med udlændingens overholdelse af vilkåret
om at opholde sig på bopælen i de tidsrum, hvor den
pågældende har pligt hertil, vil blive tilrettelagt
svarende til kontrollen med afsoning i fodlænke efter den
foreslåede ordning og svarende til fodlænke efter den
gældende ordning i straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a.
Kontrollen vil derfor foregå døgnet rundt og finde
sted elektronisk og fysisk. Ved varetægtsfængsling i
fodlænke efter den foreslåede ordning vil der i den
forbindelse blive anvendt samme elektroniske
overvågningsteknik som ved afsoning i fodlænke.
Herudover vil der blive fastsat regler om tilsynets
gennemførelse, herunder om tilsynets
iværksættelse, kontakthyppighed, elektronisk
overvågning, kontrolbesøg, foretagelse af
udåndingsprøver og urinprøver m.v.
Såfremt kriminalforsorgens tilsyn og kontrol med
udlændingen viser, at udlændingen ikke overholder de
fastsatte vilkår, herunder eksempelvis indtager alkohol under
varetægtsfængslingen, skal dette forhold meldes til
politiet, hvorefter anklagemyndigheden vurderer, om der skal rejses
sag ved domstolene med påstand om overførsel til
arresthus.
Det vil herefter være retten, der tager stilling til, om
vilkårs- overtrædelsen har en sådan karakter, at
det skal medføre, at udlændingen skal overføres
til arresthus.
Det bemærkes, at niveauet for tolerance vedrørende
overtrædelse af vilkår forudsættes at svare til
niveauet efter den eksisterende fodlænkeordning i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a.
Det er med lovforslaget forudsat, at
varetægtsfængsling i indkvarteringsstedet ved brug af
fodlænke skal udgøre en indskrænkning i den
pågældendes bevægelsesfrihed i et vist
omfang.
Udlændingen vil af den grund som udgangspunkt kun have
adgang til at opholde sig på sin bopæl under
varetægtsfængslingen.
Udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste vil som hovedregel opholde sig på et
indkvarteringssted, hvor der er etableret fælles
bespisningsordning (cafeteria). Den enkelte udlænding vil
derfor skulle forlade bopælen i forbindelse med morgenmad,
frokost og aftensmad.
Der vil på den baggrund blive fastsat regler om, at
udlændingen gives adgang til at forlade bopælen af
højst en times varighed i forbindelse med hvert
måltid. Det forudsættes, at udlændingen i den
forbindelse alene kan tage ophold i det cafeteria m.v., hvor disse
måltider serveres.
Derudover vil der blive fastsat regler om, at udlændingen
dagligt vil kunne tilbringe to timer i fri luft uden for
bopælen. Udlændingen kan deltage i fritidsaktiviteter
med de andre beboere. Udlændingen kan i denne periode
bevæge sig frit inden for indkvarteringsstedets område.
Udlændingen må derimod ikke forlade
indkvarteringsstedets område.
Herudover vil udlændingen kunne forlade bopælen med
henblik på at foretage personlige ærinder m.v. (op til
tre timer ugentligt). Der vil her være tale om en uledsaget
udgang.
Omfanget af udlændingens adgang til at forlade boligen i
indkvarteringsstedet vil blive fastsat i et såkaldt
aktivitetsskema.
Det forudsættes, at der endvidere i særlige
tilfælde vil være adgang til ledsaget udgang efter
retsplejelovens § 771, stk. 2. Politiet vil skulle
sørge for ledsagelse.
Det foreslås, at udlændingen i den periode, hvor den
pågældende er varetægtsfængslet i
fodlænke på bopælen i indkvarteringsstedet, skal
have tilbud om deltagelse i aktiviteter, der tilbydes af
kriminalforsorgen. De nærmere regler herom vil blive fastsat
administrativt efter bemyndigelsen i § 35 b, stk. 2.
Der vil administrativt blive fastsat nærmere regler om
aktiviteternes indhold og varigheden af de tilbudte aktiviteter
m.v.
De aktiviteter, der skal tilbydes en udlænding, der er
varetægtsfængslet i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet, påtænkes som
udgangspunkt at skulle svare til de aktiviteter, der normalt
tilbydes udlændinge, der opholder sig i indkvarteringsstedet.
Det omfatter udførelse af driftsopgaver i
indkvarteringsstedet og deltagelse i aktivering og
undervisning.
Det konkrete omfang og det nærmere indhold af
aktiviteterne fastlægges af kriminalforsorgen
(kriminalforsorgsområdet).
Kriminalforsorgen skal i videst muligt omfang tage hensyn til
udlændingens kompetencer. Det nærmere omfang og indhold
vil endvidere blive fastlagt under hensyn til de praktiske
muligheder for at tilbyde aktiviteter, herunder under hensyn til
den tidsmæssige varighed af varetægtsfængslingen.
Det bemærkes i den forbindelse, at en aktivitet, der er
påbegyndt under varetægtsfængslingen, vil kunne
fortsættes under eventuel afsoning i udrejsecentret, hvis
dette skønnes hensigtsmæssigt.
Tilbuddet om aktiviteter har karakter af en aktivitetsret.
Udlændingen er således ikke forpligtet til at deltage i
aktiviteter m.v. Såfremt udlændingen vælger ikke
at deltage i aktiviteter, skal udlændingen i den periode,
hvor udlændingen ellers ville have deltaget i aktiviteter,
opholde sig på bopælen.
Omfanget af udlændingens adgang til at forlade
bopælen i indkvarteringsstedet i forbindelse med aktiviteter
fastsættes i aktivitetsskemaet.
Der vil endvidere blive fastsat nærmere regler om
forsørgelse under varetægtsfængslingen. Det
foreslås i den forbindelse, at udlændingen under
varetægtsfængslingen modtager samme forsørgelse
som under ophold i indkvarteringsstedet på grundlag af
opholdspligt efter udlændingelovens regler.
En udlænding, der er varetægtsfængsletpå
bopælen i indkvarteringsstedet, vil i perioden være
omfattet af den vederlagsfri bespisningsordning i
indkvarteringsstedet. Udlændingen vil endvidere, hvis
vedkommende opfylder sine forpligtelser, modtage en kontant ydelse
i form af tillægsydelsen, jf. § 42 b, stk. 8, 1.
pkt.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr 2,
og den foreslåede bestemmelse til 35 b.
8. Løsladelse med henblik på
straksudsendelse
8.1. Gældende ret
8.1.1. Indledning
En udlænding, der afsoner straf for overtrædelse af
opholds- og meldepligt, vil under strafafsoningen være
omfattet af reglerne om prøveløsladelse i
straffeloven og reglerne om strafafbrydelse i
straffuldbyrdelsesloven.
8.1.2. Prøveløsladelse
Reglerne om prøveløsladelse er fastsat i
straffelovens kapitel 6 om straffene.
Efter straffelovens § 38, stk. 1, afgør
justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, om den
dømte skal løslades på prøve, når
to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er
udstået. Prøveløsladelse efter denne
bestemmelse forudsætter alene, at den dømtes forhold
ikke gør prøveløsladelsen utilrådelig,
at der er sikret den pågældende passende ophold og
arbejde eller andet underhold, og at den pågældende
erklærer at ville overholde de vilkår, der i
medfør af § 39, stk. 2, fastsættes for
løsladelsen, jf. § 38, stk. 4.
Efter straffelovens § 38, stk. 2, kan løsladelse
på prøve ske tidligere, når særlige
omstændigheder taler derfor, og den dømte har
udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 2
måneder. Bestemmelse herom træffes af justitsministeren
eller den, som med hensyn til bestemte grupper af sager bemyndiges
dertil. Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd, er det en
betingelse for prøveløsladelse efter udståelse
af halvdelen af straffetiden, at »særlige
omstændigheder« taler herfor. Bestemmelsen anvendes
bl.a. i forbindelse med prøveløsladelse efter
halvdelen af straffetiden af udenlandske strafafsonere, der skal
udvises efter løsladelsen.
Straffelovens bestemmelser om prøveløsladelse
suppleres af en række fastsatte regler, som findes i
bekendtgørelse nr. 354 af 12. april 2016 om
løsladelse af dømte, der udstår
fængselsstraf (løsladelsesbekendtgørelsen) og
vejledning nr. 9476 af 31. maj 2016 om løsladelse af
dømte, der udstår fængselsstraf
(løsladelsesvejledningen).
I løsladelsesvejledningen er der fastsat nærmere
retningslinjer for prøveløsladelse af udenlandske
indsatte, der skal udvises. Heraf fremgår, at
udlændinge, der er udvist, løslades på
prøve, når 1/2, dog mindst 2 måneder, af
straffen, er udstået, såfremt de er udvist med et
tidsbegrænset indrejseforbud eller er udvist med
indrejseforbud gældende for bestandig. Det er dog en
forudsætning, at den indsatte i øvrigt vil kunne
løslades på prøve i henhold til straffelovens
§ 38, stk. 1. Det er endvidere en forudsætning for
prøveløsladelsens iværksættelse, at den
pågældendes udvisning umiddelbart kan
gennemføres. En retlig hindring for at gennemføre
udvisningen kan f.eks. foreligge, hvis den indsatte har indgivet
ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, og den indsatte
efter udlændingeloven har ret til at opholde sig her i
landet, mens ansøgningen om opholdstilladelse behandles.
Foreligger den retlige hindring for at gennemføre
udvisningen fortsat, når den indsatte har udstået 2/3
af straffetiden, men er betingelserne for løsladelse efter
straffelovens § 38, stk. 1, til stede, vil
prøveløsladelse efter denne bestemmelse kunne ske
på dette tidspunkt.
Det fremgår endvidere af løsladelsesvejledningen,
at prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som skal
udvises med indrejseforbud, kan ske mod udlændingens eget
ønske efter udståelse af 1/2 af straffetiden, forudsat
at prøveløsladelsen ikke skønnes
utilrådelig, og at udvisningen kan effektueres umiddelbart
efter prøveløsladelsen. I situationer, hvor den
udenlandske indsatte ikke ønsker sig
prøveløsladt efter udståelse af 1/2 af
straffetiden, men hvor prøveløsladelse ikke
skønnes utilrådelig, og udvisningen kan effektueres
umiddelbart efter prøveløsladelsen, afgør
kriminalforsorgsområdet, hvorvidt den indsatte skal
løslades på prøve i henhold til straffelovens
§ 38, stk. 2.
Det er kriminalforsorgsområdet, som træffer
afgørelse om prøveløsladelse af udenlandske
indsatte efter udståelse af 1/2 af straffetiden, jf.
bekendtgørelsens § 25.
Afgørelsen om prøveløsladelse træffes
i øvrigt ud fra en samlet afvejning af alle
omstændigheder, som taler enten for eller imod
prøveløsladelse.
Efter straffelovens § 39, stk. 1, 1. pkt., betinges
prøveløsladelse efter § 38, stk. 1 og 2, af, at
den pågældende ikke i prøvetiden begår
strafbart forhold. Prøvetiden kan ikke overstige 3 år.
Hvis den resterende straffetid overstiger 3 år, kan der dog
fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.
Der kan herudover fastsættes vilkår m.v., jf. §
39, stk. 2.
Som nævnt indebærer bestemmelserne om
prøveløsladelse, at en kriminel udvist
udlænding kan prøveløslades på halv tid
efter straffelovens § 38, stk. 2, såfremt betingelserne
herfor i øvrigt er opfyldt, herunder navnlig, at udvisningen
kan gennemføres umiddelbart efter
prøveløsladelsen.
En udlænding på tålt ophold vil derimod som
udgangspunkt ikke kunne prøveløslades på halv
tid. Vurderes det, at forholdene i hjemlandet er ændret
på en sådan måde, at der kan ske udsendelse af en
udlænding på tålt ophold, og vurderes det, at
udvisningen kan gennemføres, vil der dog kunne ske
prøveløsladelse efter § 38, stk. 2.
Når halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder,
er udstået, kan justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil, ud over i de i § 38, stk. 2, nævnte
tilfælde beslutte, at den dømte skal løslades
på prøve, hvis hensynet til
retshåndhævelsen skønnes ikke at tale imod det,
og 1) den dømte har ydet en særlig indsats for ikke
på ny at begå kriminalitet, herunder ved at deltage i
behandlingsforløb, uddannelsesforløb,
arbejdstræning eller arbejde, eller 2) den dømtes
forhold taler derfor, jf. straffelovens § 40 a.
8.1.3. Strafafbrydelse
Straffuldbyrdelsesloven indeholder i kapitel 12 nærmere
regler om strafafbrydelse.
Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, hvis den
dømte udebliver, undviger eller i øvrigt
selvforskyldt unddrager sig straffuldbyrdelsen, eller hvis den
dømte anholdes eller varetægtsfængsles i mindst
24 timer, jf. § 75.
Efter bestemmelsen i § 76 kan justitsministeren eller den,
der bemyndiges dertil, tillade, at en straffuldbyrdelse
midlertidigt afbrydes i en række nærmere bestemte
situationer. Det gælder, når ganske særlige
omstændigheder af f.eks. arbejds-, uddannelses-, familie-
eller helbredsmæssig karakter taler imod en umiddelbar
fortsættelse af straffuldbyrdelsen. Det er endvidere en
betingelse, at der ikke antages at foreligge fare for misbrug, og
at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod
strafafbrydelse.
Tilladelse til strafafbrydelse betinges af, at den
pågældende ikke begår strafbart forhold.
Tilladelse kan endvidere betinges af, at den pågældende
i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder
undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.
Straffuldbyrdelsen genoptages eller, såfremt
straffuldbyrdelsen ikke tidligere har været påbegyndt,
iværksættes, når den indsatte på ny giver
møde, pågribes med henblik på fortsat
straffuldbyrdelse, eller når kriminalforsorgen giver
meddelelse herom til den pågældende, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 77.
De gældende regler i straffuldbyrdelsesloven giver ikke
mulighed for at tillade, at straffen for overtrædelse af
opholds- eller meldepligt eller den foreslåede
underretningspligt midlertidigt afbrydes, når der er
opstået mulighed for at udsende en udlænding på
tålt ophold eller en kriminel udvist.
8.2. Ministeriets overvejelser
En udlænding, der opholder sig her i landet på
tålt ophold eller som kriminel udvist, skal udsendes af
landet, så snart muligheden herfor opstår.
Det forhold, at en udlænding måtte blive
idømt straf for overtrædelse af opholds-, melde- eller
underretningspligten ændrer efter regeringens opfattelse ikke
herved. Myndighederne skal derfor efter regeringens opfattelse
fortsætte bestræbelserne på at få den
pågældende udsendt, også selv om den
pågældende afsoner straf for overtrædelse af de
udlændingeretlige kontrolforpligtelser.
Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen fortsat vil
skulle vurdere, om forholdene i hjemlandet er ændret på
en sådan måde, at der kan ske udsendelse af en
udlænding på tålt ophold, jf.
udlændingelovens § 49 a. Udlændingemyndighederne
og politiet vil endvidere fortsat skulle arbejde på at
få udsendt en udlænding, der opholder sig som kriminel
udvist, uanset at den pågældende afsoner straf for
overtrædelse af opholds-, melde- og den foreslåede
underretningspligt.
Der vil derfor kunne opstå situationer, hvor der under
afsoning af en idømt fængselsstraf for
overtrædelse af opholds- og meldepligten og den
foreslåede underretningspligt opstår mulighed for at
gennemføre en udsendelse af en udlænding, der opholder
sig her i landet på tålt ophold eller som kriminel
udvist.
Afsoning af en idømt straf for overtrædelse af
opholds-, melde- eller underretningsforpligtelsen skal ikke hindre,
at en udsendelse kan gennemføres, såfremt der
opstår mulighed herfor.
Det er på den baggrund regeringens opfattelse, at der
bør kunne ske udsendelse af den pågældende
udlænding, også selv om straffen for overtrædelse
af opholds- og meldepligt og den foreslåede
underretningspligt endnu ikke er fuldt afsonet. Hensynet til at
udsende udlændingen af landet vejer således efter
regeringens opfattelse tungere end hensynet til, at den
pågældende udlænding skal afsone sin straf for
overtrædelse af de udlændingeretlige forpligtelser, der
netop er fastsat med henblik på at sikre, at myndighederne
har kendskab til den pågældendes opholdssted,
således at der kan ske udsendelse, når muligheden
herfor opstår.
Reglerne om prøveløsladelse vil imidlertid
først give adgang til prøveløsladelse,
når halvdelen af straffen er afsonet, mens reglerne i
straffuldbyrdelsesloven om strafafbrydelse ikke giver mulighed for
at tillade, at straffen midlertidigt afbrydes, når der er
opstået mulighed for at udsende en udlænding på
tålt ophold eller en kriminel udvist.
Efter regeringens opfattelse er der derfor behov for i videre
omfang at give mulighed for at løslade en udlænding
på tålt ophold eller en kriminel udvist, med henblik
på straks at kunne udsende den pågældende,
når mulighederne herfor opstår, og uanset straffen kun
er delvist fuldbyrdet.
8.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at kriminalforsorgen efter indstilling fra
politiet kan bestemme, at en udlænding, der er idømt
fængselsstraf for overtrædelse af
udlændingelovens § 34, stk. 4 eller 5, eller § 42
a, stk. 8 eller 10, dvs. overtrædelse af opholds-, melde- og
underretningspligten, skal løslades med henblik på at
blive udsendt straks, hvis muligheden herfor opstår, uanset
at straffen ikke er helt eller delvist afsonet.
Den foreslåede ordning giver således mulighed for,
at kriminalforsorgen kan bestemme, at en udlænding skal
løslades med henblik på straks at blive udsendt af
Danmark (løsladelse med henblik på
straksudsendelse).
Løsladelse med henblik på straksudsendelse
indebærer, at udlændingen ikke skal afsone yderligere
fængselsstraf for overtrædelse af opholds-,
meldepligten eller underretningspligten.
Det er en forudsætning for, at kriminalforsorgen kan
bestemme, at der skal ske løsladelse med henblik på
straksudsendelse, at der er opstået mulighed for at
gennemføre en udsendelse af udlændingen, og det er en
forudsætning for løsladelse, at udsendelsen rent
faktisk gennemføres.
Hvis det viser sig, at udsendelsen ikke kan gennemføres,
vil den pågældende udlænding således ikke
være at anse som løsladt og vil umiddelbart kunne
tilbageføres til fortsat afsoning af den idømte
straf.
Det er politiet, der har kendskab til, hvorvidt det kan
forventes, at en udlænding faktisk kan udsendes. Det
foreslås derfor, at der indføres en ordning, hvorefter
politiet indstiller til kriminalforsorgen, at den
pågældende skal løslades med henblik på
straksudsendelse, hvis muligheden herfor opstår.
Politiet vil i indstillingen nærmere kunne redegøre
for de forhold, der har betydning for udsendelsen.
Som anført vil det være kriminalforsorgen, som
bestemmer, at der skal ske løsladelse med henblik på
straksudsendelse. Det vil imidlertid være oplysningerne fra
politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalforsorgens
beslutning.
Det afgørende for, om kriminalforsorgen vil skulle
bestemme, at der skal ske løsladelse med henblik på
straksudsendelse, er således alene, om der efter politiets
opfattelse er udsigt til at en udsendelse af den
pågældende udlænding vil kunne
gennemføres. Kriminalforsorgen vil derfor ikke skulle
foretage en selvstændig prøvelse eller vurdering af
politiets oplysninger.
Det forudsættes således, at politiets oplysninger
lægges uprøvet til grund af kriminalforsorgen ved
beslutning om løsladelse med henblik på
straksudsendelse.
Det bemærkes, at der ikke efter den foreslåede
bestemmelse kan træffes beslutning om løsladelse med
henblik på straksudsendelse i tilfælde, hvor
udlændingen afsoner fængselsstraf for
overtrædelse af anden lovgivning. Hvis en udlænding
således afsoner f.eks. en dom for overtrædelse af sin
opholdspligt og vold, vil der ikke kunne ske løsladelse med
henblik på straksudsendelse.
Den foreslåede bestemmelse om løsladelse ved
straksudsendelse vil kunne finde anvendelse fra tidspunktet for
straffuldbyrdelsens iværksættelse og frem til
løsladelse efter udståelse af straf.
Den foreslåede ordning vil træde i stedet for de
almindelige regler om prøveløsladelse efter
straffelovens kapitel 6 i de tilfælde, hvor løsladelse
sker med henblik på udsendelse. Er der ikke mulighed for
udsendelse, og er betingelserne for anvendelse af den
foreslåede bestemmelse derfor ikke opfyldt, vil der fortsat
kunne ske prøveløsladelse efter reglerne i
straffeloven, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Kriminalforsorgens beslutning om løsladelse med henblik
på straksudsendelse vil ikke være en afgørelse i
forvaltningslovens forstand. Det bemærkes i den forbindelse,
at udsendelse af udlændinge, der ikke har ret til at opholde
sig her i landet, har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed.
En udsendelse, der gennemføres af politiet, indebærer
således, at en afgørelse, der er truffet af
udlændingemyndighederne eller af en domstol, effektueres i
praksis. Der træffes således ikke en selvstændig
afgørelse om udsendelse af en udlænding.
Kriminalforsorgens beslutning om løsladelse med henblik
på straksudsendelse skal betragtes som en administrativ
beslutning, der indgår som en integreret del af politiets
faktiske gennemførelse af en afgørelse om udsendelse,
der tidligere er truffet af udlændingemyndighederne eller af
domstolene. Kriminalforsorgens beslutning om løsladelse med
henblik på straksudsendelse skal derfor ikke betragtes som en
afgørelse i forvaltningslovens forstand, men om faktisk
forvaltningsvirksomhed.
Det bemærkes i den forbindelse, at heller ikke politiets
indstilling til kriminalforsorgen om løsladelse med henblik
på straksudsendelse har karakter af en afgørelse i
forvaltningslovens forstand.
Efter den foreslåede ordning vil straffuldbyrdelsen skulle
genoptages eller, såfremt straffuldbyrdelsen ikke tidligere
har været påbegyndt, iværksættes, hvis
udlændingen efter udsendelsen - uanset et eventuelt
indrejseforbud - på ny indrejser i landet inden for 5
år efter gennemførelse af udsendelse.
Kriminalforsorgen vil i disse situationer - efter indstilling
fra politiet - skulle træffe afgørelse om, at
straffuldbyrdelsen skal genoptages, hvis udlændingen på
ny opholder sig her i landet inden for 5 år efter
straksudsendelsens gennemførelse. En beslutning vil skulle
betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens
forstand.
De nærmere regler herom vil blive fastsat administrativt.
Det vil i den forbindelse blive bestemt, at
kriminalforsorgsområdets afgørelse om genoptagelse af
straffuldbyrdelsen kan påklages til Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
I det tilfælde, hvor den pågældende
udlænding alene er sigtet eller tiltalt for
overtrædelse af opholds-, melde- eller underretningspligt,
forudsættes det, at anklagemyndigheden vil kunne opgive
påtalen eller frafalde tiltalen efter reglerne i
retsplejelovens §§ 721 og 722.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15, og den
foreslåede bestemmelse til § 62 a i
udlændingeloven.
9. Flugt under
afsoning i fodlænke, fra varetægtsfængsling og
fra varetægtsfængsling i fodlænke.
9.1. Gældende ret
Det fremgår af straffelovens § 124, stk. 1, at den,
der flygter som fængslet eller anholdt, straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år.
Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor en anholdt eller en
fængslet »flygter«. Heri ligger, at den anholdte
eller den fængslede aktivt unddrager sig den
frihedsberøvelse, som den pågældende i anledning
af en mistanke om et strafbart forhold eller fuldbyrdelsen af en
fængselsstraf er underlagt.
Bestemmelsen i § 124, stk. 1, omfatter for det
første personer, der afsoner fængselsstraf. Det drejer
sig om indsatte i arresthuse og fængsler, herunder indsatte i
såvel åbne som lukkede fængsler.
Efter § 124, stk. 5, gælder bestemmelsen i stk. 1
også personer, der afsoner straf uden for arresthus eller
fængsel. Det drejer sig bl.a. om personer, der i forbindelse
med fuldbyrdelse af straf uden for arresthuse og fængsler er
frihedsberøvet på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol, jf. § 124, stk. 5, nr. 4.
En person, der afsoner i fodlænke på sin
bopæl, og som flygter herfra, vil således kunne
straffes herfor efter straffelovens § 124, stk. 5, nr. 4, jf.
stk. 1.
Bestemmelsen i § 124, stk. 5, nr. 4, blev indført
ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven,
lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om statens
uddannelsesstøtte (Udvidet mulighed for
prøveløsladelse og fodlænkeafsoning, SU i
skoleperioder under uddannelsen til fængselsbetjent m.v.).
Det følger af forarbejderne til denne lovændring, at
der hermed sigtes til den fodlænkeordning, der reguleres i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a, jf. Folketingstidende
2012-2013, tillæg A, L 133 som fremsat, side 21-22.
Bestemmelsen i § 124, stk. 1, omfatter for det andet
personer, der er varetægtsfængslet i arresthus.
En person, som er varetægtsfængslet i arresthus, kan
derfor straffes, såfremt den pågældende flygter
under varetægtsfængslingen.
Det er efter bestemmelsens ordlyd som udgangspunkt uden
betydning, om afgørelsen om varetægtsfængslingen
er truffet efter retsplejelovens regler eller efter regler i
særlovgivningen om adgang til
varetægtsfængsling.
I forarbejderne til bestemmelsen i § 124 er det dog
forudsat, at straffelovens § 124 ikke finder anvendelse i det
tilfælde, hvor en udlænding er
varetægtsfængslet efter udlændingelovens §
35. Tilsvarende gælder en udlænding, der er
administrativt frihedsberøvet efter udlændingelovens
§ 36.
Det følger således af forarbejderne til § 124,
jf. Folketingstidende 2001-2002, tillæg A, L 140 som fremsat,
side 3321, at den foreslåede bestemmelse ikke omfatter
udlændinge, som er varetægtsfængslet eller
frihedsberøvet efter de særlige regler i
udlændingeloven. Baggrunden herfor er, at
varetægtsfængslingen eller frihedsberøvelsen i
en række af disse tilfælde sker med henblik på i
givet fald hurtigt og effektivt at kunne udsende vedkommende af
landet. Det ville derfor i de pågældende tilfælde
ikke være i overensstemmelse med formålet med
udlændingelovens regler om varetægtsfængsling
eller frihedsberøvelse, hvis der over for vedkommende
udlænding - som efter flugt eventuelt på ny
pågribes her i landet - skulle rejses straffesag i anledning
af flugten med henblik på efterfølgende fuldbyrdelse
af den idømte straf, inden udsendelse af landet herefter
kunne gennemføres.
Efter § 124, stk. 5, nr. 2, gælder bestemmelsen i
stk. 1 også personer, der i stedet for
varetægtsfængsel er frihedsberøvet i institution
m.v.
Det drejer sig nærmere bestemt om personer, som i
medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3, efter
rettens bestemmelse i stedet for varetægtsfængsling har
ophold i egnet hjem eller institution, eller som i medfør af
retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 4, skal undergive sig
psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug
af alkohol, narkotika eller lignende, om fornødent på
hospital eller særlig institution (surrogatanbragt), og
personer, som i medfør af retsplejelovens § 777 er
anbragt i anstalt for personer, der udstår
fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital m.v.
(overført til fuldbyrdelsesanstalt m.v.).
9.2. Ministeriets overvejelser
Med lovforslaget indføres der en særlig adgang til
varetægtsfængsling i udlændingeloven.
Varetægtsfængsling efter den foreslåede
bestemmelse i § 35 a kan ske dels i arresthus, dels ske i
fodlænke, jf. § 35 b, stk. 1, jf. § 35 a, stk. 1.
Varetægtsfængsling efter den foreslåede
bestemmelse vil endvidere kunne ske i varetægtssurrogat efter
retsplejelovens regler, jf. herved retsplejelovens § 765.
Det er regeringens opfattelse, at bestemmelsen i straffelovens
§ 124 også bør omfatte udlændinge, der
varetægtsfængsles efter den særlige adgang i
udlændingeloven, der foreslås indført med dette
lovforslag. Det gælder, uanset om den pågældende
er varetægtsfængslet i arresthus, i fodlænke
eller i surrogat. I alle tilfælde har fængslingen
karakter af en frihedsberøvelse, og flugt herfra bør
kunne straffes.
Som det er anført under afsnit 9.1, er det forudsat i
forarbejderne til § 124, at bestemmelsen ikke omfatter
tilfælde, hvor en udlænding er
varetægtsfængslet eller frihedsberøvet efter
udlændingelovens eksisterende regler og undviger herfra. Som
anført skal det ses i sammenhæng med, at
varetægtsfængslingen eller frihedsberøvelsen i
en række af disse tilfælde sker med henblik på
effektuering af udsendelse, og at det i de pågældende
tilfælde ikke vil være i overensstemmelse med dette
formål, hvis der over for vedkommende udlænding - som
efter eventuel flugt på ny pågribes her i landet -
skulle rejses straffesag i anledning af flugten med henblik
på fuldbyrdelse af den idømte straf, inden udsendelse
af landet herefter kunne gennemføres.
For at undgå tvivl om, hvorvidt der er adgang til at
straffe udlændinge, der flygter fra
varetægtsfængsling efter den nu foreslåede adgang
i udlændingeloven, bør straffelovens § 124, stk.
1, ændres, således at det fremgår, at det alene
er flugt fra varetægtsfængsling efter
udlændingelovens § 35 og frihedsberøvelse efter
udlændingelovens § 36, som ikke vil kunne straffes efter
bestemmelsen.
Det bemærkes i den forbindelse, at den særlige
adgang til varetægtsfængsling, der foreslås
indført i udlændingelovens §§ 35 a og b,
adskiller sig fra den adgang til varetægtsfængsling,
der følger af udlændingelovens § 35. Den
foreslåede særlige adgang til
varetægtsfængsling er tænkt som et supplement til
retsplejelovens regler om varetægtsfængsling og har til
formål at imødegå, at den pågældende
udlænding begår flere overtrædelser af de
pålagte kontrolforanstaltninger. Den særlige adgang til
varetægtsfængsling varetager således et
straffeprocessuelt hensyn.
Adgangen til varetægtsfængsel efter den
gældende bestemmelse i udlændingelovens § 35 har
derimod navnlig til formål at sikre, at udlændinge
udvist ved dom kan varetægtsfængsles, når der er
bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for
nødvendig for at sikre udlændingens
tilstedeværelse, indtil bestemmelsen om udvisning kan
fuldbyrdes. Bestemmelsen i § 35 varetager dermed et hensyn til
at sikre gennemførelse af en udvisning og dermed et
udlændingeretligt hensyn.
Efter § 124, stk. 5, nr. 2, gælder bestemmelsen i
stk. 1 også personer, der i stedet for
varetægtsfængsel er frihedsberøvet i institution
m.v. Dette omfatter varetægtsarrestanter, der i stedet for
varetægtsfængsel i arresthus er surrogatanbragt, eller
som er anbragt i fuldbyrdelsesanstalt m.v. frem for arresthus. En
udlænding, der efter udlændingelovens § 35 a er
varetægtsfængslet i surrogat, f.eks. en psykiatrisk
institution, og som flygter herfra, vil derfor kunne straffes efter
straffelovens § 124, stk. 5, nr. 2.
For at undgå tvivl om, hvorvidt der ligeledes er adgang
til at straffe udlændinge, der flygter fra
varetægtsfængsling i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet efter den foreslåede
bestemmelse i udlændingelovens § 35 b, stk. 1, jf.
§ 35 a, stk. 1, bør straffelovens § 124, stk. 5,
nr. 2, ændres, således at det fremgår, at flugt
fra varetægtsfængsling i denne situation også vil
kunne straffes efter bestemmelsen.
Efter § 124, stk. 5, nr. 4, gælder bestemmelsen i
stk. 1 også i forhold til personer, der i forbindelse med
fuldbyrdelse af straf uden for arresthuse og fængsler, er
frihedsberøvet på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol eller i institution m.v. Som
anført følger det af forarbejderne til bestemmelsen,
at der hermed sigtes til den fodlænkeordning, der reguleres i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a.
For at undgå tvivl om, hvorvidt der er adgang til
også at straffe udlændinge, der flygter fra afsoning i
fodlænke på bopælen i indkvarteringsstedet efter
det foreslåede kapitel 13 b i straffuldbyrdelsesloven,
bør straffelovens § 124, stk. 5, nr. 2, tillige
ændres, således at det fremgår, at det både
er flugt fra afsoning i fodlænke på bopælen efter
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a og 13 b, som vil kunne
straffes efter bestemmelsen.
En udlænding, der er varetægtsfængslet i
fodlænke på bopælen i indkvarteringsstedet efter
§ 35 b, stk. 1, jf. § 35 a, stk. 1, eller som afsoner
straf i fodlænke på bopælen i
indkvarteringsstedet efter reglerne i det foreslåede kapitel
13 b i straffuldbyrdelsesloven, må anses for flygtet, hvis
den pågældende forlader sin bopæl i
indkvarteringsstedet uden for de af tilsynsmyndigheden
(kriminalforsorgsområdet) fastsatte tidsrum og dermed
unddrager sig frihedsberøvelsen.
Dette svarer til, hvad der gælder for personer, der
udstår straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel
13 a.
En udlænding, der er varetægtsfængslet eller
afsoner på bopælen i indkvarteringsstedet med
elektronisk fodlænke, og som har forladt sin bopæl
inden for det i et aktivitetsskema fastsatte tidspunkt, men ikke
vender tilbage til sin bopæl på det tidspunkt, hvor
vedkommende efter aktivitetsskemaet har pligt dertil, anses derimod
ikke for flygtet med den følge, at vedkommende kan straffes
efter straffelovens § 124. Dette svarer også til, hvad
der gælder for en indsat, der udebliver fra fængslet
efter uledsaget udgang, og for en dømt, der udstår
straf på bopælen efter straffuldbyrdelseslovens kapitel
13 a.
For en udlænding, der afsoner straf i fodlænke, vil
der i et sådant tilfælde imidlertid foreligge en
vilkårsovertrædelse, der vil medføre, at
afgørelsen om strafudståelse i fodlænke kan
tilbagekaldes i overensstemmelse med den foreslåede
bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 78 k, stk. 2. Den
dømte vil i så fald skulle afsone den resterende del
af straffen i fængsel eller arresthus.
Kriminalforsorgsområdet vil skulle træffe
afgørelse herom.
For en udlænding, der er varetægtsfængslet i
fodlænke, skal kriminalforsorgsområdet melde
vilkårsovertrædelsen til politiet, hvorefter
anklagemyndigheden kan rejse sag ved domstolene med påstand
om overførsel til arresthus.
9.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at straffelovens § 124, stk. 1,
præciseres, således at det klart fremgår, at
flugt fra varetægtsfængsling efter
udlændingelovens § 35 og fra frihedsberøvelse
efter § 36 ikke er omfattet af strafansvaret efter
bestemmelsen.
En udlænding, der er varetægtsfængslet i
arresthus efter den foreslåede § 35 a i
udlændingeloven, og som flygter herfra, vil derimod kunne
straffes efter straffelovens § 124, stk. 1.
Det foreslås endvidere, at straffelovens § 124, stk.
5, nr. 2, ændres, således at det fremgår, at
flugt fra varetægtsfængsling i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet efter udlændingelovens
§ 35 b, stk. 1, jf. § 35 a, stk. 1, vil være
omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås ligeledes, at straffelovens § 124, stk.
5, nr. 4, ændres, således at det fremgår, at det
både er flugt fra afsoning i fodlænke på
bopælen efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a og 13 b,
som vil være omfattet af bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr.
1-3.
10. Skærpede økonomiske
konsekvenser
10.1. Gældende ret
10.1.1. Forsørgelsespligten og udbetaling af grund- og
tillægsydelse
Udlændingelovens § 42 a indeholder bl.a. regler om
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt over for
udlændinge, der opholder sig her i landet som
asylansøgere, og over for udlændinge, som ikke har ret
til at opholde sig her i landet.
Efter § 42 a, stk. 1, 1. pkt., får en
udlænding, der opholder sig her i landet og indgiver
ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7,
udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige
ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil
udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller
udlændingen udrejser eller udsendes, jf. dog bestemmelsens
stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. Af forarbejderne til § 42 a,
stk. 1, fremgår, at bestemmelsen ligeledes omfatter
udlændinge på tålt ophold, jf. Folketingstidende
2002-2003, tillæg A, L 292 som fremsat, bemærkningerne
til § 1, nr. 3 og 4, side 3967.
Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 2, får en
udlænding, der ikke er omfattet af § 42 a, stk. 1, eller
§ 43, stk. 1, og som efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke
har ret til at opholde sig her i landet, udgifterne til underhold
og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af
Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn
til forsørgelsen af udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.
Bestemmelsen omfatter bl.a. udlændinge, som er udvist ved
dom, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, men hvor
udvisningen efter afslutningen af strafafsoningen ikke er
effektueret.
Udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste er således omfattet af Udlændingestyrelsens
forsørgelsespligt.
Udlændingelovens § 42 a, stk. 3, indeholder en
række betingelser for at være omfattet af
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt. Efter
bestemmelsen er det bl.a. en betingelse, at udlændingens
opholdssted er kendt, jf. stk. 3, nr. 3. Kendes udlændingens
opholdssted ikke, eller opholder en udlænding sig uden for
centeret uden tilladelse, udbetales der ikke ydelser.
Udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens
forsørgelsespligt, får i henhold til § 42 b, stk.
1, udbetalt en grundydelse på 49,32 kr. (2016-beløb),
medmindre den pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, hvor der er en vederlagsfri
bespisningsordning.
Grundydelsen er et kontantbeløb til dækning af
udgifter til kost. Grundydelsen udgør pr. dag 49,32 kr. for
enlige og 39,05 kr. for udlændinge, der her i landet lever i
ægteskab eller samlivsforhold (2016-beløb).
En udlænding over 18 år, der får udgifterne
til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser
dækket af Udlændingestyrelsen efter § 42 a, stk. 1
eller 2, får endvidere som udgangspunkt udbetalt en
tillægsydelse, jf. § 42 b, stk. 8.
Tillægsydelsen er et kontantbeløb til dækning
af udgifter til tøj og småfornødenheder
(lommepenge). Tillægsydelsen udgør 28,78 kr. pr. dag
for en udlænding, der har en asylsag under behandling (fase
2), eller som er i udsendelsesposition (fase 3), mens
tillægsydelsen for udlændinge, der befinder sig i den
indledende fase, den såkaldte Dublinfase (fase 1), pr. dag
udgør 8,23 kr. (alle beløb 2016-niveau).
Tillægsydelsen udbetales uafhængigt af, om
udlændingen er indkvarteret på et indkvarteringssted
med selvhushold eller vederlagsfri bespisningsordning, men er
betinget af, at udlændingen har opfyldt sin kontrakt med
indkvarteringsoperatøren om undervisning og aktivering.
Til udlændinge, der har forsørgelsespligt over for
børn under 18 år, udbetales endvidere et
forsørgertillæg pr. barn, jf. nærmere
udlændingelovens § 42 b, stk. 3-7. Der kan højst
udbetales fire forsørgertillæg. For de to
første børn udbetales et almindeligt
forsørgertillæg, og for de to næste børn
udbetales et nedsat forsørgertillæg.
Forsørgertillægget udgør pr. dag 78,09 kr.
for udlændinge, der modtager grundydelse, og 28,78 kr. for en
udlænding, der ikke modtager grundydelse (2016-niveau). For
en udlænding, der befinder sig i den indledende fase (fase
1), udgør forsørgertillægget henholdsvis 57,55
kr. og 8,23 kr.
Forsørgertillægget udbetales dels til dækning
af udgifter til barnets kost (svarende til grundydelsen til
voksne), dels til dækning af udgifter til barnets tøj
og småfornødenheder (svarende til tillægsydelsen
til voksne).
Nedsat forsørgertillæg udgør 41,11 kr.
(2016-niveau) pr. barn. Nedsat forsørgertillæg
udbetales til dækning af udgifter til barnets kost. Nedsat
forsørgertillæg udbetales ikke til udlændinge,
der er indkvarteret på et indkvarteringssted med vederlagsfri
bespisningsordning.
Der er i udlændingelovens § 42 a, stk. 10 og 11,
fastsat nærmere betingelser for udbetaling af kontante
ydelser.
Det følger således af § 42 a, stk. 10, at
Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding ikke
får udbetalt kontante ydelser, når den
pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri
bespisningsordning, eller at udlændingen alene får
udbetalt grundydelse, forsørgertillæg og nedsat
forsørgertillæg, når den pågældende
er indkvarteret på et indkvarteringssted uden en vederlagsfri
bespisningsordning, hvis udlændingen ikke overholder en
række nærmere angivne forpligtelser m.v. eller har en
voldelig eller truende adfærd m.v.
Efter bestemmelsen i § 42 a, stk. 10, kan det således
have økonomiske konsekvenser, hvis udlændingen uden
rimelig grund udebliver fra en afhøring med
Udlændingestyrelsen eller politiet, hvis udlændingen
har udvist voldelig eller truende adfærd over for personale
og beboere på indkvarteringsstedet, eller hvis
udlændingen ikke efterkommer pålæg om
opholdspligt. Det kan endvidere have økonomiske
konsekvenser, hvis udlændingen ikke efterkommer politiets
bestemmelse om en i § 34 nævnt foranstaltning, hvis
udlændingen tilsidesætter et pålæg om at
udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften
af indkvarteringsstedet, eller hvis udlændingen er efterlyst
af politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller
udsendelse.
Bestemmelsen indebærer, at Udlændingestyrelsen kan
bestemme, at disse forhold skal have konsekvenser for udbetaling af
økonomiske ydelser.
En udlænding, der er indkvarteret på et
indkvarteringssted, hvor der er vederlagsfri bespisningsordning,
vil i så fald ikke få udbetalt kontante ydelser. Er
udlændingen indkvarteret på et indkvarteringssted uden
en sådan bespisningsordning, vil udlændingen alene
få udbetalt ydelser til dækning af kost (dvs.
grundydelse samt - hvis udlændingen har børn - den del
af forsørgertillægget, der angår dækning
af udgifter til kost og eventuelt nedsat
forsørgertillæg).
Der følger ikke af bestemmelsen, at styrelsen skal
træffe en sådan afgørelse.
Det følger endvidere af § 42 a, stk. 11, at
Udlændingestyrelsen skal bestemme, at en udlænding ikke
får udbetalt kontante ydelser eller alene får udbetalt
ydelser til dækning af kost bl.a., hvis udlændingen
ikke medvirker til asylsagens behandling eller - hvis politiet
drager omsorg for udlændingens udrejse - til udrejsen.
Efter udlændingelovens 42 b, stk. 11, 2. pkt., skal
indkvarteringsoperatøren træffe afgørelse om,
at der ikke skal udbetales tillægsydelse, hvis
udlændingen ikke overholder sin indkvarteringskontrakt, jf.
§ 42 c. Kontrakten indeholder bl.a. vilkår om, hvilke
nødvendige opgaver i forbindelse med driften af
indkvarteringsstedet som udlændingen har pligt til at
medvirke til udførelsen af, hvilken aktivering eller
undervisning den pågældende udlænding skal
deltage i m.v.
10.2. Ministeriets overvejelser
Som det fremgår, kan Udlændingestyrelsen i dag
træffe afgørelse om, at tillægsydelsen ikke skal
udbetales ved mang- lende overholdelse af opholds- og
meldepligten.
Aftalen om en strengere kontrol over for udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste indebærer,
at den gældende ordning for økonomiske konsekvenser
ved overtrædelse af opholds- og meldepligten skærpes,
således at Udlændingestyrelsen fremover skal
træffe afgørelse om, at tillægsydelsen ikke
udbetales.
Formålet med at skærpe de økonomiske
sanktioner er at sikre en bedre overholdelse af opholds- og
meldepligten. Med skærpelsen sendes efter regeringens
opfattelse et klart signal til den enkelte udlænding om, at
manglende overholdelse ikke accepteres. Dette vil endvidere
være med til at forebygge fremtidige overtrædelser af
opholds- og meldepligt.
Den foreslåede skærpelse bør efter
regeringens opfattelse også omfatte underretningspligten, der
foreslås indført med dette lovforslag.
Underretningspligten er knyttet til opholdspligten, og manglende
overholdelse af forpligtelserne bør sanktioneres efter samme
principper.
Regeringen finder endvidere, at skærpelsen også
bør omfatte de øvrige sanktionsgrunde, der
følger af § 42 a, stk. 10. Det drejer sig om
sanktionering, såfremt udlændingen udebliver fra en
afhøring hos politiet eller Udlændingestyrelsen,
udviser voldelig eller truende adfærd, ikke udfører
nødvendige opgaver, eller såfremt udlændingen er
efterlyst af politiet.
Den skærpede ordning vil navnlig kunne have konsekvenser
for udlændinge på tålt ophold.
Udvisningsdømte udlændinge vil derimod som
altovervejende hovedregel været afskåret fra at modtage
tillægsydelse allerede, fordi de ikke medvirker til udrejsen,
jf. udlændingelovens § 42 a. Der vil derfor som
udgangspunkt ikke opstå spørgsmål om
økonomiske konsekvenser som følge af manglende
overholdelse af opholds-, melde- og underretningspligten for denne
gruppe af udlændinge.
10.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne i udlændingeloven om
nedsættelse af økonomiske ydelser ændres
således, at manglende overholdelse af de forpligtelser m.v.,
der følger af § 42 a, stk. 10, fremover som det klare
udgangspunkt skal have økonomiske konsekvenser for
udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste.
Det foreslås endvidere, at den skærpede ordning
også omfatter manglende overholdelse af den foreslåede
underretningspligt.
Udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste vil som det klare udgangspunkt være pålagt
opholdspligt i et indkvarteringssted, hvor der er en vederlagsfri
bespisningsordning, og hvor udlændingen derfor modtager mad i
indkvarteringsstedets cafeteria. Det indebærer, at den
pågældende udlænding ikke modtager ydelser til
dækning af kost, men alene vil kunne modtage en
tillægsydelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Forslaget indebærer, at udbetaling af ydelser
ophører, hvis den pågældende er indkvarteret
på et indkvarteringssted, hvor der er en vederlagsfri
bespisningsordning, såfremt udlændingen ikke overholder
de forpligtelser, der er omfattet af § 42 a, stk. 10. I
praksis vil det indebære, at en udlænding ikke
får udbetalt tillægsydelse og - hvis udlændingen
har børn - ikke får udbetalt
forsørgertillæg.
Forslaget indebærer endvidere, at udbetaling af ydelser
nedsættes, hvis udlændingen undtagelsesvist er
indkvarteret på et indkvarteringssted, hvor der ikke er en
vederlagsfri be- spisningsordning. I praksis indebærer dette,
at den pågældende alene vil få udbetalt ydelser
til dækning af kost (dvs. grundydelse samt - hvis
udlændingen har børn - den del af
forsørgertillægget, der angår dækning af
udgifter til kost og eventuelt nedsat
forsørgertillæg).
Den foreslåede bestemmelse omfatter alene udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste, der som alt
overvejende består af enlige personer.
Den foreslåede ordning indebærer, at
Udlændingestyrelsen skal træffe afgørelse om
ophør af tillægsydelsen, hvis udlændingen ikke
overholder de forpligtelser, der følger af den
gældende bestemmelse i § 42 a, stk. 10, hvortil kommer
manglende overholdelse af den foreslåede
underretningspligt.
Bestemmelsen forudsættes administreret således, at
det - når der skal træffes afgørelse om
ophør eller nedsættelse af kontante ydelser - er
konstateret, at udlændingen ikke har overholdt en eller flere
af forpligtelserne, og at der ikke er undskyldelige årsager
bag f.eks. en manglende overholdelse af opholdspligten.
Herudover følger det af den foreslåede bestemmelse,
at Udlændingestyrelsen ikke skal træffe
afgørelse om ophør eller nedsættelse af
kontante ydelser, hvis "særlige grunde taler derimod". Der
kan således forekomme særlige tilfælde, hvor
udlændingens personlige forhold gør det urimeligt at
fratage den pågældende de økonomiske ydelser.
Heri ligger, at Udlændingestyrelsen efter en konkret
vurdering ikke skal træffe afgørelse om ophør
af kontante ydelser, hvis dette efter udlændingens personlige
og familiemæssige forhold vil virke særligt belastende
for udlændingen, f.eks. hvis udlændingen er alvorligt
svækket som følge af en livstruende sygdom.
Har Udlændingestyrelsen eller
indkvarteringsoperatøren truffet afgørelse om
ophør af ydelser på grund af andre forhold, vil der i
praksis ikke være behov for også at tage stilling til,
om en manglende overholdelse af forpligtelserne skal have
konsekvenser for udbetaling af tillægsydelse til
udlændingen, idet den pågældendes ydelse allerede
er ophørt.
Det er ikke en forudsætning efter den foreslåede
bestemmelse, at den pågældende udlænding er
indkvarteret i et udrejsecenter. Er der undtagelsesvis tale om, at
den pågældende er indkvarteret i et andet
indkvarteringssted, vil bestemmelsen også finde
anvendelse.
Som anført vil den skærpede ordning navnlig kunne
have konsekvenser for udlændinge på tålt ophold,
mens udvisningsdømte udlændinge som altovervejende
hovedregel vil været afskåret fra at modtage
tillægsydelse allerede, fordi de ikke medvirker til udrejsen,
jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 11, nr. 2, der
foreslåes ændret til stk. 12, nr. 2. Er der imidlertid
tale om, at den udvisningsdømte udlænding medvirker
til udrejsen, og er udlændingen pålagt meldepligt, vil
bestemmelsen også omfatte manglende overholdelse af en
sådan meldepligt.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7,
og den foreslåede bestemmelse til § 42 a, stk. 13.
11. Overflytning af klageadgang
11.1. Gældende ret
Efter udlændingelovens § 34, stk. 1, kan politiet,
indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en
udlænding uden lovligt ophold skal afvises, udvises,
overføres eller udsendes, iværksætte en
række foranstaltninger med henblik på at sikre
udlændingens tilstedeværelse. Politiet kan efter
bestemmelsen træffe afgørelse om, at udlændingen
i sådanne tilfælde skal deponere sit pas, anden
rejselegitimation og billet hos politiet, stille en af politiet
fastsat sikkerhed, tage ophold efter politiets nærmere
bestemmelse (opholdspligt) og pålægges meldepligt.
Efter udlændingelovens § 34, stk. 6, kan politiet
anvende samme foranstaltninger, som nævnt i stk. 1, når
det må anses for nødvendigt for at sikre
tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en
dansk lufthavn med henblik på udsendelse.
Det er en betingelse for anvendelse af foranstaltningerne i
§ 34, stk. 1 og 6, at de må anses for nødvendige
for at sikre udlændingens tilstedeværelse.
Efter udlændingelovens § 34, stk. 2, kan politiet,
hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre
udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens
behandling eller udrejsen, bestemme, at en udlænding skal
give møde hos politiet på nærmere angivne
tidspunkter (meldepligt), såfremt udlændingen er
omfattet af en af bestemmelserne i § 34, stk. 2, nr. 1-4.
Meldepligt kan f.eks. pålægges, hvis en udlænding
har indgivet ansøgning om asyl i Danmark og ikke medvirker
til sagens oplysning (nr. 1,) eller hvis en udlænding uden
rimelig grund efter tilsigelse udebliver fra en afhøring ved
Udlændingestyrelsen eller politiet (nr. 2.). Det vil
være tilstrækkeligt for at fastsætte meldepligt,
at dette skønnes hensigtsmæssigt. Hensigten med
bestemmelsen er at give mulighed for en systematisk anvendelse af
meldepligten (om fornødent dagligt).
Efter udlændingelovens § 34, stk. 3, bestemmer
politiet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at
sikre en udlændings tilstedeværelse eller medvirken til
udrejsen, at udlændingen skal give møde hos politiet
på nærmere angivne tidspunkter. Meldepligten
pålægges som udgangspunkt tre gange om ugen og kan om
fornødent pålægges dagligt.
Bestemmelsen i § 34, stk. 3, omfatter navnlig afviste
asylansøgere.
Efter udlændingelovens § 34, stk. 4, bestemmer
politiet, medmindre særlige grunde taler derimod, at en
udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller §
8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller
§ 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf.
§ 31, og en udlænding, der har fået afslag
på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7
eller § 8, stk. 1 eller 2, men som ikke kan udsendes af
landet, jf. § 31, skal give møde hos politiet på
nærmere angivne tidspunkter med henblik på
løbende at sikre, at politiet har kendskab til
udlændingens opholdssted. Meldepligten pålægges
som udgangspunkt dagligt.
Bestemmelsen i § 34, stk. 4, omfatter udlændinge
på tålt ophold.
Det følger endvidere af udlændingelovens § 34,
stk. 5, at politiet medmindre særlige grunde taler derimod
bestemmer, at en udlænding, der er udvist ved endelig dom
efter §§ 22-24, og som ikke er
varetægtsfængslet efter § 35, skal give
møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter
med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af
bestemmelsen om udvisning.
Bestemmelsen i § 34, stk. 5, omfatter udlændinge, der
er udvist ved dom på grund af kriminalitet. Efter
bestemmelsen er det muligt at pålægge kriminelle
udviste systematisk meldepligt med henblik på at sikre en
effektiv fuldbyrdelse af udvisningen. Meldepligten
pålægges som udgangspunkt tre gange om ugen og kan om
fornødent pålægges dagligt.
Det fremgår af § 48, 2. pkt., at afgørelser
efter § 34 kan træffes af Rigspolitichefen eller
politidirektøren.
Det henhører under Rigspolitiet at beslutte, hvorledes
kompetencen til at træffe afgørelse efter § 34
mest hensigtsmæssigt fordeles mellem Rigspolitiet og
politikredsene. Der følger ikke af forarbejderne til §
34 og § 48 nogen nærmere angivne forudsætninger
for fordelingen af opgaver mellem Rigspolitichefen (Rigspolitiet)
og politidirektøren (politikredsene).
Tidligere har det henhørt under politikredsene at
træffe afgørelse om anvendelse af foranstaltninger
efter § 34, stk. 1 og 6, samt til dels § 34, stk. 2
(manglende medvirken til sagens behandling i
Udlændingestyrelsen), mens Rigspolitiet har truffet
afgørelse om pålæg om meldepligt efter §
34, stk. 3, 4 og 5, samt til dels § 34 stk. 2 (manglende
medvirken til udrejsen).
Som led i en reorganisering af politiets varetagelse af opgaver
på udlændingeområdet er kompetencen til at
træffe afgørelser efter udlændingelovens §
34, stk. 2, 3 og 5, blevet overført fra Rigspolitiet til
Nordsjællands Politi. Det forventes endvidere, at sager om
kompetencen til at træffe afgørelse om meldepligt
efter § 34, stk. 4, (over for udlændinge på
tålt ophold) på sigt vil blive overført til
Nordsjællands Politi. Der er i forbindelse med
reorganisationen etableret et center, Udlændingecenter
Nordsjælland, under Nordsjællands Politi med ansvar for
spørgsmål vedrørende bl.a. udsendelse af
udlændinge og anvendelse af udlændingeretlige
foranstaltninger efter § 34. Centret har bl.a. til
formål at sikre en kompetencemæssig styrkelse af
Nordsjællands Politis varetagelse af opgaver på
udsendelsesområdet, herunder sikre, at Rigspolitiets
sagkundskab på området videreføres. Bl.a.
på den baggrund samles opgaverne i en politikreds.
Der foretages ikke i forbindelse med reorganiseringen
ændringer i fordelingen af opgaver efter § 34, stk. 1,
og 6, som således fortsat vil ligge hos de enkelte
politikredse.
Klager over afgørelser truffet efter § 34 kan
påklages til Udlændinge-, Integrations- og
Boligministeriet, jf. § 48, stk. 2, 5. pkt. Der er herudover
en almindelig adgang til domstolsprøvelse efter grundlovens
§ 63.
11.2. Ministeriets overvejelser
Som det fremgår, kan politiets afgørelser efter
udlændingelovens § 34 om anvendelse af foranstaltninger
over for udlændinge i dag påklages til
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. I praksis
påklages navnlig Rigspolitiets afgørelser om
pålæg af meldepligt efter § 34, stk. 4, til
udlændinge på tålt ophold. Herudover
påklages i mindre omfang pålæg om
foranstaltninger efter de øvrige bestemmelser i §
34.
Det henhører som nævnt under Rigspolitiet at
beslutte, hvordan kompetencen til at træffe afgørelse
efter § 34 mest hensigtsmæssig fordeles mellem
Rigspolitiet og politikredsene.
Politikredsene træffer i dag afgørelse i sager
efter udlændingelovens § 34, stk. 1 og 6, samt til dels
§ 34, stk. 2 (mang- lende medvirken til sagens behandling i
Udlændingestyrelsen).
Som led i den reorganisering i politiet, der er ved at blive
gennemført, er kompetencen til at træffe
afgørelse i sager om meldepligt ved manglende medvirken til
udrejsen (§ 34, stk. 2), klager over meldepligt for afviste
asylansøgere m.v. (§ 34, stk. 3) og kriminelle udviste
(§ 34, stk. 5) for nyligt overført til
Nordsjællands politi.
Sager om meldepligt for udlændinge på tålt
ophold (§ 34, stk. 4) behandles i dag af Rigspolitiet. Som
nævnt er det dog forventningen, at disse sager ligeledes
bliver flyttet til Nordsjællands politi.
Da Rigspolitiet er overordnet myndighed for politikredsene, og
besidder en betydelig sagkundskab på området, og da
spørgsmålet om, hvorvidt en foranstaltning er
proportional i høj grad også beror på en
politifaglig vurdering, finder regeringen, at kompetencen til at
behandle klager efter § 34 over foranstaltninger truffet af
politidirektøren i første instans bør
overflyttes fra udlændinge-, integrations- og boligministeren
til Rigspolitichefen.
De sager, hvor Rigspolitiet træffer afgørelse i
første instans, vil fortsat kunne påklages til
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.
Det bemærkes i øvrigt, at afgørelser om
meldepligt og opholdspligt vil kunne indbringes for domstolene
efter grundlovens § 63.
11.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at kompetencen til at behandle klager over
politidirektørens afgørelser efter § 34
overflyttes fra Udlændinge-, Integrations- og
Boligministeriet til Rigspolitichefen.
Forslaget ændrer ikke ved, at det henhører under
Rigspolitiet at beslutte, hvorledes kompetencen til at træffe
afgørelse efter § 34 mest hensigtsmæssig fordeles
mellem Rigspolitiet og politikredsene.
I det omfang, Rigspolitiet behandler afgørelser efter
§ 34 i første instans, vil der fortsat være
klageadgang til Udlændinge-, Integrations- og
Boligministeriet.
Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over
afgørelser truffet efter § 34 af
politidirektørerne kan ikke påklages til
udlændinge-, integrations- og boligministeren.
Rigspolitiets og politikredsenes afgørelser truffet i
medfør af udlændingelovens § 34 vil - som hidtil
- kunne indbringes for domstolene efter grundlovens § 63.
12. Forholdet
til Danmarks internationale forpligtelser
Det følger af Den Europæiske
Menneskerettighedskonven- tions (EMRK) artikel 8, stk. 1, at enhver
har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Det
følger endvidere af artikel 2, stk. 1, i 4.
tillægsprotokol til EMRK, at enhver, der lovligt befinder sig
på en stats område, inden for dette skal have ret til
at færdes frit og til frit at vælge sit
opholdssted.
Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 42 a, stk. 10, skal udlændinge på tålt
ophold og kriminelle udviste, som er pålagt at tage ophold
på et bestemt indkvarteringssted, jf. stk. 8, 1. pkt., give
underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis de agter at
tage ophold uden for indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl.
23.00 og 6.00.
Der foreligger ministeriet bekendt ikke praksis fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende en
ordning svarende til den foreslåede.
Det forhold, at en udlænding på tålt ophold og
en kriminel udvist skal orientere indkvarteringsoperatøren
(kriminalforsorgen) om, at den pågældende har til
hensigt ikke at opholde sig på indkvarteringsstedet, må
imidlertid antages at udgøre et indgreb, der er omfattet af
EMRK artikel 8.
Den foreslåede underretningspligt må efter
omstændighederne antages ligeledes at udgøre et
indgreb i de omfattede personers ret til at færdes frit og
til frit at vælge deres opholdssted efter artikel 2, stk. 1,
i 4. tillægsprotokol til EMRK.
Derimod vil den foreslåede underretningspligt ikke have en
intensitet, som indebærer, at der er tale om
frihedsberøvelse efter EMRK artikel 5.
De nævnte indgreb vil være forenelige med EMRK, hvis
de varetager et anerkendelsesværdigt formål, er
forskrevet ved lov og opfylder proportionalitetskravet, jf. EMRK
artikel 8, stk. 2, og artikel 2, stk. 3, i 4. tillægsprotokol
til EMRK.
Underretningspligten har til formål at sikre en bedre
overholdelse af og styrket kontrol med opholdspligten, som har til
formål at sikre, at myndighederne er bekendt med den
pågældendes opholdssted, således at der kan ske
udsendelse, hvis mulighederne herfor skulle opstå. Indgrebet
forfølger derfor hensynet til at forebygge nye
overtrædelser af opholdspligten og dermed forebygge
forbrydelse.
Underretningspligten må endvidere som udgangspunkt anses
for at udgøre et proportionalt indgreb.
Det må således konstateres, at der løbende
sker overtrædelser af opholdspligten, og at der derfor er et
væsentligt behov for at sikre bedre overholdelse af og styrke
kontrollen med opholdspligten. Underretningspligten må i den
forbindelse antages alene at udgøre et indgreb af beskeden
intensitet. Der er således ikke tale om, at
udlændingene skal oplyse baggrunden for, at de agter ikke at
opholde sig på indkvarteringsstedet, eller oplyse, hvor de
agter at tage ophold.
Underretningspligten er ikke absolut, idet der skal gøres
undtagelse herfra, hvis særlige grunde tilsiger det.
Særlige grunde kan f.eks. foreligge i tilfælde, hvor
en udlænding har efterlevet myndighedernes påbud om
opholds-, melde- og underretningspligt i en længere periode.
Udlændingestyrelsen kan ved beslutning om, hvorvidt en
udlænding kan pålægges underretningspligt
inddrage, hvor længe udlændingen har været
på opholdspligt, og om udlændingen i øvrigt
hidtil har overholdt sin opholds- og meldepligt. Hvis forholdene i
øvrigt taler herfor skal Udlændingestyrelsen i et
sådan tilfælde træffe beslutning om
ophævelse af underretningspligten.
Reglerne om opholds-, melde- og underretningspligt skal i
øvrigt administreres i overensstemmelse med Danmarks
internationale forpligtelser, jf. Højesterets dom af 1. juni
2012 (UfR. 2012.2874 H). Det indebærer bl.a., at
Udlændingestyrelsen og politiet løbende skal vurdere,
om påbud om opholds-, melde- og underretningspligt er i
overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. I den
konkrete sag fandt Højesteret efter en samlet vurdering, at
Udlændingeservices (nu Udlændingestyrelsen)
afgørelse om, at den pågældende udlænding
skulle bo og overnatte i Center Sandholm, udgjorde et
uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med
artikel 2 i Tillægsprotokol 4 til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Afgørelsen måtte derfor
ophæves som ugyldig.
Det er på denne baggrund Udlændinge-, Integrations-
og Boligministeriets opfattelse, at underretningspligten ikke er
mere indgribende end nødvendigt og derfor er i
overensstemmelse med EMRK.
13. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Med Aftalen om strengere kontrol med
udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste er der afsat 9 mio. kr. i 2017, 13 mio. kr. i 2018,
26 mio. kr. i 2019, 31 mio. kr. i 2020 og 41 mio. kr. årligt
i 2021 og frem til finansiering af merudgifterne forbundet med
initiativerne.
Af den samlede ramme er der afsat 1,2 mio. kr. årligt i
2017 og frem på § 14.31.01. Udlændingestyrelsen
til administration af initiativerne i Udlændingestyrelsen.
Den resterende ramme er afsat på en central reserve på
§ 14.11.79. Reserver og budgetregulering.
De udgiftsmæssige konsekvenser er indarbejdet på
forslag til finanslov for 2017.
Som følge af lovforslaget udmøntes der 1,5 mio.
kr. årligt i 2017 og frem fra den centrale reserve på
§ 14.11.79. Reserver og budgetregulering til § 11.23.01.
Politiet og den lokale anklagemyndighed m.v. til sagsbehandling af
klager over meldepligt. Udmøntningen forventes at blive
indarbejdet på ændringsforslag til finanslov for
2017.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for kommuner eller regioner.
14. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v.
15. Administrative konsekvenser for borgerne
Indførelse af en underretningspligt ventes at
medføre mindre administrative konsekvenser for
udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste.
Indførelse af en underretningspligt har således
negative konsekvenser for borgernes retssikkerhed, idet der med
underretningspligten indføres en oplysningspligt, hvorved
udlændingene skal give oplysninger om ophold uden for
indkvarteringscenteret i nattetimerne. Myndighederne vil have flere
tilgængelige oplysninger om udlændingene, idet det dog
bemærkes, at udlændingen ikke er forpligtet til at
oplyse, hvor den pågældende opholder sig.
Den foreslåede ændring af klageadgangen over
foranstaltninger truffet i medfør af § 34 vurderes ikke
at have negative eller positive konsekvenser for borgernes
retssikkerhed.
16. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
17. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
18. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 6. oktober 2016
til den 28. oktober 2016 været sendt til høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Amnesti Nu, Amnesty International, Asylret,
Bedsteforældre for Asyl, Børnerådet,
Børns Vilkår, Central organisationernes
Fællesudvalg CFU, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks
Rederiforening, Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk
Fængselsforbund, Dansk PEN, Dansk
Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Regioner,
Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den
Danske-Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, Den Katolske
Kirke i Danmark, Det Etiske Råd, DIGNITY - Dansk Institut mod
Tortur, Dokumentations- og Rådgivningscentret om
Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Fagligt Fælles Forbund (3F),
Finansrådet, Finanstilsynet, Flygtningenævnet,
Foreningen af Fængselsinspektører,
vicefængselsinspektører og økonomichefer,
Foreningen af Offentlige Anklagere, Færøernes
Landsstyre, HK Danmark, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense
Universitetshospital, Indvandrerrådgivningen, Institut for
Menneskerettigheder, Justitia, KL, Kriminalforsorgens Lokale
Præsteforening, Kriminalforsorgsforeningen, Københavns
Universitet, Det Juridiske Fakultet, Landsforeningen Adoption og
Samfund, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen
KRIM, Lægeforeningen, Naalakkersuisut (Grønlands
Selvstyre), Offerrådgivningerne i Danmark, PRO-Vest,
Politidirektørforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for
Østre Landsret, RCT - Rehabiliterings- og Forskningscentret
for Torturofre, Red Barnet, Refugees Welcome, Retspolitisk
Forening, Retssikkerhedsfonden, Rigspolitiet, Røde Kors,
Rådet for Etniske Minoriteter, Samtlige byretter, SOS mod
Racisme, Sø- og Handelsretten, Udlændingenævnet,
UNHCR Regional Representation for Nothern Europe, Ægteskab
uden grænser.
| | | | | | 19. Sammenfattende skema | | | | | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Med aftale mellem regeringen,
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti af 15. juni 2016 om strengere kontrol med
udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste
er der afsat 9 mio. kr. i 2017, 13 mio. kr. i 2018, 26 mio. kr. i
2019, 31 mio. kr. i 2020 og 41 mio. kr. årligt i 2021 og frem
til finansiering af merudgifterne forbundet med
initiativerne. | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Lovforslaget vil medføre yderligere
sagsbehandling af sager vedrørende underretsningspligt i
Udlændingestyrelsen og sager om klager over foranstaltninger
truffet i medfør af § 34 i politiet. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Indførelse af en underretningspligt
vil medføre mindre administrative konsekvenser for
udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste. | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. | Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt X) | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Efter den gældende
bestemmelse i 34 a kan Udlændingestyrelsen beslutte, at en
udlænding på tålt ophold, som gentagne gange er
straffet for manglende overholdelse af et opholdspåbud, jf.
§ 42 a, stk. 8, jf. § 60, stk. 1, som en foranstaltning
til at styrke kontrollen med overholdelsen af
opholdspåbuddet, jf. § 42 a, stk. 9, i en periode
på 1 måned skal registreres ved ind- og udgang af
indkvarteringsstedet ved en elektronisk sender, som monteres
på udlændingens person.
Bestemmelsen omhandler alene
udlændinge på tålt ophold, hvorimod kriminelle
udviste ikke er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.
Bestemmelsen har ikke været anvendt i praksis.
Det foreslås i lovforslagets
§ 2, nr. 4, at indføre en ny ordning, hvorefter
udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste,
som overtræder deres opholds-, melde- eller
underretningspligt fremover som udgangspunkt skal afsone en del af
straffen på bopælen i indkvarteringsstedet i
fodlænke.
Som følge heraf
foreslås det at ophæve den eksisterende ordning i § 34 a, hvorefter fodlænke kan
påmonteres som en administrativ udlændingeretlig
foranstaltning.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 4.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Til 35
a
Der gælder i dag ingen regler
i udlændingeloven, hvorefter en udlænding på
tålt ophold eller en kriminel udvist, der overtræder
sin opholds-, melde- eller den foreslåede underretningspligt,
kan varetægtsfængsles.
Det foreslås, at der i
udlændingeloven indføres en særlig adgang til at
varetægtsfængsle en udlænding på tålt
ophold eller en kriminel udvist, der overtræder sin opholds-,
melde- eller underretningspligt.
Dette skal sikre
tilstedeværelsen af udlændinge på tålt
ophold og kriminelle udviste, som overtræder deres
kontrolforpligtelser, under straffesagen og en eventuel appel. Den
pågældende udlænding vil på et tidligere
tidspunkt blive stillet for en dommer og blive forhindret i at
begå fortsat kriminalitet. Varetægtsfængslingen
har således til formål at sikre, at der hurtigt gribes
ind, hvis en udlænding på grov vis ikke overholder sin
opholds-, melde- eller underretningspligt.
Det foreslås således i
stk. 1, at en udlænding kan
varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke
om, at udlændingen gentagne gange har overtrådt
pålæg, der er meddelt udlændingen efter §
34, stk. 4 eller stk. 5 (meldepligt), § 42 a, stk. 8, 1. pkt.
(opholdspligt), eller § 42 a, stk. 10 (underretnignspligt).
Der er tale om en helt særlig varetægtshjemmel, der kun
finder anvendelse ved overtrædelse af opholds-, melde- og
underretningspligt for udlændinge på tålt ophold
og kriminelle udviste.
Det foreslås, at der stilles
krav om, at der er en begrundet mistanke om, at en sigtet har
begået gentagne overtrædelser af udlændingelovens
§ 34, stk. 4 eller 5, § 42 a, stk. 8, 1. pkt., eller den
foreslåede § 42 a, stk. 10. Mistankekravet svarer til,
hvad der kræves for at træffe bestemmelse om
varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762,
stk. 1.
Ved gentagne overtrædelser
forstås, at den pågældende slet ikke overholder
eller i væsentlig grad misligholder sine forpligtelser.
Spørgsmålet om, hvorvidt en udlænding i
væsentlig grad misligholder sine forpligtelser, vil bero
på en induviduel og konkret vurdering af den
pågældendes forhold.
Bestemmelsen forudsættes
udmøntet således, at retten skal vurdere
overtrædelsernes omfang over en vis periode. Er der tale om
en udlænding, der ikke tidligere er dømt for
overtrædelse af kontrolforpligtelserne, vil
overtrædelserne skulle vurderes inden for en periode på
op til 4 måneder. Er der tale om, at den
pågældende tidligere har været dømt for
overtrædelse af kontrolforpligtelserne, vil perioden
være kortere og op til 2 måneder.
Det er ikke et krav, at der er tale
om en uafbrudt række af overtrædelser, men det
forudsættes dog, at den pågældende
udlænding inden for den pågældende periode i
væsentligt omfang har misligholdt sine forpligtelser.
Endvidere vil det forhold, at en
udlænding inden for perioden i et mindre omfang har overholdt
sine forpligtelser, være uden betydning, såfremt
perioden som helhed har været præget af manglende
overholdelse.
Ved vurderingen af, om der er tale
om gentagne overtrædelser inden for de nævnte perioder,
forudsættes det, at der er tale om overtrædelser af et
sådant omfang, at den pågældende vil kunne
straffes med fængsel i mere end 30 dage, jf. nærmere
nedenfor om retsplejelovens § 762, stk. 3.
Spørgsmålet om,
på hvilket tidspunkt der inden for de nævnte perioder
kan ske varetægtsfængsling, vil bero på, i
hvilket omfang udlændingen overtræder sine
forpligtelser. Er der tale om, at udlændingen slet ikke eller
kun i meget begrænset omfang overholder sine forpligtelser,
vil der kunne ske varetægtsfængsling på et
tidligere tidspunkt i perioden.
Det er som udgangspunkt heller ikke
en betingelse, at udlændingen har misligholdt alle tre
forpligtelser i perioden, når blot der samlet er tale om en
væsentlig overtrædelse inden for perioden. Der er som
udgangspunkt tilstrækkeligt, at der forelægger en
væsentlig overtrædelse af én af
forpligtelserne.
Den pågældende vil
alene kunne varetægtsfængsles, efter at
udlændingen af anklagemyndigheden har været fremstillet
for retten med henblik på stillingtagen til
varetægtsfængsling. Det er således retten, der
træffer bestemmelse om varetægtsfængsling.
I praksis vil anklagemyndigheden
typisk fremlægge oplysninger fra anmeldelser fra
Udlændingestyrelsen og politiet om udlændingens
manglende overholdelse af opholds-, melde- eller
underretningspligt. Dette kan f.eks. bestå i dokumentation af
oplysninger fra den elektroniske adgangskontrol i
indkvarteringsstedet eller andre oplysninger, der måtte danne
grundlag for anmeldelsen.
Domstolene vil i forbindelse med
vurderingen af sagen skulle tage stilling til, om
varetægtsfængslingen udgør et proportionalt
indgreb i forhold til den forvoldte forstyrrelse af den sigtede
forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes,
hvis den sigtede findes skyldig.
Det foreslås i § 35 a,
stk. 2, at retsplejelovens bestemmelser
om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der
træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse ved
varetægtsfængsling efter udlændingelovens §
35 a.
Henvisningen til retsplejelovens
regler i den foreslåede bestemmelse omfatter ikke blot
bestemmelserne om varetægtsfængsling i retsplejelovens
kapitel 70, men også de relevante bestemmelser i
retsplejelovens øvrige kapitler, herunder bestemmelserne i
kapitel 62 og 63 om rettens stedlige og saglige kompetence,
bestemmelsen i § 731, stk. 1, litra a, om advokatbeskikkelse
og bestemmelserne i kapitel 85 om kæremål.
Retsplejelovens bestemmelse i
§ 762, stk. 3, hvorefter varetægtsfængsling ikke
kan anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville
medføre straf af bøde eller fængsel i
højst 30 dage, eller hvis frihedsberøvelsen vil
stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af
sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan
ventes, hvis sigtede findes skyldig, vil endvidere finde
anvendelse. Der vil således efter den foreslåede
bestemmelse i udlændingelovens § 35 a ikke kunne ske
varetægtsfængsling, såfremt
varetægtsfængslingen ikke kan anses for proportional i
forhold til den lovovertrædelse, som udlændingen er
mistænkt for at have begået.
Henvisningen omfatter endvidere
retsplejelovens bestemmelser om foranstaltninger, der
fastsættes i medfør af retsplejelovens § 765 til
at træde i stedet for varetægtsfængsling. Der vil
således kunne træffes afgørelse om
varetægtsfængsling i surrogat - eksempelvis ved at den
sigtede skal undergive sig psykiatrisk behandling på et
hospital eller lignende.
Der henvises endvidere til den
foreslåede bestemmelse i § 35 b om
varetægtsfængsling i fodlænke.
Den foreslåede angivelse i
§ 35 a, stk. 2, af, at retsplejelovens regler i øvrigt
finder anvendelse, er endvidere foretaget for herved at markere, at
udlændingelovens § 35 a er et supplement til
retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling, og
at retsplejelovens regler derfor ikke finder anvendelse, i det
omfang betingelserne i udlændingelovens § 35 a er
opfyldt.
Dette indebærer, at
anklagemyndigheden skal nedlægge principal påstand om
varetægtsfængsling efter udlændingelovens §
35 a. I det omfang § 35 a ikke finder anvendelse, vil der dog,
hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, kunne ske
varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762,
stk. 1 og 2, samt efter udlændingelovens § 35 og
frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36.
§ 35 a vil ikke finde
anvendelse, hvis udlændingen tillige har overtrådt
anden lovgivning (straffeloven eller særlovgivning) og denne
overtrædelse indgår i fængslingsgrundlaget. I
sådanne tilfælde vil der alene kunne ske
varetægtsfængsling, hvis betingelserne for
varetægtsfængsling efter retsplejelovens almindelige
regler er opfyldt. I tilfælde, hvor udlændingen tillige
har overtrådt anden lovgivning, men hvor denne kriminalitet
ikke giver grundlag for varetægtsfængsling, vil der
kunne ske varetægtsfængsling efter den nu
foreslåede adgang til varetægtsfængsling i
udlændingeloven som følge af overtrædelse af
opholds-, melde- eller underretningspligten.
Til § 35
b
Det er i dag ikke muligt at
varetægtsfængsle en udlænding i fodlænke i
indkvarteringsstedet.
Det foreslås i § 35 b,
stk. 1, at der indføres en
særlig hjemmel til, at varetægtsfængsling kan ske
på bopælen i indkvarteringsstedet ved brug af
fodlænke. Hvis betingelserne efter § 35 a, stk. 1 er
opfyldt, træffer retten således, hvis sigtede samtykker
heri, bestemmelse om anbringelse af udlændingen på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol, medmindre særlige forhold taler
herimod.
En varetægtsfængsling i
fodlænke på bopælen i indkvarteringsstedet vil
indebære, at den pågældende udlænding under
varetægten opholder sig på det indkvarteringssted, hvor
udlændingen ellers har pligt til at opholde sig efter
reglerne i udlændingeloven. Dette vil kunne medvirke til at
forebygge nye overtrædelser af kontrolforanstaltningerne,
efter at varetægtsfængslingen er afsluttet.
Den foreslåede ordning har
karakter af varetægtsfængsling i surrogat og svarer til
ordningen i retsplejelovens § 765, hvorefter retten under
nærmere betingelser kan bestemme, at en sigtet skal
varetægtsfængsles i surrogat. Der er imidlertid tale om
en ny form for surrogatvaretægtsfængsling, hvor den
pågældende skal opholde sig på sin bopæl i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol
(fodlænke).
Med lovforslaget lægges der
op til, at retten som udgangspunkt træffer bestemmelse om
varetægtsfængsling på bopælen i
indkvarteringsstedet. Der er dog en forudsætning, at den
pågældende udlænding samtykker heri.
Såfremt udlændingen ikke vil meddele sit samtykke, vil
udlændingen i stedet skulle varetægtsfængsles i
et arresthus. Samtykke kan gives skriftligt eller mundtligt over
for dommeren i retten.
Hvis udlændingen giver
samtykke, foreslås det, at retten træffer bestemmelse
om varetægtsfængsling i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet, medmindre særlige
forhold taler imod.
Sådanne særlige forhold
kan f.eks. foreligge, hvis der er en konkret grund til at antage,
at udlændingen ikke vil kunne tilpasse sig forholdene under
varetægtsfængslingen på bopælen i
indkvarteringsstedet, herunder hvis der er formodning for, at den
pågældende vil unddrage sig
varetægtsfængslingen.
Såfremt den
pågældende tidligere er undveget fra
varetægtsfængsling eller afsoning i
indkvarteringsstedet, kan dette ligeledes udgøre
særlige forhold, der taler imod
varetægtsfængsling i indkvarteringsstedet.
Der kan endvidere foreligge
særlige forhold, hvis udlændingen tidligere har udvist
voldelig eller generende adfærd over for andre beboere
på indkvarteringsstedet.
Ved udlændingens bopæl
i indkvarteringsstedet forstås det værelse, som
udlændingen har fået eller får anvist.
Udlændingens bopæl vil endvidere omfatte fælles
sanitære faciliteter, i det omfang disse ikke er etableret i
direkte tilknytning til værelset. Er der i den bygning, hvor
udlændingens værelse ligger, et fælles tv- og
aktivitetsrum eller lignende, vil dette også henregnes som en
del af en udlændingens bopæl. Udlændingen vil
endvidere have mulighed for at gå udenfor og opholde sig i
umiddelbar tilknytning til den bygning, hvor udlændingens
værelse er.
Det forudsættes, at
kriminalforsorgen i forbindelse med
varetægtsfængslingens iværksættelse
nærmere anviser det område, som udgør
udlændingens bopæl i indkvarteringsstedet,
således at den pågældende har en klar
forståelse af, hvor vedkommende har pligt til at opholde
sig.
Varetægtsfængslingen
sker som anført i fodlænke. Det foreslås i den
forbindelse, at der som udgangspunkt vil blive anvendt samme
elektroniske overvågningsteknik som anvendes i forbindelse
med afsoning i fodlænke efter de gældende regler i
straffuldbyrdelseslovens kapital 13 a og efter den foreslåede
adgang til afsoning i fodlænke på bopælen i
indkvarteringsstedet.
Det foreslås i medfør
af stk. 2, at der indføres en
bemyndigelse til, at udlændinge-, integrations- og
boligministeren efter forhandling med justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om
varetægtsfængslingens iværksættelse og
gennemførelse, samt anvendelse af elektronisk
overvågning, herunder karakteren af elektronisk kontrol
m.v.
Det foreslås således,
at den nærmere regulering af forholdene under
varetægtsfængslingen, herunder ordningen med
varetægtsfængsling i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet, foretages i en
bekendtgørelse. Der vil i den forbindelse blive fastsat
regler om forholdene under varetægtsfængslingen,
herunder regler om udlændingens rettigheder og pligter under
varetægtsfængslingen, kontakt til samfundet m.v. Der
vil herudover blive fastsat regler om, hvilke vilkår der kan
fastsættes af retten, og konsekvenser ved manglende
overholdelse af vilkårene, ligesom der vil blive fastsat
regler om tilsynet og kontrollen med udlændingen under
varetægtsfængslingen.
Der vil i den forbindelse kunne
blive fastsat vilkår, der som udgangspunkt vil svare til de
vilkår, der foreslås at gælde under afsoning i
fodlænke på bopælen i indkvarteringsstedet, jf.
nærmere afsnit 4.3.4.
Det vil kunne blive fastsat som et
vilkår, at den fængslede ikke begår strafbart
forhold, og at den fængslede i varetægtsperioden kun
forlader sin bopæl inden for de af
kriminalforsorgsområdet fastsatte tidsrum. Det vil endvidere
blive fastsat som et vilkår, at den fængslede alene
forlader bopælen med henblik på at deltage i de
aktiviteter, der tilbydes den pågældende under
fængslingen.
Herudover vil der af retten kunne
blive fastsat vilkår om, at udlændingen under
varetægtsfængslingen ikke indtager alkohol,
euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den
almindelige lovgivning. Retten vil endvidere fastsætte
vilkår om, at udlændingen under
varetægtsfængslingen undergiver sig
kriminalforsorgsområdets tilsyn og kontrol, herunder
elektronisk kontrol m.v., samt overholder de forskrifter, som
kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af
tilsynet, og undergiver sig de særvilkår, som
kriminalforsorgen eventuelt måtte finde fornødent.
Særvilkår kan fastsættes af kriminalforsorgen,
hvis det under varetægtsfængslingen konstateres, at
udlændingen har behov for misbrugsbehandling.
Der vil endvidere administrativt
blive fastsat regler om tilsyn og kontrol med den fængslede i
varetægtsperioden.
Tilsyn og kontrol
påtænkes udmøntet således, at
kriminalforsorgen fører tilsyn med udlændingen i den
periode, hvor udlændingen er varetægtsfængslet i
fodlænke i indkvarteringsstedet, herunder fører tilsyn
med, om udlændingen opholder sig på sin bopæl.
Tilsynet vil blive gennemført af
kriminalforsorgsområdet.
Der vil endvidere blive fastsat
regler om, at den pågældende, inden retten
træffer afgørelse om varetægtsfængsling,
vejledes om de rettigheder og pligter, som tilsynet
indebærer. Det kan ske ved, at anklagemyndigheden udleverer
en informationsfolder om rettigheder og pligter.
Ordningen foreslås
udmøntet, så det er kriminalforsorgen, der står
for varetagelsen og gennemførelsen af
varetægtsopholdet på bopælen i
indkvarteringsstedet. Det vil ligeledes være
kriminalforsorgen, der fører tilsyn med udlændingen i
den periode, hvor udlændingen er
varetægtsfængslet i fodlænke, herunder
fører tilsyn med, om udlændingen opholder sig på
sin bopæl i indkvarteringsstedet.
Kontrollen med udlændingens
overholdelse af vilkåret om at opholde sig på
bopælen i de tidsrum, hvor den pågældende har
pligt hertil, vil blive tilrettelagt svarende til kontrollen med
afsoning i fodlænke efter den foreslåede ordning og
svarende til fodlænke efter den gældende ordning i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Kontrollen vil derfor
foregå døgnet rundt og finde sted elektronisk og
fysisk. Ved varetægtsfængsling i fodlænke efter
den foreslåede ordning vil der i den forbindelse blive
anvendt samme elektroniske overvågningsteknik som ved
afsoning i fodlænke.
Herudover vil der blive fastsat
regler om tilsynets gennemførelse, herunder om tilsynets
iværksættelse, kontakthyppighed, elektronisk
overvågning, kontrolbesøg, foretagelse af
udåndingsprøver og urinprøver m.v.
Det bemærkes i den
forbindelse, at udlændingen ikke vil være underlagt
opholds-, melde- og underretningspligt under
varetægtsfængslingen.
Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger, afsnit 6 og 7.
Til nr. 3
Der gælder i dag ikke regler
om, at en udlænding, som er pålagt opholdspligt i et
bestemt indkvarteringssted, skal underrette myndighederne, hvis den
pågældende ikke opholder sig i indkvarteringsstedet i
aften- og nattetimerne.
Efter den foreslåede
bestemmelse i § 42 a, stk. 10,
bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde
taler derimod, at en udlænding, som er pålagt at tage
ophold på et bestemt indkvarteringssted efter § 42 a,
stk. 8, 1. pkt., skal give underretning til
indkvarteringsoperatøren (kriminalforsorgen), hvis
udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet i
tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at der indføres en underretningspligt for
udlændinge, der er pålagt opholdspligt, og
indebærer, at udlændingen skal give underretning, hvis
udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet i
tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00.
Formålet med
underretningspligten er at sikre en bedre overholdelse af og
styrket kontrol med opholdspligten. Underretningspligten vil
således udgøre en påmindelse til
udlændingen om, at den enkelte skal bo på
indkvarteringsstedet og som udgangspunkt overnatte på
indkvarteringsstedet hver nat. Dette kan medvirke til, at
udlændingen i højere grad overholder
opholdspligten.
Den foreslåede bestemmelse
omfatter udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste, der er pålagt opholdspligt, jf. herved at
udlændingen skal være pålagt opholdspligt efter
"§ 42 a, stk. 8, 1. pkt." Afviste asylansøgere og andre
udlændinge uden lovligt ophold i øvrigt, der
pålægges opholdspligt, vil derimod ikke være
omfattet af den foreslåede bestemmelse og vil derfor ikke
kunne pålægges underretningspligt, uanset at de er
pålagt opholdspligt.
Med et "bestemt indkvarteringssted"
menes det sted, hvor udlændingen får påbud om at
tage ophold. Det vil for udlændinge på tålt
ophold og kriminelle udviste som den overvejende hovedregel
være Udrejsecenter Kærshovedgård. Bestemmelsen
omfatter dog også udlændinge på tålt ophold
og kriminelle udviste, der undtagelsesvis er meddelt opholdspligt i
et andet indkvarteringssted. Det afgørende er, at
udlændingen er pålagt opholdspligt efter
udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt.
Udlændingen skal give
underretning, hvis udlændingen opholder sig uden for
indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00. og 6.00.
Heri ligger, at udlændingen
skal give underretning, inden udlændingen forlader
indkvarteringsstedet, eller, hvis udlændingen allerede
opholder sig uden for indkvarteringsstedet, inden kl. 23.
Hvis en udlænding f.eks.
forlader indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00 og
6.00, skal udlændingen give meddelelse herom, inden eller i
forbindelse med at indkvarteringsstedet forlades.
Hvis en udlænding f.eks.
opholder sig uden for indkvarteringsstedet kl. 22.00 og
først forventer at vende tilbage efter kl. 23.00, skal den
pågældende have givet meddelelse herom inden kl.
23.00.
Giver en udlænding, der
opholder sig uden for indkvarteringsstedet, først
underretning efter kl. 23, anses underretningspligten ikke for at
være opfyldt. Giver den pågældende meddelelse
f.eks. kl. 23.05, vil der være tale om en overtrædelse
af underretningspligten.
Hvis en udlænding har forladt
indkvarteringsstedet inden kl. 23.00, vil der være tale om en
overtrædelse af underretningspligten, hvis der ikke er givet
underretning herom inden kl. 23.00.
Forlader udlændingen
indkvarteringsstedet mellem kl. 23.00 og 06.00 uden at give
underretning herom, vil der ligeledes være tale om en
overtrædelse af underretningspligten. Straffebestemmelsen i
§ 60, stk. 2, er således i denne situation fuldbyrdet
på det tidspunkt, hvor den pågældende forlader
indkvarteringsstedet uden at underrette herom.
Det påhviler den enkelte
udlænding at give meddelelse til myndighederne på en
sådan måde, at det står klart, at der er tale om
en underretning om, at udlændingen opholder sig uden for
indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00.
Udlændingen kan, inden eller i forbindelse med at en
udlænding forlader indkvarteringsstedet, f.eks. give
meddelelse til vagten, som herefter vil notere dette. Opholder en
udlænding sig uden for indkvarteringsstedet, vil
udlændingen kunne ringe til indkvarteringsstedet eller til
indkvarteringsoperatøren (kriminalforsorgen) og underrette
om, at den pågældende ikke vil komme tilbage til
indkvarteringsstedet inden kl. 23.00.
En underretning skal meddeleles
personligt af den pågældende. En person kan
således ikke give underretning på vegne af en
anden.
Indkvarteringsoperatøren
skal ikke - i forbindelse med at underretningen modtages - give
tilladelse til, at udlændingen udebliver fra
indkvarteringsstedet. Tilladelse til ophold uden for
indkvarteringsstedet vil som hidtil efter ansøgning skulle
gives af Udlændingestyrelsen, hvis der en særlig
begrundelse herfor. Har Udlændingestyrelsen meddelt
udlændingen tilladelse til ophold uden for
indkvarteringsstedet, vil underretningspligten ikke finde
anvendelse i den periode, som tilladelsen omfatter. På
tidpunktet, hvor tilladelsen udløber, vil
underretningspligten på ny gælde for den enkelte
udlænding.
Det forudsættes i den
forbindelse, at indkvarteringsoperatøren, når
udlændingen forlader indkvarteringscentret, kan vejlede
udlændingen om indholdet af opholdspligten og hvilke
konsekvenser, det kan have, såfremt udlændingen ikke
overholder sin opholdspligt, herunder at overtrædelse af
opholdspligten er strafbar efter udlændingelovens § 60,
stk. 2.
Det er endvidere ikke et krav, at
udlændingen over for indkvarteringsoperatøren oplyser,
hvor udlændingen i stedet vil opholde sig, eller
nærmere oplyser om baggrunden for, at udlændingen tager
ophold uden for indkvarteringsstedet.
Såfremt en udlænding
forlader indkvarteringsstedet uden at give underretning herom, men
efterfølgende meddeles tilladelse til opholdet uden for
indkvarteringsstedet, vil der ikke være tale om en
overtrædelse af underretningspligten. Det kan f.eks.
være tilfældet, hvis udlændingen bliver akut syg
og derfor må indlægges på hospital.
Ophæves opholdspligten, vil
underretningspligten også blive ophævet.
En underretning kan alene omfatte
den førstkommende nat, hvor udlændingen opholder sig
uden for indkvarteringsstedet, eller alene de tidsrum i
løbet af natten, hvor udlændingen opholder sig uden
for indkvarteringsstedet. En udlænding kan således ikke
ved at oplyse, at udlændingen agter at opholde sig uden
indkvarteringsstedet i en længere periode, der omfatter flere
dage, dermed opfylde sin underretningspligt for perioden efter den
første nat.
For at opfylde underretningspligten
skal udlændingen således orientere
indkvarteringsoperatøren, hver gang udlændingen ikke
opholder sig på indkvarteringsstedet inden for det
anførte tidsrum. Er der tale om, at udlændingen flere
gange i løbet af en nat færdes ud og ind af
indkvarteringsstedet, vil det dog være tilstrækkeligt,
at udlændingen, inden første gang indkvarteringsstedet
forlades, har orienteret herom.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at Udlændingestyrelsen skal træffe
afgørelse om påbud om underretningspligt, medmindre særlige grunde taler
derimod.
Udlændingestyrelsen vil
derfor alene kunne undlade at træffe afgørelse om
underretningspligt, hvis særlige grunde taler derimod. Dette
omfatter navnlig tilfælde, hvor det i det konkrete
tilfælde må anses at være helt ubetænkeligt
at undlade at træffe afgørelse om underretningspligt,
f.eks. fordi udlændingen gennem en længere periode har
overholdt alle forpligtelser, og der derfor ikke er helt samme
behov for at opretholde en underretningspligt. Det vil også
være tilfældet, hvis det vil være uforeneligt med
Danmarks internationale forpligtelser at pålægge en
udlænding at give underretning til
indkvarteringsoperatøren, jf. herved de almindelige
bemærkninger, afsnit 12. Hvis f.eks. en udlænding har
efterlevet myndighedernes påbud om opholds-, melde- og
underretningspligt i en sådan periode, jf. Højesterets
dom af 1. juni 2012 (UfR. 2012.2874 H), at opretholdelse heraf i
det konkrete tilfælde må anses for et indgreb i den
pågældendes bevægelsesfrihed i strid med f.eks.
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 i 4.
tillægsprotokol, vil sådanne kontrolforanstaltninger
ikke kunne pålægges.
Det forudsættes, at
indkvarteringsoperatøren (kriminalforsorgen) giver
meddelelse om overtrædelse af underretningspligten til
Udlændingestyrelsen.
Den praktiske
tilrettelæggelse, herunder eksempelvis hvilken telefon, der
kan ringes til, vil blive fastlagt nærmere af
indkvarteringsoperatøren i samarbejde med
Udlændingestyrelsen.
Der foreslås desuden ikke
ændringer i Udlændingestyrelsens praksis for,
hvornår en udlænding skal gives tilladelse til at tage
kortere ophold uden for indkvarteringsstedet, f.eks. til
weekendophold hos de pågældendes familier.
Det foreslås, at
overtrædelse af underretningspligten straffes med bøde
eller under skærpende omstændigheder med fængsel
indtil 1 år og 6 måneder, jf. den foreslåede
bestemmelse i udlændingelovens § 60, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 14.
Det bemærkes i den
forbindelse, at 1 dags manglende underretning udgør en
selvstændig overtrædelse af § 60, stk. 2.
Da underretningspligten
foreslås indført med henblik på at sikre en
bedre overholdelse af opholdspligten, og da der ikke er adgang til
at påklage en afgørelse om at tage ophold på et
bestemt indkvarteringssted, foreslås det, at påbud om
underretningspligt heller ikke er undergivet klageadgang, jf.
udlændingelovens § 46 a, stk. 1, 1. pkt., jf.
lovforslagets § 1, nr. 10.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 2.
Til nr. 4
Der er tale om en
konsekvensændring som følge af, at det foreslås
at indsætte et nyt stykke 13 i udlændingelovens §
42 a.
Fratagelse af økonomiske
ydelser i forhold til udlændinge på tålt ophold
og kriminelle udviste vil herefter fremover være reguleret af
den foreslåede bestemmelse i stk. 13 i stedet for i stk. 10,
der bliver stk. 11.
Der foretages herudover ikke
ændringer i § 42 a, stk. 10, der bliver stk. 11.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Der er tale om en
konsekvensændring som følge af, at det foreslås
at indsætte et nyt stykke 13 i udlændingelovens §
42 a.
Fratagelse af økonomiske
ydelser i forhold til udlændinge på tålt ophold
og kriminelle udviste vil herefter fremover være reguleret af
den foreslåede bestemmelse i stk. 13 i stedet for i stk. 10,
der bliver stk. 11.
Der foretages herudover ikke
ændringer i § 42 a, stk. 10, der bliver stk. 11.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Der er tale om en
konsekvensændring som følge af, at det foreslås
at indsætte et nyt stykke 13 i udlændingelovens §
42 a.
Fratagelse af økonomiske
ydelser i forhold til udlændinge på tålt ophold
og kriminelle udviste vil herefter fremover være reguleret af
den foreslåede bestemmelse i stk. 13 i stedet for i stk. 10,
der bliver stk. 11.
Der foretages herudover ikke
ændringer i § 42 a, stk. 10, der bliver stk. 11.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
Det følger af den
gældende bestemmelse i § 42 a, stk. 10, at
Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, der
er omfattet af stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, ikke får udbetalt
kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den
pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri
bespisningsordning, eller at udlændingen alene får
udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2,
forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og
nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og
7, når den pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri
bespisningsordning, såfremt
1)
udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en
afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet,
hvortil den pågældende er indkaldt,
2)
udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd
over for personer, der udfører opgaver med driften af et
indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de
personer, der i øvrigt opholder sig på
indkvarteringsstedet,
3)
udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens
bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter
Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. stk. 7,
3. pkt., eller stk. 8, 1. pkt.,
4)
udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om en i
§ 34 nævnt foranstaltning,
5)
udlændingen tilsidesætter et pålæg om at
udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften
af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 2, 1. pkt.,
eller
6)
udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på
forkyndelse, udrejsekontrol eller udsendelse.
Den gældende bestemmelse i
§ 42 a, stk. 10, omfatter udlændinge, der er underlagt
Udlændingestyrelsens forsørgelse, herunder
asylansøgere, afviste asylansøgere, udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste.
Efter den foreslåede
bestemmelse i § 42 a, stk. 13,
skal Udlændingestyrelsen bestemme, at en udlænding
på tålt ophold eller en kriminel udvist ikke får
udbetalt kontante ydelser, når den pågældende er
indkvarteret på et indkvarteringssted, hvor der er en
vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene
får udbetalt grundydelse, forsørgertillæg, og
nedsat forsørgertillæg, når den
pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted uden en vederlagsfri bespisningsordning,
såfremt udlændingen er omfattet af de i bestemmelsens
nr. 1-7 nævnte grunde til ophør eller
nedsættelse af udbetalte ydelser.
Den foreslåede bestemmelse
omfatter alene udlændinge på tålt ophold og
kriminelle udviste. Det vil således fortsat være §
42 a, stk. 10, der regulerer fratagelse af økonomiske
ydelser for de øvrige grupper af udlændinge, herunder
afviste asylansøgere.
De grunde til ophør eller
nedsættelse af udbetaling af økonomiske ydelser, som
fremgår af den foreslåede bestemmelses nr. 1-7, svarer
som udgangspunkt til de grunde, der følger af den
gældende bestemmelse i § 42 a, stk. 10, nr. 1-6.
Dog gælder det derudover, at
også overtrædelse af underretningspligten kan
føre til ophør eller nedsættelse af ydelserne.
Denne ophørsgrund findes ikke i den gældende
bestemmelse i § 42 a, stk. 10, idet underretningspligten
først indføres med dette lovforslag, og idet det
alene er udlændinge på tålt ophold og kriminelle
udviste, som kan blive underlagt en underretningspligt.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at Udlændingestyrelsen som udgangspunkt skal
bestemme, at udbetaling af kontante ydelser skal ophøre
eller nedsættes.
Dette skal sikre, at det hurtigt
får økonomiske konsekvenser, hvis udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste ikke overholder
deres forpligtelser eller i øvrigt udviser uacceptabel
adfærd. I situationer, der er omfattet af den
foreslåede bestemmelses nr. 1-7, skal der derfor som det helt
klare udgangspunkt ikke udbetales kontante ydelser, eller ydelserne
skal nedsættes.
Udlændingestyrelsen skal
efter nr. 1 træffe sådan
bestemmelse, hvis udlændingen er indkaldt til en
afhøring hos Udlændingestyrelsen eller politiet, som
vedkommende udebliver fra. Det kan f.eks. være en
afhøring af udlændingen med henblik på at
fastlægge mulighederne for udsendelse. Det er
forudsætning, at der er tale om en afhøring, som skal
afholdes som led i varetagelsen af opgaver efter
udlændingeloven. En afhøring, der indkaldes af
politiet f.eks. som led i politimæssig efterforskning, vil
derimod ikke være omfattet af bestemmelsen.
Udlændingestyrelsen skal
efter nr. 2 træffe en sådan
bestemmelse, hvis udlændingen har udvist voldelig eller
truende adfærd over for personer, der udfører opgaver
med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller
over for de personer, der i øvrigt opholder sig på
indkvarteringsstedet. Det er ingen betingelse, at der samtidig er
indgivet anmeldelse om eller rejst sigtelse for strafbart
forhold.
Bestemmelsens nr. 3, 4 og 5
omfatter manglende overholdelse af de udlændingeretlige
kontrolforpligtelser, som kan pålægges udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste.
Udlændingestyrelsen skal
således efter nr. 3 bestemme, at
udbetaling af ydelser skal ophører eller nedsættes,
hvis udlændingen ikke efterkommer styrelsens bestemmelse om,
at udlændingen skal tage ophold efter
Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. stk. 8,
1. pkt (opholdspligt). Der henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 14, der indeholder nærmere
beskrivelse af opholdspligtens indhold, og hvornår
opholdspligten anses for overtrådt.
Udlændingestyrelsen skal
endvidere efter nr. 4 træffe en
sådan afgørelse, hvis udlændingen ikke
efterkommer politiets bestemmelse om, at udlændingen skal
give møde hos politiet på nærmere angivne
tidspunkter, jf. § 34, stk. 4 og 5 (meldepligt). Meldepligten
vil i den forbindelse anses som overtrådt, hvis den
pågældende ikke har meldt sig til politiet inden for et
tidsrum mellem kl. 9.00 til 15.00.
Endvidere skal
Udlændingestyrelsen efter nr. 5
træffe en sådan afgørelse, hvis
udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens
bestemmelse om, at udlændingen skal give underretning til
indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i
tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for
indkvarteringsstedet (underretningspligt). For så vidt
angår bemærkninger om, hvornår
underretningspligten anses for overtrådt, henvises til afsnit
2.
Spørgsmålet om,
hvilken dag en overtrædelse af underretningspligten skal
henregnes til, vil bero på en vurdering af, hvornår
udlændingen senest skulle have underrettet
indkvarteringsoperatøren om, at udlændingen ikke ville
være til stede i indkvarteringsstedet. Til brug for denne
vurdering kan indgå oplysninger fra den elektroniske
adgangskontrol. Er der f.eks. tale om, at udlændingen har
forladt indkvarteringsstedet kl. 01.30, vil udlændingen
senest på dette tidspunkt skulle have underrettet
indkvarteringsoperatøren herom.
Efter de foreslåede
bestemmelser om manglende overholdelse af de
udlændingeretlige kontrolforpligtelser er det ikke et krav,
at den enkelte udlænding har overtrådt alle tre
forpligtelser på en enkelt dag. Det er tilstrækkeligt
for, at det skal have økonomiske konsekvenser, at
udlændingen har overtrådt en enkelt af de nævnte
forpligtelser.
Udlændingestyrelsen vil efter
nr. 6 skulle træffe sådan
bestemmelse, hvis en udlænding tilsidesætter et
pålæg om at udføre de i § 42 d, stk. 1,
nævnte nødvendige opgaver i forbindelse med driften af
indkvarteringsstedet. Det vil efter omstændighederne
være tilstrækkeligt, at udlændingen alene delvist
tilsidesætter sine forpligtelser.
Udlændingestyrelsen vil efter
nr. 7 kunne træffe sådan
bestemmelse, hvis politiet har sat spærrekort på en
udlænding i Det Centrale Kriminalregister, fordi
udlændingen ikke træffes ved forkyndelse af en
afgørelse eller ved udrejsekontrollen dagen efter
udrejsefristens udløb, eller fordi en udlænding
på tålt ophold eller kriminel udvist ikke opholder sig
på det asylcenter, hvor vedkommende er indkvarteret.
Udlændingestyrelsens afgørelse vil i den forbindelse
blive sendt til politiet, som forkynder afgørelsen for den
pågældende udlænding, hvis politiet er eller
måtte blive bekendt med udlændingens opholdssted.
Udlændingestyrelsen kan, selv
om udlændingen er omfattet af § 42 a, stk. 13, nr. 1-7,
efter en konkret vurdering undlade at træffe sådan
bestemmelse, hvis udlændingens manglende medvirken er
bagatelagtig eller undskyldelig, eller hvis inddragelse af
ydelserne efter udlændingens personlige og
familiemæssige forhold vil virke særlig belastende for
udlændingen, f.eks. hvis udlændingen har børn i
den undervisningspligtige alder, eller hvis udlændingen er
alvorligt syg.
I tilfælde, hvor
Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om ikke at
dække udlændingens udgifter til underhold, vil
udlændingen ikke kunne opnå støtte til
dækning af de pågældende udgifter i medfør
af anden lovgivning, herunder efter sociallovgivningens
bestemmelser.
Udlændingestyrelsens
afgørelser om ikke at dække udlændingens
udgifter til underhold vil kunne indbringes for udlændinge-,
integrations- og boligministeren, jf. den gældende § 46
a.
En afgørelse om ophør
af ydelser som følge af manglende overholdelse af de
forpligtelser, der følger af den foreslåede
bestemmelse, vil skulle ændres, så snart
udlændingen på ny overholder forpligtelserne. Er der
f.eks. tale om en udlænding, der ikke overholder sin
opholdspligt, vil ophøret alene gælde frem til, at den
pågældende på ny begynder at overholde sin
opholdspligt. Det bemærkes, at i praksis vil
Udlændingestyrelsen afgørelse om reduktion af
ydelserne først blive truffet på et senere tidspunkt,
idet det forudsætter, at styrelsen nærmere vurderer
grundlaget for reduktionen og herefter træffer
afgørelse herom.
Den foreslåede bestemmelse
finder ikke anvendelse under strafafsoning, uanset om dette
foregår i fængsel eller i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets afsnit 10 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
Der er tale om en ændring i
udlændingelovens § 42 a, stk. 12, der bliver stk.
14.
Ændringen er en følge
af de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens §
42 a, stk. 10, der bliver stk. 11, og 13, jf. lovforslagets §
1, nr. 3 og 7.
Ændringen indebærer, at
Udlændingestyrelsen til brug for en afgørelse efter
den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42
a, stk. 13, uden udlændingens samtykke kan indhente
oplysninger om udlændingens helbredsforhold hos
indkvarteringsoperatøren.
Til nr. 9
Der er tale om en ændring af
§ 42 a, stk. 14, 1. pkt., der bliver stk. 16, 1. pkt.
Ændringen er en følge
af de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens §
42 a, stk. 10 og 13, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og 7.
Ændringen indebærer, at
også udlændinge, der er omfattet af den
foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 a,
stk. 13, kan få forsørgertillæg.
Til nr. 10
Det følger af den
gældende bestemmelse i § 46 a, stk. 1, 1. pkt., at
Udlændingestyrelsens afgørelser bortset fra
afgørelser om afvisning truffet efter regler udstedt i
medfør af § 9 g, stk. 1, 2. pkt., samt de
afgørelser, der er nævnt i § 9 g, stk. 3, §
9 h, stk. 8, 1. pkt., § 9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5, 1.
pkt., jf. stk. 1, § 11, stk. 10, § 32 a, § 33,
§ 34 a, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 1.
og 2. pkt., § 42 b, stk. 1, 3 og 7-9, § 42 d, stk. 2,
§ 46 e, § 52 b, stk. 1 og 3, § 53 a og § 53 b,
kan påklages til udlændinge-, integrations- og
boligministeren.
Det følger heraf, at
Udlændingestyrelsens afgørelser vil kunne
påklages til udlændinge-, integrations- og
boligministeren, medmindre det udtrykkeligt fremgår, at der
ikke er klageadgang.
Det foreslås at ændre
§ 46 a, stk. 1, 1. pkt.,
således at der ikke vil være klageadgang til
udlændinge-, integrations- og boligministeren i sager, hvor
en udlænding pålægges underretningspligt efter
den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 10.
Dette skyldes, at
underretningspligten er en forpligtelse, som skal sikre en bedre
overholdelse af opholdspligten, og da der ikke er adgang til at
klage i sager om påbud om opholdspligt, skønnes der
heller ikke behov for at have klageadgang i sager om påbud om
underretningspligt.
Til nr. 11
Der er tale om en
konsekvensændring som følge af, at det i § 1, nr.
12, foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 48 om
kompetencen i sager om klager over foranstaltninger truffet efter
§ 34.
Til nr. 12
Det følger af den
gældende bestemmelse i udlændingelovens § 48, 2.
pkt., at afgørelser efter bl.a. § 34 kan træffes
af Rigspolitichefen eller politidirektøren.
Det følger endvidere af
§ 48, 5. pkt., at de afgørelser, der er nævnt i
2.-4. pkt., kan påklages til udlændinge-, integrations-
og boligministeren, jf. dog 7. og 8. pkt.
Afgørelser om
pålæg af meldepligt kan således i dag
påklages til udlændinge-, integrations- og
boligministeren.
Det foreslås, at der
indsættes et nyt stk. 2 i §
48, der indebærer, at politidirektørens
afgørelser efter § 34 kan påklages til
Rigspolitichefen, mens Rigspolitichefens afgørelser efter
§ 34 som 1. instans kan påklages til udlændinge-,
integrations- og boligministeren.
Det foreslåede stk. 2
indebærer endvidere, at Rigspolitichefens afgørelser i
klagesager over afgørelser truffet efter § 34 af
politidirektørerne ikke kan påklages til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, idet sagen
allerede vil være behandlet i 2 instanser.
Politidirektørerne behandler
i dag sager om foranstaltninger efter § 34, stk. 1-3, §
34, stk. 5 og 6. Rigspolitiet træffer i dag afgørelse
i sager om meldepligt for udlændinge på tålt
ophold, jf. § 34, stk. 4. Det forventes, at
afgørelseskompetencen i sager efter § 34, stk. 4,
på sigt udlægges til Nordsjællands Politi.
Baggrunden for overførslen
af klageadgangen er, at Rigspolitiet er overordnet myndighed for
politikredsene og besidder en betydelig sagkundskab på
området. Da spørgsmålet om, hvorvidt en
foranstaltning er proportional i høj grad også beror
på en politifaglig vurdering, foreslåes det, at
kompetencen til at behandle klager efter § 34 over
foranstaltninger truffet af politidirektøren i første
instans bør overflyttes fra udlændinge-, integrations-
og boligministeren til Rigspolitichefen.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 11.
Til nr. 13
Det følger af den
gældende bestemmelse i udlændingelovens § 60, stk.
1, 1. pkt., at overtrædelse af de i medfør af §
34, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 1. og 2.
pkt., eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt., givne pålæg,
§ 39, stk. 1 og 3, § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2
og 4, og § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og stk. 9, 3. pkt., eller
tilsidesættelse af de betingelser, der er knyttet til en
tilladelse efter loven, straffes med bøde eller under
skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1
år.
Med den foreslåede
ændring ændres "§ 34" til: "§ 34, stk. 1-3 og
stk. 6,", ligesom overtrædelse af § 42 a, stk. 8, 1.
pkt., udgår af bestemmelsen.
Den foreslåede ændring
er en konsekvens af den foreslåede ændring i
lovforslagets § 1, nr. 14, hvorefter det foreslås at
indsætte et nyt stykke i § 60, stk. 2, hvorved
overtrædelse af opholds-, meldepligt eller underretningspligt
fremover vil blive reguleret selvstændigt i stk. 2.
Der foretages endvidere en
lovteknisk korrektion som følge af lov nr. 102 af 3. februar
2016 om ændring af udlændingeloven (Udskydelse af
retten til familiesammenføring for personer med midlertidig
beskyttelsesstatus, skærpelse af reglerne om
tidsubegrænset opholdstilladelse, skærpelse af reglerne
om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse m.v.).
Ved denne lovændring blev
udlændingelovens § 42 a, stk. 8, ophævet,
således at det tidligere stk. 9 blev stk. 8, men der blev
ikke konsekvensrettet i § 60, stk. 1, 1. pkt., som fortsat
henviser til § 42 a, stk. 9, 3. pkt. Bestemmelsen ændres
således nu til § 42 a, stk. 8, 3. pkt.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 3.
Til nr. 14
Efter den gældende
bestemmelse i udlændingelovens § 60, stk. 1, straffes
overtrædelse af opholds- eller meldepligten med bøde
eller under skærpende omstændigheder med fængsel
indtil 1 år.
Ved lov nr. 1397 af 27. december
2008 blev strafferammen i udlændingelovens § 60, stk. 1,
1. pkt., hævet fra 4 måneder, således at
straffen, i tilfælde hvor der foreligger skærpende
omstændigheder, kan udgøre fængsel indtil 1
år.
Det fremgår af de specielle
bemærkninger hertil, jf. lovens § 1, nr. 7, at det
forudsættes, at den skærpede strafferamme alene finder
anvendelse i sager, hvor udlændinge på tålt
ophold ikke overholder en pålagt meldepligt, jf.
udlændingelovens § 34, stk. 3 (nu § 34, stk. 4),
eller hvor disse udlændinge ikke overholder et påbud om
at tage ophold i Center Sandholm, jf. § 42 a, stk. 8, jf.
Folketingstidende 2008-09, A, L 1397 som fremsat, s. 1933.
Det fremgår videre, at for
så vidt angår overtrædelse af de øvrige
bestemmelser, som er nævnt i udlændingelovens §
60, stk. 1, forudsættes det, at den hidtidige strafferamme
på fængsel indtil 4 måneder, i tilfælde
hvor der foreligger skærpende omstændigheder, fortsat
finder anvendelse.
Det foreslås, at der
indsættes en ny bestemmelse i § 60, stk. 2, hvorefter overtrædelse af
Udlændingestyrelsens pålæg efter
udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt. (opholdspligt),
og § 42 a, stk. 10 (underretningspligt), samt politiets
pålæg efter udlændingelovens § 34, stk. 4 og
5 (meldepligt), kan straffes med fængsel indtil 1 år og
6 måneder.
Der vil med forslaget fremover
gælde samme strafferammer for udlændinge på
tålt ophold og kriminelle udviste.
Det forudsættes, at
underretningspligten, der foreslås indført med dette
lovforslag, fremover straffes på linje med opholds- og
meldepligten.
Der er ikke med lovforslaget
tilsigtet nogen ændring i indholdet af opholds- og
meldepligten, idet det dog bemærkes, at der i forbindelse med
udmøntning af Aftalen om en strengere
kontrol over for udlændinge på tålt ophold og
kriminelle udviste lægges op til, at meldepligten kan
afvikles inden for et tidsrum mellem kl. 9.00 og 15.00 mod kl.
10.00 i dag. Meldepligten indebærer således som hidtil,
at udlændingen skal melde sig til politiet, men dette vil
fremover kunne foregå inden for et tidsrum mellem kl. 9.00 og
15.00. Politiet vil dog fortsat kunne pålægge
udlændingene at møde på et bestemt tidspunkt,
hvis politiet finder behov herfor.
Opholdspligten indebærer som
hidtil, at udlændingen skal bo på indkvarteringsstedet
og som udgangspunkt overnatte på indkvarteringsstedet hver
nat. Udlændingen er imidlertid ikke frihedsberøvet.
Den pågældende vil derfor også i aften- eller
nattetimerne kunne opholde sig og færdes uden for
indkvarteringsstedet, f.eks. for at besøge venner, bekendte
eller lignende uden at skulle være hjemme på et bestemt
tidspunkt. Afgørende er, at udlændingen vender tilbage
til indkvarteringsstedet og har indkvarteringsstedet som det sted,
hvor vedkommende overnatter.
Adgangen til en enkelt nat at
opholde sig uden for indkvarteringsstedet i aften- og nattetimerne
administreres således af Udlændingestyrelsen, at det
som udgangspunkt først anses som en overtrædelse af
opholdspligten, såfremt udlændingen har opholdt sig
uden for indkvarteringsstedet i mere end 24 timer.
Det vil altid bero på en
konkret vurdering, om en udlænding har haft ophold uden for
indkvarteringsstedet i et sådant omfang, at udlændingen
har overtrådt sin opholdspligt.
Hidtil har
Udlændingestyrelsen baseret deres kontrol på grundlag
af indberetninger fra indkvarteringsoperatøren, Røde
Kors, der som altovervejende hovedregel først har
indberettet udeblivelse efter 3 dages fravær. Som led i den
styrkede kontrol med udlændinge på tålt ophold er
der blevet etableret elektronisk adgangskontrol, hvilket betyder,
at Udlændingestyrelsen fremover dagligt vil modtage
oplysninger om, hvorvidt udlændingen opholder sig på
indkvarteringsstedet i overensstemmelse med opholdspligten.
Udlændingestyrelsen skal
således fremover i hver enkelt sag vurdere, om ophold uden
for indkvarteringsstedet konkret udgør en overtrædelse
af opholdspligten. Afgørende er som nævnt ovenfor, at
udlændingen har indkvarteringsstedet som sit reelle
opholdssted, dvs. det sted, hvor vedkommende overnatter. Er der
f.eks. tale om en udlænding, der forlader
indkvarteringsstedet kl. 15 og først vender tilbage den
følgende dag kl. 17, anses dette som udgangspunkt som en
overtrædelse af opholdspligten, idet der har været tale
om et ophold uden for indkvarteringsstedet i mere end 24 timer.
Spørgsmålet om,
hvorvidt et sådant ophold en enkelt nat uden for
indkvarteringsstedet, skal anses som en overtrædelse, vil
navnlig bero på, hvorvidt udlændingen overnatter i
indkvarteringsstedet de følgende nætter. Forlader
udlændingen på ny indkvarteringsstedet kl. 20 den samme
dag for først at vende tilbage den følgende dag kl.
12, vil både opholdet uden for indkvarteringsstedet den
første nat og opholdet uden for indkvarteringsstedet den
følgende nat som udgangspunkt anses for at udgøre en
overtrædelse af opholdspligten. Er der derimod tale om, at
udlændingen - efter at have opholdt sig uden for
indkvarteringsstedet fra kl. 15 til kl. 17 den følgende dag
- herefter forbliver på indkvarteringsstedet i den
efterfølgende periode, vil dette tale for, at opholdet uden
for indkvarteringsstedet ikke anses som en overtrædelse af
opholdspligten, idet udlændingen i sådanne
tilfælde må anses for at have indkvarteringsstedet som
det sted, hvor vedkommende overnatter, uanset at udlændingen
har opholdt sig uden for indkvarteringsstedet i mere end 24
timer.
En udlænding på
tålt ophold eller en kriminel udvist, som er pålagt at
tage ophold i et bestemt indkvarteringssted, kan få
tilladelse til at overnatte uden for indkvarteringsstedet i en vis
periode, hvis der er en særlig begrundelse herfor. Det kan
f.eks. være, at udlændingen skal til nødvendig
lægebehandling, at der er alvorlig sygdom i
udlændingens nærmeste familie, eller at
udlændingen skal aflægge besøg hos
nærmeste familie eller venner. Efter
Udlændingestyrelsens praksis stilles der som udgangspunkt
krav om, at udlændingen søger om forudgående
tilladelse hos Udlændingestyrelsen. Har en udlænding i
strid med opholdspligten opholdt sig uden for indkvarteringsstedet
uden forudgående at have indhentet tilladelse hertil, vil der
som udgangspunkt være tale om en overtrædelse af
opholdspligten. Det gælder, uanset at opholdet uden for
indkvarteringsstedet har været begrundet i sådanne
særlige forhold, som ellers ville have givet grundlag for en
tilladelse til overnatning uden for indkvarteringsstedet. Der vil
imidlertid ikke være tale om en overtrædelse af
opholdspligten, hvis udlændingen af force majeure-lignende
grunde udebliver fra indkvarteringsstedet uden på
forhånd at have søgt om tilladelse hertil. Der vil
eksempelvis ikke være tale om en overtrædelse af
opholdspligten, hvis udlændingen opholder sig uden for
indkvarteringsstedet på grund af akut indlæggelse
på hospitalet.
Det forudsættes, at
udlændingen ansøger om tilladelse til ophold uden for
indkvarteringsstedet, så betids, at Udlændingestyrelsen
vil kunne meddele tilladelse, inden opholdet uden for
indkvarteringsstedet påbegyndes. En ansøgning om
tilladelse til at overnatte uden for indkvarteringsstedet behandles
hurtigst muligt og som det helt klare udgangspunkt inden for 5
arbejdsdage. Det vil endvidere i helt særlige tilfælde
være muligt straks at få en mundtlig
forhåndsgodkendelse i det tilfælde, hvor formålet
med tilladelsen ellers ville forspildes.
Særlig for så vidt
angår overholdelse af underretningspligten henvises til
lovforslaget § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil. Som
det fremgår heraf, er det en forudsætning for, at
underretningspligten overholdes, at udlændingen underretter
indkvarteringsoperatøren, hvis den pågældende
har til hensigt at tage ophold uden for indkvarteringsstedet i
tidsrummet mellem kl. 23 og kl. 6 om morgenen. Det
forudsættes, at udlændingen giver underretning i
forbindelse med, at udlændingen forlader indkvarteringsstedet
eller - hvis det er nødvendigt - giver telefonisk meddelelse
til et af indkvarteringsoperatøren anført
telefonnummer. Der følger ikke af underretningspligten noget
krav om, at udlændingen over for
indkvarteringsoperatøren skal oplyse, hvor udlændingen
i stedet vil opholde sig, eller nærmere skal oplyse om
baggrunden for, at udlændingen tager ophold uden for
indkvarteringsstedet.
Udgangspunktet for
overtrædelse af opholds- og meldepligt er efter
gældende ret en bøde eller fængsel op til 40
dage, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 3.
Med lovforslaget foreslås det
endvidere, at der sker en væsentlig forhøjelse af
strafudmålingsniveauet for overtrædelse af de
nævnte udlændingeretlige forpligtelser i forhold til
det gældende strafniveau i sager om udlændinge på
tålt opholds overtrædelse af opholds- og
meldepligten.
En skærpet strafferamme og et
forhøjet strafudmålingsniveau skal bidrage til at
forhindre nye overtrædelser af forpligtelserne.
Med forslaget forudsættes
det, at staffen for overtrædelse af den foreslåede
§ 60, stk. 2, fremover som udgangspunkt fastsættes efter
et takstmæssigt fastlagt strafniveau, hvor antallet af
overtrædelser som udgangspunkt vil være
afgørende for den konkret udmålte straf, jf. bilag 1
til lovforslaget.
Det foreslås i den
forbindelse, at det skal anses som en skærpende
omstændighed i forbindelse med strafudmålingen for en
overtrædelse af opholds-, melde- og underretningspligten,
hvis udlændingen tidligere har været dømt for
overtrædelse af de nævnte forpligtelser. Den
nærmere strafskærpelse i gentagelsestilfælde
forudsættes ligeledes fastsat efter det takstmæssigt
fastlagte strafniveau, hvoraf også fremgår, hvilke
skærpelser af straf der som udgangspunkt skal idømmes
i gentagelsestilfælde.
Fastsættelsen af straffen vil
i øvrigt altid bero på domstolenes konkrete vurdering
i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i
sagen. Det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- og
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved
de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Efter det foreslåede
strafudmålingsniveau forudsættes det, at én
overtrædelse svarer til én overtrædelse af
meldepligten eller underretningspligten eller én dags
overtrædelse af opholdspligten. Opholdspligten vil fortsat
udgøre en fortsat forbrydelse i relation til
forældelsesretlige spørgsmål, men det
forudsættes, at hver enkelt dag, hvor opholdspligten ikke
overholdes, vil gælde som én overtrædelse ved
straffens fastsættelse.
Hvis både opholdspligten,
meldepligten og underretningspligten overtrædes på
én dag, svarer dette derfor som udgangspunkt til tre
overtrædelser. Som eksempel herpå kan nævnes en
udlænding, som i strid med opholdspligten overnatter uden for
indkvarteringsstedet, som ikke har underrettet
indkvarteringsoperatøren om, at han opholder sig uden for
indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23 og 06, og som ikke
melder sig til politiet den samme dag. Der vil her være tale
om samlet tre overtrædelser.
I det omfang, der er tale om et
mindre antal (1-6) overtrædelser af melde-, opholds- eller
underretningspligten, og udlændingen ikke tidlige er
dømt eller alene én gang tidligere er dømt for
overtrædelse af sine kontrolforpligtelser, lægges der
med forslaget op til, at domstolene kan tildele udlændingen
en advarsel, hvis betingelserne i retsplejelovens § 900, stk.
1, er opfyldt. Hvorvidt den konkrete sag er egent til at
afgøre med en advarsel, vil bero på domstolenes
vurdering.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 3.
Til nr. 15
En udlænding, der afsoner
straf for overtrædelse af opholds-, melde- og den
foreslåede underretningspligt, vil under strafafsoningen
være omfattet af reglerne om prøveløsladelse og
strafafbrydelse.
Der kan ske
prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk.
1, når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2
måneder, er udstået. Efter straffelovens § 38,
stk. 2, kan løsladelse på prøve ske tidligere,
når særlige omstændigheder taler derfor, og den
dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog
mindst 2 måneder. Det er en betingelse for den tidligere
prøveløsladelse, at halvdelen af straffetiden er
udstået, og at særlige omstændigheder taler
herfor. Bestemmelsen anvendes bl.a. i forbindelse med
prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden af
udenlandske strafafsonere, der skal udvises efter
løsladelsen.
Straffuldbyrdelsesloven indeholder
i kapitel 12 nærmere regler om strafafbrydelse.
Fuldbyrdelsen af
fængselsstraffen afbrydes, hvis den dømte udebliver,
undviger eller i øvrigt selvforskyldt unddrager sig
straffuldbyrdelsen, eller hvis den dømte anholdes eller
varetægtsfængsles i mindst 24 timer, jf. § 75.
Efter bestemmelsen i § 76 kan
straffuldbyrdelse midlertidigt afbrydes i en række
nærmere bestemte situationer. Det gælder, når
ganske særlige omstændigheder af f.eks. arbejds-,
uddannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter taler
imod en umiddelbar fortsættelse af straffuldbyrdelsen. Det er
endvidere en betingelse, at der ikke antages at foreligge fare for
misbrug, og at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler
imod strafafbrydelse.
De gældende regler i
straffuldbyrdelsesloven giver ikke mulighed for at tillade, at
straffen for overtrædelse af opholds-, melde- eller
underretningspligten midlertidigt afbrydes, når der er
opstået mulighed for at udsende en udlænding på
tålt ophold eller en kriminel udvist.
Det foreslås at
indsætte en ny bestemmelse i § 62
a om løsladelse med henblik på
straksudsendelse. Efter den foreslåede bestemmelse kan
kriminalforsorgen efter indstilling fra politiet bestemme, at en
udlænding, der er idømt fængselsstraf for
overtrædelse af udlændingelovens § 34, stk. 4
eller 5, eller § 42 a, stk. 8 eller 10, dvs. opholds-, melde-
eller underretningspligten, skal løslades med henblik
på straksudsendelse, uanset at straffen ikke er helt
afsonet.
Bestemmelsen giver mulighed for, at
kriminalforsorgen kan bestemme, at en udlænding kan
løslades med henblik på straks at blive udsendt af
Danmark (løsladelse med henblik på
straksudsendelse).
Det foreslås, at der skal
kunne ske udsendelse af den pågældende udlænding,
også selv om straffen for overtrædelse af opholds-,
melde- og underretningspligten endnu ikke er helt afsonet.
Løsladelse ved
straksudsendelse indebærer, at udlændingen ikke skal
afsone yderligere fængselsstraf for overtrædelse af
opholds-, melde- eller underretningspligten.
Er den pågældende endnu
ikke påbegyndt strafafsoning, vil der kunne ske
frihedsberøvelse efter § 36 i udlændingeloven
frem mod straffuldbyrdelsens iværksættelse.
Det er en forudsætning, at
der er opstået mulighed for at gennemføre en faktisk
udsendelse af udlændingen. Der vil således kunne ske
løsladelse med henblik på straksudsendelse, hvis der
er udsigt til, at udsendelse af udlændingen rent faktisk kan
gennemføres.
Det foreslås derfor, at der
indføres en ordning, hvorefter politiet indstiller til
kriminalforsorgen, at den pågældende skal
løslades med henblik på straksudsendelse, hvis
muligheden for udsendelse opstår. Politiet vil i
indstillingen nærmere kunne redegøre de forhold, der
har betydning for udsendelsen.
Det bemærkes, at det - for
så vidt angår udlændinge på tålt
ophold - er en forudsætning, at Udlændingestyrelsen
eller Flygtningenævnet har vurderet, at der kan ske
udsendelse.
Politiet har til opgave at drage
omsorg for udsendelse af udlændinge, der ikke har ret til at
opholde sig her i landet, og det vil således være
politiet, der skal vurdere, om hensynet til udsendelse gør
det påkrævet at træffe beslutning om
straksudsendelse.
Det er tilstrækkeligt, at
politiet har en rimelig forventning om, at udsendelse konkret kan
gennemføres. Heri vil normalt ligge, at hjemlandets
myndigheder har accepteret udsendelsen af den
pågældende, men det er ikke et krav. Politiet vil
således også kunne indstille til kriminalforsorgen, at
der skal ske løsladelse med henblik på
straksudsendelse, hvis det sker for at foretage en såkaldt
grænsefremstilling, hvor den pågældende
udlænding fremstilles for hjemlandets myndigheder i
hjemlandet med henblik på konkret accept af den
pågældende. Det kan f.eks. være tilfældet,
hvis der tidligere i andre sager er gennemført
grænsefremstillinger og opnået hjemlandets accept af
tilbagesendelser. Også i sager, hvor gennemførelse af
udsendelse kan være forbundet med en vis usikkerhed, f.eks.
fordi erfaringerne med udsendelse til det pågældende
land har vist, at udsendelse kan være vanskelig, vil der
kunne ske løsladelse med henblik på udsendelse,
såfremt der i den konkrete sag vurderes at være udsigt
til, at en udsendelse kan gennemføres.
Politiet skal sikre, at der ikke er
andre forhold af politimæssig karakter, der taler imod at
løsladelse med henblik på straksudsendelsen. Der kan
f.eks. være tale om, at den pågældendes
tilstedeværelse er nødvendig som følge af, at
den pågældende skal vidne i en straffesag.
Det foreslås, at det er
kriminalforsorgen, som træffer beslutning om
løsladelse med henblik på straksudsendelse. Det vil
imidlertid være oplysningerne fra poltiet, som vil skulle
danne grundlag for kriminalforsorgens beslutning i de
pågældende sager.
Det afgørende for, om
kriminalforsorgen vil skulle træffe beslutning om
løsladelse med henblik på straksudsendelse, er alene,
om der reelt er udsigt til, at en udsendelse af den
pågældende udlænding kan gennemføres, og
kriminalforsorgen vil således ikke skulle foretage en
nærmere prøvelse eller vurdering af politiets
oplysninger.
Det forudsættes således
med lovforslaget, at politiets oplysninger lægges
uprøvet til grund af kriminalforsorgen ved beslutning om
løsladelse med henblik på straksudsendelse.
Det er ikke en forudsætning,
at den dømte selv ønsker, at der skal
løsladelse med henblik på straksudsendelse.
Løsladelse med henblik på udsendelse vil således
kunne ske mod udlændingens eget ønske. Ønsker
den pågældende at medvirke, vil der også kunne
træffes beslutning om løsladelse ved straksudsendelse,
således at straffen ikke fuldbyrdes helt.
Det er en forudsætning for
kriminalforsorgens beslutning om løsladelse med henblik
på straksudsendelse, at udsendelsen rent faktisk
gennemføres. Først på tidspunktet, hvor
udsendelsen er gennemført, dvs. på det tidpunkt, hvor
den pågældende overdrages til hjemlandets myndigheder,
vil den pågældende derfor være at anse som
løsladt. En beslutning om straksudsendelse vil således
altid skulle træffes under forudsætning af, at
udsendelsen gennemføres.
Hvis det viser sig, at udsendelsen
ikke kan gennemføres, vil den pågældende
udlænding skulle tilbageføres til fortsat afsoning af
den idømte straf.
En beslutning om løsladelse
med henblik på straksudsendelse efter den foreslåede
bestemmelse kan som anført træffes, uanset at straffen
ikke er helt fuldbyrdet.
Beslutning om løsladelse med
henblik på straksudsendelse kan også træffes,
selvom den pågældende endnu ikke er påbegyndt
afsoning af den idømte straf, men der kan først ske
løsladelse, når straffuldbyrdelsen er
påbegyndt.
Der kan efter den foreslåede
bestemmelse ikke ske løsladelse med henblik på
straksudsendelse i tilfælde, hvor udlændingen afsoner
fængselsstraf for overtrædelse af anden lovgivning.
Hvis en udlænding således afsoner en dom for
overtrædelse af opholdspligt og vold, vil der således
ikke kunne ske løsladelse med henblik på
straksudsendelse.
Efter den foreslåede
bestemmelse i stk. 2 vil
straffuldbyrdelsen skulle genoptages, hvis udlændingen efter
udsendelsen - uanset et eventuelt indrejseforbud - på ny
måtte indrejse i landet.
Kompetencen til at træffe
afgørelse om genoptagelse af straffuldbyrdelse vil skulle
træffes af kriminalforsorgen efter indstilling fra politiet
på baggrund af oplysninger om, at den pågældende
på ny befinder sig her i landet.
Straffuldbyrdelsen vil skulle
genoptages, hvis udlændingen på ny indrejser i landet
inden for 5 år efter straksudsendelsen er gennemført.
De nærmere regler herom vil blive fastsat administrativt i
medfør af den foreslåede stk. 3.
Efter den foreslåede
bestemmelse i stk. 3 fastsætter
udlændinge-, integrations- og boligministeren nærmere
regler om løsladelse med henblik på straksudsendelse
og om genoptagelse eller iværksættelse af
strafafsoning. Bestemmelse vil blive anvendt til at fastsætte
regler om bl.a. behandlingen af sådanne sager, herunder
klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen i sager om
genindsættelse.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 8.
Til §
2
Til nr. 1
§ 8 i straffuldbyrdelsesloven
regulerer iværksættelse af straffuldbyrdelse.
Det fremgår af § 8, stk.
1, at fuldbyrdelse af en fængselsstraf skal
iværksættes snarest muligt.
For dømte, der er på
fri fod efter dommen, iværksættes fuldbyrdelsen,
når den dømte modtages i en institution under
kriminalforsorgen, jf. § 8, stk. 2.
For dømte, der er
varetægtsfængslet efter dommen eller allerede
udstår frihedsstraf, iværksættes fuldbyrdelsen,
når kriminalforsorgen giver meddelelse til den
pågældende herom, jf. § 8, stk. 3.
For dømte, der efter
reglerne i kapitel 13 a er meddelt tilladelse til
strafudståelse på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol, iværksættes
fuldbyrdelsen, når kriminalforsorgen giver meddelelse til den
pågældende herom, jf. § 8, stk. 4.
Straffuldbyrdelsens
iværksættelse afhænger således af, om den
dømte er på fri fod ved iværksættelsen, om
den pågældende er varetægtsfængslet, eller
om den dømte skal afsone efter reglerne i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a.
Den foreslåede ændring
indebærer, at det også ved afsoning af
fængselsstraf på bopælen i indkvarteringsstedet
efter reglerne i kapitel 13 b fremgår af
straffuldbyrdelsesloven, hvornår fuldbyrdelsen
iværksættes.
Efter den foreslåede
bestemmelse iværksættes fuldbyrdelse, når
kriminalforsorgen giver meddelelse herom til den
pågældende udlænding. I det tilfælde, hvor
udlændingen allerede har afsonet den første del af
straffen i fængsel, vil fuldbyrdelsen allerede være
iværksat efter de almindelige regler herom i
straffuldbyrdelseslovens § 8, stk. 2 eller 3.
Den henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 4.
Til nr. 2
Straffuldbyrdelseslovens § 20
indeholder en angivelse af de institutioner m.v., hvori
fængselsstraf kan fuldbyrdes. Det følger af § 20,
at fængselsstraf normalt kan fuldbyrdes i fængsel eller
arresthus. Fuldbyrdelse af fængselsstraf kan dog i visse
tilfælde ligeledes fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner
og i institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen efter lovens
§ 78.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3 indebærer, at
fængselsstraf i særlige tilfælde herudover kan
fuldbyrdes på den dømtes bopæl under intensiv
overvågning og kontrol efter reglerne i §§ 78 c-78
f (nr. 1), eller på den dømtes bopæl i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol
efter de foreslåede bestemmelser i §§ 78 g-78 l
(nr. 2).
Det bemærkes i den
forbindelse, at den foreslåede bestemmelse i nr. 1 svarer til
den gældende bestemmelse. Der er ikke tilsigtet nogen
ændringer heri.
Vedrørende de nærmere
betingelser for adgang til at udstå straf på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol henvises til bemærkningerne til
kapitel 13 b.
Til nr. 3
Straffuldbyrdelseslovens § 46
regulerer de situationer, hvor en indsat kan få tilladelse
til udgang.
Det følger af § 46,
stk. 1, at en indsat, hvis hensynet til
retshåndhævelsen ikke taler derimod, kan få
tilladelse til udgang, når udgangsformålet er rimeligt
begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige,
behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre
personlige hensyn, og der ikke er bestemte grunde til at antage, at
den indsatte i forbindelse med udgangen vil begå ny
kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på
anden måde misbruge udgangstilladelsen.
Efter § 46, stk. 4, der blev
indført ved lov nr. 641 af 8. juni 2016 om ændring af
lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven og retsplejeloven
(Styrket indsats mod mobiltelefoner i fængsler m.v.), kan
udgang ikke finde sted, hvis den dømte inden for de seneste
3 måneder er ikendt disciplinærstraf for
overtrædelse af § 36, stk. 4 (forbud mod mobiltelefoner
m.v. i fængsel), eller regler fastsat i medfør heraf.
Dog kan der undtagelsesvis gives tilladelse til udgang, hvis helt
særlige omstændigheder taler derfor.
Efter den foreslåede
bestemmelse i § 46, stk. 5, vil
udgang, medmindre helt særlige omstændigheder
undtagelsesvist taler herfor, ikke kunne finde sted i en periode
på 3 måneder, hvis 1) den dømte ikke accepterer
de vilkår, der finder anvendelse under strafudståelse
på bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol, jf. § 78 h, stk. 1, nr. 1, hvis
2) den dømte ikke medvirker til en undersøgelse af
den dømtes personlige forhold, jf. § 78 h, stk. 2,
eller hvis 3) en afgørelse om strafudståelse på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol er tilbagekaldt efter § 78 k,
stk. 1, nr. 1 eller 4, eller stk. 2.
Baggrunden for en sådan
udgangskarantæne er, at straf for overtrædelse af
opholds-, melde- eller underretningspligt bygger på den
forudsætning, at strafudståelse på bopælen
som udgangspunkt skal indgå som et fast element i
straffuldbyrdelsen, jf. hermed lovforslagets afsnit 4.
Formålet med den
foreslåede ordning er at sikre, at det har konsekvenser,
såfremt udlændingen ikke vil samarbejde om afsoning i
fodlænke på bopælen i indkvarteringsstedet.
Det manglende samarbejde om
straffuldbyrdelsen foreslås derfor at skulle have betydning
for forholdene under afsoning i fængsel.
Det manglende samarbejde
foreslås at medføre, at den dømte som
udgangspunkt får udgangskarantæne i en periode.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at den dømte i en periode på 3
måneder vil være afskåret fra at få udgang.
Det medfører, at der under de angivne betingelser ikke vil
kunne træffes afgørelse om at tillade udgang, og at en
tidligere truffet afgørelse om udgang ikke vil kunne
effektueres. Hvis der allerede er meddelt tilladelse til udgang,
vil udgangstilladelsen således bortfalde. I så fald
må der - hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt
- gives en ny udgangstilladelse, når de 3 måneder er
udløbet.
Der vil undtagelsesvist kunne gives
tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstændigheder
taler derfor. Der kan således forekomme situationer, hvor en
udgangskarantæne vil være så indgribende for den
dømte, at der bør være mulighed for at tillade
udgang, inden de 3 måneder er udløbet.
Dette gælder navnlig i
tilfælde, hvor der er spørgsmål om udgang til et
særligt formål som nævnt i
udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1. Det kan f.eks.
være tilfældet, hvis formålet med udgangen er at
deltage i en nærtstående persons begravelse eller
lignende.
Det forudsættes i den
forbindelse, at kriminalforsorgen foretager denne vurdering efter
samme retningslinjer, som ved vurderingen efter § 46, stk. 4,
2. pkt.
Beregningen af
3-månedersperioden foretages efter den foreslåede
bestemmelse i stk. 6.
Det følger heraf, at
perioden på 3 måneder som udgangspunkt regnes fra
fuldbyrdelsens iværksættelse.
I visse tilfælde skal
3-månedersfristen imidlertid regnes fra et senere
tidspunkt.
Dette gælder for det
første, hvis den dømte efter fuldbyrdelsens
iværksættelse meddeler at den pågældende
ikke vil medvirke til en undersøgelse af sine personlige
forhold, jf. § 78 h, stk. 2. Her regnes
3-månedersfristen fra tidspunktet for afgivelsen af
udlændingens meddelelse.
Det gælder for det andet,
hvis den dømte efter fuldbyrdelsens
iværksættelse får tilbagekaldt afgørelsen
om strafudståelse på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol
efter § 78 k, stk. 1, nr. 1 eller stk. 2. Her regnes
3-månedersfristen fra tidspunktet for overførsel til
fængsel eller arresthus.
Der henvises i øvrigt til
afsnit 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
En udlænding, der
idømmes straf for overtrædelse af opholds- og
meldepligt vil efter de gældende regler som altovervejende
hovedregel skulle afsone hele straffen i fængsel eller
arresthus.
Den gældende
fodlænkeordning i straffuldbyrdelsens kapitel 13 a giver som
altovervejende hovedregel ikke udlændinge på tålt
ophold og kriminelle udviste mulighed for at afsone i
fodlænke på bopælen i indkvarteringsstedet,
herunder mulighed for at afsone en del af straffen i fodlænke
på bopælen.
Med forslaget indføres
derfor en ny måde at fuldbyrde straf på, hvorefter
straffen for overtrædelse af opholds-, melde- og
underretningspligten - foruden en periode, der afsones i et
fængsel eller arresthus - fremover som udgangspunkt skal
omfatte en periode, hvor straffen afsones på bopælen i
indkvarteringsstedet ved brug af elektronisk fodlænke.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 4.
Til § 78
g
Den foreslåede bestemmelse i
§ 78 g vedrører
anvendelsesområdet for fuldbyrdelse af fængselsstraf
på bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol.
Kompetencen til at træffe
afgørelse om fodlænkeafsoning, der i den
foreslåede bestemmelse henhører under
"justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil", vil blive
henlagt til kriminalforsorgsområderne.
Bestemmelsen indebærer, at
kriminalforsorgsområdet som udgangspunkt skal træffe
afgørelse om, at fodlænkeafsoning skal indgå som
et element i fuldbyrdelsen af straf for overtrædelse af
udlændingelovens regler om kontrolforanstaltninger. I
tilfælde, hvor den pågældende ikke ønsker
at samtykke i overholdelse af vilkårene, eller hvor den
dømtes forhold taler imod denne fuldbyrdelsesform, jf.
§ 78 h, vil der dog ikke skulle træffes afgørelse
om fodlænkeafsoning.
Afgørelse om afsoning i
fodlænke skal træffes snarest muligt efter, at
kriminalforsorgen har modtaget underretning fra
politidirektøren om, at udlændingen skal udstå
fængselsstraf. Den nærmere fordeling af frihedsstraffen
mellem afsoning i fængsel og afsoning i fodlænke vil
blive fastsat i bekendtgørelsesform, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 78 g, stk. 2, på
grundlag af den fordeling, der fremgår af bilag 2 til
lovforslaget.
Den foreslåede bestemmelse
omfatter udlændinge på tålt ophold og
udlændinge, der er udvist på grund af kriminalitet, jf.
herved at udlændingen skal være idømt straf for
"overtrædelse af udlændingelovens § 34, stk. 4 og
5, § 42 a stk. 8, 1. pkt. eller § 42 a, stk. 10". Andre
grupper af udlændinge er derimod ikke omfattet, uanset at de
pågældende idømmes fængselsstraf for
overtrædelse af deres forpligtelser. Det drejer sig bl.a. om
afviste asylansøgere, der ikke medvirker til udrejsen, og
som kan pålægges opholds- og meldepligt efter
udlændingelovens regler.
Bestemmelsen finder anvendelse,
uanset om udlændingen alene har overtrådt én af
de pålagte kontrolforanstaltninger, eller om
overtrædelsen omfatter flere forskellige
kontrolforanstaltninger. Er der f.eks. tale om, at
udlændingen løbende har overholdt sin opholds- og
underretningspligt, men ikke sin meldepligt, omfatter den
foreslåede bestemmelse også den idømte straf for
overtrædelse af meldepligten.
Det er en forudsætning for
afgørelse om fodlænkeordning efter den
foreslåede ordning, at Udlændingestyrelsen har
pålagt den pågældende udlænding
opholdspligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1.
pkt. I de særlige tilfælde, hvor udlændinge
f.eks. alene er pålagt meldepligt, men ikke opholdspligt, og
har bopæl uden for indkvarteringsstedet, vil den
foreslåede ordning ikke finde anvendelse.
Med "det indkvarteringssted, hvor
udlændingen er pålagt at tage ophold", menes
således det indkvarteringssted, hvor
Udlændingestyrelsen i henhold til § 42 a, stk. 8, 1.
pkt., har pålagt udlændingen at tage ophold. Det vil
som udgangspunkt være Udrejsecenter
Kærshovedgård, og det forudsættes med
lovforslaget, at fodlænkeafsoning afvikles i dette
udrejsecenter.
Er udlændingen
undtagelsesvist pålagt at tage ophold i et andet
indkvarteringssted, forudsættes det, at
Udlændingestyrelsen, inden straffuldbyrdelsen
iværksættes, træffer afgørelse om
opholdspligt i Udrejsecenter Kærshovedgård.
Er udlændingen på grund
af sygdom m.v. pålagt at tage ophold i en anden institution
end et udrejsecenter, vil den foreslåede ordning ligeledes
ikke finde anvendelse. Er der for en sådan udlænding
behov for at tage hensyn til den pågældendes sygdom
m.v. i forbindelse med straffuldbyrdelse, vil dette kunne ske efter
de almindelige regler i straffuldbyrdelsesloven om
straffuldbyrdelse i kriminalforsorgens pensioner eller
institutioner uden for kriminalforsorgen.
Udlændingens "bopæl"
vil omfatte det værelse, som udlændingen har fået
anvist eller får anvist. Udlændingens bopæl vil
endvidere omfatte fælles sanitære faciliteter, i det
omfang disse ikke er etableret i direkte tilknytning til
værelset. Er der i den bygning, hvor udlændingens
værelse ligger, et fælles tv- og aktivitetsrum eller
lignende, vil dette også skulle henregnes som en del af en
udlændingens bopæl. Udendørsarealer, som ligger
i umiddelbar tilknytning til bygningen, vil også være
omfattet.
En udlænding, der afsoner i
fodlænke i indkvarteringsstedet, vil ikke under afsoningen
være omfattet af udlændingelovens regler om opholds-,
melde- og underretningspligt, uanset at den pågældende
opholder sig i det indkvarteringssted, hvor den
pågældende i øvrigt skal tage ophold.
Når afsoningen af en
idømt straf nærmer sig sin afslutning, skal
Udlændingestyrelsen og politiet tage stilling til, om det
tidligere meddelte pålæg om opholds-, melde- og
underretningspligt skal videreføres uændret efter
løsladelsen, eller om der er behov for at foretage
ændringer. Som udgangspunkt vil det hidtidige
pålæg kunne videreføres uændret, men der
kan være behov for at skærpe et pålæg,
f.eks. hvis udlændingen har været pålagt
meldepligt et mindre antal dage om ugen, men groft har
overtrådt påbuddet og andre pålagte
kontrolforanstaltninger, og hvor der derfor kan være behov
for at skærpe påbuddet om meldepligt, således at
myndighederne er bekendt med den pågældendes
opholdssted.
De administrative forskrifter, som
vil blive udstedt i medfør af den foreslåede § 78 g, stk. 2, vedrører regler
om den administrative behandling af sager om strafudståelse
på bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol, herunder om overførsel mellem
afsoningsformer.
Det vil endvidere omfatte
nærmere regler om varigheden af den strafperiode, der skal
afsones i fængsel, og varigheden af den periode, der skal
afsones i fodlænke. Som der er nærmere redegjort for
under pkt. 4.3.5.3 i de almindelige bemærkninger, vil
fordelingen af straffen udgøre et vejledende udgangspunkt. I
tilfælde, hvor antallet af dage, der rent faktisk skal
afsones, som følge af straffeberegningsreglerne adskiller
sig fra det antal, der er forudsat i skemaet, vil den dømte
skulle afsone det angivne antal dage i fængsel, der er
anført i skemaet, hvorefter den herefter udestående
straf skal afsones i fodlænke.
Reglerne herom vil blive fastsat
på baggrund af bilag 2 til dette lovforslag. Der vil
endvidere blive fastsat nærmere regler om afsoning af kortere
frihedsstraffe, hvor afsoning i fodlænke som udgangspunkt
ikke skal indgå, og som derfor skal fuldbyrdes efter de
almindelige regler for fuldbyrdelse af fængselsstraf.
De administrative forskrifter vil
endvidere bl.a. omfatte nærmere regler om
gennemførelse af egnethedsundersøgelse, udarbejdelse
af aktivitetsskema og tilsyn og kontrol.
Der vil desuden blive fastsat
regler om de tilfælde, hvor en udlænding er
varetægtsfængslet, og spørgsmålet om
fradrag i straffeperiodens fordeling mellem afsoning og afsoning i
fodlænke. Fradrag i straffeperioden som følge af
varetægtsfængslingen vil ske efter de almindelige
regler herom. De administrative regler vil blive udarbejdet
således, at varetægtsfængsling vil føre
til, at udlændingen vil skulle afsone en mindre del af
straffen i fængsel eller slet ikke afsone i fængsel.
Den dømte kan således påbegynde
strafudståelse i fodlænke på
indkvarteringsstedet, hvis der på grund af lang
varetægtsfængsling kun resterer ganske kort tid til
forventet prøveløsladelse og den dømte i
øvrigt har uproblematiske forhold og har været
varetægtsfængslet i fodlænke uden problemer.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 4.3.1,
4.3.5.1, 4.3.5.3 og 4.3.6.
Til § 78
h
Betingelser
for afgørelse om fuldbyrdelse af straf på
bopælen
Det klare udgangspunkt efter den
foreslåede ordning er, at strafudståelse på
bopælen skal indgå i
straffuldbyrdelsesforløbet.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 78 h regulerer
spørgsmålet om, i hvilke tilfælde
strafudståelse på bopælen i indkvarteringsstedet
ikke skal indgå i straffuldbyrdelsen.
Efter stk. 1,
nr. 1, skal fodlænkeafsoning ikke indgå i
straffen, hvis udlændingen ikke ønsker at give
samtykke til at overholde de vilkår, der finder anvendelse
under strafudståelse, jf. § 78 i.
Det forudsættes, at
kriminalforsorgen, så snart kriminalforsorgen har modtaget
meddelelse om, at den pågældende person skal
udstå fængselsstraf, orienterer den dømte om, at
fuldbyrdelse af fængselsstraffen skal omfatte
strafudståelse på bopælen, og i den forbindelse
underretter den dømte om vilkårene for udståelse
af straf på bopælen. På dette grundlag vil den
dømte herefter kunne tage nærmere stilling til, om
vedkommende ønsker at acceptere vilkårene for
fodlænkeafsoning.
Udlændingens samtykke vil
kunne indhentes skriftligt eller mundtligt. Den enkelte
udlænding skal tilkendegive, om denne kan acceptere
vilkårene, eller om udlændingen afviser at overholde
vilkårene. Kriminalforsorgen kan fastsætte en kort
frist for, hvornår udlændingen senest skal have
besluttet, om denne ønsker at acceptere vilkårene. Det
forudsættes, at fristen fastsættes til højst en
uge.
Disse regler vil blive fastsat i
medfør af de foreslåede regler i § 78 g, stk.
2.
Såfremt den
pågældende udlænding nægter at acceptere
vilkårene, vil afsoning i fodlænke ikke kunne
indgå i straffuldbyrdelsen.
Efter stk. 1,
nr. 2, skal fodlænkeafsoning ikke indgå i
straffen, hvis denne fuldbyrdelsesform som følge af den
dømtes forhold ikke findes hensigtsmæssig.
Bestemmelsen indebærer, at
afsoning i fodlænke på bopælen i
indkvarteringsstedet ikke skal indgå i straffuldbyrdelsen,
hvis den pågældende fuldbyrdelsesform som følge
af den dømtes forhold ikke er hensigtsmæssig, herunder
hvis der er grund til at antage, at den dømte ikke vil
overholde de vilkår, som gælder for straffuldbyrdelse
på bopælen.
En afgørelse herom beror
på en konkret vurdering af den dømtes forhold i hvert
enkelt tilfælde.
Det forudsættes, at det alene
er i tilfælde, hvor den dømtes forhold taler
væsentligt imod afsoning i fodlænke i
indkvarteringsstedet, at denne fuldbyrdelsesform ikke skal finde
anvendelse.
En antagelse om, at den
dømte ikke vil overholde de vilkår, der gælder
for strafudståelse på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol,
kan f.eks. være begrundet i, at udlændingen tidligere
har undladt at overholde vilkårene.
Antagelsen kan endvidere være
begrundet i, at der vurderes at være risiko for, at den
dømte vil begå ny kriminalitet. I denne vurdering
indgår den begåede kriminalitet, den dømtes
relevante tidligere forstraffe, eventuelle verserende sager og
erfaringer fra tidligere strafudståelse på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol. Der kan også lægges
vægt på oplysninger, som politiet måtte fremkomme
med angående den pågældendes
tilhørsforhold til grupper af personer, der udviser et
adfærdsmønster præget af kriminalitet.
Særligt for så vidt
angår forstraffe bemærkes, at tidligere straffe for
overtrædelse af udlændingelovens regler om opholds-,
melde- og underretningspligt ikke skal indgå i vurderingen
af, om strafudståelse på bopælen må anses
for en hensigtsmæssig fuldbyrdelsesform. Det skyldes, at den
foreslåede ordning bygger på den forudsætning, at
afsoning i fodlænke skal indgå i strafudståelsen
også i gentagelsestilfælde. Det samme gælder
eventuel idømt kriminalitet, der har foranlediget, at den
dømte er henvist til tålt ophold eller er udvist af
landet.
Endvidere kan det tillægges
betydning, hvis en udlænding tidligere er straffet for at
begå vold i indkvarteringsstedet, idet dette kan tale imod,
at afsoning i fodlænke på bopælen i
indkvarteringsstedet skal indgå i straffuldbyrdelsen.
Derimod vil kriminalforsorgen kunne
lægge vægt på, hvorledes en tidligere straf for
overtrædelse af opholds-, melde- eller underretningspligten
er forløbet.
Afsoning i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet bør herudover ikke
indgå i straffuldbyrdelsen, hvis den dømte f.eks.
på grund af et massivt alkoholmisbrug eller et misbrug af
euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den
almindelige lovgivning, må antages at være ude af stand
til at overholde de vilkår, der gælder for denne
afsoningsform.
Også i tilfælde, hvor
den dømte har accepteret at ville overholde de vilkår,
der gælder for afsoning i fodlænke, vil
kriminalforsorgen efter den foreslåede bestemmelse imidlertid
kunne undlade at træffe afgørelse om
fodlænkeafsoning ud fra en antagelse om, at den dømte
ikke vil overholde vilkårene. En meddelt accept fra
udlændingen vil tale for afsoning i fodlænke, men vil
ikke i sig selv være tilstrækkeligt til, at
kriminalforsorgen kan lægge til grund, at denne
fuldbyrdelsesform må anses for at være
hensigtsmæssig. Det kan navnlig være tilfældet,
hvis der skønnes at være risiko for, at den
dømte vil begå ny kriminalitet under
afsoningsforløbet.
Såfremt kriminalforsorgen har
kendskab til den dømte og allerede på dette grundlag
kan konstatere, at afsoning i fodlænke ikke kan anses for at
være en hensigtsmæssig fuldbyrdelsesform, vil der ikke
være behov for at forsøge at indhente
udlændingens accept.
Efter den foreslåede
bestemmelse i stk. 2 kan
kriminalforsorgen foretage en nærmere undersøgelse af
den dømtes forhold (en egnethedsundersøgelse),
såfremt forholdene væsentligt taler herfor.
Der følger ikke af
bestemmelsen noget krav om, at kriminalforsorgen i hvert enkelt
tilfælde skal foretage en undersøgelse af den
dømtes personlige forhold med henblik på at
undersøge, om den dømte opfylder betingelserne for
afsoning i fodlænke (egnethedsundersøgelse).
Bestemmelsen giver
kriminalforsorgen mulighed for efter en konkret vurdering at
træffe beslutning om, hvorvidt der er anledning til at
iværksætte en sådan undersøgelse.
Kriminalforsorgen kan i den forbindelse - på baggrund af, at
den pågældende tidligere har afsonet straf, eller fordi
udlændingen har opholdt sig i indkvarteringsstedet, hvor
kriminalforsorgen er operatør - allerede være bekendt
med den pågældendes personliges forhold og vil på
den baggrund kunne vurdere, om der er behov for at
iværksætte en undersøgelse med henblik på
at indhente yderligere oplysninger.
Forhold, der kan tale for
gennemførelse af en undersøgelse, kan navnlig
være en væsentlig mistanke om, at den
pågældende er massiv misbruger af alkohol eller
euforiserende stoffer, og hvor der er behov for at undersøge
dette nærmere. Undersøgelsen vil derfor kunne
gennemføres med henblik på at afdække, om den
pågældende har et massivt misbrug af alkohol eller
euforiserende stoffer.
Finder kriminalforsorgen, at der
ikke er behov for at indhente yderligere oplysninger om den
pågældende, vil kriminalforsorgen kunne træffe
afgørelse om, hvorvidt betingelserne for
fodlænkeafsoning er opfyldt, på det foreliggende
grundlag. Den enkelte udlænding har ikke krav på at
få gennemført en egnetheds- undersøgelse.
Kriminalforsorgen kan endvidere
beslutte at gennemføre undersøgelsen, efter at den
pågældende er påbegyndt afsoning af straf i
fængsel, men inden den pågældende er
overført til afsoning i fodlænke i
indkvarteringsstedet. For at sikre en hurtig
iværksættelse af den første del af
straffuldbyrdelsen vil kriminalforsorgen således kunne
afvente gennemførelse af egnethedsundersøgelsen. Det
kan bl.a. også være relevant i tilfælde, hvor der
umiddelbart ikke skønnes at være behov for at
gennemføre undersøgelsen, men hvor kriminalforsorgen
under afsoningen i fængsel bliver opmærksom på
forhold vedrørende den pågældende dømte,
der kræver nærmere undersøgelse.
Konstaterer kriminalforsorgen
på grundlag af en sådan senere undersøgelse, at
betingelserne for fodlænkeafsoning ikke er opfyldt, vil
afsoning i fodlænke ikke skulle indgå i
fuldbyrdelsesforløbet.
En undersøgelse, der
gennemføres efter den foreslåede bestemmelse, vil
navnlig omfatte den dømtes fysiske og psykiske tilstand. Der
er derimod ikke behov for nærmere at undersøge den
dømtes bolig- og beskæftigelsesforhold, idet disse
forhold ikke indgår som betingelse for afsoning i
fodlænke efter den foreslåede ordning, jf. afsnit
4.3.2.2.
Det følger af stk. 3, at hvis kriminalforsorgen beslutter,
at der skal gennemføres en egnethedsundersøgelse, og
nægter udlændingen at deltage heri, vil der ikke kunne
træffes afgørelse om afsoning i fodlænke, og
hele den idømte fængselsstraf skal i stedet afsones i
fængsel.
Der henvises til lovforslagets
almindelige bemærkninger, afsnit 4.3.2.
Til § 78
i
Vilkår
Bestemmelsen fastlægger,
hvilke vilkår der skal gælde under strafudståelse
på bopælen i indkvarteringsstedet.
Overtrædelse af
vilkårene vil efter omstændighederne kunne
medføre, at afgørelsen om afsoning i fodlænke
tilbagekaldes med den følge, at den dømte skal afsone
den resterende del af straffen i fængsel eller arresthus.
De fastsatte vilkår svarer
som udgangspunkt til de vilkår, der finder anvendelse ved
strafudståelse på bopælen efter den almindelige
ordning i straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a.
Efter stk. 1,
nr. 1, foreslås fastsat som vilkår, at den
dømte ikke begår strafbart forhold i
fuldbyrdelsesperioden.
Det foreslås endvidere i
stk. 2, nr. 2, fastsat som et
vilkår, at den dømte i fuldbyrdelsesperioden kun
forlader bopælen i indkvarteringsstedet inden for de af
kriminalforsorgsområdet fastsatte tidsrum.
Kriminalforsorgsområdet vil
inden fuldbyrdelsens iværksættelse udarbejde et
aktivitetsskema for den dømte. Af skemaet vil det bl.a.
fremgå inden for, hvilke tidsrum den dømte har pligt
til at opholde sig på bopælen, inden for hvilke tidsrum
den dømte skal befinde sig på indkvarteringsstedet med
henblik på deltagelse i aktiviteter i form af aktivering og
undervisning, samt inden for hvilke tidsrum den dømte skal
deltage i behandling, kontrolbesøg hos
kriminalforsorgsområdet m.v.
Ligesom det er tilfældet
efter den almindelige fodlænkeordning, vil det i den
dømtes aktivitetsskema endvidere blive fastsat, inden for
hvilke tidsrum den dømte kan forlade bopælen i
indkvarteringsstedet med henblik på foretagelse af personlige
ærinder (op til 4 timer ugentligt) eller med henblik på
at deltage i aktiviteter af generel resocialiserende karakter
(også op til 4 timer ugentligt). Aktiviteter af generel
resocialiserende karakter kan omfatte deltagelse i religiøse
handlinger (gudstjenester, fredagsbøn m.v.), visse
aktiviteter med egne børn (som f.eks. at deltage i
skole/hjem-samtaler, følge børnene til bibliotek,
børnefødselsdage m.v.) eller deltagelse i sports-
eller fritidsaktiviteter eller lignende. Der bør som
udgangspunkt være tale om aktiviteter, som den dømte i
forvejen deltog i forud for afsoningen.
I aktivitetsskemaet vil det
også blive fastsat, at den dømte på dage, hvor
den pågældende ikke har aktiviteter uden for sin
bopæl (f.eks. i weekender og på helligdage), har
tilladelse til dagligt ophold af en vis varighed uden for boligen.
Dette kan i den første måned af afsoningen ske i 2
timer dagligt, i den 2. måned af afsoningen i 3 timer
dagligt, i den 3. og 4. måned af afsoningen i 6 timer dagligt
og i den 5. og 6. måned af afsoningen i 8 timer dagligt. Har
den dømte flere end 2 aktivitetsfrie dage på en uge,
kan den pågældende på de øvrige
aktivitetsfrie dage opholde sig uden for bopælen i 2
timer.
Har den pågældende
adgang til ophold uden for bopælen, vil den
pågældende kunne opholde sig i andre dele af
indkvarteringsstedet eller uden for dette.
Derudover vil det i
aktivitetsskemaet blive fastsat, at den dømte har tilladelse
til at forlade bopælen i indkvarteringsstedet i højst
1 time i forbindelse med servering af morgenmad, frokost og
aftensmad. Det forudsættes, at udlændingen i den
forbindelse alene kan tage ophold i det cafeteria m.v., hvor de
pågældende måltider serveres.
Efter forslaget til stk. 1, nr. 3, er det desuden et
vilkår, at den dømte, når denne forlader
bopælen for at deltage i aktiviteter, kun forlader
bopælen i indkvarteringsstedet for at deltage i aktiviteter,
som tilsynsmyndigheden har godkendt, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 78 i, stk. 1, nr. 3. Som anført ovenfor
vil det af den dømtes aktivitetsskema bl.a. fremgå,
hvor den pågældende i fuldbyrdelsesperioden skal
befinde sig på ethvert givent tidspunkt.
De nærmere regler om adgangen
til at forlade bopælen vil blive fastsat i medfør af
§ 78 i, stk. 3.
Det er efter forslaget herudover et
vilkår, at den dømte i fuldbyrdelsesperioden ikke
indtager alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er
forbudt efter den almindelige lovgivning, herunder f.eks.
dopingmidler, jf. stk. 1, nr. 4.
Efter den foreslåede stk. 1, nr. 5, er det et vilkår, at den
dømte udfører aktiviteter efter
kriminalforsorgsområdets nærmere beslutning og ikke
helt eller delvis udebliver fra de aktiviteter, som den
pågældende skal deltage i. Der overlades i den
forbindelse kriminalforsorgen et skøn til at vurdere, om det
er tilstrækkeligt at give en advarsel eller at
indskærpe over for udlændingen, at aktiviteterne skal
overholdes, i tilfælde, hvor overtrædelsen er af helt
bagatelagtig karakter.
Som det er anført ovenfor
under afsnit 4.3.7 i de almindelige bemærkninger, skal de
aktiviteter, der skal tilbydes en udlænding, der afsoner i
fodlænke, som udgangspunkt svare til de aktiviteter, der
efter udlændingeloven normalt tilbydes udlændinge, der
opholder sig på et indkvarteringssted.
Reglerne om aktivering og
undervisning af udlændinge, der er indkvarteret på et
indkvarteringssted efter udlændingelovens regler, er fastsat
i udlændingelovens §§ 42 c-42 f og er nærmere
reguleret i bekendtgørelse nr. 497 af 3. maj 2010 om
undervisning og aktivering m.v. af asylansøgere m.fl. med
senere ændringer.
De nærmere regler om
indholdet af de aktiviteter, som den dømte i
fuldbyrdelsesperioden skal udføre, vil blive fastsat i
medfør af § 78 i, stk. 3.
De aktiviteter, som
udlændingen kan tilbydes efter udlændingeloven,
omfatter udførelse af driftsopgaver i indkvarteringsstedet
og deltagelse i aktivering og undervisning.
Driftsopgaver i
indkvarteringsstedet omfatter udførelsen af
nødvendige opgaver i forbindelse med driften af
indkvarteringsstederne, jf. § 42 d. Nødvendige opgaver
kan f.eks. være madlavning, rengøring, oprydning og
pasning af indendørs og udendørs arealer.
Aktivering kan omfatte
udførelse af andre opgaver, der er forbundet med driften af
indkvarteringsstedet (intern aktivering), og deltagelse i intern
produktionsvirksomhed, særskilt tilrettelagt praktik af
kortere varighed og ulønnet humanitært arbejde eller
andet ulønnet arbejde, jf. § 42 e.
Undervisning kan omfatte
undervisning i engelsk sprog eller modersmålsundervisning
samt undervisning i fag, som bibringer udlændingen
færdigheder, der kan hjælpe til at starte
selvstændig virksomhed eller opnå beskæftigelse i
hjemlandet, jf. § 42 f. Undervisning i dansk kan kun tilbydes,
hvis det er nødvendigt for gennemførelse af
praktikophold uden for indkvarteringsstedet eller for deltagelse
uden for indkvarteringsstedet i ulønnet humanitært
arbejde eller andet ulønnet frivilligt arbejde.
Herudover kan der tilbydes
deltagelse i særskilt tilrettelagt aktivering, som ikke er
omfattet af de ovennævnte muligheder, hvis ganske
særlige grunde taler derfor, jf. § 42 e, stk. 3. Denne
adgang forudsættes anvendt i forhold til bl.a.
udlændinge, som på grund af sygdom eller høj
alder ikke kan følge de almindelige aktiverings- og
undervisningsforløb.
Omfanget og det nærmere
indhold af aktiviteterne fastlægges af kriminalforsorgen.
Der skal i videst muligt omfang
tages hensyn til udlændingens kompetencer. Det nærmere
omfang og indhold vil endvidere blive fastlagt under hensyn til de
praktiske muligheder for at tilbyde aktiviteter, herunder under
hensyn til den tidsmæssige varighed af afsoningsperioden. En
aktivitet, der er påbegyndt under afsoningsperioden, vil dog
kunne fortsættes efter løsladelse, hvis dette
skønnes hensigtsmæssigt.
I den foreslåede bestemmelse
i stk. 1, nr. 6, er det fastsat, at det
desuden er et vilkår, at den dømte i
fuldbyrdelsesperioden undergiver sig kriminalforsorgens tilsyn og
kontrol, herunder elektronisk kontrol m.v., samt overholder de
forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til
gennemførelsen af tilsynet med den dømte.
Som anført nedenfor under
afsnit 4.3.8 vil tilsynet med den dømte i
fuldbyrdelsesperioden blive gennemført af
kriminalforsorgsområdet, jf. den foreslåede bestemmelse
i § 78 j, stk. 1. Tilsynsarbejdet
over for udlændinge, der afsoner i fodlænke efter den
foreslåede ordning, har generelt to funktioner, dels at
støtte og vejlede den dømte med henblik på at
forbedre den pågældendes muligheder for fremover at
opfylde de pålagte kontrolforpligtelser og for at leve en
kriminalitetsfri tilværelse, dels at udøve kontrol
med, at den dømte overholder de vilkår, som
gælder for straffuldbyrdelse på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og
kontrol.
Tilsynet med den dømte i
fuldbyrdelsesperioden vil ikke blot bestå i elektronisk
overvågning, men ligeledes i bl.a. uanmeldte
kontrolbesøg på bopælen i indkvarteringsstedet
og kontrolopkald pr. telefon.
Uanmeldte kontrolbesøg
på bopælen i indkvarteringsstedet har flere
formål. Dels vil tilsynsmyndigheden være i tæt
kontakt med den dømte med henblik på at yde den
pågældende støtte og vejledning i
fuldbyrdelsesperioden, dels vil tilsynsmyndigheden løbende
kontrollere, at det elektroniske overvågningssystem fungerer,
som det skal, og dels vil tilsynsmyndigheden kontrollere, at den
dømte overholder vilkårene for fuldbyrdelsen. Der vil
således under uanmeldte kontrolbesøg kunne foretages
udåndingsprøver på den dømte, ligesom den
dømte vil kunne pålægges at aflægge
urinprøver til kontrol med, om den dømte indtager
alkohol eller bruger euforiserende stoffer eller andre stoffer, der
er forbudt efter den almindelige lovgivning.
Hyppigheden af uanmeldte
kontrolbesøg afgøres af tilsynsmyndigheden efter en
konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Det
forudsættes imidlertid, at der foretages 1-3 ugentlige
uanmeldte kontrolbesøg på den dømtes
bopæl i indkvarteringsstedet eller flere, hvis forholdene
tilsiger det.
Kontrolbesøg vil ligeledes
kunne finde sted i forbindelse med udlændingens deltagelse i
aktiviteter.
Efter den foreslåede stk. 1, nr. 7, er det desuden et
vilkår, at den dømte holder tilsynsmyndigheden
underrettet om forhold af betydning for straffuldbyrdelsen på
bopælen i indkvarteringsstedet og møder hos
tilsynsmyndigheden efter dennes nærmere bestemmelse. Som det
er anført under afsnit 4.3.9 i lovforslagets almindelige
bemærkninger, kan en tilladelse til strafudståelse
på bopælen i indkvarteringsstedet med elektronisk
fodlænke m.v. tilbagekaldes, hvis den dømte ikke
længere opfylder betingelserne for at udstå den
idømte fængselsstraf på bopælen i
indkvarteringsstedet. Det er derfor fundet nødvendigt at
fastsætte som vilkår, at den dømte skal holde
tilsynsmyndigheden underrettet om forhold af betydning for
straffuldbyrdelsen på bopælen i
indkvarteringsstedet.
Ligesom det er tilfældet med
antallet af uanmeldte besøg, udtagelse af
udåndingsprøver og urinprøver m.v., overlades
det til tilsynsmyndigheden at bestemme konkret i hvert enkelt
tilfælde, hvor ofte den dømte skal møde op hos
tilsynsmyndigheden.
Efter den foreslåede § 78 i, stk. 2 kan tilsynsmyndigheden
fastsætte andre vilkår, som tilsynsmyndigheden
måtte finde hensigtsmæssige, herunder vilkår om,
at den dømte i fuldbyrdelsesperioden underkaster sig en
struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling, eller at den
pågældende underkaster sig behandling mod misbrug af
euforiserende stoffer.
Er det i forbindelse med
egnethedsundersøgelsen af den dømte, jf. ovenfor
under afsnit. 4.3.4, blevet afdækket, at den dømte har
et behandlingskrævende alkoholmisbrug, skal der i en
tilladelse til strafudståelse på bopælen som
hovedregel fastsættes vilkår om, at den dømte
underkaster sig en struktureret, kontrolleret
alkoholistbehandling.
Kriminalforsorgen kan herudover
f.eks. fastsætte vilkår om, at en dømt, der har
psykiske problemer, skal undergive sig behandling.
Er den idømte straf så
kort, at det ikke har noget formål at fastsætte
vilkår om behandling som nævnt ovenfor, vil
sådanne vilkår kunne undlades. Som anført under
afsnit 4.3.2 ovenfor, bør der ikke træffes
afgørelse om strafudståelse på bopælen,
hvis den dømte f.eks. på grund af et massivt
alkoholmisbrug eller misbrug af euforiserende stoffer eller andre
stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, vurderes
at være ude af stand til at overholde de vilkår, der
gælder for denne afsoningsform.
Efter den foreslåede
bestemmelse i stk. 3 fastsætter
justitsministeren efter forhandling med udlændinge-,
integrations- og boligministeren regler om de tidsrum, hvor den
dømte kan forlade bopælen, om indholdet af de
aktiviteter, som den dømte i fuldbyrdelsesperioden skal
udføre, og om udbetaling af ydelser herfor.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger til afsnit 4.3.4,
4.3.7 og 4.3.8.
Til 78
j
Tilsyn og
kontrol med straffuldbyrdelsen på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og
kontrol
Efter stk. 1,
1. pkt., fører kriminalforsorgen tilsyn med den
dømte i den periode, hvor udlændingen afsoner i
fodlænke, herunder tilsyn med, om den dømte overholder
de fastsatte vilkår for strafudståelse i
fodlænke.
Tilsynet vil blive
gennemført af kriminalforsorgsområdet.
Tilsynet har til formål at
udøve kontrol med, om den dømte overholder
vilkårene for straffuldbyrdelse på bopælen i
indkvarteringsstedet, og at forbedre den pågældendes
muligheder for fremover at overholde de pålagte
kontrolforpligtelser og i øvrige leve en kriminalitetsfri
tilværelse. Det forudsættes i den forbindelse, at
tilsynet så vidt muligt understøtter, at den
pågældende dømte fremover kan overholde sine
udlændingeretlige kontrolforpligtelser og i øvrigt
leve en kriminalitetsfri tilværelse.
For den dømte
indebærer tilsynet, at den pågældende har pligt
til at overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen
fastsætter til gennemførelse af tilsynet, herunder
holde kriminalforsorgen underrettet om forhold af betydning for
strafudståelsen.
Kriminalforsorgen skal, inden
fuldbyrdelsen iværksættes, vejlede den dømte om
de rettigheder og pligter, som tilsynet og de for fuldbyrdelsen
fastsatte vilkår indebærer, herunder om
afgrænsningen af den pågældende bolig i
indkvarteringsstedet og om virkninger af
vilkårsovertrædelser, jf. hertil stk. 1, 2. pkt.
Efter den foreslåede
bestemmelse i stk. 2 kan
justitsministeren efter forhandling med udlændinge-,
integrations- og boligministeren fastsætte regler om
tilsynets gennemførelse, herunder om tilsynets
iværksættelse, kontakthyppighed, elektronisk
overvågning, kontrolbesøg, foretagelse af
udåndingsprøver og urinprøver m.v.
Efter den foreslåede
bestemmelse i stk. 3 fastsætter
justitsministeren efter forhandling med udlændinge-,
integrations- og boligministeren regler om anvendelse af
elektronisk overvågning, herunder karakteren af elektronisk
kontrol.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 4.3.8.
Til 78
k
Tilbagekaldelse af tilladelse
Efter den foreslåede
bestemmelse kan en afgørelse om strafudståelse
på bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol tilbagekaldes i en række
tilfælde.
Kompetencen til at tilbagekalde en
sådan tilladelse henlægges - som det er tilfældet
med kompetencen til at træffe afgørelse om afsoning i
fodlænke - til kriminalforsorgsområdet som
straffuldbyrdelsesmyndighed.
Det forudsættes, at
kriminalforsorgsområdet snarest muligt efter at være
blevet opmærksom på f.eks. en
vilkårsovertrædelse træffer afgørelse om,
hvorvidt afgørelsen skal tilbagekaldes.
Inden der træffes
afgørelse om tilbagekaldelse, skal den dømte efter
almindelige forvaltningsretlige regler have lejlighed til at udtale
sig. Den dømte bør i den forbindelse meddeles en
frist til at fremsætte eventuelle bemærkninger, men en
sådan frist kan efter omstændighederne være meget
kort.
I stk. 1, nr.
1, er det fastsat, at en afgørelse om
strafudståelse på bopælen i indkvarteringsstedet
under intensiv overvågning og kontrol kan tilbagekaldes, hvis
den dømte anmoder herom.
I stk. 1, nr.
2, er det fastsat, at en afgørelse om
strafudståelse på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol kan tilbagekaldes, hvis den
dømte inden fuldbyrdelsens iværksættelse har
begået strafbart forhold. Det forudsættes, at der kun
kan ske tilbagekaldelse ved strafbare forhold af grovere
karakter.
Om tilbagekaldelse bør finde
sted, vil afhænge af en konkret vurdering i hvert enkelt
tilfælde.
Er den begåede
lovovertrædelse af mindre alvorlig karakter - f.eks. en
bøde for kørsel på cykel uden lys eller
lignende - bør tilbagekaldelse ikke finde sted.
Tilbagekaldelse vil kunne finde
sted, både hvor det strafbare forhold er begået i
tidsrummet mellem, at afgørelsen om strafudståelse
på bopælen i indkvarteringsstedet blev truffet, og
fuldbyrdelsen iværksættes, og hvor det strafbare
forhold er begået forud for afgørelsen, herunder i
tilfælde, hvor det strafbare forhold er begået forud
for den dom, som afgørelsen om strafudståelse på
bopælen i indkvarteringsstedet med elektronisk fodlænke
vedrører. Dette gælder, også selv om den
pågældende endnu ikke er blevet dømt for det
strafbare forhold. Tilbagekaldelse kan endvidere finde sted, hvis
den nye verserende sag findes at medføre en sådan
ændring af den dømtes personlige forhold, at
fodlænkeafsoning ikke længere findes
hensigtsmæssig, jf. den foreslåede bestemmelse i §
78 h, stk. 2.
Er der tale om, at den
pågældende udlænding har overtrådt sin
opholds-, melde- eller underretningspligt, vil der dog ikke skulle
ske tilbagekaldelse.
Efter stk. 1,
nr. 3, kan en afgørelse om strafudståelse
på bopælen i indkvarteringsstedet med elektronisk
fodlænke endvidere tilbagekaldes, hvis den dømte
på tidspunktet for fuldbyrdelsens iværksættelse
eller under denne frihedsberøves af anden grund end til
fuldbyrdelse af den fængselsstraf, som den meddelte
tilladelse vedrører. En sådan frihedsberøvelse
kan f.eks. bestå i anholdelse eller
varetægtsfængsling i mere end 24 timer.
Er der ikke grundlag for at
opretholde frihedsberøvelsen, vil den pågældende
som udgangspunkt skulle tilbage til afsoning i fodlænke i
indkvarteringsstedet.
Efter stk. 1,
nr. 4, kan en afgørelse om strafudståelse
på bopælen i indkvarteringsstedet tilbagekaldes, hvis
den dømte på tidspunktet for fuldbyrdelsens
iværksættelse ikke er til stede på bopælen
i indkvarteringsstedet.
Efter stk. 2,
1. pkt., kan en afgørelse om strafudståelse
på bopælen i indkvarteringsstedet desuden
tilbagekaldes, hvis den dømte overtræder de i §
78 i nævnte vilkår. Det samme gælder, hvis den
dømte overtræder vilkår fastsat i medfør
af § 78 i, stk. 2, eller hvis kriminalforsorgens tilsyn og
kontrol med den dømte ikke kan gennemføres på
grund af dennes adfærd, jf. stk. 2, 2.
pkt.
Det beror på et konkret
skøn, om der er sket en vilkårsovertrædelse, der
skal medføre tilbagekaldelse.
Som udgangspunkt skal
afgørelsen dog tilbagekaldes, hvis den dømte ikke
opholder sig på sin bopæl i indkvarteringsstedet inden
for de fastsatte tidsrum, udebliver helt eller delvis fra de
aktiviteter, som den pågældende skal deltage i, ikke
møder op til et eventuelt behandlingsprogram eller ikke
overholder vilkåret om ikke at indtage alkohol eller
euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den
almindelige lovgivning.
Er den dømtes
overtrædelse enkeltstående og af helt bagatelagtig
karakter, eller foreligger der i øvrigt særlige
omstændigheder, kan tilbagekaldelse af afgørelsen om
strafudståelse på bopælen i indkvarteringsstedet
også undlades.
Efter et konkret skøn kan
der anlægges en vis forhøjet tolerance over for
vilkårsovertrædelser. Det gælder f.eks. i
tilfælde, hvor det konstateres, at den dømte har
overtrådt afsoningsvilkårene ved at indtage en mindre
mængde alkohol. Det gælder f.eks. også, hvis
udlændingen møder for sent op til de pålagte
aktiviteter, og hvor der alene er tale om en mindre forsinkelse,
eller det kun sker et mindre antal gange.
I sådanne tilfælde er
det muligt at undlade at tilbagekalde afgørelsen om
fodlænkeafsoningen, hvis afsoningsforløbet i
øvrigt vurderes som velfungerende, eller hvis
tilbagekaldelsen må anses som et uproportionalt indgreb
sammenlignet med vilkårsovertrædelsen. Det skal
også indgå i vurderingen, om hensynet til at forbedre
udlændingens muligheder for fremover at opfylde sine
forpligtelser efter udlændingeloven og i øvrigt leve
en kriminalitetsfri tilværelse taler for fortsat afsoning i
fodlænke.
Tilbagekaldelse vil i sådanne
tilfælde kunne undlades, også selv om
vilkårsovertrædelsen ikke er helt enkeltstående
og bagatelagtig. I stedet er der som alternativ reaktion mulighed
for at indskærpe vilkårene for fodlænkeafsoning
og reglerne om tilbagekaldelse, ligesom der kan fastsættes
yderligere vilkår for afsoningen i medfør af den
foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 78
i, stk. 2. Der er således tale om en samlet vurdering af en
række momenter.
Det bemærkes, at den
forhøjede tolerance ikke skal anlægges over for
vilkårsovertrædelser, der består i indtagelse af
euforiserende stoffer, som det efter den almindelige lovgivning er
forbudt at besidde.
Efter bestemmelsen i stk. 3 skal den dømte snarest muligt
underrettes om tilbagekaldelse af afgørelsen om
strafudståelse på bopælen i indkvarteringsstedet.
Det forudsættes, at den dømte så vidt muligt
underrettes om afgørelsen samme dag, som afgørelsen
er truffet.
Som anført under pkt. 4.3.9
i lovforslagets almindelige bemærkninger, skal den
dømte, hvis straffuldbyrdelsen på bopælen i
indkvarteringsstedet er iværksat på det tidspunkt, hvor
afgørelsen tilbagekaldes, overføres til afsoning af
den resterende del af straffen i umiddelbar forbindelse med, at den
pågældende underrettes om afgørelsen. Er
straffuldbyrdelsen endnu ikke iværksat, skal den dømte
indsættes til afsoning i fængsel eller arresthus
snarest muligt.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 4.3.9.
Til § 78
l
Bestemmelsen vedrører
spørgsmålet om overførsel af den dømte
til fængsel eller arresthus efter tilbagekaldelse af en
afgørelse om strafudståelse på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og
kontrol.
Bestemmelsen regulerer endvidere
kriminalforsorgsområdets mulighed for at træffe
bestemmelse om midlertidig overførsel af den dømte
til fængsel eller arresthus.
I bestemmelsen i stk. 1 er det fastsat, at den dømte
skal overføres til fængsel eller arresthus, hvis
afgørelsen om udståelse af straf på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol tilbagekaldes efter fuldbyrdelsens
iværksættelse.
Som anført under afsnit
4.3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger er det
forudsat, at der hurtigt gribes ind over for dømte, hvis
tilladelse til strafudståelse på bopælen i
indkvarteringsstedet tilbagekaldes.
Efter bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt., kan
kriminalforsorgsområdet bestemme, at den dømte
midlertidigt skal overføres til fængsel eller
arresthus, mens spørgsmålet om tilbagekaldelse
behandles.
Muligheden for at træffe
afgørelse om midlertidig overførsel har til
formål at sikre, at dømte, der har begået
åbenbare og alvorlige overtrædelser af de vilkår,
som gælder for straffuldbyrdelse på bopælen i
indkvarteringsstedet, samt dømte, der ikke længere
opfylder betingelserne herfor eller udviser en sådan
adfærd, at de nødvendige tilsyns- og
kontrolforanstaltninger ikke kan gennemføres, straks
overføres til fængsel eller arresthus.
Bestemmelsen i stk. 3 indeholder en bemyndigelse for
justitsministeren til efter forhandling med udlændinge-,
integrations- og boligministeren at fastsætte nærmere
regler om overførsel af dømte til fængsel eller
arresthus.
Det foreslås, at bestemmelsen
vil blive anvendt til administrativt at fastsætte regler om
midlertidig overførsel af dømte til fængsel
eller arresthus.
Bestemmelsen vil endvidere blive
anvendt til at fastsætte regler om overførsel fra
afsoning i fodlænke på bopælen i
indkvarteringsstedet eller åbent fængsel til et lukket
fængsel i de tilfælde, hvor der opstår udsigt
til, at den pågældende vil kunne udsendes, og der
derfor skal træffes afgørelse om løsladelse ved
straksudsendelse, jf. den foreslåede bestemmelse i
udlændingelovens § 62 a.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 4.3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Efter straffuldbyrdelseslovens
§ 106, stk. 1, har en indsat ret til erstatning efter reglerne
i retsplejelovens § 1018 a, såfremt den indsatte
uforskyldt har 1) udstået fængselsstraf i for lang tid,
2) været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller
sikringscelle eller 3) været udelukket fra
fællesskab.
Efter § 106, stk. 2, har en
dømt, der har udstået straf på bopælen
under intensiv overvågning og kontrol, ret til erstatning
efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, hvis den
dømte uforskyldt har udstået straf i for lang tid.
Der er tale om en obligatorisk
erstatning på objektivt grundlag.
Med indførslen af muligheden
for udståelse af straf på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol
skal det sikres, at også udlændinge på tålt
ophold og kriminelle udviste har ret til erstatning, såfremt
den pågældende uforskyldt kommer til at udstå
frihedsstraf i for lang tid.
Efter den foreslåede
ændring af § 106, stk. 2,
har en dømt, der udstår straf på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol,
og som uforskyldt kommer til at udstå frihedsstraf i for lang
tid, f.eks. i tilfælde, hvor kriminalforsorgen har foretaget
en fejlagtig straffetidsberegning, ret til erstatning.
Det sikrer, at udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste, der afsoner straf
efter kapitel 13 b i straffuldbyrdelsesloven, vil have samme adgang
til erstatning som personer, der afsoner straf efter
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a.
Der er tale om obligatorisk
erstatning på objektivt grundlag.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 4.3.11.
Til §
3
Til nr. 1
Efter straffelovens § 124,
stk. 1, straffes den, der flygter som anholdt eller fængslet,
med bøde eller fængsel indtil 2 år. Efter §
124, stk. 5, omfatter strafbestemmelsen i stk. 1 også en
række andre former for afsoning m.v., der har karakter af
frihedsberøvelse.
Det er efter bestemmelsens ordlyd
som udgangspunkt uden betydning, om afgørelsen om
varetægtsfængslingen er truffet efter retsplejelovens
regler eller efter regler i særlovgivningen om adgang til
varetægtsfængsling.
I forarbejderne til bestemmelsen i
§ 124 er det dog forudsat, at straffelovens § 124 ikke
finder anvendelse i det tilfælde, hvor en udlænding er
varetægtsfængslet efter udlændingelovens §
35. Tilsvarende gælder en udlænding, der er
administrativt frihedsberøvet efter udlændingelovens
§ 36.
Den foreslåede ændring
indebærer, at det præciseres, at flugt fra
varetægtsfængsling efter udlændingelovens §
35 og flugt fra frihedsberøvelse efter
udlændingelovens § 36 ikke er omfattet af straffelovens
§ 124.
Undvigelse under
varetægtsfængsling efter den foreslåede
bestemmelse i udlændingelovens § 35 a vil derimod
være omfattet af strafansvaret.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 9.
Til nr. 2
Efter straffelovens § 124,
stk. 5, nr. 2, gælder bestemmelserne i straffelovens §
124, stk. 1-3, også i forhold til personer, der i stedet for
varetægtsfængsel er frihedsberøvet i institution
m.v.
Det foreslås, at bestemmelsen
ændres, således at det fremgår, at
varetægtsfængsling efter den foreslåede
bestemmelse i udlændingelovens § 35 b også er
omfattet.
Det indebærer, at flugt fra
varetægtsfængsling i fodlænke på
bopælen i indkvarteringsstedet efter den foreslåede
bestemmelse i udlændingelovens § 35 b ligeledes er
omfattet af strafansvaret efter straffelovens § 124, stk.
1.
En udlænding, der efter den
foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 35 a
er varetægtsfængslet i en anden form for surrogat,
f.eks. en psykiatrisk institution, og som flygter herfra, vil kunne
straffes efter den eksisterende bestemmelse i straffelovens §
124, stk. 5, nr. 2, jf. stk. 1.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 9.
Til nr. 3
Efter straffelovens § 124,
stk. 5, nr. 4, gælder bestemmelserne i straffelovens §
124, stk. 1-3, også i forhold til personer, der i forbindelse
med fuldbyrdelse af straf uden for arresthuse og fængsler,
jf. stk. 1, er frihedsberøvet på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol eller i institution m.v.
Det foreslås, at bestemmelsen
ændres, således at det fremgår, at det både
er flugt fra afsoning i fodlænke på bopælen efter
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a og det foreslåede
kapitel 13 b i straffuldbyrdelsesloven, som er omfattet.
Det indebærer, at flugt fra
afsoning i fodlænke på bopælen i
indkvarteringsstedet efter det foreslåede kapitel 13 b i
straffuldbyrdelsesloven også er omfattet af strafansvaret
efter straffelovens § 124, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 9.
Til §
4
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1.
marts 2017.
Loven finder anvendelse på
overtrædelser af udlændingelovens § 34, stk. 4 og
5, § 42 a, stk. 8, 1. pkt. og § 42 a, stk. 10, og
straffelovens § 124, der er begået efter lovens
ikrafttræden, jf. straffelovens § 3. Er gerningsmanden
tidligere blevet straffet for overtrædelse af
udlændingelovens § 60, stk. 1, kan sådanne
overtrædelser tillægges gentagelsesvirkning efter de
nye regler.
Det foreslås i stk. 2, at § 35 b i lovens § 1, nr.
2, træder i kraft den 1. juni 2017.
Der indføres en ny ordning
med mulighed for varetægtsfængsling i fodlænke
på bopælen i indkvarteringsstedet. Etablering af
ordningen vil være forbundet med en række praktiske og
tekniske udfordringer for kriminalforsorgen. Det foreslås
derfor, at § 35 b om varetægtsfængsling i
fodlænke på bopælen i indkvarteringsstedet
træder i kraft den 1. juni 2017.
Det bemærkes, at adgangen til
at afsone en straf i fodlænke på bopælen i
indkvarteringsstedet ligeledes først vil være
etableret fra den 1. juni 2017. Ændringen af
udlændingelovens § 60, stk. 2 samt
straffuldbyrdelsesloven sættes imidlertid i kraft fra 1.
marts 2017. Det skyldes, at udlændingen i praksis vil skulle
overtræde sine kontrolforanstaltninger og herefter skal
retsforfølges og dømmes, inden der vil ske afsoning.
I praksis vil der således ikke ske indkaldelse til afsoning i
en fodlænke inden den 1. juni 2017.
Lovforslagets stk. 3, vedrører ikrafttræden af
forslaget om nedsættelse af kontante ydelser ved manglende
overholdelse af opholds-, melde- og underretningspligten, jf. den
forslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 a,
stk. 13, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Forsørgertillæg
forudbetales hver 14. dag, jf. udlændingelovens § 42 b,
stk. 1, 2. pkt., og stk. 7, 3. pkt. Tillægsydelse
bagudbetales hver 14. dag, jf. udlændingelovens § 42 b,
stk. 8, 2. pkt. For alle kontante ydelser gælder, at
Udlændingestyrelsen ud fra status i udlændingens sag
på en given skæringsdato umiddelbart forud for
udbetalingsdatoen bestemmer, hvorvidt og efter hvilken sats
udlændingen får udbetalt en kontant ydelse, jf.
udlændingelovens § 42 b, stk. 1, 3. pkt., stk. 7, 4.
pkt., og stk. 8, 3. pkt.
Det foreslås på den
baggrund i stk. 3, at forslaget om
skærpede økonomiske konsekvenser i den
foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 13, finder
anvendelse på udbetaling af tillægsydelse fra
første hele periode på 14 dage, der ligger til grund
for beregning af tillægsydelsen, og som følger efter
lovens ikrafttræden. Hermed sikres det, at de skærpede
økonomiske konsekvenser alene finder anvendelse på
udbetalinger, hvor hele optjeningsperioden ligger efter lovens
ikrafttræden.
For så vidt angår
forsørgertillæg, foreslås det, at lovforslagets
§ 1, nr. 7, finder anvendelse på udbetaling af
grundydelse og forsørgertillæg, der følger
efter førstkommende skæringsdato, jf. § 42 b,
stk. 1, 3. pkt., og § 42 b, stk. 7, 4. pkt., efter lovens
ikrafttræden. I praksis vil dette alene vedrøre
nedsættelse af forsørgertillægget.
Til §
5
Bestemmelsen vedrører lovens
territoriale gyldighed.
Efter bestemmelsens stk. 1 gælder loven ikke på
Færøerne og Grønland.
Det følger dog af
bestemmelsens stk. 2, at lovens
§§ 1 og 2 ved kongelig anordning helt eller delvist kan
sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Det følger endviderer af
bestemmelsens stk. 3, at lovens §
1 ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i
kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
Strafniveau
Skema til brug for
straffastsættelse:
Antal
overtrædelser | 1.gangstilfælde | 1-6 | Advarsel | 7-60 | Fængsel i 7 dage | 61-150 | Fængsel i 20 dage | 151-500 | Fængsel i 40 dage | 501-1.000 | Fængsel i 50 dage | 1.001-1.500 | Fængsel i 60 dage | 1.501-2.000 | Fængsel i 3 måneder |
|
Antal
overtrædelser | 2.gangstilfælde | 1-6 | Advarsel | 7-60 | Fængsel i 20 dage | 61-150 | Fængsel i 60 dage | 151-500 | Fængsel i 3 måneder | 501-1.000 | Fængsel i 4 måneder | 1.001-1.500 | Fængsel i 5 måneder | 1.501-2.000 | Fængsel i 6 måneder |
|
Antal
overtrædelser | 3.gangstilfælde | 1-6 | Fængsel i 10 dage | 7-60 | Fængsel i 3 måneder | 61-150 | Fængsel i 4 måneder | 151-500 | Fængsel i 5 måneder | 501-1.000 | Fængsel i 6 måneder | 1.001-1.500 | Fængsel i 7 måneder | 1.501-2.000 | Fængsel i 8 måneder |
|
Antal
overtrædelser | 4.gangstilfælde | 1-6 | Fængsel i 20 dage | 7-60 | Fængsel i 4 måneder | 61-150 | Fængsel i 5 måneder | 151-500 | Fængsel i 6 måneder | 501-1.000 | Fængsel i 7 måneder | 1.001-1.500 | Fængsel i 8 måneder | 1.501-2.000 | Fængsel i 9 måneder |
|
Antal
overtrædelser | 5.gangstilfælde | 1-6 | Fængsel i 30 dage | 7-60 | Fængsel i 5 måneder | 61-150 | Fængsel i 6 måneder | 151-500 | Fængsel i 7 måneder | 501-1.000 | Fængsel i 8 måneder | 1.001-1.500 | Fængsel i 9 måneder | 1.501-2.000 | Fængsel i 10 måneder |
|
Bilag 2
Fordeling af fængselsstraf og
fodlænkestraf
Skema til brug for kriminalforsorgens
afgørelse om fordeling mellem fængselsstraf og
fodlænkestraf:
Idømt
fængelsstraf | Fordeling mellem
fængselsstraf og forlænkestraf | Fængsel i 7 dage | Fængsel i 7 dage | Fængsel i 10 dage | Fængsel i 10 dage | Fængsel i 20 dage | Fængsel i 20 dage | Fængsel i 30 dage | Fængsel i 30 dage | Fængsel i 40 dage | Fængsel i 20 dage + fodlænke i
20 dage | Fængsel i 50 dage | Fængsel i 20 dage + fodlænke i
30 dage | Fængsel i 60 dage | Fængsel i 25 dage + fodlænke i
35 dage | Fængsel i 3 måneder | Fængsel i 30 dage + fodlænke i
60 dage | Fængsel i 4 måneder | Fængsel i 45 dage + fodlænke i
75 dage | Fængsel i 5 måneder | Fængsel i 60 dage + fodlænke i
90 dage | Fængsel i 6 måneder | Fængsel i 75 dage + fodlænke i
105 dage | Fængsel i 7 måneder | Fængsel i 90 dage + fodlænke i
120 dage | Fængsel i 8 måneder | Fængsel i 105 dage + fodlænke
i 135 dage | Fængsel i 9 måneder | Fængsel i 120 dage + fodlænke
i 150 dage | Fængsel i 10 måneder | Fængsel i 135 dage + fodlænke
i 165 dage |
|
I førstegangstilfælde, hvor der idømmes
fængselsstraf på op til og med 20 dage, kan straffen
dog afsones i fodlænke, hvis særlige forhold talere
herfor.
Bilag 3
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, som senest
ændret ved § 10 i lov nr. 665 af 8. juni 2016, foretages
følgende ændringer: | | | | § 34 a.
Udlændingestyrelsen skal beslutte, at en udlænding,
hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller
2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1,
men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en
udlænding, som har fået afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller §
8, stk. 1 eller 2, men som ikke kan udsendes af landet, jf. §
31, og som gentagne gange er straffet for manglende overholdelse af
et opholdspåbud, jf. § 42 a, stk. 8, jf. § 60, stk.
1, som en foranstaltning til at styrke kontrollen med overholdelsen
af opholdspåbuddet, jf. § 42 a, stk. 9, i en periode
på 1 måned skal registreres ved ind- og udgang af
indkvarteringsstedet ved en elektronisk sender, som monteres
på udlændingens person. | | 1. § 34
a ophæves. | Stk. 2. Politiet
yder bistand til gennemførelsen af monteringen af den
elektroniske sender på udlændingens person. Monteringen
af den elektroniske sender skal ske så skånsomt, som
omstændighederne tillader det. Indgrebet kan om
nødvendigt ske med den fornødne magtanvendelse. | | | Stk. 3.
Begærer udlændingen spørgsmålet om
montering af den elektroniske sender indbragt for retten, skal
Udlændingestyrelsen inden 5 søgnedage indbringe sagen
for byretten på det sted, hvor indkvarteringsstedet er
beliggende. | | | Stk. 4.
Reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a finder tilsvarende
anvendelse på sager indbragt for retten efter stk. 3. | | | Stk. 5. Har
en udlænding, som har fået monteret en elektronisk
sender, fået dispensation fra overholdelse af et
opholdspåbud, jf. § 42 a, stk. 8, skal den elektroniske
sender fjernes fra udlændingens person i den periode,
dispensationen vedrører. Den elektroniske sender monteres
på ny, når dispensationen fra overholdelse af
opholdspåbuddet er udløbet. | | | Stk. 6.
Medvirker udlændingen ikke til monteringen af den
elektroniske sender, straffes udlændingen med bøde.
Med bøde straffes også den udlænding, som efter
monteringen af den elektroniske sender fjerner eller
ødelægger denne. | | | | | | | | 2. Efter
§ 35 indsættes: | | | »35 a.
En udlænding kan varetægtsfængsles, når der
er begrundet mistanke om, at udlændingen gentagne gange har
overtrådt pålæg, der er meddelt udlændingen
efter § 34, stk. 4, § 34, stk. 5, § 42 a, stk. 8, 1.
pkt., eller § 42 a, stk. 10. | | | Stk. 2.
Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og
foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder i
øvrigt anvendelse. | | | | | | § 35 b.
Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling
efter § 35 a til stede, træffer retten, hvis sigtede
samtykker heri, bestemmelse om anbringelse af udlændingen
på bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol, medmindre særlige forhold taler
herimod. | | | Stk. 2.
Udlændinge-, integrations- og boligministeren
fastsætter efter forhandling med justitsministeren regler om
varetægtsfængslingens iværksættelse og
gennemførelse, samt anvendelse af elektronisk
overvågning, herunder karakteren af elektronisk kontrol
m.v.« | | | | § 42
a… | | 3. I § 42 a indsættes som stk.
10: | Stk. 2-9
--- | | »Stk.
10. Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre
særlige grunde taler derimod, at en udlænding, som er
pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted,
jf. stk. 8, 1. pkt., skal give underretning til
indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i
tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for
indkvarteringsstedet. En underretning kan alene omfatte den
førstkommende nat eller alene de tidsrum i løbet af
den pågældende nat, hvor udlændingen opholder sig
uden for indkvarteringsstedet, eller alene det tidsrum i
løbet af natten, hvor udlændingen opholder sig uden
for indkvarteringsstedet. « Stk. 10 og 11 bliver herefter stk. 11 og
12. | | | | Stk. 10.
Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, der
er omfattet af stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, ikke får udbetalt
kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den
pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri
bespisningsordning, eller at udlændingen alene får
udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2,
forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og
nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og
7, når den pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri
bespisningsordning, såfremt | | 4. I § 42 a, stk. 10, 1. pkt., der bliver
stk. 11, 1. pkt., ændres »jf. stk. 3,« til:
»jf. stk. 3, og som ikke er omfattet af stk.
13,«. | 1) udlændingen uden rimelig grund
udebliver fra en afhøring med Udlændingestyrelsen
eller politiet, hvortil den pågældende er
indkaldt, | | | 2) udlændingen har udvist voldelig
eller truende adfærd over for personer, der udfører
opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge,
eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig
på indkvarteringsstedet, | | | 3) udlændingen ikke efterkommer
Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen
skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere
bestemmelse, jf. stk. 7, 3. pkt., eller stk. 8, 1. pkt., | | 5. I § 42 a, stk. 10, nr. 3, der bliver stk.
11, nr. 3, udgår »eller stk. 8, 1. pkt.« | 4) udlændingen ikke efterkommer
politiets bestemmelse om en i § 34 nævnt
foranstaltning, | | 6. I § 42 a, stk. 10, nr. 4, der bliver stk.
11, nr. 4, ændres »§ 34« til: »§
34, stk. 1-3 og stk. 6,«. | 5) udlændingen tilsidesætter et
pålæg om at udføre nødvendige opgaver i
forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d,
stk. 2, 1. pkt., eller | | | 6) udlændingen er efterlyst af
politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller
udsendelse. | | | | | | Stk. 11.
Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde
taler derimod, bestemme, at en udlænding, der er omfattet af
stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, ikke får udbetalt kontante
ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den
pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri
bespisningsordning, eller at udlændingen alene får
udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2,
forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og
nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og
7, når den pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri
bespisningsordning, såfremt | | | 1) udlændingen indgiver
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og ikke
medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2.
pkt., eller | | | 2) politiet drager omsorg for
udlændingens udrejse, og udlændingen ikke medvirker
hertil, jf. § 40, stk. 5, 1. pkt. | | | | | | | | 7. I § 42 a indsættes som stk.
13: | | | »Stk.
13. Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige
grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, hvis
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er
bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men
som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding,
der har fået afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2,
men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en
udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§
22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter §
35, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk.
1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret
på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en
vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene
får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2,
forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og
nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og
7, når den pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri
bespisningsordning, såfremt | | | 1) udlændingen uden rimelig grund
udebliver fra en afhøring med Udlændingestyrelsen
eller politiet, hvortil den pågældende er
indkaldt, | | | 2) udlændingen har udvist voldelig
eller truende adfærd over for personer, der udfører
opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge,
eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig
på indkvarteringsstedet, | | | 3) udlændingen ikke efterkommer
Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen
skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere
bestemmelse, jf. stk. 8, 1. pkt., | | | 4) udlændingen ikke efterkommer
politiets bestemmelse om, at udlændingen skal give
møde hos politiet på nærmere angivne
tidspunkter, jf. § 34, stk. 4 og 5, | | | 5) udlændingen ikke efterkommer
Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen
skal give underretning til indkvarterings-operatøren, hvis
udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder
sig uden for indkvarteringsstedet, jf. § 42 a, stk. 10, | | | 6) udlændingen tilsidesætter et
pålæg om at udføre nødvendige opgaver i
forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d,
stk. 2, 1. pkt., eller | | | 7) udlændingen er efterlyst af
politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller
udsendelse.« | | | | | | Stk. 12-14 bliver herefter stk.
14-16. | | | | Stk. 12.
Udlændingestyrelsen kan til brug for en afgørelse
efter stk. 10 eller 11 uden udlændingens samtykke indhente
oplysninger om udlændingens helbredsforhold hos
indkvarteringsoperatøren, jf. stk. 5. | | 8. I § 42 a, stk. 12, der bliver stk. 14,
ændres »stk. 10 eller 11« til: »stk. 11, 12
eller 13«. | Stk. 13.
Udlændingestyrelsen fastsætter nærmere regler om
Udlændingestyrelsens eller udlændinges afholdelse af
udgifter til underhold og nødvendige sundhedsmæssige
ydelser, jf. stk. 1-4, herunder om beregningen af udgifterne til
underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser samt
gennemsnitstakster for en given ydelse over en given periode | | | Stk. 14. For
udlændinge omfattet af stk. 10 og 11, der er indkvarteret
på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri
bespisningsordning, udgør forsørgertillægget
pr. dag 42,73 kr. Det angivne beløb er fastsat i
2005-beløb og reguleres fra og med 2006 én gang
årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov
om en satsreguleringsprocent | | 9. I § 42 a, stk. 14, 1. pkt., der bliver
stk. 16, 1. pkt, ændres »stk. 10 og 11,« til:
»stk. 11, 12 og 13,«. | | | | § 46 a.
Udlændingestyrelsens afgørelser kan bortset fra
afgørelser om afvisning truffet efter regler udstedt i
medfør af § 9 g, stk. 1, 2. pkt., samt de
afgørelser, der er nævnt i § 9 g, stk. 3, §
9 h, stk. 8, 1. pkt., § 9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5, 1.
pkt., jf. stk. 1, § 11, stk. 10, § 32 a, § 33,
§ 34 a, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 1.
og 2. pkt., § 42 b, stk. 1, 3 og 7-9, § 42 d, stk. 2,
§ 46 e, § 52 b, stk. 1 og 3, § 53 a og § 53 b,
påklages til udlændinge-, integrations- og
boligministeren. Udlændingestyrelsens afgørelser efter
§ 42 k og § 42 l kan ikke påklages, for så
vidt angår boligens geografiske placering. | | 10. I § 46 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes
efter »§ 42 a, stk. 8, 1. og 2. pkt.,«:
»§ 42 a, stk. 10,«. | Stk.
2-7. … | | | | | | § 48.
Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jf. § 28, stk.
1-4, kan træffes af vedkommende politidirektør.
Afgørelser efter § 30, § 33, stk. 9, § 34,
§ 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, § 37
e, stk. 1 og 4, §§ 37 g og 37 j, § 40, stk. 8 og 9,
§ 40 a, stk. 1 og 2, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40
a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 1 og 2, § 40 b, stk. 3, 1.
pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2 og 3, kan
træffes af Rigspolitichefen eller politidirektøren.
Afgørelser efter § 40 a, stk. 1, nr. 3, og § 40 b,
stk. 1, og afgørelser om, at dokumenter eller genstande og
aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42 a,
stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf.
§ 40, stk. 9, kan endvidere træffes af
Udlændingestyrelsen. Afgørelser om ydelse af
hjælp efter § 43 a kan træffes af
Rigspolitichefen. De afgørelser, der er nævnt i 1.
pkt., kan påklages til Udlændingenævnet, jf.
§ 52 b, stk. 5, og de afgørelser, der er nævnt i
2.-4. pkt., kan påklages til udlændinge-, integrations-
og boligministeren, jf. dog 7. og 8. pkt. Klagen har ikke
opsættende virkning. Politiets afgørelse om
iværksættelse af foranstaltninger efter § 36 og
§§ 37 c-37 e kan dog kun påklages til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, såfremt
afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter
§§ 37, 37 c-37 e eller 37 k. Politiets afgørelser
efter § 33, stk. 9, og § 43 a, stk. 2, kan ikke
indbringes for udlændinge-, integrations- og
boligministeren | | 11. I § 48, stk. 1, 5. pkt., ændres
»jf. dog 7. og 8. pkt.« til: »jf. dog 7. og 8.
pkt. og stk. 2.« | | | 12. I § 48 indsættes som stk. 2: »Stk. 2.
Politidirektørernes afgørelser efter § 34 kan
påklages til Rigspolitichefen. Rigspolitichefens
afgørelse efter § 34 i 1. instans kan påklages
til udlændinge-, integrations- og boligministeren.
Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over
afgørelser truffet efter § 34 af
politidirektørerne kan ikke påklages til
udlændinge-, integrations- og boligministeren.« | | | | § 60.
Overtrædelse af de i medfør af § 34, § 42 a,
stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 1. og 2. pkt., eller §
42 d, stk. 2, 2. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1
og 3, § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2 og 4, og §
42 a, stk. 7, 4. pkt., og stk. 9, 3. pkt., eller
tilsidesættelse af de betingelser, der er knyttet til en
tilladelse efter loven, straffes med bøde eller under
skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1
år. Overtrædelse af § 40, stk. 5, straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år.
Overtrædelse af § 44 a, stk. 11, 1. pkt., straffes med
bøde. | | 13. I § 60, stk. 1, 1. pkt., ændres
»§ 34,« til: »§ 34, stk. 1-3 og stk.
6,«, »§ 42 a, stk. 8, 1. og 2. pkt.«
ændres til: »§ 42 a, stk. 8, 2. pkt.«, og
»stk. 9, 3. pkt.« ændres til: »stk. 8, 3.
pkt.« | | | 14. I § 60 indsættes som stykke 2: | Stk. 2. I
forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
bestemmelser i forskrifterne. I forskrifter, der udstedes i
medfør af § 2, stk. 4 og 5, § 12, § 15, stk.
2, § 16 og § 38, stk. 4 og 9, kan der fastsættes
straf af bøde eller af bøde eller fængsel
indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne. | | »Stk.
2. Overtrædelse af de i medfør af § 34,
stk. 4 og 5, og § 42 a, stk. 8, 1. pkt., og stk. 10, givne
pålæg straffes med fængsel indtil 1 år og 6
måneder«. Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og
4. | Stk. 3.
Overtrædelse af forbud efter § 37 j straffes med
bøde | | | | | | | | 15. Efter
§ 62 indsættes i kapitel
9: | | | | | | Ȥ 62
a. Kriminalforsorgen kan efter indstilling fra politiet
bestemme, at en udlænding, der er idømt
fængselsstraf for overtrædelse af
udlændingelovens § 34, stk. 4 eller 5, eller § 42
a, stk. 8, 1. pkt. eller stk. 10, skal løslades med henblik
på at blive udsendt straks, uanset at straffen ikke er helt
fuldbyrdet. | | | Stk. 2.
Kriminalforsorgen træffer afgørelse om, at
straffuldbyrdelsen skal genoptages eller iværksættes,
hvis udlændingen på ny opholder sig her i landet inden
for 5 år efter udsendelsens gennemførelse. | | | Stk. 3.
Udlændinge-, integrations- og boligministeren
fastsætter nærmere regler om straksudsendelse efter
stk. 1 og om genoptagelse eller iværksættelse af
strafafsoning efter stk. 2.« | | | | | | § 2 | | | | | | I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1242 af 11. november 2015, som
ændret ved lov nr. 169 af 27. februar 2016 og § 1 i lov
nr. 641 af 8. juni 2016, foretages følgende
ændringer: | § 8
--- | | | Stk.
2-4. … | | 1. I § 8
indsættes som stk. 5: »Stk. 5.
For dømte, der efter reglerne i kapitel 13 b er meddelt
tilladelse til strafudståelse på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol,
og hvor fuldbyrdelsen ikke allerede er iværksat,
iværksættes fuldbyrdelsen, når kriminalforsorgen
giver meddelelse til den pågældende herom.« | | | | § 20
--- | | | Stk.
2. … | | | Stk. 3. I
særlige tilfælde kan fængselsstraf endvidere
fuldbyrdes på den dømtes bopæl under intensiv
overvågning og kontrol efter reglerne i §§ 78 a-78
f. | | 2. § 20, stk. 3, affattes
således: »Stk. 3. I
særlige tilfælde kan fængselsstraf endvidere
fuldbyrdes på | | | 1) den dømtes bopæl under
intensiv overvågning og kontrol efter reglerne i §§
78 a-78 f eller | | | 2) den dømtes bopæl i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol
efter reglerne i §§ 78 g-78 l.« | | | | § 46
--- | | | Stk.
2-4. … | | 3. I § 46 indsættes som stk. 5 og 6: »Stk. 5.
Udgang kan, medmindre helt særlige omstændigheder
undtagelsesvist taler herfor, endvidere ikke finde sted i en
periode på 3 måneder, hvis | | | 1) den dømte ikke samtykker i at
ville overholde de vilkår, der finder anvendelse under
strafudståelse på bopælen i indkvarteringsstedet
under intensiv overvågning og kontrol, jf. § 78 h, stk.
1, nr. 1, | | | 2) den dømte ikke medvirker til en
undersøgelse af den dømtes personlige forhold, jf.
§ 78 h, stk. 2, eller | | | 3) den dømte ikke medvirker til en
undersøgelse af den dømtes personlige forhold, jf.
§ 78 h, stk. 2, eller | | | Stk. 6. Perioden
på 3 måneder efter stk. 5, nr. 1 og 2, regnes fra
fuldbyrdelsens iværksættelse. Er fuldbyrdelsen
iværksat, og meddeler den dømte på dette
tidspunkt, at denne ikke vil medvirke til en undersøgelse af
den dømtes personlige forhold, jf. § 78 h, stk. 2, skal
perioden på 3 måneder regnes fra tidspunktet, hvor den
dømte meddeler dette. Perioden på 3 måneder
efter stk. 5, nr. 3, regnes fra tidspunktet for overførsel
til fængsel eller arresthus.« | | | | | | 4. Efter
kapitel 13 a indsættes som kapitel 13 b: | | | | | | »Kapitel 13 b. Fuldbyrdelse af
straf på bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol | | | | | | Anvendelsesområde | | | | | | § 78 g.
Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, bestemmer, at
en udlænding, der er idømt fængselsstraf for
overtrædelse af udlændingelovens § 34, stk. 4
eller 5, § 42 a, stk. 8, 1. pkt., eller § 42 a, stk. 10,
efter bestemmelserne i dette kapitel skal udstå en del af
straffen under intensiv overvågning og kontrol på
bopælen i det indkvarteringssted, hvor udlændingen er
pålagt at tage ophold, jf. udlændingelovens § 42
a, stk. 8, 1. pkt., jf. dog § 78 h. | | | Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
udlændinge-, integrations- og boligministeren regler om den
administrative behandling af sager om strafudståelse på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol, herunder om overførsel mellem
afsoningsformer, og om varigheden af den del af straffen, der skal
udstås på bopælen i indkvarteringsstedet under
intensiv overvågning og kontrol. | | | | | | Betingelser for
afgørelse om fuldbyrdelse af straf på
bopælen | | | | | | § 78 h.
Strafudståelse på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol efter § 78 g skal ikke
indgå i straffuldbyrdelsen, hvis | | | 1) den dømte giver samtykke til at
overholde de vilkår, der finder anvendelse under
strafudståelsen, jf. § 78 i, eller | | | 2) denne fuldbyrdelsesform som følge
af den dømtes forhold ikke findes
hensigtsmæssig. | | | Stk. 2.
Kriminalforsorgen kan til brug for afgørelsen af, om den
dømte opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 2, foretage en
nærmere undersøgelse af den dømtes personlige
forhold, såfremt forholdene taler væsentligt herfor.
Hvis kriminalforsorgen finder det fornødent, kan denne i
forbindelse med undersøgelsens foretagelse bestemme, at den
dømte skal aflægge udåndings- og
urinprøver. | | | Stk. 3.
Medvirker den dømte ikke til den i stk. 2 nævnte
undersøgelse, kan strafudståelse på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol ikke indgå i
straffuldbyrdelsen. | | | | | | Vilkår | | | | | | § 78 i.
Afgørelse om strafudståelse på bopælen i
indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol
meddeles på vilkår af, at den dømte i
fuldbyrdelsesperioden | | | 1) ikke begår strafbart forhold, | | | 2) kun forlader bopælen inden for de
af kriminalforsorgsområdet fastsatte tidsrum | | | 3) kun forlader bopælen for at deltage
i aktiviteter, som kriminalforsorgsområdet har
godkendt, | | | 4) ikke indtager alkohol, euforiserende
stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige
lovgivning, | | | 5) udfører aktiviteter efter
kriminalforsorgens nærmere beslutning og ikke helt eller
delvis udebliver fra udførelsen af aktiviteterne, | | | 6) undergiver sig
kriminalforsorgsområdets tilsyn og kontrol, herunder
elektronisk kontrol m.v., og overholder de forskrifter, som
kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af
tilsynet, og | | | 7) holder kriminalforsorgsområdet
underrettet om forhold af betydning for straffuldbyrdelsen på
bopælen og møder op hos kriminalforsorgs-området
efter dennes nærmere bestemmelse. | | | Stk. 2. Der kan
endvidere fastsættes andre vilkår, der findes
hensigtsmæssige. | | | Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
udlændinge-, integrations- og boligministeren regler om de
tidsrum, hvor den dømte kan forlade bopælen, om
indholdet af de aktiviteter, som den dømte i
fuldbyrdelsesperioden skal udføre, og om adgang til
forsørgelse og sundhedsmæssige ydelser. | | | | | | Gennemførelse af tilsyn, kontrol
m.v. | | | | | | § 78 j.
Under fuldbyrdelsen fører kriminalforsorgsområdet
tilsyn med den dømte, herunder med overholdelsen af de i
§ 78 i nævnte vilkår. Inden fuldbyrdelsen
iværksættes, skal kriminalforsorgsområdet vejlede
den dømte om de rettigheder og pligter, som tilsynet og de
for fuldbyrdelsen fastsatte vilkår indebærer, herunder
om virkninger af vilkårsovertrædelser. | | | Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
udlændinge-, integrations- og boligministeren regler om
tilsynets gennemførelse, herunder om tilsynets
iværksættelse, kontakthyppighed, elektronisk
overvågning, kontrolbesøg, foretagelse af
udåndingsprøver og urinprøver m.v. | | | Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
udlændinge-, integrations- og boligministeren regler om
anvendelse af elektronisk overvågning, herunder karakteren af
elektronisk kontrol. | | | | | | Tilbagekaldelse af
afgørelse om strafudståelse på
bopælen | | | | | | § 78 k.
En afgørelse om strafudståelse på bopælen
i indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol
kan tilbagekaldes af justitsministeren eller den, der bemyndiges
dertil, hvis | | | 1) den dømte anmoder herom, | | | 2) den dømte inden fuldbyrdelsens
iværksættelse har begået strafbart forhold, | | | 3) den dømte på tidspunktet for
fuldbyrdelsens iværksættelse eller under denne
frihedsberøves af anden grund end til fuldbyrdelse af den
fængselsstraf, afgørelsen vedrører, eller | | | 4) den dømte på tidspunktet for
fuldbyrdelsens iværksættelse ikke er til stede på
bopælen i indkvarteringsstedet. | | | Stk. 2. En
afgørelse kan endvidere tilbagekaldes, hvis den dømte
under fuldbyrdelsen overtræder et eller flere af de i §
78 i, stk. 1, nr. 1-7, nævnte vilkår. Det samme
gælder, hvis den dømte overtræder et
vilkår fastsat i medfør af § 78 i, stk. 2, eller
hvis kriminalforsorgens tilsyn og kontrol med den dømte ikke
kan gennemføres på grund af dennes adfærd. | | | Stk. 3. Den
dømte underrettes snarest muligt om tilbagekaldelsen af
afgørelsen. | | | | | | § 78 l.
Tilbagekaldes en beslutning om strafudståelse på
bopælen i indkvarteringsstedet under intensiv
overvågning og kontrol efter fuldbyrdelsens
iværksættelse, skal den dømte overføres
til fængsel eller arresthus til afsoning af
reststraffen. | | | Stk. 2.
Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at den dømte
midlertidigt skal overføres til fængsel eller
arresthus, mens spørgsmålet om tilbagekaldelse
behandles. | | | Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
udlændinge-, integrations- og boligministeren nærmere
regler om overførsel af dømte til fængsel eller
arresthus.« | | | | § 106
--- | | | Stk. 2. En
dømt, der har udstået straf på bopælen
under intensiv overvågning og kontrol, har ret til erstatning
efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, hvis den
dømte uforskyldt har udstået straf i for lang
tid. | | 5. I § 106, stk. 2, indsættes efter
»kontrol,«: »jf. kapitel 13 a, eller som har
udstået straf på bopælen i indkvarteringsstedet
under intensiv overvågning og kontrol, jf. kapitel 13
b«. | | | | | | | | | § 3 | | | | | | I straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1052 af 4. juli 2016, foretages
følgende ændring: | | | | | | 1. I § 124, stk. 1, indsættes som 2.
pkt.: | § 124.
Den, der flygter som anholdt eller fængslet, straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år. Stk.
2.4. … | | »Det gælder dog ikke den,
der er varetægtsfængslet efter udlændingelovens
§ 35 eller er frihedsberøvet efter
udlændingelovens § 36.« | Stk. 5.
Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder også i forhold
til | | | 1) . . . | | | 2) personer, der i stedet for
varetægtsfængsel er frihedsberøvet i institution
m.v., | | 2. I § 124, stk. 5, nr. 2, indsættes
efter »institution m.v.«: »eller er
varetægtsfængslet efter udlændingelovens §
35 b«. | 3) … | | | 4) personer, der i forbindelse med
fuldbyrdelse af straf uden for arresthuse og fængsler, jf.
stk. 1, er frihedsberøvet på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol eller i institution m.v.,
og | | 3. I § 124, stk. 5, nr. 4, indsættes
efter »under intensiv overvågning og kontrol«:
»efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a eller 13
b«. | 5) personer, der afsoner fængselsstraf
under udstationering fra fængsel eller arresthus. | | | Stk.
6. … | | | | | | | | § 4 | | | | | | Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. marts 2017, jf. dog stk. 2. | | | Stk. 2. §
35 b i udlændingeloven, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 2, træder i kraft den 1. juni 2017. | | | Stk. 3. §
42 a, stk. 13, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7,
får virkning for udbetaling af grundydelse og
forsørgertillæg, der følger
førstkommende skæringsdato, jf. udlændingelovens
§ 42 b, stk. 1, 3. pkt., og § 42 b, stk. 7, 4. pkt.,
efter lovens ikrafttræden, og på udbetaling af
tillægsydelse fra første hele periode på 14
dage, der ligger til grund for beregning af tillægsydelsen,
og som følger efter lovens ikrafttræden. | | | | | | § 5 | | | | | | Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og
Grønland. | | | Stk. 2. Lovens
§§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold
tilsiger. | | | Stk. 3. Lovens
§ 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes
i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger. |
|