Skriftlig fremsættelse (9. november
2016)
Energi-, forsynings- og klimaministeren
(Lars Christian Lilleholt):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Lov om ændring af lov om elforsyning
og lov om naturgasforsyning (It- beredskab i el- og
naturgassektorerne, gebyr for tilladelser til Energinet.dk og
forhøjelse af indtægtsrammer for netvirksomheder
mv.)
Lovnr. 68
Lovforslaget udmønter et initiativ i
Den nationale strategi for cyber- og
informationssikkerhed fra december 2014, der har til hensigt
at styrke cyber- og informationssikkerheden for virksomhederne i
el- og naturgassektorerne ved at stille krav til cyber- og
informationssikkerheden.
Forsyningen af
el og naturgas fra produktion til forbrug styres i stigende grad af
digitale styrings- og overvågningssystemer, der herved er
kritiske for forsyningen af el og naturgas til samfundet. Disse
forsyningskritiske it-systemer skal sikres mod driftsforstyrrelser,
bevidste angreb og utilsigtede hændelser, så risikoen
for forsyningsnedbrud minimeres og eventuelle konsekvenser heraf
begrænses. Den nuværende lovgivning af beredskabet i
el- og naturgassektorerne regulerer ikke specifikt beredskabet for
forsyningskritiske it-systemer.
Lovforslaget stiller krav om, at
virksomhederne skal opretholde et it-beredskab for
forsyningskritiske it-systemer i el- og naturgassektorerne.
It-beredskabet skal sikre, at virksomhederne i el- og
naturgassektorerne har overblik over egne it-systemer, vurderer
risikoen for angreb på eller nedbrud i it-systemer samt
modtager relevante trusselsmeldinger, således at
virksomhederne kan foretage de nødvendige tiltag for at
begrænse mulige konsekvenser af disse angreb eller
nedbrud.
Med
lovforslaget får energi-, forsynings- og klimaministeren
pligt til at fastætte regler om virksomheders beskyttelse af
egne forsyningskritiske it-systemer og virksomhedernes bidrag til
sektorernes samlede it-beredskab.
Lovforslaget
giver energi-, forsynings- og klimaministeren mulighed for at
påbyde en virksomhed at afholde en uvildig
undersøgelse af egne it-systemer. Ministeren gives ligeledes
beføjelse til at kunne påbyde virksomheder at
gennemføre nødvendige foranstaltninger til
opretholdelse af et relevant it-beredskab, enten på baggrund
af en gennemført uvildig undersøgelse eller på
baggrund af det gennemførte tilsynsarbejde.
Herudover
giver lovforslaget energi-, forsynings- og klimaministeren mulighed
for at udstede regler om, at netvirksomhedernes dokumenterede
meromkostninger til opfyldelse af lovforslagets krav om tilmelding
til en it-sikkerhedstjeneste kan indregnes i de
indtægtsrammer, som Energitilsynet fastsætter. Samtidig
sikrer lovforslaget et klarere retsgrundlag vedrørende
forhøjelser af indtægtsrammen i forhold til
dokumenterede meromkostninger, som udspringer af krav
vedrørende fjernaflæste elmålere og
energibesparelser. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer
i forhold til, hvad der kan føre til
indtægtsrammeforhøjelser i forhold til
fjernaflæste elmålere og energibesparelser.
Lovforslaget
indeholder endvidere to ændringer af ministerens
bemyndigelser til at fastsætte regler om gebyrbetaling for
Energistyrelsens myndighedsarbejde. Den ene ændring betyder,
at Energistyrelsen vil kunne opkræve gebyrer fra Energinet.dk
for at føre tilsyn med beredskabsarbejde. Den anden
ændring indebærer, at Energistyrelsen kan opkræve
gebyrer for udstedelse af tilladelser til elforsyningsnet på
søterritoriet, som gives til Energinet.dk.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.