L 71 Forslag til lov om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET).

(Ændring af PET’s opgaver i forhold til den alvorligste organiserede kriminalitet og PET’s forpligtelse til sletning af oplysninger).

Af: Justitsminister Søren Pind (V)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-11-2016

Fremsættelse: 09-11-2016

Skriftlig fremsættelse (9. november 2016)

20161_l71_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. november 2016)

Justitsministeren (Søren Pind):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) (Ændring af PET's opgaver i forhold til den alvorligste organiserede kriminalitet og PET's forpligtelse til sletning af oplysninger)

(Lovforslag nr. L 71)

Tilsynet med Efterretningstjenesterne afgav i foråret sin årsredegørelse for 2015. Tilsynet konstaterede, at PET's indhentelse og videregivelse af oplysninger er i orden, og at PET generelt set overholder de overordnede slettefrister. Tilsynet og PET har dog til gengæld i et vist omfang forskellige opfattelser af rækkevidden af enkelte regler om sletning af oplysninger, hvilket har givet tilsynet anledning til at påtale PET's manglende sletning af oplysninger i en række tilfælde.

Formålet med lovforslaget er først og fremmest at afklare rækkevidden af PET's forpligtelser til at slette lovligt tilvejebragte oplysninger og samtidig skabe den rette balance mellem på den ene side hensynet til, at PET ikke behandler flere oplysninger end nødvendigt, og på den anden side, at PET's operative ressourcer anvendes til PET's kerneopgaver med at forebygge og bekæmpe terrorisme.

Med lovforslaget lægges der op til udtrykkeligt at fastlægge i PET-loven, at når PET i forbindelse med sine aktiviteter bliver opmærksom på, at sager eller dokumenter mv. ikke længere opfylder lovens behandlingskriterier, skal tjenesten slette disse, uanset om de relevante slettefrister er udløbet, men at PET ikke herudover er forpligtet til løbende af egen drift at gennemgå tjenestens sager og dokumenter mv. med henblik på at overveje sletning. Det foreslås endvidere at fastsætte, at PET som udgangspunkt ikke skal være forpligtet til at slette enkelte oplysninger i dokumenter mv., der i øvrigt skal bevares. Det foreslås dog som en undtagelse hertil at bevare den indirekte indsigtsordning fuldt ud. I tilfæl?de, hvor en fysisk eller juridisk person har anmodet Tilsynet med Efterretningstjenesterne om at undersøge, hvorvidt PET uberettiget behandler oplysninger om den pågæl?dende, vil tjenesten således være forpligtet til at slette enkelte oplysninger i dokumenter mv., der i øvrigt skal bevares. Det foreslås endvidere, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at PET i visse særlige situationer fortsat skal slette enkeltoplysninger i dokumenter mv., der i øvrigt skal bevares.

Med lovforslaget foreslås det desuden at overføre PET's opgaver vedrørende den alvorligste organiserede kriminalitet til Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter. Formålet med denne del af lovforslaget er at sikre en bedre arbejdsfordeling mellem PET og det øvrige politi. Dette skal ses i sammenhæng med, at PET har et stigende behov for at anvende efterforskningsressourcer med henblik på forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13, og at det øvrige politi har opbygget en betydelig kapacitet til efterforskning af organiseret kriminalitet.

Endelig foreslås det med lovforslaget at ændre reglerne for godkendelse af ansatte i Tilsynet med Efterretningstjenesternes sekretariat, så det fremover er tilsynet selv - i stedet for Justitsministeriet - der træffer afgørelse om sikkerhedsgodkendelse. Dette forslag er navnlig begrundet i, at det vurderes, at tilsynet selv har de bedste forudsætninger for at træffe afgørelse om sikkerhedsgodkendelse af dets sekretariatsansatte.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.