Skriftlig fremsættelse (18. november
2016)
Energi-, forsynings- og
klimaministeren (Lars Christian Lilleholt):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
fremme af vedvarende energi (Kommunal indsigelsesret, udvidelse af
køberetsordningen og den grønne ordning,
pristillæg og afregningsvilkår for
havvindmølleparkerne Vesterhav Syd, Vesterhav Nord og
Kriegers Flak samt midlertidig suspension af støtteordninger
og indsættelse af loft for støtte til visse
anlæg).
(Lovforslag nr. L 91)
Med dette forslag foreslår regeringen
at revidere reglerne for den såkaldte
åben-dør-ordning for havvindmøller. Flere
projekter under ordningen har i 2015 givet anledning til modstand
fra lokale borgere, herunder især sommerhusejere, ligesom der
er kommunalbestyrelser, der har ønsket at have mere
indflydelse ved vurderingen af disse projekter. Det foreslås
derfor, at reglerne revideres på tre områder:
indførelse af en betinget kommunal indsigelsesret og
udvidelse af køberetsordningen og den grønne
ordning.
Den kommunale indsigelsesret kan udnyttes
af kommunalbestyrelser, hvis der planlægges opstilling af
havvindmøller op til 8 km fra kommunens kyststrækning.
Indsigelsesretten giver kommunalbestyrelser mere indflydelse i
forhold til, om der skal opstilles kystnære
havvindmøller langs kommunens kyststrækning. Herudover
foreslås køberetsordningen udvidet således, at
personer, der ejer en fritidsbolig under nærmere bestemte
kriterier, får mulighed for at købe andele i
havvindmølleprojekter, når vindmøllerne
etableres uden for udbud. Det foreslås desuden, at kredsen af
kommuner, der kan få del i den grønne ordning,
udvides, så det nu også bliver muligt for kommuner at
modtage tilskud fra ordningen, når der opstilles
havvindmøller tæt på kommunens kyster.
Lovforslaget indeholder endvidere en
lovfæstelse af pristillæg og andre
afregningsvilkår for havvindmølleparkerne Vesterhav
Syd, Vesterhav Nord (de kystnære havvindmølleparker)
og Kriegers Flak. Begge udbud er en del af Energiaftalen fra
2012.
Derudover foreslår regeringen, at
energi-, forsynings- og klimaministeren får bemyndigelse til
at kunne midlertidigt suspendere sagsbehandling om afgørelse
om og udbetaling af støtte under visse eksisterende
støtteordninger og overgangsordninger om
støtteordninger, indtil Europa-Kommissionen har godkendt
forlængelse af støtteordningerne og overgangsreglerne
efter EU's statsstøtteregler.
Endvidere foreslår regeringen, at der
indsættes et loft for støttens størrelse i
visse af de støtteordninger, der er omfattet af
Europa-Kommissionens afgørelse af 24. oktober 2014 vedr.
statsstøttesag SA. 36204 (2013/N) støtte til
solcelleanlæg og øvrige vedvarende energianlæg
og afgørelse af 28. oktober 2014 vedr. statsstøttesag
SA. 37122 støtte til husstandsvindmøller og
havvindmøller med et forsøgselement. Alle ordningerne
vil blive renotificeret i medfør af Europa-Kommissionens
Retningslinjer for statsstøtte til miljø og energi
2014-2020. Det vurderes dog, at det vil være
hensigtsmæssigt også at have mulighed for at kunne
statsstøtteanmelde ordningerne efter den generelle
gruppefritagelsesforordning (Kommissionens forordning (EU) Nr.
651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes
forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel
107 og 108) således, at der vil kunne tildeles støtte
til nye anlæg fra den 1. januar 2017, hvis
Europa-Kommissionen vurderer, at dette kan være en
mulighed.
Endelig indeholder lovforslaget
indsættelse af en tidsbegrænsning for at opnå
pristillæg til landvindmøller og havvindmøller
etableret uden for udbud. Det betyder, at der ikke kan udbetales
støtte til elektricitet fra landvindmøller og
havvindmøller etableret uden for udbud, som nettilsluttes
den 21. februar 2018 eller senere. Det skal hertil bemærkes,
at tidsbegrænsningen vil gælde uanset, om den skrives
ind i lovgivningen eller ej, idet den følger
statsstøttegodkendelsens udløb. Indsættelsen af
tidsbegrænsningen er således af ordens- og
oplysningsmæssige grunde.
Udvalgte dele af lovforslaget har allerede
været sendt i høring. De resterende dele af
lovforslaget vil blive sendt i høring samtidig med
fremsættelse i Folketinget med en frist på fem dage.
Lovforslaget ønskes færdigbehandlet inden jul med
henblik på ikrafttræden den 1. januar 2017.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.