Tillægsbetænkning afgivet af
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget den 16. december 2016
1. Ændringsforslag
Energi-, forsynings- og klimaministeren har
stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget.
Ændringsforslagene er en genstillelse af identiske
ændringsforslag i udvalgets betænkning, som ved en fejl
ikke blev bragt til afstemning ved 2. behandling.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 18. november
2016 og var til 1. behandling den 29. november 2016. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Energi-,
Forsynings- og Klimaudvalget. Udvalget afgav betænkning den
14. december 2016. Lovforslaget var til 2. behandling den 16.
december 2016, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget.
Møder
Udvalget har, efter lovforslaget blev
henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1
møde.
Samråd
Udvalget har under den fornyede behandling
af lovforslaget stillet 1 spørgsmål til energi-,
forsynings- og klimaministeren til mundtlig besvarelse.
Spørgsmålet forventes besvaret i et samråd med
udvalget inden 3. behandling.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede behandling
af lovforslaget stillet 6 spørgsmål til energi-,
forsynings- og klimaministeren til skriftlig besvarelse, som
forventes besvaret inden 3. behandling.
3. Indstillinger
Udvalget vil
ved 3. behandling stemme for de stillede ændringsforslag.
Udvalgets partier vil ved 3. behandling
redegøre for deres indstillinger til lovforslaget.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret
med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme
med indstillinger eller politiske udtalelser i
tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af energi-, forsynings- og
klimaministeren, tiltrådt af udvalget:
1) Nr. 1
udgår.
[Lovteknisk ændring af
bemyndigelse til at fastsætte regler om udbetaling fra
støtteordninger]
2) I
den under nr. 10 foreslåede § 22 b ændres i stk. 3 »Energi-, Forsynings- og
Klimaudvalget« til: »Et af Folketinget nedsat
udvalg«.
[Orientering af folketingsudvalg om
en kommunalbestyrelses indsigelse]
3)
Efter nr. 25 indsættes som nyt nummer:
»01. Efter kapitel 6
indsættes:
»Kapitel 6 a
Midlertidig
suspension af visse støtteordninger
§ 56 a. Energi-, forsynings-
og klimaministeren kan efter forelæggelse for et af
Folketinget nedsat udvalg fastsætte regler om, at der ikke
kan træffes afgørelse om støtte eller
udbetaling af støtte efter overgangsordningen i § 7,
stk. 5, i lov nr. 744 af 1. juni 2015, medmindre overgangsordningen
er gjort forenelig med EU's statsstøtteregler, herunder at
Europa-Kommissionen har godkendt overgangsordningen, i det omfang
dette måtte være nødvendigt, eller indtil der
træffes beslutning om at lukke overgangsordningen for tilgang
af nye anlæg.««
[Bemyndigelse til at
fastsætte regler om udbetaling fra
støtteordninger]
Til § 3
4) I
stk. 3 affattes 1.
pkt. således:
»§ 22 b og § 23, stk. 4, 3.
pkt., i lov om fremme af vedvarende energi som indsat ved denne
lovs § 1, nr. 10 og 11, finder ikke anvendelse for
ansøgninger om forundersøgelsestilladelse modtaget
før lovens ikrafttræden.«
[Lovteknisk præcisering]
5) I
stk. 4 affattes 1. og 2. pkt.
således:
»Kommunalbestyrelsen kan gøre
indsigelse mod, at der gives etableringstilladelse efter § 25
i lov om fremme af vedvarende energi på baggrund af en
forundersøgelsesrapport, der er stillet til rådighed
efter § 24, stk. 4, i lov om fremme af vedvarende energi, hvis
ansøgningen om forundersøgelsestilladelse er modtaget
før lovens ikrafttræden og ansøgningen om
etableringstilladelse på baggrund af
forundersøgelsesrapporten er modtaget efter lovens
ikrafttræden. § 22 b, stk. 2 og 3, og § 23, stk. 4,
3. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10 og 11, finder
tilsvarende anvendelse for indsigelse efter denne
bestemmelse.«
[Lovteknisk præcisering]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at § 1, nr. 1,
udgår. Ændringen skal ses i sammenhæng med
ændringsforslag nr. 3, hvorved der indsættes et nyt
selvstændigt kapitel 6 a om midlertidig suspension af visse
støtteordninger, der omfatter en ny bestemmelse i § 56
a.
Ændringen sker af retssystematiske
grunde, idet den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse ikke
vedrører spørgsmålet om lovens
anvendelsesområde, der reguleres efter lovens § 2.
Til nr. 2
Det fremsatte lovforslags § 1, nr. 10,
indeholder en ny bestemmelse i § 22 b, stk. 3, hvorefter
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget skal orienteres om
kommunalbestyrelsens indsigelse, inden energi-, forsynings- og
klimaministeren giver tilladelse til forundersøgelser efter
VE-lovens § 23, stk. 4, jf. § 22. Da det er Folketinget,
der beslutter, hvilke udvalg der har hvilke ressorter, er det
hensigtsmæssigt at benævne det udvalg, der efter reglen
skal orienteres om indsigelse, som et af Folketinget nedsat
udvalg.
Til nr. 3
Det foreslås at indsætte et
selvstændigt kapitel 6 a om midlertidig suspension af visse
støtteordninger med en ny bestemmelse i § 56 a, der
angiver en bemyndigelse for energi-, forsynings- og klimaministeren
til at fastsætte regler om, at der ikke kan træffes
afgørelse om støtte eller udbetaling af støtte
i medfør af § 7, stk. 5, i lov nr. 744 af 1. juni 2015
om ændring af lov om fremme af vedvarende energi.
Forslaget skal ses i sammenhæng med
ændringsforslag nr. 1, hvorefter den foreslåede
ændring af VE-lovens § 2 udgår. Samtidig
præciseres indholdet i og rækkevidden i forhold til den
tidligere foreslåede bestemmelse.
Af den foreslåede § 56 a
fremgår, at energi-, forsynings- og klimaministeren efter
forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg kan
fastsætte regler om, at der ikke kan træffes
afgørelse om støtte eller udbetaling af støtte
efter overgangsordninger omfattet af § 7, stk. 5, i lov nr.
744 af 1. juni 2015, medmindre den pågældende
overgangsordning er gjort forenelig med EU's
statsstøtteregler, herunder at Europa-Kommissionen har
godkendt overgangsordningen i det omfang, dette måtte
være nødvendigt, eller indtil der træffes
beslutning om at lukke overgangsordningen for tilgang af nye
anlæg, hvor Energinet.dk ikke har truffet afgørelse
inden udgangen af 2016.
Den foreslåede regel om bemyndigelse
til at fastsætte regler om midlertidig suspension af
overgangsordningen i § 7, stk. 5, i lov nr. 744 af 1. juni
2015 vedrører støtteordninger, der er omfattet af
Europa-Kommissionens afgørelse af 24. oktober 2014
vedrørende statsstøttesag SA. 36204 (2013/N)
støtte til solcelleanlæg og øvrige vedvarende
energianlæg og afgørelse af 28. oktober 2014
vedrørende statsstøttesag SA. 37122 støtte til
husstandsvindmøller og havvindmøller med et
forsøgselement. Afgørelserne er efterfølgende
blevet korrigeret af Europa-Kommissionen den 18. december 2014.
Den foreslåede ændring omfatter
fremstilling af elektricitet fra solceller, andre VE-teknologier,
bl.a. bølgekraft, små biogasanlæg op til og med
6 kW, små biomasseanlæg op til og med 6 kW samt
husstandsvindmøller omfattet af overgangsordningen i §
7, stk. 5, i lov nr. 744 af 1. juni 2015, som knytter sig til disse
støtteordninger.
Den foreslåede ændring har til
formål at sikre, at ministeren kan fastsætte regler om
at suspendere overgangsordningen i § 7, stk. 5, i lov nr. 744
af 1. juni 2015 og derved sikre, at overgangsordningen er i
overensstemmelse med EU-retten.
Europa-Kommissionens
statsstøtteafgørelser SA. 36204 og SA. 37122 er
tidsbegrænsede til og med 2016 og skal genanmeldes, når
der er fundet en traktatmedholdelig finansiering af
støtteordningerne. Europa-Kommissionens afgørelser er
altid tidsbegrænsede. Tidsbegrænsningen har som
konsekvens, at der ikke vil kunne tildeles støtte efter
statsstøttegodkendelsens udløb til nye anlæg,
som ønskes omfattet af ordningen, uden at tilsidesætte
Europa-Kommissionens statsstøttegodkendelse. Det
understreges, at statsstøttegodkendelsernes
tidsbegrænsning gælder, uanset om den måtte
fremgå af den danske lovgivning. Det skyldes, at det uanset
lovens ordlyd ikke efter EU-retten er muligt at opnå en bedre
retsstilling end den, som følger af Europa-Kommissionens
afgørelser om statsstøtte.
Det forudsættes, at energi-
forsynings- og klimaministeren udnytter bemyndigelsen til at
fastsætte regler, som indebærer, at der ikke vil kunne
tildeles støtte til nye anlæg, hvor Energinet.dk ikke
har truffet afgørelse inden udgangen af 2016, medmindre
overgangsordningen godkendes af Europa-Kommissionen.
I forhold til § 1, nr. 1, i lovforslag
nr. L 91 medtages den foreslåede regel i § 2, stk. 7,
nr. 1 og 3, ikke.
Efter lovforslagets fremsættelse er
der foretaget en nærmere udredning af de omfattede
støtteordninger. Denne udredning har haft til hensigt at
afdække, hvornår anlægsejere anses for at have
fået tildelt støtte under de berørte
støtteordninger, og om tildelingen af støtte kan
anses for at være tildelt inden for godkendelsesperioden i de
to statsstøttegodkendelser og dermed i overensstemmelse med
de statsstøtteretlige regler.
På baggrund af udredningen findes det
ikke nødvendigt at genanmelde overgangsordningerne i
medfør af lov nr. 900 af 4. juli 2013 og § 7, stk. 6, i
lov nr. 744 af 1. juni 2015, der vedrører anlæg
omfattet af overgangsordningerne i lov nr. 900 af 4. juli 2013,
idet disse personer må antages at have et retskrav på
tidspunktet, hvor ansøgeren opfyldte betingelserne for
støtte.
Det betyder, at der heller ikke er behov
for at udstede regler om suspension af disse
overgangsordninger.
Regeringen har med opbakning fra
forligskredsen valgt, at støtteordningerne nævnt i den
foreslåede regel i § 2, stk. 7, nr. 1, anmeldes i
medfør af den generelle gruppefritagelsesforordning
således, at nye anlæg kan tildeles støtte efter
støtteordninger fra den 1. januar 2017.
På den baggrund foreslås det,
at disse støtteordninger samt overgangsordninger udgår
af § 1, nr. 1, i lovforslag nr. L 91, og at
ændringsforslaget kun medtager overgangsbestemmelsen i §
7, stk. 5, i lov nr. 744 af 1. juni 2016, som skal anmeldes til
Europa-Kommissionen.
Endelig er bestemmelsen præciseret, i
forhold til at suspensionen kun ophæves, såfremt
overgangsordningen er gjort forenelig med EU's
statsstøtteregler, herunder at Europa-Kommissionen har
godkendt overgangsordningen, i det omfang dette måtte
være nødvendigt. Præciseringen foreslås
med henblik på at undgå, at potentielle
støttemodtagere agerer i forventning om, at suspensionen som
givet bliver ophævet. Suspension af overgangsordningen kan
kun ophæves, såfremt Europa-Kommissionen godkender
ordningen helt eller delvis. Godkender Europa-Kommissionen ikke
ordningen helt eller delvis, vil overgangsordningen skulle
ophæves eller ændres ved lov i overensstemmelse med
Europa-Kommissionens afgørelse.
Det betyder, at potentielle
støttemodtagere ikke vil kunne støtte ret på en
forventning om, at suspensionen kun er midlertidig. Det skyldes, at
det uanset lovens ordlyd ikke er muligt at opnå en bedre
retsstilling end den, som følger af Europa-Kommissionens
afgørelser om statsstøtte. Der henvises i det hele
til lov nr. 744 af 1. juni 2015 og forarbejderne hertil, som
indeholder en redegørelse for de bagvedliggende
statsstøttegodkendelser (forslag til lov om ændring af
lov om fremme af vedvarende energi, lov om tilskud til fremme af
vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser og lov om
elforsyning, Folketingstidende 2014-15 (1. samling), L 163,
tillæg A, lovforslag som fremsat, side 7 og 8).
Godkender Europa-Kommissionen
overgangsordningen, forventes energi-, forsynings- og
klimaministeren at fremsætte et lovforslag, der indeholder
regler om det seneste tidspunkt for indgivelse af ansøgning
om pristillæg i forhold til overgangsordningen i § 7,
stk. 5, i lov nr. 744 af 1. juni 2015 om ændring af lov om
fremme af vedvarende energi. Formålet med at indsætte
en frist for ansøgning om pristillæg er, at det
vurderes hensigtsmæssigt, at Energinet.dk ikke
fortsætter med at modtage ansøgninger efter en
periode, hvor ansøgere har haft rimelig mulighed for at
ansøge om pristillæg efter overgangsreglen.
I tilfælde af at der ikke opnås
godkendelse fra Europa-Kommissionen til at videreføre en
midlertidigt suspenderet overgangsordning, der giver ret til
støtte, vil der kunne være potentielle
støttemodtagere, som ikke vil have opnået ret til
støtte forud for udløbet af
statsstøttegodkendelsen. Efter Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriets opfattelse vil fastsættelse af regler om
midlertidig suspension af overgangsordningen, i det omfang
sådanne regler vil udgøre et indgreb i rettigheder
beskyttet af grundlovens § 73, ikke i almindelighed
udgøre et ekspropriativt indgreb
(»afståelse«) i forhold til de potentielle
støttemodtagere, der efter gældende ret har mulighed
for at søge støtte i henhold til
overgangsordningen.
Uanset det anførte kan det efter
Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets opfattelse imidlertid
ikke på forhånd udelukkes, at der kan forekomme
tilfælde, hvor en bekendtgørelse, der fastsætter
regler om midlertidig suspension af overgangsordningen, kan ramme
en potentiel støttemodtager, som har afholdt udgifter i
tillid til muligheden for at erhverve ret til støtte,
så økonomisk intensivt og atypisk, at der vil
være tale om ekspropriation. Det må bero på en
konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger
ekspropriation. I vurderingen vil bl.a. indgå den
økonomiske betydning af de ændrede regler og de
nærmere omstændigheder, der ligger til grund for, at
den potentielle støttemodtager ikke har kunnet opfylde
støttebetingelserne forud for suspensionen. Er indgrebet
ekspropriativt, vil den pågældende have krav på
erstatning i medfør af grundlovens § 73. Kravet
på erstatning må i mangel af enighed rejses ved
domstolene.
Til nr. 4
Der er tale om en lovteknisk
præcisering. Med ændringen tydeliggøres, at der
i bestemmelsen henvises til § 22 b og § 23, stk. 4, 3.
pkt., i lov om fremme af vedvarende energi som indsat ved
lovforslagets § 1, nr. 10 og 11.
Til nr. 5
Der er tale om en lovteknisk
præcisering. Med nyaffattelsen tydeliggøres, at der i
bestemmelsen henvises til § 25, § 24, stk. 4, § 22
b, stk. 2 og 3, og § 23, stk. 4, 3. pkt., i lov om fremme af
vedvarende energi. Med nyaffattelsen tydeliggøres endvidere,
at § 22 b, stk. 2 og 3, og § 23, stk. 4, 3. pkt., er
indsat ved lovforslagets § 1, nr. 10 og 11.
Mikkel Dencker (DF) Dorthe
Ullemose (DF) Ib Poulsen (DF) Pia Adelsteen (DF) Jan Rytkjær
Callesen (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Thomas Danielsen (V) fmd. Jacob Jensen (V) Kristian Pihl
Lorentzen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Marcus Knuth (V) Carl
Holst (V) Carsten Bach (LA) Villum Christensen (LA) Orla
Østerby (KF) Lars Aslan Rasmussen (S) Bjarne Laustsen (S)
Malte Larsen (S) Jens Joel (S) Kirsten Brosbøl (S) Lea
Wermelin (S) nfmd. Karin
Gaardsted (S) Søren Egge Rasmussen (EL) Maria Reumert
Gjerding (EL) Christian Poll (ALT) Andreas Steenberg (RV) Ida Auken
(RV) Pia Olsen Dyhr (SF) Trine Torp (SF)
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 91 efter afgivelse af
betænkning
Bilagsnr. | Titel | 8 | Betænkning afgivet den
14/12-16 | 9 | 1. udkast til
tillægsbetænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 91 efter
afgivelse af betækning
Spm.nr. | Titel | 2 | Spm. om en redegørelse for de nye
ansøgninger for opstilling af 1.650 MW solcelleanlæg,
til energi-, forsynings- og klimaministeren |
|
3 | Spm., om ministeren forventer, at de 1.650
MW solcelleanlæg bliver realiseret, til energi-, forsynings-
og klimaministeren | 4 | Spm. om de økonomiske konsekvenser
med hensyn til støttebehov til de 1.650 MW
solcelleanlæg, til energi-, forsynings- og
klimaministeren | 5 | Spm. om, hvorvidt ministeren vil kunne
uddybe svarene på spørgsmål 2-4 i et lukket
samråd, til energi-, forsynings- og klimaministeren | 6 | Spm., om de ansøgninger, som
Energinet.dk behandler inden årets udgang, rammes af
lovforslaget, til energi-, forsynings- og klimaministeren | 7 | Spm. om, hvordan PSO-budgettet
påvirkes, til energi-, forsynings- og klimaministeren |
|
Oversigt over
samrådsspørgsmål vedrørende L 91 efter
afgivelse af betænkning
Samråds-spm.nr. | Titel | A | Samrådsspm. om drøftelse af
lovforslaget, til energi-, forsynings- og klimaministeren |
|