Fremsat den 23. marts 2018 af Søren Søndergaard (EL),
Stine Brix (EL), Eva Flyvholm (EL),
Finn Sørensen (EL) og Nikolaj Villumsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om ligestilling af krav til sprogkundskaber og
kvalifikationer mellem læger i Danmark, der er uddannet i
henholdsvis EU/EØS og tredjelande
Med det formål at sikre
patientsikkerheden pålægger Folketinget regeringen at
sørge for, at personer, der er uddannet i et
EU-/EØS-land - ud over Danmark og Norden - og som
søger om dansk lægeautorisation eller anerkendelse som
speciallæge i Danmark, mødes med de samme krav til
sprogkundskaber og samme test af kvalifikationer som
ansøgere, der er statsborgere og/eller uddannet i lande uden
for EU/EØS.
Bemærkninger til forslaget
I Danmark sikres lægers kompetencer i
dag grundlæggende ved den autorisation, som lægen
opnår efter godkendt lægeuddannelse eller
speciallægeuddannelse. Det sker på baggrund af en
ansøgning til Styrelsen for Patientsikkerhed, som er den
danske myndighed, der tildeler autorisationer til læger og
speciallæger.
På den måde opnås der
sikkerhed for, at lægen/speciallægen har det
nødvendige faglige niveau til at behandle patienter på
en sikker og forsvarlig måde. Det skaber tryghed hos
patienterne.
Kravet om en autorisation fra Styrelsen for
Patientsikkerhed gælder også personer, der er uddannet
uden for Danmark, som ønsker at arbejde som
læge/speciallæge i Danmark eller Grønland eller
på Færøerne. Man må ikke arbejde som
læge/speciallæge i Danmark uden en dansk
autorisation.
Ansøgningsprocessen og graden af
dokumentationskrav til læger uddannet i udlandet
afhænger dog af lægens/speciallægens
statsborgerskab, og i hvilket land lægen/speciallægen
er uddannet.
Læger fra lande uden for EU/EØS
skal igennem en omfattende ansøgningsproces, som
består af flere punkter, før
lægen/speciallægen kan søge stillinger i det
danske sundhedsvæsen på lige fod med danske
læger. Ansøgningsprocessen inkluderer følgende
punkter:
- Ansøgning
og godkendelse af uddannelsen hos Styrelsen for
Patientsikkerhed.
- Bestået
sprogprøve i Dansk 3 med mindst karaktererne 7, 7 og 10 (i
henholdsvis læseforståelse, skriftlig fremstilling og
mundtlig kommunikation).
- Beståelse
af flere medicinske fagprøver.
- Beståelse
af kursus i dansk sundhedslovgivning.
- 6 eller 12
måneders evalueringsansættelse, hvor lægerne
kompetencevurderes systematisk i både kliniske kompetencer og
kommunikative evner.
Der stilles imidlertid ikke samme krav til
læger/speciallæger fra EU-/EØS-lande. EU's
regler for gensidig anerkendelse af erhvervskvalifikationer
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7.
september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer) forpligter således Styrelsen for
Patientsikkerhed til at udstede dansk autorisation til
læger/speciallæger fra EU-/EØS-lande alene
på baggrund af det forhold, at de har en
»lignende« uddannelse fra deres hjemland.
Læger/speciallæger fra EU/EØS-lande skal derfor
ikke igennem den samme ansøgningsprocedure som
læger/speciallæger fra lande uden for EU/EØS i
forbindelse med udstedelse af dansk lægeautorisation.
Det skyldes, at den frie bevægelighed
for arbejdskraft og den gensidige anerkendelse af
uddannelsesbeviser for læger/speciallæger er baseret
på et grundlæggende princip om automatisk anerkendelse
af uddannelsesbeviser, hvor minimumsuddannelseskravene er
harmoniseret i EU. Danmark skal derfor anerkende de
uddannelsesbeviser, som læger/speciallæger har
modtaget, såfremt de er i overensstemmelse med de mindstekrav
til uddannelse, der er beskrevet i anerkendelsesdirektivet. Det vil
sige, at en EU-borger, der har gennemført en uddannelse som
læge/speciallæge i overensstemmelse med de
harmoniserede krav til uddannelse, og som dermed er kvalificeret
til at udøve lægegerningen i sit hjemland, skal have
samme ret i andre EU-medlemslande, herunder Danmark
(folketingsåret 2016-17, Europaudvalget, alm. del, svar
på spørgsmål 177). Derfor må
kompatibilitet med danske standarder - forstået som en
sikring af, at indhold og varighed af den udenlandske uddannelse
svarer til den danske uddannelse - ikke indgå i vurderingen,
når Styrelsen fra Patientsikkerhed udsteder danske
lægeautorisationer til læger/speciallæger fra
EU-/EØS-lande.
F.eks. vil en ungarsk uddannet
speciallæge i kirurgi, som sender et ungarsk bevis for
uddannelse, der er i overensstemmelse med de harmoniserede EU-krav,
helt automatisk kunne modtage dansk speciallægeanerkendelse i
kirurgi, uden at Styrelsen for Patientsikkerhed har haft adgang til
at se eller vurdere indholdet af pågældende uddannelse
eller har haft mulighed for systematisk at evaluere vedkommendes
faglige eller kommunikative evner (folketingsåret 2017-18,
Sundheds- og Ældreudvalget, alm. del, svar på
spørgsmål 32).
Selv om ansættelsessteder i regionerne
ved ansættelse af læger/speciallæger er
forpligtet til at sikre, at ansøgeren har de
nødvendige lægefaglige kompetencer, har de danske
hospitaler i henhold til reglerne i dag ifølge et svar fra
sundhedsministeren ikke lov til at foretage de samme systematiske
test af lægers sproglige og faglige kompetencer, som
Styrelsen for Patientsikkerhed foretager i forbindelse med
udstedelse af autorisationer til læger/speciallæger fra
tredjelande (folketingsåret 2016-17, Europaudvalget, alm.
del, svar på spørgsmål 176).
Sundhedsministeren har tidligere oplyst
varigheden af speciallægeuddannelserne i de forskellige
specialer i Danmark sammenholdt med minimumsvarigheden for samme i
EU's anerkendelsesdirektiv. Heraf fremgår det, at
minimumsvarigheden for uddannelser under EU's anerkendelsesdirektiv
inden for en række lægespecialer er væsentlig
kortere end standarden i Danmark. I Danmark er f.eks.
hæmatologi (blodsygdomme) en speciallægeuddannelse af 6
års varighed, mens minimumsvarigheden i EU's
anerkendelsesdirektiv kun er på 3 år
(folketingsåret 2017-18, Sundheds- og Ældreudvalget,
alm. del, svar på spørgsmål 31). I gennemsnit er
EU's minimumskrav til varighed af 36 lægespecialer 1,5
år kortere end varigheden i Danmark for samme uddannelser
(»Advarer om dårligt uddannede læger«, BT,
den 18. oktober 2017). Sundhedsministeren har i et svar til
Folketinget oplyst, at en række EU-medlemslande anvender
minimumsvarigheden i EU's anerkendelsesdirektiv som standard for
uddannelsesvarigheden inden for en række lægespecialer,
hvorfor disse afviger væsentligt fra de danske standarder.
Især lande som Bulgarien, Estland, Frankrig, Letland,
Litauen, Slovakiet og Spanien afviger fra de danske standarder med
hensyn til varigheden af speciallægeuddannelser
(folketingsåret 2017-18, Sundheds- og Ældreudvalget,
alm. del, svar på spørgsmål 28).
Forslagsstillerne bemærker, at de øvrige nordiske
lande - Finland, Island, Norge og Sverige - ikke er omfattet af
forslaget, da disse i dag har særlig status
(bekendtgørelse af 8. september 1994 af overenskomst af 14.
juni 1993 med Finland, Island, Norge og Sverige om fælles
nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden for
sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet).
Der har i dansk og international presse de
seneste år været rejst flere sager vedrørende
fejlbehandlinger af patienter foretaget af EU-læger. F.eks.
blev to danske patienter i 2014 fejlopereret af en
speciallæge fra Litauen. Af omtalen af episoden fremgår
det bl.a., at begge patienter var i livsfare under operationen, og
at den ene patient over en 3-årig periode har måttet
gennemgå yderligere ti operationer som konsekvens af den
fejlagtige behandling. En afgørelse fra Patienterstatningen
fastslog senere, at de fælles danske standarder ikke var
blevet overholdt af den litauiske læge (»Trine blev
offer for skræklæge«, BT, den 27. september 2017,
»Rie blev fejlbehandlet af udenlandsk læge«,
dr.dk, den 6. oktober 2015, og »EU-læger smyger sig
uden om skrappe danske regler«, dr.dk, den 6. oktober
2015).
Manglende sprogkompetencer har ligeledes
været et problem blandt EU-læger. Flere afdelinger
på danske sygehuse har oplevet at blive lukket på
baggrund af bl.a. sprogudfordringer i kommunikationen mellem
patienter og sundhedspersonale.
I 2017 fik akutafsnittet for neurologiske
patienter på Slagelse Sygehus således et påbud
fra Styrelsen for Patientsikkerhed om ikke længere at modtage
og behandle akutte neurologiske patienter. Dette skete bl.a. med
henvisning til en række »sproglige udfordringer«
for læger uddannet i bl.a. Polen og Litauen (»Sygehus
får forbud mod at behandle akutte neurologiske
patienter«, dr.dk, den 29. juni 2017). Også da Region
Sjælland i 2016 lukkede ned for akutte operationer på
deres kirurgiske afdeling på Nykøbing Falster Sygehus
blev det fremhævet, at der var betydelige sproglige barrierer
i forhold til de udenlandske læger (»Flere hospitaler
har oplevet problemer med udenlandske læger«, dr.dk,
den 30. juni 2017).
En meningsmåling foretaget af YouGov for
Kristeligt Dagblad i 2017 har vist, at mange ældre borgere
oplever sprogproblemer, når de bliver behandlet af
udenlandske læger på et dansk hospital. Ud af de
ældre borgere, som har været i kontakt med udenlandsk
sundhedspersonale har 50 pct. haft problemer med at forstå
den sundhedsfaglige person. Det skyldes i alle tilfælde
sprogproblemer (»Undersøgelse: Ældre danskere
forstår ikke udenlandske læger«, Kristeligt
Dagblad, den 8. november 2017). En anden undersøgelse
foretaget af YouGov for BT i 2017 har vist, at 34 pct. af de
danskere, der inden for det seneste år har været i
kontakt med en udenlandsk læge, havde svært ved at
forstå lægen på grund af sprogbarrierer, ligesom
33 pct. af de danskere, der har været i kontakt med en
udenlandsk læge, er bekymrede for, om lægen har
forstået de informationer, de har givet ham eller hende
(»Danske patienter har svært ved at forstå
udenlandske læger«, BT, den 4. oktober 2017).
Direktøren for paraplyforeningen for
patient- og pårørendeforeninger i Danmark, Danske
Patienter, Morten Freil, har i november 2017 udtalt, at »Et
kæmpe problem i sundhedsvæsenet er, at man ikke kan
stille samme sprogkrav til en læge fra et EU-land som til en
læge uden for EU på grund af krav om arbejdskraftens
frie bevægelighed.« (»Manglende sprogkrav til
EU-læger er problematisk«, Danske Patienter.dk, den 8.
november 2017).
Motivation bag
forslaget
Udenlandsk uddannede læger skal
være meget velkomne til at arbejde i Danmark. Det danske
sundhedsvæsen har i høj grad brug for kompetente
udenlandske læger fra både EU-/EØS-lande og
lande uden for EU for at sikre en høj kvalitet i
behandlingen på de danske sygehuse.
Men det er vigtigt, at vi sikrer, at
udenlandske læger, som arbejder i Danmark, lever op til de
samme standarder og krav, som vi stiller til danske læger.
Læger og speciallæger har hver dag i det danske
sygehusvæsen ansvaret for patie?nters liv. Hver en fejl, som
opstår, er potentielt en menneskelig tragedie, som for alt i
verden skal forsøges undgået.
Det er derfor stærkt problematisk, at
man i dag ikke stiller de samme sprog- og kompetencekrav til
læger/speciallæger fra EU-/EØS-lande, som man
stiller til læger fra lande uden for EU.
Læger uddannet uden for EU/EØS
ansættes i evalueringsansættelser, hvor lægen
kompetencevurderes systematisk i både kliniske kompetencer og
dansksproglige evner. På den måde sikrer man, at
patientsikkerheden er i orden. De samme krav bør man som
minimum stille til EU-læger. Hvis Styrelsen for
Patientsikkerhed vurderer, at der generelt kan være behov for
at lempe på sprog- og kvalifikationskravene i særlige
ansættelsesforhold, hvor kravene ikke giver mening ud fra en
patientsikkerhedsmæssig eller anden faglig vurdering, kan
dette selvfølgelig indarbejdes i forbindelse med en
ligestilling af sprog- og kvalifikationskravene for
EU-/EØS-læger og læger fra tredjelande.
Det er afgørende for kvaliteten og
sikkerheden i behandlingen i det danske sundhedsvæsen, at
patienten kan kommunikere med lægen og samtidig kan have
tillid til, at lægen har de nødvendige faglige
kompetencer.
Antallet af udenlandske læger, herunder
EU-/EØS-læger, i det danske sundhedsvæsen er i
disse år voksende. En stor del af dem arbejder på de
mindre sygehuse i landets yde?rområder. F.eks. er over hver
fjerde læge i Nordjylland fra udlandet (»Hver fjerde
læge i Nordjylland er udenlandsk«, nordjyske.dk, den
22. november 2017). Det gør det presserende, at vi stiller
de samme kvalitetskrav til læger fra EU-/EØS-lande,
som vi gør til læger fra tredjelande. Samtidig
bør det ikke være sådan, at man, fordi man bor i
en region af landet, hvor andelen af læger fra
EU-/EØS-lande er større end andre steder, skal
risikere at få en dårligere kvalitet i sin
behandling.
Vi bør derfor ikke acceptere, at EU
forhindrer det danske Folketing i at vedtage regler, som sikrer et
højt niveau af patientsikkerhed. Hensynet til EU og
arbejdskraftens frie bevægelighed bør ikke stå
over hensynet til patientsikkerheden.
Skriftlig fremsættelse
Søren
Søndergaard (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om ligestilling af krav til sprogkundskaber og
kvalifikationer mellem læger i Danmark, der er uddannet i
henholdsvis EU/EØS og tredjelande.
(Beslutningsforslag nr. B 136)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.