B 20 Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod børnesexdukker.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 26-10-2017

Fremsat den 26. oktober 2017 af Peter Kofod Poulsen (DF), Tilde Bork (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Susanne Eilersen (DF), Søren Espersen (DF), Dennis Flydtkjær (DF),  Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)

20171_b20_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 26. oktober 2017 af Peter Kofod Poulsen (DF), Tilde Bork (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Susanne Eilersen (DF), Søren Espersen (DF), Dennis Flydtkjær (DF),  Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbud mod børnesexdukker

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende forlketingssamling at fremsætte forslag til lov om forbud mod børnesexdukker, således at disse dukker omfattes af straffelovens § 235.

Bemærkninger til forslaget

Danske toldere støder med jævne mellemrum på dukker, der forestiller børn, og som produceres med et seksuelt formål for øje. Angiveligt kan man ved hjælp af få klik på internettet bestille en dukke, der forestiller et barn udstyret med kropsåbninger, og som kan anvendes til seksuel tilfredsstillelse af mennesker med pædofile tendenser. Sexdukkerne findes i alle aldersgrupper, og de kan produceres efter model eller særlige ønsker og kan tilmed være udstyret med ægte menneskehår. Der henvises i øvrigt til artiklen »Toldere: Danskere køber børnesex-dukker«, bragt i metroxpress den 13. december 2016.

Den gældende bestemmelse i straffeloven om børnepornografi indeholder ikke noget konkret forbud mod sexdukker, der forestiller børn, men alene mod film, fotografier eller visuelle gengivelser af seksuel omgang med mindreårige.

Efter forslagsstillernes mening bør også såkaldte børnesexdukker omfattes af straffelovens § 235. Der er - efter forslagsstillernes mening - tale om en fuldkommen abnorm og uacceptabel adfærd, hvis en person måtte finde seksuel tilfredsstillelse ved hjælp af en børnesexdukke.

Hvis en person finder seksuel tilfredsstillelse i børnesexdukker, der er fuldt lovlige, understøtter dette efter forslagsstillernes synspunkt den forkastelige pædofile tendens - frem for at pågældende personer straks søger behandling mod de pædofile tilbøjeligheder.

Skriftlig fremsættelse

Peter Kofod Poulsen (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod børnesexdukker.

(Beslutningsforslag nr. B 20)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.