B 22 Forslag til folketingsbeslutning om at skrive den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lov.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 26-10-2017

Fremsat: 26-10-2017

Fremsat den 26. oktober 2017 af Martin Henriksen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Marie Krarup (DF), Christian Langballe (DF), Morten Marinus (DF), Peter Kofod Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)

20171_b22_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 26. oktober 2017 af Martin Henriksen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Marie Krarup (DF), Christian Langballe (DF), Morten Marinus (DF), Peter Kofod Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at skrive den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lov

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende år at fremsætte et lovforslag om, at den europæiske menneskerettighedskonvention bliver skrevet ud af dansk lovgivning.

Bemærkninger til forslaget

I Danmark bør kun dansk lov gælde, og dansk lov skal kunne ændres af et flertal i Folketinget. Her anser forslagsstillerne den europæiske menneskerettighedskonvention som en udfordring for det danske folkestyre, da den medvirker til, at dele af dansk lovgivning ikke vil kunne ændres, medmindre den europæiske menneskerettighedskonvention ligeledes bliver ændret. Dette betyder bl.a., at det har vist sig vanskeligt for Folketinget at stramme udvisningsreglerne og reglerne for udlændinge på tålt ophold, fordi domstolene lægger stor vægt på de dele af dansk lovgivning, hvor der henvises til den europæiske menneskerettighedskonvention.

Hvis konventionen skrives helt ud af dansk lovgivning, vil den i mindre grad have betydning for domstolenes afgørelser, og Danmark kan lovgive ud fra, hvad befolkningen ønsker.

Forslagsstillerne mener, at det bør være Folketingets opgave at lovgive om samfundsforhold - herunder også menneskerettigheder - og finder det ikke meningsfuldt, at den europæiske menneskerettighedskonvention skal være indskrevet i dansk lov, da det strider imod andre dele af dansk lovgivning, eksempelvis udlændingeloven.

Det er bl.a. konventionens artikel 8, der skal sikre alle retten til respekt for privat- og familieliv, som forslagsstillerne finder problematisk, da den et utal af gange har forhindret, at udvisningsdømte kriminelle udsendes af Danmark. Det er et stort demokratisk problem, at Danmark rent praktisk ikke kan udvise dybt kriminelle, fordi de kan henvise til retten til familieliv. Konsekvensen af dette er, at dybt kriminelle udlændinge kan fortsætte deres liv i Danmark med efterfølgende kriminalitet til gene og fare for danskerne.

Der henvises bl.a. til den meget omtalte sag om den kroatiske statsborger og vaneforbryder Gimi Levakovic, som trods sine 23 domme, bl.a. for grov personfarlig kriminalitet, hvoraf den sidste var for ulovlig våbenbesiddelse, ikke kunne udvises med henvisning til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8.

I to sager vedrørende tålt ophold, herunder den såkaldte Karkavandidom (Højesterets dom, 1. juni 2012, sag 10/2011), forhindrede den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 2 i tillægsprotokol 4 om bevægelsesfrihed, at personer på tålt ophold fortsat blev pålagt meldepligt.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kom i maj 2016 frem til, at udlændingelovens såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) var diskriminerende, hvilket truer tilknytningskravet i sager om familiesammenføring (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Biao. v. Denmark. Application no. 38590/10).

Senest har Højesteret afgjort, at fire rumænere i den såkaldte Operation Hvepsebo, som angiveligt er danmarkshistoriens største sag om menneskesmugling, ikke kan udvises til afsoning i deres hjemland, og det er, på trods af at Rumænien er et EU-land, igen med henvisning til den europæiske menneskerettighedskonvention. I denne sag var problemet konventionens artikel 3 om forbud mod tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (Højesterets dom, 31. maj 2017, sag 261/2016 og sag 267/2016).

Erfaringerne viser desværre, at når en international konvention politisk ønskes ændret, lader det sig ikke gøre, oftest med henvisning til, at alle de underskrivende lande skal blive enige om ændringen.

Derfor er det forslagsstillernes klare overbevisning, at Danmark bør skrive den europæiske menneskerettighedskonvention helt ud af dansk lovgivning, således at konventionen tillægges mindre vægt, end det er tilfældet i dag. Konventionen bør have en status svarende til de øvrige menneskeretlige konventioner, som Danmark har tilsluttet sig. De udgør et fortolkningsbidrag, men kan ikke tilsidesætte dansk lovgivning. Dermed er det udelukkende dansk lovgivning, der er gældende.

Med forslaget pålægges regeringen at fremsætte et forslag, som skriver den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lovgivning. Dette indebærer for det første, at loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998, som inkorporerer konventionen i dansk ret, skal ophæves. Desuden skal alle eventuelle direkte henvisninger til den europæiske menneskerettighedskonvention skrives ud af danske love. Det samme gælder henvisninger til »Danmarks internationale forpligtelser«, hvis det fremgår af lovforarbejderne, at der herved menes den europæiske menneskerettighedskonvention, jf. eksempelvis udlændingelovens § 26. Endelig bør man revidere lovgivning, hvor det fremgår af lovens forarbejder, at en eller flere bestemmelser forudsættes administreret i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonvention.

Fremadrettet skal dansk lov gives forrang, hvis der opstår konflikt mellem en dansk lov eller bekendtgørelse og en international konvention. Som følge af Folketingets ønske skal danske domstole og øvrige retsanvendende myndigheder således lægge dansk lovgivning til grund. Hvis det vurderes hensigtsmæssigt at tilpasse dansk lovgivning til en menneskeretlig standard, skal det være regeringen og Folketingets beslutning at tilpasse dansk lovgivning gennem en lovændring. Dette vil være mest hensigtsmæssigt, da det er regeringen og Folketinget, som har påtaget sig en række menneskeretlige forpligtelser over for det internationale samfund. Regeringen og Folketinget bør derfor også løbende beslutte, hvordan disse forpligtelser konkret skal påvirke dansk lovgivning.

Diverse konventioner, hvoraf de fleste er omkring 70 år gamle og fra en verden, som så meget anderledes ud, står alt for ofte i vejen for en fair og rimelig politik over for f.eks. hadprædikanter, moskeer, kriminelle udlændinge, barnebrude osv. Helt grundlæggende står de i vejen for, hvad befolkningen finder ret og rimeligt.

Danmark er et civiliseret land. Selv om vi skriver den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lov, vil man stadig blive behandlet ordentligt i Danmark. Det sikrer Danmarks Riges Grundlov og den øvrige danske lovgivning, som sikrer en menneskeretlig beskyttelse på et tilstrækkeligt niveau.

Konventioner handler om at beskytte mennesker. I konventionernes tidlige start manglede verdensordenen nogle retningslinjer, som landene kunne sigte efter. Disse retningslinjer er til rigelighed implementeret i danskernes bevidsthed, og netop derfor er det tid til at tage et opgør med konventionerne - ikke for at forringe menneskers rettigheder, men for at sikre, at der bliver spillet efter rimelige regler for alle, og så Folketinget kan føre den politik, danskerne ønsker.

Skriftlig fremsættelse

Martin Henriksen (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at skrive den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lov.

(Beslutningsforslag nr. B 22)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.