B 31 Forslag til folketingsbeslutning om, at borgere ikke må bære hovedbeklædning på deres kørekortfotografi af religiøse grunde.

Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2017-18
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 14-11-2017

Fremsat: 14-11-2017

Fremsat den 0. november 2017 af Kim Christiansen (DF), Henrik Brodersen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Claus Kvist Hansen (DF), Merete Dea Larsen (DF), Jan Erik Messmann (DF) og Peter Skaarup (DF)

20171_b31_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 0. november 2017 af Kim Christiansen (DF), Henrik Brodersen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Claus Kvist Hansen (DF), Merete Dea Larsen (DF), Jan Erik Messmann (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om, at borgere ikke må bære hovedbeklædning på deres kørekortfotografi af religiøse grunde

Folketinget pålægger regeringen inden 1. juni 2018 at ændre bekendtgørelsen om kørekort, således at det klart fremgår af bekendtgørelsen, at borgere ikke må bære hovedbeklædning på deres kørekortfotografi af religiøse grunde.

Bemærkninger til forslaget

I bekendtgørelse nr. 815 af 21. juni 2017 om kørekort fremgår følgende af § 3, stk. 2 og 3:

»Stk. 2. Ansøgningen skal vedlægges et fotografi af ansøgeren. Fotografiet skal opfylde følgende krav:

1) Fotografiet skal være af god kvalitet, holdbart, egnet til indscanning og uden stempler, huller eller andre skader.

2) Fotografiet skal være et vellignende portrætbillede i størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler 30-36 mm i højden.

3) Fotografiet skal tages lige forfra og vise ansøgerens ansigt uden hovedbeklædning og det øverste af skuldrene.

4) Ansigtet skal være jævnt belyst.

5) Begge øjne skal være helt synlige, og blikket skal være rettet mod kameraet.

6) Munden skal være lukket.

7) Briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser.

8) Baggrunden skal være lys og uden skygger eller andre motiver.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tillade, at ansøgeren bærer hovedbeklædning på det i stk. 2 nævnte fotografi, hvis ansøgeren af religiøse grunde anmoder herom. Kommunalbestyrelsen kan i øvrigt tillade, at kravene i stk. 2, nr. 1-8, fraviges, når ganske særlige grunde taler herfor.«

Ovenstående krav til fotografiet har til formål at sikre, at billedet på kørekortet let kan matches med ejeren af kørekortet. Det fremgår klart, at et af kravene netop er at vise ansøgerens ansigt uden hovedbeklædning. Derfor virker det ret underligt, at myndighederne af religiøse hensyn kan dispensere herfor.

Formålet med beslutningsforslaget er netop at sikre, at borgere ikke kan få tilladelse til at bære hovedbeklædning på deres kørekortfotografi af religiøse grunde. Regeringen kunne således blot lade første sætning i § 3, stk. 3, i kørekortbekendtgørelsen udgå og fastslå, at ingen af kravene i bekendtgørelsens § 3, stk. 2, kan fraviges af religiøse grunde.

Skriftlig fremsættelse

Kim Christiansen (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om, at borgere ikke må bære hovedbeklædning på deres kørekortfotografi af religiøse grunde.

(Beslutningsforslag nr. B 31)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.