Fremsat den 15. november 2017 af Peter Kofod Poulsen (DF),
Lise Bech (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Susanne Eilersen (DF),
Dennis Flydtkjær (DF) Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om opløsning af en række bander og
grupperinger
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingsår at tage initiativ til at
forbyde de bander og grupperinger i Danmark, der er registreret hos
Nationalt Efterforskningscenter (NEC), og at anlægge sag mod
disse bander og grupperinger med henblik på deres permanente
opløsning.
Bemærkninger til forslaget
Bandekonflikten på Nørrebro og i
Københavns nordvestkvarter og omegn har nået et
uacceptabelt omfang, hvor tilfældige borgere bliver ramt af
skud og den offentlige ro og orden dagligt bliver forstyrret.
Beslutningsforslaget indebærer et
pålæg til regeringen om at tage initiativ til
midlertidigt at forbyde alle de bander og grupperinger, der er
registreret hos Nationalt Efterforskningscenter (NEC), og at
anlægge sag mod dem med henblik på deres
opløsning efter grundlovens § 78, stk. 3.
Forbuddet skal gælde alle bander og
grupperinger, der er registreret hos NEC, med det formål at
undgå, at bandemedlemmer kan blive optaget i
søsterorganisationer, og at der dermed kan være risiko
for nye aktører på bandeområdet. Derfor skal
forbuddet være så omfattende som muligt. NEC, PET og
Rigsadvokaten bør i tæt samarbejde få
tilvejebragt de nødvendige oplysninger om omfang af
lovovertrædelser begået af bandemedlemmer og få
iværksat de nødvendige tiltag, for at banderne kan
forbydes. Det kan medføre nogle økonomiske
omkostninger såvel i relation til politi og
domstolsbehandling som for kiminalforsorgen, og det skal
selvfølgelig holdes for øje ved behandlingen af dette
forslag.
Det følger af grundlovens § 78,
stk. 2, at »Foreninger, der virker ved eller søger at
opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller
lignende eller strafbar påvirkning af anderledes
tænkende, bliver at opløse ved dom.«
Med forslaget ønsker forslagsstillerne
at sikre, at foreninger som nævnt i bestemmelsen bliver
opløst.
Fra PET-Kommissionens beretning, bind 15,
kapitel 8, afsnit 2.2 kan følgende passager gengives:
»2.2. »Virker ved eller anstifter
til vold« mv.
Spørgsmålet om, hvornår en
forening kan siges at virke ved eller anstifte til vold, er som
nævnt centralt for bevisvurderingen efter grundlovens §
78, stk. 2. Det er anklagemyndigheden, der på grundlag af
politiets efterforskning skal tage stilling til, om der er
fornødent bevis for, at en organisation har et ulovligt
øjemed, herunder om den virker ved eller søger at
nå sit mål ved vold mv. Beviset for, at en forening
virker ved vold mv. er formentlig noget vanskeligere at
tilvejebringe end beviset for, at et eller flere medlemmer af den
pågældende forening har foretaget en eller flere
voldshandlinger eller truet hermed.
Ved bedømmelse af, om en forening
virker ved eller søger at nå sine mål ved vold,
er det afgørende den virksomhed, som foreningen faktisk
udfolder eller må forventes at udfolde samt de midler, der
anvendes for at opnå foreningens formål, og ikke hvad
der måtte være nedfældet i vedtægterne,
selv om det også har betydning. […]
Rigsadvokaten har afgrænset beviskravet
til, at foreningen gennem sin levetid i et ikke ubetydeligt omfang
har foretaget voldelige handlinger eller fremsat trusler herom,
således at disse handlinger mv. »indgår som et
dominerende eller almindeligt led i foreningens
virksomhed«.
Selvom Rigsadvokaten i 1998 påviste, at
medlemmerne af de to undersøgte rockerklubber Hells Angels
og Bandidos i vidt omfang var straffet for kriminalitet, der var
relevant for vurderingen af, hvorvidt foreningerne virker ved vold,
var det ikke tilstrækkeligt - det skulle endvidere bevises,
at de strafbare handlinger kunne tilregnes foreningerne.
Gorm Toftegaard Nielsen mener, at
Rigsadvokaten herved har lagt beviskravene så højt, at
hjemlen for foreningsforbud derved bliver uanvendelig.«
Bandemiljøet omkring navnlig
indvandrerbanderne Loyal to Familia (LTF) og Brothas fremstår
efter forslagsstillernes overbevisning kun med det ene formål
at udøve vold og at intimidere af hele bydele, og det
må anses for at udgøre den helt centrale del af
bandernes virke.
Forslagsstillerne mener, at bander og
grupperingers brug af mærker og symboler er med til at
forstærke utrygheden hos andre, da brugen af symbolerne i
kombination med bandens eller grupperingens virke i sig selv
må anses for at udgøre en intimidering og en akut
trussel om vold, som er omfattet af grundlovens § 78, stk. 2,
om at virke ved vold eller anstifte til vold.
Det må gælde så meget desto
mere, når banderne og grupperingerne besidder klubhuse, og
når medlemmer fremstår i fællesskab med de
symboler, der kendetegner banderne og grupperingerne.
Det forekommer uforståeligt for
forslagsstillerne, at man hidtil ikke har anset den blotte
tilstedeværelse af et bandemedlem iført bandens
symboler for en trussel om vold i medfør af både
straffeloven og grundlovens § 78, stk. 2.
Hvis en bande eller gruppering bliver
opløst, bør retsvirkningerne ved opløsningen
omfatte et forbud mod at bruge bandens eller grupperingens symboler
og mærker. Herudover skal retsvirkningerne omfatte
beslaglæggelse af formuer, ejendomme, biler og motorcykler
tilhørende de enkelte medlemmer af banden eller grupperingen
med henblik på en udredning af, hvorfra midlerne
hidrører.
Forslagsstillerne mener også, at
mulighederne for at give forbud mod at opholde sig på
forskellige adresser m.v. skal udbygges og bruges mere strategisk
over for medlemmer af bander og grupperinger, så medlemmer af
bander og grupperinger, der opløses i fremtiden, ikke kan
finde sammen i nye bandegrupperinger.
Et midlertidigt forbud og efterfølgende
anlagt retssag om opløsning af banderne og grupperingerne
vil ikke i sig selv nødvendigvis fjerne kriminalitet
begået af de medlemmer, der er relateret hertil.
Men hvis grundlovens § 78, stk. 3, bliver
anvendt efter bestemmelsens hensigt, vil det give politiet og
anklagemyndigheden helt nye muligheder i det daglige virke.
Samtidig vil et midlertidigt forbud og en mulig
efterfølgende opløsning sende et ønsket signal
fra politisk hold om at ville gøre en forskel i forhold til
at sikre lov og orden og dermed gøre en ende på den
kriminalitet, der begås som et led i at opretholde banderne
og grupperingerne.
Forslagsstillerne har tidligere fremsat
beslutningsforslag, der skal gøre det mindre attraktivt at
være medlem af en bande, bl.a. B 14 (1996-97) om
indførelse af kollektiv straf, som blev fremsat som
følge af rockerkrigen i 1990'erne, og B 73 (2012-13) om
udvidelse i rockerloven. Forslagene er hver gang blevet afvist af
et flertal i Folketinget under henvisning til Rigsadvokatens
indstilling om risiko for grundlovsstridig lovgivning.
I den tyske delstat Slesvig-Holsten blev der i
2010 indført et forbud mod rockergrupperinger på
baggrund af en eskalerende konflikt, og i artiklen
»Rockerkrigen stoppede, da Bandidos og Hells Angels blev
forbudt«, fra Jyllands-Posten den 20. august 2017, beskrives,
hvordan forbuddet havde en tydelig positiv indvirkning. Få
måneder efter forbuddet blev indført, stoppede
konflikten.
Den tyske forfatningsdomstol har siden 1983
godkendt et forbud mod rockergrupperinger. Set i lyset af de tyske
erfaringer bør det undersøges nærmere, hvilke
muligheder for forbud der kan indføres i Danmark.
De tidligere indstillinger fra Rigsadvokaten
har været afgivet ud fra den betragtning, at bevisbyrden for
at kunne påvise det i grundlovens § 78, stk. 2,
krævede formål om vold eller anstiftelse af vold el.
lign. ikke ville kunne blive løftet. Rigsadvokaten har i den
forbindelse i vidt omfang henvist til den manglende retspraksis
på området.
Senest har Rigsadvokaten den 2. november 2017
meddelt, at banden Loyal to Familia kan forbydes. Men
forslagsstillerne mener, at Rigsadvokaten nøler med at
udforme et anklageskrift, og at et sådant først kan
forventes en gang i 2018.
Rigsadvokatens indstilling gennem årene
har efter forslagsstillernes opfattelse været lovlig
formalistisk. Rigsadvokaten har undladt ikke kun at inddrage de
samfundsmæssige betragtninger, men også at vurdere, om
der i forhold til formuleringen af grundlovens § 78 om
foreningsfrihed i sin tid overhovedet har været tænkt
på beskyttelse af den type foreninger, som
nærværende forslag vil til livs.
Sidstnævnte spørgsmål
må efter forslagsstillernes opfattelse besvares
benægtende.
Skriftlig fremsættelse
Peter Kofod
Poulsen (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
opløsning af en række bander og grupperinger.
(Beslutningsforslag nr. B 32)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.