Betænkning afgivet af
Forsvarsudvalget den 11. januar 2018
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 7.
december 2017 og var til 1. behandling den 19. december 2017.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Forsvarsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 1 møde.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 3
spørgsmål til udenrigsministeren og forsvarsministeren
til skriftlig besvarelse, som disse har besvaret.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, DF, V, LA, RV, SF og KF) indstiller
beslutningsforslaget til vedtagelse
uændret.
Et mindretal i
udvalget (EL og ALT) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.
Enhedslistens og Alternativets medlemmer af
udvalget bemærker, at Operation Sea Guardian ifølge
forslaget indebærer opretholdelse af NATOs maritime
situations- og trusselsbillede, bekæmpelse af maritim terror
og regional kapacitetsopbygning. Der er altså tale om et
vidtgående mandat til indsættelse af et krigsskib,
helikopter samt politi og specialstyrker i Middelhavet efter
beslutning fra NATO. Det fremgår endog, at der vil være
mulighed for indsættelse i andre landes
territorialområde uden tilslutning fra dem. Erfaringerne med
NATO-indsatser fra nyere dansk udenrigspolitik er skræmmende,
når man eksempelvis ser på, hvordan NATO brød
FN-mandatet i Libyen med det nuværende kaos til
følge.
Enhedslisten og Alternativet er endvidere
bekymrede for, hvordan NATO-missionen kommer til at håndtere
nødstedte mennesker på flugt. Regeringens forslag
forholder sig slet ikke til dette. Enhedslisten og Alternativet
finder det foruroligende at indsætte danske militære
skibe uden en afklaring af, hvordan de skal håndtere
nødstedte. Vil der eksempelvis være risiko for, at
nødstedte sendes tilbage til Tyrkiet, der ikke fuldt har
ratificeret flygtningekonventionen, og hvor der sker en voldsom
undertrykkelse fra præsident Erdogans side, eller til Libyen,
hvor flygtningesituationen er yderst brutal?
Operation Sea Guardian skal ifølge
konklusionerne fra NATO-topmødet i juli 2016 foregå i
tæt samarbejde med Frontex og understøtte EU's
Operation Sophia, en operation, der er under anklage for at
være skyld i, at der er flere mennesker, der dør i
Middelhavet. For Enhedslisten og Alternativet giver det anledning
til stor bekymring. I 2017 druknede mere end 3.000 mennesker i
Middelhavet i forsøget på at komme til Europa. Det er
en dybt tragisk situation, som ikke kan løses med
indsættelse af militære skibe. Danmark bør
bidrage til at afhjælpe denne tragiske situation frem for at
lægge alle æg i NATOs kurv.
Et andet
mindretal i udvalget (IA) vil stemme hverken for eller imod
beslutningsforslaget.
Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Marie Krarup (DF) Søren
Espersen (DF) Jan Erik Messmann (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Henrik
Brodersen (DF) Susanne Eilersen (DF) Peter Juel Jensen (V) Jakob
Ellemann-Jensen (V) Marcus Knuth (V) Kristian Pihl Lorentzen (V)
Torsten Schack Pedersen (V) Michael Aastrup Jensen (V) Villum
Christensen (LA) Carsten Bach (LA) Rasmus Jarlov (KF) fmd. Annette Lind (S) Bjarne Laustsen
(S) Henrik Dam Kristensen (S) Jan Johansen (S) nfmd. Jesper Petersen (S) Simon
Kollerup (S) Trine Bramsen (S) Nick Hækkerup (S) Eva Flyvholm
(EL) Nikolaj Villumsen (EL) Rasmus Nordqvist (ALT) Martin Lidegaard
(RV) Holger K. Nielsen (SF) Aaja Chemnitz Larsen (IA)
Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | ? 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende B 49
Bilagsnr. | Titel | 1 | Fortroligt dokument | 2 | Uddrag fra Warszawakommunikeet fra
NATO-topmødet i 2016 | 3 | Tidsplan for udvalgsbehandlingen af
beslutningsforslaget | 4 | Udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende B 49
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om, hvordan og efter hvilke
retningslinjer det danske bidrag skal håndtere
nødstedte flygtninge på Middelhavet, til
udenrigsministeren og forsvarsministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm. om ministrene kan be- eller
afkræfte, at NATO-missionen Operation Sea Guardian kun kan
operere inden for kyststaters territorialfarvand, såfremt det
godkendes af både det Nordatlantiske Råd og den
pågældende stat, til udenrigsministeren og
forsvarsministeren, og ministerens svar herpå | 3 | Spm. om, i hvilke situationer
operationsområdet for Operation Sea Guardian kan udvides,
samt hvilke områder der så vil udvides til, til
udenrigsministeren og forsvarsministeren, og ministerens svar
herpå |
|