Skriftlig fremsættelse (7. december
2017)
Udenrigsministeren
(Anders Samuelsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om danske
militære bidrag til NATOs maritime Operation Sea Guardian i
Middelhavet
(Beslutningsforslag nr. B 49)
Regeringen
anmoder om Folketingets samtykke til, at danske militære
bidrag stilles til rådighed for NATOs maritime Operation Sea
Guardian i Middelhavet, som blev besluttet på
NATO-topmødet i Warszawa i juli 2016.
Operation Sea
Guardian erstattede i oktober 2016 NATOs hidtidige
anti-terroroperation i Middelhavet, Active Endeavour, hvis mandat
var baseret på Washington-traktatens artikel 5 i
kølvandet på terrorangrebet mod USA den 11. september
2001. Danmark har ved flere lejligheder bidraget militært til
Operation Active Endeavour. Operation Sea Guardian vil åbne
mulighed for at adressere et mere dynamisk og bredspektret
sikkerhedsbillede i Middelhavet med henblik på at
imødegå sikkerhedsudfordringer for Alliancen.
Operation Sea
Guardian udfører foreløbigt de samme opgaver i
Middelhavet, som gjorde sig gældende for Operation Active
Endeavour:
1) Opbygning
og vedligeholdelse af NATOs maritime situations- og trusselsbillede
i Middelhavet.
2)
Bekæmpelse af maritim terror i Middelhavet, bl.a. gennem
overvågning og bording af skibe.
3) Regional
kapacitetsopbygning, bl.a. i form af træning af maritime
specialoperationsstyrker i regionen.
Som et nyt
element rummer Operation Sea Guardian fremadrettet mulighed for,
efter bemyndigelse af det Nordatlantiske Råd, at aktivere
fire supplerende maritime sikkerhedsopgaver:
? Sikring af
den frie sejlads i Middelhavet, f.eks. ved at eskortere civile
skibe i et risikoområde.
?
Håndhævelse af forbud mod transport af specifikke
personer eller materialer, f.eks. våben.
?
Bekæmpelse af spredning af
masseødelæggelsesvåben.
? Beskyttelse
af kritisk infrastruktur, som f.eks. havne.
En eventuel
aktivering af tillægsopgaver, eller udvidelse af
operationsområdet med konsekvens for danske bidrag, vil ske
efter behørig inddragelse af Folketinget. Alliancen vil i
varetagelsen af mandatet for Operation Sea Guardian
videreføre og styrke samarbejdet med eksterne partnere,
herunder den Europæiske Union. Danmarks deltagelse i
operationen vil ske inden for rammerne af
EU-forsvarsforbeholdet.
Indledningsvis
vil det danske bidrag til Operation Sea Guardian bestå af
skibsbidraget, der er tilmeldt som kommandoskib til NATOs
Stående Flådestyrkes Fregatgruppe 1 (SNMG 1) i 2018,
såfremt SNMG 1 efter konkret anmodning fra NATO
indsættes i Operation Sea Guardian. Kommandobidraget til SNMG
1 omfatter foruden skibsplatform en kommandostab, en helikopter
samt en maritim indsatsenhed på op til ca. 180 personer.
Danmark vil derudover, efter behørig inddragelse af
Folketinget, kunne tilbyde NATO følgende yderligere typer af
bidrag: et skibsbidrag i form af et fleksibelt støtteskib
eller en fregat, et flybidrag i form af overvågningsfly, et
specialoperationsstyrkebidrag, et minerydningsbidrag og et
stabsofficersbidrag. Cyberkapaciteter vil endvidere kunne
indgå i danske bidrag.
Danske bidrag
vil i forbindelse med udsendelse have mulighed for at anvende magt
til at gennemføre de pålagte opgaver. Herudover vil
danske bidrag være tillagt beføjelser i henhold til
adgangen til udvidet selvforsvar af egne og allierede styrker samt
andre operationspartnere.
Det
folkeretlige grundlag for danske militære bidrag til
Operation Sea Guardian er folkeretten, herunder FN's
havretskonvention og konventionen til bekæmpelse af ulovlige
handlinger mod søfartens sikkerhed af 1988 samt samtykke fra
de relevante kyst- og flagstater.
Det danske
bidrags deltagelse i bekæmpelsen af maritim terrorisme er
betinget af, at Danmark har tiltrådt FN's
tillægsprotokol om søfartssikkerhed af 2005 til
konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod
søfartens sikkerhed af 1988. Danmark undertegnede
tillægsprotokollen den 9. februar 2007 og har iværksat
processen for tiltrædelse af protokollen.
Det danske
militære bidrag vil indgå i en indsats, hvor det ikke
kan udelukkes, at der bliver tale om anvendelse af militære
magtmidler. På den baggrund forelægges sagen for
Folketinget med henvisning til Grundlovens § 19, stk. 2, med
anmodning om, at Folketinget meddeler sit samtykke.
Regeringen vil
løbende vurdere de danske bidrags sammensætning med
henblik på at sikre en effektiv opgaveløsning.
Såfremt det skulle vise sig hensigtsmæssigt at justere
bidraget væsentligt, tilmelde nye bidrag til Operation Sea
Guardian, eller såfremt der skulle ske en væsentlig
ændring i forhold til de beskrevne opgaver, vil regeringen
rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn herom
eller om nødvendigt på ny forelægge sagen for
Folketinget.
Idet jeg i øvrigt henviser til
beslutningsforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg
hermed anbefale beslutningsforslaget til det Høje Tings
velvillige behandling.