Skriftlig fremsættelse (20. december
2017)
Skatteministeren
(Karsten Lauritzen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
afgift af elektricitet, spiritusafgiftsloven, lov om afgift af
mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af kvælstofoxider og
øl- og vinafgifts-loven (Lempelser i elafgiften og
vandafgiften for campingpladser og lystbådehavne,
afgiftslempelse for små producenter af spiritus
(moderation), justering af moderationsordningen for små
producenter af øl og afgiftsfritagelse for gas indeholdt i
lightere ved indførsel)
(Lovforslag nr. L 122)
Forslaget har til formål at
udmønte dele af aftalen om erhvervs- og
iværksætterinitiativer af 12. november 2017 mellem
regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti), Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.
Dansk turisme skal styrkes, så vi kan
tiltrække flere turister, der skal skabes vækst i
landdistrikterne, så denne ikke primært koncentreres om
de større byer, og det skal være lettere at drive
virksomhed i Danmark.
Det foreslås derfor, at de statslige
afgifter på el og vand for campingpladser og
lystbådehavne lempes med henblik på at fremme turismen
i Danmark og udviklingen i landdistrikterne.
Det foreslås derudover at lempe
spiritusafgiften for små producenter af spiritus for at
styrke konkurrenceevnen for disse producenter. Det foreslås
endvidere, at ordningen skal omfatte nystartede destillerier. En
tilsvarende mulighed foreslås indført i
moderationsordningen for øl.
Endeligt foreslås det, at gassen i
lightere fritages for afgift ved indførsel med henblik
på at mindske de administrative byrder forbundet med
angivelse og indbetaling af afgift, da disse ikke vurderes at
stå mål med det samlede afgiftsprovenu.
Lovforslaget er sendt i høring forud
for fremsættelsen. Høringsfristen udløber den
4. januar 2018.
Lovforslaget indebærer en fravigelse
af de fælles ikrafttrædelsesdatoer, idet det
foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.