Skriftlig fremsættelse (28. februar
2018)
Børne- og
socialministeren (Mai Mercado):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
(Sagsbehandlings-frister for hjemviste sager, pligt til tydelig
offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister på
kommunens hjemmeside og pligt til at behandle danmarkskortet over
omgørelsesprocenter på et møde i
kommunalbestyrelsen)
(Lovforslag nr. L 162)
Det overordnede formål med
lovforslaget er at styrke borgernes retssikkerhed ved behandlingen
af sager på det sociale område samt medvirke til at
nedbringe de store forskelle mellem kommunerne, når det
gælder antallet af omgjorte klagesager i Ankestyrelsen.
Det foreslås, at de
sagsbehandlingsfrister, som kommunerne fastsætter efter
retssikkerhedslovens § 3, også skal gælde for
afgørelser efter serviceloven, der er hjemvist af
Ankestyrelsen, og at fristen skal regnes fra modtagelsen af
Ankestyrelsens afgørelse.
Det foreslås også, at der
indføres en pligt for kommunalbestyrelsen til, at
offentliggørelsen af kommunale sagsbehandlingsfrister for
behandlingen af sager efter serviceloven skal ske på
kommunens hjemmeside og fremgå tydeligt samt være let
tilgængelig.
Det foreslås endvidere, at det
fastsættes i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen
hvert år er forpligtet til at behandle danmarkskortet over
kommunernes omgørelsesprocenter i klagesager i Ankestyrelsen
på et kommunalbestyrelsesmøde. I tilknytning hertil
foreslås, at børne- og socialministerens årlige
offentliggørelse af danmarkskortet lovfæstes.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.