L 176 Forslag til lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber og lov om finansiel virksomhed.

(Fastsættelse af krav om medlemskab af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber i EU/EØS, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, og ændring af Fondens dækningsområde m.v.).

Af: Erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 28-02-2018

Fremsat den 28. februar 2018 af Erhvervsministeren (Brian Mikkelsen)

20171_l176_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 28. februar 2018 af Erhvervsministeren (Brian Mikkelsen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber og lov om finansiel virksomhed

(Fastsættelse af krav om medlemskab af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) for udenlandske direkte tegnende skadesforsikringsselskaber og ændring af Fondens dækningsområde m.v.)

§ 1

I lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 8. september 2017, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, udgår »privat,«.

2. I § 1, stk. 2, indsættes efter »forsikringsvirksomhed,«: »eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark,«.

3. § 1, stk. 3, ophæves.

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.

4. I § 1 indsættes som stk. 4-6:

»Stk. 4. Lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand, forvaltningsloven og arkivloven finder ikke anvendelse for Fonden.

Stk. 5. Ved ophør af Fonden træffer erhvervsministeren med finansministerens godkendelse beslutning om anvendelse af Fondens formue. Beslutning om anvendelse af Fondens formue træffes efter høring af de forsikringsselskaber, der er nævnt i § 1, stk. 2.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om Fondens administration.«

5. §§ 2 og 2 a ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 2. Fonden dækker den virksomhed, som de forsikringsselskaber, der er nævnt i § 3, stk. 1, har i Danmark for risici i Danmark.«

6. § 3, stk. 8, affattes således:

»Stk. 8. Erhvervsministeren kan tillade, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet i stk. 2 til størrelsen af Fondens formue.«

7. § 3 affattes således:

 »§ 3. Følgende forsikringsselskaber skal være medlem af og yde bidrag til Fonden:

1) Direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

2) Filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

3) Direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er anmeldt til via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed at drive forsikringsvirksomhed i Danmark.

Stk. 2. Fondens formue skal udgøre mindst 300 mio. kr.

Stk. 3. Hvert nyt medlem af Fonden skal yde et engangsbidrag til Fonden på 100.000 kr.

Stk. 4. Forsikringsselskaberne har udover engangsbidraget, jf. stk. 3, pligt til løbende at yde bidrag til Fonden. Forsikringsselskabernes bidrag udgøres af summen af et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr. police inden for forbrugerforsikringer, jf. stk. 9.

Stk. 5. Finanstilsynet meddeler en gang om året størrelsen af det beløb pr. police, som forsikringsselskaberne skal anvende ved beregning af bidrag til Fonden. Finanstilsynet skal offentliggøre meddelelsen senest 6 måneder før, at forsikringsselskaberne skal indbetale bidrag til Fonden.

Stk. 6. Forsikringsselskaberne skal i forbindelse med aflæggelsen af årsregnskabet indsende en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor til Fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.

Stk. 7. Overstiger det årlige bidrag til Fonden ikke 50.000 kr., kan forsikringsselskabet uanset stk. 6 indsende en erklæring fra selskabets ansvarlige ledelse til Fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.

Stk. 8. Fonden kan optage lån med garanti fra staten.

Stk. 9. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om forsikringsselskabernes bidrag til Fonden og om, hvilke typer af forsikringer der er omfattet af bidragspligten.

Stk. 10. Erhvervsministeren kan øge kravet til størrelsen af Fondens formue i henhold til stk. 2.

Stk. 11. Erhvervsministeren kan tillade, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet i stk. 2 til størrelsen af Fondens formue.«

8. I § 4, stk. 3, 1. pkt., ændres »§ 2 a, hvis Finanstilsynet udelukker forsikringsselskabet fra Fonden i medfør af § 14, stk. 3« til: »§ 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, hvis Finanstilsynet forbyder forsikringsselskabet at udøve virksomhed i Danmark, jf. § 14, stk. 3«.

9. § 4 a ophæves.

10. I § 5, stk. 1, ændres »er udækkede som følge« til: »følger«.

11. I § 5, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »(forbrugerforsikringer)«: »og de sikrede«.

12. I § 5, stk. 1, nr. 4, ændres »kollektive forsikringer« til: »forsikringstagere og de sikrede under kollektive forsikringer«.

13. § 5, stk. 1, nr. 5, affattes således:

»5) forsikringstagere med bygningsbrandforsikringer uanset type af ejendom og de sikrede.«

14. I § 5, stk. 2, 1. pkt., ændres »udækkede erstatningskrav, der er opstået før konkursdekretets afsigelse og indtil« til: »erstatningskrav, der er opstået senest«, og i 2. pkt. ændres »Er forsikringsselskabet omfattet af § 2 a« til: »Er forsikringsselskabet et forsikringsselskab nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3«.

15. I § 5 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Uanset stk. 2 dækker Fonden erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en byggeskadeforsikring og en sælgeransvarsforsikring i hele forsikringens løbetid. Endvidere dækker Fonden erstatningskrav i henhold til en forsikring, der er tegnet hos et forsikringsselskab, som Finanstilsynet har meddelt forbud efter § 14, stk. 3, når forsikringen var i kraft på tidspunktet for Finanstilsynets afgørelse.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

16. I § 5, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »dækker«: »forsikringstagernes«.

17. I § 5 indsættes efter stk. 3, der bliver stk. 4, som nyt stykke:

»Stk. 5. Forsikringstagere kan ikke gøre krav gældende mod et forsikringsselskabs konkursbo for selvrisikoen på 1.000 kr., jf. stk. 4.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 6 og 7.

18. § 5, stk. 4, der bliver stk. 6, affattes således:

»Stk. 6. Fonden dækker ikke præmier på ejerskifteforsikringer, byggeskadeforsikringer og sælgeransvarsforsikringer, jf. stk. 3.«

19. I § 6, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Erstatningskrav i henhold til § 5, stk. 3, skal dog anmeldes til Fonden senest 6 måneder efter forsikringens ophør.«

20. I § 6, stk. 2, ændres »den i stk. 1 nævnte frist« til: »de frister, der er nævnt i stk. 1,«.

21. I § 8, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »ophør,«: »jf. dog § 5, stk. 3,«.

22. I § 8, stk. 2, nr. 1, ændres »mens selvrisikoen på 1000 kr. pr. police kan anmeldes til konkursboet, jf. § 5, stk. 3« til: »jf. dog § 5, stk. 6«.

23. I § 8, stk. 2, nr. 2, ændres »2. pkt.« til: »3. pkt.«

24. I § 8, stk. 2, nr. 3, ændres »1. pkt.« til: »1. og 2. pkt.«

25. I § 8, stk. 3, ændres »§ 2 a« til: »§ 3, stk. 1, nr. 2 eller 3«.

26. I § 12 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Bestyrelsen sikrer, at Fonden kan få udleveret de oplysninger fra et forsikringsselskabs konkursbo, der er nødvendige for, at Fonden kan opfylde sine forpligtelser i henhold til loven. Ethvert medlem af Fonden er forpligtet til at medvirke til, at Fonden kan få udleveret sådanne oplysninger, hvis det pågældende medlem går konkurs.«

27. I § 14, stk. 3, 1. pkt., ændres »udelukke et forsikringsselskab nævnt i § 2 a fra Fonden« til: »forbyde et forsikringsselskab nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, at drive virksomhed i Danmark i medfør af § 243 i lov om finansiel virksomhed«, og i 2. pkt. ændres »forbrugerforsikring« til: »forsikring«.

28. § 14, stk. 4 og 5, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 4. Fonden tilbagebetaler ikke bidrag, som et forsikringsselskab har indbetalt til Fonden, hvis Finanstilsynet i henhold til stk. 3 forbyder forsikringsselskabet at drive virksomhed i Danmark.«

29. §§ 14 a og 17 a ophæves.

§ 2

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1140 af 26. september 2017, som senest ændret ved lov nr. 1555 af 19. december 2017, foretages følgende ændringer:

1. I § 14, stk. 6, indsættes som 2. pkt.:

»For skadesforsikringsselskaber omfattet af § 11, stk. 1, 1. pkt., der ikke er genforsikringsselskaber, er tilladelse endvidere betinget af, at selskabet er tilsluttet Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.«

2. I § 30, stk. 8, indsættes efter »solvenscertifikat«: »og dokumentation for, at forsikringsselskabet er medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i det omfang, at selskabet skal dække risici nævnt i bilag 7«.

3. I § 31, stk. 5, nr. 1, ændres »solvenscertifikat og« til: »solvenscertifikat,«.

4. I § 31, stk. 5, nr. 2, ændres »landet.« til: »landet, og«.

5. I § 31, stk. 5, indsættes som nr. 3:

»3) dokumentation for, at forsikringsselskabet er medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i det omfang, at selskabet er et direkte tegnende skadesforsikringsselskab og skal dække risici nævnt i bilag 7.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1, nr. 1, 4 og 6, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3. § 4 træder i kraft den 1. juli 2018.

§ 4

De direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, og som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal senest den 31. august 2018 have givet alle deres relevante forsikringstagere og sikrede uden for Danmark i lande inden for Den Europæiske Union og lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, meddelelse om, at de fra den 1. januar 2019 ikke længere er dækket af Fonden i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs. 1. pkt. finder ikke anvendelse for forsikringsselskabets udenlandske filialer og grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, der i medfør af § 3, stk. 8, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, er fritaget for pligten til at betale bidrag til Fonden.

§ 5

Stk. 1. De direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der ved lovens ikrafttræden bliver medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden), jf. § 1, nr. 7, skal senest den 1. marts 2019 yde et engangsbidrag til Fonden i overensstemmelse med stk. 2.

Stk. 2. Engangsbidraget fastsættes til 50 kr. pr. police for følgende forsikringstyper, som forsikringsselskabet via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed har tegnet i Danmark, og som er i kraft på tidspunktet for lovens ikrafttræden:

1) Motorforsikringer.

2) Familieforsikringer.

3) Husejerforsikringer.

4) Sundhedsforsikringer.

5) Ejerskifteforsikringer.

6) Sælgeransvarsforsikringer.

7) Byggeskadeforsikringer.

Stk. 3. Der betales 50 kr. pr. police, uanset om der på samme police er indtegnet flere af de forsikringstyper, der er nævnt i stk. 2, eller om flere personer eller enheder er dækket af samme police.

Stk. 4. Engangsbidraget kan uanset stk. 2 ikke være mindre end 100.000 kr.

Stk. 5. Et forsikringsselskab kan ved fastsættelse af engangsbidraget, jf. stk. 2, foretage modregning i eventuelle bidrag, som forsikringsselskabet tidligere har ydet til Fonden, eventuelt gennem andre forsikringsselskaber.

Stk. 6. Forsikringsselskabet skal i forbindelse med indbetaling af engangsbidraget til Fonden indsende en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor til Fonden om, at engangsbidraget er korrekt beregnet. Uanset 1. pkt. kan et forsikringsselskab, der alene skal betale et engangsbidrag på 100.000 kr., jf. stk. 4, indsende en erklæring fra forsikringsselskabets ansvarlige ledelse til Fonden om, at engangsbidraget er korrekt beregnet.

Stk. 7. En forsikringstager kan ikke opsige en forsikringsaftale på grund af en forhøjelse af præmien, som alene anvendes til betaling af engangsbidraget til Fonden.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger
 
Indholdsfortegnelse
 
1.
Indledning
2.
Lovforslagets hovedpunkter
 
2.1.
Krav om medlemskab af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber ved tegning af skadesforsikringsaftaler i Danmark
  
2.1.1.
Gældende ret
  
2.1.2.
Erhvervsministeriets overvejelser
  
2.1.3.
Lovforslagets indhold
 
2.2.
Ændring af dækningsområdet for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber
  
2.2.1.
Gældende ret
  
2.2.2.
Erhvervsministeriets overvejelser
  
2.2.3.
Lovforslagets indhold
 
2.3.
Udvidelse af dækningsperioden for visse skadesforsikringsaftaler, der ikke kan gentegnes
  
2.3.1.
Gældende ret
  
2.3.2.
Erhvervsministeriets overvejelser
  
2.3.3.
Lovforslagets indhold
3.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5.
Administrative konsekvenser for borgerne
6.
Miljømæssige konsekvenser
7.
Forholdet til EU-retten
8.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9.
Sammenfattende skema


1. Indledning

I dag er der ikke en EU-retlig forpligtelse til at etablere garantiordninger, som kan håndtere krav fra forsikringstagere og sikrede, hvis et skadesforsikringsselskab går konkurs. Forsikringstagere og sikrede i EU er som følge heraf dækket forskelligt i tilfælde af et skadesforsikringsselskabs konkurs. Dette blev tydeliggjort, da det liechtensteinske skadesforsikringsselskab Gable Insurance AG gik konkurs i efteråret 2016. Her stod blandt andre selskabets danske forsikringstagere og sikrede uden dækning, da Liechtenstein ikke har etableret en garantiordning i lighed med den danske Garantifond for skadesforsikringsselskaber (Fonden).

I Danmark blev der vedtaget en ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber i december 2016 (lov nr. 1505 af 8. december 2016). Ændringen udvidede Fondens dækningsområde, så forsikringstagere m.fl. i Danmark, der havde tegnet en forsikring i Gable Insurance AG, kunne få dækket krav.

I maj 2017 blev der vedtaget endnu en ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber (lov nr. 664 af 8. juni 2017), der gør det muligt for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner eller ønsker at tegne forbrugerforsikringer i Danmark, at tilslutte sig Fonden. Loven trådte i kraft den 1. juli 2017.

For at sikre forsikringstagere og sikrede i Danmark en betryggende retsstilling i tilfælde af et skadesforsikringsselskabs konkurs - uanset om selskabet har hjemsted i Danmark eller i et andet EU/EØS-land - foreslås der med lovforslaget fastsat et krav om medlemskab af Fonden, når der tegnes skadesforsikringsaftaler i Danmark. Hermed underlægges direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, samme krav om medlemskab af Fonden som direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Det foreslås, at udenlandske skadesforsikringsselskaber, der med lovforslaget bliver medlemmer af Fonden, skal yde et engangsbidrag til Fonden for at sikre Fonden en hensigtsmæssig formue. Engangsbidraget foreslås fastsat til 50 kr. pr. police for en række forbrugerforsikringer, som de udenlandske forsikringsselskaber har tegnet i Danmark, og som er i kraft ved indtræden i Fonden. Det foreslås endvidere, at engangsbidraget ikke kan være mindre end 100.000 kr.

Samtidig foreslås Fondens dækningsområde ændret, så Fonden kun dækker den virksomhed, som Fondens medlemmer har i Danmark for risici i Danmark. Ændringen betyder bl.a., at Fonden ikke længere dækker den virksomhed, som danske direkte tegnende skadesforsikringsselskaber via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed har i andre EU/EØS-lande. Endvidere betyder ændringen, at Fonden ikke længere dækker eksempelvis fast ejendom i udlandet, motorkøretøjer indregistreret i et land uden for Danmark eller lystbåde under udenlandsk flag.

Endelig foreslås dækningsperioden ændret for visse skadesforsikringsaftaler, der ikke kan gentegnes i tilfælde af et skadesforsikringsselskabs konkurs. Ændringen medfører, at Fonden dækker krav i henhold til en ejerskifteforsikring, en byggeskadeforsikring og en sælgeransvarsforsikring i hele forsikringens løbetid for at undgå, at forsikringstagere og sikrede står uden forsikringsdækning ved et forsikringsselskabs konkurs.

Erhvervsministeren vil foretage en vurdering af kravet til størrelsen af Fondens formue, når de udenlandske forsikringsselskaber, der med lovforslaget bliver medlemmer af Fonden, har indbetalt det foreslåede engangsbidrag til Fonden. Vurderer erhvervsministeren, at det er nødvendigt at hæve Fondens formue for at sikre, at der tages tilstrækkeligt højde for den øgede risiko for potentielle tab, som Fonden påføres med udvidelsen af dets medlemmer, vil der blive udstedt en bekendtgørelse herom.

Lovforslaget indeholder en bemyndigelse til erhvervsministeren til at tillade, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet til størrelsen af Fondens formue. Ændringen medfører, at Finanstilsynet ikke iværksætter opkrævning af bidrag til Fonden, hvis ministeren har givet en tilladelse efter bestemmelsen. Det er en forudsætning for anvendelsen af bemyndigelsen, at Fonden over for ministeren kan redegøre for, hvornår Fonden forventer igen at kunne overholde kravet til størrelsen af Fondens formue.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Krav om medlemskab af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber ved tegning af skadesforsikringsaftaler i Danmark

2.1.1. Gældende ret

Fonden yder dækning, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, går konkurs, jf. § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Dette omfatter skadesforsikringsselskaber med hjemsted i Danmark samt filialer i Danmark af skadesforsikringsselskaber med hjemsted uden for EU/EØS.

Fonden yder endvidere dækning, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, og som har tilsluttet sig Fonden, går konkurs, jf. § 1, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Fonden dækker derimod ikke krav fra forsikringstagere og sikrede i Danmark, der opstår i forbindelse med konkursen af et direkte tegnende skadesforsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, men som ikke har tilsluttet sig Fonden i henhold til § 2 a i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. I sådanne tilfælde må selskabets forsikringstagere og sikrede i Danmark gøre erstatningskrav gældende mod forsikringsselskabets konkursbo, forsikringsselskabets eventuelle genforsikringsselskaber eller en eventuel garantiordning i forsikringsselskabets hjemland.

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Fra den 1. juli 2017 har det været muligt for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, at tilslutte sig Fonden. Der er på nuværende tidspunkt fem udenlandske skadesforsikringsselskaber, der har valgt at tilslutte sig Fonden.

Det er positivt, at der er udenlandske forsikringsselskaber, der har valgt at tilslutte sig Fonden med henblik på at sikre deres forsikringstagere og de sikrede i Danmark en betryggende retsstilling i tilfælde af konkurs.

Der er dog i dag over 500 skadesforsikringsselskaber fra andre EU/EØS-lande, der enten via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er anmeldt til Finanstilsynet til at kunne udøve forsikringsvirksomhed i Danmark. Selv om de udenlandske skadesforsikringsselskabers virksomhed via filial og grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed udgør en mindre del af det samlede skadesforsikringsmarked i Danmark, kan en konkurs have negative økonomiske konsekvenser for flere forsikringstagere og sikrede i Danmark. Det blev tydeliggjort, da det liechtensteinske skadesforsikringsselskab Gable Insurance AG gik konkurs i november 2016.

Der er ikke i dag en EU-retlig forpligtelse til at etablere garantiordninger, som kan håndtere krav fra forsikringstagere og sikrede, hvis et skadesforsikringsselskab går konkurs. Forsikringstagere og sikrede i EU er som følge heraf dækket forskelligt i tilfælde af et skadesforsikringsselskabs konkurs.

Det er ikke hensigtsmæssigt, at forsikringstagere og sikrede i Danmark er dækket forskelligt afhængigt af, hvor det forsikringsselskab, som de har tegnet en skadesforsikringsaftale hos, har hjemsted. Forsikringstagere og sikrede i Danmark bør kunne forlade sig på, at Fonden træder til og yder dækning i tilfælde af konkurs, uanset hvilket forsikringsselskab de har tegnet skadesforsikringsaftalen hos.

Det følger af artikel 189 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, at værtslande kan kræve, at skadesforsikringsselskaber på samme vilkår som de skadesforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der skal garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser. Kommissionen har bekræftet over for Finanstilsynet, at fastsættelsen af et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af Fonden, er foreneligt med Solvens II.

Der bør derfor fastsættes et krav om, at de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed i Danmark, herunder via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden for at sikre forsikringstagere og sikrede i Danmark en betryggende retsstilling i tilfælde af et skadesforsikringsselskabs konkurs.

2.1.3. Lovforslagets indhold

Med lovforslaget foreslås der fastsat et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Kravet medfører, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemland i andre EU/EØS-lande, der er anmeldt til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, og som ikke frivilligt har tilsluttet sig Fonden ved lovens ikrafttræden, bliver medlemmer af Fonden og skal yde bidrag til Fonden. Dette svarer til, hvad der gælder i dag for de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, og som i dag skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

For de forsikringsselskaber, der med loven bliver medlemmer af Fonden, og som ved lovens ikrafttræden er anmeldt til at tegne skadesforsikringsaftaler i Danmark, foreslås der fastsat et krav om betaling af et engangsbidrag til Fonden. Engangsbidraget foreslås fastsat til 50 kr. pr. police for de motor-, familie-, husejer-, sundheds-, ejerskifte-, sælgeransvars- og byggeskadeforsikringer, som forsikringsselskabet har tegnet i Danmark, og som er i kraft på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Der vil blive betalt et beløb pr. police, uanset om der på samme police er indtegnet flere af de forsikringstyper, der skal betales et bidrag på baggrund af, eller om flere personer eller enheder er dækket af samme police. Det foreslås endvidere, at engangsbidraget ikke kan være mindre end 100.000 kr., hvilket er det beløb, som nye danske skadesforsikringsselskaber skal betale til Fonden. Endelig foreslås det, at forsikringsselskabet ved fastsættelse af engangsbidraget kan foretage modregning i eventuelle bidrag, som forsikringsselskabet tidligere måtte have ydet til Fonden, eventuelt gennem andre forsikringsselskaber. Det foreslås samtidig, at en forsikringstager ikke kan opsige en forsikringsaftale på grund af en forhøjelse af præmien, der alene anvendes til betaling af engangsbidraget til Fonden. Dette svarer til, hvad der i dag gælder for de forsikringsselskaber i EU/EØS, der frivilligt har tilsluttet sig Fonden.

2.2. Ændring af dækningsområdet for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber

2.2.1. Gældende ret

Fonden yder dækning, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, bliver erklæret konkurs, jf. § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Fonden yder endvidere dækning, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, og som har tilsluttet sig Fonden, bliver erklæret konkurs, jf. § 1, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

For så vidt angår de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, dækker Fonden disse forsikringsselskabers virksomhed i Danmark og den virksomhed, som de via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed har i andre EU/EØS-lande, jf. § 2, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Dermed dækker Fonden i visse tilfælde også danske forsikringsselskabers aktiviteter i udlandet.

Finanstilsynet kan fritage et dansk forsikringsselskabs virksomhed via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i et andet EU/EØS-land for pligten til at betale bidrag til Fonden, hvis den udenlandske filial eller den grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er omfattet af en garantiordning i det land, hvor aktiviteten udøves, jf. § 3, stk. 8, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. I det tilfælde dækker Fonden ikke det danske forsikringsselskabs udenlandske filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, jf. § 5, stk. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

For så vidt angår de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, og som har tilsluttet sig Fonden, dækker Fonden disse forsikringsselskabers virksomhed i Danmark, jf. § 2, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Med lovforslaget foreslås der fastsat et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af Fonden på samme vilkår som de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Det følger af artikel 189 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, at værtslande kan kræve, at skadesforsikringsselskaber på samme vilkår som de skadesforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der skal garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser.

Det er derfor vigtigt, at de skadesforsikringsselskaber, der skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden, deltager på lige vilkår, og at der ikke er en gruppe af medlemmer, der deltager i Fonden på bedre vilkår end Fondens øvrige medlemmer.

Det er endvidere vigtigt at sikre, at de pågældende udenlandske forsikringsselskabers forsikringstagere og sikrede i Danmark er dækket i samme omfang som forsikringstagerne og de sikrede i danske forsikringsselskaber.

I dag dækker Fonden den virksomhed, som danske skadesforsikringsselskaber via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed har i andre EU/EØS-lande.

De danske skadesforsikringsselskabers aktiviteter i udlandet har været stigende siden Fondens etablering i 2003. Fondens risiko for potentielle tab er steget i takt hermed og kan betyde et væsentligt træk på Fondens formue, hvis et dansk skadesforsikringsselskab går konkurs, og Fonden skal dække forsikringsselskabets forsikringstagere og sikrede i udlandet.

Hertil kommer, at hvis Fonden fortsat skal dække danske forsikringsselskabers forsikringstagere og sikrede i udlandet, vil dette også skulle gøre sig gældende for aktiviteter i andre EU/EØS-lande udført af de udenlandske forsikringsselskabers filialer i Danmark, der med lovforslaget bliver medlem af Fonden.

Finanstilsynet fører ikke tilsyn med skadesforsikringsselskaber fra andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark. Denne opgave varetages af selskabets hjemlandsmyndigheder. Omfanget af en her i landet beliggende udenlandsk filials aktiviteter i andre EU/EØS-lande kendes derfor ikke. Et forslag om, at Fonden også vil skulle dække denne aktivitet for at sikre en ligestilling mellem Fondens medlemmer og deres forsikringstagere og sikrede, vil øge Fondens risiko for potentielle tab væsentligt.

Derfor bør Fondens dækningsområde afgrænses til at omfatte den virksomhed, som Fondens medlemmer har i Danmark for dækning af risici i Danmark.

2.2.3. Lovforslagets indhold

Med lovforslaget foreslås Fondens dækningsområde ændret til at omfatte skadesforsikringsselskabernes virksomhed i Danmark for risici i Danmark. Der er tale om en indskrænkning af dækningsområdet for de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, og som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner skadesforsikringsaftaler i andre EU/EØS-lande, der er dækket af Fonden.

For at sikre at de pågældende forsikringsselskabers forsikringstagere og sikrede uden for Danmark i andre EU/EØS-lande ved, at de ved lovens ikrafttræden ikke længere er dækket af Fonden i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs, foreslås det, at forsikringsselskabet skal give de berørte forsikringstagere og sikrede meddelelse herom.

Erhvervsministeren vil i efteråret 2018 foretage en ændring i reglerne om god skik på forsikringsområdet, så skadesforsikringsselskaber, forsikringsagenter m.fl. inden tegning af en skadesforsikringsaftale skal oplyse forsikringstageren om, hvorvidt den pågældende forsikring er dækket af Fonden i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs, når forsikringen dækker risici uden for Danmark.

2.3. Udvidelse af dækningsperioden for visse skadesforsikringsaftaler, der ikke kan gentegnes

2.3.1. Gældende ret

Fonden dækker krav, der er opstået indtil 4 uger efter, at kurator har givet meddelelse om forsikringsselskabets konkurs til fordringshaverne, jf. § 5, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser

En ejerskifteforsikring er kendetegnet ved, at den skal tegnes i forbindelse med køb af fast ejendom, at forsikringen har en løbetid på 5 til 10 år, og at forsikringen ikke kan tegnes efter, at der er sket overdragelse af den faste ejendom. Tilsvarende gælder det for en sælgeransvarsforsikring, at den skal tegnes i forbindelse med salg af fast ejendom, at forsikringen typisk har en løbetid på 10 år, og at forsikringen ikke kan tegnes efter, at der er sket salg af den faste ejendom. En byggeskadeforsikring er kendetegnet ved, at en sådan forsikring skal tegnes af bygherre, inden bygherren påbegynder opførelsen af en bygning, at forsikringen har en løbetid på 10 år, og at forsikringen ikke kan tegnes, når opførelsen af bygningen er påbegyndt.

Bliver et skadesforsikringsselskab erklæret konkurs, vil en forsikringstager med en ejerskifteforsikring, en sælgeransvarsforsikring og en sikret i henhold til en byggeskadeforsikring stå uden forsikringsdækning i forsikringens restløbetid og uden mulighed for at gentegne denne i et andet forsikringsselskab. Dette kan få negative økonomiske konsekvenser for de forsikringstagere og sikrede, der efter et forsikringsselskabs konkurs konstaterer en skade. Det blev tydeliggjort i forbindelse med det liechtensteinske skadesforsikringsselskab Gable Insurance AG's konkurs i november 2016.

Fondens formål er at sikre forsikringstagere og sikrede en betryggende retsstilling i tilfælde af et skadesforsikringsselskabs konkurs. En sådan retsstilling kan ikke sikres for forsikringstagere med en ejerskifteforsikring og en sælgeransvarsforsikring og sikrede i henhold til en byggeskadeforsikring, medmindre der indføres en udvidet dækningsperiode for erstatningskrav, der måtte opstå i henhold til sådanne forsikringer. Det foreslås derfor, at Fonden skal dække erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en sælgeransvarsforsikring og en byggeskadeforsikring i hele forsikringens løbetid.

2.3.3. Lovforslagets indhold

Med lovforslaget foreslås det, at Fonden dækker erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en sælgeransvarsforsikring og en byggeskadeforsikring i hele forsikringens løbetid.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Fonden er en statslig institution (en selvejende institution inden for den statslige forvaltning).

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner.

Forslaget om, at Fondens bestyrelse skal sikre, at Fonden i tilfælde af konkurs hurtigt kan få udleveret de oplysninger fra et forsikringsselskabs konkursbo, der er nødvendige for, at Fonden kan opfylde sine forpligtelser i henhold til loven om eksempelvis udbetaling af krav inden for tre måneder efter et forsikringsselskabs konkurs, har negative administrative konsekvenser for Fonden.

Lovforslagets § 2 om ændring af lov om finansiel virksomhed vurderes endvidere at have mindre negative administrative konsekvenser for Finanstilsynet, idet Finanstilsynet i forbindelse med de udenlandske forsikringsselskabers anmeldelse om at ville drive forsikringsvirksomhed i Danmark skal indhente dokumentation for, at disse forsikringsselskaber har meldt sig ind i Fonden.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal yde et engangsbidrag til Fonden, har negative økonomiske konsekvenser for de omfattede forsikringsselskaber. Størrelsen af engangsbidraget afhænger af, om det pågældende forsikringsselskab allerede tegner skadesforsikringsaftaler i Danmark, arten og omfanget af forsikringsselskabets virksomhed i Danmark, og om forsikringsselskabet tidligere har bidraget til Fonden via andre forsikringsselskaber. Engangsbidraget kan dog ifølge lovforslaget ikke være mindre end 100.000 kr., og engangsbidraget har derfor negative økonomiske konsekvenser for alle de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der er anmeldt til via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, og som ikke ved lovens ikrafttræden har tilsluttet sig Fonden.

Det er muligt, at engangsbidraget for enkelte forsikringsselskaber kan overstige 10 mio. kr., hvis selskabet ikke har mulighed for at foretage modregning i engangsbidraget for beløb, der tidligere er indbetalt til Fonden gennem andre forsikringsselskaber. Generelt forventes engangsbidraget for hvert udenlandsk forsikringsselskab dog at være under 10 mio. kr.

Det foreslåede krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet EU/EØS-land skal indsende en revisorerklæring til Fonden om, at det foreslåede engangsbidrag er korrekt beregnet, har negative administrative konsekvenser for de udenlandske forsikringsselskaber, der med loven bliver medlemmer af Fonden.

Medlemskab af Fonden er forbundet med løbende udgifter i det omfang, der skal ydes løbende bidrag til Fonden. De løbende udgifter til disse bidrag for nye forsikringsselskaber, der ikke tidligere har været medlemmer, skønnes at være under 10 mio. kr. årligt, og de kvantificeres derfor ikke nærmere.

Lovforslaget har administrative omstillingsomkostninger. Kravet om, at danske direkte tegnende skadesforsikringsselskaber skal give deres forsikringstagere og sikrede uden for Danmark i andre EU/EØS-lande meddelelse om, at de ved lovens ikrafttræden ikke længere er dækket af Fonden, vil have administrative omstillingsomkostninger for de forsikringsselskaber, der har forsikringstagere og sikrede uden for Danmark, der i dag er dækket af Fonden.

Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) har haft lovforslaget i høring. TER vurderer, at lovforslaget medfører administrative konsekvenser under 4 mio. kr. årligt. De bliver derfor ikke kvantificeret yderligere.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget forventes ikke at få administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder i § 1 bestemmelser, der udnytter en mulighed i artikel 189 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, for værtslande til at kræve, at skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet EU/EØS-land på samme vilkår som de skadesforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der skal garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser. Kommissionen har bekræftet over for Finanstilsynet, at fastsættelsen af et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af Fonden, er foreneligt med Solvens II.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 27. oktober 2017 til den 24. november 2017 været sendt i høring hos følgende organisationer og myndigheder m.v.:

Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejdsskadestyrelsen, Børsmæglerforeningen, Danish Venture Capital and Private Equity Association, Danmarks Grundforskningsfond, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime, Danske Regioner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Investor Relations Forening - DIRF, Dansk Kredit Råd, Dansk Metal, Dansk Pantebrevsforening, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den danske Fondsmæglerforening, Ejendomsforeningen, Energi og Olieforum, FDFA - Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer, FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel, Finans og Leasing, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, FinansDanmark, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer v/Ane Marie Christensen, Foreningen Danske Revisorer, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen v/direktør Flemming Kosakewitsch, FSR - danske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Garantiformuen, Garban-Intercapital Scandinavia, Horesta, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), Investeringsfondsbranchen, Intertrust (Denmark), ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, KL, Kuratorforeningen, KøbmandStandens OplysningsBureau, Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Nets, Mybanker, Parcelhusejernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske Afdeling, Regionale Bankers Forening, Revisornævnet, Rigsrevisionen, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, Thomson Reuters Nordic, Transparency International Danmark, VP Securities A/S, Western Union, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland, Datatilsynet, Erhvervsstyrelsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Udbetaling Danmark og Nævnenes Hus.

9. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen.
Ingen.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen.
Visse administrative konsekvenser for Fonden, idet Fondens bestyrelse skal sikre, at Fonden hurtigt kan få adgang til de oplysninger fra et forsikringsselskabs konkursbo, der er nødvendige for, at Fonden kan opfylde sine forpligtelser i henhold til loven.
Mindre administrative konsekvenser for Finanstilsynet i forbindelse med registrering af udenlandske forsikringsselskaber, der ønsker at tegne skadesforsikringsaftaler i Danmark.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen.
Visse økonomiske konsekvenser for de udenlandske selskaber, der bliver medlemmer af Fonden, dels i form af det foreslåede engangsbidrag, dels i form af et eventuelt løbende bidrag.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen.
Visse omstillingsomkostninger for de danske forsikringsselskaber, der skal sende meddelelse til deres forsikringstagere og sikrede i udlandet om ændring af Fondens dækningsområde, dels for udenlandske forsikringsselskaber, der bliver medlem af Fonden, og som skal yde et engangsbidrag til Fonden og i den forbindelse indsende en revisorerklæring om, at engangsbidraget er korrekt beregnet.
Administrative konsekvenser for Borgerne
Ingen.
Ingen.
Miljømæssige konsekvenser
Ingen.
Ingen.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder i § 1 bestemmelser, der udnytter en valgmulighed i artikel 189 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, for værtslande til at kræve, at skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet EU/EØS-land på samme vilkår som de skadesforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der skal garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser. Kommissionen har bekræftet, at fastsættelsen af et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver skadesforsikringsvirksomhed i Danmark, skal tilslutte sig Fonden, er foreneligt med Solvens II.
Overholdelse af de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering
Ja
X
Nej


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af § 1, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) er en privat, selvejende institution.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at Fonden foreslås oprettet som en privat, selvejende institution i lighed med den på daværende tidspunkt eksisterende garantifond for indskydere og investorer (i dag Garantiformuen). Det har ved udformningen af ordningen været et tungtvejende hensyn at undgå etablering af en egentlig offentlig, administrativ organisation. Samtidig er ordningen tilrettelagt således, at den i perioder, hvor den ikke træder i funktion, blot kræver et minimum af administration i fondsregi.

Det foreslås at ændre § 1, stk. 1, så Fonden fremadrettet betegnes som en selvejende institution frem for en privat selvejende institution.

Der er ikke tiltænkt en materiel ændring af bestemmelsen. Regelgrundlaget for Fonden vil således fremadrettet være det samme som efter gældende ret, og Fonden vil skulle administreres på samme vis som hidtil.

Til nr. 2

Det følger af § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) skal yde dækning i henhold til loven, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, bliver erklæret konkurs. Dette omfatter direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i Danmark og filialer i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber uden for EU/EØS.

Det følger endvidere af § 1, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Fonden yder dækning i henhold til loven, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, og som har tilsluttet sig Fonden, bliver erklæret konkurs.

Det foreslås at ændre § 1, stk. 2, så Fonden fremadrettet skal yde dækning i henhold til loven, når et direkte tegnende skadeforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, bliver erklæret konkurs.

Forslaget betyder, at Fonden fremadrettet yder dækninger i henhold til loven, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der driver forsikringsvirksomhed i Danmark, går konkurs, uanset om forsikringsselskabet har hjemland i Danmark eller i et andet EU/EØS-land. Filialer af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted uden for EU/EØS skal have Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, og Fonden vil således også yde dækning i henhold til loven ved et sådant forsikringsselskabs konkurs. Det bemærkes i den forbindelse, at det i dag ikke er muligt for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted uden for EU/EØS at drive grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Danmark fra et land uden for EU/EØS. Har et direkte tegnende skadesforsikringsselskab med hjemsted uden for EU/EØS etableret en filial i det andet EU/EØS-land, får denne filial hjemsted i det pågældende EU/EØS-land. Driver den pågældende filial grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Danmark, vil Fonden yde dækning i henhold til loven i tilfælde af denne filials konkurs.

Har et udenlandsk skadesforsikringsselskab en selskabskonstruktion, som ikke kendes i Danmark, men som i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, bilag III, litra A, anerkendes som et skadesforsikringsselskab, vil Fonden yde dækning i henhold til loven som følge af dette skadesforsikringsselskabs konkurs med de nødvendige tilpasninger, som selskabskonstruktionen tilsiger i henhold til hjemlandets lovgivning. Har et udenlandsk skadesforsikringsselskab eksempelvis en konstruktion, hvor det er selvstændige økonomiske enheder under forsikringsselskabet, der bærer den faktiske forsikringsrisiko, og hvor disse selvstændige økonomiske enheder kan gå konkurs, uden at forsikringsselskabet i sin helhed går konkurs, yder Fonden således dækning i henhold til loven ved sådanne selvstændige økonomiske enheders konkurs.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås fastsat et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden på samme vilkår som de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3

Det følger af § 1, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) yder dækning i henhold til loven, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, og som har tilsluttet sig Fonden, bliver erklæret konkurs.

Bestemmelsen foreslås ophævet.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås fastsat et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden på samme vilkår som de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Med ophævelsen af § 1, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber vil det fremadrettet fremgå af lovens § 1, stk. 2, hvornår Fonden yder dækning i henhold til loven.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 4

Det foreslås i § 1, stk. 4, at fastsætte bestemmelse om, at lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand, forvaltningsloven og arkivloven ikke finder anvendelse for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden).

Der er ikke med forslaget tiltænkt en ændring af den gældende retstilstand. Forslaget har sammenhæng med forslaget om ændringen af § 1, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, hvor Fonden fremadrettet betegnes som en selvejende institution frem for en privat selvejende institution. Der henvises nærmere til lovforslagets § 1, nr. 1.

Formålet med præciseringen i det foreslåede § 1, stk. 4, er at undgå tvivl om, hvilke regler der gælder for Fonden.

Det fremgår af bemærkningerne til den gældende § 1, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber bl.a., at det ved udformningen af ordningen har været et tungtvejende hensyn at undgå etablering af en egentlig offentlig, administrativ organisation.

Med den foreslåede undtagelse fra bl.a. lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven præciseres det, at reglerne om aktindsigt og reglerne om sagsbehandling m.v. hos offentlige myndigheder ikke finder anvendelse for Fonden. Fondens afgørelser om udbetalinger anses ikke for at være afgørelser i forvaltningsretlig forstand. De forvaltningsretlige regler er dermed ikke egnede til at danne rammen om Fondens arbejde. Som en naturlig følge heraf foreslås det præciseret, at de forvaltningsretlige regler ikke finder anvendelse for Fonden.

Det bemærkes, at Fonden ikke er en del af det administrative forvaltningsretlige hierarki. Der er derfor ikke rekursadgang til Erhvervsministeriet eller øvrige administrative organer for afgørelser truffet af Fonden. Afgørelser om udbetalinger truffet af Fonden kan i henhold til § 17 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber indbringes for Ankenævnet for Forsikring senest 3 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Det foreslås i § 1, stk. 5, at ved ophør af Fonden træffer erhvervsministeren med finansministerens godkendelse beslutning om anvendelse af Fondens formue. Beslutning om anvendelse af Fondens formue træffes efter høring af de forsikringsselskaber, der er nævnt i § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Dvs. de forsikringsselskaber, der er medlem af Fonden, og som har pligt til at yde bidrag til Fonden.

Bestemmelsen har til formål at tydeliggøre, at Fondens formue er offentlige midler, og at det derfor er erhvervsministeren i samarbejde med finansministeren, der beslutter, hvad Fondens formue skal anvendes til ved eventuelt ophør. Da Fonden er etableret ved lov, vil ophør af Fonden kræve lovændring.

Forslaget har sammenhæng med forslaget om ændringen af § 1, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, hvor Fonden fremadrettet betegnes som en selvejende institution frem for en privat selvejende institution. Der henvises nærmere til lovforslagets § 1, nr. 1.

Med § 1, stk. 6, foreslås det, at erhvervsministen kan fastsætte nærmere regler om Fondens administration. Dette kan bl.a. omfatte nærmere regler om Fondens antagelse af medhjælp, jf. § 12 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, herunder hvilke krav Fonden skal stille til den medhjælp, som Fonden antager, i forhold til behandling og udbetaling af krav, der er anmeldt til Fonden. Det kan bl.a. være krav om efterlevelse af principper for god skik med henblik på at sikre, at de forsikringstagere og sikrede, der anmelder krav i Fonden som følge af et forsikringsselskabs konkurs, får en redelig og loyal behandling af den medhjælp, som Fonden har antaget. Der kan endvidere fastsættes nærmere regler om Fondens kontrol med den medhjælp, som Fonden antager, og regler om løbende stresstest af Fondens systemer og processer for at sikre, at Fonden kan udbetale erstatningskrav m.v. inden for de frister, der er fastsat i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Forslaget har sammenhæng med det foreslåede § 1, stk. 4, hvor der fastsættes bestemmelse om, at lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand, forvaltningsloven og arkivloven ikke finder anvendelse for Fonden. Der henvises nærmere til det foreslåede § 1, stk. 4.

Til nr. 5

Det følger af § 2, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) dækker den virksomhed, som de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, har i Danmark samt via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i andre EU/EØS-lande.

Det følger endvidere af § 2, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Fonden dækker den virksomhed, som direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, og som har tilsluttet sig Fonden i medfør af § 2 a i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, har i Danmark.

Det foreslås at ophæve §§ 2 og 2 a og i stedet indsætte en ny § 2, efter hvilken bestemmelse Fonden dækker den virksomhed, som de forsikringsselskaber, der er nævnt i lovforslagets § 1, nr. 7, har i Danmark for risici i Danmark.

Ifølge lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås der fastsat et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden på samme vilkår som de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed. Med kravet ophæves muligheden i § 2 a i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, til frivilligt at tilslutte sig Fonden. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

Med den foreslåede § 2 ændres Fondens dækningsområde til at omfatte skadesforsikringsselskabernes virksomhed i Danmark for risici i Danmark. Det betyder, at skadesforsikringsaftalen skal være indgået i Danmark for dækning af risici i Danmark.

Den foreslåede ændring af Fondens dækningsområde får primært betydning for fast ejendom i udlandet, som ikke længere vil være dækket af Fonden i tilfælde af et forsikringsselskabs konkurs. Har en forsikringstager bosiddende i Danmark tegnet en fritidshusforsikring for sit sommerhus i f.eks. Norge i et dansk skadesforsikringsselskab eller i et skadesforsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land gennem dette selskabs filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Danmark, vil Fonden ikke yde dækning i tilfælde af skadesforsikringsselskabets konkurs, da risikoen (sommerhuset i Norge) er beliggende uden for Danmark. Har en forsikringstager bosiddende i f.eks. Tyskland derimod tegnet en fritidshusforsikring for sit sommerhus i Danmark i enten et dansk skadesforsikringsselskab eller i et skadesforsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land gennem dette selskabs filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Danmark, vil Fonden yde dækning i tilfælde af skadesforsikringsselskabets konkurs, da risikoen (sommerhuset i Danmark) er beliggende i Danmark samtidig med, at forsikringsaftalen er indgået i Danmark.

Ovenstående finder tilsvarende anvendelse på motorkøretøjer og lystbåde mv. Motorkøretøjer, der er indregistreret i et land uden for Danmark, eller lystbåde under udenlandsk flag, vil således heller ikke være dækket af Fonden, da risikoen ikke anses for at være i Danmark. Motorkøretøjer indregistreret i Danmark og lystbåde under dansk flag vil derimod være omfattet af Fondens dækningsområde, da der er tale om risici i Danmark. Det er i den forbindelse uden betydning, om skaden på motorkøretøjet eller lystbåden opstår uden for Danmark, eller om motorkøretøjet eller lystbåden forvolder skade på tredjemand i udlandet. Her vil forsikringstager, sikrede og eventuelle skadelidte tredjemænd i udlandet være dækket af Fonden i det omfang, at skaden er dækningsberettiget i henhold til forsikringsaftalen.

For så vidt angår løsøregenstande, der fortrinsvis befinder sig i udlandet, vil disse ikke blive betragtet som risici i Danmark, og de vil dermed heller ikke være omfattet af Fondens dækningsområde. Der kan f.eks. være tale om en cykel, som fast står ved forsikringstagers sommerhus i udlandet, og som forsikringstager kun en sjælden gang imellem tager med hjem til Danmark. Løsøregenstande, der fortrinsvis befinder sig i Danmark, vil derimod være dækket af Fonden, da risikoen er i Danmark. Det er i den forbindelse også uden betydning, om skaden på løsøregenstanden opstår uden for Danmark. I sådan et tilfælde vil skaden på løsøregenstanden fortsat være dækket af Fonden. Det kan f.eks. være beklædning, en telefon eller en cykel, som en forsikringstager i Danmark tager med på ferie i udlandet.

Forsikringer såsom rejseforsikringer, der har til formål at sikre forsikringstagere og sikrede under ophold i udlandet af kortere varighed, bliver ikke påvirket af det ændrede dækningsområde. Her vil Fonden fortsat dække krav for skader, der opstår i udlandet, i det omfang, at forsikringen er tegnet i Danmark i et dansk skadesforsikringsselskab eller i et skadesforsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land gennem dette selskabs filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Danmark. Her betragtes risiciene for at være i Danmark, da forsikringstager, de sikrede og deres løsøregenstande, som de kan forventes at tage med på ferie eller andet ophold af kortere varighed i udlandet, fortrinsvis befinder sig i Danmark. Det er derfor uden betydning, at skaden på den forsikrede, sikrede eller dennes løsøregenstande opstår i udlandet.

Forslaget medfører en indskrænkning af dækningsområdet for de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, og som i dag via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner skadesforsikringsaftaler i andre EU/EØS-lande, der er dækket af Fonden. Fremadrettet dækker Fonden således ikke krav fra danske forsikringsselskabers forsikringstagere og sikrede i udlandet, hvis de gennem selskabets filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i udlandet har tegnet en skadesforsikringsaftale. Det betyder eksempelvis, at en forsikringstager i Norge, der har tegnet en skadesforsikringsaftale i et dansk skadesforsikringsselskab gennem selskabets filial i Norge, ikke længere vil kunne få dækket erstatningskrav i Fonden i tilfælde af skadesforsikringsselskabets konkurs. Det har i det tilfælde ingen betydning, om det forsikrede er beliggende i Danmark, da forsikringsaftalen ikke er indgået i Danmark.

For at sikre at de pågældende forsikringsselskabers forsikringstagere og sikrede uden for Danmark i andre EU/EØS-lande får kendskab til, at de ved lovens ikrafttræden ikke længere er dækket af Fonden i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs, foreslås det, at forsikringsselskabet skal give de berørte forsikringstagere og sikrede i udlandet meddelelse herom, jf. lovforslagets § 4, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 6

Det følger af § 3, stk. 8, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Finanstilsynet kan fritage et forsikringsselskabs virksomhed via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i et andet EU/EØS-land for pligten til at betale bidrag efter stk. 3, hvis den udenlandske filial eller den grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er omfattet af en garantiordning i det land, hvor aktiviteten udøves. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det engangsbidrag, som et forsikringsselskab skal betale til Fonden efter § 4 a, stk. 2.

Bestemmelsen foreslås ophævet.

Forslaget er en konsekvens af, at det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 5, at afgrænse Fondens dækningsområde til at vedrøre forsikringsselskabernes virksomhed i Danmark. Forsikringsselskaberne skal således ikke fremadrettet yde bidrag - hverken engangsbidrag eller løbende bidrag - til Fonden på baggrund af den virksomhed, som de via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed har i andre EU/EØS-lande. § 3, stk. 8, er herefter overflødig og foreslås på den baggrund ophævet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

I stk. 8 foreslås herefter indsat en bestemmelse om, at erhvervsministeren kan tillade, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet i stk. 2 til størrelsen af Fondens formue.

Fonden skal i anmodningen til erhvervsministeren bl.a. redegøre for grundene til, at Fonden enten ikke overholder kravet til størrelsen af Fondens formue eller forventer ikke at kunne overholde kravet til størrelsen af Fondens formue. Fonden skal i redegørelsen angive et begrundet skøn over, hvilket beløb Fondens formue forventes at falde til, og i hvor lang en periode Fonden forventer, at formuen vil være under kravet fastsat i loven. Fonden skal endvidere redegøre for eventuelle tabsreducerende foranstaltninger, som Fondens bestyrelse har iværksat for at sikre Fondens formue. Dette vil være særlig relevant i en situation, hvor faldet i Fondens formue skyldes markedsudsving, der har en negativ indvirkning på Fondens investeringsaktiver. Erhvervsministeren kan bede om alle de oplysninger, som vurderes relevante og nødvendige for behandlingen af Fondens anmodning.

Erhvervsministeren forventes at give tilladelse til, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet til størrelsen af Fondens formue, hvis det f.eks. skyldes midlertidige likviditetsforskydninger, hvor Fonden kan godtgøre nære fremtidige betalingsstrømme, der igen vil få Fondens formue op på det niveau, som loven foreskriver. Det kan være en situation, hvor Fonden har foretaget udbetaling af større erstatningsbeløb til forsikringstagere og sikrede i forbindelse med et forsikringsselskabs konkurs, inden Fonden har fået udbetalt beløb fra forsikringsselskabets konkursbo eller dettes genforsikringsselskaber. Det kan også være tilfældet, hvor Fonden har anlagt en sag mod et forsikringsselskabs konkursbo for at få anerkendt krav for udbetalte erstatninger i forbindelse med et forsikringsselskabs konkurs.

Tilladelsen forventes meddelt for et halvt år med mulighed for forlængelse, hvis Fonden fortsat kan sandsynliggøre fremtidige indtægter, der gør, at Fonden igen kan opfylde lovens krav til størrelsen af Fondens formue. Tilladelsen forventes samlet ikke at udstrække sig til mere end to år.

Endvidere forventes tilladelsen som udgangspunkt at være betinget af, at Fondens formue ikke falder med mere end 50 mio. kr. i forhold til kravet til størrelsen af Fondens formue. I det tilfælde vil Finanstilsynet iværksætte opkrævning af bidrag til Fonden med henblik på at genetablere Fondens formue.

Til nr. 7

§ 3 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber fastsætter, hvilke forsikringsselskaber der skal være medlem af og yde bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden). Endvidere fastsætter bestemmelsen de nærmere forhold vedrørende Fondens formue, herunder krav til størrelsen af Fondens formue og opkrævning af bidrag til Fonden.

Det foreslås at affatte § 3 på ny.

Det foreslåede stk. 1 angiver, hvilke forsikringsselskaber der skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

I stk. 1, nr. 1, foreslås det, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Dette omfatter såvel danske direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, som filialer af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted uden for EU/EØS, som skal have Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 3, stk. 1, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Det er i dag ikke muligt for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted uden for EU/EØS at drive grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Danmark fra et land uden for EU/EØS. Disse er derfor ikke omfattet af bestemmelsen.

I stk. 1, nr. 2, foreslås det, at filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet EU/EØS-land skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Med den foreslåede bestemmelse bliver det et krav for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial driver eller ønsker at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, at være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Forslaget ændrer den ordning i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, der blev indført med lov nr. 664 af 8. juni 2017, og som trådte i kraft den 1. juli 2017, hvor direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, som via filial tegner forbrugerforsikringer i Danmark, frivilligt kan tilslutte sig Fonden for så vidt angår den danske del af virksomheden.

Forslaget har til hensigt at sikre forsikringstagere og sikrede i Danmark samme beskyttelse, uanset hvilket skadesforsikringsselskab de har indgået en skadesforsikringsaftale med. Forsikringstagere og sikrede i Danmark bør således kunne have en berettiget forventning om, at Fonden træder til og yder dækning i tilfælde af konkurs, uanset hvilket forsikringsselskab de har indgået en skadesforsikringsaftale med. En sådan beskyttelse af forsikringstagere og sikrede vurderes bedst at kunne opnås ved at kræve, at alle de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af Fonden, uanset om disse har opnået tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark eller i et andet EU/EØS-land.

Der er således ikke i dag en EU-retlig forpligtelse til at etablere garantiordninger, som kan håndtere krav fra forsikringstagere og sikrede, hvis et skadesforsikringsselskab går konkurs. Forsikringstagere og sikrede i EU er som følge heraf dækket forskelligt i tilfælde af et skadesforsikringsselskabs konkurs.

Der er 27 direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet EU/EØS-land, som via filial driver forsikringsvirksomhed i Danmark. Disse forsikringsselskaber bliver med lovforslaget medlemmer af Fonden og underlagt en pligt til at yde bidrag til Fonden. Enkelte er dog allerede medlemmer af Fonden, da de har tilsluttet sig Fonden via den frivillige ordning.

Har et udenlandsk skadesforsikringsselskab en selskabskonstruktion, som ikke kendes i Danmark, men som i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, bilag III, litra A, anerkendes som et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, bliver et sådant forsikringsselskab også medlem af Fonden og skal yde bidrag til Fonden.

Det er tidspunktet for anmeldelsen om at ville drive forsikringsvirksomhed i Danmark, der er afgørende for, hvornår et udenlandsk forsikringsselskab bliver medlem af Fonden. Selskabet bliver således medlem af Fonden inden, at det begynder at tegne skadesforsikringsaftaler i Danmark. Anmeldelsestidspunktet er valgt for at muliggøre en kontrol af, om selskabet er tilsluttet Fonden, inden det bliver registreret som et forsikringsselskab, der via filial kan drive forsikringsvirksomhed i Danmark. Selskabet kan således ikke blive registeret som anmeldt til via filial at kunne drive forsikringsvirksomhed i Danmark, hvis det ikke kan fremlægge dokumentation for, at det har tilsluttet sig Fonden, jf. også lovforslagets § 2, nr. 2.

Med stk. 1, nr. 3, foreslås det, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet EU/EØS-land, der er anmeldt til via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Med den foreslåede bestemmelse bliver det et krav for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, som via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, at være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Forslaget ændrer den ordning i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, der blev indført med lov nr. 664 af 8. juni 2017, og som trådte i kraft den 1. juli 2017, hvor direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, som via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, frivilligt kan tilslutte sig Fonden for så vidt angår den danske del af virksomheden.

Forslaget har til hensigt at sikre forsikringstagere og sikrede i Danmark samme beskyttelse, uanset hvilket skadesforsikringsselskab de har indgået en skadesforsikringsaftale med. Forsikringstagere og sikrede i Danmark bør således kunne have en berettiget forventning om, at Fonden træder til og yder dækning i tilfælde af konkurs, uanset hvilket forsikringsselskab de har indgået en skadesforsikringsaftale med. En sådan beskyttelse af forsikringstagere og sikrede vurderes bedst at kunne opnås ved at kræve, at alle de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af Fonden, uanset om disse har opnået tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark eller i et andet EU/EØS-land.

Der er således ikke i dag en EU-retlig forpligtelse til at etablere garantiordninger, som kan håndtere krav fra forsikringstagere og sikrede, hvis et skadesforsikringsselskab går konkurs. Forsikringstagere og sikrede i EU er som følge heraf dækket forskelligt i tilfælde af et skadesforsikringsselskabs konkurs.

Der er 585 direkte tegnende skadesforsikringsselskaber fra andre EU/EØS-lande, der via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er anmeldt til Finanstilsynet til at kunne udøve forsikringsvirksomhed i Danmark. Disse forsikringsselskaber bliver med lovforslaget medlemmer af Fonden og underlagt en pligt til at yde bidrag til Fonden.

Har et udenlandsk skadesforsikringsselskab en selskabskonstruktion, som ikke kendes i Danmark, men som i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, bilag III, litra A, anerkendes som et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, bliver et sådant forsikringsselskab også medlem af Fonden og skal yde bidrag til Fonden.

Det er tidspunktet for anmeldelsen om at ville drive forsikringsvirksomhed i Danmark, der er afgørende for, hvornår et udenlandsk forsikringsselskab bliver medlem af Fonden. Selskabet bliver således medlem af Fonden inden, at det begynder at tegne skadesforsikringsaftaler i Danmark. Anmeldelsestidspunktet er valgt for at muliggøre en kontrol af, om selskabet er tilsluttet Fonden, inden det bliver registreret som et forsikringsselskab, der via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed kan drive forsikringsvirksomhed i Danmark. Selskabet kan således ikke blive registeret som anmeldt til at kunne drive forsikringsvirksomhed i Danmark, hvis det ikke kan fremlægge dokumentation for, at det har tilsluttet sig Fonden, jf. også lovforslagets § 2, nr. 5.

Med stk. 2 foreslås det, at Fondens formue skal udgøre mindst 300 mio. kr.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. På tidspunktet for vedtagelsen af den gældende § 3, stk. 2, havde erfaringerne fra konkursen i Plus Forsikring A/S vist, at en formue af den fastsatte størrelse ville være tilstrækkelig til at kunne klare det umiddelbare likviditetstræk, der kommer, hvis et mellemstort direkte tegnende skadesforsikringsselskab går konkurs.

Erhvervsministeren vil foretage en vurdering af kravet til størrelsen af Fondens formue, når de udenlandske forsikringsselskaber, der med lovforslaget bliver medlemmer af Fonden, har indbetalt det foreslåede engangsbidrag til Fonden, jf. lovforslagets § 5. Vurderer erhvervsministeren, at det er nødvendigt at hæve Fondens formue for at sikre, at der tages tilstrækkeligt højde for den øgede risiko for potentielle tab, som Fonden er blevet påført med udvidelsen af dets medlemmer, vil der blive udstedt en bekendtgørelse herom.

Kommer Fondens formue på et tidspunkt under 300 mio. kr., skal formuen reetableres, medmindre erhvervsministeren i medfør af lovforslagets § 1, nr. 6, har givet tilladelse til, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet til størrelsen af Fondens formue.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

I stk. 3 foreslås det, at hvert nyt medlem af Fonden skal yde et engangsbidrag til Fonden på 100.000 kr.

Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af § 4 a, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, der med lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås ophævet.

Bidraget til Fonden skal sikre, at Fondens formue stiger i takt med, at Fondens medlemstal og dermed også Fondens risiko for potentielle tab øges.

Kravet om at yde et engangsbidrag til Fonden får betydning for de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der efter lovens ikrafttræden får Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed. Tilsvarende får kravet betydning for de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet EU/EØS-land, der ved lovens ikrafttræden ikke er anmeldt til via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, men som efter lovens ikrafttræden anmelder til Finanstilsynet at ville drive forsikringsvirksomhed i Danmark via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed. Disse vil i forbindelse med deres anmeldelse om via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed at ville drive forsikringsvirksomhed i Danmark skulle yde et engangsbidrag til Fonden på 100.000 kr.

For de forsikringsselskaber, der efter lovens ikrafttræden søger om Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, vil Finanstilsynets tilladelse være betinget af, at Finanstilsynet har modtaget dokumentation for, at selskabet har indbetalt engangsbidraget til Fonden, jf. lovforslagets § 2, nr. 1. For direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande skal forsikringsselskabet fremlægge dokumentation for, at det har indbetalt engangsbidraget til Fonden, inden Finanstilsynet registrerer selskabet som anmeldt til via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed at kunne udøve forsikringsvirksomhed i Danmark, jf. lovforslagets § 2, nr. 2 og 5. Indbetalingen af engangsbidraget er således en forudsætning for, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande enten via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed kan drive forsikringsvirksomhed i Danmark.

Engangsbidraget får ingen betydning for skadesforsikringsselskaber, der gennem en egentlig fusion, hvorved der dannes et nyt forsikringsselskab, ophører og erstattes af et nyt fortsættende skadesforsikringsselskab. Her vil det nye fortsættende skadesforsikringsselskab ikke blive betragtet som et nyt medlem af Fonden, uagtet at der er tale om en ny juridisk person, da de ophørende skadesforsikringsselskaber var tidligere medlemmer af Fonden og dermed omfattet af lovens bidragspligt. Endvidere får engangsbidraget ingen betydning for skadesforsikringsselskaber i Danmark, der er datterselskaber af et skadesforsikringsselskab i et andet EU/EØS-land, hvor moderforsikringsselskabet vælger at omdanne forsikringsselskabet i Danmark til en filial.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1, 2 og 5, og bemærkningerne hertil.

De direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet EU/EØS-land, der ved lovens ikrafttræden via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed allerede driver forsikringsvirksomhed i Danmark, og som med lovforslaget bliver medlemmer af Fonden, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 2 og 3, skal i henhold til lovforslagets § 5 yde et engangsbidrag til Fonden, der fastsættes på baggrund af det antal policer, der er i kraft ved lovens ikrafttræden. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5 og bemærkningerne hertil.

Med stk. 4 foreslås det, at forsikringsselskaberne udover engangsbidraget, jf. det foreslåede stk. 3, har pligt til løbende at yde bidrag til Fonden. Forsikringsselskabernes bidrag udgøres af summen af et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr. police inden for forbrugerforsikringer, jf. det foreslåede stk. 9.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 3, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Bestemmelsen fastslår, at forsikringsselskaberne både har pligt til at yde et engangsbidrag til Fonden, når de bliver medlem af Fonden, og til løbende at yde bidrag til Fonden, hvis det bliver nødvendigt for at sikre Fondens formue og Fondens mulighed for at opfylde sine forpligtelser i henhold til loven.

Det løbende bidrag til Fonden vil som udgangspunkt blive aktiveret, hvis Fonden på et tidspunkt ikke overholder kravet til størrelsen af Fondens formue, eller det må forventes, at Fonden inden for en kortere periode ikke vil kunne overholde kravet til størrelsen af formuen. Erhvervsministeren vil dog kunne give tilladelse til, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet til størrelsen af Fondens formue, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

I stk. 5 foreslås det, at Finanstilsynet en gang om året meddeler størrelsen af det beløb pr. police, som forsikringsselskaberne skal anvende ved beregning af bidrag til Fonden. Finanstilsynet skal offentliggøre meddelelsen senest 6 måneder før, at forsikringsselskaberne skal indbetale bidrag til Fonden.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 3, stk. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Finanstilsynet skal varsle opkrævningen af bidraget med mindst 6 måneders varsel, så forsikringsselskaberne har tilstrækkelig tid til at beregne det bidrag, som skal betales til Fonden. Fristen på de 6 måneder skal endvidere give forsikringsselskaberne tilstrækkelig tid til at opkræve bidraget hos forsikringstagerne, hvis forsikringsselskabet ikke selv afholder udgifterne forbundet med bidragsbetalingen til Fonden.

Finanstilsynet kan varsle opkrævningen af bidrag til Fonden henover hele året for at sikre, at bidragsbetalingen bliver aktiveret på det tidspunkt, hvor Fonden har behov for bidragene til at kunne opfylde dens forpligtelser i henhold til loven.

I de perioder, hvor Fonden opfylder kravet til størrelsen af Fondens formue, og Finanstilsynet har valgt at fastsætte en bidragsbetaling til Fonden på 0 kr. (nul), vil der ikke blive offentliggjort en meddelelse fra Finanstilsynet. Finanstilsynet vil således først skulle offentliggøre en meddelelse om bidragsbetaling til Fonden, når bidraget fastsættes til et beløb, der er højere end 0 kr. (nul).

Med stk. 6 foreslås det, at forsikringsselskaberne i forbindelse med aflæggelsen af årsregnskabet skal indsende en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor til Fonden om, at de indbetalte bidrag til Fonden er korrekt beregnet.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 14, stk. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, som med lovforslagets § 1, nr. 28, foreslås ophævet.

Kravet skal sikre, at bidragsbetalingen til Fonden sker korrekt.

Med stk. 7 foreslås det, at hvis det årlige bidrag til Fonden ikke overstiger 50.000 kr., kan forsikringsselskabet uanset det foreslåede stk. 6 indsende en erklæring fra selskabets ansvarlige ledelse til Fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 14, stk. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, som med lovforslagets § 1, nr. 28, foreslås ophævet.

Forslaget har til formål at mindske de mindre skadesforsikringsselskabers økonomiske byrde ved udarbejde af revisorerklæring, hvor denne omkostning er uforholdsmæssig stor i forhold til det indbetalte bidrag.

Med stk. 8 foreslås det, at Fonden kan optage lån med garanti fra staten.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 3, stk. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Bestemmelsen skal sikre, at Fonden har mulighed for at overholde dens forpligtelser i henhold til loven, herunder kravet om at udbetalinger fra Fonden skal finde sted snarest muligt og senest tre måneder efter, at en forsikringstager eller en sikret har anmeldt et krav i Fonden, jf. § 7, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Har Fonden ikke tilstrækkelige midler til at dække forsikringstagerne og de sikrede efter et forsikringsselskabs konkurs, får Fonden med det foreslåede stk. 8 mulighed for at optage lån med garanti fra staten.

Med stk. 9 foreslås det, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om forsikringsselskabernes bidrag til Fonden og om, hvilke typer af forsikringer der er omfattet af bidragspligten.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 3, stk. 6, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Bemyndigelsen giver Finanstilsynet mulighed for i en bekendtgørelse at fastsætte, hvilke typer af forsikringer, som forsikringsselskaberne skal yde bidrag til Fonden på baggrund af. Bekendtgørelsen kan indeholde nærmere regler om, hvornår forsikringsselskaberne skal foretage indbetaling af bidrag til Fonden.

Finanstilsynet har udnyttet bemyndigelsen til at udstede bekendtgørelse nr. 447 af 8. juni 2005 om bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, som ændret ved bekendtgørelse nr. 743 af 13. juni 2017.

Med stk. 10 foreslås det, at erhvervsministeren kan øge kravet til størrelsen af Fondens formue i henhold til det foreslåede stk. 2.

Det følger af den gældende § 3, stk. 7, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at erhvervsministeren kan ændre kravet til størrelsen af Fondens formue.

Det følger af bemærkningerne til den gældende bestemmelse, at ministeren har mulighed for at ændre både kravet til Fondens størrelse og bidragene hertil. Det kunne tænkes i forbindelse med en konkurs i et større selskab eller i forbindelse med f.eks. natur- eller menneskabte katastrofer, som resulterer i flere selskabers samtidige konkurs.

Med det foreslåede stk. 10 fastsættes det, at erhvervsministeren kan ændre kravet til Fondens størrelse ved at øge dette. Dette kan f.eks. tænkes i de tilfælde, der er nævnt ovenfor.

Erhvervsministeren kan ikke med den foreslåede bestemmelse nedsætte kravet til størrelsen af Fondens formue. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 1, nr. 7, vedrørende den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 11, hvorefter erhvervsministeren kan tillade, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet i stk. 2 til størrelsen af Fondens formue.

En eventuel beslutning i henhold til stk. 10 vil ske ved udstedelse af en bekendtgørelse.

Med stk. 11 foreslås det, at erhvervsministeren kan tillade, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet i stk. 2 til størrelsen af Fondens formue.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 8

Det følger af § 4, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at en forsikringstager med øjeblikkeligt varsel kan opsige en forsikringsaftale i et skadesforsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, og som frivilligt har tilsluttet sig Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden), hvis selskabet ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter, og Finanstilsynet på den baggrund beslutter at udelukke selskabet fra Fonden.

Det foreslås at ændre § 4, stk. 3, 1. pkt., så en forsikringstager med øjeblikkeligt varsel kan opsige en forsikringsaftale, hvis Finanstilsynet forbyder et forsikringsselskab fra et andet EU/EØS-land at udøve virksomhed i Danmark via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed.

Forslaget er en konsekvens af, at det med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås fastsat et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Overholder de pågældende forsikringsselskaber ikke lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter, er det ikke tilstrækkeligt at udelukke selskaberne fra Fonden, da det hermed risikeres, at selskabet fortsætter med at tegne skadesforsikringsaftaler i Danmark, der ikke er dækket af Fonden i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs.

Til nr. 9

Det følger af § 4 a i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at hvert nyt medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) skal yde et engangsbidrag til Fonden på 50 kr. pr. police inden for forbrugerforsikringer. Engangsbidraget kan ikke være mindre end 100.000 kr.

Finanstilsynet har i bekendtgørelse nr. 743 af 13. juni 2017 om ændring af bekendtgørelse om bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber fastsat bestemmelser om beregning af engangsbidraget til Fonden, herunder hvilke forbrugerforsikringer der skal lægges til grund for beregningen af engangsbidraget.

§ 4 a i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber blev indsat ved lov nr. 664 af 8. juni 2017, hvor det blev gjort muligt for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegnede forbrugerforsikringer i Danmark, at tilslutte sig Fonden for så vidt angår den virksomhed forsikringsselskabet har i Danmark.

Det foreslås at ophæve § 4 a.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås fastsat et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er anmeldt til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

De forsikringsselskaber, der som følge af lovforslagets § 1, nr. 7, bliver medlemmer af Fonden, skal yde et engangsbidrag til Fonden, jf. lovforslagets § 5, der svarer til det engangsbidrag, der er fastsat i § 4 a. § 4 a er herefter overflødig og foreslås på den baggrund ophævet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og § 5 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 10

Det følger af § 5, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) dækker erstatningskrav, der er udækkede som følge af et skadesforsikringsselskabs konkurs.

Det foreslås at ændre ordlyden af § 5, stk. 1, så Fonden dækker erstatningskrav, der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs.

Der er tale om en sproglig tilpasning af bestemmelsen, og der er således ikke tiltænkt materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 11

Det følger af § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) dækker erstatningskrav, der er udækkede som følge af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til forsikringstagere med privatforsikringer (forbrugerforsikringer).

Med den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, nr. 1, præciseres det, at Fonden også dækker erstatningskrav fra sikrede, der er dækket af en forbrugerforsikring.

Der er ikke tiltænkt materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 12

Det følger af § 5, stk. 1, nr. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) dækker erstatningskrav i henhold til kollektive forsikringer, i det omfang en forsikring efter sin art svarer til de omfattede individuelle forsikringer.

Med den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, nr. 4, præciseres det, at Fonden dækker erstatningskrav til forsikringstagere og sikrede under kollektive forsikringer, i det omfang en forsikring efter sin art svarer til de omfattede individuelle forsikringer.

Der er ikke tiltænkt materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 13

Det følger af § 5, stk. 1, nr. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) dækker erstatningskrav som følge af bygningsbrandskader på alle typer af ejendomme.

Bestemmelsen foreslås affattet på ny.

Med den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 5, skal Fonden dække erstatningskrav til forsikringstagere med bygningsbrandforsikringer uanset type af ejendom og de sikrede. Bestemmelsen har til formål at sikre, at kreditorer med tinglyst pant i fast ejendom er sikret erstatning i tilfælde af brand i den ejendom, hvori de har pant. Dækning af brandskader er derfor ikke begrænset til forbrugerforsikring, dvs. en- og tofamiliehuse samt fritidshuse. Fonden dækker således også brandskader på erhvervsejendomme mv.

Affattelsen af bestemmelsen er af teknisk karakter, og der er således ikke tiltænkt materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 14

Det følger af § 5, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) dækker udækkede erstatningskrav, der er opstået før konkursdekretets afsigelse og indtil 4 uger efter, at kurator har givet meddelelse om forsikringsselskabets konkurs til fordringshaverne. For så vidt angår forsikringsselskaber, der frivilligt har tilsluttet sig Fonden, beregnes fristen på 4 uger fra det tidspunkt, hvor Fonden har givet meddelelse til fordringshaverne om forsikringsselskabets konkurs.

Med de foreslåede ændringer af § 5, stk. 2, foretages der en sproglig tilpasning af bestemmelsen, så det alene fremgår, at Fonden dækker erstatningskrav senest 4 uger efter, at kurator har givet meddelelse om et forsikringsselskabs konkurs til fordringshaverne. Herved tilpasses sprogbrugen i bestemmelsen til de øvrige bestemmelser i loven. Endvidere foretages der en ændring af en henvisning for at tage højde for de ændringer, der foretages med lovforslagets § 1, nr. 5 og 7.

Der er ikke tiltænkt materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 15

Det følger af § 5, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) dækker udækkede erstatningskrav, der er opstået før konkursdekretets afsigelse og indtil 4 uger efter, at kurator har givet meddelelse om forsikringsselskabets konkurs til fordringshaverne.

Der foreslås i § 5 indsat et nyt stk. 3, hvorefter Fonden uanset fristen i stk. 2 dækker erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en byggeskadeforsikring og en sælgeransvarsforsikring i hele forsikringens løbetid. Endvidere dækker Fonden erstatningskrav i henhold til en forsikring, der er tegnet hos et forsikringsselskab, som Finanstilsynet har meddelt forbud efter lovens § 14, stk. 3, når forsikringen var i kraft på tidspunktet for Finanstilsynets afgørelse.

Formålet med Fonden er at sikre forsikringstagere og sikrede en betryggende retsstilling i tilfælde af et skadesforsikringsselskabs konkurs. En sådan retsstilling kan ikke sikres for forsikringstagere med en ejerskifteforsikring og en sælgeransvarsforsikring og sikrede i henhold til en byggeskadeforsikring, medmindre der indføres en udvidet dækningsperiode for krav, der måtte opstå i henhold til sådanne forsikringer, da sådanne forsikringer ikke kan gentegnes. Derfor foreslås det, at Fonden skal dække erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en sælgeransvarsforsikring og en byggeskadeforsikring i hele forsikringens løbetid. Der sker med lovforslaget således en udvidelse af Fondens dækningsperiode.

Med forslaget dækker Fonden de krav, der måtte opstå i henhold til en ejerskifteforsikring, en byggeskadeforsikring eller en sælgeransvarsforsikring i hele forsikringens løbetid. Dækning for erstatningskrav vil ske i henhold til de enkelte forsikringsaftaler med den selvrisiko, der er indeholdt i aftalen. For byggeskadeforsikringer betyder det bl.a., at Fonden vil dække de omkostninger, der er forbundet med 1 og 5 års eftersyn. Da Fonden overtager den fulde risiko i henhold til forsikringsaftalerne, sker der ingen tilbagebetaling af indbetalte præmier, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

Forbyder Finanstilsynet et udenlandsk forsikringsselskab at drive virksomhed i Danmark via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 27, vil Fonden fortsat dække erstatningskrav i henhold til de ejerskifteforsikringer, byggeskadeforsikringer og sælgeransvarsforsikringer, der var i kraft på tidspunktet for Finanstilsynets afgørelse. Det betyder, at hvis forsikringsselskabet efterfølgende bliver erklæret konkurs, vil Fonden fortsat dække erstatningskrav i henhold til de pågældende forsikringsaftaler.

Forslaget har til formål at sikre, at der ikke er forsikringstagere eller sikrede, der står uden forsikringsdækning i tilfælde af et forsikringsselskabs konkurs.

Til nr. 16

Det følger af § 5, stk. 3, der med lovforslaget bliver til stk. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) dækker præmier, som er indbetalt før konkursdekretets afsigelse, dog med en selvrisiko på 1.000 kr. pr. police.

Med den foreslåede ændring af § 5, stk. 3, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver til stk. 4, præciseres det, at Fonden dækker de præmier, som en forsikringstager har indbetalt før konkursdekretets afsigelse, uanset om forsikringstageren har tegnet forsikringen for at sikre en eller flere sikrede en forsikringsdækning. De sikrede vil med den foreslåede præcisering ikke kunne gøre krav gældende i Fonden for indbetalte præmier, der er foretaget af en anden fysisk eller juridisk person (forsikringstager). De vil alene kunne gøre krav gældende i henhold til de forsikringer, som de er dækket af. Dette er også præciseret med lovforslagets § 1, nr. 11-13.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 11-13, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 17

Det følger af § 5, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) dækker forsikringstagernes præmier, som er indbetalt før konkursdekretets afsigelse, dog med en selvrisiko på 1.000 kr. pr. police.

Der foreslås indsat et nyt stk. 5, hvorefter forsikringstagere ikke kan gøre krav gældende mod et forsikringsselskabs konkursbo for selvrisikoen på 1.000 kr., jf. stk. 4.

Med ændringen afskæres forsikringstagere således fra muligheden for dividendekrav fra et forsikringsselskabs konkursbo af den del af præmien, som ikke dækkes af Fonden. Der er tale om en fravigelse af den almindelige konkursorden, hvorefter simple krav kan anmeldes i konkursboet.

Baggrunden for forslaget er, at forsikringstagerne får dækket hovedparten af præmien af Fonden, og at der derefter kun resterer et mindre beløb pr. præmie, som ikke dækkes af Fonden. Kurators opgørelse af disse mange små dividendekrav er meget omkostningstung, og forsikringstagere vil som simple kreditorer typisk alene få udbetalt en lille dividende af de 1.000 kr.

Til nr. 18

Det følger af § 5, stk. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) ikke dækker erstatningskrav eller præmier for et forsikringsselskabs udenlandske filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, som Finanstilsynet har fritaget for pligten til at betale bidrag.

Det foreslås, at § 5, stk. 4, der med lovforslagets § 1, nr. 15 og 17, bliver stk. 6, ophæves.

Forslaget er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås at afgrænse Fondens dækningsområde til at vedrøre forsikringsselskabernes virksomhed i Danmark. Forsikringsselskaberne skal således ikke fremadrettet yde bidrag til Fonden på baggrund af den virksomhed, som de via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed har i andre EU/EØS-lande, da den virksomhed ikke længere vil være dækket af Fonden. Bestemmelsen er herefter overflødig og foreslås på den baggrund ophævet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Samtidig foreslås der indsat et nyt stk. 6, hvorefter Fonden ikke dækker præmier på ejerskifteforsikringer, byggeskadeforsikringer og sælgeransvarsforsikringer.

Forslaget er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås, at Fonden dækker krav i henhold til en ejerskifteforsikring, en byggeskadesforsikring og en sælgeransvarsforsikring i hele forsikringens løbetid. Der skal som følge heraf ikke ske tilbagebetaling af præmier, da forsikringstagerne og de sikrede opnår fuld forsikringsdækning på de pågældende forsikringsaftaler.

Det henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 15, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 19

Det følger af § 6, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at krav, der ønskes dækket af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden), og som ikke er anmeldt til det forsikringsselskab, der er erklæret konkurs, skal anmeldes til Fonden snarest muligt og senest 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse. Krav, som er anmeldt til det selskab, der er erklæret konkurs, inden konkursdekretets afsigelse, anses for anmeldt til Fonden.

Det foreslås, at der i § 6, stk. 1, indsættes et nyt 2. pkt., hvorefter erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en sælgeransvarsforsikring eller en byggeskadeforsikring skal anmeldes til Fonden senest 6 måneder efter forsikringens ophør.

Forslaget er en konsekvens af, at det med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås at udvide dækningsperioden for ejerskifteforsikringer, sælgeransvarsforsikringer og byggeskadeforsikringer, da det ikke er muligt for forsikringstagerne og de sikrede at tegne en ny ejerskifte-, sælgeransvars- eller byggeskadeforsikring i tilfælde af et skadesforsikringsselskabs konkurs. Det betyder, at anmeldelse af erstatningskrav til Fonden i henhold til ejerskifteforsikringer, sælgeransvarsforsikringer og byggeskadeforsikringer skal ske senest 6 måneder efter, at forsikringen er udløbet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 15, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 20

Det følger af § 6, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at erstatningskrav, der ønskes dækket af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden), og som ikke er anmeldt til det forsikringsselskab, der er erklæret konkurs, skal anmeldes til Fonden snarest muligt og senest 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse.

Det følger endvidere af § 6, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Fonden ikke under henvisning til fristen på de 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse kan afslå at foretage udbetalinger til en berettiget, som ikke har været i stand til i tide at påberåbe sig sin ret til at få erstatningsbeløb udbetalt.

Med den foreslåede ændring af § 6, stk. 2, foretages der en sproglig tilpasning af bestemmelsen for at tage højde for lovforslagets § 1, nr. 19, hvor der indsættes en ny frist, der supplerer den frist, der foreslås i lovforslagets § 1, nr. 19, for anmeldelse af krav i henhold til ejerskifteforsikringer, sælgeransvarsforsikringer og byggeskadeforsikringer.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 21

Det følger af § 8, stk. 1, nr. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Finanstilsynet straks efter afsigelsen af konkursdekret skal indrykke meddelelse i dagspressen om bl.a. forsikringsselskabets konkurs og forsikringsdækningens ophør.

Med den foreslåede ændring af § 8, stk. 1, nr. 2, indsættes en henvisning til § 5, stk. 3. Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15, hvorefter Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) dækker erstatningskrav i henhold til ejerskifteforsikringer, byggeskadeforsikringer og sælgeransvarsforsikringer i hele forsikringens løbetid. Meddelelsen fra Finanstilsynet skal således indeholde oplysninger om, at Fonden dækker erstatningskrav i henhold til ejerskifteforsikringer, byggeskadeforsikringer og sælgeransvarsforsikringer i hele forsikringens løbetid.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 15, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 22

Det følger af § 8, stk. 2, nr. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at kurator i den meddelelse, som sendes til fordringshaverne om et forsikringsselskabs konkurs, skal oplyse forsikringstagere og skadelidte om, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) vil tilbagebetale præmie, mens selvrisikoen på 1.000 kr. pr. police kan anmeldes til konkursboet, jf. lovens § 5, stk. 3.

Med den foreslåede ændring af § 8, stk. 2, nr. 1, udgår bestemmelsen om, at kurator skal oplyse, at selvrisikoen på 1.000 kr. pr. police kan anmeldes til konkursboet. Endvidere ændres henvisningen til § 5, stk. 3, til § 5, stk. 6. Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 17 og 18.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17 og 18, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 23

Det følger af § 8, stk. 2, nr. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at kurator i den meddelelse, som sendes til fordringshaverne om et forsikringsselskabs konkurs, skal oplyse forsikringstagere og skadelidte om, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) vil udbetale erstatninger for erstatningskrav anmeldt inden konkursdekretets afsigelse, jf. lovens § 6, stk. 1, 2. pkt.

Med den foreslåede ændring ændres henvisningen til § 6, stk. 1, 2. pkt., i § 8, stk. 2, nr. 2, til § 6, stk. 1, 3. pkt. Forslaget er en konsekvens af, at det med lovforslagets § 1, nr. 19, indsættes et nyt 2. pkt. i § 6, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 24

Det følger af § 8, stk. 2, nr. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at kurator i den meddelelse, som sendes til fordringshaverne om et forsikringsselskabs konkurs, skal oplyse forsikringstagere og skadelidte om, at anmeldelse af erstatningskrav skal ske i overensstemmelse med § 6, stk. 1, 1. pkt.

Med den foreslåede ændring indsættes der en henvisning til § 6, stk. 1, 2. pkt., i § 8, stk. 2, nr. 3. Forslaget er en konsekvens af, at det med lovforslagets § 1, nr. 19, indsættes et nyt 2. pkt. i § 6, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 25

Det følger af § 8, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at det er Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden), der giver meddelelse om et forsikringsselskabs konkurs til fordringshaverne, når det vedrører et forsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, og som har tilsluttet sig Fonden i henhold til lovens § 2 a.

Det foreslås, at henvisningen til § 2 a i § 8, stk. 3, ændres til § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3. Forslaget er en konsekvens af, at § 2 a med lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås ophævet, og lovforslagets § 1, nr. 7, der angiver de skadesforsikringsselskaber, der skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5 og 7, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 26

Det følger af § 12 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at bestyrelsen for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) antager fornøden medhjælp og inden 3 måneder efter et kalenderårs udløb afgiver regnskab for det forløbne år med beretning om Fondens virksomhed til Finanstilsynet.

Det foreslås, at der i § 12 indsættes et nyt stk. 2, hvorefter Fondens bestyrelse skal sikre, at Fonden kan få udleveret de oplysninger fra et forsikringsselskabs konkursbo, der er nødvendige for, at Fonden kan opfylde sine forpligtelser i henhold til loven. Ethvert medlem af Fonden er forpligtet til at medvirke til, at Fonden kan få udleveret sådanne oplysninger, hvis det pågældende medlem går konkurs.

Det foreslåede stk. 2 medfører, at Fonden forventes at have indgået aftale eller lignende med Fondens medlemmer, der sikrer, at Fonden kan få udleveret oplysninger fra et forsikringsselskabs konkursbo om bl.a. forsikringsselskabets forsikringstagere og sikrede i Danmark, herunder navn, adresse og anmeldte skader, der gør, at Fonden kan behandle og udbetale erstatningskrav inden for lovens frister. Fondens medlemmer er forpligtede til at medvirke til indgåelse af sådanne aftaler, så det sikres, at Fonden kan få adgang til de oplysninger, der er nødvendige for, at Fonden kan opfylde sine forpligtelser i henhold til loven.

Aftalerne vil skulle indgås under iagttagelse af og i overensstemmelse med videregivelsesreglerne i lov om finansiel virksomhed, den kommende databeskyttelseslov og databeskyttelsesforordningen.

Behovet for at sikre en sådan adgang til oplysninger er særlig vigtig, når udenlandske skadesforsikringsselskaber bliver medlemmer af Fonden. Fonden kan ikke forvente, at kurator for et udenlandsk skadesforsikringsselskab på samme måde som kurator for et dansk skadesforsikringsselskab vil samarbejde med Fonden om håndtering af krav fra forsikringstagere og sikrede i Danmark. Derfor er det vigtigt, at Fonden har indgået aftale med dens medlemmer om, at Fonden i tilfælde af konkurs har ret til at få udleveret relevante oplysninger om forsikringsselskabets forsikringstagere og sikrede i Danmark til brug for behandling af erstatningskrav.

Det kan ikke afvises, at Fonden uanset en aftale i et konkret tilfælde vil kunne have vanskeligt ved at få udleveret de nødvendige oplysninger fra et forsikringsselskabs konkursbo med den fornødne hurtighed, der er påkrævet for, at Fonden kan opfylde sine forpligtelser i henhold til loven. Finanstilsynet kan i den forbindelse i medfør af § 7, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber forlænge de frister, som Fonden har i henhold til loven til at foretage udbetaling af erstatningskrav.

Til nr. 27

Det følger af § 14, stk. 3, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Finanstilsynet kan udelukke et forsikringsselskab nævnt i lovens § 2 a fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden), hvis forsikringsselskabet ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Med den foreslåede ændring af § 14, stk. 3, 1. pkt., får Finanstilsynet mulighed for at forbyde skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, at drive virksomhed i Danmark, hvis de ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Det er allerede i dag muligt i medfør af § 243 i lov om finansiel virksomhed at forbyde et udenlandsk forsikringsselskab med hjemsted i EU/EØS at udøve virksomhed i Danmark gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser i Danmark. Finanstilsynet får således ikke med den foreslåede bestemmelse en ny reaktionsmulighed over for udenlandske forsikringsselskaber, men kan anvende reaktioner som foreskrevet i § 243 i lov om finansiel virksomhed efter samme fremgangsmåde, som i øvrigt anvendes i forhold til § 243 i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås fastsat et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er anmeldt til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Overholder de pågældende forsikringsselskaber ikke lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter, er det ikke tilstrækkeligt at udelukke forsikringsselskaberne fra Fonden, da det hermed risikeres, at et forsikringsselskab fortsætter med at tegne skadesforsikringsaftaler i Danmark, der ikke er dækket af Fonden i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs.

For at sikre en effektiv håndhævelse af kravet om medlemskab af Fonden, når et udenlandsk skadesforsikringsselskab via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, er det nødvendigt at tydeliggøre Finanstilsynets bemyndigelse i medfør af § 243 i lov om finansiel virksomhed til at forbyde et forsikringsselskab af udøve virksomhed i Danmark, hvis det ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Finanstilsynet vil i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne forbyde et forsikringsselskab at drive virksomhed i Danmark, hvis selskabet f.eks. ikke betaler engangsbidraget til Fonden, jf. lovforslagets § 5, eller hvis selskabet f.eks. ikke betaler et løbende bidrag til Fonden, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Finanstilsynet har samme reaktionsmulighed over for danske skadesforsikringsselskaber, jf. § 14, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Efter denne bestemmelse kan Finanstilsynet tilbagekalde selskabets tilladelse til at drive virksomhed, hvis det ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør heraf eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Det følger af § 14, stk. 3, 2. pkt., at et forsikringsselskab straks efter modtagelsen af en afgørelse efter 1. pkt. skal give hver enkelt forsikringstager i Danmark, der har tegnet en forbrugerforsikring i det pågældende forsikringsselskab i det pågældende forsikringsselskab, skriftlige oplysninger om, hvilke konsekvenser afgørelsen har for forsikringstageren og de sikrede.

Med den foreslåede ændring af § 14, stk. 3, 2. pkt., ændres begrebet forbrugerforsikring til forsikring. Ændringen har til formål at sikre, at de forsikringstagere, der har tegnet erhvervsforsikringer, og som er omfattet af lovens dækningsområde, også får skriftlige oplysninger om, hvilke konsekvenser Finanstilsynets afgørelse har for forsikringstageren og de sikrede.

Til nr. 28

Det følger af § 14, stk. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at forsikringsselskaberne i forbindelse med aflæggelsen af årsregnskabet skal indsende en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) om, at de indbetalte bidrag til Fonden er korrekt beregnet.

Det følger endvidere af § 14, stk. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at forsikringsselskaberne uanset stk. 4, hvis det årlige bidrag til Fonden ikke overstiger 50.000 kr., alene kan indsende en erklæring fra selskabets ansvarlige ledelse til Fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.

Det foreslås, at § 14, stk. 4 og 5, ophæves og flyttes til lovens § 3, der i øvrigt behandler forsikringsselskabernes pligter over for Fonden, herunder betaling af bidrag til Fonden.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

Samtidig foreslås der i § 14 indsat et nyt stk. 4, hvorefter Fonden ikke tilbagebetaler bidrag, som udenlandske forsikringsselskaber har indbetalt til Fonden, hvis Finanstilsynet forbyder forsikringsselskabet at drive virksomhed i Danmark.

Det følger af § 14 a, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) ikke tilbagebetaler bidrag, som et udenlandsk forsikringsselskab, der frivilligt har tillsluttet sig Fonden, har indbetalt til Fonden, hvis det pågældende forsikringsselskab beslutter sig for efterfølgende at udtræde af Fonden. Tilsvarende følger det af bestemmelsen, at Fonden ikke tilbagebetaler bidrag, hvis Finanstilsynet udelukker forsikringsselskabet fra Fonden.

Med lovforslagets § 1, nr. 29, foreslås § 14 a i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber ophævet. Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås fastsat et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er anmeldt til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Det foreslåede stk. 4 har til formål at videreføre den del af § 14 a, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, hvorefter Fonden ikke tilbagebetaler bidrag, som et forsikringsselskab har indbetalt til Fonden, hvis Finanstilsynet udelukker forsikringsselskabet fra Fonden. Dette omfatter både det engangsbidrag, som forsikringsselskabet har betalt til Fonden på det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet blev medlem af Fonden, samt de eventuelle løbende bidrag, som forsikringsselskabet har ydet til Fonden for at sikre Fondens formue.

Til nr. 29

Med lov nr. 664 af 8. juni 2017 blev det muligt for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, at tilslutte sig Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) for så vidt angår virksomheden i Danmark.

Det følger af § 14 a i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at et udenlandsk skadesforsikringsselskab, der har tilsluttet sig Fonden, kan beslutte at udtræde af Fonden.

Det følger af § 17 a, at afgørelser, hvorefter Finanstilsynet udelukker et forsikringsselskab nævnt i § 2 a fra Fonden, jf. § 14, stk. 3, 1. pkt., af forsikringsselskabet kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senet 4 uger efter at afgørelsen er meddelt forsikringsselskabet.

Det foreslås, at §§ 14 a og 17 ophæves.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås fastsat et krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er anmeldt til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.

Det er herefter ikke muligt for udenlandske forsikringsselskaber, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, at beslutte, om de ønsker at være tilsluttet Fonden, da de fremadrettet skal være medlem af Fonden for at kunne udøve forsikringsvirksomhed i Danmark. § 14 a er herefter overflødig og foreslås på den baggrund ophævet.

I henhold til ændringerne af § 3 og § 14, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 7 og 27, vil Finanstilsynet kunne forbyde et forsikringsselskab at drive virksomhed i Danmark, hvis selskabet ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Et selskab, som Finanstilsynet i henhold til lovforslagets § 1, nr. 27, forbyder at drive virksomhed i Danmark, kan fortsat indbringe sagen for Erhvervsankenævnet. Klageadgangen følger af lov om finansiel virksomhed, da en afgørelse vil blive truffet i medfør af lov om finansiel virksomhed. Det vurderes ikke nødvendigt i loven at gentage selskabets adgang til at indbringe en afgørelse truffet af Finanstilsynet for Erhvervsankenævnet, da det følger af § 372 i lov om finansiel virksomhed. § 17 a foreslås på den baggrund ophævet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7 og 27, og bemærkningerne hertil.

Til § 2

Til nr. 1

Det følger af § 14 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet giver en finansiel virksomhed tilladelse til at drive virksomhed, når en række nærmere betingelser i bestemmelsens stk. 1-7 er opfyldt. Det følger bl.a. af bestemmelsens stk. 6, at for finansielle virksomheder omfattet af §§ 7-9 og § 10, stk. 2, er Finanstilsynets tilladelse betinget af, at virksomheden tilsluttes Indskyder- og investorgarantiordningen.

Det foreslås, at der i § 14, stk. 6, indsættes et nyt 2. pkt., hvorefter tilladelse for skadesforsikringsselskaber omfattet af § 11, stk. 1, der ikke er genforsikringsselskaber, endvidere er betinget af, at selskabet er tilsluttet Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden).

Forslaget betyder, at et selskab ikke kan få Finanstilsynets tilladelse til at drive direkte tegnende skadesforsikringsvirksomhed, inden selskabet har indbetalt et engangsbidrag til Fonden i henhold til lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Finanstilsynets tilladelse er således betinget af, at selskabet kan forevise dokumentation for, at det har indbetalt det påkrævede engangsbidrag i henhold til lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Dokumentationen kan for eksempel være i form af en kvittering eller en erklæring fra Fonden om, at engangsbidraget er indbetalt til Fonden.

Til nr. 2

Det følger af § 30, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet EU/EØS-land, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Finanstilsynet skal i den forbindelse i henhold til § 30, stk. 4, 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed, indhente en række oplysninger fra hjemlandets tilsynsmyndigheder.

Det følger af § 30, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, at hvis virksomheden er et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet indhente solvenscertifikat.

Med den foreslåede ændring af § 30, stk. 8, tilføjes det, at Finanstilsynet skal indhente dokumentation for, at forsikringsselskabet er medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) i det omfang, at selskabet skal dække risici nævnt i bilag 7, som omhandler skadesforsikringsvirksomhed, dog ikke genforsikring. Bestemmelsen omfatter således kun direkte tegnende skadesforsikringsselskaber.

Forslaget er en konsekvens af, at der i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, indføres krav om, at filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet EU/EØS-land skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.

Forinden en filial af et sådant skadesforsikringsselskab kan begynde at udøve virksomhed her i landet, skal Finanstilsynet således have dokumentation for, at skadesforsikringsselskabet har meldt sig ind i Fonden. Et skadesforsikringsselskab betragtes først som værende medlem af Fonden, når det har indbetalt engangsbidraget nævnt i § 3, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Dokumentation for, at skadesforsikringsselskabet er blevet medlem af Fonden, kan fremlægges for eksempel i form af en kvittering på, at selskabet har indbetalt engangsbidraget til Fonden eller en erklæring fra Fonden om, at engangsbidraget er indbetalt.

Til nr. 3

Det følger af § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet EU/EØS-land, kan begynde at yde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Finanstilsynet skal i den forbindelse modtage en række erklæringer og oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet og forsikringsselskabet, jf. § 31, stk. 1, 5 og 6, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 31, stk. 5, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, at hvis den udenlandske virksomhed er et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet fra hjemlandets myndigheder indhente et solvenscertifikat.

Den foreslåede ændring af § 31, stk. 5, nr. 1, er en følge af, at der indsættes et nr. 3 i § 31, stk. 5. Der henvises nærmere til lovforslagets § 2, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 4

Det følger af § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet EU/EØS-land, kan begynde at yde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Finanstilsynet skal i den forbindelse modtage en række erklæringer og oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet og fra forsikringsselskabet, jf. § 31, stk. 1, 5 og 6, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 31, stk. 5, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, at hvis den udenlandske virksomhed er et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet fra hjemlandets myndigheder indhente en angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelle accessoriske risici, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække her i landet.

Den foreslåede ændring af § 31, stk. 5, nr. 2, er en følge af, at der indsættes et nr. 3 i § 31, stk. 5. Der henvises nærmere til lovforslagets § 2, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 5

Det følger af § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet EU/EØS-land, kan begynde at yde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Finanstilsynet skal i den forbindelse modtage en række erklæringer og oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet og forsikringsselskabet, jf. § 31, stk. 1, 5 og 6, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 31, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, at hvis den udenlandske virksomhed er et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet fra hjemlandets myndigheder indhente et solvenscertifikat og en angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelle accessoriske risici, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække her i landet.

Med den foreslåede indsættelse af § 31, stk. 5, nr. 3, tilføjes det, at Finanstilsynet skal indhente dokumentation for, at forsikringsselskabet er medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) i det omfang, at selskabet skal dække risici nævnt i bilag 7, som omhandler skadesforsikringsvirksomhed, dog ikke genforsikring. Bestemmelsen omfatter således kun direkte tegnende skadesforsikringsselskaber.

Forslaget er en konsekvens af, at der i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, indføres krav om, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet EU/EØS-land, der via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed ønsker at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.

Forinden et sådant skadesforsikringsselskab kan begynde at udøve virksomhed her i landet, skal Finanstilsynet således have dokumentation for, at skadesforsikringsselskabet har meldt sig ind i Fonden. Et skadesforsikringsselskab betragtes først som værende medlem af Fonden, når det har indbetalt engangsbidraget nævnt i § 3, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Dokumentation for, at skadesforsikringsselskabet er blevet medlem af Fonden, kan for eksempel fremlægges i form af en kvittering på, at selskabet har indbetalt engangsbidraget til Fonden eller en erklæring fra Fonden om, at engangsbidraget er indbetalt.

Til § 3

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2 og 3.

I stk. 2 foreslås det, at lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt har til formål at sikre, at der ikke opstår tvivl om, hvilke regler der gælder for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden), herunder hvordan der ved Fondens ophør træffes beslutning om anvendelse af Fondens formue, og at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om Fondens administration.

I stk. 2 foreslås det endvidere, at lovforslagets § 1, nr. 6, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt har til formål at sikre, at Fonden kan indgive en anmodning til erhvervsministeren om tilladelse til, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet til størrelsen af Fondens formue, hvis det bliver nødvendigt i løbet af 2018 på grund af udbetaling af erstatninger m.v. som følge af Gable Insurance AG's konkurs.

I stk. 3 foreslås det, at lovforslagets § 4 træder i kraft den 1. juli 2018. Den tidlige ikrafttræden har til formål at sikre, at danske direkte tegnende skadesforsikringsselskabers forsikringstagere og sikrede uden for Danmark i andre EU/EØS-lande senest den 31. august 2018 får meddelelse fra selskabet om, at de fra 1. januar 2019 ikke længere vil være dækket af Fonden i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 5, hvor Fondens dækningsområde afgrænses til forsikringsselskabernes virksomhed i Danmark.

Til § 4

Det følger af § 2, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) dækker den virksomhed, som direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive virksomhed, har i Danmark samt via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i EU/EØS.

Fonden dækker dog ikke den virksomhed, som forsikringsselskabet via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed har i andre EU/EØS-lande, og som er blevet fritaget for pligten til at betale bidrag til Fonden, jf. § 5, stk. 4, jf. § 3, stk. 8, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Med den foreslåede § 4 skal de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, og som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner skadesforsikringsaftaler i andre EU/EØS-lande, senest den 31. august 2018 have givet alle deres relevante forsikringstagere og sikrede uden for Danmark i andre EU/EØS-lande meddelelse om, at de fra 1. januar 2019 ikke længere er dækket af Fonden i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs. Meddelelsespligten gælder dog ikke over for de forsikringstagere og sikrede uden for Danmark i andre EU/EØS-lande, hvor forsikringsselskabet er blevet undtaget for pligten til at betale bidrag, da disse er dækket af en garantiordning i deres hjemland.

Forslaget er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås at afgrænse Fondens dækningsområde til at vedrøre forsikringsselskabernes virksomhed i Danmark. Forsikringsselskaberne skal således ikke fremadrettet yde bidrag til Fonden på baggrund af den virksomhed, som de via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed har i andre EU/EØS-lande, da den fremadrettet ikke vil være dækket af Fonden.

Forslaget har således til formål at sikre, at forsikringsselskabernes forsikringstagere og sikrede uden for Danmark i andre EU/EØS-lande har kendskab til, at de i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs ikke længere vil være dækket af Fonden, og dermed på et oplyst grundlag kan træffe beslutning om, hvorvidt de fortsat ønsker at være forsikringstager i det pågældende forsikringsselskab.

Til § 5

Med lovforslagets § 1, nr. 7, bliver det et krav for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber fra andre EU/EØS-lande, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, at være medlem af og yde bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden).

Med det foreslåede stk. 1 fastsættes der et krav om, at de forsikringsselskaber, der med lovforslagets § 1, nr. 7, bliver medlemmer af Fonden, og som ikke allerede ved lovens ikrafttræden er medlemmer af Fonden, senest den 1. marts 2019 skal have ydet et engangsbidrag til Fonden. Engangsbidraget skal sikre, at Fondens formue øges i takt med den øgede risiko for potentielle tab, som Fonden tilføres i forbindelse med de nye medlemmer.

Det foreslås i stk. 2, at engangsbidraget til Fonden fastsættes til 50 kr. pr. police for de motor-, familie-, husejer-, sundheds-, ejerskifte-, sælgeransvars- og byggeskadeforsikringer, som forsikringsselskabet har tegnet i Danmark, og som er i kraft ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2019.

Fastsættelsen af engangsbidraget svarer til, hvordan engangsbidraget i dag fastsættes for de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der har eller som ønsker frivilligt at tilslutte sig Fonden.

Det foreslås i stk. 3, at forsikringsselskaberne skal betale et fast beløb pr. police, uanset om der på samme police er indtegnet flere af de forsikringstyper, der er nævnt i det foreslåede stk. 2, eller om flere personer eller enheder er dækket af samme police. Dette svarer til, hvordan engangsbidraget i dag fastsættes for de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der har eller som ønsker frivilligt at tilslutte sig Fonden.

Med det foreslåede stk. 4 kan engangsbidraget til Fonden ikke være mindre end 100.000 kr. Kravet svarer til, hvad der i dag gælder for de direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre EU/EØS-lande, der har eller som ønsker frivilligt at tilslutte sig Fonden.

Kravet betyder, at de forsikringsselskaber, der ikke tegner private skadesforsikringsaftaler (forbrugerforsikringer) i Danmark, men alene tegner erhvervsforsikringer i Danmark, skal yde et bidrag til Fonden på 100.000 kr. Det skyldes, at de også er dækket af Fonden for så vidt angår bygningsbrandforsikringer og krav fra tredjemænd, der er sikret mod person- eller tingsskade ifølge motoransvarsforsikringer eller mod personskade ifølge øvrige ansvarsforsikringer, jf. § 5, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

De forsikringsselskaber, der er anmeldt til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark, og som ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2019 ikke tegner skadesforsikringsaftaler i Danmark, vil endvidere skulle betale et engangsbidrag til Fonden på 100.000 kr. Det skyldes, at det foreslåede krav om, at forsikringsselskabet skal være medlem af og yde bidrag til Fonden, har virkning fra det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet anmelder at ville tegne skadesforsikringsaftaler i Danmark. Betaling af engangsbidraget gælder, når selskabet er anmeldt til at kunne tegne skadesforsikringsaftaler i Danmark for at sikre, at forsikringsselskaberne har indbetalt engangsbidraget til Fonden, inden det begynder at tegne skadesforsikringsaftaler i Danmark.

Det foreslås i stk. 5, at et forsikringsselskab ved fastsættelse af engangsbidraget kan foretage modregning i eventuelle bidrag, som forsikringsselskabet tidligere har ydet til Fonden, eventuelt gennem andre forsikringsselskaber. Modregningsadgangen betyder eksempelvis, at et udenlandsk forsikringsselskab, der har fået adgang til det danske skadesforsikringsmarked ved køb af et eller flere danske skadesforsikringsselskaber, ved fastsættelsen af engangsbidraget kan fratrække et beløb, der svarer til de købte forsikringsselskabers indbetalte bidrag til Fonden.

Med det foreslåede stk. 6 foreslås der fastsat et krav om, at forsikringsselskaberne ved indbetaling af det foreslåede engangsbidrag til Fonden indsender en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor til Fonden om, at engangsbidraget er korrekt beregnet. Kravet foreslås indført for at sikre, at bidragsbetalingen til Fonden sker korrekt. Denne kontrol har Fonden ikke mulighed for at foretage, da Fonden ikke kender til arten og omfanget af selskabernes virksomhed i Danmark. Samtidig foreslås det, at forsikringsselskabet kan nøjes med at indsende en erklæring fra selskabets ansvarlige ledelse (de tegningsberettigede) til Fonden om, at engangsbidraget er korrekt beregnet, hvis forsikringsselskabet alene skal betale det foreslåede minimumsbeløb på 100.000 kr., jf. det foreslåede stk. 4. Den foreslåede fravigelse af kravet om revisorerklæring har baggrund i en proportionalitetsbetragtning, hvorefter det kan virke unødigt byrdefuldt at kræve, at forsikringsselskabet skal afholde udgifter til indhentelse af en revisorerklæring, når engangsbidraget ikke beløber sig til mere end 100.000 kr. Derimod vurderes udgiften til en revisorerklæring at være berettiget, når der er tale om et større beløb end 100.000 kr. for at sikre, at engangsbidraget er korrekt beregnet.

Endelig foreslås det i stk. 7, at en forsikringstager ikke skal kunne opsige en forsikringsaftale på grund af en forhøjelse af præmien, som alene anvendes til betaling af engangsbidraget til Fonden. Kravet har til formål at sikre, at forsikringsselskabernes forsikringstagere ikke vælger at opsige deres forsikringer i selskabet samtidig med, at der i lovforslaget fastsættes krav om, at forsikringsselskaberne skal være medlem af og yde bidrag til Fonden, hvis de ønsker at kunne fortsætte med at tegne skadesforsikringsaftaler i Danmark. Kravet om, at forsikringsselskaberne fra andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem af og yde bidrag til Fonden, foreslås indført med henblik på at sikre forsikringstagerne og de sikrede en hensigtsmæssig retsstilling i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs. Derfor vurderes det ikke at være hensigtsmæssigt at lade forsikringstageren opsige sin skadesforsikringsaftale i selskabet, hvis det vælger at hæve præmien for at betale engangsbidraget til Fonden.

Til § 6

Den foreslåede § 6 angiver lovforslagets territoriale gyldighedsområde.

Det foreslås, at loven ikke finder anvendelse for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, finder ikke anvendelse for Færøerne, da den vedrører et overtaget sagsområde.

Lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 2, kan ikke sættes i kraft for Færøerne for så vidt angår forsikringsvirksomhed, da der er tale om et overtaget sagsområde.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslag
  
§ 1
  
I lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 8. september 2017, foretages følgende ændringer:
§ 1. Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) er en privat, selvejende institution.
 
1. I § 1, stk. 1, udgår »privat,«.
Stk. 2. Fonden skal yde dækning i henhold til § 5, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, bliver erklæret konkurs.
 
2. I § 1, stk. 2, indsættes efter »forsikringsvirksomhed,«: »eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark,«.
Stk. 3. Fonden skal endvidere yde dækning i henhold til § 5, når et skadesforsikringsselskab nævnt i § 2 a, som har tilsluttet sig Fonden, bliver erklæret konkurs.
 
3. § 1, stk. 3, ophæves.
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.
  
4. I § 1 indsættes efter stk. 3 som stk. 4-6:
»Stk. 4. Lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand, forvaltningsloven og arkivloven finder ikke anvendelse for Fonden.
Stk. 5. Ved ophør af Fonden træffer erhvervsministeren med finansministerens godkendelse beslutning om anvendelse af Fondens formue. Beslutning om anvendelse af Fondens formue træffes efter høring af de forsikringsselskaber, der er nævnt i § 1, stk. 2.
Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om Fondens administration.«
§ 2. Fonden dækker de i § 1, stk. 2, nævnte forsikringsselskabers virksomhed i Danmark samt via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med, jf. dog § 5, stk. 4.
Stk. 2. Fonden dækker endvidere den virksomhed, som de forsikringsselskaber, der er nævnt i § 2 a, har i Danmark.
§ 2 a. Direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer i Danmark, kan tilslutte sig Fonden.
 
5. §§ 2 og 2 a ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 2. Fonden dækker den virksomhed, som de forsikringsselskaber, der er nævnt i § 3, har i Danmark for risici i Danmark.«
§ 3. ---
Stk. 2-7. ---
Stk. 8. Finanstilsynet kan fritage et forsikringsselskabs virksomhed via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, for pligten til at betale bidrag efter stk. 3, hvis den udenlandske filial eller den grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er omfattet af en garantiordning i det land, hvor aktiviteten udøves. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det engangsbidrag, som et forsikringsselskab skal betale til Fonden efter § 4 a, stk. 2.
 
6. § 3, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Erhvervsministeren kan tillade, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet i stk. 2 til størrelsen af Fondens formue.«
§ 3. De i § 1, stk. 2, nævnte forsikringsselskaber skal være medlem af og yde bidrag til Fonden. Endvidere skal de forsikringsselskaber, der er nævnt i § 2 a, og som har tilsluttet sig Fonden, yde bidrag til Fonden.
Stk. 2. Fondens formue skal udgøre mindst 300 mio. kr.
Stk. 3. Forsikringsselskaberne har pligt til at bidrage til Fonden. Forsikringsselskabernes bidrag udgøres af summen af et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr. police inden for forbrugerforsikringer, jf. stk. 6.
Stk. 4. Finanstilsynet skal inden 1. juli meddele størrelsen af det beløb pr. police, der skal anvendes ved selskabernes beregning af bidrag for næste år.
Stk. 5. Fonden kan optage lån med garanti fra staten.
Stk. 6. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om forsikringsselskabernes bidrag til Fonden og om, hvilke typer af forsikringer der er omfattet af bidragspligten.
Stk. 7. Erhvervsministeren kan ændre kravet til størrelsen af Fondens formue i henhold til stk. 2.
Stk. 8. Finanstilsynet kan fritage et forsikringsselskabs virksomhed via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, for pligten til at betale bidrag efter stk. 3, hvis den udenlandske filial eller den grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er omfattet af en garantiordning i det land, hvor aktiviteten udøves. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det engangsbidrag, som et forsikringsselskab skal betale til Fonden efter § 4 a, stk. 2.
 
7. § 3 affattes således:
»§ 3. Følgende forsikringsselskaber skal være medlem af og yde bidrag til Fonden:
1) Direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.
2) Filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
3) Direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er anmeldt til via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed at drive forsikringsvirksomhed i Danmark.
Stk. 2. Fondens formue skal udgøre mindst 300 mio. kr.
Stk. 3. Hvert nyt medlem af Fonden skal yde et engangsbidrag til Fonden på 100.000 kr.
Stk. 4. Forsikringsselskaberne har udover engangsbidraget, jf. stk. 3, pligt til løbende at yde bidrag til Fonden. Forsikringsselskabernes bidrag udgøres af summen af et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr. police inden for forbrugerforsikringer, jf. stk. 9.
Stk. 5. Finanstilsynet meddeler en gang om året størrelsen af det beløb pr. police, som forsikringsselskaberne skal anvende ved beregning af bidrag til Fonden. Finanstilsynet skal offentliggøre meddelelsen senest 6 måneder før, at forsikringsselskaberne skal indbetale bidrag til Fonden.
Stk. 6. Forsikringsselskaberne skal i forbindelse med aflæggelsen af årsregnskabet indsende en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor til Fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.
Stk. 7. Overstiger det årlige bidrag til Fonden ikke 50.000 kr., kan forsikringsselskabet uanset stk. 6 indsende en erklæring fra selskabets ansvarlige ledelse til Fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.
Stk. 8. Fonden kan optage lån med garanti fra staten.
Stk. 9. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om forsikringsselskabernes bidrag til Fonden og om, hvilke typer af forsikringer der er omfattet af bidragspligten.
Stk. 10. Erhvervsministeren kan øge kravet til størrelsen af Fondens formue i henhold til stk. 2.
Stk. 11. Erhvervsministeren kan tillade, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet i stk. 2 til størrelsen af Fondens formue.«
§ 4. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. En forsikringstager kan med øjeblikkeligt varsel opsige en forsikringsaftale i et forsikringsselskab nævnt i § 2 a, hvis Finanstilsynet udelukker forsikringsselskabet fra Fonden i medfør af § 14, stk. 3. Forsikringsselskabet må ved en opsigelse efter 1. pkt. ikke opkræve et gebyr hos forsikringstageren.
 
8. I § 4, stk. 3, 1. pkt., ændres »§ 2 a, hvis Finanstilsynet udelukker forsikringsselskabet fra Fonden i medfør af § 14, stk. 3« til: »§ 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, hvis Finanstilsynet forbyder forsikringsselskabet at udøve virksomhed i Danmark, jf. § 14, stk. 3«.
§ 4 a. Hvert nyt medlem af Fonden yder et engangsbidrag til Fonden, jf. stk. 2 og 3. Ved fastsættelse af engangsbidraget kan der ske modregning, såfremt forsikringsselskabet tidligere, eventuelt gennem andre forsikringsselskaber, har været omfattet af lovens bidragspligt, jf. § 3, stk. 3. Engangsbidraget til Fonden kan ikke være mindre end 100.000 kr.
Stk. 2. Forsikringsselskaber nævnt i § 1, stk. 2, yder et engangsbidrag på 50 kr. pr. police inden for forbrugerforsikringer, som forsikringsselskabet har tegnet i Danmark eller via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som er i kraft på tidspunktet for indtræden i Fonden, jf. dog § 3, stk. 8, 2. pkt.
Stk. 3. Forsikringsselskaber nævnt i § 2 a yder et engangsbidrag på 50 kr. pr. police inden for forbrugerforsikringer, som forsikringsselskabet har tegnet i Danmark, og som er i kraft på tidspunktet for indtræden i Fonden. Et sådant forsikringsselskab anses for at have tilsluttet sig Fonden fra det tidspunkt, hvor Fonden har modtaget betaling af engangsbidraget fra selskabet.
Stk. 4. De forsikringsselskaber, der er nævnt i stk. 2 og 3, skal i forbindelse med indbetaling af engangsbidraget til Fonden indsende en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor til Fonden om, at engangsbidraget er korrekt beregnet. Uanset 1. pkt. kan et forsikringsselskab, der alene skal betale et engangsbidrag på 100.000 kr., jf. stk. 1, indsende en erklæring fra forsikringsselskabets ansvarlige ledelse til Fonden om, at engangsbidraget er korrekt beregnet.
Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om forsikringsselskabernes engangsbidrag til Fonden og om, hvilke typer af forsikringer der er omfattet af bidragspligten.
 
9. § 4 a ophæves.
§ 5. Fonden dækker erstatningskrav, der er udækkede som følge af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til følgende:
---
 
10. I § 5, stk. 1, ændres »er udækkede som følge« til: »følger«.
Forsikringstagere med privatforsikringer (forbrugerforsikringer),
2)-3) ---
 
11. I § 5, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »(forbrugerforsikringer)«: »og de sikrede«.
4) kollektive forsikringer, i det omfang en forsikring efter sin art svarer til de omfattede individuelle forsikringer, samt
 
12. I § 5, stk. 1, nr. 4, ændres »kollektive forsikringer« til: »forsikringstagere og de sikrede under kollektive forsikringer«.
5) bygningsbrandskader på alle typer af ejendomme.
 
13. § 5, stk. 1, nr. 5, affattes således:
»5) forsikringstagere med bygningsbrandforsikringer uanset type af ejendom og de sikrede.«
Stk. 2. Fonden dækker udækkede erstatningskrav, der er opstået før konkursdekretets afsigelse og indtil 4 uger efter, at kurator har givet meddelelse om forsikringsselskabets konkurs til fordringshaverne, jf. § 124 i konkursloven. Er forsikringsselskabet omfattet af § 2 a, beregnes fristen på 4 uger fra det tidspunkt, hvor Fonden har givet meddelelse til fordringshaverne efter § 8, stk. 3, om forsikringsselskabets konkurs.
 
14. I § 5, stk. 2, 1. pkt., ændres »udækkede erstatningskrav, der er opstået før konkursdekretets afsigelse og indtil« til: »erstatningskrav, der er opstået senest«, og i 2. pkt. ændres »Er forsikringsselskabet omfattet af § 2 a« til: »Er forsikringsselskabet et forsikringsselskab nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3«.
  
15. I § 5 indsættes efter stk. 2, som nyt stykke:
»Stk. 3. Uanset stk. 2 dækker Fonden erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en byggeskadeforsikring og en sælgeransvarsforsikring i hele forsikringens løbetid. Endvidere dækker Fonden erstatningskrav i henhold til en forsikring, der er tegnet hos et forsikringsselskab, som Finanstilsynet har meddelt forbud efter § 14, stk. 3, når forsikringen var i kraft på tidspunktet for Finanstilsynets afgørelse.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
Stk. 3. Fonden dækker præmier, som er indbetalt før konkursdekretets afsigelse, dog med en selvrisiko på 1.000 kr. pr. police.
 
16. I § 5, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »dækker«: »forsikringstagernes«.
  
17. I § 5 indsættes efter stk. 3, der bliver stk. 4, som nyt stykke:
»Stk. 5. Forsikringstagere kan ikke gøre krav gældende mod et forsikringsselskabs konkursbo for selvrisikoen på 1.000 kr., jf. stk. 4.«
Stk. 4 og 5 bliver stk. 6 og 7.
Stk. 4. Fonden dækker ikke erstatningskrav efter stk. 1 og 2 eller præmier efter stk. 3 for et forsikringsselskabs udenlandske filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, som efter § 3, stk. 8, er fritaget for pligten til at betale bidrag.
 
18. § 5, stk. 4, der bliver stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Fonden dækker ikke præmier på ejerskifteforsikringer, byggeskadeforsikringer og sælgeransvarsforsikringer, jf. stk. 3.«
§ 6. Erstatningskrav i henhold til § 5, der ønskes dækket af Fonden, og som ikke er anmeldt til det forsikringsselskab, der er erklæret konkurs, skal anmeldes til Fonden snarest muligt og senest 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse. Erstatningskrav, som er anmeldt til det selskab, der er erklæret konkurs, inden konkursdekretets afsigelse, anses for anmeldt til Fonden.
 
19. I § 6, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Erstatningskrav i henhold til § 5, stk. 3, skal dog anmeldes til Fonden senest 6 måneder efter forsikringens ophør.«
Stk. 2. Fonden kan ikke under henvisning til den i stk.1 nævnte frist afslå at foretage udbetalinger til en berettiget, jf. § 5, som ikke har været i stand til i tide at påberåbe sig sin ret til at få erstatningsbeløb udbetalt.
 
20. I § 6, stk. 2, ændres »den i stk. 1 nævnte frist« til: »de frister, der er nævnt i stk. 1,«.
§ 8. ---
1) ---
2) forsikringsdækningens ophør,
3)-4) ---
 
21. I § 8, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »ophør,«: »jf. dog § 5, stk. 3,«.
Stk. 2. ---
Fonden vil tilbagebetale præmie, mens selvrisikoen på 1000 kr. pr. police kan anmeldes til konkursboet, jf. § 5, stk. 3,
 
22. I § 8, stk. 2, nr. 1, ændres »mens selvrisikoen på 1000 kr. pr. police kan anmeldes til konkursboet, jf. § 5, stk. 3« til: »jf. dog § 5, stk. 6«.
Fonden vil udbetale erstatninger for erstatningskrav anmeldt inden konkursdekretets afsigelse, jf. § 6, stk. 1, 2. pkt.,
 
23. I § 8, stk. 2, nr. 2, ændres »2. pkt.« til: »3. pkt.«
3) anmeldelse af erstatningskrav skal ske i overensstemmelse med § 6, stk. 1, 1. pkt., og
4) ---
 
24. I § 8, stk. 2, nr. 3, ændres »1. pkt.« til: »1. og 2. pkt.«
Stk. 3. Fonden giver meddelelse til fordringshaverne, der indeholder de oplysninger, som fremgår af stk. 2, når meddelelsen vedrører et forsikringsselskab nævnt i § 2 a.
 
25. I § 8, stk. 3, ændres »§ 2 a« til: »§ 3, stk. 1, nr. 2 eller 3«.
§ 12. ---
 
26. I § 12 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Bestyrelsen sikrer, at Fonden kan få udleveret de oplysninger fra et forsikringsselskabs konkursbo, der er nødvendige for, at Fonden kan opfylde sine forpligtelser i henhold til loven. Ethvert medlem af Fonden er forpligtet til at medvirke til, at Fonden kan få udleveret sådanne oplysninger, hvis det pågældende medlem går konkurs.«
§ 14. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Finanstilsynet kan udelukke et forsikringsselskab nævnt i § 2 a fra Fonden, hvis forsikringsselskabet ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter. Forsikringsselskabet skal straks efter modtagelsen af en afgørelse efter 1. pkt. give hver enkelt forsikringstager i Danmark, der har tegnet en forbrugerforsikring i det pågældende forsikringsselskab, skriftlige oplysninger om, hvilke konsekvenser afgørelsen har for forsikringstageren og de sikrede. Oplysningerne efter 2. pkt. skal være let forståelige og skal affattes på dansk.
 
27. I § 14, stk. 3, 1. pkt., ændres »udelukke et forsikringsselskab nævnt i § 2 a fra Fonden« til: »forbyde et forsikringsselskab nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, at drive virksomhed i Danmark i medfør af § 243 i lov om finansiel virksomhed« og i 2. pkt. ændres »forbrugerforsikring« til: »forsikring«.
Stk. 4. Forsikringsselskaber skal i forbindelse med aflæggelsen af årsregnskabet indsende en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor til fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.
Stk. 5. Uanset stk. 4 kan forsikringsselskabet, hvis det årlige bidrag til Fonden ikke overstiger 50.000 kr., alene indsende en erklæring fra selskabets ansvarlige ledelse til fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.
 
28. § 14, stk. 4 og 5, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 4. Fonden tilbagebetaler ikke bidrag, som et forsikringsselskab har indbetalt til Fonden, hvis Finanstilsynet i henhold til stk. 3 forbyder forsikringsselskabet at drive virksomhed i Danmark.«
§ 14 a. Et forsikringsselskab nævnt i § 2 a, der har tilsluttet sig Fonden, kan beslutte at udtræde af Fonden. En beslutning efter 1. pkt. skal meddeles Fonden skriftligt, senest 12 måneder før udtrædelsen skal have virkning.
Stk. 2. Et forsikringsselskab, der vælger at udtræde af Fonden efter stk. 1, skal senest 12 måneder inden udtrædelsen give hver enkelt forsikringstager i Danmark, der har tegnet en forbrugerforsikring i det pågældende forsikringsselskab, skriftlige oplysninger om, hvilke konsekvenser forsikringsselskabets fravalg har for forsikringstageren og de sikrede. Oplysningerne efter 1. pkt. skal være let forståelige og skal affattes på dansk.
Stk. 3. Fonden tilbagebetaler ikke bidrag, som forsikringsselskabet har indbetalt til Fonden efter §§ 3 og 4 a. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis Finanstilsynet udelukker forsikringsselskabet fra Fonden i medfør af § 14, stk. 3.
§ 17 a. Afgørelser, hvorefter Finanstilsynet udelukker et forsikringsselskab nævnt i § 2 a fra Fonden, jf. § 14, stk. 3, 1. pkt., kan af forsikringsselskabet indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt forsikringsselskabet.
 
29. §§ 14 a og 17 a ophæves.
   
  
§ 2
  
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1140 af 26. september 2017, som senest ændret ved lov nr. 1555 af 19. december 2017, foretages følgende ændringer:
§ 14. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. For finansielle virksomheder omfattet af §§ 7-9 og § 10, stk. 2, er tilladelse endvidere betinget af, at virksomheden tilsluttes Indskyder- og investorgarantiordningen.
 
1. I § 14, stk. 6, indsættes som 2. pkt.:
»For skadesforsikringsselskaber omfattet af § 11, stk. 1, 1. pkt., der ikke er genforsikringsselskaber, er tilladelse endvidere betinget af, at selskabet er tilsluttet Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.«
§ 30. ---
Stk. 2-7. ---
Stk. 8. Er virksomheden et forsikringsselskab, skal Finanstilsynet endvidere indhente solvenscertifikat.
 
2. I § 30, stk. 8, indsættes efter »solvenscertifikat«: »og dokumentation for, at forsikringsselskabet er medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i det omfang, at selskabet skal dække risici nævnt i bilag 7«.
§ 31. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. ---
1) Et solvenscertifikat og
 
3. I § 31, stk. 5, nr. 1, ændres »solvenscertifikat og« til: »solvenscertifikat,«.
2) en angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelle accessoriske risici, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække her i landet.
 
4. I § 31, stk. 5, nr. 2, ændres »landet.« til: »landet, og«.
  
5. I § 31, stk. 5, indsættes som nr. 3:
»3) dokumentation for, at forsikringsselskabet er medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i det omfang, at selskabet er et direkte tegnende skadesforsikringsselskab og skal dække risici nævnt i bilag 7.«
   
  
§ 3
  
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 1, nr. 1, 4 og 6, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 3. § 4 træder i kraft den 1. juli 2018.
   
  
§ 4
  
De direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, og som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal senest den 31. august 2018 have givet alle deres relevante forsikringstagere og sikrede uden for Danmark i lande inden for Den Europæiske Union og lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, meddelelse om, at de fra 1. januar 2019 ikke længere er dækket af Fonden i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs. 1. pkt. finder ikke anvendelse for forsikringsselskabets udenlandske filialer og grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, der i medfør af § 3, stk. 8, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber er fritaget for pligten til at betale bidrag til Fonden.
   
  
§ 5
  
Stk. 1. De direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der ved lovens ikrafttræden bliver medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden), jf. § 1, nr. 7, skal senest den 1. marts 2019 yde et engangsbidrag til Fonden i overensstemmelse med stk. 2.
Stk. 2. Engangsbidraget fastsættes til 50 kr. pr. police for følgende forsikringstyper, som forsikringsselskabet via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed har tegnet i Danmark, og som er i kraft på tidspunktet for lovens ikrafttræden:
1) Motorforsikringer.
2) Familieforsikringer.
3) Husejerforsikringer.
4) Sundhedsforsikringer.
5) Ejerskifteforsikringer.
6) Sælgeransvarsforsikringer.
7) Byggeskadeforsikringer.
Stk. 3. Der betales 50 kr. pr. police, uanset om der på samme police er indtegnet flere af de forsikringstyper, der er nævnt i stk. 2, eller om flere personer eller enheder er dækket af samme police.
Stk. 4. Engangsbidraget kan uanset stk. 2 ikke være mindre end 100.000 kr.
Stk. 5. Et forsikringsselskab kan ved fastsættelse af engangsbidraget, jf. stk. 2, foretage modregning i eventuelle bidrag, som forsikringsselskabet tidligere har ydet til Fonden, eventuelt gennem andre forsikringsselskaber.
Stk. 6. Forsikringsselskabet skal i forbindelse med indbetaling af engangsbidraget til Fonden indsende en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor til Fonden om, at engangsbidraget er korrekt beregnet. Uanset 1. pkt. kan et forsikringsselskab, der alene skal betale et engangsbidrag på 100.000 kr., jf. stk. 4, indsende en erklæring fra forsikringsselskabets ansvarlige ledelse til Fonden om, at engangsbidraget er korrekt beregnet.
Stk. 7. En forsikringstager kan ikke opsige en forsikringsaftale på grund af en forhøjelse af præmien, som alene anvendes til betaling af engangsbidraget til Fonden.
   
  
§ 6
  
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.