Skriftlig fremsættelse (21. marts
2018)
Udlændinge- og
integrationsministeren (Inger Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Gennemførelse af den reviderede
Eurodac-forordning vedrørende retshåndhævende
myndigheders adgang til at foretage søgninger i
Eurodac-systemet m.v.)
(Lovforslag nr. L 195)
Lovforslaget
har primært til formål at gennemføre de
nødvendige lovændringer, som vil gøre det
muligt for Danmark på mellemstatsligt grundlag at være
tilsluttet den del af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 603/2013 af 26. juni 2013 (den reviderede
Eurodac-forordning), der angår retshåndhævende
myndigheders adgang til at foretage søgninger i
Eurodac-systemet med henblik på forebyggelse, opdagelse og
efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige
lovovertrædelser, når en sådan sammenligning er
nødvendig i en konkret sag.
Det skal i den
forbindelse bemærkes, at den reviderede Eurodac-forordning
allerede delvist er gennemført i dansk lovgivning ved lov
nr. 1575 af 15. december 2015 om ændring af
udlændingeloven (Gennemførelse af den reviderede
Eurodac-forordning), som trådte i kraft den 1. januar
2016.
Med
lovforslaget foreslås der bl.a. indført en
bemyndigelsesbestemmelse i udlændingeloven, hvorefter
justitsministeren, som er ressortansvarlig for de
retshåndhævende myndigheder, fastsætter
nærmere regler til gennemførelse af bestemmelser i
forordningen om sammenligning og videregivelse af oplysninger med
henblik på retshåndhævelse. Bemyndigelsen vil
også blive benyttet til at bestemme, hvilken myndighed der
skal være uafhængig kontrolmyndighed.
Det foreslås, at den del af
lovforslaget, der angår den reviderede Eurodac-forordning,
skal træde i kraft efter udlændinge- og
integrationsministerens nærmere bestemmelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.