L 195 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Gennemførelse af den reviderede Eurodac-forordning vedrørende retshåndhævende myndigheders adgang til at foretage søgninger i Eurodac-systemet m.v.).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 21-03-2018

Fremsat: 21-03-2018

Fremsat den 21. marts 2018 af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg)

20171_l195_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 21. marts 2018 af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg)

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Gennemførelse af den reviderede Eurodac-forordning vedrørende retshåndhævende myndigheders adgang til at foretage søgninger i Eurodac-systemet m.v.)

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, som senest ændret ved lov nr. 124 af 26. februar 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 b, stk. 4, ændres »artikel 5, stk. 4, litra a« til: »artikel 6, stk. 5, litra a«.

2. I § 28, stk. 5, 1. pkt., ændres »artikel 5, stk. 4, litra c« til: »artikel 6, stk. 5, litra c«.

3. I § 38, stk. 1, ændres »artikel 6 og 7« til: »artikel 7 og 8«.

4. I § 38, stk. 2, 2. pkt., § 39, stk. 3, 2. pkt., § 43, stk. 5, 2. pkt., § 59, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., og § 59 a, stk. 2, ændres »artikel 23« til: »artikel 25«.

5. I § 38, stk. 3, 1. pkt., ændres »artikel 4, 18 og 19« til: »artikel 5, 19 og 20«.

6. I § 58 d, 1. pkt., indsættes efter »Eurodacforordningen«: », jf. dog stk. 2«.

7. I § 58 d indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af bestemmelser i Eurodacforordningen om sammenligning og videregivelse af oplysninger med henblik på retshåndhævelse.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 6 og 7.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Baggrund for indførelse af bestemmelse, der angår adgang til Eurodac med henblik på retshåndhævelse

2.1. Danmarks stilling

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Anvendelse af Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse

3.1.1. Gældende ret

3.1.1.1. Schengengrænsekodeksen

3.1.1.2. Formål og anvendelsesområde for den reviderede Eurodac- forordning

3.1.1.3. Udpegning af en national myndighed og kontrolmyndighed

3.1.1.4. Proceduren for sammenligning af fingeraftryk med henblik på retshåndhævelse

3.1.1.5. Betingelser for sammenligning af fingeraftryksoplysninger med henblik på retshåndhævelse

3.1.1.6. Kontrol med behandling af personoplysninger

3.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

3.1.3. Den foreslåede ordning

3.2. Konsekvensændringer som følge af en tilpasning af nummereringen af artikler i Schengengrænsekodeksen

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

6. Administrative konsekvenser for borgere

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Lovforslaget muliggør, at Danmark på mellemstatsligt grundlag kan være tilsluttet den del af den reviderede Eurodac-forordning, der angår adgang til sammenligning og videregivelse af fingeraftryksoplysninger i Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse, og at disse bestemmelser tillige kommer til at gælde mellem Danmark og de Schengen-associerede lande.

Med en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget således i medfør af grundlovens § 19 samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne godkender aftalen om dansk tilslutning til den del af den reviderede Eurodac-forordning, der angår adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse. Folketinget giver endvidere i medfør af grundlovens § 19 samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne på mellemstatsligt grundlag kan tilslutte sig, at de tilsvarende aftaler, som forventes indgået mellem EU og de Schengen-associerede lande, finder anvendelse i forhold til Danmark.

Med lovforslaget foreslås indført en bemyndigelsesbestemmelse i udlændingeloven, hvorefter justitsministeren, som er ressortansvarlig for de retshåndhævende myndigheder, fastsætter nærmere regler til gennemførelse af bestemmelser i den reviderede Eurodac-forordning om adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse.

Lovforslaget indeholder ydermere forslag til konsekvensændringer i udlændingeloven som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (kodifikation), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/458 af 17. marts 2017 om ændring af forordning (EU) 2016/399, for så vidt angår en styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre grænser.

2. Baggrund for indførelse af bestemmelse, der angår adgang til Eurodac med henblik på retshåndhævelse

Lovforslaget har til formål at gennemføre de nødvendige lovændringer som følge af Danmarks gennemførelse af bestemmelserne om adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 af 26. juni 2013 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af forordning (EU) nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en af medlemsstaterne af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs og om medlemsstaternes retshåndhævende myndigheders og Europols adgang til at indgive anmodning om sammenligning med Eurodacoplysninger med henblik på retshåndhævelse og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011 om oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (omarbejdning). Den reviderede Eurodac-forordning har fundet anvendelse siden 20. juli 2015.

Ved lov nr. 1575 af 15. december 2015 om ændring af udlændingeloven (Gennemførelse af den reviderede Eurodac-forordning), som trådte i kraft den 1. januar 2016, blev ændringer i den reviderede Eurodac-forordning delvist gennemført i dansk lovgivning. Disse ændringer vedrørte bl.a. klarere regulering af tidsfrister for optagelse af fingeraftryk samt videregivelse af oplysninger til det centrale Eurodac-system og udvidelse af medlemsstaternes forpligtelse til at informere de registrerede personer om deres rettigheder.

Lovændringen vedrørte imidlertid ikke bestemmelserne om adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse. Derfor indeholder nærværende lovforslag alene de bestemmelser, som er nødvendige for at gennemføre den del af den reviderede Eurodac-forordning, der angår adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse.

En af de væsentlige ændringer i den reviderede Eurodac-forordning er, at formålet med Eurodac-systemet er udvidet, idet det i forordningens artikel 1, stk. 2, er bestemt, at de af medlemsstaterne udpegede myndigheder og Europol med henblik på retshåndhævelse i visse tilfælde kan anmode om at sammenligne fingeraftryksoplysninger med fingeraftryksoplysninger i Eurodac-systemet.

Hensigten er at give de retshåndhævende myndigheder tilladelse til at foretage søgninger i Eurodac-systemet med henblik på forebyggelse, opdagelse og efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige lovovertrædelser, når en sådan sammenligning er nødvendig i en konkret sag, og en række nærmere veldefinerede omstændigheder gør sig gældende.

2.1. Danmarks stilling

Den reviderede Eurodac-forordning er omfattet af det danske forbehold om retlige og indre anliggender (retsforbeholdet), og Danmark deltog således ikke i vedtagelsen, ligesom forordningen ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark.

Danmark har siden den 1. april 2006 haft en mellemstatslig aftale med EU i forhold til Eurodac-forordningen, der giver Danmark ret til fortsat at være tilsluttet retsakten med ændringer på mellemstatsligt grundlag, såfremt Danmark inden 30 dage efter vedtagelsen heraf giver meddelelse til Europa-Kommissionen om, at Danmark vil gennemføre indholdet af ændringerne i national lovgivning, jf. herved aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om fastlæggelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet i Danmark eller en anden EU-medlemsstat, og om "Eurodac" til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublin-konventionen.

Europa-Kommissionen anførte i sit ændrede forslag til den reviderede Eurodac-forordning, at bestemmelserne, som vedrører proceduren for sammenligning og videregivelse af oplysninger med henblik på retshåndhævelse, ikke kunne antages at være omfattet af den eksisterende mellemstatslige aftale i forhold til den tidligere gældende Eurodac-forordning, idet retshåndhævelseselementet udgør et nyt formål. Det betyder, at der er behov for et tillæg til den eksisterende aftale for at gennemføre denne del af forordningen.

Den 14. december 2015 traf Rådet afgørelse om bemyndigelse af Europa-Kommissionen til at indlede forhandlinger om dansk tilslutning til de bestemmelser i den reviderede Eurodac-forordning, der omhandler proceduren for sammenligning og videregivelse af oplysninger i Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse.

Rådet har endnu ikke truffet afgørelse om indgåelse af en aftale om en tillægsprotokol til den eksisterende mellemstatslige aftale. Europa-Kommissionen har den 1. december 2017 fremsendt et aftaleudkast til Rådet (Tillægsprotokol til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet i Danmark eller en anden EU-medlemsstat og om »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublin-konventionen om udvidelse af denne aftale til retshåndhævelse).

Inden Rådet træffer afgørelse om EU's indgåelse af et tillæg til den eksisterende mellemstatslige aftale, skal Europa-Parlamentet inddrages, jf. proceduren i artikel 218 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Efter aftaleudkastet træder aftalen i kraft den første dag i den anden måned efter de kontraherende parters underretning om, at de har fuldendt deres respektive påkrævede procedurer.

Med henblik på at sikre, at den danske lovgivning kan være på plads, og at Danmark dermed kan tilslutte sig retsakten på mellemstatsligt grundlag, så snart procedurerne i EU er afsluttet, fremsættes lovforslaget på nuværende tidspunkt.

Lovforslaget muliggør således Danmarks tilslutning på mellemstatsligt grundlag til de regler i den reviderede Eurodac-forordning, der angår adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse.

Såfremt der forud for den endelige indgåelse af aftalen måtte fremkomme ønske om ændringer i aftaleudkastet, som regeringen kan tilslutte sig, vil det blive vurderet, om disse ændringer skaber behov for justering af de ved lovforslaget foreslåede bestemmelser til opfyldelse af den reviderede Eurodac-forordning, der angår adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse.

Det bemærkes, at det må anses for usandsynligt, at aftalens indhold vil blive ændret på væsentlige punkter efter Europa-Kommissionens oversendelse af aftaleudkastet til Rådet, idet Rådet allerede i forbindelse med sin beslutning af 14. december 2015 om at bemyndige Kommissionen til at føre forhandlinger med Danmark om indgåelse af en tillægsprotokol til den eksisterende aftale gav sit principielle tilsagn til indgåelsen af en sådan aftale, og idet det foreliggende aftaleudkast må anses for at ligge fuldt ud inden for rammerne af denne bemyndigelse.

Lovforslaget muliggør endvidere Danmarks deltagelse på mellemstatsligt grundlag i de aftaler, som forventes indgået mellem EU og de Schengen-associerede lande, hvorved reglerne i den reviderede Eurodac-forordning, der angår adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse, kommer til at gælde mellem Danmark og de Schengen-associerede lande.

Med en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget i medfør af grundlovens § 19 samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne godkender aftalen om dansk tilslutning til den del af den reviderede Eurodac-forordning, der angår adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse.

Lovforslaget indebærer endvidere, at justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af den del af den reviderede Eurodac-forordning, der angår adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse, og fremtidige ændringer hertil, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 7, foreslåede bestemmelse i § 58 d, stk. 2.

Med en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget endelig i medfør af grundlovens § 19 samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne på mellemstatsligt grundlag kan tilslutte sig, at de forventede aftaler mellem EU og de Schengen-associerede lande bliver anvendelige i forhold til Danmark.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Anvendelse af Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse

3.1.1. Gældende ret

Den reviderede Eurodac-forordning (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 af 26. juni 2013 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af forordning (EU) nr. 604/2013 (Dublinforordningen)(omarbejdning)) regulerer optagelse af asylansøgeres fingeraftryk samt udveksling af disse med de andre EU-medlemsstater i Eurodac-systemet. Ved bl.a. at sammenligne fingeraftryk muliggør systemet, at medlemsstaterne kan kontrollere, om en asylansøger eller en udlænding, der opholder sig ulovligt på dens område, allerede har indgivet en ansøgning i en anden medlemsstat, eller om en asylansøger ulovligt har bevæget sig ind på EU's territorium.

Eurodac-forordningen er hovedsagelig gennemført i udlændingelovens kapitel 8 a om videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i Dublinforordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen og Eurodac-forordningen mv.

Udlændingelovens § 58 b, stk. 1, definerer begrebet Eurodac-forordningen i loven, mens bestemmelsens stk. 2 definerer det centrale Eurodac-system.

Bestemmelserne i udlændingelovens §§ 58 c, 58 i og 58 j indeholder de nærmere regler om videregivelse af oplysninger mv. i forhold til Eurodac-systemet.

Det følger af udlændingelovens § 58 e, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte, at de regler i udlændingeloven, som gennemfører Dublinforordningen eller Eurodac-forordningen med de nødvendige ændringer, også skal anvendes over for tredjelande, der har indgået overenskomst med EU om at tilknytte sig forordningerne.

Der er i medfør af bestemmelsen udstedt en bekendtgørelse nr. 1419 af 22. december 2011 om anvendelse af visse regler i udlændingeloven over for de Schengen-associerede lande (Eurodac-forordningen og Dublinforordningen).

Danmark har herudover ved lov nr. 479 af 17. juni 2008 om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register, retsplejeloven, lov om registrering af køretøjer og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet (Gennemførelse af Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og køretøjer m.v.) gennemført Rådets afgørelse 2008/615/RIA om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet (Prümafgørelsen). Prümafgørelsen indebærer bl.a., at der gives EU-medlemsstaterne begrænset adgang til de øvrige medlemsstaters fingeraftryksregistre med henblik på at få oplyst, om et fingeraftryk er kendt i en anden medlemsstat.

3.1.1.1. Schengengrænsekodeksen

Schengensamarbejdet er bl.a. reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage med senere ændringer (Schengengrænsekodeksen).

Schengengrænsekodeksen fastsætter regler for udøvelse af grænsekontrol af per- soner, der passerer Schengenområdets ydre grænser, ligesom kodeksen indeholder bestemmelser med henblik på at sikre, at personer ikke kontrolleres ved passage af de indre grænser mellem medlemsstaterne.

Danmark deltager i Schengensamarbejdet på mellemstatsligt grundlag, jf. Protokol nr. 22 om Danmarks stilling (forbeholdsprotokollen), der er knyttet til EU-traktaterne.

Schengengrænsekodeksen blev oprindeligt gennemført i dansk lovgivning ved lov nr. 301 af 19. april 2006 om ændring af udlændingeloven og lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (Fremrykket ansøgningstidspunkt i sager om humanitær opholdstilladelse, indberetningspligt ved mistanke om genopdragelsesrejser, begrænsning af adgangen til familiesammenføring for personer, der er dømt for børnebortførelse, ændrede regler om undervisning og aktivering af voksne asylansøgere m.v.).

Den 4. marts 2016 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet en kodifikation af Schengengrænsekodeksen, jf. herved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (kodifikation). En kodifikation er en sammenskrivning af retsakten med alle de ændringer, der løbende er foretaget, og har til formål at forenkle lovgivningen og skabe øget gennemsigtighed. Der foretages alene formelle ændringer, som er nødvendige af hensyn til selve kodifikationen, der bl.a. omfatter nye numre til visse artikler i retsakten. En kodifikation indebærer ingen indholdsmæssige ændringer.

Danmark deltog som følge af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke i Rådets vedtagelse af forordningen, men da forordningen udgør en udbygning af Schengen-reglerne, kunne Danmark inden seks måneder fra vedtagelsen af forordningen træffe afgørelse om, hvorvidt man ville gennemføre forordningen i dansk ret på mellemstatsligt grundlag.

Den 8. september 2016 meddelte Danmark Rådet og Europa-Kommissionen, at Danmark tilslutter sig den kodificerede Schengengrænsekodeks.

Det foreslås med lovforslaget, at der foretages en række tekniske konsekvensændringer i udlændingeloven som følge af, at en række artikler i Schengengrænsekodeksen grundet kodifikationen er blevet forrykket, hvorved de nuværende artikelhenvisninger i udlændingeloven ikke længere er retvisende.

3.1.1.2. Formål og anvendelsesområde for den reviderede Eurodac-forordning

Med den reviderede forordning er formålet med Eurodac-systemet blevet udvidet, således at udpegede retshåndhævende myndigheder og Europol kan foretage søgninger i Eurodac-systemet med henblik på forebyggelse, opdagelse og efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige lovovertrædelser, når en sådan sammenligning er nødvendig i en konkret sag, og en række nærmere definerede omstændigheder gør sig gældende.

Ved retshåndhævelse forstås i henhold til artikel 2, stk. 1, litra i, forebyggelse, opdagelse eller efterforskning af terrorhandlinger eller af andre alvorlige lovovertrædelser. Terrorhandlinger er i den forbindelse defineret som lovovertrædelser i henhold til national ret, der svarer til eller må ligestilles med de, der er nævnt i artikel 1-4 i rammeafgørelse 2002/475/RIA, jf. artikel 2, stk. 1, litra j. Ved alvorlige lovovertrædelser forstås de former for kriminalitet, der svarer til eller må ligestilles med de lovovertrædelser, der nævnes i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, hvis de i henhold til national ret kan straffes med frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tre år, jf. artikel 2, stk. 1, litra k.

3.1.1.3. Udpegning af en national myndighed og kontrolmyndighed

Det følger af forordningens artikel 5, stk. 1, at hver medlemsstat udpeger de myndigheder, der har tilladelse til at anmode om sammenligning med Eurodac-oplysninger med henblik på retshåndhævelse. De udpegede myndigheder er de myndigheder i medlemsstaterne, der er ansvarlige for at forebygge, opdage og efterforske terrorhandlinger eller andre alvorlige lovovertrædelser. De udpegede myndigheder omfatter ikke agenturer eller enheder, der udelukkende er ansvarlige for efterretningsvirksomhed vedrørende national sikkerhed.

Hver medlemsstat skal desuden i henhold til forordningens artikel 6, stk. 1, udpege én national myndighed eller enhed under en sådan myndighed til kontrolmyndighed. Kontrolmyndighederne er de myndigheder i medlemsstaterne, der er ansvarlige for at forebygge, opdage eller efterforske terrorhandlinger eller andre alvorlige lovovertrædelser.

Kontrolmyndighederne skal sikre, at betingelserne for at anmode om sammenligning af fingeraftryk med fingeraftryksoplysninger lagret i Eurodac-systemet er opfyldt, jf. artikel 6, stk. 2. Kun hertil bemyndiget personale i kontrolmyndigheden har tilladelse til at modtage og videresende en anmodning om adgang til Eurodac-oplysninger i overensstemmelse med forordningens artikel 19, jf. nedenfor, og det er kun kontrolmyndigheden, der har tilladelse til at videresende anmodninger om sammenligninger af fingeraftryk til det nationale kontaktpunkt.

3.1.1.4. Proceduren for sammenligning af fingeraftryk med henblik på retshåndhævelse

Proceduren for sammenligning af fingeraftryksoplysninger med henblik på retshåndhævelse fremgår af forordningens artikel 19. Det følger heraf bl.a., at de udpegede myndigheder kan indgive en begrundet elektronisk anmodning til kontrolmyndigheden om overførsel af fingeraftryksoplysninger med henblik på sammenligning med fingeraftryksoplysninger i Eurodac-systemet.

Ved modtagelsen af en sådan anmodning efterprøver kontrolmyndigheden, om betingelserne for at anmode om en sådan sammenligning er opfyldt. Hvis dette er tilfældet, overfører kontrolmyndigheden anmodningen om sammenligning til det udpegede nationale system, der herefter videregiver den til det centrale system, jf. artikel 19, stk. 2.

I ekstraordinære hastende situationer, hvor der er behov for at forhindre en overhængende fare, som har forbindelse med en terrorhandling eller en anden alvorlig lovovertrædelse, kan kontrolmyndigheden dog videresende fingeraftryksoplysningerne til det udpegede nationale system med henblik på øjeblikkelig sammenligning, når den modtager anmodningen, og først bagefter kontrollere, om betingelserne for at anmode om sammenligning er opfyldt, jf. artikel 19, stk. 3. Den efterfølgende kontrol finder sted uden unødigt ophold efter behandlingen af anmodningen.

Hvis det ved den efterfølgende kontrol fastslås, at adgangen til Eurodac-oplysninger ikke var begrundet, skal alle myndigheder, der har fået adgang til sådanne oplysninger, slette oplysningerne fra Eurodac-systemet, og de skal informere kontrolmyndigheden om sletningen, jf. artikel 19, stk. 4.

3.1.1.5. Betingelser for sammenligning af fingeraftryksoplysninger med henblik på retshåndhævelse

Det følger af forordningens artikel 20, stk. 1, at de udpegede myndigheder kan indgive en begrundet elektronisk anmodning om sammenligning af fingeraftryksoplysninger med fingeraftryksoplysninger lagret i Eurodac-systemet, hvis sammenligning med en række databaser ikke har ført til identifikation af den registrerede. Det gælder nationale fingeraftryksdatabaser, øvrige medlemsstaters elektroniske fingeraftryksidentifikationssystemer, jf. Rådets afgørelse 2008/615/RIA, hvis sammenligninger er teknisk tilgængelige, medmindre der er rimelige grunde til at antage, at en sammenligning med sådanne systemer ikke vil medføre, at den registrerede bliver identificeret, og visuminformationssystemet, forudsat at betingelserne i Rådets afgørelse 2008/615/RIA for en sådan sammenligning er opfyldt.

Det er i henhold til artikel 20, stk. 1, desuden en betingelse for sammenligning af fingeraftryksoplysninger med henblik på retshåndhævelse, at følgende kumulative betingelser er opfyldt: a) sammenligningen er nødvendig med henblik på forebyggelse, opdagelse eller efterforskning af terrorhandlinger eller andre alvorlige lovovertrædelser, hvilket betyder, at der foreligger et tungtvejende hensyn til den offentlige sikkerhed, der gør det forholdsmæssigt at søge i databasen, b) sammenligningen er nødvendig i et specifikt tilfælde, og c) der er rimelig grund til at overveje, om sammenligningen vil bidrage væsentligt til at forebygge, opdage eller efterforske nogen af de pågældende lovovertrædelser.

3.1.1.6. Kontrol med behandling af personoplysninger

Efter forordningens artikel 32, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at der hvert år foretages en revision af behandlingen af personoplysninger med henblik på de i artikel 1, stk. 2, fastsatte formål af et uafhængigt organ, herunder en analyse af et udvalg af de begrundede elektroniske anmodninger.

Hver medlemsstat fastsætter, at bestemmelser vedtaget i henhold til national lovgivning til gennemførelse af rammeafgørelse 2008/977/RIA finder anvendelse på dens nationale myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på de i artikel 1, stk. 2, fastsatte formål, jf. forordningens artikel 33, stk. 1. Det følger desuden af artikel 33, stk. 2, at de nationale tilsynsmyndigheder, der er udpeget i medfør af rammeafgørelsen, fører tilsyn med lovligheden af medlemsstaternes behandling af personoplysninger i henhold til de i forordningens artikel 1, stk. 2, fastsatte formål, herunder fremsendelse af sådanne oplysninger til og fra Eurodac-systemet. Det bemærkes, at rammeafgørelse 2008/977/RIA er ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktion og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA.

Efter udlændingelovens § 58 i, stk. 6, fører Datatilsynet her i landet tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet og modtaget efter reglerne i Eurodac-forordningen.

Datatilsynet skal således fungere som den nationale tilsynsmyndighed i forbindelse med sammenligningen af fingeraftryk med henblik på retshåndhævelse.

3.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

I forbindelse med bekæmpelse af terrorhandlinger og andre alvorlige lovovertrædelser er det af afgørende betydning, at de retshåndhævende myndigheder råder over så fuldstændige og ajourførte oplysninger som muligt, for at de kan udføre deres arbejde.

Eurodac-forordningens regler om, at nationale myndigheder med henblik på retshåndhævelse kan få adgang til at foretage sammenligning af fingeraftryk med de oplysninger, der er lagret i Eurodac-systemet, er et værdifuldt redskab til at forebygge, opdage og efterforske terrorhandlinger og andre alvorlige lovovertrædelser.

Eurodac-forordningens regler herom finder imidlertid på grund af retsforbeholdet ikke anvendelse i forhold til Danmark.

Dansk tilslutning til denne del af Eurodac-forordningen forudsætter, at der mellem Danmark og EU opnås enighed om en tillægsprotokol til den eksisterende mellemstatslige aftale.

Med henblik på at sikre, at den danske lovgivning kan være på plads, og at Danmark dermed kan tilslutte sig den del af Eurodac-forordningen, der angår sammenligning og videregivelse af oplysninger med henblik på retshåndhævelse, på mellemstatsligt grundlag, så snart procedurerne i EU er afsluttet, fremsættes lovforslaget på nuværende tidspunkt.

Efter Eurodac-forordningens artikel 33, stk. 1, skal det fastsættes, at bestemmelser vedtaget i henhold til national lovgivning til gennemførelse af rammeafgørelse 2008/977/RIA også finder anvendelse på dens nationale myndigheders behandling af personoplysninger i medfør af Eurodac-forordningens regler om myndigheders sammenligning af fingeraftryksoplysninger med henblik på retshåndhævelse. I Danmark er rammeafgørelsens regler gennemført ved bekendtgørelse nr. 1287 af 25. november 2010 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager inden for Den Europæiske Union og Schengen-samarbejdet, som ændret ved bekendtgørelse nr. 884 af 4. juli 2014, der er udstedt med hjemmel i persondatalovens § 72 a.

3.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at justitsministeren, som er ressortansvarlig for de retshåndhævende myndigheder, bemyndiges til at fastsætte nærmere regler til gennemførelse af bestemmelser i forordningen om sammenligning og videregivelse af oplysninger med henblik på retshåndhævelse.

Bemyndigelsen vil navnlig blive benyttet til at fastsætte, hvilke myndigheder der har tilladelse til at anmode om sammenligning med Eurodac-oplysninger, jf. forordningens artikel 5, stk. 1, og hvilken myndighed mv. der skal være uafhængig kontrolmyndighed, jf. artikel 6, stk. 1.

Det forventes, at politikredsenes efterforskningssektioner vil blive udpeget til at være de operative enheder inden for Rigspolitiet, som har tilladelse til at anmode om sammenligninger med Eurodac-oplysninger gennem det nationale adgangspunkt, herunder med henblik på retshåndhævelse. Det bemærkes i den forbindelse, at Rigspolitiet allerede i dag er den overordnede myndighed, der har tilladelse til at anmode om sammenligning af fingeraftryk med oplysninger i Eurodac-systemet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, (forslag til udlændingelovens § 58 d) og bemærkningerne hertil.

3.2. Konsekvensændringer som følge af tilpasning af nummereringen af artikler i Schengengrænsekodeksen.

Med lovforslagets § 1, nr. 1-5, gennemføres tekniske konsekvensændringer som følge af, at en række artikler i Schengengrænsekodeksen grundet kodifikation er blevet forrykket, hvorved de nuværende artikelhenvisninger i udlændingeloven ikke længere er retvisende.

Lovforslaget indebærer således alene, at udlændingelovens henvisninger til forordningens artikler tilrettes.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Konsekvensændringerne som følge af kodifikation af Schengengrænsekodeksen har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

Hvis Danmark tilslutter sig det udvidede formål i Eurodac-forordningen, betyder det, at reglerne om, at nationale myndigheder med henblik på retshåndhævelse kan få adgang til at foretage sammenligning af fingeraftryk med de oplysninger, der er lagret i Eurodac-systemet, finder anvendelse i Danmark.

Det følger af Eurodac-forordningens artikel 32, stk. 2, at medlemsstaterne hvert år skal sikre, at der foretages en audit af behandlingen af personoplysninger af et uafhængigt organ. Lovforslaget vurderes i den forbindelse at medføre merudgifter på 0,5 mio. kr. i 2018 og 1,0 mio. kr. årligt i 2019 og frem for Datatilsynet. Merudgifterne er knyttet til ansættelse af yderligere årsværk i Datatilsynet til at udføre tilsyn, behandle klager, forespørgsler mv., og deltage i løbende møder. Skønnet er baseret på de aktiviteter, som Datatilsynet udfører som national tilsynsmyndighed i andre fælleseuropæiske informationssystemer (bl.a. Schengenområdet).

Lovforslaget har ikke nogen økonomiske eller administrative konsekvenser for regioner og kommuner.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget skaber det retlige grundlag for, at Danmark på mellemstatsligt grundlag kan tilslutte sig bestemmelserne om adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 af 26. juni 2013 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af forordning (EU) nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en af medlemsstaterne af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs og om medlemsstaternes retshåndhævende myndigheders og Europols adgang til at indgive anmodning om sammenligning med Eurodacoplysninger med henblik på retshåndhævelse og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011 om oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (omarbejdning).

Som følge af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender, jf. nærmere afsnit 2.1 ovenfor, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af Eurodac-forordningen, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Bestemmelserne vedrørende proceduren for sammenligning og videregivelse af oplysninger med henblik på retshåndhævelse er ikke dækket af den eksisterende mellemstatslige aftale mellem Danmark og EU, og dansk tilslutning til disse bestemmelser i retsakten vil derfor alene kunne ske, hvis Danmark og EU indgår en mellemstatslig aftale om en tillægsprotokol til den eksisterende aftale.

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.:

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 19. januar 2018 til den 16. februar 2018 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Advokatsamfundet, Amnesti Nu, Amnesty International, Børnerådet, Børns vilkår, Centralorganisationernes Fællesudvalg CFU, Danes Worldwide, Danish Biometrics, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Rejsebureauforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Danske Europabevægelse, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, Den katolske Kirke i Danmark, Det Kriminalpræventive Råd, Digitaliseringsstyrelsen, DIGNITY - Dansk Institut mod Tortur, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Finans Danmark, Flygtningenævnet, Folkehøjskolernes forening i Danmark, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Færøernes Landsstyre, HK/Danmark, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital, Indvandrerrådgivningen, Institut for Menneskerettigheder, Kirkernes Integrationstjeneste, KL, Knud Vilby (på vegne af Fredsfonden), Københavns Byret, Landsforeningen Adoption og Samfund, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsorganisationen LO, Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre), Mellemfolkeligt Samvirke, Parliamentary Assembly of the Organization for Security and Cooperation in Europe, Plums Fond for fred, økologi og bæredygtighed, Politiforbundet, PRO-Vest, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, Red Barnet, Refugees Welcome, Retspolitisk Forening, Retten i Randers, Rigspolitiet, Røde Kors, Rådet for Etniske Minoriteter, SOS Racisme, Statsforvaltningen, Tilsynet med Efterretningstjenesterne, Udlændingenævnet, Ungdommens Røde Kors, UNHCR Regional Repræsentation for Northern Europe, UNICEF Danmark, Work-live-stay southern denmark, Ældre Sagen, Ægteskab Uden Grænser, Aarhus erhverv/International Community, 3 F og samtlige byretter.

 
9. Sammenfattende skema
 
 
Positive konsekvenser/ mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/ mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Der forventes merudgifter for Datatilsynet på ca. 0,5 mio. kr. i 2018 og 1 mio. kr. årligt i 2019 og frem
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Der forventes administrative konsekvenser for Datatilsynet i forbindelse med tilsyn med sammenligningen af fingeraftryk med henblik på retshåndhævelse
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget skaber det retlige grundlag for, at Danmark på mellemstatsligt grundlag kan tilslutte sig bestemmelserne om adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 af 26. juni 2013 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af forordning (EU) nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en af medlemsstaterne af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs og om medlemsstaternes retshåndhævende myndigheders og Europols adgang til at indgive anmodning om sammenligning med Eurodacoplysninger med henblik på retshåndhævelse og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011 om oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (omarbejdning).
Går videre end minimumskrav i EU-regulering (sæt X)
JA
NEJ
X


 


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Forslaget er af teknisk karakter.

Den 4. marts 2016 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet under henvisning til traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde en kodifikation af Schengengrænsekodeksen med senere ændringer, jf. herved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (kodifikation).

I den forbindelse blev nummereringen af en række artikler i Schengengrænsekodeksen forrykket.

Som konsekvens heraf foreslås det i § 2 b, stk. 4, at henvisningen til Schengengrænsekodeksens artikel 5, stk. 4, litra a, ændres til Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 5, litra a.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.

Til nr. 2

Forslaget er af teknisk karakter.

Den 4. marts 2016 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet under henvisning til traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde en kodifikation af Schengengrænsekodeksen med senere ændringer, jf. herved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (kodifikation).

I den forbindelse blev nummereringen af en række artikler i Schengengrænsekodeksen forrykket.

Som konsekvens heraf foreslås det i § 28, stk. 5, 1. pkt., at henvisningen til Schengengrænsekodeksens artikel 5, stk. 4, litra c, ændres til Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 5, litra c.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.

Til nr. 3

Forslaget er af teknisk karakter.

Den 4. marts 2016 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet under henvisning til traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde en kodifikation af Schengengrænsekodeksen med senere ændringer, jf. herved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (kodifikation).

I den forbindelse blev nummereringen af en række artikler i Schengengrænsekodeksen forrykket.

Som konsekvens heraf foreslås det i § 38, stk. 1, at henvisningen til Schengengrænsekodeksens artikel 6 og 7 ændres til Schengengrænsekodeksens artikel 7 og 8.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.

Til nr. 4

Forslaget er af teknisk karakter.

Den 4. marts 2016 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet under henvisning til traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde en kodifikation af Schengengrænsekodeksen med senere ændringer, jf. herved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (kodifikation).

I den forbindelse blev nummereringen af en række artikler i Schengengrænsekodeksen forrykket.

Som konsekvens heraf foreslås det i § 38, stk. 2, 2. pkt., § 39, stk. 3, 2. pkt., § 43, stk. 5, 2. pkt., § 59, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., og § 59 a, stk. 2, at henvisningen til Schengengrænsekodeksens artikel 23 ændres til Schengengrænsekodeksens artikel 25.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.

Til nr. 5

Forslaget er af teknisk karakter.

Den 4. marts 2016 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet under henvisning til traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde en kodifikation af Schengengrænsekodeksen med senere ændringer, jf. herved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (kodifikation).

I den forbindelse blev nummereringen af en række artikler i Schengengrænsekodeksen forrykket.

Som konsekvens heraf foreslås det i § 38, stk. 3, 1. pkt., at henvisningen til Schengengrænsekodeksens artikel 4, 18 og 19 ændres til Schengengrænsekodeksens artikel 5, 19 og 20.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.

Til nr. 6 og 7

Med ændringerne i udlændingelovens § 58 d gennemføres de nødvendige lovændringer som følge af Danmarks tilslutning til de bestemmelser i Eurodac-forordningen, som angår adgang til Eurodac-systemet med henblik på retshåndhævelse.

Det følger af udlændingelovens § 58 d, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i Schengenkonventionen, VIS-forordningen, Dublinforordningen og Eurodac-forordningen. Der kan i den forbindelse fastsættes nærmere bestemmelser om, at andre end Rigspolitichefen efter § 58 j, stk. 1-3, kan videregive oplysninger til det centrale Eurodac-system.

Bemyndigelsen til, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af bl.a. Eurodac-forordningen foreslås opretholdt, men ikke for så vidt angår forordningens regler om sammenligning og videregivelse af oplysninger med henblik på retshåndhævelse, der som noget nyt vil finde anvendelse på Danmark.

På den baggrund foreslås det i udlændingelovens § 58 d, 1. pkt., præciseret, at udlændinge- og integrationsministeren ikke skal have bemyndigelse til at fastsætte regler om sammenligning og videregivelse af oplysninger med henblik på retshåndhævelse.

Endvidere foreslås der indsat et nyt stk. 2, hvorved der gives bemyndigelse til, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af bestemmelser i forordningen om sammenligning og videregivelse af oplysninger med henblik på retshåndhævelse.

Bemyndigelsen vil navnlig blive benyttet til at fastsætte, hvilke myndigheder der har tilladelse til at anmode om sammenligning med Eurodac-oplysninger, jf. forordningens artikel 5, stk. 1, og hvilken myndighed mv. der skal være uafhængig kontrolmyndighed, jf. artikel 6, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.1.2.-3.1.3.

Til § 2

Det foreslås i § 2, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2.

De foreslåede ændringer af henvisninger til artikler i Schengengrænsekodeksen, jf. lovforslagets § 1, nr. 1-5, træder således i kraft den 1. juli 2018.

Da tidspunktet for Danmarks tilslutning til den del af Eurodac-forordningen, der angår sammenligning om videregivelse af oplysninger med henblik på retshåndhævelse, på mellemstatsligt grundlag endnu ikke er endeligt fastlagt, foreslås det i § 2, stk. 2, at den foreslåede ændring af udlændingelovens § 58 d, 1. pkt., og den foreslåede bestemmelse i § 58 d, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, træder i kraft efter udlændinge- og integrationsministerens nærmere bestemmelse.

På den måde sikres det, at Danmark kan tilsluttes retsakten på mellemstatsligt grundlag, så snart der er indgået en mellemstatslig aftale med Det Europæiske Fællesskab herom. Den danske regering kan således meddele, at tiltrædelsesprocedurerne her i landet er afsluttet, når lovforslaget er vedtaget, og loven er stadfæstet, og aftalen er undertegnet af begge parter. Udlændinge- og integrationsministeren kan herefter sætte loven i kraft i tilknytning til aftalens ikrafttræden.

Det er endvidere hensigten, at den del af loven, der angår Eurodac-forordningen, først sættes i kraft, når de fornødne tekniske løsninger og administrative sagsgange ved de myndigheder, som får tilladelse til at anmode om sammenligning med Eurodac-oplysninger, og den myndighed mv., der skal være uafhængig kontrolmyndighed, er blevet etableret.

Til § 3

Den foreslåede bestemmelse, der vedrører lovens territoriale gyldighed, indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, som senest ændret ved lov nr. 124 af 26. februar 2018, foretages følgende ændringer:
   
§ 2 b. ---
  
Stk. 2. og 3. ---
  
Stk. 4. Udlændinge, der har opholdstilladelse eller tilbagerejsetilladelse udstedt af et andet Schengenland, eller som har visum til ophold af mere end 90 dages varighed med gyldighed begrænset til et andet Schengenland (langtidsvisum), har ret til uden ugrundet ophold at rejse gennem Danmark i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 5, stk. 4, litra a.
 
1. I § 2 b, stk. 4, ændres »artikel 5, stk. 4, litra a« til: »artikel 6, stk. 5, litra a«.
   
§ 28. ---
  
Stk. 2-4. ---
  
Stk. 5. Afvisning efter stk. 1-4 må dog ikke ske, hvis udlændingen i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 5, stk. 4, litra c, har opnået særlig tilladelse til at indrejse i Danmark. Har udlændingen efter § 2 b, stk. 4, ret til at rejse gennem Danmark, kan den pågældende alene afvises efter stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2-4.
 
2. I § 28, stk. 5, 1. pkt., ændres »artikel 5, stk. 4, litra c« til: »artikel 6, stk. 5, litra c«.
   
§ 38. Ved grænsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, skal ind- og udrejsekontrol finde sted i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 6 og 7.
 
3. I § 38, stk. 1, ændres »artikel 6 og 7« til: »artikel 7 og 8«.
Stk. 2. Ind- og udrejsekontrol må ikke finde sted ved grænsen til et Schengenland.
  
Dog kan der undtagelsesvis ske kontrol ved en sådan grænse i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 23.
 
4. I § 38, stk. 2, 2. pkt., ændres »artikel 23« til: »artikel 25«.
Stk. 3. Ind- og udrejse over grænsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, må, medmindre andet er fastsat i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 4, 18 og 19, alene finde sted ved de grænseovergangssteder (havne og lufthavne), der er godkendt af udlændinge- og integrationsministeren, og alene inden for disses åbningstid. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere vilkår for godkendelsen af en havn eller lufthavn som grænseovergangssted.
 
5. I § 38, stk. 3, 1. pkt., ændres »artikel 4, 18 og 19« til: »artikel 5, 19 og 20«.
   
§ 39. ---
  
Stk. 2. ---
  
Stk. 3. Passet eller rejselegitimationen skal ved ind- og udrejse forevises for paskontrollen og under ophold her i landet på begæring forevises for offentlige myndigheder.
  
Ved indrejse fra eller udrejse til et Schengenland skal passet eller rejselegitimationen ikke forevises for paskontrollen, medmindre der undtagelsesvis sker kontrol ved en sådan grænse i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 23, jf. § 38, stk. 2. Udlændinge- og integrationsministeren kan bestemme, at udlændinge til stadighed skal medføre deres pas eller anden legitimation under ophold her i landet. Udlændinge- og integrationsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om de betingelser, som en udlænding, der ikke skal have udstedt visum for at indrejse og opholde sig i Danmark, skal opfylde ved indrejse og ophold her i landet.
 
4. I § 39, stk. 3, 2. pkt., og § 43, stk. 5, 2. pkt., ændres »artikel 23« til: »artikel 25«.
   
§ 43. ---
  
Stk. 2-4. ---
  
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 3 og 4 finder ikke anvendelse ved indrejse fra et Schengenland. Stk. 3 finder dog anvendelse, hvis der er indført indrejsekontrol ved grænsen i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 23, jf. § 38, stk. 2, og udlændinge- og integrationsministeren har truffet beslutning efter § 59 a, stk. 2.
  
   
§ 58 d. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i Schengenkonventionen, VIS-forordningen og Eurodacforordningen. Der kan i den forbindelse fastsættes bestemmelser om, at andre end Rigspolitichefen efter § 58 j, stk. 1-3, kan videregive oplysninger til det centrale Eurodac-system.
 
6. I § 58 d, 1. pkt., indsættes efter »Eurodacforordningen«: », jf. dog stk. 2«.
  
7. I § 58 d indsættes som stk. 2:
  
»Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af bestemmelser i Eurodacforordningen om sammenligning og videregivelse af oplysninger med henblik på retshåndhævelse.«
   
§ 59. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den udlændinge, som:
  
1) Indrejser eller udrejser uden om paskontrollen her i landet eller i et andet nordisk land eller uden for grænseovergangsstedets åbningstid. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke ved indrejse fra eller udrejse til et Schengenland, medmindre der undtagelsesvis sker kontrol ved en sådan grænse i medfør af Schengenkodeksens artikel 23, jf. § 38, stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået i gentagelsestilfælde.
 
4. I § 59, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., og § 59 a, stk. 2, ændres »artikel 23« til: »artikel 25«.
   
§ 59 a. ---
  
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse ved indrejse fra et Schengenland, medmindre udlændinge- og integrationsministeren har truffet beslutning om, at stk. 1 skal finde anvendelse, i forbindelse med at der er indført indrejsekontrol ved grænsen i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 23, jf. § 38, stk. 2.