Fremsat den 25. april 2018 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige og forskellige andre love og om
ophævelse af lov om forsøg med eftergivelse af
gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper
(Forenkling af regler om inddrivelse af
gæld til det offentlige m.v. og
forældelseshåndtering m.v.)
Skatteministeriet
§ 1
I lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015,
som ændret ved lov nr. 1253 af 17. november 2015, § 1 i
lov nr. 298 af 22. marts 2016, § 1 i lov nr. 285 af 29. marts
2017 og senest ved § 1 i lov nr. 258 af 10. april 2018,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 2 indsættes efter stk. 4
som nye stykker:
»Stk. 5.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved kendskab til eller mistanke
om datafejl, der kan henføres til forhold hos fordringshaver
eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver
fordringen, helt eller delvist suspendere inddrivelse af
fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyndighedens skøn
kan være berørt af fejlen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden ophæver suspensionen,
når fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, har identificeret og
tilbagekaldt de fordringer, som efter en undersøgelse
gennemført af fordringshaver eller den, der på vegne
af fordringshaveren opkræver fordringen, har vist sig at
være berørt af fejlen. Har fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
ikke inden for en af restanceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt
af fejlen, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende
samtlige de fordringer med renter og gebyrer, der omfattes af
suspensionen.
Stk. 6.
Fordringer, som er omfattet af suspension efter stk. 5, forrentes
fortsat efter § 5.
Stk. 7.
Ophæves en suspension, genindtræder de fordringer, som
ikke er tilbagekaldt af fordringshaver eller den, der på
vegne af fordringshaver opkræver fordringen, i
dækningsrækkefølgen efter § 4.
Dækninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget
på skyldners anden gæld i den periode, hvor
fordringerne var omfattet af suspensionen efter stk. 5,
ophæves ikke. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved
tilbagesendelse efter stk. 5, 3. pkt., træffe beslutning om,
hvorvidt dækninger, der allerede er foretaget på de
berørte fordringer, mens de var under inddrivelse, skal
ophæves, samt om hvorvidt tilskrevne inddrivelsesrenter skal
ophæves.«
Stk. 5-9 bliver herefter stk. 8-12.
2. I
§ 2, stk. 5, 3. pkt., der bliver
stk. 8, 3. pkt., ændres »stk. 6« til: »stk.
9«.
3. I
§ 2, stk. 7, 2. pkt., der bliver
stk. 10, 2. pkt., ændres »stk. 8« til:
»stk. 11«.
4. I
§ 2, stk. 9, 1. pkt., der bliver
stk. 12, 1. pkt., ændres »stk. 1-8« til:
»stk. 1-11«.
5. I
§ 3, stk. 8, 1. pkt.,
indsættes efter »3-7«: »og om fradrag af
pensionsindbetalinger ved betalingsevnevurdering«, og som
3. pkt. indsættes:
»Skatteministeren kan fastsætte
nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens
redegørelse for renter efter kildeskattelovens §§
62 A og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via
skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre
fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, i
afgørelser og meddelelser til skyldner og andre.«
6.
Efter § 3 A indsættes:
Ȥ 3 B. Renter efter
kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og gebyrer, der
opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens
§ 16, eller andre fordringshaversystemer, der anvender et
saldoprincip, behandles med hensyn til forældelse som
selvstændige hovedkrav, efter at
restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddrivelse.
Det samme gælder renter og gebyrer, som
restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddrivelse, uden at
hovedkravet samtidig overdrages til inddrivelse, eller uden at det
i forbindelse med overdragelsen oplyses, at hovedkravet allerede er
under inddrivelse. Andre gebyrer end de, der nævnes i 1. og
2. pkt., anses, når de modtages af
restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, med hensyn til
accessorisk forældelse efter forældelseslovens §
23, stk. 2, alene at vedrøre det hovedkrav, som gebyret ved
overdragelsen oplyses at være knyttet til.
Stk. 2.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de
forhold, der reguleres af stk. 1.
§ 3 C. Indtræder der et
skyldnerskifte for en fordring, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder som følge af
dødsfald, fusion og spaltning, forbliver fordringen hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og renter tilskrives fortsat i
medfør af § 5, stk. 1. Efter at have fået
kendskab til skyldnerskiftet giver restanceinddrivelsesmyndigheden
den eller de nye skyldnere en betalingsfrist på 14 dage,
inden for hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage
modregning, mens anden form for inddrivelse af fordringen alene kan
foretages, hvis inddrivelsen er nødvendig for at afbryde
forældelsen.«
7. I
§ 4, stk. 2, indsættes som
3. og 4.
pkt.:
»For en opkrævningsrente lægges
det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden fik oplyst ved
modtagelsen af opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen
af 2. pkt. Er en oplysning om hovedkravet ikke givet ved
modtagelsen af en opkrævningsrente, anvendes alene 1.
pkt.«
8. I
§ 9 a indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er i begrundelsen for en
afgørelse om modregning alene forpligtet til at henvise til,
at fordringen er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Stk. 3. Ved
modregning med renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og
63 lægger restanceinddrivelsesmyndigheden det hovedkrav, som
restanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af disse renter fik
oplyst, til grund, når modregningen gennemføres, efter
at skyldnerens krav på udbetaling fra staten er overdraget
til tredjemand.«
9. § 10,
stk. 2, 1. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes:
»Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
træffe afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i
skatteyderens beregnede eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er
nødvendigt til betaling af fordringer med
påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre
omkostninger, hvor betalingsfristen er overskredet.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er i begrundelsen for
afgørelsen om lønindeholdelse alene forpligtet til at
henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.«
10. I
§ 10, stk. 3, 5. pkt.,
indsættes efter »rådighedsbeløb,«:
»og om fradrag af pensionsindbetalinger«.
11. I
§ 10 a, stk. 1, indsættes
efter »til dækning af«:
»tilbagebetalingskrav efter § 10 b, stk. 3,
hidrørende fra særskilt lønindeholdelse
samt«.
12.
Efter § 10 a indsættes før overskriften
før § 11:
»§ 10 b. Nedsættes
det samlede beløb, der er indeholdt i A-skat og
lønindeholdt efter §§ 10 eller 10 a, som
følge af en indeholdelsespligtigs korrektion af et
indberettet beløb til indkomstregisteret, efter at
restanceinddrivelsesmyndigheden har anvendt en del af det
indberettede beløb til dækning af fordringer i
overensstemmelse med § 4, skal fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen, tilbagebetale det
for meget modtagne beløb til
restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagebetalingen kan
gennemføres ved modregning uden modregningsmeddelelse i
udbetalinger fra restanceinddrivelsesmyndigheden til
fordringshaveren eller den, der på dennes vegne
opkræver fordringen. Dækninger af skyldners fordringer
inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre omkostninger
ophæves, i det omfang indeholdte
lønindeholdelsesbeløb, der er anvendt til
dækning, nedsættes efter 1. pkt.
Stk. 2. Kan det
ud fra de oplysninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden henter i
indkomstregisteret, ikke afgøres, hvilke fordringer der blev
dækket med beløbet, som nedsættes efter stk. 1,
foretages reguleringerne på den eller de fordringer, der i
henhold til dækningsrækkefølgen med seneste
betalingstidspunkt er dækket med beløb modtaget efter
henholdsvis §§ 10 eller 10 a vedrørende den
måned, som nedsættelsen vedrører. For
efterfølgende nedsættelser, der kan henføres
til konkrete dækninger, der efter 1. pkt. er helt eller
delvist ophævet, sker den regulering, som den
efterfølgende nedsættelse giver anledning til, i
overensstemmelse med 1. pkt. på den eller de fordringer, der
på reguleringstidspunktet i henhold til
dækningsrækkefølgen med seneste
betalingstidspunkt er dækket med beløb modtaget efter
henholdsvis §§ 10 eller 10 a for den måned, som
nedsættelsen vedrører.
Stk. 3. Har
skyldneren modtaget et overskydende beløb, der på
baggrund af en nedsættelse efter stk. 1 viser sig at
være udbetalt med urette, skal beløbet tilbagebetales.
Efter at have fået kendskab til nedsættelsen af det
lønindeholdte beløb opkræver
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagebetalingskravet hos
skyldneren med en betalingsfrist på 14 dage, der regnes fra
afsendelsen af opkrævningen. Tilbagebetalingskravet anses for
at være modtaget til inddrivelse, når betalingsfristen
efter 2. pkt. er udløbet.«
13.
Efter § 16 indsættes før overskriften før
§ 17:
»Pligt til
oplysning om ny adresse ved flytning til udlandet
§ 16 a. En skyldner, der har
gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
på mindst 100 kr., og som fraflytter Danmark, har pligt til
inden udrejsen at give restanceinddrivelsesmyndigheden oplysning om
fraflytningen, jf. dog stk. 5.
Stk. 2.
Oplysningspligten efter stk. 1 omfatter skyldnerens
1)
personnummer,
2) fulde navn
eller adresseringsnavn,
3) hidtidige
adresse og bopælskommune,
4) fremtidige
adresse og bopælsland samt
5)
flyttedato.
Stk. 3. Har en
skyldner omfattet af stk. 1 ikke en fast bopæl i udlandet,
gælder stk. 2, nr. 4, ikke. Skyldner skal da i stedet oplyse
en kontaktadresse, medmindre skyldner er tilsluttet Digital
Post.
Stk. 4. Skyldner
har efter udrejsen pligt til at opdatere oplysningerne efter stk. 2
og 3, senest 14 dage efter at forholdene har ændret sig, jf.
dog stk. 5.
Stk.5. Har
restanceinddrivelsesmyndigheden over for skyldner truffet
afgørelse om eller med skyldner indgået aftale om en
afdragsordning for skyldners gæld under inddrivelse,
gælder stk. 1 og 4 ikke, så længe
afdragsordningen overholdes. Undlader skyldner efter sin
fraflytning fra Danmark at betale et afdrag, skal oplysningerne i
stk. 2 og 3 gives eller opdateres af skyldner senest 14 dage efter
afdragets forfaldsdato.
Stk. 6.
Overstiger opholdets varighed i udlandet ikke 6 måneder,
gælder stk. 1 ikke, hvis skyldner er tilsluttet Digital
Post.
Stk. 7. Er den,
der flytter, ikke selv i stand til at anmelde flytning, skal
flytningen anmeldes af den, der er ansvarlig for den
pågældende.
Stk. 8.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om stk.
1-6.
§ 16 b. Medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt
eller ved grov uagtsomhed
1) undlader at
opfylde pligten efter § 16 a, stk. 1 eller 7,
2) afgiver
urigtige eller vildledende oplysninger efter § 16 a, stk. 2
eller 3, eller
3) undlader at
opfylde pligten efter stk. 16 a, stk. 4.
§ 16 c. Skønnes en
overtrædelse af § 16 b ikke at ville medføre
højere straf end bøde, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden i et bødeforelæg
tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den,
der har begået overtrædelsen, erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden
for en nærmere angivet frist, der efter anmodning kan
forlænges, at betale en bøde, der er angivet i
bødeforelægget.
Stk. 2.
Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og
om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder
tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.
Stk. 3. Vedtages
bøden, bortfalder videre forfølgning.
Stk. 4.
Bøder i sager, der afgøres administrativt,
opkræves af restanceinddrivelsesmyndigheden og anses for
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse,
når bøden ikke er betalt i rette tid.«
14. Overskriften før § 18 a affattes
således:
»Udskydelse af
forældelse og foreløbig afbrydelse«.
15. I
§ 18 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
For fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden,
indtræder forældelse tidligst 3 år efter
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog
3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes forsat fra det i
1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv om fordringen
tilbagesendes til fordringshaveren eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen. Overdrages en fordring, der er
tilbagesendt som anført i 2. pkt., atter til
restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på 3 år
fra det første modtagelsestidspunkt. Bestemmelsen i 1. pkt.
omfatter ikke fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat
særlige regler, der vil være til hinder for en
foreløbig afbrydelse.«
§ 2
Lov om forsøg med eftergivelse af
gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1063 af 25. oktober 2006, som
ændret ved § 120 i lov 1336 af 19. december 2008 og
§ 2 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, ophæves.
§ 3
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1162 af 1. september 2016, som ændret bl.a. ved § 5
i lov nr. 1554 af 13. december 2016, lov nr. 475 af 17. maj 2017,
lov nr. 685 af 8. juni 2017, § 2 i lov nr. 1376 af 4. december
2017 og senest ved lov nr. 1684 af 26. december 2017, foretages
følgende ændring:
1. § 7,
nr. 23, ophæves.
Nr. 24-31 bliver herefter nr. 23-30.
Beskæftigelsesministeriet
§ 4
I lov nr. 174 af 24. februar 2015 om
kontantydelse, som ændret ved § 39 i lov nr. 994 af 30.
august 2015, foretages følgende ændring:
1. I
§ 19, stk. 4, indsættes som
2.-4. pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1. pkt.
på ny anvendelse.«
§ 5
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016, som
ændret ved § 1 i lov nr. 173 af 20. februar 2017 og
§ 9 i lov nr. 674 af 8. juni 2017, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 70 f, stk. 11, indsættes
som 6.-8.
pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 5. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 5. pkt.
på ny anvendelse.«
§ 6
I lov om aktiv socialpolitik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1000 af 30. august 2015, §
8 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 og § 5 i lov nr. 1669 af 26.
december 2017, foretages følgende ændring:
1. I
§ 95, stk. 2, indsættes som
2.-4.
pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen eller Udbetaling
Danmark, jf. stk. 1, 1. pkt., finder 1. pkt. på ny
anvendelse.«
§ 7
I lov nr. 287 af 29. marts 2017 om en
midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v. foretages
følgende ændring:
1. I
§ 19, stk. 3, indsættes som
2.-4.
pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til Udbetaling Danmark, finder
1. pkt. på ny anvendelse.«
Børne- og
Socialministeriet
§ 8
I dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 748 af 20. juni 2016, som ændret ved § 7 i lov nr.
665 af 8. juni 2016, lov nr. 1545 af 13. december 2016, lov nr.
1546 af 13. december 2016 og § 1 i lov nr. 427 af 3. maj 2017,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 93, stk. 2, indsættes som
2.-4.
pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1. pkt.
på ny anvendelse.«
§ 9
I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 102 af 29. januar 2018, som
ændret ved lov nr. 221 af 20. marts 2018, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 165, stk. 2, indsættes som
2.-4. pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1. pkt.
på ny anvendelse.«
Justitsministeriet
§ 10
I lov om fremgangsmåden ved inddrivelse
af skatter og afgifter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 572
af 20. juni 2001, som ændret ved § 13 i lov nr. 430 af
6. juni 2005, § 1 i lov nr. 252 af 30. marts 2011, § 2 i
lov nr. 114 af 31. januar 2017 og § 5 i lov nr. 670 af 8. juni
2017, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 5, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»Retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt.,
finder dog ikke anvendelse for fordringer, der er omfattet af lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.«
2. I
§ 5 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2.
Meddelelsen, som er nævnt i retsplejelovens § 493, stk.
3, 1. pkt., skal i tilfælde, hvor retsplejelovens § 493,
stk. 3, 2. pkt., ikke finder anvendelse, indeholde oplysninger om
fordringshaver, fordringstype, fordringens modtagelsesdato hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, kravets størrelse og, hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget oplysningerne herom,
tillige periode eller stiftelsesdato.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. I
§ 5 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, der skal meddeles efter stk. 2, herunder særlige
regler om beskrivelse af renter og andre relaterede
fordringer.«
§ 11
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juni 2018, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Skatteministeren
fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af denne lovs
§ 1, nr. 11 og 12.
Stk. 3. § 3 B og
§ 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6 og 15,
finder ikke anvendelse på fordringer m.v., der modtages til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden før 1. juni
2018. For sådanne fordringer m.v. finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Stk. 4. Denne lovs
§§ 2 og 3 finder ikke anvendelse på
ansøgninger, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden
før 1. juni 2018. For sådanne ansøgninger
finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | 1. | Indledning | | 1.1. | Lovforslagets
formål og baggrund | 2. | Lovforslagets
indhold | | 2.1. | Foreløbig
afbrydelse af forældelsen ved overdragelse af fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden | | | 2.1.1. | Gældende
ret | | | 2.1.2. | Lovforslaget | | 2.2. | Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af
accessorisk forældelse m.v. | | | 2.2.1. | Gældende
ret | | | | 2.2.1.1. | SKATs opkrævning
af personskatter | | | | 2.2.1.2. | Skattekontoen | | | 2.2.2. | Lovforslaget | | 2.3. | Dækningsrækkefølgen for renter
uden relation til den hovedfordring, hvoraf renten er
beregnet | | | 2.3.1. | Gældende
ret | | | | 2.3.1.1. | SKATs opkrævning
af personskatter | | | | 2.3.1.2. | Skattekontoen | | | 2.3.2. | Lovforslaget | | 2.4. | Præcisering af
bortfaldsregler | | | 2.4.1. | Gældende
ret | | | 2.4.2. | Lovforslaget | | 2.5. | Ændringer i
reglerne om restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om
modregning og lønindeholdelse | | | 2.5.1. | Gældende
ret | | | 2.5.2. | Lovforslaget | | 2.6. | Restanceinddrivelsesmyndighedens beskrivelse af
renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og
gebyrer, der opkræves via skattekontoen m.fl., i
afgørelser og meddelelser til skyldner og andre | | | 2.6.1. | Gældende
ret | | | 2.6.2. | Lovforslaget | | 2.7. | Lempelse af krav til
forkyndelser foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder | | | 2.7.1. | Gældende
ret | | | 2.7.2. | Lovforslaget | | 2.8. | Regulering af
restanceinddrivelsesmyndighedens
undersøgelsespligt | | | 2.8.1. | Gældende
ret | | | 2.8.2. | Lovforslaget | | 2.9. | Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af
skyldnerskifte | | | 2.9.1. | Gældende
ret | | | 2.9.2. | Lovforslaget | | 2.10. | Klarere regler for
betalingsevnevurdering, hvori der indgår
pensionsindbetalinger | | | 2.10.1. | Gældende
ret | | | 2.10.2. | Lovforslaget | | 2.11. | Klarere regler for
håndtering af negative korrektioner ved
lønindeholdelse | | | 2.11.1. | Gældende
ret | | | 2.11.2. | Lovforslaget | | 2.12. | Pligt for skyldnere
med gæld under inddrivelse til at oplyse
restanceinddrivelsesmyndigheden om ny adresse ved flytning til
udlandet | | | 2.12.1. | Gældende
ret | | | 2.12.2. | Lovforslaget | | 2.13. | Ophævelse af
forsøgsordning med eftergivelse af gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper | | | 2.13.1. | Gældende
ret | | | 2.13.2. | Lovforslaget | 3. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige | 4. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 5. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 6. | Miljømæssige konsekvenser | 7. | Forholdet til
EU-retten | 8. | Hørte
myndigheder og organisationer m.v. | 9. | Sammenfattende
skema |
|
1. Indledning
Det er vigtigt for regeringen og
aftalepartierne bag »Aftale om styrkelse af den offentlige
gældsinddrivelse« at sikre grundlaget for en sikker og
effektiv fremadrettet inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det er hverken ret eller rimeligt, at andre borgere skal betale for
dem, der ikke betaler deres gæld til det offentlige.
Regeringen har derfor sammen med aftalepartierne iværksat en
række initiativer, der skal sikre, at inddrivelsen af
gæld til det offentlige kommer på fode igen, efter at
SKAT den 8. september 2015 besluttede at stoppe al automatisk
inddrivelse af gæld til det offentlige på baggrund af,
at en række analyser af Ét Fælles
Inddrivelsessystem (EFI) og DebitorMotorInddrivelse (DMI) havde
påvist fejl af funktionel, teknisk og datamæssig
karakter.
Som opfølgning på handlingsplanen
»Aftale om et nyt skattevæsen« fra den 25.
september 2015 indgik V-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk
folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Det Konservative
Folkeparti »Aftale om et nyt skattevæsen« af 18.
november 2016 om en fælles forståelse om
nødvendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt
rammerne herfor. På baggrund heraf er der igangsat et
omfattende arbejde med bl.a. at udvikle et nyt it-system for
inddrivelse, ligesom der er gennemført en række
regelforenklinger på inddrivelsesområdet til
understøttelse af de to første faser af udviklingen
af det nye it-system.
Da erfaringerne med udviklingen af det
suspenderede it-system EFI/DMI har vist, at det er særdeles
vanskeligt at tilpasse et nyt it-system til en kompleks og
omfattende lovgivning, har regeringen (Venstre, Liberal Alliance og
Det Konservative Folkeparti) samt Dansk Folkeparti,
Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti i »Aftale om styrkelse af den
offentlige gældsinddrivelse« fra juni 2017
erklæret sig enige i, at der er behov for yderligere
forenkling og tilpasning af reglerne på
inddrivelsesområdet for at sikre udviklingen af en effektiv
it-understøttelse og efterfølgende administration af
inddrivelsesopgaven.
Det er derfor fundet nødvendigt at
fastsætte klarere og enklere regler på en række
områder, der understøtter den fremtidige
administration samt de næste faser af udviklingen af det nye
it-system, hvor it-systemet bl.a. udbygges til at kunne
håndtere betalingsevneberegning, lønindeholdelse og
forældelse. Endvidere har en række analyser
afdækket problemer med de data, som fordringshaverne skal
angive ved oversendelse af en fordring til inddrivelse, hvilket har
nødvendiggjort fastsættelse af enkle og klare regler
for de oplysninger, restanceinddrivelsesmyndigheden skal
lægge til grund ved iværksættelse af inddrivelse,
således at opgave- og ansvarsfordelingen mellem
restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringshaverne bliver
tydeligere og kan skabe grundlag for et bedre og enklere
samarbejde.
1.1. Lovforslagets
formål og baggrund
I forlængelse af den politiske aftale
»Aftale om et nyt skattevæsen« af 18. november
2016 om en fælles forståelse om nødvendigheden
af at opbygge et nyt skattevæsen samt rammerne herfor har
regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti) samt Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten,
Alternativet, Radikale Venst?re og Socialistisk Folkeparti
indgået »Aftale om styrkelse af den offentlige
gældsinddrivelse« af den 8. juni 2017.
Nærværende lovforslag har til formål at
udmønte dele af denne aftale.
Aftalepartierne er enige om, at det er en helt
afgørende forudsætning for etablering af en effektiv
inddrivelse af gæld, at der tilvejebringes forenklinger af
lovgivningen på området. Lovforslaget indeholder som
opfølgning herpå følgende forslag til
forenklinger af inddrivelseslovgivningen:
Entydige
særregler for forældelse
- Foreløbig
afbrydelse af forældelsen, når fordringer modtages til
inddrivelse
- Indførelse
af regler for forældelse af renter og gebyrer (accessorisk
forældelse)
Klarere og
enklere regler
- Forenkling af
forældelse efter bortfaldsregler
- Forenkling af
regler for medregning af pensionsindbetalinger ved
betalingsevnevurdering
- Klarere regler
for håndtering af negative korrektioner ved
lønindeholdelse
- Klarere regler i
forbindelse med skyldnerskifte i forhold til cpr- og
cvr-skyldnere
- Ophævelse
af forsøgsordning om eftergivelse af gæld for socialt
udsatte grupper
Undgå
datafejl
- Klarere regler
for afviklingsmodenhed m.v. ved modregning og
lønindeholdelse
- Klarere og
enklere regler ved tilsigelse til udlægsforretning
- Klarere regler
for restanceinddrivelsesmyndighedens undersøgelsespligt ved
modtagelse af fordringer til inddrivelse.
Som en del af aftalen er der også
enighed om at udvide lønindeholdelsen i
inddrivelsesbekendtgørelsen, så den øvre
grænse for procentsatsen for lønindeholdelse
hæves i intervaller fra de nuværende 30 pct. til f.eks.
40 pct. for personer med en indkomst over ca. [450.000 kr./410.000]
kr. for personer med forsørgerpligt hhv.
ikke-forsørgere (2017-niveau). Forslaget om progressiv
lønindeholdelse kan gennemføres ved ændring af
inddrivelsesbekendtgørelsen. Det er tanken, at
ændringen af bekendtgørelsen, der også vil
indeholde en række andre forenklinger og præciseringer,
vil skulle træde i kraft samtidig med ændringsloven,
der hviler på nærværende lovforslag.
Aftalepartierne var endvidere enige om, at der
skal afsættes flere ressourcer til indsatsen mod skyldnere,
der forsøger at undgå at betale deres gæld til
det offentlige ved at bosætte sig i udlandet. Derfor oprettes
en særlig enhed i Gældsstyrelsen målrettet
skyldnere med stor gæld og bosat i udlandet. Dette
følges i lovforslaget yderligere op af et forslag om
indførelse af en pligt for skyldnere med gæld under
inddrivelse til at oplyse restanceinddrivelsesmyndigheden om den
udenlandske adresse ved flytning til udlandet.
Lovforslaget er det femte i rækken af
lovgivningstiltag på inddrivelsesområdet, der er
fremsat i forlængelse af SKATs suspension af al automatisk
inddrivelse af gæld til det offentlige via EFI i september
2015 og det efterfølgende igangsatte arbejde med
genetablering af en effektiv restanceinddrivelse.
Skatteministeriet har siden december 2015
arbejdet på udviklingen af et nyt it-system, der skal
understøtte inddrivelsen. Det blev besluttet, at det nye
it-system skal være baseret på et standardsystem, som
trinvist bliver videreudviklet, så det ved udgangen af 2018
vil kunne håndtere de fleste inddrivelsesskridt og
skyldnergrupper. Parallelt hermed blev der igangsat et arbejde med
at forenkle lovgivningen på området, så systemet
bliver mindre komplekst end EFI/DMI.
Systemet udvikles gradvist og i første
omgang med fokus på de funktionaliteter, der blev vurderet
som værende de vigtigste for ibrugtagningen af systemet for
1. udgave (release).
Som planlagt blev release 1 taget i brug i
april 2017. Der var dermed bygget en platform og - som forventet -
udviklet den første, begrænsede funktionalitet for
systemet. Samtidig blev Danmarks Radio tilsluttet systemet som den
første fordringshaver.
Release 2, der blev taget i brug i november og
december 2017, udbyggede it-systemet med nye og centrale
funktionaliteter, herunder lønindeholdelse, som er et meget
effektivt inddrivelsesskridt. Der kan således sendes varsel
og træffes afgørelse om
lønindeholdelse/særskilt lønindeholdelse,
herunder ske anvendelse af oplysninger fra betalingsevneberegning
til beregning af lønindeholdelsesprocenten. Herudover kan
systemet nu bl.a. håndtere tilbageløb fra
fordringshaver i forbindelse med nedskrivning, tilbagesendelse,
tilbagekaldelse og opskrivning af en gældspost. Samtidig kan
systemet nu foretage en automatiseret betalingsevneberegning,
ligesom der er udviklet en fordringshaverportal, hvormed
fordringshavere kan oprette gældsposter og modtage og
håndtere gældsposter sendt i høring. Den
gradvise tilslutning af fordringshavere efter Danmarks Radio er
samtidig igangsat.
Med release 3, der forventes ibrugtaget medio
2018, forventes systemet udbygget med automatisk modregning, og
systemunderstøttelse af helt eller delvist manuelle
processer iværksættes. Herefter vil der blive foretaget
tilretning og tilpasning af systemets funktionalitet og gradvis
automatisering af manuelle processer.
I løbet af 2019 forventes alle
fordringshavere at være tilsluttet systemet, i takt med at de
får justeret deres interne processer og systemer, så de
kan sende retskraftige fordringer med en god datakvalitet, der
sikrer, at der kan inddrives på fordringerne.
For at undgå utilsigtet forældelse
i perioden med ingen eller meget begrænset
systemunderstøttelse blev der i november 2015
gennemført det første lovgivningstiltag om standsning
af forældelsen for fordringer under inddrivelse, jf. lov nr.
1253 af 17. november 2015.
I marts 2016 blev det andet lovgivningstiltag
gennemført i form af regler, der er nødvendige for
etableringen af det nye og fremadrettede it-system og for en
hensigtsmæssig behandling af klager på
inddrivelsesområdet. Der blev desuden gennemført en
række justeringer og præciseringer med henblik på
at sikre et klart og entydigt hjemmelsgrundlag, jf. lov nr. 298 af
22. marts 2016.
Den 14. december 2016 blev det tredje
lovgivningstiltag fremsat, nemlig lovforslag nr. L 102 om
overdragelse af inddrivelsen af fortrinsberettigede kommunale krav
til kommunerne. Lovforslaget blev gennemført ved lov nr. 114
af 31. januar 2017.
Det fjerde lovgivningstiltag blev
gennemført ved lov nr. 285 af 29. marts 2017. Med loven
gennemførtes yderligere tiltag, der navnlig skulle sikre
enklere regler på inddrivelsesområdet. Endvidere
indeholder loven en række øvrige præciseringer
af regelgrundlaget på inddrivelsesområdet.
Nærværende lovforslag indeholder
yderligere lovgivningstiltag, der skal sikre enklere og klarere
regler på inddrivelsesområdet, hvilket som nævnt
er helt afgørende for udviklingen og etableringen af en
effektiv it-understøttelse af inddrivelsesopgaven.
Det foreslås derfor for det
første at præcisere en række bortfaldsregler
på det socialretlige område, der indeholder en
særlig forældelsesregel om bortfald af visse kommunale
tilbagebetalingskrav, så det klart fremgår, at det
alene er forældelsesloven, der finder anvendelse, hvis et
sådant tilbagebetalingskrav kommer under inddrivelse.
Det foreslås for det andet, at
pensionsindbetalinger fra en arbejdsgiver - uanset om der er tale
om obligatoriske pensionsindbetalinger eller aftalte
pensionsindbetalinger - kan fragå i en skyldners
bruttoindkomst ved beregning af betalingsevnevurdering ved
afgørelser om lønindeholdelse og afdragsordninger.
Hermed muliggøres en automatiseret betalingsevneberegning i
det nye it-system.
Det foreslås for det tredje at
fastsætte klarere regler for håndtering af negative
korrektioner ved lønindeholdelse, når en arbejdsgiver
nedsætter et indberettet beløb, efter at
beløbet er indgået i en lønindeholdelse. Der er
tale om regler for restanceinddrivelsesmyndighedens mulighed for at
tilbagesøge for meget udbetalte beløb fra
fordringshavere og at genopskrive gæld hos skyldnere, hvor
gælden ved en fejl er blevet nedskrevet.
For det fjerde foreslås det at
fastsætte klarere regler for, hvad
restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage sig, hvis der sker et
skyldnerskifte i forhold til gæld, som allerede er under
inddrivelse.
Det foreslås for det femte at
ophæve en særlig ordning om eftergivelse af gæld
for socialt udsatte, idet ordningen er særdeles kompliceret
og er vanskelig at it-understøtte. Hertil kommer, at der
allerede i dag i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige findes regler, der giver mulighed for eftergivelse af
gæld, og som i vidt omfang vil kunne tilgodese de samme
hensyn til de socialt udsatte grupper, som var baggrunden for den
særlige ordning.
For det sjette foreslås det at
fastsætte en regel om foreløbig
forældelsesafbrydelse, når en fordring modtages hos
restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse.
Forslaget skal bl.a. ses på baggrund af de mangeårige
udfordringer med it-systemet EFI/DMI, som har efterladt en stor
mængde fordringer med tvivl om retskraften. Nogle af disse
problemer kan tilskrives fejl i de oplysninger, som
restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget fra fordringshaverne
med henblik på at kunne fastlægge et korrekt
forældelsestidspunktet for fordringer, der modtages til
inddrivelse. Endvidere skal forslaget imødegå
vanskeligheder med at kunne nå at afbryde forældelsen,
når en fordring oversendes til inddrivelse tæt på
forældelsesfristens udløb.
For at kunne etablere en effektiv inddrivelse
med automatiseret forældelseskontrol, hvor det sikres, at
underfordringer - renter og gebyrer - ikke løbende må
afskrives, foreslås det for det syvende, at
opkrævningsrenter fra skattekontoen og andre
fordringshaversystemer, der tilsvarende anvender et saldoprincip,
samt systemet KOBRA ved modtagelse til inddrivelse i
forældelsesmæssig henseende skal betragtes som
selvstændige hovedfordringer. Herved vil de
pågældende renter m.v. ikke blive accessorisk
forældede, når de er under inddrivelse. Tilsvarende
hovedkravsvirkning foreslås for renter, der er oversendt til
inddrivelse uden at være tilknyttet en hovedfordring. I
forhold til opkrævningsgebyrer, der vedrører flere
hovedfordringer, foreslås det, at de i relation til
accessorisk forældelse alene skal anses for knyttet til den
fordring, som fordringshaveren har oplyst. Herved behøver
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke foretage en selvstændig
undersøgelse af, hvilke fordringer gebyrerne yderligere er
knyttet til. Det foreslås endvidere, at
restanceinddrivelsesmyndigheden ved modregning med
opkrævningsrenter fra systemet KOBRA lægger det
hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden fik oplyst ved
modtagelsen af disse renter, til grund i situationer, hvor
modregningen foretages i skyldners udbetalingskrav, efter at dette
er overdraget til en tredjemand. Endelig foreslås, at
skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om
restanceinddrivelsesmyndighedens beskrivelse af disse renter og
gebyrer i afgørelser og meddelelser til skyldneren og
andre.
For at undgå, at lønindeholdelse
og modregning baseres på et forkert grundlag, foreslås
det at basere inddrivelse på mere pålidelige
oplysninger, så restanceinddrivelsesmyndigheden ikke skal
bruge uforholdsmæssig megen tid og uforholdsmæssige
ressourcer på at fremskaffe korrekte data. Da en fordring
ikke kan overdrages til inddrivelse, før sidste rettidige
betalingsdato er udløbet, foreslås det for det
ottende, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe
afgørelse om lønindeholdelse og modregning, under
henvisning til at fordringen er modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Den sidste rettidige betalingsdag
vil derfor ikke skulle oplyses i afgørelsen.
For at undgå, at forkyndelser ved
udlægsforretninger indeholder forkerte oplysninger,
foreslås det for det niende, at forkyndelser i stedet for
sidste rettidige betalingsdato i stedet skal indeholde oplysninger
om, at fordringen er modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. For samtidig at muliggøre,
at forkyndelser i højere grad kan genereres automatisk, og
reducere behovet for individuelle tilpasninger foreslås det,
at restanceinddrivelsesmyndigheden alene skal anvende oplysninger,
som allerede indgår i stamdata, og som der kan fæstes
lid til. Det drejer sig om oplysninger om fordringshaver,
fordringstype og evt. fordringens periode eller stiftelsesdato. Det
foreslås endvidere, at skatteministeren skal kunne
fastsætte nærmere regler om disse oplysninger, herunder
særlige regler om beskrivelse af renter og andre relaterede
fordringer.
For at undgå ulovlig inddrivelse og
tydeliggøre fordringshavernes ansvar for at levere korrekte
data ved oversendelse af fordringer til inddrivelse foreslås
det for det tiende, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved kendskab
til eller konkret mistanke om fejl i de data, som fordringshaver
har oversendt sammen med den fordring, der er sendt til
inddrivelse, kan suspendere inddrivelsen af grupper af fordringer,
der kan være berørt af disse fejl, med henblik
på at ford?ringshaver identificerer og tilbagekalder de
fordringer, der er berørt af fejl. Samtidig foreslås
det, at hvis fordringshaveren ikke identificerer og tilbagekalder
de fordringer, der er berørt af fejl, inden for en rimelig
frist, kan restanceinddrivelsesmyndigheden returnere de
suspenderede fordringer til fordringshaver.
Endelig foreslås det for det ellevte at
indføre en generel pligt til at oplyse
restanceinddrivelsesmyndigheden om udenlandsk adresse ved
fraflytning fra Danmark for personer, der har gæld under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Forslaget vil
kunne betyde en effektivisering af inddrivelse af gæld i
udlandet, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden kan kontakte
skyldnerne uden at bruge tid og ressourcer på at søge
efter adressen og hurtigere kan sende evt. anmodninger om bistand
til inddrivelse i andre lande. For at skyldnerne har incitament til
både at oplyse om adressen ved fraflytning og løbende
opdatere den, foreslås det at sanktionere pligten ved
anvendelse af bødeforelæg.
2. Lovforslagets
indhold
2.1. Foreløbig afbrydelse af forældelsen ved
overdragelse af fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden
2.1.1. Gældende ret
Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er
gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringshaveren
eller den, der på dennes vegne forestår
opkrævningen, kan dog på skyldners anmodning tillade en
afdragsvis betaling eller bevilge henstand med betalingen, jf. 2.
pkt.
Inden overdragelsen skal fordringshaveren
eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen,
skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen, medmindre det
må antages, at muligheden for at opnå dækning
ellers vil blive væsentligt forringet, jf. § 2, stk. 4,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
En fordring anses for modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden ved registreringen i
modtagelsessystemet, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Fordringer afvises fra registrering
i modtagelsessystemet, hvis nødvendige oplysninger efter
§ 3 ikke er medsendt, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Hvis de
oversendte oplysninger giver restanceinddrivelsesmyndigheden
anledning til at søge oplysninger bekræftet hos
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
sender fordringen til inddrivelse, anses fordringen for modtaget,
når de oversendte oplysninger er rettet eller
bekræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er
registreret i modtagelsessystemet, jf. 2. pkt.
Beløbsmæssige opjusteringer af en fordring, der
allerede er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, sker
ved overdragelsen af en opskrivningsfordring, jf. § 7, stk. 1,
1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, og en
opskrivningsfordring anses ligeledes for modtaget ved
registreringen i modtagelsessystemet, jf. stk. 1, 3. pkt.,
medmindre den fordring, der opskrives, er i høring efter
§ 4, stk. 2, 2. pkt., i hvilket tilfælde
opskrivningsfordringen anses for modtaget samtidig med den
fordring, der opskrives, jf. § 7, stk. 1, 4. pkt. En
opskrivningsfordring anses ifølge 5. pkt. ligeledes for
modtaget samtidig med den fordring, der opskrives, hvis
opskrivningen skyldes, at fordringshaver eller den, der på
dennes vegne opkræver fordringen, har annulleret en
nedskrivning, fordi fordringen ved en fejltagelse blev anset for at
være dækket, mens den var under inddrivelse. I perioden
med systemmæssig paralleldrift - det gamle EFI/DMI-system og
det nye inddrivelsessystem - fra den 1. april 2017 gælder
ifølge bekendtgørelsens § 47 a nogle
særlige regler for EFI/DMI om bl.a.
modtagelsestidspunktet.
En fordring kan på
restanceinddrivelsesmyndighedens initiativ tilbagesendes i
medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, hvis fordringshaveren ikke
søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens og
størrelse afklaret inden rimelig tid.
Fordringshaveren kan selv tilbagekalde
fordringen i medfør af § 2, stk. 7, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Ifølge
bestemmelsen skal fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, såfremt denne
bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldnerens
forhold efter overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden, underrette
restanceinddrivelsesmyndigheden herom og kan i den forbindelse
anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere
inddrivelsen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren, med
henblik på at fordringshaveren kan tillade afdragsvis
betaling eller henstand med betalingen. Fordringer, der er omfattet
af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
har forestået opkrævningen, jf. dog stk. 8.
Ved såkaldt ligningsmæssig
henstand efter skatteforvaltningslovens § 51 i forbindelse med
en klage over opgørelsen af et skattekrav tilbagekaldes
skattekravet også fra inddrivelse.
Efter § 2, stk. 8, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige kan fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
helt eller delvis tilbagekalde en fordring, der er oversendt til
inddrivelse, med henblik på at foretage modregning for
kravet.
Fordringer forældes efter
forældelsesloven, medmindre andet følger af
særlige bestemmelser om forældelse i anden lov, jf.
forældelseslovens § 1. Af forældelsesloven §
28 fremgår, at når der i anden lov er fastsat
særlige forældelsesfrister eller andre særlige
bestemmelser om forældelse, finder forældelsesloven
anvendelse, i den udstrækning andet ikke følger af den
anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed. Ordet
»lov« omfatter også forældelsesbestemmelser
i f.eks. EU-forordninger, jf. side 506 i den af Justitsministeriets
Forældelsesudvalg afgivne betænkning nr. 1460/2005 om
revision af forældelseslovgivningen, hvor det om
udfyldningsreglen i forældelseslovens § 28
anføres, at der er en formodning for, at de specielle
forældelsesregler i anden lovgivning suppleres af
forældelseslovens regler.
Forældelsesfristerne regnes fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve
at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af
andre bestemmelser, jf. § 2, stk. 1. Er der indrømmet
skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden
for hvilken betaling anses for rettidig, regnes
forældelsesfristen først fra betalingsfristens
udløb, jf. § 2, stk. 2. Forældelsesfristen er 3
år, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf.
§ 3, stk. 1. En sådan bestemmelse er f.eks.
forældelseslovens § 5, stk. 1, hvorefter
forældelsesfristen er 10 år, når 1) der er
udstedt gældsbrev for fordringen, 2) fordringen er
registreret i en værdipapircentral, eller 3) fordringens
eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller
fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav
påtegnet af fogedretten eller anden bindende
afgørelse. Ifølge § 5, stk. 2, forældes en
fordring på senere forfaldne renter, gebyrer og lignende dog
efter § 3.
For fordringer, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018,
jf. § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Bestemmelsen blev indsat i loven ved lov nr. 1253 af
17. november 2015, der hviler på lovforslag nr. L 18,
Folketingstidende 2015-16, A, L 18 som fremsat, om udskydelse af
forældelse som følge af utilstrækkelig
funktionalitet i Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI).
På side 7 anføres i de specielle bemærkninger
til § 1, at det tidligste begyndelsestidspunkt for
forældelsen ikke mistes, selv om fordringen
efterfølgende tilbageføres til fordringshaver som
følge af dennes tilbagekaldelse med henblik på
modregning, jf. § 2, stk. 8, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, eller fordi ford?ringshaver
ikke inden rimelig tid får afklaret en indsigelse fra
skyldner om fordringens eksistens eller størrelse, hvorfor
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender fordringen, jf.
§ 2, stk. 2, 4. pkt.
Forældelse indebærer, at
fordringshaver mister retten til at kræve opfyldelse, jf.
forældelseslovens § 23, stk. 1.
Forældelsesloven indeholder i kapitel 5
og 6 regler om henholdsvis afbrydelse og foreløbig
afbrydelse af forældelsen.
Forældelsen afbrydes, når
skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin
handlemåde erkender sin forpligtelse, jf.
forældelseslovens § 15, eller når fordringshaveren
foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at
erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten,
voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der
fastslår fordringens eksistens og størrelse, og
forfølger disse skridt inden for rimelig tid, jf. § 16,
stk. 1.
Forældelse kan ifølge § 17,
stk. 1, også afbrydes af ford?ringshaver ved indgivelse
af en på fordringen støttet konkursbegæring
eller begæring om rekonstruktionsbehandling eller ved
anmeldelse af fordringen i bl.a. et konkursbo eller til
rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbehandling
eller i forbindelse med indledning af
gældsanerin?gssag.
Desuden afbrydes forældelsen ved
indgivelse af anmodning om udlæg, hvis fordringshaveren
søger forretningen fremmet inden for rimelig tid, jf. §
18, stk. 1. Foretages udlæg af en pantefoged, afbrydes
forældelsen ved udlægsforretningens foretagelse, jf.
stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ifølge stk. 3
tilsvarende anvendelse ved 1) indgivelse af anmodning til
fogedretten om foretagelse af arrest, 2) fremsættelse af krav
for fogedretten om andel i et auktionsprovenu og 3) indgivelse af
anmodning til fogedretten om tilbagetagelse af en
løsøregenstand, der er solgt med ejendomsforbehold.
Forældelsen afbrydes også ved
restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om
afgørelse om indeholdelse i løn m.v. eller
modregning, jf. stk. 4.
Afbrydelsen indebærer, at der
løber en ny forældelsesfrist fra de tidspunkter, der
fastsættes i forældelseslovens § 19.
Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af
forpligtelsen, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for
erkendelsen, jf. § 19, stk. 2. Sker afbrydelsen ved
foretagelse af retslige skridt som nævnt i § 16, regnes
den nye frist fra den dag, da retsforlig indgås, dom afsiges,
betalingspåkrav påtegnes af fogedretten, eller anden
afgørelse træffes, jf. § 19, stk. 3. Er
fordringen anerkendt i et konkurs- eller dødsbo eller i
vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringskendelse,
regnes den nye frist fra boets slutning, tvangsakkordens vedtagelse
eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf. § 19, stk.
4.
Er afbrydelse sket ved pantefogedens
gennemførelse af udlægsforretning, jf. § 18, stk.
2, regnes den nye forældelsesfrist fra
udlægsforretningens afslutning, jf. § 19, stk. 6, 1.
pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning
om afgørelse om lønindeholdelse, jf. § 18, stk.
4, regnes den nye forældelsesfrist fra det tidspunkt, da der
træffes afgørelse om, at lønind?eholdelsen
ophører, eller senest fra det tidspunkt, da
lønind?eholdelsen har været stillet i bero i 1
år, jf. § 19, stk. 6, 2. pkt. Er forældelsen
afbrudt ved underretning om afgørelse om modregning, jf.
§ 18, stk. 4, regnes den nye forældelsesfrist fra den
dag, da afgørelsen om modregning træffes, jf. §
19, stk. 6, 3. pkt.
Forældelseslovens § 20 om
foreløbig afbrydelse bestemmer i stk. 1, at hvis
fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har
foretaget et retsligt skridt som nævnt i § 16, men dette
ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse,
indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at
fordringshaveren har fået meddelelse om, at sagen er
afsluttet. Har fordringshaveren ikke fået sådan
meddelelse inden rimelig tid, regnes fristen fra det tidspunkt, da
fordringshaveren fik kendskab til forholdet eller burde have
søgt oplysning herom. Fordringshaveren kan ifølge
§ 20, stk. 2, ikke påberåbe sig stk. 1, hvis det
retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en
realitetsafgørelse, fordringshaveren hæver sagen, selv
om en realitetsafgørelse kunne være opnået,
eller det beror på fordringshaverens valg ved indleveringen
af et betalingspåkrav til fogedretten, at en
realitetsafgørelse ikke træffes. I § 20, stk. 3,
bestemmes, at stk. 1 og 2 gælder tilsvarende, hvis
fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har
indgivet konkursbegæring, uden at konkursdekret er afsagt,
har indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, uden at
rekonstruktionsbehandling er indledt, eller har iværksat
forfølgning som nævnt i § 18, uden at
fogedforretning eller auktion er afholdt. Er fordringen inden
forældelsesfristens udløb, jf. herved § 17, stk.
3, anmeldt i et konkurs- eller dødsbo, men bliver den ikke
anerkendt, forældes fordringen mod skyldneren personligt
eller dennes arvinger tidligst 1 år efter meddelelsen af
afgørelsen om fordringens afvisning eller, hvis en
sådan afgørelse ikke træffes, efter boets
slutning. Tilsvarende gælder, når en fordring inden
forældelsesfristens udløb er anmeldt i forbindelse med
indledning af gældssaneringssag, anmeldt i forbindelse med
indkaldelse som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 5, eller
anmeldt til rekonstruktøren i forbindelse med
rekonstruktionsbehandling.
Er der inden forældelsesfristens
udløb af eller mod fordringshaveren anlagt rets- eller
voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indtræder
forældelse tidligst 1 år efter sagens endelige
afgørelse, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1. Er
en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en
sag, som er afgørende herfor, inden
forældelsesfristens udløb indbragt for en
administrativ myndighed, indtræder forældelse tidligst
1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin
afgørelse, jf. stk. 2, 1. pkt. Dette gælder, uanset om
fordringen gøres gældende af den, der har indbragt
sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige, jf. 2.
pkt. Hvis der træffes en bindende afgørelse, der
fastslår fordringens eksistens og størrelse, vil
forældelsen derimod være endeligt afbrudt efter
forældelsesloven § 16, stk. 1. Indbringes sagen inden
for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for
rimelig tid for en højere administrativ myndighed eller for
Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra
meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis
Ombudsmandens udtalelse, jf. 3. pkt. Indbringes en tvist inden
forældelsesfristens udløb for et privat
klagenævn, ankenævn eller lignende, gælder stk.
2, 1. og 2. pkt., tilsvarende, jf. stk. 3. Er der inden
forældelsesfristens udløb efter retsplejelovens regler
herom eller med hjemmel i parternes forudgående aftale
fremsat begæring om afholdelse af syn og skøn uden for
rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betydning for
fordringens eksistens eller størrelse, eller har parterne
inden forældelsesfristens udløb indgået aftale
herom, indtræder forældelse tidligst 1 år efter
skønsforretningens afslutning, jf. stk. 4. Endelig bestemmes
i stk. 5, at hvis der inden forældelsesfristens udløb
er indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og
fordringshaveren, eventuelt under medvirken af en uafhængig
tredjemand, indtræder forældelse tidligst 1 år
efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at
være afsluttet.
Hvor en egentlig afbrydelse af
forældelsen medfører, at der løber en helt ny
forældelsesfrist fra det tidspunkt, der er fastsat i
forældelsesloven § 19, er den foreløbige
afbrydelse af forældelsen karakteriseret ved, at hvis en
»foreløbig foranstaltning«
iværksættes inden forældelsesfristens
udløb, indrømmes en vis kortere frist efter
foranstaltningens ophør (en tillægsfrist),
således at egentlig afbrydelse kan ske inden for
tillægsfristen, jf. side 335 i den af Justitsministeriets
Forældelsesudvalg afgivne betænkning nr. 1460/2005 om
revision af forældelseslovgivningen.
Til frister medregnes den månedsdag, der
svarer til den dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af tilsvarende
dag udløber fristen den sidste dag i måneden, jf.
forældelseslovens § 27, stk. 1. Udløber
forældelsesfristen i en weekend, på en helligdag,
grundlovsdag, den 24. eller 31. december, udstrækkes fristen
til førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2. Reglen
begrundes med, at hvis fristen udløber på en dag, hvor
retten ikke kan modtage stævninger med henblik på
afbrydelse af forældelsen, jf. § 16, skal fordringshaver
ikke tvinges til at indlevere stævningen den seneste
forudgående hverdag.
I solidariske skyldforhold kan en fordring
forældes i forhold til én skyldner, selv om den i
forhold til en medskyldner ikke er forældet, jf.
forudsætningsvist forældelseslovens § 12, stk. 2,
om en tillægsfrist på 1 år for en
regresberettiget skyldner til at gøre et regreskrav
gældende mod en medskyldner.
For bøder er der fastsat særlige
regler om forældelsesfristen og afbrydelse af
forældelse i straffelo-vens § 97 a, stk. 1-3.
Det fremgår af § 97 a, stk. 1, at
hvis der ikke forinden er foretaget udlæg, bortfalder
bøde efter 1) 5 år, når bøden ikke
overstiger 10.000 kr., og 2) 10 år, når bøden
overstiger 10.000 kr. Forældelsesfri-sterne regnes fra det
tidspunkt, da afgørelsen kunne fuldbyrdes, jf. stk. 3.
Det fremgår desuden af § 97 a, stk.
2, at forvandlingsstraf for bøde bortfalder efter 3
år, medmindre dens fuldbyrdelse er påbegyndt forinden.
For bøde på over 10.000 kr. er fristen dog 5
år.
2.1.2. Lovforslaget
Tvivl om rigtigheden af data for fordringer
modtaget til inddrivelse er en af årsagerne til, at
inddrivelsen i EFI/DMI's driftsperiode fra idriftsættelsen
den 1. september 2013 til suspenderingen af
systemunderstøttelsen den 7. september 2015 i mange
tilfælde har været ulovlig. Ved lov nr. 258 af 10.
april 2018 blev der indført regler om
restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af opgaven med
genoptagelse af sager om inddrivelse og om ekstraordinær
afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft.
For den fremtidige systemunderstøttelse
af inddrivelsen er det vigtigt, at restanceinddrivelsesmyndigheden
har pålidelige data, og det gælder i særdeleshed
de data, der har betydning for forældelsen, dvs. navnlig
oplysning om sidste rettidige betalingsdag, jf.
forældelseslovens § 2, stk. 2, eller starttidspunktet
for en ny forældelsesfrist efter afbrydelse, jf. § 19.
Fordringshaverne har ikke altid over for
restanceinddrivelsesmyndigheden oplyst den korrekte startdato for
forældelsesfristen. Det foreslås derfor, at der med
§ 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige indsættes en bestemmelse, hvorefter
forældelse af fordringer, der overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, tidligst indtræder 3
år efter fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den foreslåede regel er modelleret efter
forældelseslovens regler om foreløbig afbrydelse,
således at overdragelse af en fordring til
restanceinddrivelsesmyndigheden skal være at sammenligne med
en »foreløbig foranstaltning«.
Ved modtagelsen af en retskraftig fordring hos
restanceinddrivelsesmyndigheden indrømmes der en
tillægsfrist, der regnes fra modtagelsen. Egentlig afbrydelse
af forældelsen eller inddrivelse kan således finde sted
inden for tillægsfristen. Til forskel fra
forældelseslovens regler om foreløbig afbrydelse af
forældelse foreslås tillægsfristen at være
3 år og ikke 1 år.
I hovedparten af tilfældene vil
fordringen kun blive overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden
én gang, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden foretager
forældelsesafbrydende skridt eller inddriver fordringen. I
disse tilfælde skal modtagelsen af fordringen hos
restanceinddrivelsesmyndigheden sammenlignes med afslutningen
på en »foreløbig foranstaltning« efter
forældelseslovens regler om foreløbig afbrydelse af
forældelsen, hvorefter der løber en tillægsfrist
fra afslutningstidspunktet.
I andre tilfælde vil fordringen efter
modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden af forskellige
årsager blive tilbagesendt til fordringshaveren eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen.
Tilbagesendelsen kan skyldes, at fordringen er tilbagekaldt af
fordringshaveren eller den, der på dennes vegne
opkræver fordringen, eller er blevet tilbagesendt på
restanceinddrivelsesmyndighedens initiativ, jf. afsnit 2.1.1. Hvis
fordringen tilbagesendes, forsætter den 3-årige
tillægsfrist - regnet fra fordringens første
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden - med at
løbe.
Disse tilfælde kan ikke umiddelbart
sammenlignes med de tilfælde, hvor forældelsen afbrydes
foreløbigt efter forældelseslovens regler, fordi den
»foreløbige foranstaltning« vanskeligt kan siges
at være afsluttet, når fordringen tilbagesendes. Reglen
har til formål at sikre, at forældelse ikke
indtræder, straks fordringen tilbagesendes til
fordringshaver, og sikre, at forældelsen ikke afbrydes
på ubestemt tid fra modtagelsestidspunktet.
For at have en fast tidsramme for,
hvornår forældelse senest vil indtræde,
foreslås det, at en fornyet overdragelse af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden, efter at den er blevet
tilbagesendt, jf. ovenfor, ikke skal medføre en ny
tillægsfrist. En fordring kan tidligst overdrages til
inddrivelse, når betalingsfristen er udløbet, og
sædvanlig rykkerprocedure forgæves er
gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. For fordringer, som
restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddrivelse, er
forældelsesfristen, der løber fra det tidligste
tidspunkt, hvor fordringshaver kunne kræve fordringen
opfyldt, eller fra udløbet af sidste rettidige betalingsdag,
jf. forældelseslovens § 2, stk. 1 og 2, således
begyndt at løbe. For fordringer med en
forældelsesfrist på 3 år vil den foreslåede
regel derfor indebære, at forældelse indtræder 3
år fra den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden
første gang modtager fordringen til inddrivelse, medmindre
forældelsen inden da afbrydes, eller fordringen inden da er
inddrevet. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor for disse
fordringer - som udgør langt hovedparten af de fordringer,
som restanceinddrivelsesmyndigheden skal inddrive - kende den
præcise forældelsesdato og derfor kunne indrette sig
på, hvornår forældelsen skal afbrydes. For
fordringer med en forældelsesfrist på 10 år,
f.eks. Udbetaling Danmarks krav på forskud?svist udlagt
børnebidrag, jf. § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, eller fordringer med et særligt
retsgrundlag, f.eks. en dom, efter forældelseslovens §
5, vil restanceinddrivelsesmyndigheden med den foreslåede
regel derimod ikke kende den præcise forældelsesdato,
men vil ved tvivl herom kunne søge dette afklaret med
fordringshaver eller den, der på vegne af
ford?ringshaver forestår opkrævningen. Desuden vil
restanceinddrivelsesmyndigheden kunne tilrettelægge arbejdet
med forældelsesafbrydelser ud fra en formodningsregel om, at
forældelse indtræder 3 år fra modtagelsen,
således at forældelsen forinden skal afbrydes.
Hensynet til skyldner tilsiger, at skyldner
ved, hvornår forældelsesfristen senest vil
udløbe. Skyldner skal af ford?ringshaver skriftligt
underrettes om fordringens overdragelse til
restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre en sådan
underretning indebærer, at muligheden for at opnå
dækning ellers vil blive væsentligt forringet, jf.
ovenfor om § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Skyldner vil derfor som altovervejende hovedregel
blive underrettet om den forestående overdragelse af
fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden. Selv om skyldner
ikke kender det eksakte tidspunkt for fordringens forældelse,
kan skyldner dog indrette sig på, at tillægsfristen
på 3 år vil løbe fra den dag, hvor fordringen
første gang blev modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Dette stemmer overens med de
almindelige hensyn bag forældelseslovens regler. For
fordringer, der er underlagt den almindelige 3-årige
forældelsesfrist i forældelsesloven § 3, stk. 1,
kan skyldneren indrette sig på, at fordringen i alle
tilfælde forældes 3 år efter den første
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
En fordring kan på
restanceinddrivelsesmyndighedens initiativ tilbagesendes i
medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., der er beskrevet
ovenfor i afsnit 2.1.1. En tilbagesendelse vil også kunne
skyldes de foreslåede regler i § 2, stk. 5, 2. og 3.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovforslagets § 1, nr. 1, om suspension af inddrivelsen ved
restanceinddrivelsesmyndighedens mistanke om datafejl, der er
beskrevet nedenfor i afsnit 2.8.
Fordringen kan tilbagekaldes i medfør
af § 2, stk. 7 eller 8, hvor fordringen tilbagekaldes af
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen.
Hvis fordringer, der i medfør af §
2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige eller den foreslåede bestemmelse i samme lovs
§ 2, stk. 5, 3. pkt., på
restanceinddrivelsesmyndighedens initiativ er tilbagesendt til
fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver
fordringen, atter overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på inddrivelse, vil den foreslåede regel om
foreløbig afbrydelse indebære, at den 3-årige
tillægsfrist, der begyndte at løbe, da fordringen
første gang blev modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, fortsætter med at
løbe, således at der ikke ved den fornyede modtagelse
indrømmes en ny tillægsfrist.
Tilsvarende vil gælde, hvor fordringen
er tilbagekaldt af fordringshaver eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen, i medfør af § 2, stk.
7 eller 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om
henholdsvis indgåelse af en afdragsordning med skyldner eller
modregning under opkrævningen af fordringen eller i
medfør af den foreslåede regel i samme lovs § 2,
stk. 5, 2. pkt., om tilbagekaldelse af fordringer, der af
fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver
fordringen, er identificeret som værende ramt af datafejl.
Hvis sådanne tilbagekaldte fordringer atter overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil den fornyede modtagelse af
fordringen til inddrivelse ikke indebære, at der løber
en ny 3-årig tillægsfrist.
På den måde sikres det, at der er
en fast tidsramme for, hvornår forældelse vil
indtræde, og skyldneren gives en vis klarhed omkring,
hvornår det sker. Tilmed sikres det, at reglerne ikke kan
omgås med henblik på at udsætte
forældelsestidspunktet.
Hvor fordringen tilbageføres, fordi
fordringshaveren ved en fejl har overdraget fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil den foreløbige
afbrydelse af forældelsen ikke indtræde, fordi
overdragelsen - og dermed fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden - da annulleres med tilbagevirkende
kraft.
Den foreløbige afbrydelse af
forældelsen vil heller ikke indtræde, hvis fordringen
er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden uden
nødvendige oplysninger efter § 3 i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, jf. bekendtgørelsens §
4, stk. 2, 1. pkt., hvorefter fordringen i så fald afvises
fra registrering i restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelsessystem. Efter 2. pkt. om høring af fordringshaver
i sådanne tilfælde anses fordringen for modtaget,
når de oversendte oplysninger er rettet eller
bekræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er
registreret i modtagelsessystemet.
Opskrivningsfordringer omfattes også af
den foreslåede bestemmelse, hvilket betyder, at den fordring,
der opskrives, og opskrivningsfordringen hver især omfattes
af den foreslåede regel.
Det samme er for solidariske skyldforhold
tilfældet med en skyldner (B), hvor fordringen i forhold til
en solidarisk hæftende medskyldner (A) tidligere er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og ved modtagelsen
fik forældelsesfristen foreløbigt afbrudt i forhold
til A. Hvis fordringshaveren i forhold til B senere overdrager
fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. anmoder
restanceinddrivelsesmyndigheden om tillige at rette inddrivelsen
mod B, vil der i relation til den forældelse, der
gælder i forhold til B, ligeledes indtræde
foreløbig afbrydelse, således at forældelse af
fordringen i forhold til B tidligst indtræder, når der
er gået 3 år fra den dag, hvor fordringen i forhold til
B må anses at være modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Forslaget omfatter også bøder,
hvilket dog kun vil have praktisk betydning, hvis der på det
tidspunkt, hvor fordringen overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, er mindre end 3 år tilbage
af den 5-årige eller 10-årige forældelsesfrist
for bøden.
Forslaget omfatter ikke forvandlingsstraf for
bøde. Forvandlingsstraf for bøde bortfalder
således som angivet i straffelovens § 97 a, stk. 2,
uafhængig af om og i givet fald hvornår fordringen
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden.
I § 18 a i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er bestemt, at
forældelsesfristen for fordringer inklusive renter, gebyrer
og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
tidligst regnes fra den 20. november 2018. Reglen indebærer,
at disse fordringer, hvis de har en forældelsesfrist på
3 år, hvilket kendetegner størstedelen af
fordringerne, forældes ved udløbet af mandag den 22.
november 2021, jf. forældelseslovens § 27, stk. 2, idet
retterne ikke kan modtage stævninger lørdag 20.
november 2021, der er 3-årsdagen fra tirsdag den 20. november
2018. Mandag den 22. november 2021 er den sidste dag, hvor der kan
foretages forældelsesafbrydende skridt, og fordringerne er
således forældet tirsdag den 23. november 2021.
Forældelsens indtræden forudsætter, at fristen
ikke forinden afbrydes. Den foreslåede regel om
foreløbig afbrydelse vil derfor først få
selvstændig betydning for fordringer, der modtages hos
restanceinddrivelsesmyndigheden senere end torsdag den 22. november
2018, idet forældelsen af en fordring, der modtages den 22.
november 2018, som følge af § 18 a tidligst kan
forældes den 23. november 2021, der også vil være
forældelsesdagen efter den foreslåede regel.
Det foreslås, at den foreløbige
afbrydelse ikke skal omfatte fordringer, for hvilke der i EU-retten
er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for
en foreløbig afbrydelse. Dermed vil der ikke kunne
opstå en konflikt med divergerende EU-regler om
forældelsen. Udenlandske skatter og afgifter m.v., der i
medfør af Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010
om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med
skatter, afgifter og andre foranstaltninger modtages hos
restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på bistand til
inddrivelse, vil også kunne være omfattet af den
foreslåede regel om foreløbig afbrydelse. Efter
direktivets artikel 19, stk. 1, afgøres
spørgsmål om forældelse udelukkende ud fra de
retsregler, der gælder i den bistandssøgende
medlemsstat. Forældelseslovgivningen i den
bistandssøgende EU-medlemsstat er således
afgørende for forældelsesfristens længde. I
artikel 19, stk. 2, 1. pkt., er bestemt, at
inddrivelsesforanstaltninger, der i overensstemmelse med
anmodningen om bistand træffes af eller på vegne af den
bistandssøgte myndighed, og som medfører suspension,
afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen i
henhold til de retsregler, der gælder i den
bistandssøgte medlemsstat, har samme virkning i den
bistandssøgende medlemsstat, hvis der er hjemmel for den
tilsvarende virkning i henhold til den gældende lovgivning i
den bistandssøgende medlemsstat. Hvis den
bistandssøgende EU-medlemsstats forældelseslovgivning
indeholder regler om afbrydelse, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden således kunne afbryde
forældelsen af det udenlandske skatte- eller afgiftskrav i
overensstemmelse med forældelseslovens regler om afbrydelse,
f.eks. gennem en erkendelse (forældelseslovens § 15)
eller udlægsforretning (forældelseslovens § 18,
stk. 2).
2.2. Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af
accessorisk forældelse m.v.
2.2.1. Gældende ret
For renter og gebyrer, der omfattes af
forældelsesloven, gælder lovens 3-årige
forældelsesfrist, selv om den fordring, de vedrører,
har en 10-årig forældelsesfrist som følge af et
særligt retsgrundlag, jf. forældelseslovens § 5,
stk. 1, hvorefter forældelsesfristen er 10 år,
når der for fordringen er udstedt et gældsbrev,
når fordringen er registreret i en værdipapircentral,
eller når fordringens eksistens og størrelse er
anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom,
betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden
bindende afgørelse. Den 3-årige forældelsesfrist
for sådanne renter og gebyrer fremgår af § 5, stk.
2, og omhandler senere forfaldne renter og gebyrer. For renter og
gebyrer omfattet af det særlige retsgrundlag, f.eks. en dom,
gælder således den 10-årige
forældelsesfrist.
Ud over denne selvstændige
forældelse omfattes renter og gebyrer dog også af en
såkaldt accessorisk forældelse. Ved forældelse af
en hovedfordring bortfalder således også krav på
rente og lignende ydelse, jf. forældelseslovens § 23,
stk. 2. Denne bestemmelse om accessorisk forældelse af renter
og lignende ydelser - navnlig gebyrer - lovfæster den
før forældelseslovens ikrafttrædelse den 1.
januar 2008 antagne retstilstand. Accessorisk forældelse kan
bl.a. begrundes med, at formålet bag
forældelsesreglerne tilsiger, at der ikke længere skal
foretages en vurdering af fordringens eksistens og
størrelse, når fordringen er forældet. En
stillingtagen til berettigelsen af f.eks. et rentekrav vil netop
kræve en stillingtagen til hovedfordringens eksistens og
størrelse, da renten påløb.
Ved afklaringen af, om et krav på rente
eller gebyr er retskraftigt, er det således ikke
tilstrækkeligt at se på, om rentens eller gebyrets
selvstændige forældelsesfrist er udløbet. Det
skal også afklares, om hovedfordringen er retskraftig. Er
hovedfordringen ikke længere retskraftig, er renten og
gebyret også forældet (accessorisk), selv om rentens
eller gebyrets selvstændige forældelsesfrist endnu ikke
er udløbet.
Vedrører et gebyr, f.eks. et
rykkergebyr, flere fordringer, vil gebyret først blive ramt
af accessorisk forældelse, den dag den sidste af disse
fordringer forældes. Det skyldes, at gebyret i samme grad
vedrører denne fordring som de andre allerede
forældede fordringer.
2.2.1.1. SKATs
opkrævning af personskatter
KOBRA-systemet anvendes til SKATs
opkrævning af fysiske personers skyldige skatter, herunder
restskat og B-skat.
Opkrævningen af restskat reguleres af
kildeskattelovens § 61. Er udskrivningsdatoen for den
skattepligtiges årsopgørelse senest den 1. oktober i
året efter indkomståret, overføres den del af
restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1,
der ikke overstiger et grundbeløb på 19.600 kr.
(2017-niveau) med tillæg af et til den overførte
restskat svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere
tilsvar for det efterfølgende år, til hvis
dækning der opkræves yderligere A-skat, B-skat eller
arbejdsmarkedsbidrag for dette år, jf. § 61, stk. 3, 1.
pkt. Et eventuelt resterende beløb efter § 61, stk. 3,
med tillæg efter stk. 2 forfalder ifølge § 61,
stk. 4, 1. pkt., til betaling i tre rater den 1. i hver af
månederne august, september og oktober i året efter
indkomståret med sidste rettidige betalingsdag den 20. i
forfaldsmåneden. Udskrives årsopgørelsen
først den 1. august i året efter indkomståret
eller senere, forfalder raterne dog først til betaling den
1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder med
sidste rettidige betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden,
jf. 2. pkt.
Er et beløb, som en skattepligtig efter
kildeskatteloven skal indbetale til det offentlige, ikke betalt
rettidigt, skal den pågældende betale en statskassen
tilfaldende rente, der udgør renten i henhold til
opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4
procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at
regne, jf. kildeskattelovens § 63, 1. pkt. Renter af skat, der
påhviler den skattepligtige, opgøres én gang om
året og opkræves sammen med restskatten for de
pågældende år, jf. 2. pkt., som beskrevet
ovenfor.
Ifølge kildeskattelovens § 63
opkræves renter af for sent betalt personskat således
på årsopgørelsen for det år, hvor renterne
er påløbet, dvs. i året efter det
indkomstår, der gav anledning til, at restskatten opstod, og
sammen med den beregnede restskat for dette indkomstår. Dvs.
at opkrævningen af rente efter kildeskattelovens § 63 af
for sent betalte personskatter fra ét indkomstår i
henhold til lovgivningen opkræves med restskat for et senere
indkomstår.
For restskat eller yderligere restskat, der
skyldes en ænd?ret årsopgørelse,
gælder kildeskattelovens § 61, stk. 3-6, tilsvarende for
betaling af beløbet, jf. lovens § 62 A, stk. 1, 1. pkt.
Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med tillæg
efter § 61, stk. 2, forrentes ifølge § 62 A, stk.
1, 3. pkt., med renten i henhold til opkrævningslovens §
7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt
måned fra den 1. september i året efter
indkomståret og indtil udskrivningsdatoen.
En rate efter kildeskattelovens § 61 vil
således kunne være sammensat af både selve
restskatten for det pågældende indkomstår, renter
efter § 62 A, hvis årsopgørelsen er udskrevet
sent, samt renter efter kildeskattelovens § 63 af ikke betalte
personskatter fra tidligere år, som er påløbet i
det indkomstår, som restskatten vedrører.
Lovgivningen vedrørende afregning af
personskatter er dermed tilrettelagt på en sådan
måde, at der ikke er en sammenhæng mellem renterne og
den hovedstol, som renterne er beregnet af. Afregningsmetoden er
valgt, fordi den giver en nem afregning med færrest mulige
opkrævninger til skatteyderne.
Hvis eksempelvis årsopgørelsen
for indkomståret 2017, som dannes i marts 2018, udskrives
inden den 1. august 2018 og resulterer i en restskat, der
overstiger indregningsgrænsen på 19.600 kr.
(2017-niveau), opkræves restskatten i 3 rater i 2018 til
betaling i august, september og oktober med sidste rettidige
betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden.
Hvis raterne ikke betales til tiden, vil der i
2018 påløbe renter for hver af raterne af restskatten
for 2017. Disse renter opkræves via
årsopgørelsen for 2018, hvilket indebærer
opkrævning i 2019. På årsopgørelsen
vedrørende indkomståret 2018 vil der derfor
indgå renter af de for sent betalte rater af restskatten fra
indkomståret 2017.
Er der flere indkomstår med restskat,
der opkræves via ratevise betalinger, kan samme rate derfor
indeholde rentebeløb fra flere indkomstår.
Hvis skatteyderen undlader at betale raterne,
vil de efter sædvanlig rykkerprocedure blive oversendt til
inddrivelse. SKATs system KOBRA vil i den forbindelse opdele raten
i henholdsvis restskat og rente. Systemet er i den sammenhæng
opsat således, at den enkelte rente relateres til den
restskat eller B-skat, som renten er opkrævet på rate
med. Det er ikke i systemet KOBRA registreret, om renten er
beregnet efter kildeskattelovens §§ 62 A eller 63.
2.2.1.2. Skattekontoen
SKATs opkrævning af A-skat, moms, told
m.v. hos virksomheder m.v. foregår via skattekontoen, jf.
opkrævningslovens kapitel 5. Det samme gælder SKATs
udbetaling af f.eks. negativ moms. I § 16 bestemmes
således, at ind- og udbetalinger af de i bestemmelsen
nævnte tilsvar, bl.a. skatter og afgifter efter lovens §
1, stk. 1 og 2, fra og til virksomheder, selskaber, fonde og
foreninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. indgår
i en samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i
dette kapitel. Efter § 16 a, stk. 1, modregnes ind- og
udbetalinger af skatter og afgifter m.v. omfattet af § 16
automatisk efter et saldoprincip, og meddelelse om modregning
fremgår af skattekontoen.
Overstiger den samlede sum af registrerede
forfaldne krav på virksomhedens konto den samlede sum af
registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden,
udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb,
som virksomheden skylder SKAT, jf. § 16 a, stk. 2, 1. pkt. Er
den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på
indbetalinger fra virksomheden derimod mindre end de registrerede
og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden,
udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede
tilgodehavende hos SKAT, jf. 2. pkt.
Det er i opkrævningslovens § 16 a,
stk. 3-7, reguleret, hvornår ind- og udbetalinger på
skattekontoen registreres og påvirker saldoen.
Hvor virksomheders indbetaling helt eller
delvist anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af
flere krav, går betalingen til dækning af det
ældst forfaldne krav først, jf. § 16 a, stk. 8,
der således har fraveget det
øremærkningsprincip, der antages at gælde i
formueretten.
Dette kommer tilsvarende til udtryk i
opkrævningslovens § 16 b, stk. 1, hvorefter beløb
indbetales til skattekontoen uden angivelse af, hvad betalingen
skal dække, jf. dog stk. 2 om frivillig indbetaling af
acontoskat efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 6, eller
pensionsafkastbeskatningsloven.
Efter opkrævningslovens § 16 c,
stk. 1, 1. pkt., forrentes en debetsaldo med den rente, der er
fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Renten beregnes dagligt og
tilskrives månedligt, jf. 2. pkt. Der beregnes således
renters rente på skattekontoen, og renten vil være
beregnet af den til enhver tid værende debetsaldo og ikke af
de enkelte krav på kontoen. Toldskyld forrentes ifølge
§ 16 c, stk. 2, dog med renten fastsat i EU-toldkodeksens
artikel 114, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 2.
Det betyder, at SKATs opmærksomhed i
opkrævningsmæssig sammenhæng alene retter sig mod
den til enhver tid værende saldo og ikke mod den eller de
enkelte krav, som denne saldo er sammensat af.
Dette betyder også, at en
opkrævning vil rette sig mod den til enhver tid værende
saldo, og at beregningen af morarenter vil rette sig mod
debetsaldoen og ikke mod det enkelte krav/den enkelte restance.
Overstiger en debetsaldo for en virksomhed
5.000 kr., skal hele beløbet indbetales straks, og SKAT
udsender et rykkerbrev herom til virksomheden, jf. § 16 c,
stk. 4, 1. pkt., idet der dog ikke udsendes et rykkerbrev ved en
debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder, jf. 2. pkt.
Rykkerbrev udsendes dog til ophørte virksomheder, også
hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000
kr., jf. 3. pkt. Betales beløbet ikke inden den frist, der
er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til
inddrivelse, jf. 4. pkt. Et beløb, der overgives til
inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen, jf. 5. pkt. Der
pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af
rykkerbrev, jf. 6. pkt. Gebyret efter § 6 udgør 65
kr.
2.2.2. Lovforslaget
Det i lovgivningen forudsatte om
opkrævningsmetoden for personskatter efter kildeskatteloven
(KOBRA) og skatter og afgifter efter opkrævningsloven
(skattekontoen) skaber hos restanceinddrivelsesmyndigheden
problemer i forhold til overholdelsen af forældelseslovens
§ 23, stk. 2, om accessorisk forældelse for renter efter
kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og gebyrer, der
opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens
§ 16, samt andre fordringshaversystemer, der i lighed med
skattekontoen har hjemmel til at anvende et saldoprincip.
Der er i EFI/DMI i dag registreret ca. 1,26
mio. rentefordringer efter kildeskattelovens §§ 62 A og
63 fra systemet KOBRA. Disse fordringer har en udestående
saldo på ca. 2,2 mia. kr. Alene i 2017 blev der oversendt ca.
196.000 fordringer af denne type med en oprindelig hovedstol
på ca. 284 mio. kr.
Tilsvarende er der i EFI/DMI registreret ca.
1,75 mio. rentefordringer fra skattekontoen med en udestående
saldo på ca. 2,2 mia. kr. I 2017 blev der oversendt ca.
843.000 rentefordringer med en oprindelig hovedstol på ca.
463 mio. kr.
Med henblik på at løse de
problemer, som restanceinddrivelsesmyndigheden har i forhold til
overholdelsen af forældelseslovens § 23, stk. 2, om
accessorisk forældelse af renter og gebyrer, hvor det som
følge af den i lovgivningen fastsatte
opkrævningsmetode ikke er muligt at identificere den eller de
hovedfordringer, hvoraf renten er beregnet, samt renter og gebyrer,
der modtages til inddrivelse uden nogen oplyst relation til deres
hovedfordring(er), foreslås, at der med § 3 B, stk. 1,
1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indsættes en ny bestemmelse, hvorefter renter efter
kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og gebyrer, der
opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens
§ 16, eller andre fordringshaversystemer, der i lighed med
skattekontoen anvender et saldoprincip, med hensyn til
forældelse skal behandles som selvstændige hovedkrav,
efter at de af restanceinddrivelsesmyndigheden er modtaget til
inddrivelse.
Der er tale om, at disse renter og gebyrer i
juridisk henseende skal behandles som selvstændige krav i
relation til spørgsmål om forældelse.
Hovedkravsvirkningen vil derimod ikke have nogen betydning for
restanceinddrivelsesmyndighedens og fordringshavers muligheder for
at aftale, hvorledes renter og gebyrer systemmæssigt
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det er med den foreslåede bestemmelse
forudsat, at sådanne fordringshaversystemer, der anvender et
saldoprincip, har det fornødne hjemmelsgrundlag til i
opkrævningen at anvende dette princip.
Hovedkravsvirkningen i relation til
forældelse foreslås i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige også at
skulle gælde renter og gebyrer, der af
restanceinddrivelsesmyndigheden modtages til inddrivelse, uden at
hovedkravet samtidig overdrages til inddrivelse, eller uden at det
oplyses, at hovedkravet allerede er under inddrivelse.
Det er et krav, at renterne og gebyrerne er
retskraftige ved modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Renterne og gebyrerne må således ikke allerede
være forældede (accessorisk) ved modtagelsen.
Den foreslåede hovedkravsvirkning for
renter og gebyrer i relation til forældelse omfatter ikke
renter og gebyrer, som restanceinddrivelsesmyndigheden selv skaber
som led i inddrivelsen, dvs. inddrivelsesrenter og -gebyrer efter
henholdsvis §§ 5 og 6 i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige.
Restanceinddrivelsesmyndighedens
inddrivelsessystem kan alene relatere et opkrævningsgebyr til
et enkelt hovedkrav, selv om opkrævningsgebyret relaterer sig
til flere hovedkrav.
Andre gebyrer end de i 1. og 2. pkt.
nævnte, der af restanceinddrivelsesmyndigheden modtages til
inddrivelse, foreslås med hensyn til accessorisk
forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2,
derfor alene at skulle anses at vedrøre det hovedkrav, som
gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til, jf.
den foreslåede bestemmelse i 3. pkt.
Selv om gebyret også vedrører en
fordring, som gebyret i restanceinddrivelsesmyndighedens
inddrivelsessystem ikke er oplyst at være knyttet til, og som
endnu ikke er forældet, da den hovedfordring, som gebyret ved
overdragelsen oplyses at være knyttet til, forældes,
vil restanceinddrivelsesmyndigheden derfor kunne afskrive gebyret
som accessorisk forældet efter forældelseslovens §
23, stk. 2.
En fordringshaver vil ved overdragelsen til
restanceinddrivelsesmyndigheden af et opkrævningsgebyr, der
vedrører flere hovedkrav, som følge af at
restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem alene kan
knytte opkrævningsgebyret til et enkelt hovedkrav, derfor
kunne have en interesse i ved indberetningen til
inddrivelsessystemet at oplyse det hovedkrav, der forældes
senest, fordi forældelsen af andre hovedkrav, som
opkrævningsgebyret også vedrører, da reducerer
risikoen for, at restanceinddrivelsesmyndigheden må afskrive
opkrævningsgebyret som følge af accessorisk
forældelse.
Det foreslås med § 3 B, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at
skatteministeren gives en bemyndigelse til at fastsætte
nærmere regler om de forhold, der reguleres af stk. 1.
Bemyndigelsen vil f.eks. kunne udnyttes til at fastsætte
nærmere regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved
henvendelser til fordringshaveren kan beskrive
opkrævningsrenterne og -gebyrerne ud fra de
hovedkravsrelationer, som er oplyst af fordringshaver i forbindelse
med overdragelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden. I takt med
at fordringshaverne godkendes til og kobles på det nye
inddrivelsessystem, opnås en større viden om de
særlige forhold, der kendetegner fordringshaverne og deres
opkrævningssystemer, og bemyndigelsen skal desuden kunne
anvendes til at fastlægge regler, som måtte vise sig at
være nødvendige til at gennemføre bestemmelsen
i stk. 1.
2.3. Dækningsrækkefølgen for renter
uden relation til den hovedfordring, hvoraf renten er
beregnet
2.3.1 Gældende ret
Lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige fastsætter i § 4
dækningsrækkefølgen for krav, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, idet bøder
og underholdsbidrag dækkes før andre fordringer, jf.
§ 4, stk. 1.
Kan der ikke ske dækning af alle
fordringer inden for samme dækningskategori - bøder,
underholdsbidrag og andre fordringer - dækkes fordringerne i
den rækkefølge, hvori de modtages hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, idet den først modtagne
fordring dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1.
pkt.
For renter gælder med hensyn til
dækningsrækkefølgen for krav under inddrivelse,
at renter dækkes før hovedkravet, jf. § 4, stk.
2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen omfatter både opkrævnings- og
inddrivelsesrenter. Den indbyrdes
dækningsrækkefølge for opkrævnings- og
inddrivelsesrenter er reguleret i § 4, stk. 3 og 4, i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017.
Gebyrer omfattes ikke af § 4, stk. 2, 2.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Gebyrer omfattes derimod af § 4, stk. 1, nr. 3, om
»andre fordringer«, der dækkes, efter at der
først er sket dækning af eventuelle bøder og
dernæst af eventuelle krav på underholdsbidrag.
2.3.1.1. SKATs
opkrævning af personskatter
KOBRA-systemet anvendes til SKATs
opkrævning af fysiske personers skyldige skatter, herunder
restskat og B-skat.
Opkrævningen af restskat reguleres af
kildeskattelovens § 61. Er udskrivningsdatoen for den
skattepligtiges årsopgørelse senest den 1. oktober i
året efter indkomståret, overføres den del af
restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1,
der ikke overstiger et grundbeløb på 19.600 kr.
(2017-niveau) med tillæg af et til den overførte
restskat svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere
tilsvar for det efterfølgende år, til hvis
dækning der opkræves yderligere A-skat, B-skat eller
arbejdsmarkedsbidrag for dette år, jf. § 61, stk. 3, 1.
pkt. Et eventuelt resterende beløb efter § 61, stk. 3,
med tillæg efter stk. 2 forfalder ifølge § 61,
stk. 4, 1. pkt., til betaling i tre rater den 1. i hver af
månederne august, september og oktober i året efter
indkomståret med sidste rettidige betalingsdag den 20. i
forfaldsmåneden. Udskrives årsopgørelsen
først den 1. august i året efter indkomståret
eller senere, forfalder raterne dog først til betaling den
1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder med
sidste rettidige betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden,
jf. 2. pkt.
Er et beløb, som en skattepligtig efter
kildeskatteloven skal indbetale til det offentlige, ikke betalt
rettidigt, skal den pågældende betale en statskassen
tilfaldende rente, der udgør renten i henhold til
opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4
procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at
regne, jf. kildeskattelovens § 63, 1. pkt. Renter af skat, der
påhviler den skattepligtige, opgøres én gang om
året og opkræves sammen med restskatten for de
pågældende år, jf. 2. pkt., som beskrevet
ovenfor.
Ifølge kildeskattelovens § 63
opkræves renter af for sent betalt personskat således
på årsopgørelsen for det år, hvor renterne
er påløbet, dvs. i året efter det
indkomstår, der gav anledning til, at restskatten opstod, og
sammen med den beregnede restskat for dette indkomstår. Dvs.
at opkrævningen af rente efter kildeskattelovens § 63 af
for sent betalte personskatter fra ét indkomstår i
henhold til lovgivningen opkræves med restskat for et senere
indkomstår.
For restskat eller yderligere restskat, der
skyldes en ænd?ret årsopgørelse,
gælder kildeskattelovens § 61, stk. 3-6, tilsvarende for
betaling af beløbet, jf. lovens § 62 A, stk. 1, 1. pkt.
Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med tillæg
efter § 61, stk. 2, forrentes ifølge § 62 A, stk.
1, 3. pkt., med renten i henhold til opkrævningslovens §
7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt
måned fra den 1. september i året efter
indkomståret og indtil udskrivningsdatoen.
En rate efter kildeskattelovens § 61 vil
således kunne være sammensat af både selve
restskatten for det pågældende indkomstår, renter
efter § 62 A, hvis årsopgørelsen er udskrevet
sent, samt renter efter kildeskattelovens § 63 af ikke betalte
personskatter fra tidligere år, som er påløbet i
det indkomstår, som restskatten vedrører.
Lovgivningen vedrørende afregning af
personskatter er dermed tilrettelagt på en sådan
måde, at der ikke er en sammenhæng mellem renterne og
den hovedstol, som renterne er beregnet af. Afregningsmetoden er
valgt, fordi den giver en nem afregning med færrest mulige
opkrævninger til skatteyderne.
Hvis eksempelvis årsopgørelsen
for indkomståret 2017, som dannes i marts 2018, udskrives
inden den 1. august 2018 og resulterer i en restskat, der
overstiger indregningsgrænsen på 19.600 kr.
(2017-niveau), opkræves restskatten i 3 rater i 2018 til
betaling i august, september og oktober med sidste rettidige
betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden.
Hvis raterne ikke betales til tiden, vil der i
2018 påløbe renter for hver af raterne af restskatten
for 2017. Disse renter opkræves via
årsopgørelsen for 2018, hvilket indebærer
opkrævning i 2019. På årsopgørelsen
vedrørende indkomståret 2018 vil der derfor
indgå renter af de for sent betalte rater af restskatten fra
indkomståret 2017.
Er der flere indkomstår med restskat,
der opkræves via ratevise betalinger, kan samme rate derfor
indeholde rentebeløb fra flere indkomstår, ligesom
én rate kan indeholde både renter efter
kildeskattelovens §§ 62 A og 63.
Hvis skatteyderen undlader at betale raterne,
vil de efter sædvanlig rykkerprocedure blive oversendt til
inddrivelse. SKATs system KOBRA vil i den forbindelse opdele raten
i henholdsvis restskat og rente. Systemet er i den sammenhæng
opsat således, at den enkelte rente relateres til den
restskat eller B-skat, som renten er opkrævet på rate
med. Det er ikke i systemet KOBRA registreret, om renten er
beregnet efter kildeskattelovens §§ 62 A eller 63.
2.3.1.2. Skattekontoen
SKATs opkrævning af A-skat, moms, told
m.v. hos virksomheder m.v. foregår via skattekontoen, jf.
opkrævningslovens kapitel 5. Det samme gælder SKATs
udbetaling af f.eks. negativ moms. I § 16 bestemmes
således, at ind- og udbetalinger af de i bestemmelsen
nævnte tilsvar, bl.a. skatter og afgifter efter lovens §
1, stk. 1 og 2, fra og til virksomheder, selskaber, fonde og
foreninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. indgår
i en samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i
dette kapitel. Efter § 16 a, stk. 1, modregnes ind- og
udbetalinger af skatter og afgifter m.v. omfattet af § 16
automatisk efter et saldoprincip, og meddelelse om modregning
fremgår af skattekontoen.
Overstiger den samlede sum af registrerede
forfaldne krav på virksomhedens konto den samlede sum af
registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden,
udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb,
som virksomheden skylder SKAT, jf. § 16 a, stk. 2, 1. pkt. Er
den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på
indbetalinger fra virksomheden derimod mindre end de registrerede
og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden,
udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede
tilgodehavende hos SKAT, jf. 2. pkt.
Det er i opkrævningslovens § 16 a,
stk. 3-7, reguleret, hvornår ind- og udbetalinger på
skattekontoen registreres og påvirker saldoen.
Hvor virksomheders indbetaling helt eller
delvis anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af
flere krav, går betalingen til dækning af det
ældst forfaldne krav først, jf. § 16 a, stk. 8,
der således har fraveget det
øremærkningsprincip, der antages at gælde i
formueretten.
Dette kommer tilsvarende til udtryk i
opkrævningslovens § 16 b, stk. 1, hvorefter beløb
indbetales til skattekontoen uden angivelse af, hvad betalingen
skal dække, jf. dog stk. 2 om frivillig indbetaling af
acontoskat efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 6, eller
pensionsafkastbeskatningsloven.
Efter opkrævningslovens § 16 c,
stk. 1, 1. pkt., forrentes en debetsaldo med den rente, der er
fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Renten beregnes dagligt og
tilskrives månedligt, jf. 2. pkt. Der beregnes således
renters rente på skattekontoen, og renten vil være
beregnet af den til enhver tid værende debetsaldo og ikke af
de enkelte krav på kontoen. Toldskyld forrentes dog med
renten fastsat i EU-toldkodeksens artikel 114, jf.
opkrævningslovens § 16 c, stk. 2.
Det betyder, at SKATs opmærksomhed i
opkrævningsmæssig sammenhæng alene retter sig mod
den til enhver tid værende saldo og ikke mod den eller de
enkelte krav, som denne saldo er sammensat af.
Dette betyder også, at en
opkrævning vil rette sig mod den til enhver tid værende
saldo, og at beregningen af morarenter vil rette sig mod
debetsaldoen og ikke mod det enkelte krav/den enkelte restance.
Overstiger en debetsaldo for en virksomhed
5.000 kr., skal hele beløbet indbetales straks, og SKAT
udsender et rykkerbrev herom til virksomheden, jf. § 16 c,
stk. 4, 1. pkt., idet der dog ikke udsendes et rykkerbrev ved en
debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder, jf. 2. pkt.
Rykkerbrev udsendes dog til ophørte virksomheder, også
hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000
kr., jf. 3. pkt. Betales beløbet ikke inden den frist, der
er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til
inddrivelse, jf. 4. pkt. Et beløb, der overgives til
inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen, jf. 5. pkt. Der
pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af
rykkerbrev, jf. 6. pkt.
2.3.2. Lovforslaget
Det i lovgivningen forudsatte om
opkrævningsmetoden for personskatter efter kildeskatteloven
og skatter og afgifter efter opkrævningsloven (skattekontoen)
skaber hos restanceinddrivelsesmyndigheden problemer i forhold til
dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 2, 2. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige for renter
efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter af krav,
der opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens
§ 16, samt andre fordringshaversystemer, der i lighed med
skattekontoen har hjemmel til at anvende et saldoprincip.
Der er i EFI/DMI i dag registreret ca. 1,26
mio. rentefordringer efter kildeskattelovens §§ 62 A og
63 fra systemet KOBRA. Disse fordringer har en udestående
saldo på ca. 2,2 mia. kr. Alene i 2017 blev der oversendt ca.
196.000 fordringer af denne type med en oprindelig hovedstol
på ca. 284 mio. kr.
Tilsvarende er der i EFI/DMI registreret ca.
1,75 mio. rentefordringer fra skattekontoen med en udestående
saldo på ca. 2,2 mia. kr. I 2017 blev der oversendt ca.
843.000 rentefordringer med en oprindelig hovedstol på ca.
463 mio. kr.
Med henblik på at løse de
problemer, som restanceinddrivelsesmyndigheden har i forhold til at
foretage en korrekt dækning efter § 4, stk. 2, 2. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige for renter,
hvor det som følge af den i lovgivningen fastsatte
opkrævningsmetode ikke er muligt at identificere den eller de
hovedfordringer, hvoraf renten er beregnet, samt renter, der
modtages til inddrivelse uden nogen oplyst relation til deres
hovedfordring(er), forslås det, at der i § 4, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes
nye bestemmelser, hvorefter det hovedkrav, som
restanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af
opkrævningsrenten fik oplyst, lægges til grund ved
anvendelsen af 2. pkt. Er en oplysning om hovedkravet ikke givet
ved modtagelsen af en opkrævningsrente, anvendes alene 1.
pkt. om FIFO-princippet, hvorefter den først modtagne
ford?ring dækkes først, hvis der inden for samme
dækningskategori - bøder, underholdsbidrag og andre
fordringer, jf. stk. 1 - ikke er dækning til alle
fordringer.
For en opkrævningsrente lægges det
hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af
opkrævningsrenten fik oplyst, til grund ved placering af
renten i dækningsrækkefølgen. For renter efter
kildeskattelovens §§ 62 A og 63, der oversendes fra SKATs
system KOBRA, og som med hjemmel i kildeskatteloven opkræves
på rater med restskat, vil den oplyste relation mellem renten
og den restskat, som renten er opkrævet på rate med,
dermed lægges til grund af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Herved videreføres den måde, hvorpå renten under
opkrævning er behandlet og over for skyldner beskrevet,
også i inddrivelsessystemet. Med den foreslåede
bestemmelse bevares relationen mellem den restskat og rente, der
over for skyldner er opkrævet på én rate,
således også hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
uanset at renten også kan være beregnet af andre
personskattekrav.
Er en oplysning om hovedkravet ikke givet ved
modtagelsen af en opkrævningsrente, placeres renten i
dækningsrækkefølgen på baggrund af
oplysning om, hvornår renten er modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Der er tale om, at disse renter i
juridisk henseende skal behandles som selvstændige krav i
relation til spørgsmål om placering i
dækningsrækkefølgen, når kravet er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Hovedkravsvirkningen har derimod ingen betydning for
restanceinddrivelsesmyndighedens og fordringshavers muligheder for
at aftale, hvorledes renterne systemmæssigt overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden.
2.4. Præcisering af bortfaldsregler
2.4.1. Gældende ret
Den tidligere bistandslov indeholdt ved sin
ikrafttræden den 1. april 1976 i § 27, stk. 3, en
såkaldt bortfaldsregel, hvorefter kommunale
tilbagebetalingskrav efter loven bortfaldt, når der var
gået 3 år efter ophøret af den hjælp, som
tilbagebetalingskravet vedrørte, uden at der havde
været økonomisk mulighed for at gennemføre
kravet. I lovforslaget til bistandsloven - lovforslag nr. L 41,
Folketingstidende 1973-74, 2. samling, tillæg A, spalte 691 -
anføres i de specielle bemærkninger til lovforslagets
§ 27, at de særlige regler i § 69 i forsorgsloven -
som bistandsloven afløste - om eftergivelse af
tilbagebetalingskrav og bidragsrestancer ikke er medtaget i
lovforslaget, idet det i stedet findes mere hensigtsmæssigt
at foreskrive, at tilbagebetalingskrav bortfalder, hvis der er
gået 3 år, uden at der har været
økonomiske muligheder for at gennemføre det. Fristen
blev senere sat op til 5 år.
Bortfaldsreglen blev i 1998 videreført
i § 95 i lov om aktiv socialpolitik og § 165 i lov om
social service.
Senere er der kommet yderligere
bortfaldsregler, således at syv love i dag indeholder
bortfaldsregler:
- § 95, stk.
2, i lov om aktiv socialpolitik
- § 19, stk.
4, i lov om kontantydelse
- § 70 f, stk.
11, 5. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
- § 19, stk.
3, i lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsledige
m.v.
- § 93, stk.
2, i dagtilbudsloven
- § 165, stk.
2, i lov om social service
- § 9, 3.
pkt., i repatrieringsloven
I forbindelse med indførelsen af
forældelsesloven blev der i flere love gennemført
nødvendige ændringer, jf. lov nr. 523 af 6. juni 2007.
I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95, stk. 4, i lov
om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år til 3 år.
I de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget,
jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil være
sådan, at hvis der efter de opkrævningsregler, som
beskæftigelsesministeren har fastsat efter lovens § 95,
stk. 1, har været fastsat en tilbagebetalingsordning, som er
misligholdt, og kravet derfor bliver overgivet til inddrivelse hos
den statslige restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være
omfattet af forældelseslovens almindelige regler, herunder
reglerne om afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et
tilbagebetalingskrav, efter at det på grund af misligholdelse
af den tilbagebetalingsordning, hvormed det opkræves, er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af
forældelsesloven og ikke længere omfattes af
bortfaldsreglen, der i dag findes i § 95, stk. 2, i lov om
aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere
reguleret ved bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 om
kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en
midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v., ved
bekendtgørelse nr. 330 af 27. marts 2017 om
kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter
lov om social service og ved bekendtgørelse nr. 978 af 11.
august 2017 om kommunalbestyrelsens opkrævning af
tilbagebetalingskrav efter dagtilbudslovens § 93, stk. 3.
§ 10 i førstnævnte bekendtgørelse og
§ 9 i de to sidstnævnte bekendtgørelser
bestemmer, at hvis en skyldner trods påkrav ikke overholder
en afdragsordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele
gælden for forfalden, hvorefter fordringshaveren
træffer afgørelse om, at kravet overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse.
En misligholdelse skyldes manglende betaling trods mulighed for at
betale.
Af § 6 i de tre bekendtgørelser
følger, at kommunen yder henstand til skyldnere, der
modtager en række sociale ydelser eller ikke har en
nettoindkomst, der overstiger de nedre grænser for
betalingsevne efter tabeltrækmetoden, jf. § 10 i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7 i
de tre bekendtgørelser følger, at afdragsordningen
stilles i bero, hvis der er fastsat en afdragsordning efter §
5 eller § 6, stk. 2, og skyldneren senere kommer i en
situation som nævnt i § 6, stk. 1, dvs. mister
betalingsevnen. Hvis der i 3 eller 5 år - afhængig af
fristen i den konkrete bortfaldsregel - efter hjælpens
ophør ikke har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand,
fastsættes en afdragsordning. Misligholdes denne, overdrages
kravet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af
forældelsesloven, kan afbrydes efter reglerne i
forældelseslovens §§ 15-18, mens den
forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners betalingsevne
kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt
ikke på tale, hvis skyldneren har undladt at afdrage på
sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed
herfor, jf. eksempelvis § 13, stk. 2, nr. 4, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Det giver derfor god
mening, at alene forældelsesloven og ikke tillige
bortfaldsreglen skal finde anvendelse på sådanne
tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse - dvs. undladt betaling trods mulighed herfor - er
kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skyldner har i en sådan situation forspildt den ret til
automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne netop har til
formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1,
afsnit G. A. 3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse
tilbagebetalingskrav forældelsesmæssigt omfattes af
forældelsesloven, hvis de er modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. fordringstypeoversigten Q2,
som afsnittet henviser til. Om tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, jf. oversigtens art nr. 211, anføres
således, at hvis en fastsat tilbagebetalingsordning er
misligholdt, anses hele gælden for forfalden, og kravet kan
overgives til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvorefter det er omfattet af forældelseslovens regler.
2.4.2. Lovforslaget
Repatrieringslovens § 9, 3. pkt.,
henviser alene til, at § 95 i lov om aktiv socialpolitik -
dvs. også bortfaldsreglen i stk. 2 - finder tilsvarende
anvendelse. De seks øvrige bortfaldsregler indeholder alle
en over samme læst skåret ordlyd, hvorefter
tilbagebetalingskravet bortfalder, hvis der i 3 eller 5 år
ikke har været økonomisk mulighed for at gøre
kravet gældende. Ordlyden siger dog ikke udtrykkeligt, at
alene forældelsesloven skal finde anvendelse, hvis
tilbagebetalingskravet kommer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Da det imidlertid må
lægges til grund, at alene forældelsesloven skal
regulere forældelsen, hvis disse tilbagebetalingskrav
på grund af skyldners misligholdelse af den afdragsordning,
hvormed tilbagebetalingskravet opkræves af fordringshaver,
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på
inddrivelse, jf. ovenfor i afsnit 2.4.1, foreslås det, at
dette præciseres gennem ændringer i de seks
bortfaldsregler.
Det foreslås således, at det af
bortfaldsreglerne udtrykkeligt skal fremgå, at hvis et
tilbagebetalingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen ikke
anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af
kravet. Fra modtagelsen finder i stedet forældelsesloven
anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3
år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagesendes
tilbagebetalingskravet til fordringshaver, finder bortfaldsreglen
på ny anvendelse. Det betyder, at hvis der er forløbet
3 eller 5 år - afhængig af fristen i den konkrete
bortfaldsregel - efter hjælpens ophør, uden at der har
været økonomisk mulighed for at gennemføre
kravet, bortfalder det.
Den foreslåede regel er udtryk for dels
en lovfæstelse af gældende ret, jf. ovenfor i afsnit
2.4.1, dels en inkorporering af nærværende lovforslags
§ 1, nr. 15, hvorefter der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås
indsat en bestemmelse, hvorefter forældelse af fordringer
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst
indtræder på 3-årsdagen fra fordringens
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Efter forældelseslovens § 2, stk.
1, regnes forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt, til
hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen
opfyldt, medmindre andet følger af andre regler, og
misligholdelsen af en afdragsordning vedrørende
tilbagebetalingskravet indebærer, at hele
tilbagebetalingskravet anses for forfaldent til betaling, jf. bl.a.
§ 10, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 418 af 28. april
2017 om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter
lov om aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk.
10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en
midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v., hvorefter
afdragsordningen anses for bortfaldet og hele gælden for
forfalden, hvis skyldner trods påkrav ikke overholder sin
afdragsordning. Starttidspunktet for den forældelsesfrist,
der løber efter forældelsesloven, når
tilbagebetalingskravet kommer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil derfor være det
anførte forfaldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages
til inddrivelse, er før modtagelsen omfattet af
forældelsesloven, og de 5-årige bortfaldsfrister i
§ 165, stk. 2, i lov om social service og dagtilbudslovens
§ 93, stk. 2, er derfor ikke sådanne
forældelsesfrister, der via forslaget om den
foreløbige afbrydelse kan få en allerede
påbegyndt forældelsesfrist foreløbigt afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet inden dets modtagelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden være opnået et
særligt retsgrundlag, f.eks. en dom om eller skyldners
skriftlige anerkendelse af tilbagebetalingskravets eksistens og
størrelse, som efter forældelseslovens § 5, stk.
1, nr. 3, giver kravet en 10-årig forældelsesfrist. For
sådanne tilbagebetalingskrav vil forældelse tidligst
indtræde 3 år fra modtagelsen hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Foreligger et særligt
retsgrundlag ikke, følger det af den foreslåede regel,
at forældelsesloven anvendes fra tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelse
vil således tidligst indtræde 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den foreslåede regel i
§ 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. I disse tilfælde indebærer den
foreslåede regel, at forældelse vil indtræde
på 3-årsdagen fra modtagelsen, medmindre
forældelsen forinden er afbrudt efter forældelseslovens
regler om afbrydelse, eller fordringen er opfyldt.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til
fordringshaver, f.eks. fordi fordringshaver ikke søger
skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse
afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås det
præciseret, at bortfaldsreglen atter skal finde
anvendelse.
2.5. Ændringer i reglerne om
restanceinddrivelsesmyndighedens
afgørelser om modregning og
lønindeholdelse
2.5.1. Gældende ret
En afgørelse skal, når den
meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse,
medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens §
22. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i
henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, og om fornødent en
kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24,
stk. 2.
Ved siden af forvaltningslovens regler om
begrundelsespligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af
ombudsmandens praksis vedrørende principperne om god
forvaltningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end
begrundelsespligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan
også finde anvendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Om kravene til en begrundelses indhold kan det
generelt anføres, at de oplysninger, som offentlige
myndigheder kommunikerer til borgerne, skal være
fyldestgørende og korrekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden
har derfor behov for oplysninger om de fordringer, som overdrages
til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, for at kunne
beskrive fordringen tilstrækkeligt og korrekt over for
skyldner og andre.
I øvrigt må udstrækningen
af myndighedernes begrundelsespligt i henhold til forvaltningsloven
som udgangspunkt afgøres konkret i den enkelte sag.
Lønindeholdelse er et
tvangsinddrivelsesmiddel, som under visse betingelser kan
iværksættes af restanceinddrivelsesmyndigheden over for
skyldnere med gæld under inddrivelse. Lønindeholdelse
sker, ved at restanceinddrivelsesmyndigheden indeholder en vis
procentdel af skyldners A-indkomst til betaling af skyldners
gæld under inddrivelse.
Den tidsmæssige betingelse for, at
restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse
om lønindeholdelse, er opfyldt, hvis en skyldner ikke inden
det tidspunkt, hvor udlæg kan begæres, har betalt den
gæld, der påhviler den pågældende, jf.
§ 10, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Udlæg kan tidligst begæres dagen efter
sidste rettidige betalingsdag, jf. retsplejelovens § 486.
Indeholdelse kan ske i skatteyderens beregnede
eller godskrevne A-indkomst, og der kan indeholdes, hvad der er
nødvendigt til betaling af gælden med
påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre
omkostninger.
Fordringer, som er omfattet af lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, kan med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger inddrives ved
lønindeholdelse, medmindre andet følger af lovens
bilag 1.
Indeholdelse kan foretages, selv om
udbetalingen eller godskrivningen af A-indkomst også er
genstand for indeholdelse af skat efter kildeskattelovens
§§ 46 og 49, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Indeholdelsen sker med en procentdel
(indeholdelsesprocenten) af den beregnede eller godskrevne
A-indkomst, og indeholdelsesprocenten meddeles til SKAT og
indgår i indeholdelsesprocenten efter kildeskattelovens
§ 48, stk. 4, jf. § 10, stk. 3, 2. og 3. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Ved afgørelse om indeholdelse skal der
overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens
underhold, jf. § 10, stk. 3, 4. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, og ifølge § 10, stk. 3,
7. pkt., kan den samlede indeholdelsesprocent efter
kildeskattelovens § 48, stk. 4, ikke overstige 100 ved
fastsættelsen af indeholdelsesprocenten.
Indeholdelsesprocenten kan gradueres efter
indkomstens størrelse, jf. § 10, stk. 4, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Når restanceinddrivelsesmyndigheden
skriftligt varsler skyldneren om, at lønindeholdelse agtes
iværksat, stilles samtidig et budgetskema til rådighed
for skyldneren med oplysning om, at skyldneren kan udfylde og
indsende skemaet, og at oplysningerne vil indgå i vurderingen
af, om lønindeholdelse kan gennemføres og med hvilken
indeholdelsesprocent, jf. § 13, stk. 4, 5. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Skyldneren skal
have en frist på mindst 14 dage til indsendelse af
budgetskemaet, jf. 6. pkt. Hvis skyldneren indsender budgetskemaet,
vurderer restanceinddrivelsesmyndigheden ifølge § 13,
stk. 7, om der, hvis lønindeholdelsen
iværksættes, overlades skyldneren det nødvendige
til eget og familiens underhold. Vurderingen sker efter reglerne i
bekendtgørelsens kapitel 7. Viser vurderingen, at der ikke
er betalingsevne, kan der bevilges henstand.
Skatteministeren kan efter § 10, stk. 3,
6. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
endvidere fastsætte regler om, at der ikke kan ske
indeholdelse i A-indkomst bestående af visse ydelser, hvilket
er udmøntet i bekendtgørelsens § 17, der bl.a.
omfatter integrationsydelse og kontanthjælp.
Efter lovens § 10 a kan der ske
særskilt lønindeholdelse af beløb til
dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af renter,
gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af
bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber og af
beløb til dækning af medielicens og radiolicens med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed.
I bekendtgørelsens § 14 har
skatteministeren udstedt regler for den nævnte
særskilte lønindeholdelse. Der kan ske særskilt
lønindeholdelse i alle A-indkomsttyper. Der kan
således iværksættes særskilt
lønindeholdelse med indtil 400 kr. pr. måned over for
de skyldnere, der har en indkomst, der normalt er undtaget fra
lønindeholdelse, f.eks. kontanthjælp, visse
uddannelsesydelser m.v.
Det er ikke en forudsætning ved
særskilt lønindeholdelse, at der foretages en
betalingsevnevurdering.
Restanceinddrivelsesmyndighedens kontrol af,
om den tidsmæssige betingelse for lønindeholdelse er
opfyldt, dvs. om der kan foretages udlæg og dermed også
kan træffes afgørelse om lønindeholdelse, sker
ud fra fordringshavers registrering af sidste rettidige
betalingsdag. Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden
får kendskab til eller mistanke om, at registreringen af
sidste rettidige betalingsdag ikke er retvisende, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden i visse tilfælde have pligt
til - som følge af officialmaksimen - at søge datoen
berigtiget hos fordringshaver.
En fordring overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden efter lovens § 2, stk. 3,
når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig
rykkerprocedure forgæves er gennemført.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning
tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Ved
overdragelse af en fordring skal fordringshaveren efter § 3,
stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017
om inddrivelse af gæld til det offentlige give alle
oplysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse
er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplysning om
fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste
rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne
renter, gebyrer og omkostninger.
Ved lov nr. 404 af 8. maj 2006 blev reglerne
om lønindeholdelse ændret, således at
lønindeholdelse sker samtidig med indeholdelse af A-skat.
Det elektroniske skattekort giver mulighed for, at
lønindeholdelse kan ske gennem A-skattetrækket,
således at virksomhederne alene skal indeholde og afregne et
samlet beløb. Det fremgår herefter ikke af
skattekortet, hvilken del der er A-skat, og hvilken del der er
lønindeholdelse. Et pålæg om
lønindeholdelse er således ikke rettet til den enkelte
arbejdsgiver, men til alle, som udbetaler A-indkomst. I og med at
lønindeholdelse sker ved skattetrækket, er
lønindeholdelsesprocenten indregnet i trækprocenten
på det skattekort, som en eventuel anden eller ny
arbejdsgiver modtager eller rekvirerer. Der er dermed ikke behov
for at pålægge den tidligere arbejdsgiver at give
underretning om ophøret af et ansættelsesforhold.
Lønindeholdelse gennem A-skattetrækket indebærer
tillige, at reglerne for A-skat om indeholdelse, indbetaling af de
indeholdte beløb, renter ved manglende indbetaling m.v.
også kan anvendes på lønindeholdte beløb,
jf. § 10, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 fik
bestemmelsen i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige sin nuværende udformning. Samtidig blev
udgangspunktet ændret, således at fordringer omfattet
af loven med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger
kan inddrives ved lønindeholdelse, medmindre andet
følger af bilag 1, der samtidig blev nyaffattet. For
civilretlige fordringstyper blev udgangspunktet, at der ikke skal
kunne foretages lønindeholdelse, men der er gjort enkelte
undtagelser hertil.
Derved blev der opnået en forenkling af
regelgrundlaget for, hvilke fordringer der kan inddrives ved
lønindeholdelse, idet alle fordringer omfattet af lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige vil kunne inddrives
ved lønindeholdelse, medmindre der for fordringstypen er
gjort en undtagelse i bilag 1.
Et andet inddrivelsesskridt er modregning,
hvorved restanceinddrivelsesmyndigheden indfrier fordringer med
udbetalinger fra det offentlige. Det kan f.eks. være en
skyldner, der skal have udbetalt overskydende skat. Frem for at
udbetale den overskydende skat benyttes beløbet helt eller
delvist til at dække skyldners gæld (en eller flere
fordringer) til det offentlige.
Modregning fra
restanceinddrivelsesmyndighedens side sker i udgangspunktet uden
aftale med skyldner, og der er dermed tale om tvungen
modregning.
Efter de almindelige obligationsretlige regler
forudsætter tvungen ikke-konneks modregning, at fordringerne
er udjævnelige, afviklingsmodne og gensidige, og at den
ford?ring, der modregnes med, er retskraftig. Desuden er det
en betingelse, at den person eller myndighed, der ønsker at
modregne (modregneren), sender en modregningserklæring, der
kommer frem til den person, der modregnes over for (hovedmanden,
dvs. modfordringens skyldner). Det er som udgangspunkt ikke et
krav, at modfordringen er åbenbar eller uomtvistet,
før modregning kan ske. Der kan dog stilles krav om, at der
en vis klarhed omkring fordringens eksistens, jf.
Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 2005, side 668.
Kravet om, at fordringerne skal være
udjævnelige, indebærer, at fordringerne efter deres art
skal kunne udligne hinanden. Dette krav vil som udgangspunkt
være opfyldt, hvis der er tale om pengekrav. Fordringerne
behøver ikke være lige store.
Modregning kan være begrænset
eller helt udelukket på grund af hovedfordringens
beskaffenhed Det drejer sig f.eks. om såkaldte beskyttede
fordringer, der skal anvendes til dækning af
nødvendige leveomkostninger.
At fordringerne skal være
afviklingsmodne, indebærer, at modfordringens
forfaldstidspunkt skal være indtrådt, og
hovedfordringens frigørelsestidspunkt skal være
indtrådt. Har fordringshaver indrømmet skyldner
løbedage, vil modregning ikke kunne ske til det oprindelige
forfaldstidspunkt, men tidligst på sidste løbedag, jf.
Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1963, side
126. Ved frigørelsestid forstås, at skyldner skal
være berettiget til at frigøre sig for sin
forpligtelse ved betaling til fordringshaver.
At fordringerne skal være gensidige,
indebærer, at hovedfordring og modfordring er mellem de samme
parter. Der skal således mellem de involverede parter i
modregningen foreligge gensidighed, således at hver part er
henholdsvis debitor for den ene fordring og kreditor for den anden
ford?ring.
Der er i §§ 7-9 og § 12, stk.
2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsat
særlige regler om dækningsrækkefølgen ved
modregning og om restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for at
modregne. Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev det gennem en
nyaffattelse af § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige præciseret, at alle fordringer,
der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, kan modregnes i udbetalinger fra staten.
At modfordringen skal være retskraftig,
betyder, at hovedmanden (skyldneren) skal være retligt
forpligtet til at opfylde fordringen. Det indebærer, at
modfordringen skal være retskraftig på
modregningstidspunktet, dvs. på det tidspunkt, hvor
modregningserklæringen kommer frem til hovedmanden.
Ved tvungen modregning indtræder
virkningen af modregning som udgangspunkt ved fremkomsten af
modregningserklæringen, idet modregningserklæringen
indeholder et påbud, som har virkning ved fremkomsten.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er involveret
i to former for modregning, nemlig modregning under inddrivelse og
modregning under opkrævning.
Når restanceinddrivelsesmyndigheden
ønsker at foretage modregning under inddrivelse, dvs.
modregning, hvor modfordringen er oversendt til inddrivelse efter
§ 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, hvorefter fordringer overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er
gennemført, kontrollerer restanceinddrivelsesmyndigheden
bl.a., om en given fordring er afviklingsmoden. Dette sker ved at
undersøge, om sidste rettidige betalingsdag (som registreret
af fordringshaver) er passeret. Som nævnt ovenfor skal
fordringshaver ved overdragelse af en fordring efter § 3, stk.
2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige give alle oplysninger,
som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er
nødvendige for inddrivelsen, herunder oplysning om
fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste
rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne
renter, gebyrer og omkostninger.
Sidste rettidige betalingsdag fremgår
tillige af den begrundelse for iværksættelse af
modregning, som sendes til skyldner. Der udsendes sammen med
afgørelsen en oversigt over de fordringer, som indgår
i modregningsafgørelsen, og for hver fordring er angivet
sidste rettidige betalingsdag.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden
får kendskab til eller mistanke om, at fordringshavers
registrering af sidste rettidige betalingsdag ikke er retvisende i
det konkrete tilfælde, har restanceinddrivelsesmyndigheden
som følge af officialmaksimen pligt til at søge
datoen berigtiget hos fordringshaver.
Når der er tale om modregning under
opkrævning, er fordringen ikke overdraget til inddrivelse
efter § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, men er fortsat under opkrævning hos
fordringshaver, og restanceinddrivelsesmyndigheden har derfor ikke
overtaget kreditorbeføjelserne. Det er således
fordringshaver, der træffer afgørelse om modregning,
og ikke restanceinddrivelsesmyndigheden. Imidlertid bidrager
restanceinddrivelsesmyndigheden med systemunderstøttelse til
fordringshavere, når fordringshaver har registreret en
fordring til modregning.
Selve modregningen sker som nævnt ved
hjælp af restanceinddrivelsesmyndighedens it-system og
foretages ikke nødvendigvis i tidsmæssig
sammenhæng med registreringen til modregning. Der kan
altså gå tid mellem registreringen til modregning og
selve modregningen. Som følge heraf kan det ske, at
udligningen foretages, før fordringshaver får besked
om effektuering. Restanceinddrivelsesmyndigheden sikrer før
modregningen, at betalingsfristen (med tillæg af eventuelle
lovbestemte løbedage) er indtrådt. Dette sker ved at
undersøge, om sidste rettidige betalingsdag (som registreret
af fordringshaver) er passeret.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden
får kendskab til eller mistanke om, at registreringen af
sidste rettidige betalingsdag ikke er retvisende, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden i visse tilfælde have pligt
til - som følge af officialmaksimen - at søge datoen
berigtiget hos fordringshaver.
Restanceinddrivelsesmyndigheden sender en
erklæring til skyldner om modregning. Af erklæringen
fremgår det, at skyldner vil modtage en afgørelse med
klagevejledning direkte fra fordringshaver.
I praksis kan en fordringshaver registrere en
fordring til modregning, selv om betalingsfristen endnu ikke er
indtrådt. Selve modregningen kan dog ikke foretages,
førend betalingsfristen er indtrådt, jf. kravet om
afviklingsmodenhed.
Hvis skyldneren overdrager en
udbetalingsfordring (hovedfordringen), inden
modregningserklæringen er kommet frem, er betingelsen om
gensidighed som udgangspunkt ikke opfyldt. § 28 i lov om
gældsbreve regulerer, hvornår modregneren - her
restanceinddrivelsesmyndigheden - alligevel kan foretage
modregning. Ifølge § 28 kan der ske modregning med en
fordring på overdrageren, hvis modregneren har erhvervet
fordringen, inden modregneren fik kundskab eller formodning om, at
hovedfordringen var blevet overdraget. Var modfordringen uforfalden
på tidspunktet for overdragelsen, kan den dog kun bruges til
modregning, hvis den forfaldt senest samtidig med
hovedfordringen.
En rente antages at være stiftet
samtidig med den fordring, den beregnes af, dvs. hovedkravet, selv
om renten først tilskrives senere.
2.5.2. Lovforslaget
Skatteministeriet har i samarbejde med bl.a.
Kammeradvokaten afdækket problemer med de data, som
fordringshaverne skal angive ved oversendelse af en fordring til
inddrivelse. Inddrivelsen baseres på disse data. En del data
er behæftet med fejl, og nogle fordringshavere kan have
svært ved at berigtige og fejlrette data. Baggrunden herfor
er bl.a., at de gældende regler er komplicerede og giver
anledning til fortolkningstvivl. Herudover har nogle
fordringshaveres it-systemer vanskeligt ved at levere korrekte
data.
Det har i praksis vist sig, at der ofte er
tvivl om, hvad fordringshavers registrering af sidste rettidige
betalingsdag er udtryk for. Det er blevet afdækket, at de
forskellige fordringshavere i nogle tilfælde har forskellig
praksis for registreringen heraf. Nogle fordringshavere registrerer
den oprindelige sidste rettidige betalingsdag, mens andre
registrerer den dato, som fordringshaver har fastsat efter
indrømmelse af løbedage eller efter drøftelse
med skyldner om henstand.
Regelgrundlaget, som de enkelte
fordringshavere administrerer efter, er tillige forskelligt,
hvilket bidrager til yderligere forskellighed i anvendelsen af
begrebet sidste rettidige betalingsdag. Nogle fordringshavere
administrerer et retsgrundlag, der indeholder en specifik angivelse
af, hvad den sidste rettidige betalingsdag for det
pågældende krav er, mens andre fordringshavere
administrerer et retsgrundlag, der ikke indeholder en sådan
regulering.
Da restanceinddrivelsesmyndigheden modtager
data fra ca. 800 forskellige fordringshavere og hvert år
modtager mellem 5 og 8 mio. fordringer til inddrivelse, er det
vigtigt at undgå tidskrævende og omkostningstunge
høringer af fordringshaverne med henblik på at
få korrekte data. De mange forskellige retsgrundlag og den
store forskel i, hvor mange fordringer de enkelte fordringshavere
har, bevirker, at det kan være meget vanskeligt og
tidskrævende at opnå en fælles, fast og til
enhver tid fulgt praksis. Nogle fordringshavere sender kun nogle
få fordringer til inddrivelse om året, mens andre
fordringshavere sender et meget stort antal fordringer til
inddrivelse hvert år. Det er samtidig vanskeligt - som
følge af de meget forskellige retsgrundlag - klart at
tilkendegive ud fra en generel vejledning, hvilken dato der
bør registreres.
De fejlbehæftede data medfører,
at når restanceinddrivelsesmyndigheden kontrollerer, om
sidste rettidige betalingsdag er indtrådt, sker det på
basis af data, der kan være upålidelige og derfor
indebærer en risiko for en forkert kontrol og forkerte
oplysninger i begrundelserne.
Det foreslås derfor at ændre
§ 9 a og § 10, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige således, at
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke er forpligtet til i
begrundelserne for afgørelser om henholdsvis modregning og
lønindeholdelse at oplyse fordringens sidste rettidige
betalingsdag, men at det er tilstrækkeligt at henvise til, at
fordringen er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Når en fordring efter
gældende regler er modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil betalingsfristen være
overskredet, fordi en fordring først kan oversendes til
inddrivelse, når betalingsfristen er overskredet, og
sædvanlig rykkerprocedure forgæves er
gennemført, jf. lovens § 2, stk. 3, hvorfor skyldner
f.eks. ikke vil få indeholdt beløb i sin løn
på et tidligere tidspunkt end efter gældende regler.
Samtidig foreslås i § 10, stk. 2, fastsat, at den
tidsmæssige betingelse for at iværksætte
lønindeholdelse er, at fordringens betalingsfrist er
overskredet.
Med forslaget vil risikoen for, at
afgørelser og begrundelser fremadrettet påvirkes af
fortolkningsforskelle m.v. hos fordringshavere, for så vidt
angår registreringen af sidste rettidige betalingsdag, blive
minimeret. Nogle fordringshavere registrerer den oprindelige sidste
rettidige betalingsdag, mens andre registrerer den dato, som
fordringshaver har fastsat efter indrømmelse af
løbedage eller efter drøftelse med skyldner om
henstand.
I overensstemmelse hermed vil
restanceinddrivelsesmyndighedens kontrol af, om betingelserne for
lønindeholdelse er opfyldt, og om en fordring er
afviklingsmoden med henblik på modregning, fremadrettet ske
på basis af modtagelsesdato hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Som nævnt vil sidste
rettidige betalingsdag være overskredet, når en
fordring er modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi en fordring først kan
oversendes til inddrivelse, når betalingsfristen er
overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er
gennemført, jf. § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, hvorfor skyldner ikke vil få
modregnet beløb på et tidligere tidspunkt end efter
gældende regler.
Fremadrettet vil
restanceinddrivelsesmyndigheden således kunne begrunde
modregningsafgørelser, for så vidt angår
betingelsen om afviklingsmodenhed, og afgørelser om
lønindeholdelse generelt ved at henvise til, at fordringen
er under inddrivelse.
Det vil stadig være sådan, at der
i afgørelsen om modregning eller lønindeholdelse skal
være en tilstrækkelig beskrivelse af bl.a. den eller de
fordringer, som den omhandler, således at skyldner er i stand
til at identificere fordringen og dermed vil kunne forholde sig
til, om afgørelsen kan anerkendes, eller om skyldner
ønsker at gøre brug af sin ret til at indgive en
klage.
Endvidere vil der som hidtil i relevant omfang
blive redegjort for det relevante retsgrundlag m.v. i
overensstemmelse med de gældende regler om begrundelse i
forvaltningslovens §§ 22-24. Forslaget regulerer
således alene begrundelsespligten i forhold den
tidsmæssige betingelse for iværksættelse af
modregning og lønindeholdelse. Denne regulering, der
indebærer en justering og præcisering af
begrundelsespligten i henhold til forvaltningsloven i forhold til
de pågældende faktuelle oplysninger, vurderes at sikre,
at der gives retvisende begrundelser, og at medføre
administrative lettelser.
Oplysningen om sidste rettidige betalingsdag,
der således vil udgå af begrundelsen for en
afgørelse om lønindeholdelse eller modregning, er
uvæsentlig i forhold til muligheden for at træffe en
sådan afgørelse, fordi sidste rettidige betalingsdag
skal være udløbet, før fordringen overhovedet
kan komme under inddrivelse, jf. ovenfor om § 2, stk. 3, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. En skyldner vil i
øvrigt ved henvendelse til fordringshaveren kunne få
oplyst den sidste rettidige betalingsdag.
Lovforslaget omfatter ikke modregninger, der
foretages af fordringshaver, mens fordringen er under
opkrævning. Restanceinddrivelsesmyndigheden leverer alene
systembistand til disse modregninger, jf. § 7, stk. 2, 2.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvorefter tidspunktet for fordringens registrering i
restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister er
afgørende for dækningsrækkefølgen, hvis
der ikke er dækning til alle fordringer, der ønskes
modregnet under opkrævningen. Fordringshaver træffer
selve afgørelsen om modregning og indestår over for
restanceinddrivelsesmyndigheden for, at fordringen kan anvendes til
modregning, når den registreres i fordringsregisteret.
Som beskrevet i afsnit 2.2.1.1 og 2.2.2
opkræves renter efter kildeskattelovens § 63 af for sent
betalt personskat på årsopgørelsen for det
år, hvor renterne er påløbet, dvs. i året
efter det indkomstår, der gav anledning til, at restskatten
opstod, og sammen med den beregnede restskat for dette
indkomstår. Opkrævningen af rente efter
kildeskattelovens § 63 af for sent betalte personskatter fra
ét indkomstår opkræves dermed i henhold til
lovgivningen med restskat for et senere indkomstår.
Restskat eller yderligere restskat, der
skyldes en ændret årsopgørelse, forrentes
ifølge § 62 A, stk. 1, 3. pkt., med renten i henhold
til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af
0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1.
september i året efter indkomståret og indtil
udskrivningsdatoen. Restskat og rente opgøres på
skyldners årsopgørelse, og renten efter § 62 A
opkræves med restskatten for det pågældende
indkomstår.
Lovgivningen vedrørende afregning af
personskatter er tilrettelagt på en sådan måde,
at der ikke er en sammenhæng mellem renterne og den
hovedstol, som renterne er beregnet af. Afregningsmetoden er valgt,
fordi den giver en nem afregning med færrest mulige
opkrævninger til skatteyderne.
Det i lovgivningen forudsatte om
opkrævningsmetoden for personskatter efter kildeskatteloven
skaber imidlertid hos restanceinddrivelsesmyndigheden udfordringer
i forhold til at håndtere modregning, når
restanceinddrivelsesmyndigheden kan konstatere, at der er
registreret en transport i et udbetalingskrav. Det er ikke muligt
på baggrund af oplysningerne om den skat, som renten er
opkrævet med, at afgøre, hvilken hovedstol renten er
beregnet af, og dermed afgøre, hvornår renten sammen
med sin hovedfordring vil kunne bringes til modregning efter §
28 i lov om gældsbreve. Det er ikke i systemet KOBRA
registreret, om renten er beregnet efter kildeskattelovens
§§ 62 A eller 63. Renterne efter kildeskattelovens
§§ 62 A og 63 overdrages således til inddrivelse
med henvisning til den personskat, som renten er opkrævet
på rate med, eller, såfremt en sådan personskat
ikke findes i inddrivelsessystemet (f.eks. fordi skatten er betalt
i opkrævningen), som en selvstændig fordring uden en
relation til et hovedkrav. For de renter, der ikke i inddrivelsen
er relateret til et hovedkrav, vil rentens data imidlertid afspejle
det hovedkrav, som renten er opkrævet på rate med.
Med henblik på at løse de
problemer, som restanceinddrivelsesmyndigheden har i forhold til at
håndtere modregning efter § 28 i lov om gældsbreve
for renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, hvor
det som følge af den i lovgivningen fastsatte
opkrævningsmetode ikke er muligt at identificere den eller de
hovedfordringer, hvoraf renten er beregnet, foreslås det, at
der i § 9 a i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige indsættes et nyt stk. 3, hvorefter
restanceinddrivelsesmyndigheden, når den kan konstatere, at
skyldners udbetalingskrav mod staten er overdraget til tredjemand,
ved modregning med renter efter kildeskattelovens §§ 62 A
og 63 lægger det hovedkrav, som
restanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af disse renter fik
oplyst, til grund.
Bestemmelsen vil også finde anvendelse,
hvor der er foretaget udlæg i skyldners udbetalingskrav mod
staten.
Er en oplysning om et hovedkrav ikke givet ved
modtagelsen af en rente efter kildeskattelovens §§ 62 A
og 63, vil rentens data i dag afspejle det hovedkrav, som renten er
opkrævet på rate med. Renter, der overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden uden oplysning om et hovedkrav, vil
dermed på baggrund af rentens data tilsvarende kunne bringes
til modregning, når betingelserne for modregning efter §
28 i lov om gældsbreve ville være opfyldt for den skat,
som renten er opkrævet på rate med.
Bestemmelsen har ingen betydning for
restanceinddrivelsesmyndighedens og fordringshavers muligheder for
at aftale, hvorledes renterne systemmæssigt overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det tidspunkt, hvor
restanceinddrivelsesmyndigheden i det nye inddrivelsessystem
foretager modregning, vurderes dermed for renter efter
kildeskattelovens § 63 i nogle tilfælde at blive
udskudt, idet renten i relation til § 28 i lov om
gældsbreve vil blive modregnet sammen med den restskat, som
renten er opkrævet på rate med, eller på det
tidspunkt, da denne restskat kunne bringes til modregning. Da
renten ikke er relateret til den personskat, som renten er beregnet
af, men i stedet er relateret til en restskat for et senere
indkomstår, kunne renten potentielt være modregnet
tidligere, såfremt den faktiske relation var kendt. Dermed
vurderes det, at en transporthaver i nogle tilfælde vil
opnå bedre ret ved restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering
af betingelserne for modregning med renter efter kildeskattelovens
§ 63.
2.6. Restanceinddrivelsesmyndighedens beskrivelse af
renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og
gebyrer, der opkræves via skattekontoen m.fl., i
afgørelser og meddelelser til skyldner og
andre
2.6.1. Gældende ret
En afgørelse skal, når den
meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse,
medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens §
22. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i
henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, og om fornødent en
kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24,
stk. 2.
Ved siden af forvaltningslovens regler om
begrundelsespligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af
ombudsmandens praksis vedrørende principperne om god
forvaltningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end
begrundelsespligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan
også finde anvendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Det følger bl.a. af principperne om god
forvaltningsskik, at de oplysninger, som offentlige myndigheder
kommunikerer til borgerne, skal være fyldestgørende og
korrekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden har derfor behov for
oplysninger om de fordringer, som overdrages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, for at kunne beskrive fordringen
tilstrækkeligt og korrekt over for skyldner og andre.
2.6.2. Lovforslaget
Som nævnt under afsnit 2.5.2 har
Skatteministeriet i samarbejde med bl.a. Kammeradvokaten
afdækket problemer med de data, som fordringshaverne skal
angive ved oversendelse af en fordring til inddrivelse. Der er i
den forbindelse også konstateret udfordringer med beskrivelse
af fordringer på grundlag af fordringshavers oplysninger,
herunder beskrivelse af renter, der modtages til inddrivelse uden
oplysning om et hovedkrav. Idet restanceinddrivelsesmyndigheden
modtager data fra ca. 800 forskellige fordringshavere og hvert
år modtager mellem 5 og 8 mio. fordringer til inddrivelse, er
det vigtigt at undgå tidskrævende og omkostningstunge
høringer af fordringshaverne med henblik på at
få korrekte data og fyldestgørende oplysninger om
fordringen i øvrigt.
Usikkerhed om data og fordringshavers
oplysninger medfører i flere tilfælde behov for en
konkret stillingtagen til, om der skal tilføjes oplysninger
til restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser og
meddelelser, og disse skal i givet fald indhentes og
tilføjes.
For at sikre en effektiv og
hensigtsmæssig inddrivelse er det desuden vigtigt, at
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser og meddelelser i
højere grad genereres automatisk, ligesom det er vigtigt at
reducere behovet for individuelle tilpasninger af sådanne
afgørelser og meddelelser i forhold til beskrivelsen af
fordringerne. Det foreslås derfor, at der i § 3, stk. 8,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indsættes et 3. pkt. med en bemyndigelse til
skatteministeren, hvorefter denne kan fastsætte nærmere
regler om restanceinddrivelsesmyndighedens beskrivelse af renter
efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og
gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf.
opkrævningslovens § 16, eller fordringshaversystemer,
der i lighed med skattekontoen anvender et saldoprincip, i
afgørelser og meddelelser til skyldner og andre.
Det forudsættes, at der findes en
balance, hvorefter der er tilstrækkelige oplysninger, til at
skyldner kan identificere renten eller gebyret, mens
restanceinddrivelsesmyndigheden på samme tid kan basere sig
på oplysninger, som allerede er modtaget fra fordringshaver,
og som der kan fæstes lid til. De nærmere principper
vil desuden blive udviklet, i takt med at fordringshavere i
større omfang er godkendt til og koblet på det nye
inddrivelsessystem, når der er mere viden om den specifikke
anvendelse af fordringstyperne.
Skyldner vil have mulighed for ved henvendelse
til restanceinddrivelsesmyndigheden at anmode om supplerende
oplysninger om renten eller gebyret. Såfremt skyldner retter
henvendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden med anmodning om
yderligere beskrivelse af renten eller gebyret, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden indhente sådanne yderligere
oplysninger om renten eller gebyret hos fordringshaveren og
videreformidle disse til skyldner.
Det forudsættes, at
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser og meddelelser
med de af skatteministeren fastsatte bestemmelser om beskrivelse af
de nævnte renter og gebyrer fortsat vil gøre skyldner
i stand til at identificere den enkelte rente eller det enkelte
gebyr, som restanceinddrivelsesmyndigheden kommunikerer om.
2.7. Lempelse af
krav til forkyndelser foretaget af
restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder
2.7.1. Gældende ret
Det følger af § 5, stk. 1, i lov
om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter
m.v., at udlægsforretninger, der gennemføres af
restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, er omfattet af
retsplejelovens kapitel 45-47 (§§ 478-526), medmindre
andet er bestemt i loven.
Lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af
skatter og afgifter m.v. gælder for inddrivelse af skatter,
afgifter, bøder og andre ydelser, der opkræves eller
inddrives af det offentlige, og som i lovgivningen er tillagt
udpantningsret, jf. lovens § 1.
Af retsplejelovens § 478, stk. 2,
fremgår det, at udlæg kan ske for krav, som i
lovgivningen er tillagt udpantningsret. Der er hjemmel til
udpantning i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det følger således af § 11, at fordringer, der er
omfattet af loven, kan inddrives ved udpantning, medmindre andet
følger af lovens bilag 1.
Efter retsplejelovens § 493, stk. 1,
underretter fogedretten så vidt muligt skyldneren om tid og
sted for forretningen. Skal forretningen foretages uden for rettens
kontor, angives tid og sted så bestemt som foreneligt med
tilrettelæggelsen af rettens arbejde. Underretningen kan ske
ved tilsigelse til forretningen, jf. § 494.
Det følger af § 493, stk. 2, at
underretning kan undlades, hvis fogedretten finder det
ubetænkeligt at foretage forretningen uden forudgående
meddelelse til skyldneren, eller hvis det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive
væsentligt forringet. Fogedretten kan i sidstnævnte
tilfælde betinge fuldbyrdelsen af forudgående
sikkerhedsstillelse.
Hvis fuldbyrdelse forlanges på grundlag
af udpantningsret, skal meddelelse om forretningen forkyndes for
skyldneren, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Meddelelsen
skal indeholde oplysninger om kravets grundlag og størrelse
og sidste rettidige betalingsdag. Ved senere forretninger for samme
krav gives alene meddelelse efter reglerne i stk. 1 og 2, jf.
retsplejelovens § 493, stk. 3.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender som
udgangspunkt tilsigelser efter retsplejeloven til brug for sine
udlægsforretninger.
Efter retsplejelovens § 486, stk. 1, 2.
pkt., kan forkyndelse af meddelelse efter § 493, stk. 3,
tidligst ske dagen efter sidste rettidige betalingsdag.
Forkyndelse kan alene undlades, hvis skyldner
samtykker, eller det må antages, at muligheden for at
opnå dækning ellers vil blive væsentligt
forringet, jf. retsplejelovens § 486, stk. 2.
Ved lov nr. 258 af 26. maj 1976 blev der bl.a.
gennemført en almindelig revision af retsplejelovens regler
om udlæg. Af lovforslaget hertil, jf. lovforslag nr. L 18 af
9. oktober 1975, forslag til lov om ændring af
retsplejeloven, udpantningsloven og lov om inddrivelse af
underholdsbidrag (udlæg og udpantning m.v.),
Folketingstidende 1975-76, tillæg A, fremgår det
på spalte 232, at meddelelsen skal indeholde oplysning om
kravets grundlag og størrelse og sidste rettidige
betalingsdag. Kravene til forkyndelser af udlægsforretninger
er ikke senere blevet ændret.
Lovforslaget er baseret på
anbefalingerne i betænkning nr. 634/1971 om udlæg og
udpantning afgivet af det af Justitsministeriet den 19. januar 1952
nedsatte udvalg.
På side 52 i betænkningen
fremgår det, at for krav, som ikke omfattes af lov nr. 9 af
29. januar 1970 om fremgangsmåden ved udpantning for skatter
og afgifter m.v., mener udvalget, at forkyndelse for skyldneren
bør bevares. Kravene er ikke fastslået ved dom, og
adgangen til udpantning er ej heller betinget af, at kravet er
anerkendt af skyldneren. Kravene er langt mere forskelligartede end
de af loven af 29. januar 1970 omfattede krav, og der er ikke i
alle tilfælde ganske samme sikkerhed for kravets
beståen og dets rigtige opgørelse. Udvalget
anførte derfor, at det på lignende måde som med
hensyn til stævninger i retssager må sikres, at der
forinden tvangsfuldbyrdelsen er givet skyldneren underretning. Da
udpantningskendelsen efter udkastet bortfalder, er det meddelelsen
om udlægsforretningen, der skal forkyndes. Foruden oplysning
om tid og sted for forretningen skal meddelelsen angive kravets
grundlag - f.eks. en resolution fra overøvrigheden eller en
lovbestemmelse, der hjemler kravet og udpantningsretten, og, hvis
dette er fornødent til tilstrækkelig orientering for
skyldneren, nærmere angivelse af, på hvilke
kendsgerninger kravet støttes - samt endvidere kravets
størrelse og sidste rettidige betalingsdag. Der er intet i
vejen for at forkynde selve udpantningsbegæringen, hvis denne
indeholder de krævede oplysninger, men fogedretten kan
også, hvis dette skønnes mere praktisk, udfylde en
formular. Udvalget anbefalede videre, at forkyndelsen tidligst
må ske dagen efter sidste rettidige betalingsdag, og at
udpantningen først kan foretages, når der er
gået 7 dage efter forkyndelsen, medmindre der gøres
undtagelse.
Det fremgår af § 2, stk. 3, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at
fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden,
når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig
rykkerprocedure forgæves er gennemført.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning
tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, jf. 2.
pkt.
Af § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår tillige,
at fordringshaveren inden overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden skal underrette skyldner skriftligt
om overdragelsen.
Kravet om, at grundlaget for kravet skal
beskrives, indebærer bl.a., at
restanceinddrivelsesmyndigheden konkret skal tage stilling til for
det første, om der er behov for at tilføje
oplysninger. Og for det andet, hvis det viser sig, at der er et
sådant behov, skal oplysningerne (som f.eks. kan være
matrikelnummer, registreringsnummer eller navnet på et barn)
indhentes og tilføjes - afhængig af hvad fordringen
udspringer af.
Det følger af § 6, stk. 1, i lov
om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter
m.v., at fogedretten træffer afgørelse om indsigelser
mod udlæg, som fremsættes over for pantefogeder.
Afgørelsen træffes efter reglerne i retsplejelovens
§§ 499-503. Pantefogeder kan henskyde
tvivlsspørgsmål til fogedrettens afgørelse,
selv om der ikke fremsættes indsigelser. Det følger af
§ 6, stk. 3, at indsigelser under forretningen kan
fremsættes over for pantefogeden, som underretter fogedretten
om indsigelserne. Efter forretningen kan indsigelser
fremsættes over for fogedretten. Fristen for
fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forretningens
foretagelse. Fogedretten kan dog undtagelsesvist indtil 1 år
efter forretningen tillade, at en indsigelse behandles.
Retsplejelovens § 501, stk. 1,
fastslår, at hvis der over for fogedretten fremsættes
indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og findes det efter
den bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, jf. stk. 2-4,
betænkeligt at fremme forretningen, nægter fogedretten
at efterkomme fordringshaverens anmodning. Efter stk. 4 kan
fogedretten nægte en bevisførelse, som på grund
af dens omfang eller beskaffenhed eller af andre særlige
grunde bør ske under almindelig rettergang. Hvis fogedretten
som følge af en indsigelse, der i medfør af § 6
i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og
afgifter m.v. er indbragt for fogedretten, har sådanne
betænkeligheder, som efter stk. 1 ville kunne begrunde, at
fogedretten ville afvise at foretage udlæg, vil fogedretten
derfor kunne ophæve pantefogedens udlæg.
Efter retsplejelovens § 502, stk. 1, kan
fogedretten udsætte forretningen, hvis den dom, som
søges fuldbyrdet, er anket efter fuldbyrdelsesfristens
udløb, eller hvis et retsforhold, hvis fastsættelse
vil få indflydelse på forretningens udfald, er under
behandling ved en ret eller en administrativ myndighed, eller hvis
der foreligger andre særlige grunde. En indsigelse mod
pantefogedens udlæg vil også efter denne bestemmelse
kunne begrunde en ophævelse af udlægget, fordi
ophævelsen er den nødvendige forudsætning for
udsættelsen af forretningen.
Endelig indeholder retsplejelovens § 504
en adgang til genoptagelse af udlægsforretningen.
Forretningen kan genoptages, når parterne er enige derom,
eller når fogedretten finder det påkrævet,
navnlig fordi 1) skyldneren eller tredjemand anmoder om, at et
udlæg må blive ophævet med den begrundelse, at
det strider mod tredjemands ret, 2) udlægshaveren anmoder om,
at der må blive truffet ny bestemmelse om udlevering,
opbevaring eller administration af det udlagte, jf. §§
520, 523 og 525, 3) udlægshaveren kræver foretaget en
udførlig registrering af de i § 518, stk. 2 og 3,
nævnte aktiver eller en vurdering af det udlagte, 4)
skyldneren ikke har været til stede under forretningen og han
nu anmoder om adgang til at benytte sine rettigheder efter
§§ 509-516, eller 5) skyldneren ønsker
fastslået, at et udlæg er bortfaldet som følge
af omstændigheder, der er indtruffet efter udlæggets
foretagelse, eller fordi grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen ved dom
er ophævet eller erklæret ugyldigt. Genoptagelse vil
derfor kunne ske, f.eks. fordi en skyldner ønsker et
udlæg ophævet, med henvisning til at en ændret
skatteansættelse har ført til bortfald af det
skattekrav, som pantefogeden har foretaget udlæg for.
2.7.2. Lovforslaget
Som nævnt under afsnit 2.5.2 har
Skatteministeriet i samarbejde med bl.a. Kammeradvokaten
afdækket problemer med de data, som fordringshaverne skal
angive ved oversendelse af en fordring til inddrivelse. Som videre
nævnt har det i praksis vist sig, at der ofte er tvivl om,
hvad fordringshavers registrering af sidste rettidige betalingsdato
er udtryk for. Idet restanceinddrivelsesmyndigheden modtager data
fra ca. 800 forskellige fordringshavere og hvert år modtager
mellem 5 og 8 mio. fordringer til inddrivelse, er det vigtigt at
undgå tidskrævende og omkostningstunge høringer
af fordringshaverne med henblik på at få korrekte
data.
De fejlbehæftede data medfører,
at der potentielt anføres forkerte datoer i tilsigelser, der
indeholder en forkyndelse, mens kravet om en beskrivelse af kravets
grundlag medfører en konkret stillingtagen til, om der skal
tilføjes oplysninger, og disse skal i givet fald indhentes
og tilføjes.
Restanceinddrivelsesmyndigheden foretager ca.
30-35.000 udlægsforretninger årligt. Selv om den
konkrete stillingtagen i hver enkelt tilsigelse ikke
nødvendigvis tager lang tid, løber det samlede
tidsforbrug hurtigt op henset til det årlige antal af
udlægsforretninger og det faktum, at såfremt man kommer
frem til, at der skal tilføjes oplysninger, skal disse
indhentes hos fordringshaver og tilføjes tilsigelsen.
Tal fra SKAT viser, at der i årene
2013-2017 (til og med oktober måned) i mindre end 1 pct. af
sagerne blev gjort indsigelse mod et givent udlæg. Der er dog
en vis usikkerhed i forhold til tallene, bl.a. som følge af
at der i forbindelse med konverteringen af krav fra de tidligere
inddrivelsessystemer til EFI kan være et antal afsluttede
eller slettede udlægsforretninger, der ikke er
overført til EFI. Det faktiske antal
udlægsforretninger for 2013 kan derfor have været
større. Det er ikke muligt at udsøge disse
afsluttede/slettede udlægsforretninger. Herudover er antallet
af klager i årene 2013-2015 skønnet på baggrund
af klagesagsbehandlernes vurdering, da der først blev
etableret central registrering af klagerne fra 2016.
Det er vigtigt at undgå, at tilsigelser,
der indeholder en forkyndelse, fremadrettet påvirkes af
fortolkningsforskelle og fejl hos fordringshaverne, for så
vidt angår registreringen af sidste rettidige betalingsdato.
Nogle fordringshavere registrerer den oprindelige sidste rettidige
betalingsdag, mens andre registrerer den dato, som fordringshaver
har fastsat efter indrømmelse af løbedage eller efter
drøftelse med skyldner om henstand. For at sikre en effektiv
og hensigtsmæssig inddrivelse er det desuden vigtigt, at
tilsigelser, der indeholder en forkyndelse, i højere grad
genereres automatisk, ligesom det er vigtigt at reducere behovet
for individuelle tilpasninger af tilsigelser med en forkyndelse i
forhold til beskrivelsen af kravets grundlag. Det foreslås
derfor, at restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder
fremadrettet alene skal anvende oplysninger, som allerede
indgår i stamdata, og som man kan fæste lid til.
Det foreslås derfor, at § 5 i lov
om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.
ændres således, at tilsigelser med en forkyndelse
fremadrettet skal indeholde oplysninger om fordringshaver,
fordringstype, fordringens modtagelsesdato hos
restanceinddrivelsesmyndigheden og de oplysninger, der i
øvrigt er relevante for at beskrive fordringen (periode
eller stiftelsesdato). Angivelse af kravets størrelse er
ikke omfattet af forslaget og vil derfor også fremadrettet
skulle indgå i en tilsigelse.
Det foreslås således, at kravet om
angivelse af sidste rettidige betalingsdato erstattes af et krav om
at angive fordringens modtagelsesdato hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Når en fordring er modtaget til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil sidste
rettidige betalingsdato være overskredet, såfremt
fordringshaveren overholder reglen om, at fordringer først
kan oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden, når
betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure
forgæves er gennemført. I den forbindelse må
særligt fremhæves, at fordringshaver har pligt til
inden overdragelsen af fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden skriftligt at underrette skyldneren
om overdragelsen, jf. § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, hvilket bør bidrage til, at
skyldner kan identificere kravet.
Med forslaget vil risikoen for, at tilsigelser
med en forkyndelse fremadrettet indeholder forkerte datoer for
sidste rettidige betalingsdato, blive minimeret.
Forslaget indebærer tillige, at
oplysningen om kravets grundlag erstattes af oplysninger om
fordringshaver og fordringstype, således at disse
fremadrettet skal oplyses i tilsigelser med en forkyndelse. Det
forudsættes, at der fastsættes principper for
afgrænsningen af en fordringstype, således at det
bliver muligt at beskrive fordringer på et mere generelt
niveau.
Det foreslås tillige, at
skatteministeren gives en bemyndigelse til at fastsætte
nærmere regler om de oplysninger, der skal meddeles, jf.
ovenfor.
Der skal findes en balance, hvorefter der er
tilstrækkelige oplysninger, til at skyldner kan identificere
fordringen, mens restanceinddrivelsesmyndigheden på samme tid
kan basere sig på oplysninger, som allerede er modtaget fra
fordringshaver, og som der kan fæstes lid til. Fordringstyper
kan f.eks. være A-skat (med oplysning om periode) eller
bøde (f.eks. trafikforseelse med oplysning om
stiftelsesdato). Principperne vil blive udviklet, i takt med at
fordringshavere i større omfang er godkendt til og koblet
på det nye inddrivelsessystem, således at der er mere
viden om den specifikke anvendelse af fordringstyperne. For nogle
fordringstyper vil det som anført være
nødvendigt tillige at oplyse periode eller stiftelsesdato,
f.eks. hvis fordringstypen er A-skat. Oplysningen har til
formål at sikre, at skyldner kan identificere fordringen og
ikke er i tvivl om, hvilken A-skat der er tale om.
Der kan derudover være behov for at
fastsætte særlige regler om beskrivelse af renter og
andre relaterede fordringer. Dette gælder f.eks. renter efter
kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og gebyrer, der
opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens
§ 16, eller fordringshaversystemer, der i lighed med
skattekontoen har hjemmel til at anvende et saldoprincip.
Skyldner vil have mulighed for ved henvendelse
til restanceinddrivelsesmyndigheden at anmode om supplerende
oplysninger om fordringen, såfremt dette er nødvendigt
for at identificere fordringen. Denne mulighed vil også
fremgå af forkyndelsen til skyldner. Såfremt de
supplerende oplysninger ikke fremgår af de data, som
fordringshaver har indberettet til restanceinddrivelsesmyndigheden
ved oversendelsen af fordringen til inddrivelse, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt indhente
oplysningerne og videreformidle disse til skyldner.
Det vurderes, at tilsigelser, der indeholder
en forkyndelse, med de nævnte ændringsforslag fortsat
vil leve op til formålene med meddelelsen, nemlig at skyldner
underrettes om og kan identificere kravet og på den baggrund
får mulighed for at fremsætte sine eventuelle
indsigelser.
Såfremt der fremkommer indsigelser mod
udlæg, vil disse fortsat skulle afgøres af fogedretten
og på samme grundlag som på nuværende tidspunkt.
For at fogedretten kan afgøre indsigelser på samme
grundlag som nu og på samme grundlag, som fogedretten
også behandler andre indsigelser over udlæg, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne tilfælde
skulle tilvejebringe oplysninger om sidste rettidige betalingsdato
og kravets grundlag.
Som følge af den lave andel af
indsigelser over udlæg, vurderes det, at forslaget - på
trods af at restanceinddrivelsesmyndigheden i tilfælde af
indsigelser vil skulle tilvejebringe oplysninger om sidste
rettidige betalingsdato og kravets grundlag til fogedretten - vil
medvirke til at undgå unødigt ressourcetunge processer
og sikring af en effektiv og hensigtsmæssig inddrivelse.
2.8. Regulering af
restanceinddrivelsesmyndighedens
undersøgelsespligt
2.8.1. Gældende ret
Det fremgår af § 2, stk. 3 og 4, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når
betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure
forgæves er gennemført. Fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
kan dog på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling
eller henstand med betalingen. Afgørelser om afdragsvis
betaling eller henstand med betalingen kan ikke indbringes for
højere administrativ myndighed.
Inden overdragelse af fordringer m.v. til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, skriftligt underrette skyldneren om
overdragelsen. Underretning kan dog undlades, hvis det må
antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil
blive væsentligt forringet.
Herudover fremgår det af lovens §
2, stk. 7, at fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, såfremt denne
bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldnerens
forhold efter overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden, skal underrette
restanceinddrivelsesmyndigheden herom og i den forbindelse kan
anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere
inddrivelsen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, med henblik på at fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan
tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen.
Fordringer, der er omfattet af refusionsret fra statskassen, sendes
ikke tilbage til fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren har forestået opkrævningen, jf. dog
§ 2, stk. 8. Fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, kan i medfør af
stk. 8 helt eller delvist tilbagekalde en fordring, der er
overdraget til inddrivelse, med henblik på at foretage
modregning for kravet.
Skatteministeren har bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om de nævnte forhold,
herunder en beløbsmæssig mindstegrænse for
fordringer, der overdrages til inddrivelse, og om
fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekaldelse af fordringer til
opkrævningsmyndigheden, størrelsen af fordringer m.v.,
som der kan tillades afdragsvis betaling eller henstand med, og om
tidsfrister for afdragsvis betaling og henstand.
Når fordringer overdrages til
inddrivelse, medsender ford?ringshaver relevante data om
fordringen. Det fremgår således af § 3, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at ved overdragelse af fordringen
til restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordringshaveren eller
dennes repræsentant benytte skyldners personnummer eller
cvr-nummer som journalnummer. Oplysninger om personnummer eller
cvr-nummer kan dog undlades, hvis fordringshaveren eller dennes
repræsentant godtgør, at det ikke har været
muligt at fremskaffe sådanne oplysninger. Fordringshaveren
skal ved overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden give alle oplysninger, som efter
restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er nødvendige
for inddrivelsen, herunder oplysning om fordringens
stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste rettidige
betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne renter,
gebyrer og omkostninger.
Af § 4, stk. 1, 1. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige fremgår det, at fordringer
anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden ved
registreringen i modtagelsessystemet og får prioritet i
dækningsrækkefølgen fra dette tidspunkt. Uanset
tidspunktet for registreringen i modtagelsessystemet kan fordringer
først dækkes, når de er registreret i
inddrivelsessystemet, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt. Det
følger desuden af bekendtgørelsens § 4, stk. 2,
at fordringer afvises fra registrering i modtagelsessystemet, hvis
ikke nødvendige oplysninger efter § 3 er medsendt. Hvis
de oversendte oplysninger giver restanceinddrivelsesmyndigheden
anledning til at søge oplysninger bekræftet hos
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
sender fordringen til inddrivelse, anses fordringen for modtaget,
når de oversendte oplysninger er rettet eller
bekræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er
registreret i modtagelsessystemet.
Det er fordringshavers ansvar, at data er
korrekt registreret. Det fremgår således af § 5,
stk. 3 og 4, i lov om behandling af personoplysninger, at
oplysninger, som behandles, skal være relevante og
tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der
kræves til opfyldelse af de formål, hvortil
oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne
senere behandles, og at behandling af oplysninger skal
tilrettelægges således, at der foretages
fornøden ajourføring af oplysningerne. Der skal
endvidere foretages den fornødne kontrol for at sikre, at
der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger.
Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest
muligt slettes eller berigtiges. På samme vis fremgår
det af artikel 5, nr. 1, litra d, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om
databeskyttelse), at personoplysninger skal være
korrekte og om nødvendigt ajourførte. Det
anføres videre, at der skal tages ethvert rimeligt skridt
for at sikre, at personoplysninger, der er urigtige i forhold til
de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller
berigtiges. Forordningen får virkning fra den 25. maj
2018.
Hvis skyldner efter fordringens overdragelse
fremkommer med indsigelser om fordringens eksistens eller
størrelse, sender restanceinddrivelsesmyndigheden
skyldnerens indsigelser til fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, til
afgørelse af indsigelserne. Restanceinddrivelsesmyndigheden
underretter skriftligt skyldneren om oversendelsen, jf. § 8 i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Det fremgår videre af § 2, stk. 2,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at beregning
og opgørelse af fordringer og udsendelse af
opkrævninger m.v. forestås af fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen. Tilsvarende gælder behandlingen af indsigelser om
fordringen, jf. dog lovens §§ 17 og 18.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at indsigelser om
kravets eksistens og størrelse tillægges
opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om,
at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Hvis
fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om
kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig
tid, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til
fordringshaveren. Der er således efter bestemmelsen tale om
tilbagesendelse af et konkret krav, hvorom skyldner har fremsat
indsigelse.
Det bemærkes, at ved
restanceinddrivelsesmyndighedens tilbagesendelse af fordringer
efter § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige og ved tilbagekaldelse af fordringer, jf. §
2, stk. 7 og 8, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, sender restanceinddrivelsesmyndigheden de renter, der
er påløbet, mens fordringen har været under
inddrivelse, og som er under inddrivelse, til fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaver har tilbagekaldt
eller fået tilbagesendt fordringerne, hvilket følger
af § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Når krav er overdraget til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, gælder der en ved lov
fastsat dækningsrækkefølge, jf. § 4, stk. 1
og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Dækningsrækkefølgen indebærer, at hvis
beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved en
frivillig betaling, kun delvis dækker fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende
skyldneren, dækkes fordringerne i denne
rækkefølge:
1.
Bøder.
2.
Underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for
offentlige krav.
3. Andre
fordringer.
Dækker beløb, der inddrives fra
skyldner, kun delvis fordringer inden for samme kategori, jf.
ovenfor, dækkes fordringerne i den rækkefølge,
de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at
den fordring, der først modtages, dækkes først.
Krav på rente dækkes dog forud for hovedkravet.
Der er opsat en række såkaldte
filtre i det nye it-system, som understøtter inddrivelse af
gæld til det offentlige. Filtrene tjekker, om de fordringer
og dertilhørende data, der sendes til inddrivelse, har
logiske og tilsyneladende korrekte data. Filtrene anvendes
både på fordringer, som sendes til inddrivelse
fremadrettet, og fordringer, som allerede er modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis fordringernes data ikke er
logiske og tilsyneladende korrekte, blokeres de i filteret. Det
fremgår således af § 4, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fordringer afvises fra
registrering i modtagelsessystemet, hvis ikke nødvendige
oplysninger efter bekendtgørelsens § 3 er medsendt.
Hvis de oversendte oplysninger giver
restanceinddrivelsesmyndigheden anledning til at søge
oplysninger bekræftet hos fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren sender fordringen til
inddrivelse, anses fordringen for modtaget, når de oversendte
oplysninger er rettet eller bekræftet, og rettelsen eller
bekræftelsen er registreret i modtagelsessystemet.
Uanset disse filtre kan der være
tilfælde, hvor fordringer med datafejl registreres i
modtagelsessystemet, og hvor restanceinddrivelsesmyndigheden eller
fordringshaver senere selv opdager, at der er en fejl i data.
Det følger af officialmaksimen, at
myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag
tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse. Det
er ikke lovfæstet, men er udtryk for en almindelig
retsgrundsætning. Formålet med officialmaksimen er at
understøtte, at der træffes materielt lovlige og
rigtige afgørelser. Officialmaksimen hører til de
såkaldte garantiforsk?rifter, og hvis en sag er
utilstrækkeligt oplyst, kan det betyde, at afgørelsen
må tilsidesættes som ugyldig. Det kan også
betyde, at sagen må genoptages, så de manglende
undersøgelser kan blive foretaget. Officialmaksimen
indebærer, at myndigheden har pligt til at sikre, dels at
myndigheden er i besiddelse af de oplysninger, der er
nødvendige for at træffe en afgørelse i den
foreliggende sag, og dels at disse oplysninger er korrekte.
En sag skal undersøges, i netop det
omfang som er nødvendigt for at træffe en forsvarlig
og materielt rigtig afgørelse i den enkelte sag. En
forvaltningsmyndighed kan ikke uden hjemmel i lovgivningen fravige
de almindelige principper for sagsoplysning ved f.eks. alene at
foretage en generaliseret eller forenklet sagsoplysning.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har
kendskab til eller får mistanke om, at en fordring er ramt af
datafejl af en sådan karakter, at inddrivelse ikke lovligt
vil kunne ske, vil datafejlen eller -fejlene skulle rettes,
før inddrivelse kommer på tale. Situationen kan
sammenlignes med, at en skyldner frembringer indsigelser, der
skaber en begrundet formodning om, at fordringen ikke er opgjort
korrekt eller ikke eksisterer. I sådanne tilfælde kan
restanceinddrivelsesmyndigheden vælge at suspendere
inddrivelsen, jf. ovenfor. Allerede efter gældende uskreven
ret vil restanceinddrivelsesmyndigheden være forpligtet til
at suspendere inddrivelsen, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden
får kendskab til datafejl af en sådan karakter, at den
eller disse fejl vil hindre en lovlig inddrivelse af den fordring,
som denne eller disse fejl vedrører. En beslutning om en
sådan suspension er udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed
og er ikke en afgørelse, hvorfor beslutningen ikke omfattes
af forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring,
begrundelse og oplysning om en eventuel klageadgang. Hvis det
på baggrund af allerede konstaterede datafejl må
formodes, at alle fordringer af samme type og fra samme
fordringshaver er ramt af samme datafejl, der kan tilskrives
forhold hos fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaver opkræver fordringen, må det tilsvarende
antages, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil være
forpligtet til at suspendere inddrivelsen for at undgå en
formentlig ulovlig inddrivelse. Også sådanne
beslutninger om suspension vurderes at være udtryk for
faktisk forvaltningsvirksomhed. Inden inddrivelse kommer på
tale, må restanceinddrivelsesmyndigheden således som
følge af officialmaksimen sikre sig, at alle relevante
oplysninger, som datatvivlen angår, er blevet bekræftet
eller korrigeret.
2.8.2. Lovforslaget
Som nævnt under afsnit 2.5.2 har
Skatteministeriet i samarbejde med bl.a. Kammeradvokaten
afdækket problemer med de data, som fordringshaverne skal
angive ved overdragelse af en fordring til inddrivelse. Idet
restanceinddrivelsesmyndigheden modtager data fra ca. 800
forskellige fordringshavere og hvert år modtager mellem 5 og
8 mio. fordringer til inddrivelse, er det vigtigt at undgå
tidskrævende og omkostningstunge høringer af
fordringshaverne med henblik på at få korrekte
data.
Restanceinddrivelsesmyndigheden bruger efter
gældende regler uforholdsmæssigt megen tid på at
foretage nærmere undersøgelser af fordringshavers
data.
Det er fordringshavers ansvar, at data om
fordringer er korrekte. Fordringshaver eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har pligt til
at registrere korrekte data og har ligeledes pligt til at afgive
korrekte oplysninger ved overdragelse af fordringer til
inddrivelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden bør derfor som
udgangspunkt kunne lægge data til grund. Hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden imidlertid får kendskab til
eller har konkret mistanke om, at der er fejl i data, eller hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden i konkrete tilfælde er i
tvivl om, hvad data reelt er udtryk for, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke uden videre lægge data
til grund. Hvis sådanne fejl i data kan påvirke
lovligheden af inddrivelsen, har restanceinddrivelsesmyndigheden
pligt til at foretage nærmere undersøgelser, jf.
officialmaksimen.
Alle fordringshavere vejledes ved tilslutning
til det nye it-system, der skal understøtte inddrivelsen, i
korrekt registrering af stamdata for at forbedre
it-understøttelsen af den fremtidige inddrivelse,
effektivisere inddrivelsen og minimere
restanceinddrivelsesmyndighedens tidsforbrug på nærmere
undersøgelser af fordringer og de tilhørende data. I
forlængelse heraf foreslås det, at de nærmere
undersøgelser af datas rigtighed i højere grad
foretages af fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen.
Det foreslås således, at der
skabes hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved kendskab
til eller mistanke om datafejl, der kan henføres til
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, helt eller delvist kan suspendere
inddrivelse af fordringer, der efter
restanceinddrivelsesmyndighedens skøn kan være
berørt af fejlen. Afhængig af hvilken fejl der er tale
om, kan man tænke sig en situation, hvor et eller flere
inddrivelsesskridt vil kunne iværksættes, mens andre -
som følge af fejlen - ikke kan, hvorfor udtrykket
»helt eller delvist« anvendes.
Suspension af inddrivelse betyder, at
fordringen stadig anses for at være under inddrivelse, men at
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke foretager dækning
på eller aktivt inddriver på fordringerne, i det omfang
fejlen efter restanceinddrivelsesmyndigheden skøn kan
medføre ulovlig inddrivelse. I det omfang de berørte
fordringer allerede indgår i inddrivelsesskridt, kan
suspensionen betyde, at fordringerne fjernes fra
inddrivelsesskridtet. Da det ikke er alle fejl i data, der
medfører risiko for fejl i inddrivelsen eller ulovlig
inddrivelse, foreslås det, at der alene indføres en
mulighed for restanceinddrivelsesmyndigheden til at suspendere
inddrivelsen i disse tilfælde, men ikke en pligt.
Det foreslås endvidere, at
restanceinddrivelsesmyndigheden først ophæver
suspensionen af inddrivelsen for de fordringer, som kan være
berørt af fejlen, når fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter en
undersøgelse gennemført af fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
har vist sig at være berørt af fejlen. Ansvaret for
gennemførelsen af undersøgelsen påhviler
fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, men restanceinddrivelsesmyndigheden kan
i fornødent omfang bistå ved denne
undersøgelse. Når fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som er berørt
af datafejl, indgår de resterende fordringer herefter i den
sædvanlige dækningsrækkefølge.
Hvis fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke inden for
en frist fastsat af restanceinddrivelsesmyndigheden har
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt
af fejlen, foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden
kan tilbagesende samtlige de af suspensionen omfattede fordringer
inklusive renter og eventuelle gebyrer. Bestemmelsen tager sigte
på de tilfælde, hvor der er tale om kendskab til eller
mistanke om alvorlige datafejl, som vurderes at indebære
risiko for ulovlig inddrivelse. Fastsættelse og eventuel
forlængelse af fristen skal give fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
rimelig mulighed for at kunne gennemføre
undersøgelsen.
I forbindelse med tilbagesendelse skal
restanceinddrivelsesmyndigheden vurdere, om de fejl, som mistanken
vedrører, har en sådan karakter, at
restanceinddrivelsesmyndigheden efter almindelige
forvaltningsretlige principper ville have pligt til ex officio at
genoptage afgørelser vedrørende eventuelle
inddrivelseskridt eller vurdere, om tidligere dækninger
på fordringerne skal ophæves. I givet fald kan
restanceinddrivelsesmyndigheden i stedet som led i faktisk
myndighedsudøvelse træffe beslutning om, at alle
tidligere dækninger på de tilbagesendte fordringer
ophæves. Samtidig kan restanceinddrivelsesmyndigheden
beslutte, at beregnede eller tilskrevne inddrivelsesrenter på
de fordringer, der tilbagesendes, ophæves. Såfremt
restanceinddrivelsesmyndigheden træffer beslutning om
ophævelse af tidligere dækninger, vil det betyde, at
beløb, der allerede er blevet afregnet til fordringshaver
vedrørende de tilbagesendte fordringer, skal anvendes til
dækning af anden gæld, som skyldner har til det
offentlige, eller eventuelt tilbagebetales til skyldner.
Fordringshavers tilbagebetaling sker i givet fald via
fordringshavers konto hos restanceinddrivelsesmyndigheden og kan
gennemføres ved automatiseret tvungen modregning over for
fordringshaver, dvs. at der modregnes efter et saldoprincip, jf.
tilsvarende opkrævningslovens § 16 a.
Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ved tilbagesendelse til
fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, vurdere, om skyldner bør
underrettes herom, herunder om eventuel ophævelse af
dækninger og ophævelse af inddrivelsesrenter.
Fordringer under inddrivelse forrentes efter
reglerne i § 5 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. I forlængelse heraf foreslås det, at
fordringer, som er under inddrivelse, men omfattet af en
suspension, også forrentes. Tilskrivning af
inddrivelsesrenter sker således, uanset at fordringen er
omfattet af en suspension, og renten tilskrives, som udgangspunktet
er for øvrige fordringer, dvs. fra den 1. i måneden
efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. §
9, stk. 1, jf. dog stk. 2 og 3, i bekendtgørelse nr. 300 af
29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Idet fordringer, der er omfattet af
suspension, anses for at være under inddrivelse, er disse
omfattet af samme forældelsesregler som andre fordringer.
Ifølge § 18 a i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige regnes forældelsesfristen
for fordringer, der den 19. november 2015 eller senere er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, tidligst fra den
20. november 2018. I nærværende lovforslag
foreslås, at der med § 18 a, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en
bestemmelse, hvorefter forældelsen af fordringer, der
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden - og er modtaget til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni 2018
eller senere, jf. den foreslåede bestemmelse i
nærværende lovforslags § 11, stk. 3 - tidligst
indtræder 3 år efter fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. afsnit 2.1. Den
foreslåede bestemmelse om suspension af inddrivelse
indebærer, at fordringerne fortsat vil være under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden - blot ikke aktiv
inddrivelse. Hverken den gældende bestemmelse i § 18 a
eller den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2,
forudsætter, at fordringen er omfattet af en
inddrivelsesindsats. Afgørende er i stedet, at den er
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på
inddrivelse.
Hvis fordringer er blevet tilbagesendt af
restanceinddrivelsesmyndigheden, som følge af at
fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, ikke har foretaget tilbagekaldelse og
undersøgelse, og efter fejlrettelse senere på ny
overdrages til inddrivelse, jf. § 2, stk. 3, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, men denne gang med
korrekte data, må det ved en konkret vurdering
afgøres, om fordringerne i forbindelse med den tidligere
oversendelse har været omfattet af foreløbig
forældelsesafbrydelse efter den foreslåede bestemmelse
i § 18 a, stk. 2. Ved denne vurdering må der blandt
andet lægges vægt på, om fordringerne ved den
tidligere oversendelse har været så mangelfuldt
beskrevet, at fordringerne ikke kan anses for at have været
modtaget til inddrivelse, idet ikke har været muligt at
identificere, hvilken gæld der reelt var overdraget til
inddrivelse.
Som nævnt ovenfor foreslås det, at
når en suspension af fordringer under inddrivelse
ophæves af restanceinddrivelsesmyndigheden,
genindtræder fordringerne i
dækningsrækkefølgen efter § 4. Det
foreslås endvidere, at dækninger, som
restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget på skyldners
anden gæld i den periode, hvor fordringerne var omfattet af
suspensionen, fastholdes. Den foreslåede regel vil sikre, at
kompleksiteten i det nye it-system, der skal understøtte
inddrivelsen, ikke øges.
Endelig foreslås det, at den
eksisterende bemyndigelse i § 2, stk. 9, der bliver stk. 12,
udvides, så de nye bestemmelser også omfattes,
således at skatteministeren kan fastsætte regler herom,
f.eks. for den nævnte procedure for tilbagesendelse af
fordringer, der er berørt af datafejl.
2.9. Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af
skyldnerskifte
2.9.1. Gældende ret
Et skyldnerskifte, hvorved forstås, at
skylden - dvs. hæftelsen for fordringen - overgår fra
én person til en anden, antages ifølge de uskrevne
formueretlige regler at kræve samtykke fra fordringshaver,
fordi denne ikke skal påtvinges en anden skyldner end den,
som fordringshaver selv valgte. I lovgivningen findes dog flere
bestemmelser, hvorefter en fordringshaver uden samtykke må
tåle en ny skyldner, fordi den tidligere skyldner
udtræder af sin hæftelse på grund af f.eks.
dødsfald eller ophør ved fusion eller spaltning, hvor
skyldner var et kapitalselskab.
Hvis en skyldner er en fysisk person, der
afgår ved døden, overtages hæftelsen af enten
den længstlevende ægtefælle ved dennes hensidden
i uskiftet bo, jf. arvelovens § 25, stk. 1, eller af
arvingerne ved et skiftet bo, jf. § 27, stk. 1, i lov om
skifte af dødsboer, hvorefter arvingerne, hvis disse helt
eller delvist har delt boets aktiver, bortset fra deling af
sædvanligt indbo og personlige effekter, eller anvendt
samtlige boets midler til dækning af gæld uden at
opfylde eller sikre opfyldelsen af forpligtelser, der kan
kræves dækket i boet, hæfter personligt og
solidarisk for gælden.
Efter forældelseslovens § 17, stk.
1, nr. 4, afbrydes forældelsen ved anmeldelse af fordringen i
et dødsbo efter dettes udstedelse af proklama. Efter §
81, stk. 2, i lov om skifte af dødsboer skal proklama
udstedes, når et bo skiftes eller udleveres efter
§§ 22 eller 24 om henholdsvis udlæg til en
længstlevende ægtefælle og dennes hensidden i
uskiftet bo, mens proklama kan anvendes i andre tilfælde, jf.
§ 81, stk. 1.
Hvis skyldner er en juridisk person, kan et
skyldnerskifte forekomme ved f.eks. fusion, spaltning eller
omdannelse af kapitalselskaber.
Efter selskabslovens § 236 kan et
kapitalselskab efter bestemmelserne i selskabslovens kapitel 15
opløses uden likvidation ved overdragelse af
kapitalselskabets aktiver og forpligtelser som helhed til et andet
kapitalselskab mod vederlag til de ophørende
kapitalselskabers kapitalejere, dvs. ue?gentlig fusion, og det
samme gælder, når to eller flere kapitalselskaber
sammensmeltes til et nyt kapitalselskab, dvs. egentlig fusion.
Overdragelserne kan gennemføres uden kreditorernes samtykke.
I § 250, stk. 1, bestemmes, at fusionen anses for
gennemført, og et ophørende kapitalselskab anses for
opløst, og dets rettigheder og forpligtelser anses for
overgået som helhed til det fortsættende
kapitalselskab, jf. dog stk. 2, når bl.a. krav, som
fordringshaverne har anmeldt efter § 243, er afgjort. Efter
§ 243, stk. 1, kan fordringshavere, hvis fordringer er stiftet
forud for Erhvervsstyrelsens offentliggørelse i
medfør af § 244 af bl.a. en eventuel fusionsplan,
senest 4 uger efter offentliggørelsen anmelde deres
fordringer til selskabet, hvis vurderingsmændene i deres
erklæring om fordringshavernes stilling, jf. § 242,
finder, at fordringshaverne i det enkelte kapitalselskab ikke er
tilstrækkeligt sikrede efter fusionen, eller hvis der ikke er
udarbejdet en erklæring fra en vurderingsmand om
fordringshavernes stilling. Fordringer, for hvilke der er stillet
betryggende sikkerhed, kan dog ikke anmeldes.
En manglende anmeldelse efter selskabslovens
§ 243, stk. 1, har ikke præklusiv karakter, og
fordringshaverne mister derfor ikke deres krav, hvis de ikke inden
for den fastsatte frist foretager en anmeldelse.
Om spaltning bestemmes i selskabslovens §
254, stk. 1, at generalforsamlingen i et kapitalselskab kan
træffe beslutning om spaltning af kapitalselskabet, hvorefter
aktiver og forpligtelser som helhed overdrages til flere
bestående eller nye aktie- eller anpartsselskaber, der dannes
ved spaltningens gennemførelse, mod vederlag til det
indskydende kapitalselskabs kapitalejere. Generalforsamlingen kan
med samme flertal træffe beslutning om en spaltning, hvorved
kapitalselskabet overdrager en del af sine aktiver og forpligtelser
til et eller flere bestående eller nye kapitalselskaber, der
dannes ved spaltningens gennemførelse. Overdragelserne kan
gennemføres uden fordringshavernes samtykke. I § 268,
stk. 1, bestemmes, at spaltningen anses for gennemført, og
det indskydende kapitalselskabs rettigheder og forpligtelser anses
for overgået til de modtagende kapitalselskaber, jf. dog stk.
2, når bl.a. fordringshavernes krav anmeldt efter § 261
er afgjort. Efter § 261, stk. 1, kan fordringshavere, hvis
fordringer er stiftet forud for Erhvervsstyrelsens
offentliggørelse i medfør af § 262 af en
eventuel spaltningsplan, senest 4 uger efter
offentliggørelsen anmelde deres fordringer til selskabet,
hvis vurderingsmændene i deres erklæring om
fordringshavernes stilling, jf. § 260, finder, at
fordringshaverne i det enkelte kapitalselskab ikke er
tilstrækkeligt sikrede efter spaltningen, eller hvis der ikke
er udarbejdet en erklæring fra en vurderingsmand om
fordringshavernes stilling. Fordringer, for hvilke der er stillet
betryggende sikkerhed, kan dog ikke anmeldes.
Omdannelse kan ske i flere tilfælde.
Efter selskabslovens § 319, stk. 1, 1. pkt., kan eksempelvis
et anpartsselskab omdannes til et aktieselskab. Det kræver,
at anpartshaverne med det flertal, der kræves til
vedtægtsændring, vedtager en sådan omdannelse,
der kan ske uden fordringshavernes samtykke, jf. 3. pkt.
Tilsvarende kan et aktieselskab omdannes til et anpartsselskab. Det
kræver ifølge § 321, stk. 1, at
generalforsamlingen med det flertal, der kræves til
ændring af et selskabs vedtægter, vedtager en
sådan omdannelse, der kan gennemføres uden
fordringshavernes samtykke. En omdannelse indebærer, at
rettigheder og pligter, der knyttede sig til selskabet inden
omdannelsen, efter omdannelsen vil knytte sig til det omdannede
selskab.
Et skyldnerskifte vil i ovennævnte
tilfælde omfatte al gæld, der påhvilede den
tidligere skyldner. Fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder inddrivelsesrenter efter
§ 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, jf. nedenfor, omfattes derfor også af
skyldnerskiftet.
Lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige bestemmer i § 2, stk. 2, 1. pkt., at beregning og
opgørelse af fordringer og udsendelser af opkrævninger
m.v. forestås af fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, mens det i
stk. 3, 1. pkt., bestemmes, at fordringer overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet, og sædvanlig rykkerproced?ure
forgæves er gennemført. Fra den 1. i måneden
efter tidspunktet for fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden tilskrives fordringen - dog ikke
bøder - renter efter § 5, stk. 1, 2. pkt., og
restanceinddrivelsesmyndigheden vil eksempelvis kunne udsende
rykkerskrivelser, der udløser et gebyr på 140 kr., jf.
§ 33 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Der vil også
kunne kræves et gebyr på 300 kr. ved
iværksættelse af lønindeholdelse, hvor en
sådan er mulig, og et gebyr på 450 kr. ved tilsigelse
til en udlægsforretning. En udlægsforretning vil
desuden udløse krav på retsafgift, jf. § 16, stk.
1, i lov om retsafgifter, hvorefter der ved udlæg svares en
grundafgift på 300 kr. med tillæg af ½ pct. af
det beløb, hvormed den eller de fordringer, som
udlægsforretningen vedrører, overstiger 3.000 kr.
Der er ikke i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige eller andre love taget stilling til, om
restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne
skyldnerskiftesituationer skal tilbagesende fordringen til
fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkrævede
fordringen, med henblik på at denne gennemfører en
opkrævning hos den nye skyldner, eller om fordringen kan
forblive under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Der er i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige heller ikke taget stilling til, hvorledes et
skyldnerskifte - hvis den fordring, som skyldnerskiftet
vedrører, kan forblive under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden - påvirker
dækningsrækkefølgen. Den nye skyldner kan
således selv have gæld under inddrivelse, og
beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved
frivillig betaling, anvendes af restanceinddrivelsesmyndigheden til
først at dække bøder, dernæst
underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for
offentlige krav, og endelig andre fordringer under inddrivelse, jf.
§ 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Er der ikke dækning til alle fordringer inden for
samme kategori, anvendes FIFO-princippet, således at de
først modtagne fordringer dækkes først, jf.
§ 4, stk. 2, 1. pkt. Renter dækkes desuden før
deres hovedkrav, jf. 2. pkt.
2.9.2. Lovforslaget
Når en fordring er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil det indebære en
uønsket komplikation for restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvis restanceinddrivelsesmyndigheden som følge af et
konstateret skyldnerskifte skal sende fordringen til fordringshaver
eller den, der på dennes vegne forestod opkrævningen,
med henblik på at denne foretager en opkrævning hos den
ny skyldner.
Det foreslås derfor, at der med § 3
C i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indsættes en bestemmelse, der fastslår, at hvis der for
en fordring, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, indtræder et skyldnerskifte
som følge af dødsfald, fusion, spaltning m.v.,
forbliver fordringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og renter
tilskrives fortsat i medfør af § 5, stk. 1, men
restanceinddrivelsesmyndigheden giver efter at have fået
kendskab til skyldnerskiftet den eller de nye skyldnere en
betalingsfrist på 14 dage, inden for hvilken
restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage modregning, mens anden
form for inddrivelse af fordringen alene kan foretages, hvis
inddrivelsen er nødvendig for at afbryde
forældelsen.
Der er med henvisningen til dødsfald,
fusion og spaltning alene tale om en eksemplificerende opremsning
af situationer, hvor et skyldnerskifte vil indtræde, og den
foreslåede bestemmelse vil således også skulle
anvendes, hvor skyldnerskiftet har andre årsager.
Modregning forudsætter bl.a., at
modkravet er forfaldent til betaling. Når skyldneren
indrømmes en betalingsfrist, er modkravet ikke forfaldent
til betaling, og der kan som udgangspunkt ikke ske modregning. Ved
det offentliges henstand, der bevirker, at forfaldstidspunktet
udskydes til henstandens udløb, tillades alligevel
modregning, jf. § 9 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Det foreslås derfor tilsvarende, at der skal
kunne foretages modregning over for en ny skyldner, selv om
betalingsfristen - svarende til en henstands udløb - ikke er
indtrådt.
Hvis fordringen af
restanceinddrivelsesmyndigheden er anmeldt i et dødsbo, for
hvilket der er udstedt proklama, jf. om
restanceinddrivelsesmyndighedens anmeldelsespligt § 1, stk. 2,
6. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, vil forældelsen
være afbrudt, jf. forældelseslovens § 17, stk. 1,
nr. 4, men i andre tilfælde, f.eks. ved fusion af
kapitalselskaber, vil forældelse kunne indtræde i
løbet af den foreslåede 14-dages betalingsfrist.
Der vil derfor kunne forekomme tilfælde,
hvor forældelse vil indtræde i løbet af den
foreslåede betalingsfrist for den ny skyldner.
Udlægsforretning og lønindeholdelse kræver, at
betalingsfristen er overskredet, og disse inddrivelsesskridt
foreslås derfor at kunne foretages inden for
betalingsfristen, hvis det er nødvendigt at afbryde
forældelsen. Skyldners erkendelse af fordringen afbryder dens
forældelse, jf. forældelseslovens § 15.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor kunne opfordre den ny
skyldner til at erkende fordringen og på den måde
undgå en inddrivelse gennem udlægsforretning eller
lønindeholdelse. Erkender skyldner fordringen, forsvinder
også behovet for en inddrivelse inden for
betalingsfristen.
Lønindeholdelse vil på grund af
varslet på 14 dage, jf. § 13, stk. 4, 6. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, alene kunne
anvendes, hvis skyldneren i forvejen har en restance under
inddrivelse ved lønindeholdelse, da
restanceinddrivelsesmyndigheden i et sådant tilfælde
for en restance, der modtages til inddrivelse, kan
iværksætte lønindeholdelse uden
forudgående varsel, jf. § 13, stk. 8, 1. pkt. I relation
til denne mulighed anses den fordring, som skyldneren er
indtrådt i hæftelsen af, at være modtaget ved
skyldnerskiftet.
I relation til
dækningsrækkefølgen for gæld, som den ny
skyldner selv har under inddrivelse, og den gæld, som
skyldneren ved skyldnerskiftet indtræder i hæftelsen
for, skal der foretages en sammenfletning, så
dækningsrækkefølgen anvendes på det
opdaterede gældsbillede. I forhold til § 4, stk. 2, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om
anvendelsen af FIFO-princippet, hvis der inden for samme
dækningskategori i § 4, stk. 1, ikke er dækning
til samtlige fordringer, indebærer den omstændighed, at
fordringen ifølge forslaget fortsat anses at være
under inddrivelse, at modtagelsestidspunktet fra fordringens
overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden i forhold til den
nu tidligere skyldner skal lægges til grund.
2.10. Klarere
regler for betalingsevnevurdering, hvori der indgår
pensionsindbetalinger
2.10.1. Gældende ret
Når restanceinddrivelsesmyndigheden
træffer afgørelse om lønindeholdelse eller
fastsætter en afdragsordning, sker det som udgangspunkt
på grundlag af en skematisk beregning af skyldnerens
betalingsevne, dvs. en beregning af, hvad skyldner med rimelighed
kan afdrage på sin gæld, når skyldneren af sin
bruttoindkomst har betalt skat, arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag og
pensionsindbetalinger, når de foretages af arbejdsgiveren som
et obligatorisk led i ansættelsesforholdet. Der kan
også fastsættes afdragsordninger eller
lønindeholdelser på baggrund af en individuel
betalingsevnevurdering, hvor der tages højde for skyldnerens
faktiske udgifter, jf. nedenfor.
Ved overdragelse af fordringer m.v. til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden overtager
restanceinddrivelsesmyndigheden kreditorbeføjelserne, jf.
§ 3, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Det fremgår endvidere af § 3, stk. 3, at
restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen kan tillade
afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, medmindre andet
følger af bilag 1. I medfør af § 3, stk. 8, kan
skatteministeren fastsætte nærmere regler til
gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-7, dvs. også
om afdragsordninger. Denne bemyndigelse er udmøntet i
kapitel 4 om afdragsordninger i bekendtgørelse nr. 300 af
29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober
2017.
Afdragsordninger fastsættes i
udgangspunktet efter en skematisk betalingsevneberegning. Af §
10, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober
2017, fremgår det, at en afdragsordning fastsættes som
en procentdel (afdragsprocent) af skyldnerens årlige indkomst
opgjort som den årlige indkomst inklusive indtægter
efter § 17 (f.eks. kontanthjælp, integrationsydelse og
uddannelseshjælp), fratrukket arbejdsmarkedsbidrag,
pensionsindbetalinger efter § 19, stk. 4, nr. 2, litra a,
ATP-bidrag og skat. Det beløb, som skal afdrages
årligt, fastsættes med udgangspunkt i en tabel
(tabeltrækmetoden), hvor afdragsprocenten fastsættes
på baggrund af skyldners nettoindkomst opgjort efter
ovenstående regler og ud fra, om skyldner har
forsørgerpligt over for børn.
Ved fastsættelse af afdragsprocenten
efter tabeltrækmetoden er det alene pensionsindbetalinger
efter § 19, stk. 4, nr. 2, litra a, der kan fratrækkes
skyldners bruttoindkomst. Det er således kun
pensionsindbetalinger, som foretages af arbejdsgiveren, når
pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, der
kan fradrages ved betalingsevneberegningen. Det har dog i praksis
ikke været muligt at overholde dette krav, fordi der for
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke er adgang til oplysninger om,
hvorvidt en pensionsindbetaling er obligatorisk eller ej.
Hvis skyldners betalingsevne i stedet beregnes
ud fra årsopgørelsen
(årsopgørelsesmetoden), fordi der ikke er aktuelle
oplysninger om skyldners indkomst i eIndkomst jf. § 10, stk.
5, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse
af gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017,
fastsættes nettoindkomsten efter § 10, stk. 1, som den i
årsopgørelsen opgjorte personlige indkomst med
tillæg af positiv kapitalindkomst og med fradrag af summen af
den i årsopgørelsen beregnede bundskat, topskat,
kommuneskat og kirkeskat. Ved årsopgørelsesmetoden er
pensionsindbetalinger i medfør af personskattelovens §
3, stk. 2, nr. 3, fradraget nettoindkomsten, uanset om
pensionsindbetalingerne er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet eller er aftalt med arbejdsgiveren. Hvis
der ikke foreligger oplysninger om skyldners indkomst i de seneste
to indkomstår, kan afdragsordningen i stedet fastsættes
med udgangspunkt i gældens størrelse.
Har skyldneren indsendt et budgetskema, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden efter en konkret vurdering
beslutte, at betalingsevnevurderingen efter det fremsendte
budgetskema skal træde i stedet for den fastsatte
afdragsordning, jf. § 10, stk. 6, i bekendtgørelse nr.
300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det
offentlige, dvs. at der i stedet anvendes en individuel
betalingsevnevurdering. I dette tilfælde kan der ved
fastsættelse af nettoindkomsten fradrages
pensionsindbetalinger, der foretages af arbejdsgiveren, når
pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, og
når der efter ansættelsesforholdets karakter, herunder
ansættelsessted, branche m.v., er tale om sædvanlige
indbetalinger, jf. § 19, stk. 4, nr. 2, litra a og b.
Reglerne om lønindeholdelse
fremgår af § 10 i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan således
træffe afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i en
skatteyders beregnede eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er
nødvendigt til betaling af gælden med
påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre
omkostninger, jf. § 10, stk. 2.
Ved afgørelse om lønindeholdelse
skal der overlades skyldneren det nødvendige til eget og
familiens underhold, jf. § 10, stk. 3, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Skatteministeren er i
medfør af § 10, stk. 3, 5. pkt., bemyndiget til at
fastsætte nærmere regler om betalingsevnevurdering,
herunder om rådighedsbeløb, til fastsættelse af
den del af A-indkomsten, som maksimalt kan indeholdes.
Bemyndigelsen er udmøntet i kapitel 7 i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, hvor de
nærmere regler om betalingsevnevurdering fremgår.
Reglerne om betalingsevnevurdering anvendes både i forhold
til afdragsordninger, jf. ovenfor, og i forhold til
iværksættelse af lønindeholdelse.
Lønindeholdelser fastsættes
ligesom afdragsordninger ud fra en skematisk eller individuel
betalingsevnevurdering. Ved den skematiske betalingsevnevurdering
omregnes det månedlige afdrag beregnet ved
tabeltrækmetoden til brug for afdragsordninger jf. § 10,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, til en
lønindeholdelsesprocent, jf. § 13, stk. 3, 2. pkt., i
bekendtgørelsen. Skyldners nettoindkomst beregnes på
samme måde som ved fastsættelse af afdragsordninger,
dvs. at skyldners nettoindkomst beregnes som skyldnerens
årlige indkomst opgjort som den årlige indkomst
inklusive indtægter efter § 17 (f.eks.
kontanthjælp, integrationsydelse og uddannelseshjælp),
fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetalinger efter §
19, stk. 4, nr. 2, litra a, ATP-bidrag og skat. Ved
betalingsevneberegning efter tabeltrækmetoden er det alene -
ligesom ved afdragsordninger - pensionsindbetalinger, der er et
obligatorisk led i skyldnerens ansættelsesforhold, der kan
fradrages.
Hvis skyldneren i forbindelse med varslet om
lønindeholdelse indsender et budget, foretager
restanceinddrivelsesmyndigheden - ligesom ved afdragsordninger -
efter reglerne i kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 300 af 29.
marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober
2017, en konkret betalingsevnevurdering, hvor der tages
højde for skyldnerens faktiske udgifter til f.eks. bolig og
til hjemmeboende mindreårige børn. Om
pensionsindbetalinger fremgår det af § 19, stk. 4, nr.
2, litra a og b, at pensionsindbetalinger, der foretages af
arbejdsgiveren, kan fradrages, når pensionen er et
obligatorisk led i ansættelsesforholdet, og der efter
ansættelsesforholdets karakter, herunder
ansættelsessted, branche m.v., er tale om sædvanlige
indbetalinger.
Skyldnere har mulighed for at ansøge om
at få hel eller delvis eftergivelse af deres gæld til
det offentlige. Den eller de fordringer, der eftergives,
bortfalder. Reglerne om eftergivelse findes i §§ 13-15 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er en
betingelse for eftergivelse, at skyldneren godtgør, at
skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste
år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine
gældsforpligtelser, og at det må antages, at
eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af
skyldnerens økonomiske forhold, jf. § 13, stk. 1, 2.
pkt. Herudover er der i § 13, stk. 2, beskrevet en række
forhold, som i almindelighed udelukker, at eftergivelse kan finde
sted, f.eks. hvis skyldnerens økonomiske forhold er
uafklarede, eller at skyldneren har handlet uforsvarligt i
økonomiske anliggender.
En afgørelse om eftergivelse kan
gå ud på bortfald eller nedsættelse af
skyldnerens gæld, og i forbindelse med nedsættelse af
gælden kan der træffes bestemmelse om henstand med og
afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden, jf.
§ 14, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen
forrentning af gælden, jf. 2. pkt. Dette svarer desuden til,
hvad der gælder i gældssaneringssager, hvor krav
på renter bortfalder for tiden efter indledning af en
gældssaneringssag, jf. konkurslovens § 200, stk. 1, nr.
2.
Efter § 14, stk. 2, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige kan skatteministeren
fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af
afdragene og om afdragsperiodens længde. Bemyndigelsen er
udmøntet i kapitel 8 i bekendtgørelse nr. 300 af 29.
marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det
følger nærmere af bekendtgørelsens § 30,
stk. 1, at afdragsperioden er 5 år, hvilket svarer til
afdragsperioden i en kendelse om gældssanering.
I medfør af § 31 i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige fastsættes de månedlige
afdrag på baggrund af reglerne i kapitel 7, jf. nærmere
ovenfor om individuel betalingsevnevurdering, bortset fra at §
19, stk. 3, ikke finder anvendelse. Da § 19, bortset fra stk.
3, fortsat finder anvendelse for eftergivelsessager, kan
pensionsindbetalinger, der er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, og som er sædvanlige efter
ansættelsesforholdets karakter, herunder
ansættelsessted, branche m.v., fradrages.
De gældende regler om fradrag for
pensionsindbetalinger ved betalingsevneberegning kan føres
tilbage til Konkursrådets betænkning nr. 1449/2004 om
gældssanering, hvor betalingsevne er afgørende, i
forhold til hvor meget en skyldner kan betale i løbet af en
femårig periode. Den gæld, der ligger ud over det
beløb, der kan betales i løbet af denne periode, vil
herefter kunne blive eftergivet ved gældssanering, hvis
betingelserne for en gældssanering i øvrigt er
opfyldt.
I betænkningen findes på side 533
ff. til bestemmelserne om fradrag for pensionsindbetalinger et
udkast, der indholdsmæssigt er identiske med de regler, der
blev indsat i 2005 i forbindelse med udstedelsen af både
bekendtgørelse nr. 894 af 22. september 2005 om
gældssanering og bekendtgørelse nr. 995 af 19. oktober
2005 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Disse regler
har stadig samme indhold.
Bekendtgørelsen fra 2005 om inddrivelse
af gæld til det offentlige henviser som hjemmelsgrundlag
bl.a. til lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer. Af lovforslag nr. L 112, forslag
til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer,
fremgår det af bemærkningerne, jf. Folketingstidende
2004-05, tillæg A, side 4629, at udgangspunktet for
forenklingerne af betalingsevnevurderingen er Konkursrådets
anbefalinger vedrørende forenkling af betalingsevnevurdering
i relation til gældssanering i førnævnte
betænkning.
Tilsvarende fremgår det ifølge
bemærkningerne til lovforslag nr. L 149, forslag til lov om
ændring af forskellige love (Forenkling, harmonisering og
objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det
offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale
lønsedler), jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling,
tillæg A, side 6701, at skatteministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om betalingsevnevurdering, og at reglerne
vil tage udgangspunkt i de regler, der følger af forslag til
lov om ændring af konkursloven og konkursskatteloven
(Revision af reglerne om gældssanering), jf. lovforslag nr. L
10, der blev fremsat den 23. februar 2005, i relation til
gældssaneringssager, således at der sikres
overensstemmelse imellem principperne for betalingsevnevurderinger,
herunder rådighedsbeløb, på
inddrivelsesområdet og generel insolvensret. Revisionen af
gældssaneringsreglerne betød, at frem for at
retningslinjerne for budgetvurderingen blev udviklet i retspraksis,
skulle justitsministeren fremover fastsætte nærmere
regler for, hvilke indtægts- og udgiftsposter der kan
medtages i skyldnerens budget m.v. Det fremgår endvidere, at
det forventes, at skatteministeren udsteder tilsvarende regler
herom.
I lovforslag nr. L 20, forslag til lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 262, gengives reglerne om eIndkomst i
afsnit 3.4.2, og her fremgår det, at den årlige
nettoindkomst opgøres som den årlige bruttoindkomst
inklusive positiv kapitalindkomst, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag,
pensionsindbetaling, når pensionen er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, SP-bidrag, ATP-bidrag og skat. Dette
fremgår ligeledes af de specielle bemærkninger til
§ 10.
Sammenfattende er det således lagt til
grund, at der ved den skematiske betalingsevneberegning alene kan
ske fradrag for pensionsindbetalinger, som er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, mens de ved en konkret
betalingsevnevurdering tillige skal være
sædvanlige.
2.10.2. Lovforslaget
Kravet om, at pensionsordningen skal
være et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, er
ikke egnet til en systemmæssig understøttelse af en
skematisk betalingsevneberegning ved fastsættelse af
afdragsordninger og ved afgørelser om
lønindeholdelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender
oplysningerne i eIndkomst om pensionsindbetalinger fra
arbejdsgivere, men det fremgår ikke heraf, hvorvidt
pensionsindbetalingerne er sket som et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet. En stillingtagen hertil
forudsætter i princippet, at restanceinddrivelsesmyndigheden
i hver konkret sag kontakter skyldneren og får oplysninger
om, hvorvidt pensionsindbetalingen er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet. Når det nye it-system for
inddrivelse af gæld til det offentlige skal foretage
automatiseret betalingsevneberegning for alle skyldnere på
månedlig basis, er det derfor vigtigt, at reglerne er
tilpasset en automatiseret proces, der ikke forudsætter
manuel sagsbehandling.
Sker betalingsevneberegningen ud fra skyldners
indsendte budgetskema, vil det på tilsvarende vis
indebære yderligere administration og besvær for
både restanceinddrivelsesmyndigheden og skyldneren, hvis der
er krav om, at det skal dokumenteres - og efterfølgende
kontrolleres - at pensionsindbetalingerne sker som et obligatorisk
led i ansættelsesforholdet og er sædvanlige efter
ansættelsesforholdets karakter.
Det foreslås derfor, at den
gældende bemyndigelse i § 3, stk. 8, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-7, dvs. også
om afdragsordninger efter stk. 3, udvides til også at omfatte
regler om fradrag for pensionsindbetalinger ved
betalingsevneberegning.
Herudover foreslås en tilsvarende
ændring i den gældende bemyndigelse til
skatteministeren i § 10, stk. 3, 5. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige til at fastsætte
nærmere regler om betalingsevnevurdering, herunder
rådighedsbeløb, til fastsættelse af den del af
A-indkomsten, som maksimalt kan indeholdes. Det foreslås
således, at bemyndigelsen udvides til også at omfatte
fradrag for pensionsindbetalinger ved betalingsevneberegningen.
De foreslåede udvidelser af
bemyndigelsesbestemmelserne sker med henblik på i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige at fastsætte objektive regler,
hvorefter arbejdsgiveradministrerede pensionsindbetalinger - uanset
at der er tale om obligatoriske pensionsindbetalinger eller aftalte
pensionsindbetalinger - kan fragå i skyldnerens
bruttoindkomst ved beregningen af betalingsevnevurderingen ved
afgørelser om lønindeholdelse og afdragsordninger
efter tabeltrækmetoden eller budgetmetoden, ligesom det vil
være uden betydning, om der er tale om sædvanlige
pensionsindbetalinger.
I forhold til eftergivelsessager
foreslås det at opretholde de gældende regler om, at
pensionsindbetalinger skal være et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet og være sædvanlige i forhold
til ansættelsesforhold og branche m.v., for at sikre
parallelitet mellem på den ene side eftergivelsesreglerne i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige og på den anden side
bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008 om
gældssanering, som ændret senest ved
bekendtgørelse nr. 1265 af 22. november 2017, der
hører til Justitsministeriets område.
2.11. Klarere
regler for håndtering af negative korrektioner ved
lønindeholdelse
2.11.1. Gældende ret
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter
§§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige træffe afgørelse om henholdsvis almindelig
og særskilt lønindeholdelse. Almindelig
lønindeholdelse kan som udgangspunkt benyttes til
inddrivelse af alle fordringstyper, medmindre der i lovens bilag 1
er gjort en undtagelse for fordringstypen. Særskilt
lønindeholdelse kan ske for et beløb på op til
400 kr. månedligt og kan alene benyttes for de
fordringstyper, som er oplistet i § 10 a, stk. 1.
Når der gennemføres
lønindeholdelse over for en skyldner, forhøjes
trækprocenten på skyldnerens skattekort, jf.
kildeskattelovens § 48, stk. 4, 5. pkt. De nærmere
regler om fastsættelsen af lønindeholdelsesprocenten
for lønindeholdelse fremgår af §§ 13, 14 og
18 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse
af gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. For en skyldner
under lønindeholdelse udgøres trækprocenten
på skattekortet således af indeholdelsesprocenten til
brug for A-skattedelen og lønindeholdelsesprocenten, som
udgøres af summen af en særskilt
lønindeholdelsesprocent og/eller en almindelig
lønindeholdelsesprocent. Den almindelige
lønindeholdelsesprocent beregnes ud fra det beløb,
med hvilket skyldneren efter en beregnet betalingsevne skal afdrage
på sin gæld omfattet af lønindeholdelsen. Derved
indeholder skyldnerens arbejdsgiver i skyldnerens løn
ét samlet beløb, som dækker både den
foreløbige skat, der benævnes A-skat, jf.
kildeskattelovens § 41, stk. 2, 1. pkt., og afdraget på
skyldnerens gæld omfattet af lønindeholdelsen. Det
beløb, som arbejdsgiveren indeholder i skyldnerens
løn, indberettes i medfør af § 3 i lov om et
indkomstregister til SKAT, som fordeler beløbet til
dækning af A-skat og lønindeholdelsesbeløbet.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender beløbet fra
lønindeholdelsen til at dække skyldnerens gæld
omfattet af lønindeholdelsen i overensstemmelse med
dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, mens A-skattedelen af
det indeholdte beløb godskrives skyldneren som forskudsvist
betalt skat hos SKAT, jf. kildeskattelovens § 60, stk. 1,
litra a.
Ved lov nr. 252 af 30. marts 2011 blev der med
§ 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indført en hjemmel til særskilt lønindeholdelse
for kontrolafgifter med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger for overtrædelse af bestemmelser i
færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed,
jernbaneloven og lov om trafikselskaber samt af beløb til
dækning af medielicens og radiolicens med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed.
Ved § 2, nr. 2, i lov nr. 1500 af 23.
december 2014 blev § 4 a udvidet med en adgang til
særskilt lønindeholdelse for biblioteksgebyrer med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger.
Ved § 1, nr. 7 og 16, i lov nr. 285 af
29. marts 2017 blev bestemmelsen i § 4 a ophævet og i
stedet i ændret form indsat som § 10 a i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Nærmere regler om særskilt
lønindeholdelse er indsat i § 14 i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Det
fremgår af § 14, stk. 2, at der ved afgørelse om
særskilt lønindeholdelse skal levnes skyldneren
tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod, hvilket
normalt vil være tilfældet, hvis
lønindeholdelsesprocenten fører til indeholdelse af
et beløb på 400 kr. månedligt. Af § 14,
stk. 13, fremgår, at reglerne i § 10, § 11, stk. 1,
§ 13, § 17 og kapitel 7 ikke finder anvendelse ved
særskilt lønindeholdelse. Dette indebærer bl.a.,
at særskilt lønindeholdelse kan ske, selv om der
ifølge den såkaldte tabeltrækmetode efter §
10 ikke vil kunne ske inddrivelse ved afdragsordning eller
almindelig lønindeholdelse, fordi skyldners årlige
nettoindkomst ligger under tabellens bundgrænse, ligesom
kapitel 7 om individuel betalingsevnevurdering ikke finder
anvendelse.
Hvis der i forbindelse med særskilt
lønindeholdelse indeholdes et større beløb end
nødvendigt for at dække skyldnerens
tilbageværende fordringer, som inddrives ved særskilt
lønindeholdelse, anvendes beløbet til dækning
af eventuelle andre fordringer, som er under inddrivelse og vil
kunne inddrives ved særskilt lønindeholdelse, jf.
§ 4, stk. 3, 2. pkt. Er der herefter et overskydende
beløb, skal restanceinddrivelsesmyndigheden udbetale dette
til skyldneren. Viser en senere nedsættelse af et
lønindeholdt beløb, at udbetalingen er sket med
urette, skal skyldneren tilbagebetale beløbet til
restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis skyldneren ikke rettidigt
betaler det skyldige beløb, kan gælden overgå
til inddrivelse, hvorefter der i medfør af § 5, stk. 1,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige beregnes
renter fra den 1. i måneden efter modtagelsen af gælden
til inddrivelse, og gælden kan danne grundlag for modregning,
hvis en modregningsmulighed opstår. Dog kan beløbet
ikke inddrives ved særskilt lønindeholdelse, da
gældstypen ikke er positivt nævnt i lovens § 10 a,
stk. 1.
Som følge af at særskilt
lønindeholdelse maksimalt kan foretages med 400 kr.
månedligt, jf. § 14, stk. 2, 2. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, skal det beløb, som
månedligt inddrives ved særskilt lønindeholdelse
og overstiger 400 kr., udbetales til skyldneren. Situationen kan
forekomme, da særskilt lønindeholdelse
gennemføres ved at hæve trækprocenten på
skyldnerens skattekort. Hvis skyldnerens indkomst ændrer sig,
eller 1 pct. af lønnen udgør mere end 400 kr., vil
der i praksis ske det, at skyldneren vil få den del af
beløbet, som overstiger 400 kr., tilbagebetalt.
Skyldneren anses for at have betalt det
indeholdte beløb, når selve indeholdelsen, der skal
ske i forbindelse med udbetalingen af A-indkomsten, jf.
kildeskattelovens § 46, stk. 2, finder sted, dvs. når
lønudbetalingen finder sted, og arbejdsgiveren indeholder
det samlede beløb af A-skat og lønindeholdelse.
Når en lønindeholdelse
fører til hel eller delvis dækning af en fordring,
underretter restanceinddrivelsesmyndigheden fordringshaveren om, at
den relevante fordring nedskrives med et beløb svarende til
dækningen. Dette sker med virkning fra dispositionsdatoen for
lønudbetalingen, da det er på denne dato,
lønmodtageren har krav på udbetaling af lønnen.
Skyldneren anses således for at være frigjort for
betalingsforpligtelsen på dispositionsdatoen for
lønudbetalingen. Tilsvarende underretter
restanceinddrivelsesmyndigheden fordringshaveren om nedskrivningen
af fordringen med virkning fra dispositionsdatoen. Skyldnerens
gæld under inddrivelse bliver således nedskrevet med
rentemæssig virkning fra dispositionsdatoen, dvs. det
tidspunkt, hvor arbejdsgiveren indeholder det samlede beløb
i forbindelse med lønudbetalingen.
Foretager den indeholdelsespligtige
arbejdsgiver senere en nedsættelse af det indberettede
beløb, fordeler SKAT nedsættelsesbeløbet
på A-skatten og lønindeholdelsesdelen. Der kan
være flere grunde til, at en positiv indberetning skal
korrigeres negativt og dermed nedsættes. Det kan være
nødvendigt at nedsætte en tidligere indberetning, hvis
arbejdsgiver ved f.eks. en tastefejl har indberettet et for
højt beløb på skyldneren. Det kan tillige
være nødvendigt, hvis arbejdsgiver ved en fejl har
indberettet lønudbetaling vedrørende skyldneren i en
måned, hvor skyldnerens ansættelsesforhold ikke bestod
længere, hvorfor der slet ikke skulle være udbetalt
løn. Disse situationer vil typisk tillige indebære, at
arbejdsgiver har et tilbagebetalingskrav over for skyldneren.
Efter § 11, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat skal
nedsættelsesbeløbet fragå i den for
måneden opgjorte A-skat forud for det lønindeholdte
beløb. Det betyder, at nedsættelsen så vidt
muligt skal rummes i den opgjorte A-skat, og først hvis
nedsættelsen overstiger den opgjorte A-skat, skal
beløbet fragå i det lønindeholdte beløb.
Bestemmelsen er dog ikke blevet implementeret i SKATs it-system
eIndkomst, idet nedsættelsesbeløbet i praksis i stedet
fordeles efter en fordelingsnøgle, der svarer til forholdet
mellem indeholdelsesprocenten til brug for A-skatten og
lønindeholdelsesprocenten. Er indeholdelsesprocenten til
A-skat 40 pct., mens lønindeholdelsesprocenten er 20 pct.,
udgør sidstnævnte således 1/3 af den samlede
trækprocent, hvorfor SKAT fordeler 1/3 af
korrektionsbeløbet på lønindeholdelsesdelen,
selv om hele korrektionsbeløbet ifølge § 11,
stk. 2, skal anvendes på A-skatten og herefter - ved behov
for yderligere korrektion - på
lønindeholdelsesdelen.
Som følge af den manglende
implementering af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr.
499 af 27. marts 2015 om kildeskat i it-systemet eIndkomst og det
faktum, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke i alle
tilfælde har haft den nødvendige viden til at
identificere den eller de konkrete fordringer, som grundet en
nedsættelse har skullet korrigeres, er der hos
restanceinddrivelsesmyndigheden opstået en mængde
ubehandlede nedsættelser. Mængden af ubehandlede
nedsættelser, som er modtaget i perioden august 2013 til
november 2017, udgør et beløb på ca. 42,5 mio.
kr. Beløbet stammer fra ca. 71.000 nedsættelser, som
rettelig burde være fragået i skyldneres opgjorte
A-skat, jf. § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af
27. marts 2015 om kildeskat, eller som fordringer, der helt eller
delvist er genopstået under inddrivelse. Fordringshaverne er
således ikke blevet opkrævet de udbetalte beløb,
og skyldnerne har tilsvarende ikke fået opskrevet deres
gæld, som de rettelig burde, som følge af
nedsættelserne. Herudover er skyldnerne blevet godskrevet et
for stort beløb i A-skat, jf. kildeskattelovens § 60,
stk. 1, litra a. Da en behandling af de ubehandlede
nedsættelser vil kræve en omfattende manuel
sagsbehandling og alene vil kunne føre til et
begrænset potentielt inddrivelsesprovenu, der vurderes ikke
at stå mål med de anvendte ressourcer, er det samlet
set forventningen, at de ca. 42,5 mio. kr. vil skulle afskrives. En
bemyndigelse hertil er indeholdt i § 18 h, stk. 10, 3. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Den nødvendige systemudvikling til brug
for implementeringen af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat i systemet eIndkomst
forventes at være gennemført senest den 20. september
2018. Fra og med den 20. september 2018 er det således
forventningen, at nedsættelser til tidligere indberetninger
af A-skattebeløb med lønindeholdelsesandel fordeles
korrekt i henhold til § 11, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat.
For at sikre, at inddrivelsesskridtet
lønindeholdelse kunne tages i brug i det nye
inddrivelsessystem primo 2018, blev der ved finansloven for 2018
ved tekstanmærkning nr. 109 skabt hjemmel til at fravige
§ 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts
2015 om kildeskat og endeligt afskrive de beløb, som indtil
implementeringen af bestemmelsen i systemet eIndkomst og
ikrafttrædelsen af de bestemmelser, som ved dette lovforslag
foreslås om håndteringen af nedsættelser til
lønindeholdte beløb, modtages af nedsættelser
til A-skattebeløb og lønindeholdelsesbeløb.
Hjemlen tilvejebragt ved tekstanmærkningen på
finansloven omfatter tillige, at SKAT undlader at nedskrive den
A-skat, som efter kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra a,
modregnes i skyldnerens slutskat. Betydningen af den manglende
implementering af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr.
499 af 27. marts 2015 om kildeskat er, at
restanceinddrivelsesmyndigheden modtager en for stor volumen af
nedsættelser i lønindeholdelsesbeløb, og at de
berørte skyldnere tilsvarende godskrives for meget i A-skat
efter kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra a.
Når der sker en nedsættelse af et
lønindeholdt beløb, vil de dækninger, som
beløbet har ført til, skulle reguleres, så
skyldner og fordringshaver stilles korrekt i henhold til det
beløb, der reelt blev inddrevet ved
lønindeholdelsen.
I forhold til fordringshaver vil der
således skulle foretages en regulering af den fordring, der
blev helt eller delvist dækket, og eventuelt allerede
afregnede beløb vil skulle tilbageføres helt eller
delvist fra fordringshaver til restanceinddrivelsesmyndigheden.
I § 11, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat, hvorefter et beløb,
der ved en negativ korrektion nedsættes vedrørende det
beløb, der af den indeholdelsespligtige er indeholdt til
dækning af A-skat og fordringer under lønindeholdelse,
fragår i den opgjorte A-skat forud for det
lønindeholdte beløb, er det således lagt til
grund, at en fordringshaver må tilbageføre det med
urette modtagne lønindeholdelsesbeløb.
Ikke-forskudsvist udlagte - dvs. private -
underholdsbidrag har en privat person som fordringshaver. Er der
for et privat underholdsbidrag sket udbetaling af et inddrevet
beløb, og viser det sig senere, at beløbet reelt ikke
er inddrevet, eksempelvis fordi en arbejdsgiver indberetter en
nedsættelse til det tidligere indberettede
A-skattebeløb, kan et krav om tilbagebetaling af det
udbetalte beløb forekomme urimeligt for den
bidragsberettigede, der typisk vil have indrettet sig på at
kunne beholde beløbet.
Udbetalingen af underholdsbidrag formidles af
Udbetaling Danmark. Dette gælder både de forskudsvist
udlagte underholdsbidrag og de privatretlige underholdsbidrag.
Efter praksis genopkræver Udbetaling Danmark ikke udbetalte
underholdsbidrag i de situationer, hvor det viser sig, at en
indberetning af en lønindeholdelse alligevel ikke
førte til betaling, fordi indberetningen
efterfølgende nedsættes af arbejdsgiveren.
En korrekt regulering som følge af
nedsættelsen af et lønindeholdt beløb
forudsætter viden om, hvilken konkret lønindeholdelse
nedsættelsen vedrører. Ellers kan det ikke sikres, at
det er den eller de korrekte fordringer, som helt eller delvist
genopstår.
Arbejdsgivere kan registrere
nedsættelser til tidligere indberetninger på to
måder. Det er ikke et krav, at det ved nedsættelsen
udpeges, hvilken specifik positiv indberetning der reguleres.
Arbejdsgivere har således mulighed for at registrere
nedsættelser og angive en måned, hvortil
nedsættelsen henføres. Hvis der for skyldneren i den
givne måned er flere positive indberetninger fra
arbejdsgiveren, f.eks. fordi skyldneren er 14-dageslønnet,
kan restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne situationer
ikke med sikkerhed sige, hvilken konkret positiv indberetning
nedsættelsen vedrører, og dermed hvilken konkret
fordring som med nedsættelsen helt eller delvist skal
genopstå. Arbejdsgivere har tillige mulighed for at
registrere en nedsættelse af en tidligere indberetning ved en
tilbagetrækning af hele den tidligere indberetning. I denne
situation kan det med sikkerhed siges, hvilke fordringer der
berøres, idet det konkret udpeges, hvilken tidligere
indberetning nedsættelsen vedrører.
Restanceinddrivelsesmyndigheden har således i visse
situationer ikke den nødvendige viden, som skal til for at
regulere korrekt over for skyldner og fordringshaver, når der
modtages nedsættelser til lønindeholdelser.
Hvis det lønindeholdte beløb
fører til, at den sidste ford?ring, der er omfattet af
lønindeholdelsen, bliver dækket, vil et eventuelt
overskydende beløb som udgangspunkt blive anvendt til at
dække anden gæld under inddrivelse, hvis denne
gæld ville kunne inddrives gennem samme inddrivelsesskridt,
jf. § 4, stk. 3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Et eventuelt overskydende beløb
udbetales til skyldneren.
Hvis der er blevet udbetalt et overskydende
beløb til skyldner, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden
på dette tidspunkt var forpligtet til at udbetale det
overskydende beløb, men arbejdsgiverens senere
nedsættelse af indberetningen viser, at der alligevel ikke
var et overskydende beløb til udbetaling, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt kræve
beløbet tilbagebetalt ud fra den betragtning, at betalingen
skete i den vildfarelse, at lønindeholdelsen var opgjort
korrekt.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil
forestå opkrævningen af beløbet. Inddrivelse af
fordringen kan imidlertid ikke ske, førend skyldneren har
haft mulighed for inden for en given frist at betale det skyldige
beløb. Hvis skyldneren ikke inden betalingsfristens
udløb har betalt det skyldige beløb, og den
sædvanlige rykkerprocedure herefter forgæves er
gennemført, sendes fordringen til inddrivelse. Efter
oversendelse af fordringen til inddrivelse forrentes fordringen med
inddrivelsesrenten fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. I praksis er det dog
ikke sket i perioden fra 2013 og frem, da nedsættelser
modtaget i denne periode ikke er blevet behandlet, jf.
ovenstående afsnit om mængden af ubehandlede
nedsættelser for i alt ca. 42,5 mio. kr.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan alene
modtage nedsættelser til tidligere indberettede indeholdte
beløb, hvis arbejdsgivere tillades at korrigere tidligere
indberettede beløb i SKATs it-system eIndkomst.
Nedsættelser af indberettede A-skattebeløb kan som
udgangspunkt alene finde sted i en periode på ca. 3 år
efter den positive angivelse, som ønskes korrigeret. Dette
skyldes, at arbejdsgiverens krav på tilbagebetaling af det
for meget indeholdte og afregnede lønbeløb som
udgangspunkt i medfør af forældelseslovens § 3,
stk. 1, forældes efter 3 år. Forældelsesfristen
regnes som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor
fordringshaveren - dvs. arbejdsgiveren - kunne kræve
betaling, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Fristen
regnes således fra tidspunktet for den afregning, der er sket
som følge af den positive angivelse, der ønskes
korrigeret. Hvis arbejdsgiveren er ubekendt med fordringen, regnes
forældelsesfristen først fra det tidspunkt, da
fordringshaver fik eller burde have fået kendskab hertil, jf.
forældelsesloven § 3, stk. 2. Uanset § 3, stk. 2,
indtræder forældelsen dog senest 10 år efter
starttidspunktet for forældelsesfristen efter
forældelsesloven § 2, jf. samme lovs § 3, stk. 3.
Det er således udgangspunktet, at en skyldner ikke vil opleve
korrektioner af sit gældsbillede hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, når der er gået ca. 3
år fra arbejdsgiverens positive indberetning hos
eIndkomst.
2.11.2. Lovforslaget
Det foreslås, at der med en ny
bestemmelse, § 10 b i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, fastsættes klare regler for
restanceinddrivelsesmyndighedens administration af
nedsættelser til tidligere modtagne beløb i
forbindelse med afgørelser om almindelig og særskilt
lønindeholdelse.
En nedsættelse til en tidligere
indberetning er udtryk for, at arbejdsgiveren oprindeligt
indberettede et for højt beløb som værende
lønindeholdt. Nedsættelsen ændrer således
den positive angivelse, så de to angivelser samlet set giver
det korrekte billede af, hvilket beløb der i den
pågældende måned bl.a. er inddrevet ved
lønindeholdelse hos skyldneren, og som dermed skal danne
grundlag for nedskrivningen af skyldnerens gæld under
inddrivelse. Forslaget har til formål at tilvejebringe
sikkerhed om retstilstanden, så fordringshavers pligt til at
tilbagebetale den dækning, som grundet en nedsættelse
af det indeholdte A-skattebeløb for en skyldner under
lønindeholdelse viser sig at være betalt med urette,
fremgår af lovgivning. Forslaget har desuden til formål
at tilvejebringe et sikkert hjemmelsgrundlag til at kunne opskrive
skyldners fordringer under inddrivelse grundet modtagelsen af en
nedsættelse. Endelig har forslaget til formål at sikre
et sikkert hjemmelsgrundlag for, at skyldner skal tilbagebetale et
overskydende beløb, som er udbetalt af
restanceinddrivelsesmyndigheden i den tro, at samtlige af
skyldnerens fordringer, som inddrives ved lønindeholdelsen,
er fuldt indfriet.
Det foreslås, at det ved lov bestemmes,
at den eller de konkrete fordringer, som på grund af en
efterfølgende nedsættelse af en tidligere indberetning
alligevel ikke blev dækket ved lønindeholdelsen, helt
eller delvist genopstår, så skyldnerens
gældsbillede afspejler situationen, som den ville have
været, hvis der havde været foretaget en korrekt
indberetning af det lønindeholdte beløb i
første omgang.
Arbejdsgivere kan indberette
nedsættelser til tidligere indberetninger til
indkomstregisteret på to måder. Den ene er ved at
tilbagetrække hele den tidligere indberetning. Dermed
annulleres den tidligere indberetning, og det er i disse
situationer utvetydigt angivet, hvilken positiv indberetning
arbejdsgiveren med nedsættelsen korrigerer. I disse
situationer kan det således med sikkerhed siges, hvilke
fordringer der på grund af nedsættelsen skal helt eller
delvist genopstå under inddrivelse.
Arbejdsgivere kan ligeledes indberette en
nedsættelse til en tidligere positiv indberetning ved at
angive, at nedsættelsen vedrører en måned, hvori
arbejdsgiveren har lavet en eller flere positive angivelser. Hvis
der ved en nedsættelse alene gives information om, at den
vedrører en måned, hvori arbejdsgiveren har
indberettet flere positive beløb, har
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke de fornødne oplysninger
til med sikkerhed at identificere, hvilke fordringer der på
grund af nedsættelsen helt eller delvist skal genopstå
under inddrivelse. Denne situation kan f.eks. opstå for
skyldnere, som får udbetalt løn hver 14. dag. Det
foreslås med den foreslåede regel i § 10 b, stk.
2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at der i
disse situationer sker en korrektion af de fordringer, som i den
konkrete måned ved henholdsvis almindelig eller
særskilt lønindeholdelse har opnået
dækning, og som befinder sig nederst i
dækningsrækkefølgen efter lovens § 4, stk.
1 og 2. Dermed hæves dækningerne på de
fordringer, som inden for inddrivelsesindsatsen ikke ville have
fået dækning i den givne måned, hvis der for
måneden oprindeligt var indberettet korrekt.
Hvor en arbejdsgiver relaterer en
nedsættelse til en måned, hvori arbejdsgiveren har
indberettet flere positive beløb, sker reguleringen på
de i henhold til dækningsrækkefølgen senest
dækkede fordringer inden for inddrivelsesindsatsen i den
relevante måned. Hvis arbejdsgiveren efterfølgende
indberetter endnu en nedsættelse og specifikt relaterer denne
nedsættelse til den positive indberetning, hvor
beløbet blev anvendt til at dække de nu regulerede
fordringer, foreslås det, at den allerede gennemførte
regulering fastholdes. Den senere nedsættelse fører
herefter til regulering af de i måneden tilbageværende
dækninger, som inden for inddrivelsesindsatsen, i henhold til
dækningsrækkefølgen, senest er foretaget.
For fordringshaverne vil den foreslåede
regulering af nedsættelser til lønindeholdte
beløb indebære, at de berørte fordringer helt
eller delvist genopstår under inddrivelse, og
fordringshaverne skal tilsvarende helt eller delvist tilbagebetale
tidligere modtagne beløb. Kravet til fordringshaverne om at
tilbagebetale allerede modtagne beløb modsvares af skyldners
genopståede fordringer, og fordringshaverne vil derfor efter
fornyet inddrivelse på ny kunne modtage betaling for
fordringerne.
For skyldnerne betyder en nedsættelse af
indberetningen, at den eller de fordringer, der blev dækket
med det indberettede lønindeholdelsesbeløb, helt
eller delvist genopstår, så det samlede
gældsbillede fremstår, som det ville være, hvis
den oprindelige indberetning havde været korrekt. Dette
betyder, at fordringen bliver pålagt renter, som hvis
fordringen ikke var blevet dækket med for højt et
beløb ved lønindeholdelsen. Senere dækninger af
skyldnerens fordringer under inddrivelse fastholdes.
Ved lønindeholdelse, hvor skyldnerens
sidste fordring indfries, vil der som regel være
lønindeholdt et større beløb end
nødvendigt til dækning af skyldnerens gæld. Det
overskydende beløb skal udbetales af
restanceinddrivelsesmyndigheden. Når der efterfølgende
sker en nedsættelse af det lønindeholdte beløb,
fordi arbejdsgiveren nedsætter den tidligere indberetning,
bortfalder forudsætningen for udbetalingen helt eller
delvist. Hvis nedsættelsesbeløbet kan rummes i det
overskydende beløb, som er udbetalt til skyldneren, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden rejse krav om tilbagebetaling af et
beløb svarende til nedsættelsesbeløbet. Hvis
nedsættelsesbeløbet er større end det udbetalte
overskydende beløb, vil hele det udbetalte beløb
blive krævet tilbagebetalt, og skyldnerens gæld under
inddrivelse genopstår helt eller delvist for at rumme det
resterende nedsættelsesbeløb. I
nedsættelsessituationer skal udbetalte beløb
således tilbagebetales til restanceinddrivelsesmyndigheden,
forud for at skyldnerens gæld under inddrivelse helt eller
delvist genopstår. Det foreslås at indføre en
frist på 14 dage for skyldners tilbagebetaling af disse
udbetalinger. Hvis skyldneren ikke inden fristens udløb
betaler det skyldige beløb, anses det herefter - uanset
beløbets størrelse - for at være modtaget til
inddrivelse, hvorefter det kan indgå i indsatser og f.eks.
inddrives gennem lønindeholdelse eller modregning. Når
beløbet anses for at være modtaget til inddrivelse,
vil lovens øvrige bestemmelser finde anvendelse, f.eks.
§ 5, stk. 1, om forrentning. Forrentningen vil således
blive påbegyndt den 1. i måneden efter
betalingsfristens udløb. § 5, stk. 1, 3. pkt., om
restanceinddrivelsesmyndighedens egne fordringer, der ifølge
bestemmelsen forrentes med inddrivelsesrenten fra den 1. i
måneden efter den måned, hvor fordringen er stiftet,
omhandler inddrivelsesomkostninger og finder derfor ikke anvendelse
på disse tilbagebetalingskrav. Såfremt beløbet
skal inddrives ved lønindeholdelse, skal der træffes
en ny afgørelse om lønindeholdelse eller en
afgørelse om tilføjelse af beløbet til en
igangværende lønindeholdelse. Ved
iværksættelse af en ny lønindeholdelse vil
skyldneren blive pålagt et nyt gebyr, jf. § 33, nr. 2, i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Ved særskilt lønindeholdelse,
hvor skyldnerens sidste fordring indfries, vil der som regel
være lønindeholdt et større beløb end
nødvendigt til dækning af skyldnerens fordringer, som
inddrives ved særskilt lønindeholdelse. Derudover skal
det inddrevne beløb, som månedligt overstiger 400 kr.,
udbetales til skyldneren, da der maksimalt må inddrives 400
kr. månedligt ved særskilt lønindeholdelse. Hvis
et overskydende beløb er udbetalt til skyldneren, og en
senere nedsættelse af det lønindeholdte beløb
viser, at beløbet rettelig ikke burde være udbetalt,
skal beløbet tilbagebetales til
restanceinddrivelsesmyndigheden. Det foreslås også for
disse tilfælde at indføre en frist på 14 dage
for skyldners tilbagebetaling af disse udbetalinger. Hvis
skyldneren ikke inden fristens udløb betaler det skyldige
beløb, anses det herefter - uanset beløbets
størrelse - for at være modtaget til inddrivelse,
hvorefter det kan indgå i inddrivelsesindsatser. Det
foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden for disse
beløb ved skyldners manglende betaling vil kunne
træffe afgørelse om særskilt
lønindeholdelse. Dermed vil beløbet kunne inddrives,
selv om skyldnerens indkomstforhold ellers måtte gøre,
at skyldnerens anses for at være uden betalingsevne,
således at almindelig lønindeholdelse ikke vil kunne
gennemføres.
2.12. Pligt for
skyldnere med gæld under inddrivelse til at oplyse
restanceinddrivelsesmyndigheden om ny adresse ved flytning til
udlandet
2.12.1. Gældende ret
En skyldner med gæld under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden har efter gældende regler
ingen forpligtelse til ved fraflytning til udlandet at oplyse de
danske myndigheder om sin udenlandske adresse.
Det følger af § 24, stk. 1, i lov
om Det Centrale Personregister, at enhver, som fraflytter til
udlandet, med visse undtagelser skal registreres i Det Centrale
Personregister (CPR) som udrejst, men der er efter denne lov ingen
pligt til at have en udenlandske adresse registreret i CPR.
Fraflytning til udlandet skal efter § 24, stk. 1, anmeldes til
bopælskommunen inden udrejsen. Det fremgår også,
at ophold i udlandet af en varighed på over 6 måneder
altid anmeldes som fraflytning til udlandet. Hvis opholdet i
udlandet varer 6 måneder eller derunder, og den hidtidige
bolig opretholdes til fuld rådighed, har vedkommende dog
efter anmodning ret til at forblive registreret med bopæl
dér. Opretholdes den hidtidige bolig ikke til fuld
rådighed under et ophold i udlandet på 6 måneder
eller derunder, skal kommunalbestyrelsen foretage en konkret
vurdering af, om der er tale om en fraflytning til udlandet eller
ej.
I § 26 i lov om Det Centrale
Personregister er det fastlagt, hvilke oplysninger der skal gives i
forbindelse med en anmeldelse af fraflytning til udlandet.
Ifølge stk. 1 skal personnummer, det fulde navn eller
adresseringsnavn, den hidtidige adresse og bopælskommune,
flyttedato samt eventuel fremtidig adresse eller bopælsland
oplyses.
Efter § 5, stk. 7, i lov om Det Centrale
Personregister har enhver ret til ved henvendelse i sin
bopælskommune at få registreret et adresseringsnavn
på grundlag af det fulde navn, herunder at få
ændret et adresseringsnavn. Adresseringsnavnet skal altid
indeholde vedkommendes efternavn og mindst ét af
vedkommendes fornavne skrevet fuldt ud.
Ifølge § 26, stk. 3, i lov om Det
Centrale Personregister har vedkommende under udenlandsopholdet
ret, men ikke pligt, til i CPR at få registreret den til
enhver tid aktuelle udenlandsadresse samt en eventuel
kontaktadresse her i landet, hvortil offentlige myndigheder og
private kan sende vedkommendes post. Personer, som er tildelt et
såkaldt administrativt personnummer efter lovens § 3,
stk. 1, nr. 2 eller 3, eller § 3, stk. 8, jf. § 1, stk. 3
eller 4, i bekendtgørelse nr. 1034 af 4. september 2017 om
folkeregistrering m.v., har endvidere ret, men ikke pligt, til at
få registreret en eventuel kontaktadresse her i landet eller
i udlandet, hvortil offentlige myndigheder og private kan sende
vedkommendes post.
Medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning, straffes efter § 57, stk.
1, nr. 1, i lov om Det Centrale Personregister med bøde
bl.a. den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed ikke
rettidigt anmelder en flytning til udlandet, jf. § 24, stk. 1,
eller afgiver forkerte oplysninger om selve flytningen og de
forhold, der skal registreres i forbindelse hermed, jf. § 26,
stk. 1.
Efter § 58, stk. 1, i lov om Det Centrale
Personregister kan kommunalbestyrelsen tilkendegive vedkommende, at
en overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i
§ 57, stk. 1, kan afgøres uden retlig
forfølgelse, såfremt denne erkender sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en
nærmere angiven frist, der efter begæring kan
forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet
bøde til kommunens kasse. I § 58, stk. 2, bestemmes, at
bestemmelsen i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og
stk. 2, om indholdet af anklageskriftet finder tilsvarende
anvendelse på en tilkendegivelse efter stk. 1.
Betales bøden for overtrædelsen
af lov om Det Centrale Personregister i rette tid, eller bliver den
efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre
forfølgning, jf. § 58, stk. 3, i lov om Det Centrale
Personregister.
Efter § 3, stk. 1, i lov om Digital Post
fra offentlige afsendere skal fysiske personer, der er 15 år
eller derover, og som har bopæl eller fast ophold i Danmark,
tilsluttes Digital Post, medmindre personen fritages for
obligatorisk tilslutning. Efter § 3, stk. 4, 1. pkt.,
fortsætter en tilslutning for en fysisk person, der ikke
længere har bopæl eller fast ophold i Danmark,
uændret, medmindre den pågældende anmoder om
fritagelse. I § 4, stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at fysiske
personer og juridiske enheder, der er fritaget for obligatorisk
tilslutning til den digitale postløsning, jf. § 5,
frivilligt kan tilslutte sig postløsningen med de
retsvirkninger, der følger af § 10, hvis de er i
besiddelse af en digital signatur, der giver adgang til
postløsningen. Ifølge § 10 anses meddelelser,
der sendes under anvendelse af Digital Post, for 1) at være
kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er
tilgængelig for adressaten i postløsningen, og 2) at
være afsendt af den angivne afsender. Offentlige afsendere
kan ifølge § 7, stk. 1, 1. pkt., anvende Digital Post
til kommunikation med fysiske personer og juridiske enheder, der er
tilsluttet postløsningen efter §§ 3 eller 4, med
de retsvirkninger, der følger af § 10, medmindre andet
følger af § 9 og regler fastsat i medfør af
§ 11, stk. 1. Ved kommunikation forstås afsendelse af
alle dokumenter og meddelelser m.v., herunder afgørelser,
jf. § 7, stk. 1, 2. pkt. Den nævnte undtagelse i §
9 omhandler tilfælde, hvor det følger af anden
lovgivning, at en meddelelse skal sendes i fysisk form eller
digitalt på anden måde, mens § 11, stk. 1, giver
finansministeren adgang til at fastsætte nærmere regler
om anvendelsen af Digital Post, herunder om anvendelse af
særlige formater og programmer samt om størrelsen og
antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse til og fra en
offentlig afsender.
Straffelovens kapitel 10 indeholder regler om
straffens fastsættelse. Efter straffelovens § 80, stk.
1, skal der ved straffens fastsættelse under hensyntagen til
ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på
lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om
gerningsmanden. Ifølge stk. 2 skal der ved vurderingen af
lovovertrædelsens grovhed tages hensyn til den med
lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse
samt til, hvad gerningsmanden indså eller burde have indset
herom. Ved vurderingen af oplysninger om gerningsmanden skal der
tages hensyn til dennes almindelige personlige og sociale forhold,
dennes forhold før og efter gerningen samt dennes
bevæggrunde til gerningen.
I § 81 er anført en række
skærpende omstændigheder. Som skærpende
omstændighed anses bl.a., at gerningsmanden tidligere er
straffet af betydning for sagen (nr. 1), og at gerningen er
særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet (nr.
3).
I § 82 er anført en række
formildende omstændigheder. Som formildende
omstændighed anses bl.a., at gerningsmanden ikke var fyldt 18
år, da gerningen blev udført (nr. 1), at
gerningsmanden har høj alder, når anvendelse af den
sædvanlige straf er unødvendig eller skadelig (nr. 2),
at gerningen grænser til at være omfattet af en
straffrihedsgrund (nr. 3), at gerningsmanden har handlet i
undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af
retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens
foretagelse (nr. 4), og at gerningsmanden frivilligt har angivet
sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse (nr. 9).
2.12.2. Lovforslaget
Hvis en skyldner med gæld under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden flytter til
udlandet, kan det være vanskeligt for
restanceinddrivelsesmyndigheden at inddrive gælden, hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har kendskab til skyldners
adresse i udlandet. Der eksisterer ikke i dag en pligt til at
oplyse om adressen i udlandet, hvis en skyldner med gæld
under inddrivelse fraflytter Danmark.
Hvis en skyldner har skatte- og
afgiftsgæld under inddrivelse, har
restanceinddrivelsesmyndigheden via et EU-direktiv, jf.
Rådets Direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig
bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter,
afgifter og andre foranstaltninger, mulighed for at få
hjælp fra andre medlemsstater til at få oplyst
skyldners udenlandske adresse og om nødvendigt få
bistand til at inddrive gælden i det pågældende
land. Bestemmelser om gensidig bistand til inddrivelse af skatte-
og afgiftsgæld findes også i en del af de
dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark har indgået med
en række lande.
Anmodning om bistand bliver dog kompliceret,
hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har kendskab til, hvilket
land skyldneren har bosat sig i. Samtidig gælder
EU-direktivet og dobbeltbeskatningsoverenskomsterne ikke i forhold
til alle former for gæld til det offentlige under inddrivelse
- f.eks. SU-gæld. Det betyder, at hvis en skyldner med
SU-gæld under inddrivelse ikke selv har oplyst sin
udenlandske adresse til de danske myndigheder, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden have vanskeligt ved at inddrive
gælden. Restanceinddrivelsesmyndigheden har dog mulighed for
at søge efter skyldneres adresser i offentligt
tilgængelige registre og via søgemaskiner.
Det foreslås at indføre en
generel pligt til at oplyse udenlandsk adresse til
restanceinddrivelsesmyndigheden ved fraflytning fra Danmark for
personer, der har gæld under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Det foreslås, at skyldnerne
også skal opdatere oplysningerne ved efterfølgende
flytninger i udlandet.
Det foreslås således i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige at regulere pligten
til at oplyse om udlandsadresse for skyldnere, og det
foreslås, at oplysningerne skal indgives til og registreres
hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Der findes ikke grundlag for at foreslå
fastsat en generel pligt til i CPR at registrere den til enhver tid
værende aktuelle udlandsadresse for alle personer, som i CPR
er registreret som udrejst. Baggrunden herfor er, at CPR har
karakter af et nationalt grundregister, som indeholder
grundlæggende oplysninger om bl.a. adresser på
personer, som har bopæl her i landet, og der er for så
vidt angår personer, der tager ophold i udlandet, i lov om
Det Centrale Personregister alene krav om, at de
pågældende i CPR registreres som udrejst.
Bopælsregistreringen i CPR varetages af
kommunerne, som til brug for fastlæggelsen af en persons
bopælsforhold kan indhente oplysninger fra vedkommende selv,
andre myndigheder og visse private. Der er således i lov om
Det Centrale Personregister givet kommunerne en række
kontrolredskaber til at sikre, at de oplysninger, der registreres i
CPR om bopælsforhold i Danmark, er retvisende. Det er ikke
muligt at etablere samme effektive redskaber til brug for kontrol
af udenlandske adresser, hvorfor det ikke findes
hensigtsmæssigt at registrere oplysninger om udlandsadresser
i CPR med henblik på løbende vedligeholdelse
heraf.
Forslaget om at indføre en generel
pligt til at oplyse udenlandsk adresse til
restanceinddrivelsesmyndigheden ved fraflytning fra Danmark vil
kunne betyde en effektivisering af inddrivelse af gæld i
udlandet, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden kan kontakte
skyldnerne uden at bruge tid og ressourcer på at søge
efter adressen og hurtigere kan sende evt. anmodninger om bistand
til inddrivelse i andre lande.
Det foreslås således, at en
skyldner, der har gæld under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og som fraflytter Danmark, har
pligt at anmelde flytningen til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det er en forudsætning, at skyldnerens gæld under
inddrivelse udgør minimum 100 kr. Beløbsgrænsen
er fastsat ud fra beløbsgrænsen i § 1, stk. 2, 1.
pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter en fordring
under 100 kr. inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger ikke
kan overdrages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås, at en skyldner har pligt
til at give restanceinddrivelsesmyndigheden oplysning om
fraflytningen inden udrejsen. Det vil betyde, at skyldneren inden
afrejsen skal anmelde fraflytningen til
restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på at sikre
muligheden for fortsat inddrivelse. Hvis anmeldelsen sker inden
udrejsen, vil restanceinddrivelsesmyndigheden desuden have mulighed
for eventuelt hurtigt at gennemføre en
udlægsforretning med henblik på foretagelse af
udlæg i løsøre m.v., som typisk medtages ved en
fraflytning. Kravet om så vidt muligt at give underretning om
tid og sted for udlægsforretningen, jf. retsplejelovens
§ 493, stk. 1, fraviges således efter stk. 2, hvis det
må antages, at muligheden for at opnå dækning
ellers vil blive væsentligt forringet, og stk. 2 kan bl.a.
anvendes i tilfælde, hvor skyldneren står i begreb med
at forlade landet.
Det foreslås, at skyldnerens anmeldelse
til restanceinddrivelsesmyndigheden om flytningen skal indeholde
oplysning om vedkommendes personnummer, fulde navn eller
adresseringsnavn, hidtidige adresse og bopælskommune,
fremtidige adresse og bopælsland og flyttedato. Oplysningerne
svarer i hovedsagen til de oplysninger, som en skyldner skal
anmelde til CPR ved fraflytning fra Danmark, jf. § 26 i lov om
Det Centrale Personregister, bortset fra at der med forslaget
indføres en pligt til at oplyse om adressen i udlandet.
Hvis skyldner flytter bopæl i udlandet,
er det med henblik på at kunne foretage inddrivelse fortsat
vigtigt for restanceinddrivelsesmyndigheden at have oplysninger om
den nye adresse i udlandet, så længe skyldneren har
gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås derfor, at skyldner har pligt til løbende
at opdatere oplysningerne om personnummer, fulde navn eller
adresseringsnavn, hidtidige adresse og bopælskommune,
fremtidige adresse og bopælsland og flyttedato, senest 14
dage efter at forholdene har ændret sig.
Det foreslås, at oplysnings- og
opdateringspligten ikke gælder, så længe en
afdragsordning, som restanceinddrivelsesmyndigheden over for
skyldner har truffet afgørelse om eller med skyldner har
indgået aftale om vedrørende skyldners gæld
under inddrivelse, overholdes.
I sådanne situationer, hvor skyldner
afdrager sin gæld under inddrivelse, er der ikke det samme
behov for oplysninger om adresse i udlandet m.v. Dette gælder
dog ikke, hvis den nævnte inddrivelse ophører. Det
foreslås derfor, at oplysningerne om personnummer, fulde navn
eller adresseringsnavn, hidtidige adresse og bopælskommune,
fremtidige adresse og bopælsland og flyttedato gives eller
opdateres af skyldner senest 14 dage efter afdragets forfaldsdato,
hvis skyldner efter sin fraflytning fra Danmark undlader at betale
et afdrag.
I nogle tilfælde fraflytter skyldnere
med gæld under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden alene Danmark for en midlertidig
periode. Der kan f.eks. være tale om studieophold,
længere udlandsrejser eller et midlertidigt job i udlandet.
Er fraflytningen til udlandet alene af midlertidig karakter,
foreslås det, at pligten til at oplyse adresse i udlandet
m.v. ikke gælder, hvis skyldner er tilsluttet Digital Post.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan således kontakte skyldner
via Digital Post med henblik på f.eks. at give oplysninger om
skyldners gæld, iværksætte afdragsordninger eller
lignende. For at have en klar og enkel regel, som kan
systemunderstøttes, foreslås det, at fraflytning til
udlandet anses for at være af midlertidig karakter, hvis
opholdets varighed ikke overstiger en periode på 6
måneder. Dette stemmer overens med, at ophold i udlandet
på over 6 måneder efter § 24, stk. 1, i lov om Det
Centrale Personregister med visse undtagelser betragtes som en
fraflytning til udlandet og dermed indebærer, at personen
skal registreres i CPR som værende udrejst.
I tilfælde af, at skyldner ikke har en
fast bopæl i udlandet, f.eks. fordi vedkommende er på
en længere jordomrejse, har et job med stor rejseaktivitet og
ingen fast bopæl eller lignende, kan det være umuligt
for skyldneren at opfylde pligten til at oplyse sin bopæl i
udlandet. Det foreslås på baggrund heraf, at har en
skyldner med gæld under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke en fast bopæl i
udlandet, skal skyldner i stedet oplyse en kontaktadresse,
medmindre skyldner er tilsluttet Digital Post.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan også i denne situation
kontakte skyldner via den oplyste kontaktadresse eller Digital Post
med henblik på f.eks. at give oplysninger om skyldners
gæld, iværksætte afdragsordninger eller
lignende.
Hvis en skyldner ikke er i stand til at
anmelde sin fraflytning til udlandet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, f.eks. fordi vedkommende er fysisk
eller psykisk syg, under værgemål eller lignende,
foreslås det, at flytningen anmeldes af den, der er ansvarlig
for den pågældende. Det kan f.eks. være en
værge.
Da der kan være behov for at
fastsætte nærmere regler for pligten til at oplyse
udenlandsk adresse ved fraflytning til udlandet, foreslås
det, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler
om oplysningspligten.
For at sikre, at en skyldner har incitament
til både at oplyse om sin adresse i udlandet ved fraflytning
og løbende opdatere oplysninger eller være tilsluttet
Digital Post ved midlertidige ophold i udlandet eller ved manglende
bopæl i udlandet, foreslås det, at manglende
overholdelse af oplysningspligten skal kunne sanktioneres med
bødestraf.
Det foreslås således, at medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, kan en skyldner, der har gæld under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden og fraflytter Danmark, straffes
med bøde, hvis vedkommende forsætligt eller ved grov
uagtsomhed undlader at opfylde pligten til inden udrejsen at
anmelde flytningen til restanceinddrivelsesmyndigheden, afgiver
urigtige eller vildledende oplysninger om sit personnummer, sit
fulde navn eller adresseringsnavn, sin hidtidige adresse og
bopælskommune, sin fremtidige adresse og bopælsland og
flyttedatoen eller undlader løbende at opdatere disse
oplysninger, senest 14 dage efter at forholdene har ændret
sig.
Bødeniveauet for overtrædelse af
sådanne ordensforskrifter på skatteområdet ligger
typisk i størrelsesordenen 800-2.000 kr. Bødeniveauet
for ordensbøder fastsættes ved prøvesager ved
domstolene og vil, når der foreligger domspraksis for
overtrædelse af de pågældende bestemmelser,
indgå i det såkaldte ordensbødekatalog på
Skatteministeriets område.
Det er med lovforslaget forudsat, at der ved
fastsættelsen af bødens størrelse inden for det
angivne interval ud over de almindelige regler i straffelovens
kapitel 10 tages hensyn til størrelsen på skyldners
gæld under inddrivelse. Det er således forudsat, at der
skal være en vis proportionalitet mellem
gældsstørrelsen og bødestørrelsen.
Hvis skyldneren har anmeldt sin fraflytning
til udlandet til kommunalbestyrelsen og er blevet registreret som
udrejst i CPR, vil restanceinddrivelsesmyndigheden via CPR kunne
konstatere, at skyldneren har overtrådt en strafbelagt regel
ved ikke rettidigt at anmelde sin flytning til
restanceinddrivelsesmyndigheden. I tilfælde, hvor skyldneren
ikke har anmeldt fraflytningen til udlandet til kommunalbestyrelsen
med henblik på registrering i CPR, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden derimod være afhængig
af andre oplysninger for at kunne konstatere strafansvaret, men det
er ikke tanken, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal
påtage sig efterforskningslignende opgaver med henblik
på at kunne strafforfølge skyldneren.
Restanceinddrivelsesmyndighedens hovedopgave er at forestå
inddrivelsen af gæld til det offentlige.
Det foreslås endvidere, at
restanceinddrivelsesmyndigheden kan anvende et
bødeforelæg ved manglende overholdelse af
oplysningspligten. Det foreslås således, at hvis en
overtrædelse ikke vil medføre højere straf end
bøde, kan restanceinddrivelsesmyndigheden i et
bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres
uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen,
erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer
sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter
anmodning kan forlænges, at betale en bøde, der er
angivet i bødeforelægget.
Det foreslås, at retsplejelovens regler
om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke
er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse
på disse bødeforelæg.
Bødeforelæg forudsætter i
praksis, at skyldner efterfølgende har opfyldt sin
oplysningspligt, at restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift
har fundet frem til skyldners adresse i udlandet, eller at
restanceinddrivelsesmyndigheden har fået hjælp fra det
land, hvor en skyldner har sin bopæl, til at få oplyst
skyldners adresse, jf. ovenfor om bistandsdirektivet ved
inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og
andre foranstaltninger og tilsvarende bestemmelser om gensidig
bistand til inddrivelse af skatte- og afgiftsgæld i
dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark har indgået med
en række lande.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke af
egen drift, ved hjælp fra skyldners bopælsland eller
på anden måde kan finde en skyldners adresse i
udlandet, kan bødeforelæg ikke anvendes. Det betyder i
praksis, at en bøde for manglende opfyldelse af
oplysningspligten ikke bliver aktuel, før
restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til skyldners
adresse.
Vedtagelse af en bøde indebærer,
at overtrædelsen afgøres uden retssag, dvs. at
skyldneren undgår en straffesag, som af anklagemyndigheden
indbringes for domstolene, hvorefter bøden bliver
idømt af retten, hvis retten finder, at skyldneren er
skyldig i overtrædelsen.
Bøder, som vedtages efter
bødeforelæg, skal betales til
restanceinddrivelsesmyndigheden, mens bøder, der
idømmes i en straffesag, skal betales til politiet, jf.
§ 90, stk. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Det foreslås endvidere, at bøder
i sager, der afgøres administrativt - dvs. vedtages af
skyldneren - anses for modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis skyldneren ikke inden en
nærmere angivet frist betaler det skyldige beløb.
2.13. Ophævelse af forsøgsordning med
eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte
grupper
2.13.1. Gældende ret
På finansloven for 2005 blev der afsat
25 mio. kr. årligt i fire år (2005-2008) til et
forsøg med gældseftergivelse for socialt svage
grupper, jf. finansloven for 2005, § 15.75.28.50.
Forsøgsordningen kom i
forlængelse af, at en spørgeskemaundersøgelse
foretaget af Socialforskningsinstituttet (SFI) havde vist, at
gæld til det offentlige for de svageste
kontanthjælpsmodtagere kunne være en barriere for at
komme i beskæftigelse. Dette skyldtes ifølge SFI for
det første, at en eventuel økonomisk fremgang - som
følge af beskæftigelse - ville blive mødt med
krav om afdrag på gælden til det offentlige. Og for det
andet, at kontanthjælpsmodtagere normalt ikke vil kunne
opnå gældssanering efter de almindelige regler i
konkursloven, da det er en forudsætning, at skyldners
økonomiske forhold er afklarede. Og da kontanthjælp er
en midlertidig ydelse, kan de økonomiske forhold netop ikke
anses for afklarede.
De nærmere regler om
forsøgsordningen med eftergivelse af gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper blev fastsat ved lov nr. 510
af 7. juni 2006 og fremgår af kapitel 3 a i
lovbekendtgørelse nr. 1063 af 25. oktober 2006 om tilskud
til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af
studiegæld samt om forsøg med eftergivelse af
gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper. Reglerne
trådte efter notifikation i EU i kraft den 1. februar 2007,
jf. bekendtgørelse nr. 34 af 9. januar 2007 om
ikrafttræden af visse bestemmelser i lov om ændring af
lov om eftergivelse af gæld for socialt udsatte grupper.
Midlerne på finansloven blev overført til de
følgende finansår (2007-2010).
Forsøgsordningen gik fra starten ud
på, at skyldnere, som i en uafbrudt periode på 4
år eller mere havde modtaget hjælp efter § 11 i
lov om aktiv socialpolitik (kontanthjælp, starthjælp
eller tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)
eller introduktionsydelse efter kapitel 5 i integrationsloven,
gradvist kunne få eftergivet deres gæld til det
offentlige, forudsat at skyldnerne overgik til beskæftigelse,
fleksjob, uddannelse eller revalidering og fastholdt dette i en
samlet periode på 5 år.
Det blev i lovforslaget om
forsøgsordningens indførelse (lovforslag nr. L 174,
Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, side 5898), antaget,
at i alt ca. 20.000 personer ville opfylde varighedskriteriet om
uafbrudt offentlig forsørgelse i 4 år og derfor
potentielt kunne blive omfattet af ordningen, såfremt de i
stedet kunne komme i beskæftigelse m.v.
Det var en betingelse for
gældseftergivelsen, at skyldneren havde fået tilsagn om
ordinær, ustøttet beskæftigelse, om optagelse
på en ordinær uddannelse, eller at skyldneren var
visiteret til revalidering, herunder forrevalidering efter kapitel
6 i lov om aktiv socialpolitik, eller havde fået tilbudt
fleksjob.
Når ansøgeren opfyldte
betingelserne for eftergivelse af gæld til det offentlige,
blev gælden således gradvist nedskrevet over 5 år
med 1/60 af den eftergivne gæld om måneden.
Nedskrivningen var gældende for såvel skyldneren som
den offentlige fordringshaver.
Gældseftergivelsen skulle stilles i bero
i op til 1 år, hvis skyldneren igen kom tilbage på
offentlig forsørgelse. Herefter ville eftergivelsen helt
bortfalde for den resterende del af gælden. Og i
tilfælde af misligholdelse, altså at skyldneren fik nye
krav sendt til inddrivelse fra en offentlig fordringshaver, ville
eftergivelsen af gælden også bortfalde, for så
vidt angår den resterende del af den gæld, der var
omfattet af eftergivelsen.
Forsøgsordningen indeholdt endvidere en
kompensation til de berørte offentlige fordringshavere.
Hertil anvendtes de på finansloven afsatte midler efter
fradrag for udgifter til ordningens administration. Afregning af
kompensation til fordringshaverne skulle ske en gang om året
og opgøres ved årets udgang.
Kompensationsbeløbet skulle fordeles forholdsmæssigt
mellem de berørte offentlige kreditorer.
Da afgørelse om gældseftergivelse
skulle træffes på baggrund af objektive kriterier,
ville kompensationsprocenten være variabel fra år til
år inden for et loft på op til 10 pct. af gælden,
afhængig af hvor megen gæld der var blevet eftergivet i
et kalenderår, idet der maksimalt var 25 mio. kr. til
rådighed til kompensation og administration pr. år.
Netop på grund af de objektive kriterier var der i princippet
ikke nogen overgrænse for, hvor høj den samlede
gældseftergivelse til den enkelte skyldner i et givent
år kunne blive.
Da forsøgsordningen trådte i
kraft den 1. februar 2007, var det som et 4-årigt
forsøg. Forsøgsordningens regler indeholdt derfor
også en revisionsbestemmelse, jf. § 16 j, stk. 3, hvoraf
det fremgik, at Skatteministeriet i samarbejde med
Socialministeriet et år efter ordningens ikrafttræden
skulle foretage en vurdering af de i ordningen fastsatte
afgrænsninger. Loven indeholdt desuden en
evalueringsbestemmelse, jf.§ 16 j, stk. 4, hvorefter
Skatteministeriet i samarbejde med Socialministeriet skulle
evaluere forsøgsordningen tre år efter ordningens
ikrafttræden, med henblik på at vurdere om ordningen
efter udløbet af den 4-årige forsøgsperiode
skulle forlænges, gøres permanent, eller om den
eventuelt skulle ophæves.
Efter den lovbestemte vurdering af
forsøgsordningens afgrænsninger i 2008 blev ordningen
i første omgang lempet. Baggrunden var, at ordningen kun var
blevet anvendt i meget begrænset omfang. Ved en
lovændring gennemført ved § 120 i lov nr. 1336 af
19. december 2008 blev ordningen således lempet på tre
punkter. For det første, ved at eftergivelsesperioden blev
nedsat fra 5 til 4 år. Beløbet, som skulle eftergives
pr. måned, udgjorde derfor nu 1/48 af skyldners samlede
gæld til det offentlige omfattet af eftergivelsen mod
tidligere 1/60. For det andet blev de tidsmæssige betingelser
for eftergivelse lempet, så skyldneren nu kun skulle have
modtaget de nævnte forsørgelsesydelser i samlet 3
år ud af en 4-årig periode, hvor kravet tidligere havde
været en uafbrudt periode på mindst 4 år. Som det
tredje blev målgruppen af skyldnere udvidet til også at
omfatte dagpengemodtagere. Dermed blev gruppen af potentielle
ansøgere til forsøgsordningen udvidet til i alt ca.
31.000 personer. Ændringerne trådte i kraft den 1.
januar 2009.
I 2010 blev den lovbestemte evaluering efter 3
år foretaget af Skatteministeriet og Socialministeriet. I den
forbindelse blev det konstateret, jf. SAU 2010-2011, alm. del,
Bilag 143, at forsøgsordningen - selv efter lempelserne fra
2008 - fortsat blev anvendt i meget begrænset omfang.
Således blev der for årene 2007-2009 samlet set kun
udbetalt lidt under 2 mio. kr. i kompensation til de
fordringshavere, hvis tilgodehavender var berørt af
eftergivelse efter forsøgsordningen. Der var på
finansloven afsat 25 mio. kr. i hvert af de tre år. Der blev
i hele den nævnte periode i alt indgivet 461
ansøgninger om gældseftergivelse, hvoraf 169
ansøgninger blev godkendt. På baggrund af denne meget
begrænsede anvendelse af forsøgsordningen blev det i
forbindelse med den gennemførte evaluering besluttet ikke at
forlænge ordningen. Da der var overførselsadgang
på kontoen i finansloven, kunne ordningen dog fortsat bruges,
indtil den blev nedlagt ved lov. Ordningen har således
været gældende også efter 2010 og gælder
fortsat, men har ligesom tidligere kun været anvendt i meget
begrænset omfang.
Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke
eftergivet gæld til det offentlige for socialt udsatte
grupper efter kapital 3 a i lov om forsøg med eftergivelse
af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper, jf.
ligningslovens § 7, nr. 23.
2.13.2. Lovforslaget
Fra 2007 og indtil nu har der således
eksisteret en ordning med eftergivelse af gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper, som i praksis kun er blevet
anvendt i meget begrænset omfang i forhold til
forventningerne ved forsøgsordningens indførelse i
2006 og ved de senere gennemførte lempelser i 2008. I alt
har kun i alt ca. 450 personer over hele perioden fået
gældseftergivelse efter ordningen, selv om den potentielle
målgruppe i forarbejderne ved lovens indførelse i 2006
blev skønnet til i alt ca. 20.000 personer og senere ved den
efterfølgende lovændring i form af lempelserne, der
blev indført i 2008, blev skønnet til i alt ca.
31.000 personer.
Af den oprindelige bevilling på
finansloven på i alt 100 mio. kr. (25 mio. kr. hvert år
fra 2005-2008) er der i perioden 2007-2017 samlet set anvendt i alt
ca. 4,6 mio. kr. til kompensation til fordringshavere og
administration af forsøgsordningen. Det skal i den
forbindelse bemærkes, at der p.t. ikke er udbetalt
kompensation for eftergivelsesbeløb vedrørende
2014-2017, idet beregningerne heraf fortsat pågår.
Forsøgsordningens betingelser har i
praksis vist sig at være administrativt komplicerede,
særligt i forhold til at få indhentet den
nødvendige dokumentation for opfyldelse af krav til
forsørgelsesydelser og disses udbetalingsperioder. Dette har
gjort det vanskeligt at afgøre, hvorvidt en skyldner kan
få eftergivelse. Det har også vist sig, at det er
vanskeligt løbende at kontrollere, om skyldner i den
efterfølgende 4-årige eftergivelsesperiode fortsat
opfylder betingelserne for eftergivelse. Det gælder ikke
mindst i de tilfælde, hvor skyldner flytter til udlandet.
Herudover kompliceres forsøgsordningen også af den
særlige kompensationsregel i forhold til fordringshaverne,
hvor kompensationsprocenten skal fastsættes på ny hvert
eneste år på baggrund af antal og størrelse af
det pågældende års eftergivelsesbeløb.
Ordningen bliver p.t. administreret manuelt, idet der ikke har
været it-understøttelse tilknyttet siden
idriftsættelsen af it-systemet EFI i 2013. I forbindelse med
udviklingen af det nye it-system til understøttelse af
inddrivelse af gæld til det offentlige (PSRM) er det
vurderet, at en it-understøttelse af forsøgsordningen
i det nye inddrivelsessystem må anses for at være
særdeles systemkomplicerende, og at dette ikke står
mål med den i perioden 2007-2017 meget begrænsede brug
af ordningen.
Hertil kommer, at der allerede i dag med
§ 13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige findes en regel, der giver mulighed for eftergivelse af
gæld til det offentlige, når sociale eller andre
forhold i særlig grad taler for eftergivelse. Denne regel vil
kunne tilgodese de samme hensyn til de socialt udsatte grupper, som
det var tiltænkt med den eksister?ende
forsøgsordning. Eksempelvis nævnes det i forarbejderne
til § 13, stk. 6, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 267, blandt andet, at eftergivelse
efter bestemmelsen vil kunne ske, hvis det vurderes, at
gælden til det offentlige er en varig barriere for, at
skyldner kan opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Som følge heraf foreslås det at
ophæve forsøgsordningen med eftergivelse af gæld
til det offentlige for socialt udsatte med virkning fra og med den
1. juni 2018, så der fra lovens ikrafttræden ikke
længere kan ansøges om eftergivelse efter ordningen.
Ansøgninger om eftergivelse, der modtages af
restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni 2018 eller senere, vil
derfor ikke blive behandlet. De eftergivelsessager, hvor
ansøgningen er modtaget inden den 1. juni 2018, og som
resulterer i en afgørelse om eftergivelse, vil kunne
fortsætte, indtil de gradvist udløber.
Da lov om forsøg med eftergivelse af
gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper efter
lovændringen i 2008 alene indeholder de ovenfor nævnte
regler vedrørende denne forsøgsordning,
foreslås det, at loven ophæves i sin helhed.
Det foreslås samtidig - som konsekvens
af ophævelsen af forsøgsordningen - ligeledes at
ophæve bestemmelsen i ligningslovens § 7, nr. 23, der
gør eftergivelsesbeløb efter forsøgsordningen
skattefrie for skyldneren. Eftergivelsesbeløb
hidrørende fra sager, hvor der er ansøgt om
eftergivelse inden den 1. juni 2018, vil fortsat være
skattefrie for skyldneren, i takt med at disse beløb
gradvist eftergives.
Ultimo 2018 iværksætter
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen en analyse og
fastlæggelse af en fremtidig strategi for afskrivning og
eftergivelse af gæld til det offentlige. Der vil i den
forbindelse også blive set på, om de gældende
regler for eftergivelse af gæld til det offentlige bedre kan
målrettes de socialt udsatte grupper ud fra relevante
objektive kriterier, og herunder hvordan nye regler herom vil kunne
systemunderstøttes. Et eventuelt lovforslag herom vil kunne
indgå i den næste lovforenklingspakke, der forventes
fremsat i 2019.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget er med til at sikre digitaliser-
og administrerbare regler for den fremtidige inddrivelse. Dermed er
lovforslaget med til at forhøje inddrivelseseffektiviteten
og inddrivelsesprovenuet i fremtiden, hvilket dog ikke kan
kvantificeres nærmere.
Med lovforslaget foreslås det at
indføre en række regler, der vurderes at
medføre et reduceret ressourcetræk for
restanceinddrivelsesmyndigheden. Det gælder de
foreslåede regler om foreløbig afbrydelse af
forældelsen af fordringer, der modtages til inddrivelse, og
om restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af accessorisk
forældelse, for så vidt angår visse
opkrævningsrenter og - gebyrer, reglerne med en
præcisering af bortfaldsregler og om lempelse af kravene til
forkyndelse foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens
pantefogeder samt de klarere regler for betalingsevnevurdering,
hvori der indgår pensionsindbetalinger, og reglerne om
håndteringen af arbejdsgiveres negative korrektioner af
beløb indeholdt ved lønindeholdelse. Navnlig
forventes forslaget om at indføre regler om foreløbig
afbrydelse af forældelsen at reducere ressourcetrækket
betydeligt.
Derimod forventes lovforslagets regel om
håndteringen af skyldnerskifte ved dødsfald, fusion,
spaltning m.v. og især indførelsen af en ny pligt for
restanceinddrivelsesmyndigheden til at påse og
bødesanktionere manglende overholdelse af pligten til at
oplyse udenlandsk adresse at medføre et øget
ressourcetræk for restanceinddrivelsesmyndigheden. Samlet set
vurderes lovforslaget dog at medføre et let reduceret
ressourcetræk for restanceinddrivelsesmyndigheden, i takt med
at den nye inddrivelsesløsning indfases.
Det vurderes umiddelbart, at forslaget vil
indebære behov for systemtilretninger, der skønnes at
medføre udgifter på ca. 1 mio. kr.
(udgiftsbaseret)
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering
(TER) har modtaget lovforslaget i høring. TER vurderer
samlet set, at lovforslaget vil medføre administrative
konsekvenser for under 4 mio. kr., hvorfor disse ikke vil
indgå i byrderegnskabet.
5. Administrative
konsekvenser for borgerne
Forslaget vurderes ikke at have administrative
konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget vurderes ikke at have
miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
8. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 9. februar 2018 til den 9. marts 2018 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
3 F, Advokatsamfundet, Ankestyrelsen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, borger- og
retssikkerhedschefen i SKAT, Bryggeriforeningen, Business Danmark,
Børnerådet, Børsmæglerforeningen, CEPOS,
Cevea, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Told & Skatteforbund,
Danske Advokater, DANVA, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening,
DI, Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen - Team Effektiv
Regulering, Ejendomsforeningen Danmark, Ejerlejlighedernes
Landsforening, FDM, Finans Danmark, Finansforbundet,
Finanstilsynet, Foreningen Danske Revisorer, FSR - danske
revisorer, Foreningen af Danske Skatteankenævn, Forsikring
& Pension, Grundejernes Landsforening, HORESTA,
Håndværksrådet, Investeringsfondsbranchen,
ISOBRO, IT-branchen, Justitia, KL, Kraka, Kristelig
Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, Landbrug &
Fødevarer, Landsskatteretten, LO, Nationalbanken,
Rådet for Socialt Udsatte, SEGES, Skatteankestyrelsen, SRF
Skattefaglig Forening, Udbetaling Danmark og Ældre Sagen.
9. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforslaget er med til at sikre
digitaliser- og administrerbare regler for den fremtidige
inddrivelse. Dermed er lovforslaget med til at forhøje
inddrivelseseffektiviteten og inddrivelsesprovenuet i fremtiden,
hvilket dog ikke kan kvantificeres nærmere. | Ingen. | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforslaget forventes samlet set at
medføre et let reduceret ressourcetræk for
restanceinddrivelsesmyndigheden, i takt med at den nye
inddrivelsesløsning indfases. | Lovforslaget forventes umiddelbart at
medføre merudgifter til systemtilretningen svarende til ca.
1 mio. kr. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen. | Ingen. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen. | Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering
(TER) har modtaget lovforslaget i høring. TER vurderer
samlet set, at lovforslaget vil medføre administrative
konsekvenser for under 4 mio. kr., hvorfor disse ikke vil
indgå i byrderegnskabet. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen. | Ingen. | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. | Går videre end minimumskrav i
EU-regulering (sæt X) | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til §
1
Til nr.
1
Det fremgår af § 2, stk. 3-4, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når
betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure
forgæves er gennemført. Fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
kan dog på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling
eller henstand med betalingen. Afgørelser om afdragsvis
betaling eller henstand med betalingen kan ikke indbringes for
højere administrativ myndighed.
Inden overdragelse af fordringer m.v. til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, skriftligt underrette skyldneren om
overdragelsen. Underretning kan dog undlades, hvis det må
antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil
blive væsentligt forringet.
Herudover fremgår det af lovens §
2, stk. 7, at fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, såfremt denne
bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldnerens
forhold efter overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden, skal underrette
restanceinddrivelsesmyndigheden herom og i den forbindelse kan
anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere
inddrivelsen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, med henblik på at fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan
tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen.
Fordringer, der er omfattet af refusionsret fra statskassen, sendes
ikke tilbage til fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren har forestået opkrævningen, jf. dog
§ 2, stk. 8, om tilbagekaldelse med henblik på
modregning. Fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, kan således efter
stk. 8 helt eller delvist tilbagekalde en fordring, der er
overdraget til inddrivelse, med henblik på at foretage
modregning for kravet.
Skatteministeren har bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om de nævnte forhold,
herunder en beløbsmæssig mindstegrænse for
fordringer, der overdrages til inddrivelse, og om
fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekaldelse af fordringer til
opkrævningsmyndigheden, størrelsen af fordringer m.v.,
som der kan tillades afdragsvis betaling eller henstand med, og om
tidsfrister for afdragsvis betaling og henstand.
Når fordringer overdrages til
inddrivelse, medsender ford?ringshaver relevante data om
fordringen. Det fremgår således af § 3, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fordringshaveren eller dennes
repræsentant ved overdragelse af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden skal benytte skyldners personnummer
eller cvr-nummer som journalnummer. Oplysninger om personnummer
eller cvr-nummer kan dog undlades, hvis fordringshaveren eller
dennes repræsentant godtgør, at det ikke har
været muligt at fremskaffe sådanne oplysninger.
Fordringshaveren skal ved overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden give alle oplysninger, som efter
restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er nødvendige
for inddrivelsen, herunder oplysning om fordringens
stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste rettidige
betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne renter,
gebyrer og omkostninger.
Af § 4, stk. 1, 1. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige fremgår det, at fordringer
anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden ved
registreringen i modtagelsessystemet og får prioritet i
dækningsrækkefølgen fra dette tidspunkt. Uanset
tidspunktet for registreringen i modtagelsessystemet kan fordringer
først dækkes, når de er registreret i
inddrivelsessystemet, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt. Det
følger desuden af bekendtgørelsens § 4, stk. 2,
at fordringer afvises fra registrering i modtagelsessystemet, hvis
ikke nødvendige oplysninger efter § 3 er medsendt. Hvis
de oversendte oplysninger giver restanceinddrivelsesmyndigheden
anledning til at søge oplysninger bekræftet hos
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
sender fordringen til inddrivelse, anses fordringen for modtaget,
når de oversendte oplysninger er rettet eller
bekræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er
registreret i modtagelsessystemet.
Det er fordringshavers ansvar, at data er
korrekt registreret. Det fremgår således af § 5,
stk. 3 og 4, i lov om behandling af personoplysninger, at
oplysninger, som behandles, skal være relevante og
tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der
kræves til opfyldelse af de formål, hvortil
oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne
senere behandles, og at behandling af oplysninger skal
tilrettelægges således, at der foretages
fornøden ajourføring af oplysningerne. Der skal
endvidere foretages den fornødne kontrol for at sikre, at
der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger.
Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest
muligt slettes eller berigtiges. På samme vis fremgår
det af artikel 5, nr. 1, litra d, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om
databeskyttelse), at perso?noplysninger skal være
korrekte og om nødvendigt ajourførte. Det
anføres videre, at der skal tages ethvert rimeligt skridt
for at sikre, at personoplysninger, der er urigtige i forhold til
de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller
berigtiges. Forordningen får virkning fra den 25. maj
2018.
Hvis skyldner efter fordringens overdragelse
fremkommer med indsigelser om fordringens eksistens eller
størrelse, sender restanceinddrivelsesmyndigheden
skyldnerens indsigelser til fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, til
afgørelse af indsigelserne. Restanceinddrivelsesmyndigheden
underretter skriftligt skyldneren om oversendelsen, jf. § 8 i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Det fremgår videre af § 2, stk. 2,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at beregning
og opgørelse af fordringer og udsendelse af
opkrævninger m.v. forestås af fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen. Tilsvarende gælder behandlingen af indsigelser om
fordringen, jf. dog lovens §§ 17 og 18.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at indsigelser om
kravets eksistens og størrelse tillægges
opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om,
at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Hvis
fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om
kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig
tid, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til
fordringshaveren. Der er således efter bestemmelsen tale om
tilbagesendelse af et konkret krav, hvorom skyldner har fremsat
indsigelse.
Det bemærkes, at ved
restanceinddrivelsesmyndighedens tilbagesendelse af fordringer
efter § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige og ved tilbagekaldelse af fordringer, jf. §
2, stk. 7 og 8, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, sender restanceinddrivelsesmyndigheden de renter, der
er påløbet, mens fordringen har været under
inddrivelse, og som er under inddrivelse, til fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaver har tilbagekaldt
eller fået tilbagesendt fordringerne, hvilket følger
af § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Når krav er overdraget til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, gælder der en ved lov
fastsat dækningsrækkefølge, jf. § 4, stk. 1
og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Dækningsrækkefølgen indebærer, at hvis
beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved en
frivillig betaling, kun delvist dækker fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende
skyldneren, dækkes fordringerne i denne
rækkefølge:
1.
Bøder.
2.
Underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for
offentlige krav.
3. Andre
fordringer.
Dækker beløb, der inddrives fra
skyldner, kun delvist fordringer inden for samme kategori, jf.
ovenfor, dækkes fordringerne i den rækkefølge,
de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at
den fordring, der først modtages, dækkes først.
Krav på rente dækkes dog forud for hovedkravet.
Der er opsat en række såkaldte
filtre i det nye it-system, som understøtter inddrivelse af
gæld til det offentlige. Filtrene tjekker, om de fordringer
og dertilhørende data, der sendes til inddrivelse, har
logiske og tilsyneladende korrekte data. Filtrene anvendes
både på fordringer, som sendes til inddrivelse
fremadrettet, og fordringer, som allerede er modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis fordringernes data ikke er
logiske og tilsyneladende korrekte, blokeres de i filteret. Det
fremgår således af § 4, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fordringer afvises fra
registrering i modtagelsessystemet, hvis ikke nødvendige
oplysninger efter bekendtgørelsens § 3 er medsendt.
Hvis de oversendte oplysninger giver
restanceinddrivelsesmyndigheden anledning til at søge
oplysninger bekræftet hos fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren sender fordringen til
inddrivelse, anses fordringen for modtaget, når de oversendte
oplysninger er rettet eller bekræftet, og rettelsen eller
bekræftelsen er registreret i modtagelsessystemet.
Uanset disse filtre kan der være
tilfælde, hvor fordringer med datafejl registreres i
modtagelsessystemet, og hvor restanceinddrivelsesmyndigheden eller
fordringshaver senere selv opdager, at der er en fejl i data.
Det følger af officialmaksimen, at
myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag
tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse. Det
er ikke lovfæstet, men er udtryk for en almindelig
retsgrundsætning. Formålet med officialmaksimen er at
understøtte, at der træffes materielt lovlige og
rigtige afgørelser. Officialmaksimen hører til de
såkaldte garantiforsk?rifter, og hvis en sag er
utilstrækkeligt oplyst, kan det betyde, at afgørelsen
må tilsidesættes som ugyldig. Det kan også
betyde, at sagen må genoptages, så de manglende
undersøgelser kan blive foretaget. Officialmaksimen
indebærer, at myndigheden har pligt til at sikre, dels at
myndigheden er i besiddelse af de oplysninger, der er
nødvendige for at træffe en afgørelse i den
foreliggende sag, og dels at disse oplysninger er korrekte.
En sag skal undersøges, i netop det
omfang som er nødvendigt for at træffe en forsvarlig
og materielt rigtig afgørelse i den enkelte sag. En
forvaltningsmyndighed kan ikke uden hjemmel i lovgivningen fravige
de almindelige principper for sagsoplysning ved f.eks. alene at
foretage en generaliseret eller forenklet sagsoplysning.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har
kendskab til eller får mistanke om, at en fordring er ramt af
datafejl af en sådan karakter, at inddrivelse ikke lovligt
vil kunne ske, vil datafejlen eller -fejlene skulle rettes,
før inddrivelse kommer på tale. Situationen kan
sammenlignes med, at en skyldner frembringer indsigelser, der
skaber en begrundet formodning om, at fordringen ikke er opgjort
korrekt eller ikke eksisterer. I sådanne tilfælde kan
restanceinddrivelsesmyndigheden vælge at suspendere
inddrivelsen, jf. ovenfor. Allerede efter gældende uskreven
ret vil restanceinddrivelsesmyndigheden være forpligtet til
at suspendere inddrivelsen, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden
får kendskab til datafejl af en sådan karakter, at den
eller disse fejl vil hindre en lovlig inddrivelse af den fordring,
som denne eller disse fejl vedrører. En beslutning om en
sådan suspension er udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed
og er ikke en afgørelse, hvorfor beslutningen ikke omfattes
af forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring,
begrundelse og oplysning om en eventuel klageadgang. Hvis det
på baggrund af allerede konstaterede datafejl må
formodes, at alle fordringer af samme type og fra samme
fordringshaver er ramt af samme datafejl, der kan tilskrives
forhold hos fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaver opkræver fordringen, må det tilsvarende
antages, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil være
forpligtet til at suspendere inddrivelsen for at undgå en
formentlig ulovlig inddrivelse. Også sådanne
beslutninger om suspension vurderes at være udtryk for
faktisk forvaltningsvirksomhed. Inden inddrivelse kommer på
tale, må restanceinddrivelsesmyndigheden således som
følge af officialmaksimen sikre sig, at alle relevante
oplysninger, som datatvivlen angår, er blevet bekræftet
eller korrigeret.
Med nr. 1 foreslås som nye bestemmelser
§ 2, stk. 5-7, indsat i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
I stk. 5, 1. pkt.,
foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden får
hjemmel til ved kendskab til eller mistanke om datafejl, der kan
henføres til forhold hos fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, helt
eller delvist at kunne suspendere inddrivelse af fordringer, der
efter restanceinddrivelsesmyndighedens skøn kan være
berørt af fejlen. Restanceinddrivelsesmyndigheden
ophæver ifølge 2. pkt.
suspensionen, når fordringshaver eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter en
undersøgelse gennemført af fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
har vist sig at være berørt af fejlen. Har
fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, ikke inden for en af
restanceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist identificeret og
tilbagekaldt de fordringer, der er berørt af fejlen, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende samtlige de fordringer
med renter og gebyrer, der omfattes af suspensionen, jf. 3. pkt.
Afhængig af hvilken datafejl der er tale
om, kan man tænke sig en situation, hvor et eller flere
inddrivelsesskridt vil kunne iværksættes, mens andre -
som følge af fejlen - ikke kan, hvorfor udtrykket
»helt eller delvist« anvendes.
Det foreslås således, at de
nærmere undersøgelser af datas rigtighed i
højere grad foretages af fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen.
Suspension af inddrivelse betyder, at
fordringen stadig anses for at være under inddrivelse, men at
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke foretager dækning
på eller aktivt inddriver på fordringerne, i det omfang
fejlen efter restanceinddrivelsesmyndigheden skøn kan
medføre ulovlig inddrivelse. I det omfang de berørte
fordringer allerede indgår i inddrivelsesskridt, kan
suspensionen betyde, at fordringerne fjernes fra
inddrivelsesskridtet. Da det ikke er alle fejl i data, der
medfører risiko for fejl i inddrivelsen eller ulovlig
inddrivelse, foreslås det, at der alene indføres en
mulighed for restanceinddrivelsesmyndigheden til at suspendere
inddrivelsen i disse tilfælde, men ikke en pligt.
Det foreslås endvidere, at
restanceinddrivelsesmyndigheden først ophæver
suspensionen af inddrivelsen for de fordringer, som kan være
berørt af fejlen, når fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter en
undersøgelse foretaget af fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har
vist sig at være berørt af fejlen. Ansvaret for
gennemførelsen af undersøgelsen påhviler
fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, men restanceinddrivelsesmyndigheden kan
i fornødent omfang bistå ved denne
undersøgelse. Når fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som er berørt
af datafejl, indgår de resterende fordringer herefter i den
sædvanlige dækningsrækkefølge.
Hvis fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke inden for
en frist fastsat af restanceinddrivelsesmyndigheden har
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt
af fejlen, foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden
kan tilbagesende samtlige de af suspensionen omfattede fordringer
inklusive renter og eventuelle gebyrer. Bestemmelsen tager sigte
på de tilfælde, hvor der er tale om kendskab til eller
mistanke om alvorlige datafejl, som vurderes at indebære
risiko for ulovlig inddrivelse. Fastsættelse og eventuel
forlængelse af fristen skal give fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
rimelig mulighed for at kunne gennemføre
undersøgelsen.
I forbindelse med tilbagesendelse skal
restanceinddrivelsesmyndigheden vurdere, om de fejl, som mistanken
vedrører, har en sådan karakter, at
restanceinddrivelsesmyndigheden efter almindelige
forvaltningsretlige principper ville have pligt til ex officio at
genoptage afgørelser vedrørende eventuelle
inddrivelseskridt eller vurdere, om tidligere dækninger
på fordringerne skal ophæves. I givet fald kan
restanceinddrivelsesmyndigheden i stedet som led i faktisk
myndighedsudøvelse træffe beslutning om, at alle
tidligere dækninger på de tilbagesendte fordringer
ophæves. Samtidig kan restanceinddrivelsesmyndigheden
beslutte, at beregnede eller tilskrevne inddrivelsesrenter på
de fordringer, der tilbagesendes, ophæves.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden
træffer beslutning om ophævelse af tidligere
dækninger vil det betyde, at beløb, der allerede er
blevet afregnet til fordringshaver vedrørende de
tilbagesendte fordringer, skal anvendes til dækning af anden
gæld, som skyldner har til det offentlige, eller eventuelt
tilbagebetales til skyldner. Fordringshavers tilbagebetaling sker i
givet fald via fordringshavers konto hos
restanceinddrivelsesmyndigheden og kan gennemføres ved
automatiseret tvungen modregning over for fordringshaver, dvs. at
der modregnes efter et saldoprincip, jf. tilsvarende
opkrævningslovens § 16 a.
Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ved tilbagesendelse til
fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, vurdere, om skyldner bør
underrettes herom, herunder om eventuel ophævelse af
dækninger og ophævelse af inddrivelsesrenter.
Efter § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige forrentes fordringer
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, med
undtagelse af bøder, med en årlig rente svarende til
renten i henhold til § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved
forsinket betaling m.v. Renten tilskrives ifølge § 5,
stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
I stk. 6
foreslås det, at fordringer, som er omfattet af suspension
efter stk. 5, fortsat forrentes efter § 5, idet fordringer,
der er omfattet af suspension, fortsat anses for at være
under inddrivelse.
Tilskrivning af inddrivelsesrenter sker
således, uanset at fordringen er omfattet af en suspension,
og renten tilskrives, som udgangspunktet er for øvrige
fordringer, dvs. fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 9, stk. 1, jf. dog stk.
2 og 3, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Idet fordringer, der er omfattet af
suspension, anses for at være under inddrivelse, er disse
omfattet af samme forældelsesregler som andre fordringer.
Ifølge § 18 a i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige regnes forældelsesfristen
for fordringer, der den 19. november 2015 eller senere er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, tidligst fra den
20. november 2018. Med nærværende lovforslags § 1,
nr. 15, foreslås, at der med § 18 a, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en
bestemmelse, hvorefter forældelsen af fordringer, der
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden - og er modtaget til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni 2018
eller senere, jf. den foreslåede bestemmelse i
nærværende lovforslags § 11, stk. 3 - tidligst
indtræder 3 år efter fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Den foreslåede bestemmelse
om suspension af inddrivelse indebærer, at fordringerne
fortsat vil være under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden - blot ikke aktiv inddrivelse.
Hverken den gældende bestemmelse i § 18 a eller den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2,
forudsætter, at fordringen er omfattet af en
inddrivelsesindsats. Afgørende er i stedet, at den er
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på
inddrivelse.
I stk. 7
foreslås det, at når en suspension ophæves,
genindtræder de fordringer, som ikke er tilbagekaldt af
fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver
opkræver fordringen, i dækningsrækkefølgen
efter § 4.
Dækninger, som
restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget på skyldners
anden gæld i den periode, hvor fordringerne var omfattet af
suspensionen efter stk. 5, ophæves ikke.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved
tilbagesendelse efter stk. 5, 3. pkt., træffe beslutning om,
hvorvidt dækninger, der allerede er foretaget på de
berørte fordringer, mens de var under inddrivelse, skal
ophæves, samt om hvorvidt tilskrevne inddrivelsesrenter skal
ophæves.
Som nævnt ovenfor foreslås det, at
når en suspension af fordringer under inddrivelse
ophæves af restanceinddrivelsesmyndigheden,
genindtræder fordringerne i
dækningsrækkefølgen efter § 4. Det
foreslås endvidere, at dækninger, som
restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget på skyldners
anden gæld i den periode, hvor fordringerne var omfattet af
suspensionen, fastholdes. Den foreslåede regel vil sikre, at
kompleksiteten i det nye it-system, der skal understøtte
inddrivelsen, ikke øges.
Alle fordringshavere vejledes ved tilslutning
til det nye it-system, der skal understøtte inddrivelsen, i
korrekt registrering af stamdata med henblik på at opnå
en forbedring af it-understøttelsen af den fremtidige
inddrivelse, effektivisering i inddrivelsen og minimering af
restanceinddrivelsesmyndighedens tidsforbrug på nærmere
undersøgelser af fordringer og de tilhørende
data.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.8.
Til nr.
2
Med bestemmelsen foreslås en
nødvendig konsekvensændring i § 2, stk. 5, 3.
pkt. - der bliver stk. 8, 3. pkt. - i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige som følge af forslaget i nr. 1
om i lovens § 2 at indføre tre nye stykker - stk. 5-7.
I stk. 5, 3. pkt., i den gældende bestemmelse henvises til
stk. 6, der som følge af indsættelsen af de tre nye
stykker skal ændres til stk. 9.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.8.
Til nr.
3
Med bestemmelsen foreslås en
nødvendig konsekvensændring i § 2, stk. 7, 2.
pkt. - der bliver stk. 10, 2. pkt. - i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige som følge af forslaget i nr. 1
om i lovens § 2 at indføre tre nye stykker - stk. 5-7.
I stk. 7, 2. pkt., i den gældende bestemmelse henvises til
stk. 8, der som følge af indsættelsen af de tre nye
stykker skal ændres til stk. 11.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.8.
Til nr.
4
Med bestemmelsen foreslås
nødvendige konsekvensændringer gennemført i
§ 2, stk. 9, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige - der bliver til stk.
12, 1. pkt. - idet henvisningen til stk. 1-8 ændres til stk.
1-11 som følge af de tre nye stykker, der foreslås
indsat med bestemmelsen i nr. 1, jf. ovenfor.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.8.
Til nr.
5
Når restanceinddrivelsesmyndigheden
træffer afgørelse om lønindeholdelse eller
fastsætter en afdragsordning, sker det som udgangspunkt
på grundlag af en skematisk beregning af skyldnerens
betalingsevne, dvs. en beregning af, hvad skyldner med rimelighed
kan afdrage på sin gæld, når skyldneren af sin
bruttoindkomst har betalt skat, arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag og
pensionsindbetalinger, når de foretages af arbejdsgiveren som
et obligatorisk led i ansættelsesforholdet. Der kan
også fastsættes afdragsordninger eller
lønindeholdelser på baggrund af en individuel
betalingsevnevurdering, hvor der tages højde for skyldnerens
faktiske udgifter, jf. nedenfor.
Ved overdragelse af fordringer m.v. til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden overtager
restanceinddrivelsesmyndigheden kreditorbeføjelserne, jf.
§ 3, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Det fremgår endvidere af § 3, stk. 3, at
restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen kan tillade
afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, medmindre andet
følger af bilag 1. I medfør af § 3, stk. 8, kan
skatteministeren fastsætte nærmere regler til
gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-7, dvs. også
om afdragsordninger. Denne bemyndigelse er udmøntet i
kapitel 4 om afdragsordninger i bekendtgørelse nr. 300 af
29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober
2017.
Afdragsordninger fastsættes i
udgangspunktet efter en skematisk betalingsevneberegning. Af §
10, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober
2017, fremgår det, at en afdragsordning fastsættes som
en procentdel (afdragsprocent) af skyldnerens årlige indkomst
opgjort som den årlige indkomst inklusive indtægter
efter § 17 (f.eks. kontanthjælp, integrationsydelse og
uddannelseshjælp), fratrukket arbejdsmarkedsbidrag,
pensionsindbetalinger efter § 19, stk. 4, nr. 2, litra a,
ATP-bidrag og skat. Det beløb, som skal afdrages
årligt, fastsættes med udgangspunkt i en tabel
(tabeltrækmetoden), hvor afdragsprocenten fastsættes
på baggrund af skyldners nettoindkomst opgjort efter
ovenstående regler og ud fra, om skyldner har
forsørgerpligt over for børn.
Ved fastsættelse af afdragsprocenten
efter tabeltrækmetoden er det alene pensionsindbetalinger
efter § 19, stk. 4, nr. 2, litra a, der kan fratrækkes
skyldners bruttoindkomst. Det er således kun
pensionsindbetalinger, som foretages af arbejdsgiveren, når
pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, der
kan fradrages ved betalingsevneberegningen. Det har dog i praksis
ikke været muligt at overholde dette krav, fordi der for
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke er adgang til oplysninger om,
hvorvidt en pensionsindbetaling er obligatorisk eller ej.
Har skyldneren indsendt et budgetskema, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden efter en konkret vurdering
beslutte, at betalingsevnevurderingen efter det fremsendte
budgetskema skal træde i stedet for den fastsatte
afdragsordning, jf. § 10, stk. 6, i bekendtgørelse nr.
300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det
offentlige, dvs. at der i stedet anvendes en individuel
betalingsevnevurdering. I dette tilfælde kan der ved
fastsættelse af nettoindkomsten fradrages
pensionsindbetalinger, der foretages af arbejdsgiveren, når
pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, og
når der efter ansættelsesforholdets karakter, herunder
ansættelsessted, branche m.v., er tale om sædvanlige
indbetalinger, jf. § 19, stk. 4, nr. 2, litra a og b.
De gældende regler om fradrag for
pensionsindbetalinger ved betalingsevneberegning kan føres
tilbage til Konkursrådets betænkning nr. 1449/2004 om
gældssanering, hvor betalingsevne er afgørende, i
forhold til hvor meget en skyldner kan betale i løbet af en
femårig periode. Den gæld, der ligger ud over det
beløb, der kan betales i løbet af denne periode, vil
herefter kunne blive eftergivet ved gældssanering, hvis
betingelserne for en gældssanering i øvrigt er
opfyldt.
I betænkningen findes på side 533
ff. til bestemmelserne om fradrag for pensionsindbetalinger et
udkast, der indholdsmæssigt er identiske med de regler, der
blev indsat i 2005 i forbindelse med udstedelsen af både
bekendtgørelse nr. 894 af 22. september 2005 om
gældssanering og bekendtgørelse nr. 995 af 19. oktober
2005 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Disse regler
har stadig samme indhold.
Bekendtgørelsen fra 2005 om inddrivelse
af gæld til det offentlige henviser som hjemmelsgrundlag
bl.a. til lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer. Af lovforslag nr. L 112, forslag
til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer,
fremgår det af bemærkningerne, jf. Folketingstidende
2004-05, tillæg A, side 4629, at udgangspunktet for
forenklingerne af betalingsevnevurderingen er Konkursrådets
anbefalinger vedrørende forenkling af betalingsevnevurdering
i relation til gældssanering i førnævnte
betænkning.
Tilsvarende fremgår det af
bemærkningerne til lovforslag nr. L 149, forslag til lov om
ændring af forskellige love (Forenkling, harmonisering og
objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det
offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale
lønsedler), jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling,
tillæg A side 6701, at skatteministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om betalingsevnevurdering, og at reglerne
vil tage udgangspunkt i de regler, der følger af forslag til
lov om ændring af konkursloven og konkursskatteloven
(Revision af reglerne om gældssanering), jf. lovforslag nr. L
10, der blev fremsat den 23. februar 2005, i relation til
gældssaneringssager, således at der sikres
overensstemmelse imellem principperne for betalingsevnevurderinger,
herunder rådighedsbeløb, på
inddrivelsesområdet og generel insolvensret. Revisionen af
gældssaneringsreglerne betød, at frem for at
retningslinjerne for budgetvurderingen blev udviklet i retspraksis,
skulle justitsministeren fremover fastsætte nærmere
regler for, hvilke indtægts- og udgiftsposter der kan
medtages i skyldnerens budget m.v. Det fremgår endvidere, at
det forventes, at skatteministeren udsteder tilsvarende regler
herom.
I lovforslag nr. L 20, forslag til lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 262, gengives reglerne om eIndkomst i
afsnit 3.4.2, og her fremgår det, at den årlige
nettoindkomst opgøres som den årlige bruttoindkomst
inklusive positiv kapitalindkomst, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag,
pensionsindbetaling, når pensionen er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, SP-bidrag, ATP-bidrag og skat. Dette
fremgår ligeledes af de specielle bemærkninger til
§ 10.
Sammenfattende er det således lagt til
grund, at der ved den skematiske betalingsevneberegning alene kan
ske fradrag for pensionsindbetalinger, som er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, mens de ved en konkret
betalingsevnevurdering tillige skal være
sædvanlige.
Det foreslås, at den gældende
bemyndigelse i § 3, stk. 8, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvorefter skatteministeren kan fastsætte nærmere regler
om gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-7, dvs.
også om afdragsordninger efter stk. 3, udvides til også
at omfatte regler om fradrag for pensionsindbetalinger ved
betalingsevneberegning.
Kravet om, at pensionsordningen skal
være et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, er
ikke egnet til en systemmæssig understøttelse af en
skematisk betalingsevneberegning ved fastsættelse af
afdragsordninger og ved afgørelser om
lønindeholdelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender
oplysningerne i eIndkomst om pensionsindbetalinger fra
arbejdsgivere, men det fremgår ikke heraf, hvorvidt
pensionsindbetalingerne er sket som et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet. En stillingtagen hertil
forudsætter i princippet, at restanceinddrivelsesmyndigheden
i hver konkret sag kontakter skyldneren og får oplysninger
om, hvorvidt pensionsindbetalingen er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet. Når det nye it-system for
inddrivelse af gæld til det offentlige skal foretage
automatiseret betalingsevneberegning for alle skyldnere på
månedlig basis, er det derfor vigtigt, at reglerne er
tilpasset en automatiseret proces, der ikke forudsætter
manuel sagsbehandling.
Den foreslåede udvidelse af
bemyndigelsesbestemmelsen sker med henblik på i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, at
fastsætte objektive regler, hvorefter
arbejdsgiveradministrerede pensionsindbetalinger - uanset at der er
tale om obligatoriske pensionsindbetalinger eller aftalte
pensionsindbetalinger - kan fragå i skyldnerens
bruttoindkomst ved beregningen af betalingsevnevurderingen ved
afgørelser om afdragsordninger efter tabeltrækmetoden
og budgetmetoden, ligesom det vil være uden betydning, om der
er tale om sædvanlige pensionsindbetalinger.
I forhold til eftergivelsessager
foreslås det at opretholde de gældende regler om, at
pensionsindbetalinger skal være et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet og være sædvanlige i forhold
til ansættelsesforhold og branche m.v., for at sikre
parallelitet mellem på den ene side eftergivelsesreglerne i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige og på den anden side
bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008 om
gældssanering, som ændret senest ved
bekendtgørelse nr. 1265 af 22. november 2017, der
hører til Justitsministeriets område.
Baggrunden for forslaget er, at kravet om, at
pensionsordningen skal være et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, ikke er egnet til en systemmæssig
understøttelse af en skematisk betalingsevneberegning ved
fastsættelse af afdragsordninger og ved afgørelser om
lønindeholdelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender
oplysningerne i eIndkomst om pensionsindbetalinger fra
arbejdsgivere, men det fremgår ikke heraf, hvorvidt
pensionsindbetalingerne er sket som et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet. En stillingtagen hertil
forudsætter i princippet, at restanceinddrivelsesmyndigheden
i hver konkret sag kontakter skyldneren og får oplysninger
om, hvorvidt pensionsindbetalingen er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet. Når det nye it-system for
inddrivelse af gæld til det offentlige skal foretage
automatiseret betalingsevneberegning for alle skyldnere på
månedlig basis, er det derfor vigtigt, at reglerne er
tilpasset en automatiseret proces, der ikke forudsætter
manuel sagsbehandling.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.10.
En afgørelse skal, når den
meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse,
medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens §
22. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i
henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, og om fornødent en
kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24,
stk. 2.
Ved siden af forvaltningslovens regler om
begrundelsespligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af
ombudsmandens praksis vedrørende principperne om god
forvaltningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end
begrundelsespligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan
også finde anvendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Det følger bl.a. af principperne om god
forvaltningsskik, at de oplysninger, som offentlige myndigheder
kommunikerer til borgerne, skal være fyldestgørende og
korrekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden har derfor behov for
oplysninger om de fordringer, som overdrages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, for at kunne beskrive fordringen
tilstrækkeligt og korrekt over for skyldner og andre.
Det foreslås, at der i § 3, stk. 8, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes et 3. pkt. med en bemyndigelse til
skatteministeren, hvorefter denne kan fastsætte nærmere
regler om restanceinddrivelsesmyndighedens beskrivelse af renter
efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og
gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf.
opkrævningslovens § 16, eller andre
fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, i
afgørelser og meddelelser til skyldner og andre.
Saldoprincippet kendetegnes ved, at
indbetalinger og udbetalinger automatisk vil blive modregnet
hinanden, og det udvisende, som kontoen har, kan således - i
lighed med en bankkonto - være negativt (debetsaldo) eller
positivt (kreditsaldo), jf. lovforslag nr. L 205, Folketingstidende
2005-06, tillæg A, side 6554, om opkrævning via
Én Skattekonto.
Det forudsættes, at der findes en
balance, hvorefter der er tilstrækkelige oplysninger, til at
skyldner kan identificere renten eller gebyret, mens
restanceinddrivelsesmyndigheden på samme tid kan basere sig
på oplysninger, som allerede er modtaget fra fordringshaver,
og som der kan fæstes lid til. De nærmere principper
vil desuden blive udviklet, i takt med at fordringshavere i
større omfang er godkendt til og koblet på det nye
inddrivelsessystem, når der er mere viden om den specifikke
anvendelse af fordringstyperne.
Skyldner vil have mulighed for ved henvendelse
til restanceinddrivelsesmyndigheden at anmode om supplerende
oplysninger om renten eller gebyret. Såfremt skyldner retter
henvendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden med anmodning om
yderligere beskrivelse af renten eller gebyret, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden indhente sådanne yderligere
oplysninger om renten eller gebyret hos fordringshaveren og
videreformidle disse til skyldner.
Det forudsættes, at
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser og meddelelser
med de af skatteministeren fastsatte bestemmelser om beskrivelse af
renter og gebyrer fortsat vil gøre skyldner i stand til at
identificere den enkelte fordring, som
restanceinddrivelsesmyndigheden kommunikerer om.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.6.
Til nr.
6
For renter og gebyrer, der omfattes af
forældelsesloven, gælder lovens 3-årige
forældelsesfrist, selv om den fordring, de vedrører,
har en 10-årig forældelsesfrist som følge af et
særligt retsgrundlag, jf. forældelseslovens § 5,
stk. 1, hvorefter forældelsesfristen er 10 år,
når der for fordringen er udstedt et gældsbrev,
når fordringen er registreret i en værdipapircentral,
eller når fordringens eksistens og størrelse er
anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom,
betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden
bindende afgørelse. Den 3-årige forældelsesfrist
for sådanne renter og gebyrer fremgår af § 5, stk.
2, og omhandler senere forfaldne renter og gebyrer. For renter og
gebyrer omfattet af det særlige retsgrundlag, f.eks. en dom,
gælder således den 10-årige
forældelsesfrist.
Ud over denne selvstændige
forældelse omfattes renter og gebyrer dog også af en
såkaldt accessorisk forældelse. Ved forældelse af
en hovedfordring bortfalder således også krav på
rente og lignende ydelse, jf. forældelseslovens § 23,
stk. 2. En stillingtagen til berettigelsen af f.eks. en rente vil
således kræve en stillingtagen til hovedfordringens
eksistens og størrelse, da renten påløb.
Ved afklaringen af, om et krav på rente
eller gebyr er retskraftigt, er det således ikke
tilstrækkeligt at se på, om rentens eller gebyrets
selvstændige forældelsesfrist er udløbet. Det
skal også afklares, om hovedfordringen er retskraftig. Er
hovedfordringen ikke længere retskraftig, er renten og
gebyret også forældet (accessorisk), selv om rentens
eller gebyrets selvstændige forældelsesfrist endnu ikke
er udløbet.
Vedrører et gebyr, f.eks. et
rykkergebyr, flere fordringer, vil gebyret først blive ramt
af accessorisk forældelse, den dag den sidste af disse
fordringer forældes. Det skyldes, at gebyret i samme grad
vedrører denne fordring som de andre allerede
forældede fordringer.
KOBRA-systemet anvendes til SKATs
opkrævning af fysiske personers skyldige skatter, herunder
restskat og B-skat.
Opkrævningen af restskat reguleres af
kildeskattelovens § 61. Er udskrivningsdatoen for den
skattepligtiges årsopgørelse senest den 1. oktober i
året efter indkomståret, overføres den del af
restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1,
der ikke overstiger et grundbeløb på 19.600 kr.
(2017-niveau) med tillæg af et til den overførte
restskat svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere
tilsvar for det efterfølgende år, til hvis
dækning der opkræves yderligere A-skat, B-skat eller
arbejdsmarkedsbidrag for dette år, jf. § 61, stk. 3, 1.
pkt. Et eventuelt resterende beløb efter § 61, stk. 3,
med tillæg efter stk. 2 forfalder ifølge § 61,
stk. 4, 1. pkt., til betaling i tre rater den 1. i hver af
månederne august, september og oktober i året efter
indkomståret med sidste rettidige betalingsdag den 20. i
forfaldsmåneden. Udskrives årsopgørelsen
først den 1. august i året efter indkomståret
eller senere, forfalder raterne dog først til betaling den
1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder med
sidste rettidige betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden,
jf. 2. pkt.
Er et beløb, som en skattepligtig efter
kildeskatteloven skal indbetale til det offentlige, ikke betalt
rettidigt, skal den pågældende betale en statskassen
tilfaldende rente, der udgør renten i henhold til
opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4
procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at
regne, jf. kildeskattelovens § 63, 1. pkt. Renter af skat, der
påhviler den skattepligtige, opgøres én gang om
året og opkræves sammen med restskatten for de
pågældende år, jf. 2. pkt., som beskrevet
ovenfor.
Ifølge kildeskattelovens § 63
opkræves renter af for sent betalt personskat således
på årsopgørelsen for det år, hvor renterne
er påløbet, dvs. i året efter det
indkomstår, der gav anledning til, at restskatten opstod, og
sammen med den beregnede restskat for dette indkomstår. Dvs.
at opkrævningen af rente efter kildeskattelovens § 63 af
for sent betalte personskatter fra ét indkomstår i
henhold til lovgivningen opkræves med restskat for et senere
indkomstår.
For restskat eller yderligere restskat, der
skyldes en ænd?ret årsopgørelse,
gælder kildeskattelovens § 61, stk. 3-6, tilsvarende for
betaling af beløbet, jf. lovens § 62 A, stk. 1, 1. pkt.
Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med tillæg
efter § 61, stk. 2, forrentes ifølge § 62 A, stk.
1, 3. pkt., med renten i henhold til opkrævningslovens §
7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt
måned fra den 1. september i året efter
indkomståret og indtil udskrivningsdatoen.
En rate efter kildeskattelovens § 61 vil
således kunne være sammensat af både selve
restskatten for det pågældende indkomstår, renter
efter § 62 A, hvis årsopgørelsen er udskrevet
sent, samt renter efter kildeskattelovens § 63 af ikke betalte
personskatter fra tidligere år, som er påløbet i
det indkomstår, som restskatten vedrører.
Lovgivningen vedrørende afregning af
personskatter er dermed tilrettelagt på en sådan
måde, at der ikke er en sammenhæng mellem renterne og
den hovedstol, som renterne er beregnet af. Afregningsmetoden er
valgt, fordi den giver en nem afregning med færrest mulige
opkrævninger til skatteyderne.
Hvis eksempelvis årsopgørelsen
for indkomståret 2017, som dannes i marts 2018, udskrives
inden den 1. august 2018 og resulterer i en restskat, der
overstiger indregningsgrænsen på 19.600 kr.
(2017-niveau), opkræves restskatten i 3 rater i 2018 til
betaling i august, september og oktober med sidste rettidige
betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden.
Hvis raterne ikke betales til tiden, vil der i
2018 påløbe renter for hver af raterne af restskatten
for 2017. Disse renter opkræves via
årsopgørelsen for 2018, hvilket indebærer
opkrævning i 2019. På årsopgørelsen
vedrørende indkomståret 2018 vil der derfor
indgå renter af de for sent betalte rater af restskatten fra
indkomståret 2017.
Er der flere indkomstår med restskat,
der opkræves via ratevise betalinger, kan samme rate derfor
indeholde rentebeløb fra flere indkomstår, ligesom
én rate kan indeholde både renter efter
kildeskattelovens §§ 62 A og 63.
Hvis skatteyderen undlader at betale raterne,
vil de efter sædvanlig rykkerprocedure blive oversendt til
inddrivelse. SKATs system KOBRA vil i den forbindelse opdele raten
i henholdsvis restskat og rente. Systemet er i den sammenhæng
opsat således, at den enkelte rente relateres til den
restskat eller B-skat, som renten er opkrævet på rate
med. Det er ikke i systemet KOBRA registreret, om renten er
beregnet efter kildeskattelovens §§ 62 A eller 63.
SKATs opkrævning af A-skat, moms, told
m.v. hos virksomheder m.v. foregår via skattekontoen, jf.
opkrævningslovens kapitel 5. Det samme gælder SKATs
udbetaling af f.eks. negativ moms. I § 16 bestemmes
således, at ind- og udbetalinger af de i bestemmelsen
nævnte tilsvar, bl.a. skatter og afgifter efter lovens §
1, stk. 1 og 2, fra og til virksomheder, selskaber, fonde og
foreninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. indgår
i en samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i
dette kapitel. Efter § 16 a, stk. 1, modregnes ind- og
udbetalinger af skatter og afgifter m.v. omfattet af § 16
automatisk efter et saldoprincip, og meddelelse om modregning
fremgår af skattekontoen.
Overstiger den samlede sum af registrerede
forfaldne krav på virksomhedens konto den samlede sum af
registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden,
udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb,
som virksomheden skylder SKAT, jf. § 16 a, stk. 2, 1. pkt. Er
den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på
indbetalinger fra virksomheden derimod mindre end de registrerede
og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden,
udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede
tilgodehavende hos SKAT, jf. 2. pkt.
Det er i opkrævningslovens § 16 a,
stk. 3-7, reguleret, hvornår ind- og udbetalinger på
skattekontoen registreres og påvirker saldoen.
Hvor virksomheders indbetaling helt eller
delvist anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af
flere krav, går betalingen til dækning af det
ældst forfaldne krav først, jf. § 16 a, stk. 8,
der således har fraveget det
øremærkningsprincip, der antages at gælde i
formueretten.
Dette kommer tilsvarende til udtryk i
opkrævningslovens § 16 b, stk. 1, hvorefter beløb
indbetales til skattekontoen uden angivelse af, hvad betalingen
skal dække, jf. dog stk. 2 om frivillig indbetaling af
acontoskat efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 6, eller
pensionsafkastbeskatningsloven.
Efter opkrævningslovens § 16 c,
stk. 1, 1. pkt., forrentes en debetsaldo med den rente, der er
fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Renten beregnes dagligt og
tilskrives månedligt, jf. 2. pkt. Der beregnes således
renters rente på skattekontoen, og renten vil være
beregnet af den til enhver tid værende debetsaldo og ikke af
de enkelte krav på kontoen. Toldskyld forrentes dog med
renten fastsat i EU-toldkodeksens artikel 114, jf.
opkrævningslovens § 16 c, stk. 2.
Det betyder, at SKATs opmærksomhed i
opkrævningsmæssig sammenhæng alene retter sig mod
den til enhver tid værende saldo og ikke mod den eller de
enkelte krav, som denne saldo er sammensat af.
Dette betyder også, at en
opkrævning vil rette sig mod den til enhver tid værende
saldo, og at beregningen af morarenter vil rette sig mod
debetsaldoen og ikke mod det enkelte krav/den enkelte restance.
Overstiger en debetsaldo for en virksomhed
5.000 kr., skal hele beløbet indbetales straks, og SKAT
udsender et rykkerbrev herom til virksomheden, jf. § 16 c,
stk. 4, 1. pkt., idet der dog ikke udsendes et rykkerbrev ved en
debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder, jf. 2. pkt.
Rykkerbrev udsendes dog til ophørte virksomheder, også
hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000
kr., jf. 3. pkt. Betales beløbet ikke inden den frist, der
er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til
inddrivelse, jf. 4. pkt. Et beløb, der overgives til
inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen, jf. 5. pkt. Der
pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af
rykkerbrev, jf. 6. pkt. Gebyret efter § 6 udgør 65
kr.
Det foreslås, at der med § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny
bestemmelse, hvorefter renter efter kildeskattelovens §§
62 A og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via
skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, eller
fordringshaversystemer, der i lighed med skattekontoen anvender et
saldoprincip, med hensyn til forældelse skal behandles som
selvstændige hovedkrav, efter at de af
restanceinddrivelsesmyndigheden er modtaget til inddrivelse.
Saldoprincippet kendetegnes ved, at
indbetalinger og udbetalinger automatisk vil blive modregnet
hinanden, og det udvisende, som kontoen har, kan således - i
lighed med en bankkonto - være negativt (debetsaldo) eller
positivt (kreditsaldo), jf. lovforslag nr. L 205, Folketingstidende
2005-06, tillæg A, side 6554, om opkrævning via
Én Skattekonto.
Fordringer er modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, når de er
registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelsessystem,
jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af
29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Der er med den foreslåede regel tale om,
at disse renter og gebyrer i juridisk henseende skal behandles som
selvstændige krav i relation til spørgsmål om
forældelse. Hovedkrav?svirkningen vil derimod ikke have
nogen betydning for restanceinddrivelsesmyndigheden og
fordringshavers muligheder for at aftale, hvorledes renter og
gebyrer systemmæssigt overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås, at hovedkravsvirkningen
for renter og gebyrer i relation til forældelse ikke kun skal
omfatte opkrævningsrenter og -gebyrer fra skattekontoen, men
fra ethvert fordringshaversystem, der ligesom skattekontoen
anvender et saldoprincip.
Det er med den foreslåede bestemmelse
forudsat, at sådanne fordringshaversystemer, der anvender et
saldoprincip, har det fornødne hjemmelsgrundlag til i
opkrævningen at anvende dette princip. Bestemmelsen anvendes
derfor ikke, hvis et sådant hjemmelsgrundlag ikke
foreligger.
Med § 3 B, stk. 1,
2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige foreslås, at det samme - dvs. hovedkravsvirkningen
efter 1. pkt. i forhold til forældelse - gælder renter
og gebyrer, der af restanceinddrivelsesmyndigheden modtages til
inddrivelse, uden at hovedkravet samtidig overdrages til
inddrivelse, eller uden at det i forbindelse med overdragelsen
oplyses, at hovedkravet allerede er under inddrivelse.
Dermed vil restanceinddrivelsesmyndigheden
heller ikke i forhold til sådanne opkrævningsrenter og
-gebyrer skulle håndtere accessorisk forældelse efter
forældelseslovens § 23, stk. 2, idet de alene kan
forældes som selvstændige hovedkrav.
Det er et krav, at renterne og gebyrerne er
retskraftige ved modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Renterne og gebyrerne må således ikke allerede
være forældede (accessorisk) ved modtagelsen.
Endelig foreslås med § 3 B, stk. 1, 3. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, at andre gebyrer end
de i 1. og 2. pkt. nævnte, der af
restanceinddrivelsesmyndigheden modtages til inddrivelse, med
hensyn til accessorisk forældelse efter
forældelseslovens § 23, stk. 2, alene anses at
vedrøre det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses
at være knyttet til.
Restanceinddrivelsesmyndighedens
inddrivelsessystem vil alene kunne relatere et
opkrævningsgebyr til et enkelt hovedkrav, selv om
fordringshaver ved overdragelsen til
restanceinddrivelsesmyndigheden har oplyst, at det også
ve?drører andre hovedkrav.
Selv om gebyret også vedrører et
hovedkrav, som gebyret i restanceinddrivelsesmyndighedens
inddrivelsessystem ikke er oplyst at være knyttet til, og som
endnu ikke er forældet, da det hovedkrav, som gebyret ved
overdragelsen oplyses at være knyttet til, forældes,
vil restanceinddrivelsesmyndigheden derfor kunne afskrive gebyret
som accessorisk forældet efter forældelseslovens §
23, stk. 2.
En fordringshaver vil ved overdragelsen til
restanceinddrivelsesmyndigheden af et opkrævningsgebyr, der
vedrører flere hovedkrav, som følge af at
restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem alene kan
knytte opkrævningsgebyret til et enkelt hovedkrav, derfor
kunne have en interesse i ved indberetningen til
inddrivelsessystemet at oplyse det hovedkrav, der forældes
senest, fordi forældelsen af andre hovedkrav, som
opkrævningsgebyret også vedrører, da reducerer
risikoen for, at restanceinddrivelsesmyndigheden må afskrive
opkrævningsgebyret som følge af accessorisk
forældelse.
Det foreslås med § 3 B, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at skatteministeren gives en
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om de
forhold, der reguleres af stk. 1. Bemyndigelsen vil f.eks. kunne
udnyttes til at fastsætte nærmere regler om, at
restanceinddrivelsesmyndigheden ved henvendelser til
fordringshaveren kan beskrive opkrævningsrenterne og
-gebyrerne ud fra de hovedkravsrelationer, som er oplyst af
fordringshaver i forbindelse med overdragelsen til
restanceinddrivelsesmyndigheden. I takt med at fordringshaverne
godkendes til og kobles på det nye inddrivelsessystem,
opnås en større viden om de særlige forhold, der
kendetegner fordringshaverne og deres opkrævningssystemer, og
bemyndigelsen skal desuden kunne anvendes til at fastlægge
regler, som måtte vise sig at være nødvendige
til at gennemføre bestemmelsen i stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse har til
formål at løse de problemer, som
restanceinddrivelsesmyndigheden har i forhold til overholdelsen af
forældelseslovens § 23, stk. 2, om accessorisk
forældelse af renter og gebyrer, der modtages til inddrivelse
uden nogen oplyst relation til deres hovedfordring(er).
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.2.
I visse tilfælde indtræder der et
skyldnerskifte for fordringer, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Hvis en skyldner er en fysisk person, der
afgår ved døden, overtages hæftelsen af enten
den længstlevende ægtefælle ved dennes hensidden
i uskiftet bo, jf. arvelovens § 25, stk. 1, eller af
arvingerne ved et skiftet bo, jf. § 27, stk. 1, i lov om
skifte af dødsboer, hvorefter arvingerne, hvis disse helt
eller delvist har delt boets aktiver, bortset fra deling af
sædvanligt indbo og personlige effekter, eller anvendt
samtlige boets midler til dækning af gæld uden at
opfylde eller sikre opfyldelsen af forpligtelser, der kan
kræves dækket i boet, hæfter personligt og
solidarisk for gælden.
Efter forældelseslovens § 17, stk.
1, nr. 4, afbrydes forældelsen ved anmeldelse af fordringen i
et dødsbo efter dettes udstedelse af proklama. Efter §
81, stk. 2, i lov om skifte af dødsboer skal proklama
udstedes, når et bo skiftes eller udleveres efter
§§ 22 eller 24 om henholdsvis udlæg til en
længstlevende ægtefælle og dennes hensidden i
uskiftet bo, mens proklama kan anvendes i andre tilfælde, jf.
§ 81, stk. 1.
Hvis skyldner er en juridisk person, kan et
skyldnerskifte forekomme ved f.eks. fusion, spaltning eller
omdannelse af kapitalselskaber.
Efter selskabslovens § 236 kan et
kapitalselskab efter bestemmelserne i selskabslovens kapitel 15
opløses uden likvidation ved overdragelse af
kapitalselskabets aktiver og forpligtelser som helhed til et andet
kapitalselskab mod vederlag til de ophørende
kapitalselskabers kapitalejere, dvs. ue?gentlig fusion, og det
samme gælder, når to eller flere kapitalselskaber
sammensmeltes til et nyt kapitalselskab, dvs. egentlig fusion.
Overdragelserne kan gennemføres uden kreditorernes samtykke.
I § 250, stk. 1, bestemmes, at fusionen anses for
gennemført, og et ophørende kapitalselskab anses for
opløst, og dets rettigheder og forpligtelser anses for
overgået som helhed til det fortsættende
kapitalselskab, jf. dog stk. 2, når bl.a. krav, som
fordringshaverne har anmeldt efter § 243, er afgjort. Efter
§ 243, stk. 1, kan fordringshavere, hvis fordringer er stiftet
forud for Erhvervsstyrelsens offentliggørelse i
medfør af § 244 af bl.a. en eventuel fusionsplan,
senest 4 uger efter offentliggørelsen anmelde deres
fordringer til selskabet, hvis vurderingsmændene i deres
erklæring om fordringshavernes stilling, jf. § 242,
finder, at fordringshaverne i det enkelte kapitalselskab ikke er
tilstrækkeligt sikrede efter fusionen, eller hvis der ikke er
udarbejdet en erklæring fra en vurderingsmand om
fordringshavernes stilling. Fordringer, for hvilke der er stillet
betryggende sikkerhed, kan dog ikke anmeldes.
En manglende anmeldelse efter selskabslovens
§ 243, stk. 1, har ikke præklusiv karakter, og
fordringshaverne mister derfor ikke deres krav, hvis de ikke inden
for den fastsatte frist foretager en anmeldelse.
Om spaltning bestemmes i selskabslovens §
254, stk. 1, at generalforsamlingen i et kapitalselskab kan
træffe beslutning om spaltning af kapitalselskabet, hvorefter
aktiver og forpligtelser som helhed overdrages til flere
bestående eller nye aktie- eller anpartsselskaber, der dannes
ved spaltningens gennemførelse, mod vederlag til det
indskydende kapitalselskabs kapitalejere. Generalforsamlingen kan
med samme flertal træffe beslutning om en spaltning, hvorved
kapitalselskabet overdrager en del af sine aktiver og forpligtelser
til et eller flere bestående eller nye kapitalselskaber, der
dannes ved spaltningens gennemførelse. Overdragelserne kan
gennemføres uden fordringshavernes samtykke. I § 268,
stk. 1, bestemmes, at spaltningen anses for gennemført, og
det indskydende kapitalselskabs rettigheder og forpligtelser anses
for overgået til de modtagende kapitalselskaber, jf. dog stk.
2, når bl.a. fordringshavernes krav anmeldt efter § 261
er afgjort. Efter § 261, stk. 1, kan fordringshavere, hvis
fordringer er stiftet forud for Erhvervsstyrelsens
offentliggørelse i medfør af § 262 af en
eventuel spaltningsplan, senest 4 uger efter
offentliggørelsen anmelde deres fordringer til selskabet,
hvis vurderingsmændene i deres erklæring om
fordringshavernes stilling, jf. § 260, finder, at
fordringshaverne i det enkelte kapitalselskab ikke er
tilstrækkeligt sikrede efter spaltningen, eller hvis der ikke
er udarbejdet en erklæring fra en vurderingsmand om
fordringshavernes stilling. Fordringer, for hvilke der er stillet
betryggende sikkerhed, kan dog ikke anmeldes.
Omdannelse kan ske i flere tilfælde.
Efter selskabslovens § 319, stk. 1, 1. pkt., kan eksempelvis
et anpartsselskab omdannes til et aktieselskab. Det kræver,
at anpartshaverne med det flertal, der kræves til
vedtægtsændring, vedtager en sådan omdannelse,
der kan ske uden fordringshavernes samtykke, jf. 3. pkt.
Tilsvarende kan et aktieselskab omdannes til et anpartsselskab. Det
kræver ifølge § 321, stk. 1, at
generalforsamlingen med det flertal, der kræves til
ændring af et selskabs vedtægter, vedtager en
sådan omdannelse, der kan gennemføres uden
fordringshavernes samtykke. En omdannelse indebærer, at
rettigheder og pligter, der knyttede sig til selskabet inden
omdannelsen, efter omdannelsen vil knytte sig til det omdannede
selskab.
Et skyldnerskifte vil omfatte al gæld,
der påhvilede den tidligere skyldner. Fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder
inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, omfattes derfor også af
skyldnerskiftet.
Lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige bestemmer i § 2, stk. 2, 1. pkt., at beregning og
opgørelse af fordringer og udsendelser af opkrævninger
m.v. forestås af fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, mens det i
stk. 3, 1. pkt., bestemmes, at fordringer overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet, og sædvanlig rykkerproced?ure
forgæves er gennemført. Fra den 1. i måneden
efter tidspunktet for fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden tilskrives fordringen - dog ikke
bøder - renter efter § 5, stk. 1, 2. pkt., og
restanceinddrivelsesmyndigheden vil eksempelvis kunne udsende
rykkerskrivelser, der udløser et gebyr på 140 kr., jf.
§ 33 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Der vil også
kunne kræves et gebyr på 300 kr. ved
iværksættelse af lønindeholdelse, hvor en
sådan er mulig, og et gebyr på 450 kr. ved tilsigelse
til en udlægsforretning. En udlægsforretning vil
desuden udløse krav på retsafgift, jf. § 16, stk.
1, i lov om retsafgifter, hvorefter der ved udlæg svares en
grundafgift på 300 kr. med tillæg af ½ pct. af
det beløb, hvormed den eller de fordringer, som
udlægsforretningen vedrører, overstiger 3.000 kr.
Der er ikke i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige eller andre love taget stilling til, om
restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne
skyldnerskiftesituationer skal tilbagesende fordringen til
fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkrævede
fordringen, med henblik på at denne gennemfører en
opkrævning hos den nye skyldner, eller om fordringen kan
forblive under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Der er i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige heller ikke taget stilling til, hvorledes et
skyldnerskifte - hvis den fordring, som skyldnerskiftet
vedrører, kan forblive under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden - påvirker
dækningsrækkefølgen. Den nye skyldner kan
således selv have gæld under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og beløb, der inddrives fra
skyldner eller modtages ved frivillig betaling, anvendes af
restanceinddrivelsesmyndigheden til først at dække
bøder, dernæst underholdsbidrag, idet private krav dog
dækkes forud for offentlige krav, og endelig andre fordringer
under inddrivelse, jf. § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Er der ikke dækning til alle
fordringer inden for samme kategori, anvendes FIFO-princippet,
således at de først modtagne fordringer dækkes
først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Renter dækkes
desuden før deres hovedkrav, jf. 2. pkt.
Det foreslås, at der med § 3 C, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse, der
fastslår, at hvis der for en fordring, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, indtræder et
skyldnerskifte, herunder som følge af dødsfald,
fusion og spaltning, forbliver fordringen hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og renter tilskrives fortsat i
medfør af § 5, stk. 1.
Der er med henvisningen til dødsfald,
fusion og spaltning alene tale om en eksemplificerende opremsning
af situationer, hvor et skyldnerskifte vil indtræde, og den
foreslåede bestemmelse vil således også skulle
anvendes, hvor skyldnerskiftet har andre årsager.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke vil skulle
returnere fordringen til fordringshaver eller den, der på
dennes vegne opkræver fordringen, med henblik på at
denne opkræver fordringen hos den ny skyldner.
Med § 3 C, 2.
pkt., foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden
efter at have fået kendskab til skyldnerskiftet giver den
eller de nye skyldnere en betalingsfrist på 14 dage, inden
for hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage
modregning, mens anden form for inddrivelse af fordringen alene kan
foretages, hvis inddrivelsen er nødvendig for at afbryde
forældelsen.
Modregning forudsætter bl.a., at
modkravet er forfaldent til betaling. Når skyldneren
indrømmes en betalingsfrist, er modkravet ikke forfaldent
til betaling, og der kan som udgangspunkt ikke ske modregning. Ved
det offentliges henstand, der bevirker, at forfaldstidspunktet
udskydes til henstandens udløb, tillades alligevel
modregning, jf. § 9 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Det foreslås derfor tilsvarende, at der skal
kunne foretages modregning over for en ny skyldner, selv om
betalingsfristen - svarende til en henstands udløb - ikke er
indtrådt.
Hvis fordringen af
restanceinddrivelsesmyndigheden er anmeldt i et dødsbo, for
hvilket der er udstedt proklama, jf. om
restanceinddrivelsesmyndighedens anmeldelsespligt § 1, stk. 2,
6. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, vil forældelsen
være afbrudt, jf. forældelseslovens § 17, stk. 1,
nr. 4, men i andre tilfælde, f.eks. ved fusion af
kapitalselskaber, vil forældelse kunne indtræde i
løbet af den foreslåede 14-dages betalingsfrist.
Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor
forældelse vil indtræde i løbet af den
foreslåede betalingsfrist på 14 dage for den ny
skyldner. Udlægsforretning og lønindeholdelse, der
begge er inddrivelsesskridt, der kan anvendes til at afbryde
forældelsen, jf. forældelseslovens § 18, stk. 2 og
4, kræver, at betalingsfristen er overskredet, og disse
inddrivelsesskridt foreslås derfor at kunne foretages inden
for betalingsfristen, hvis det er nødvendigt at afbryde
forældelsen. Skyldners erkendelse af fordringen afbryder dens
forældelse, jf. forældelseslovens § 15.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor kunne opfordre den ny
skyldner til at erkende fordringen og på den måde
undgå en inddrivelse gennem udlægsforretning eller
lønindeholdelse. Erkender skyldner fordringen, forsvinder
også behovet for en inddrivelse inden for
betalingsfristen.
Lønindeholdelse vil på grund af
varslet på 14 dage, jf. § 13, stk. 4, 6. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, alene kunne
anvendes, hvis skyldneren i forvejen har en restance under
inddrivelse ved lønindeholdelse, da
restanceinddrivelsesmyndigheden i et sådant tilfælde
for en restance, der modtages til inddrivelse, kan
iværksætte lønindeholdelse uden
forudgående varsel, jf. § 13, stk. 8, 1. pkt. I relation
til denne mulighed anses den fordring, som skyldneren er
indtrådt i hæftelsen af, at være modtaget ved
skyldnerskiftet.
I relation til
dækningsrækkefølgen for gæld, som den ny
skyldner selv har under inddrivelse, og den gæld, som
skyldneren ved skyldnerskiftet indtræder i hæftelsen
for, skal der foretages en sammenfletning, så
dækningsrækkefølgen anvendes på det
opdaterede gældsbillede. I forhold til § 4, stk. 2, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om
anvendelsen af FIFO-princippet, hvis der inden for samme
dækningskategori i § 4, stk. 1, ikke er dækning
til samtlige fordringer, indebærer den omstændighed, at
fordringen ifølge forslaget fortsat anses at være
under inddrivelse, at modtagelsestidspunktet fra fordringens
overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden i forhold til den
nu tidligere skyldner skal lægges til grund.
Baggrunden for forslaget er, at når en
fordring er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
vil det indebære en uønsket komplikation for
restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden som følge af et konstateret
skyldnerskifte skal sende fordringen til fordringshaver eller den,
der på dennes vegne forestod opkrævningen, med henblik
på at denne foretager en opkrævning hos den ny
skyldner, og den foreslåede bestemmelse vil således
fjerne denne komplikation.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.9.
Til nr.
7
For renter gælder med hensyn til
dækningsrækkefølgen for krav under inddrivelse,
at renter dækkes før hovedkravet, jf. § 4, stk.
2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bestemmelsen omfatter både opkrævnings- og
inddrivelsesrenter. Kan der ikke ske dækning af alle
fordringer inden for samme dækningskategori - bøder,
underholdsbidrag og andre fordringer, jf. stk. 1 - dækkes
fordringerne i den rækkefølge, hvori de modtages hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, idet den først modtagne
fordring dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1.
pkt.
Det foreslås, at der med § 4, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige indsættes en bestemmelse, hvorefter det
hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af
en opkrævningsrente fik oplyst, lægges til grund ved
anvendelsen af 2. pkt.
For renter efter kildeskattelovens § 62 A
og 63, der oversendes fra SKATs system KOBRA, og som med hjemmel i
kildeskatteloven opkræves på rater med restskat, vil
den oplyste relation mellem renten og den restskat, som renten er
opkrævet på rate med, dermed lægges til grund af
restanceinddrivelsesmyndigheden. Herved videreføres den
måde, hvorpå renten under opkrævning er behandlet
og over for skyldner beskrevet, også i inddrivelsessystemet.
Med den foreslåede bestemmelse bevares relationen mellem den
restskat og rente, der over for skyldner er opkrævet på
én rate, således også hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset at renten også kan
være beregnet af andre personskattekrav.
Med den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, 4. pkt., foreslås, at
såfremt en oplysning om hovedkravet ikke er givet ved
modtagelsen af en opkrævningsrente hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, anvendes alene 1. pkt., dvs.
FIFO-princippet.
Er en oplysning om hovedkravet ikke givet ved
modtagelsen af en opkrævningsrente, placeres renten i
dækningsrækkefølgen dermed på baggrund af
oplysning om, hvornår renten er modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Der er tale om, at disse renter i
juridisk henseende skal behandles som selvstændige krav i
relation til spørgsmål om placering i
dækningsrækkefølgen, når kravet er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Hovedkravsvirkningen har derimod ingen betydning for
restanceinddrivelsesmyndighedens og fordringshavers muligheder for
at aftale, hvorledes renterne systemmæssigt overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden.
I øvrigt bemærkes, at den
indbyrdes dækningsrækkefølge for
opkrævnings- og inddrivelsesrenter er reguleret i § 4,
stk. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af stk. 4
fremgår, at renter, der oversendes, efter at hovedkravet
fuldt ud er blevet dækket hos restanceinddrivelsesmyndigheden
eller indfriet af skyldner over for fordringshaver, mens det var
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, indbyrdes
dækkes efter stk. 3, hvorefter renter dækkes forud for
hovedkravet, således at renter påløbet under
opkrævningen, renter påløbet under inddrivelsen
i medfør af § 9, stk. 3, 2. eller 4. pkt., og
inddrivelsesrenter, der i medfør af § 9, stk. 1 eller
3, er påløbet, inden hovedkravet inklusive
inddrivelsesrenterne, jf. § 8, stk. 3, blev tilbagesendt til
fordringshaver, dækkes først. Renter omfattet af 1.
pkt. dækkes således, at rentebeløb fra en
tidligere periode dækkes før rentebeløb fra en
senere periode. Derefter dækkes renter, der i medfør
af § 9, stk. 1, eller § 9, stk. 3, 1. eller 3. pkt., er
påløbet under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Såfremt flere oversendte
rentebeløb vedrørende samme hovedkrav har samme
renteperiode, dækkes rentebeløbene i den
rækkefølge, hvori de er registreret i
modtagelsessystemet. Såfremt flere oversendte
rentebeløb, jf. 4. pkt., med samme renteperiode er
registeret på samme tidspunkt i modtagelsessystemet,
dækkes disse i den rækkefølge, hvori
fordringshaveren har opstillet fordringerne i forbindelse med
oversendelsen.
I bekendtgørelsens § 4, stk. 4, 2.
pkt., bestemmes, at i forhold til øvrige fordringer under
inddrivelse dækkes de i 1. pkt. nævnte renter på
den plads i dækningsrækkefølgen, som hovedkravet
ville have, hvis hovedkravet fortsat var under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Renter, der oversendes, efter at
hovedkravet fuldt ud er blevet indfriet, mens det var under
opkrævning hos fordringshaver, dækkes indbyrdes efter
stk. 3. I forhold til øvrige fordringer under inddrivelse
dækkes de i 3. pkt. nævnte renter på den plads i
dækningsrækkefølgen, som hovedkravet ville have
fået, hvis hovedkravet var blevet oversendt samtidig med
renterne.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.3.
Til nr.
8
En afgørelse skal, når den
meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse,
medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens §
22. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i
henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, og om fornødent en
kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24,
stk. 2.
Ved siden af forvaltningslovens regler om
begrundelsespligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af
ombudsmandens praksis vedrørende principperne om god
forvaltningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end
begrundelsespligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan
også finde anvendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Om kravene til en begrundelses indhold kan det
generelt anføres, at de oplysninger, som offentlige
myndigheder kommunikerer til borgerne, skal være
fyldestgørende og korrekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden
har derfor behov for oplysninger om de fordringer, som overdrages
til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, for at kunne
beskrive fordringen tilstrækkeligt og korrekt over for
skyldner og andre.
I øvrigt må udstrækningen
af myndighedernes begrundelsespligt i henhold til forvaltningsloven
som udgangspunkt afgøres konkret i den enkelte sag.
I visse situationer har
restanceinddrivelsesmyndigheden hjemmel til at dække
fordringer ved modregning. Det vil sige, at
restanceinddrivelsesmyndigheden indfrier fordringer med
udbetalinger fra det offentlige. Det kan f.eks. være en
skyldner, der skal have udbetalt overskydende skat. Frem for at
udbetale den overskydende skat benyttes beløbet helt eller
delvist til at dække skyldners gæld (en eller flere
fordringer) til det offentlige.
Modregning fra
restanceinddrivelsesmyndighedens side sker i udgangspunktet uden
aftale med skyldner, og der er dermed tale om tvungen
modregning.
Efter de almindelige obligationsretlige regler
forudsætter tvungen ikke-konneks modregning, at fordringerne
er udjævnelige, afviklingsmodne og gensidige, og at den
ford?ring, der modregnes med, er retskraftig. Desuden er det
en betingelse, at den person eller myndighed, der ønsker at
modregne (modregneren), sender en modregningserklæring, der
kommer frem til den person, der modregnes over for (hovedmanden,
dvs. modfordringens skyldner). Det er som udgangspunkt ikke et
krav, at modfordringen er åbenbar eller uomtvistet,
før modregning kan ske. Der kan dog stilles krav om, at der
en vis klarhed omkring fordringens eksistens, jf.
Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 2005, side 668.
Der gælder en særlig, udvidet
adgang til modregning, såfremt modfordring og hovedfordring
udspringer af samme retsforhold, dvs. at fordringerne er
sammenknyttede eller konnekse.
Kravet om, at fordringerne skal være
udjævnelige, indebærer for det første, at
fordringerne efter deres art skal kunne udligne hinanden. Dette
krav vil som udgangspunkt være opfyldt, hvis der er tale om
pengekrav. Fordringerne behøver ikke være lige
store.
Modregning kan være begrænset
eller helt udelukket på grund af hovedfordringens
beskaffenhed. Det drejer sig f.eks. om såkaldte beskyttede
fordringer, der skal anvendes til dækning af
nødvendige leveomkostninger.
At fordringerne skal være
afviklingsmodne, indebærer, at modfordringens
forfaldstidspunkt skal være indtrådt, og
hovedfordringens frigørelsestidspunkt skal være
indtrådt. Har fordringshaver indrømmet skyldner
løbedage, vil modregning ikke kunne ske til det oprindelige
forfaldstidspunkt, men tidligst på sidste løbedag, jf.
Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1963, side
126. Ved frigørelsestid forstås, at skyldner skal
være berettiget til at frigøre sig for sin
forpligtelse ved betaling til fordringshaver.
At fordringerne skal være gensidige,
indebærer, at hovedfordring og modfordring er mellem de samme
parter. Der skal således mellem de involverede parter i
modregningen foreligge gensidighed, således at hver part er
henholdsvis debitor for den ene fordring og kreditor for den anden
ford?ring.
Der er i §§ 7-9 og § 12, stk.
2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsat
særlige regler om dækningsrækkefølgen ved
modregning og om restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for at
modregne. Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev gennem en
nyaffattelse af § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige præciseret, at alle fordringer,
der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, kan modregnes i udbetalinger fra staten.
At modfordringen skal være retskraftig,
betyder, at hovedmanden (skyldneren) skal være retligt
forpligtet til at opfylde fordringen. Det indebærer, at
modfordringen skal være retskraftig på
modregningstidspunktet, dvs. på det tidspunkt, hvor
modregningserklæringen kommer frem til hovedmanden.
Ved tvungen modregning indtræder
virkningen af modregning således som udgangspunkt ved
fremkomsten af modregningserklæringen, idet
modregningserklæringen indeholder et påbud, som har
virkning ved fremkomsten.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er involveret
i to former for modregning, nemlig modregning under inddrivelse og
modregning under opkrævning.
Når restanceinddrivelsesmyndigheden
ønsker at foretage modregning under inddrivelse, dvs.
modregning, hvor modfordringen er oversendt til inddrivelse efter
§ 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, hvorefter fordringer overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er
gennemført, kontrollerer restanceinddrivelsesmyndigheden
bl.a., om en given fordring er afviklingsmoden. Dette sker ved at
undersøge, om sidste rettidige betalingsdag (som registreret
af fordringshaver) er passeret. Som nævnt ovenfor skal
fordringshaver ved overdragelse af en fordring efter § 3, stk.
2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige give alle oplysninger,
som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er
nødvendige for inddrivelsen, herunder oplysning om
fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste
rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne
renter, gebyrer og omkostninger.
Sidste rettidige betalingsdag fremgår
tillige af den begrundelse for iværksættelse af
modregning, som sendes til skyldner. Der udsendes sammen med
afgørelsen en oversigt over de fordringer, som indgår
i modregningsafgørelsen, og for hver fordring er angivet
sidste rettidige betalingsdag.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden
får kendskab til eller mistanke om, at fordringshavers
registrering af sidste rettidige betalingsdag ikke er retvisende i
det konkrete tilfælde, har restanceinddrivelsesmyndigheden
som følge af officialmaksimen pligt til at søge
datoen berigtiget hos ford?ringshaver.
Når der er tale om modregning under
opkrævning, er fordringen ikke overdraget til inddrivelse
efter § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, men er fortsat under opkrævning hos
fordringshaver, og restanceinddrivelsesmyndigheden har derfor ikke
overtaget kreditorbeføjelserne. Det er således
fordringshaver, der træffer afgørelse om modregning,
og ikke restanceinddrivelsesmyndigheden. Imidlertid bidrager
restanceinddrivelsesmyndigheden med systemunderstøttelse til
fordringshavere, når fordringshaver har registreret en
fordring til modregning.
Selve modregningen sker som nævnt ved
hjælp af restanceinddrivelsesmyndighedens it-system og
foretages ikke nødvendigvis i tidsmæssig
sammenhæng med registreringen til modregning. Der kan
altså gå tid mellem registreringen til modregning og
selve modregningen. Som følge heraf kan det ske, at
udligningen foretages, før fordringshaver får besked
om effektuering. Restanceinddrivelsesmyndigheden sikrer før
modregningen, at betalingsfristen (med tillæg af eventuelle
lovbestemte løbedage) er indtrådt. Dette sker ved at
undersøge, om sidste rettidige betalingsdag (som registreret
af fordringshaver) er passeret.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden
får kendskab til eller mistanke om, at registreringen af
sidste rettidige betalingsdag ikke er retvisende, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden i visse tilfælde have pligt
til - som følge af officialmaksimen - at søge datoen
berigtiget hos fordringshaver.
Restanceinddrivelsesmyndigheden sender en
erklæring til skyldner om modregning. Af erklæringen
fremgår det, at skyldner vil modtage en afgørelse med
klagevejledning direkte fra fordringshaver.
I praksis kan en fordringshaver registrere en
fordring til modregning, selv om betalingsfristen endnu ikke er
indtrådt. Selve modregningen kan dog ikke foretages,
førend betalingsfristen er indtrådt, jf. kravet om
afviklingsmodenhed.
Hvis skyldneren overdrager en
udbetalingsfordring (hovedfordringen), inden
modregningserklæringen er kommet frem, er betingelsen om
gensidighed som udgangspunkt ikke opfyldt. § 28 i lov om
gældsbreve regulerer, hvornår modregneren - her
restanceinddrivelsesmyndigheden - alligevel kan foretage
modregning. Ifølge § 28 kan der ske modregning med en
fordring på overdrageren, hvis modregneren har erhvervet
fordringen, inden modregneren fik kundskab eller formodning om, at
hovedfordringen var blevet overdraget. Var modfordringen uforfalden
på tidspunktet for overdragelsen, kan den dog kun bruges til
modregning, hvis den forfaldt senest samtidig med
hovedfordringen.
En rente antages at være stiftet
samtidig med den fordring, den beregnes af, dvs. hovedkravet, selv
om renten først tilskrives senere.
Med en ny bestemmelse i § 9 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige foreslås, at
restanceinddrivelsesmyndigheden i begrundelsen for en
afgørelse om modregning alene er forpligtet til at henvise
til, at fordringen er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Med forslaget vil risikoen for, at
begrundelser fremadrettet påvirkes af fortolkningsforskelle
m.v. hos fordringshavere, for så vidt angår
registreringen af sidste rettidige betalingsdag, blive minimeret.
Nogle fordringshavere registrerer den oprindelige sidste rettidige
betalingsdag, mens andre registrerer den dato, som fordringshaver
har fastsat efter indrømmelse af løbedage eller efter
drøftelse med skyldner om henstand. Det bemærkes, at
restanceinddrivelsesmyndighedens kontrol af betingelsen om
afviklingsmodenhed kan foretages på flere måder. I dag
sker kontrollen ud fra de data, som fordringshaver har indberettet
om sidste rettidige betalingsdag, hvorfor kontrollen sker på
grundlag af data, der kan være upålidelige og derfor
indebærer en risiko for en forkert kontrol og forkerte
oplysninger i begrundelserne.
For at undgå dette - men naturligvis
fortsat med kontrol af, om betingelsen er opfyldt - vil
restanceinddrivelsesmyndigheden fremadrettet blot ud fra
modtagelsesdatoen konstatere, at fordringen er under inddrivelse.
Fremadrettet vil restanceinddrivelsesmyndigheden således, for
så vidt angår betingelsen om afviklingsmodenhed, kunne
begrunde modregningsafgørelser generelt ved at henvise til,
at fordringen er under inddrivelse.
Det vil stadig være sådan, at der
i afgørelsen om modregning skal være en
tilstrækkelig beskrivelse af bl.a. den eller de fordringer,
som den omhandler, således at skyldner er i stand til at
identificere fordringen og dermed vil kunne forholde sig til, om
afgørelsen kan anerkendes, eller om skyldner ønsker
at gøre brug af sin ret til at indgive en klage. Endvidere
vil der som hidtil i relevant omfang blive redegjort for det
relevante retsgrundlag m.v. i overensstemmelse med de
gældende regler om begrundelse i forvaltningslovens
§§ 22-24. Forslaget regulerer således alene
begrundelsespligten i forhold den tidsmæssige betingelse for
iværksættelse af modregning. Denne regulering, der
indebærer en justering og præcisering af
begrundelsespligten i henhold til forvaltningsloven i forhold til
de pågældende faktuelle oplysninger, vurderes at sikre,
at der gives retvisende begrundelser, og at medføre
administrative lettelser.
Oplysningen om sidste rettidige betalingsdag,
der således vil udgå af begrundelsen for en
afgørelse om modregning, er uvæsentlig i forhold til
muligheden for at træffe en sådan afgørelse,
fordi sidste rettidige betalingsdag skal være udløbet,
før fordringen overhovedet kan komme under inddrivelse, jf.
ovenfor om § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. En skyldner vil i øvrigt ved henvendelse til
fordringshaveren kunne få oplyst den sidste rettidige
betalingsdag.
For så vidt angår modregning under
opkrævning, træffes afgørelse af fordringshaver,
men da restanceinddrivelsesmyndigheden bidrager med
systemunderstøttelse, sikrer
restanceinddrivelsesmyndigheden, inden udligningen foretages, at
betalingsfristen er indtrådt. Fremadrettet vil kontrollen
heraf ske ved at sikre, at fordringen er registreret til
modregning, hvilket forudsættes fremover først at
kunne ske, når skyldners betalingspligt er indtrådt,
når dette er betingelsen for at kunne foretage modregning.
Fordringshaver indestår ved sin registrering af den konkrete
fordring til modregning for, at fordringen kan modregnes.
Restanceinddrivelsesmyndigheden lægger på den baggrund
til grund, at fordringen er moden til modregning.
Det vurderes på den baggrund, at
betingelserne for tvungen modregning fortsat vil være
opfyldt, men at kontrollen fremadrettet vil være baseret
på pålidelige data. Efter forslaget vil det
således blive nemmere at administrere og
systemunderstøtte modregninger, og kontrol af betingelsen om
afviklingsmodenhed vil ske på basis af pålidelige data,
og samtidig vil der blive større sikkerhed for korrekte
begrundelser.
Det har i praksis vist sig, at der ofte er
tvivl om, hvad fordringshavers registrering af sidste rettidige
betalingsdag er udtryk for. Det er blevet afdækket, at de
forskellige fordringshavere i nogle tilfælde har forskellig
praksis for registreringen heraf. Nogle fordringshavere registrerer
den oprindelige sidste rettidige betalingsdag, mens andre
registrerer den dato, som fordringshaver har fastsat efter
indrømmelse af løbedage eller efter drøftelse
med skyldner om henstand.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.5.
Det foreslås også, at der i § 9 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse,
hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden ved modregning med renter
efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 lægger det
hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af
disse renter fik oplyst, til grund, når modregningen
gennemføres, efter at skyldnerens krav på udbetaling
fra staten er overdraget til tredjemand.
Bestemmelsen vil også finde anvendelse,
når der er foretaget udlæg i skyldners
tilbagebetalingskrav mod staten.
Er en oplysning om et hovedkrav ikke givet ved
modtagelsen af en rente efter kildeskattelovens §§ 62 A
og 63, vil rentens data i dag afspejle det hovedkrav, som renten er
opkrævet på rate med. Renter, der overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden uden oplysning om et hovedkrav, vil
dermed på baggrund af rentens data tilsvarende kunne bringes
til modregning, når betingelserne for modregning efter §
28 i lov om gældsbreve ville være opfyldt for den skat,
som renten er opkrævet på rate med.
Bestemmelsen har ingen betydning for
restanceinddrivelsesmyndighedens og fordringshavers muligheder for
at aftale, hvorledes renterne systemmæssigt overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det tidspunkt, hvor
restanceinddrivelsesmyndigheden i det nye inddrivelsessystem
foretager modregning, vurderes dermed for renter efter
kildeskattelovens § 63 i nogle tilfælde at blive
udskudt, idet renten i relation til § 28 i lov om
gældsbreve vil blive modregnet sammen med den restskat, som
renten er opkrævet på rate med eller på det
tidspunkt, da denne restskat kunne bringes til modregning. Da
renten ikke er relateret til den personskat, som renten er beregnet
af, men i stedet er relateret til en restskat for et senere
indkomstår, kunne renten potentielt være modregnet
tidligere, såfremt den faktiske relation var kendt. Dermed
vurderes det, at en transporthaver i nogle tilfælde vil
opnå bedre ret ved restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering
af betingelserne for modregning med renter efter kildeskattelovens
§ 63.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.5.
Til nr.
9
En afgørelse skal, når den
meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse,
medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens §
22. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i
henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, og om fornødent en
kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24,
stk. 2.
Ved siden af forvaltningslovens regler om
begrundelsespligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af
ombudsmandens praksis vedrørende principperne om god
forvaltningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end
begrundelsespligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan
også finde anvendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Om kravene til en begrundelses indhold kan det
generelt anføres, at de oplysninger, som offentlige
myndigheder kommunikerer til borgerne, skal være
fyldestgørende og korrekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden
har derfor behov for oplysninger om de fordringer, som overdrages
til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, for at kunne
beskrive fordringen tilstrækkeligt og korrekt over for
skyldner og andre.
I øvrigt må udstrækningen
af myndighedernes begrundelsespligt i henhold til forvaltningsloven
som udgangspunkt afgøres konkret i den enkelte sag.
Lønindeholdelse er et
tvangsinddrivelsesmiddel, som under visse betingelser kan
iværksættes af restanceinddrivelsesmyndigheden over for
skyldnere med gæld under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Lønindeholdelse sker, ved
at restanceinddrivelsesmyndigheden indeholder en vis procentdel af
skyldners A-indkomst til betaling af skyldners gæld under
inddrivelse.
Den tidsmæssige betingelse for, at
restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse
om lønindeholdelse, er opfyldt, hvis en skyldner ikke inden
det tidspunkt, hvor udlæg kan begæres, har betalt den
gæld, der påhviler den pågældende, jf.
§ 10, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Udlæg kan tidligst begæres dagen efter
sidste rettidige betalingsdag, jf. retsplejelovens § 486.
Indeholdelse kan ske i skatteyderens beregnede
eller godskrevne A-indkomst, og der kan indeholdes, hvad der er
nødvendigt til betaling af gælden med
påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre
omkostninger.
Fordringer, som er omfattet af lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, kan med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger inddrives ved
lønindeholdelse, medmindre andet følger af lovens
bilag 1.
Indeholdelse kan foretages, selv om
udbetalingen eller godskrivningen af A-indkomst også er
genstand for indeholdelse af skat efter kildeskattelovens
§§ 46 og 49, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Indeholdelsen sker med en procentdel
(indeholdelsesprocenten) af den beregnede eller godskrevne
A-indkomst, og indeholdelsesprocenten meddeles til SKAT og
indgår i indeholdelsesprocenten efter kildeskattelovens
§ 48, stk. 4, jf. § 10, stk. 3, 2. og 3. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Ved afgørelse om indeholdelse skal der
overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens
underhold, jf. § 10, stk. 3, 4. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, og ifølge § 10, stk. 3,
7. pkt., kan den samlede indeholdelsesprocent efter
kildeskattelovens § 48, stk. 4, ikke overstige 100 ved
fastsættelsen af indeholdelsesprocenten.
Indeholdelsesprocenten kan gradueres efter
indkomstens størrelse, jf. § 10, stk. 4, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Når restanceinddrivelsesmyndigheden
skriftligt varsler skyldneren om, at lønindeholdelse agtes
iværksat, stilles samtidig et budgetskema til rådighed
for skyldneren med oplysning om, at skyldneren kan udfylde og
indsende skemaet, og at oplysningerne vil indgå i vurderingen
af, om lønindeholdelse kan gennemføres og med hvilken
indeholdelsesprocent, jf. § 13, stk. 4, 5. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Skyldneren skal
have en frist på mindst 14 dage til indsendelse af
budgetskemaet, jf. 6. pkt. Hvis skyldneren indsender budgetskemaet,
vurderer restanceinddrivelsesmyndigheden ifølge § 13,
stk. 7, om der, hvis lønindeholdelsen
iværksættes, overlades skyldneren det nødvendige
til eget og familiens underhold. Vurderingen sker efter reglerne i
bekendtgørelsens kapitel 7. Viser vurderingen, at der ikke
er betalingsevne, kan der bevilges henstand.
Skatteministeren kan efter § 10, stk. 3,
6. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
endvidere fastsætte regler om, at der ikke kan ske
indeholdelse i A-indkomst bestående af visse ydelser, hvilket
er udmøntet i § 17 i bekendtgørelse nr. 300 af
29. marts 2017, der bl.a. omfatter integrationsydelse og
kontanthjælp.
Efter lovens § 10 a kan der ske
særskilt lønindeholdelse af beløb til
dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af renter,
gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af
bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber og af
beløb til dækning af medielicens og radiolicens med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed.
I bekendtgørelsens § 14 har
skatteministeren udstedt regler for den nævnte
særskilte lønindeholdelse. Der kan ske særskilt
lønindeholdelse i alle A-indkomsttyper. Der kan
således iværksættes særskilt
lønindeholdelse med indtil 400 kr. pr. måned over for
de skyldnere, der har en indkomst, der normalt er undtaget fra
lønindeholdelse, f.eks. kontanthjælp, visse
uddannelsesydelser m.v.
Det er ikke en forudsætning ved
særskilt lønindeholdelse, at der foretages en
betalingsevnevurdering.
Restanceinddrivelsesmyndighedens kontrol af,
om den tidsmæssige betingelse for lønindeholdelse er
opfyldt, dvs. om der kan foretages udlæg og dermed også
kan træffes afgørelse om lønindeholdelse, sker
ud fra fordringshavers registrering af sidste rettidige
betalingsdag. Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden
får kendskab til eller mistanke om, at registreringen af
sidste rettidige betalingsdag ikke er retvisende, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden i visse tilfælde have pligt
til - som følge af officialmaksimen - at søge datoen
berigtiget hos fordringshaver.
En fordring overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden efter lovens § 2, stk. 3,
når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig
rykkerprocedure forgæves er gennemført.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning
tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Ved
overdragelse af en fordring skal fordringshaveren efter
bekendtgørelsens § 3, stk. 2, 3. pkt., give alle
oplysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse
er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplysning om
fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste
rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne
renter, gebyrer og omkostninger.
Ved lov nr. 404 af 8. maj 2006 blev reglerne
om lønindeholdelse ændret, således at
lønindeholdelse sker samtidig med indeholdelse af A-skat.
Det elektroniske skattekort giver mulighed for, at
lønindeholdelse kan ske gennem A-skattetrækket,
således at virksomhederne alene skal indeholde og afregne et
samlet beløb. Det fremgår herefter ikke af
skattekortet, hvilken del der er A-skat, og hvilken del der er
lønindeholdelse. Et pålæg om
lønindeholdelse er således ikke rettet til den enkelte
arbejdsgiver, men til alle, som udbetaler A-indkomst. I og med at
lønindeholdelse sker ved skattetrækket, er
lønindeholdelsesprocenten indregnet i trækprocenten
på det skattekort, som en eventuel anden eller ny
arbejdsgiver modtager eller rekvirerer. Der er dermed ikke behov
for at pålægge den tidligere arbejdsgiver at give
underretning om ophøret af et ansættelsesforhold.
Lønindeholdelse gennem A-skattetrækket indebærer
tillige, at reglerne for A-skat om indeholdelse, indbetaling af de
indeholdte beløb, renter ved manglende indbetaling m.v.
også kan anvendes på lønindeholdte beløb,
jf. § 10, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 fik
bestemmelsen i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige sin nuværende udformning. Samtidig blev
udgangspunktet ændret, således at fordringer omfattet
af loven med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger
kan inddrives ved lønindeholdelse, medmindre andet
følger af bilag 1, der samtidig blev nyaffattet. For
civilretlige fordringstyper blev udgangspunktet, at der ikke skal
kunne foretages lønindeholdelse, men der er gjort enkelte
undtagelser hertil.
Derved blev der opnået en forenkling af
regelgrundlaget for, hvilke fordringer der kan inddrives ved
lønindeholdelse, idet alle fordringer omfattet af lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige vil kunne inddrives
ved lønindeholdelse, medmindre der for fordringstypen er
gjort en undtagelse i bilag 1.
Det foreslås, at § 10, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige ophæves, og at
der i stedet indsættes to nye punktummer. I det nye 1. pkt. foreslås, at
restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse
om, at der skal ske indeholdelse i skatteyderens beregnede eller
godskrevne A-indkomst af, hvad der er nødvendigt til
betaling af fordringer med påløbne renter, gebyrer,
tillæg og andre omkostninger, for hvilke betalingsfristen er
overskredet. I det nye 2. pkt.
foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden i begrundelsen
for afgørelsen om lønindeholdelse alene er forpligtet
til at henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Når en fordring efter gældende
regler er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil
betalingsfristen være overskredet, fordi en fordring
først kan oversendes til inddrivelse, når
betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure
forgæves er gennemført, jf. lovens § 2, stk. 3,
hvorfor skyldner ikke vil få indeholdt beløb i sin
løn på et tidligere tidspunkt end efter gældende
regler.
Med lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev
muligheden for oversendelse af ikke-inddrivelsesparate fordringer
efter dagældende § 2, stk. 3, 4. pkt., ophævet.
For de fordringer, som måtte være oversendt inden
muligheden herfor blev ophævet, og som fortsat kan være
under opkrævning, er sidste rettidige betalingsdag ikke
nødvendigvis overskredet. Sidste rettidige betalingsdag skal
være overskredet, førend der kan inddrives, herunder
lønindeholdes.
De øvrige betingelser for
lønindeholdelse, herunder lovens bilag 1, foreslås
ikke ændret.
Med forslaget vil risikoen for, at
afgørelser og begrundelser fremadrettet påvirkes af
fortolkningsforskelle m.v. hos fordringshavere, for så vidt
angår registreringen af sidste rettidige betalingsdag, blive
minimeret. Forslaget skal derfor sikre formelt korrekte
afgørelser om lønindeholdelse.
Det har i praksis vist sig, at der ofte er
tvivl om, hvad fordringshavers registrering af sidste rettidige
betalingsdag er udtryk for. Det er blevet afdækket, at de
forskellige fordringshavere i nogle tilfælde har forskellig
praksis for registreringen heraf. Nogle fordringshavere registrerer
den oprindelige sidste rettidige betalingsdag, mens andre
registrerer den dato, som fordringshaver har fastsat efter
indrømmelse af løbedage eller efter drøftelse
med skyldner om henstand.
Det vil stadig være sådan, at der
i afgørelsen om lønindeholdelse skal være en
tilstrækkelig beskrivelse af bl.a. den eller de fordringer,
som den omhandler, således at skyldner er i stand til at
identificere fordringen og dermed vil kunne forholde sig til, om
afgørelsen kan anerkendes, eller om skyldner ønsker
at gøre brug af sin ret til at indgive en klage. Endvidere
vil der som hidtil i relevant omfang blive redegjort for det
relevante retsgrundlag m.v. i overensstemmelse med de
gældende regler om begrundelse i forvaltningslovens
§§ 22-24. Forslaget regulerer således alene
begrundelsespligten i forhold den tidsmæssige betingelse for
iværksættelse af lønindeholdelse. Denne
regulering, der indebærer en justering og præcisering
af begrundelsespligten i henhold til forvaltningsloven i forhold
til de pågældende faktuelle oplysninger, vurderes at
sikre, at der gives retvisende begrundelser, og at medføre
administrative lettelser.
Oplysningen om sidste rettidige betalingsdag,
der således vil udgå af begrundelsen for en
afgørelse om lønindeholdelse, er uvæsentlig i
forhold til muligheden for at træffe en sådan
afgørelse, fordi sidste rettidige betalingsdag skal
være udløbet, før fordringen overhovedet kan
komme under inddrivelse, jf. ovenfor om § 2, stk. 3, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. En skyldner vil i
øvrigt ved henvendelse til fordringshaveren kunne få
oplyst den sidste rettidige betalingsdag.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.5.
Til nr.
10
Når restanceinddrivelsesmyndigheden
træffer afgørelse om lønindeholdelse eller
fastsætter en afdragsordning, sker det som udgangspunkt
på grundlag af en skematisk beregning af skyldnerens
betalingsevne, dvs. en beregning af, hvad skyldner med rimelighed
kan afdrage på sin gæld, når skyldneren af sin
bruttoindkomst har betalt skat, arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag og
pensionsindbetalinger, når de foretages af arbejdsgiveren som
et obligatorisk led i ansættelsesforholdet. Der kan
også fastsættes afdragsordninger eller
lønindeholdelser på baggrund af en individuel
betalingsevnevurdering, hvor der tages højde for skyldnerens
faktiske udgifter, jf. nedenfor.
Lønindeholdelser fastsættes
ligesom afdragsordninger ud fra en skematisk eller individuel
betalingsevnevurdering. Ved den skematiske betalingsevnevurdering
omregnes det månedlige afdrag beregnet ved
tabeltrækmetoden til brug for afdragsordninger jf. § 10,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, til en
lønindeholdelsesprocent, jf. § 13, stk. 3, 2. pkt., i
bekendtgørelsen. Skyldners nettoindkomst beregnes på
samme måde som ved fastsættelse af afdragsordninger,
dvs. at skyldners nettoindkomst beregnes som skyldnerens
årlige indkomst opgjort som den årlige indkomst
inklusive indtægter efter § 17 (f.eks.
kontanthjælp, integrationsydelse og uddannelseshjælp),
fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetalinger efter §
19, stk. 4, nr. 2, litra a, ATP-bidrag og skat. Ved
betalingsevneberegning efter tabeltrækmetoden er det alene -
ligesom ved afdragsordninger - pensionsindbetalinger, der er et
obligatorisk led i skyldnerens ansættelsesforhold, der kan
fradrages.
Hvis skyldneren i forbindelse med varslet om
lønindeholdelse indsender et budget, foretager
restanceinddrivelsesmyndigheden - ligesom ved afdragsordninger -
efter reglerne i kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 300 af 29.
marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober
2017, en konkret betalingsevnevurdering, hvor der tages
højde for skyldnerens faktiske udgifter til f.eks. bolig og
til hjemmeboende mindreårige børn. Om
pensionsindbetalinger fremgår det af § 19, stk. 4, nr.
2, litra a og b, at pensionsindbetalinger, der foretages af
arbejdsgiveren, kan fradrages, når pensionen er et
obligatorisk led i ansættelsesforholdet, og der efter
ansættelsesforholdets karakter, herunder
ansættelsessted, branche m.v., er tale om sædvanlige
indbetalinger.
De gældende regler om fradrag for
pensionsindbetalinger ved betalingsevneberegning kan føres
tilbage til Konkursrådets betænkning nr. 1449/2004 om
gældssanering, hvor betalingsevne er afgørende, i
forhold til hvor meget en skyldner kan betale i løbet af en
femårig periode. Den gæld, der ligger ud over det
beløb, der kan betales i løbet af denne periode, vil
herefter kunne blive eftergivet ved gældssanering, hvis
betingelserne for en gældssanering i øvrigt er
opfyldt.
I betænkningen findes på side 533
ff. til bestemmelserne om fradrag for pensionsindbetalinger et
udkast, der indholdsmæssigt er identiske med de regler, der
blev indsat i 2005 i forbindelse med udstedelsen af både
bekendtgørelse nr. 894 af 22. september 2005 om
gældssanering og bekendtgørelse nr. 995 af 19. oktober
2005 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Disse regler
har stadig samme indhold.
Bekendtgørelsen fra 2005 om inddrivelse
af gæld til det offentlige henviser som hjemmelsgrundlag
bl.a. til lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer. Af lovforslag nr. L 112, forslag
til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer,
fremgår det af bemærkningerne, jf. Folketingstidende
2004-05, tillæg A, side 4629, at udgangspunktet for
forenklingerne af betalingsevnevurderingen er Konkursrådets
anbefalinger vedrørende forenkling af betalingsevnevurdering
i relation til gældssanering i førnævnte
betænkning.
Tilsvarende fremgår det ifølge
bemærkningerne til lovforslag nr. L 149, forslag til lov om
ændring af forskellige love (Forenkling, harmonisering og
objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det
offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale
lønsedler), jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling,
tillæg A, side 6701, at skatteministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om betalingsevnevurdering, og at reglerne
vil tage udgangspunkt i de regler, der følger af forslag til
lov om ændring af konkursloven og konkursskatteloven
(Revision af reglerne om gældssanering), jf. lovforslag nr. L
10, der blev fremsat den 23. februar 2005, i relation til
gældssaneringssager, således at der sikres
overensstemmelse imellem principperne for betalingsevnevurderinger,
herunder rådighedsbeløb, på
inddrivelsesområdet og generel insolvensret. Revisionen af
gældssaneringsreglerne betød, at frem for at
retningslinjerne for budgetvurderingen blev udviklet i retspraksis,
skulle justitsministeren fremover fastsætte nærmere
regler for, hvilke indtægts- og udgiftsposter, der kan
medtages i skyldnerens budget m.v. Det fremgår endvidere, at
det forventes, at skatteministeren udsteder tilsvarende regler
herom.
I lovforslag nr. L 20, forslag til lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. Folketingstidende
2008-09, tillæg A, side 262, gengives reglerne om eIndkomst i
afsnit 3.4.2, og her fremgår det, at den årlige
nettoindkomst opgøres som den årlige bruttoindkomst
inklusive positiv kapitalindkomst, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag,
pensionsindbetaling, når pensionen er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, SP-bidrag, ATP-bidrag og skat. Dette
fremgår ligeledes af de specielle bemærkninger til
§ 10.
Sammenfattende er det således lagt til
grund, at der ved den skematiske betalingsevneberegning alene kan
ske fradrag for pensionsindbetalinger, som er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, mens de ved en konkret
betalingsevnevurdering tillige skal være
sædvanlige.
Det foreslås med nr. 10 at ændre i
den gældende bemyndigelse til skatteministeren i § 10, stk. 3, 5. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige til at fastsætte
nærmere regler om betalingsevnevurdering, herunder
rådighedsbeløb, til fastsættelse af den del af
A-indkomsten, som maksimalt kan indeholdes. Det foreslås
således, at bemyndigelsen udvides til også at omfatte
fradrag for pensionsindbetalinger ved betalingsevneberegningen.
Kravet om, at pensionsordningen skal
være et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, er
ikke egnet til en systemmæssig understøttelse af en
skematisk betalingsevneberegning ved fastsættelse af
afdragsordninger og ved afgørelser om
lønindeholdelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender
oplysningerne i eIndkomst om pensionsindbetalinger fra
arbejdsgivere, men det fremgår ikke heraf, hvorvidt
pensionsindbetalingerne er sket som et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet. En stillingtagen hertil
forudsætter i princippet, at restanceinddrivelsesmyndigheden
i hver konkret sag kontakter skyldneren og får oplysninger
om, hvorvidt pensionsindbetalingen er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet. Når det nye it-system for
inddrivelse af gæld til det offentlige skal foretage
automatiseret betalingsevneberegning for alle skyldnere på
månedlig basis, er det derfor vigtigt, at reglerne er
tilpasset en automatiseret proces, der ikke forudsætter
manuel sagsbehandling.
Sker betalingsevneberegningen ud fra skyldners
indsendte budgetskema, vil det på tilsvarende vis
indebære yderligere administration og besvær for
både restanceinddrivelsesmyndigheden og skyldneren, hvis der
er krav om, at det skal dokumenteres - og efterfølgende
kontrolleres - at pensionsindbetalingerne sker som et obligatorisk
led i ansættelsesforholdet og er sædvanlige efter
ansættelsesforholdets karakter.
Den foreslåede udvidelse af
bemyndigelsesbestemmelsen sker med henblik på i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, at
fastsætte objektive regler, hvorefter
arbejdsgiveradministrerede pensionsindbetalinger - uanset at der er
tale om obligatoriske pensionsindbetalinger eller aftalte
pensionsindbetalinger - kan fragå i skyldnerens
bruttoindkomst ved beregningen af betalingsevnevurderingen ved
afgørelser om lønindeholdelse efter
tabeltrækmetoden eller budgetmetoden, ligesom det vil
være uden betydning, om der er tale om sædvanlige
pensionsindbetalinger.
I forhold til eftergivelsessager
foreslås det at opretholde de gældende regler om, at
pensionsindbetalinger skal være et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet og være sædvanlige i forhold
til ansættelsesforhold og branche m.v., for at sikre
parallelitet mellem på den ene side eftergivelsesreglerne i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige og på den anden side
bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008 om
gældssanering, som ændret senest ved
bekendtgørelse nr. 1265 af 22. november 2017, der
hører til Justitsministeriets område.
Baggrunden for forslaget er, at kravet om, at
pensionsordningen skal være et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, ikke er egnet til en systemmæssig
understøttelse af en skematisk betalingsevneberegning ved
fastsættelse af afdragsordninger og ved afgørelser om
lønindeholdelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender
oplysningerne i eIndkomst om pensionsindbetalinger fra
arbejdsgivere, men det fremgår ikke heraf, hvorvidt
pensionsindbetalingerne er sket som et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet. En stillingtagen hertil
forudsætter i princippet, at restanceinddrivelsesmyndigheden
i hver konkret sag kontakter skyldneren og får oplysninger
om, hvorvidt pensionsindbetalingen er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet. Når det nye it-system for
inddrivelse af gæld til det offentlige skal foretage
automatiseret betalingsevneberegning for alle skyldnere på
månedlig basis, er det derfor vigtigt, at reglerne er
tilpasset en automatiseret proces, der ikke forudsætter
manuel sagsbehandling.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.10.
Til nr.
11
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter
§ 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
træffe afgørelse om særskilt
lønindeholdelse. Særskilt lønindeholdelse kan
ske for et beløb på op til 400 kr. månedligt og
kan alene benyttes for de fordringstyper, som er oplistet i §
10 a, stk. 1.
Når der gennemføres
særskilt lønindeholdelse over for en skyldner,
forhøjes trækprocenten på skyldnerens
skattekort, jf. kildeskattelovens § 48, stk. 4, 5. pkt. For en
skyldner under lønindeholdelse udgøres
trækprocenten på skattekortet således af
indeholdelsesprocenten til brug for A-skattedelen og
lønindeholdelsesprocenten, som udgøres af summen af
en særskilt lønindeholdelsesprocent og/eller en
almindelig lønindeholdelsesprocent. Den almindelige
lønindeholdelsesprocent beregnes ud fra det beløb,
med hvilket skyldneren efter en beregnet betalingsevne skal afdrage
på sin gæld omfattet af lønindeholdelsen. Derved
indeholder skyldnerens arbejdsgiver i skyldnerens løn
ét samlet beløb, som dækker både den
foreløbige skat, der benævnes A-skat, jf.
kildeskattelovens § 41, stk. 2, 1. pkt., og afdraget på
skyldnerens gæld omfattet af lønindeholdelsen. Det
beløb, som arbejdsgiveren indeholder i skyldnerens
løn, indberettes i medfør af § 3 i lov om et
indkomstregister til SKAT, som fordeler beløbet til
dækning af A-skat og lønindeholdelsesbeløbet.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender beløbet fra
lønindeholdelsen til at dække skyldnerens gæld
omfattet af lønindeholdelsen i overensstemmelse med
dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, mens A-skattedelen af
det indeholdte beløb godskrives skyldneren som forskudsvist
betalt skat hos SKAT, jf. kildeskattelovens § 60, stk. 1,
litra a.
Ved lov nr. 252 af 30. marts 2011 blev der med
§ 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indført en hjemmel til særskilt lønindeholdelse
for kontrolafgifter med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger for overtrædelse af bestemmelser i
færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed,
jernbaneloven og lov om trafikselskaber samt af beløb til
dækning af medielicens og radiolicens med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed.
Ved § 2, nr. 2, i lov nr. 1500 af 23.
december 2014 blev § 4 a udvidet med en adgang til
særskilt lønindeholdelse for biblioteksgebyrer med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger.
Ved § 1, nr. 7 og 16, i lov nr. 285 af
29. marts 2017 blev bestemmelsen i § 4 a ophævet og i
stedet i ændret form indsat som § 10 a i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Nærmere regler om særskilt
lønindeholdelse er indsat i § 14 i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Det fremgår af § 14, stk.
2, at der ved afgørelse om særskilt
lønindeholdelse skal levnes skyldneren tilstrækkeligt
til at opretholde en beskeden levefod, hvilket normalt vil
være tilfældet, hvis lønindeholdelsesprocenten
fører til indeholdelse af et beløb på 400 kr.
månedligt. Af § 14, stk. 13, fremgår, at reglerne
i § 10, § 11, stk. 1, § 13, § 17 og kapitel 7
ikke finder anvendelse ved særskilt lønindeholdelse.
Dette indebærer bl.a., at særskilt
lønindeholdelse kan ske, selv om der ifølge den
såkaldte tabeltrækmetode efter § 10 ikke vil kunne
ske inddrivelse ved afdragsordning eller almindelig
lønindeholdelse, fordi skyldners årlige nettoindkomst
ligger under tabellens bundgrænse, ligesom kapitel 7 om
individuel betalingsevnevurdering ikke finder anvendelse.
Hvis der i forbindelse med særskilt
lønindeholdelse indeholdes et større beløb end
nødvendigt for at dække skyldnerens
tilbageværende fordringer, som inddrives ved særskilt
lønindeholdelse, anvendes beløbet til dækning
af eventuelle andre fordringer, som er under inddrivelse og vil
kunne inddrives ved særskilt lønindeholdelse, jf.
§ 4, stk. 3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Er der herefter et overskydende beløb, skal
restanceinddrivelsesmyndigheden udbetale dette til skyldneren. Som
følge af at særskilt lønindeholdelse maksimalt
kan foretages med 400 kr. månedligt, jf. § 14, stk. 2,
2. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, skal det
beløb, som månedligt inddrives ved særskilt
lønindeholdelse og overstiger 400 kr., udbetales til
skyldneren. Situationen kan forekomme, da særskilt
lønindeholdelse gennemføres ved at hæve
trækprocenten på skyldnerens skattekort. Hvis
skyldnerens indkomst ændrer sig, eller 1 pct. af
lønnen udgør mere end 400 kr., vil der i praksis ske
det, at skyldneren vil få den del af beløbet, som
overstiger 400 kr., tilbagebetalt. Viser en senere
nedsættelse af et lønindeholdt beløb, at
udbetalingen er sket med urette, skal skyldneren tilbagebetale
beløbet til restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis skyldneren
ikke rettidigt betaler det skyldige beløb, kan gælden
overgå til inddrivelse, hvorefter der i medfør af
§ 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige beregnes renter fra den 1. i måneden efter
modtagelsen af gælden til inddrivelse, og gælden kan
danne grundlag for modregning, hvis en modregningsmulighed
opstår. Dog kan beløbet ikke inddrives ved
særskilt lønindeholdelse, da gældstypen ikke er
positivt nævnt i lovens § 10 a, stk. 1.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil
forestå opkrævningen af beløbet. Hvis skyldneren
ikke inden betalingsfristens udløb har betalt det skyldige
beløb, og den sædvanlige rykkerprocedure herefter
forgæves er gennemført, sendes fordringen til
inddrivelse. I praksis er det dog ikke sket i perioden fra 2013 og
frem, da nedsættelser modtaget i denne periode ikke er blevet
behandlet.
Når der sker en nedsættelse af et
lønindeholdt beløb, vil de dækninger, som
beløbet har ført til, skulle reguleres, så
skyldner og fordringshaver stilles korrekt i henhold til det
beløb, der reelt blev inddrevet ved
lønindeholdelsen.
I forhold til fordringshaver vil der
således skulle ske en regulering af den fordring, der blev
helt eller delvist dækket, og eventuelt allerede afregnede
beløb skal helt eller delvist tilbageføres fra
fordringshaver til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås, at § 10 a i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige om særskilt
lønindeholdelse udvides med tilbagebetalingskrav, der
skyldes, at skyldneren i forbindelse med en særskilt
lønindeholdelse har modtaget et overskydende beløb,
der på baggrund af en nedsættelse efter den
foreslåede bestemmelse i § 10 b, stk. 1, viser sig at
være udbetalt med urette, og skal betales til
restanceinddrivelsesmyndigheden inden for en betalingsfrist
på 14 dage, der regnes fra afsendelsen af opkrævningen,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 10 b, stk. 3.
Da særskilt lønindeholdelse kan
benyttes over for de skyldnere, som ellers ikke anses for at have
betalingsevne, får restanceinddrivelsesmyndigheden med den
foreslåede bestemmelse bedre mulighed for at inddrive disse
beløb. Stammer et tilbagebetalingskrav fra en tidligere
gennemført særskilt lønindeholdelse, kan
beløbet således i medfør af bestemmelsen
inddrives ved særskilt lønindeholdelse, hvis
skyldneren ikke inden betalingsfristens udløb betaler det
skyldige beløb.
Efter gældende regler kan disse
tilbagebetalingskrav, hvis skyldneren ikke betaler det skyldige
beløb og ikke anses for at have betalingsevne, alene
inddrives ved modregning, hvilket kræver, at en
modregningsmulighed opstår.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.11.
Til nr.
12
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter
§§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige træffe afgørelse om henholdsvis almindelig
og særskilt lønindeholdelse. Almindelig
lønindeholdelse kan som udgangspunkt benyttes til
inddrivelse af alle fordringstyper, medmindre der i lovens bilag 1
er gjort en undtagelse for fordringstypen. Særskilt
lønindeholdelse kan ske for et beløb på op til
400 kr. månedligt og kan alene benyttes for de
fordringstyper, som er oplistet i § 10 a, stk. 1.
Når der gennemføres
lønindeholdelse over for en skyldner, forhøjes
trækprocenten på skyldnerens skattekort, jf.
kildeskattelovens § 48, stk. 4, 5. pkt. De nærmere
regler om fastsættelsen af lønindeholdelsesprocenten
for lønindeholdelse fremgår af §§ 13, 14 og
18 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse
af gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. For en skyldner
under lønindeholdelse udgøres trækprocenten
på skattekortet således af indeholdelsesprocenten til
brug for den normale A-skattedel og
lønindeholdelsesprocenten, der beregnes ud fra det
beløb, med hvilket skyldneren efter en beregnet
betalingsevne skal afdrage på sin gæld omfattet af
lønindeholdelsen. Derved indeholder skyldnerens arbejdsgiver
i skyldnerens løn ét samlet beløb, som
dækker både den foreløbige skat, der
benævnes A-skat, jf. kildeskattelovens § 41, stk. 2, 1.
pkt., og afdraget på skyldnerens gæld omfattet af
lønindeholdelsen. Det beløb, som arbejdsgiveren
indeholder i skyldnerens løn, indberettes i medfør af
§ 3 i lov om et indkomstregister til SKAT, som fordeler
beløbet til dækning af A-skat og
lønindeholdelsesbeløbet.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender beløbet fra
lønindeholdelsen til at dække skyldnerens gæld
omfattet af lønindeholdelsen i overensstemmelse med
dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, mens A-skattedelen af
det indeholdte beløb godskrives skyldneren som
forskudsvist betalt skat hos SKAT, jf. kildeskattelovens
§ 60, stk. 1, litra a.
Skyldneren anses for at have betalt det
indeholdte beløb, når selve indeholdelsen, der skal
ske i forbindelse med udbetalingen af A-indkomsten, jf.
kildeskattelovens § 46, stk. 2, finder sted, dvs. når
lønudbetalingen finder sted, og arbejdsgiveren indeholder
det samlede beløb af A-skat og lønindeholdelse.
Når en lønindeholdelse
fører til hel eller delvis dækning af en fordring,
underretter restanceinddrivelsesmyndigheden fordringshaveren om, at
den relevante fordring nedskrives med et beløb svarende til
dækningen. Dette sker med virkning fra dispositionsdatoen for
lønudbetalingen, da det er på denne dato,
lønmodtageren har krav på udbetaling af lønnen.
Skyldneren anses således for at være frigjort for
betalingsforpligtelsen på dispositionsdatoen for
lønudbetalingen. Tilsvarende underretter
restanceinddrivelsesmyndigheden fordringshaveren om nedskrivningen
af fordringen med virkning fra dispositionsdatoen. Skyldnerens
gæld under inddrivelse bliver således nedskrevet med
rentemæssig virkning fra dispositionsdatoen, dvs. det
tidspunkt, hvor arbejdsgiveren indeholder det samlede beløb
i forbindelse med lønudbetalingen.
Foretager den indeholdelsespligtige
arbejdsgiver senere en nedsættelse af det indberettede
beløb, fordeler SKAT nedsættelsesbeløbet
på A-skatten og lønindeholdelsesdelen. Der kan
være flere grunde til, at en positiv indberetning skal
korrigeres negativt og dermed nedsættes. Det kan være
nødvendigt at nedsætte en tidligere indberetning, hvis
arbejdsgiver ved f.eks. en tastefejl har indberettet et for
højt beløb på skyldneren. Det kan tillige
være nødvendigt, hvis arbejdsgiver ved en fejl har
indberettet lønudbetaling vedrørende skyldneren i en
måned, hvor skyldnerens ansættelsesforhold ikke bestod
længere, hvorfor der slet ikke skulle være udbetalt
løn. Disse situationer vil typisk tillige indebære, at
arbejdsgiver har et tilbagebetalingskrav over for skyldneren.
Når der sker en nedsættelse af et
lønindeholdt beløb, vil de dækninger, som
beløbet har ført til, skulle reguleres, så
skyldner og fordringshaver stilles korrekt i henhold til det
beløb, der reelt blev inddrevet ved
lønindeholdelsen.
I forhold til fordringshaver vil der
således skulle ske en regulering af den fordring, der blev
helt eller delvist dækket, og eventuelt allerede afregnede
beløb skal helt eller delvist tilbageføres fra
fordringshaver til restanceinddrivelsesmyndigheden.
I § 11, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat, hvorefter et beløb,
der ved en negativ korrektion nedsættes vedrørende det
beløb, der af den indeholdelsespligtige er indeholdt til
dækning af A-skat og fordringer under lønindeholdelse,
fragår i den opgjorte A-skat forud for det
lønindeholdte beløb, er det således lagt til
grund, at en fordringshaver må tilbageføre det med
urette modtagne lønindeholdelsesbeløb.
Ikke-forskudsvist udlagte - dvs. private -
underholdsbidrag har en privat person som fordringshaver. Er der
for et privat underholdsbidrag sket udbetaling af et inddrevet
beløb, og viser det sig senere, at beløbet reelt ikke
er inddrevet, eksempelvis fordi en arbejdsgiver indberetter en
nedsættelse til det tidligere indberettede
A-skattebeløb, kan et krav om tilbagebetaling af det
udbetalte beløb forekomme urimeligt for den
bidragsberettigede, der typisk vil have indrettet sig på at
kunne beholde beløbet.
Udbetalingen af underholdsbidrag formidles af
Udbetaling Danmark. Dette gælder både de forskudsvist
udlagte underholdsbidrag og de privatretlige underholdsbidrag.
Efter praksis genopkræver Udbetaling Danmark ikke udbetalte
underholdsbidrag i de situationer, hvor det viser sig, at en
indberetning af en lønindeholdelse alligevel ikke
førte til betaling, fordi indberetningen
efterfølgende nedsættes af arbejdsgiveren.
En korrekt regulering som følge af
nedsættelsen af et lønindeholdt beløb
forudsætter viden om, hvilken konkret lønindeholdelse
nedsættelsen vedrører. Ellers kan det ikke sikres, at
det er den eller de korrekte fordringer, som helt eller delvist
genopstår.
Hvis et lønindeholdt beløb
fører til, at den sidste fordring, der er omfattet af
lønindeholdelsen, bliver dækket, vil et eventuelt
overskydende beløb som udgangspunkt blive anvendt til at
dække anden gæld, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis denne gæld ville kunne
inddrives gennem samme inddrivelsesskridt, jf. § 4, stk. 3, 2.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Et
eventuelt overskydende beløb udbetales til skyldneren.
Hvis der er blevet udbetalt et overskydende
beløb til skyldner, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden
på dette tidspunkt var forpligtet til at udbetale det
overskydende beløb, men arbejdsgiverens senere
nedsættelse af indberetningen viser, at der ikke alligevel
var et overskydende beløb til udbetaling, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt kræve dette
beløb tilbagebetalt til restanceinddrivelsesmyndigheden ud
fra den betragtning, at betalingen skete i den vildfarelse, at
lønindeholdelsen var opgjort korrekt.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil
forestå opkrævningen af beløbet. Inddrivelse af
fordringen kan imidlertid ikke ske, førend skyldneren har
haft mulighed for inden for en given frist at betale det skyldige
beløb. Hvis skyldneren ikke inden betalingsfristens
udløb har betalt det skyldige beløb, og den
sædvanlige rykkerprocedure herefter forgæves er
gennemført, sendes fordringen til inddrivelse. Efter
oversendelse af fordringen til inddrivelse forrentes fordringen med
inddrivelsesrenten fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. I praksis er det dog
ikke sket i perioden fra 2013 og frem, da nedsættelser
modtaget i denne periode ikke er blevet behandlet.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan alene
modtage nedsættelser til tidligere indberettede indeholdte
beløb, hvis arbejdsgivere tillades at korrigere tidligere
indberettede beløb i SKATs it-system eIndkomst.
Nedsættelser af indberettede A-skattebeløb kan som
udgangspunkt alene finde sted i en periode på ca. 3 år
efter den positive angivelse, som ønskes korrigeret. Dette
skyldes, at arbejdsgiverens krav på tilbagebetaling af det
for meget indeholdte og afregnede lønbeløb som
udgangspunkt i medfør af forældelseslovens § 3,
stk. 1, forældes efter 3 år. Forældelsesfristen
regnes som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor
fordringshaveren - dvs. arbejdsgiveren - kunne kræve
betaling, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Fristen
regnes således fra tidspunktet for den afregning, der er sket
som følge af den positive angivelse, der ønskes
korrigeret. Hvis arbejdsgiveren er ubekendt med fordringen, regnes
forældelsesfristen først fra det tidspunkt, da
fordringshaver fik eller burde have fået kendskab hertil, jf.
forældelsesloven § 3, stk. 2. Uanset § 3, stk. 2,
indtræder forældelsen dog senest 10 år efter
starttidspunktet for forældelsesfristen efter
forældelseslovens § 2, jf. samme lovs § 3, stk. 3.
Det er således udgangspunktet, at en skyldner ikke vil opleve
korrektioner af sit gældsbillede hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, når der er gået ca. 3
år fra arbejdsgiverens positive indberetning hos
eIndkomst.
Det foreslås, at der med § 10 b i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse for
at skabe klare regler for restanceinddrivelsesmyndighedens
administration af nedsættelser til tidligere modtagne
beløb i forbindelse med afgørelser om almindelig og
særskilt lønindeholdelse.
Med § 10
b, stk. 1, 1. pkt.,
foreslås, at hvis det samlede beløb, der er indeholdt
i A-skat og lønindeholdt efter §§ 10 eller 10 a,
nedsættes som følge af en indeholdelsespligtigs
korrektion af et indberettet beløb til indkomstregisteret,
efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har anvendt en del af det
indberettede beløb til dækning af fordringer i
overensstemmelse med § 4, skal fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen, tilbagebetale det
for meget modtagne beløb til
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Med bestemmelsen opnås et sikkert
hjemmelsgrundlag for, at den eller de konkrete fordringer, som
på grund af en efterfølgende nedsættelse af en
tidligere indberetning alligevel ikke blev dækket ved
lønindeholdelsen, helt eller delvist genopstår,
så skyldnerens gældsbillede afspejler situationen, som
den ville have været, hvis der havde været foretaget en
korrekt indberetning af det lønindeholdte beløb i
første omgang. Dette indebærer, at de berørte
fordringer helt eller delvist genopstår, og fordringshaverne
skal tilbagebetale tidligere modtagne beløb. Kravet til
fordringshaverne om at tilbagebetale allerede modtagne beløb
modsvares således af skyldnerens genopståede
fordringer. For fordringshaverne vil det betyde, at deres fordring
på skyldneren helt eller delvist genopstår. For
skyldnerne betyder en nedsættelse af indberetningen, at den
eller de fordringer, der blev dækket med den indberettede
lønindeholdelse, helt eller delvist genopstår,
så det samlede gældsbillede fremstår, som det
ville være, hvis den oprindelige indberetning havde
været korrekt. Dette betyder, at fordringen bliver
pålagt renter, som hvis fordringen ikke var blevet
dækket ved lønindeholdelsen. Senere dækninger af
skyldnerens fordringer under inddrivelse berøres ikke af
ændringen i dækningen som følge af
nedsættelsen. Dermed skabes der klar lovhjemmel til at lade
fordringer helt eller delvist genopstå og kræve
allerede afregnede beløb tilbagebetalt af fordringshaverne,
når restanceinddrivelsesmyndigheden modtager
nedsættelser til lønindeholdte beløb.
Arbejdsgivere kan indberette
nedsættelser til tidligere indberetninger til
indkomstregisteret på to måder. Den ene er ved at
tilbagetrække hele den tidligere indberetning. Dermed
annulleres den tidligere indberetning, og det er i disse
situationer utvetydigt angivet, hvilken positiv indberetning
arbejdsgiveren med nedsættelsen korrigerer. I disse
situationer kan det således med sikkerhed siges, hvilke
fordringer der på grund af nedsættelsen helt eller
delvist skal genopstå under inddrivelse. Den anden måde
at indberette nedsættelser på er ved at henføre
nedsættelsen til en måned. Hvis indberetteren i den
givne måned har lavet flere positive indberetninger, kan det
i denne situation ikke med sikkerhed siges, hvilken positiv
indberetning som med nedsættelsen korrigeres.
Med § 10 b, stk. 1,
2. pkt., foreslås, at tilbagebetalingen efter 1. pkt.
kan gennemføres ved modregning uden modregningsmeddelelse i
udbetalinger fra restanceinddrivelsesmyndigheden til
fordringshaveren eller den, der på dennes vegne
opkræver fordringen.
Dermed skabes en hensigtsmæssig
administration af sådanne tilbagebetalinger.
Med § 10 b, stk. 1,
3. pkt., foreslås, at dækninger af skyldners
fordringer inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre
omkostninger ophæves, i det omfang indeholdte
lønindeholdelsesbeløb, der er anvendt til
dækning, nedsættes efter 1. pkt.
Dermed justeres skyldnerens samlede
gældsbillede, så dette fremstår, som det ville
være, hvis den oprindelige indberetning havde været
korrekt.
Med § 10
b, stk. 2, 1. pkt.,
foreslås, at hvis det ud fra de oplysninger, som
restanceinddrivelsesmyndigheden henter i indkomstregisteret, ikke
kan afgøres, hvilke fordringer der blev dækket med
beløbet, som nedsættes efter stk. 1, foretages
reguleringerne på den eller de fordringer, der i henhold til
dækningsrækkefølgen med seneste
betalingstidspunkt er dækket med beløb modtaget efter
henholdsvis §§ 10 eller 10 a vedrørende den
måned, som nedsættelsen vedrører.
Forslaget medfører, at hvis der ved en
nedsættelse alene gives information om, at den
vedrører en måned, hvori arbejdsgiveren har
indberettet flere positive beløb, vil korrektionen ske
på de fordringer, som i den konkrete måned - inden for
inddrivelsesindsatsen - har opnået dækning og
bef?inder sig nederst i dækningsrækkefølgen
efter lovens § 4, stk. 1 og 2. Dermed hæves
dækningerne på de fordringer, som ikke ville have
fået dækning i den givne måned, hvis der for
måneden oprindeligt var indberettet korrekt.
Med stk. 2, 1. pkt., skabes der således
klar hjemmel til behandlingen af de nedsættelser, som af
indberetteren ikke specifikt henføres til positive
indberetninger.
Med § 10
b, stk. 2, 2. pkt.,
foreslås, at for efterfølgende nedsættelser, der
kan henføres til konkrete dækninger, der efter 1. pkt.
er helt eller delvist ophævet, sker den regulering, som den
efterfølgende nedsættelse giver anledning til, i
overensstemmelse med 1. pkt. på den eller de fordringer, der
på reguleringstidspunktet i henhold til
dækningsrækkefølgen med seneste
betalingstidspunkt er dækket med beløb modtaget efter
henholdsvis §§ 10 eller 10 a for den måned, som
nedsættelsen vedrører.
Hvis indberetteren efterfølgende
indberetter endnu en nedsættelse og specifikt relaterer denne
nedsættelse til den positive indberetning, hvor
beløbet blev anvendt til at dække de nu regulerede
fordringer, følger det af forslaget, at den allerede
gennemførte regulering fastholdes. Den senere
nedsættelse fører herefter til regulering af de i
måneden tilbageværende dækninger, som inden for
inddrivelsesindsatsen - i henhold til
dækningsrækkefølgen - er foretaget senest.
Med stk. 2, 2. pkt., skabes der klar hjemmel
til behandlingen af de nedsættelser, som efterfølgende
indberettes, og som specifikt henføres til dækninger,
som på dette tidspunkt er reguleret som følge af en
tidligere nedsættelse.
Ved både almindelig og særskilt
lønindeholdelse, hvor skyldnerens sidste fordring indfries,
vil der som regel være lønindeholdt et større
beløb end nødvendigt til dækning af skyldnerens
gæld. Det overskydende beløb kan benyttes til at
dække andre fordringer under inddrivelse, hvis disse
fordringer ville kunne inddrives ved lønindeholdelse, og
skal ellers udbetales af restanceinddrivelsesmyndigheden. Når
der efterfølgende sker en nedsættelse af det
lønindeholdte beløb, fordi indberetteren
nedsætter den tidligere indberetning, bortfalder
forudsætningen for udbetalingen helt eller delvist.
Det foreslås med § 10 b, stk.
3, 1. pkt., at hvis skyldneren har modtaget et overskydende
beløb, der på baggrund af en nedsættelse efter
stk. 1 viser sig at være udbetalt med urette, skal
beløbet tilbagebetales.
Med § 10 b, stk. 3,
2. pkt., foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden
efter at have fået kendskab til nedsættelsen af det
lønindeholdte beløb opkræver
tilbagebetalingskravet hos skyldneren med en betalingsfrist
på 14 dage, der regnes fra afsendelsen af
opkrævningen.
Med § 10 b, stk. 3,
3. pkt., foreslås, at tilbagebetalingskravet anses for
at være modtaget til inddrivelse, når betalingsfristen
efter 2. pkt. er udløbet.
Hvis skyldneren ikke inden fristens
udløb betaler det skyldige beløb, anses det derfor
for at være modtaget til inddrivelse, hvorefter det kan
indgå i indsatser og f.eks. inddrives gennem
lønindeholdelse eller modregning. Når beløbet
anses for at være modtaget til inddrivelse, vil lovens
øvrige bestemmelser finde anvendelse, f.eks. § 5, stk.
1, om forrentning. Forrentningen vil således blive
påbegyndt den 1. i måneden efter betalingsfristens
udløb. § 5, stk. 1, 3. pkt., om
restanceinddrivelsesmyndighedens egne fordringer, der ifølge
bestemmelsen forrentes med inddrivelsesrenten fra den 1. i
måneden efter den måned, hvor fordringen er stiftet,
omhandler inddrivelsesomkostninger og finder derfor ikke anvendelse
på disse tilbagebetalingskrav. Såfremt beløbet
skal inddrives ved lønindeholdelse, skal der træffes
en ny afgørelse om lønindeholdelse eller en
afgørelse om tilføjelse af beløbet til en
igangværende lønindeholdelse. Ved
iværksættelse af en ny lønindeholdelse vil
skyldneren blive pålagt et nyt gebyr, jf. § 33, nr. 2, i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Med bestemmelsen i stk. 3 skabes der klar
hjemmel til at kræve sådanne udbetalte beløb,
som viser sig at være udbetalt med urette, tilbagebetalt fra
skyldneren. Der skabes derudover en effektiv proces for, hvordan
opkrævningen af sådanne krav skal foregå, og
hvordan kravet kan overgå fra opkrævning til
inddrivelse ved skyldnerens manglende betaling.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.11.
Til nr.
13
En skyldner med gæld under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden har efter gældende regler
ingen forpligtelse til ved fraflytning til udlandet at oplyse de
danske myndigheder om sin udenlandske adresse. I
inddrivelseslovgivningen findes således ingen regler, som
regulerer en skyldners fraflytning til udlandet.
Efter § 24, stk. 1, i lov om Det Centrale
Personregister skal enhver, der fraflytter til udlandet, med visse
angivne undtagelser registreres i Det Centrale Personregister (CPR)
som udrejst, men der er efter lov om Det Centrale Personregister
ingen pligt til at have registreret en udenlandsk adresse i
CPR.
Bopælsregistreringen i CPR varetages af
kommunerne, som til brug for fastlæggelsen af en persons
bopælsforhold kan indhente oplysninger fra vedkommende selv,
andre myndigheder og visse private. Der er således i lov om
Det Centrale Personregister givet kommunerne en række
kontrolredskaber til at sikre, at de oplysninger, der registreres i
CPR om bopælsforhold i Danmark, er retvisende. Det er ikke
muligt at etablere samme effektive redskaber til brug for kontrol
af udenlandske adresser, hvorfor det ikke er fundet
hensigtsmæssigt at registrere oplysninger om udlandsadresser
i CPR med henblik på løbende vedligeholdelse
heraf.
Fraflytning til udlandet skal anmeldes til
bopælskommunen inden udrejsen med henblik på
registrering heraf i CPR. Efter § 24, stk. 1, i lov om Det
Centrale Personregister skal ophold i udlandet af en varighed
på over 6 måneder altid anmeldes som en fraflytning til
udlandet. Hvis opholdet i udlandet varer 6 måneder eller
derunder, og den hidtidige bolig opretholdes til fuld
rådighed, har vedkommende dog efter anmodning ret til at
forblive registreret med bopæl dér. Opretholdes den
hidtidige bolig ikke til fuld rådighed under et ophold i
udlandet på 6 måneder eller derunder, skal
kommunalbestyrelsen foretage en konkret vurdering af, om der er
tale om en fraflytning til udlandet eller ej.
I § 24, stk. 5-9, i lov om Det Centrale
Personregister er der fastsat undtagelser til pligten til at blive
registreret som udrejst ved ophold udlandet. Efter § 24, stk.
5, undtages personer, der er ansat i den danske stat og er beordret
til tjeneste uden for riget, fra registrering af udrejst i CPR.
Tilsvarende gælder efter nærmere fastsatte kriterier
efter § 24, stk. 6, for familie til personer omfattet af
§ 24, stk. 5. Efter § 24, stk. 7, undtages personer, der
af arbejdsmæssige og lignende grunde i en periode på
over 6 måneder overnatter størstedelen af tiden i
udlandet, men som i denne periode tilbringer hovedparten af
weekender, fridage, ferier og lignende på bopælen her i
landet, for registrering af udrejse. Efter § 24, stk. 8,
undtages søfarende, der opretholder boligen her i landet,
hvor hovedparten af fridage, ferier og lignende tilbringes, for
registrering af udrejse. Tilsvarende gælder efter
nærmere kriterier fastsat i § 24, stk. 9, for familie
til personer omfattet af stk. 7 eller 8. Efter § 25, stk. 1,
gælder dog som følge af en internordisk overenskomst
om folkeregistrering, at enhver, som opholder sig i et andet
nordisk land, skal registreres som udrejst, hvis den lokale
registreringsmyndighed i tilflytningslandet meddeler, at
vedkommende skal registreres som tilflyttet dette land.
§ 26 i lov om Det Centrale Personregister
fastlægger, hvilke oplysninger der skal gives til
kommunalbestyrelsen i forbindelse med en anmeldelse af fraflytning
til udlandet. Ifølge stk. 1 skal personnummer, det fulde
navn eller adresseringsnavn, den hidtidige adresse og
bopælskommune, flyttedato samt eventuel fremtidig adresse
eller bopælsland oplyses. Ifølge stk. 3 har
vedkommende under udenlandsopholdet ret, men ikke pligt, til i CPR
at få registreret den til enhver tid aktuelle
udenlandsadresse samt en eventuel kontaktadresse her i landet,
hvortil offentlige myndigheder og private kan sende vedkommendes
post.
Efter § 5, stk. 7, i lov om Det Centrale
Personregister har enhver ret til ved henvendelse i sin
bopælskommune at få registreret et adresseringsnavn
på grundlag af det fulde navn, herunder at få
ændret et adresseringsnavn. Adresseringsnavnet skal altid
indeholde vedkommendes efternavn og mindst ét af
vedkommendes fornavne skrevet fuldt ud.
Personer, som er tildelt et såkaldt
administrativt personnummer efter § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3,
i lov om Det Centrale Personregister eller samme lovs § 3,
stk. 8, jf. § 1, stk. 3 eller 4, i bekendtgørelse nr.
1034 af 4. september 2017, har ret, men ikke pligt, til at få
registreret en eventuel kontaktadresse her i landet eller i
udlandet, hvortil offentlige myndigheder og private kan sende
vedkommendes post.
Efter § 3, stk. 1, i lov om Digital Post
fra offentlige afsendere skal fysiske personer, der er 15 år
eller derover, og som har bopæl eller fast ophold i Danmark,
tilsluttes Digital Post, medmindre personen fritages for
obligatorisk tilslutning. Efter § 3, stk. 4, 1. pkt.,
fortsætter en tilslutning for en fysisk person, der ikke
længere har bopæl eller fast ophold i Danmark,
uændret, medmindre den pågældende anmoder om
fritagelse. I § 4, stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at fysiske
personer og juridiske enheder, der er fritaget for obligatorisk
tilslutning til den digitale postløsning, jf. § 5,
frivilligt kan tilslutte sig postløsningen med de
retsvirkninger, der følger af § 10, hvis de er i
besiddelse af en digital signatur, der giver adgang til
postløsningen. Ifølge § 10 anses meddelelser,
der sendes under anvendelse af Digital Post, for 1) at være
kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er
tilgængelig for adressaten i postløsningen, og 2) at
være afsendt af den angivne afsender. Offentlige afsendere
kan ifølge § 7, stk. 1, 1. pkt., anvende Digital Post
til kommunikation med fysiske personer og juridiske enheder, der er
tilsluttet postløsningen efter §§ 3 eller 4, med
de retsvirkninger, der følger af § 10, medmindre andet
følger af § 9 og regler fastsat i medfør af
§ 11, stk. 1. Ved kommunikation forstås afsendelse af
alle dokumenter og meddelelser m.v., herunder afgørelser,
jf. § 7, stk. 1, 2. pkt. Den nævnte undtagelse i §
9 omhandler tilfælde, hvor det følger af anden
lovgivning, at en meddelelse skal sendes i fysisk form eller
digitalt på anden måde, mens § 11, stk. 1, giver
finansministeren adgang til at fastsætte nærmere regler
om anvendelsen af Digital Post, herunder om anvendelse af
særlige formater og programmer samt om størrelsen og
antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse til og fra en
offentlig afsender.
Det foreslås, at der i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes et nyt
afsnit med overskriften »Pligt
til oplysning om ny adresse ved flytning til udlandet«.
Det foreslås desuden, at der med §
16 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse,
hvorefter en skyldner, der har gæld på mindst 100 kr.
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og som
fraflytter Danmark, har pligt til inden udrejsen at give oplysning
om fraflytningen til restanceinddrivelsesmyndigheden. Med
bestemmelsen forpligtes en person, der udrejser, til at oplyse
dette til restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder at oplyse den
udenlandske adresse. Pligten vil også bestå for
udenlandske skyldnere, der fraflytter Danmark.
Reglen vil betyde, at skyldneren inden
afrejsen skal anmelde fraflytningen til
restanceinddrivelsesmyndigheden efter den foreslåede
bestemmelse, med henblik på at
restanceinddrivelsesmyndigheden kan fortsætte sin inddrivelse
hos skyldneren. Hvis anmeldelsen herom sker til
restanceinddrivelsesmyndigheden inden udrejsen, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden have mulighed for eventuelt hurtigt
at gennemføre en udlægsforretning med henblik på
foretagelse af udlæg i løsøre m.v., som typisk
medtages ved en fraflytning. Kravet om så vidt muligt at give
underretning om tid og sted for udlægsforretningen, jf.
retsplejelovens § 493, stk. 1, fraviges således efter
stk. 2, hvis det må antages, at muligheden for at opnå
dækning ellers vil blive væsentligt forringet, og stk.
2 kan bl.a. anvendes i tilfælde, hvor skyldneren står i
begreb med at forlade landet.
I § 16
a, stk. 2, foreslås,
at oplysningspligten omfatter skyldnerens 1) personnummer, 2) fulde
navn eller adresseringsnavn, 3) hidtidige adresse og
bopælskommune, 4) fremtidige adresse og bopælsland og
5) flyttedato.
Det foreslås i § 16 a, stk. 3, 1. pkt., at hvis en
skyldner omfattet af stk. 1 ikke har en fast bopæl i
udlandet, gælder pligten til at give oplysningen i stk. 2,
nr. 4, dvs. om fremtidig adresse og bopælsland, ikke, fordi
der netop ikke vil være en fast adresse.
Det kan f.eks. tænkes, at skyldner er
på en længere jordomrejse, har et job med stor
rejseaktivitet og ingen fast bopæl eller lignende. I
sådanne tilfælde kan det være umuligt for
skyldneren at opfylde pligten til at oplyse sin bopæl i
udlandet.
Det foreslås i § 16 a, stk. 3, 2. pkt., at skyldner da
i stedet skal oplyse en kontaktadresse, medmindre skyldner er
tilsluttet Digital Post.
Tilslutningen til Digital Post indebærer
som nævnt ovenfor, at meddelelser - der også kan
indeholde afgørelser - anses at være kommet frem
på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for
adressaten i postløsningen, og at være afsendt af den
angivne afsender.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan også
i denne situation kontakte skyldner via den oplyste kontaktadresse
eller Digital Post med henblik på f.eks. at give oplysninger
om skyldners gæld, iværksætte afdragsordninger
eller lignende.
Det foreslås i § 16 a, stk. 4, at en skyldner har pligt
til at opdatere oplysningerne efter stk. 2 og 3, senest 14 dage
efter at forholdene har ændret sig, jf. dog stk. 5 om
overholdelsen af en afdragsordning, jf. nedenfor.
Bestemmelsen indebærer således en
forpligtelse for en skyldner, der bor i udlandet, til at give
restanceinddrivelsesmyndigheden oplysning efter stk. 2 om enhver
senere flytning i udlandet, således at
restanceinddrivelsesmyndigheden til stadighed vil kunne komme i
kontakt med skyldneren. Opdateringspligten gælder tilsvarende
for en skyldner, der med den foreslåede regel i stk. 3
pålægges en pligt til at oplyse en kontaktadresse, hvis
skyldner er uden fast bopæl i udlandet og ikke er tilsluttet
Digital Post.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 16 a, stk. 5, 1. pkt., gælder
bestemmelserne i stk. 1 og 4 ikke, så længe en
afdragsordning, som restanceinddrivelsesmyndigheden over for
skyldner har truffet afgørelse om eller med skyldner har
indgået aftale om vedrørende skyldners gæld
under inddrivelse, overholdes.
I en sådan situation vil
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke have det samme
inddrivelsesbetingede behov for at kende skyldners udenlandske
adresse, og det findes derfor rimeligt at fritage for
adresseoplysningspligten efter stk. 1 og opdateringspligten efter
stk. 4.
Med § 16 a, stk. 5,
2. pkt., foreslås, at hvis skyldner efter sin
fraflytning fra Danmark undlader at betale et afdrag, skal
oplysningerne i stk. 2 og 3 gives eller opdateres af skyldner
senest 14 dage efter afdragets forfaldsdato.
En betalingsudeblivelse udgør en
sådan omstændighed, at restanceinddrivelsesmyndigheden
må forudse, at egentlig tvangsinddrivelse herefter vil kunne
være nødvendig, og restanceinddrivelsesmyndigheden vil
derfor have brug for at kende skyldners adresse i udlandet.
I § 16 a, stk.
6, foreslås, at hvis opholdets varighed ikke
overstiger 6 måneder, gælder stk. 1 ikke, hvis skyldner
er tilsluttet Digital Post.
I nogle tilfælde fraflytter skyldnere
med gæld under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden Danmark for en midlertidig periode.
Der kan f.eks. være tale om studieophold, længere
udlandsrejser eller et midlertidigt job i udlandet. Er
fraflytningen til udlandet alene af midlertidig karakter,
foreslås det således, at pligten til at oplyse adresse
i udlandet m.v. ikke gælder, hvis skyldner er tilsluttet
Digital Post. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan således
kontakte skyldner via Digital Post med henblik på f.eks. at
give oplysninger om skyldners gæld, iværksætte
afdragsordninger eller lignende. For at have en klar og enkel
regel, som kan systemunderstøttes, foreslås det, at
fraflytning til udlandet anses for at være af midlertidig
karakter, hvis opholdets varighed ikke overstiger en periode
på 6 måneder. Dette stemmer overens med, at ophold i
udlandet på over 6 måneder efter § 24, stk. 1, i
lov om Det Centrale Personregister med visse undtagelser betragtes
som en fraflytning til udlandet.
Med § 16 a, stk.
7, foreslås, at hvis den, der flytter til udlandet,
ikke selv er i stand til at anmelde flytningen, skal flytningen
anmeldes af den, der er ansvarlig for den
pågældende.
Hvis en skyldner ikke er i stand til at
anmelde sin fraflytning til udlandet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, f.eks. fordi vedkommende er fysisk
eller psykisk syg, under værgemål eller lignende, vil
flytningen derfor skulle anmeldes af den, der er ansvarlig for den
pågældende. Det kan f.eks. være en
værge.
Med § 16 a, stk.
8, foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at
kunne fastsætte nærmere regler om stk. 1-6.
De foreslåede regler er nye, hvorfor de
erfaringer, der opnås efter reglernes ikrafttræden, kan
nødvendiggøre justeringer og præciseringer, som
mest hensigtsmæssigt bør foretages gennem udstedelsen
af en bekendtgørelse. Den foreslåede bemyndigelse har
til formål at muliggøre dette.
Med bestemmelsen i §
16 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
foreslås indført bødestraf som sanktion ved
manglende opfyldelse af adresseoplysningspligten. Efter
bestemmelsens nr. 1 straffes, medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, med bøde den, der forsætligt eller ved
grov uagtsomhed undlader at opfylde pligten efter § 16 a, stk.
1 eller 7. Der er tale om oplysningspligten efter den
foreslåede bestemmelse i § 16 a, stk. 1, hvorefter en
skyldner med gæld på mindst 100 kr. under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden ved fraflytning fra Danmark har
pligt til inden udrejsen at anmelde flytningen til
restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis den, der flytter, ikke selv
er i stand til at anmelde flytning, skal pligten opfyldes af den,
der er ansvarlig for den pågældende, jf. stk. 7.
Hvis skyldneren har anmeldt sin fraflytning
til udlandet til kommunalbestyrelsen og er registreret i CPR som
udrejst, vil restanceinddrivelsesmyndigheden kunne konstatere, at
skyldneren har overtrådt en strafbelagt regel ved ikke
rettidigt at anmelde sin fraflytning til
restanceinddrivelsesmyndigheden. I tilfælde, hvor skyldneren
ikke har anmeldt fraflytningen til udlandet til kommunalbestyrelsen
med henblik på registrering i CPR, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden derimod være afhængig
af andre oplysninger for at kunne konstatere strafansvaret, men det
er ikke tanken, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal
påtage sig efterforskningslignende opgaver med henblik
på at kunne strafforfølge skyldneren.
Restanceinddrivelsesmyndighedens hovedopgave er at forestå
inddrivelsen af gæld til det offentlige.
Efter bestemmelsens nr.
2 straffes på tilsvarende vis afgivelsen af urigtige
eller vildledende oplysninger efter § 16 a, stk. 2 eller 3.
Der er tale om de oplysninger, som anmeldelsen til
restanceinddrivelsesmyndigheden om flytningen skal indeholde, dvs.
personnummer, fulde navn eller adresseringsnavn, hidtidig adresse
og bopælskommune, fremtidig adresse og bopælsland samt
flyttedato, jf. stk. 2, og oplysning om kontaktadresse for en
skyldner, der er uden fast bopæl i udlandet og ikke er
tilsluttet Digital Post, jf. stk. 3.
Endelig straffes på tilsvarende vis
efter bestemmelsens nr. 3 en undladelse
af at opfylde pligten efter stk. 16 a, stk. 4. Der er tale om
pligten til, senest 14 dage efter at forholdene har ændret
sig, at opdatere oplysningerne i stk. 2.
Bødeniveauet for overtrædelse af
sådanne ordensforskrifter på skatteområdet ligger
typisk i størrelsesordenen 800-2.000 kr. Bødeniveauet
for ordensbøder fastsættes ved prøvesager ved
domstolene og vil, når der foreligger domspraksis for
overtrædelse af de pågældende bestemmelser,
indgå i det såkaldte ordensbødekatalog på
Skatteministeriets område.
Det er med lovforslaget forudsat, at der ved
fastsættelse af bødens størrelse inden for det
angivne interval ud over de almindelige regler i straffelovens
kapitel 10 skal tages hensyn til størrelsen på
skyldners gæld under inddrivelse. Det er således
forudsat, at der skal være en vis proportionalitet mellem
gældsstørrelsen og bødestørrelsen.
Med den foreslåede bestemmelse i § 16 c i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige foreslås for
restanceinddrivelsesmyndigheden adgang til at anvende
bødeforelæg, hvis en skyldner gør sig skyldig i
en overtrædelse af den bestemmelse, der foreslås i
§ 16 b. I § 16 c, stk. 1,
foreslås, at hvis en overtrædelse af § 16 b ikke
skønnes at ville medføre højere straf end
bøde, kan restanceinddrivelsesmyndigheden i et
bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres
uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen,
erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer
sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter
anmodning kan forlænges, at betale en bøde, der er
angivet i bødeforelægget.
Det vil være en forudsætning for
restanceinddrivelsesmyndighedens udstedelse af
bødeforelæg, at overtrædelsen er klar og uden
bevismæssige tvivlsspørgsmål. Det vil endvidere
være en forudsætning, at sanktionsniveauet er blevet
fastlagt i retspraksis.
Hvis en skyldner ikke vedtager et
bødeforelæg, hvor et strafansvar vurderes at skulle
forfølges, vil restanceinddrivelsesmyndigheden kunne anmode
anklagemyndigheden om at foretage strafferetlig forfølgning
ved domstolene, og hvis sagen indbringes for retten, vil retten,
hvis den finder, at skyldneren er skyldig i overtrædelsen,
idømme skyldneren en bøde.
Bøder, som vedtages efter
bødeforelæg, skal betales til
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. nedenfor om stk. 4, mens
bøder, der idømmes i en straffesag, skal betales til
politiet, jf. § 90, stk. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf
m.v.
Efter retsplejelovens § 834, stk. 1, nr.
2, skal et anklageskrift indeholde tiltaltes navn og adresse samt
så vidt muligt personnummer eller lignende, og ifølge
nr. 3 skal anklageskriftet tillige indeholde oplysninger om det
forhold, der rejses tiltale for. Disse oplysninger skal
ifølge stk. 2 omfatte 1) den regel, der påstås
overtrådt, og forbrydelsens kendetegn, som de fremgår
af reglen, 2) forbrydelsens navn, hvis loven indeholder angivelse
heraf, 3) straffehjemmelen, 4) en kort beskrivelse af det forhold,
der rejses tiltale for, med sådan angivelse af tid, sted,
genstand, udførelsesmåde og andre nærmere
omstændigheder, som er nødvendig for en
tilstrækkelig og tydelig beskrivelse, og 5) i givet fald de
strafforhøjelses- eller strafnedsættelsesgrunde, der
vil blive påberåbt.
I § 16 c, stk.
2, foreslås, at retsplejelovens regler om krav til
indholdet af anklageskriftet og om, at en sigtet ikke er forpligtet
til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på
bødeforelæg.
I § 16 c, stk.
3, foreslås, at videre forfølgning bortfalder,
hvis bøden vedtages.
I § 16 c, stk.
4, foreslås, at bøder i sager, der
afgøres administrativt, opkræves af
restanceinddrivelsesmyndigheden og anses for modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, når
bøden ikke er betalt i rette tid.
Bestemmelsen omhandler
bødeforelæg, som skyldneren vedtager, men hvor
skyldneren herefter ikke rettidigt betaler bøden. For
sådanne bøder vil restanceinddrivelsesmyndigheden
være fordringshaver og skulle stå for inddrivelsen,
hvis bøden ikke betales til rette tid. Efter § 2, stk.
3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
overdrages fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden,
når betalingsfristen er overskredet og efter forgæves
gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure. En
egentlig overdragelse vil dog ikke finde sted for
restanceinddrivelsesmyndighedens bøder, der vedtages efter
et bødeforelæg, idet restanceinddrivelsesmyndigheden
da blot ville skulle overdrage fordringen til sig selv. I stedet
indebærer den foreslåede bestemmelse, at bøden
anses for modtaget til inddrivelse, når betalingsfristen er
udløbet, uden at betaling er sket. Modtagelsen er
forudsætningen for, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan
iværksætte inddrivelsesskridt over for skyldneren,
f.eks. afdragsordning, lønindeholdelse eller
udlæg.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.12.
Til nr.
14
Med bestemmelsen foreslås, at den
gældende overskrift før
§ 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
»Udskydelse af forældelse«, nyaffattes til
»Udskydelse af forældelse og foreløbig
afbrydelse«. Nyaffattelsen er en konsekvens af lovforslagets
§ 1, nr. 15, jf. nedenfor, om at indføre en bestemmelse
om foreløbig afbrydelse af forældelsen af fordringer,
der modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden til
inddrivelse.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.1.
Til nr.
15
Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er
gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringshaveren
eller den, der på dennes vegne forestår
opkrævningen, kan dog på skyldners anmodning tillade en
afdragsvis betaling eller bevilge henstand med betalingen, jf. 2.
pkt.
Inden overdragelsen skal fordringshaveren
eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen,
skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen, medmindre det
må antages, at muligheden for at opnå dækning
ellers vil blive væsentligt forringet, jf. § 2, stk. 4,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
En fordring anses for modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden ved registreringen i
modtagelsessystemet, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Fordringer afvises fra registrering
i modtagelsessystemet, hvis nødvendige oplysninger efter
§ 3 ikke er medsendt, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Giver de
oversendte oplysninger restanceinddrivelsesmyndigheden anledning
til at søge oplysninger bekræftet hos fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren sender fordringen
til inddrivelse, anses fordringen for modtaget, når de
oversendte oplysninger er rettet eller bekræftet, og
rettelsen eller bekræftelsen er registreret i
modtagelsessystemet, jf. 2. pkt. Beløbsmæssige
opjusteringer af en ford?ring, der allerede er overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden, sker ved overdragelsen af en
opskrivningsfordring, jf. § 7, stk. 1, 1. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, og en
opskrivningsfordring anses ligeledes for modtaget ved
registreringen i modtagelsessystemet, jf. stk. 1, 3. pkt.,
medmindre den fordring, der opskrives, er i høring efter
§ 4, stk. 2, 2. pkt., i hvilket tilfælde
opskrivningsfordringen anses for modtaget samtidig med den
fordring, der opskrives, jf. § 7, stk. 1, 4. pkt. En
opskrivningsfordring anses ifølge 5. pkt. ligeledes for
modtaget samtidig med den fordring, der opskrives, hvis
opskrivningen skyldes, at fordringshaver eller den, der på
dennes vegne opkræver fordringen, har annulleret en
nedskrivning, fordi fordringen ved en fejltagelse blev anset for at
være dækket, mens den var under inddrivelse. I perioden
med systemmæssig paralleldrift - det gamle EFI/DMI-system og
det nye inddrivelsessystem - fra den 1. april 2017 gælder
ifølge bekendtgørelsens § 47 a nogle
særlige regler for EFI/DMI om bl.a.
modtagelsestidspunktet.
En fordring kan på
restanceinddrivelsesmyndighedens initiativ tilbagesendes i
medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, hvis fordringshaveren ikke
søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens og
størrelse afklaret inden rimelig tid.
Fordringshaveren kan selv tilbagekalde
fordringen i medfør af § 2, stk. 7, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Ifølge
bestemmelsen skal fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, såfremt denne
bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldnerens
forhold efter overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden, underrette
restanceinddrivelsesmyndigheden herom og kan i den forbindelse
anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere
inddrivelsen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren, med
henblik på at fordringshaveren kan tillade afdragsvis
betaling eller henstand med betalingen. Fordringer, der er omfattet
af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
har forestået opkrævningen, jf. dog stk. 8.
Ved såkaldt ligningsmæssig
henstand efter skatteforvaltningslovens § 51 i forbindelse med
en klage over opgørelsen af et skattekrav tilbagekaldes
skattekravet også fra inddrivelse.
Efter § 2, stk. 8, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige kan fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
helt eller delvis tilbagekalde en fordring, der er oversendt til
inddrivelse, med henblik på at foretage modregning for
kravet.
Fordringer forældes efter
forældelsesloven, medmindre andet følger af
særlige bestemmelser om forældelse i anden lov, jf.
forældelseslovens § 1. Af forældelsesloven §
28 fremgår, at når der i anden lov er fastsat
særlige forældelsesfrister eller andre særlige
bestemmelser om forældelse, finder forældelsesloven
anvendelse, i den udstrækning andet ikke følger af den
anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed. Ordet
»lov« omfatter også forældelsesbestemmelser
i f.eks. EU-forordninger, jf. side 506 i den af Justitsministeriets
Forældelsesudvalg afgivne betænkning nr. 1460/2005 om
revision af forældelseslovgivningen, hvor det om
udfyldningsreglen i forældelseslovens § 28
anføres, at der er en formodning for, at de specielle
forældelsesregler i anden lovgivning suppleres af
forældelseslovens regler.
Forældelsesfristerne regnes fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve
at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af
andre bestemmelser, jf. § 2, stk. 1. Forældelsesfristen
er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser,
jf. § 3, stk. 1. En sådan bestemmelse er f.eks.
forældelseslovens § 5, stk. 1, hvorefter
forældelsesfristen er 10 år, når 1) der er
udstedt gældsbrev for fordringen, 2) fordringen er
registreret i en værdipapircentral, eller 3) fordringens
eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller
fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav
påtegnet af fogedretten eller anden bindende
afgørelse. Ifølge § 5, stk. 2, forældes en
fordring på senere forfaldne renter, gebyrer og lignende dog
efter § 3.
For fordringer, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018,
jf. § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Bestemmelsen blev indsat i loven ved lov nr. 1253 af
17. november 2015, der hviler på lovforslag nr. L 18,
Folketingstidende 2015-16, A, L 18 som fremsat, om udskydelse af
forældelse som følge af utilstrækkelig
funktionalitet i Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI).
På side 7 anføres i de specielle bemærkninger
til § 1, at det tidligste begyndelsestidspunkt for
forældelsen ikke mistes, selv om fordringen
efterfølgende tilbageføres til fordringshaver som
følge af dennes tilbagekaldelse med henblik på
modregning, jf. § 2, stk. 8, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, eller fordi ford?ringshaver
ikke inden rimelig tid får afklaret en indsigelse fra
skyldner om fordringens eksistens eller størrelse, hvorfor
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender fordringen, jf.
§ 2, stk. 2, 4. pkt.
Forældelse indebærer, at
fordringshaver mister retten til at kræve opfyldelse, jf.
forældelseslovens § 23, stk. 1.
Forældelsesloven indeholder i kapitel 5
og 6 regler om henholdsvis afbrydelse og foreløbig
afbrydelse af forældelsen.
Afbrydelse af forældelsen sker,
når skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller
ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse, jf.
forældelseslovens § 15, eller når fordringshaveren
foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at
erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten,
voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der
fastslår fordringens eksistens og størrelse, og
forfølger disse skridt inden for rimelig tid, jf. § 16,
stk. 1.
Forældelse kan ifølge § 17,
stk. 1, også afbrydes af fordringshaver ved indgivelse
af en på fordringen støttet konkursbegæring
eller begæring om rekonstruktionsbehandling eller ved
anmeldelse af fordringen i bl.a. et konkursbo eller til
rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbehandling
eller i forbindelse med indledning af
gældsanerin?gssag.
Desuden afbrydes forældelsen bl.a. ved
indgivelse af anmodning om udlæg, hvis fordringshaveren
søger forretningen fremmet inden for rimelig tid, jf. §
18, stk. 1. Foretages udlæg af en pantefoged, afbrydes
forældelsen ved udlægsforretningens foretagelse, jf.
stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ifølge stk. 3
tilsvarende anvendelse ved 1) indgivelse af anmodning til
fogedretten om foretagelse af arrest, 2) fremsættelse af krav
for fogedretten om andel i et auktionsprovenu og 3) indgivelse af
anmodning til fogedretten om tilbagetagelse af en
løsøregenstand, der er solgt med ejendomsforbehold.
Forældelsen afbrydes også ved
restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om
afgørelse om indeholdelse i løn m.v. eller
modregning, jf. stk. 4.
Afbrydelsen indebærer, at der
løber en ny forældelsesfrist fra de tidspunkter, der
fastsættes i forældelseslovens § 19.
Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af
forpligtelsen, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for
erkendelsen, jf. § 19, stk. 2. Sker afbrydelsen ved
foretagelse af retslige skridt som nævnt i § 16, regnes
den nye frist fra den dag, da retsforlig indgås, dom afsiges,
betalingspåkrav påtegnes af fogedretten, eller anden
afgørelse træffes, jf. § 19, stk. 3. Er
fordringen anerkendt i et konkurs- eller dødsbo eller i
vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringskendelse,
regnes den nye frist fra boets slutning, tvangsakkordens vedtagelse
eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf. § 19, stk.
4.
Er afbrydelse sket ved pantefogedens
gennemførelse af udlægsforretning, jf. § 18, stk.
2, regnes den nye forældelsesfrist fra
udlægsforretningens afslutning, jf. § 19, stk. 6, 1.
pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning
om afgørelse om lønindeholdelse, jf. § 18, stk.
4, regnes den nye forældelsesfrist fra det tidspunkt, da der
træffes afgørelse om, at lønind?eholdelsen
ophører, eller senest fra det tidspunkt, da
lønind?eholdelsen har været stillet i bero i 1
år, jf. § 19, stk. 6, 2. pkt. Er forældelsen
afbrudt ved underretning om afgørelse om modregning, jf.
§ 18, stk. 4, regnes den nye forældelsesfrist fra den
dag, da afgørelsen om modregning træffes, jf. §
19, stk. 6, 3. pkt.
Forældelseslovens § 20 om
foreløbig afbrydelse bestemmer i stk. 1, at hvis
fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har
foretaget et retsligt skridt som nævnt i § 16, men dette
ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse,
indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at
fordringshaveren har fået meddelelse om, at sagen er
afsluttet. Har fordringshaveren ikke fået sådan
meddelelse inden rimelig tid, regnes fristen fra det tidspunkt, da
fordringshaveren fik kendskab til forholdet eller burde have
søgt oplysning herom. Fordringshaveren kan ifølge
§ 20, stk. 2, ikke påberåbe sig stk. 1, hvis det
retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en
realitetsafgørelse, fordringshaveren hæver sagen, selv
om en realitetsafgørelse kunne være opnået,
eller det beror på fordringshaverens valg ved indleveringen
af et betalingspåkrav til fogedretten, at en
realitetsafgørelse ikke træffes. I § 20, stk. 3,
bestemmes, at stk. 1 og 2 gælder tilsvarende, hvis
fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har
indgivet konkursbegæring, uden at konkursdekret er afsagt,
har indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, uden at
rekonstruktionsbehandling er indledt, eller har iværksat
forfølgning som nævnt i § 18, uden at
fogedforretning eller auktion er afholdt. Er fordringen inden
forældelsesfristens udløb, jf. herved § 17, stk.
3, anmeldt i et konkurs- eller dødsbo, men bliver den ikke
anerkendt, forældes fordringen mod skyldneren personligt
eller dennes arvinger tidligst 1 år efter meddelelsen af
afgørelsen om fordringens afvisning eller, hvis en
sådan afgørelse ikke træffes, efter boets
slutning. Tilsvarende gælder, når en fordring inden
forældelsesfristens udløb er anmeldt i forbindelse med
indledning af gældssaneringssag, anmeldt i forbindelse med
indkaldelse som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 5, eller
anmeldt til rekonstruktøren i forbindelse med
rekonstruktionsbehandling.
Er der inden forældelsesfristens
udløb af eller mod fordringshaveren anlagt rets- eller
voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indtræder
forældelse tidligst 1 år efter sagens endelige
afgørelse, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1. Er
en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en
sag, som er afgørende herfor, inden
forældelsesfristens udløb indbragt for en
administrativ myndighed, indtræder forældelse tidligst
1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin
afgørelse, jf. stk. 2, 1. pkt. Dette gælder, uanset om
fordringen gøres gældende af den, der har indbragt
sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige, jf. 2.
pkt. Træffes der en bindende afgørelse, der
fastslår fordringens eksistens og størrelse, vil
forældelsen derimod være endeligt afbrudt efter
forældelseslovens § 16, stk.1. Indbringes sagen inden
for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for
rimelig tid for en højere administrativ myndighed eller for
Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra
meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis
Ombudsmandens udtalelse, jf. 3. pkt. Indbringes en tvist inden
forældelsesfristens udløb for et privat
klagenævn, ankenævn eller lignende, gælder stk.
2, 1. og 2. pkt., tilsvarende, jf. stk. 3. Er der inden
forældelsesfristens udløb efter retsplejelovens regler
herom eller med hjemmel i parternes forudgående aftale
fremsat begæring om afholdelse af syn og skøn uden for
rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betydning for
fordringens eksistens eller størrelse, eller har parterne
inden forældelsesfristens udløb indgået aftale
herom, indtræder forældelse tidligst 1 år efter
skønsforretningens afslutning, jf. stk. 4. Endelig bestemmes
i stk. 5, at hvis der inden forældelsesfristens udløb
er indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og
fordringshaveren, eventuelt under medvirken af en uafhængig
tredjemand, indtræder forældelse tidligst 1 år
efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at
være afsluttet.
Hvor en egentlig afbrydelse af
forældelsen medfører, at der løber en helt ny
forældelsesfrist fra det tidspunkt, der er fastsat i
forældelsesloven § 19, er den foreløbige
afbrydelse af forældelsen karakteriseret ved, at hvis en
»foreløbig foranstaltning«
iværksættes inden forældelsesfristens
udløb, indrømmes en vis kortere frist efter
foranstaltningens ophør (en tillægsfrist),
således at egentlig afbrydelse kan ske inden for
tillægsfristen, jf. side 335 i den af Justitsministeriets
Forældelsesudvalg afgivne betænkning nr. 1460/2005 om
revision af forældelseslovgivningen.
Til frister medregnes den månedsdag, der
svarer til den dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af tilsvarende
dag udløber fristen den sidste dag i måneden, jf.
forældelseslovens § 27, stk. 1. Udløber
forældelsesfristen i en weekend, på en helligdag,
grundlovsdag, den 24. eller 31. december, udstrækkes fristen
til førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2. Reglen
begrundes med, at hvis fristen udløber på en dag, hvor
retten ikke kan modtage stævninger med henblik på
afbrydelse af forældelsen, jf. § 16, skal fordringshaver
ikke tvinges til at indlevere stævningen den seneste
forudgående hverdag.
I solidariske skyldforhold kan en fordring
forældes i forhold til én skyldner, selv om den i
forhold til en medskyldner ikke er forældet, jf.
forudsætningsvist forældelseslovens § 12, stk. 2,
om en tillægsfrist på 1 år for en
regresberettiget skyldner til at gøre et regreskrav
gældende mod en medskyldner.
For bøder er der fastsat særlige
regler om forældelsesfristen og afbrydelse af
forældelse i straffelovens § 97 a, stk. 1-3.
Det fremgår af § 97 a, stk. 1, at
hvis der ikke forinden er foretaget udlæg, bortfalder
bøde efter 1) 5 år, når bøden ikke
overstiger 10.000 kr., og 2) 10 år, når bøden
overstiger 10.000 kr. Forældelsesfristerne regnes fra det
tidspunkt, da afgørelsen kunne fuldbyrdes, jf. stk. 3.
Det fremgår desuden af § 97 a, stk.
2, at forvandlingsstraf for bøde bortfalder efter 3
år, medmindre dens fuldbyrdelse er påbegyndt forinden.
For bøde på over 10.000 kr. er fristen dog 5
år.
Med bestemmelsen foreslås, at der med
§ 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en
bestemmelse, hvorefter forældelse af fordringer, der
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, tidligst
indtræder 3 år efter fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog bestemmelserne i 3. og 4.
pkt., der omtales nedenfor.
En fordring kan tidligst overdrages til
inddrivelse, når betalingsfristen er udløbet og
sædvanlig rykkerprocedure forgæves er
gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. For fordringer, som
restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddrivelse, er
forældelsesfristen, der løber fra det tidligste
tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve
fordringen opfyldt, eller fra udløbet af sidste rettidige
betalingsdag, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1 og 2,
således begyndt at løbe. For fordringer med en
forældelsesfrist på 3 år vil den foreslåede
regel derfor indebære, at forældelse indtræder 3
år fra den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager
fordringen til inddrivelse, medmindre forældelsen inden da er
afbrudt. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor for disse
fordringer - som udgør langt hovedparten af de fordringer,
som restanceinddrivelsesmyndigheden skal inddrive - kende den
præcise forældelsesdato og derfor kunne indrette sig
på, hvornår forældelsen skal afbrydes. For
fordringer med en forældelsesfrist på 10 år,
f.eks. Udbetaling Danmarks krav på forskudsvist udlagt
børnebidrag, jf. § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, eller fordringer med et særligt
retsgrundlag, f.eks. en dom, efter forældelseslovens §
5, vil restanceinddrivelsesmyndigheden med den foreslåede
regel derimod ikke kende den præcise forældelsesdato,
men vil ved tvivl herom kunne søge dette afklaret med
fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver
forestår opkrævningen. Desuden vil
restanceinddrivelsesmyndigheden kunne tilrettelægge arbejdet
med forældelsesafbrydelser ud fra en formodningsregel om, at
forældelse indtræder 3 år fra modtagelsen,
således at forældelsen forinden skal afbrydes.
Hensynet til skyldner tilsiger, at skyldner
ved, hvornår forældelsesfristen udløber, men
skyldner skal af fordringshaver skriftligt underrettes om
fordringens overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden,
medmindre en sådan underretning indebærer, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive
væsentligt forringet, jf. ovenfor om § 2, stk. 4, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Skyldner vil
derfor som altovervejende hovedregel blive underrettet om den
forestående overdragelse af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden og vil derfor kunne indrette sig
på, at forældelsen tidligst kan indtræde 3
år fra den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager
fordringen. En skyldner vil desuden kunne rette henvendelse til
restanceinddrivelsesmyndigheden for at få oplyst,
hvornår fordringen blev modtaget, og hvornår
forældelse tidligst vil kunne indtræde.
Hvor fordringen tilbageføres, fordi
fordringshaveren ved en fejl har overdraget fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil den foreløbige
afbrydelse af forældelsen ikke indtræde, fordi
overdragelsen - og dermed fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden - da annulleres med tilbagevirkende
kraft.
Opskrivningsfordringer omfattes også af
den foreslåede bestemmelse, hvilket betyder, at den fordring,
der opskrives, og opskrivningsfordringen hver især omfattes
af den foreslåede regel.
Det samme er for solidariske skyldforhold
tilfældet med en skyldner (B), hvor fordringen i forhold til
en solidarisk hæftende medskyldner (A) tidligere er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og ved modtagelsen
fik forældelsesfristen foreløbigt afbrudt i forhold
til A. Hvis fordringshaveren i forhold til B senere overdrager
fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. anmoder
restanceinddrivelsesmyndigheden om tillige at rette inddrivelsen
mod B, vil der i relation til den forældelse, der
gælder i forhold til B, ligeledes indtræde
foreløbig afbrydelse, således at forældelse af
fordringen i forhold til B tidligst indtræder, når der
er gået 3 år fra den dag, hvor fordringen i forhold til
B må anses at være modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Forslaget omfatter også bøder,
hvilket dog kun vil have praktisk betydning, hvis der på det
tidspunkt, hvor fordringen overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, er mindre end 3 år tilbage
af den 5-årige eller 10-årige forældelsesfrist
for bøden.
Forslaget omfatter ikke forvandlingsstraf for
bøde. Forvandlingsstraf for bøde bortfalder
således som angivet i straffelovens § 97 a, stk. 2,
uafhængig af om og i givet fald hvornår fordringen
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden.
I § 18 a i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er bestemt, at
forældelsesfristen for fordringer inklusive renter, gebyrer
og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
tidligst regnes fra den 20. november 2018. Reglen indebærer,
at disse fordringer, hvis de har en forældelsesfrist på
3 år, hvilket kendetegner størstedelen af
fordringerne, forældes tirsdag den 23. november 2021, jf.
forældelseslovens § 27, stk. 2, idet retterne ikke kan
modtage stævninger lørdag 20. november 2021, der er
3-årsdagen fra tirsdag den 20. november 2018. Denne
forældelse forudsætter dog, at fristen ikke forinden
afbrydes. Den foreslåede regel om foreløbig afbrydelse
vil derfor få selvstændig betydning for fordringer, der
modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden senere end torsdag den
22. november 2018, idet forældelsen af en fordring, der
modtages den 22. november 2018, som følge af § 18 a
tidligst kan forældes den 23. november 2021, der også
vil være forældelsesdagen efter den foreslåede
regel.
Den foreslåede regel i § 18 a, stk.
2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er modelleret efter forældelseslovens regler om
foreløbig afbrydelse, således at overdragelse af en
fordring til restanceinddrivelsesmyndigheden skal være at
sammenligne med en »foreløbig
foranstaltning«.
Ved modtagelsen af en retskraftig fordring hos
restanceinddrivelsesmyndigheden vil der med den foreslåede
regel blive indrømmet en tillægsfrist, der regnes fra
modtagelsen. Egentlig afbrydelse af forældelsen eller
inddrivelse kan således finde sted inden for
tillægsfristen. Til forskel fra forældelseslovens
regler om foreløbig afbrydelse af forældelse
foreslås tillægsfristen at være 3 år og
ikke 1 år.
Det foreslås, at der med § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en
bestemmelse, hvorefter fristen på 3 år forsat regnes
fra det i 1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv om
fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen.
En tilbagesendelse kan f.eks. skyldes, at
fordringen i medfør af § 2, stk. 7 eller 8,
tilbagekaldes af fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, eller af
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesendes i medfør af
§ 2, stk. 2, 4. pkt., der er beskrevet ovenfor i de
almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1. En tilbagesendelse
kan også skyldes, at skyldneren har fået bevilget
såkaldt ligningsmæssig henstand efter
skatteforvaltningslovens § 51 i forbindelse med en klage over
opgørelsen af et skattekrav. En tilbagesendelse vil desuden
kunne skyldes de foreslåede regler i § 2, stk. 5, 2. og
3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovforslagets § 1, nr. 1, om suspension af inddrivelsen ved
restanceinddrivelsesmyndighedens mistanke om datafejl.
Hvis fordringen tilbagesendes, forsætter
den 3-årige tillægsfrist - regnet fra fordringens
første modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden -
således med at løbe.
Disse tilfælde kan ikke umiddelbart
sammenlignes med de tilfælde, hvor forældelsen afbrydes
foreløbigt efter forældelseslovens regler, fordi den
»foreløbige foranstaltning« vanskeligt kan siges
at være afsluttet, når fordringen tilbagesendes. Reglen
har til formål at sikre, at forældelse ikke
indtræder, straks fordringen tilbagesendes til
fordringshaver.
I § 18 a, stk. 2, 3.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
foreslås, at hvis en fordring, der er tilbagesendt som
anført i 2. pkt., atter overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på 3 år
fra det første modtagelsestidspunkt.
Hvis fordringer, der i medfør af §
2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige eller den foreslåede bestemmelse i samme lovs
§ 2, stk. 5, 3. pkt., er tilbagesendt til fordringshaver eller
den, der på dennes vegne opkræver fordringen, atter
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på
inddrivelse, vil den foreslåede regel således ikke
indebære, at der løber en ny 3-årig
tillægsfrist fra det nye modtagelsestidspunkt. I stedet
regnes tillægsfristen på 3 år fra første
modtagelsestidspunkt.
Tilsvarende vil gælde, hvor fordringen
er tilbagekaldt af fordringshaver eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen, i medfør af bl.a. § 2,
stk. 7 eller 8, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige om henholdsvis indgåelse af en afdragsordning med
skyldner eller modregning under opkrævningen af fordringen
eller i medfør af den foreslåede regel i samme lovs
§ 2, stk. 5, 2. pkt., om tilbagekaldelse af fordringer, der af
fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver
fordringen, er identificeret som værende ramt af datafejl.
Hvis sådanne tilbagekaldte fordringer atter overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil den fornyede modtagelse af
fordringen til inddrivelse ikke indebære, at der løber
en ny 3-årig tillægsfrist fra det nye
modtagelsestidspunkt. I stedet regnes tillægsfristen på
3 år fra første modtagelsestidspunkt.
Reglen har til formål at sikre, at
forældelsen ikke skal kunne afbrydes på ubestemt tid
ved at tilbagekalde og genfremsende fordringer til inddrivelse.
Om den særlige situation, hvor
tilbagebetalingskrav, der er omfattet af bortfaldsregler i syv love
på det sociale område, tilbagesendes fra
restanceinddrivelsesmyndigheden til fordringshaver, henvises til de
almindelige bemærkninger, afsnit 2.4, samt til
bemærkningerne nedenfor til lovforslagets §§
4-9.
Tvivl om rigtigheden af data for fordringer
modtaget til inddrivelse er en af årsagerne til, at
inddrivelsen i EFI/DMI's driftsperiode fra idriftsættelsen
den 1. september 2013 til suspenderingen af
systemunderstøttelsen den 7. september 2015 i mange
tilfælde har været ulovlig. Ved lov nr. 258 af 10.
april 2018 blev der indført regler om
restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af opgaven med
genoptagelse af sager om inddrivelse og om ekstraordinær
afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft.
For den fremtidige systemunderstøttelse
af inddrivelsen er det vigtigt, at restanceinddrivelsesmyndigheden
har pålidelige data, og det gælder i særdeleshed
de data, der har betydning for forældelsen, dvs. navnlig
oplysning om sidste rettidige betalingsdag, jf.
forældelseslovens § 2, stk. 2, eller starttidspunktet
for en ny forældelsesfrist efter afbrydelse, jf. § 19.
Fordringshaverne har ikke altid over for
restanceinddrivelsesmyndigheden oplyst den korrekte startdato for
forældelsesfristen. Med den foreslåede bestemmelse i
§ 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, der er modelleret efter forældelseslovens regler
om foreløbig afbrydelse, idet tillægsfristen dog er 3
år og ikke 1 år, opnås for fordringer med en
3-årig forældelsesfrist - hvilken frist er
gældende for langt de fleste fordringer, der modtages til
inddrivelse - en sikker dato for den forældelse, der
indtræder, hvis forældelsen ikke forinden er
afbrudt.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at den
foreløbige afbrydelse ikke skal omfatte fordringer, for
hvilke der i EU-retten er fastsat særlige regler, der vil
være til hinder for en foreløbig afbrydelse. Dermed
vil der ikke kunne opstå en konflikt med divergerende
EU-regler om forældelsen. Udenlandske skatter og afgifter
m.v., der i medfør af Rådets direktiv 2010/24/EU af
16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i
forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger
modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på
bistand til inddrivelse, vil også kunne være omfattet
af den foreslåede regel om foreløbig afbrydelse. Efter
direktivets artikel 19, stk. 1, afgøres
spørgsmål om forældelse udelukkende ud fra de
retsregler, der gælder i den bistandssøgende
medlemsstat. Forældelseslovgivningen i den
bistandssøgende EU-medlemsstat er således
afgørende for forældelsesfristens længde. I
artikel 19, stk. 2, 1. pkt., er bestemt, at
inddrivelsesforanstaltninger, der i overensstemmelse med
anmodningen om bistand træffes af eller på vegne af den
bistandssøgte myndighed, og som medfører suspension,
afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen i
henhold til de retsregler, der gælder i den
bistandssøgte medlemsstat, har samme virkning i den
bistandssøgende medlemsstat, hvis der er hjemmel for den
tilsvarende virkning i henhold til den gældende lovgivning i
den bistandssøgende medlemsstat.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.1.
Til §
2
Ved lov nr. 510 af 7. juni 2006 blev der med
§ 1, nr. 10, indsat et nyt kapitel - kapitel 3 a med
overskriften »Forsøg med eftergivelse af gæld
til det offentlige for socialt udsatte grupper« - i lov om
tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af
studiegæld, hvis titel samtidig blev ændret til
»Lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om
eftergivelse af studiegæld samt om forsøg med
eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte
grupper«.
Sigtet med lovændringen var på
forsøgsbasis i 4 år at etablere et regelsæt, som
ville give mulighed for, at socialt udsatte grupper i visse
tilfælde kunne få eftergivet deres gæld til det
offentlige. Dermed kunne der skabes et økonomisk incitament
til at komme i arbejde for personer på langvarig offentlig
forsørgelse, der ellers ville blive mødt med krav om
tilbagebetaling af deres gæld, hvis de begyndte at tjene
flere penge. Samtidig skulle lovændringen også skabe et
incitament for skyldneren til at holde fast i sin nye
beskæftigelse. Forsøgsordningen skulle således
ses som et målrettet beskæftigelsesfremmende initiativ
for de skyldnere, der havde været på kontanthjælp
i en længere periode.
Ved § 120 i lov nr. 1336 af 19. december
2008 blev ovennævnte lovs titel ændret til »Lov
om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige
for socialt udsatte grupper«, idet kapitel 1-3 i loven
samtidig blev ophævet. Desuden blev de tidsmæssige krav
i relation til skyldners forudgående offentlige
forsørgelse lempet, således at skyldnere, der kom i
beskæftigelse m.v. fra kontanthjælp efter at have
modtaget hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik,
dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller
introduktionsydelse efter reglerne i kapitel 5 i integrationsloven
i samlet 3 år over en 4-årig periode, kunne
ansøge om eftergivelse af gælden til det offentlige.
Det var en lempelse i forhold til de hidtil gældende
betingelser for at opnå gældseftergivelse, som var en
uafbrudt periode på de nævnte
overførselsindkomster på mindst 4 år. Derudover
blev målgruppen udvidet til også at omfatte skyldnere
på dagpenge efter kapitel 10 i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. Endvidere blev
eftergivelsesperioden ændret fra 5 år til 4 år,
således at der nu skulle eftergives 1/48 af gælden pr.
måned frem for som hidtil 1/60 af gælden pr.
måned.
Det foreslås i § 2 at ophæve
lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det
offentlige fra og med den 1. juni 2018. Da lov om forsøg med
eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte
grupper efter lovændringen i 2008 alene indeholder de ovenfor
nævnte regler om denne forsøgsordning, foreslås
det, at loven ophæves i sin helhed.
Forsøgsordningens betingelser har i
praksis vist sig at være administrativt komplicerede,
særligt i forhold til at få indhentet den
nødvendige dokumentation for opfyldelse af krav til
forsørgelsesydelser og disses udbetalingsperioder. Herudover
kompliceres forsøgsordningen også af den særlige
kompensationsregel i forhold til fordringshaverne, hvor
kompensationsprocenten skal fastsættes på ny hvert
eneste år på baggrund af antal og størrelse af
det pågældende års eftergivelsesbeløb.
Ordningen bliver p.t. administreret manuelt, idet der ikke har
været it-understøttelse tilknyttet siden
idriftsættelsen af it-systemet EFI i 2013. I forbindelse med
udviklingen af det nye it-system til understøttelse af
inddrivelse af gæld til det offentlige (PSRM) er det
vurderet, at en it-understøttelse af forsøgsordningen
i det nye inddrivelsessystem må anses for at være
særdeles systemkomplicerende, og at dette ikke står
mål med den i perioden 2007-2017 meget begrænsede brug
af ordningen.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.13.
Til §
3
Det foreslås som konsekvens af
ophævelsen af forsøgsordningen med eftergivelse af
gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper, jf.
lovforslagets § 2, ligeledes at ophæve bestemmelsen i
ligningslovens § 7, nr. 23, der gør
eftergivelsesbeløb efter forsøgsordningen skattefrie
for skyldneren. Den nuværende formulering af denne
bestemmelse blev indsat i ligningsloven ved § 113 i lov nr.
1336 af 19. december 2008, der som nævnt i § 120
også indeholdt de lempelser af betingelserne i
forsøgsordningen, der har været gældende fra
2009. Eftergivelsesbeløb, der vedrører
afgørelser om eftergivelse, hvor der er ansøgt inden
den 1. juni 2018, vil fortsat være skattefrie for skyldneren,
i takt med at de gradvist eftergives, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 11, stk. 4.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.13.
Til §
4
I forbindelse med indførelsen af
forældelsesloven blev der i flere love gennemført
nødvendige ændringer, jf. lov nr. 523 af 6. juni 2007.
I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95, stk. 4, (nu
stk. 2) i lov om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år
til 3 år. I de specielle bemærkninger til bestemmelsen
i lovforslaget, jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 5702, anføres, at det som
hidtil vil være sådan, at hvis der efter de
opkrævningsregler, som beskæftigelsesministeren har
fastsat efter lovens § 95, stk. 1, har været fastsat en
tilbagebetalingsordning, som er misligholdt, og kravet derfor
bliver overgivet til inddrivelse hos den statslige
restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være omfattet af
forældelseslovens almindelige regler, herunder reglerne om
afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et
tilbagebetalingskrav, efter at det på grund af misligholdelse
af den tilbagebetalingsordning, hvormed det opkræves, er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af
forældelsesloven og ikke længere omfattes af
bortfaldsreglen, der i dag findes i § 95, stk. 2, i lov om
aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere
reguleret ved bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 om
kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en
midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v. § 10 i
bekendtgørelsen bestemmer, at hvis en skyldner trods
påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses
afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden,
hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om, at
kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik
på inddrivelse. En misligholdelse skyldes manglende betaling
trods mulighed for at betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen
følger, at kommunen yder henstand til skyldnere, der
modtager en række sociale ydelser eller ikke har en
nettoindkomst, der overstiger de nedre grænser for
betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge § 10
i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7
følger, at har der været fastsat en betalingsordning,
og kommer skyldneren senere igen i en situation, hvor der ikke er
betalingsevne, stilles afdragsordningen i bero.
Hvis der i 3 år efter hjælpens
ophør ikke har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand,
fastsættes en afdragsordning. Misligholdes denne, overdrages
kravet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af
forældelsesloven, kan afbrydes efter reglerne i
forældelseslovens §§ 15-18, mens den
forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners betalingsevne
kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt
ikke på tale, hvis skyldneren har undladt at afdrage på
sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed
herfor, jf. eksempelvis § 13, stk. 2, nr. 4, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Det giver derfor god
mening, at alene forældelsesloven og ikke tillige
bortfaldsreglen skal finde anvendelse på sådanne
tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse - dvs. undladt betaling trods mulighed herfor - er
kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skyldner har i en sådan situation forspildt den ret til
automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne netop har til
formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1,
afsnit G. A. 3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse
tilbagebetalingskrav forældelsesmæssigt omfattes af
forældelsesloven, hvis de er modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. fordringstypeoversigten Q2,
som afsnittet henviser til. Om tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, jf. oversigtens art nr. 211, anføres
således, at hvis en fastsat tilbagebetalingsordning er
misligholdt, anses hele gælden for forfalden, og kravet kan
overgives til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvorefter det er omfattet af forældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 4
foreslås det, at der med § 19, stk.
4, 2. pkt., i lov om kontantydelse indsættes en ny
bestemmelse, der udtrykkeligt bestemmer, at hvis et
tilbagebetalingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen i 1. pkt.
ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af
kravet.
Med § 19, stk. 4, 3.
pkt., foreslås, at forældelsesloven i stedet
finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse dog
tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med § 19, stk. 4, 4.
pkt., foreslås, at hvis tilbagebetalingskravet
tilbagesendes til kommunen, finder 1. pkt. på ny
anvendelse.
Den foreslåede regel om en ændring
af § 19, stk. 4, er både udtryk for en lovfæstelse
af gældende ret og skal desuden ses i sammenhæng med
nærværende lovforslags § 1, nr. 15, hvorefter der
med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse,
hvorefter forældelse af fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på
3-årsdagen fra fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Efter forældelseslovens § 2, stk.
1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve
at få fordringen opfyldt, og misligholdelsen af en
afdragsordning vedrørende tilbagebetalingskravet
indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses for
forfaldent til betaling, jf. § 10, 1. pkt., i
bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes
opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv
socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en midlertidig
jobpræmie til langtidsledige m.v., hvorefter afdragsordningen
anses for bortfaldet og hele gælden for forfalden, hvis
skyldner trods påkrav ikke overholder sin afdragsordning.
Starttidspunktet for den forældelsesfrist, der løber
efter forældelsesloven, når tilbagebetalingskravet
kommer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil
derfor være det anførte forfaldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages
til inddrivelse, er før modtagelsen omfattet af
forældelsesloven, og den 3-årige bortfaldsfrist i
§ 19, stk. 4, 1. pkt., i lov om kontantydelse er derfor ikke
en sådan forældelsesfrist, der via forslaget om den
foreløbige afbrydelse kan få en allerede
påbegyndt forældelsesfrist foreløbigt
afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet
inden dets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
være opnået et særligt retsgrundlag, f.eks. en
dom om eller skyldners skriftlige anerkendelse af
tilbagebetalingskravets eksistens og størrelse, som efter
forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, giver kravet en
10-årig forældelsesfrist. For sådanne
tilbagebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3
år fra modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Foreligger et særligt retsgrundlag ikke, følger det af
den foreslåede regel, at forældelsesloven anvendes fra
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelsesfristen vil
herefter være den almindelige forældelsesfrist på
3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse
tilfælde indebærer den foreslåede regel, at
forældelse vil indtræde på 3-årsdagen fra
modtagelsen, medmindre forældelsen forinden er afbrudt efter
forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til
fordringshaver, f.eks. fordi fordringshaver ikke søger
skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse
afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås det
præciseret, at bortfaldsreglen atter skal finde
anvendelse.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.4.
Til §
5
I forbindelse med indførelsen af
forældelsesloven blev der i flere love gennemført
nødvendige ændringer, jf. lov nr. 523 af 6. juni 2007.
I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95, stk. 4, (nu
stk. 2) i lov om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år
til 3 år. I de specielle bemærkninger til bestemmelsen
i lovforslaget, jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 5702, anføres, at det som
hidtil vil være sådan, at hvis der efter de
opkrævningsregler, som beskæftigelsesministeren har
fastsat efter lovens § 95, stk. 1, har været fastsat en
tilbagebetalingsordning, som er misligholdt, og kravet derfor
bliver overgivet til inddrivelse hos den statslige
restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være omfattet af
forældelseslovens almindelige regler, herunder reglerne om
afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et
tilbagebetalingskrav, efter at det på grund af misligholdelse
af den tilbagebetalingsordning, hvormed det opkræves, er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af
forældelsesloven og ikke længere omfattes af
bortfaldsreglen.
Tilbagebetalingspligten er nærmere
reguleret ved bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 om
kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en
midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v. § 10 i
bekendtgørelsen bestemmer, at hvis en skyldner trods
påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses
afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden,
hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om, at
kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik
på inddrivelse. En misligholdelse skyldes manglende betaling
trods mulighed for at betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen
følger, at kommunen yder henstand til skyldnere, der
modtager en række sociale ydelser eller ikke har en
nettoindkomst, der overstiger de nedre grænser for
betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge § 10
i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7
følger, at har der været fastsat en betalingsordning,
og kommer skyldneren senere igen i en situation, hvor der ikke er
betalingsevne, stilles afdragsordningen i bero.
Hvis der i 3 år efter hjælpens
ophør ikke har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand,
fastsættes en afdragsordning. Misligholdes denne, overdrages
kravet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af
forældelsesloven, kan afbrydes efter reglerne i
forældelseslovens §§ 15-18, mens den
forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners betalingsevne
kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt
ikke på tale, hvis skyldneren har undladt at afdrage på
sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed
herfor, jf. eksempelvis § 13, stk. 2, nr. 4, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Det giver derfor god
mening, at alene forældelsesloven og ikke tillige
bortfaldsreglen skal finde anvendelse på sådanne
tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse - dvs. undladt betaling trods mulighed herfor - er
kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skyldner har i en sådan situation forspildt den ret til
automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne netop har til
formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1,
afsnit G. A. 3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse
tilbagebetalingskrav forældelsesmæssigt omfattes af
forældelsesloven, hvis de er modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. fordringstypeoversigten Q2,
som afsnittet henviser til. Om tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, jf. oversigtens art nr. 211, anføres
således, at hvis en fastsat tilbagebetalingsordning er
misligholdt, anses hele gælden for forfalden, og kravet kan
overgives til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvorefter det er omfattet af forældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 5
foreslås, at der med § 70 f, stk.
11, 6. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
indsættes en ny bestemmelse, der udtrykkeligt bestemmer, at
hvis et tilbagebetalingskrav overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse,
finder bortfaldsreglen i 5. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet.
Med § 70 f, stk. 11,
7. pkt., foreslås, at forældelsesloven i stedet
finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse dog
tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med § 70 f, stk. 11,
8. pkt., foreslås, at hvis tilbagebetalingskravet
tilbagesendes til kommunen, finder 5. pkt. på ny
anvendelse.
Den foreslåede regel om en ændring
af § 70 f, stk. 11, er både udtryk for en
lovfæstelse af gældende ret og skal desuden ses i
sammenhæng med nærværende lovforslags § 1,
nr. 15, hvorefter der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en
bestemmelse, hvorefter forældelse af fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst
indtræder på 3-årsdagen fra fordringens
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Efter forældelseslovens § 2, stk.
1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve
at få fordringen opfyldt, og misligholdelsen af en
afdragsordning vedrørende tilbagebetalingskravet
indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses for
forfaldent til betaling, jf. § 10, 1. pkt., i
bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes
opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv
socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en midlertidig
jobpræmie til langtidsledige m.v., hvorefter afdragsordningen
anses for bortfaldet og hele gælden for forfalden, hvis
skyldner trods påkrav ikke overholder sin afdragsordning.
Starttidspunktet for den forældelsesfrist, der løber
efter forældelsesloven, når tilbagebetalingskravet
kommer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil
derfor være det anførte forfaldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages
til inddrivelse, er før modtagelsen omfattet af
forældelsesloven, og den 3-årige bortfaldsfrist i
§ 70 f, stk. 11, 5. pkt., i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats er derfor ikke en sådan
forældelsesfrist, der via forslaget om den foreløbige
afbrydelse kan få en allerede påbegyndt
forældelsesfrist foreløbigt afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet
inden dets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
være opnået et særligt retsgrundlag, f.eks. en
dom om eller skyldners skriftlige anerkendelse af
tilbagebetalingskravets eksistens og størrelse, som efter
forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, giver kravet en
10-årig forældelsesfrist. For sådanne
tilbagebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3
år fra modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Foreligger et særligt retsgrundlag ikke, følger det af
den foreslåede regel, at forældelsesloven anvendes fra
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelsesfristen vil
herefter være den almindelige forældelsesfrist på
3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse
tilfælde indebærer den foreslåede regel, at
forældelse vil indtræde på 3-årsdagen fra
modtagelsen, medmindre forældelsen forinden er afbrudt efter
forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til
fordringshaver, f.eks. fordi fordringshaver ikke søger
skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse
afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås det
præciseret, at bortfaldsreglen atter skal finde
anvendelse.
Det betyder, at hvis der i 3 år efter
hjælpens ophør ikke har været økonomisk
mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder det.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.4.
Til §
6
I forbindelse med indførelsen af
forældelsesloven blev der i flere love gennemført
nødvendige ændringer, jf. lov nr. 523 af 6. juni 2007.
I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95, stk. 4, (nu
stk. 2) i lov om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år
til 3 år. I de specielle bemærkninger til bestemmelsen
i lovforslaget, jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 5702, anføres, at det som
hidtil vil være sådan, at hvis der efter de
opkrævningsregler, som beskæftigelsesministeren har
fastsat efter lovens § 95, stk. 1, har været fastsat en
tilbagebetalingsordning, som er misligholdt, og kravet derfor
bliver overgivet til inddrivelse hos den statslige
restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være omfattet af
forældelseslovens almindelige regler, herunder reglerne om
afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et
tilbagebetalingskrav, efter at det på grund af misligholdelse
af den tilbagebetalingsordning, hvormed det opkræves, er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af
forældelsesloven og ikke længere omfattes af
bortfaldsreglen, der i dag findes i § 95, stk. 2, i lov om
aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere
reguleret ved bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 om
kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en
midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v. § 10 i
bekendtgørelsen bestemmer, at hvis en skyldner trods
påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses
afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden,
hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om, at
kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik
på inddrivelse. En misligholdelse skyldes manglende betaling
trods mulighed for at betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen
følger, at kommunen yder henstand til skyldnere, der
modtager en række sociale ydelser eller ikke har en
nettoindkomst, der overstiger de nedre grænser for
betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge § 10
i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7
følger, at har der været fastsat en betalingsordning,
og kommer skyldneren senere igen i en situation, hvor der ikke er
betalingsevne, stilles afdragsordningen i bero.
Hvis der i 3 år efter hjælpens
ophør ikke har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand,
fastsættes en afdragsordning. Misligholdes denne, overdrages
kravet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af
forældelsesloven, kan afbrydes efter reglerne i
forældelseslovens §§ 15-18, mens den
forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners betalingsevne
kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt
ikke på tale, hvis skyldneren har undladt at afdrage på
sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed
herfor, jf. eksempelvis § 13, stk. 2, nr. 4, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Det giver derfor god
mening, at alene forældelsesloven og ikke tillige
bortfaldsreglen skal finde anvendelse på sådanne
tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse - dvs. undladt betaling trods mulighed herfor - er
kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skyldner har i en sådan situation forspildt den ret til
automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne netop har til
formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1,
afsnit G. A. 3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse
tilbagebetalingskrav forældelsesmæssigt omfattes af
forældelsesloven, hvis de er modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. fordringstypeoversigten Q2,
som afsnittet henviser til. Om tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, jf. oversigtens art nr. 211, anføres
således, at hvis en fastsat tilbagebetalingsordning er
misligholdt, anses hele gælden for forfalden, og kravet kan
overgives til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvorefter det er omfattet af forældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 6
foreslås, at der med § 95, stk. 2,
2. pkt., i lov om aktiv socialpolitik indsættes en ny
bestemmelse, der udtrykkeligt bestemmer, at hvis et
tilbagebetalingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen i 1. pkt.
ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af
kravet.
Med § 95, stk. 2, 3.
pkt., foreslås, at forældelsesloven i stedet
finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse dog
tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med § 95, stk. 2, 4.
pkt., foreslås, at hvis tilbagebetalingskravet
tilbagesendes til kommunen eller Udbetaling Danmark, jf. stk. 1, 1.
pkt., finder stk. 2, 1. pkt., på ny anvendelse.
Den foreslåede regel om en ændring
af § 95, stk. 2, er både udtryk for en lovfæstelse
af gældende ret og skal desuden ses i sammenhæng med
nærværende lovforslags § 1, nr. 15, hvorefter der
med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse,
hvorefter forældelse af fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på
3-årsdagen fra fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Efter forældelseslovens § 2, stk.
1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve
at få fordringen opfyldt, og misligholdelsen af en
afdragsordning vedrørende tilbagebetalingskravet
indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses for
forfaldent til betaling, jf. § 10, 1. pkt., i
bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes
opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv
socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en midlertidig
jobpræmie til langtidsledige m.v., hvorefter afdragsordningen
anses for bortfaldet og hele gælden for forfalden, hvis
skyldner trods påkrav ikke overholder sin afdragsordning.
Starttidspunktet for den forældelsesfrist, der løber
efter forældelsesloven, når tilbagebetalingskravet
kommer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil
derfor være det anførte forfaldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages
til inddrivelse, er før modtagelsen omfattet af
forældelsesloven, og den 3-årige bortfaldsfrist i
§ 95, stk. 2, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik er derfor
ikke en sådan forældelsesfrist, der via forslaget om
den foreløbige afbrydelse kan få en allerede
påbegyndt forældelsesfrist foreløbigt
afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet
inden dets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
være opnået et særligt retsgrundlag, f.eks. en
dom om eller skyldners skriftlige anerkendelse af
tilbagebetalingskravets eksistens og størrelse, som efter
forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, giver kravet en
10-årig forældelsesfrist. For sådanne
tilbagebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3
år fra modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Foreligger et særligt retsgrundlag ikke, følger det af
den foreslåede regel, at forældelsesloven anvendes fra
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelsesfristen vil
herefter være den almindelige forældelsesfrist på
3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse
tilfælde indebærer den foreslåede regel, at
forældelse vil indtræde på 3-årsdagen fra
modtagelsen, medmindre forældelsen forinden er afbrudt efter
forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til
fordringshaver, f.eks. fordi fordringshaver ikke søger
skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse
afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås det
præciseret, at bortfaldsreglen atter skal finde anvendelse.
Det betyder, at hvis der er forløbet 3 år efter
hjælpens ophør, uden at der har været
økonomisk mulighed for at gennemføre kravet,
bortfalder det.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.4.
Til §
7
I forbindelse med indførelsen af
forældelsesloven blev der i flere love gennemført
nødvendige ændringer, jf. lov nr. 523 af 6. juni 2007.
I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95, stk. 4, i lov
om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år til 3 år.
I de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget,
jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil være
sådan, at hvis der efter de opkrævningsregler, som
beskæftigelsesministeren har fastsat efter lovens § 95,
stk. 1, har været fastsat en tilbagebetalingsordning, som er
misligholdt, og kravet derfor bliver overgivet til inddrivelse hos
den statslige restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være
omfattet af forældelseslovens almindelige regler, herunder
reglerne om afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et
tilbagebetalingskrav, efter at det på grund af misligholdelse
af den tilbagebetalingsordning, hvormed det opkræves, er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af
forældelsesloven og ikke længere omfattes af
bortfaldsreglen, der i dag findes i § 95, stk. 2, i lov om
aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere
reguleret ved bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 om
kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en
midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v. § 10 i
bekendtgørelsen bestemmer, at hvis en skyldner trods
påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses
afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden,
hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om, at
kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik
på inddrivelse. En misligholdelse skyldes manglende betaling
trods mulighed for at betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen
følger, at kommunen yder henstand til skyldnere, der
modtager en række sociale ydelser eller ikke har en
nettoindkomst, der overstiger de nedre grænser for
betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge § 10
i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7
følger, at har der været fastsat en betalingsordning,
og kommer skyldneren senere igen i en situation, hvor der ikke er
betalingsevne, stilles afdragsordningen i bero.
Hvis der i 3 år efter hjælpens
ophør ikke har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand,
fastsættes en afdragsordning. Misligholdes denne, overdrages
kravet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af
forældelsesloven, kan afbrydes efter reglerne i
forældelseslovens §§ 15-18, mens den
forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners betalingsevne
kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt
ikke på tale, hvis skyldneren har undladt at afdrage på
sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed
herfor, jf. eksempelvis § 13, stk. 2, nr. 4, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Det giver derfor god
mening, at alene forældelsesloven og ikke tillige
bortfaldsreglen skal finde anvendelse på sådanne
tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse - dvs. undladt betaling trods mulighed herfor - er
kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skyldner har i en sådan situation forspildt den ret til
automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne netop har til
formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1,
afsnit G. A. 3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse
tilbagebetalingskrav forældelsesmæssigt omfattes af
forældelsesloven, hvis de er modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. fordringstypeoversigten Q2,
som afsnittet henviser til. Om tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, jf. oversigtens art nr. 211, anføres
således, at hvis en fastsat tilbagebetalingsordning er
misligholdt, anses hele gælden for forfalden, og kravet kan
overgives til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvorefter det er omfattet af forældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 7
foreslås det, at der med § 19, stk.
3, 2. pkt., i lov om en midlertidig jobpræmie til
langtidsledige m.v. indsættes en ny bestemmelse, der
udtrykkeligt bestemmer, at hvis et tilbagebetalingskrav overdrages
til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på
inddrivelse, finder bortfaldsreglen i 1. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet.
Med § 19, stk. 3, 3.
pkt., foreslås, at forældelsesloven i stedet
finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse dog
tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med § 19, stk. 3, 4.
pkt., foreslås, at hvis tilbagebetalingskravet
tilbagesendes til Udbetaling Danmark, finder 1. pkt. på ny
anvendelse.
Den foreslåede regel om en ændring
af § 19, stk. 3, er både udtryk for en lovfæstelse
af gældende ret og skal samtidig ses i sammenhæng med
nærværende lovforslags § 1, nr. 15, hvorefter der
med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse,
hvorefter forældelse af fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på
3-årsdagen fra fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Efter forældelseslovens § 2, stk.
1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve
at få fordringen opfyldt, og misligholdelsen af en
afdragsordning vedrørende tilbagebetalingskravet
indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses for
forfaldent til betaling, jf. § 10, 1. pkt., i
bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes
opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv
socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en midlertidig
jobpræmie til langtidsledige m.v., hvorefter afdragsordningen
anses for bortfaldet og hele gælden for forfalden, hvis
skyldner trods påkrav ikke overholder sin afdragsordning.
Starttidspunktet for den forældelsesfrist, der løber
efter forældelsesloven, når tilbagebetalingskravet
kommer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil
derfor være det anførte forfaldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages
til inddrivelse, er før modtagelsen omfattet af
forældelsesloven, og den 3-årige bortfaldsfrist i
§ 19, stk. 3, 1. pkt., i lov om en midlertidig jobpræmie
til langtidsledige m.v. er derfor ikke en sådan
forældelsesfrist, der via forslaget om den foreløbige
afbrydelse kan få en allerede påbegyndt
forældelsesfrist foreløbigt afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet
inden dets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
være opnået et særligt retsgrundlag, f.eks. en
dom om eller skyldners skriftlige anerkendelse af
tilbagebetalingskravets eksistens og størrelse, som efter
forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, giver kravet en
10-årig forældelsesfrist. For sådanne
tilbagebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3
år fra modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Foreligger et særligt retsgrundlag ikke, følger det af
den foreslåede regel, at forældelsesloven anvendes fra
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelsesfristen vil
herefter være den almindelige forældelsesfrist på
3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse
tilfælde indebærer den foreslåede regel, at
forældelse vil indtræde på 3-årsdagen fra
modtagelsen, medmindre forældelsen forinden er afbrudt efter
forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til
fordringshaver, f.eks. fordi fordringshaver ikke søger
skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse
afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås det
præciseret, at bortfaldsreglen atter skal finde
anvendelse.
Der henvises de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.4.
Til §
8
I forbindelse med indførelsen af
forældelsesloven blev der i flere love gennemført
nødvendige ændringer, jf. lov nr. 523 af 6. juni 2007.
I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95, stk. 4, i lov
om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år til 3 år.
I de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget,
jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil være
sådan, at hvis der efter de opkrævningsregler, som
beskæftigelsesministeren har fastsat efter lovens § 95,
stk. 1, har været fastsat en tilbagebetalingsordning, som er
misligholdt, og kravet derfor bliver overgivet til inddrivelse hos
den statslige restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være
omfattet af forældelseslovens almindelige regler, herunder
reglerne om afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et
tilbagebetalingskrav, efter at det på grund af misligholdelse
af den tilbagebetalingsordning, hvormed det opkræves, er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af
forældelsesloven og ikke længere omfattes af
bortfaldsreglen, der i dag findes i § 95, stk. 2, i lov om
aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere
reguleret ved bekendtgørelse nr. 978 af 11. august 2017 om
kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter
dagtilbudslovens § 93, stk. 3. § 9 i
bekendtgørelsen bestemmer, at hvis en skyldner trods
påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses
afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden,
hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om, at
kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik
på inddrivelse. En misligholdelse skyldes man?glende
betaling trods mulighed for at betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen
følger, at kommunen yder henstand til skyldnere, der
modtager en række sociale ydelser eller ikke har en
nettoindkomst, der overstiger de nedre grænser for
betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge § 10
i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7
følger, at har der været fastsat en betalingsordning,
og kommer skyldneren senere igen i en situation, hvor der ikke er
betalingsevne, stilles afdragsordningen i bero.
Hvis der i 5 år efter tilskuddets
ophør ikke har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand,
fastsættes en afdragsordning. Misligholdes denne, overdrages
kravet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af
forældelsesloven, kan afbrydes efter reglerne i
forældelseslovens §§ 15-18, mens den
forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners betalingsevne
kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt
ikke på tale, hvis skyldneren har undladt at afdrage på
sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed
herfor, jf. eksempelvis § 13, stk. 2, nr. 4, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Det giver derfor god
mening, at alene forældelsesloven og ikke tillige
bortfaldsreglen skal finde anvendelse på sådanne
tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse - dvs. undladt betaling trods mulighed herfor - er
kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skyldner har i en sådan situation forspildt den ret til
automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne netop har til
formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1,
afsnit G. A. 3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse
tilbagebetalingskrav forældelsesmæssigt omfattes af
forældelsesloven, hvis de er modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. fordringstypeoversigten Q2,
som afsnittet henviser til. Om tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, jf. oversigtens art nr. 211, anføres
således, at hvis en fastsat tilbagebetalingsordning er
misligholdt, anses hele gælden for forfalden, og kravet kan
overgives til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvorefter det er omfattet af forældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 8
foreslås, at der med § 93, stk. 2,
2. pkt., i dagtilbudsloven indsættes en ny
bestemmelse, der udtrykkeligt bestemmer, at hvis et
tilbagebetalingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen i 1. pkt.
ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af
kravet.
Med § 93, stk. 2, 3.
pkt., foreslås, at forældelsesloven i stedet
finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse dog
tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med § 93, stk. 2, 4.
pkt., foreslås, at hvis tilbagebetalingskravet
tilbagesendes til kommunen, finder 1. pkt. på ny
anvendelse.
Den foreslåede regel om en ændring
af § 93, stk. 2, er både udtryk for en lovfæstelse
af gældende ret og skal desuden ses i sammenhæng med
nærværende lovforslags § 1, nr. 15, hvorefter der
med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse,
hvorefter forældelse af fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på
3-årsdagen fra fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Efter forældelseslovens § 2, stk.
1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve
at få fordringen opfyldt, og misligholdelsen af en
afdragsordning vedrørende tilbagebetalingskravet
indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses for
forfaldent til betaling, jf. § 9, 1. pkt., i
bekendtgørelse nr. 978 af 11. august 2017 om
kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter
dagtilbudslovens § 93, stk. 3, hvorefter afdragsordningen
anses for bortfaldet og hele gælden for forfalden, hvis
skyldner trods påkrav ikke overholder sin afdragsordning.
Starttidspunktet for den forældelsesfrist, der løber
efter forældelsesloven, når tilbagebetalingskravet
kommer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil
derfor være det anførte forfaldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages
til inddrivelse, er før modtagelsen omfattet af
forældelsesloven, og den 5-årige bortfaldsfrist i
dagtilbudslovens § 93, stk. 2, er derfor ikke en sådan
forældelsesfrist, der via forslaget om den foreløbige
afbrydelse kan få en allerede påbegyndt
forældelsesfrist foreløbigt afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet
inden dets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
være opnået et særligt retsgrundlag, f.eks. en
dom om eller skyldners skriftlige anerkendelse af
tilbagebetalingskravets eksistens og størrelse, som efter
forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, giver kravet en
10-årig forældelsesfrist. For sådanne
tilbagebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3
år fra modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Foreligger et særligt retsgrundlag ikke, følger det af
den foreslåede regel, at forældelsesloven anvendes fra
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelsesfristen vil
herefter være den almindelige forældelsesfrist på
3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse
tilfælde indebærer den foreslåede regel, at
forældelse vil indtræde på 3-årsdagen fra
modtagelsen, medmindre forældelsen forinden er afbrudt efter
forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til
fordringshaver, f.eks. fordi fordringshaver ikke søger
skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse
afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås det
præciseret, at bortfaldsreglen atter skal finde
anvendelse.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.4.
Til §
9
I forbindelse med indførelsen af
forældelsesloven blev der i flere love gennemført
nødvendige ændringer, jf. lov nr. 523 af 6. juni 2007.
I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95, stk. 4, i lov
om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år til 3 år.
I de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget,
jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil være
sådan, at hvis der efter de opkrævningsregler, som
beskæftigelsesministeren har fastsat efter lovens § 95,
stk. 1, har været fastsat en tilbagebetalingsordning, som er
misligholdt, og kravet derfor bliver overgivet til inddrivelse hos
den statslige restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være
omfattet af forældelseslovens almindelige regler, herunder
reglerne om afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et
tilbagebetalingskrav, efter at det på grund af misligholdelse
af den tilbagebetalingsordning, hvormed det opkræves, er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af
forældelsesloven og ikke længere omfattes af
bortfaldsreglen, der i dag findes i § 95, stk. 2, i lov om
aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere
reguleret ved bekendtgørelse nr. 330 af 27. marts 2017 om
kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter
lov om social service. § 9 i bekendtgørelsen bestemmer,
at hvis en skyldner trods påkrav ikke overholder en
afdragsordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele
gælden for forfalden, hvorefter fordringshaveren
træffer afgørelse om, at kravet overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse.
En misligholdelse skyldes manglende betaling trods mulighed for at
betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen
følger, at kommunen yder henstand til skyldnere, der
modtager en række sociale ydelser eller ikke har en
nettoindkomst, der overstiger de nedre grænser for
betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge § 10
i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7
følger, at har der været fastsat en betalingsordning,
og kommer skyldneren senere igen i en situation, hvor der ikke er
betalingsevne, stilles afdragsordningen i bero.
Hvis der i 5 år efter hjælpens
ophør ikke har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand,
fastsættes en afdragsordning. Misligholdes denne, overdrages
kravet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af
forældelsesloven, kan afbrydes efter reglerne i
forældelseslovens §§ 15-18, mens den
forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners betalingsevne
kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt
ikke på tale, hvis skyldneren har undladt at afdrage på
sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed
herfor, jf. eksempelvis § 13, stk. 2, nr. 4, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Det giver derfor god
mening, at alene forældelsesloven og ikke tillige
bortfaldsreglen skal finde anvendelse på sådanne
tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse - dvs. undladt betaling trods mulighed herfor - er
kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skyldner har i en sådan situation forspildt den ret til
automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne netop har til
formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1,
afsnit G. A. 3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse
tilbagebetalingskrav forældelsesmæssigt omfattes af
forældelsesloven, hvis de er modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. fordringstypeoversigten Q2,
som afsnittet henviser til. Om tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, jf. oversigtens art nr. 211, anføres
således, at hvis en fastsat tilbagebetalingsordning er
misligholdt, anses hele gælden for forfalden, og kravet kan
overgives til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvorefter det er omfattet af forældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 9
foreslås, at der med § 165, stk. 2,
2. pkt., i lov om social service indsættes en ny
bestemmelse, der udtrykkeligt bestemmer, at hvis et
tilbagebetalingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen i 1. pkt.
ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af
kravet.
Med § 165, stk. 2,
3. pkt., foreslås, at forældelsesloven i stedet
finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse dog
tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med § 165, stk. 2,
4. pkt., foreslås, at hvis tilbagebetalingskravet
tilbagesendes til kommunen, finder 1. pkt. på ny
anvendelse.
Den foreslåede regel om en ændring
af § 165, stk. 2, er både udtryk for en
lovfæstelse af gældende ret og skal desuden ses i
sammenhæng med nærværende lovforslags § 1,
nr. 15, hvorefter der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en
bestemmelse, hvorefter forældelse af fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst
indtræder på 3-årsdagen fra fordringens
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Efter forældelseslovens § 2, stk.
1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve
at få fordringen opfyldt, og misligholdelsen af en
afdragsordning vedrørende tilbagebetalingskravet
indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses for
forfaldent til betaling, jf. § 9, 1. pkt., i
bekendtgørelse nr. 330 af 27. marts 2017 om
kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter
lov om social service, hvorefter afdragsordningen anses for
bortfaldet og hele gælden for forfalden, hvis skyldner trods
påkrav ikke overholder sin afdragsordning. Starttidspunktet
for den forældelsesfrist, der løber efter
forældelsesloven, når tilbagebetalingskravet kommer
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil derfor
være det anførte forfaldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages
til inddrivelse, er før modtagelsen omfattet af
forældelsesloven, og den 5-årige bortfaldsfrist i
§ 165, stk. 2, i lov om social service er derfor ikke en
sådan forældelsesfrist, der via forslaget om den
foreløbige afbrydelse kan få en allerede
påbegyndt forældelsesfrist foreløbigt
afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet
inden dets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
være opnået et særligt retsgrundlag, f.eks. en
dom om eller skyldners skriftlige anerkendelse af
tilbagebetalingskravets eksistens og størrelse, som efter
forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, giver kravet en
10-årig forældelsesfrist. For sådanne
tilbagebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3
år fra modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Foreligger et særligt retsgrundlag ikke, følger det af
den foreslåede regel, at forældelsesloven anvendes fra
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelsesfristen vil
herefter være den almindelige forældelsesfrist på
3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse
tilfælde indebærer den foreslåede regel, at
forældelse vil indtræde på 3-årsdagen fra
modtagelsen, medmindre forældelsen forinden er afbrudt efter
forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til
fordringshaver, f.eks. fordi fordringshaver ikke søger
skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse
afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås det
præciseret, at bortfaldsreglen atter skal finde
anvendelse.
Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.4.
Til §
10
Til nr. 1
Det følger af § 5, stk. 1, i lov
om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter
m.v., at udlæg foretages, hvis ikke andet er bestemt i loven,
efter reglerne i retsplejelovens kapitler 45-47.
Efter retsplejelovens § 493, stk. 1,
underretter fogedretten så vidt muligt skyldneren om tid og
sted for forretningen. Skal forretningen foretages uden for rettens
kontor, angives tid og sted så bestemt som foreneligt med
tilrettelæggelsen af rettens arbejde. Underretningen kan ske
ved tilsigelse til forretningen, jf. § 494.
Det følger af § 493, stk. 2, at
underretning kan undlades, hvis fogedretten finder det
ubetænkeligt at foretage forretningen uden forudgående
meddelelse til skyldneren, eller hvis det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive
væsentligt forringet. Fogedretten kan i sidstnævnte
tilfælde betinge fuldbyrdelsen af forudgående
sikkerhedsstillelse.
Hvis fuldbyrdelse forlanges på grundlag
af udpantningsret, skal meddelelse om forretningen forkyndes for
skyldneren, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Meddelelsen
skal indeholde oplysninger om kravets grundlag og størrelse
og sidste rettidige betalingsdag. Ved senere forretninger for samme
krav gives alene meddelelse efter reglerne i stk. 1 og 2, jf.
retsplejelovens § 493, stk. 3.
Med forslaget til §
5, stk. 1, 2. pkt., i lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v. foreslås det, at
retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., ikke skal finde
anvendelse for fordringer, der er omfattet af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Det indebærer, at meddelelser med
tilsigelser til udlæg, der foretages af
restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, ikke skal indeholde
de i retsplejelovens § 493, stk. 3, 2pkt., nævnte
oplysninger. For kravene til sådanne meddelelser henvises til
den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, i lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.,
jf. lovforslagets § 10, nr. 2.
Der henvises til lovforslagets almindelige
bemærkninger, afsnit 2.7.
Til nr.
2
Det foreslås med forslaget til § 5, stk. 2, i lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.,
at meddelelsen, som er nævnt i retsplejelovens § 493,
stk. 3, 1. pkt., i tilfælde, hvor retsplejelovens § 493,
stk. 3, 2. pkt., ikke finder anvendelse, skal indeholde oplysninger
om ford?ringshaver, fordringstype, fordringens modtagelsesdato
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kravets størrelse og,
hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget oplysningerne
herom, tillige periode eller stiftelsesdato.
Det foreslås således, at
tilsigelser med forkyndelse af udlægsforretninger, der
foretages af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder,
fremadrettet skal indeholde oplysninger om fordringshaver,
fordringstype, fordringens modtagelsesdato hos
restanceinddrivelsesmyndigheden og de oplysninger, der i
øvrigt er relevante for at beskrive fordringen (periode
eller stiftelsesdato). Angivelse af kravets størrelse skal
ligeledes fortsat indgå i en tilsigelse.
Det foreslås således, at kravet om
angivelse af kravets grundlag og sidste rettidige betalingsdato i
retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., erstattes af
oplysninger om fordringshaver og fordringstype og fordringens
modtagelsesdato hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skyldner vil have mulighed for ved henvendelse
til restanceinddrivelsesmyndigheden at anmode om supplerende
oplysninger om fordringen, såfremt dette er nødvendigt
for at identificere fordringen. Denne mulighed vil også
fremgå af forkyndelsen til skyldner.
Der henvises til lovforslagets almindelige
bemærkninger, afsnit 2.7.
Til nr.
3
Det foreslås med forslaget til §
5, stk. 4, i lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.,
at der gives skatteministeren en bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der skal
meddeles efter stk. 2.
Det forudsættes, at der fastsættes
principper for afgrænsningen af en fordringstype,
således at det bliver muligt at beskrive fordringer på
et mere generelt niveau. Fordringstyper kan f.eks. være
A-skat (med oplysning om periode) eller bøde (f.eks.
trafikforseelse med oplysning om stiftelsesdato).
Der henvises til lovforslagets almindelige
bemærkninger, afsnit 2.7.
Til §
11
Det foreslås i stk.
1, at loven træder i kraft den 1. juni 2018, jf. dog
stk. 2.
Det foreslås i stk.
2, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af de bestemmelser, der foreslås i
lovforslagets § 1, nr. 11 og 12, om håndteringen af
negative korrektioner ved lønindeholdelse.
Det forventes, at den systemmæssige
implementering af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr.
499 af 27. marts 2015 om kildeskat i systemet eIndkomst vil
være gennemført den 20. september 2018, som derfor
forventes at skulle være
ikrafttrædelsestidspunktet.
Det foreslås i stk.
3, at § 3 B og § 18 a, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, som affattet ved de
foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 6 og
15, ikke finder anvendelse på fordringer m.v., der modtages
til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden før 1.
juni 2018. For sådanne fordringer m.v. foreslås, at de
hidtil gældende regler skal finde anvendelse.
Det foreslås i stk.
4, at de foreslåede bestemmelser i lovforslagets
§§ 2 og 3 ikke finder anvendelse på
ansøgninger, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden
før 1. juni 2018. For sådanne ansøgninger
foreslås, at de hidtil gældende regler skal finde
anvendelse.
Dermed vil der fra lovens ikrafttræden
ikke længere kunne ansøges om eftergivelse efter
forsøgsordningen med eftergivelse af gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper. Samtidig vil
ophævelsen af skattefrihed for eftergivet gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper efter kapitel 3 a i lov om
forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for
socialt udsatte grupper have virkning for ansøgninger, der
modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni 2018 eller
senere.
Ansøgninger om eftergivelse, der
modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni 2018 eller
senere, vil derfor ikke blive behandlet. De eftergivelsesager, hvor
der er ansøgt inden den 1. juni 2018, og som resulterer i en
afgørelse om eftergivelse, vil kunne fortsætte, indtil
de gradvist udløber. Og der vil fortsat være
skattefrihed for eventuel eftergivet gæld efter ordningen.
Eftergivelsessagerne vil som udgangspunkt udløbe efter de 4
års forløb, hvis skyldneren fastholder sin tilknytning
til arbejdsmarkedet eller uddannelse uafbrudt i hele denne periode.
Kommer skyldner i en midlertidig periode på mindre end 1
år igen på offentlig forsørgelse, kan
eftergivelsessagen dog midlertidigt stilles i bero, indtil skyldner
igen er tilbage på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. I
disse tilfælde vil eftergivelsessagen således kunne
strække sig ud over de 4 år.
Der er ikke medtaget en
territorialitetsbestemmelse, da ingen af de love, hvori der
foreslås ændringer, gælder for
Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
lov | | Lovforslaget | | | | | | Skatteministeriet | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015,
som ændret ved lov nr. 1253 af 17. november 2015, § 1 i
lov nr. 298 af 22. marts 2016, § 1 i lov nr. 428 af 18. maj
2016, § 1 i lov nr. 114 af 31. januar 2017 og § 1 i lov
nr. 258 af 10. april 2018, foretages følgende
ændringer: | | | | § 2. - -
- Stk. 2.-4. - -
- | | 1. I § 2 indsættes efter stk. 4 som nye
stykker: | Stk. 5. Ved
overdragelse af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden skal
en kommunalt ejet forsyningsvirksomhed eller den, der på
dennes vegne opkræver fordringen, oplyse skyldnerens
personnummer. Hvis forsyningsvirksomheden ikke er i besiddelse af
skyldnerens personnummer, skal forsyningsvirksomheden eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, inden
overdragelsen af fordringen skriftligt anmode skyldneren om inden
for en nærmere angiven frist at oplyse sit personnummer.
Anmodningen skal indeholde oplysning om adgangen til at indhente
skyldnerens personnummer fra Det Centrale Personregister efter
fristens udløb, jf. stk. 6. | | »Stk. 5.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved kendskab til eller mistanke
om datafejl, der kan henføres til forhold hos fordringshaver
eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver
fordringen, helt eller delvist suspendere inddrivelse af
fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyndighedens skøn
kan være berørt af fejlen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden ophæver suspensionen,
når fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, har identificeret og
tilbagekaldt de fordringer, som efter en undersøgelse
gennemført af fordringshaver eller den, der på vegne
af fordringshaveren opkræver fordringen, har vist sig at
være berørt af fejlen. Har fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
ikke inden for en af restanceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt
af fejlen, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende
samtlige de fordringer med renter og gebyrer, der omfattes af
suspensionen. | Stk. 6. Har
skyldneren ikke oplyst sit personnummer inden for den angivne
frist, eller foreligger der begrundet tvivl om rigtigheden af
skyldnerens oplysning herom, kan forsyningsvirksomheden eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, ved
henvendelse til en kommunalbestyrelse efter forudgående
entydig identifikation af skyldneren få oplyst skyldnerens
personnummer fra Det Centrale Personregister. Kommunalbestyrelsen
skal behandle anmodningen senest 10 hverdage efter modtagelsen
heraf. | | Stk. 6.
Fordringer, som er omfattet af suspension efter stk. 5, forrentes
fortsat efter § 5. | Stk. 7.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, skal, såfremt denne bliver bekendt
med væsentlige ændringer i skyldnerens forhold efter
overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden,
underrette restanceinddrivelsesmyndigheden herom og kan i den
forbindelse anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at
intensivere inddrivelsen eller at sende sagen tilbage til
fordringshaveren, med henblik på at fordringshaveren kan
tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen.
Fordringer, der er omfattet af refusionsret fra statskassen, sendes
ikke tilbage til fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren har forestået opkrævningen, jf. dog
stk. 8. | | Stk. 7.
Ophæves en suspension, genindtræder de fordringer, som
ikke er tilbagekaldt af fordringshaver eller den, der på
vegne af fordringshaver opkræver fordringen, i
dækningsrækkefølgen efter § 4.
Dækninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget
på skyldners anden gæld i den periode, hvor
fordringerne var omfattet af suspensionen efter stk. 5,
ophæves ikke. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved
tilbagesendelse efter stk. 5, 3. pkt., træffe beslutning om,
hvorvidt dækninger, der allerede er foretaget på de
berørte fordringer, mens de var under inddrivelse, skal
ophæves, samt om hvorvidt tilskrevne inddrivelsesrenter skal
ophæves.« | Stk. 8.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, kan helt eller delvis kalde en fordring
tilbage, der er oversendt til inddrivelse, med henblik på at
foretage modregning for kravet. | | Stk. 5-9 bliver herefter stk. 8-12. | Stk. 9.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de
forhold, der er nævnt i stk. 1-8, herunder en
beløbsmæssig mindstegrænse for fordringer, der
overdrages til inddrivelse, og om fremgangsmåden ved
overdragelse af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden,
tilbagekaldelse af fordringer til opkrævningsmyndigheden,
størrelsen af fordringer m.v., som der kan tillades
afdragsvis betaling eller henstand med, og om tidsfrister for
afdragsvis betaling og henstand. Skatteministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at overdragelse af fordringer kan ske
elektronisk. | | 4. I § 2, stk. 9, 1. pkt., der bliver stk.
12, 1. pkt., ændres »stk. 1-8« til: »stk.
1-11«. | | | | § 3. - -
- | | | Stk. 2-7. - -
- | | | Stk. 8.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler til
gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-7. Skatteministeren
kan endvidere fastsætte regler, hvorefter fordringshavere og
andre offentlige myndigheder får elektronisk adgang til
oplysninger registreret af restanceinddrivelsesmyndigheden om
restancens størrelse i forhold til vedkommende
fordringshaver, og om der foreligger restante fordringer i forhold
til andre fordringshavere. | | 5. I § 3, stk. 8, 1. pkt., indsættes
efter »3-7«: »og om fradrag af
pensionsindbetalinger ved betalingsevnevurdering«, og som
3. pkt. indsættes: | | »Skatteministeren kan fastsætte
nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens
redegørelse for renter efter kildeskattelovens §§
62 A og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via
skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre
fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, i
afgørelser og meddelelser til skyldner og
andre.« | | | | | | 6. Efter §
3 A indsættes: | | | »§ 3 B.
Renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og
gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf.
opkrævningslovens § 16, eller andre
fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, behandles med
hensyn til forældelse som selvstændige hovedkrav, efter
at restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til
inddrivelse. Det samme gælder renter og gebyrer, som
restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddrivelse, uden at
hovedkravet samtidig overdrages til inddrivelse, eller uden at det
i forbindelse med overdragelsen oplyses, at hovedkravet allerede er
under inddrivelse. Andre gebyrer end de, der nævnes i 1. og
2. pkt., anses, når de modtages af
restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, med hensyn til
accessorisk forældelse efter forældelseslovens §
23, stk. 2, alene at vedrøre det hovedkrav, som gebyret ved
overdragelsen oplyses at være knyttet til. | | | Stk. 2.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de
forhold, der reguleres af stk. 1. | | | | | | § 3 C.
Indtræder der et skyldnerskifte for en fordring, der er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder som
følge af dødsfald, fusion og spaltning, forbliver
fordringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og renter
tilskrives fortsat i medfør af § 5, stk. 1. Efter at
have fået kendskab til skyldnerskiftet giver
restanceinddrivelsesmyndigheden den eller de nye skyldnere en
betalingsfrist på 14 dage, inden for hvilken
restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage modregning, mens anden
form for inddrivelse af fordringen alene kan foretages, hvis
inddrivelsen er nødvendig for at afbryde
forældelsen.« | | | | § 4. - -
- | | 7. I § 4, stk. 2, indsættes som 3. og 4.
pkt.: | Stk. 2.
Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis
fordringer inden for samme kategori, jf. stk. 1, dækkes
fordringerne i den rækkefølge, de modtages hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den fordring, der
først modtages, dækkes først. Krav på
rente dækkes dog forud for hovedkravet. | | »For en opkrævningsrente
lægges det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden fik
oplyst ved modtagelsen af opkrævningsrenten, til grund ved
anvendelsen af 2. pkt. Er en oplysning om hovedkravet ikke givet
ved modtagelsen af en opkrævningsrente, anvendes alene 1.
pkt.« | Stk. 3-7. - -
- | | | | | | | | 8. I § 9 a indsættes som stk. 2 og 3: | § 9 a.
Modregning, der gennemføres af
restanceinddrivelsesmyndigheden eller af told- og
skatteforvaltningen som fordringshaver, kan ske uden
partshøring af skyldneren og uden forudgående
vurdering af dennes økonomiske forhold. | | »Stk. 2.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er i begrundelsen for en
afgørelse om modregning alene forpligtet til at henvise til,
at fordringen er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. | | | Stk. 3. Ved
modregning med renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og
63 lægger restanceinddrivelsesmyndigheden det hovedkrav, som
restanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af disse renter fik
oplyst, til grund, når modregningen gennemføres, efter
at skyldnerens krav på udbetaling fra staten er overdraget
til tredjemand.« | | | | § 10. - -
- | | 9. § 10, stk. 2, 1. pkt., ophæves, og
i stedet indsættes: | Stk. 2. Har en
skyldner ikke inden det tidspunkt, da udlæg kan
begæres, betalt den gæld, der påhviler den
pågældende, kan restanceinddrivelsesmyndigheden
træffe afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i
skatteyderens beregnede eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er
nødvendigt til betaling af gælden med
påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre
omkostninger. Der kan dog ikke ske indeholdelse i indkomst, som er
valgt beskattet efter kildeskattelovens § 48 E.
Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om
lønindeholdelse indberettes til Det Fælles
Lønindeholdelsesregister, jf. § 3 i lov om Det
Fælles Lønindeholdelsesregister. | | »Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
træffe afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i
skatteyderens beregnede eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er
nødvendigt til betaling af fordringer med
påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre
omkostninger, hvor betalingsfristen er overskredet.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er i begrundelsen for
afgørelsen om lønindeholdelse alene forpligtet til at
henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.« | Stk. 3.
Indeholdelse efter stk. 1 kan foretages, selv om udbetalingen eller
godskrivningen af A-indkomst også er genstand for
indeholdelse af skat efter kildeskattelovens §§ 46 og 49.
Indeholdelsen sker med en procentdel (indeholdelsesprocenten) af
den beregnede eller godskrevne A-indkomst. Indeholdelsesprocenten
meddeles til told- og skatteforvaltningen og indgår i
indeholdelsesprocenten efter kildeskattelovens § 48, stk. 4.
Ved afgørelse om indeholdelse skal der overlades skyldneren
det nødvendige til eget og familiens underhold.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
betalingsevnevurdering, herunder rådighedsbeløb, til
fastsættelse af den del af A-indkomsten, som maksimalt kan
indeholdes. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler
om, at der ikke kan ske indeholdelse i A-indkomst bestående
af visse ydelser. Ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten
kan den samlede indeholdelsesprocent efter kildeskattelovens §
48, stk. 4, ikke overstige 100. | | | Stk. 4.-8. - -
- | | | | | | § 10 a. Der
kan ske særskilt lønindeholdelse af beløb til
dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af renter,
gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af
bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber og af
beløb til dækning af medielicens og radiolicens med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed. | | 11. I § 10 a, stk. 1, indsættes efter
»til dækning af«: »tilbagebetalingskrav
efter § 10 b, stk. 3, hidrørende fra særskilt
lønindeholdelse samt«. | Stk. 2. - -
- | | | | | | | | 12. Efter §
10 a indsættes før overskriften før §
11: | | | Ȥ 10
b. Nedsættes det samlede beløb, der er
indeholdt i A-skat og lønindeholdt efter §§ 10
eller 10 a, som følge af en indeholdelsespligtigs korrektion
af et indberettet beløb til indkomstregisteret, efter at
restanceinddrivelsesmyndigheden har anvendt en del af det
indberettede beløb til dækning af fordringer i
overensstemmelse med § 4, skal fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen, tilbagebetale det
for meget modtagne beløb til
restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagebetalingen kan
gennemføres ved modregning uden modregningsmeddelelse i
udbetalinger fra restanceinddrivelsesmyndigheden til
fordringshaveren eller den, der på dennes vegne
opkræver fordringen. Dækninger af skyldners fordringer
inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre omkostninger
ophæves, i det omfang indeholdte
lønindeholdelsesbeløb, der er anvendt til
dækning, nedsættes efter 1. pkt. Stk. 2. Kan det
ud fra de oplysninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden henter i
indkomstregisteret, ikke afgøres, hvilke fordringer der blev
dækket med beløbet, som nedsættes efter stk. 1,
foretages reguleringerne på den eller de fordringer, der i
henhold til dækningsrækkefølgen med seneste
betalingstidspunkt er dækket med beløb modtaget efter
henholdsvis §§ 10 eller 10 a vedrørende den
måned, som nedsættelsen vedrører. For
efterfølgende nedsættelser, der kan henføres
til konkrete dækninger, der efter 1. pkt. er helt eller
delvist ophævet, sker den regulering, som den
efterfølgende nedsættelse giver anledning til, i
overensstemmelse med 1. pkt. på den eller de fordringer, der
på reguleringstidspunktet i henhold til
dækningsrækkefølgen med seneste
betalingstidspunkt er dækket med beløb modtaget efter
henholdsvis §§ 10 eller 10 a for den måned, som
nedsættelsen vedrører. | | | | Stk. 3. Har
skyldneren modtaget et overskydende beløb, der på
baggrund af en nedsættelse efter stk. 1 viser sig at
være udbetalt med urette, skal beløbet tilbagebetales.
Efter at have fået kendskab til nedsættelsen af det
lønindeholdte beløb opkræver
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagebetalingskravet hos
skyldneren med en betalingsfrist på 14 dage, der regnes fra
afsendelsen af opkrævningen. Tilbagebetalingskravet anses for
at være modtaget til inddrivelse, når betalingsfristen
efter 2. pkt. er udløbet.« | | | 12. Efter §
10 a indsættes før overskriften før §
11: | | | | | | 13. Efter §
16 indsættes før overskriften før §
17: | | | | | | »Pligt til
oplysning om ny adresse ved flytning til udlandet | | | | | | § 16 a. En
skyldner, der har gæld under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden på mindst 100 kr., og som
fraflytter Danmark, har pligt til inden udrejsen at give
restanceinddrivelsesmyndigheden oplysning om fraflytningen, jf. dog
stk. 5. | | | Stk. 2.
Oplysningspligten efter stk. 1 omfatter skyldnerens | | | 1) personnummer, | | | 2) fulde navn eller adresseringsnavn, | | | 3) hidtidige adresse og
bopælskommune, | | | 4) fremtidige adresse og bopælsland
samt | | | 5) flyttedato. | | | Stk. 3. Har en
skyldner omfattet af stk. 1 ikke en fast bopæl i udlandet,
gælder stk. 2, nr. 4, ikke. Skyldner skal da i stedet oplyse
en kontaktadresse, medmindre skyldner er tilsluttet Digital
Post. | | | Stk. 4. Skyldner
har efter udrejsen pligt til at opdatere oplysningerne efter stk. 2
og 3, senest 14 dage efter at forholdene har ændret sig, jf.
dog stk. 5. | | | Stk.5. Har
restanceinddrivelsesmyndigheden over for skyldner truffet
afgørelse om eller med skyldner indgået aftale om en
afdragsordning for skyldners gæld under inddrivelse,
gælder stk. 1 og 4 ikke, så længe
afdragsordningen overholdes. Undlader skyldner efter sin
fraflytning fra Danmark at betale et afdrag, skal oplysningerne i
stk. 2 og 3 gives eller opdateres af skyldner senest 14 dage efter
afdragets forfaldsdato. | | | Stk. 6.
Overstiger opholdets varighed i udlandet ikke 6 måneder,
gælder stk. 1 ikke, hvis skyldner er tilsluttet Digital
Post. | | | Stk. 7. Er den,
der flytter, ikke selv i stand til at anmelde flytning, skal
flytningen anmeldes af den, der er ansvarlig for den
pågældende. | | | Stk. 8.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om stk.
1-6. | | | | | | § 16 b.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt
eller ved grov uagtsomhed | | | 1) undlader at opfylde pligten efter §
16 a, stk. 1 eller 7, | | | 2) afgiver urigtige eller vildledende
oplysninger efter § 16 a, stk. 2 eller 3, eller | | | 3) undlader at opfylde pligten efter stk. 16
a, stk. 4. | | | | | | § 16 c.
Skønnes en overtrædelse af § 16 b ikke at ville
medføre højere straf end bøde, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden i et bødeforelæg
tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den,
der har begået overtrædelsen, erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden
for en nærmere angivet frist, der efter anmodning kan
forlænges, at betale en bøde, der er angivet i
bødeforelægget. | | | Stk. 2.
Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og
om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder
tilsvarende anvendelse på bødeforelæg. | | | Stk. 3. Vedtages
bøden, bortfalder videre forfølgning. | | | Stk. 4.
Bøder i sager, der afgøres administrativt,
opkræves af restanceinddrivelsesmyndigheden og anses for
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse,
når bøden ikke er betalt i rette tid.« | | | | | | 14. Overskriften før § 18 a affattes
således: | | | | Udskydelse af
forældelse | | »Udskydelse af
forældelse og foreløbig
afbrydelse«. | | | | | | 15. I § 18 a indsættes som stk. 2: | § 18 a. For
fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19.
november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen
tidligst fra den 20. november 2018. | | »Stk. 2.
For fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden,
indtræder forældelse tidligst 3 år efter
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog
3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes forsat fra det i
1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv om fordringen
tilbagesendes til fordringshaveren eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen. Overdrages en fordring, der er
tilbagesendt som anført i 2. pkt., atter til
restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på 3 år
fra det første modtagelsestidspunkt. Bestemmelsen i 1. pkt.
omfatter ikke fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat
særlige regler, der vil være til hinder for en
foreløbig afbrydelse.« | | | | | | § 2 | | | | | | Lov om forsøg med eftergivelse af
gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1063 af 25. oktober 2006, som
ændret ved § 120 i lov 1336 af 19. december 2008 og
§ 2 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, ophæves. | | | | | | § 3 | | | | | | I ligningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1162 af 1. september 2016, som
ændret bl.a. ved § 5 i lov nr. 1554 af 13. december
2016, lov nr. 475 af 17. maj 2017, lov nr. 685 af 8. juni 2017,
§ 2 i lov nr. 1376 af 4. december 2017 og senest ved lov nr.
1684 af 26. december 2017, foretages følgende
ændring: | | | | §
7. - - - | | 1. § 7, nr. 23, ophæves. | Nr. 1-22. - - - | | Nr. 24-31 bliver herefter nr. 23-30. | 23) Eftergivet gæld til det offentlige
for socialt udsatte grupper efter kapitel 3 a i lov om
forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for
socialt udsatte grupper. | | | 24) Elevstøtte ydet i henhold til lov
om folkehøjskoler og lov om efterskoler og frie fagskoler
til personer, som, når støtten modtages, opfylder
aldersbetingelsen efter lov om social pension for at modtage
folkepension, som modtager førtidspension, eller som
modtager invaliditetsydelse med bistands- eller plejetillæg i
henhold til lov om højeste, mellemste, forhøjet
almindelig og almindelig førtidspension m.v. | | | 25) Værdien af eget arbejde samt en i
den forbindelse ikkerealiseret avance ved udtagning af varer og
tjenesteydelser fra ejerens virksomhed, når arbejdet
udføres på egne formuegoder til privat brug for den
pågældende. | | | 26) Naturalydelser og kontantbeløb,
der ydes til indsatte i kriminalforsorgens institutioner i
medfør af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. | | | 27) Findeløn og godtgørelser,
som udbetales i henhold til lov om hittegods eller bestemmelserne
om danefæ og danekræ i museumsloven, samt
dusører og belønninger for indsats for at redde
mennesker eller medvirken til at opklare eller forhindre en
forbrydelse, når de pågældende indsatser
ikkehører til den pågældendes erhverv. | | | 28) Tilskud til dækning af flytte- og
etableringsudgifter efter § 63 c i lov om almene boliger
m.v. | | | 29) Kompensation og beløb ydet i
forbindelse med genhusning efter regler fastsat i medfør af
§ 14 b, stk. 1 og 2, i lov om en Cityring samt erstatning og
beløb ydet i forbindelse med genhusning, som i øvrigt
udbetales af Metroselskabet I/S i anledning af gener og ulemper fra
anlægget af Cityringen. | | | | | | | | Beskæftigelsesministeriet | | | | | | § 4 | | | | | | I lov nr. 174 af 24. februar 2015 om
kontantydelse, som ændret ved § 39 i lov nr. 994 af 30.
august 2015, foretages følgende ændring: | | | | § 19. - -
- Stk. 2-3. - -
- Stk. 4.
Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 3
år efter ydelsens ophør, uden at der har været
økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. | | 1. I § 19, stk. 4, indsættes som 2.-4. pkt.: | | »Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1. pkt.
på ny anvendelse.« | | | | | | § 5 | | | | | | I lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342
af 21. november 2016, som ændret ved § 1 i lov nr. 173
af 20. februar 2017 og § 9 i lov nr. 674 af 8. juni 2017,
foretages følgende ændring: | | | | § 70 f. - -
- | | 1. I § 70 f, stk. 11, indsættes som
6.-8.
pkt.: | Stk. 2-10. - -
- Stk. 11.
Kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling af
fleksløntilskud, hvis den ansatte mod bedre vidende har
undladt at give kommunen oplysninger efter stk. 2, 2. pkt., eller
§ 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område og den ansatte har modtaget
fleksløntilskud med urette eller i øvrigt mod bedre
vidende uberettiget har modtaget fleksløntilskud. Kommunen
træffer afgørelse om tilbagebetaling af
fleksløntilskud, når en person er dømt for
overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, §
114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold
begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller
et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i
lov om pas til danske statsborgere m.v. Dette gælder
også, hvor kommunen tidligere har truffet afgørelse om
tilbagebetaling af en ydelse efter 1. pkt. for samme periode.
Kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling af for
meget udbetalt fleksløntilskud, hvis der i en måned er
udbetalt løn m.v., der vedrører arbejde udført
over flere måneder, og hvis det ikke har været muligt
at efterregulere lønindtægten m.v. i de
følgende måneders fleksløntilskud eller
ledighedsydelse. Tilbagebetalingskravet efter 1.-4. pkt.
bortfalder, når der er gået 3 år efter
fleksløntilskuddet eller ledighedsydelsens ophør,
uden at der har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet. | | »Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 5. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 5. pkt.
på ny anvendelse.« | | | | | | § 6 | | | | | | I lov om aktiv socialpolitik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1000 af 30. august 2015, §
8 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 og § 5 i lov nr. 1669 af 26.
december 2017, foretages følgende ændring: | | | | § 95. - -
- | | 1. I § 95, stk. 2, indsættes som 2.-4. pkt.: | Stk. 2.
Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 3
år efter hjælpens ophør, uden at der har
været økonomisk mulighed for at gennemføre
kravet. | | »Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen eller Udbetaling
Danmark, jf. stk. 1, 1. pkt., finder 1. pkt. på ny
anvendelse.« | | | | | | § 7 | | | | | | I lov nr. 287 af 29. marts 2017 om en
midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v. foretages
følgende ændring: | | | | § 19. - -
- | | 1. I § 19, stk. 3, indsættes som 2.-4. pkt.: | Stk. 2. - -
- Stk. 3.
Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 3
år efter jobpræmieordningens ophør, uden at der
har været økonomisk mulighed for at gennemføre
kravet. | | »Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til Udbetaling Danmark, finder
1. pkt. på ny anvendelse.« | | | | | | Børne- og
Socialministeriet | | | | | | § 8 | | | | | | I dagtilbudsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 748 af 20. juni 2016, som ændret
ved § 7 i lov nr. 665 af 8. juni 2016, lov nr. 1545 af 13.
december 2016, lov nr. 1546 af 13. december 2016 og § 1 i lov
nr. 427 af 3. maj 2017, foretages følgende
ændring: | | | | § 93. - -
- | | 1. I § 93, stk. 2, indsættes som 2.-4. pkt.: | Stk. 2. Krav
på tilbagebetaling efter stk. 1 bortfalder, når der er
gået 5 år efter tilskuddets ophør, uden at der
efter reglerne i § 94 har været økonomisk
mulighed for at gennemføre kravet. Stk. 3-4. - -
- | | »Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1. pkt.
på ny anvendelse.« | | | | | | § 9 | | | | | | I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 102 af 29. januar 2018, som
ændret ved lov nr. 221 af 20. marts 2018, foretages
følgende ændring: | | | | § 165. - -
- | | 1. I § 165, stk. 2, indsættes som 2.-4. pkt.: | Stk. 2.
Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 5
år efter hjælpens ophør, uden at der har
været økonomisk mulighed for at gennemføre
kravet. | | »Overdrages tilbagebetalingskravet til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra
modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1. pkt.
på ny anvendelse.« | | | | | | Justitsministeriet | | | | | | § 10 | | | | | | I lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001, som ændret
ved § 13 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 1 i lov nr. 252
af 30. marts 2011, § 2 i lov nr. 114 af 31. januar 2017 og
§ 5 i lov nr. 670 af 8. juni 2017, foretages følgende
ændringer: | | | | | | 1. I § 5, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: | | | »Retsplejelovens § 493, stk. 3,
2. pkt., finder dog ikke anvendelse for fordringer, der er omfattet
af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.« | | | | § 5.
Udlæg foretages, hvis ikke andet er bestemt i loven, efter
reglerne i retsplejelovens kapitler 45-47. | | 2. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke: | Stk. 2. Ved
anvendelsen af retsplejelovens § 487 for udlæg, der
foretages af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder,
træder de geografiske områder, som
restanceinddrivelsesmyndighedens lokale afdelinger dækker, i
stedet for retskredse. | | »Stk. 2.
Meddelelsen, som er nævnt i retsplejelovens § 493, stk.
3, 1. pkt., skal i tilfælde, hvor retsplejelovens § 493,
stk. 3, 2. pkt., ikke finder anvendelse, indeholde oplysninger om
fordringshaver, fordringstype, fordringens modtagelsesdato hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, kravets størrelse og, hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget oplysningerne herom,
tillige periode eller stiftelsesdato.« | | | | | | 3. I § 5 indsættes som stk. 4: | | | »Stk. 4.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, der skal meddeles efter stk. 2, herunder særlige
regler om beskrivelse af renter og andre relaterede
fordringer.« | | | | | | § 11 | | | | | | Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juni 2018, jf. dog stk. 2. | | | Stk. 2.
Skatteministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af denne lovs § 1, nr. 11 og 12. | | | Stk. 3. § 3
B og § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6 og 15,
finder ikke anvendelse på fordringer m.v., der modtages til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden før 1. juni
2018. For sådanne fordringer m.v. finder de hidtil
gældende regler anvendelse. | | | Stk. 4. Denne
lovs §§ 2 og 3 finder ikke anvendelse på
ansøgninger, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden
før 1. juni 2018. For sådanne ansøgninger
finder de hidtil gældende regler anvendelse. |
|