Skriftlig fremsættelse (2. maj
2018)
Skatteministeren
(Karsten Lauritzen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
selskabsskatteloven og forskellige andre love (Justering af
reglerne om fast driftssted ved investering via transparente
enheder, beskatning af beløb vedrørende
tilbagebetalte provisioner, EU-retlig tilpasning af reglerne
vedrørende udenlandske pensionsinstitutters investeringer i
fast ejendom og bestemmelser i momsloven om momsfritagelse for
selvstændige grupper, og justering af værnsregler, der
sikrer beskatning af udbytter m.v.)
(Lovforslag nr. L 237)
Lovforslaget har til formål bl.a. at
justere retstilstanden på en række områder inden
for erhvervsbeskatningen samt at foretage en række
ændringer og præciseringer inden for moms- og
afgiftslovgivningen. Lovforslaget er alsidigt, men sigter samlet
på at skabe klare, enkle og robuste regler for
erhvervslivet.
Med henblik på at skabe klare og
enkle regler, så virksomheder og borgere ikke
pålægges uhensigtsmæssige eller utilsigtede
økonomiske eller administrative byrder, foreslås
det:
- at justere reglerne for, hvornår
der udøves erhvervsmæssig virksomhed med fast
driftssted i Danmark med henblik på at sikre, at Danmark er
attraktivt at investere i for udenlandske investorer.
- at indføre regler om beskatning af
beløb, som pengeinstitutter m.v. videregiver til deres
kunder som følge af modtagne provisioner m.v. fra et
investeringsinstitut.
- at justere adgangen til at få
godtgjort moms af godtgjorte energiafgifter.
- at udvide reglen om modregning af
indeholdt udbytteskat i årets indkomstskat, så den
også omfatter udenlandske personer og selskabers faste
driftssteder i Danmark.
- at indføre mulighed for, at
andelskasser skattefrit kan fusionere med et aktieselskab, der har
tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed.
For at bringe erhvervsbeskatningen i
overensstemmelse med EU-retten foreslås det:
- at justere beskatningen af udenlandske
pensionsinstitutters investering i fast ejendom i Danmark.
- at justere reglerne om tynd
kapitalisering.
- at justere reglerne for momsfritagelse
for selvstændige grupper.
Dernæst indeholder lovforslaget
elementer, der sigter mod at skabe klare og robuste regler på
erhvervsbeskatningsområdet. Lovforslaget indeholder
således forslag om:
- at sikre klare regler for beskatning af
afståelsessummer.
- at udvide en værnsregel, der skal
sikre, at skattepligtige udbytter ikke konverteres til skattefrie
aktieavancer.
Endelig indeholder lovforslaget tre
forskellige justeringer af afgiftsreglerne, henholdsvis en ny
standard for måling af bilers brændstofforbrug, en
mindre justering af ølmoderationsordningen samt en
tydeliggørelse af satserne for den grønne ejerafgift
for personbiler.
Forslaget om justering af reglerne
vedrørende momsfritagelsen for selvstændige grupper
skønnes at medføre et årligt merprovenu
på ca. 15 mio. kr. Dette merprovenu skal anvendes til
nedsættelse af andre skatter eller afgifter jf. regeringens
skattestop. Regeringen vil senere fremsætte forslag
herom.
Lovforslaget indeholder mange forskellige
elementer, og der har derfor været behov for en grundig
høringsproces, hvorfor lovforslaget først
fremsættes på dette tidspunkt.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2018. Lovforslaget er dermed omfattet af de
fælles ikrafttrædelsesdatoer. Lovforslaget
ønskes vedtaget senest 4 uger før den 1. juli
2018.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.