Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 23. november 2017
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober
2017 og var til 1. behandling den 24. oktober 2017. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
justitsministeren sendte den 10. august 2017 dette udkast til
udvalget, jf. REU alm. del - bilag 349 (folketingsåret
2016-17). Den 4. oktober 2017 sendte justitsministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser fra
Aktionsgruppen mod Diskrimination af Flygtninge i Lovgivningen.
Justitsministeren har over for udvalget
kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 8
spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i
udvalget (EL, RV, ALT og SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Radikale Venstres medlemmer af udvalget
bemærker, at lovforslaget giver domstolene mulighed for at
give opholdsforbud til personer, der er dømt for rocker-
eller banderelateret kriminalitet. Opholdsforbud skal gælde
et eller flere nærmere afgrænsede områder i en
periode fra 1 til 10 år.
Et opholdsforbud er et alvorligt indgreb i
bevægelsesfriheden, men Radikale Venstre mener, at det kan
være både fornuftigt og berettiget, hvis det tager
konkret sigte mod at forhindre ny kriminalitet. Det kræver
dog en helt konkret vurdering og proportionalitetsafvejning, som
desværre ikke er at finde i forslaget.
Lovforslaget er således alt for
vidtgående eller upræcist formuleret, hvad angår
både den geografiske afgrænsning af opholdsforbuddet,
tidsperspektivet og personkredsen. Det fremgår ikke klart, om
der er tale om et konkret boligområde, en hel kommune eller
eventuelt flere kommuner, om forbuddet skal vare måneder
eller år, eller hvad der gør sig gældende, hvis
den pågældendes forhold ændrer sig undervejs,
f.eks. om opholdsforbuddet så stadig ikke skal kunne bringes
op til fornyet vurdering. Det er heller ikke tydeligt, om
opholdsforbuddet kun er rettet mod decideret bandekriminalitet,
eller om det også omfatter kriminalitet begået i
tilknytning til bander.
Den manglende afgrænsning peger
således i retning af, at opholdsforbuddet ikke er tænkt
som en egentlig strafforebyggende foranstaltning, men derimod som
en ekstra straf. I Radikale Venstre er vi bekymrede for, at en
sådan ekstra straf vil have den modsatte effekt. For hvis
rockere eller bandekriminelle skal ændre livsbane, har de
brug for at trække på andre dele af deres
netværk, f.eks. familie eller lovlydige venner. Uden denne
støtte er det ikke sikkert, at de vil være i stand til
at gennemføre den livsændring, det er at gå fra
en kriminel løbebane til uddannelse og beskæftigelse.
Et alt for omfattende opholdsforbud kan f.eks. også give
problemer i forhold til uddannelse og job, hvor det kan være
nødvendigt at krydse eller opholde sig kortvarigt i den
kommune, man har fået opholdsforbud mod.
Opholdsforbuddet kan også have den
effekt, at de kriminelle bare trækker deres kriminalitet
videre til andre kommuner - det kan f.eks. ramme de store byers
omegnskommuner.
Radikale Venstre forholder sig
således stærkt kritiske over for denne del af
forslaget, som er enten alt for vidtgående eller for
upræcist formuleret til at have en
kriminalitetsbekæmpende effekt. Radikale Venstre anerkender,
at det kan være en lettelse for den enkelte kommune at blive
fri for dømte bandekriminelle, men hvis konsekvensen er, at
de bare flytter deres kriminalitet til andre kommuner eller
får endnu sværere ved at bygge et lovlydigt liv op, er
vi lige vidt.
Lovforslaget indeholder også en
stramning af optjeningsprincippet til at opnå fuld ret til
børne- og ungeydelse samt børnetilskud. Stramningen
skal finansiere bandepakke III.
Radikale Venstre vender sig stærkt
imod denne del af lovforslaget, da det rammer de allermest
sårbare familier. Der er f.eks. tale om flygtningefamilier,
der i forvejen er gået betragteligt ned i indtægt i
forbindelse med genindførelse af fattigdomsydelserne, og som
nu også skal klare sig uden de supplerende
børneydelser. Det er ikke bare småt, men også
uklogt, fordi man risikerer at marginalisere familierne og dermed
øge risikoen for dårlig integration.
Man finansierer med andre ord en bandepakke
med et initiativ, der meget vel kan skabe endnu flere
kriminelle.
Radikale Venstre kan derfor ikke
støtte lovforslaget.
Et andet
mindretal i udvalget (IA) vil ved 3. behandling stemme
hverken for eller imod lovforslaget.
Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Peter Skaarup (DF) fmd. Peter Kofod Poulsen (DF) Susanne
Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Dorthe Ullemose (DF) Lise
Bech (DF) Preben Bang Henriksen (V) Jan E. Jørgensen (V)
Britt Bager (V) Mads Fuglede (V) Carl Holst (V) Michael Aastrup
Jensen (V) Henrik Dahl (LA) Christina Egelund (LA) Naser Khader
(KF) Simon Kollerup (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Mette Reissmann
(S) Mogens Jensen (S) nfmd.
Rasmus Prehn (S) Trine Bramsen (S) Kaare Dybvad (S) Rune Lund (EL)
Søren Søndergaard (EL) Josephine Fock (ALT) Sofie
Carsten Nielsen (RV) Zenia Stampe (RV) Karsten Hønge (SF)
Aaja Chemnitz Larsen (IA)
Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | ? 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 35
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringsoversigt og
høringssvar, fra justitsministeren | 2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 3 | Henvendelse af 23/10-17 fra Aktionsgruppen
mod Diskrimination af Flygtninge i Lovgivningen | 4 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 5 | 1. udkast til betænkning | 6 | Henvendelse af 20/11-17 fra Aktionsgruppen
mod Diskrimination af Flygtninge i Lovgivningen |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 35
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om at kommentere henvendelsen af
23/10-17 fra Aktionsgruppen mod Diskrimination af Flygtninge i
Lovgivningen, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm., om ministeren er indstillet på
at fremsætte ændringsforslag til den foreslåede
§ 79 a, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 3 | Spm., om ministeren kan præcisere
lovbemærkningerne til den foreslåede § 79 a, stk.
1, 2. pkt., til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 4 | Spm., om ministeren kan præcisere i
bemærkningerne til den foreslåede § 79 a, hvilke
kriterier der skal indgå i proportionalitetsvurderingen i
forbindelse med opholdsforbud, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 5 | Spm., om ministeren kan gøre det
muligt at indbringe et opholdsforbud for retten til fornyet
prøvelse efter endt afsoning, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 6 | Spm. om, hvorvidt forslaget om at stramme
opholdskrav og optjeningskrav for børne- og ungeydelsen og
for ydelser efter børnetilskudsloven er foreneligt med
grundloven og Danmarks internationale forpligtelser, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 7 | Spm., om regeringen agter at
undersøge konsekvenserne for udviklingen i antallet af
børn, der vokser op i fattigdom i Danmark, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 8 | Spm. om ministerens kommentar til
henvendelsen af 20/11-17 fra Aktionsgruppen mod Diskrimination af
Flygtninge i Lovgivningen, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå |
|