Fremsat den 4. oktober 2017 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven, lov om en
børne- og ungeydelse og lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag
(Initiativer mod rocker- og
bandekriminalitet m.v.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 977 af 9. august 2017, foretages følgende
ændringer:
1.
Efter § 79 indsættes i 9.
kapitel:
Ȥ 79 a. Den, som
idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
for en overtrædelse, der er omfattet af § 81 a, kan ved
dommen gives opholdsforbud efter stk. 2. Det samme gælder
den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
for overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer
eller lov om våben og eksplosivstoffer, og som har
tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen
har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.
Stk. 2. Ved
opholdsforbud forstås et forbud mod at færdes og
opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede
områder, hvor den pågældende
lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af
personer, jf. § 81 a eller stk. 1, 2. pkt., som den
domfældte er tilknyttet, opholder sig.
Stk. 3. Politiet
kan meddele tilladelse til færden eller ophold i et
område omfattet af et opholdsforbud efter stk. 1, hvis det af
særlige grunde må anses for beføjet.
Stk. 4.
Opholdsforbud gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra
endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
forlænges opholdsforbuddet tilsvarende.
Stk. 5. Den
dømte kan 3 år efter løsladelsen eller
udskrivningen forlange, at anklagemyndigheden indbringer
spørgsmålet om opholdsforbuddets opretholdelse for
retten. Når særlige omstændigheder taler for det,
kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker
tidligere. § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Afgørelsen træffes ved kendelse. Går
afgørelsen ud på, at opholdsforbuddet helt eller
delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny
indbringes for retten, dog tidligst efter 2 års
forløb.
Stk. 6.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
tilladelser efter stk. 3, herunder om indgivelse af
ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse
af tilladelser.«
2.
Efter § 124 indsættes:
Ȥ 124 a.
Overtrædelse af et opholdsforbud efter § 79 a straffes
med fængsel indtil 2 år.«
§ 2
I lov om en børne- og ungeydelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 609 af 3. juni 2016, som ændret
ved § 14 i lov nr. 674 af 8. juni 2017, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 1, nr. 2, ændres
»stk. 2« til: »stk. 3«.
2. § 2,
stk. 1, nr. 7, affattes således:
»7) at
mindst en af de personer, der har forsørgelsespligten over
for barnet, har haft bopæl eller beskæftigelse her i
riget i mindst 6 år inden for de seneste 10 år forud
for den periode, udbetalingen vedrører, og«
3. I
§ 2 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2.
Er betingelsen i stk. 1, nr. 7, ikke opfyldt, udbetales
følgende forholdsmæssige andel af ydelsen, hvis
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt:
1) Efter 6
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 8,3 pct. af ydelsen.
2) Efter 12
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 16,7 pct. af
ydelsen.
3) Efter 18
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 25 pct. af ydelsen.
4) Efter 24
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 33,3 pct. af
ydelsen.
5) Efter 30
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 41,7 pct. af
ydelsen.
6) Efter 36
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 50,0 pct. af
ydelsen.
7) Efter 42
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 58,3 pct. af
ydelsen.
8) Efter 48
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 66,7 pct. af
ydelsen.
9) Efter 54
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 75,0 pct. af
ydelsen.
10) Efter 60
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 83,3 pct. af
ydelsen.
11) Efter 66
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 91,7 pct. af
ydelsen.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 3
I lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr.
1095 af 7. oktober 2014, som ændret ved § 4 i lov nr.
574 af 10. juni 2014, § 1 i lov nr. 999 af 30. august 2015 og
§ 11 i lov nr. 674 af 8. juni 2017, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 5 a, stk. 1, ændres
»2 år« til: »6 år«.
2. I
§ 5 a, stk. 2, nr. 1, ændres
»25 pct.« til: »8,3 pct.«.
3. I
§ 5 a, stk. 2, nr. 2, ændres »50 pct.«
til: »16,7 pct.«.
4. I
§ 5 a, stk. 2, nr. 3, ændres
»75 pct.« til: »25 pct.«.
5. I
§ 5 a, stk. 2, indsættes som
nr. 4-11:
»4) Efter
24 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 33,3 pct. af
ydelsen.
5) Efter 30
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 41,7 pct. af
ydelsen.
6) Efter 36
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 50,0 pct. af
ydelsen.
7) Efter 42
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 58,3 pct. af
ydelsen.
8) Efter 48
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 66,7 pct. af
ydelsen.
9) Efter 54
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 75,0 pct. af
ydelsen.
10) Efter 60
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 83,3 pct. af
ydelsen.
11) Efter 66
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 91,7 pct. af
ydelsen.«
6. I
§ 5 a indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
Stk. 1 og 2 gælder ikke for borgere fra EU, EØS eller
Schweiz, i det omfang disse efter EU-retten er berettigede til
ydelsen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
§ 4
Stk. 1. Lovens § 1
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. Lovens
§§ 2 og 3 træder i kraft den 1. januar 2018.
Stk. 3. §§ 2
og 3 finder ikke anvendelse på en allerede erhvervet ret til
børne- og ungeydelse eller ydelser efter lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, der eksisterer inden den 1. januar 2018,
så længe retten bevares uden afbrydelse. For ret til
sådanne ydelser finder de hidtil gældende regler om
optjening anvendelse.
Stk. 4. Bopæls-
eller beskæftigelsesperioder optjent før den 1. januar
2018 indgår i opgørelsen af optjente bopæls-
eller beskæftigelsesperioder efter §§ 2 og 3.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Opholdsforbud
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.4. Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
2.2. Stramning af optjeningsprincippet for at opnå
fuld ret til børne- og ungeydelse
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Skatteministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Stramning af optjeningsprincippet for at opnå
fuld ret til ydelser efter børnetilskudsloven
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Beskæftigelsesministeriets
overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet
til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet
(aftalepartierne) den 24. marts 2017 indgået en politisk
aftale om en ny rocker- og bandepakke (Bandepakke III).
Med lov nr. 672 af 8. juni 2017 om ændring af
straffeloven, lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme og lov
om fuldbyrdelse af straf m.v. (Styrket indsats mod rocker- og
bandekriminalitet m.v.) og lov nr. 653 af 8. juni 2017 om forbud
mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe
blev en række initiativer fra Bandepakke III vedtaget af
Folketinget.
Formålet med dette lovforslag er at styrke indsatsen mod
rocker- og bandekriminalitet yderligere ved at gennemføre
endnu et initiativ fra den politiske aftale om Bandepakke III.
Lovforslaget indeholder forslag om at ændre straffeloven,
så domstolene som led i en straffedom kan give et
opholdsforbud dels til personer, som idømmes ubetinget
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse, der
er omfattet af straffelovens § 81 a, dels til personer, som
idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
for overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende
stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer, og som har
tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen
har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.
Lovforslaget indeholder endvidere ændringer af lov om en
børne- og ungeydelse samt lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag, som strammer
optjeningsprincippet for børne- og ungeydelse samt
børnetilskud, så det nuværende krav om
tilknytning til Danmark for at opnå ret til de fulde ydelser
strammes ved, at optjeningsperioden på 2 års
bopæl eller beskæftigelse inden for de seneste 10
år hæves til 6 år. Denne stramning af
optjeningsprincippet vil skulle finansiere Bandepakke III.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Opholdsforbud
2.1.1. Gældende ret
Straffeloven indeholder ikke i dag en generel bestemmelse om, at
retten i forbindelse med overtrædelse af straffeloven, lov om
euforiserende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer
ved dommen kan give den dømte et forbud mod at færdes
og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede
områder.
Straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, indeholder dog mulighed
for, at retten i forbindelse med dom for navnlig visse
seksualforbrydelser kan give den dømte forbud mod at opholde
sig eller færdes i et nærmere afgrænset
område i nærheden af gerningsstedet. Et sådant
forbud kan gives, når det efter karakteren af det
begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person,
herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er
nærliggende fare for, at den dømte vil begå ny
lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, og at forbuddet vil
være egnet til at forebygge denne fare, jf. stk. 3. Forbud
gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom
eller indtil videre, jf. stk. 4. Forbud omfatter ikke ophold eller
færden, som af særlige grunde må anses for
beføjet, jf. stk. 2, 1. pkt.
Endvidere indeholder § 3 i lov om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning en almindelig regel om opholdsforbud (geografisk
bestemt tilhold), hvorefter en person kan forbydes at opholde sig
eller færdes i et nærmere afgrænset område
i nærheden af en anden persons bolig eller arbejds-,
uddannelses- eller opholdssted eller andet område, hvor denne
ofte færdes. Formålet er at etablere en
»sikkerhedszone« for den, som opholdsforbuddet skal
beskytte. Herved vil man kunne begrænse utrygheden hos
personer, som har været og stadig er udsat for en betydelig
belastning som følge af grov eller oftere gentagen
krænkelse eller på grund af, at et tilhold ikke
respekteres. Samtidig har et sådant opholdsforbud til
formål reelt at modvirke yderligere krænkelser af den,
som opholdsforbuddet skal beskytte. Der er ikke fastsat en bestemt
maksimal geografisk udstrækning af et opholdsforbud som det
nævnte. Et opholdsforbuds geografiske udstrækning vil
afhænge af områdets karakter og parternes forhold.
Opholdsforbuddet omfatter ikke færden eller ophold, som af
særlige grunde må anses for beføjet.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Aftalepartierne har indgået en politisk aftale om en
Bandepakke III, der styrker indsatsen mod rocker- og
bandekriminalitet.
Det fremgår af aftalen, at det skal være de
lovlydige borgere, der sætter dagsordenen i et boligkvarter,
ikke rockere og bander. Der skal sættes hårdt ind over
for rockere og bandemedlemmer, der gennem kriminalitet skaber frygt
og magtesløshed hos lokale erhvervsdrivende og borgere.
Aftalepartierne vil sikre, at danskerne skal kunne føle sig
trygge overalt, hvor de bor og færdes. Det udfordres af
rockere og bander, der skaber utryghed - ikke mindst lokalt. Det
skal have vidtrækkende og omfattende konsekvenser, hvis man
vender fællesskabet ryggen for at blive tilknyttet en rocker-
eller bandegruppering.
På den baggrund er aftalepartierne enige om, at personer,
som er dømt for banderelateret kriminalitet, skal kunne
idømmes forbud mod at opholde sig i bestemte
områder.
Justitsministeriet finder, at initiativet bør
gennemføres ved at indsætte en ny bestemmelse om
opholdsforbud i straffeloven som § 79 a.
Det følger af den politiske aftale om Bandepakke III, at
personer, der har en tilknytning til en gruppe af personer, der
tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og i
forbindelse med gruppens aktiviteter gentagne gange
overtræder lov om euforiserende stoffer, våbenloven
eller straffeloven, skal kunne idømmes et opholdsforbud.
Justitsministeriet finder i den forbindelse, at også
enkeltstående lovovertrædelser af en vis grovhed
bør kunne danne grundlag for, at retten idømmer et
opholdsforbud, og at idømmelse af et opholdsforbud i
sådanne sager ikke bør afhænge af, om den
dømte tidligere har begået en
lovovertrædelse.
Det følger endvidere af den politiske aftale om
Bandepakke III, at opholdsforbuddet skal gælde for en periode
efter endt afsoning. Da straffen ikke i alle tilfælde
fuldbyrdes straks efter, at dommen er endelig, har
Justitsministeriet fundet det mest hensigtsmæssigt at lade
opholdsforbuddet gælde fra endelig dom for at undgå, at
der er en periode fra endelig dom til afsoningens begyndelse, hvor
den dømte kan færdes og opholde sig i et område,
som vil blive omfattet af et opholdsforbud efter endt afsoning.
For at sikre den præventive virkning af såvel
opholdsforbuddet som en efterfølgende frihedsstraf finder
Justitsministeriet, at forbudsperioden bør forlænges
med et tidsrum svarende til afsoningstiden.
2.1.3. Den
foreslåede ordning
2.1.3.1. Det foreslås, at den,
som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens
§ 81 a, ved dommen kan gives et opholdsforbud. Det samme
gælder den, som idømmes ubetinget fængselsstraf
eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter for overtrædelse af
straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben
og eksplosivstoffer, og som har tilknytning til en gruppe af
personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig
kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den
dømtes tilknytning til gruppen.
Opholdsforbud kan idømmes sammen med en helt eller delvis
ubetinget fængselsstraf. Opholdsforbud kan endvidere
idømmes sammen med en anden strafferetlig retsfølge
af frihedsberøvende karakter. Dette omfatter
anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens
§§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse,
forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktion efter
straffelovens § 74 a.
Der kan derimod ikke gives opholdsforbud i sager, hvor straffen
alene er bøde eller betinget fængselsstraf. Der kan
ligeledes ikke gives opholdsforbud i sager, hvor den
pågældende er idømt en anden strafferetlige
retsfølge, som ikke er af frihedsberøvende karakter,
f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter
straffelovens §§ 68 og 69.
2.1.3.2. Forslaget indebærer
for det første, at en person, der idømmes ubetinget
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse, der
er omfattet af straffelovens § 81 a om strafforhøjelse
og skærpet straf for visse straffelovsovertrædelser med
relation til en rocker- eller bandekonflikt mv., kan gives
opholdsforbud.
Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den
straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 123,
192 a og 244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245,
jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. §
245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, §
261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281,
§ 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288, kan
forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen
har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem
grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes
skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer,
som på grund af deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås
brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Efter §
81 a, stk. 2, skal det ved fastsættelse af straffen for
overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 2,
og § 237 i almindelighed indgå som en særdeles
skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen har
baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt som
nævnt i stk. 1.
Det forudsættes, at en person, som idømmes
ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge af frihedsberøvende karakter for en
lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81
a, i almindelighed vil skulle gives et opholdsforbud efter den
foreslåede bestemmelse, uanset hvilken af de i § 81 a
nævnte bestemmelser den pågældende dømmes
for overtrædelse af.
2.1.3.3. Forslaget indebærer
for det andet, at der kan gives et opholdsforbud til en person, som
idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
for overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende
stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer, og som har
tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen
har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.
Den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt.,
forudsættes for det første anvendt, hvis der
foreligger to eller flere overtrædelser, der opfylder
betingelserne i bestemmelsen, uanset hvor lang den eller de
ubetingede frihedsstraffe er. Det er i den forbindelse uden
betydning, om der er tale om flere overtrædelser af samme lov
eller overtrædelser af flere af de love, der er nævnt i
bestemmelsen. Det er endvidere uden betydning, om
lovovertrædelserne er behandlet i samme dom eller flere
domme.
Den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt.,
forudsættes for det andet anvendt, hvis der foreligger en
enkelt overtrædelse, som opfylder betingelserne, og som
samtidig fører til en ubetinget frihedsstraf af mindst 3
måneders varighed.
Vedrører en dom flere lovovertrædelser, hvoraf det
ikke er alle, som er omfattet af den foreslåede § 79 a,
stk. 1, 2. pkt., skal der foretages en konkret vurdering af, om den
overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen, i sig selv
ville have medført en ubetinget frihedsstraf af mindst 3
måneders varighed.
Anvendelsen af opholdsforbud efter den foreslåede §
79 a, stk. 1, 2. pkt., forudsætter herudover, at den
dømte har tilknytning til en gruppe af personer, der
tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og at
overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning
til gruppen.
Udtrykket »gruppe af personer« skal forstås i
overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens §
81 a. Som en gruppe anses derved ikke kun formaliserede grupper med
en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast
tilholdssted og navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter
også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker
med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at
personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via
telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige
eller truende begivenheder, som indtræffer.
Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at
være omfattet af den foreslåede bestemmelse ikke alene
er opstået og fungerer i anledning af de forhold, der er til
pådømmelse under den konkrete straffesag.
Personerne knyttet til den pågældende gruppe skal
»tilsammen stå bag omfattende og alvorlig
kriminalitet«. Dette vil omfatte tilfælde, hvor de
personer, som har tilknytning til gruppen, samlet set er
dømt for lovovertrædelser af en sådan grovhed
eller i et sådant omfang eller antal, at den samlede
kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og
alvorlig. Dette gælder, uanset om de enkelte
lovovertrædelser er begået af en eller flere personer,
som har tilknytning til gruppen.
Ved vurderingen af, om de personer, som har tilknytning til
gruppen, tilsammen står bag omfattende og alvorlig
kriminalitet, vil der navnlig skulle lægges vægt
på, om de pågældende er dømt for
overtrædelser af straffeloven, lov om euforiserende stoffer
eller lov om våben og eksplosivstoffer. Øvrige
lovovertrædelser vil dog efter omstændighederne
også kunne tillægges vægt i denne vurdering. Der
vil endvidere kunne lægges vægt på, om
overtrædelserne har ført til idømmelse af
ubetingede fængselsstraffe eller andre strafferetlige
retsfølger af frihedsberøvende karakter. Det vil
ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er
gået, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er
begået af personer, der må anses for ledende eller
toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle
tillægges betydelig vægt.
Det er endvidere en betingelse for at give opholdsforbud efter
den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt., at den
dømte har »tilknytning« til den
pågældende gruppe af personer. Begrebet
»tilknytning« indebærer, at den
pågældende skal have et tilhørsforhold til
gruppen som sådan. Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner
fra den pågældende gruppe falder således uden for
den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde.
Opholdsforbud kan gives til personer, uanset om den
pågældende i gruppens egen selvforståelse er
fuldgyldigt medlem eller har status som f.eks.
»prospect«, »supporter«,
»hangaround« eller »probationary«. Det
afgørende er, at den dømte har den beskrevne
tilknytning til gruppen.
At en lovovertrædelse skal have »relation til den
dømtes tilknytning til gruppen« indebærer, at
opholdsforbud ikke kan idømmes i sager, hvor
lovovertrædelsen ikke har nogen sammenhæng med den
pågældendes tilknytning til gruppen. Som mulige
eksempler kan nævnes vold eller voldtægt, der
eksempelvis er begået i et parforhold, uden at det har nogen
sammenhæng med den dømtes tilknytning til den
pågældende gruppe.
2.1.3.4. Et opholdsforbud
indebærer, at den dømte ikke må færdes
eller opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede
områder, hvor den pågældende
lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af
personer, som den domfældte er tilknyttet, opholder sig.
Udtrykket »færdes eller opholde sig« skal
forstås på samme måde som i straffelovens §
236, stk. 1, nr. 1, om opholdsforbud for navnlig visse
seksualforbrydelser. Færden eller ophold omfatter
således enhver fysisk tilstedeværelse inden for det
pågældende område, herunder at passere igennem
området. Et opholdsforbud vil således indebære,
at den blotte tilstedeværelse i det pågældende
område uden politiets tilladelse, jf. herom nedenfor pkt.
2.1.3.7, vil udgøre en overtrædelse, selv om der er
tale om helt kortvarige ophold.
Et opholdsforbud skal som udgangspunkt omfatte den eller de
kommuner, hvor den pågældende lovovertrædelse er
begået. Herudover kan der gives et opholdsforbud i den eller
de kommuner, hvor den gruppe af personer, jf. § 81 a eller det
foreslåede § 79 a, stk. 1. 2. pkt., som den dømte
er tilknyttet, opholder sig.
I vurderingen af den nærmere afgrænsning af
opholdsforbuddet, herunder om forbuddet skal omfatte mere end
én kommune, f.eks. både den kommune, hvor forholdet er
begået, og den kommune, hvor gruppen opholder sig, vil der
navnlig skulle lægges vægt på karakteren,
omfanget og grovheden af den begåede kriminalitet.
Der vil endvidere skulle lægges afgørende
vægt på, hvor forbuddet mest effektivt forhindrer, at
den pågældende genoptager sine kriminelle
aktiviteter.
Er der tale om mindre alvorlig kriminalitet, som f.eks. alene
har givet anledning til en kortere ubetinget fængselsstraf,
og vurderes et geografisk bredt fastlagt forbud dermed ikke at
stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet,
kan opholdsforbuddet indskrænkes geografisk til et eller
flere mindre områder, som ikke hindrer den dømtes
sædvanlige ophold og færden de steder, hvor den
dømte har sin bopæl og sine sædvanlige legitime
gøremål, men som hindrer den dømte i at opholde
sig og færdes, hvor den eller de pågældende
lovovertrædelser er begået, og/eller hvor den gruppe af
personer, som den dømte er tilknyttet, opholder sig.
Den præcise afgrænsning af opholdsforbuddet vil i
øvrigt afhænge af en konkret
proportionalitetsvurdering.
2.1.3.5. Det foreslås, at
opholdsforbud gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra
endelig dom.
Den tidsmæssige udstrækning af opholdsforbuddet vil
skulle afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.
Opholdsforbuddets længde skal således afspejle den
begåede kriminalitet, herunder grovheden og omfanget af denne
kriminalitet. Der bør herved lægges afgørende
vægt på længden af den idømte straf eller
karakteren af den foranstaltning mv., som idømmes.
Ved fængsel i indtil 1 år eller ved foranstaltninger
efter straffelovens § 74 a forudsættes opholdsforbuddet
som udgangspunkt fastsat til mellem 1 og 4 år. Ved
fængsel i mere end 1 år, men ikke over 4 år,
eller ved foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og
69 forudsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt fastsat til
mellem 3 og 6 år. I sager, hvor den idømte
fængselsstraf er på mere end 4 år, men ikke over
8 år, forudsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt
fastsat til mellem 5 og 8 år. Ved fængsel i 8 år
eller derover eller ved forvaring efter straffelovens § 70
forudsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt fastsat til
mellem 7 og 10 år.
Fastsættelsen af længden af opholdsforbuddet vil i
øvrigt bero på domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og
det ovenfor anførte vil kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning (inden for den fastsatte ramme på 1
til 10 år), hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder.
En person, der er idømt et opholdsforbud, kan ved en
senere dom idømmes yderligere opholdsforbud, hvis
betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yderligere
opholdsforbud får ligeledes virkning fra endelig dom, og der
er ikke noget til hinder for, at der er et geografisk og/eller
tidsmæssigt overlap mellem flere idømte
opholdsforbud.
Det foreslås, at ved udståelse af
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter forlænges opholdsforbuddet
tilsvarende.
Ordningen indebærer, at et opholdsforbud forlænges i
tid i den periode, hvor den dømte udstår den
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, som
blev idømt sammen med opholdsforbuddet, samt forlænges
i tid med den periode, hvor den dømte udstår
øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige
retsfølger af frihedsberøvende karakter, når
udståelsen finder sted, mens et opholdsforbud har
virkning.
2.1.3.6. Det foreslås, at den
dømte 3 år efter løsladelsen eller
udskrivningen kan forlange, at anklagemyndigheden indbringer
spørgsmålet om forbuddets opretholdelse for retten.
Når særlige omstændigheder taler for det, kan
justitsministeren dog tillade, at indbringelse for retten sker
tidligere.
Ved vurderingen af, om forbuddet bør ophæves, vil
der navnlig skulle lægges vægt på, om den
dømte eksempelvis har gennemført et
exit-forløb og har forladt det kriminelle miljø og i
øvrigt ikke har begået ny kriminalitet.
2.1.3.7. Der kan være
særlige tilfælde, hvor en person, der er idømt
et opholdsforbud, har et særligt anerkendelsesværdigt
formål med at færdes eller opholde sig i det
område, som forbuddet vedrører.
I visse tilfælde følger det af Danmarks
internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK), at der skal være
mulighed for konkret at gøre undtagelse fra et idømt
opholdsforbud, jf. nærmere herom nedenfor pkt. 2.1.4.
Det foreslås på den baggrund, at politiet kan
meddele tilladelse til færden eller ophold i et område
omfattet af et opholdsforbud, hvis det af særlige grunde
må anses for beføjet. Det foreslås endvidere, at
justitsministeren ved en bekendtgørelse fastsætter
nærmere regler om sådanne tilladelser.
Der henvises til lovforslagets § 1 og bemærkningerne
hertil.
2.1.3.8. Det foreslås, at
overtrædelse af et opholdsforbud efter § 79 a straffes
med fængsel indtil 2 år. Det forudsættes i den
forbindelse, at straffen for overtrædelse af et opholdsforbud
i førstegangstilfælde som udgangspunkt
fastsættes til ubetinget fængsel i 60 dage.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
2.1.3.9. Hvis den dømte i
forbindelse med overtrædelse af et opholdsforbud også
samtidig begår en ny lovovertrædelse, bør dette
i almindelighed anses for en strafskærpende
omstændighed ved udmålingen af straffen for den nye
lovovertrædelse.
2.1.3.10. Justitsministeriet finder,
at der efter en periode bør foretages en evaluering af det
foreslåede opholdsforbud, herunder af om der er behov for
justeringer på baggrund af de praktiske erfaringer med
ordningen. Justitsministeriet vil på baggrund af evalueringen
udarbejde en redegørelse om forbudsordningen, når
ordningen har været i kraft i fire år, og sende denne
redegørelse til Folketingets Retsudvalg.
2.1.4. Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Efter artikel 2, stk. 1, i 4. Tillægsprotokol til Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) skal enhver,
der lovligt befinder sig på en stats område, have ret
til inden for dette område at færdes frit og til frit
at vælge sit opholdssted. Denne ret er dog ikke absolut.
Efter artikel 2, stk. 3, kan der gøres indgreb i retten,
når indgrebet er i overensstemmelse med loven og er
nødvendigt i et demokratisk samfund (krav om
proportionalitet) af hensyn til den nationale sikkerhed eller den
offentlige tryghed, for at opretholde den offentlige orden, for at
forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller
sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og
friheder.
Det foreslåede opholdsforbud indebærer et forbud mod
at færdes og opholde sig i et eller flere nærmere
afgrænsede områder i en periode fra 1 til 10 år
regnet fra endelig dom med forlængelse ved udståelse af
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter. Opholdsforbuddet udgør
dermed et indgreb i den dømtes ret til bevægelses- og
opholdsfrihed.
Opholdsforbuddet har til formål at styrke indsatsen mod
rocker- og bandekriminalitet ved at fjerne den
pågældende fra det eller de områder, hvor
personen har begået kriminalitet, eller hvor gruppen, som
kriminaliteten er begået i tilknytning til, opholder sig.
Opholdsforbuddet skal sikre, at den pågældende ikke
efter løsladelse umiddelbart genoptager sin kriminelle
tilværelse i tilknytning til gruppen i de områder, hvor
den pågældende tidligere har begået kriminalitet,
eller hvor gruppen holder til. Forslaget vil således varetage
hensynene til den offentlige tryghed, opretholdelse af den
offentlige orden, forebyggelse af forbrydelse og hensynet til at
beskytte andres rettigheder og friheder.
Justitsministeriet vurderer, at forslaget ikke går videre,
end hvad der er nødvendigt for at varetage de nævnte
hensyn.
Ministeriet har herved lagt vægt på, at
opholdsforbuddet, herunder den tidsmæssige og geografiske
udstrækning af forbuddet, idømmes af domstolene
på baggrund af en konkret vurdering, og at forbuddet
idømmes som led i en straffedom for alvorlig kriminalitet,
som har baggrund i en voldelig konflikt mellem grupper, eller for
kriminalitet, som har relation til den pågældendes
tilknytning til en gruppe, der tilsammen står bag omfattende
og alvorlig kriminalitet. Der gør sig i sådanne
alvorlige sager om bl.a. rocker- og bandekriminalitet særligt
tungtvejende hensyn gældende til at mindske risikoen for
recidiv og negativ resocialisering og til at beskytte omgivelserne
mod de store gener, som kriminaliteten genererer. Der er herved
lagt vægt på, at der er en direkte sammenhæng
mellem forbuddets geografiske udstrækning og det eller de
steder, hvor kriminaliteten er begået, eller hvor den gruppe,
som kriminaliteten har tilknytning til, opholder sig.
Opholdsforbuddet må af samme årsag anses for egnet til
at varetage hensynene bag forbuddet, da den pågældende
fjernes fra områderne.
Ministeriet har endvidere lagt vægt på, at forbuddet
ikke indskrænker den dømtes bevægelses- og
opholdsfrihed ud over i den eller de konkrete kommuner eller de
byer eller bydele, som omfattes af opholdsforbuddet, og dermed
muligheden for i øvrigt at opretholde et almindeligt
liv.
Ministeriet har desuden tillagt det vægt, at politiet kan
meddele konkrete tilladelser til færden eller ophold i et
område omfattet af et opholdsforbud, hvis det af
særlige grunde må anses for beføjet, og at
tilladelsesordningen forudsættes administreret således,
at der træffes afgørelse om at meddele tilladelse,
når Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK,
kræver dette, eller når det vil være
nødvendigt, for at den dømte kan opfylde visse
lovbestemte pligter.
Der er også lagt vægt på, at den
pågældende kan forlange nødvendigheden af
forbuddets fortsatte opretholdelse indbragt for retten.
Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at
forslaget kan gennemføres inden for rammerne af artikel 2 i
4. Tillægsprotokol til EMRK.
Et idømt opholdsforbud kan efter omstændighederne
gribe ind i andre rettigheder end bevægelses- og
opholdsfriheden, som også er beskyttet af Danmarks
internationale forpligtelser, herunder EMRK. Det kan bl.a.
være adgangen til sundhedsydelser, som efter
omstændighederne kan være beskyttet af EMRK artikel 2
eller artikel 8, retten til privat- og familieliv, som er beskyttet
af EMRK artikel 8, og retten til forsamlings- og foreningsfrihed,
som er beskyttet af EMRK artikel 11. Som anført ovenfor
under pkt. 2.1.3.7 tager den foreslåede tilladelsesordning
højde for, at der konkret kan foreligge sådanne
tungtvejende hensyn, at der skal meddeles tilladelse til, at den
pågældende kan opholde sig i det område, som
forbuddet vedrører. Tilladelsesordningen forudsættes
som anført administreret således, at der træffes
afgørelse om at meddele tilladelse, når Danmarks
internationale forpligtelser, herunder EMRK, kræver dette.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den
foreslåede § 79 a, stk. 3, om den foreslåede
tilladelsesordning.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at
opholdsforbuddet kan gennemføres inden for rammerne af
Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK. Det
bemærkes i den sammenhæng, at Justitsministeriet ikke
er bekendt med praksis fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol om forholdet mellem adgangen til at give
opholdsforbud efter artikel 2 i 4. Tillægsprotokol og retten
til familieliv efter EMRK artikel 8 i en situation, hvor der gives
et opholdsforbud for et område, hvor en person har
bopæl sammen med sin familie.
2.2. Stramning
af optjeningsprincippet for at opnå fuld ret til
børne- og ungeydelse
2.2.1. Gældende ret
Der udbetales for børn og unge under 18 år en
skattefri børne- og ungeydelse, jf. § 1, stk. 1 og 2, i
lov om en børne- og ungeydelse, hvis betingelserne i lovens
§ 2 er opfyldt, herunder, at den person, der har
forældremyndigheden over barnet eller har taget barnet i
pleje med henblik på adoption, er fuldt skattepligtig efter
kildeskattelovens § 1.
For børn under 15 år udbetales børneydelsen
med en fjerdedel af den årlige ydelse i hvert kvartal, jf.
§ 5, stk. 3, i lov om en børne- og ungeydelse. Ydelsen
udbetales første gang for det hele kvartal efter det
kvartal, hvori barnet er født. Børneydelsens
størrelse afhænger af barnets alder. For børn
under 3 år er beløbet 18.024 kr. årligt. For de
3-6 årige børn er beløbet 14.268 kr.
årligt, og for børn i alderen 7-14 år er
beløbet 11.232 kr. årligt (2018-niveau).
For unge i alderen 15-17 år udbetales en skattefri
ungeydelse, jf. § 1, stk. 2, i lov om en børne- og
ungeydelse, hvis betingelserne i lovens § 2 er opfyldt.
Udbetalingen sker månedsvist og sidste gang for den
måned, hvor den unge fylder 18 år. I den måned,
hvor den unge fylder 18 år, udbetales ydelsen
forholdsmæssigt, svarende til antallet af dage fra
månedens begyndelse til og med fødselsdagen i forhold
til antallet af dage i måneden, jf. § 5, stk. 4, i lov
om en børne- og ungeydelse. For de 15-17 årige er
beløbet 11.232 kr. årligt (2018-niveau).
Som udgangspunkt udbetales børne- og ungeydelsen til
barnets mor, jf. § 4 i lov om en børne- og ungeydelse.
Andre ydelsesmodtagere kan eksempelvis være barnets far, hvis
barnet bor hos ham, eller den person, som har taget barnet i pleje
med henblik på adoption.
Børne- og ungeydelsen indkomstaftrappes, jf. § 1 a i
lov om en børne- og ungeydelse. Dette indebærer, at
ydelsen nedsættes med 2 pct. af den del af
topskattegrundlaget efter personskattelovens § 7, stk. 1 og 3,
der overstiger et grundbeløb på 749.000 kr. for
modtageren (2017-niveau).
Retten til den fulde ydelse er endvidere betinget af, at mindst
en af de personer, der har forsørgelsespligten over for
barnet, har haft bopæl eller beskæftigelse her i riget
i mindst 2 år inden for de seneste 10 år forud for den
periode, udbetalingen vedrører, jf. § 2, stk. 1, nr. 7,
i lov om en børne- og ungeydelse. Retten til fuld ydelse
optjenes gradvist, så der efter 6 måneders bopæl
eller beskæftigelse er ret til 25 pct. af ydelsen. Efter 1
år er der ret til 50 pct., efter 1½ år 75 pct.
og efter 2 år 100 pct.
For personer omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning EF nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de
sociale sikringsordninger, det vil sige personer fra
EU/EØS-lande og Schweiz, samt for statsløse og
flygtninge bosat i en medlemsstat, og som er eller har været
omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, samt for
disses familiemedlemmer og efterladte, gælder et
såkaldt sammenlægningsprincip, jf. forordningens
artikel 6. I disse tilfælde skal den nye medlemsstat
således ved vurdering af, om der er optjent ret til en
ydelse, foretage sammenlægning med perioder, der er
tilbagelagt efter et andet EU/EØS-lands eller Schweiz'
lovgivning.
Sammenlægningsprincippet indebærer, at
værtsmedlemsstaten - her Danmark - ved vurderingen af, om der
er optjent ret til en ydelse, skal medregne perioder, der er
tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning, som om der er
tale om perioder tilbagelagt efter dansk lovgivning.
Ifølge de gældende regler om kontanthjælp,
uddannelseshjælp og integrationsydelse, er det en betingelse
for, at et ægtepar, hvor den ene eller begge
ægtefæller modtager integrationsydelse, kan bevare
retten til fuld hjælp, at hver ægtefælle har haft
225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de
seneste 12 kalendermåneder, jf. § 13 f i lov om aktiv
socialpolitik. Opfylder ægtefællerne ikke denne
betingelse, nedsættes hjælpen.
Det er dog sådan, at for ægtepar, hvor den ene eller
begge ægtefæller modtager integrationsydelse, og hvor
den ene eller begge ægtefæller har
forsørgelsespligt over for et barn, nedsættes
hjælpen ikke, når der alene på grund af manglende
opfyldelse af betingelsen om optjening i § 2, stk. 1, nr. 7, i
lov om en børne- og ungeydelse ikke udbetales fuld
børne- og ungeydelse, jf. § 13 f, stk. 4, 2. pkt., i
lov om aktiv socialpolitik. Først når der er
opnået ret til fuld børne- og ungeydelse,
nedsættes hjælpen, hvis arbejdskravet i
225-timersreglen ikke er opfyldt.
2.2.2. Skatteministeriets overvejelser
Det følger af den politiske aftale om Bandepakke III, at
aftalepartierne, regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, er
enige om, at Bandepakke III bl.a. vil skulle finansieres med midler
fra en stramning af optjeningsprincippet for børne- og
ungeydelser.
Det fremgår således af aftalen, at aftalepartierne
vil stemme for en ændring af lov om en børne- og
ungeydelse samt lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag med virkning fra 2018, som
strammer optjeningsprincippet for børne- og ungeydelser,
så optjeningsperioden på 2 års bopæl eller
beskæftigelse inden for de seneste 10 år hæves
til 6 år.
2.2.3 Den foreslåede
ordning
Det foreslås, at kravet om tilknytning til Danmark for at
opnå ret til den fulde børne- og ungeydelse strammes
ved, at optjeningsperioden på 2 års bopæl eller
beskæftigelse inden for de seneste 10 år hæves
til 6 år. Ydelsen optjenes gradvist hvert halve år,
således at der vil være ret til den fulde ydelse efter
6 års bopæl eller beskæftigelse i riget. 2024 er
det første år, hvor det 6-årige
optjeningsprincip har fuld virkning.
For personer omfattet af Europa-Parlamentet og Rådets
forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af
de sociale sikringsordninger vil perioder tilbagelagt i andre
medlemsstater, som efter de gældende regler skulle medregnes
ved opgørelsen af optjeningsperioden, som om der var tale om
perioder tilbagelagt i Danmark
(sammenlægningsprincippet).
Det foreslås, at personer, der inden den 1. januar 2018
har erhvervet ret til børne- og ungeydelse efter det
gældende optjeningskrav, vil forblive på denne ordning,
så længe retten ikke afbrydes.
Personer, der har bopæl eller beskæftigelse her i
riget, og i øvrigt opfylder betingelserne for retten til
børne- og ungeydelse i § 2, stk. 1, nr. 1-6 og 8, i lov
om en børne- og ungeydelse, vil således bevare en ret
til børne- og ungeydelse, der eksisterer inden den 1. januar
2018, så længe retten bevares uden afbrydelse.
Hvis retten afbrydes, som følge af at den eller de
personer, der har forsørgelsespligten over barnet, ikke
længere har bopæl eller beskæftigelse her i riget
eller i øvrigt ikke opfylder betingelserne for retten til
børne- og ungeydelsen i lovens § 2, stk. 1, nr. 1-6 og
8, vil det foreslåede 6-årige optjeningskrav finde
anvendelse. Bopæls- eller beskæftigelsesperioder
optjent før 1. januar 2018 indgår i opgørelsen
af optjente bopæls- eller beskæftigelsesperioder.
Der foreslås ikke ændringer i reglerne i lov om
aktiv socialpolitik for, hvornår et ægtepar, hvor den
ene eller begge ægtefæller modtager integrationsydelse,
og hvor den ene eller begge ægtefæller har
forsørgelsespligt over for et barn, får hjælpen
nedsat som følge af manglende opfyldelse af arbejdskravet i
225-timersreglen. Det vil således fortsat være
sådan, at hjælpen ikke nedsættes, når der
alene på grund af manglende opfyldelse af betingelsen om
optjening i § 2, stk. 1, nr. 7, i lov om en børne- og
ungeydelse ikke udbetales fuld børne- og ungeydelse, jf.
§ 13 f, stk. 4, 2. pkt., i lov om aktiv socialpolitik.
Den foreslåede stramning af optjeningsprincippet betyder
således, at 225-timersreglen efter lov om aktiv socialpolitik
først finder anvendelse for ægtefæller, som
modtager integrationsydelse, og som har forsørgelsespligt
overfor et barn, når ægteparret har optjent ret til
fuld børne- og ungeydelse efter 6 års bopæl
eller beskæftigelse i Danmark inden for de seneste 10
år.
Der henvises til lovforslagets § 2 og bemærkningerne
hertil.
2.3. Stramning
af optjeningsprincippet for at opnå fuld ret til ydelser
efter børnetilskudsloven
2.3.1. Gældende ret
Børnetilskud efter lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag er tilskud, som i
særlige tilfælde kan ydes til børn under 18
år. Ydelserne udbetales som udgangspunkt efter
ansøgning til Udbetaling Danmark.
Der findes tre slags generelle børnetilskud. For det
første ordinært børnetilskud efter lovens
§ 2, som primært kan ydes til børn af enlige
forsørgere, børn af visse indsatte og børn af
forældre, der begge modtager folkepension eller
førtidspension efter regler gældende før 1.
januar 2003. Satsen for det ordinære børnetilskud er i
2017 på 1.385 kr. pr. kvartal for hvert barn under 18
år.
For det andet ekstra børnetilskud efter lovens § 3,
der sammen med det ordinære børnetilskud kan ydes til
enlige forsørgere, der har barnet hos sig. Der ydes kun
ét ekstra børnetilskud, uanset antallet af
børn. Satsen for ekstra børnetilskud er i 2017
på 1.412 kr. pr. kvartal.
For det tredje særligt børnetilskud efter lovens
§ 4, som bl.a. kan ydes til børn, hvor den ene eller
begge forældre er døde, når faderskabet ikke er
fastslået, eller hvis en eller begge forældre modtager
folkepension eller førtidspension efter regler
gældende før 1. januar 2003. Det særlige
børnetilskud er i 2017 på 3.540 kr. pr. kvartal pr.
barn plus et tillæg på 459 kr. pr. kvartal. Til
børn, som ingen forældre har, ydes der 2 gange
særligt børnetilskud og tillæg.
Hertil kommer en række specielle ydelser til særlige
grupper. Der er tale om flerbørnstilskud efter lovens §
10 a, adoptionstilskud efter lovens § 10 b og
børnetilskud til visse uddannelsessøgende
forældre efter lovens § 10 c og d.
Børnetilskud tilkommer som hovedregel barnet eller
børnene og udbetales kvartalsvis, første gang for det
kvartal, der følger efter det kvartal, i hvilket retten til
tilskuddet er erhvervet. Børnetilskud udbetales som
hovedregel til moderen.
Herudover kan Udbetaling Danmark udbetale et bidrag til et barns
underhold, der er fastsat efter lov om børns
forsørgelse, til den person, der er berettiget til at
kræve bidraget fastsat efter § 18, stk. 2, i lov om
børns forsørgelse, når bidraget ikke betales
på forfaldsdatoen. Udbetaling Danmark indtræder
herefter i retten til at indkræve bidraget.
Optjeningsprincippet efter lovens § 5 a finder også
anvendelse for forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
Retten til bl.a. ordinært børnetilskud er efter
gældende regler betinget af, at barnet eller mindst en af
forældrene har dansk indfødsret eller har haft fast
bopæl i Danmark i det seneste år, jf. § 5, stk. 1,
nr. 1, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnetilskud, og for særligt børnetilskud
kræves bopæl her i landet i de seneste 3 år.
Retten til de fulde ydelser efter lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag er endvidere betinget
af, at mindst en af de personer, der har forsørgelsespligten
over for barnet, har haft bopæl eller beskæftigelse her
i riget i mindst 2 år inden for de seneste 10 år forud
for den periode, udbetalingen vedrører, jf. § 5 a, stk.
1, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag. Retten til fuld ydelse optjenes gradvist,
så der efter 6 måneders bopæl eller
beskæftigelse inden for de seneste 10 år er ret til 25
pct. af ydelsen. Efter 12 måneder er der ret til 50 pct.,
efter 18 måneder 75 pct. og efter 24 måneder 100 pct.
af ydelsen, jf. § 5 a, stk. 2.
Optjeningsprincippet efter lovens § 5 a gælder for
både børnestilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag.
Børnetilskud er omfattet af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om
koordinering af de sociale sikringsordninger. For personer omfattet
af forordningen gælder derfor det såkaldte
sammenlægningsprincip i forordningens artikel 6.
Sammenlægningsprincippet indebærer, at
værtsmedlemsstaten - her Danmark - ved vurderingen af, om der
konkret er optjent ret til børnetilskud, skal medregne
perioder, der er tilbagelagt efter en anden medlemsstats
lovgivning, som om der er tale om perioder tilbagelagt efter dansk
lovgivning.
Forskudsvis udbetaling af børnebidrag er ikke omfattet af
forordning 883/2004, jf. herved forordningens bilag 1, jf. artikel
1, litra z.
Ifølge artikel 18 i Traktaten om den Europæiske
Unions Funktionsmåde (TEUF) gælder der inden for
traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses
særlige bestemmelser et forbud mod forskelsbehandling
på grundlag af nationalitet.
TEUF artikel 18 suppleres af en række særlige
bestemmelser, som skal medvirke til at sikre fri bevægelighed
af og for EU-borgere. Det drejer sig navnlig om TEUF artikel 45 om
arbejdstagere, som udmøntet ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5. april 2011 om
arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, TEUF
artikel 49 om selvstændige erhvervsdrivende og TEUF artikel
56 om tjenesteydere.
I det omfang en borger fra EU, EØS eller Schweiz efter
EU-retten er berettiget til forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, er det ikke foreneligt med EU-retten at stille
krav om forudgående bopæl eller beskæftigelse i
Danmark.
2.3.2. Beskæftigelsesministeriets
overvejelser
Det følger af den politiske aftale om Bandepakke III, at
aftalepartierne, regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, er
enige om, at Bandepakke III bl.a. vil skulle finansieres med midler
fra en stramning af optjeningsprincippet for ydelser efter lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag.
Det fremgår således af aftalen, at aftalepartierne
vil stemme for en ændring af lov om en børne- og
ungeydelse samt lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag med virkning fra 2018, som
strammer optjeningsprincippet for ydelser efter lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, så optjeningsperioden på 2
års bopæl eller beskæftigelse inden for de
seneste 10 år hæves til 6 år.
2.3.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at kravet om tilknytning til Danmark for at
opnå ret til de fulde ydelser efter lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
strammes ved, at optjeningsperioden på 2 års
bopæl eller beskæftigelse inden for de seneste 10
år hæves til 6 år. Ydelsen optjenes gradvist
hvert halve år, således at der vil være ret til
den fulde ydelse efter 6 års bopæl eller
beskæftigelse i riget. 2024 er det første år,
hvor det 6-årige optjeningsprincip har fuld virkning.
Det foreslås, at stramningen af optjeningsperioden
også skal gælde for retten til at få et
børnebidrag udbetalt forskudsvist.
Det foreslås i lyset af Danmarks EU-retlige forpligtelser
præciseret i loven, at optjeningsprincippet ikke gælder
for borgere fra EU, EØS eller Schweiz, i det omfang disse
efter EU-retten er berettigede til børnetilskud eller
forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
Det foreslås, at personer, der inden den 1. januar 2018
har erhvervet ret til ydelser efter lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag efter det
gældende optjeningskrav, vil forblive på denne ordning,
så længe retten til ydelsen ikke afbrydes.
Personer, der har bopæl eller beskæftigelse i
Danmark, og som i øvrigt opfylder betingelserne for retten
til den konkrete ydelse efter lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag, vil således
bevare en ret til ydelsen, der eksisterer inden den 1. januar 2018,
så længe retten bevares uden afbrydelse.
Hvis retten afbrydes, som følge af at den eller de
personer, der har forsørgelsespligten over barnet ikke
længere har bopæl eller beskæftigelse i Danmark
eller i øvrigt ikke opfylder betingelserne for retten til
den konkrete ydelse efter lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag, vil det foreslåede
6-årige optjeningskrav finde anvendelse. Bopæls- eller
beskæftigelsesperioder optjent før 1. januar 2018
indgår i opgørelsen af optjente bopæls- eller
beskæftigelsesperioder.
Hvor retten til det ekstra børnetilskud udspringer af
forholdene hos flere børn, og hvor retten til det ekstra
børnetilskud alene hos ét af børnene er
erhvervet før 1. januar 2018, skal tilskuddet udbetales
efter det hidtil gældende optjeningsprincip. Hvis det barn,
der udløser tilskuddet efter det hidtil gældende
optjeningsprincip ikke længere berettiger til det ekstra
børnetilskud efter det hidtil gældende
optjeningsprincip, vil retten til det ekstra børnetilskud
ophøre efter dette optjeningsprincip, og retten til det
ekstra børnetilskud vil herefter være omfattet af det
6-årige optjeningsprincip.
Der henvises til overgangsbestemmelserne i § 4 og
bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3 og
bemærkningerne hertil.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Forslaget om stramning af optjeningsprincippet for børne-
og ungeydelse, jf. forslagets § 2, skønnes i 2018 at
medføre mindreudgifter på ca. 1,6 mio. kr. målt
i umiddelbar virkning. Mindreudgifterne vil stige frem mod 2024,
hvorefter de skønnes at udgøre ca. 77,1 mio. kr.
(2018-niveau). 2024 er det første år, hvor det
6-årige optjeningsprincip har fuld virkning.
Dertil kommer stramningen af optjeningsprincippet for
børnetilskud, jf. forslagets § 3, der skønnes at
medføre mindreudgifter, der i 2018 er beskedne, men som
skønnes at stige til ca. 1,9 mio. kr. målt i
umiddelbar virkning i 2024 og senere år.
De samlede umiddelbare mindreudgifter til børne- og
ungeydelsen samt børnetilskud, jf. forslagets §§ 2
og 3, skønnes dermed til ca. 1,6 mio. kr. i 2018 stigende
til ca. 79,0 mio. kr. fra og med 2024.
Stramningen af optjeningsprincippet har en afledt effekt
på 225-timers reglen, hvorved integrationsydelsen
skønnes at blive forøget med ca. 0,2 mio. kr. i 2018
stigende til 9,9 mio. kr. fra og med 2024.
De samlede økonomiske konsekvenser efter
tilbageløb og skat og ved medregning af 225-timers reglen
skønnes at være mindreudgifter på ca. 1,1 mio.
kr. i 2018 stigende til ca. 55 mio. kr. i 2024 og senere år.
Den varige virkning skønnes til ca. 53,1 mio. kr.
Skønnene er behæftet med en vis usikkerhed. Det er
beregningsmæssigt forudsat, at der er en årlig tilgang
af børn, der berøres af optjeningsprincippet,
på ca. 3.000. Når forslaget har fuld virkning, dvs. fra
og med 2024, skønnes ydelse for ca. 19.500 børn
årligt at være omfattet af optjeningsprincippet mod ca.
7.500 børn ved det gældende 2-årige
optjeningsprincip.
Tabel
1. Mindreudgifter | Mio. kr. (2018-niveau) | 2018 | 2019 | 2020 | 2024 og senere år | Varigt | Umiddelbar
virkning | | | | | | Børne- og ungeydelsen | 1,6 | 14,4 | 37,8 | 77,1 | 74,3 | Børnetilskud | 0,0 | 0,4 | 0,9 | 1,9 | 1,9 | Samlet umiddelbar virkning | 1,6 | 14,8 | 38,7 | 79,0 | 76,2 | Afledt virkning på
integrationsydelsen | -0,2 | -1,9 | -4,8 | -9,9 | -9,5 | Umiddelbar virkning
inkl. Integrationsydelsen | 1,4 | 13,0 | 33,8 | 69,1 | 66,7 | - Heraf stat | 1,6 | 14,3 | 37,5 | 76,5 | 73,8 | - Heraf kommune | -0,2 | -1,4 | -3,6 | -7,4 | -7,1 | Virkning efter skat og
tilbageløb | 1,1 | 10,3 | 26,9 | 55,0 | 53,1 |
|
Forslaget har ingen umiddelbare virkninger for kommuner og
regioner, men den afledte effekt på 225-timers reglen
medfører merudgifter for kommunerne, der skønnes til
ca. 0,2 mio. kr. i 2018 stigende til ca. 7,4 mio. kr. fra 2024 og
frem, heri indregnet en statslig refusionsprocent på 25,3
pct.
Lovforslaget vurderes at medføre merudgifter for SKAT til
systemudvikling på 0,1 mio. kr. årligt i 2018-2022.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser skal
forhandles med de kommunale parter.
Lovforslagets øvrige initiativer forventes ikke at have
økonomiske konsekvenser for det offentlige. Eventuelle
begrænsede merudgifter på Justitsministeriets
område afholdes inden for dette ministeriums eksisterende
økonomiske ramme.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet
til EU-retten
Børne- og ungeydelse, jf. lov om en børne- og
ungeydelse, og børnetilskud, jf. lov om børnetilskud
og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, er omfattet af
forordning nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de
sociale sikringsordninger.
For personer omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) 883/2004 gælder et såkaldt
sammenlægningsprincip, jf. forordningens artikel 6.
Sammenlægningsprincippet indebærer, at
værtsmedlemsstaten - her Danmark - ved vurderingen af, om der
er optjent ret til en ydelse, skal medregne perioder, der er
tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning, som om der er
tale om perioder tilbagelagt efter dansk lovgivning.
Forskudsvis udbetaling af børnebidrag er ikke omfattet af
forordning 883/2004, jf. herved forordningens bilag 1, jf. artikel
1, litra z.
Ifølge artikel 18 i Traktaten om den Europæiske
Unions Funktionsmåde (TEUF) gælder der inden for
traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses
særlige bestemmelser et forbud mod forskelsbehandling
på grundlag af nationalitet.
TEUF artikel 18 suppleres af en række særlige
bestemmelser, som skal medvirke til at sikre fri bevægelighed
for EU-borgere. Det drejer sig navnlig om TEUF artikel 45 om
arbejdstagere, som udmøntet ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5. april 2011 om
arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, TEUF
artikel 49 om selvstændige erhvervsdrivende og TEUF artikel
56 om tjenesteydere.
I det omfang en borger fra EU, EØS eller Schweiz efter
EU-retten er berettiget til forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, er det ikke foreneligt med EU-retten at stille
krav om forudgående bopæl eller beskæftigelse i
Danmark. Det foreslås af denne grund præciseret i lov
om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, at optjeningsprincippet i lovens § 5 a
ikke gælder for borgere fra EU, EØS eller Schweiz, i
det omfang disse efter EU-retten er berettigede til ydelsen.
Lovforslaget er på ovennævnte baggrund i
overensstemmelse med EU-retten.
8. Hørte myndigheder og organisationer
mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 10. august 2017
til den 7. september 2017 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Adoption & Samfund, Advokatrådet, Advokatsamfundet,
Amnesty International, Ankestyrelsen, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, ATP, Borger- og Retssikkerhedschefen i SKAT,
Børne- og Kulturchefforeningen, Børne- og
Ungdomsorganisationernes Samråd, Børnerådet,
Børnesagens Fællesråd, CEPOS, CEVEA, Copenhagen
Business School, Juridisk Institut, Danmarks Jægerforbund,
Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Våbenhandlerforening,
Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk
Firmaidrætsforbund, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Land-
og Strandjagt, Dansk Militaria Forening, Dansk Skytte Union, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Told- og Skatteforbund, Danske
Advokater, Danske Regioner, Danske Våbenhandlere,
Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Det
Kriminalpræventive Råd, Det Sociale Nævn, DGI
Skydning, DI, Direktoratet for Kriminalforsorgen,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Ejendomsforeningen Danmark, Erhvervsstyrelsen - Team effektiv
regulering, Faggruppen af Socialrådgivere i
Kriminalforsorgen, Finans Danmark, FOA, Foreningen af Danske
Skatteankenævn, Foreningen af
Fængselsinspektører og
Vicefængselsinspektører, Foreningen af Offentlige
Anklagere, Foreningen af socialchefer i Danmark, Foreningen af
Statsadvokater, Foreningen Danske Revisorer (FDR), Forsikring &
Pension, Friluftsrådet, FSD - Foreningen af kommunale
social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark, FSR - danske
revisorer, FTF, Fængselsforbundet, Grønlands
Hjemmestyre, Hjælp Voldsofre, HK Landsklubben Danmarks
Domstole, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, HK Landsklubben
Politiet, HK Privat, HORESTA, Institut for Menneskerettigheder,
ISOBRO, Jagttegnslærerforeningen i Danmark, Justitia, KL,
Kraka, Krifa - Kristelige Fagbevægelse,
Kriminalforsorgsforeningen, Københavns Universitet, Det
Juridiske Fakultet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Landsforeningen KRIM, Landsskatteretten, LO,
Moderniseringsstyrelsen, Nordisk Våbenforum,
Offerrådgivningen, Politidirektørforeningen,
Politiforbundet, Retspolitisk Forening,
Retssikkerhedssekretariatet, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden i
Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne,
Rigspolitiet, Rigsrevisionen, Rådet for Etniske Minoriteter,
Rådet for Socialt Udsatte, samtlige byretter, SAVN,
SikkerhedsBranchen, Skatteankestyrelsen, SRF Skattefaglig Forening,
Syddansk Universitet, Juridisk Institut, Sø- og
Handelsretten, Udbetaling Danmark, Vagt- og
Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning, Vagt- og
Sikkerhedsindustrien, Vestre Landsret, Vaabenhistorisk Selskab,
Østre Landsret, Aalborg Universitet, Juridisk Institut og
Aarhus Universitet, Juridisk Institut.
| | | 9. Sammenfattende skema | | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Forslaget skønnes at medføre
samlede mindreudgifter efter tilbageløb og skat på ca.
1,1 mio. kr. i 2018 stigende til ca. 55 mio. kr. fra og med 2024.
Den varige virkning skønnes til ca. 53,1 mio. kr. | Forslaget skønnes at medføre
kommunale merudgifter på 0,2 mio. kr. i 2018 stigende til ca.
7,4 mio. kr. i 2024. | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Lovforslaget vurderes at medføre
merudgifter for SKAT til systemudvikling på 0,1 mio. kr.
årligt i 2018-2022. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser skal forhandles med de kommunale
parter. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget er i overensstemmelse med
EU-retten. Der henvises til punkt 7 ovenfor. | Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt X) | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Straffeloven indeholder ikke i dag en generel bestemmelse om, at
retten i forbindelse med overtrædelse af straffeloven, lov om
euforiserende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer
ved dom kan give den dømte et forbud mod at færdes og
opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede
områder.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i
straffeloven som § 79 a om et sådant opholdsforbud.
Det foreslås i § 79 a, stk.
1, at den, som idømmes ubetinget fængselsstraf
eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er
omfattet af straffelovens § 81 a, ved dommen kan gives et
opholdsforbud. Det samme gælder den, som idømmes en
ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge af frihedsberøvende karakter for
overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer
eller lov om våben og eksplosivstoffer, og som har
tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen
har relation til den pågældendes tilknytning til
gruppen.
Opholdsforbud kan idømmes sammen med en helt eller delvis
ubetinget fængselsstraf. Opholdsforbud kan endvidere
idømmes sammen med en anden strafferetlig retsfølge
af frihedsberøvende karakter. Dette omfatter
anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens
§§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse,
forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktion efter
straffelovens § 74 a.
Der kan derimod ikke gives opholdsforbud i sager, hvor straffen
alene er bøde eller betinget fængselsstraf. Der kan
ligeledes ikke gives opholdsforbud i sager, hvor den
pågældende er idømt en anden strafferetlig
retsfølge, som ikke er af frihedsberøvende karakter,
f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter
straffelovens §§ 68 og 69.
Det foreslås i stk. 1, 1.
pkt., at en person, der idømmes ubetinget
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er
omfattet af straffelovens § 81 a om strafforhøjelse og
skærpet straf for visse straffelovsovertrædelser med
relation til en rocker- eller bandekonflikt mv., ved dommen kan
gives opholdsforbud.
Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den
straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 123,
192 a og 244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245,
jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. §
245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, §
261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281,
§ 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288, kan
forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen
har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem
grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes
skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer,
som på grund af deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås
brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Efter §
81 a, stk. 2, skal det ved fastsættelse af straffen for
overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 2,
og § 237 i almindelighed indgå som en særdeles
skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen har
baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt som
nævnt i stk. 1.
Det forudsættes, at en person, som idømmes
ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge af frihedsberøvende karakter for en
lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81
a, i almindelighed vil skulle gives et opholdsforbud efter den
foreslåede bestemmelse, uanset hvilken af de i § 81 a
nævnte bestemmelser, den pågældende dømmes
for overtrædelse af.
Det foreslås i stk. 1, 2.
pkt., at der endvidere kan gives opholdsforbud til en
person, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller
anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om
euforiserende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer,
og som har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når
overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning
til gruppen.
Den foreslåede bestemmelse er først og fremmest
tiltænkt at skulle finde anvendelse i relation til rocker- og
bandekriminalitet, men den vil også - hvis betingelserne i
øvrigt er opfyldt - kunne finde anvendelse på anden
organiseret kriminalitet. I praksis vil der i relation til rocker-
og bandekriminalitet ofte være tale om at anvende
bestemmelsen over for personer, som er registreret i politiets
register over rocker- og bandemedlemmer, eller som i øvrigt
monitoreres af politiet i den forbindelse.
Den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt.,
forudsættes for det første anvendt, hvis der
foreligger to eller flere overtrædelser, der opfylder
betingelserne i bestemmelsen, uanset hvor lang den eller de
ubetingede frihedsstraffe er. Det er i den forbindelse uden
betydning, om der er tale om flere overtrædelser af samme lov
eller overtrædelser af flere af de love, der er nævnt i
bestemmelsen. Det er endvidere uden betydning, om
lovovertrædelserne er behandlet i samme dom eller ved flere
domme.
Den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt.,
forudsættes for det andet anvendt, hvis der foreligger en
enkelt overtrædelse, som opfylder betingelserne, og som
samtidig fører til en ubetinget frihedsstraf af mindst 3
måneders varighed. Vedrører en dom flere
lovovertrædelser, hvoraf det ikke er alle, som er omfattet af
den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt., skal der
foretages en konkret vurdering af, om den overtrædelse, der
er omfattet af bestemmelsen, i sig selv ville have medført
en ubetinget frihedsstraf af mindst 3 måneders varighed.
Anvendelsen af opholdsforbud efter det foreslåede stk. 1,
2. pkt., forudsætter herudover, at den dømte har
tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet, og at overtrædelsen har
relation til den dømtes tilknytning til gruppen.
Udtrykket »gruppe af personer« skal forstås i
overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens §
81 a. Som en gruppe anses derved ikke kun formaliserede grupper med
en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast
tilholdssted og navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter
også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker
med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at
personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via
telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige
eller truende begivenheder, som indtræffer.
Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at
være omfattet af den foreslåede bestemmelse ikke alene
er opstået og fungerer i anledning af de forhold, der er til
pådømmelse under den konkrete straffesag.
En familiegruppe vil også kunne anses for en gruppe af
personer efter den foreslåede bestemmelse, såfremt de
betingelser, der er nævnt ovenfor, i øvrigt er
opfyldt.
Personerne knyttet til den pågældende gruppe skal
»tilsammen stå bag omfattende og alvorlig
kriminalitet«. Dette vil omfatte tilfælde, hvor de
personer, som har tilknytning til gruppen, samlet set er
dømt for lovovertrædelser af en sådan grovhed
eller i et sådant omfang eller antal, at den samlede
kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og
alvorlig. Dette gælder, uanset om de enkelte
lovovertrædelser er begået af en eller flere personer,
som har tilknytning til gruppen.
Ved vurderingen af, om de personer, som har tilknytning til
gruppen, tilsammen står bag omfattende og alvorlig
kriminalitet, vil der navnlig skulle lægges vægt
på, om de pågældende er dømt for
overtrædelser af straffeloven, lov om euforiserende stoffer
eller lov om våben og eksplosivstoffer. Øvrige
lovovertrædelser vil dog efter omstændighederne
også kunne tillægges vægt i denne vurdering. Der
vil endvidere kunne lægges vægt på, om
overtrædelserne har ført til idømmelse af
ubetingede fængselsstraffe eller andre strafferetlige
retsfølger af frihedsberøvende karakter. Det vil
ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er
gået, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er
begået af personer, der må anses for ledende eller
toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle
tillægges betydelig vægt.
Til brug for vurderingen vil anklagemyndigheden under
hovedforhandlingen bl.a. kunne fremlægge en udtalelse fra
politiet om, hvilke personer der har tilknytning til gruppen, samt
om registreringer af den kriminalitet, som disse personer er
dømt for.
Det er endvidere en betingelse for at give opholdsforbud efter
den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt., at den
dømte har »tilknytning« til den
pågældende gruppe af personer. Begrebet
»tilknytning« indebærer, at den
pågældende skal have et tilhørsforhold til
gruppen som sådan. Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner
fra den pågældende gruppe falder således uden for
den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde.
Vurderingen af, om den dømte har tilknytning til gruppen
i bestemmelsens forstand, beror i første række
på et politifagligt skøn.
I den forbindelse vil der bl.a. kunne lægges vægt
på, om personen er iagttaget i forbindelse med gruppens
arrangementer eller har båret beklædning, udsmykning
eller lignende med symboler eller tekst med tilknytning til den
pågældende gruppe. Der vil også kunne
lægges vægt på, om personen i gentagne
tilfælde er iagttaget sammen med andre personer tilknyttet
gruppen. På samme måde vil eksempelvis tatoveringer og
tilkendegivelser, herunder på sociale medier eller lignende,
kunne indgå i vurderingen af den pågældendes
tilknytning til gruppen. Der vil endvidere kunne lægges
vægt på eventuelt materiale tilhørende gruppen,
f.eks. dokumenter, bøger, regnskaber, medlemslister,
telefonlister, indbetalinger, fotos, videoer mv., der viser, at
personen har en tilknytning til den pågældende gruppe
af personer. Herudover vil der også kunne lægges
vægt på, om den pågældende er dømt
for at have begået strafbare forhold sammen med andre
personer tilknyttet gruppen.
Opholdsforbud kan gives til personer, uanset om den
pågældende i gruppens egen selvforståelse er
fuldgyldigt medlem eller har status som f.eks.
»prospect«, »supporter«,
»hangaround« eller »probationary«. Det
afgørende er, at den dømte har den beskrevne
tilknytning til gruppen.
At en lovovertrædelse skal have »relation til den
dømtes tilknytning til gruppen« indebærer, at
opholdsforbud ikke kan idømmes i sager, hvor
lovovertrædelsen ikke har nogen sammenhæng med den
pågældendes tilknytning til gruppen. Som mulige
eksempler kan nævnes vold eller voldtægt, der
eksempelvis er begået i et parforhold, uden at det har nogen
sammenhæng med den dømtes tilknytning til den
pågældende gruppe.
Det er ikke muligt præcist at angive, hvornår en
lovovertrædelse har relation til den dømtes
tilknytning til gruppen. Det vil bero på en konkret vurdering
af den begåede lovovertrædelse, herunder af
overtrædelsens karakter, hvor den er foretaget, og om den er
begået sammen med andre, der har tilknytning til gruppen. Det
må antages, at der i mange tilfælde vil være tale
om kriminalitet i form af organiseret hashhandel, besiddelse af
våben, vidnetrusler, afpresning i form af beskyttelsespenge
og personfarlig kriminalitet, herunder grov vold.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 omfatter også
den, der dømmes for forsøg og medvirken, jf.
straffelovens §§ 21 og 23.
Et opholdsforbud indebærer efter den foreslåede
§ 79 a, stk. 2, at den
dømte ikke må færdes eller opholde sig i et
eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor den
pågældende lovovertrædelse er begået, eller
hvor den gruppe af personer, jf. § 81 a eller § 79 a,
stk. 1, 2. pkt., som den domfældte er tilknyttet, opholder
sig.
Udtrykket »færdes eller opholde sig« skal
forstås på samme måde som i straffelovens §
236, stk. 1, nr. 1, om opholdsforbud for navnlig visse
seksualforbrydelser. Færden eller ophold omfatter
således enhver fysisk tilstedeværelse inden for det
pågældende område, herunder at passere igennem
området. Et opholdsforbud vil således indebære,
at den blotte tilstedeværelse i det pågældende
område uden politiets tilladelse efter det foreslåede
§ 79 a, stk. 3, jf. herom nedenfor, vil udgøre en
overtrædelse, selv om der er tale om helt kortvarige
ophold.
Det er imidlertid ikke tilsigtet, at et opholdsforbud skal
være til hinder for færden og ophold, der udelukkende
skyldes nødsituationer, herunder den pågældendes
eller dennes nærmeste pårørendes akutte
henvendelse til et hospital.
Den pågældende vil straks skulle forlade
området, når nødsituationen er afsluttet. Forsat
færden eller ophold efter dette tidspunkt vil være en
overtrædelse af opholdsforbuddet.
Et opholdsforbud vil indebære et forbud mod at
bosætte sig i det område, der er omfattet af forbuddet.
Opholdsforbuddet vil således i praksis indebære et
påbud til den pågældende om at bosætte sig
uden for det område, som opholdsforbuddet omfatter. Dette
gælder dog ikke, hvis der undtagelsesvist er grundlag for at
meddele tilladelse efter den foreslåede § 79 a, stk. 3,
jf. herom nedenfor.
Et opholdsforbud skal som udgangspunkt omfatte den eller de
kommuner, hvor den pågældende lovovertrædelse er
begået. Herudover kan der gives et opholdsforbud i den eller
de kommuner, hvor den gruppe af personer, jf. § 81 a eller det
foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt., som den dømte
er tilknyttet, opholder sig.
Det vil navnlig bero på et politifagligt skøn, hvor
en gruppe af personer anses for at opholde sig. I den forbindelse
vil der bl.a. kunne lægges vægt på politiets
observationer, ransagninger, afhøringer mv. Det er ikke kun
gruppens formelle opholdssted i form af et klubhus mv., der skal
anses som gruppens opholdssted. Også steder eller
områder, hvor gruppen i praksis samles og f.eks.
udøver negativ påvirkning, herunder i form af
kriminalitet, vil skulle anses som gruppens opholdssted.
I vurderingen af den nærmere afgrænsning af
opholdsforbuddet, herunder om forbuddet skal omfatte mere end
én kommune, f.eks. både den kommune, hvor forholdet er
begået, og den kommune, hvor gruppen opholder sig, vil der
navnlig skulle lægges vægt på karakteren,
omfanget og grovheden af den begåede kriminalitet, herunder
om den begåede kriminalitet har forbindelse til en konflikt
mellem forskellige grupper, f.eks. hvor der bliver kæmpet om
territoriet i forhold til hashhandel.
Der vil endvidere skulle lægges afgørende
vægt på, hvor forbuddet mest effektivt forhindrer, at
den pågældende genoptager sine kriminelle
aktiviteter.
Hvis der er tale om en geografisk stor kommune med en eller
flere større byer eller en kommune, der hovedsageligt
består af tæt bebyggede områder, og hvor det er
tydeligt, at den pågældendes kriminalitet og/eller
gruppe hører til i en bestemt by eller bydel, kan retten i
stedet for hele kommunen begrænse opholdsforbuddet til alene
en eller flere byer eller bydele, hvis en bredere udstrækning
konkret vurderes ikke at stå i rimeligt forhold til den
begåede kriminalitet. Der kan endvidere gives et
opholdsforbud, der alene omfatter dele af to kommuner, hvis f.eks.
gruppen opholder sig omkring og eventuelt på begge sider af
kommunegrænsen.
Er der tale om mindre alvorlig kriminalitet, som f.eks. alene
har givet anledning til en kortere ubetinget fængselsstraf,
og vurderes et geografisk bredt fastlagt forbud dermed ikke at
stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet,
kan opholdsforbuddet indskrænkes geografisk til et eller
flere mindre områder, som ikke hindrer den dømtes
sædvanlige ophold og færden de steder, hvor den
dømte har sin bopæl og sine sædvanlige legitime
gøremål, men som hindrer den dømte i at opholde
sig og færdes, hvor den eller de pågældende
lovovertrædelser er begået, og/eller hvor den gruppe af
personer, som den dømte er tilknyttet, opholder sig.
Den præcise afgrænsning af opholdsforbuddet vil i
øvrigt afhænge af en konkret
proportionalitetsvurdering, hvor ovenstående retningslinjer
om fastsættelse af forbuddet indgår.
Det vil være op til domstolene i de konkrete
tilfælde at vurdere, hvordan det geografiske område,
som et opholdsforbud skal dække, angives tilstrækkeligt
præcist i dommen. Når opholdsforbuddet omfatter en
eller flere hele kommuner - hvilket som nævnt vil være
udgangspunktet - vil det være naturligt, at forbuddet
afgrænses ved at angive den eller de pågældende
kommuner. I andre tilfælde vil det eksempelvis kunne
fastsættes i dommen, hvilke gadenavne der omkranser det
område, som er omfattet af forbuddet, men andre objektive
beskrivelser af et område vil også kunne anvendes,
så længe det sikres, at det omfattede område let
og utvetydigt kan identificeres. Det vil ikke være
tilstrækkeligt at angive området på et kort, men
beskrivelsen af området kan eventuelt suppleres af et kort.
Det bemærkes i øvrigt, at politiets tilladelser
så vidt muligt skal afgrænses på samme
måde.
Det foreslås i § 79 a, stk.
3, at politiet kan meddele tilladelse til færden eller
ophold i et område omfattet af et forbud efter stk. 1, hvis
det af særlige grunde må anses for beføjet.
Tilladelsesordningen indebærer, at den
pågældende på forhånd og på eget
initiativ skal søge om tilladelse, og at den
pågældende ikke lovligt kan færdes i et
område omfattet af et opholdsforbud efter den
foreslåede bestemmelse, før der eventuelt måtte
være meddelt en sådan tilladelse. Tilladelsesordningen
forudsættes administreret restriktivt, således at der
som udgangspunkt kun meddeles tilladelse, når Danmarks
internationale forpligtelser, herunder EMRK, kræver dette,
eller når det vil være nødvendigt, for at den
dømte kan opfylde visse lovbestemte pligter, jf. i
øvrigt herom nedenfor.
Som eksempler på tilfælde, hvor der foreligger
»særlige grunde«, som vil kunne begrunde en
tilladelse, kan nævnes tungtvejende hensyn til den
pågældendes helbred. Det
kan eksempelvis være deltagelse i operationer,
lægeundersøgelser eller andre sygdoms- eller
helbredsbegrundede behandlinger, som sker på baggrund af
lægehenvisning, og som alene kan foregå på et
hospital eller hos en læge i det område, der er
omfattet af opholdsforbuddet. Det forudsættes som det klare
udgangspunkt, at der i disse tilfælde gives tilladelse. Der
vil omvendt ikke kunne gives tilladelse, hvis den lægelige
behandling uden videre vil kunne foregå hos en læge
mv., der ikke er placeret i det område, som forbuddet
vedrører.
Som nævnt ovenfor er det ikke hensigten, at et
opholdsforbud skal være til hinder for færden og ophold
i nødsituationer, herunder den pågældendes eller
dennes nærmeste pårørendes akutte henvendelse
til et hospital. I disse tilfælde kræves der
således ikke tilladelse fra politiet til færden og
ophold i området.
Hensynet til den dømtes privat- og
familieliv vil i visse tilfælde også kunne
udgøre en særlig grund i bestemmelsens forstand. Der
vil f.eks. kunne være tale om enkeltstående eller
sjældent forekommende begivenheder af særlig betydning
vedrørende de nærmeste pårørende som
f.eks. begravelse, alvorlig sygdom eller tilstedeværelse i
forbindelse med en ægtefælles, samlevers eller
kærestes fødsel af et fælles barn. Ved
nærmeste pårørende forstås normalt
personens ægtefælle, faste samlevende, forældre,
børn og søskende. Omvendt vil deltagelse i mere
almindeligt eller hyppigt forekommende familiebegivenheder som
f.eks. fødselsdage, højtider eller uformelle
sammenkomster mv. som det klare udgangspunkt ikke udgøre en
særlig grund i bestemmelsens forstand.
Som anført ovenfor vil et opholdsforbud i de
tilfælde, hvor den pågældende forud for dommen
måtte være bosat i det område, som et
opholdsforbud omfatter, i praksis indebære et påbud til
den pågældende om at flytte uden for det område,
som opholdsforbuddet omfatter.
Hvor den pågældende bor alene eller sammen med
personer, som ikke er den pågældendes nærmeste
pårørende, vil hensynet til at undgå recidiv og
hensynet til omgivelserne, hvor kriminaliteten er begået,
efter Justitsministeriets opfattelse som det klare udgangspunkt
vægte højere end den pågældendes mulighed
for at opretholde sin bopæl i et område, som er
omfattet af et opholdsforbud. Der vil derfor som det klare
udgangspunkt ikke kunne meddeles tilladelse til ophold i egen bolig
i disse tilfælde.
Hvor den pågældende har bopæl sammen med sine
nærmeste pårørende, skal der foretages en
afvejning af hensynet til familielivet over for hensynet til
karakteren og grovheden af den kriminalitet, som har begrundet
opholdsforbuddet, samt risikoen for recidiv. Der vil også
skulle lægges betydelig vægt på, om opretholdelse
af bopælen kan ske, uden at den pågældende vil
komme til at opholde sig i det specifikke område inden for
opholdsforbuddets anvendelsesområde, hvor gruppen af
personer, som den pågældende er tilknyttet, opholder
sig. Hvis opretholdelse af bopælen indebærer, at den
pågældende vil komme til at opholde sig i netop det
område, vil det med betydelig vægt tale for, at
bopælen ikke kan opretholdes. Det vil bl.a. også
være relevant at lægge vægt på, hvor lang
tid husstanden har været etableret, hvorvidt en
ægtefælle eller samlever havde kendskab til
kriminalitet, der var begået forud for etableringen af
forholdet, hvorvidt der er hjemmeboende børn og i givet fald
deres alder samt børnenes bedste interesser og
velbefindende. Udøver den pågældende
således et familieliv med en samlever eller
ægtefælle med fælles mindre, hjemmeboende
børn vil dette være forhold, som med betydelig
vægt taler for, at der meddeles tilladelse med henvisning til
EMRK artikel 8. I sådanne situationer vil der således
skulle meddeles tilladelse, medmindre særdeles tungtvejende
hensyn taler herimod. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvis den pågældende er dømt for
meget alvorlig kriminalitet (f.eks. drab) og samtidig har
opretholdt kontakten til sin gruppering.
Hvis de ovennævnte familiemæssige forhold er til
stede på tidspunktet for domsafsigelsen, kan retten
også, ved idømmelse af en kortere ubetinget
fængselsstraf, tage hensyn hertil ved fastsættelsen af
den geografiske udstrækning af opholdsforbuddet,
således at den dømte kan opholde sig i og omkring
bopælen. Hvis der derimod er tale om idømmelse af en
længerevarende fængselsstraf, bør retten ikke
tage et sådant hensyn, idet de familiemæssige forhold
vil kunne ændre sig i løbet af den periode, hvor den
pågældende afsoner fængselsstraffen, og forholdet
bør derfor reguleres gennem konkrete tilladelser.
Ved idømmelse af et opholdsforbud til personer under 18
år kan retten tilsvarende ved fastsættelsen af den
geografiske udstrækning af opholdsforbuddet tage hensyn til,
at den dømte - så længe denne ikke er fyldt 18
år - kan færdes og opholde sig, hvor
forældremyndighedsindehaverne har bopæl.
Hvis der af hensyn til den pågældendes privat- og
familieliv meddeles tilladelse til, at bopælen kan
opretholdes, bør tilladelsen også omfatte vilkår
om at færdes frem og tilbage herfra samt tilladelse til at
varetage nødvendige forpligtelser, som har tilknytning til
udøvelsen af familielivet, f.eks. afhentning af børn
i institution eller skole og ledsagelse af børn til
læge, dog således at ophold i området uden for
disse situationer ikke i øvrigt er tilladt. Tilladelsen kan
også omfatte egne gøremål, herunder besøg
på egen læge. Det vil formentlig i praksis også
ofte være relevant på forhånd at give tilladelse
til, at den pågældende kan opfylde lovbestemte pligter
om f.eks. at møde op på et jobcenter eller en
arbejdsløshedskasse mv. i medfør af
beskæftigelseslovgivningen. Tilladelse til at opfylde andre
lovbestemte pligter, som forventes at blive relevante, om at
møde hos en bestemt myndighed inden for det område,
som opholdsforbuddet omfatter, vil også kunne gives på
forhånd. Dette kan f.eks. være udlændinges
pligter efter udlændingelovgivningen til at møde op
hos en bestemt myndighed.
Det bemærkes, at der som udgangspunkt kun vil kunne gives
tilladelse til lejlighedsvise møder, som den
pågældende myndighed eller arbejdsløshedskasse
mv. har indkaldt til på et bestemt sted og tidspunkt. Der vil
således som det klare udgangspunkt ikke kunne gives
tilladelse til, at den pågældende deltager i daglige
møder eller lignende, eller at den pågældende
tager imod et tilbud om arbejde inden for forbudsområdet, jf.
også nedenfor om myndighedernes forpligtelse til at
respektere et opholdsforbud.
Når politiet skal vurdere, om det i forbindelse med en
tilladelse til at have bopæl inden for det område, som
opholdsforbuddet omfatter, er mest hensigtsmæssigt at meddele
en generel tilladelse til f.eks. at deltage i lejlighedsvise
møder, som den pågældende indkaldes til på
jobcenteret mv., eller om det er mere hensigtsmæssigt at
meddele tilladelse på baggrund af løbende
ansøgninger til konkrete møder, vil der bl.a. kunne
lægges vægt på risikoen for recidiv og
misbrugsfare. Det vil endvidere være relevant at tage i
betragtning, om tilladelsen indebærer, at den
pågældende skal færdes i det område, hvor
den gruppe, som den pågældende har tilknytning til,
opholder sig. Det kan i den forbindelse være
hensigtsmæssigt for politiet at vide, hvornår den
pågældende forventes at færdes i området,
og på den baggrund kan det være mest
hensigtsmæssigt at meddele tilladelse efter konkrete
ansøgninger.
I tilfælde, hvor den pågældende bor sammen med
personer, der tilhører den gruppe, som opholdsforbuddet er
idømt på baggrund af, vil der som det helt klare
udgangspunkt ikke kunne meddeles tilladelse til fortsat at bo i
forbudsområdet.
Der vil ikke kunne gives tilladelse i tilfælde, hvor den
pågældende - eventuelt sammen med sine nærmeste
pårørende - ønsker at etablere bopæl i et
område omfattet af et opholdsforbud, efter at forbuddet er
idømt.
I visse helt særlige situationer vil også
tungtvejende hensyn til forsamlings- eller
foreningsfriheden kunne begrunde en tilladelse. Der vil dog
som det helt klare udgangspunkt ikke kunne meddeles tilladelse til
aktiviteter i regi af foreninger med fast tilhørs- eller
mødested i det område, som opholdsforbuddet omfatter,
eller til at deltage i demonstrationer mv. i området.
Der vil i visse situationer endvidere kunne foreligge
særlige grunde i bestemmelsens forstand, hvis der er tale om
at meddele tilladelse til den pågældendes transit igennem et område, der er
omfattet af et opholdsforbud, f.eks. via en central
færdselsåre eller til afgang fra en lufthavn, hvor
opholdsforbuddet vil medføre en meget væsentlig omvej
for transporten eller besværliggøre ud- og indrejse
til Danmark i væsentligt omfang. Det forudsættes dog i
givet fald, at en tilladelse ikke væsentligt vil
vanskeliggøre håndhævelsen af et opholdsforbud,
og at der ikke vurderes at være risiko for misbrug. Der vil
f.eks. kunne være tale om tilladelse til transport via en
central motorvejsstrækning som den fynske motorvej E20, der
bl.a. passerer igennem Odense Kommune, eller transport til og fra
Københavns Lufthavn i Kastrup i forbindelse med en konkret
afrejse eller ankomst. Der vil også kunne være tale om
tilladelse til at benytte en bestemt togstrækning. Desuden
vil der, for en person med opholdsforbud i Københavns
Kommune, kunne være tale om tilladelse til transport gennem
Københavns Kommune, såfremt den pågældende
er bosat i Frederiksberg Kommune, idet den pågældende i
modsat fald ikke ville kunne forlade sin bopælskommune.
Der vil som det klare udgangspunkt ikke foreligge særlige
grunde, hvis den dømte ønsker at varetage arbejdsmæssige opgaver eller
forpligtelser i et område omfattet af et opholdsforbud. Dette
indebærer f.eks., at der som det klare udgangspunkt ikke kan
meddeles tilladelse til, at den pågældende giver
møde på en arbejdsplads beliggende i et område
omfattet af et opholdsforbud, eller at den pågældende
varetager enkeltstående arbejdsopgaver i området. Dette
gælder også i de situationer, hvor et jobcenter eller
en arbejdsløshedskasse mv. vil give et tilbud efter lov om
aktiv beskæftigelsesindsats eller henvise til arbejde i det
pågældende område, jf. nedenfor.
På tilsvarende vis vil der som det klare udgangspunkt ikke
kunne meddeles tilladelse til, at den pågældende kan
deltage i undervisning på en
uddannelse, faglige kurser eller lignende, som gennemføres i
eller skal foregå i et område omfattet af et
opholdsforbud.
Som udgangspunkt skal offentlige myndigheder,
arbejdsløshedskasser mv. respektere et opholdsforbud, hvis
lovgivningen på et område ikke er forenelig med
opholdsforbuddet. Dette indebærer f.eks. at en person, der er
idømt et opholdsforbud, ikke kan gives et tilbud eller
henvises til et arbejde efter beskæftigelseslovgivningen,
hvis arbejdspladsen er beliggende inden for forbudsområdet,
idet der som det klare udgangspunkt ikke kan meddeles tilladelse
til at varetage arbejdsmæssige opgaver i et område,
hvor man har et opholdsforbud, jf. ovenfor.
Visse lovbestemte pligter indebærer, at en person skal
møde frem hos en myndighed, arbejdsløshedskasse mv.
eller på et nærmere angivet sted. Bl.a. afhængig
af konsekvensen af at undlade at møde op, vil der kunne
meddeles tilladelse til mødet. Er der tale om, at manglende
fremmøde er forbundet med en straf, eller er det i
øvrigt forbundet med væsentlige retlige konsekvenser,
herunder i form af tab af væsentlige rettigheder, som f.eks.
arbejdsløshedsdagpenge, hvis man ikke møder op,
forudsættes det, at der meddeles tilladelse, medmindre der
konkret er mulighed for, at mødet kan foregå uden for
forbudsområdet. Som eksempel kan nævnes retsplejelovens
§ 168, stk. 1, hvorefter der er pligt til at afgive forklaring
for retten som vidne, og udlændingelovens § 40, stk. 1,
hvorefter en udlændings asylansøgning bortfalder, hvis
udlændingen uden anmeldt lovligt forfald udebliver efter at
være tilsagt et personligt møde hos
Udlændingestyrelsen eller politiet.
Også i tilfælde, hvor den pågældende ved
personligt fremmøde kan varetage sine
interesser over for myndighederne f.eks. i sager på
det familieretlige område, udlændingeretlige
område, i retsmøder, i sager om ansøgninger,
godkendelser, tilladelser mv., vil det efter omstændighederne
kunne udgøre særlige grunde, såfremt den
pågældende er indkaldt af myndigheden. Dette
gælder, selv om der ikke er en lovbestemt
mødepligt.
En særlig situation kan opstå, hvis en person
på samme tid er pålagt et opholdsforbud, der
dækker et område, hvor den pågældende
også er pålagt en opholdspligt efter
udlændingelovens § 42 a, stk. 8. En opholdspligt
indebærer, at den pågældende skal tage ophold
på et bestemt indkvarteringssted, og denne pligt kan
således kun opfyldes ved færden eller ophold i det
område, hvor indkvarteringsstedet er beliggende. Hvis det
allerede på tidspunktet for dommen står klart, at der
vil opstå en konflikt mellem en opholdspligt og et
opholdsforbud, forudsættes det, at opholdsforbuddet
fastlægges under hensyn til, at den pågældende
person er undergivet opholdspligt. Dette vil f.eks. kunne betyde,
at opholdsforbuddet ikke skal finde anvendelse i den del af
kommunen, hvor indkvarteringsstedet er beliggende. Hvis det
først på et senere tidspunkt viser sig, at der
opstår en konflikt mellem et opholdsforbud og en
opholdspligt, forudsættes det, at politiet meddeler
tilladelse til, at den pågældende kan færdes og
opholde sig i den del af kommunen, hvor indkvarteringsstedet er
beliggende. I dette tilfælde vil opholdsforbuddet ikke finde
anvendelse i den periode, hvor personen har søgt om, men
endnu ikke fået, tilladelsen.
De ovenfor anførte eksempler er ikke udtryk for en
udtømmende opregning.
Hvornår færden eller ophold af særlige grunde
må anses for »beføjet« i bestemmelsens
forstand, således at der kan meddeles tilladelse til
færden eller ophold i et område omfattet af
opholdsforbuddet, beror på en konkret og individuel afvejning
af på den ene side formålet med tilladelsen samt den
pågældendes personlige forhold og på den anden
side karakteren og grovheden af den kriminalitet, som har begrundet
opholdsforbuddet, samt risikoen for misbrug eller ny kriminalitet
ved at meddele tilladelse.
Afvejningen og vurderingen af, om der er grundlag for at meddele
tilladelse, beror således på et skøn, som bl.a.
indeholder en række politifaglige elementer.
Der vil ved vurderingen f.eks. kunne lægges vægt
på, om den pågældende fortsat har tilknytning til
den gruppe, som opholdsforbuddet vedrører, herunder om den
pågældende har gennemført et exit-forløb,
eller om den pågældende i øvrigt ved sin
adfærd har vist, at vedkommende har lagt afstand til sin
tidligere kriminelle løbebane. Der vil desuden kunne
lægges vægt på, hvor den begivenhed, som der
søges tilladelse til at deltage i, skal finde sted, herunder
afstanden til områder, hvor gruppen, som den
pågældende har tilknytning til, opholder sig, eller til
området, hvor lovovertrædelsen, som har begrundet
opholdsforbuddet, har fundet sted. Herudover kan der lægges
vægt på, om der er aktuelle konflikter i området
mellem rivaliserende grupperinger, som den pågældende
har tilknytning til. Der kan tillige lægges vægt
på, hvor lang tid der er passeret fra det tidspunkt, hvorfra
opholdsforbuddet har haft virkning, til ansøgningen om
tilladelse. Der kan også lægges vægt på, om
opholdsforbuddet har været tilsidesat tidligere, eller om der
vurderes at være en nærliggende risiko herfor.
Hvis der er holdepunkter for at antage, at den
pågældende vil misbruge en eventuel tilladelse, kan
denne ikke meddeles. Det vil f.eks. efter omstændighederne
kunne være tilfældet, hvis den pågældende
tidligere har overtrådt vilkårene for en tilladelse,
eller hvis politiet konkret er i besiddelse af oplysninger om, at
den pågældende vil misbruge en tilladelse. I
sådanne situationer vil der dog kunne meddeles tilladelse,
hvis der f.eks. foreligger særligt tungtvejende hensyn til
den pågældendes helbred.
Der vil også kunne lægges vægt på, om
det er nødvendigt at opholde sig i den
pågældende kommune, eller om det pågældende
ærinde uden væsentlig ulempe kan foregå i en
anden kommune eller et andet område, som ikke er omfattet af
forbuddet.
Den tidsmæssige og geografiske udstrækning af
tilladelsen vil ligeledes bero på en nærmere vurdering
af formålet med tilladelsen og forholdene i øvrigt.
Ved vurderingen af, hvordan tilladelsen skal begrænses
geografisk eller tidsmæssigt, vil der således bl.a.
kunne lægges vægt på de samme forhold, som
måtte tale for eller imod, at der gives tilladelse. Det
må antages, at de nærmere geografiske eller
tidsmæssige vilkår for tilladelsen ofte vil
følge umiddelbart af formålet med tilladelsen. Hvor
der således gives tilladelse til at deltage i en
enkeltstående begivenhed, f.eks. en planlagt operation
på et hospital i en kommune omfattet af et opholdsforbud, vil
tilladelsen skulle omfatte transport til og fra den
pågældende operation samt det heraf nødvendige
ophold på hospitalet. Der er imidlertid intet til hinder for,
at tilladelsen, f.eks. hvor datoerne for en længerevarende
hospitalsbehandling måtte blive fastlagt løbende, kan
tænkes givet som en stående tilladelse til for den
pågældende at færdes til og fra og opholde sig
på hospitalet med det bestemte formål for
øje.
Det bemærkes, at der vil være tale om en strafbar
overtrædelse af opholdsforbuddet, hvis den, som forbuddet
omfatter, opholder sig i forbudsområdet uden at have
søgt tilladelse til det pågældende ophold, selv
om der i medfør af f.eks. EMRK artikel 8 ville skulle
meddeles en sådan tilladelse, eller det i øvrigt
må antages, at tilladelse ville være givet, hvis der
var søgt om den.
En afgørelse om afslag på tilladelse mv. vil kunne
påklages efter de gældende regler i retsplejelovens
§ 109. Klage over politiets afgørelse skal i
første omgang indgives til politidirektøren i den
pågældende politikreds. En eventuel klage over
politidirektørens afgørelse skal i medfør af
retsplejelovens § 109, stk. 1, indgives til Rigspolitiet som
overordnet myndighed. Rigspolitiets afgørelse kan ikke
påklages til Justitsministeriet, jf. retsplejelovens §
109, stk. 2.
En afgørelse om afslag på tilladelse mv. vil
endvidere kunne indbringes for domstolene efter grundlovens §
63.
Det foreslås i § 79 a, stk. 4,
1. pkt., at opholdsforbud gives på tid fra 1 til 10
år regnet fra endelig dom.
Den tidsmæssige udstrækning af opholdsforbuddet vil
skulle afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.
Opholdsforbuddets længde skal således afspejle den
begåede kriminalitet, herunder grovheden og omfanget af denne
kriminalitet. Der bør herved lægges afgørende
vægt på længden af den idømte straf eller
karakteren af den foranstaltning mv., som idømmes.
I sager, hvor der i den samlede strafudmåling også
indgår straf for lovovertrædelser, som ikke opfylder
betingelserne for idømmelse af opholdsforbud efter den
foreslåede bestemmelse, eller hvor der udløses
reststraf fra tidligere domme, vil retten skulle fastsætte
opholdsforbuddet ud fra et skøn over, hvilken del af
straffen der kan henføres til lovovertrædelser, som er
omfattet af den foreslåede bestemmelse om opholdsforbud.
Ved fængsel i indtil 1 år eller ved foranstaltninger
efter straffelovens § 74 a forudsættes opholdsforbuddet
som udgangspunkt fastsat til mellem 1 og 4 år. Ved
fængsel i mere end 1 år, men ikke over 4 år,
eller ved foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og
69 forudsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt fastsat til
mellem 3 og 6 år. I sager, hvor den idømte
fængselsstraf er på mere end 4 år, men ikke over
8 år, forudsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt
fastsat til mellem 5 og 8 år. Ved fængsel i 8 år
eller derover eller ved forvaring efter straffelovens § 70
forudsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt fastsat til
mellem 7 og 10 år.
Der vil efter en konkret vurdering kunne være grundlag
for, at opholdsforbuddet fastsættes i længere tid end
de angivne udgangspunkter for udmålingen (inden for den
fastsatte ramme på 10 år). Eksempelvis
forudsættes det, at der i sager, hvor den dømte har en
ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som
tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,
udmåles et længere opholdsforbud end det udgangspunkt,
som er angivet ovenfor.
Det bemærkes, at den omstændighed, at gerningsmanden
idømmes et opholdsforbud, ikke skal indgå som en
formildende omstændighed i forbindelse med fastsættelse
af straffen for den lovovertrædelse, som opholdsforbuddet
idømmes på baggrund af.
Ved »ledende eller koordinerende rolle«
forstås, at den pågældende enten officielt er
udnævnt til at varetage en ledende funktion i gruppen eller
blot gennem sin adfærd og sine handlinger har haft en
styrende rolle i gruppen i forhold til gruppens aktiviteter og
udvikling, f.eks. i forhold til rekruttering af nye medlemmer,
opbygning af alliancer, påvirkning af konfliktsituationer
samt tilpasning af territorier og kriminelle markeder.
Fastsættelsen af længden af opholdsforbuddet vil i
øvrigt bero på domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og
det ovenfor anførte vil kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning (inden for den fastsatte ramme på 1
til 10 år), hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder.
Det foreslås i § 79 a, stk. 4,
2. pkt., at ved udståelse af fængselsstraf eller
anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
karakter forlænges opholdsforbuddet tilsvarende.
Ordningen indebærer, at et opholdsforbud forlænges i
tid i den periode, hvor den dømte udstår den
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, som
blev idømt sammen med opholdsforbuddet, samt forlænges
i tid i den periode, hvor den dømte udstår
øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige
retsfølger af frihedsberøvende karakter, når
udståelsen finder sted, mens et opholdsforbud har virkning.
Det bemærkes i den forbindelse, at et opholdsforbud ikke er
til hinder for, at frihedsberøvelsen sker i
forbudsområdet.
Opholdsforbuddet forlænges således, når den
pågældende udstår fængselsstraf eller
forvaring i fængsel eller arresthus. Tilsvarende
forlænges opholdsforbuddet, hvis den pågældende
efter reglerne i udgangsbekendtgørelsen udstår
fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller
arresthus. Herudover forlænges forbuddet, hvis den
pågældende udstår straf i kriminalforsorgens
pensioner eller institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 78, eller udstår straf
på bopælen under intensiv overvågning og kontrol
(fodlænkeafsoning), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a
og 13 b. Desuden forlænges straffen for personer, der er
frihedsberøvet i medfør af straffelovens §§
68 og 69 (foranstaltningsdomme) eller § 74 a
(ungdomssanktion).
Perioden regnes fra afsoningens mv. begyndelse til
løsladelsen eller udskrivningen, hvorved forstås
første løsladelse eller udskrivning fra den
pågældende straf, herunder
prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt
benådning fra straffen eller anden strafferetlig
retsfølge.
Opholdsforbuddet forlænges ligeledes i tid, hvis der
træffes bestemmelse om genindsættelse efter eventuel
prøveløsladelse eller prøveudskrivning eller
efter betinget benådning.
Opholdsforbuddet forlænges ikke ved
varetægtsfængsling eller undergivelse af
foranstaltning, der træder i stedet herfor, hvis sådan
frihedsberøvelse ligger forud for dommen. Hvis den
pågældende varetægtsfængsles i forbindelse
med en straffesag, der ligger efter dommen om opholdsforbud, vil
opholdsforbuddet også skulle forlænges med denne
frihedsberøvelse, medmindre den pågældende
frifindes eller ikke idømmes ubetinget frihedsstraf eller
anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
karakter, idet der således ikke vil være tale om
udståelse af fængselsstraf mv.
Hvis en person eksempelvis idømmes en ubetinget
frihedsstraf på 4 år og samtidig gives et opholdsforbud
i 6 år vil opholdsforbuddet, der finder anvendelse fra
endelig dom, skulle forlænges med 3 år, hvis den
pågældende prøveløslades efter 3
års afsoning. Dette gælder uanset, om den
pågældende har været på udgang under sin
afsoning, selv om opholdsforbuddet har haft virkning under denne
udgang. Har den pågældende efter sin løsladelse
på baggrund af ny kriminalitet været
frihedsberøvet i samlet 2 år, herunder
varetægtsfængslet i 3 måneder, forlænges
opholdsforbuddet med yderligere 2 år. Dette indebærer
samlet set, at opholdsforbuddet forlænges med 5 år og
dermed udløber 11 år efter endelig dom. Har den
pågældende i forbindelse med den første dom
været varetægtsfængslet 1 år forud for
dommen, forlænges opholdsforbuddet kun med 4 år,
når de øvrige nævnte omstændigheder
ligeledes lægges til grund.
Efter det foreslåede § 79 a, stk. 5, 1. pkt., kan den dømte 3
år efter løsladelsen eller udskrivningen forlange, at
anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om
forbuddets opretholdelse for retten. Ved løsladelsen eller
udskrivningen forstås første løsladelse eller
udskrivning, herunder prøveløsladelse og
prøveudskrivning, samt benådning fra den straf eller
anden strafferetlig retsfølge, i tilknytning til hvilken
retten også idømte opholdsforbuddet.
Når særlige omstændigheder taler for det, kan
justitsministeren dog tillade, at indbringelse for retten sker
tidligere, jf. det foreslåede 2.
pkt.
Indbringelse sker for byretten i den retskreds, som har
pådømt sagen i første instans, eller byretten i
den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig.
Byrettens afgørelse træffes ved kendelse, jf. det
foreslåede 4. pkt. Domsmænd
medvirker ikke.
Byrettens afgørelse kan gå ud på, at
forbuddet opretholdes uændret, at forbuddet indskrænkes
indholdsmæssigt eller tidsmæssigt, eller at forbuddet
ophæves. Forbuddet kan derimod ikke udvides.
Hvis afgørelsen går ud på, at forbuddet helt
eller delvis opretholdes, kan spørgsmålet 2 år
efter afgørelsen på ny indbringes for retten, jf. det
foreslåede 5. pkt.
Ved vurderingen af, om forbuddet bør ophæves, vil
der navnlig skulle lægges vægt på, om den
dømte eksempelvis har gennemført et
exit-forløb og har forladt det kriminelle miljø og i
øvrigt ikke har begået ny kriminalitet. Der vil
endvidere kunne lægges vægt på, at gruppen, som
den pågældende var tilknyttet, ikke længere
eksisterer, uden at den er erstattet af en ny gruppe, idet dette
dog ikke i sig selv kan føre til ophævelse.
Byrettens kendelse kan kæres til landsretten, jf.
retsplejelovens § 968. Både den dømte og
anklagemyndigheden kan kære. Kærefristen er 14 dage,
jf. retsplejelovens § 969, stk. 1. Kære har ikke
opsættende virkning, medmindre det modsatte bestemmes af
byretten eller landsretten, jf. retsplejelovens § 969, stk. 2.
Landsrettens afgørelse i kæresagen kan kun kæres
til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse,
jf. retsplejelovens § 973.
Det foreslås i § 79 a, stk.
6, at justitsministeren fastsætter regler om
tilladelser efter stk. 3, herunder om indgivelse af
ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse
af tilladelser.
Der vil således i bekendtgørelse bl.a. blive
fastsat regler om ansøgningsprocedure og udstedelse af
tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet
af opholdsforbuddet, herunder om stedlig kompetence til at
træffe afgørelse efter stk. 3, fastsættelse af
vilkår og om tilbagekaldelse af tilladelser.
Der vil i den forbindelse kunne blive fastsat regler om
politiets mulighed for at ændre eller tilbagekalde en meddelt
tilladelse, hvis forudsætningerne for en tilladelse
ændrer sig, herunder den pågældendes personlige
forhold, hvis en tilladelse eller vilkårene herfor ikke
overholdes, samt hvis oplysninger om den pågældendes
forhold giver bestemte grunde til at antage, at denne vil misbruge
den meddelte tilladelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i
straffeloven som § 124 a, hvorefter overtrædelse af et
opholdsforbud efter § 79 a straffes med fængsel indtil 2
år. Strafferammen indebærer, at bøde ikke kan
anvendes. Det vil også kunne udgøre en
overtrædelse af opholdsforbuddet, hvis den dømte har
fået en tilladelse fra politiet til færden og ophold i
et område omfattet af et opholdsforbud og færdes eller
opholder sig i området i strid med tilladelsen, herunder i
strid med de vilkår, som måtte være
gældende for tilladelsen, eller i længere tid, end
tilladelsen giver grundlag for.
Med hensyn til akut henvendelse til hospital i
nødsituationer henvises til bemærkningerne ovenfor til
det foreslåede § 79 a, stk. 2.
Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af et
opholdsforbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt
fastsættes til ubetinget fængsel i 60 dage.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Det bemærkes, at der vil være tale om en strafbar
overtrædelse af et opholdsforbud, hvis den, som forbuddet
omfatter, opholder sig i forbudsområdet uden at have
søgt tilladelse til det pågældende ophold, selv
om der i medfør af f.eks. EMRK artikel 8 ville skulle
meddeles en sådan tilladelse, eller det i øvrigt
må antages, at tilladelse ville være givet, hvis der
var søgt om den.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til §
2
Til nr. 1
I medfør af lovforslagets § 4, nr. 3,
indsættes efter stk. 1 et nyt stk. 2. Det foreslås, at
henvisningen i § 2, stk. 1, nr. 2, ændres i
overensstemmelse hermed.
Til nr. 2.
Der udbetales for børn under 18 år en skattefri
børne- og ungeydelse, jf. § 1, stk. 1, i lov om en
børne- og ungeydelse, hvis betingelserne i § 2 i lov om
en børne- og ungeydelse er opfyldt, herunder, at den person,
der har forældremyndigheden over barnet eller har taget
barnet i pleje med henblik på adoption, er fuldt
skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.
Som udgangspunkt udbetales børne- og ungeydelsen til
barnets mor, jf. § 4 i lov om en børne- og ungeydelse.
Andre ydelsesmodtagere kan eksempelvis være barnets far, hvis
barnet bor hos ham, eller den person, som har taget barnet i pleje
med henblik på adoption.
Retten til den fulde ydelse er efter gældende ret
endvidere betinget af, at mindst en af de personer, der har
forsørgelsespligten over for barnet, har haft bopæl
eller beskæftigelse her i riget i mindst 2 år inden for
de seneste 10 år forud for den periode, udbetalingen
vedrører, jf. § 2, stk. 1, nr. 7, i lov om en
børne- og ungeydelse. Retten til fuld ydelse optjenes
gradvist, så der efter 6 måneders bopæl eller
beskæftigelse er ret til 25 pct. af ydelsen. Efter 1 år
er der ret til 50 pct., efter 1½ år 75 pct., og efter
2 år 100 pct.
For personer omfattet af Europa-Parlamentet og Rådets
forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af
de sociale sikringsordninger skal perioder tilbagelagt i andre
medlemsstater medregnes ved opgørelsen af
optjeningsperioden, som om der er tale om perioder tilbagelagt i
Danmark, jf. sammenlægningsprincippet i forordningens artikel
6.
Det foreslås, at kravet om tilknytning til Danmark for at
opnå ret til den fulde børne- og ungeydelse strammes
ved, at optjeningsperioden på 2 års bopæl eller
beskæftigelse inden for de seneste 10 år hæves
til 6 år.
Til nr. 3
Det er efter gældende ret en betingelse for ret til
ydelsen, at mindst en af de personer, der har
forsørgelsespligten over for barnet, har haft bopæl
eller beskæftigelse her i riget i mindst 2 år inden for
de seneste 10 år forud for den periode, udbetalingen
vedrører, jf. § 2, stk. 1, nr. 7, i lov om en
børne- og ungeydelse. Retten til fuld ydelse optjenes
gradvist, så der efter 6 måneders bopæl eller
beskæftigelse er ret til 25 pct. af ydelsen. Efter 1 år
er der ret til 50 pct., efter 1½ år 75 pct., og efter
2 år 100 pct.
Som en konsekvens af forslagets § 2, nr. 2, foreslås
det, at ydelsen fremover optjenes gradvist hvert halve år,
således at der vil være ret til den fulde ydelse efter
6 års bopæl eller beskæftigelse i riget.
Periode med bopæl
eller beskæftigelse | Berettiget ydelse i
procent | 0-5 måneder | 0 | 6-11 måneder | 8,3 | 12-17 måneder | 16,7 | 18-23 måneder | 25,0 | 24-29 måneder | 33,3 | 30-35 måneder | 41,7 | 36-41 måneder | 50,0 | 42-47 måneder | 58,3 | 48-53 måneder | 66,7 | 54-59 måneder | 75,0 | 60-65 måneder | 83,3 | 66-71 måneder | 91,7 | 72 måneder | 100,0 |
|
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til §
3
Til nr. 1
Efter gældende regler i lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag udbetaler Udbetaling
Danmark efter ansøgning børnetilskud til børn
under 18 år, når betingelserne herfor er opfyldt.
Der kan udbetales ordinært børnetilskud, ekstra
børnetilskud og særligt børnetilskud efter
lovens §§ 2-4 til børn af enlige
forsørgere, børn af indsatte, hvis
ægtefællen er enlig, og til børn af visse
pensionister. Desuden ydes der flerbørnstilskud til
børn fra en flerbørnsfødsel, jf. lovens §
10 a. Herudover udbetales efter ansøgning adoptionstilskud
til forældre, der adopterer et udenlandsk barn, jf. lovens
§ 10 b, og særligt børnetilskud til visse
uddannelsessøgende forældre efter lovens §§
10 c og d.
Herudover udbetales efter ansøgning bidrag til et barns
underhold, der er fastsat efter lov om børns
forsørgelse, til den person, der er berettiget til at
kræve bidraget fastsat efter § 18, stk. 2, i lov om
børns forsørgelse, når det ikke betales
på forfaldsdatoen (forskudsvis udbetaling af
børnebidrag). Udbetaling Danmark indtræder herefter i
retten til at indkræve bidraget.
Retten til de fulde ydelser efter lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag er efter
gældende ret betinget af, at mindst en af de personer, der
har forsørgelsespligten over for barnet, har haft
bopæl eller beskæftigelse her i riget i mindst 2
år inden for de seneste 10 år forud for den periode,
udbetalingen vedrører, jf. § 5 a.
Med den foreslåede ændring forhøjes kravet
til bopæl eller beskæftigelse her i riget i mindst 2
år inden for de seneste 10 år forud for den periode,
udbetalingen vedrører.
Til nr. 2
Efter de gældende regler optjenes retten til fuld ydelse
gradvist over 2 år, så der efter 6 måneders
bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de
seneste 10 år er ret til 25 pct. af ydelsen.
Med den foreslåede ændring om, at retten til fuld
ydelse optrappes gradvist over 6 år, vil retten til ydelsen
efter 6 måneders bopæl eller beskæftigelse
udgøre 8,3 pct.
Til nr. 3
Efter de gældende regler optjenes retten til fuld ydelse
gradvist over 2 år, så der efter 12 måneders
bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de
seneste 10 år er ret til 50 pct. af ydelsen.
Med den foreslåede ændring om, at retten til fuld
ydelse optrappes gradvist over 6 år, vil retten til ydelsen
efter 12 måneders bopæl eller beskæftigelse
udgøre 16,7 pct.
Til nr. 4.
Efter de gældende regler optjenes retten til fuld ydelse
gradvist over 2 år, så der efter 18 måneders
bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de
seneste 10 år er ret til 75 pct. af ydelsen.
Med den foreslåede ændring om, at retten til fuld
ydelse optrappes gradvist over 6 år, vil retten til ydelsen
efter 18 måneders bopæl eller beskæftigelse
udgøre 25 pct.
Til nr. 5
Efter de gældende regler optjenes ret til fuld ydelse
gradvist over 2 år, så der efter 24 måneders
bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de
seneste 10 år er ret til 100 pct. af ydelsen.
For personer omfattet af Europa-Parlamentet og Rådets
forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af
de sociale sikringsordninger skal perioder tilbagelagt i andre
medlemsstater medregnes ved opgørelsen af
optjeningsperioden, som om der er tale om perioder tilbagelagt i
Danmark, jf. sammenlægningsprincippet i forordningens artikel
6.
Det foreslås, at kravet om tilknytning til Danmark for at
opnå ret til det fulde børnetilskud strammes ved, at
optjeningsperioden på 2 års bopæl eller
beskæftigelse inden for de seneste 10 år hæves
til 6 år, jf. forslagets § 3, nr. 1. Ydelsen optjenes
gradvist for hvert halve år, således at der vil
være ret til den fulde ydelse efter 6 års bopæl
eller beskæftigelse i riget, jf. forslagets § 3, nr.
2-5.
Periode med bopæl
eller beskæftigelse | Berettiget ydelse i
procent | 0-5 måneder | 0 | 6-11 måneder | 8,3 | 12-17 måneder | 16,7 | 18-23 måneder | 25,0 | 24-29 måneder | 33,3 | 30-35 måneder | 41,7 | 36-41 måneder | 50,0 | 42-47 måneder | 58,3 | 48-53 måneder | 66,7 | 54-59 måneder | 75,0 | 60-65 måneder | 83,3 | 66-71 måneder | 91,7 | 72 måneder | 100,0 |
|
Til nr. 6
Bestemmelsen er indsat i lyset af Danmarks EU-retlige
forpligtelser. Den fastslår, at optjeningsprincippet
vedrørende henholdsvis børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag, jf. § 5 a, stk. 1 og 2, ikke
gælder for borgere fra EU, EØS eller Schweiz, i det
omfang disse efter EU-retten er berettigede til ydelsen. For
så vidt angår børnetilskud følger det af
forordning 883/04, at der skal ske sammenlægning med perioder
tilbagelagt i andre medlemslande, jf. ovenfor ad § 3, nr. 5.
Bestemmelsen er således indsat, fordi forskudsvis udbetaling
af børnebidrag ikke er omfattet af forordning 883/04.
Bestemmelsen betyder samtidig, at optjeningsprincippet ikke
gælder for tredjelandsborgere, i det omfang disse efter
EU-retten er berettigede til ydelsen på baggrund af en
familiemæssig tilknytning til en borger fra EU, EØS
eller Schweiz, der har gjort brug af sin ret til fri
bevægelighed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til §
4
Formålet med lovforslaget er at styrke indsatsen mod
rocker- og bandekriminalitet. Det foreslås derfor i stk. 1, at lovens § 1 træder i
kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Det følger af straffelovens § 4, stk. 2, at for
så vidt intet modsat er bestemt, indtræder andre
retsfølger af en strafbar handling kun, når dette var
hjemlet også ved den ved handlingens foretagelse
gældende lovgivning.
Det indebærer, at retten alene kan give et opholdsforbud
efter forslaget til straffelovens § 79 a, stk. 1, i
lovforslagets § 1, såfremt den strafbare handling, der
er til pådømmelse, er begået efter lovens
ikrafttræden. Der kan imidlertid også - hvis det eller
de strafbare forhold, der er begået efter lovens
ikrafttræden, ikke i sig selv er tilstrækkelige til et
opholdsforbud - lægges vægt på strafbare forhold,
der er begået inden lovens ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 2, at
lovens §§ 2 og 3 træder i kraft den 1. januar
2018.
Det 6-årige optjeningsprincip vil således
gælde for udbetaling af børne- og ungeydelse og ydelse
efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, der sker den 1. januar 2018 eller senere, idet
der dog foreslås overgangsregler for personer, der har
erhvervet ret til ydelserne inden den 1. januar 2018, jf. det
foreslåede § 4, stk. 3, og bemærkningerne
hertil.
Det foreslås i stk. 3, at
§§ 2 og 3 ikke finder anvendelse på en allerede
erhvervet ret til børne- og ungeydelse eller ydelse efter
lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, der eksisterer inden den 1. januar 2018,
så længe retten bevares uden afbrydelse.
Personer, der før den 1. januar 2018 har erhvervet ret
til børne- og ungeydelse eller ydelser efter lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, vil således ikke blive omfattet at det
foreslåede 6-årige optjeningsprincip, men vil fortsat
være omfattet af de hidtil gældende regler om
optjening, medmindre retten afbrydes, jf. eksempel a og eksempel 1
nedenfor.
For personer, der fra og med den 1. januar 2018 flytter til
eller tager arbejde i riget, og der ikke inden for de seneste 10
år har boet eller arbejdet i riget, vil de nye regler om
optjening finde anvendelse.
Det foreslås i stk. 4, at
bopæls- eller beskæftigelsesperioder optjent før
den 1. januar 2018 indgår i opgørelsen af optjente
bopæls- eller beskæftigelsesperioder efter §§
2 og 3 om optjening gældende fra 1. januar 2018. Se eksempel
b og eksempel 2 nedenfor.
Efter lov nr. 1398 af 23. december 2012 om ændring af lov
om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag og lov om en børne- og ungeydelse
(Særligt børnetilskud til selvvalgte
eneforsørgere og tilpasning af optjeningsprincippet for ret
til børne- og ungeydelse og børnetilskud), blev
udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark
efter §§ 7, 8 og 9 b i udlændingeloven generelt
undtaget fra optjeningsprincippet. Flygtninge er efter den
nævnte lov berettiget til fuld børne- og ungeydelse og
børnetilskud fra det tidspunkt, hvor de får
opholdstilladelse, hvis de opfylder de øvrige betingelser
for ret til ydelserne.
Efter lov nr. 999 af 30. august 2015 om ændring af lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
og lov om en børne- og ungeydelse (Genindførelse af
optjeningsprincippet for ret til børnetilskud og
børne- og ungeydelse for flygtninge m.v.), skulle
genindførelsen af optjeningsprincippet for udlændinge,
som har fået opholdstilladelse i Danmark efter §§
7, 8 eller 9 b i udlændingeloven, gælde
fremadrettet.
Ændringsloven trådte i kraft den 1. september 2015.
Det betyder, at udlændinge, der har fået
opholdstilladelse i Danmark efter de nævnte bestemmelser i
udlændingeloven, som er gyldig inden den 1. september 2015,
fortsat kan få fuld børne- og ungeydelse samt fuldt
børnetilskud både for børn, som de i forvejen
får fuld ydelse for, og for børn, som de opnår
ret til ydelser for fra og med den 1. september 2015, jf.
ændringslovens § 3, stk. 2, og bemærkningerne
hertil.
Eksempler vedrørende børne- og ungeydelse:
Eksempel a
En person har den 1. januar 2018 bopæl og
beskæftigelse i riget og har haft dette i 3 år inden
for de seneste 10 år. Personen har modtaget fuld ydelse efter
gældende regler. Fra den 1. januar 2018 vil personen fortsat
være berettiget til fuld ydelse, såfremt personen
fortløbende og uden afbrydelse har bopæl eller
beskæftigelse i Danmark.
Personer, som tidligere har haft fast bopæl eller arbejde
i riget, og som den 1. januar 2018 eller senere flytter til eller
tager beskæftigelse i riget, vil være underlagt det
foreslåede 6-årige optjeningsprincip, hvorefter
personen skal have en bopæls- eller arbejdsperiode i riget
inden for de seneste 10 år forud for den periode,
udbetalingen vedrører, på minimum et halvt år
for at være berettiget til 8,3 pct. af den fulde ydelse, et
år for at være berettiget til 16,7 pct. af den fulde
ydelse, halvandet år for at være berettiget til 25 pct.
osv.
Perioder, der kan dokumenteres tilbage til tiden fra før
den 1. januar 2018, medregnes også, jf. eksempel b og c
nedenfor.
Eksempel b
Hvis personen fra eksempel a den 1. februar 2018 flytter til et
andet land i en periode, og personen derefter flytter tilbage til
Danmark, gælder det nye optjeningsprincip. Personen har haft
bopæl i Danmark 3 år inden for de seneste 10 år
og vil dermed være berettiget til 50 pct. af den fulde
sats.
Eksempel c
En person har haft bopæl i Danmark fra 2009 til 2015. Den
1. januar 2019 bosætter personen sig atter i Danmark.
Personen vil være berettiget til fuld ydelse fra 1. januar
2019, fordi vedkommende inden for de seneste 10 år har haft
bopæl eller beskæftigelse i riget i mindst 6
år.
For børn, der fødes den 1. januar 2018 eller
senere, udbetales ydelsen under hensyn til det nye, strammere
optjeningsprincips regler, jf. eksempel d og e nedenfor.
Eksempel d
En person har den 1. januar 2018 bopæl eller
beskæftigelse i Danmark. Personen har haft bopæl i
Danmark i ét år inden for de seneste 10 år.
Personen har ingen børn og har derfor ikke modtaget nogen
ydelse. Den 1. februar 2018 får personen et barn. Da personen
har haft bopæl i riget i 1 år inden for de seneste 10
år, vil personen efter barnets fødsel efter det nye
optjeningsprincip være berettiget til 16,7 pct. af den fulde
sats.
Eksempel e
En person har den 1. januar 2018 bopæl eller
beskæftigelse i Danmark. Personen har haft bopæl i
Danmark i 3 år inden for de seneste 10 år. Personen har
ét barn. Den 1. februar 2018 får personen endnu et
barn. For det barn, der er født før den 1. januar
2018, opretholdes ret til fuld ydelse, jf. også eksempel a.
For det barn, der bliver født den 1. januar 2018, er der
efter barnets fødsel ret til 50 pct. af den fulde ydelse,
jf. eksempel b.
Eksempel f
En person har før den 1. januar 2018 erhvervet ret til
børne- og ungeydelse. Personen har haft bopæl i
Danmark i 3 år inden for de seneste 10 år og får
derfor udbetalt den fulde ydelse. Den 1. februar 2018 meddeler
kommunalbestyrelsen for det pågældende kvartal, at en
afgørelse om manglende efterlevelse af
forældrepålæg, jf. § 57 a, stk. 7, i lov om
social service, skal have den virkning, at børne- og
ungeydelsen ikke skal udbetales. Dermed afbrydes retten. Personen
vil herefter, hvis ret til børne- og ungeydelse igen
indtræder, være underlagt det foreslåede
6-årige optjeningsprincip. Ved opgørelsen af, om det
6-årige optjeningsprincip er opfyldt, medregnes bopæls-
eller beskæftigelsesperioder optjent før den 1. januar
2018.
Eksempler vedrørende børnetilskud:
Personer, som tidligere har haft fast bopæl eller
beskæftigelse i riget, og som den 1. januar 2018 eller senere
flytter til eller tager beskæftigelse i Danmark, er underlagt
det nye, strammere optjeningsprincips regler og skal derfor have en
bopæls- eller beskæftigelsesperiode i riget inden for
de seneste 10 år forud for den periode, udbetalingen
vedrører, på minimum et halvt år for at
været berettiget til 8,3 pct. af den fulde ydelse, et
år for at være berettiget til 16,7 pct. af den fulde
ydelse, halvandet år for at være berettiget til 25 pct.
osv. Perioder, der kan dokumenteres tilbage til tiden fra
før den 1. januar 2018, medregnes også. Se eksempel 2
og 3.
Personer, der den 1. januar 2018 eller senere flytter til eller
tager arbejde i Danmark, og som ikke inden for de seneste 10
år har boet eller arbejdet i riget, vil ikke være fuldt
ydelsesberettigede, før de i mindst 6 år har haft
bopæl eller arbejde i riget inden for de seneste 10
år.
For børn, der fødes den 1. januar 2018 eller
senere, udbetales ydelsen under hensyn til det nye, strammere
optjeningsprincips regler. Se eksempel 4 og 5.
Eksempel 1
En person har den 1. januar 2018 bopæl og
beskæftigelse i riget og har haft dette i 3 år inden
for de seneste 10 år. Personen har modtaget fuld ydelse efter
gældende regler. Fra den 1. januar 2018 vil personen fortsat
være berettiget til fuld ydelse, såfremt personen
fortsat, fortløbende og uden afbrydelse har bopæl
eller beskæftigelse i Danmark.
Personer, som tidligere har haft fast bopæl eller arbejde
i riget, og som den 1. januar 2018 eller senere flytter til eller
tager beskæftigelse i riget, vil være underlagt det
foreslåede 6-årige optjeningsprincip, hvorefter
personen skal have en bopæls- eller arbejdsperiode i riget
inden for de seneste 10 år forud for den periode,
udbetalingen vedrører, på minimum et halvt år
for at være berettiget til 8,3 pct. af den fulde ydelse, et
år for at være berettiget til 16,7 pct. af den fulde
ydelse, halvandet år for at være berettiget til 25 pct.
osv.
Perioder, der kan dokumenteres tilbage til tiden fra før
den 1. januar 2018, medregnes også, jf. eksempel 2 og 3
nedenfor.
Eksempel 2
Hvis personen fra eksempel 1 den 1. februar 2018 flytter til et
andet land i en periode, og personen derefter flytter tilbage til
Danmark, gælder det nye optjeningsprincip. Personen har haft
bopæl i Danmark 3 år inden for de seneste 10 år,
og vil dermed være berettiget til 50 pct. af den fulde
sats.
Eksempel 3
En person har haft bopæl i Danmark fra 2009 til 2015. Den
1. januar 2019 bosætter personen sig atter i Danmark.
Personen vil være berettiget til fuld ydelse fra 1. januar
2019, fordi vedkommende inden for de seneste 10 år har haft
bopæl eller beskæftigelse i riget i mindst 6 år.
For børn, der fødes den 1. januar 2018 eller senere,
udbetales ydelsen under hensyn til det nye, strammere
optjeningsprincips regler, jf. eksempel 4 og 5 nedenfor.
Eksempel 4
En person har den 1. januar 2018 bopæl eller
beskæftigelse i Danmark. Personen har haft bopæl i
Danmark i ét år inden for de seneste 10 år.
Personen har ingen børn og har derfor ikke modtaget nogen
ydelse. Den 1. februar 2018 får personen et barn. Da personen
har haft bopæl i riget i 1 år inden for de seneste 10
år, vil personen efter barnets fødsel efter det nye
optjeningsprincip være berettiget til 16,7 pct. af den fulde
sats for børne- og ungeydelse. For så vidt angår
ret til børnetilskud skal betingelserne i § 5, stk. 1,
nr. 1, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag også være opfyldt, for at opnå
ret til 16,7 pct. af den fulde sats for børnetilskud.
Eksempel 5
En person har den 1. januar 2018 bopæl eller
beskæftigelse i Danmark. Personen har haft bopæl i
Danmark i 3 år inden for de seneste 10 år. Personen har
ét barn. Den 1. februar 2018 får personen endnu et
barn. For det barn, der er født før den 1. januar
2018, opretholdes ret til fuld ydelse, jf. også eksempel 1.
For det barn, der bliver født den 1. februar 2018, er der
efter barnets fødsel ret til 50 pct. af den fulde ydelse,
jf. eksempel 2.
Ved udbetaling af ekstra børnetilskud efter § 3 i
lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag opnås ret til fuld ydelse, da ét af
flere børn berettiger til udbetalingen efter de hidtil
gældende regler om optjening. Der ydes efter § 3 kun et
ekstra børnetilskud uanset antallet af børn.
Til §
5
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens
territoriale gyldighed og fastslår, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland.
Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget
lovgivningskompetencen på det strafferetlige område.
For Grønland gælder en særlig kriminallov.
Det fremgår af lov om en børne- og ungeydelse, at
loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland, jf. § 15 i lovbekendtgørelse nr. 609
af 3. juni 2016.
Det fremgår endvidere af lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland, jf.
§ 30 i lovbekendtgørelse nr. 1085 af 7. oktober
2014.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | I straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. august 2017, foretages
følgende ændringer: | | | | | | 1. Efter
§ 79 indsættes i 9.
kapitel: Ȥ 79
a. Den, der idømmes ubetinget fængselsstraf
eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er
omfattet af denne lovs § 81 a, kan ved dommen gives
opholdsforbud efter stk. 2. Det samme gælder den, der
idømmes en sådan straf eller retsfølge for
overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer eller
lov om våben og eksplosivstoffer, og som har tilknytning til
en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og
alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation
til den dømtes tilknytning til gruppen. Stk. 2. Ved
opholdsforbud forstås et forbud mod at færdes og
opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede
områder, hvor den pågældende
lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af
personer, jf. § 81 a eller stk. 1, 2. pkt., som den
domfældte er tilknyttet, opholder sig. Stk. 3. Politiet
kan meddele tilladelse til færden eller ophold i et
område omfattet af et opholdsforbud efter denne bestemmelse,
hvis det af særlige grunde må anses for
beføjet. Stk. 4.
Opholdsforbud gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra
endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
forlænges opholdsforbuddet tilsvarende. Stk. 5. Den
dømte kan 3 år efter løsladelsen eller
udskrivningen forlange, at anklagemyndigheden indbringer
spørgsmålet om opholdsforbuddets opretholdelse for
retten. Når særlige omstændigheder taler for det,
kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker
tidligere. § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Afgørelsen træffes ved kendelse. Hvis
afgørelsen går ud på, at opholdsforbuddet helt
eller delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny
indbringes for retten, dog tidligst efter 2 års
forløb. Stk. 6.
Justitsministeren fastsætter regler om tilladelser efter stk.
3, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for
tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser.« | | | | | | 2. Efter
§ 124 indsættes: »§ 124
a. Overtrædelse af et
opholdsforbud efter § 79 a straffes med fængsel indtil 2
år.« | | | | | | § 2 | | | | | | I lov om en børne- og ungeydelse,
jf. lovbekendtgørelse nr. 609 af 3. juni 2016, som
ændret ved § 14 i lov nr. 674 af 8. juni 2017, foretages
følgende ændringer | § 2.
Retten til børne- og ungeydelsen er betinget af, at den
person, der har forældremyndigheden over barnet eller har
taget barnet i pleje med henblik på adoption, er fuldt
skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, | | | 1) --- | | | 2) at barnet faktisk opholder sig her i landet,
jf. dog stk. 2, | | 1. I § 2, stk. 1, nr. 2, ændres "stk.
2" til: "stk. 3". | 3-6)--- | | | 7) at mindst en af de personer, der har
forsørgelsespligten over for barnet, har haft bopæl
eller beskæftigelse her i riget i mindst 2 år inden for
de seneste 10 år forud for den periode, udbetalingen
vedrører. Hvis kravet i 1. pkt. ikke er opfyldt, udbetales
en forholdsmæssig andel af ydelsen efter 3. pkt., hvis
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Efter 6
måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget
inden for de seneste 10 år udbetales 25 pct. af ydelsen,
efter 12 måneders bopæl eller beskæftigelse her i
riget inden for de seneste 10 år udbetales 50 pct. af
ydelsen, og efter 18 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 75 pct. af ydelsen, og | | 2. § 2, stk. 1, nr. 7, affattes
således: »7) at mindst en af de personer, der har
forsørgelsespligten over for barnet, har haft bopæl
eller beskæftigelse her i riget i mindst 6 år inden for
de seneste 10 år forud for den periode, udbetalingen
vedrører, og« | 8) --- | | | Stk. 2.
--- | | 3. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke: »Stk. 2.
Er betingelsen i stk. 1, nr. 7, ikke opfyldt, udbetales
følgende forholdsmæssige andel af ydelsen, hvis
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt: 1) Efter 6 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 8,3 pct. af ydelsen. 2) Efter 12 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 16,7 pct. af ydelsen. 3) Efter 18 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 25 pct. af ydelsen. 4) Efter 24 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 33,3 pct. af ydelsen. 5) Efter 30 måneders bopæl
ellerbeskæftigelse her i riget inden for de seneste 10
år udbetales 41,7 pct. af ydelsen. 6) Efter 36 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 50,0 pct. af ydelsen. 7) Efter 42 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 58,3 pct. af ydelsen. 8) Efter 48 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 66,7 pct. af ydelsen. 9) Efter 54 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 75,0 pct. af ydelsen. 10) Efter 60 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 83,3 pct. af ydelsen. 11) Efter 66 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 91,7 pct. af ydelsen.« Stk. 2 bliver herefter stk. 3. | | | | | | § 3 | | | | | | I lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1095 af 7. oktober 2014, som
ændret ved § 4 i lov nr. 574 af 10. juni 2014, § 1
i lov nr. 999 af 30. august 2015 og § 11 i lov nr. 674 af 8.
juni 2017, foretages følgende ændringer: | § 5 a.
Herudover er det en betingelse for ret til ydelser efter denne lov,
at mindst en af de personer, der har forsørgelsespligt over
for barnet, har haft bopæl eller beskæftigelse i mindst
2 år her i riget inden for de seneste 10 år forud for
den periode, udbetalingen vedrører. | | 1. I § 5 a, stk. 1, ændres »2
år« til: »6 år«. | Stk. 2. Hvis
kravet i stk. 1 ikke er opfyldt, udbetales følgende
forholdsmæssige andel af ydelsen, hvis betingelserne herfor i
øvrigt er opfyldt: | | | 1) Efter 6 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 25 pct. af ydelsen. | | 2. I § 5 a, stk. 2, nr. 1, ændres
»25 pct.« til: »8,3 pct.«. | 2) Efter 12 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 50 pct. af ydelsen. | | 3. I § 5 a, stk. 2, nr. 2, ændres »50 pct.«
til: »16,7 pct.«. | 3) Efter 18 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 75 pct. af ydelsen. | | 4. I § 5 a, stk. 2, nr. 3, ændres
»75 pct.« til: »25 pct.«. | | | | | | 5. I § 5 a, stk. 2, indsættes som nr. 4-11: »4) Efter 24 måneders bopæl
eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10
år udbetales 33,3 pct. af ydelsen. 5) Efter 30 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 41,7 pct. af ydelsen. 6) Efter 36 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 50,0 pct. af ydelsen. 7) Efter 42 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 58,3 pct. af ydelsen. 8) Efter 48 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 66,7 pct. af ydelsen. 9) Efter 54 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 75,0 pct. af ydelsen. 10) Efter 60 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 83,3 pct. af ydelsen. 11) Efter 66 måneders bopæl eller
beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år
udbetales 91,7 pct. af ydelsen.« | | | | Stk. 3.
--- | | 6. I § 5 a indsættes efter stk. 2 som
nyt stykke: | | | »Stk. 3.
Stk. 1 og 2 gælder ikke for borgere fra EU, EØS eller
Schweiz, i det omfang disse efter EU-retten er berettigede til
ydelsen.« | | | Stk. 3 bliver herefter stk. 4. | | | | | | § 4 | | | | | | Stk. 1. Lovens
§§ 1 træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende. Stk. 2. Lovens
§§ 2-3 træder i kraft den 1. januar 2018. Stk. 3.
§§ 2 og 3 finder ikke anvendelse på en allerede
erhvervet ret til børne- og ungeydelse eller ydelser efter
lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, der eksisterer inden den 1. januar 2018,
så længe retten bevares uden afbrydelse. For ret til
sådanne ydelser finder de hidtil gældende regler om
optjening anvendelse. Stk. 4.
Bopæls- eller beskæftigelsesperioder optjent før
den 1. januar 2018 indgår i opgørelsen af optjente
bopæls- eller beskæftigelsesperioder efter §§
2 og 3. | | | | | | § 5 | | | | | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland. | | | | | | | | | |
|