Skriftlig fremsættelse (25. oktober
2017)
Transport-, bygnings- og
boligministeren (Ole Birk Olesen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
byfornyelse og udvikling af byer (Tilpasning og forenkling af
lovens anvendelses- og støttemuligheder)
(Lovforslag nr. L 65).
Lovforslaget indeholder en række
tiltag, der har til formål at forenkle lovens anvendelses- og
støttemuligheder.
Fordelingen af byfornyelsesmidlerne til
kommunerne bliver med forslaget ændret, så der efter
ansøgning uddeles én udgiftsramme årligt til
alle kommuner. Byfornyelsesmidlerne bliver uddelt på baggrund
af de gældende objektive kriterier, der afspejler
byfornyelsesbehovet i alle kommunerne i både større og
mindre byer.
Den tildelte ramme kan anvendes til alle
beslutningstyper. Dermed ophæves de i loven fastsatte
udgiftsrammer til områdefornyelse, bygningsfornyelse i
områder, der har fået tilsagn om områdefornyelse,
samt puljen til afhjælpning af kondemnable forhold. Det
foreslås at harmonisere den statslige refusionsprocent til 50
pct. for alle beslutningstyper. Refusionsprocenten er samtidig
gjort uafhængig af ejendommens beliggenhed og
bystørrelsen. Det indebærer, at den statslige refusion
til bygningsfornyelse og kondemnering med forslaget bliver
uafhængig af, om bygningen er beliggende i en by med
færre end 5.000 indbyggere eller i det åbne land.
Endvidere indebærer det, at kravet, om at visse
byfornyelsesaktiviteter kun kan ske i byer med færre end
5.000 indbyggere, ophæves.
De fire kategorier til
områdefornyelse samt ansøgnings- og tilsagnsprocedurer
angående reservation og godkendelse af byfornyelsesprogram
bliver med forslaget ophævet. Endvidere ophæves
grænsen på den statslig refusion til
områdefornyelse på 10 mio. kr.
Efter forslaget får kommunerne
mulighed for at udmønte den tildelte udgiftsramme til
byfornyelsesbeslutninger inden for 36 måneder efter
tildelingen. Det foreslås samtidig at ophæve
kommunernes mulighed for at overdrage ramme til andre kommuner.
Lovforslaget finansieres inden for den
eksisterende ramme til byfornyelse og giver således hverken
anledning til statslige eller kommunale merudgifter.
Lovforslaget er en udmøntning af
"Aftale om Bandepakke III - Bander bag tremmer" af 24. marts 2017
indgået mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk
Folkeparti.
Loven foreslås at træde i kraft
den 1. januar 2018.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.