Fremsat den 4. oktober 2018 af Rosa Lund (EL),
Rune Lund (EL),
Rasmus Vestergaard Madsen (EL) og Pernille Skipper (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om en ny definition af voldtægt i
straffeloven baseret på samtykke
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingsår at fremsætte et
lovforslag, der ændrer den gældende
voldtægtsbestemmelse i straffeloven til, med afsæt i
Istanbulkonventionens anbefalinger, fremadrettet at være
baseret på samtykke.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget er en let revideret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 40,
folketingsåret 2016-17. Der henvises til
www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2016-17, sektion A, B
40 som fremsat, sektion B, betænkning over B 40, og sektion
F, møde 64 kl. 15.11 og møde 88 kl. 10.55. Der er
indsat supplerende nye bemærkninger.
Beslutningsforslaget genfremsættes og
imødekommer i sin nuværende form en række af de
bekymringer, der blev fremsat af ordførere, der stemte imod
forslaget.
Få kan være uenige i, at
frivillighed altid bør være udgangspunktet for sex.
Uden frivillighed er sex ikke sex, men derimod voldtægt. At
indgå i seksuelle aktiviteter med et andet menneske, som ikke
kan eller vil afgive samtykke hertil, krænker menneskets
grundlæggende frihed og ret til at bestemme over sin egen
krop. Derfor foreslås straffelovens definition af
voldtægt ændret til fremover at være baseret
på samtykke.
Det Kriminalpræventive Råd
anslår, at omkring 4.700 kvinder hvert år
udsættes for voldtægt eller forsøg på
voldtægt. Alligevel blev kun 791 af disse overgreb anmeldt i
2016 (www.dkr.dk). At så få voldtægter anmeldes,
vidner om, at vi som samfund ikke er lykkedes med at yde
voldtægtsofre den retsbeskyttelse, de har krav på. Det
kan en samtykkebaseret definition af voldtægt være med
til at ændre på.
Straffelovens nuværende definition
betyder, at den udsatte skal have sagt klart fra eller have
været udsat for vold og/eller trusler, før overgrebet
kan karakteriseres som voldtægt. Og det afholder mange
udsatte fra at anmelde overgrebet til politiet. Har man eksempelvis
været bevidstløs eller stærkt påvirket af
medicin eller alkohol, kan det være svært at bevise, at
man har sagt tydeligt fra i situationen. Andre reagerer desuden ved
at fryse i overgrebssituationen, enten fordi de bliver paralyseret
eller bange, eller som et forsøg på at undgå, at
situationen forværres.
I lande som Australien, Storbritannien,
Canada, Tyskland og Sverige har man allerede indført
forskellige varianter af en samtykkebaseret
voldtægtsbestemmelse, netop for at forbedre retsstillingen
for personer, der har været udsat for voldtægt. En
samtykkebaseret lovgivning vil betyde, at en person, som
indgår i seksuelle handlinger med en person, som ikke
deltager frivilligt, kan blive dømt for voldtægt.
I debatten om en samtykkebaseret
voldtægtsbestemmelse er der bl.a. blevet rejst
spørgsmål om, hvad en sådan definition vil
betyde for den anklagedes retssikkerhed, og herunder om det vil
betyde, at der i voldtægtssager fremover vil gælde
omvendt bevisbyrde.
En voldtægtsbestemmelse baseret på
samtykke ændrer hverken ved det danske retsprincip eller ved
bevisførelsen: Den anklagede er stadig uskyldig, indtil det
modsatte er bevist.
De centrale ændringer består
derimod i anskuelsen af skyldsspørgsmålet.
Skyldsspørgsmålet vil med en samtykkedefinition ikke
alene være et spørgsmål om, hvorvidt den
forurettede har sagt fra, om der er anvendt vold eller trusler, men
også indeholde en vurdering af, hvad den anklagede gjorde for
at sikre sig samtykke - for at sikre sig, at den seksuelle omgang
skete frivilligt. Det er et ansvar, som forslagsstillerne mener
påhviler enhver, der indgår eller ønsker at
indgå i seksuelle relationer.
Samtykke skal være frivilligt og kan
gives både direkte eller indirekte, gennem både ord og
handlinger. Men det siger sig selv, at samtykke ikke kan gives,
hvis man er i dyb søvn, bevidstløs, svært
påvirket eller udsat for tvang eller trusler.
Det betyder ikke, at der i sager, hvor
anklagede ikke kan bevise samtykke, vil være tale om
voldtægt, fordi bevisbyrden fortsat ligger hos den
forurettede. Men det betyder, at hvis anklagemyndigheden på
baggrund af de konkrete omstændigheder kan bevise, både
at der ikke var samtykke, og at anklagede må have været
klar over, at der ikke var samtykke, vil der være tale om
voldtægt.
En samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse
vil altså forbedre ofrets retstilling uden at krænke
anklagedes retssikkerhed, men derimod stille et rimeligt krav om,
at anklagede har handlet for at sikre sig, at den forurettede
indvilligede i seksuel omgang, og at den anklagede dermed ikke
begik noget ulovligt.
I debatten om samtykke er der desuden udtrykt
bekymring for, om mange uskyldige pludselig vil kunne blive
dømt for voldtægt. I 2016 vurderede den svenske
Sexualbrottskommitté, at der ikke er grund til at antage, at
en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse vil lede til flere
domfældelser, fordi anklager fortsat har fuld bevisbyrde for
sine påstande. Derimod forventer man, at flere
voldtægter vil blive anmeldt. Kilde: »Ett stakara skydd
för den sexuella integriteten«, Betänkande av 2014
års sexualbrottskommitté, Stockholm 2016.
En lovgivning baseret på samtykke vil
ikke alene have praktisk betydning for, hvordan
voldtægtssager vurderes og håndteres af politi og
anklagemyndigheder, men også bidrage til en generel
holdningsændring i samfundet, idet den øger fokus
på respekt for andre menneskers grænser og frihed samt
retten til at bestemme over egen krop.
Afslutningsvis skal det nævnes, at en
samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse bringer Danmark
tættere på at leve op til international
menneskerettighedslovgivning. I 2014 ratificerede Danmark
Europarådets konvention til forebyggelse af vold mod kvinder
- den såkaldte Istanbulkonvention - og forpligtede sig dermed
til at implementere en række tiltag, bl.a. på
voldtægtsområdet.
Forslagsstillerne mener derfor, at en
samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse ikke alene vil
være i overensstemmelse med samfundets værdier - som
frihed og ret til at bestemme over egen krop - men også i
overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, som
bl.a. følger af Istanbulkonventionen.
Skriftlig fremsættelse
Rosa Lund
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om en ny
definition af voldtægt i straffeloven baseret på
samtykke.
(Beslutningsforslag nr. B 12)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.