Skriftlig fremsættelse (28. november
2018)
Udlændinge- og
integrationsministeren (Inger Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven og lov om dansk indfødsret
(Ændring af reglerne om anbringelse af uledsagede
mindreårige udlændinge, justering af klageadgang i
sager om frihedsberøvelse, præcisering af reglerne
vedrørende politiets visitation af udlændinge ved
udsendelse, kompetenceændringer som følge af
nedlæggelse af Statsforvaltningen m.v.)
(Lovforslag nr. L 118)
Med
lovforslaget foretages en række ændringer af
udlændingeloven og lov om dansk indfødsret.
Der
foreslås således en række ændringer af
reglerne i udlændingeloven om anbringelse af uledsagede
mindreårige udlændinge. Det foreslås bl.a., at
der tilvejebringes hjemmel til at fastsætte regler om
anvendelsen af og forholdene under anbringelser efter
udlændingeloven. Endvidere foreslås det at
indføre adgang til at træffe foreløbige
afgørelser om ændring af anbringelsessted, ligesom der
foreslås indført adgang til i særlige
tilfælde at anbringe uledsagede mindreårige
udlændinge under 12 år på delvis lukkede
døgninstitutioner.
Endvidere
foreslås det at overføre klageadgangen for klager over
politiets afgørelser vedrørende administrativ
frihedsberøvelse efter udlændingeloven fra
udlændinge- og integrationsministeren til Rigspolitichefen.
Det foreslås herudover, at der fastsættes en
udtømmende opregning af, hvornår en administrativ
frihedsberøvelse efter udlændingeloven kan
forlænges ud over 6 måneder med i alt yderligere 12
måneder til i alt 18 måneder.
Desuden
foreslås det, at politiets adgang til at foretage
legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse af
udlændinge, der er frihedsberøvet efter
udlændingelovens § 36, fremover reguleres i
udlændingeloven, og at betingelserne for at foretage indgreb
over for en udlænding fremover svarer til betingelserne for
at foretage indgreb over for en person, der anholdes. Tilsvarende
foreslås at gælde udlændinge, der er
varetægtsfængslet efter udlændingelovens §
35, stk. 1 og 2.
Som
følge af nedlæggelsen af Statsforvaltningen pr. 1.
april 2019 foreslås det endvidere, hvilke myndigheder der
skal varetage de opgaver efter udlændingeloven og
indfødsretsloven, som i dag varetages af
Statsforvaltningen.
Lovforslaget
indeholder derudover en præcisering af reglerne om forbud mod
voldelig og truende adfærd på asylcentrene.
Endelig
indeholder lovforslaget lovtekniske præciseringer som
følge af, at opholdsordningen for medfølgende familie
til hjemvendende udlandsdanskere med visse
beskæftigelsesmæssige kvalifikationer blev
ophævet med virkning fra 1. juli 2018.
Det
foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. marts
2019, dog således at de foreslåede ændringer som
følge af Statsforvaltningens nedlæggelse træder
i kraft den 1. april 2019.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.