Fremsat den 19. december 2018 af transport-,
bygnings - og boligministeren (Ole Birk Olesen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om Sund og Bælt
Holding A/S
(Justering af selskabets retlige rammer)
§ 1
I lov nr. 588 af 24. juni 2005 om Sund og
Bælt Holding A/S, som ændret ved § 1 i lov nr. 581
af 4. maj 2015, § 126 i lov nr. 686 af 27. maj 2015 og lov nr.
1739 af 27. december 2016, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 1, stk. 1, 1. pkt., ændres
»BroBizz A/S,« til: »BroBizz A/S og« og
»og selskabet oprettet i henhold til § 6«
udgår.
2. I
§ 1 indsættes efter stk. 3
som nye stykker:
»Stk. 4.
Sund og Bælt Holding A/S kan foretage aktiviteter med henblik
på at forberede opgaver vedrørende regulering af
vejtrafik. Sund og Bælt Holding A/S kan beslutte at overlade
opgaver efter 1. pkt. til selskaber, som Sund og Bælt Holding
A/S ejer helt eller delvis, direkte eller indirekte. Sund og
Bælt Holding A/S kan efter transport-, bygnings- og
boligministerens beslutning igangsætte forberedende
opgaver.«
3. I
§ 5 indsættes efter
»udføre rådgivning«: »,herunder
udvikle og sælge ydelser forbundet hermed,«.
4. I
§ 5 indsættes som 2. pkt.:
»Selskabet kan indgå
samarbejdsaftaler med virksomheder, offentligretlige organer,
myndigheder m.v.«
5. I
§ 6 ændres »Sund og
Bælt Holding A/S kan stifte et aktieselskab, der« til:
»BroBizz Operatør A/S«.
6. I
§ 6 indsættes som 2. pkt.:
»Selskabet kan indgå
samarbejdsaftaler med virksomheder, offentligretlige organer,
myndigheder m.v.«
7. I
§ 7 indsættes som 2. pkt.:
»Selskabet kan indgå
samarbejdsaftaler med virksomheder, offentligretlige organer,
myndigheder m.v.«
8. I
§ 16, stk. 5, 1. pkt.,
indsættes efter »betaling af«: »almindelig
takst efter stk. 1 og«.
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. marts 2019.
Stk. 2. § 16, stk.
5, 1. pkt., i lov om Sund og Bælt Holding A/S, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 8, finder ikke anvendelse for
opkrævninger eller inddrivelser af fordringer, som er dateret
før lovens ikrafttrædelse.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Den gældende lov om Sund og Bælt
Holding A/S er fra 2005 og er senest ændret i 2016. Loven
omhandler Sund og Bælt Holding A/S og dertil knyttede
selskabers opgaver vedrørende de faste forbindelser over
Storebælt og Øresund, forberedelse af den faste
forbindelse over Femern Bælt og dertilhørende
landanlæg, udstedelse af BroBizz-ordningen m.v.
Med dette lovforslag foreslås det, at
Sund og Bælt-koncernen kan forberede opgaver med regulering
af vejtrafik, ligesom koncernens retlige rammer generelt justeres
med henblik på at understøtte en mere
hensigtsmæssig forretningsførelse.
Justeringerne omfatter blandt andet koncernens
mulighed for efter transport-, bygnings- og boligministerens
beslutning at foretage forberedende aktiviteter med henblik
på varetagelse af opgaver med forskellige typer regulering af
vejtrafik. Den tilføjede kompetence skal ses som en mulighed
for, at koncernen aktivt kan indgå i forberedelse af opgaver,
hvor dens eksisterende kompetencer vedr. f.eks. opkrævning af
betaling fra bilister, teknisk udstyr og it-understøtning
kan anvendes på et bredere område. Dette kan potentielt
udnyttes, således at brugerne af vejnettet kun skal forholde
sig til så få systemindgange som muligt.
Ændringen tildeler ikke koncernen en
konkret opgave, men giver udelukkende mulighed for at foretage
forberedende aktiviteter, som er nødvendige for eventuelt at
gøre koncernen klar til på et senere tidspunkt at
få tildelt konkrete opgaver ved lov. Det kan f.eks.
være forberedelse af en opgave med opkrævning af
vejbenyttelsesafgifter for udenlandske person- og varebiler, som
regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti) og Dansk Folkeparti med aftalen om omlægning af
bilafgifter af 21. september 2017 har besluttet at indføre
fra 2020. Selskabets kompetencer vurderes også at kunne komme
i spil i forhold til at varetage andre lignende opgaver, f.eks.
administration af miljøzoneordningen. Muligheden for at
forberede nye aktiviteter af denne karakter vil dog altid
afhænge af transport-, bygnings- og boligministerens
beslutning.
Derudover foreslås det at udvide Sund og
Bælt Partner A/S´ kompetence. Selskabets kerneopgave er
at yde rådgivning vedrørende planlægning,
forberedelse, finansiering og anlæg samt drift og vedligehold
af infrastruktur. Det ønskes, at selskabet i relation til
rådgivningsopgaven også kan udvikle og sælge
ydelser. Dette kan f.eks. være softwareydelser, som f.eks.
kan sælges som licensaftaler. Dermed tydeliggøres det,
at selskabet kan følge den generelle markedsudvikling inden
for de ydelser, som rådgivningsvirksomheder
sædvanligvis tilbyder.
Forslaget indeholder også en generel
udvidelse af kompetencen for de kommercielle selskaber i koncernen.
Det foreslås, at Sund og Bælt Partner A/S, BroBizz
Operatør A/S og BroBizz A/S kan indgå
samarbejdsaftaler med andre aktører, såsom private
virksomheder, offentligretlige organer, myndigheder m.v. Et
samarbejde bygger på en frivillig aftale mellem de
nævnte selskaber og en anden aktør med henblik
på at kunne optimere f.eks. driften på forskellige
områder.
Økonomien i udvidelsen af de retlige
rammer for de kommercielle selskaber vil være helt adskilt
fra de ikke-kommercielle selskabers, herunder økonomien i
selskaberne bag de faste forbindelser.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Forberedelse af regulering af vejtrafik
2.1.1. Gældende ret
Den gældende bestemmelse i § 1,
stk. 1, 1. pkt. i lov om Sund og Bælt Holding A/S
medfører, at Sund og Bælt Holding A/S ejer aktierne i
selskaber som fremgår af § 1, stk. 1, 1. pkt. Sund og
Bælt Holding A/S kan for disse selskaber varetage opgaver i
form af styring af finansiering, drift og vedligeholdelse, jf. lov
om Sund og Bælt Holding A/S § 1, stk. 1, 2. pkt.
2.1.2. Transport-, Bygnings- og Boligministeriets
overvejelser
Sund og Bælt-koncernen har mange
års erfaring og kompetencer med vejledning af brugerne og de
øvrige aspekter forbundet med opkrævning og
inddrivelse af brugerafgifter for benyttelse af de faste
forbindelser samt kontrol i forbindelse med
håndhævelsen heraf. Koncernen anvender tidssvarende
udstyr og it-understøtning, hvilket indebærer, at der
er et potentiale for, at dette effektivt kan tjene andre
formål end administration af betalingsordningerne ved de
faste forbindelser i Danmark. F.eks. har selskabet i 2018
indført et nummerpladegenkendelsessystem i
betalingsanlægget på Storebæltsforbindelsen.
Brugere af forbindelsen kan således forhåndsregistrere
nummerplade og betalingskort, hvorefter betalingen sker automatisk,
når nummerpladen registreres i betalingsanlægget. Bl.a.
kan nummerpladegenkendelsesteknologien udnyttes til løsning
af andre opgaver, da teknologien både kan anvendes som
opkrævnings- og kontrolsystem.
Med lovforslaget sikres det derfor, at
koncernen får mulighed for at igangsætte forberedelse
af opgaver vedrørende regulering af vejtrafik, som af
transport-, bygnings- og boligministeren vurderes med fordel at
kunne blive en del af selskabets opgaveportefølje.
Forberedelsen kan f.eks. bestå i at teste systemer og
foretage anden indledende aktivitet, gennemførelse af udbud
m.m. Forberedende opgaver af denne karakter kan alene
igangsættes efter transport-, bygnings- og boligministerens
beslutning. Ministeren er således ansvarlig for at beslutte,
om en given opgave er egnet til på sigt at kunne blive
placeret i koncernen.
Lovforslaget giver således ikke hjemmel
til, at Sund og Bælt Holding A/S kan varetage en bestemt
opgave. De konkrete opgaver skal tildeles selskabet ved lov.
I Aftale mellem Regeringen og Dansk Folkeparti
om omlægning af vejafgifter af 21. september 2017 er det
besluttet, at der skal indføres periodebaserede vejafgifter
for person- og varebiler i Danmark. Det vurderes, at Sund og
Bælt Holding A/S f.eks. vil kunne varetage denne opgave
på baggrund af selskabets eksisterende kompetencer, tekniske
udstyr og it-understøtning. Det kan også tænkes,
at der på længere sigt vil kunne komme andre opgaver
med opkrævning af vejafgifter og eventuelt anden form for
regulering af trafik, som Sund og Bælt Holding A/S også
vil kunne håndtere effektivt på baggrund af
eksisterende kompetencer.
Hjemlen kan alene udnyttes efter transport-,
bygnings- og boligministerens beslutning. Sund og Bælt
Holding A/S får efter ministerens beslutning mulighed for at
overlade opgaven til et eller flere selskaber, som Sund og
Bælt Holding A/S ejer helt eller delvist, direkte eller
indirekte, hvilket er i overensstemmelse med den almindelige
selskabsret. Det er vurderingen, at Sund og Bælt Holding A/S
bedst vil kunne afgøre hvilken del af koncernen, som mest
hensigtsmæssigt kan varetage en konkret
forberedelsesopgave.
2.2. Udvikling og salg af ydelser i Sund og Bælt
Partner A/S
2.2.1 Gældende ret
I den gældende § 5 i lov om Sund om
Bælt Holding A/S, har Sund og Bælt Partner A/S mulighed
for at yde rådgivning vedrørende planlægning,
forberedelse, finansiering og anlæg samt drift og vedligehold
af infrastruktur.
2.3.2. Transport-, Bygnings- og Boligministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
Det foreslås, at Sund og Bælt
Partner A/S, udover at udføre rådgivning, også
kan udvikle og sælge ydelser, som sædvanligvis ligger
inden for Sund og Bælt Partner A/S'
aktivitetsområde.
Som det fremgår af bemærkningerne
til seneste ændring af lov om Sund og Bælt Holding A/S,
jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 61 som fremsat, s. 9, spalte 1,
er der en stigende efterspørgsel efter selskabets
rådgivning om finansiering og drift af
infrastrukturanlæg i takt med, at Sund og
Bælt-koncernen opnår stadig større viden herom
som bygherre såvel som ansvarlig for driften af selskaberne i
koncernen.
Siden seneste lovændring er der sat
øget fokus på brug af teknologi i forbindelse med
drift og vedligehold af Storebæltsforbindelsen. Der er bl.a.
placeret sensorer på Vestbroens jernbane, som indhenter data
fra banen. Der arbejdes på brug af robotter, som i
forbindelse med vedligeholdelsesarbejdet kan tilgå broen
på svært tilgængelige steder, ligesom der
arbejdes med droner, der hurtigt og effektivt kan inspicere broens
vedligeholdelsesbehov. Koncernens nye tilgang skaber en
mængde ny data og algoritmer om vedligeholdelse af kritisk
infrastruktur.
I lyset af den nye viden, der opstår som
følge af brug af ny teknologi på
Storebæltsforbindelsen, oplever koncernen, at
efterspørgslen på selskabets rådgivning fortsat
er stigende, herunder fra andre aktører i
rådgivningsbranchen. Det skyldes, at der på det
kommercielle marked ikke er adgang til den type data og algoritmer
m.v., som kan indsamles og anvendes på kritisk
infrastrukturanlæg, som f.eks. Storebæltsforbindelsen,
der drives i statsligt regi. Private rådgivningsvirksomheder
og andre infrastrukturejere efterspørger således de
data og den viden, som indhentes på
Storebæltsforbindelsen, med henblik på at kunne
optimere kvaliteten og effektiviteten af deres
rådgivningsvirksomhed i relation til driften af store
infrastrukturanlæg.
Det foreslås derfor, at selskabet kan
udvikle og sælge ydelser kommercielt, herunder data og
algoritmer. Salg af ydelser vil have relation til
rådgivningsopgaven og skal forstås som aktiviteter, der
er sædvanlige inden for rådgivningsbranchen. Der vil
fortsat være tale om udvikling og salg af ydelser baseret
på erfaring oppebåret på koncernens
infrastrukturanlæg. Der kan i den forbindelse være
behov for at videreudvikle den pågældende ydelse i Sund
og Bælt Partner A/S med henblik på at følge med
i den generelle markedsudvikling.
Forslaget skal blandt andet medvirke til at
sikre, at statslige selskaber, der i kraft af deres særlige
opgavevaretagelse opnår en unik viden, kan stille denne viden
til rådighed til gavn for det kommercielle marked.
Forslaget skal i øvrigt ses i
sammenhæng med forslaget om, at selskabet kan indgå
samarbejdsaftaler. Selskabet vil således også kunne
sælge de pågældende data, algoritmer m.v. med
f.eks. en anden privat rådgivningsvirksomhed som
underleverandør. Underleverandøren vil f.eks. levere
den nødvendige kvalitetssikring af de relevante data.
Konkret kan der være tale om, at
selskabet sælger data og lignende via licensaftaler til
private virksomheder. Disse virksomheder kan f.eks. anvende
selskabets data og algoritmer til rådgivning og lignende i
relation til drift og vedligeholdelse af
infrastrukturanlæg.
2.3. Samarbejdsaftaler
2.3.1. Gældende ret
Det fremgår ikke af den gældende
lov om Sund og Bælt Holding A/S, at koncernens kommercielle
selskaber har mulighed for at indgå samarbejdsaftaler med
andre aktører, såsom private virksomheder,
offentligretlige organer, myndigheder m.v.
2.3.2. Transport-, Bygnings- og Boligministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
Med den foreslåede ordning kan de kommercielle selskaber,
Sund og Bælt Partner A/S, BroBizz A/S og BroBizz
Operatør A/S, indgå samarbejdsaftaler.
Samarbejdsaftalerne kan f.eks. være med private virksomheder,
offentligretlige organer og myndigheder m.v.
Forslaget har generelt til formål at
sikre, at selskaberne kan indgå i samarbejder med andre
aktører. Samarbejdsparternes kompetencer skal således
udnyttes til at skabe en optimering af f.eks. driften i selskaberne
samt videreudvikling af f.eks. de koncepter for effektiv og
tidssvarende vedligeholdelse af de faste anlæg, som
selskaberne arbejder med. Samarbejdsaftalerne bygger på
frivillighed mellem parterne og dermed en ligevægt i forhold
til ansvaret i samarbejdsprojektet. Der kan alene indgås
samarbejdsaftaler om forhold, som er i overensstemmelse med
selskabets formål i øvrigt.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ingen økonomiske
konsekvenser af betydning for det offentlige. Hvis en konkret
forberedelsesopgave tildeles efter transport-, bygnings- og
boligministerens beslutning, som foreslået i § 1, nr. 2,
vil der skulle tildeles et mindre beløb hertil. F.eks. er en
forberedelsesopgave med opkrævning af periodebaserede
vejafgifter estimeret til at koste 1 mio. kr.
Lovforslaget har ingen
implementeringskonsekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
m.v.
Lovforslaget har ikke økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget vurderes, at være relevant
for principperne for agil erhvervsrettet regulering. Det vurderes,
at princip 1 om muliggørelse af anvendelse af nye
forretningsmodeller er relevant.
Udvidelsen af Sund og Bælt Partner A/S'
kompetence, som foreslået i § 1, nr. 3, giver selskabet
mulighed for at udvikle og sælge ydelser, som blandt andet
omfatter muligheden for salg af software og data. Det understreges
dog, at Sund og Bælt Partner A/S kun kan sælge disse
ydelser, når det er en del af deres
rådgivningsvirksomhed, som er selskabets kerneopgave.
Udvidelsen af selskabets kompetence vurderes at kunne styrke andre
virksomheders mulighed for at teste, udvikle og anvende nye
digitale teknologier og forretningsmodeller, idet selskabet
får mulighed for at bringe nye digitale produkter i form af
f.eks. data og software på markedet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative
konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke konsekvenser for
miljøet.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
8. Hørte myndigheder og
organisationer
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 24. oktober 2018 til den 23. november 2018 været sendt i
høring hos følgende organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Brancheforeningen Dansk
Kollektiv Trafik, Brancheforeningen Dansk Luftfart, Dansk
Naturfredningsforening, Danish Business Travel Association,
Danmarks Frie AutoCampere, Dansk Erhverv, Dansk Erhvervsfremme,
Dansk Industri (DI), Dansk Jernbaneforbund, Dansk
Ledningsejerforum, Dansk Transport og Logistik - DTL, Dansk
Vejforening, Danske Busvognmænd, Danske Regioner, Danske
Speditører, Datatilsynet, DI Transport, Forenede Danske
Motorejere (FDM), Foreningen af Rådgivende Ingeniører
- FRI, Forbrugerrådet, Ingeniørforeningen - IDA,
Jernbanenævnet, Kommunal Vejteknisk Forening, Kommunernes
Landsforening (KL), Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
Københavns Lufthavn, Landdistrikternes
Fællesråd, NOAH - Trafik, Rådet for
Bæredygtig Trafik, Rådet for Sikker Trafik,
Trafikforbundet, Trafikselskaberne i Danmark, Tårnby Kommune
og Øresundsbro Konsortiet.
| Positive konsekvenser/mindre udgifter
(hvis ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen af betydning | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU- regulering/Går
videre end minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Den gældende bestemmelse i § 1,
stk. 1, 1. pkt., i lov om Sund og Bælt Holding A/S
medfører, at Sund og Bælt Holding A/S ejer aktierne i
A/S Storebæltsforbindelsen, A/S Øresundsforbindelsen,
Sund og Bælt Partner A/S, BroBizz A/S, A/S Femern
Landanlæg og selskabet oprettet i henhold til § 6
Det foreslås, at fjerne det § 6
oprettede selskab (nu BroBizz Operatør A/S) i § 1, stk.
1, 1. pkt., som konsekvens af Sund og Bælt-koncernens nye
struktur. BroBizz Operatør A/S er oprettet som datterselskab
til Brobizz A/S og er således ikke ejet af Sund &
Bælt Holding A/S direkte. Derfor udgår selskabet af
§ 1, stk. 1, 1. pkt., som er en opregning af de selskaber som
holdingselskabet ejer aktierne i. Der er derfor udelukkende tale om
en konsekvensændring og dermed en tilpasning af loven til
Sund og Bælt-koncernens nuværende struktur.
Til nr. 2
Den gældende bestemmelse i § 1,
stk. 1, i lov om Sund og Bælt Holding A/S medfører, at
Sund og Bælt Holding A/S ejer aktierne i selskaber, som
fremgår af § 1, stk. 1, 1. pkt. Sund og Bælt
Holding A/S kan for disse selskaber varetage opgaver i form af
styring af finansiering, drift og vedligeholdelse, jf. lov om Sund
og Bælt Holding A/S § 1, stk. 1, 2. pkt.
Det foreslås i § 1, stk. 4, at Sund og Bælt
Holding A/S kan foretage aktiviteter med henblik på at
forberede en opgave med at regulere vejtrafik. Sund og Bælt
Holding A/S kan beslutte at overlade opgaver efter stk. 1 til
selskaber, som Sund og Bælt Holding A/S ejer helt eller
delvis, direkte eller indirekte. Sund og Bælt Holding A/S kan
efter Transport-, bygnings- og boligministerens beslutning
igangsætte forberedende opgaver.
Sund og Bælt-koncernen har stor erfaring
med vejledning af brugere, opkrævning og inddrivelse af
betalinger samt kontrol i forbindelse med håndhævelsen
af betalingsordningerne på de faste forbindelser. Samtidig
har koncernen teknisk udstyr og it-systemer, som på
længere sigt vil kunne udnyttes til andre opgaver ved
regulering af vejtrafikken.
En opgave, som forventes implementeret i
nær fremtid, er opkrævning af periodebaserede
vejafgifter for udenlandske person- og varebiler. Regeringen og
Dansk Folkeparti har indgået en aftale om omlægning af
bilafgifter den 21. september 2017. I aftalen indgår det, at
der skal indføres periodebaserede vejafgifter for danske og
udenlandske køretøjer fra 2020.
Sund og Bælt Holding A/S vil med denne
hjemmel kunne forberede aktiviteter med henblik på
administration af den periodebaserede vejafgift. Selskabet vil
blandt andet kunne teste systemer, gennemføre en
udbudsproces m.m. Sund og Bælt Holding A/S vurderes at kunne
varetage opgaven på grund af dets erfaring med
kundehåndtering, opkrævning og kontrol i relation til
de faste forbindelser. Selskabets kompetencer vurderes også
at kunne komme i spil i forhold til at varetage andre lignende
opgaver, f.eks. administration af miljøzoneordningen.
Hjemlen, som ønskes tilvejebragt ved
dette lovforslag, vil give Sund og Bælt Holding A/S mulighed
for at iværksætte forberedende aktiviteter forud for en
egentlig konkret opgavevaretagelse, som først tildeles ved
lov på et andet tidspunkt.
Sund og Bælt Holding A/S vil få
kompetence til selv at overlade opgaven til de selskaber i
koncernen, som Sund og Bælt Holding A/S vurderer bedst til at
varetage de indledende aktiviteter.
De forberedende aktiviteter kan udelukkende
igangsættes efter transport-, bygnings- og boligministerens
beslutning. Traditionelt er Sund og Bælt Holding A/S og
dertilhørende datterselskabers opgaver reguleret direkte i
lov om Sund og Bælt Holding A/S. Med den foreslåede
ordning sikres det, at staten ved transport-, bygnings- og
boligministeren igangsætter selskabets forberedende
aktiviteter ved en beslutning. Regulering af vejtrafik er en
offentligretlig opgave, som ikke uden offentlig kontrol skal kunne
igangsættes af selskabet af egen drift. Beslutningen vil
således i praksis komme fra ministeren, men der er på
den anden side ikke noget til hinder for, at selskabet qua sine
aktiviteter i øvrigt gør ministeren opmærksom
på eventuelle nye opgaver, som selskabet med fordel ville
kunne varetage for staten.
Til nr. 3
Den gældende bestemmelse i § 5 i
lov om Sund og Bælt Holding A/S medfører, at Sund og
Bælt Partner A/S på et forretningsmæssigt
grundlag kan udføre rådgivning vedrørende
planlægning, forberedelse, finansiering og anlæg samt
drift og vedligehold af infrastruktur.
Som det fremgår af bemærkningerne
til seneste ændring af lov om Sund og Bælt Holding A/S,
jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 61 som fremsat, s. 9, spalte 1,
er der en stigende efterspørgsel efter selskabets
rådgivning om finansiering og drift af
infrastrukturanlæg i takt med, at Sund og
Bælt-koncernen opnår stadig større viden herom
som bygherre såvel som driftsherre for selskaberne i
koncernen.
Siden seneste lovændring er der sat
øget fokus på brug af teknologi i forbindelse med
drift og vedligehold af Storebæltsforbindelsen. Der er blandt
andet placeret sensorer på Vestbroens jernbane, som indhenter
data fra banen. Der arbejdes på brug af robotter, som i
forbindelse med vedligeholdelsesarbejdet kan tilgå broen
på svært tilgængelige steder, og droner, der
hurtigt og effektivt kan inspicere broens vedligeholdelsesbehov.
Koncernens nye tilgang skaber en mængde ny data og algoritmer
om vedligeholdelse af kritisk infrastruktur.
I lyset af den nye viden, der opnås som
følge af brug af ny teknologi på
Storebæltsforbindelsen, oplever koncernen, at
efterspørgslen på selskabets rådgivning fortsat
er stigende, herunder fra andre aktører i
rådgivningsbranchen. Det skyldes, at der på det
kommercielle marked ikke er adgang til den type data og algoritmer
m.v., som kan indsamles om kritisk infrastrukturanlæg, som
f.eks. Storebæltsforbindelsen, og som drives i statsligt
regi. Private rådgivningsvirksomheder og andre
infrastrukturejere efterspørger således de data og den
viden, som indsamles på Storebæltsforbindelsen med
henblik på at kunne optimere kvaliteten og effektiviteten af
deres rådgivningsvirksomhed i relation til driften af store
infrastrukturanlæg.
Det foreslås derfor i § 5, at Sund og Bælt Partner A/S'
kompetence udvides, således, at de også kan udvikle og
sælge ydelser forbundet med udførelse af
rådgivning vedrørende planlægning, forberedelse,
finansiering og anlæg samt drift og vedligehold af
infrastruktur. Der vil derfor være tale om salg af
kommercielle ydelser, herunder data og algoritmer. Salg af ydelser
vil have relation til rådgivningsopgaven og skal
forstås som aktiviteter, der er sædvanlige inden for
rådgivningsbranchen. Der vil være tale om udvikling og
salg af ydelser baseret på erfaring opnået på
koncernens infrastrukturanlæg. Der kan i den forbindelse
være behov for at videreudvikle den pågældende
ydelse i Sund og Bælt Partner A/S med henblik på at
følge med den generelle markedsudvikling.
Forslaget skal blandt andet medvirke til at
sikre, at statslige selskaber, der i kraft af deres særlige
opgavevaretagelse opnår en unik viden, kan stille denne viden
til rådighed til gavn for det kommercielle marked. Konkret
kan der være tale om, at selskabet f.eks. kan sælge
data og lignende via licensaftaler til private virksomheder. Disse
virksomheder kan f.eks. anvende selskabets data og algoritmer til
rådgivning og lignende i relation til drift og
vedligeholdelse af infrastrukturanlæg.
Forslaget skal i øvrigt ses i
sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i lovens
§ 5, 2. pkt., som beskrevet nærmere i de specielle
bemærkninger til nr. 4, om, at selskabet kan indgå
samarbejdsaftaler. Selskabet vil således også kunne
sælge de pågældende data, algoritmer m.v. med en
anden privat rådgivningsvirksomhed som
underleverandør. Underleverandøren vil f.eks. kunne
levere den nødvendige kvalitetssikring af de relevante
data.
Til nr. 4
Den gældende bestemmelse i § 5 i
lov om Sund og Bælt Holding A/S medfører, at Sund og
Bælt Partner A/S på et forretningsmæssigt
grundlag kan udføre rådgivning vedrørende
planlægning, forberedelse, finansiering og anlæg samt
drift og vedligehold af infrastruktur.
Den foreslåede bestemmelse i lovens
§ 5, 2. pkt., vil medføre,
at Sund og Bælt Partner A/S vil kunne indgå
samarbejdsaftaler med virksomheder, offentligretlige organer,
myndigheder m.v.
Ved en samarbejdsaftale forstås herunder
også et frivilligt partnerskab, hvor parterne har mulighed
for at deles om ansvaret, således at Sund og Bælt
Partner A/S ikke står alene med ansvaret, og således at
Sund og Bælt Partner A/S kan drage nytte af
samarbejdsparternes kompetence. Samarbejdet vil ske indenfor
rammerne af selskabets formålsparagraf.
Der kan f.eks. være tale om samarbejder
med andre aktører i rådgivningsbranchen i relation til
realiseringen af mega-infrastrukturprojekter, hvor Partner A/S
f.eks. investerer tidsmæssige ressourcer med henblik på
at udvikle et fælles produkt med hovedleverandøren.
Samarbejdsaftalen vil i disse tilfælde regulere de
forpligtelser, som hver part skal opfylde.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den
stigende efterspørgsel på selskabets rådgivning,
herunder i lyset af bro-kollapset i Genova.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.3. i
de almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Den gældende bestemmelse i § 6 i
lov om Sund og Bælt Holding A/S medfører, at Sund og
Bælt Holding A/S kan stifte et aktieselskab, der har til
formål på forretningsmæssigt grundlag at
forestå etablering, drift og vedligehold af elektroniske
bompengesystemer og lignende betalingsanlæg i forbindelse med
brugerfinansieret infrastruktur i Danmark.
Det foreslås med ændringen af
§ 6, at BroBizz Operatør
A/S indsættes som konsekvens af, at Sund og Bælt
Holding A/S siden seneste lovændring har udnyttet muligheden
for at oprette selskabet . Ændring vil derfor tilpasse
lovteksten til det nuværende billede af Sund og
Bælt-koncernen.
Til nr. 6
Den gældende bestemmelse i § 6 i
lov om Sund og Bælt Holding A/S medfører, at Sund og
Bælt Holding A/S kan stifte et aktieselskab (nu BroBizz
Operatør A/S), der har til formål på
forretningsmæssigt grundlag at forestå etablering,
drift og vedligehold af elektroniske bompengesystemer og lignende
betalingsanlæg i forbindelse med brugerfinansieret
infrastruktur i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse i § 6, 2. pkt. ,vil medføre, at
BroBizz Operatør A/S, vil kunne indgå
samarbejdsaftaler med virksomheder, offentligretlige organer,
myndigheder m.v.
Ved en samarbejdsaftale forstås herunder
også et frivilligt partnerskab, hvor parterne har mulighed
for at deles om ansvaret, således at BroBizz Operatør
A/S ikke står alene med ansvaret, og således at Sund og
Bælt Partner A/S kan drage nytte af samarbejdsparternes
kompetence. Samarbejdet vil ske indenfor rammerne af selskabets
formålsparagraf.
Der kan f.eks. være tale om samarbejde
med Vejdirektoratet eller andre infrastrukturejere om adgang til
f.eks. portaler med strøm og netværk til montering af
nummerpladekameraer i relation til etablering, drift og vedligehold
af elektroniske bompengesystemer og lignende betalingsanlæg i
forbindelse med brugerfinansieret infrastruktur. Samarbejdsaftalen
vil i disse tilfælde regulere de nærmere betingelser
for en sådan adgang. Der kan ligeledes være tale om
samarbejder med danske eller udenlandske teknologiselskaber om
fælles leverancer af f.eks. drift og vedligehold af
betalingsanlæg.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.3. i
de almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
Den gældende bestemmelse i § 7 i
lov om Sund og Bælt Holding A/S medfører, at BroBizz
A/S har til formål at være udsteder af BroBizzordningen
og lignende tjenester med relation til transport og
infrastruktur.
Den foreslåede bestemmelse i lovens
§ 7, 2. pkt., vil medføre,
at BroBizz A/S vil kunne indgå samarbejdsaftaler med
virksomheder, offentligretlige organer, myndigheder.
Ved en samarbejdsaftale forstås herunder
også et frivilligt partnerskab, hvor parterne har mulighed
for at deles om ansvaret, således at BroBizz A/S ikke
står alene med ansvaret, og således at Sund og
Bælt Partner A/S kan drage nytte af samarbejdsparternes
kompetence. Samarbejdet vil ske indenfor rammerne af selskabets
formålsparagraf.
Der kan f.eks. være tale om samarbejder
med andre danske eller udenlandske udstederselskaber om levering af
betalingsløsninger og derved opnå synergier i forhold
til at kunne tilbyde markedet effektive tjenester med en
større geografisk dækning indenfor Europa af
betalingsløsninger.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.3. i
de almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
I medfør af den gældende
bestemmelse i § 16, stk. 1, i lov om Sund og Bælt
Holding A/S, opkræver A/S Storebæltsforbindelsen
betaling for benyttelse af motorvejsforbindelsen over
Storebælt.
Den gældende bestemmelse i § 16,
stk. 4, i lov om Sund og Bælt Holding A/S medfører, at
A/S Storebæltsforbindelsen kan pålægge
føreren af et køretøj, der benytter
motorvejsforbindelsen uden retmæssig betaling herfor, at
betale et tillæg ud over den normale betaling. Tillæg
fastsættes af transport-, bygnings- og boligministeren.
Den gældende bestemmelse i § 16,
stk. 5, i lov om Sund og Bælt Holding A/S medfører, at
for betaling af tillæg efter stk. 4 hæfter, medmindre
det godtgøres, at føreren uberettiget er i besiddelse
af køretøjet, tillige 1) den registrerede ejer af
køretøjet, 2) den registrerede bruger af
køretøjet eller 3) den juridiske eller fysiske
person, der har indgået den aftale, som føreren har
anvendt, om benyttelse af motorvejsforbindelsen.
Den foreslåede ændring af
bestemmelsen i § 16, stk. 5, 1.
pkt., vil medføre, at personkredsen som nævnt i
§ 16, stk. 5, udover det nævnte tillæg i §
16, stk. 4, også vil hæfte for den almindelige betaling
efter § 16, stk. 1.
Den almindelige takst indføres, da det
aldrig har været tiltænkt, at den angivne personkreds
kun skulle hæfte for tillægget. Ændringen giver
Sund og Bælt Holding A/S nemmere ved at få
opkrævet hele det skyldige beløb. Efter den
almindelige aftaleret, er det brugeren af køretøjet,
som hæfter for den almindelige betaling, da det er denne, som
A/S Storebæltsforbindelsen aftaler ydelsen med. Ved
uretmæssig brug af Storebæltsforbindelsen hæfter
den angivne personkreds for tillægget og bør
også hæfte for den almindelige takst.
Til §
2
Det foreslås i stk.
1, at loven træder i kraft den 1. marts 2019.
Det foreslås i stk.
2, at indsættelsen i § 16, stk. 5, 1. pkt.,
hvortil den udvidede personkreds udover at hæfte for
tillægget for uretmæssig brug af
Storebæltsforbindelsen også hæfter for den
almindelige takst, ikke skal gælde for opkrævninger
eller inddrivelser af fordringer, som er dateret før lovens
ikrafttræden.
Denne lov skal ikke gælde for
Færøerne og Grønland, da lov om Sund og
Bælt Holding A/S, jf. lov nr. 558 af 24. juni 2005 med senere
ændringer ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | I lov nr. 588 af 24. juni 2005 om Sund og
Bælt Holding A/S, senest ændret ved § 1 lov nr.
581 af 4. maj 2015, § 126 i lov nr. 686 af 27. maj 2015 og lov
nr. 1739 af 27. december 2016 foretages følgende
ændring: | | | | | | | | | | § 1. Sund
og Bælt Holding A/S ejer aktierne i A/S
Storebæltsforbindelsen, A/S Øresundsforbindelsen, Sund
og Bælt Partner A/S, BroBizz A/S, A/S Femern Landanlæg
og selskabet oprettet i henhold til § 6. Sund og Bælt
Holding A/S kan for selskaber, som Sund og Bælt Holding A/S
ejer helt eller delvis, direkte eller indirekte, varetage opgaver i
form af styring af finansiering, drift og vedligeholdelse. Sund og
Bælt Holding A/S kan overlade disse opgaver til selskaber,
som Sund og Bælt Holding A/S ejer helt eller delvis, direkte
eller indirekte. Stk.
2-3. --- | | 1. I § 1, stk. 1, 1. pkt., ændres
»Brobizz A/S,« til: »Brobizz A/S og« og
»og selskabet oprettet i henhold til § 6«
udgår. | 2. I § 1 indsættes efter stk. 3 som nye
stykker: »Stk. 4.
Sund og Bælt Holding A/S kan foretage aktiviteter med henblik
på at forberede opgaver vedrørende regulering af
vejtrafik. Sund og Bælt Holding A/S kan beslutte at overlade
opgaver efter 1. pkt. til selskaber, som Sund og Bælt Holding
A/S ejer helt eller delvis, direkte eller indirekte. Sund og
Bælt Holding A/S kan efter transport-, bygnings- og
boligministerens beslutning igangsætte forberedende
opgaver.« | | | | § 5. Sund
og Bælt Partner A/S kan på et forretningsmæssigt
grundlag udføre rådgivning vedrørende
planlægning, forberedelse, finansiering og anlæg samt
drift og vedligehold af infrastruktur. | | 3. I § 5 indsættes efter
»udføre rådgivning«: », herunder
udvikle og sælge ydelser forbundet hermed,«. 4. I § 5 indsættes som 2. pkt.: »Selskabet kan indgå
samarbejdsaftaler med virksomheder, offentligretlige organer,
myndigheder m.v.« | § 6. Sund
og Bælt Holding A/S kan stifte et aktieselskab, der har til
formål på forretningsmæssigt grundlag at
forestå etablering, drift og vedligehold af elektroniske
bompengesystemer og lignende betalingsanlæg i forbindelse med
brugerfinansieret infrastruktur i Danmark. | | 5. I § 6 ændres »Sund og
Bælt Holding A/S kan stifte et aktieselskab, der« til:
»BroBizz Operatør A/S«. 6. I § 6 indsættes som 2. pkt.: »Selskabet kan indgå
samarbejdsaftaler med virksomheder, offentligretlige organer,
myndigheder m.v.« | § 7.
BroBizz A/S har til formål at være udsteder af
brobizzordningen og lignende tjenester med relation til transport
og infrastruktur. | | 7. I § 7 indsættes som 2. pkt.: »Selskabet kan indgå
samarbejdsaftaler med virksomheder, offentligretlige organer,
myndigheder m.v.« | | | | §
16. --- Stk.
1-4. --- Stk. 5. For
betaling af tillæg efter stk. 4 hæfter, medmindre det
godtgøres, at føreren uberettiget er i besiddelse af
køretøjet, tillige 1-3) --- Stk.
6-8. --- | | 8. I § 16, stk. 5, 1. pkt., indsættes
efter »betaling af«: »almindelig takst efter stk.
1 og«. | | | | | | |
|