Skriftlig fremsættelse (30. januar
2019)
Beskæftigelsesministeren (Troels Lund
Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love
(Indførelse af obligatorisk pensionsordning for
overførselsindkomstmodtagere og tillæg til
refusion til arbejdsgivere samt ændring af satsregulering af
forskellige overførselsindkomster)
(Lovforslag nr. L 143)
Som led i finansloven for 2019 har
regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti) og Dansk Folkeparti den 30. november 2018 indgået
Aftale om ny regulering af folkepensionen og indførelse af
obligatorisk pensionsopsparing for overførselsmodtagere. Ved
tillægsaftale af 21. december 2018 er det aftalt, at
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og
Alternativet tilslutter sig aftale mellem regeringen og Dansk
Folkeparti om ny regulering af folkepensionen og indførelse
af obligatorisk opsparing for overførselsmodtagere af 30.
november 2018.
Med lovforslaget, som udmønter
aftalen, foreslås der indført en obligatorisk
pensionsordning af overførselsindkomster, der hidtil har
bidraget til finansieringen af satspuljen. Bidraget til
obligatorisk pensionsordning er i 2020 på 0,3 pct. af den
pågældende overførselsindkomst, og
bidragsprocenten stiger hvert år med 0,3 procentpoint til og
med 2030, hvor bidragsprocenten er 3,3. Senest i 2029 skal
aftalepartierne tage stilling til, om bidragsprocenten skal
forhøjes yderligere ud over 3,3 pct.
Det foreslås, at i de tilfælde,
hvor arbejdsgiveren udbetaler løn under sygdom eller barsel
eller under uddannelse med statens voksenuddannelsesstøtte,
og der udbetales refusion til arbejdsgiveren svarende til ydelsen
til personen, indbetaler arbejdsgiveren ikke bidrag til
obligatorisk pensionsordning. I stedet udbetales et tillæg
til refusion til arbejdsgiveren, som modtager refusion.
Det foreslås, at lov om en
satsreguleringsprocent ændres, således at
nytilførsler til satspuljen ophører med virkning fra
2020.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.