Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 4. december 2018
Forslag
til
Lov om Den Sociale Investeringsfond
Kapitel 1
Etablering og formål m.v.
§ 1.
Den Sociale Investeringsfond oprettes som en uafhængig
forvaltningsenhed inden for den statslige forvaltning.
Stk. 2. Den
Sociale Investeringsfond har til formål at
1) udbrede
indsatser på de større velfærdsområder,
der skaber bedre resultater og samtidig mindsker de offentlige
udgifter, og
2) udvikle og
modne nye indsatser på de større
velfærdsområder, der kan danne grundlag for nye
offentlige og private investeringer.
Stk. 3. De
nærmere temaer inden for de i stk. 2 nævnte
formål, som fonden skal disponere og investere inden for,
besluttes årligt i forbindelse med forhandlingerne om
finansloven. Ministeren for offentlig innovation orienterer
skriftligt fonden herom.
§ 2.
Ministeren for offentlig innovation bemyndiges til at foretage
kapitalindskud i fonden på op til 50 mio. kr. i forbindelse
med etablering af fonden. Ministeren kan på et senere
tidspunkt beslutte at indskyde yderligere midler i fonden.
Kapitel 2
Fondens dispositioner
§ 3.
Beslutninger om disponering af fondens midler træffes med
simpelt flertal i bestyrelsen. I tilfælde af stemmelighed er
formandens stemme afgørende.
§ 4.
Fonden kan for at opnå og fremme sine formål, jf.
§ 1, stk. 2 og 3, anvende følgende
forretningsdispositioner og finansieringsformer mod vederlag,
herunder kombinationer heraf:
1)
Lån.
2)
Kapitalindskud.
3)
Kapitaltilsagn.
4)
Garantier.
5) Tilskud.
6) Indskydelse
af midler i partnerskaber m.v.
7) Stiftelse af
selskaber, fonde og foreninger m.v. og erhvervelse og
afhændelse af hele eller dele af selskaber, fonde og
foreninger m.v.
8) Etablering af
eller deltagelse i partnerskaber, foreninger m.v.
9) Forberedelse,
etablering og deltagelse i partnerskaber, indgåelse i
samarbejder, understøttelse af udviklingen af markedet og
igangsættelse eller deltagelse i øvrige
initiativer.
10) Andre
lignende finansieringsformer og forretningsdispositioner, hvorom
ministeren for offentlig innovation fastsætter nærmere
bestemmelser efter forslag fra fonden.
§ 5.
Fonden kan i forbindelse med kapitalindskud og kapitaltilsagn
udøve aktivt ejerskab.
§ 6.
Tildeling af tilskud til statslige, kommunale og regionale
myndigheder m.v. skal ske igennem en ansøgningsrunde, hvor
statslige, kommunale og regionale myndigheder m.v. kan søge
om støtte til indsatser.
Stk. 2. Fonden
kan som vilkår for tildeling af tilskud fastsætte, at
tilskud kan kræves tilbagebetalt med en risikopræmie,
hvis det projekt, der har modtaget tilskud, viser sig at opnå
et eller flere aftalte mål.
§ 7.
Statslige, kommunale og regionale myndigheder m.v. og private
aktører kan deltage i de projekter, hvortil fonden tildeler
midler.
§ 8.
Fonden afgiver en årlig redegørelse om sin virksomhed
til ministeren for offentlig innovation. Redegørelsen
oversendes til Folketinget.
Kapitel 3
Bestyrelse
§ 9.
Fonden ledes af en bestyrelse bestående af 1 formand og 7
andre medlemmer.
Stk. 2.
Formanden og 3 bestyrelsesmedlemmer udpeges af ministeren for
offentlig innovation. 2 bestyrelsesmedlemmer udpeges af KL. 2
bestyrelsesmedlemmer udpeges af Danske Regioner.
Stk. 3.
Bestyrelsesmedlemmerne udpeges på baggrund af deres faglige
kvalifikationer og ekspertise og skal tilsammen have de
nødvendige kompetencer til at varetage fondens
formål.
Stk. 4.
Bestyrelsens medlemmer udpeges for en periode på 4 år.
Et bestyrelsesmedlem kan genudpeges én gang.
Stk. 5.
Ministeren for offentlig innovation kan tilbagekalde et
bestyrelsesmedlems udnævnelse, hvis bestyrelsesmedlemmet selv
anmoder herom, eller hvis forudsætningerne for
bestyrelsesmedlemmets udnævnelse bortfalder, herunder fordi
bestyrelsesmedlemmet har medvirket til at træffe
dispositioner på fondens vegne i strid med de temaer, der er
besluttet i forbindelse med forhandlingerne om finansloven, jf.
§ 1, stk. 3.
Stk. 6.
Ministeren for offentlig innovation fastsætter et honorar til
bestyrelsens medlemmer.
§
10. Bestyrelsen leder fonden og disponerer over fondens
midler i overensstemmelse med denne lov. Bestyrelsen er ansvarlig
for forvaltningen af fondens midler.
Stk. 2.
Afgørelser truffet af fonden kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed.
§
11. Fonden tegnes af bestyrelsesformanden.
§
12. Bestyrelsen fastsætter selv sin
forretningsorden.
Kapitel 4
Sekretariat
§
13. Bestyrelsen antager den fornødne
sekretariatsbistand.
Stk. 2.
Sekretariatet skal understøtte fondens aktiviteter og bl.a.
yde bistand og rådgivning til fondens bestyrelse i forhold
til investeringer, rammevilkår og lovgivning m.v.
Kapitel 5
Rådgivende udvalg
§
14. Der etableres et rådgivende udvalg bestående
af op til 25 medlemmer med henblik på at rådgive fonden
om dens aktiviteter. Det rådgivende udvalg kan ikke
træffe beslutning om fondens arbejde.
Stk. 2.
Ministeren for offentlig innovation udpeger medlemmerne til det
rådgivende udvalg. Medlemmerne af det rådgivende udvalg
udpeges for en periode på 4 år. Et medlem af det
rådgivende udvalg kan genudpeges én gang.
Stk. 3.
Medlemmerne af det rådgivende udvalg skal repræsentere
relevante aktører, herunder almennyttige fonde,
pensionsselskaber, videninstitutioner, civilsamfundsorganisationer
m.v.
Kapitel 6
Tilsyn med fonden
§
15. Ministeren for offentlig innovation fører tilsyn
med fonden.
Stk. 2.
Ministeren for offentlig innovation kan afkræve fonden enhver
oplysning, som ministeren anser for nødvendig for at kunne
udøve sin tilsynsforpligtelse. Ministeren skal til enhver
tid have adgang til at gøre sig bekendt med fondens
administrative og økonomiske systemer, regnskaber og
virksomhed i øvrigt.
Stk. 3.
Bestyrelsesformanden holder ministeren for offentlig innovation
orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende
fonden, herunder væsentlige ændringer i fondens
økonomi eller aktiviteter.
Kapitel 7
Opløsning af
fonden
§
16. Fonden kan opløses ved lov.
Stk. 2. Ved
opløsning af fonden, jf. stk. 1, overtager staten fondens
formue og indtræder i øvrigt i fondens rettigheder og
forpligtelser.
Kapitel 8
Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser m.v.
§
17. Loven træder i kraft den 15. december 2018.
Stk. 2.
Finansministeriet varetager fondens sekretaria?tsfunktioner, indtil
bestyrelsen har antaget den fornødne
sekretariatsbistand.
Stk. 3. Ved den
første udnævnelse af medlemmer af bestyrelsen, jf.
§ 9, udpeges 4 af medlemmerne for en periode på op til 2
år med mulighed for genudnævnelse i 4 år. De
øvrige 4 medlemmer, herunder formanden, udpeges for en
periode på op til 4 år med mulighed for
genudnævnelse i 4 år.
§
18. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.