Skriftlig fremsættelse (3. oktober
2018)
Børne- og
socialministeren (Mai Mercado):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
dagtilbudsloven (Bedre fordeling i daginstitutioner)
(Lovforslag nr. L 6)
Lovforslaget udmønter aftalen af 28.
maj 2018 mellem regeringen, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti om bedre fordeling i daginstitutioner, som
er en del af regeringens samlede indsats mod parallelsamfund.
Lovforslagets formål er at sikre, at
børn fra udsatte boligområder kommer i dagtilbud, hvor
der tales dansk, og hvor der er mulighed for at skabe gode
miljøer med fokus på trivsel, læring, dannelse
og udvikling.
Det foreslås, at der indføres
regler om, at der maksimalt må nyoptages 30 pct. børn
i en daginstitution eller i en enhed i daginstitutionen på et
kalenderår.
Det foreslås herudover, at
kommunalbestyrelsen, hvis den anviser børn med bopæl
uden for et udsat boligområde en plads i en daginstitution
beliggende i et udsat boligområde, samtidig skal tilbyde
barnet en plads i et andet dagtilbud, som ikke er beliggende i et
udsat boligområde. Forældrene skal frit kunne
vælge mellem de to pladser.
Det foreslås videre, at
kommunalbestyrelsen samt selvejende og udliciterede
daginstitutioner med optagelseskompetence og privatinstitutioner
kan ansøge om, at daginstitutioner eller enheder i
daginstitutioner kan undtages fra reglerne i som udgangspunkt 5
år, hvis der foreligger helt særlige forhold, og der
samtidig arbejdes målrettet hen mod, at der nyoptages
maksimalt 30 pct. børn fra et udsat boligområde i
løbet af et kalenderår. Reglerne om
dispensationsadgang fastsættes ved bekendtgørelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.