Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2018)
Undervisningsministeren (Merete Riisager):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
folkeskolen, lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser
og almen voksenuddannelse m.v., lov om institutioner for
erhvervsrettet uddannelse og forskellige andre love (Obligatoriske
sprogprøver i udsatte boligområder, konsekvent
indgriben overfor dårligt præsterende folkeskoler og
ungdomsuddannelsesinstitutioner, styrket forældreansvar
gennem mulighed for standsning af børnecheck m.v.)
(Lovforslag nr. L 60)
Den 9. maj 2018 indgik regeringen, Dansk
Folkeparti og Socialdemokratiet en delaftale på
undervisningsområdet for at bekæmpe
parallelsamfund.
Udmøntningen af aftalen
indebærer ændringer i en række love inden for
ressortområderne for henholdsvis Undervisningsministeriet,
Børne- og Socialministeriet og Skatteministeriet. Disse
ændringer implementeres med nærværende
lovforslag.
Med lovforslaget foreslås der
indført sprogprøver i børnehaveklassen
kombineret med intensiv støtte for at styrke elevernes sprog
på grundskoler med en høj andel af børn fra
udsatte boligområder. Den nye sprogprøve skal sikre,
at alle børn kan indgå i det sociale og faglige
fællesskab i skolen, når de begynder i 1. klasse.
For at sikre, at sprogligt svage elever
på 1.-9. klassetrin på de omfattede skoler også
får glæde af den sikkerhed, som en sprogprøve
giver for det faglige niveau mv., foreslås det endvidere, at
elever i 1.-9. klasse, som modtager undervisning i dansk som
andetsprog, skal bestå en obligatorisk sprogprøve,
når skolelederen vurderer, at eleven ikke længere har
behov for undervisning i dansk som andetsprog.
Herudover foreslås det, at
forældreansvaret skal styrkes ved indførelse af
mulighed for bortfald af børnecheck for elever, som ikke
deltager i undervisningen i folkeskolen.
Det foreslås endvidere, at der
indføres øgede statslige sanktionsmuligheder over for
folkeskoler, der vedvarende leverer dårlige faglige
resultater for eksempel på grund af udfordringer med at
løfte eleverne og dårlig trivsel på skolen.
På folkeskoleområdet giver de nye sanktioner bedre
muligheder for at udstede pålæg til kommunen og i
sidste ende nedlægge skoler.
Endelig foreslås det at udvide de
eksisterende sanktionsmuligheder over for
ungdomsuddannelsesinstitutionerne, så undervisningsministeren
kan pålægge institutioner, hvor det konstateres, at
kvaliteten af undervisningen eller uddannelsen er
utilstrækkelig at ophøre med optage elever ved
optagelsesprøve eller vejledningssamtale og i yderste
konsekvens træffe beslutning om at nedlægge en
institution eller sammenlægge en institution med en eller
flere institutioner.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.