L 63 Forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, lov om apoteksvirksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love.

(Autorisation af ambulancebehandlere og registrering af ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedicinere), opgavespecifik autorisation af behandlerfarmaceuter, genordination af receptpligtig medicin, ordination af dosisdispensering med tilskud, organisatorisk ansvar m.v.).

Af: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 13-11-2018

Afgivet: 13-11-2018

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 13. november 2018

20181_l63_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 13. november 2018

1. Ændringsforslag

Der er stillet 11 ændringsforslag til lovforslaget. Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-10 om deling af lovforslaget og konsekvensændringer heraf. Sundhedsministeren har stillet ændringsforslag nr. 11.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af sundhedsministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod ændringsforslag nr. 1-10 stillet af Enhedslisten.

Et mindretal i udvalget (EL) vil stemme for ændringsforslag nr. 1-10 om deling af lovforslaget og konsekvensændringer heraf. Mindretallet indstiller lovforslag A til vedtagelse med det af sundhedsministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for ændringsforslag nr. 11 stillet af sundhedsministeren. Hvis ændringsforslag nr. 1-10 bliver forkastet, vil mindretallet indstille lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for det af sundhedsministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (SF) vil stemme for ændringsforslag nr. 1-10 om deling af lovforslaget og konsekvensændringer heraf. Mindretallet indstiller lovforslag A og B til vedtagelse med det af sundhedsministeren stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget ønsker en opdeling af lovforslaget, idet EL støtter autorisation af ambulancebehandlere, men ikke støtter, at der indføres en ny titel og autorisation til behandlerfarmaceuter. EL mener, at det er risikabelt for patientsikkerheden at give farmaceuter uden klinisk uddannelse mulighed for at genordinere medicin og ordinere dosisdispensering. Det bør efter EL's opfattelse være en lægefaglig opgave.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Autorisation af ambulancebehandlere og registrering af ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedicinere) og organisatorisk ansvar m.v.)« omfattende § 1, nr. 2, 4, 5 og 7, § 3, nr. 1, 2 og 6, § 5, nr. 2, § 6, stk. 1, § 7 og § 9, stk. 1 og 2.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, lov om apoteksvirksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love (Opgavespecifik autorisation af behandlerfarmaceuter, genordination af receptpligtig medicin og ordination af dosisdispensering med tilskud)« omfattende § 1, nr. 1 og 3-6, § 2, § 3, nr. 3-5, og §§ 4-9.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte forslag

Til § 1

2) I nr. 4 udgår kapitel 24 d.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

3) I den under nr. 5 foreslåede ændring af § 78 ændres »§ 70 b, stk. 2, § 70 c, stk. 3, og § 70 e stk. 2,« til: »§ 70 b, stk. 2, og § 70 c, stk. 3,«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Til § 6

4) I stk. 1 udgår »,jf. dog stk. 2 og 3«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Til § 9

5) I stk. 1 ændres »jf. dog stk. 2 og 3.« til: »jf. dog stk. 2.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte forslag

Til § 1

6) I nr. 4 udgår kapitel 24 c, det foreslåede kapitel 24 d benævnes herefter kapitel 24 c, og den foreslåede § 70 e benævnes § 70 c.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

7) I den under nr. 6 foreslåede ændring af § 79 ændres »§ 70 e« til: »§ 70 c«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

8) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af § 78 ændres »§ 70 b, stk. 2, § 70 c, stk. 3, og § 70 e stk. 2,« til: »§ 70 b, stk. 2, og § 70 c, stk. 2,«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Til § 2

9) I det under nr. 2 foreslåede § 11 a, stk. 1, og § 11 b, stk. 1, ændres »§ 70 e« til: »§ 70 c«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Til § 6

10) I stk. 2 ændres »§ 70 e« til: »§ 70 c«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

d

Ændringsforslag til det udelte forslag

Til § 1

Af sundhedsministeren, tiltrådt af udvalget:

11) Nr. 1 affattes således:

»1. I § 1, stk. 3, ændres »og optometrister samt tandplejere« til: », optometrister og tandplejere samt behandlerfarmaceuter«.«

[Lovteknisk ændring]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås at dele lovforslaget i to lovforslag (A og B), så den ene del af lovforslaget om autorisation af ambulancebehandlere og registrering af ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedicinere) og organisatorisk ansvar m.v. udskilles til lovforslaget under A, og den anden del af lovforslaget om opgavespecifik autorisation af behandlerfarmaceuter, genordination af receptpligtig medicin og ordination af dosisdispensering med tilskud udskilles til lovforslaget nævnt under B.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring. I lovforslagets § 1, nr. 4, indgår forslag til opgavespecifik autorisation af behandlerfarmaceuter, jf. det foreslåede kapitel 24 d, Behandlerfarmaceuter, i autorisationsloven. Denne del skal udgå af lovforslag A som følge af opdelingen af lovforslaget, jf. ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring. I lovforslagets § 1, nr. 5, indgår en henvisning til autorisationslovens § 70 e, stk. 3, der omhandler behandlerfarmaceuter og henvisningen skal udgå af lovforslag A som følge af opdelingen af lovforslaget, jf. ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensændring. I lovforslagets § 6, stk. 1, indgår en henvisning til ikrafttrædelse af autorisationslovens § 70 e og apotekerlovens § 11 b, der omhandler behandlerfarmaceuter og ordination af dosisdispensering, og henvisningen skal udgå af lovforslag A som følge af opdelingen af lovforslaget, jf. ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensændring. I lovforslagets § 9, stk. 1, indgår en henvisning til territorial anvendelse for apotekerloven, jf. § 9, stk. 3. Denne del skal udgå af lovforslag A som følge af opdelingen af lovforslaget, jf. ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 6 og 7

Der er tale om konsekvensændringer. I lovforslagets § 1, nr. 4, henvises der til autorisationslovens § 70 e. Denne bestemmelse bliver i lovforslag B som følge af ændringsforslag nr. 1 til § 70 c. Henvisningen skal derfor ændres tilsvarende, så der henvises korrekt til § 70 c.

I lovforslagets § 1, nr. 4, indgår forslag til autorisation af ambulancebehandlere og registrering af ambulancebehandlere med særlig kompetence paramedicinere), jf. det foreslåede kapitel 24 c, Ambulancebehandlere, i autorisationsloven. Denne del skal udgå af lovforslag B som følge af opdelingen af lovforslaget, jf. ændringsforslag nr. 1. Tilsvarende bliver kapitel 24 d til kapitel 24 c i lovforslag B. Henvisningen skal derfor ændres tilsvarende, så der henvises korrekt til kapitel 24 c, Behandlerfarmaceuter.

Til nr. 8

Der er tale om en konsekvensændring. I lovforslagets § 1, nr. 5, indgår en henvisning til autorisationslovens § 70 c, stk. 2, der omhandler ambulancebehandlere, og henvisningen skal udgå af lovforslag B som følge af opdelingen af lovforslaget, jf. ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 9

Der er tale om en konsekvensændring. I lovforslagets § 2, nr. 2, henvises der til autorisationslovens § 70 e. Denne bestemmelse bliver i lovforslag B som følge af ændringsforslag nr. 1 til § 70 c. Henvisningen skal derfor ændres tilsvarende, så der henvises korrekt til § 70 c.

Til nr. 10

Der er tale om en konsekvensændring. I lovforslagets § 6, stk. 2, henvises der til autorisationslovens § 70 e. Denne bestemmelse bliver i lovforslag B som følge af ændringsforslag nr. 1 til § 70 c. Henvisningen skal derfor ændres tilsvarende, så der henvises korrekt til § 70 c.

Til nr. 11

Dette ændringsforslag stilles af hensyn til en lovteknisk præcisering af, hvilke persongrupper der foreslås omfattet af bestemmelsen.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober 2018 og var til 1. behandling den 9. oktober 2018. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Ældreudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og sundhedsministeren sendte den 6. juli 2018 dette udkast til udvalget, jf. Sundheds- og Ældreudvalget alm. del - bilag 400, folketingsåret 2017-18. Den 4. oktober 2018 sendte sundhedsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 23 spørgsmål til sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Liselott Blixt (DF) fmd. Karin Nødgaard (DF) Karina Adsbøl (DF) Susanne Eilersen (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Jan Erik Messmann (DF) Jane Heitmann (V) Hans Christian Schmidt (V) Hans Andersen (V) Martin Geertsen (V) Thomas Danielsen (V) Jacob Jensen (V) Laura Lindahl (LA) May-Britt Kattrup (LA) Erik Lund (KF) Astrid Krag (S) Flemming Møller Mortensen (S) Erik Christensen (S) Julie Skovsby (S) nfmd. Karin Gaardsted (S) Lea Wermelin (S) Yildiz Akdogan (S) Stine Brix (EL) Finn Sørensen (EL) Pernille Schnoor (ALT) Torsten Gejl (ALT) Lotte Rod (RV) Kirsten Normann Andersen (SF) Trine Torp (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1