Skriftlig fremsættelse (23. oktober
2018)
Erhvervsministeren
(Rasmus Jarlov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om erhvervsfremme
(Lovforslag nr. L 73)
Formålet med lovforslaget er at skabe
et bedre og mere enkelt erhvervsfremmesystem med fokus på
kvalitet for iværksættere og virksomheder.
Erhvervsfremmesystemet skal organiseres, så det i
højere grad end i dag imødekommer virksomhedernes
behov.
Lovforslaget følger op på
aftalen om Forenkling af
erhvervsfremmesystemet mellem regeringen og Dansk Folkeparti
fra maj 2018.
Der er brug for et bedre og mere enkelt
erhvervsfremmesystem med fokus på kvalitet for
iværksættere og virksomheder. Erhvervsfremmesystemet
skal organiseres, så det i højere grad end i dag
imødekommer virksomhedernes behov. En klar arbejdsdeling
uden overlappende indsatser og med digitale løsninger vil
gøre det nemmere for virksomhederne at anvende ydelserne og
få kompetent vejledning.
Lovforslaget reducerer på den
baggrund de administrative niveauer med ansvar for erhvervsfremme
fra 3 til 2 - ét decentralt niveau med stærk kommunal
forankring og et statsligt niveau. Det betyder, at regionerne ikke
skal varetage egen erhvervsfremmeindsats, herunder også
turisme. Der etableres i stedet Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse,
der skal sikre en sammenhængende, efterspørgselsdrevet
og lokalt forankret indsats på tværs af landet.
Kommunerne skal fortsat være det
lokale omdrejningspunkt for virksomhederne, så de sammen med
virksomheder kan udvikle en stærk lokal
erhvervsfremmeindsats. De kommunale væksthuse omdannes til
erhvervshuse, der skal være stærke kompetencecentre med
specialiserede faglige kompetencer om virksomhedsdrift og
-udvikling, og som er nemt tilgængelige for alle virksomheder
i hele landet. Ligeledes etableres en digital
erhvervsfremmeplatform, der skal gøre information, service
og ydelser i erhvervsfremmesystemet let tilgængeligt for
virksomheder.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg
anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.