Skriftlig fremsættelse (24. oktober
2018)
Beskæftigelsesministeren (Troels Lund
Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik,
lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og lov
om organisering og understøttelse af
beskæftigelsesindsatsen m.v. (Forenkling af den
økonomiske styring af beskæftigelsesindsatsen og
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler som
supplerer EURES-forordningen)
(Lovforslag nr. L 76)
Lovforslaget udmønter den del af
Aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer, som
omhandler forenkling af den økonomiske styring af
beskæftigelsesindsatsen, som regeringen, Dansk Folkeparti og
Radikale Venstre indgik den 12. november 2017.
Derudover indeholder lovforslaget en
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om
adgangssystem for andre aktører som følge af
implementering af EURES-forordningen.
Med forenklingen af den økonomiske
styring af beskæftigelsesindsatsen, sker der en afskaffelse
af statslig refusion og driftslofter vedrørende
driftsudgifter til aktivering for modtagere af dagpenge, kontant-
og uddannelseshjælp, integrationsydelse (personer der ikke er
omfattet af integrationsprogrammet), sygedagpenge og
ledighedsydelse samt revalidender.
Med den foreslåede bemyndigelse kan
der fastsættes regler om bl.a. at oprette et adgangssystem i
Danmark for optagelse af andre aktører i
EURES-netværket, herunder at Styrelsen for Arbejdsmarked og
Rekruttering godkender andre aktører og følger deres
aktiviteter.
Forslaget skønnes samlet at
medføre offentlige mindreudgifter (før skat og
tilbageløb) på 862,8 mio. kr. i 2019, 1.016,2 mio. kr.
i 2020 og 1.010,6 mio. kr. årligt i 2021- 2022. Heraf vil
staten samlet have mindreudgifter på 1.282,1 mio. kr. i 2019,
1.475,2 mio. kr. i 2020 og 1.471,7 mio. kr. årligt i
2021-2022 og kommunerne vil samlet have merudgifter på 419,2
mio. kr. i 2019, 459,1 mio. kr. i 2020 og 461,2 mio. kr.
årligt i 2021-2022 (2019-pl).
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. januar 2019. Dog foreslås det, at
forligsbelagte elementer om afskaffelse af statslig refusion og
driftslofter vedrørende driftsudgifter til aktivering af
dagpenge- og sygedagpengemodtagere først træder i
kraft den 1. juli 2019, hvor der har været afholdt
folketingsvalg.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.