L 80 Forslag til lov om ændring af lov om dansk indfødsret og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

(Henlæggelse til kommunalbestyrelserne af grundlovsceremonier, forhøjelse af gebyr for ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation og fastsættelse af nærmere regler om udlændinges fravær i undervisning i dansk m.v.).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Indfødsretsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 20-12-2018

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 20. december 2018

20181_l80_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 20. december 2018

Forslag

til

Lov om ændring af lov om dansk indfødsret og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

(Henlæggelse til kommunalbestyrelserne af grundlovsceremonier, forhøjelse af gebyr for ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation og fastsættelse af nærmere regler om udlændinges fravær i undervisning i dansk m.v.)

§ 1

I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1029 af 10. juli 2018, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 9 indsættes:

»§ 10. Kommunalbestyrelserne skal mindst to gange årligt ved offentligt opslag anvise muligheden for ansøgere om dansk indfødsret omfattet af en lov om indfødsrets meddelelse for at medvirke i en ceremoni, med henblik på at ansøgerne kan skrive under på at ville overholde grundloven m.v. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en tilmeldingsfrist for medvirken i ceremonien.

Stk. 2. Den underskrevne erklæring om at ville overholde grundloven m.v. skal efter afholdelsen af ceremonien uden ophold sendes til Udlændinge- og Integrationsministeriet af den pågældende kommunalbestyrelse.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan afholde en ceremoni i fællesskab med kommunalbestyrelser i nabokommuner eller efter aftale med en nabokommune henvise ansøgere til at deltage i en ceremoni i nabokommunen.

Stk. 4. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om afholdelse af ceremonierne, herunder om afviklingen heraf.«

2. I § 12, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »18 år,«: »betales et gebyr på 3.800 kr.,«.

§ 2

I lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 1128 af 13. oktober 2017, som ændret ved § 1 i lov nr. 705 af 8. juni 2017, § 2 i lov nr. 1690 af 26. december 2017 og lov nr. 744 af 8. juni 2018, foretages følgende ændring:

1. § 5, stk. 3, 2. pkt., affattes således:

»Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om udlændinges fravær fra undervisningen, herunder om registrering af deltagelse i undervisningen og om udelukkelse fra uddannelsen på grund af manglende aktiv deltagelse eller af andre grunde.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsernes forpligtelse til at anvise ceremonier i 2019 vil alene være anvisning af en ceremoni i anden halvdel af 2019.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.