Tak for ordet, og tak til ordførerne for bemærkningerne. Først og fremmest vil jeg også sige tak til Folketinget og Folketingets formand og Præsidium for, at vi overhovedet kunne få den her debat. Vi har ad nogle omgange forsøgt at få regeringen i tale omkring den her diskussion, da vi synes, det har været forkert, at asylansøgere bare kunne komme ind på et tidspunkt, hvor andre udlændinge ikke kunne komme ind. Derfor synes vi, det er godt, at vi kan få debatten om det her i Folketingssalen og høre, hvor partierne egentlig står henne i den her debat.
Vi synes også, i lighed med hvad andre ordførere har sagt, at det er vigtigt, at vi i en krisetid står sammen og solidarisk bakker op om regeringens hastelovgivning i kampen for at inddæmme spredningen af coronavirussen med alle de negative konsekvenser, det får for samfundet – både for sundheden, men også for økonomien. Men det er jo altså vigtigt, at vi her i Folketinget kan tage en debat med regeringen, og at vi også har en parlamentarisk kontrol med regeringen, og at man i særlig grad som oppositionsparti – for der skal være en opposition til en regering – kan fremsætte et beslutningsforslag om et vigtigt aktuelt emne, som jeg også ved ligger mange danskere på sinde, og hvor det er nødvendigt at agere hurtigt og præventivt, for meget af det, vi gør i Folketinget, har jo netop til hensigt at sikre os imod en situation, som kommer om nogle uger, hvor man forventer, at coronasmitten kan være på sit højeste.
Derfor håber jeg selvfølgelig også på, at det lykkes så hurtigt som muligt at få en andenbehandling af det her forslag og en afstemning, for så må det jo vise sig, hvor partierne definitivt står. Vi håber på, at det kan komme på det førstkommende møde i Folketingssalen, og hvis ikke det er i dag – og det ser det jo ikke ud til – så i næste uge eller efter påske.
Vores tilgang til det er, at regeringen skal agere, skal sikre, at der bliver taget de rigtige initiativer. Og når danskerne accepterer meget vidtgående indgreb i det daglige liv, vi har, og loyalt følger det, regeringen og myndighederne anviser for at undgå at sprede smitte, ja, så er det altså vigtigt, at vi kommer hele vejen rundt. Og når Folketinget beslutter at afsætte milliarder af kroner til hjælpepakker for at afbøde de værste konsekvenser af coronakrisen for samfundet, så giver det ikke rigtig nogen mening, at vores grænser ikke er lukket effektivt for nye smittebærere. Nu handler det her om asylansøgere, men det kunne jo lige så godt være udenlandske arbejdstagere, hvis det var der, man måtte opdage, at der var en udfordring; så måtte vi også diskutere det i Folketinget.
Så har det været nævnt i debatten her, at antallet af asylansøgere er forholdsvis lavt, og det er jo fuldstændig rigtigt. Antallet af asylansøgere er faldet markant, efter at grænsen blev lukket den 14. marts kl. 12. Der er registreret omkring 25 asylansøgere i Danmark, og det er godt, synes vi, at det er et så forholdsvis lavt tal, men det er 25 asylansøgere og potentielle smittebærere for meget. Tallet viser så også, at grænselukningen har en stor præventiv effekt, og det kan vi i øvrigt bruge i andre sammenhænge, altså at grænsekontrol virker. Det virker i forhold til mange ting, også priserne på narko, ved at det er svært at få narkotika ind i øjeblikket; det ser vi.
Så grænsekontrol virker, men udfordringen består i forhold til asylansøgere, for når man tager asylansøgere ind over grænsen, så fragter man dem i bil til indkvarteringscenteret, som er Center Sandholm, og både personalet på modtagecentrene og dem, der transporterer, men også sundhedspersonalet, udsættes jo på den måde for risiko for smittefare.
Der er jo sket det, at Dublinforordningen reelt er sat ud af kraft, som det er i øjeblikket. Asylansøgerne kan ikke længere sendes tilbage til det første sikre europæiske land, som de oprindelig kom fra, da en række lande jo har lukket deres asylsystemer på grund af coronakrisen.
Dublinsamarbejdet betyder, at man skal kunne sende asylsøgere tilbage til det første sikre land. Det gør vi ikke i øjeblikket, og det kan vi heller ikke komme til inden for en overskuelig fremtid. Alle lande kæmper nu for at komme den her coronavirus til livs først og fremmest i deres eget land. Og alle har naturligt nok deres egen befolkning som førsteprioritet. Ja, EU snakker lidt frem og tilbage, men realiteten er, at EU ikke har udvist rettidig omhu, og derfor tænker man på sig selv som land og på landets egne borgere, før man eventuelt tilbyder hjælp til europæiske nabolande, der er hårdere ramt end en selv. Det er klart, at det godt kan komme på tale, og det diskuterer vi lige i øjeblikket. Vi vurderer, om man kan hjælpe den hårdt ramte italienske befolkning uden at bringe vores egen sikkerhed i fare, men det er med det fortegn, at vi ikke vil sætte vores egen sikkerhed på spil. Vi skal først og fremmest hjælpe borgere i Danmark.
Så har jeg godt bemærket her under debatten, at der har været lidt knubbede ord i forhold til Dansk Folkeparti. Hr. Søren Søndergaard var måske i front med nogle tillægsord og sammenligningen med nærmest nazismen og 1930'erne, nej, det var det ikke, men sådan hørte jeg det. Det kan da godt være, at vi kan tage den her meget flotte, fine diskussion, som vi tit har i Folketinget. Jeg vil nu vælge at sige, at det da er rigtigt, at Dansk Folkeparti ønsker et asylstop, men det her forslag handler faktisk om en helt aktuel kritisk situation for den danske befolkning, hvor vi ønsker at beskytte det danske samfund mod alle nye smittebærere, der kommer ind i vores samfund. Det er jo derfor, at vi også har den her grænsekontrol, som jeg har nævnt.
Selv om det er glædeligt, at antallet af asylansøgere er faldet markant efter lukningen af grænsen her i marts måned, så har vi jo før set, når det gælder asylansøgere og antallet, at det tal kan udvikle sig af forskellige årsager, som vi ikke altid er herre over. Derfor er det også, at vi er nødt til at gøre det rigtige. Vi risikerer jo i værste fald at sætte vores anstrengelser over styr, hvis ikke vi får styr på det her, og derfor gælder det så om at gå hele vejen rundt, ikke bare at tage sig af de områder, regeringen allerede nu har beskæftiget sig indgående med.
Jeg minder jo lige om, at Dansk Folkeparti sammen med Venstre og Nye Borgerlige, lige inden krisen satte ind, havde indkaldt statsministeren til en hasteforespørgselsdebat om den her meget kritiske situation, der var ved Grækenlands grænser, efter at Tyrkiets præsident Erdogan havde meddelt, at han nu stik imod aftalen med EU ville sende hundredtusinder og snart millioner af flygtninge, som han sagde, op gennem Europa. Heldigvis holdt grækerne sådan nogenlunde stand, og så kom coronakrisen. Det vil sige, at de voldsomme kampe, man så, blev indstillet, og der blev etableret nogle hotspot-lejre for flygtninge ved grænsen. Det antal, der kom ind i de europæiske lande på den konto, var ikke så stort, som man kunne have frygtet. Så det ser ud til, at den her coronavirus foreløbig har sat en midlertidig stopper for meget voldsomme flygtningestrømme ind i de europæiske lande lige nu.
Men der kommer jo stadig væk flygtninge til Europa. De tyrkiske myndigheder har opgjort, at det drejer sig om mere end 150.000 flygtninge siden februar, og alle er jo i en situation, hvor de transporterer sig igennem en række lande, hvis de f.eks. skulle dukke op i Danmark, og de lande er væsentlig hårdere ramt af corona end Danmark er, som det er lige nu, heldigvis for Danmark. Men det betyder jo bare, at asylsøgere, som jo ofte ikke siger, hvilke lande de har været igennem, har smidt deres pas væk osv., vil være en smitterisiko, om man kan lide det eller ej. Derfor er det, at presset fra asylansøgere og migranter på Danmarks grænse er uforudsigeligt. Derfor har vi grænsekontrol, og derfor synes Dansk Folkeparti, at vi skal tage de nødvendige forholdsregler, inden situationen kommer ud af kontrol. Der er der altså brug for at udvise rettidig omhu og omsorg for Danmark og danskerne i den internationale krisesituation, og derfor appellerer vi til, at regeringen dels får styr på de aktuelle problemer, som jeg har nævnt ad nogle omgange, dels sørger for et asylstop, så man stopper folk på grænsen og indlogerer dem der i stedet for at tage dem hele vejen igennem Danmark. Og så bør man lytte til det, i hvert fald nogle partier – og til dem siger jeg tak for behandlingen af forslaget – altså Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, har et ønske om, nemlig at gøre noget nu og her.