Der var jo lidt modvind her under nogle af de spørgsmål, der blev stillet i dag, men ikke desto mindre mener vi det seriøst i Dansk Folkeparti, når vi har fremsat det er forslag om at suspendere asylansøgeres ret til at søge asyl i Danmark, til at komme ind i Danmark og til at få deres sag behandlet i den her tid. Det har vi jo gjort, fordi vi betragter det som endnu et led i vores indsats mod at undgå smitte i Danmark i forbindelse med coronakrisen, covid-19-smitten. Det er en kæmpe udfordring for os alle sammen, og i det omfang, at vi tager imod mennesker fra lande, hvor smitten er højere, end det er tilfældet i Danmark, så er der jo selvfølgelig en risiko for, at man kommer til at se en udbredelse af smitte, uanset antallet af personer.
Der må vi jo sige, at vi i Dansk Folkeparti synes, det forekommer meget naturligt, at vi også kan tillade os at diskutere det her emne, ligesom vi kan diskutere mange andre emner i forbindelse med coronakrisen. For det er jo sådan, at man kan forestille sig det potentielle, at modtagelsen af asylansøgere i Danmark kan medføre, at man får øget smitte ind i landet; på samme måde som vi i øjeblikket må være bekymrede for, at folk fra Sverige, der kommer til Danmark, eller folk fra Danmark, der tager til Sverige og kommer tilbage igen, kan medbringe smitte, i og med smitterisikoen må formodes at være højere i Sverige, som det er i øjeblikket, end det er tilfældet i Danmark.
Der ønsker vi fra Dansk Folkepartis side at sende et signal om, at man ikke kan få sin asylansøgning behandlet i Danmark, idet vi skønner, at det kan være med til at gøre, at vi ikke får asylansøgere til Danmark i den her periode, hvis vi vedtager noget på Christiansborg, der er meget klart. På den måde vil man også kunne begrænse smitterisikoen her i landet ved ikke at modtage borgere fra lande, eller borgere, der har været igennem lande, hvor der er højere smitteniveau, end det er tilfældet i Danmark.
Under førstebehandlingen var det sådan, at vi kun kunne regne med støtte fra Nye Borgerlige og Liberal Alliance til forslaget – så tak til de to partier. Men vi håber på, at den smitterisiko, der er, alligevel bliver begrænset på en række andre områder end det tiltag, der ligger i forslaget her om at stoppe antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark, for vi kan altså ikke få støtte fra andre partier end de to partier i Folketinget.
Afslutningsvis vil jeg komme med endnu en opfordring til at tænke om, tænke anderledes og støtte det her forslag, men bliver det ikke tilfældet, har vi i hvert fald haft en god debat om det, og den takker vi for under alle omstændigheder i Dansk Folkeparti.