Fremsat den 23. januar 2020 af Pernille Vermund (NB),
Peter Seier Christensen (NB),
Lars Boje Mathiesen (NB) og Mette Thiesen (NB)
Forslag til folketingsbeslutning
om at fjerne anerkendelsen af muslimske
trossamfund i Danmark
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte de nødvendige forslag om at fjerne
anerkendelsen af muslimske trossamfund i Danmark.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget sigter mod at fjerne de privilegier
for muslimske trossamfund, der er forbundet med en officiel
anerkendelse. Det drejer sig om vielsesmyndigheden, fradrag til
bidragsydere for donationer og mulighed for at hente
religiøse forkyndere til Danmark.
Islam er både en ideologi og en
religion. Kendetegnende for islam er, at den er i opposition til
demokratiet, de personlige frihedsrettigheder, trosfriheden og
ligestillingen mellem kønnene. Jo mere plads man giver til
islam i samfundet, jo mindre plads bliver der til demokrati, frihed
og ligestilling. Derfor er det magtpåliggende for Nye
Borgerlige, at islam ingen indflydelse har i samfundet. Staten skal
aldrig blande sig i, hvad folk tror på, og hvordan de dyrker
deres religion, så længe det foregår inden for
lovens rammer. Men at give særlige privilegier til islamiske
trossamfund er efter Nye Borgerliges opfattelse det samme som at
save den gren over, man selv sidder på.
Muslimer vil med dette forslag ikke være
begrænset i forhold til at udøve deres religion,
samles i bedehuse, prædike deres tro, holde deres traditioner
i hævd og ihukomme deres højtider og helligdage.
Forslaget sigter ikke mod at begrænse religionsfriheden, men
udelukkende på at sikre, at islam ingen indflydelse får
på samfundet.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Vermund
(NB):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
fjerne anerkendelsen af muslimske trossamfund i Danmark.
(Beslutningsforslag nr. B 77)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.