Tak for det. Som nævnt indeholder det her lovforslag jo to elementer. Det, jeg vil nævne først, er det, der handler om styrket indsats mod sort arbejde, og jeg synes, at det måske også er på sin plads at fortælle lidt om historien bag det, for det er faktisk, synes jeg, en parlamentarisk succeshistorie. Det startede egentlig med, at vi i sidste valgperiode i forbindelse med en diskussion omkring skat også diskuterede det med, om man kunne gå ind på privat grund, hvor der selvfølgelig meget naturligt var stor uenighed. Blå blok syntes, man ikke skulle have lov til det, og rød blok syntes, at man skulle have lov, men i udvalget fik vi faktisk vendt det til, om ikke vi i stedet for skulle kigge på det, som vi var enige om, nemlig at vi gerne ville bekæmpe sort arbejde, så der skulle kigges på, hvilke tiltag man kunne gøre på baggrund af det.
Derfor blev der nedsat en parlamentarisk arbejdsgruppe i Folketinget, altså vi flyttede politikudvikling væk fra ministerierne og over i Folketinget, og det endte i en fælles beretning med alle partier, senere også med en forhandling i ministeriet med opbakning fra alle partier, og så nu i et lovforslag, som udmønter det. Jeg synes faktisk, det er værd at bemærke, at vi på den måde fik flyttet udviklingen væk fra ministerierne og over i Folketinget og faktisk endte med nogle gode lovtiltag, hvoraf nogle af dem er implementeret, og det her er så også et af dem. Det synes jeg da er rigtig positivt.
Det her handler så om digitale salgsregistreringssystemer, og det kan være en log, man sætter på eksisterende apparater, eller det kan være nye apparater, der bliver opdateret. Der er som nævnt gode erfaringer med det fra både Sverige og Norge, hvor det har givet rigtig mange penge i kassen, men vigtigst af alt har det jo været med til at mindske mængden af snyd med moms og afgifter og derved også mængden af sort arbejde. For jo færre penge, der går uden om kasseapparatet – f.eks. penge, der bl.a. bruges til at aflønne en opvasker på en restauration – jo flere penge bliver der så betalt skat af.
Jeg vil egentlig sige, at det jo ikke bare handler om at få penge i kassen, hvad der faktisk næsten er endnu vigtigere, handler det om lige konkurrence. For jeg tror ikke, at der er megen tvivl om, at vi alle sammen ved, hvilken en af kioskerne der overlever, hvis man har to kiosker, hvoraf den ene ikke betaler moms, skatter og afgifter, men den anden gør det. Det er simpelt hen ikke rimeligt. Det er også derfor, vi laver en kontrol af de her ting: det er for at sikre, at der er lige konkurrence mellem virksomhederne.
Vi har, som det blev sagt af de foregående ordførere, udvalgt nogle brancher, og jeg vil egentlig også bare sætte nogle tal på, hvorfor det er, vi gør det her. For hvis man kigger på andelen af virksomheder med bevidste skatte- og momsfejl – altså, de har ikke bare begået fejl, de har bevidst snydt eller prøvet på at snyde – så ser vi, at kategorien af cafeer, værtshuse og diskoteker ligger på 34 pct., at pizzariaer, grillbarer og isbarer ligger på 31 pct., at købmænd og døgnkiosker ligger på 24 pct., og at restauranter ligger på 24 pct. Det er altså noget af nogle svindelprocenter.
Kigger man så på fejl relateret til salgsregistreringssystemer, altså kasseapparatet, ja, så ser man, at tallet er oppe på over 30 pct. for alle grupperne, og det viser jo bare, at der ikke er lige konkurrence inden for de her brancher. Derfor er det præcis dem, der er valgt ud, og altså ikke noget, man har spredt ud over alle brancher, for så kunne det medføre unødvendig administration. Men når der er så massiv svindel i nogle brancher og så ulige konkurrencevilkår, synes jeg faktisk, at det her er et rigtig godt initiativ, som er med til at tage hånd om det.
Så er der den anden del, som jo omhandler, at skattekort ikke længere skal udstedes til udlændinge fra lande uden for EU, hvis de reelt ikke har ret til at arbejde i Danmark, og det er selvfølgelig godt, at det bliver ændret. Men omvendt er det egentlig også lidt en sjov sag, som det har taget flere år at komme igennem med. Men nu laver vi det sådan, at hvis man ikke har ret til at arbejde i Danmark, skal man ikke have et skattekort, og så tænker jeg, at det jo burde have været sådan igennem mange år. Altså, det er vel egentlig logisk at sige: Hvis man ikke må arbejde i et land, skal man heller ikke have udstedt et skattekort.
Det er selvfølgelig godt, at det bliver lavet, men det er næsten som i en molbohistorie, når man fortæller danskerne, at man faktisk har sagt til virksomhederne: I har ansvaret for at sikre, at den medarbejder, som kommer med et gyldigt skattekort, udstedt af det danske skattevæsen, lige tjekker, om han faktisk også må arbejde på det her skattekort. Det er altså stadig væk efter det her lovforslag virksomhedens ansvar selvfølgelig at sikre det for de mennesker, de ansætter. Men det er da en god måde lige at sikre det, ved at skatteforvaltningen faktisk også lige tjekker, at de mennesker, som de udsteder et gyldigt skattekort til, og som får fradrag og andre ting, faktisk også har lov til at være her i landet. Det får man så delvis, vil jeg sige, løst med det, for som man også ærligt skriver i lovforslaget, er der nogle andre problematikker efterfølgende, og dem må man så arbejde videre med og få løst.
Men jeg synes i hvert fald, at det her er et godt og logisk skridt på vejen, og på baggrund af at der er indgået politiske aftaler om begge elementer i lovforslaget og vi er en del af begge elementer, kan vi selvfølgelig og naturligvis også støtte lovforslaget.