Fremsat den 5. februar 2020 af justitsministeren (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven
(Styrkelse af politiets muligheder for
efterforskning af kriminalitet på internettet)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 938 af 10. september 2019, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 29 a, stk. 3, indsættes
efter »polititjenestemand«: »eller en ansat i
politiet«, og »polititjenestemandens«
ændres til: »dennes«.
2. I
§ 754 a, stk. 1, nr. 3,
indsættes efter »6 år eller derover«:
», eller en overtrædelse af straffelovens § 235,
stk. 1 eller 2, eller § 290, stk. 1, af lovgivningen om
euforiserende stoffer eller af lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer, i det omfang overtrædelsen begås ved
brug af internettet«.
3. I
§ 754 a, stk. 2, indsættes
efter »omstændigheder ved
lovovertrædelsen«: », eller hvis en sådan
tilskyndelse alene består i politiets erhvervelse af
rettigheder, genstande eller andet materiale, der i et
nærmere bestemt omfang er udbudt på
internettet«.
4. I
§ 754 b, stk. 2, 1. pkt.,
indsættes efter »polititjenestemænd«:
»og ansatte i politiet med særlige
efterforskningsmæssige kvalifikationer«.
5. I
§ 837, stk. 3, indsættes
efter »Polititjenestemænd«: »eller ansatte
i politiet«.
6. I
§ 856, stk. 5, indsættes
efter »polititjenestemand«: »eller en ansat i
politiet«.
7. I
§ 856, stk. 8, ændres
»polititjenestemand, der har udført
foranstaltninger« til: »polititjenestemand eller en
ansat i politiet, der har udført foranstaltninger«, og
»polititjenestemandens identitet« ændres til:
»polititjenestemandens eller den ansattes
identitet,«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. maj 2020.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | Indholdsfortegnelse | | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets
hovedpunkter | | 2.1. | Udvidelse af politiets
adgang til at anvende agenter i forbindelse med politiets
efterforskning af kriminalitet på internettet | | | 2.1.1. | Gældende
ret | | | 2.1.2. | Justitsministeriets
overvejelser | | | 2.1.3. | Den foreslåede
ordning | | | | 2.1.3.1. | Anvendelsesområde | | | | 2.1.3.2. | Børnepornografi | | | | 2.1.3.3. | Hæleri | | | | 2.1.3.4. | Narkotika | | | | 2.1.3.5. | Våben | | 2.2. | Politiets erhvervelse
af rettigheder, genstande eller andet materiale i nærmere
bestemt omfang udbudt på internettet | | | 2.2.1. | Gældende
ret | | | 2.2.2. | Justitsministeriets
overvejelser | | | 2.2.3. | Den foreslåede
ordning | | 2.3. | Ansatte i politiet der
må udføre agentvirksomhed | | | 2.3.1. | Gældende
ret | | | 2.3.2. | Justitsministeriets
overvejelser | | | 2.3.3. | Den foreslåede
ordning | 3. | Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 4. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet mv. | 5. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 6. | Miljømæssige konsekvenser | 7. | Forholdet til
EU-retten | 8. | Hørte
myndigheder og organisationer mv. | 9. | Sammenfattende
skema | | | | | | | |
|
1. Indledning
Samfundets udvikling siden internettets opfindelse og udbredelse
har betydet, at mange borgere i dag bruger internettet til
onlinehandel. Desværre har kriminelle miljøer
også udnyttet denne udvikling, hvor der er sket en stigning i
den kriminalitet, der foregår på internettet.
Noget af denne kriminalitet udøves åbenlyst
på internettet, herunder salg af hælervarer og
narkotika, mens anden kriminalitet såsom salg af våben
og eksplosivstoffer samt pædofile aktiviteter ofte finder
sted på det såkaldte mørke internet (dark web).
Dette er en betegnelse for et netværk, som det kræver
særlig software for at få adgang til. Netværket,
der kan være vanskeligt for politiet at trænge ind i,
gør det herefter muligt for brugerne at skjule både
deres handlinger og identiteter og er dermed særdeles
velegnet for kriminelle, der ønsker at skjule ulovlige
aktiviteter.
Derudover har en række sprængninger med
eksplosivstoffer i det offentlige rum, herunder to
sprængninger rettet mod offentlige bygninger, understreget
behovet for at styrke politiets muligheder for at bekæmpe
salg af våben og eksplosivstoffer på internettet.
Der er på den baggrund et samfundsmæssigt behov for
at give politiet nye efterforskningsmæssige redskaber til at
bekæmpe både den åbenlyse og skjulte kriminalitet
på internettet, herunder som led i en forstærket
politimæssig indsats mod våben og eksplosivstoffer.
Denne styrkelse vil skulle gennemføres, uden at der
gås på kompromis med grundlæggende
retssikkerhedsmæssige principper.
Lovforslagets hovedformål er således at sikre den
rette balance mellem hensynet til bekæmpelse af kriminalitet
på internettet på den ene side og hensynet til
retssikkerheden og politiets integritet på den anden
side.
Det foreslås derfor for det første at udvide
politiets adgang til at anvende agenter i efterforskningen af visse
former for kriminalitet på internettet, så politiet
bliver bedre i stand til at identificere gerningsmænd, der
gemmer sig bag falske profiler mv. De gældende betingelser
for, at politiet kan iværksætte agentvirksomhed,
foreslås ikke ændret med lovforslaget. Disse
retssikkerhedsgarantier, som bl.a. omfatter krav om begrundet
mistanke og retskendelse, vil således stadig skulle
iagttages, når politiet iværksætter
agentvirksomhed.
Derudover foreslås det for det andet, at politiet skal
have mulighed for at erhverve rettigheder, genstande eller andet
materiale, der i et nærmere bestemt omfang er udbudt på
internettet, uden at dette omfattes af agentreglerne.
Endelig foreslås det for det tredje at udvide kredsen af
de personer, der kan varetage agentvirksomhed, med henblik på
at sikre at politiets ressourcer anvendes mest effektivt.
Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag L 197,
jf. Folketingstidende 2018-2019 (1. samling), A, L 197, der blev
fremsat den 13. marts 2019 af den daværende justitsminister.
Det bemærkes, at lovforslagets § 1, nr. 3, om politiets
erhvervelse af rettigheder, genstande eller andet materiale, der i
et nærmere bestemt omfang er udbudt på internettet, er
ny i forhold til den oprindelige udgave af lovforslaget, ligesom
der er foretaget enkelte lovtekniske justeringer.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1 Udvidelse af politiets adgang til at
anvende agenter i forbindelse med politiets efterforskning af
kriminalitet på internettet
2.1.1. Gældende ret
Retsplejelovens kapitel 68 om afhøringer og særlige
efterforskningsskridt indeholder nærmere regler om politiets
brug af agenter som led i efterforskningen af
lovovertrædelser. Ved agentvirksomhed forstås efter
§ 754 a, stk. 1, at politiet som led i efterforskningen af en
lovovertrædelse foranlediger, at der tilbydes bistand til
eller træffes foranstaltninger med henblik på at
tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en
lovovertrædelse.
Efter retsplejelovens § 754 a, stk. 1, nr. 1 og 2, må
agentvirksomhed kun finde sted, hvis der foreligger en begrundet
mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået
eller forsøgt, og efterforskningsskridtet må antages
at være af afgørende betydning for efterforskningen.
Desuden er det efter § 754 a, stk. 1, nr. 3, et krav, at
efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter
loven kan straffes med fængsel i 6 år eller
derover.
Bestemmelsen i § 754 b, stk. 1, regulerer den
såkaldte øvre grænse for agentvirksomhed, dvs.
grænsen for hvilke foranstaltninger, der - med rettens
godkendelse - må foretages af polititjenestemænd. I
almindelighed omtales denne øvre grænse som
provokationsforbuddet. Brugen af agenter må således
ikke bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang
eller grovhed.
Det følger desuden af retsplejelovens § 754 c, stk.
1 og 2, at iværksættelse af agentvirksomhed efter
§ 754 a som udgangspunkt kræver, at der forud herfor er
indhentet kendelse fra retten, medmindre foranstaltningernes
øjemed ville forspildes, såfremt en retskendelse
skulle afventes. Er dette tilfældet, kan politiet
træffe beslutning om at iværksætte
agentvirksomhed uden forudgående indhentelse af retskendelse,
jf. § 754 c, stk. 3, 1. pkt. Sagen skal herefter snarest
muligt og senest inden 24 timer fra foranstaltningernes
iværksættelse forelægges for retten af politiet,
jf. bestemmelsens 2. pkt.
Reglerne om agentvirksomhed blev indsat i retsplejeloven ved lov
nr. 319 af 4. juni 1986. Det fremsatte lovforslag byggede på
strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023 af 4. oktober
1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse
af agenter.
Med betænkningen foreslog strafferetsplejeudvalget, at der
i retsplejeloven blev indført en mulighed for, at politiet
kan anvende agenter som led i efterforskningen af kriminalitet af
en vis art.
Således blev det bl.a. foreslået, at politiet skulle
kunne udføre agentvirksomhed som led i efterforskning af en
lovovertrædelse, når der forelå en særlig
bestyrket mistanke om, at lovovertrædelsen var ved at blive
begået eller forsøgt, og når andre
efterforskningsskridt ikke ville være egnede til at sikre
bevis i sagen.
Med reglerne tilsigtedes en regulering af et område af den
såkaldte aktive efterforskning, der iværksættes
på et tidligere tidspunkt end den traditionelle
efterforskning, som først iværksættes efter, at
forbrydelsen er begået. Man havde i den forbindelse
særligt narkotikakriminalitet for øje, selv om
reglernes anvendelsesområde ikke er begrænset til denne
form for kriminalitet, jf. ovennævnte betænkning side
125-129 og Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte
348-349.
Under behandlingen af lovforslaget fremsatte et flertal i
Folketinget tre ændringsforslag, jf. Folketingstidende
1985-86, tillæg B, spalte 1555-1564. Særligt kan det
fremhæves, at flertallet foreslog, at der i § 754 a som
endnu en betingelse for politiets anvendelse af agenter blev
anført, at efterforskningen skulle angå en
lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover. Forslaget var et udtryk
for flertallets opfattelse af, at agentvirksomhed er et
vidtgående efterforskningsskridt, der kun bør anvendes
ved den alvorligste kriminalitet. I samme retning foreslog
flertallet, at der som udgangspunkt skulle være en
forudgående domstolskontrol.
Med disse ændringsforslag blev lovforslaget vedtaget.
Begrebet agentvirksomhed blev ikke nærmere afgrænset
med lovforslaget, men henset til ordvalget i § 754 a må
det anses som forudsat, at politiets adfærd for at være
omfattet af begrebet agentvirksomhed i objektiv henseende skal
falde ind under straffelovens § 23 om medvirken. Herudover
kræves det også, at der er udvist en særlig
aktivitet fra politiets side.
Det fremgår videre af side 159 i betænkningen, at
agentvirksomhed også omfatter den situation, der i den
juridiske teori betegnes som "concursus neccessarius", hvilket
foreligger i tilfælde, hvor der til realisation af et
strafferetligt gerningsindhold kræves flere personers
samvirken (f.eks. tilfælde af ulovlig køb og salg),
men hvor kun den ene parts (f.eks. sælgers) handlemåde
er strafbar, uden at den anden part (dvs. køberen) kan
betragtes som "offer" for lovovertrædelsen.
Uden for reglerne om agentvirksomhed falder former for
efterforskning, der ikke består i en sådan aktivitet,
f.eks. skygning af en bestemt person, overvågning af bestemte
adresser og andre former for observation af mistænkte eller
holden øje med kriminelle miljøer, jf.
Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 349.
Tilfælde, hvor politiet foranlediger, at nogen eller noget
bliver genstand for en lovovertrædelse
(lokkedue-situationen), falder ligeledes uden for reglerne om
agentvirksomhed, hvis den pågældende person kun er
offer og derfor ikke udøver en aktivitet, der er omfattet af
straffelovens § 23 om medvirken, jf. betænkningen side
160 og Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 350.
Uden for reglerne om agentvirksomhed falder endvidere de
tilfælde af infiltration, hvor en person efter aftale med
politiet søger kontakt i et kriminelt miljø for at
kunne give politiet oplysninger. Dette gælder også,
selv om den pågældende deltager i kriminalitet for at
gøre sig troværdig i miljøet. Hvis den
pågældende imidlertid griber ind i selve den
lovovertrædelse, som efterforskningen angår, kan der
dog være tale om agentvirksomhed. I den forbindelse skal det
bemærkes, at reglerne om agentvirksomhed gælder, hvor
der er sammenfald mellem den lovovertrædelse, der
efterforskes, og den lovovertrædelse, som agenten øver
indflydelse på. Dette er i lovteksten udtrykt som et krav om,
at den lovovertrædelse, som agentens handlinger skal
øve indflydelse på, skal være den samme, som
efterforskningen vedrører, jf. betænkningen side
160.
Endelig vil det falde uden for agentreglerne, når politiet
foretager efterforskningsmæssige handlinger af en
lovovertrædelse, der er fuldbyrdet på tidspunktet for
politiets efterforskning. Baggrunden herfor er, at politiet i
sådanne situationer ikke kan siges at foranledige, at der
tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med
henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller
fortsætte en given lovovertrædelse.
Ved lov nr. 436 af 10. juni 2003 (Bekæmpelse af
rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet) blev
agentreglerne revideret med henblik på at gøre
reglerne mere anvendelige i praksis. Bl.a. blev mistankekravet i
retsplejelovens § 754 a, stk. 1, nr. 1, lempet fra
"særlig bestyrket mistanke" til "begrundet mistanke", og
bestemmelsen fik med enkelte undtagelser sin nuværende form.
Strafferammekravet på minimum 6 år og kravet om
forudgående domstolsprøvelse blev fastholdt.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Internettet udgør i dag en stor og vigtig del af de
fleste menneskers hverdag. Samtidig har udviklingen og udbredelsen
af internettet medført en række nye udfordringer for
politiet, når det kommer til efterforskning af visse former
for kriminalitet, hvor internettet bruges som bindeled mellem
kriminelle. Ofte anvender de kriminelle falske profiler på
Facebook eller andre internetfora, ligesom det såkaldte
mørke internet (dark web) har gjort det vanskeligt for
politiet at finde frem til gerningsmændene.
Det er Rigspolitiets vurdering, at en udvidet adgang til at
anvende agenter i forbindelse med politiets
efterforskningsvirksomhed på internettet kan bidrage til en
mere effektiv bekæmpelse af kriminalitet, der begås
på internettet.
En mere effektiv bekæmpelse af kriminalitet, der
begås på internettet, vil ligeledes have til
formål at begrænse andelen af hælervarer,
narkotika samt ulovlige våben og eksplosivstoffer, der er i
omløb. I forhold til eksplosivstoffer bemærkes det
særligt, at den seneste række af sprængninger med
eksplosivstoffer i det offentlige rum, herunder to
sprængninger rettet mod offentlige bygninger, har
understreget behovet for at styrke politiets muligheder for at
bekæmpe salg af våben og eksplosivstoffer på
internettet.
På grund af strafferammekravet på 6 år, som
findes i retsplejelovens § 754 a, stk. 1, nr. 3, er politiet i
dag afskåret fra at anvende agentreglerne på visse
former for kriminalitet på internettet vedrørende
udbredelse og besiddelse mv. af børnepornografi,
hæleri samt salg af narkotika, våben og
eksplosivstoffer.
Ved indførelsen af agentreglerne i 1986 var grundtanken,
at reglerne skulle udformes i lyset af samtidens udfordringer med
at bekæmpe moderne kriminalitet, som det særligt
sås inden for narkotikaområdet. Siden 1986 har
samfundet imidlertid undergået en betydelig udvikling,
herunder ikke mindst hvad angår internettet og kriminelles
brug heraf. Ændringen af agentreglerne i 2003 adresserede
ikke disse forandringer, og samtidig må det konstateres, at
udviklingen i kriminelles brug af internettet er fortsat siden
2003.
Rigspolitiet har identificeret en række
kriminalitetsformer, der i dag hyppigt forekommer på
internettet, og som typisk er vanskelige for politiet at
efterforske inden for rammerne af de gældende agentregler.
Fælles for disse kriminalitetsformer er navnlig, at de har en
strafferamme på fængsel under 6 år og dermed
falder uden for agentreglerne, medmindre der er tale om
særligt grove og alvorlige tilfælde. Det drejer sig om
udbredelse og besiddelse mv. af børnepornografi samt salg af
hælervarer, narkotika, våben og eksplosivstoffer
på internettet.
Det er Rigspolitiets vurdering, at disse udfordringer kan
imødegås ved en udvidelse af anvendelsesområdet
for agentvirksomhed.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at man ved en
modernisering af de nuværende agentregler skal være
opmærksom på en række omstændigheder
vedrørende brugen af agenter i politiets efterforskning. Det
drejer sig dels om de risici med hensyn til politiets integritet,
der generelt er forbundet med, at politiet aktivt træder ind
i og deltager i et kriminelt handlingsforløb, dels om den
konkrete risiko for, at politiet bevirker en forøgelse af
lovovertrædelsens omfang eller grovhed.
Omvendt skal det sikres, at kriminelle ikke længere skal
kunne "gemme sig bag internettets facade". Det er således
krænkende for samfundets borgere og den almindelige
retsfølelse, hvis der foregår åbenlyse ulovlige
aktiviteter på internettet, uden at politiet har effektive
redskaber til at håndtere dette.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at
adgangen til at anvende agentreglerne skal udvides til også
at gælde for sager om udbredelse og besiddelse mv. af
børnepornografi samt salg af hælervarer, narkotika,
våben og eksplosivstoffer på internettet.
Forslaget skal adressere udfordringerne med, at internettet
anvendes som platform til et bredt udsnit af kriminalitet.
Internetkriminalitet i form af besiddelse eller udbredelse af
børnepornografi samt salg af hælervarer, narkotika,
våben og eksplosivstoffer må anses for at være
tilstrækkelig krænkende for retsfølelsen, til at
disse kriminalitetsformer er egnede til at være omfattet af
agentreglerne.
Hvad angår børnepornografi, er der tale om
udbredelse og besiddelse mv. af materiale, der udspringer af ofte
grove seksualforbrydelser mod børn. En styrket adgang til at
efterforske og retsforfølge børnepornografi kan
derfor have en begrænsende effekt på
efterspørgslen efter børnepornografi, og dermed
også på fysiske overgreb, som begås med henblik
på bl.a. at optage og udbrede børnepornografisk
materiale.
Ligeledes er der tale om kriminalitet, som er rettet mod en
specielt sårbar gruppe. Børn er som følge af
deres umodenhed ikke i stand til - på samme måde som
andre persongrupper - at beskytte sig selv imod at blive udsat for
kriminalitet, hvorfor der er et stærkt
beskyttelsesmæssigt hensyn i forhold til børns
personlige integritet.
Rigspolitiet har oplyst, at fælles for salg af
hælervarer, narkotika og våben er, at personer
tilknyttet rocker- og bandemiljøet i vidt omfang står
bag netop disse former for kriminalitet, og at internettet er en
vigtig facilitator for udøvelsen af disse
kriminalitetsformer. Kriminalitetsformerne udgør
således en væsentlig del af rockere og bandemedlemmers
indtægtsgrundlag.
2.1.3. Den
foreslåede ordning
2.1.3.1. Anvendelsesområde
Det foreslås, at retsplejelovens § 754 a, stk. 1, nr.
3, ændres, således at politiet får mulighed for
at anvende agenter som led i efterforskningen af
overtrædelser af lovgivning om børnepornografi
(straffelovens § 235, stk. 1 og 2), hæleri
(straffelovens § 290, stk. 1), narkotika (lovgivningen om
euforiserende stoffer) samt våben og eksplosivstoffer
(lovgivningen om våben og eksplosivstoffer), når disse
lovovertrædelser begås ved brug af internettet.
Dermed udvides politiets adgang til at anvende agenter i forhold
til de gældende regler, hvor politiet i dag alene kan anvende
hemmelige agenter i efterforskningen af lovovertrædelser, som
efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller
derover. Fælles for de opregnede bestemmelser og love, der
foreslås omfattet af retsplejelovens § 754 a, stk. 1,
nr. 3, er således, at de alle har en strafferamme på
fængsel under 6 år. Det bemærkes, at lovforslaget
ikke ændrer på de øvrige betingelser for
politiets iværksættelse af agentvirksomhed, herunder
kravet om retskendelse, jf. retsplejelovens § 754 c, stk.
1.
Ved internettet forstås i dette lovforslag databaseret
kommunikation, uanset om kommunikationen sker gennem brug af
computer, mobiltelefon eller andet elektronisk
kommunikationsudstyr.
Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er et krav, at
al kommunikation mellem politiet og den mistænkte under hele
forløbet sker ved brug af internettet, så længe
den indledende kontakt mellem politiet og den mistænkte er
sket ved brug af internettet.
De lovbestemmelser og love, der foreslås omfattet af
§ 754 a, stk. 1, nr. 3, er beskrevet nærmere i det
følgende.
2.1.3.2. Børnepornografi
Efter den foreslåede ordning vil politiet kunne
udøve agentvirksomhed i sager om efterforskning af en
overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1 eller 2, om
udbredelse og besiddelse af pornografisk materiale af personer
under 18 år, hvis overtrædelsen begås ved brug af
internettet.
Straffelovens § 235, stk. 1 og 2, vedrører
udbredelse og besiddelse af pornografisk materiale af personer
under 18 år. Strafferammen for overtrædelse af
bestemmelsens stk. 1 er bøde eller fængsel indtil 2
år eller under særligt skærpende
omstændigheder fængsel indtil 6 år, mens
strafferammen for overtrædelse af stk. 2 er bøde eller
fængsel indtil 1 år.
Med henvisningen til straffelovens § 235, stk. 1, i den
foreslåede ændring af retsplejelovens § 754 a,
stk. 1, nr. 3, sigtes der således alene efter at ramme
tilfælde, hvor strafferammen er fængsel indtil 2
år, idet overtrædelser af bestemmelsen under
særligt skærpende omstændigheder allerede vil
være omfattet af de gældende regler om
agentvirksomhed.
Formålet med henvisningen til straffelovens § 235,
stk. 1 og 2, er at give politiet mulighed for at benytte agenter i
efterforskningen af sager om børnepornografi med henblik
på f.eks. at indgå i en videre dialog med
gerningsmændene på internettet.
Rigspolitiet vurderer, at den foreslåede udvidelse af
agentreglerne til at gælde sager om børnepornografi
vil være et stort løft for efterforskningen i de
sager, hvor agenten ikke møder krav om udveksling af
materiale for at kunne indgå i dialog, fordi det vil kunne
medvirke til en hurtigere identifikation af gerningsmænd,
hvorved flere overgreb vil kunne forhindres eller opklares.
Politiet får med den foreslåede ordning ikke
mulighed for at anvende agenter til at udveksle eller på
anden måde videredistribuere børnepornografisk
materiale. Dette skyldes, at politiet ikke må risikere at
bidrage til en krænkelse eller fortsat krænkelse af et
barn, samt det forhold, at politiet ikke vil kunne føre
kontrol med eventuel videredistribuering af sådant
børnepornografisk materiale. Politiet må således
heller ikke udveksle børnepornografisk materiale i de
tilfælde, hvor den mistænkte kræver dette, for at
politiet overhovedet kan komme til at indgå i en dialog med
denne person.
2.1.3.3. Hæleri
Efter den foreslåede ordning vil politiet kunne
udøve agentvirksomhed i sager om efterforskning af en
overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 1, om
hæleri, hvis lovovertrædelsen begås ved brug af
internettet.
Straffelovens § 290, stk. 1, omhandler hæleri, hvor
strafferammen er fængsel indtil 1 år og 6
måneder. Hæleri af særligt grov beskaffenhed er
reguleret i bestemmelsens stk. 2, hvorefter strafferammen er
fængsel indtil 6 år. Sådanne tilfælde er
således allerede omfattet af de gældende regler om
agentvirksomhed.
Den foreslåede ordning er ikke tiltænkt anvendt ved
helt bagatelagtige overtrædelser, hvor salget vedrører
hælervarer af meget lav økonomisk værdi.
Politiet vil i sådanne tilfælde ikke kunne anvende
agentreglerne i den foreslåede ordning.
Desuden skal politiet sikre sig, at købet ikke i
realiteten bliver en bestilling af nye indbrud. Det kan f.eks.
sikres ved, at politiet forinden købet af den udbudte vare
stiller krav til hæleren om, at varen skal kunne leveres med
det samme, eller at sælgeren skal sende supplerende
billedmateriale af varen under nærmere instruktion fra
politiet.
Et eksempel på, hvornår politiet vil kunne anvende
agentreglerne i forhold til efterforskning af sager om hæleri
- hvis de almindelige betingelser er opfyldt - vil være i en
situation, hvor politiet mistænker en person for at ville
overtræde hæleribestemmelsen ved f.eks. på vegne
af en tyv at udbyde stjålne varer til salg på
internettet.
Det kan bl.a. være relevant for politiet at udøve
agentvirksomhed, hvis politiet ved hjælp af en falsk profil
på et internetforum interagerer med den mistænkte
hæler med henblik på at indgå en aftale med
hæleren om, at en køber ønsker at aftage
hælervarerne. En sådan aktiv efterforskning vil
kræve, at politiet anvender agentreglerne, da den kan siges
at udgøre en medvirkenshandling fra politiets side. Der kan
i den forbindelse henvises til en lignende situation, som
forelå i Østre Landsrets dom af 14. marts 2012 som
optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2012 side 2225 ff.
Omvendt vil der ikke være tale om agentvirksomhed i
tilfælde, hvor politiet foretager
efterforskningsmæssige handlinger, hvor der ikke tilbydes
bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik
på at tilskynde nogen til at udføre eller
fortsætte en given lovovertrædelse. Dette vil som
hidtil f.eks. være tilfældet, hvis
lovovertrædelsen på tidspunktet for politiets
efterforskning allerede er blevet fuldbyrdet.
Den foreslåede ordning er tiltænkt anvendt i forhold
til hæleri på internettet, der ikke falder inden for
den foreslåede undtagelsesbestemmelse i retsplejelovens
§ 754, a, stk. 2, jf. pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
2.1.3.4. Narkotika
Efter den foreslåede ordning vil politiet kunne
udøve agentvirksomhed i sager om efterforskning af en
overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvis
lovovertrædelsen begås ved brug af internettet.
Efter lov om euforiserende stoffers § 3, stk. 1 og 3,
straffes overtrædelser af lov om euforiserende stoffer eller
forskrifter udfærdiget i medfør af denne med
fængsel indtil 2 år. Dette omfatter ind- og
udførsel, salg, køb, udlevering, modtagelse,
fremstilling, forarbejdning og besiddelse af visse opregnede
stoffer.
Den foreslåede ordning er tiltænkt anvendt i sager
om salg af narkotika på internettet, der ikke falder inden
for den foreslåede undtagelsesbestemmelse i retsplejelovens
§ 754, a, stk. 2, jf. pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Det bemærkes i øvrigt, at den foreslåede
ordning ikke er tiltænkt anvendt ved helt bagatelagtige
overtrædelser. Politiet vil i sådanne tilfælde
ikke kunne anvende agentreglerne i den foreslåede
ordning.
Ved vurderingen af, om en konkret overtrædelse falder
under bagatelgrænsen, kan politiet bl.a. lægge
vægt på omfanget og farligheden af
lovovertrædelsen.
De grovere narkotikaforbrydelser straffes i medfør af
straffelovens § 191 med en strafferamme på fængsel
indtil 10 år og i særlige tilfælde fængsel
indtil 16 år, og sådanne tilfælde vil
således allerede være omfattet af reglerne om
agentvirksomhed.
2.1.3.5. Våben og eksplosivstoffer
Efter den foreslåede ordning vil politiet kunne
udøve agentvirksomhed i sager om efterforskning af en
overtrædelse af lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer, hvis lovovertrædelsen begås ved brug
af internettet.
Det fremgår af § 10, stk. 1, i lov om våben og
eksplosivstoffer, at overtrædelse af en række
bestemmelser i loven straffes med bøde, fængsel indtil
4 måneder eller under skærpende omstændigheder
fængsel indtil 2 år. Dette omfatter bl.a. ulovlig
indførelse, fremstilling, erhvervelse, besiddelse og
overdragelse af visse former for våben, ammunition og
eksplosivstoffer.
Herudover fremgår det af lovens § 10, stk. 3, at der
i forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan
fastsættes straf af bøde, fængsel indtil 4
måneder eller under skærpende omstændigheder
fængsel indtil 2 år for overtrædelse af
bestemmelser i forskrifterne.
Dette er nærmere reguleret i § 59 i
bekendtgørelse om våben og ammunition mv., hvorefter
ovennævnte strafferamme gælder i tilfælde af
bl.a. indførelse samt overdragelse eller overladelse til
andre af visse genstande eller stoffer omfattet af forbuddet i
§ 1 i lov om våben og eksplosivstoffer.
Den foreslåede ordning er tiltænkt anvendt i forhold
til ulovligt salg af våben og eksplosivstoffer mv. på
internettet, der ikke falder inden for den foreslåede
undtagelsesbestemmelse i retsplejelovens § 754, a, stk. 2, jf.
pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det bemærkes i øvrigt, at den foreslåede
ordning ikke er tiltænkt anvendt ved helt bagatelagtige
overtrædelser. Politiet vil i sådanne tilfælde
ikke kunne anvende agentreglerne i den foreslåede
ordning.
Ved vurderingen af, om en konkret overtrædelse falder
under bagatelgrænsen, kan politiet bl.a. lægge
vægt på omfanget og farligheden af
lovovertrædelsen.
De grovere overtrædelser af lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer straffes i medfør af straffelovens §
192 a, stk. 1, med en strafferamme på fængsel fra 2
år indtil 8 år, og efter stk. 2 med en strafferamme
på fængsel indtil 6 år, og sådanne
tilfælde vil således allerede være omfattet af
reglerne om agentvirksomhed.
2.2. Politiets
erhvervelse af rettigheder, genstande eller andet materiale i
nærmere bestemt omfang udbudt på internettet
2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af retsplejelovens § 754 a, stk. 2, at
foranstaltninger, der træffes med henblik på at
tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en
lovovertrædelse, ikke vil være omfattet af § 754
a, stk. 1, hvis politiet ikke herved påvirker
væsentlige omstændigheder ved
lovovertrædelsen.
Virkningen af, at en foranstaltning omfattes af § 754 a,
stk. 2, er, at foranstaltningen ikke vil udgøre
agentvirksomhed efter stk. 1, og at kravet om bl.a. indhentelse af
retskendelse således ikke finder anvendelse.
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 436 af 10. juni
2003 (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret
kriminalitet). Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen,
jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 6712-6713 om
baggrunden for indsættelsen af bestemmelsen i stk. 2, at der
er behov for et vist råderum for politiet, uden at det
betyder, at den indgriben i det planlagte handlingsforløbet,
som sker efter aftale med politiet, omfattes af agentreglerne. Det
anføres i den forbindelse imidlertid også, at aktiv
efterforskning, der består i, at politiet træder ind i
og deltager i et kriminelt handlingsforløb med det
formål at afsløre gerningsmænd, indebærer
en potentiel risiko for overskridelse af den øvre
grænse (dvs. forbuddet mod, at agenter benyttes til
fremkaldelse af en forbrydelse, der ellers ikke ville blive
begået), og derfor kan give anledning til
betænkeligheder. Dog konkluderes det, at mindre indgreb, som
politiet foretager i et allerede planlagt forløb, efter
Justitsministeriets opfattelse dog ikke vil give anledning til
sådanne betænkeligheder, under den forudsætning
at politiet alene foretager mindre ændringer, der
påvirker forløbet af forbrydelsen, men ikke
forbrydelsens omfang eller grovhed.
Politiet har således efter gældende ret i dag bl.a.
mulighed for i begrænset omfang at påvirke
gennemførelsen af eksempelvis en narkotikaleverance, f.eks.
ved at udskifte leverancen med ufarligt materiale, indlogere
kureren på hotel, aflytte kurerens samtaler med bagmænd
og lignende, uden at aktiviteterne omfattes af agentreglerne.
Imidlertid vil politiets køb af f.eks. genstande, som det
er ulovligt at sælge eller videreoverdrage, efter
gældende ret kunne anses for at agentvirksomhed, i det omfang
situationen ikke er omfattet af retsplejelovens § 754 a, stk.
2. I betænkning nr. 1023 af 4. oktober 1984 om politiets
indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter, side
159, er det således anført, at der f.eks. er tale om
agentvirksomhed, når en politimand i civil anmoder om at
købe varer i en butik efter lukketid eller om at købe
spiritus på en benzinstation i strid med de herom
gældende regler for at afsløre
overtrædelser.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Det snævre anvendelsesområde for retsplejelovens
§ 754 a, stk. 2, betyder, at politiet ikke har en hurtig og
effektiv adgang til at reagere ved at foretage erhvervelse i
tilfælde af åbenlyst ulovlige aktiviteter på
internettet med henblik på at afsløre identiteten
på en gerningsmand.
Det vil derfor være et effektivt efterforskningsredskab
for politiet, hvis der indsættes en yderligere
undtagelsesmulighed i retsplejelovens § 754 a, stk. 2, som
gør det muligt for politiet hurtigt at reagere og foretage
erhvervelse i tilfælde af åbenlyst ulovlige aktiviteter
på internettet, herunder ulovligt salg af varer. Som
beskrevet ovenfor forekommer der i vidt omfang åbenlys
kriminalitet på internettet, hvilket bl.a. omfatter ulovligt
salg af hælervarer, narkotika, våben og
eksplosivstoffer, men også en række andre ulovlige
aktiviteter.
Som anført i pkt. 2.1.3.3 bemærkes det dog, at der
ikke vil være tale om agentvirksomhed i tilfælde, hvor
politiet foretager efterforskningsmæssige handlinger, hvor
der ikke tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger
med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller
fortsætte en given lovovertrædelse. Dette vil som
hidtil f.eks. være tilfældet, hvis
lovovertrædelsen på tidspunktet for politiets
efterforskning allerede er blevet fuldbyrdet.
Der er således behov for en udvidelse af bestemmelsen i
retsplejelovens § 754 a, stk. 2, som dog kun bør
omfatte tilfælde, hvor en rettighed, genstand eller et
materiale allerede er udbudt på internettet i et så
specifikt og utvetydigt omfang, at politiets eventuelle erhvervelse
heraf ikke vil bevirke en forøgelse af
lovovertrædelsens omfang eller grovhed.
Eftersom gerningsmanden ved at udbyde rettigheder, genstande
eller materiale i nærmere bestemt omfang på internettet
således allerede må antages at have bestemt sig for at
gennemføre salget eller videreoverdragelsen, er det efter
Justitsministeriets opfattelse ikke påkrævet, at
politiets erhvervelse af de pågældende rettigheder,
genstande eller materiale skal anses for omfattet af agentreglerne
i § 754 a, stk. 1.
2.2.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at der indsættes en yderligere
undtagelsesmulighed i retsplejelovens § 754 a, stk. 2,
hvorefter det ikke vil udgøre agentvirksomhed, hvis
politiets tilskyndelse til at få nogen til at udføre
eller fortsætte en lovovertrædelse alene består i
politiets erhvervelse af rettigheder, genstande eller andet
materiale, der i et nærmere bestemt omfang er udbudt på
internettet.
Inden for den foreslåede bestemmelses
anvendelsesområde falder bl.a. køb af
hælervarer, narkotika, våben og eksplosivstoffer. Den
foreslåede ordning er dog ikke begrænset til bestemte
rettigheder, genstande og materialer, hvorfor også f.eks.
køb af dopingmidler, ulovligt fyrværkeri, falske
dokumenter, koncertbilletter mv. vil være omfattet, ligesom
varerne, genstandene og materialerne kan være i fysisk
såvel som ikke-fysisk form, herunder elektroniske medier,
filer eller links. Ligeledes vil accept af f.eks. et tilbud om leje
af en lejlighed også falde inden for den foreslåede
undtagelsesbestemmelses anvendelsesområde.
Det bemærkes, at i det omfang lovovertrædelsen
på tidspunktet for politiets efterforskning allerede er
blevet fuldbyrdet, vil politiet som hidtil kunne foretage
erhvervelse af genstande mv., uden at agentreglerne finder
anvendelse. Den foreslåede undtagelsesmulighed er
således ikke relevant i sådanne tilfælde.
Det er en forudsætning for anvendelsen af den
foreslåede undtagelsesbestemmelse, at rettigheden, genstanden
eller materialet er udbudt på internettet i et nærmere
bestemt omfang.
Herved forstås, at f.eks. art skal fremgå af
udbuddet og som udgangspunkt være angivet i mængde
f.eks. vægt, antal eller type. Som udgangspunkt skal
også prisen være angivet. Der må således
ikke være tvivl om, hvad det er, der udbydes, hvor meget, der
udbydes og til hvilken pris. Dette svarer således til
tilfælde, hvor en almindelig borger foretager handel på
internettet af f.eks. tøj eller møbler, og hvor man
ikke er i tvivl om, hvilken vare man modtager ved købet. I
sådanne tilfælde vil politiet med den foreslåede
ordning få mulighed for at erhverve genstandene mv., uden at
agentreglerne finder anvendelse.
Politiet vil ikke være
afskåret fra at gennemføre en helt kortvarig og
udelukkende afsøgende dialog med en potentiel sælger
forud for erhvervelsen, hvis det fremstår tydeligt, at salg
eller udveksling på hjemmesiden eller lignende
forudsætter, at der forudgående udvises en vis
interesse for køb.
Den afsøgende dialog skal
til enhver tid vedrøre den rettighed, genstand eller
materiale, der er udbudt på internettet, og må
således ikke vedrøre andre rettigheder, genstande
eller materialer, som oprindeligt ikke var omfattet af udbuddet.
Derudover må den afsøgende dialog alene
iværksættes, når politiet med rimelig grund har
mistanke om, at der foreligger en strafbar
lovovertrædelse.
En afsøgende dialog kan f.eks. være
nødvendig i tilfælde, hvor kun arten af den udbudte
genstand mv. fremgår af udbuddet, og hvor yderligere
oplysninger, herunder type, vægt, antal eller en pris kun kan
identificeres ved en egentlig dialog med sælgeren. Den
afsøgende dialog må i den forbindelse udelukkende
bruges til at fastlægge typen af den udbudte genstand mv.,
den lavest mulige tilgængelige mængde eller den
sædvanlige pris med henblik på at foretage køb
heraf.
Dette skal ses i lyset af, at
formålet med erhvervelsen alene er at identificere
sælgeren eller andre gerningspersoner i sælgerens
netværk. Det er således afgørende, at der ved
den forudgående dialog ikke udøves nogen form for
påvirkning af hverken arten, typen, mængden eller
prisen af den udbudte genstand mv.
Er der eksempelvis tale om en
hjemmeside, hvor der åbenlyst foregår salg af hash,
må politiet i den forudgående dialog begrænse sig
til at udvise interesse for køb af hash i en mængde,
der efter omstændighederne må antages at være den
lavest tilgængelige mængde på den
pågældende hjemmeside. Er politiet i tvivl om, hvad der
må antages at være den lavest tilgængelige
mængde eller en sædvanlig pris på den
pågældende hjemmeside, kan politiet eksempelvis rette
henvendelse til sælgeren med forespørgsel om, hvilke
minimumsmængder denne kan levere, eller om denne kan sende en
prisliste, og på baggrund heraf foretage et køb af,
hvad der må anses for at være den lavest
tilgængelige mængde eller den sædvanlige
pris.
En forudgående
afsøgende dialog vil således også kunne
føre til, at politiet bedre kan vurdere, om der til brug for
sagens efterforskning i øvrigt er grundlag for at
udøve agentvirksomhed.
Det bemærkes, at der som
udgangspunkt heller ikke inden for rammerne af den foreslåede
bestemmelse kan foretages gentagen erhvervelse af de udbudte
genstande fra samme sælger, med mindre erhvervelserne har til
formål at identificere sælgeren eller andre
gerningspersoner i sælgerens netværk.
Dette kan f.eks. være
tilfældet, hvor en af sælgerens kurérer er
anholdt og er i politiets varetægt, og yderligere køb
er nødvendigt for derigennem at identificere en anden af
sælgerens kurérer. Det samme vil gøre sig
gældende, når en frihedsberøvet kurér
løslades og efterfølgende fortsætter sin
kurérvirksomhed.
Det bemærkes, at ulovligt salg af rettigheder, genstande
og andet materiale på internettet i praksis ofte
foregår, således at udbuddet sker på internettet,
mens de nærmere omstændigheder omkring salget samt
selve gennemførelsen af salget typisk sker uden for
internettet, f.eks. ved fysisk møde, telefonisk kontakt
mv.
Det afgørende for anvendelsen af den foreslåede
undtagelsesregel er, at selve udbuddet af rettigheden, genstanden
eller materialet er sket på internettet, mens den
efterfølgende kontakt omkring salget og selve
gennemførelsesmetoden for salget er uden betydning.
I den forbindelse bemærkes det, at kontakten til den
mistænkte, f.eks. i forbindelse med et eventuelt fysisk
møde for at afhente genstanden eller materialet, alene
må vedrøre den konkrete genstand eller det materiale,
der har været udbudt på internettet. Mødet
må således ikke vedrøre f.eks. aftale eller
drøftelser om nye bestillinger eller lignende, idet
sådanne handlinger vil falde inden for agentreglerne i
retsplejelovens § 754 a, stk. 1, og dermed kræve
retskendelse.
Ligesom ved ethvert efterforskningsmæssigt arbejde skal
politiet også forud for enhver erhvervelse i medfør af
den foreslåede undtagelsesmulighed sikre sig overholdelsen af
et vist mistankekrav, det vil sige, at der skal være mistanke
om, at der foreligger en strafbar lovovertrædelse.
I tilfælde af salg af narkotika, våben eller
eksplosivstoffer er mistankekravet allerede opfyldt ved forholdenes
åbenlyse ulovlige karakter.
I andre tilfælde, herunder navnlig salg af
hælervarer, må politiet foretage en samlet vurdering af
en række parametre, før der foretages køb af
den udbudte vare.
Ved vurderingen af, om der er tale om hælervarer, kan
politiet bl.a. lægge vægt på følgende
indikatorer: Varen er udbudt til en usædvanlig lav pris.
Varen er udbudt af en sælger, der bevidst forsøger at
skjule sin identitet ved f.eks. at optræde anonymt eller ved
at anvende en åbenlyst falsk profil. Politiet er af en borger
eller på anden vis blevet gjort bekendt med, at den udbudte
vare er stjålet. Sælgerens telefonnummer
tilhører et uregistreret taletidskort. Sælgeren har
tidligere udbudt varer til salg til usædvanlig lav pris.
Sælgeren har haft den samme vare til salg på
internettet mange gange. Sælgeren anvender samme
e-mailadresse, men skiftende profiler eller telefonnumre.
Det bemærkes, at der ikke er tale om kumulative
betingelser. Politiet kan tillægge ovenstående
indikatorer forskellig vægt, og hvorvidt der foreligger
tilstrækkelig mistanke, vil således bero på en
konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.
2.3. Ansatte i
politiet der må udføre agentvirksomhed
2.3.1. Gældende ret
Det fremgår af retsplejelovens § 754 b, stk. 2, at
agentvirksomhed som udgangspunkt alene må udføres af
polititjenestemænd. Civile personer kan dog efter aftale med
politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den
lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der
ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.
Udgangspunktet om, at agentvirksomhed alene må
udføres af polititjenestemænd, stammer fra lov nr. 319
af 4. juni 1986 om ændring af retsplejeloven (Politiets
anvendelse af agenter som led i efterforskningen af
lovovertrædelser), hvorved der blev indført regler om
agentvirksomhed i retsplejeloven, mens undtagelsesmuligheden for
civile personer blev indsat ved lov nr. 436 af 10. juni 2003 om
ændring af straffeloven og retsplejeloven (Bekæmpelse
af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet).
Ændringen i 2003 blev gennemført med henblik
på at sikre, at politiagenter kunne introduceres i det
kriminelle miljø, hvilket i praksis ofte foregår
gennem en civil person, der færdes i miljøet, og som
kan formidle kontakten til bagmændene, jf. Folketingstidende
2002-03, tillæg A, side 6711-6712.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Rigspolitiet har påpeget, at kriminalitet ofte
efterforskes af eller med bistand fra ansatte i politiet med en
anden uddannelsesmæssig baggrund end en politimæssig,
f.eks. universitetsuddannede analytikere med ekspertise inden for
relevante områder.
Derfor foreslår Justitsministeriet, at de gældende
regler i § 754 b, stk. 2, om, hvem der kan varetage
agentvirksomhed, udvides, således at det ikke kun er
polititjenestemænd, der kan udøve agentvirksomhed, men
også andre ansatte i politiet, der har de fornødne
efterforskningsmæssige forudsætninger herfor.
Dette skal sikre, at politiets personalemæssige ressourcer
i forbindelse med bekæmpelse af kriminalitet anvendes
på bedst mulig vis, og at efterforskning altid varetages af
de personer, der er bedst egnede hertil.
2.3.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 1.
pkt., ændres, således at det fremover vil fremgå,
at også ansatte i politiet med særlige
efterforskningsmæssige kvalifikationer kan udføre
agentvirksomhed i medfør af § 754 a, stk. 1.
Der er med ændringen ikke tiltænkt en
begrænsning af kredsen af personer, som efter gældende
ret kan udføre agentvirksomhed.
Dette vil gøre det muligt f.eks. at anvende ansatte i
politiet med en universitetsbaggrund, der har særlige
kompetencer inden for et bestemt område, under en
efterforskning af kriminalitet på eksempelvis internettet.
Det er således langt fra alle ansatte i politiet, som med
lovforslaget vil kunne udføre agentvirksomhed, idet f.eks.
kontor- og servicemedarbejdere, studentermedhjælpere mv. i
politiet ikke vil få adgang til at udføre
agentvirksomhed.
Det bemærkes, at det er en forudsætning for at
udføre agentvirksomhed, at personerne, der ikke er
polititjenestemænd, er ansatte i politiet og endvidere har de
rette kompetencer til at udføre sådant
efterforskningsarbejde, uanset om disse måtte være
personer med politimæssig eller anden uddannelsesmæssig
baggrund. Der må i hvert enkelt tilfælde foretages en
vurdering af, om den pågældende har de
nødvendige forudsætninger for at kunne udføre
agentvirksomhed på en korrekt og hensigtsmæssig
måde.
Det vil bl.a. kunne have betydning, om den
pågældende har en politimæssig baggrund og dermed
allerede vil have et uddannelsesmæssigt kendskab til, hvordan
efterforskningsvirksomhed generelt bør gennemføres.
Omvendt ligger der heri også en forventning om, at der
må stilles krav om særlig baggrund eller viden,
når ansatte i politiet uden en politimæssig baggrund
skal foretage agentvirksomhed. Dette kan f.eks. være
universitetsuddannede analytikere med ekspertise i såkaldt
"open source intelligence", dvs. efterretningsarbejde i åbne
kilder på internettet.
Det bemærkes, at lovforslaget ikke ændrer på
de øvrige betingelser for politiets
iværksættelse af agentvirksomhed, herunder kravet om
retskendelse, jf. retsplejelovens § 754 c, stk. 1.
I tilknytning til ovenstående foreslås det, at de
gældende bestemmelser i retsplejelovens § 29 a, stk. 3,
§ 837, stk. 3, og § 856, stk. 5 og 8,
konsekvensændres som følge af den foreslåede
ændring af § 754 b, stk. 2, 1. pkt.
I disse bestemmelser omtales en politiagent således som en
polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a. Disse bestemmelser skal tilpasses,
således at det fremover fremgår, at de vedrører
ansatte i politiet, der har udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Forslaget om at udvide muligheden for at anvende hemmelige
agenter som led i efterforskningen af overtrædelser af
lovgivning om børnepornografi, hæleri, narkotika,
våben og eksplosivstoffer vurderes ikke at medføre
økonomiske konsekvenser af betydning for politiet, idet den
udvidede mulighed forudsættes udnyttet ved anvendelse af
eksisterende ressourcer.
Eventuelle merudgifter for anklagemyndighed, kriminalforsorg og
domstole som følge af den udvidede mulighed for politiet til
at anvende agenter afholdes inden for myndighedernes eksisterende
rammer.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes at have mindre retssikkerhedsmæssige
konsekvenser for borgerne, idet der med lovforslaget sker en
udvidelse af agentreglerne i forhold til visse former for
kriminalitet på internettet.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag L 197,
jf. Folketingstidende 2018-2019 (1. samling), A, L 197, der blev
fremsat den 13. marts 2019.
Et udkast til lovforslag L 197 var i høring i perioden
fra den 21. januar til den 18. februar 2019 hos følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter,
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International,
Copenhagen Business School, Juridisk Institut, Danske Advokater,
Danske Regioner, Den Danske Dommerforening, Det
Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Foreningen af Offentlige Anklagere
Foreningen af Statsadvokater, Fængselsforbundet, HK
Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben Kriminalforsorgen,
HK Landsklubben Politiet, Institut for Menneskerettigheder,
Justitia, KL, Kriminalforsorgsforeningen, Københavns
Universitet, Det Juridiske Fakultet, Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM,
Politidirektørforeningen, Politiforbundet, Retspolitisk
Forening, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden i Grønland,
Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigspolitiet,
Rigsrevisionen, Syddansk Universitet, Juridisk Institut, Aalborg
Universitet, Juridisk Institut og Aarhus Universitet, Juridisk
Institut.
Lovforslaget var endvidere i høring hos Datatilsynet og
Digitaliseringsstyrelsen.
Lovforslagets § 1, nr. 3, har i en tidligere udgave af
lovforslaget været i høring perioden fra den 25.
september til den 23. oktober 2019 hos ovennævnte myndigheder
og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen af betydning | Ingen af betydning | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen af betydning | Ingen af betydning | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Mindre retssikkerhedsmæssige
konsekvenser | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering / Går videre
end minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 29
a, stk. 3, lukkes dørene under et retsmøde under en
polititjenestemands forklaring efter anklagemyndighedens anmodning
herom, når polititjenestemanden har udført
foranstaltninger som nævnt i § 754 a.
Med forslaget ændres § 29 a,
stk. 3, således at »eller en ansat i
politiet« indsættes efter
»polititjenestemand«, og
»polititjenestemandens« ændres til
»dennes«.
Det kommer dermed til at fremgå, at muligheden for at
lukke døre under et retsmøde i medfør af denne
bestemmelse også gælder, hvis der er tale om en ansat i
politiet, som har udført foranstaltninger som nævnt i
§ 754 a.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
ændringen af § 754 b, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4.
Til nr. 2
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
754 a, stk. 1, må politiet ikke som led i efterforskningen af
en lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til
eller træffes foranstaltninger med henblik på at
tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte
lovovertrædelsen, medmindre der foreligger en begrundet
mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået
eller forsøgt, jf. nr. 1; efterforskningsskridtet må
antages at være af afgørende betydning for
efterforskningen, jf. nr. 2; og efterforskningen angår en
lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover, jf. nr. 3.
Med forslaget ændres § 754 a,
stk. 1, nr. 3, således, at politiet gives mulighed for
at anvende agenter som led i efterforskningen af
overtrædelser af lovgivning om børnepornografi
(straffelovens § 235, stk. 1 og 2), hæleri
(straffelovens § 290, stk. 1), narkotika (lovgivningen om
euforiserende stoffer) samt våben og eksplosivstoffer
(lovgivningen om våben og eksplosivstoffer), når disse
lovovertrædelser begås ved brug af internettet.
Dermed udvides politiets adgang til at anvende agenter i forhold
til de gældende regler, hvor politiet i dag kan anvende
hemmelige agenter i efterforskningen af lovovertrædelser, som
efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller
derover. Fælles for de opregnede bestemmelser og love, der
foreslås omfattet af retsplejelovens § 754 a, stk. 1,
nr. 3, er således, at de alle har en strafferamme på
fængsel under 6 år.
Ved internettet forstås i dette lovforslag databaseret
kommunikation, uanset om kommunikationen sker gennem brug af
computer, mobiltelefon eller andet elektronisk
kommunikationsudstyr.
Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er et krav, at
al kommunikation mellem politiet og den mistænkte under hele
forløbet sker ved brug af internettet, så længe
den indledende kontakt mellem politiet og den mistænkte er
sket ved brug af internettet.
For så vidt angår henvisningerne til de ovenfor
nævnte bestemmelser gælder følgende:
Efter den foreslåede ordning vil politiet for det
første kunne udøve agentvirksomhed i sager om
efterforskning af en overtrædelse af straffelovens §
235, stk. 1 eller 2, om udbredelse og besiddelse af pornografisk
materiale af personer under 18 år, hvis overtrædelsen
begås ved brug af internettet.
Straffelovens § 235, stk. 1 og 2, vedrører
udbredelse og besiddelse af pornografisk materiale af personer
under 18 år. Strafferammen for overtrædelse af
bestemmelsens stk. 1 er bøde eller fængsel indtil 2
år eller under særligt skærpende
omstændigheder fængsel indtil 6 år, mens
strafferammen for overtrædelse af stk. 2 er bøde eller
fængsel indtil 1 år.
Med henvisningen til straffelovens § 235, stk. 1, i den
foreslåede ændring af retsplejelovens § 754 a,
stk. 1, nr. 3, sigtes der således alene efter at ramme
tilfælde, hvor strafferammen er fængsel indtil 2
år, idet overtrædelser af bestemmelsen under
særligt skærpende omstændigheder allerede vil
være omfattet af de gældende regler om
agentvirksomhed.
Formålet med henvisningen til straffelovens § 235,
stk. 1 og 2, er at give politiet mulighed for at benytte hemmelige
agenter i efterforskningen af sager om børnepornografi med
henblik på bl.a. at indgå i en videre dialog med
gerningsmændene på internettet.
Politiet får med den foreslåede ordning ikke
mulighed for at anvende agenter til at udveksle eller på
anden måde videredistribuere børnepornografisk
materiale. Dette skyldes, at politiet ikke må risikere at
bidrage til en krænkelse eller fortsat krænkelse af et
barn, samt det forhold, at politiet ikke vil kunne føre
kontrol med eventuel videredistribuering af sådant
børnepornografisk materiale. Politiet må således
heller ikke udveksle børnepornografisk materiale i de
tilfælde, hvor den mistænkte kræver dette, for at
politiet overhovedet kan komme til at indgå i en dialog med
denne person.
Efter den foreslåede ordning vil politiet for det andet
kunne udøve agentvirksomhed i sager om efterforskning af en
overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 1, om
hæleri, hvis lovovertrædelsen begås ved brug af
internettet.
Straffelovens § 290, stk. 1, omhandler hæleri, hvor
strafferammen er fængsel indtil 1 år og 6
måneder. Hæleri af særligt grov beskaffenhed er
reguleret i bestemmelsens stk. 2, hvorefter strafferammen er
fængsel indtil 6 år. Sådanne tilfælde er
således allerede omfattet af de gældende regler om
agentvirksomhed.
Den foreslåede ordning er ikke tiltænkt anvendt ved
helt bagatelagtige overtrædelser, hvor salget vedrører
hælervarer af meget lav økonomisk værdi.
Politiet vil i sådanne tilfælde ikke kunne anvende
agentreglerne i den foreslåede ordning.
Desuden skal politiet sikre sig, at købet ikke i
realiteten bliver en bestilling af nye indbrud. Det kan f.eks.
sikres ved, at politiet forinden købet af den udbudte vare
stiller krav til hæleren om, at varen skal kunne leveres med
det samme, eller at sælgeren skal sende supplerende
billedmateriale af varen under nærmere instruktion fra
politiet.
Et eksempel på, hvornår politiet vil kunne anvende
agentreglerne i forhold til efterforskning af sager om hæleri
- hvis de almindelige betingelser er opfyldt - vil være i en
situation, hvor politiet mistænker en person for at ville
overtræde hæleribestemmelsen ved f.eks. på vegne
af en tyv at udbyde stjålne varer til salg på
internettet.
Det kan bl.a. være relevant for politiet at udøve
agentvirksomhed, hvis politiet ved hjælp af en falsk profil
på et internetforum interagerer med den mistænkte
hæler med henblik på at indgå en aftale med
hæleren om, at en køber ønsker at aftage
hælervarerne. En sådan aktiv efterforskning vil
kræve, at politiet anvender agentreglerne, da den kan siges
at udgøre en medvirkenshandling fra politiets side. Der kan
i den forbindelse henvises til en lignende situation, som
forelå i Østre Landsrets dom af 14. marts 2012 som
optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2012 side 2225 ff.
Den foreslåede ordning er tiltænkt anvendt i sager
om salg af hælervarer på internettet, der ikke falder
inden for retsplejelovens § 754 a, stk. 2, som ændret
ved § 1, nr. 3, i dette lovforslag.
Omvendt vil der ikke være tale om agentvirksomhed i
tilfælde, hvor politiet foretager
efterforskningsmæssige handlinger, hvor der ikke tilbydes
bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik
på at tilskynde nogen til at udføre eller
fortsætte en given lovovertrædelse. Dette vil som
hidtil f.eks. være tilfældet, hvis
lovovertrædelsen på tidspunktet for politiets
efterforskning allerede er blevet fuldbyrdet.
Efter den foreslåede ordning vil politiet for det tredje
kunne udøve agentvirksomhed i sager om efterforskning af en
overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvis
lovovertrædelsen begås ved brug af internettet.
Efter lov om euforiserende stoffers § 3, stk. 1 og 3,
straffes overtrædelser af lov om euforiserende stoffer eller
forskrifter udfærdiget i medfør af denne lov med
fængsel indtil 2 år. Dette omfatter ind- og
udførsel, salg, køb, udlevering, modtagelse,
fremstilling, forarbejdning og besiddelse af visse opregnede
stoffer.
Den foreslåede ordning er tiltænkt anvendt i sager
om salg af narkotika på internettet, der ikke falder inden
for retsplejelovens § 754 a, stk. 2, som ændret ved
§ 1, nr. 3, i dette lovforslag.
Det bemærkes i øvrigt, at den foreslåede
ordning ikke er tiltænkt anvendt ved helt bagatelagtige
overtrædelser. Politiet vil i sådanne tilfælde
ikke kunne anvende agentreglerne i den foreslåede
ordning.
Ved vurderingen af, om en konkret overtrædelse falder
under bagatelgrænsen, kan politiet bl.a. lægge
vægt på omfanget og farligheden af
lovovertrædelsen.
De grovere narkotikaforbrydelser straffes i medfør af
straffelovens § 191 med en strafferamme på fængsel
indtil 10 år og i særlige tilfælde fængsel
indtil 16 år, og sådanne tilfælde vil
således allerede være omfattet af reglerne om
agentvirksomhed.
Efter den foreslåede ordning vil politiet for det fjerde
kunne udøve agentvirksomhed i sager om efterforskning af en
overtrædelse af lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer, hvis lovovertrædelsen begås ved brug
af internettet.
Det fremgår af § 10, stk. 1, i lov om våben og
eksplosivstoffer, at overtrædelse af en række
bestemmelser heraf straffes med bøde, fængsel indtil 4
måneder eller under skærpende omstændigheder
fængsel indtil 2 år. Dette omfatter bl.a. ulovlig
indførelse, fremstilling, erhvervelse, besiddelse og
overdragelse af visse former for våben, ammunition og
eksplosivstoffer.
Herudover fremgår det af § 10, stk. 3, at der i
forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan fastsættes
straf af bøde, fængsel indtil 4 måneder eller
under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2
år for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.
Dette er nærmere reguleret i § 59 i
bekendtgørelse om våben og ammunition mv., hvorefter
ovennævnte strafferamme gælder i tilfælde af
bl.a. indførelse samt overdragelse eller overladelse til
andre af visse genstande eller stoffer omfattet af forbuddet i
§ 1 i lov om våben og eksplosivstoffer.
Den foreslåede ordning er tiltænkt anvendt i forhold
til ulovligt salg af våben mv. på internettet, der ikke
falder inden for retsplejelovens § 754 a, stk. 2, som
ændret ved § 1, nr. 3, i dette lovforslag.
Det bemærkes i øvrigt, at den foreslåede
ordning ikke er tiltænkt anvendt ved helt bagatelagtige
overtrædelser. Politiet vil i sådanne tilfælde
ikke kunne anvende agentreglerne i den foreslåede
ordning.
Ved vurderingen af, om en konkret overtrædelse falder
under bagatelgrænsen, kan politiet bl.a. lægge
vægt på omfanget og farligheden af
lovovertrædelsen.
De grovere overtrædelse af lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer straffes i medfør af straffelovens §
192 a, stk. 1, med en strafferamme på fængsel fra 2
år indtil 8 år, og efter stk. 2 med en strafferamme
på fængsel indtil 6 år, og sådanne
tilfælde vil således allerede være omfattet af
reglerne om agentvirksomhed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.1-2.1.3.5 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Efter retsplejelovens § 754 a, stk. 1, må politiet
ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse
foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes
foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at
udføre eller fortsætte lovovertrædelsen,
medmindre der foreligger en begrundet mistanke om, at
lovovertrædelsen er ved at blive begået eller
forsøgt, efterforskningsskridtet må antages at
være af afgørende betydning for efterforskningen, og
efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter
loven kan straffes med fængsel i 6 år eller
derover.
Det følger af den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 754 a, stk. 2, at foranstaltninger, der
træffes med henblik på at tilskynde nogen til at
udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, ikke
omfattes af bestemmelsens stk. 1, hvis politiet ikke herved
påvirker væsentlige omstændigheder ved
lovovertrædelsen.
I det omfang en foranstaltning ikke er omfattet af
retsplejelovens § 754 a, stk. 2, vil politiets køb af
f.eks. genstande, som det er ulovligt at sælge eller
videreoverdrage, efter gældende ret kunne anses for at
agentvirksomhed.
Der vil dog ikke være tale om agentvirksomhed i
tilfælde, hvor politiet foretager
efterforskningsmæssige handlinger, hvor der ikke tilbydes
bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik
på at tilskynde nogen til at udføre eller
fortsætte en given lovovertrædelse. Dette vil som
hidtil f.eks. være tilfældet, hvis
lovovertrædelsen på tidspunktet for politiets
efterforskning allerede er blevet fuldbyrdet.
Med forslaget indsættes i § 754
a, stk. 2, en yderligere undtagelsesmulighed, hvorefter det
ikke vil udgøre agentvirksomhed, hvis politiets tilskyndelse
til at få nogen til at udføre eller fortsætte en
lovovertrædelse alene består i politiets erhvervelse af
rettigheder, genstande eller andet materiale, der i et
nærmere bestemt omfang er udbudt på internettet.
Inden for den foreslåede bestemmelses
anvendelsesområde falder bl.a. køb af
hælervarer, narkotika, våben og eksplosivstoffer. Den
foreslåede ordning er dog ikke begrænset til bestemte
rettigheder, genstande og materialer, hvorfor også f.eks.
køb af dopingmidler, ulovligt fyrværkeri, falske
dokumenter, koncertbilletter mv. vil være omfattet, ligesom
va?re?rne, genstandene og materialerne kan være i fysisk
såvel som ikke-fysisk form, herunder elektroniske medier,
filer eller links. Ligeledes vil accept af f.eks. et tilbud om leje
af en lejlighed også falde inden for den foreslåede
bestemmelses anvendelsesområde.
Det bemærkes, at i det omfang lovovertrædelsen
på tidspunktet for politiets efterforskning allerede er
blevet fuldbyrdet, vil politiet som hidtil kunne foretage
erhvervelse af genstande mv., uden at agentreglerne finder
anvendelse, Den foreslåede undtagelsesmulighed er
således ikke relevant i sådanne tilfælde.
Det er en forudsætning for anvendelsen af den
foreslåede undtagelsesregel, at rettigheden, genstanden eller
materialet er udbudt på internettet i et nærmere
bestemt omfang.
Herved forstås, at f.eks. art skal fremgå af
udbuddet og som udgangspunkt være angivet i mængde
f.eks. vægt, antal eller type. Som udgangspunkt skal
også prisen være angivet. Der må således
ikke være tvivl om, hvad det er, der udbydes, hvor meget, der
udbydes og til hvilken pris. Dette svarer således til
tilfælde, hvor en almindelig borger foretager handel på
internettet af f.eks. tøj eller møbler, og hvor man
ikke er i tvivl om, hvilken vare man modtager ved købet. I
sådanne tilfælde vil politiet med den foreslåede
ordning få mulighed for at erhverve genstandene mv., uden at
agentreglerne finder anvendelse.
Politiet vil ikke være
afskåret fra at gennemføre en helt kortvarig og
udelukkende afsøgende dialog med en potentiel sælger
forud for erhvervelsen, hvis det fremstår tydeligt, at salg
eller udveksling på hjemmesiden eller lignende
forudsætter, at der forudgående udvises en vis
interesse for køb.
Den afsøgende dialog skal
til enhver tid vedrøre den rettighed, genstand eller
materiale, der er udbudt på internettet, og må
således ikke vedrøre andre rettigheder, genstande
eller materialer, som oprindeligt ikke var omfattet af udbuddet.
Derudover må den afsøgende dialog alene
iværksættes, når politiet med rimelig grund har
mistanke om, at der foreligger en strafbar
lovovertrædelse.
En afsøgende dialog kan f.eks. være
nødvendig i tilfælde, hvor kun arten af den udbudte
genstand mv. fremgår af udbuddet, og hvor yderligere
oplysninger, herunder type, vægt, antal eller en pris kun kan
identificeres ved en egentlig dialog med sælgeren. Den
afsøgende dialog må i den forbindelse udelukkende
bruges til at fastlægge typen af den udbudte genstand mv.,
den lavest mulige tilgængelige mængde eller den
sædvanlige pris med henblik på at foretage køb
heraf.
Dette skal ses i lyset af, at
formålet med erhvervelsen alene er at identificere
sælgeren eller andre gerningspersoner i sælgerens
netværk. Det er således afgørende, at der ved
den forudgående dialog ikke udøves nogen form for
påvirkning af hverken arten, typen, mængden eller
prisen af den udbudte genstand mv.
Er der eksempelvis tale om en
hjemmeside, hvor der åbenlyst foregår salg af hash,
må politiet i den forudgående dialog begrænse sig
til at udvise interesse for køb af hash i en mængde,
der efter omstændighederne må antages at være den
lavest tilgængelige mængde på den
pågældende hjemmeside. Er politiet i tvivl om, hvad der
må antages at være den lavest tilgængelige
mængde eller en sædvanlig pris på den
pågældende hjemmeside, kan politiet eksempelvis rette
henvendelse til sælgeren med forespørgsel om, hvilke
minimumsmængder denne kan levere, eller om denne kan sende en
prisliste, og på baggrund heraf foretage et køb af,
hvad der må anses for at være den lavest
tilgængelige mængde eller den sædvanlige
pris.
En forudgående
afsøgende dialog vil således også kunne
føre til, at politiet bedre kan vurdere, om der til brug for
sagens efterforskning i øvrigt er grundlag for at
udøve agentvirksomhed.
Det bemærkes, at der som
udgangspunkt heller ikke inden for rammerne af den foreslåede
bestemmelse kan foretages gentagen erhvervelse af de udbudte
genstande fra samme sælger, med mindre erhvervelserne har til
formål at identificere sælgeren eller andre
gerningspersoner i sælgerens netværk.
Dette kan f.eks. være
tilfældet, hvor en af sælgerens kurérer er
anholdt og er i politiets varetægt, og yderligere køb
er nødvendigt for derigennem at identificere en anden af
sælgerens kurérer. Det samme vil gøre sig
gældende, når en frihedsberøvet kurér
løslades og efterfølgende fortsætter sin
kurérvirksomhed.
Det bemærkes, at ulovligt salg af rettigheder, genstande
og andet materiale på internettet i praksis ofte
foregår, således at udbuddet sker på internettet,
mens de nærmere omstændigheder omkring salget samt
selve gennemførelsen af salget typisk sker uden for
internettet, f.eks. ved fysisk møde, telefonisk kontakt
mv.
Det afgørende for anvendelsen af den foreslåede
undtagelsesregel er, at selve udbuddet af rettigheden, genstanden
eller materialet er sket på internettet, mens den
efterfølgende kontakt omkring salget og selve
gennemførelsesmetoden, herunder afhentningen, for salget er
uden betydning.
I den forbindelse bemærkes det, at kontakten til den
mistænkte, f.eks. i forbindelse med et eventuelt fysisk
møde for at afhente genstanden eller materialet, alene
må vedrøre den konkrete genstand eller det materiale,
der har været udbudt på internettet. Mødet
må således ikke vedrøre f.eks. aftale eller
drøftelser om nye bestillinger eller lignende, idet
sådanne handlinger vil falde inden for agentreglerne i
retsplejelovens § 754 a, stk. 1, og dermed kræve
retskendelse.
Ligesom ved ethvert efterforskningsmæssigt arbejde skal
politiet også forud for enhver erhvervelse i medfør af
den foreslåede undtagelsesmulighed sikre sig overholdelsen af
et vist mistankekrav, det vil sige, at der skal være mistanke
om, at der foreligger en strafbar lovovertrædelse.
I tilfælde af salg af narkotika, våben eller
eksplosivstoffer er mistankekravet allerede opfyldt ved forholdenes
åbenlyse ulovlige karakter.
I andre tilfælde, herunder navnlig salg af
hælervarer, må politiet foretage en samlet vurdering af
en række parametre, før der foretages køb af
den udbudte vare.
Ved vurderingen af, om der er tale om hælervarer, kan
politiet bl.a. lægge vægt på følgende
indikatorer: Varen er udbudt til en udsædvanlig lav pris.
Varen er udbudt af en sælger, der bevidst forsøger at
skjule sin identitet ved f.eks. at optræde anonymt eller ved
at anvende en åbenlyst falsk profil. Politiet er af en borger
eller på anden vis blevet gjort bekendt med, at den udbudte
vare er stjålet. Sælgerens telefonnummer
tilhører et uregistreret taletidskort. Sælgeren har
tidligere udbudt varer til salg til usædvanlig lav pris.
Sælgeren har haft den samme vare til salg på
internettet mange gange. Sælgeren anvender samme
e-mailadresse, men skiftende profiler eller telefonnumre.
Det bemærkes, at der ikke er tale om kumulative
betingelser. Politiet kan tillægge ovenstående
indikatorer forskellig vægt, og hvorvidt der foreligger
tilstrækkelig mistanke, vil således bero på en
konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
754 b, stk. 2, 1. pkt., må foranstaltninger som nævnt i
§ 754 a, stk. 1, alene udføres af
polititjenestemænd.
Med forslaget ændres § 754 b,
stk. 2, 1. pkt., således at det fremover vil
fremgå, at også ansatte i politiet med særlige
efterforskningsmæssige kvalifikationer kan udføre
agentvirksomhed i medfør af § 754 a, stk. 1.
Der er med ændringen ikke tiltænkt en
indsnævring af kredsen af personer, som efter gældende
ret kan udføre agentvirksomhed.
Udvidelsen vil gøre det muligt f.eks. at anvende personer
med en universitetsbaggrund, der har særlige kompetencer
inden for et bestemt område, og som kan være relevant
at bruge under en efterforskning af kriminalitet på
eksempelvis internettet.
Det bemærkes, at det er en forudsætning for at kunne
udføre agentvirksomhed, at personerne, der ikke er
polititjenestemænd, er ansatte i politiet og endvidere har de
rette kompetencer til at udføre sådant
efterforskningsarbejde, uanset om disse måtte være
personer med politimæssig eller anden uddannelsesmæssig
baggrund. Der må i hvert enkelt tilfælde foretages en
vurdering af, om den pågældende har de
nødvendige forudsætninger for at kunne udføre
agentvirksomhed på en korrekt og hensigtsmæssig
måde.
Det vil bl.a. kunne have betydning, om den
pågældende har en politimæssig baggrund og dermed
allerede vil have et uddannelsesmæssigt kendskab til, hvordan
efterforskningsvirksomhed generelt bør gennemføres.
Omvendt ligger der heri også en forventning om, at der
må stilles krav om særlig baggrund eller viden,
når ansatte uden en politimæssig baggrund skal foretage
agentvirksomhed. Dette kan f.eks. være universitetsuddannede
analytikere med ekspertise i såkaldt "open source
intelligence", dvs. efterretningsarbejde i åbne kilder
på internettet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
837, stk. 3, som omhandler, hvilke dokumenter anklagemyndigheden
skal udarbejde i forbindelse med indlevering af anklageskrift, kan
polititjenestemænd, der har udført foranstaltninger
som nævnt i § 754 a, og polititjenestemænd med en
særlig tjenestefunktion, hvor det af hensyn til denne
særlige tjenestefunktion er nødvendigt at
hemmeligholde identiteten, betegnes med et andet navn end deres
eget og uden angivelse af bopæl.
Med forslaget ændres § 837, stk.
3, således, at »eller ansatte i politiet«
indsættes efter »Polititjenestemænd«.
Det kommer dermed til at fremgå, at muligheden for at
blive betegnet med et andet navn og uden angivelse af bopæl i
medfør af denne bestemmelse gælder for en ansat i
politiet, som har udført foranstaltninger som nævnt i
§ 754 a.
Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er tilsigtet
ændringer af gældende ret, hvad angår
forståelsen af begrebet »bopæl«. I praksis
anføres enhver polititjenestemand, der skal afgive
forklaring i retten, således med angivelse af tjenestested,
og begrebet »bopæl« forstås således i
praksis som ensbetydende med tjenestested. Det samme vil dermed
også gælde for de ansatte i politiet, som i
medfør af den foreslåede ændring af § 754 b
skal kunne udføre agentvirksomhed.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
ændringen af § 754 b, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4.
Til nr. 6
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
856, stk. 5, som hører under retsplejelovens kapitel om
hovedforhandlingen i 1. instans, kan en polititjenestemand, der har
udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a,
afgive forklaring uden at oplyse sit eget navn og bopæl.
Med forslaget ændres § 856, stk.
5, således at det kommer til at fremgå, at
muligheden for at afgive forklaring uden at oplyse sit eget navn og
bopæl gælder for en ansat i politiet, som har
udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a.
Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er tilsigtet
ændringer af gældende ret, hvad angår
forståelsen af begrebet »bopæl«. I praksis
anføres enhver polititjenestemand, der skal afgive
forklaring i retten, således med angivelse af tjenestested,
og begrebet »bopæl« forstås således i
praksis som ensbetydende med tjenestested. Det samme vil dermed
også gælde for de ansatte i politiet, som i
medfør af den foreslåede ændring af § 754 b
skal kunne udføre agentvirksomhed.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
ændringen af § 754 b, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4.
Til nr. 7
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
856, stk. 8, som hører under retsplejelovens kapitel om
hovedforhandlingen i 1. instans, kan rettens formand bestemme, at
tiltalte skal forlade retslokalet, når bl.a. en
polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, afhøres, hvis dette er
påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af
polititjenestemandens identitet, og det må antages at
være uden væsentlig betydning for tiltaltes
forsvar.
Med forslaget ændres § 856, stk.
8, således at det kommer til at fremgå, at
muligheden for, at rettens formand kan bestemme, at tiltalte skal
forlade retslokalet, gælder, når en ansat i politiet,
der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754
a, afhøres.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
ændringen af § 754 b, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4.
Til §
2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. maj
2020.
Til §
3
Den foreslåede bestemmelse fastslår, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland. Det
skyldes, at der for Færøerne og Grønland
gælder særlige retsplejelove.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 I retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. september 2019, foretages
følgende ændringer: | | | | § 29
a. --- | | | Stk.
2. --- | | | Stk. 3.
Når en polititjenestemand har udført foranstaltninger
som nævnt i § 754 a, lukkes dørene under
polititjenestemandens forklaring, når anklagemyndigheden
anmoder om det. | | 1. I § 29 a, stk. 3, indsættes efter
»polititjenestemand«: »eller en ansat i
politiet«, og »polititjenestemandens«
ændres til: »dennes« | | | | § 754 a.
Politiet må ikke som led i efterforskningen af en
lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til
eller træffes foranstaltninger med henblik på at
tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte
lovovertrædelsen, medmindre: | | | 1-2) --- | | | 3) efterforskningen angår en
lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover. | | 2. I § 754 a, stk. 1, nr. 3, indsættes
efter »6 år eller derover«: », eller en
overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1 eller 2,
eller § 290, stk. 1, af lovgivningen om euforiserende stoffer
eller af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, i det
omfang overtrædelsen begås ved brug af
internettet« | | | | Stk. 2.
Foranstaltninger, der træffes med henblik på at
tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en
lovovertrædelse, omfattes ikke af stk. 1, hvis politiet ikke
herved påvirker væsentlige omstændigheder ved
lovovertrædelsen. | | 3. I § 754 a, stk. 2, indsættes efter
»omstændigheder ved lovovertrædelsen«:
», eller hvis en sådan tilskyndelse alene består
i politiets erhvervelse af rettigheder, genstande eller andet
materiale, der i et nærmere bestemt omfang er udbudt på
internettet« | | | | § 754
b. --- | | | Stk. 2.
Foranstaltningerne må alene udføres af
polititjenestemænd. Civile personer kan dog efter aftale med
politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den
lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der
ydes, er yderst beskeden i forhold til
lovovertrædelsen. | | 4. I § 754 b, stk. 2, 1. pkt.,
indsættes efter »polititjenestemænd«:
»og ansatte i politiet med særlige
efterforskningsmæssige kvalifikationer« | | | | §
837. --- Stk.
2. --- | | | Stk. 3.
Polititjenestemænd, der har udført foranstaltninger
som nævnt i § 754 a, og polititjenestemænd med en
særlig tjenestefunktion, hvor det af hensyn til denne
særlige tjenestefunktion er nødvendigt at
hemmeligholde identiteten, kan betegnes med et andet navn end deres
eget og uden angivelse af bopæl. | | 5. I § 837, stk. 3, indsættes efter
»Polititjenestemænd«: »eller ansatte i
politiet« | Stk.
4. --- | | | | | | §
856. --- Stk.
2-4. --- | | | Stk. 5. En
polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, kan afgive forklaring uden at oplyse
sit eget navn og bopæl. | | 6. I § 856, stk. 5, indsættes efter
»polititjenestemand«: »eller en ansat i
politiet« | Stk.
6-7. --- | | | Stk. 8. Rettens
formand kan bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet,
når en polititjenestemand, der har udført
foranstaltninger som nævnt i § 754 a, eller en
polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion
afhøres, hvis dette er påkrævet af hensyn til
hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet og det
må antages at være uden væsentlig betydning for
tiltaltes forsvar. | | 7. I § 856, stk. 8, ændres
»polititjenestemand, der har udført
foranstaltninger« til: »polititjenestemand eller en
ansat i politiet, der har udført foranstaltninger«, og
»polititjenestemandens identitet« ændres til:
»polititjenestemandens eller den ansattes
identitet,«. | Stk.
9-10. --- | | |
|