L 112 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Implementering af affaldsdirektivets minimumskrav til eksisterende udvidede producentansvarsordninger, indførelse af udvidet producentansvar for emballage og modernisering af indsamling og behandling af elektronikaffald).

Af: Miljøminister Lea Wermelin (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 20-02-2020

Fremsættelse: 20-02-2020

Skriftlig fremsættelse (20. februar 2020)

20191_l112_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (20. februar 2020)

Miljøministeren (Lea Wermelin):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om miljøbeskyttelse (Implementering af affaldsdirektivets minimumskrav til eksisterende udvidede producentansvarsordninger, indførsel af udvidet producentansvar for emballage og modernisering af indsamling og behandling af elektronikaffald)

(Lovforslag nr. L 112)

Udvidet producentansvar er et vigtigt element i at sikre en mere cirkulær økonomi, hvor vi undgår spild og bruger vores ressourcer med omtanke. Udvidet producentansvar betyder, at producenter tager ansvaret for deres produkter, også når disse bliver til affald. Når producenter har ansvaret for affaldsfasen, får de også økonomisk incitament til at reducere materialeforbrug og designe produkter, der kan genbruges og genanvendes med henblik på at reducere omkostningerne til affaldshåndtering. Producenter får samtidig mulighed for at etablere egne tilbagetagningsordninger, som giver større mulighed for at etablere lukkede materialekredsløb. Udvidet producentansvar er dermed et vigtigt element i at fremme en mere cirkulær økonomi.

Lovforslaget har 3 delformål. Det første formål er at bemyndige miljøministeren til at fastsætte supplerende direktiv-fastsatte minimumskrav i de eksisterende udvidede producentansvarsordninger for elektrisk og elektronisk udstyr, batterier og akkumulatorer samt person- og varebiler. Disse minimumskrav omhandler øget gennemsigtighed og økonomisk sikkerhed i ordningerne, egenkontrol af økonomisk forvaltning og datakvalitet, samt graduering af producenters økonomiske bidrag ud fra miljøhensyn, når de varetager deres producentansvar igennem kollektive ordninger.

Det andet formål er at tage de første skridt til at indføre et nyt udvidet producentansvar for emballage ved at bemyndige miljøministeren til at fastsætte de detaljerede regler for dette nye udvidede producentansvar i overensstemmelse med de direktiv-fastsatte minimumskrav for udvidede producentansvarsordninger. Det udvidede producentansvar for emballage skal fastholde og forbedre det nuværende høje niveau af genanvendelse og miljøbeskyttelse med et skærpet fokus på at øge genanvendelsen af plastikemballageaffald markant.

De to første formål gennemfører ændringer i artikel 8 og artikel 8a om minimumskrav til udvidede producentansvarsordninger i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/851/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 2008/98/EF om affald, samt gennemfører artikel 7, stk. 2 om obligatorisk udvidet producentansvar for emballage i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/852/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald.

Det tredje formål med lovforslaget er at modernisere det udvidede producentansvar for elektrisk og elektronisk udstyr. Med lovforslaget lovliggøres en eksisterende affaldsstrøm ved, at virksomheder får mulighed for at indsamle elektronikaffald fra husholdninger uden om det udvidede producentansvar og den kommunale indsamlingsordning, som er de to muligheder, der er lovlige i dag. Lovliggørelsen vil sikre, at disse affaldsstrømme bliver dokumenteret, og at genbrug og genanvendelse sker med høj kvalitet. Samtidig skal lovforslaget sikre, at der kan fastsættes nærmere regler om miljøcertificering af de affaldsoperatører, der er involveret i indsamling og behandling af elektronikaffald.

Dette sidste formål gennemfører et initiativ i Aftale om udmøntning af pulje til Strategi for cirkulær økonomi (V, K, LA, DF, RV), som udmønter anbefalinger fra Partnerskabet for indsamling af elektronikaffald (2016) samt Advisory Board for Cirkulær Økonomi (2017).

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.