L 116 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, lov om fremme af energibesparelser i bygninger, afskrivningsloven og ligningsloven samt ophævelse af en række love under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets område.

(Tilskud til energibesparelser og energieffektiviseringer m.v.).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-02-2020

Fremsættelse: 26-02-2020

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2020)

20191_l116_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2020)

Klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, lov om fremme af energibesparelser i bygninger, afskrivningsloven og ligningsloven samt ophævelse af en række love under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets område (Tilskud til energibesparelser og energieffektiviseringer m.v.)

(Lovforslag nr. L 116)

Lovforslaget udmønter de dele af Energiaftalen af d. 29. juni 2018, som vedrører en grundlæggende modernisering af energieffektiviseringsindsatsen samt etableringen af en støtteordning til udbredelse af individuelle varmepumper ved skrotning af oliefyr.

Det er med energiaftalen fra 2018 besluttet, at den eksisterende energispareordning ikke skal forlænges, når den udløber med udgangen af 2020. I stedet skal der i perioden 2021-2024 indføres konkurrenceudsatte tilskudspuljer til energibesparelser og energieffektiviseringer i hhv. procesenergi i industri- og serviceerhverv og energiforbruget i bygninger, hvor tilsagn om tilskud gives til de projekter, som lever op til ansøgningskriterierne og medfører flest additionelle energibesparelser for tilskudsmidlerne. Lovforslaget skal sikre den nødvendige hjemmel hertil.

Med samme energiaftale er der vedtaget en støttepulje til individuelle varmepumper, som skal understøtte udfasningen af oliefyr og i stedet fremme brugen af individuelle varmepumper til opvarmningen af de bygninger, som ligger uden for de kollektive fjernvarme- og gasnet. Forligskredsen besluttede i marts 2019, at støttepuljen skal anvendes til at støtte udbredelsen af varmepumper på abonnementsvilkår, da dette blandt andet vurderes at have en højere additionalitet og dermed resultere i flest tilskyndede varmepumper som følge af ordningen.

Med lovforslaget foreslås det ligeledes at foretage en række mindre ændringer i lov om fremme af energibesparelser i bygninger. Dette skal sikre hjemmel til at kunne gøre bygningers energimærke ugyldigt i tilfælde, hvor berigtigelse ikke er muligt, hvilket skal bidrage til at styrke tilliden til energimærket.

Endelig foreslås det med lovforslaget at ophæve flere love på Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets område, som tidligere har været grundlag for en række tilskudsordninger til energibesparelser, men som ikke længere anvendes og i en længere årrække ikke har haft tilknyttet bevillinger. Lovene vurderes derfor at være overflødige og bør ophæves for at rydde op i reglerne på området.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. juli 2020. Ordningerne forventes indrettet i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler, jf. reglerne i gruppefritagelsesforordningen og de minimis-forordningen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.