Betænkning afgivet af Klima-,
Energi- og Forsyningsudvalget den 11. juni 2020
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af NB og LA) indstiller
lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Et mindretal i
udvalget (NB og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget noterer sig,
at vi står over for alvorlige klimaforandringer, som
kræver politisk handling. Med dette lovforslag implementeres
aftalen om klimaloven, og der sættes et mål om en
70-procentsredukti?on af drivhusgasser i Danmark i 2030
sammenlignet med 1990. Det bakker Venstre fuldt op om.
For Venstre er det vigtigt, at grøn
omstilling går hånd i hånd med sunde finanser.
For gør vi Danmark fattigere, taber både klimaet og
Danmark. Der vil være færre penge til den grønne
omstilling, og der vil være færre lande, der vil se
Danmark som et grønt globalt foregangsland, som de vil
vælge at følge. Venstre tror på, at den
grønne omstilling i stedet kan være en
vækstmotor for danske virksomheder, som eksempelvis kan
eksportere grønne løsninger og grøn teknologi.
Og især oven på coronakrisen er det ekstra vigtigt for
Danmark at sikre vækst og eksport.
Derfor ser Venstre særlig positivt
på, at der med klimaloven sættes fokus på, at
indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så
omkostningseffektivt som muligt under hensyntagen til både
den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig
erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige
finanser og beskæftigelse, samt at dansk erhvervsliv skal
udvikles og ikke afvikles.
Venstre noterer sig, at disse principper
ligger i forlængelse af Venstres klimapolitik. Venstre
ønsker, at Danmark skal være med til at vise vejen i
den grønne omstilling for andre lande. Det betyder, at vi
skal sikre en ægte grøn omstilling, hvor vi ikke bare
flytter udledning til udlandet i kampen for at reducere
udledningerne i Danmark. Det betyder også, at vi skal bruge
virksomhederne aktivt i den grønne omstilling. Danske
virksomheder skal opfattes som en del af den grønne
løsning og ikke som en modsætning. Derfor står
Venstre også fast på et skatte- og byrdestop, som
betyder, at vi ikke samlet set vil gøre det dyrere at
være dansker eller at drive virksomhed.
Selv om erhvervslivet og investorer i
høj grad vil være en stor finansieringskilde i den
grønne omstilling, kommer det ikke til at være gratis
for Danmark. Derfor har Venstre allerede meldt ud, at vi er klar
til at bruge af råderummet for at sikre den grønne
omstilling.
Derudover mener Venstre, at vi skal bruge
forskning og innovation for at sikre, at Danmark hele tiden er
foran, når det gælder de nye grønne
løsninger. På den måde kan vi stimulere, at de
nye grønne teknologiske kvantespring også sker i
Danmark i fremtiden.
For at sikre den fortsatte folkelige
opbakning til den grønne omstilling mener Venstre
også, at vi skal gøre det så attraktivt og nemt
som muligt at være grøn.
Socialistisk Folkeparti og
Enhedslisten
Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens
medlemmer af udvalget ser nærværende klimalov som et
nybrud for dansk klimapolitik. For SF og Enhedslisten er det helt
centralt, at de nationale drivhusgasreduktionsmål bliver
juridisk bindende ved at blive indskrevet i en lovtekst, som det er
tilfældet her. Det er partiernes opfattelse, at
nærværende klimalov vil forpligte nuværende og
kommende regeringer på løbende at sætte
ambitiøse drivhusgasreduktionsmål for at bekæmpe
klimaforandringerne. SF og Enhedslisten havde dog gerne set, at den
globale komponent havde været stærkere. Særlig
Danmarks forpligtelser i forhold til international klimabistand er
vigtige at honorere, og dette sker ikke med lovforslaget. Samtidig
så SF og Enhedslisten gerne, at den årlige globale
afrapportering specifikt inkluderede Danmarks internationale
forpligtelser.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
bemærker, at verden i sommeren 2020 er en anden end et halvt
år før, da et bredt folketingsflertal indgik aftalen
om den nye klimalov. Økonomien er rystet, og
Finansministeriet forventer et finanslovsunderskud på mere
end 200 mia. kr. Op mod 200.000 danskere har enten mistet eller
står til at miste deres job. Alvoren kan ikke overvurderes,
og Folketinget har pligt til at tage bestik af denne nye bekymrende
situation, som vil præge dansk økonomi i årene
frem.
Dansk Folkeparti er derfor nervøs
for, om klimalovens ambition om at reducere dansk CO2-udledning med 70 pct. i 2030 vil
forværre dansk økonomi yderligere. En stor del af det
råderum, som var til stede i december 2019, er nu væk.
Det er derfor nu mere afgørende end nogensinde, at
klimaloven bæres af en tanke om at skabe vækst og
arbejdspladser og ikke straffe erhvervslivet og sende
arbejdspladser ud af Danmark.
Af aftalen om klimalov fra december 2019
fremgår: »Indfrielsen af Danmarks klimamål skal
ske så omkostningseffektivt som muligt, under hensyntagen til
både den langsigtede grønne omstilling,
bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde
offentlige finanser og beskæftigelse. Dansk erhvervsliv skal
udvikles og ikke afvikles. Danmark skal vise, at vi kan lave en
grøn omstilling og samtidig bibeholde et stærkt
velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale
balance sikres. De tiltag, vi skal anvende for at reducere
udledningen af drivhusgasser, skal medføre reelle,
indenlandske reduktioner, men vi skal samtidig sikre, at danske
tiltag ikke blot flytter hele drivhusgasudledningen uden for
Danmarks grænser«.
Dette er fuldstændig
afgørende. Dansk Folkeparti ønsker derfor til
klimaloven at knytte et grønt skattestop, der som princip
følger tanken bag regeringens forståelsespapir af 25.
juni 2019, og som vi derfor forventer opbakning til fra partierne
bag dette papir. I forståelsespapiret står der, at
»initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen,
modsvares af andre - men ikke nødvendigvis samtidige -
tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen
tilsvarende«.
Dansk Folkeparti bemærker ministerens
svar på spørgsmål 3 til lovforslaget: »Med
forslag til lov om klima indfører vi en række guidende
principper, som vi skal tage hensyn til, når vi indretter den
danske klimaindsats. Det er fornuftigt, da Danmark internationalt
skal være et grønt foregangsland. Det bliver vi kun,
hvis vi kan vise, at det er muligt at reducere udledningerne
på en måde, hvor vi samtidig tager hensyn til
eksempelvis bæredygtig erhvervsudvikling, dansk
konkurrencekraft, beskæftigelse, mens
sammenhængskraften og den sociale balance sikres. Hvis den
danske klimaindsats skal inspirere andre, skal vi vise, at
klimaindsatsen kan gennemføres med klimalovens vigtige
principper for øje. Derfor står jeg ved de principper,
som er indskrevet i forslaget til lov om klima, og jeg mener, det
er både muligt og nødvendigt, at vi indfrier
klimalovens målsætninger på en måde, der
tager hensyn til disse«.
Dansk Folkeparti forstår dette
sådan, at hensynet til erhvervslivet og konkurrenceevnen er
helt i front, og ønsker derfor, at der oprettes en
klimafond, hvor midlerne fra nordsøolien placeres med
henblik på grønne investeringer. Viser det sig hen ad
vejen mod 2030, at udfordringerne eksempelvis som følge af
coronakrisen påvirker muligheden for at realisere det fulde
ambitionsniveau, som klimaloven lægger op til, må der
derfor løbende tages fornyede drøftelser af
målets betimelighed og de virkemidler, der er taget i
brug.
3. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 26. februar
2020 og var til 1. behandling den 14. maj 2020. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Klima-, Energi- og
Forsyningsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og klima-,
energi- og forsyningsministeren sendte den 10. januar 2020 dette
udkast til udvalget, jf. KEF alm. del - bilag 160. Den 26. februar
2020 sendte klima-, energi- og forsyningsministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
3 spørgsmål til klima-, energi- og
forsyningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har
besvaret.
Anders Kronborg (S) Anne Paulin
(S) Bjarne Laustsen (S) Tanja Larsson (S) Henrik Møller (S)
Jesper Petersen (S) Jens Joel (S) Orla Hav (S) Ruben Kidde (RV)
Zenia Stampe (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) fmd. Signe Munk (SF) Carl Valentin (SF)
Søren Egge Rasmussen (EL) Mai Villadsen (EL) Rasmus
Nordqvist (SF) Gitte Willumsen (V) Christoffer Aagaard Melson (V)
Lars Christian Lilleholt (V) Marie Bjerre (V) Tommy Ahlers (V)
Carsten Kissmeyer (V) nfmd.
Morten Messerschmidt (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Mette
Abildgaard (KF) Orla Østerby (KF) Katarina Ammitzbøll
(KF) Peter Seier Christensen (NB) Alex Vanopslagh (LA)
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 4 | |