Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 2. juni 2020
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
(Opholds- og kontaktforbud for
terrordømte)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 976 af 17. september 2019, som ændret ved lov nr. 1425 af
17. december 2019, lov nr. 1426 af 17. december 2019, § 3 i
lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 1 i lov nr. 349 af 2.
april 2020, foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 79 a indsættes i 9.
kapitel:
Ȥ 79 b. Den, som
idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
for en overtrædelse, der er omfattet af § 101 a,
§§ 114-114 j, § 136, stk. 1, for så vidt
angår tilskyndelse til en af de i denne lovs 12. eller 13.
kapitel omhandlede forbrydelser, § 136, stk. 2, eller §
136, stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger
omfattet af §§ 114-114 j, kan ved dommen gives
opholdsforbud efter stk. 2 og kontaktforbud efter stk. 3.
Stk. 2. Ved
opholdsforbud efter stk. 1 forstås et forbud mod at
færdes og opholde sig i et eller flere nærmere
afgrænsede områder, hvor der er en særlig risiko
for, at den dømte enten vil blive fastholdt eller falde
tilbage i et radikaliseret miljø eller vil kunne
påvirke radikaliseringsudsatte personer i en negativ
retning.
Stk. 3. Ved
kontaktforbud forstås et forbud mod at søge at
kontakte personer, der er dømt for en eller flere af de
overtrædelser, der er nævnt i stk. 1. Kontaktforbud
omfatter dog ikke nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det
ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.
Stk. 4. Politiet
kan meddele tilladelse til færden eller ophold i et
område omfattet af et opholdsforbud efter stk. 1, jf. stk. 2,
og til kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud efter
stk. 1, jf. stk. 3, hvis det af særlige grunde må anses
for beføjet.
Stk. 5. Forbud
efter stk. 1 gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra
endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
forlænges forbuddet tilsvarende.
Stk. 6. Politiet
fører tilsyn med dømtes overholdelse af forbud efter
stk. 1. Politiet kan som led i gennemførelsen af et tilsyn
med et meddelt kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, uden
retskendelse skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre
lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage
undersøgelse heraf. Tilsvarende kan politiet uden
retskendelse foretage undersøgelse af breve og andre papirer
og genstande, som den dømte råder over, og om
nødvendigt medtage disse med henblik på
undersøgelse af deres indhold.
Stk. 7. Tilsyn
efter stk. 6 skal udføres så skånsomt, som
omstændighederne tillader, og gennemførelsen af
tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets
formål.
Stk. 8. Politiet
kan videregive oplysninger til den dømte om, at en person er
dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er
nævnt i stk. 1. Videregivelse må kun ske i det omfang,
det er nødvendigt for at håndhæve et meddelt
kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3.
Stk. 9. Den
dømte har tavshedspligt med hensyn til de i stk. 8
nævnte oplysninger. §§ 152 og 152 c-152 f finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 10. Den
dømte kan 3 år efter løsladelsen eller
udskrivningen forlange, at anklagemyndigheden indbringer
spørgsmålet om opretholdelse af et forbud efter stk. 1
for retten. Når særlige omstændigheder taler for
det, kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker
tidligere. § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Afgørelsen træffes ved kendelse. Går
afgørelsen ud på, at et forbud helt eller delvis
opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes
for retten, dog tidligst efter 2 års forløb.
Stk. 11.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
1) tilladelser
efter stk. 4, herunder om indgivelse af ansøgning,
vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser,
2)
gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 6,
3) klage over
politiets dispositioner i forbindelse med tilsyn som nævnt i
stk. 6,
4) politiets
videregivelse af oplysninger som nævnt i stk. 8,
5) den
dømtes tavshedspligt samt opbevaring og behandling af
oplysninger som nævnt i stk. 8 og
6) straf af
bøde for overtrædelse af regler fastsat i
medfør af nr. 5.«
2. I
§ 124 a ændres
»opholdsforbud efter § 79 a« til: »forbud
efter § 79 a, stk. 1, og § 79 b, stk. 1,«.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.