L 149 Forslag til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed.

(Opgør med kviklån m.v.).

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-03-2020

Fremsættelse: 26-03-2020

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2020)

20191_l149_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2020)

Erhvervsministeren (Simon Kollerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed (Opgør med kviklån)

(Lovforslag nr. L 149)

Formålet med lovforslaget er at gennemføre den politiske aftale, som regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige indgik den 19. december 2019 om et opgør med kviklån.

Lovforslaget har til formål at styrke forbrugerbeskyttelsen yderligere gennem forbud mod visse forbrugslån samt begrænsning af låneudbydernes muligheder for at markedsføre deres produkter. Ligeledes har lovforslaget til formål at sikre en beskyttelse af forbrugerne ved indgåelse af aftaler om lån mellem privatpersoner.

Med lovforslaget indføres der et forbud mod alle forbrugslån, der har en årlig omkostning i procent (ÅOP) på over 35 procent, og som ikke vedrører en boligkreditaftale. Samtidig indføres der et loft over de samlede omkostninger på 100 pct.

Lovforslaget indeholder endvidere et forbud mod markedsføring, hvorefter en forbrugslånsvirksomhed, som udbyder en enkelt forbrugerkreditaftale med årlige omkostninger på 25 procent eller derover, som hovedregel ikke må markedsføre nogen former for forbrugerkreditaftaler uanset årlige omkostninger i procent. Endvidere indføres et forbud mod enhver markedsføring af forbrugerkreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere med visse undtagelser.

Det foreslås derudover, at de skærpede regler om ÅOP- og omkostningsloft ligeledes skal gælde for låneaftaler mellem privatpersoner. Med forslaget vil forbrugerne dermed opnå en styrket beskyttelse mod meget dyre lån. Ligeledes begrænses risikoen for, at forbrugslånsmarkedet flytter sig til et ureguleret marked.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.