Betænkning afgivet af Social- og
Indenrigsudvalget den 18. juni 2020
1. Ændringsforslag
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har
stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, SF, RV, EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Flertallet vil
stemme imod de stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V og DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (KF og LA) indstiller lovforslaget til
forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (NB) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget
bemærker, at Venstre arbejder for at nedbringe alle typer af
vold i samfundet. Ingen danskere skal udsættes for vold af
nogen art. Vold i enhver form har store konsekvenser for den
enkeltes trivsel, tryghed og generelle sundhed. Desværre
bliver mange kvinder og mænd udsat for såkaldt
partnervold. I V vil vi ikke se passivt til, når mennesker i
Danmark udsættes for vold af nogen art. Derfor kan V
støtte lovforslaget, som pålægger kommunerne at
tilbyde 10 timers psykologbehandling til kvinder, der får
ophold på et krisecenter. Det er væsentligt at sikre,
at kvinder, der har været udsat for vold, trusler om vold
eller tilsvarende krise i nære relationer, hurtigt får
den hjælp, de har behov for til at bearbejde konsekvenserne
af volden, og dermed hurtigere kommer på fode igen.
V kan også støtte det
ændringsforslag, som DF har stillet. I V vil vi hjælpe
både mænd og kvinder, der er udsat for vold i
nære relationer. Mænd, der har taget ophold på et
mandecenter, jf. servicelovens § 110 som følge af vold
i nære relationer, skal også have ret til 10 timers
psykologbehandling. Ud fra et ligestillingsperspektiv er det
ulogisk, at der er forskel. Mænd kan også blive udsat
for partnervold.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
finder, at alle former for vold er fuldstændig uacceptabelt,
uanset hvem der begår den.
Det skønnes, at 38.000 kvinder og
19.000 mænd i Danmark har været udsat for partnervold.
Hvor vold mod kvinder har ligget nogenlunde på samme niveau,
har man set en stigning i vold mod mænd.
Når der er vold i en familie, kan det
ikke undgås, at det rammer flere, herunder de børn,
som lever med vold i fami?lien. De børn skal have
hjælp, uanset om de møder op sammen med mor på
et kvindekrisecenter eller far på et mandecenter.
Børn, der møder op med far, vil ikke modtage samme
hjælp som børn, der møder op med mor på
et kvindekrisecenter, jf. ministerens svar på
spørgsmål 9 til lovforslaget. Hvorfor ligestiller man
ikke kvinder, mænd og børn, så de kan få
det samme tilbud om psykologbehandling? Men vælger at
forskelsbehandle på baggrund af køn. Det undrer os
dybt.
DF har arbejdet for at gøre dette
lovforslag endnu bedre, og det er desværre ikke lykkedes.
Med dette lovforslag foreslås det, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde 10 timers psykologbehandling til
kvinder, der får ophold på et krisecenter efter
servicelovens § 109, og tilbuddet kan iværksættes
under selve opholdet på krisecenteret eller umiddelbart i
forlængelse heraf. Det er rigtig godt, at man vil
hjælpe kvinder, der er udsat for vold, og det vil vi
også gerne i DF. »Kommunalbestyrelsen skal tilbyde
midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været
udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation
til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være
ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og
støtte.« Men hvorfor ikke udvide den paragraf til
også at inkludere mænd? For DF handler det ikke om
køn. Det handler om volden, og det handler om, at man skal
have hjælp, uanset hvem man er, hvis man er udsat for
vold.
Socialistisk Folkeparti og
Enhedslisten
Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens
medlemmer af udvalget støtter lovforslaget om, at kvinder,
der gør ophold på et krisecenter, tilbydes 10 timers
psykologbehandling. Det er vigtigt, at kvinder får den
nødvendige behandling til at bearbejde de traumer, et liv i
vold uundgåeligt har ført med sig, og hjælp til
at genetablere et liv med familie, venner og arbejde - væk
fra volden.
SF og EL anerkender, at partnervold er
kønsbestemte voldsformer, der altovervejende udøves
af mænd og rammer kvinder oftere og med mere alvorligere
konsekvenser.
SF og EL støtter ikke
ændringsforslaget om at udvide tilbuddet om
psykologhjælp til at omfatte borgere på tilbud efter
servicelovens § 110, men mener, at alle, der udsættes
for partnervold, har brug for behandling og beskyttelse fra
samfundet. Partierne er tilfredse med, at der med finansloven for
2020 er afsat varige midler til den ambulante rådgivning og
behandling både til mænd og kvinder, og partierne vil
gerne fortsætte dialogen om, hvordan vi bedre kan
hjælpe mænd, der udsættes for partnervold.
Det Konservative Folkeparti
Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget anerkender hensigten med lovforslaget. For os er det
vigtigt at hjælpe og støtte voldsramte kvinder. Det
skal gøres med den rigtige indsats.
KF mener, at indsatsen og behovet for
hjælp skal bero på en faglig, individuel vurdering,
hvor den enkelte kvinde inddrages og høres.
KF har ikke været inviteret med til
forhandlingerne, og vi har derved ikke haft indflydelse på
aftalen. Den er lavet mellem regeringen og dens
støttepartier. Vi mener, at der kan sættes
spørgsmålstegn ved, om 10 timers psykologhjælp
er den rigtige indsats for alle kvinder. Samtidig undrer det os, at
voldsramte mænd ikke er tænkt ind i aftalen. KF
støtter derfor ikke lovforslaget, selv om hensigten er
god.
4 Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal (V
og NB):
1) I
undertitlen ændres »kvinder« til:
»personer«.
[Konsekvensændring af
ændringsforslag nr. 2]
Til § 1
2)
Efter nr. 1 indsættes som nye numre:
»01. I §
110, stk. 6, ændres »henholdsvis optagelsen
og« til: »optagelsen, herunder om der er tale om en
mand udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i
relation til familie- eller samlivsforhold, og begrundelse
for«.
02. I
§ 110 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 10 timers psykologbehandling til
mænd, der grundet vold, trusler om vold eller tilsvarende
krise i relation til familie- eller samlivsforhold får ophold
i boformer efter stk. 1. Behandlingen skal udføres af en
autoriseret psykolog. Pligten til at tilbyde psykologbehandling
gælder uanset opholdets varighed. Tilbuddet skal
iværksættes under selve opholdet eller i umiddelbar
forlængelse heraf.««
[Ligestilling af mænd og
kvinder i forhold til behandlingstilbuddet om 10 timers
psykologbehandling]
Til § 2
3) I
stk. 2 ændres »Loven«
til: »§ 1, nr. 1,«.
[Konsekvensændring af
ændringsforslag nr. 2]
4)
Efter stk. 2 indsættes som stk. 3
og 4:
»Stk. 3.
§ 1, nr. 02, finder tillige anvendelse for mænd, der
grundet vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation
til familie- eller samlivsforhold inden lovens ikrafttræden
har fået ophold på en boform efter § 110, stk. 1,
i lov om social service, og som fortsat har ophold på
boformen efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4. Har en
mand inden lovens ikrafttræden fået ophold på en
boform efter § 110, stk. 1, i lov om social service grundet
vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til
familie- eller samlivsforhold, og har han fortsat ophold på
boformen efter lovens ikrafttræden, skal boformen sende en ny
orientering, jf. § 110, stk. 4, i lov om social service, til
kommunalbestyrelsen.«
[Nye overgangsbestemmelser]
Bemærkninger
Til nr. 1
Da der med ændringsforslagene bl.a.
foreslås indsat et nyt stk. 7 i § 110 i lov om social
service (herefter serviceloven) om, at kommunen også til
mænd skal give det tilbud om psykologbehandling, som med
lovforslaget foreslås indført til kvinder, vil det som
en konsekvens heraf være nødvendigt at ændre
lovforslagets undertitel.
Til nr. 2
Efter servicelovens § 110, stk. 1,
skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til
personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller
ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og
for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og
efterfølgende hjælp. Personerne kan være
ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og
støtte.
Optagelse på boformer efter stk. 1
kan efter servicelovens § 110, stk. 2, ske ved egen
henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Det er
lederen af boformen, der træffer afgørelse om optag og
udskrivning, jf. § 110, stk. 3.
Boformer efter servicelovens § 110,
stk. 1, har efter lovens § 110, stk. 4, orienteringspligt om
optagelse af personer og eventuelle ledsagende børn til den
kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven,
jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven. Efter lovens §
110, stk. 6, skal orienteringen efter stk. 4 som minimum indeholde
personens navn og cpr-nummer samt dato og begrundelse for
optagelsen.
Med den forslåede ændring af
§ 110, stk. 6, i serviceloven vil boformer efter servicelovens
§ 110, stk. 1, som noget nyt også skulle orientere
kommunen om, hvorvidt der er tale om en mand udsat for vold,
trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie-
eller samlivsforhold. Formålet hermed er at sikre, at
kommunen modtager oplysninger om optagelse i boformen med henblik
på at iværksætte de indsatser, som
kommunalbestyrelsen skal tilbyde borgeren, herunder det
foreslåede nye tilbud om psykologbehandling.
Med henblik på at sikre, at
mænd, der får ophold på boformer efter
servicelovens § 110, stk. 1, og som har været udsat for
vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til
familie- eller samlivsforhold, hurtigt får den hjælp,
de har brug for, vil kommunalbestyrelsen med det foreslåede
§ 110, stk. 7, 1. pkt., i serviceloven som noget nyt skulle
tilbyde 10 timers psykologbehandling til mænd, der får
ophold i boformer efter § 110, stk. 1.
Kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse
af psykologbehandlingen vil ske under hensyn til det forventede
forløb, herunder i forhold til hvor manden forventes at
opholde sig under forløbet. Psykologbehandling til manden
vil så vidt muligt skulle koordineres med den øvrige
indsats for manden på boformen samt andre indsatser efter
serviceloven og anden relevant lovgivning.
Ved 1 times psykologbehandling
forstås konsultationer, der varer 45-60 minutter, og
honoraret herfor inkluderer de opgaver, som er relateret til den
konkrete konsultation, herunder forberedelse, afregning,
tidsbestilling, føre optegnelse m.v.
Den foreslåede ordning vil ikke
ændre målgruppen for optag på boformer efter
servicelovens § 110, stk. 1, som lederen af boformen efter en
konkret og individuel vurdering træffer afgørelse
om.
Med det foreslåede § 110, stk.
7, 2. pkt., vil psykologbehandlingen skulle forestås af en
autoriseret psykolog. Af hensyn til at sikre den fornødne
faglighed i behandlingen bør kommunalbestyrelsen i videst
muligt omfang anvende psykologer, der har relevant fagligt kendskab
til og behandlingsmæssig erfaring med de særlige
problematikker, det vedrører, herunder f.eks. vold i
nære relationer, social kontrol m.v.
Med det foreslåede § 110, stk.
7, 3. pkt., vil pligten til at tilbyde psykologbehandling
gælde uanset opholdets varighed. Imidlertid vil ophold, hvor
manden og eventuelle ledsagende børn f.eks. af
sikkerhedsmæssige hensyn overflyttes til en anden boform
efter servicelovens § 110, stk. 1, ikke i denne forbindelse
være at betragte som et nyt ophold med yderligere tilbud om
10 timers psykologbehandling. Tilsvarende vil det gælde for
mænd, der har gentagne ophold inden for en kort tidsperiode,
og som allerede er i gang med et forløb hos en psykolog
efter denne ordning, at der som udgangspunkt ikke vil bevilges
yderligere psykologbehandling.
Med det foreslåede § 110, stk.
7, 4. pkt., skal tilbuddet iværksættes under selve
opholdet eller i umiddelbar forlængelse heraf.
Kommunalbestyrelsen vil, snarest muligt efter de har modtaget
orientering efter § 110, stk. 4, om mandens ophold,
fremsætte tilbuddet til manden, med henblik på at
forløbet kan iværksættes. Forløbet kan
fortsætte, efter manden er etableret i egen bolig.
Hvis manden indledningsvis takker nej til
tilbuddet om psykologbehandling, vil han under opholdet på
boformer efter servicelovens § 110, stk. 1, eller i umiddelbar
forlængelse heraf kunne genoptage tilbuddet ved at rette
henvendelse til kommunen herom. En mand vil således kunne
genoptage tilbuddet efter flytning til egen bolig, så
længe det sker i tilknytning til overgangen hertil. Kommunen
er ikke forpligtet til at genfremsætte tilbuddet.
Til nr. 3.
Da der med ændringsforslagene bl.a.
foreslås indsat et nyt stk. 7 i § 110 i serviceloven om,
at kommunen også til mænd skal give det tilbud om
psykologbehandling, som med lovforslaget foreslås
indført til kvinder, og da der med ændringsforslagene
også foreslås indsat en tilhørende
overgangsbestemmelse til det nye § 110, stk. 7, i
serviceloven, vil det som en konsekvens heraf være
nødvendigt at præcisere i lovforslagets § 2, stk.
2, at den foreslåede overgangsbestemmelse alene
vedrører lovforslagets § 1, nr. 1.
Til nr. 4.
Det foreslås med lovforslagets §
2, stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2020. Det
vil betyde, at kommunalbestyrelsen fra dette tidspunkt vil skulle
tilbyde 10 timers psykologbehandling til mænd, der efter
lovens ikrafttræden får ophold på boformer efter
servicelovens § 110, stk. 1, når dette skyldes, at
manden har været udsat for vold, trusler om vold eller
tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold.
Dette vil også medføre, at boformer efter
servicelovens § 110, der efter lovens ikrafttræden skal
give en orientering om optagelse efter servicelovens § 110,
stk. 6, vil skulle oplyse, om opholdet skyldes, at manden har
været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise
i relation til familie- eller samlivsforhold. Dette vil også
gælde for situationer, hvor opholdet, jf. fristen på 3
hverdage i servicelovens § 110, stk. 6, er indledt før
lovens ikrafttræden.
Med ændringsforslaget vil
kommunalbestyrelsen også skulle tilbyde 10 timers
psykologbehandling til mænd, der før lovens
ikrafttræden har fået ophold på boformer efter
servicelovens § 110, stk. 1, og fortsat har ophold der efter
lovens ikrafttræden, hvis kommunalbestyrelsen på
tidspunktet for mandens optagelse på boformen var orienteret
om, at der var tale om en mand udsat for vold, trusler om vold
eller tilsvarende krise i relation til familie- eller
samlivsforhold. Boformer efter servicelovens § 110, stk. 1,
har ikke forud for lovens ikrafttræden været forpligtet
til at orientere kommunalbestyrelsen om, hvorvidt der er tale om en
mand udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i
relation til familie- eller samlivsforhold. Kommunalbestyrelsen vil
derfor ikke nødvendigvis have information om, hvorvidt
manden er berettiget til psykologhjælp efter servicelovens
§ 110, stk. 7.
Med ændringsforslaget foreslås
der i lovforslagets § 2, at kommunalbestyrelsen forpligtes til
at give en orientering efter stk. 4 til kommunalbestyrelsen,
såfremt en mand inden lovens ikrafttræden har
fået ophold på en boform efter § 110, stk. 1, i
lov om social service grundet vold, trusler om vold eller
tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold og
han fortsat har ophold på boformen efter lovens
ikrafttræden. Formålet hermed er at sikre, at kommunen
modtager oplysninger om optagelse i boformen med henblik på
at iværksætte de indsatser, som kommunalbestyrelsen
skal tilbyde borgeren, herunder det foreslåede nye tilbud om
psykologbehandling.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 16. april
2020 og var til 1. behandling den 7. maj 2020. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Social- og
Indenrigsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og social-
og indenrigsministeren sendte den 20. januar 2020 dette udkast til
udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 133. Den 16. april 2020 sendte
social- og indenrigsministeren høringssvarene og et
høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag
på lovforslaget.
Samråd
Udvalget har stillet 2
spørgsmål til social- og indenrigsministeren til
mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent
samråd med udvalget den 16. juni 2020.
Social- og Indenrigsministeren har
efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der dannede
grundlag for ministerens besvarelse af
spørgsmålene.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
22 spørgsmål til social- og indenrigsministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Birgitte Vind (S) Bjørn
Brandenborg (S) Camilla Fabricius (S) Christian Rabjerg Madsen (S)
Daniel Toft Jakobsen (S) Malte Larsen (S) Tanja Larsson (S) Rasmus
Stoklund (S) Rasmus Helveg Petersen (RV) Kathrine Olldag (RV) Trine
Torp (SF) Charlotte Broman Mølbæk (SF) Kirsten Normann
Andersen (SF) fmd. Pernille
Skipper (EL) Jakob Sølvhøj (EL) Torsten Gejl (ALT)
Fatma Øktem (V) Anni Matthiesen (V) Karen Ellemann (V)
Marlene Ambo-Rasmussen (V) Hans Andersen (V) Preben Bang Henriksen
(V) Karina Adsbøl (DF) nfmd. Liselott Blixt (DF) Jens Henrik
Thulesen Dahl (DF) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Per Larsen (KF)
Mette Thiesen (NB) Ole Birk Olesen (LA)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 4 | |