Fremsat den 2. oktober 2019 af skatteministeren (Morten Bødskov)
Forslag
til
Lov om ændring af registreringsafgiftsloven
og forskellige andre love1)
(Styrket regelefterlevelse på
motorområdet, skærpet bødepraksis ved
overtrædelse af registreringsafgiftsloven og øvrige
punktafgiftslove og øvrige tilpasninger af reglerne på
motorområdet)
§ 1
I registreringsafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 3, ændres
»§§ 4-6 b« til: »§§ 4-5
e«.
2. § 3,
stk. 4, ophæves.
3. I
§ 3 b, stk. 1, 1. pkt.,
udgår »eller et fast driftssted, der er beliggende her
i landet eller i udlandet«.
4. I
§ 3 b indsættes efter stk. 3
som nye stykker:
»Stk. 4.
Køretøjer, for hvilke der er indgivet
ansøgning efter stk. 1, kan tages i anvendelse, inden der er
meddelt tilladelse efter stk. 1, når følgende
betingelser er opfyldt:
1)
Køretøjet er registreret i
Køretøjsregisteret.
2) Der er
indgivet en skriftlig erklæring om straks-ibrugtagning til
told- og skatteforvaltningen.
3) Der er sket
betaling af afgiften efter stk. 2 og forrentningen efter stk. 3
beregnet på baggrund af en af leasinggiver oplyst
afgiftspligtig værdi for køretøjet.
4) Told- og
skatteforvaltningen har ikke tidligere givet afslag eller truffet
afgørelse om, at kriterierne for at betale afgift efter
denne bestemmelse ikke var opfyldt på baggrund af en
ansøgning efter stk. 1 fra samme ansøger for det
samme køretøj, som tidligere har været
ibrugtaget efter denne bestemmelse.
Stk. 5. Er der
for et køretøj, som er taget i anvendelse i
medfør af stk. 4, oplyst en afgiftspligtig værdi for
køretøjet, som afviger fra den afgiftspligtige
værdi opgjort efter §§ 8 og 9 eller § 10,
reguleres afgiftsbeløbet, og told- og skatteforvaltningen
efteropkræver eller tilbagebetaler differencen. Opnås
tilladelse efter stk. 1 ikke for et køretøj, som er
taget i anvendelse i medfør af stk. 4, skal nummerpladerne
afleveres og køretøjet afmeldes fra
Køretøjsregisteret straks efter meddelelsen af
afslaget på eller afvisningen af ansøgningen, eller
straks efter tilbagetrækning, bortfald el.lign. af
ansøgningen. Hvis køretøjets nummerplader ikke
afleveres rettidigt, skal køretøjets nummerplader
efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen snarest inddrages
ved politiets foranstaltning. Ved tilbagetrækning, bortfald
el.lign. af ansøgningen træffer told- og
skatteforvaltningen afgørelse om, hvorvidt kriterierne for
at betale afgift efter denne bestemmelse var opfyldt i den periode,
hvor køretøjet var taget i brug efter stk. 4. Told-
og skatteforvaltningen tilbagebetaler eventuelle forudbetalte
beløb, som vedrører den del af afgiftsperioden
opgjort som hele måneder, jf. stk. 2 og 3, som ligger efter
tidspunktet for enten afslaget på ansøgningen eller
bortfald el.lign. af ansøgningen, med fradrag af 15 pct.,
dog fradrag på mindst 8.500 kr.«
Stk. 4-13 bliver herefter stk. 6-15.
5. I
§ 3 b, stk. 4, 1. pkt., der bliver
stk. 6, 1. pkt., ændres »7 og 8« til: »10
og 11«, og i stk. 4, 2. pkt., der
bliver stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 6« til:
»stk. 8«.
6. I
§ 3 b, stk. 6, 3. pkt., der bliver
stk. 8, 3. pkt., ændres »1. pkt. finder ikke anvendelse
for følgende ændringer af leasingaftalen, forudsat
at« til: »Uanset 1. pkt. kan der foretages
følgende ændringer i leasingaftalen uden told- og
skatteforvaltningens fornyede godkendelse efter stk. 1,
når«.
7. § 3 b,
stk. 6, nr. 4-6, der bliver stk. 8, nr. 4-6,
ophæves.
Nr. 7 bliver herefter nr. 4.
8. I
§ 3 b, stk. 6, der bliver stk. 8,
indsættes efter nr. 7, der bliver nr. 4, som nyt nummer:
»5) En
ændring, som er uden betydning for opnåelse af
tilladelse efter stk. 1.«
9. § 3 b,
stk. 9, der bliver stk. 11, affattes således:
»Stk. 11.
Ændres leasingaftalen i andre end de i stk. 8 opregnede
tilfælde, uden at aftalen med de ønskede
ændringer indsendes til told- og skatteforvaltningen til
godkendelse, og anvendes køretøjet uanset
forpligtelsen i stk. 8, 1. pkt., efter det tidspunkt, hvor den
pågældende ændring er foretaget, forfalder den
fulde registreringsafgift for køretøjet efter §
1, stk. 1, opgjort efter reglerne i §§ 4-5 e fra
ændringstidspunktet.«
10. I
§ 3 b, stk. 10, 1. pkt., der
bliver stk. 12, 1. pkt., udgår », som indgås af
virksomheder, som ikke er hjemmehørende her i landet, og som
ikke anvender de standardformularer, der er nævnt i stk.
9,«.
11. I
§ 3 b, stk. 13, der bliver stk.
15, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Skatteministeren kan endvidere
fastsætte nærmere regler om kriterier for ibrugtagning
af køretøjer i medfør af stk. 4 og de
administrative eller sanktionsmæssige konsekvenser af denne
ibrugtagning, jf. stk. 5.«
12. I
§ 3 b, stk. 13, 2. pkt., der
bliver stk. 15, 3. pkt., ændres »stk. 12« til:
»stk. 14«.
13. § 7 b,
stk. 7, ophæves.
14. I
§ 7 c, stk. 1, 1. pkt.,
udgår »for et køretøj, der, regnet fra
anmodningens indgivelse, første gang er registreret for mere
end 10 år siden,«.
15. I
§ 7 c, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »køreklar stand« til:
»registreringsklar stand«.
16. I
§ 7 c, stk. 1, 4. pkt.,
ophæves.
17. I
§ 7 c, stk. 2, 3. pkt.,
ændres »3 uger« til: »9 uger«.
18. I
§ 7 c, stk. 2, 6. pkt.,
ændres »3 måneder« til: »6
måneder«.
19. I
§ 7 c indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6.
Sammen med en anmodning om godtgørelse af afgiften efter
§ 7 b for et køretøj betales et gebyr på
1.950 kr. Gebyret betales af den, der anmoder om
godtgørelsen.
Stk. 7.
Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for
gebyret.«
20. § 7 c,
stk. 6 og 7, affattes
således:
»Stk. 6.
Sammen med en anmodning om godtgørelse af afgiften efter
§ 7 b for et køretøj betales et gebyr, som
betales af den, der anmoder om godtgørelsen.
Stk. 7.
Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for
gebyret, herunder beløbets størrelse.«
21. I
§ 9 a, stk. 3, 1. pkt.,
ændres »§ 3 b, stk. 7« til: »§ 3
b, stk. 10«.
22. I
§ 14, stk. 1, nr. 1, ændres
»et køretøj,« til: »et
køretøj og«.
23. § 14,
stk. 1, nr. 2, ophæves.
Nr. 3 bliver herefter nr. 2.
24. § 16,
stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver efter stk. 2.
25. I
§ 16, stk. 3, der bliver stk. 2,
udgår »eller godtgørelse«.
26. I
§ 20, stk. 9, ændres
»§ 3 b, stk. 4« til: »§ 3 b, stk.
6«.
27. I
§ 21, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »en registreret virksomheds salg« til:
»en virksomheds køb eller salg«.
28. I
§ 21, stk. 1, 3. pkt.,
indsættes efter »bero hos«: »køberen
og«.
29. I
§ 21, stk. 2, indsættes
efter »nævnte vedrørende«:
»køb eller«.
30. I
§ 25, stk. 1, 2. pkt.,
indsættes efter »fremstilling af
køretøjer«: », enhver, der
erhvervsmæssigt udlejer køretøjer, og enhver
fysisk eller juridisk person, der er interesseforbunden med eller
nærtstående til en sådan køber,
sælger, leverandør eller udlejer, jf. ligningslovens
§ 2, stk. 1-4,«, og »fornødne«
ændres til: »nødvendige«.
31. I
§ 25, stk. 2, 1. pkt. ændres
»samt hos andre virksomheder, der erhvervsmæssigt
afsætter afgiftspligtige køretøjer« til:
», hos andre virksomheder, der erhvervsmæssigt
afsætter eller udlejer afgiftspligtige
køretøjer, og hos fysiske eller juridiske personer,
der er interesseforbundne med eller nærtstående til
sådanne virksomheder, jf. ligningslovens § 2, stk.
1-4«.
32.
Efter § 25 indsættes:
Ȥ 25 a. Efterkommes en
anmodning om oplysninger efter § 25, stk. 1, 4 og 5, ikke, kan
told- og skatteforvaltningen give pålæg om, at
oplysningerne skal indsendes inden en fastsat frist, og
pålægge daglige tvangsbøder fra fristens
overskridelse indtil pålægget efterkommes.
Stk. 2.
Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen kan tillægge
en klage over et pålæg efter stk. 1 opsættende
virkning, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Landsskatterettens afgørelse kan træffes af en
retsformand.«
33. I
§ 27, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
34. I
§ 27, stk. 1, nr. 2, ændres
»§ 3 b, stk. 6, 1. pkt., og stk. 8, 1. pkt.« til:
Ȥ 3 b, stk. 4, stk. 5, 2. pkt., stk. 8, 1. pkt., og
stk. 10, 1. pkt.«, og »§ 24,« ændres
til: »§ 24 eller«.
35. I
§ 27, stk. 1, nr. 3,
indsættes efter »§ 3 c, stk. 1,«: »jf.
dog § 3 b, stk. 4,«.
§ 2
I lov om registrering af
køretøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af
27. februar 2019, som ændret ved § 3 i lov nr. 715 af
25. juni 2010, foretages følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel
indsættes efter »Rådets direktiv«:
»2014/46/EU af 3. april 2014 om ændring af Rådets
direktiv 1999/37/EF om registreringsdokumenter for
motorkøretøjer, EU-tidende 2014 nr. L 127, s. 129, og
Europaparlamentets og Rådets«.
2.
Efter § 17 indsættes:
Ȥ 17 a. Told- og
skatteforvaltningen kan udveksle oplysninger med den kompetente
myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union med henblik
på at foretage elektronisk søgning i oplysninger fra
Køretøjsregisteret og det tilsvarende nationale
udenlandske register til brug for efterforskning af mistanke om
momssvig og med henblik på at opdage momssvig, og til brug
for registrering af køretøjer og opkrævning af
registreringsafgift og andre køretøjsrelaterede
afgifter.«
§ 3
I affalds- og råstofafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 412 af 21. april 2017, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1728 af 27. december 2018,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 33, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 4
I lov om afgift af hermetisk forseglede
nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier),
jf. lovbekendtgørelse nr. 244 af 10. marts 2017, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1431 af 5. december 2018 og
§ 2 i lov nr. 1728 af 27. december 2018, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 32, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 5
I lov om afgift af bekæmpelsesmidler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 232 af 26. februar 2015, som
ændret ved § 3 i lov nr. 1728 af 27. december 2018,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 40, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 6
I brændstofforbrugsafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1453 af 30. november 2018, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1730 af 27. december 2018,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 7 indsættes som nye
stykker:
»Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om fritagelse
for afgifter efter stk. 1, 1. og 2. pkt. Told- og
skatteforvaltningen træffer afgørelse om ophør
af afgiftsfritagelsen efter stk. 1, 3. pkt.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1, 1. og 2. pkt.,
kan påklages til Ankestyrelsen. Told- og skatteforvaltningens
afgørelser efter stk. 1, 3. pkt., kan påklages til
Landsskatteretten.«
Stk. 2 bliver herefter til stk. 4.
2. I
§ 15, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
3. I
§ 15 a, stk. 3, 4. pkt.,
ændres »opkrævningslovens §§ 15, 15 a
og 15 b« til: »§§ 13-15 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige«.
§ 7
I lov om afgift af cfc og visse industrielle
drivhusgasser (cfc-afgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
69 af 17. januar 2017, som ændret ved § 2 i lov nr. 1431
af 5. december 2018 og § 4 i lov nr. 1728 af 27. december
2018, foretages følgende ændring:
1. I
§ 17, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 8
I chokoladeafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1010 af 3. juli 2018, som ændret
ved § 1 i lov nr. 1686 af 26. december 2017 og § 5 i lov
nr. 1728 af 27. december 2018, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 26, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 9
I lov om kuldioxidafgift af visse
energiprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 321 af 4. april
2011, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 903 af 4. juli
2013 og senest ved § 1 i lov nr. 331 af 30. marts 2019,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 15, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 10
I lov om afgift af elektricitet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 308 af 24. marts 2017, som
ændret senest ved § 2 i lov nr. 331 af 30. marts 2019,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 15, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 11
I emballageafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1236 af 4. oktober 2016, som
ændret ved § 3 i lov nr. 1431 af 5. december 2018,
§ 1 i lov nr. 1434 af 5. december 2018 og § 6 i lov nr.
1728 af 27. december 2018, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 18, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 12
I lov om forskellige forbrugsafgifter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 126 af 22. februar 2018, som
ændret ved § 5 i lov nr. 1431 af 5. december 2018 og
§ 8 i lov nr. 1728 af 27. december 2018, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 22, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 13
I lov om afgift af naturgas og bygas m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 312 af 1. april 2011, som ændret
senest ved § 3 i lov nr. 331 af 30. marts 2019, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 21, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 14
I lov om afgift af konsum-is, jf.
lovbekendtgørelse nr. 127 af 22. februar 2018, som
ændret ved § 6 i lov nr. 1431 af 5. december 2018 og
§ 9 i lov nr. 1728 af 27. december 2018, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 10, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 15
I lov om afgift af stenkul, brunkul og koks
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1080 af 3. september 2015,
som ændret senest ved § 4 i lov nr. 331 af 30. marts
2019, foretages følgende ændring:
1. I
§ 20, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 16
I lov om afgift af kvælstof indeholdt i
gødninger m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 1357 af 18.
november 2016, som ændret ved § 7 i lov nr. 1431 af 5.
december 2018, § 11 i lov nr. 1728 af 27. december 2018 og
§ 56 i lov nr. 338 af 2. april 2019, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 34, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 17
I lov om afgift af kvælstofoxider, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1144 af 13. oktober 2017, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1385 af 28. december 2011,
§ 5 i lov nr. 104 af 13. februar 2018 og § 12 i lov nr.
1728 af 27. december 2018, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 21, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 18
I lystfartøjsforsikringsafgiftsloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 8. februar 2017, som
ændret ved § 13 i lov nr. 1728 af 27. december 2018 og
§ 2 i lov nr. 85 af 30 januar 2019, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 11, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 19
I lov om energiafgift af mineralolieprodukter
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1118 af 26. september 2014,
som ændret senest ved § 5 i lov nr. 331 af 30. marts
2019, foretages følgende ændring:
1. I
§ 25, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 20
I motoransvarsforsikringsafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 213 af 27. februar 2017, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 10, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 21
I lov om afgift af visse klorerede
opløsningsmidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 432 af 2.
maj 2017, som ændret ved § 11 i lov nr. 1431 af 5.
december 2018 og § 16 i lov nr. 1728 af 27. december 2018,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 31, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 22
I lov om afgift af skadesforsikringer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1482 af 6. december 2017, som
ændret ved § 17 i lov nr. 1728 af 27. december 2018,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 16, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 23
I lov om afgift af spildevand, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1323 af 11. november 2016, som
ændret ved § 8 i lov nr. 1558 af 13. december 2016 og
§ 6 i lov nr. 331 af 30. marts 2019, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 21, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 24
I lov om afgifter af spil, jf.
lovbekendtgørelse nr. 337 af 7. april 2016, som ændret
ved § 2 i lov nr. 686 af 8. juni 2017, § 2 i lov nr. 1725
af 27. december 2018, § 18 i lov nr. 1728 af 27. december 2018
og § 8 i lov nr. 324 af 30. marts 2019, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 33, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 25
I spiritusafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 82 af 21. januar 2016, som
ændret ved § 2 i lov nr. 947 af 20. december 1999,
§ 2 i lov nr. 1554 af 13. december 2016, § 5 i lov nr.
1686 af 26. december 2017 og § 3 i lov nr. 104 af 13. februar
2018, foretages følgende ændring:
1. I
§ 31, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 26
I lov om afgift af svovl, jf.
lovbekendtgørelse nr. 335 nr. af 18 marts 2015, som
ændret ved § 8 i lov nr. 1893 af 29. december 2015,
§ 9 i lov nr. 1558 af 13. december 2016, § 7 i lov nr.
474 af 17. maj 2017, § 19 i lov nr. 1728 af 27. december 2018
og § 7 i lov nr. 331 af 30. marts 2019, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 29, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 27
I tinglysningsafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 843 af 9. august 2019, som
ændret ved § 4 i lov nr. 526 af 7. juni 2006, § 20
i lov nr. 1728 af 27. december 2018 og § 4 i lov nr. 270 af
26. marts 2019, foretages følgende ændring:
1. I
§ 30, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 28
I tobaksafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 19 af 8. januar 2018, som ændret
ved § 21 i lov nr. 1728 af 27. december 2018, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 25, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 29
I lov om afgift af ledningsført vand,
jf. lovbekendtgørelse nr. 962 af 27. juni 2013, som
ændret senest ved § 2 i lov nr. 104 af 13. februar 2018,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 20, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 30
I lov om vægtafgift af
motorkøretøjer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
1261 af 7. november 2018, som ændret ved § 13 i lov nr.
1431 af 5. december 2018, § 22 i lov nr. 1728 af 27. december
2018 og § 11 i lov nr. 1730 af 27. december 2018, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 16 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om fritagelse
for afgifter efter stk. 1, 1. pkt. Told- og skatteforvaltningen
træffer afgørelse om ophør af
afgiftsfritagelsen efter stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1, 1. pkt., kan
påklages til Ankestyrelsen. Told- og skatteforvaltningens
afgørelser efter stk. 1, 2. pkt., kan påklages til
Landsskatteretten.«
2. I
§ 23, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 31
I øl- og vinafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 289 af 23. marts 2017, som
ændret ved § 6 i lov nr. 1686 af 26. december 2017,
§ 6 i lov nr. 104 af 13. februar 2018, § 24 i lov nr.
1728 af 27. december 2018 og § 5 i lov nr. 270 af 26. marts
2019, foretages følgende ændring:
1. I
§ 25, stk. 1, ændres
»den, der« til: »den, som«.
§ 32
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2020, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 20
og 22-25, træder i kraft den 1. juli 2020.
Stk. 3. § 1, nr. 2,
finder ikke anvendelse for køretøjer, der er anmeldt
til registrering før den 1. januar 2020.
Stk. 4. § 1, nr.
13, 14 og 16-19, finder ikke anvendelse for anmodninger om
eksportgodtgørelse, der er indgivet før den 1. januar
2020.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | 1. | Indledning | | 1.1. | Lovforslagets
formål og baggrund | 2. | Lovforslagets
hovedpunkter | | 2.1. | Afskaffelse af
selvanmelderordningen ved eksport af brugte
køretøjer | | | 2.1.1. | Gældende
ret | | | 2.1.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.2. | Indførelse af
gebyr ved eksport af brugte køretøjer | | | 2.2.1. | Gældende
ret | | | 2.2.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.3. | Ændring af
regler for toldsyn ved eksport af brugte
køretøjer | | | 2.3.1. | Gældende
ret | | | 2.3.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.4. | Udbetaling af
godtgørelse ved eksport af brugte
køretøjer | | | 2.4.1. | Gældende
ret | | | 2.4.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.5. | Ophævelse af
regel om nedsættelse af registreringsafgift ved første
registrering af brugte biler og motorcykler i Danmark | | | 2.5.1. | Gældende
ret | | | 2.5.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.6. | Skærpet
bødepraksis | | | 2.6.1. | Gældende
ret | | | 2.6.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.7. | Ændring af
kontrolbestemmelser i registreringsafgiftsloven | | | 2.7.1. | Gældende
ret | | | 2.7.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.8. | Indførelse af
tvangsbøder ved kontrol af registreringsafgift | | | 2.8.1. | Gældende
ret | | | 2.8.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.9. | Indsættelse af
manglende EU-note | | | 2.9.1. | Gældende
ret | | | 2.9.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.10. | Udveksling af
oplysninger fra Køretøjsregisteret og tilsvarende
udenlandske registre via Eucaris | | | 2.10.1. | Gældende
ret | | | 2.10.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.11. | Straks-ibrugtagning af
leasingkøretøjer ved betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift | | | 2.11.1. | Gældende
ret | | | 2.11.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.12. | Ændring af
leasingaftaler ved betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift | | | 2.12.1. | Gældende
ret | | | 2.12.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.13. | Ophævelse af
krav om anvendelse af standardformularer ved betaling af
forholdsmæssig registreringsafgift | | | 2.13.1. | Gældende
ret | | | 2.13.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.14. | Indsættelse af
bestemmelser om afgørelseskompetence i
brændstofforbrugsafgiftsloven og
vægtafgiftsloven | | | 2.14.1. | Gældende
ret | | | 2.14.2. | Den foreslåede
ordning | 3. | Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 4. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 5. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 6. | Miljømæssige konsekvenser | 7. | Forholdet til
EU-retten | 8. | Hørte
myndigheder og organisationer m.v. | 9. | Sammenfattende
skema |
|
1. Indledning
Med lovforslaget foreslås det at
gennemføre dele af Aftale om styrket
regelefterlevelse på motorområdet, som er
indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti,
Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det
Konservative Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance den 2.
april 2019.
Med aftalen er parterne enige om at
gennemføre en række initiativer, der skal øge
regelefterlevelsen og mindske risikoen for svig på
motorområdet. Det skyldes, at Motorstyrelsen har konstateret
en række udfordringer med selvanmelderordningen for biler,
der eksporteres, hvormed der udbetales eksportgodtgørelse
på et forkert grundlag, ligesom der er konstateret
systematisk snyd med f.eks. toldsynet.
Lovforslaget indeholder derudover en
række tilpasninger af reglerne på motorområdet,
bl.a. som følge af domme afsagt af Højesteret og
EU-Domstolen.
1.1. Lovforslagets
formål og baggrund
Det foreslås, at selvanmelderordningen
på eksportområdet afskaffes, så Motorstyrelsen
fremadrettet vil skulle fastsætte værdien af brugte
køretøjer ved eksport med henblik på eventuel
udbetaling af eksportgodtgørelse. Derved mindskes risikoen
for, at der udbetales eksportgodtgørelse på et
fejlagtigt grundlag.
Derudover foreslås det, at der
indføres et gebyr for sagsbehandling m.v., som vil skulle
betales til Motorstyrelsen af de borgere og virksomheder, der
ønsker at få udbetalt eksportgodtgørelse.
Gebyret vil være med til at finansiere den meropgave, som
Motorstyrelsen vil blive pålagt som følge af, at
selvanmelderordningen på eksportområdet foreslås
afskaffet.
Det foreslås desuden, at alle
køretøjer skal gennemgå et toldsyn forud for
eksport. Forslaget vil sikre, at alle køretøjer, der
eksporteres, er i såkaldt registreringsklar stand og dermed
berettiget til udbetaling af eksportgodtgørelse.
Det foreslås endvidere, at
godtgørelsen på 400 kr., der udbetales til
eksportører af køretøjer i de tilfælde,
hvor der er krav om syn, afskaffes. Synet skal sikre, at udbetaling
af eksportgodtgørelse sker på et korrekt grundlag. Det
foreslås samtidig at afskaffe den nedsættelse af
registreringsafgiften, der sker med 60 kr., når brugte biler
og motorcykler registreres for første gang i Danmark. Med
afskaffelse af kompensationen ved eksport og import af brugte
køretøjer tydeliggøres det, at det er
eksportørens ansvar at sikre, at
eksportkøretøjerne opfylder kravene til udbetaling af
godtgørelse, herunder at køretøjerne er i
registreringsklar stand, og ligeledes at det er importørens
ansvar at sikre, at de brugte biler og motorcykler er i
registreringsklar stand.
Det foreslås, at fristerne for
udbetaling af eksportgodtgørelse forlænges. Det vil
give Skatteforvaltningen mulighed for at foretage en grundigere
kontrol af en anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse,
før godtgørelsen udbetales.
Herudover foreslås det, at
sanktionspraksis skærpes ved at forhøje
bødeniveauet til det dobbelte ved unddragelse af
registreringsafgift og øvrige punktafgifter, så det
svarer til bødeniveauet ved unddragelse af skat og moms.
Foruden denne skærpelse af sanktionspraksis fremgår det
af aftalen om styrket regelefterlevelse på
motorområdet, at både fysiske og juridiske personer i
højere grad end i dag straffes ved unddragelse af
registreringsafgift, f.eks. hvor en overordnet medarbejder i et
selskab medvirker til svig begået i selskabet. Efter
gældende regler og praksis er det muligt i sådanne
tilfælde at straffe både den fysiske og juridiske
person, men ved aftalen er det forudsat, at denne mulighed oftere
skal finde anvendelse. Dette vil der blive taget initiativ til i et
samarbejde mellem Skatteforvaltningen og Anklagemyndigheden.
Det foreslås endvidere at forbedre
Skatteforvaltningens muligheder for at indhente oplysninger til
brug for kontrollen med registreringsafgift. Det sker ved, at
kredsen af personer og virksomheder, der omfattes af lovens
kontrolbestemmelser, udvides. Baggrunden herfor er, at visse
virksomheder, der ikke omfattes af disse bestemmelser, kan
være i besiddelse af nødvendige oplysninger til brug
for kontrollen med registreringsafgift.
Det foreslås i samme forbindelse at give
Skatteforvaltningen mulighed for at udstede tvangsbøder,
hvis materiale, som Skatteforvaltningen har anmodet om, ikke
indsendes. Bestemmelsen vil svare til Skatteforvaltningens mulighed
for at anvende tvangsbøder i forbindelse med kontrol af en
række andre skatter og afgifter.
Det foreslås også, at oplysninger
om køretøjer, ejere og brugere fra
Køretøjsregisteret gøres tilgængelige
for kompetente myndigheder i andre EU-lande via det
europæiske informationssystem vedrørende
køretøjer og kørekort (Eucaris). Oplysningerne
vil kunne anvendes ved behandling af sager ved mistanke om momssvig
og ved registrering af køretøjer og betaling af
afgifter heraf. Ved tilslutning til Eucaris vil Skatteforvaltningen
få tilsvarende adgang til oplysninger i EU-landenes
køretøjsregistre til brug for samme formål.
Det foreslås herudover at tilpasse
reglerne for betaling af forholdsmæssig registreringsafgift
for leasingkøretøjer, så et
leasingkøretøj under visse forudsætninger
allerede vil kunne tages i brug, når der er indgivet
ansøgning om betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift, selvom Skatteforvaltningen ikke har behandlet
ansøgningen og meddelt tilladelse hertil. Forslaget
følger af ny retspraksis fra EU-Domstolen i sag C-249/15,
Wind 1014 GmbH og Kurt Daell mod Skatteministeriet.
Samtidig foreslås, at
leasingvirksomheder vil kunne foretage visse ændringer i
leasingaftaler, som er godkendt af Skatteforvaltningen, uden at
tilladelsen til betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift bortfalder. Det vil være en
forudsætning, at ændringerne ikke har betydning for, om
tilladelsen ville kunne være opnået, eller for
opgørelsen af den registreringsafgift, der skal betales.
Forslagene følger af ny retspraksis fra Højesteret,
som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen U. 2018.1200H
(SKM2018. 77. HR).
Det foreslås derudover, at krav til
leasingvirksomheder om anvendelse af obligatoriske
standardformularer ved ansøgning om tilladelse til at betale
forholdsmæssig registreringsafgift ophæves. Det
skyldes, at det ikke er muligt at opbygge standardformularerne,
så leasingaftaler baseret på standardformularer kan
anses som "forhåndsgodkendt".
Det foreslås yderligere, at der
indsættes en note i titlen til lov om registrering af
køretøjer, da loven indeholder bestemmelser, som
implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/46/EU af 3. april 2014 om ændring af Rådets
direktiv 1999/37/EF om registreringsdokumenter for
motorkøretøjer. Noten har ikke tidligere
fremgået af loven på trods af, at loven allerede er i
overensstemmelse med direktivet. Direktivet har således
været korrekt implementeret, hvis der ses bort fra den
manglende note. Der foreslås derfor ingen materielle
ændringer af de gældende regler.
Endvidere foreslås det, at det i
brændstofforbrugsafgiftsloven og vægtafgiftsloven
fastslås, at kommunalbestyrelserne træffer
afgørelse om afgiftsfritagelse og -nedsættelse for
personer med varigt nedsat funktionsevne.
Endelig foreslås, at der foretages
enkelte lovtekniske rettelser.
2. Lovforslagets
hovedpunkter
2.1. Afskaffelse af
selvanmelderordningen ved eksport af brugte
køretøjer
2.1.1. Gældende ret
Efter gældende regler kan en virksomhed
registreres hos Skatteforvaltningen som såkaldt selvanmelder,
hvis virksomheden opfylder en række kumulative betingelser,
der fremgår af registreringsafgiftsloven. For det
første skal virksomheden være hjemmehørende her
i landet, i et andet EU-land eller i et EØS-land, med hvilke
Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der
svarer til reglerne inden for EU. For det andet skal virksomheden
erhvervsmæssigt handle med motorkøretøjer eller
påhængsvogne eller sættevogne til
motorkøretøjer eller erhvervsmæssigt udleje
sådanne køretøjer. For det tredje må
virksomheden ikke have gæld til staten. For det fjerde
må virksomheden ikke være under
rekonstruktionsbehandling, konkurs eller likvidation. For det femte
skal virksomheden stille sikkerhed på mindst 500.000 kr. for
betaling af afgifter efter registreringsafgiftsloven, herunder
tilbagebetaling af for meget udbetalt godtgørelse, samt
renter og gebyrer vedrørende disse afgifter og
godtgørelser. Såfremt virksomheden opfylder disse
betingelser, kan virksomheden blive registreret som selvanmelder
efter registreringsafgiftsloven. Skatteforvaltningen kan dog
nægte at registrere virksomheden, hvis virksomhedens ejer,
bestyrelse, direktion eller anden ledelse har udvist en
adfærd der gør, at det er nærliggende at antage,
at virksomheden ikke vil overholde registreringsordningen. Ved
registrering udsteder Skatteforvaltningen et bevis for
registreringen til virksomheden.
Når en virksomhed er registreret som
selvanmelder, har virksomheden ret til at foretage en række
ekspeditioner, som for andre virksomheder skal foretages af
Skatteforvaltningen. En selvanmelder kan fastsætte
værdien og angive afgiften af et køretøj, som
virksomheden anmelder til registrering i
Køretøjsregisteret. Det vil eksempelvis være
tilfældet, hvis en virksomhed importerer et
køretøj, og lader det indregistrere og betaler
registreringsafgift. Derudover kan en selvanmelder fastsætte
værdien og angive godtgørelsen af registreringsafgift
for brugte køretøjer, som selvanmelderen eksporterer
ud af landet, ligesom en selvanmelder kan opnå kredit med
indbetaling af den angivne registreringsafgift, idet virksomheden
kan betale afgiften månedligt.
2.1.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at selvanmelderordningen
på eksportområdet afskaffes, så virksomheder, der
er registrerede som selvanmeldere, ikke længere selv vil
kunne fastsætte værdien og angive
eksportgodtgørelsen for de brugte køretøjer,
som selvanmelderen eksporterer ud af landet. Efter forslaget vil
Skatteforvaltningen fremadrettet skulle varetage opgaven med at
fastsætte værdien af brugte køretøjer og
dermed størrelsen af den godtgørelse, der kan
udbetales. Virksomheder, der i dag er registrerede som
selvanmeldere, vil efter forslaget skulle anmode
Skatteforvaltningen om at fastsætte værdien af brugte
køretøjer ved eksport med henblik på at
få udbetalt eksportgodtgørelse. Formålet med
forslaget er at mindske risikoen for, at der udbetales
eksportgodtgørelse på et fejlagtigt grundlag.
Det bemærkes, at der ikke foreslås
ændringer for de dele af selvanmelderordningen, som
vedrører angivelse af registreringsafgiften i
forlængelse af indregistrering af køretøjet og
den periodevise betaling af registreringsafgift.
2.2. Indførelse af gebyr ved eksport af brugte
køretøjer
2.2.1. Gældende ret
Efter de gældende regler skal borgere og
virksomheder, der ikke er registrerede som selvanmeldere, anmode
Motorstyrelsen om at fastsætte værdien af et
køretøj med henblik på eventuelt at få
udbetalt godtgørelse af afgift af et køretøj
ved eksport. Ejere, der ønsker at få udbetalt
eksportgodtgørelse, betaler ikke for denne ydelse.
2.2.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at der indføres et
gebyr, som vil skulle betales af borgere og virksomheder, herunder
selvanmeldere, der ønsker at få udbetalt
eksportgodtgørelse. Formålet med gebyret er at
finansiere Skatteforvaltningens administration af
eksportgodtgørelsesordningen. Det foreslås, at gebyret
indføres fra og med den 1. januar 2020, og at gebyret
udgør et fast beløb på 1.950 kr. pr.
køretøj frem til og med den 30. juni 2020. Gebyret
vil således også skulle betales af selvanmeldere i
perioden fra og med den 1. januar 2020, og frem til
selvanmelderordningen på eksportområdet afskaffes med
virkning fra og med den 1. juli 2020.
Det foreslås herudover, at
skatteministeren med virkning fra og med den 1. januar 2020 til og
med den 30. juni 2020 bemyndiges til at fastsætte de
nærmere regler for gebyret, dog ikke dets størrelse.
Der vil navnlig kunne blive tale om at fastsætte
nærmere regler om betaling eller tilbagebetaling af gebyret.
Fra den 1. juli 2020 foreslås det, at skatteministeren
også kan fastsætte regler om gebyrets størrelse,
da gebyret fra denne periode vil skulle være fuldt
omkostningsdækkende. Beløbet vil således
løbende kunne blive korrigeret med henblik på at
afspejle Skatteforvaltningens faktiske omkostninger ved at varetage
opgaven med at fastsætte værdien af brugte
køretøjer ved eksport.
Reglerne om gebyrets størrelse
foreslås således fastsat ved lov for perioden fra og
med den 1. januar 2020 til og med den 30. juni 2020, idet gebyret i
denne periode vil have fiskal karakter. Det skyldes, at
selvanmeldere, som selv fastsætter værdien af deres
eksportkøretøjer, også vil blive pålagt
det foreslåede gebyr i denne periode. Det følger af
lovforslaget, at selvanmelderordningen på
eksportområdet vil blive afskaffet fra den 1. juli 2020, og
herefter vil Motorstyrelsen skulle fastsætte værdien af
alle brugte køretøjer, som eksporteres, jf. afsnit
2.1. Den foreslåede ordning for perioden fra 1. januar 2020
til og med 30. juni 2020 foreslås af hensyn til grundlovens
§ 43, som fastslår, at skatter kun kan
pålægges, forandres eller ophæves ved lov.
Da det foreslås, at selvanmeldere fra og
med den 1. juli 2020, i medfør af lovforslagets § 1,
nr. 23 og 24, ikke længere selv skal kunne fastsætte
værdien af eksportkøretøjer og angive
eksportgodtgørelsen, vil denne opgave blive varetaget af
Skatteforvaltningen. Det foreslås på den baggrund, at
skatteministeren fra og med den 1. juli 2020 tillige skal
bemyndiges til at fastsætte gebyrets størrelse
på bekendtgørelsesniveau, da gebyret på dette
tidspunkt vil skulle være fuldt omkostningsdækkende i
forhold til Skatteforvaltningens omkostninger ved at administrere
værdifastsættelsen af brugte køretøjer
ved eksport.
Indtægter fra gebyret vil tilgå
Motorstyrelsen og vil bidrage til at finansiere de merudgifter, som
Motorstyrelsen vil få som følge af, at
selvanmelderordningen på eksportområdet foreslås
afskaffet fra og med den 1. juli 2020.
2.3. Ændring
af regler for toldsyn ved eksport af brugte
køretøjer
2.3.1. Gældende ret
Efter de gældende regler skal der
afleveres en synsrapport om køretøjets stand ved
anmodning om eksportgodtgørelse. Det gælder for brugte
køretøjer, der er blevet registreret for
første gang for mere end 10 år siden regnet fra
anmodningens indgivelse. Derudover kan Skatteforvaltningen
bestemme, at der også for nyere brugte
køretøjer skal indhentes en synsrapport om
køretøjets stand. Det skal af synsrapporten
fremgå, om køretøjet er i køreklar
stand. Synsrapporten må ikke være ældre end 4
uger regnet fra anmodningens indgivelse.
2.3.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at der sammen med en
anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse altid vil
skulle afleveres en synsrapport om køretøjets stand.
Dermed vil alle køretøjer således skulle
gennemgå toldsyn forud for eksport. Formålet med
forslaget er i højere grad at sikre, at alle
køretøjer, der eksporteres, er i såkaldt
registreringsklar stand. Ordlyden i bestemmelsen foreslås
samtidig ændret, så betegnelsen »køreklar
stand« ændres til »registreringsklar
stand«, i overensstemmelse med lovens sprogbrug i
øvrigt.
2.4. Udbetaling af
godtgørelse ved eksport af brugte
køretøjer
2.4.1. Gældende ret
Det er i visse tilfælde muligt at
få refunderet en del af den resterende registreringsafgift i
køretøjer, som eksporteres til udlandet. Efter
gældende ret godtgøres en del af registreringsafgiften
af et brugt motorkøretøj, hvis
køretøjet afmeldes fra
Køretøjsregisteret og udføres fra Danmark, jf.
registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1. Det
godtgørelsesbeløb, der kan udbetales, bliver fastsat
efter reglerne for værdifastsættelse af brugte
køretøjer. Heri fradrages 15 pct. af beløbet,
dog mindst 8.500 kr. for personbiler, autocampere og busser og
mindst 4.500 kr. for motorcykler, varebiler, hyrevogne og
sygetransporter, jf. § 7 b, stk. 2 og 3. Der kan ikke
godtgøres afgift for køretøjer, der ikke kan
godkendes ved syn og derfor ikke er i registreringsklar stand, jf.
§ 7 b, stk. 4, nr. 4. Derudover er det ikke muligt at få
godtgjort afgift for køretøjer, der er mere end 35
år gamle regnet fra første registreringsdato, jf.
§ 7 b, stk. 4, nr. 3.
Når der anmodes om godtgørelse af
registreringsafgift for køretøjer, der er registreret
for første gang for mere end 10 år siden, skal der
sammen med anmodningen afleveres en synsrapport om
køretøjets stand, jf. § 7 c, stk. 1.
Skatteforvaltningen kan også for nyere
køretøjer bestemme, at der skal afleveres en
sådan synsrapport. Godtgørelsesbeløbet
forhøjes med 400 kr. (2019-niveau) for de
køretøjer, som i forbindelse med eksporten
kræves synet, jf. § 7 b, stk. 7. Denne bestemmelse blev
indført ved § 4, nr. 13, i lov nr. 1338 af 19. december
2008. Det skete samtidig med, at der blev indført krav om,
at alle køretøjer, der er registreret for mere end 10
år siden, skulle synes før anmodning om
godtgørelse, og at en betydelig del af resterende, yngre
køretøjer også skulle synes. Formålet var
at kompensere eksportører for den udgift, der blev
pålagt med kravet om syn.
Registreringsafgiften godtgøres
først, når køretøjets afgiftspligtige
værdi er fastslået, og Skatteforvaltningen har modtaget
og godkendt dokumentation for, at køretøjet er
afmeldt fra Køretøjsregisteret og er blevet
udført fra Danmark, jf. § 7 c, stk. 1. Afgiften
udbetales til køretøjets ejer senest 3 uger efter, at
Skatteforvaltningen har modtaget den nødvendige
dokumentation for, at køretøjet er afmeldt og
udført, jf. § 7 c, stk. 2. Hvis Skatteforvaltningen
ikke kan godkende dokumentationen, eller hvis Skatteforvaltningen
på grund af eksportørens forhold ikke kan foretage
kontrol af køretøjets værdi på
udførselstidspunktet, afbrydes fristen på 3 uger,
indtil der foreligger behørig dokumentation, som kan
godkendes, eller kontrollen kan foretages. Hvis der ikke indsendes
dokumentation, der godkendes af Skatteforvaltningen, vil der ikke
kunne udbetales eksportgodtgørelse.
Skatteforvaltningen skal således inden
for fristen på 3 uger både foretage kontrol af
dokumentation for at vurdere, om den kan godkendes, og
gennemføre de administrative procedurer forbundet med selve
udbetalingen. Hvis dokumentation ikke kan godkendes, afbrydes
fristen, mens Skatteforvaltningen indhenter yderligere oplysninger
fra eksportøren.
Skatteforvaltningen har mulighed for at
suspendere udbetalingsfristen på 3 uger i tilfælde,
hvor det er nødvendigt at foretage en undersøgelse af
restanceforhold til det offentlige, jf. § 7 c, stk. 2. Hvis
eksportøren skylder penge til det offentlige, kan det
være muligt at modregne denne gæld i den beregnede
eksportgodtgørelse. Suspensionen af fristen skal være
så kort som muligt og må ikke være længere
end 3 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor
Skatteforvaltningen har modtaget anmodningen om
eksportgodtgørelse.
Virksomheder, som erhvervsmæssigt
handler med motorkøretøjer, kan under visse
forudsætninger registreres som såkaldte selvanmeldere,
jf. registreringsafgiftslovens § 15. Som selvanmelder har
virksomhederne bl.a. mulighed for selv at angive godtgørelse
af afgift for køretøjer, der eksporteres.
Selvanmeldere værdifastsætter således selv de
køretøjer, som eksporteres, og angiver
godtgørelse til afregning via virksomhedens såkaldte
månedsangivelse. Godtgørelsen udbetales automatisk,
medmindre selvanmelderens angivelse udtages til kontrol. Det er
derfor ikke en forudsætning for udbetaling af
godtgørelse til selvanmeldere, at Skatteforvaltningen
forinden har godkendt dokumentation for, at køretøjer
er afmeldt fra Køretøjsregisteret og udført
fra Danmark. Virksomheden skal dog opbevare dokumentation herfor,
som skal kunne fremvises ved eventuelle efterfølgende
kontroller.
Udbetalingen af godtgørelse til
selvanmeldere, der sker på baggrund af deres
månedsangivelse, foretages senest 3 uger efter, at
Skatteforvaltningen har modtaget virksomhedens endelige angivelse,
jf. opkrævningslovens § 12. Hvis køretøjer
på en månedsangivelse udtages til kontrol forud for den
automatiske udbetaling af godtgørelse, følger
udbetalingstidspunktet i stedet af reglerne i
registreringsafgiftsloven. Efter registreringsafgiftsloven
udbetales godtgørelse senest 3 uger efter, at
Skatteforvaltningen har modtaget dokumentation for bl.a., at
køretøjet er udført fra Danmark.
Skatteforvaltningen udtager en andel af
selvanmeldernes køretøjer til efterfølgende
kontrol. Denne kontrol foretages ofte i form af pristjek, hvor
selvanmelderens værdifastsættelse med tilhørende
dokumentation for et givent køretøj kontrolleres.
Samtidig kontrolleres dokumentationen for afmeldelse og
udførsel af køretøjet. I tilfælde af at
dokumentationen ikke kan godkendes, skal selvanmelderen
tilbagebetale den udbetalte godtgørelse.
Herudover udtages en andel af selvanmelderes
køretøjer til kontrol, før de eksporteres, og
godtgørelsen udbetales. I disse tilfælde er det en
forudsætning for udbetalingen, at Skatteforvaltningen kan
godkende den foreliggende dokumentation.
2.4.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås at ophæve
bestemmelsen om, at eksportgodtgørelsen forhøjes med
400 kr. (2019-niveau) for de køretøjer, hvor det
kræves, at der foreligger en synsrapport om
køretøjets stand, før køretøjet
eksporteres, jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 7. En
ophævelse af bestemmelsen vil betyde, at eksportører
ikke længere vil blive kompenseret for udgiften til syn af
eksportkøretøjer, og eksportørerne vil derfor
selv skulle afholde denne udgift.
En stor andel af
eksportkøretøjer er underlagt krav om syn forud for
eksporten. Under hensyn til mængden af
køretøjer, der skal synes forinden eksport, vurderes
det, at det ikke er i overensstemmelse med formålet med
eksportgodtgørelsesordningen, at eksportører
godtgøres for en udgift, der følger af krav om, at
der skal foreligge en synsrapport om køretøjets
stand, hvormed udbetaling af eksportgodtgørelse sker
på et korrekt grundlag.
Det er eksportørens ansvar henholdsvis
at fremskaffe og aflevere den påkrævede dokumentation
for Skatteforvaltningen og at sikre, at
eksportkøretøjerne opfylder kravene til udbetaling af
godtgørelse, herunder at køretøjerne er i
registreringsklar stand. Det foreslås derfor, at udgifterne i
forbindelse med udarbejdelse af synsrapporter ved eksport alene vil
skulle påhvile eksportøren.
Det foreslås desuden, at fristen for
udbetaling af eksportgodtgørelse på 3 uger i
registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, forlænges til
9 uger. Skatteforvaltningen vil efter forslaget få mulighed
for at foretage grundigere kontrol af anmodninger om udbetaling af
eksportgodtgørelse, hvilket vil kunne bidrage til at
modvirke misbrug af ordningen.
Efter gældende ret har
Skatteforvaltningen grundet den korte tidsfrist begrænset tid
til rådighed til både at foretage kontrol af
dokumentation og til at gennemføre de administrative
procedurer, som er forbundet med udbetaling af godtgørelsen.
Tidsfristen kan i visse tilfælde resultere i, at
Skatteforvaltningen ikke har mulighed for at foretage
tilstrækkelig forudgående kontrol af
eksportdokumentation. Den korte frist kan derfor medføre, at
kontrollerne af ressourcehensyn sker efter udbetalingen af
godtgørelsen.
Ved at forlænge udbetalingsfristen til 9
uger vil Skatteforvaltningen kunne få bedre muligheder for at
gennemføre en grundigere forudgående kontrol af
eksportdokumentation. Udbetalingsfristen gælder fra det
tidspunkt, Skatteforvaltningen har tilstrækkeligt grundlag
for at vurdere sagen. Dermed vil risikoen for, at der fejlagtigt
udbetales godtgørelse på grundlag af
utilstrækkelig eller ukorrekt dokumentation, kunne reduceres.
Det forventes, at Skatteforvaltningen i mange tilfælde vil
kunne ekspedere sagerne væsentligt hurtigere end 9 uger,
hvorfor den foreslåede forlængelse af fristen
hovedsagelig skal ses som en mulighed for, at Skatteforvaltningen
vil kunne sikre en hensigtsmæssig behandling af de sager, som
kræver nærmere undersøgelse.
Endelig foreslås det, at muligheden for
at suspendere udbetalingsfristen i 3 måneder fra det
tidspunkt, hvor anmodning om eksportgodtgørelse er modtaget,
jf. registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, forlænges
til 6 måneder. Efter forslaget vil Skatteforvaltningen
få bedre mulighed for at foretage kontrol af, om
eksportøren har restancer til det offentlige, og om der er
mulighed for at foretage modregning i godtgørelsen. Det er
efter de gældende regler i nogle tilfælde ikke muligt
at nå at foretage en sådan kontrol, inden udbetalingen
skal ske.
Efter forslaget vil Skatteforvaltningen
således få en reel mulighed for at gøre brug af
den eksisterende mulighed for at foretage modregning i
eksportgodtgørelsen. Det vil medvirke til at hindre, at der
udbetales eksportgodtgørelse til personer, som skylder penge
til det offentlige. Når udbetalingsfristen suspenderes, skal
ansøgeren have meddelelse herom, herunder hvornår der
forventes at blive truffet afgørelse i sagen, og eventuel
udbetaling kan ske.
For de køretøjer, som
selvanmeldere har anført på deres
månedsangivelse, foreslås forlængelse af
udbetalingsfristen og suspensionsperioden kun at finde anvendelse
for de køretøjer, som Skatteforvaltningen har udtaget
til kontrol inden udbetaling af godtgørelsen, da
udbetalingen således følger reglerne i
registreringsafgiftsloven. Udbetaling af godtgørelse for de
køretøjer på månedsangivelsen, som ikke
udtages til kontrol, vil fortsat følge reglerne i
opkrævningsloven.
2.5. Ophævelse af regel om nedsættelse af
registreringsafgift ved første registrering af brugte biler
og motorcykler i Danmark
2.5.1. Gældende ret
I forbindelse med registrering af et
køretøj i Køretøjsregisteret skal der
svares registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens §
1. Registreringsafgiften beregnes på baggrund af
køretøjets afgiftspligtige værdi, som for
brugte køretøjer fastsættes til
køretøjets almindelige pris inklusive moms, men uden
registreringsafgift, jf. § 10, stk. 1. Forinden registrering
skal det brugte køretøj, som skal registreres i
Danmark for første gang, forevises en synsvirksomhed med
henblik på bl.a. at fastslå køretøjets
identitet og stand generelt, hvilket indgår som et element i
køretøjets værdifastsættelse, jf. §
10, stk. 3.
Efter gældende ret nedsættes den
beregnede registreringsafgift med 60 kr. for en brugt bil eller
motorcykel, jf. registreringsafgiftslovens § 3, stk. 4,
når bilen eller motorcyklen skal registreres i Danmark for
første gang, jf. § 10, stk. 3. Bestemmelsen, som
hovedsageligt finder anvendelse for brugte biler og motorcykler,
der importeres fra udlandet, blev indført med § 6, nr.
1, i lov om ændring af lov om kuldioxidafgift af visse
energiprodukter, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.,
lov om afgift af elektricitet, lov om afgift af ledningsført
vand og lov om registreringsafgift af motorkøretøjer
nr. 1391 af 20. december 2004. Ændringen skal ses i lyset af,
at Statens Bilinspektion (SBI) tidligere var de eneste, som kunne
udføre bilsyn i Danmark, herunder registreringssyn, omsyn og
toldsyn. Synsmarkedet blev liberaliseret den 1. januar 2005,
hvilket medførte, at bilsyn herefter skulle udføres
af private synsvirksomheder, jf. lov nr. 473 af 9. juni 2004.
Ifølge bemærkningerne til
ændringsloven fremgår det, at nedsættelse af
registreringsafgiften med 60 kr. blev indført for at
kompensere de borgere, der indfører brugte biler og
motorcykler for, at det udvidede registreringssyn, der foretages af
hensyn til fastsættelsen af registreringsafgiften,
måtte antages at blive dyrere end almindelige
registreringssyn, når disse fra den 1. januar 2005 ikke
længere var en ydelse, som Statens Bilinspektion
udførte for Skatteforvaltningen uden merpris for borgeren.
De 60 kr. ansås skønsmæssigt at dække
omkostningen ved det øgede tidsforbrug, synsvirksomhederne
ville have ved udførelse af toldsyn sammenholdt med
almindelige registreringssyn.
Udgiften til et toldsyn, som udføres af
private synsvirksomheder i fri konkurrence, er typisk noget
højere end 60 kr. Bestemmelsen om afgiftsnedsættelsen
på 60 kr. udligner således kun en begrænset andel
af denne udgift.
2.5.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås at ophæve
bestemmelsen om at nedsætte registreringsafgiften med 60 kr.,
når brugte biler og motorcykler registreres første
registrering i Danmark, jf. registreringsafgiftslovens § 3,
stk. 4. En ophævelse af bestemmelsen vil medføre, at
importører ikke længere vil blive delvist godtgjort
for udgiften til syn af køretøjer, som følger
af § 10, stk. 3.
Da alle importerede brugte biler og
motorcykler er underlagt krav om syn før første
registrering af køretøjet, vurderes det ikke at
være hensigtsmæssigt, at importører
godtgøres for en udgift, der følger af lovens krav
om, at køretøjets identitet, stand m.v. skal
fastslås før registrering. Formålet med
forslaget er at tydeliggøre, at det er importørens
ansvar at sikre, at et brugt importeret køretøj er i
registreringsklar stand forud for indregistrering.
Hertil kommer, at godtgørelsen ikke
udligner den reelle udgift, som en importør af et brugt
køretøj i dag typisk afholder i forbindelse med et
toldsyn, men kun en begrænset andel heraf, hvormed det
oprindelige formål ikke længere tilgodeses.
2.6. Skærpet
bødepraksis
2.6.1. Gældende ret
Det følger af straffebestemmelserne i
registreringsafgiftsloven og de øvrige punktafgiftslove, som
omfattes af lovforslaget, at den, der forsætligt eller groft
uagtsomt overtræder bestemmelserne, kan straffes med
bøde.
Straffesager om overtrædelse af
punktafgiftslovgivningen kan efter praksis afsluttes med
bøde, såfremt der ikke er tale om en forsætlig
unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis ansvarssubjektet er
en fysisk person.
Reglerne om strafansvar for juridiske personer
findes i straffelovens kapitel 5, hvoraf det følger af
§ 25, at en juridisk person kan straffes med bøde,
når det er bestemt ved eller i medfør af lov. En
juridisk person kan derimod ikke pålægges frihedsstraf,
ligesom der ikke kan fastsættes forvandlingsstraf, uanset
unddragelsens størrelse. Det betyder, at alle straffesager
indenfor skatte- og afgiftslovgivningens område, hvor
ansvarssubjektet er en juridisk person, kan afgøres
administrativt ved et bødeforelæg udstedt af
Skatteforvaltningen, hvis betingelserne herfor i øvrigt er
opfyldt, jf. nærmere nedenfor.
Det fremgår af bemærkningerne til
lovforslag nr. L 201 om ændring af straffeloven (Strafansvar
for juridiske personer), jf. Folketingstidende 1995-96,
tillæg A, s. 4051ff., at strafansvaret for juridiske personer
enten kan kombineres med eller træde i stedet for ansvar for
enkeltpersoner. Endvidere fremgår det, at på en del af
de områder, hvor strafansvar mod juridiske personer er
hjemlet, må der gives dette ansvar en udstrakt anvendelse. Om
der hertil bør føjes et ansvar for enkeltpersoner,
kan bero på, om den ansvarlige person har virket i en ledende
stilling, og om overtrædelsen kan tilregnes den
pågældende som forsætlig eller groft uagtsom.
Skatteforvaltningen har bemyndigelse til at
afslutte straffesagen med et bødeforelæg, hvis den
sigtede erklærer sig skyldig i overtrædelsen og
erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at
betale den i bødeforelægget angivne bøde, jf.
opkrævningslovens § 18, stk. 1. Hvis den sigtede ikke
vil vedtage et bødeforelæg, eller hvis sagen i
øvrigt er uegnet til at blive afsluttet administrativt, skal
sagen overgives til politiet med henblik på, at sagen
indbringes for retten.
Bødestørrelsen i sager om
overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen, som kan
afsluttes med bøde, fastsættes efter
normalbødesystemet. En normalbøde er en bøde
for forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af
skatte- og afgiftslovgivningen beregnet efter standardsatser
(takstbøder) før eventuelle tillæg på
grund af skærpende omstændigheder og nedslag på
grund af formildende omstændigheder i medfør af
straffelovens §§ 81 og 82.
Ved overtrædelser af
punktafgiftslovgivningen, der kan afsluttes med bøde,
beregnes bøden efter praksis med en halv gang af det
unddragne beløb op til 30.000 kr. og med 15.000 kr. samt
én gang den del af det unddragne afgiftsbeløb, som
overstiger 30.000 kr., hvis der er tale om en forsætlig
unddragelse. Ved grov uagtsomhed beregnes bøden efter
praksis til halvdelen.
Sager om forsætlig unddragelse af
punktafgifter over 100.000 kr. afgøres som udgangspunkt med
frihedsstraf, hvis ansvarssubjektet er en fysisk person. I disse
sager nedlægges normalt - foruden påstanden om
frihedsstraf - tillige påstand om tillægsbøde,
jf. straffelovens § 50, stk. 2, svarende til halvdelen af de
unddragne punktafgifter.
Sager om overtrædelse af
spiritusafgiftslovens § 1, stk. 3, (destillation) og §
36, stk. 1, (afdenaturering) karakteriseres i almindelighed som
sket med forsæt til afgiftsunddragelse og medfører
derfor straf efter spiritusafgiftslovens § 31, stk. 3, jf.
stk. 1, nr. 2. Bøden i de omhandlede sager er efter praksis
to gange afgiften af den fremstillede spiritus svarende til de
bøder, der beregnes i smuglerisager.
Straffesager om overtrædelse af
skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven, lov om afgift af
lønsum m.v. (herefter: lønsumsafgiftsloven) eller
opkrævningsloven kan efter praksis afsluttes med bøde,
såfremt der ikke er tale om en forsætlig unddragelse,
der overstiger 250.000 kr., hvis ansvarssubjektet er en fysisk
person.
I sager om overtrædelse af
skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, der kan
afsluttes med bøde, udgør normalbøden to gange
den samlede unddragelse, når der er forsæt til
unddragelse, mens normalbøden udgør én gang
den samlede unddragelse, når unddragelsen er begået ved
grov uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., beregnes normalbøden som én
gang det unddragne beløb ved forsæt, og som halvdelen
af det unddragne beløb ved grov uagtsomhed.
Sager om forsætlige overtrædelser
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, der
vedrører unddragelser over 250.000 kr., afgøres som
udgangspunkt med frihedsstraf, hvis ansvarssubjektet er en fysisk
person. I disse sager nedlægges normalt - foruden
påstanden om frihedsstraf - påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til størrelsen af det unddragne beløb.
Det følger af praksis, at der ved
bødeudmålingen ved overtrædelser af skatte- og
afgiftslovgivningen sker fuld kumulation, således at
bøderne for hver enkelt overtrædelse
sammenlægges, uanset om der er tale om takstbøder
eller tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
2.6.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås at ændre
strafbestemmelserne i registreringsafgiftsloven og en række
andre punktafgiftslove, og det forudsættes herved, at
bødeniveauet ved overtrædelse af
punktafgiftslovgivningen hæves til det dobbelte, så det
vil svare til bødeniveauet ved overtrædelse af
skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlig unddragelse af
punktafgifter over 100.000 kr., der kan afgøres med
frihedsstraf, foreslås, at der - foruden påstanden om
frihedsstraf - vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til størrelsen af de unddragne punktafgifter.
Som eksempel vil det medføre, at ved en
unddragelse af punktafgifter på 80.000 kr., vil
normalbøden skulle beregnes til (60.000 kr. x 1) + (20.000
kr. x 2) = 100.000 kr., hvis overtrædelsen er begået
med forsæt til unddragelse, eller (60.000 kr. x ½) +
(20.000 kr. x 1) = 50.000 kr., hvis overtrædelsen er
begået ved grov uagtsomhed. Hvis ansvarssubjektet er en
juridisk person, der har unddraget punktafgifter for 150.000 kr.,
og overtrædelsen er begået med forsæt til
unddragelse, vil normalbøden skulle beregnes til (60.000 kr.
x 1) + (90.000 kr. x 2) = 240.000 kr.
Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen
ændring af sanktionspraksis i sager om overtrædelse af
spiritusafgiftslovens § 1, stk. 3, (destillation) og §
36, stk. 1, (afdenaturering), der kan afsluttes med en bøde,
der beregnes som to gange afgiften af den fremstillede spiritus
svarende til de bøder, der beregnes i smuglerisager.
Det er ved lovforslaget forudsat, at der ved
bødeudmålingen vil skulle ske fuld kumulation i
overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at der vil skulle
foretages en selvstændig vurdering af bøden for hvert
enkelt forhold, hvorefter bøderne for de enkelte forhold vil
skulle lægges sammen. Dette vil skulle gælde, uanset om
der er tale om takstbøder eller tillægsbøder
efter straffelovens § 50, stk. 2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
skulle bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der er med lovforslaget ikke tilsigtet nogen ændring i
bestemmelsernes anvendelsesområde, ligesom der med
lovforslaget ikke er tilsigtet nogen ændring i de forhold,
der i almindelighed anses som skærpende eller formildende
omstændigheder.
Af retssikkerhedsmæssige grunde er det
væsentligt, at en administrativ bødepraksis bygger
på forholdsvis faste retningslinjer for
bødeudmålingen. Dette sker gennem retspraksis, men det
er muligt for lovgiver i forbindelse med ny lovgivning at udstikke
detaljerede retningslinjer for bødeudmålingen.
Domstolene vil under alle omstændigheder skulle tage stilling
til en ny praksis for bødeudmålingen, ligesom
domstolene har en løbende kontrol med den administrative
bødepraksis igennem de sager, der skal indbringes for
retten.
Hvis Folketinget tilkendegiver et klart
ønske om en normalbøde af en bestemt størrelse
i bemærkningerne til et lovforslag, kan processen med at
få fastlagt en retspraksis for den nye
bødestørrelse være mere smidig og hurtigere,
end hvis bødestørrelsen tilsvarende forsøges
hævet gennem domstolene uden klare retningslinjer fra
Folketinget.
Bødeniveauet skal være fastlagt
for, at der kan udstedes administrative bødeforelæg.
Skatteforvaltningen kan i denne forbindelse anmode Rigsadvokaten
om, at anklagemyndigheden fører et antal prøvesager
på området ved domstolene med henblik på at
søge bødeniveauet fastlagt. Mens disse sager
gennemføres, vil Skatteforvaltningen ud fra et princip om
ligebehandling af sagerne berostille alle tilsvarende sager med
henvisning til, at en ny bødepraksis er til
prøvelse.
2.7. Ændring
af kontrolbestemmelser i registreringsafgiftsloven
2.7.1. Gældende ret
Skatteforvaltningens adgang til at foretage
kontrol med registreringsafgift følger af bestemmelserne i
registreringsafgiftslovens §§ 22-26 a.
§ 25, stk. 1, 2. pkt., indeholder en
bestemmelse om indsendelse af oplysninger til brug for kontrollen
efter anmodning fra Skatteforvaltningen, skatteankeforvaltningen,
et motorankenævn eller Landsskatteretten. Efter bestemmelsen
omfatter oplysningspligten enhver køber, sælger eller
leverandør af køretøjer eller dele til
fremstilling af køretøjer.
Herudover har Skatteforvaltningens adgang til
at indhente oplysninger hos enhver bruger af
motorkøretøjer omfattet af § 3 a, stk. 1, 3, 4
eller 9, § 3 b, stk. 1, og § 3 c, stk. 1, og den, der har
overtaget sælgerens rettigheder efter en kontrakt
vedrørende salg af et nyt køretøj eller
på anden måde helt eller delvist har finansieret dette,
jf. § 25, stk. 1, 3. pkt., og stk. 4. Endelig kan
Skatteforvaltningen indhente oplysninger hos forsikringsselskaber
og automobilværksteder m.m., som er i besiddelse af
oplysninger, som er nødvendige for kontrollen med de regler,
der er fastsat i §§ 7 og 7 a, jf. § 25, stk. 5.
I medfør § 25, stk. 2, kan
Skatteforvaltningen foretage udgående kontrol med henblik
på indhentelse af kontroloplysninger. Efter bestemmelsen kan
kontrolbesøgene foretages hos registrerede virksomheder og
hos andre virksomheder, der erhvervsmæssigt afsætter
afgiftspligtige køretøjer.
Kontrolbestemmelserne i § 25, stk. 1, 2.
pkt., og stk. 2, er rettet mod personer eller virksomheder, der som
køber, sælger eller leverandør er eller har
været i besiddelse af køretøjer. Derimod kan
kontroltiltagene i medfør af bestemmelserne ikke anvendes
over for personer eller virksomheder, der måtte være i
besiddelse af oplysninger til brug for afgiftskontrollen, uden for
disse omsætningsled.
Skatteforvaltningens anvendelse af
kontrolbestemmelserne forudsætter, at anvendelsen
skønnes at være nødvendig for
afgiftskontrollen. Kravet om nødvendighed er den konkrete
afvejning af det samfundsmæssige hensyn over for beskyttelsen
af borgerens privatliv. Nødvendighedskravet indeholder
imidlertid også krav om proportionalitet og
væsentlighed. I proportionalitetsprincippet ligger, at der
ikke må anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis
mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og at
indgrebet som middel skal stå i rimeligt forhold til
målet. Væsentlighedskravet medfører, at den
pågældende myndighed skal afveje størrelsen af
et muligt merprovenu som resultat af kontrollen over for de
ressourcer, der skal anvendes både af myndigheden og den
oplysningspligtige for at gennemføre kontrollen.
I relation til oplysningspligten i
medfør af § 25, stk. 1, indebærer
nødvendighedskravet, at oplysningerne skønnes at
være nødvendige til brug for kontrollen. Det betyder,
at samme resultat ikke kan opnås med et mindre
vidtgående indgreb, at indgrebet er egnet til at opnå
det ønskede formål, og at indgrebet står i
rimeligt forhold til de mål, der forfølges. I relation
til § 25, stk. 2, om udgående kontrol indebærer
nødvendighedskravet, at bestemmelsen vil kunne finde
anvendelse i de tilfælde, hvor Skatteforvaltningen vurderer,
at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende bestemmelsen i stk.
1 om indsendelse oplysninger efter anmodning.
Det følger af Skatteforvaltningens
Juridiske Vejledning, at hvis et virksomhedsbesøg
skønnes nødvendigt, skal det tilstræbes, at
kontrolbesøget ikke hindrer den erhvervsdrivende i at
udføre sin daglige virksomhed. Desuden skal det
tilstræbes, at virksomhedsbesøg foretages efter
forudgående aftale med virksomheden og i samarbejde med
denne. Uanmeldte kontrolbesøg bør således kun
foretages, hvis det skønnes, at formålet med
kontrollen kan forspildes ved en forudgående varsling. I
normalsituationen vil kontrollen være varslet og blive
foretaget efter aftale mellem virksomheden og Skatteforvaltningen,
hvilket også gør det lettere for virksomheden at finde
det rigtige materiale frem. Denne aftale vil også omfatte, om
kontrollen skal ske ved indsendelse af oplysninger eller ved
besøg i virksomheden.
Adgangen til oplysninger består, uanset
hvilken form oplysningerne har. Der er således også
adgang til oplysninger, der foreligger i elektronisk form. Efter
bogføringslovens § 15, stk. 1, kan en offentlig
myndighed, der i henhold til anden lovgivning har ret til at
kræve indsigt i den bogføringspligtiges
regnskabsmateriale, forlange, at den bogføringspligtige
vederlagsfrit stiller alt, som er nødvendigt til fremfinding
og læsning af regnskabsmaterialet, til disposition. Reglen i
bogføringslovens § 15, stk. 1, finder anvendelse,
når Skatteforvaltningen under en kontrol i virksomheden skal
have adgang til regnskabsoplysninger m.v., der er registreret
elektronisk.
Efter bogføringslovens § 15, stk.
3, kan myndigheden endvidere forlange, at regnskabsmateriale, der
opbevares i elektronisk form, udleveres i et anerkendt filformat i
elektronisk form eller indsendes digitalt i et anerkendt filformat
til myndigheden. Ved elektronisk format forstås et anerkendt
filformat som xml, csv eller lignende. Regler herom er indsat i
bogføringsloven ved lov nr. 55 af 27. januar 2015
(Opbevaring af regnskabsmateriale m.v.). Bestemmelsen i
bogføringslovens § 15, stk. 3, indebærer, at
regnskabsmateriale, som den pågældende myndighed vil
kunne forlange at få indsendt, og som opbevares i elektronisk
form, vil kunne forlanges indsendt i digitalt format.
I henhold til bogføringslovens §
12 kan regnskabsmateriale i elektronisk form opbevares i udlandet
uden forudgående ansøgning eller anmeldelse til
offentlige myndigheder, hvis virksomheden opfylder en række
nærmere fastsatte krav, herunder at regnskabsmaterialet
opbevares i overensstemmelse med bogføringsloven, at
virksomheden til enhver tid kan fremskaffe materialet og give
adgang til det, at virksomheden opbevarer systembeskrivelser og
nødvendige adgangskoder her i landet og, at virksomheden
sørger for, at regnskabsmaterialet kan udskrives i
klarskrift eller stilles til rådighed i et anerkendt
filformat. Kravet om adgang kan opfyldes ved, at virksomheden giver
online-adgang til det elektroniske regnskabsmateriale,
således at offentlige myndigheder til enhver tid her i landet
via f.eks. en computer med adgang til internettet kan få
adgang til materialet. Det er i så fald uden betydning, om
den server, regnskabsmaterialet opbevares på, fysisk er
placeret her i landet eller i udlandet. Det samme gælder,
hvis virksomheden anvender en cloud-løsning, hvor serverens
fysiske placering ikke er kendt.
Skatteforvaltningens kontrol skal ske under
iagttagelse af bestemmelserne i retssikkerhedsloven, herunder
bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 10, hvorefter
myndigheder ikke har adgang til at anvende oplysningspligter i
tilfælde, hvor der opstår mistanke om, at en borger
eller virksomhed har begået en strafbar
lovovertrædelse.
Retssikkerhedslovens § 10 omfatter de
tilfælde, hvor der i lovgivningen eller ved
bekendtgørelse mv. er fastsat en pligt til at meddele
oplysninger til en offentlig myndighed. Det gælder, hvad
enten en overtrædelse af oplysningspligten kan sanktioneres
med straf eller gennemtvinges ved pålæg af eksempelvis
daglige bøder.
2.7.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at kredsen af personer og
virksomheder, der omfattes af reglerne i registreringsafgiftslovens
§ 25, stk. 1 og 2, om oplysningspligt og udgående
kontrol, udvides. Baggrunden herfor er, at visse virksomheder, der
ikke omfattes af disse bestemmelser, kan være i besiddelse af
oplysninger til brug for kontrollen med registreringsafgift.
Konkret foreslås det, at bestemmelserne
udvides til også at omfatte virksomheder, der
erhvervsmæssigt udlejer køretøjer. Dette kan
f.eks. være virksomheder, der leaser køretøjer
af et leasingselskab, men også selv agerer som leasinggiver i
relation til køretøjerne, idet virksomhederne leaser
køretøjerne til private brugere, eventuelt i kortere
perioder, inden køretøjerne tilbageleveres til
leasingselskabet.
Endvidere foreslås, at bestemmelserne
også udvides til at omfatte fysiske eller juridiske personer,
der er interesseforbundne med eller nærtstående til
personer eller virksomheder, som i øvrigt vil blive omfattet
af bestemmelserne. Sådanne fysiske eller juridiske personer
kan være i besiddelse af oplysninger til brug ved beregning
af afgiften, f.eks. i relation til køb og salg af
køretøjer. Efter den gældende bestemmelse i
§ 21, stk. 1, skal der ved en registreret virksomheds salg af
et køretøj udfærdiges skriftlig kontrakt. Efter
den foreslåede ændring af bestemmelsen i lovforslagets
§ 1, nr. 30, vil kravet også skulle gælde for
virksomheder, der ikke er registreret, og ved virksomheders
køb af køretøjer. Kontrakten vil efter
bestemmelsen skulle indeholde en række oplysninger om
køretøjet, sælgeren og køberen, og vil
skulle stilles til rådighed for kontrollen med
registreringsafgift. Efter § 21, stk. 2, må der ikke
oprettes andre kontrakter end den i stk. 1 nævnte skriftlige
kontrakt vedrørende de pågældende
køretøjer, og der må ikke vedrørende
køretøjernes omsætning træffes aftaler,
der ikke fremgår af denne skriftlige kontrakt. Oplysninger om
aftaler som nævnt i § 21, stk. 2, kan således have
afgørende betydning ved beregning af registreringsafgiften,
idet det ved fastsættelse af afgiftsgrundlaget i henhold til
reglerne i §§ 8 og 9 er forudsat, at sådanne
aftaler ikke foreligger.
Aftaler omfattet af § 21, stk. 2, kan
vedrøre f.eks. overskudsdeling, provisioner eller
bonusbeløb, der alt efter beløbenes karakter kan
udgøre en yderligere købesum for
køretøjerne. Da aftalerne om disse beløb ikke
fremgår af den skriftlige aftale omfattet af § 21, stk.
1, mellem køberen og sælgeren af
køretøjerne, besiddes aftalerne ikke
nødvendigvis af køberen eller sælgeren, men kan
også besiddes af fysiske eller juridiske personer, der er
interesseforbunden med eller nærtstående til en af
disse parter. Efter de foreslåede ændringer af
bestemmelserne i § 25, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, vil
Skatteforvaltningen få mulighed for at indhente sådanne
sideaftaler - eller andre oplysninger til brug ved beregning af
registreringsafgift - uanset om de besiddes af køberen eller
sælgeren eller en fysisk eller juridisk person, der er
interesseforbunden med eller nærtstående til en af
disse parter.
Endelig foreslås det, at ordlyden i
§ 25, stk. 1, 2. pkt., ændres, så fornødne oplysninger ændres til
nødvendige oplysninger, hvilket
svarer til ordlyden i § 25, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2,
1. pkt. Herved vil sprogbrugen blive ensartet i bestemmelserne,
hvorved det tydeliggøres, at nødvendighedskravet
også gælder ved Skatteforvaltningens indhentelse af
oplysninger i henhold til § 25, stk. 1, 2. pkt.
Skatteforvaltningens kontrol i henhold til
bestemmelserne vil fortsat skulle ske under iagttagelse af
bestemmelserne i retssikkerhedsloven, herunder bestemmelserne i
retssikkerhedslovens § 10, hvorefter myndigheder ikke har
adgang til at anvende oplysningspligter i tilfælde, hvor der
opstår mistanke om, at en borger eller virksomhed har
begået en strafbar lovovertrædelse.
2.8. Indførelse af tvangsbøder ved kontrol
af registreringsafgift
2.8.1. Gældende ret
Efter de gældende bestemmelser i
registreringsafgiftsloven har Skatteforvaltningen ikke mulighed for
at anvende tvangsbøder med henblik på at fremtvinge
oplysninger til brug for kontrollen med registreringsafgift, hvis
oplysningerne ikke indsendes efter Skatteforvaltningens anmodning
herom. Registreringsafgiftsloven adskiller sig herved fra en
række andre skatte- og afgiftslove, der indeholder
bestemmelser om tvangsbøder, jf. f.eks. skattekontrollovens
§ 72 og momslovens § 77, jf. § 75, stk. 1-4.
Efter skattekontrollovens § 72, stk. 2,
kan Skatteforvaltningen - hvis en anmodning om oplysninger ikke
efterkommes - give pålæg om, at oplysningerne skal
indsendes inden en fastsat frist og pålægge daglige
tvangsbøder fra fristens overskridelse, og indtil
pålægget efterkommes.
Et pålæg efter § 72, stk. 2,
skal indeholde en henvisning til den relevante lovbestemmelse, og
det skal være specificeret, hvilke oplysninger der
ønskes udleveret. Pålægget skal gives
skriftligt, og det skal af dette fremgå, at såfremt
pålægget ikke efterleves inden for den fastsatte frist,
kan der pålægges daglige tvangsbøder fra en
given dato, indtil pålægget efterkommes.
Tvangsbøder efter § 72 skal
fastsættes som daglige bøder, indtil
pålægget om at udlevere oplysninger efterkommes. Der
gælder et almindeligt proportionalitetsprincip i relation til
daglige tvangsbøder. Det betyder bl.a., at tvangsmidlet (de
daglige tvangsbøder) ikke må stå i misforhold
til undladelsen. Ved fastsættelsen af tvangsbøden skal
der tages hensyn til den oplysningspligtiges økonomiske
formåen, således at pressionen har effekt, men
bødestørrelsen beror i øvrigt på et
konkret skøn.
En tvangsbøde skal efter praksis mindst
være på 1.000 kr. dagligt, og der beregnes kun
én daglig tvangsbøde, f.eks. på 1.000 kr. pr.
dag, uanset antallet af forhold. Daglige tvangsbøder gives
for hver kalenderdag, det vil sige syv dage om ugen og
uafhængigt af virksomhedens åbningstider, aktivitet
m.v.
De daglige tvangsbøder kan
pålægges fra en given dato. Forudsætningen for at
pålægge daglige tvangsbøder er, at
Skatteforvaltningen mindst 14 kalenderdage forinden underretter
virksomheden om, at bøden bliver pålagt fra den
anførte dato. Varslingen skal indeholde oplysninger om
tvangsbødens størrelse, og der skal tages forbehold
for en eventuel senere forhøjelse af tvangsbøden. De
daglige tvangsbøder kan forhøjes med en uges
skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har
givet resultat. Ved oplysningspligter efter skattekontrolloven kan
varslet om daglige tvangsbøder gives samtidig med
pålægget om at efterkomme oplysningspligten. Varslet
kan også gives efterfølgende, hvis
pålægget ikke efterkommes.
Hvis pålægget påklages, har
klagen ikke opsættende virkning, medmindre Landsskatteretten
eller skatteankeforvaltningen vurderer, at særlige
omstændigheder taler derfor, jf. § 72, stk. 3.
At klagen tillægges opsættende
virkning betyder, at pligten til at komme med oplysninger og
følgelig også til at betale daglige tvangsbøder
er suspenderet, mens klageinstansen behandler klagesagen. Hvis
klageinstansen giver Skatteforvaltningen medhold, fastsætter
klageinstansen en frist for at komme med oplysningerne.
Klager over afgørelser om
pålæg af oplysningspligt og tvangsbøder
afgøres af Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens
§ 35 b, stk. 3, og bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar
2014 om afgørelse af visse sager i Skatteankestyrelsen. I
nogle tilfælde skal klagen afgøres af
Landsskatteretten, f.eks. hvis klagen skal visiteres til
afgørelse i Landsskatteretten som principiel efter
skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. pkt., jf.
skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 3. Da der kan
være behov for en hurtig afgørelse vedrørende
spørgsmålet om opsættende virkning, selv om der
er tale om en sag, som skal behandles af Landsskatteretten, f.eks.
fordi den er principiel, er det fastsat i skattekontrolloven §
72, stk. 3, 3. pkt., at Landsskatterettens afgørelse kan
træffes af en retsformand.
Særlige omstændigheder, der kan
tale for at tillægge en klage opsættende virkning, kan
f.eks. være, at klageinstansen finder, at der er en begrundet
tvivl om, hvorvidt der er pligt til at indsende oplysninger, eller
der er begrundet tvivl om, hvorvidt en person fortsat driver
erhvervsvirksomhed og dermed er forpligtet til at indgive et
oplysningsskema, jf. skattekontrollovens § 5.
Et eksempel på, at særlige
omstændigheder taler for, at en klage over et
pålæg efter skattekontrollovens § 72, stk. 2,
tillægges opsættende virkning, kan være, at en
advokat anmodes om at udlevere oplysninger, som der kan være
tvivl om, er omfattet af oplysningspligten efter
skattekontrollovens § 60 og dermed, om advokaten risikerer at
komme til at overtræde sin tavshedspligt, hvis anmodningen
efterkommes.
2.8.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at der indsættes en
ny bestemmelse i registreringsafgiftsloven som § 25 a, der
skal give Skatteforvaltningen mulighed for at anvende
tvangsbøder ved kontrol af registreringsafgift.
Det foreslås, at hvis
Skatteforvaltningen anmoder om oplysninger efter
registreringsafgiftslovens § 25, stk. 1, 4 eller 5, og
anmodningen ikke efterkommes, vil Skatteforvaltningen kunne give
pålæg om, at oplysningerne vil skulle indsendes inden
en fastsat frist, og pålægge daglige tvangsbøder
fra fristens overskridelse, og indtil pålægget
efterkommes.
Skatteforvaltningens pålæg af
oplysningspligt og tvangsbøder i forbindelse med kontrol af
registreringsafgift vil skulle ske efter samme procedurer og
principper, som gælder ved pålæg af
oplysningspligt og tvangsbøder i medfør af
skattekontrolloven. Skatteforvaltningens anvendelse af
tvangsbøder efter den foreslåede bestemmelse vil
således indebære, at pålægget vil skulle
indeholde en henvisning til den relevante lovbestemmelse, ligesom
det vil skulle være specificeret, hvilke oplysninger der
ønskes udleveret.
Ligeledes vil der ved fastsættelsen af
tvangsbøden skulle tages hensyn til den oplysningspligtiges
økonomiske formåen, således at pressionen har
effekt. Tvangsbøderne vil skulle fastsættes som
daglige bøder, indtil pålægget om at udlevere
oplysninger efterkommes. Daglige tvangsbøder vil skulle
gives for hver kalenderdag, det vil sige syv dage om ugen, og
bøderne vil kunne forhøjes med skriftligt varsel,
hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har givet resultat.
I forbindelse med Skatteforvaltningens kontrol
af registreringsafgift kan der i de tilfælde, hvor en
anmodning om indsendelse af oplysninger ikke efterkommes,
være behov for, at Skatteforvaltningen anvender
tvangsbøder med henblik på, at oplysninger, der er
nødvendige til brug ved beregning af registreringsafgiften,
indsendes. Det er en grundlæggende forudsætning for
Skatteforvaltningens kontrolvirksomhed, at Skatteforvaltningens
anmodning om oplysninger efterkommes, og muligheden for at
pålægge tvangsbøder anses som et effektivt
middel til at sikre, at dette sker.
Det foreslås endvidere, at
Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen kan tillægge
en klage over Skatteforvaltningens pålæg om
oplysningspligt og tvangsbøder opsættende virkning
hvis særlige omstændigheder taler derfor. Desuden
foreslås, at Landsskatterettens afgørelse vil kunne
træffes af en retsformand. De foreslåede bestemmelser
svarer til bestemmelserne i Skatteforvaltningslovens § 72,
stk. 3, og vil medføre, at virkningen af en klage over
Skatteforvaltningens pålæg af oplysningspligt eller
tvangsbøder vil være den samme, uanset om
pålægget er givet i medfør skattekontrolloven
eller registreringsafgiftsloven.
2.9. Indsættelse af manglende EU-note
2.9.1. Gældende ret
Det følger af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/46/EU af 3. april 2014 om ændring
af Rådets direktiv 1999/37/EF om registreringsdokumenter for
motorkøretøjer (herefter direktivet), at
medlemsstaterne skal registrere data om alle
køretøjer elektronisk, og at de tekniske data om
køretøjer skal stilles til rådighed for de
kompetente myndigheder eller synsvirksomheder med henblik på
periodisk teknisk kontrol.
Direktivet er implementeret i lov om
registrering af køretøjer. Det følger
således af § 1, stk. 1, i lov om registrering af
køretøjer, at registrering af køretøjer
sker i Køretøjsregisteret. Det følger
herudover af stk. 2, at der i Køretøjsregisteret
registreres oplysninger om hvert enkelt køretøj og om
køretøjets tilhørsforhold.
Køretøjsregisteret indeholder således bl.a.
oplysninger om stamdata for køretøjet, ejer- og
brugeroplysninger, tekniske oplysninger, synsstatus m.v.
I medfør af § 17 har enhver efter
anmodning adgang til de oplysninger, der er registreret i
Køretøjsregisteret, om et køretøjs
tekniske forhold, synsforhold og forsikringsforhold. Oplysninger er
tilgængelige i Køretøjsregisteret, som kan
tilgås via Skatteforvaltningens hjemmeside. I medfør
af § 17, stk. 2, kan skatteministeren herudover
fastsætte regler om terminaladgang til oplysninger i
Køretøjsregisteret om et køretøjs ejer
eller bruger til bl.a. forsikringsvirksomheder,
nummerpladeoperatører m.v.
Synsvirksomheder har direkte adgang til
Køretøjsregisteret, hvori der bl.a. kan indberettes
oplysninger om resultater af gennemførte syn.
Synsvirksomhederne har dermed elektronisk adgang til de i
direktivet anførte oplysninger.
2.9.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at lov om registrering af
køretøjer ændres, så der indsættes
en fodnote til titlen i lov om registrering af
køretøjer. I fodnoten skal det fremgå, at loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/46/EU af 3. april 2014 om
ændring af Rådets direktiv 1999/37/EF om
registreringsdokumenter for motorkøretøjer.
Årsagen til forslaget er, at
Europa-Kommissionens Generalsekretariat ved brev af 9. november
2018 fremsendte en begrundet udtalelse nr. 2017/0327 om manglende
meddelelse af foranstaltninger til gennemførelse i national
ret af direktivet. Fristen for gennemførelse af direktivet i
dansk ret var den 20. maj 2017.
Som svar på Kommissionens begrundede
udtalelse har den danske regering derfor sendt en besvarelse, hvori
der redegøres udførligt for, hvilke oplysninger om
køretøjer, der er registreret i
Køretøjsregisteret. Der redegøres herudover
for, at oplysninger stilles til rådighed med henblik på
periodisk teknisk kontrol. Det fremgår desuden af
besvarelsen, at lov om registrering af køretøjer vil
blive notificeret som en del af gennemførelsen af
direktivet.
Da oplysninger om køretøjer
allerede registreres elektronisk og stilles til rådighed for
synsvirksomheder, er den danske lovgivning i overensstemmelse med
direktivet. Der foreslås derfor ingen materielle
ændringer af loven.
Efter forslaget vil det således
fremgå i en fodnote til loven, at direktivets bestemmelser er
implementeret heri.
2.10. Udveksling af
oplysninger fra Køretøjsregisteret og tilsvarende
udenlandske registre via Eucaris
2.10.1. Gældende ret
Det fremgår af § 1 i lov om
registrering af køretøjer, at registrering af
køretøjer sker i et for hele landet fælles
register for køretøjer
(Køretøjsregisteret). Registreringspligten
gælder som udgangspunkt for motorkøretøjer,
traktorer, knallerter, påhængs- eller sættevogne
til registreringspligtige køretøjer, campingvogne
samt visse påhængs- og motorredskaber, jf. § 2,
stk. 1, nr. 1-7. I Køretøjsregisteret registreres
bl.a. oplysninger om køretøjets mærke og
stelnummer, tekniske data, betaling af vægtafgift,
oplysninger om køretøjets ejer og bruger m.v.
Oplysningerne i
Køretøjsregisteret overføres dagligt til
Rigspolitiets parallelregister CRM3, som anvendes af politiet i
almindelighed.
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 17, stk. 3, og § 18, stk. 3,
hvornår henholdsvis Skatteforvaltningen og politiet kan
videregive oplysninger fra Køretøjsregisteret til en
udenlandsk myndighed.
Ifølge § 17, stk. 3, kan
Skatteforvaltningen efter anmodning fra en udenlandsk myndighed
udlevere oplysninger fra Køretøjsregisteret om
identiteten af et køretøjs ejer eller bruger til brug
for behandlingen af en konkret sag. Bestemmelsen blev
indført ved § 1, nr. 3, i lov om ændring af
momsloven og forskellige andre love nr. 1872 af 29. december 2015.
Det fremgår bl.a. af forarbejderne, jf. Folketingstidende
2015-16, L 56 som fremsat, side 14, at formålet med
bestemmelsen er at fravige Skatteforvaltningens særlige
tavshedspligt efter skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1, og
at skabe en hjemmel i lov om registrering af
køretøjer for Skatteforvaltningen til at videregive
oplysninger om et køretøjs ejer og/eller bruger fra
Køretøjsregisteret til en udenlandsk myndighed,
eksempelvis en politimyndighed eller en trafikmyndighed, til brug
for behandlingen af en konkret sag.
Skatteforvaltningen besvarer således i
dag anmodninger fra udenlandske myndigheder om udlevering af
oplysninger fra Køretøjsregisteret om et
køretøjs ejer og/eller bruger, når oplysninger
er til brug for en konkret sag.
Ifølge § 18, stk. 3, kan
Rigspolitiet give den kompetente retshåndhævende
myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union adgang til
at foretage elektronisk søgning i de oplysninger fra
Køretøjsregisteret, der er videregivet til politiet,
til brug for efterforskningen af en konkret straffesag eller en
konkret sag om opretholdelse af den offentlige sikkerhed eller til
brug for en konkret sag om trafiksikkerhedsrelaterede
færdselslovsovertrædelser. Bestemmelsen i forhold til
en konkret straffesag eller offentlig sikkerhed blev indsat ved lov
nr. 1338 af 19. december 2008 og er en uændret
videreførelse af den tidligere bestemmelse i § 17 a,
som blev indsat ved § 3 i lov nr. 479 af 17. juni 2008 om
gennemførelsen af Prüm-samarbejdet. Af forarbejderne
til lov nr. 479 af 17. juni 2008, jf. Folketingstidende 2007-2008,
L 77 som fremsat, side 2876-2877, fremgår det bl.a., at
formålet med bestemmelsen er at etablere grundlag for, at de
retshåndhævende myndigheder i en medlemsstat i Den
Europæiske Union kan foretage elektronisk søgning i
politiets parallelregister (CMR3). Bestemmelsen skaber grundlag
for, at de udenlandske myndigheder kan få online adgang til
registeret. Det følger af forarbejderne, at søgningen
kun kan ske til brug for en konkret sag i forbindelse med
efterforskningen af en straffesag eller opretholdelse af den
offentlige sikkerhed. Med implementering af CBE-direktivet
2015/413/EU af 11. marts 2015, der skete med lov nr. 1431 af 5
december 2018, blev den eksisterende hjemmel udvidet til også
at omfatte muligheden for at søge oplysninger om
trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser.
Medlemsstaternes søgning af oplysninger i CRM3 foretages via
det europæiske informationssøgningssystem
vedrørende køretøjer og kørekort
(Eucaris).
For at sikre overholdelse af momslovgivningen
er der i Rådets forordning (EU) nr. 904/2010/EU af 7. oktober
2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig
vedrørende merværdiafgift fastsat vilkår for
samarbejde mellem kompetente myndigheder i medlemsstaterne i Den
Europæiske Union. Forordningen fastsætter desuden de
regler og procedurer, som giver medlemsstaternes kompetente
myndigheder mulighed for at samarbejde og udveksle alle
nødvendige oplysninger med henblik på at foretage en
korrekt momsansættelse, kontrollere, at momsen anvendes
korrekt, og bekæmpe momssvig. Herudover fastsætter
forordningen regler, som giver mulighed for at indsamle og udveksle
oplysninger elektronisk.
Skatteforvaltningen har, som kompetent
myndighed med ansvar for anvendelsen af momslovgivningen, udpeget
Skattestyrelsen som forbindelseskontor med adgang til at udveksle
disse oplysninger. Med henblik på at begrænse omfanget
af uddelegerede beføjelser er der i Skattestyrelsen udpeget
kompetente embedsmænd og såkaldte
Eurofiscforbindelsesembedsmænd, som har til opgave af fremme
og lette det multilaterale samarbejde om bekæmpelse af
momssvig. Netværket af Eurofiscforbindelsesembedsmænd
(Eurofisc) skal bl.a. indføre tidlig varslingsmekanisme til
bekæmpelse af momssvig, koordinere den hurtige udveksling af
målrettede oplysninger inden for deres
samarbejdsområder m.v.
Forordningen er ændret ved Rådets
forordning 2018/1541/EU af 2. oktober 2018, for så vidt
angår foranstaltninger til styrkelse af det administrative
samarbejde vedrørende merværdiafgift. Det
fremgår af præambel nr. 5, at formålet med
forordningen bl.a. er at bekæmpe momssvig, ved at give
øvrige medlemsstater i EU, via
Eurofiscforbindelsesembedsmænd, automatiseret adgang til
oplysninger i køretøjsregistre. Det vil gøre
det muligt, hurtigt at identificere, hvem der har foretaget
svigagtige transaktioner, og hvor. Det forudsættes, at
adgangen gøres tilgængelig via det europæiske
informationssøgningssystem vedrørende
køretøjer og kørekort (Eucaris).
Det følger således af artikel 1,
nr. 5, i forordning 2018/1541/EU, at der i forordning 904/2010/EU
indsættes en bestemmelse om, at hver medlemsstat giver de
øvrige medlemsstaters kompetente myndigheder automatiseret
adgang til oplysninger fra landenes køretøjsregistre
om identifikationsoplysninger vedrørende
køretøjer og identifikationsoplysninger
vedrørende ejere og indehavere af køretøjer, i
hvis navn køretøjet er registreret. Adgang til
oplysningerne gives under betingelse af, at oplysningerne anvendes
i forbindelse med efterforskning af mistanke om momssvig eller med
henblik på at opdage momssvig. Adgangen er desuden betinget
af, at adgangen gives via en Eurofiscforbindelsesembedsmand, der
har en personlig brugeridentifikation til det elektroniske system,
der giver adgang til oplysningerne. Denne del af forordningen
finder anvendelse fra og med den 1. januar 2020.
Det fremgår desuden af præambel
nr. 13, at Databeskyttelsesforordningen2) finder
anvendelse på behandling af personoplysninger i forhold til
forordning 904/2010/EU. Det følger desuden, at
bekæmpelse af momssvig er anerkendt som et vigtigt mål
af almen offentlig interesse for Unionen og medlemsstaterne,
hvorfor det er hensigtsmæssigt for at nå målet
med samarbejde og udveksling af oplysninger, at der indføres
specifikke og begrænsede restriktioner af visse af de
rettigheder og forpligtelser, som er fastsat i
Databeskyttelsesforordningen, bl.a. den registreredes ret til
indsigt, retten til sletning og retten til at gøre
indsigelse mod behandling af personoplysninger. Det følger
således af artikel 1, nr. 17, i forordning 2018/1541/EU, at
artikel 55 i forordning 904/2010/EU ændres, så det
fremgår, at enhver lagring, behandling eller udveksling af
oplysninger er omfattet af Databeskyttelsesforordningens
bestemmelser.
2.10.2. Den
foreslåede ordning
I medfør af forordning 2018/1541/EU
foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i lov om
registrering af køretøjer som § 17 a, som skal
give Skatteforvaltningen hjemmel til at give kompetente myndigheder
i andre medlemsstater adgang til at foretage elektronisk
søgning i oplysninger fra Køretøjsregisteret,
når oplysningerne skal bruges ved efterforskning af mistanke
om momssvig eller med henblik på at opdage momssvig.
Det foreslås i samme forbindelse at give
Skatteforvaltningen hjemmel til at give kompetente myndigheder i
andre medlemsstater adgang til oplysninger fra
Køretøjsregisteret, når myndighederne har brug
for oplysningerne i forbindelse med registrering af
køretøjer og opkrævning af registreringsafgift
og andre køretøjsrelaterede afgifter.
Efter forslaget vil kompetente skatte- og
afgiftsmyndigheder i øvrige medlemsstater kunne foretage
elektronisk søgning i oplysninger fra
Køretøjsregisteret, når oplysningerne skal
anvendes til brug for undersøgelse af mulig momssvig og til
brug for registrering og betaling af afgift for
køretøjer. Samtidig med, at medlemsstaterne via
Eucaris vil få adgang til oplysninger fra
Køretøjsregisteret, vil Skatteforvaltningen få
adgang til tilsvarende oplysninger fra øvrige medlemsstaters
køretøjsregistre.
Adgangen til at søge oplysninger fra
Køretøjsregisteret vil skulle gøres
tilgængeligt via Eucaris, hvor det er muligt at foretage
tilslutning til og søge oplysninger via flere moduler, da
oplysningerne i de forskellige moduler varierer. Når
søgning sker via et valgt modul, skabes der overblik over,
hvilke oplysninger der udveksles til hvilke formål. F.eks.
skal politiets søgning af oplysninger til brug for sager om
trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser
ske via modulet CBE. Til brug for udveksling af oplysninger i
forbindelse med sager om momssvig udvikles der et særligt
VAT-modul.
Til brug for udveksling af oplysninger om
registrering af køretøjer og betaling af afgifter er
det hensigten, at Skatteforvaltningen vil skulle tilsluttes et
modul, der indeholder oplysninger om køretøjers
tekniske data og et modul der indeholder oplysninger om
køretøjers ejere og brugere.
Det forudsættes, at Skatteforvaltningen
fortsat vil være nationalt kontaktpunkt i forhold til
udveksling af oplysninger via Eucaris. Da Skatteforvaltningens
administration af Køretøjsregisteret varetages af
Motorstyrelsen, forudsættes det, at Motorstyrelsen vil
være nationalt kontaktpunkt i forhold til udveksling af
oplysningerne. Skattestyrelsen vil fortsat agere som
Eurofiscforbindelsesembedsmænd i forhold til momssamarbejdet
i EU og vil følgelig have mulighed for at få adgang
til de udvekslede oplysninger i
Køretøjsregisteret.
Det forudsættes desuden, at adgangen til
og udvekslingen af oplysninger i Køretøjsregisteret
overholder de til enhver tid gældende persondataretlige
regler, herunder Databeskyttelsesforordningen.
Databeskyttelsesforordningens artikel 6 fastlægger
mulighederne for at behandle almindelige personoplysninger. Det
fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1,
at behandlingen kun er lovlig, hvis og i det omfang mindst
ét af de forhold, der er nævnt i bestemmelsen,
gør sig gældende. Herunder hvis behandlingen er
nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i
samfundets interesse eller som henhører under offentlig
myndighedsudøvelse, jf. artikel 6, stk. 1, litra e. Der er
efter § 2, nr. 2, forudsat at skulle ske behandling af
almindelige personoplysninger, der er omfattet af
databeskyttelsesforordningens artikel 6. De kompetente myndigheder,
der indhenter oplysninger fra Køretøjsregisteret,
skal ved behandling af oplysningerne iagttage de
grundlæggende principper for behandling af personoplysninger
i forordningens artikel 5. Det følger bl.a. heraf, at
personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en
gennemsigtig måde i forhold til den registrerede. Endvidere
må personoplysninger kun indsamles til legitime formål
og må ikke viderebehandles på en måde, der er
uforenelig med disse formål. Herudover skal
personoplysningerne være tilstrækkelige, relevante og
begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de
formål, hvortil de behandles. Behandlingen af
personoplysninger i medfør af lovforslaget vil i
øvrigt skulle ske i overensstemmelse med reglerne om den
registreredes rettigheder i kapitel 3 og om behandlingssikkerhed i
kapitel 4 i databeskyttelsesforordningen.
2.11. Straks-ibrugtagning af
leasingkøretøjer ved betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift
2.11.1. Gældende ret
For registreringspligtige
køretøjer, som anvendes i Danmark af en herboende, er
hovedreglen i registreringsafgiftslovens § 1, at der skal
betales fuld registreringsafgift forud for ibrugtagningen. Som
undtagelse til denne hovedregel kan der for
leasingkøretøjer, som er bestemt til
tidsbegrænset anvendelse i Danmark, under nærmere
betingelser betales forholdsmæssig registreringsafgift i
medfør af lovens § 3 b.
Reglerne om betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift skal sikre, at opkrævningen af
registreringsafgift for leasingkøretøjer m.v., der
registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her
i landet, er proportional med den periode, hvor
køretøjet benyttes her i landet.
Det er en grundlæggende betingelse for
at opnå en tilladelse til betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift i leasingforhold efter § 3 b, at der er
tale om en reel leasingaftale mellem en leasingvirksomhed og en
leasingtager. Der stilles således en række
indholdsmæssige og formelle minimumskrav til leasingaftalen,
der har til formål at sikre, at Skatteforvaltningen i
forbindelse med ansøgningsprocessen får de
fornødne oplysninger til at kunne behandle
ansøgningen og vurdere realiteten i leasingforholdet.
Oplysningskravene har desuden til formål
at sikre, at leasingaftalen indeholder oplysninger, som er
nødvendige for Skatteforvaltningens efterfølgende
kontrol. Lovens oplysningskrav suppleres i Skatteforvaltningens
administrative retningslinjer af yderligere oplysningskrav, som
efter anmodning skal fremgå af ansøgningen om at
betale forholdsmæssig registreringsafgift efter lovens §
3 b, stk. 1.
Ved leasingperiodens ordinære
udløb skal nummerpladerne ligeledes indleveres rettidigt til
Skatteforvaltningen eller til en nummerpladeoperatør, og
køretøjet skal afmeldes rettidigt fra
Køretøjsregisteret. Hvis ikke der sker rettidig
indlevering af nummerpladerne, skal nummerpladerne efter anmodning
fra Skatteforvaltningen inddrages ved politiets foranstaltning. I
tilfælde, hvor den manglende indlevering af nummerpladerne
skyldes, at leasingvirksomheden på grund af leasingtagers
forhold ikke kan skaffe sig fysisk rådighed over
nummerpladerne, skal der efterfølgende betales afgift og
rente for den periode, der forløber, fra leasingperiodens
udløb til køretøjets nummerplader indleveres
eller fjernes. Hvis der er tale om en forsætlig eller groft
uagtsom overtrædelse, kan der også i dette
tilfælde pålægges bøde- eller
fængselsstraf.
EU-Domstolen har i sag C-249/15 Wind 1014 GmbH
og Kurt Daell mod Skatteministeriet (præjudiciel
forelæggelse), som omhandler betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3 b,
truffet afgørelse om, at det er i strid med TEUF artikel 56
om tjenesteydelsernes frie bevægelighed at kræve
Skatteforvaltningens godkendelse forud for ibrugtagning af et
udenlandsk leasingkøretøj i Danmark. Den danske
ordning med forhåndsgodkendelse har til formål at
forebygge omgåelse, svig eller misbrug af afgiftsreglerne,
men Domstolen finder, at den begrænsning, som ordningen
udgør, ikke er proportional med dette formål, og at
mindre indgribende foranstaltninger kunne anvendes til at
opnå samme virkning. Domstolen anfører, at en ordning,
hvor afgiften forudbetales pro rata for den periode, hvor
køretøjet skal anvendes i Danmark, og hvor
prøvelse af, om vilkårene for betaling af
forholdsmæssig afgift er opfyldt, sker efter ibrugtagningen,
ville være mindre indgribende og kunne opfylde de samme
formål. For en nærmere beskrivelse af indholdet af
dommens præmisser henvises til afsnit 7 om forholdet til
EU-retten.
2.11.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at der indføres en
ordning, hvor et køretøj, hvor der er ansøgt
om tilladelse til betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift, på nærmere angivne vilkår
vil kunne tages i anvendelse forud for Skatteforvaltningens
meddelelse af en sådan tilladelse. Det vil forudsætte,
at ansøgeren opfylder kravene til at anvende ordningen med
forholdsmæssig registreringsafgift, og at ansøgeren,
hvis det efterfølgende måtte vise sig ikke at have
været tilfældet, i øvrigt var i god tro herom.
Forslaget har til formål at sikre, at dansk ret tilpasses i
overensstemmelse med EU-Domstolens dom i sag nr. C-245/15, jf.
ovenfor.
Ifølge det foreslåede vil det
blandt andet skulle være forudsætninger for
ibrugtagning, at køretøjet er registreret i
Køretøjsregisteret og er monteret med nummerplader,
at registreringsafgiften og forrentning heraf er indbetalt, og at
leasingvirksomheden har indgivet en skriftlig erklæring til
Skatteforvaltningen om ibrugtagningen forud for denne. Det vil
være leasinggiver, der bærer ansvaret for, at kravene
for at kunne betale forholdsmæssig registreringsafgift er
opfyldt, og at ibrugtagningen sker i overensstemmelse med de
foreslåede regler.
Det indgår i det foreslåede, at
indbetalte afgiftsbeløb kun delvist vil skulle
tilbagebetales til leasinggiver, hvis ibrugtagningen er sket uden,
at tilladelse til betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift opnås herefter. Afgift for den periode,
hvor køretøjet har været anvendt, vil ikke
kunne tilbagebetales. Før eventuel tilbagebetaling af
afgiftsbeløb for perioden, hvor køretøjet ikke
har været anvendt, vil Skatteforvaltningen desuden skulle
foretage evt. korrektion af den af leasinggiver anvendte
afgiftspligtige værdi og beregnede afgift, så den
afgift, der betales for perioden, hvor køretøjet har
været anvendt, vil være korrekt.
Tilbagebetaling af overskydende
afgiftsbeløb vil skulle ske ved, at der foretages et fradrag
i tilbagebetalingen svarende til det fradrag, der gælder ved
afgiftsgodtgørelse ved eksport af personbiler.
Formålet er at sikre, at der ikke vil kunne spekuleres i
altid blot at tage et køretøj i anvendelse, når
der indgives en ansøgning om tilladelse, idet ordningen kun
bør anvendes, hvor der er mere eller mindre åbenlyst
for leasinggiver, at ansøgning, leasingaftale m.v. opfylder
kravene, og at tilladelsen derfor vil blive opnået. Der
bør således være en reel økonomisk risiko
forbundet med at tage et køretøj i anvendelse i
tilfælde, hvor tilladelsens meddelelse er mere usikker. Det
er overordnet hensigten, at ordningen med forudgående
ibrugtagning kun bør anvendes, hvor der er en relativt
stærk formodning for, at tilladelsen vil blive
opnået.
2.12. Ændring
af leasingaftaler ved betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift
2.12.1. Gældende ret
Ifølge registreringsafgiftslovens
§ 3 b, stk. 1, kan Skatteforvaltningen meddele tilladelse til
betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. Hvis en
sådan leasingaftale ændres eller afbrydes før
leasingperiodens udløb, eller hvis det leasede
køretøj skifter afgiftsmæssig identitet, anses
tilladelsen som udgangspunkt for at være bortfaldet. Ved
ændringer i aftalen er udgangspunktet, at tilladelsen
bortfalder fra det tidspunkt, hvor ændringen foretages.
Det er dog muligt at foretage de
ændringer i aftalen, som er defineret i
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6, uden at tilladelsen
bortfalder, og uden at disse ændringer som udgangspunkt
forinden skal godkendes af Skatteforvaltningen. Det omfatter
eksempelvis skift af leasingtager eller leasinggiver eller
ændring af det maksimale antal kørte kilometer. Det er
en forudsætning, at ændringerne ikke medfører
omberegning af den betalte afgift, og at leasingaftalen i sin
helhed fortsat opfylder betingelserne for at anvende ordningen med
forholdsmæssig registreringsafgift.
Som konsekvens af, at tilladelsen bortfalder
ved andre end de eksplicit tilladte ændringer i
leasingaftalen, skal nummerpladerne indleveres til
Skatteforvaltningen eller til en nummerpladeoperatør, og
køretøjet skal afmeldes fra
Køretøjsregisteret. Hvis ikke der sker rettidig
indlevering af nummerpladerne m.v., og hvis der er tale om en
forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse, kan dette
medføre bøde- eller fængselsstraf. Hvis
køretøjet bruges her i landet, efter at tilladelsen
er bortfaldet, og der ikke er opnået en ny tilladelse, vil
der desuden som udgangspunkt være pligt til betaling af fuld
registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens almindelige
regler herom, jf. lovens § 1, stk. 1.
Højesteret har i en konkret sag, som er
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen under U. 2018.1200H
(SKM2018. 77. HR), fastslået, at der i
registreringsafgiftsloven ikke er hjemmel til at anse en tilladelse
til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift for
bortfaldet som følge af efterfølgende ændringer
af leasingaftalen, som var uden betydning for opnåelsen af
tilladelsen. Sagen vedrørte en leasinggiver (A ApS), som
havde opnået tilladelse til betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift, men som efterfølgende foretog en
række ændringer i leasingaftalen, som ikke er omfattet
af opregningen af tilladte ændringer i
registreringsafgiftsloven, og hvor aftalen ikke indsendtes til
Skatteforvaltningen til fornyet godkendelse.
Højesteret lagde til grund, at
ændringerne af leasingaftalen ikke havde betydning for
hverken beregningen af den forholdsmæssige
registreringsafgift eller for opnåelse af tilladelse til
betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter § 3
b, stk. 1. Højesteret bemærkede, at der efter
almindelige forvaltningsretlige grundsætninger ikke er
grundlag for at anse en gyldig, begunstigende forvaltningsakt for
bortfaldet som følge af ændrede forhold, hvis disse
forhold ikke har betydning for, om forvaltningsakten ville
være blevet meddelt, og at en forvaltningsmyndighed skal
overholde proportionalitetsprincippet, når den træffer
afgørelse. Højesteret fandt på den baggrund, at
der skulle være klar lovhjemmel, hvis tilladelsen til
betaling af forholdsmæssig registreringsafgift skulle anses
for bortfaldet, og hvis konsekvensen heraf skulle være, at A
ApS skulle betale fuld registreringsafgift. Højesteret fandt
på den baggrund, at der ikke var hjemmel i
registreringsafgiftsloven til at anse tilladelsen til
forholdsmæssig registreringsafgift for bortfaldet.
2.12.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås at ændre reglerne om
efterfølgende ændring af leasingaftaler, hvor der er
meddelt tilladelse til betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift efter lovens § 3 b, stk. 1, så de er
i overensstemmelse med Højesterets dom i sag U. 2018.1200
(SKM2018. 77. HR), som er kort refereret ovenfor i afsnit
2.12.1.
Den nuværende adgang til at foretage
efterfølgende ændringer i leasingaftaler uden fornyet
godkendelse foreslås således suppleret af en ny
opsamlingsbestemmelse, hvorefter det vil være muligt at
foretage sådanne ændringer, som er uden betydning for
opnåelse af tilladelsen. Det vil eksempelvis kunne være
ændring af servicepartner, ændring af aftale om
dækskifte, rettelse af ubetydelige formfejl el.lign. forhold,
som er sekundære i forhold til den vurdering af ejerforhold,
afgiftsbetaling m.v., som sker i forbindelse med behandlingen af
ansøgninger om tilladelse efter § 3 b, stk. 1. Det
foreslås desuden, at der indsættes eksplicitte regler i
loven om konsekvenserne af at ændre en leasingaftale i strid
med reglerne, uden at der ansøges om og opnås fornyet
tilladelse.
2.13. Ophævelse af krav om anvendelse af
standardformularer ved betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift
2.13.1. Gældende ret
Leasingvirksomheder kan efter anmodning til
Skatteforvaltningen godkendes til, under nærmere betingelser,
at få mulighed for selv at angive forholdsmæssig
registreringsafgift for leasingkøretøjer uden en
forudgående godkendelse af den enkelte leasingaftale hos
Skatteforvaltningen. Virksomheder med en sådan tilladelse
betegnes som såkaldte selvangivere. Denne selvangiverordning
omfatter dog alene afgiftsangivelser for
leasingkøretøjer, der er omfattet af en
leasingaftale, hvis vilkår er identiske med en
standardaftale, som er forhåndsgodkendt af
Skatteforvaltningen.
Anvendelsen af selvangiverordningen
forudsætter desuden, at leasingvirksomheden opfylder de
administrative krav hertil, herunder indsendelse af
månedsregnskaber til Skatteforvaltningen. Disse
administrative krav har til formål at sikre et
fornødent grundlag for at føre tilstrækkelig
kontrol med anvendelsen af ordningen.
Ved lov nr. 1195 af 14. november 2017 blev der
indført krav om, at virksomheder ved ansøgning om
tilladelse efter registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1,
skal udarbejde leasingaftalen ved anvendelse af standardformularer
udarbejdet af Skatteforvaltningen. Det bliver dog først
obligatorisk for virksomhederne at anvende standardformularerne 6
kalendermåneder efter, at Skatteforvaltningen har
offentliggjort disse. Fristen for Skatteforvaltningens
offentliggørelse af standardformularerne blev med lov nr.
1431 af 5. december 2018 udskudt fra den 1. januar 2019 til den 1.
januar 2020. Indtil standardformularerne offentliggøres, kan
virksomhederne anvende egne udarbejdede skabeloner til brug for
indgåelse af leasingaftaler.
2.13.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås at ophæve de regler
om obligatorisk anvendelse af standardformularer, der skulle
udarbejdes af Skatteforvaltningen, hvilket blev indført med
§ 1, i lov om ændring af registreringsafgiftsloven og
brændstofforbrugsafgiftsloven nr. 1195 af 14. november 2017,
når der indgives ansøgning om tilladelse til betaling
af forholdsmæssig registreringsafgift i medfør af
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1.
Det foreslåede følger af, at
bestemmelsen efterfølgende har vist sig ikke at kunne
gennemføres i praksis. Ved gennemførelsen af lov nr.
1195 af 14. november 2017 indgik også ved fremsættelsen
af lovforslaget et forbud mod visse klausuler i leasingaftaler ved
anvendelse af forholdsmæssig afgift. Der var reelt tale om
forbud mod to typer af klausuler, hvor en leasingaftale ikke
måtte indeholde vilkår om overskudsdeling mellem
leasinggiver og leasingtager, og en leasingaftale ikke måtte
indeholde vilkår om, at leasingtager hæftede for hele
eller dele af leasinggivers økonomiske risiko ved
leasingforholdet. Formålet med forslaget var at sikre, at der
ved afregning af forholdsmæssig registreringsafgift er tale
om reelle leasingforhold, hvor leasinggiver har det fulde ejerskab
til det leasede køretøj.
Med forbuddet mod de to typer af klausuler
ville leasingkontrakterne for køretøjer på
forholdsmæssig afgift være forenklet betydeligt.
Forbuddet mod de to typer af kontraktklausuler var således en
del af grundlaget for forslaget om indførelse af
standardformularer.
Et forbud mod klausulerne i leasingaftaler ved
anvendelse af forholdsmæssig afgift blev dog ikke
gennemført, idet det viste sig, at det ville medføre,
at der i afgiftsmæssig sammenhæng blev indført
en anden vurdering af, hvem der ejer køretøjet end
den, der følger af det almindelige civilretlige ejerbegreb,
som også lægges til grund inden for EU-retten. Det
vurderedes, at forslaget derfor ikke ville kunne gennemføres
i relation til leasingkontrakter indgået af leasinggivere,
hvis virksomhed drives fra et andet EU-land. Skulle forbuddet mod
klausulerne alene gælde for danske leasinggivere, vurderedes
det at ville svække danske leasinggiveres konkurrenceevne
væsentligt og dermed medføre risiko for, at danske
leasingvirksomheder blot ville flytte virksomheden til et andet
EU-land.
Da leasingkontrakter derfor fortsat kan
indeholde meget komplekse regler om f.eks. fordeling af eventuelt
overskud eller de økonomiske risici ved
kontraktudløb, er det ikke muligt at opbygge
standardformularerne, så leasingaftaler baseret på
standardformularer kan anses som "forhåndsgodkendt".
Udformes standardformularerne i stedet som en
simpel skabelon, hvor leasingvirksomhederne i højere grad
individualiserer aftalerne, vurderes de ikke at ville udgøre
et tilstrækkeligt grundlag for, at det uden videre kan
lægges til grund, at leasingaftaler indgået ved
anvendelse af standardformularerne lever op til lovens krav og
derved kan anses for forhåndsgodkendt.
2.14. Indsættelse af bestemmelser vedrørende
afgørelseskompetence i brændstofforbrugsafgiftsloven
og vægtafgiftsloven
2.14.1. Gældende ret
Det følger af
brændstofforbrugsafgiftsloven, at personer med varigt nedsat
funktionsevne, som efter lov om social service kan opnå
støtte til erhvervelse af en bil, fritages for afgiften,
hvis bilen er benzindreven, jf. § 7, stk. 1, 1. pkt. Er bilen
dieseldreven, betales afgift efter de i § 3, stk. 1, under B
fastsatte satser for udligningsafgift, jf. § 7, stk. 1, 2.
pkt. Afgiftsfritagelsen og -nedsættelsen gælder kun,
så længe køretøjet er registreret for og
benyttes af den pågældende, jf. § 7, stk. 1, 3.
pkt.
Et lignende regelsæt findes i lov om
vægtafgift af motorkøretøjer m.v.
(vægtafgiftsloven). Det fremgår heraf, at personer med
varigt nedsat funktionsevne, som efter lov om social service kan
opnå støtte til erhvervelse af en bil, fritages for
vægtafgift og tillægsafgift for privat anvendelse, jf.
§ 16, stk. 1. pkt. Afgiftsfritagelsen gælder kun,
så længe køretøjet er registreret for og
benyttes af den pågældende.
Der er ikke fastsat regler i afgiftslovene om,
hvilken myndighed, der træffer afgørelse om fritagelse
eller nedsættelse for henholdsvis
brændstofforbrugsafgift, vægtafgift og
tillægsafgift for privatanvendelse. Det antages derfor, at
afgørelseskompetencen følger de generelle regler og
principper på skatteområdet, og således ligger
hos Skatteforvaltningen.
Som konsekvens heraf følger
klageadgangen ligeledes de generelle regler og principper for
skatteområdet for afgiftsfritagelser. Afgørelser om
f.eks. tilbagekaldelse af afgiftsfritagelse, som træffes af
Skatteforvaltningen, kan efter reglen i skatteforvaltningslovens
§ 11, stk. 1, nr. 1, således påklages til
Landsskatteretten.
2.14.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at kommunalbestyrelserne
bemyndiges til at træffe afgørelse om fritagelse eller
nedsættelse af afgift for henholdsvis
brændstofforbrugsafgift, vægtafgift og
tillægsafgift for privatanvendelse. Det foreslås
desuden præciseret, at Skatteforvaltningen har kompetence til
at træffe afgørelse om ophør af
afgiftsfritagelsen, såfremt det konstateres, at et
køretøj ikke længere er registreret for eller
bliver benyttet af den pågældende person, som er
berettiget til at modtage støtte til køb af bil.
Endelig foreslås det præciseret, at klager over
kommunalbestyrelsernes afgørelser vedrørende
afgiftsfritagelse eller -nedsættelse vil skulle
påklages til Ankestyrelsen, mens Skatteforvaltningens
afgørelse om ophør af afgiftsfritagelsen eller
-nedsættelsen vil skulle påklages til
Landsskatteretten. Der er for så vidt angår kommunernes
og Ankestyrelsens kompetence tale om en fravigelse af
udgangspunktet i skatteforvaltningslovens § 1 om, at
afgiftslovgivningen administreres af Skatteforvaltningen, og
Skatteforvaltningens afgørelser kan prøves i det
skatteretlige klagesystem.
Det foreslåede skal ses i
sammenhæng med lov om ændring af lov om registrering af
køretøjer, registreringsafgiftsloven,
brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om vægtafgift af
motorkøretøjer m.v. og lov om afgift af naturgas og
bygas m.v. nr. 1431 af 11. december 2017, som ophævede to
bemyndigelsesbestemmelser i henholdsvis brændstofforbrugs- og
vægtafgiftsloven, som gav socialministeren kompetence til at
fastsætte nærmere regler vedrørende
afgørelser om afgiftsfritagelse for personer med varigt
nedsat funktionsevne.
Hjemlen til at fastsætte nærmere
regler om afgørelser om afgiftsfritagelse var udnyttet i
bekendtgørelse nr. 1252 af 20. november 2017 om
støtte til køb af bil
(bilstøttebekendtgørelsen), hvori det fastlagdes, at
kommunalbestyrelserne træffer afgørelser om fritagelse
for brændstofforbrugsafgift, vægtafgift og
tillægsafgift for privat anvendelse, når det vurderes,
at ansøgeren er berettiget til støtte til køb
af bil efter § 114 i lov om social service og §§ 1-5
i bilstøttebekendtgørelsen. Reglerne medførte,
at det ikke var Skatteforvaltningen men kommunalbestyrelserne, som
traf afgørelser om afgiftsfritagelse for biler ejet af den
pågældende personkreds.
Dette var hensigtsmæssigt, da der i
sager om afgiftsfritagelse i praksis ofte er en nær
sammenhæng med de sager, hvor kommunalbestyrelserne bevilger
personer med varigt nedsat funktionsevne støtte til
køb af bil, jf. lov om social service. Når en
kommunalbestyrelse bevilger støtte til køb af bil,
har den pågældende person med varigt nedsat
funktionsevne således også som altovervejende
udgangspunkt ret til afgiftsfritagelse.
Ifølge bemærkningerne til
lovforslaget, hvor bemyndigelsesbestemmelserne i
brændstofforbrugs- og vægtafgiftsloven blev
ophævet, var det ikke hensigten, at der skulle ske
ændringer i retstilstanden. Lovændringen
medførte imidlertid, at der ikke længere består
en direkte kobling mellem reglerne om afgiftsfritagelse i
brændstofforbrugsafgiftsloven og vægtafgiftsloven og
kommunalbestyrelsens kompetence til at træffe
afgørelse om afgiftsfritagelse, jf.
bilstøttebekendtgørelsen, hvilket indebærer, at
afgørelseskompetencen, som følge af
lovændringen, anses for utilsigtet at være
overgået fra kommunalbestyrelserne til
Skatteforvaltningen.
Med det foreslåede sikres det, at det er
kommunalbestyrelserne, der fremadrettet træffer
afgørelse om fritagelse for eller nedsættelse af
henholdsvis brændstofforbrugsafgift, vægtafgift og
tillægsafgift for privatanvendelse. Derudover
præciserer forslaget, hvilken klageinstans klager over
afgørelser om afgiftsfritagelse skal tilgå. Klager
over kommunalbestyrelsernes afgørelser om afgiftsfritagelse
eller -nedsættelse skal således tilgå
Ankestyrelsen. Dette er hensigtsmæssigt, da Ankestyrelsen
også er klageinstans for klager over afgørelser, som
vedrører, hvorvidt en person er berettiget til at modtage
støtte til køb af bil efter reglerne i lov om social
service. Da spørgsmålet om afgiftsfritagelse hviler
på samme materielle retsgrundlag som spørgsmålet
om, hvorvidt betingelserne for at kunne modtage støtte til
køb af bil er opfyldt, er det mest nærliggende, at
klager vedrørende afgørelser om afgiftsfritagelse
også skal indbringes for Ankestyrelsen. Herved sikres det
desuden, at borgene alene skal henvende sig til én
klagemyndighed, hvis de ønske at klage over en
afgørelse, som både vedrører støtte til
køb af bil og afgiftsfritagelse. Af disse grunde er det
hensigtsmæssigt at fravige udgangspunktet om, at
afgiftslovgivningen administreres af Skatteforvaltningen, og
Skatteforvaltningens afgørelser kan prøves i det
skatteretlige klagesystem. Derimod skal klager over
Skatteforvaltningens afgørelser om ophør af
afgiftsfritagelse som følge af, at et køretøj
ikke længere er registreret for og benyttes af den
pågældende person, som kan få tilkendt
støtte til køb af bil, fortsat tilgå
Landsskatteretten. Klager indgives fortsat til Skatteankestyrelsen,
der som sekretariat for Landsskatteretten visiterer klagerne og
foretager sagsforberedelsen. Da afgørelser om ophør
af afgiftsfritagelse eller -nedsættelse træffes af
Skatteforvaltningen på grundlag af regler i
afgiftslovgivningen, anses det for mest nærliggende, at
klager over sådanne afgørelser fortsat skal behandles
inden for det skatteretlige klagesystem.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Med lovforslaget foreslås
selvanmelderordningen på eksportområdet afskaffet,
hvilket vil medføre, at opgaven med at fastsætte
værdien af brugte køretøjer overgår fra
virksomheder, der er registrerede som selvanmeldere, til
Motorstyrelsen med henblik på at øge
regelefterlevelsen på motorområdet.
Afskaffelse af selvanmelderordningen på
eksportområdet forventes at medføre to modsatrettede
effekter. Det skønnes, at det vil være en lavere
gennemsnitlig godtgørelse ved eksport, idet
eksportgodtgørelsen fremover vil ske på et mere
ensartet grundlag, hvilket vil medføre et merprovenu fra
registreringsafgiften. Omvendt må det forventes, at den
foreslåede ændring kan medføre en mindre
reduktion i antallet af brugte køretøjer, der
eksporteres, og dermed et lavere antal importerede biler til
erstatning af de eksporterede køretøjer. Der er dog
stor usikkerhed forbundet med disse effekter, hvorfor der ikke er
indregnet provenumæssige konsekvenser fra denne del af
lovforslaget.
Forslaget om afskaffelse af
godtgørelsen på 400 kr. i forbindelse med syn forud
for eksport skønnes at medføre et årligt
merprovenu på ca. 10 mio. kr. I dag indkaldes ca. 26.000
køretøjer til syn ud af de i alt 37.000
køretøjer, hvor der er anmodet om
eksportgodtgørelse. Det er i beregningerne forudsat, at det
nuværende antal af synede køretøjer opretholdes
fremadrettet.
Forslaget om at afskaffe nedsættelse af
registreringsafgiften med 60 kr. for brugte biler og motorcykler,
der skal registreres i Danmark for første gang,
skønnes at ville medføre et årligt merprovenu
på ca. 1 mio. kr. Afskaffelsen skønnes ikke at
medføre nogen adfærdseffekter.
Initiativet vedrørende afskaffelse af
selvanmelderordningen medfører, at opgaven med at
fastsætte værdien af brugte køretøjer ved
eksport fuldt overgår til Skatteforvaltningen fra den 1. juli
2020. Initiativet skønnes at medføre udgifter for
Skatteforvaltningen på ca. 70 mio. kr. årligt i 2020 og
frem til håndtering af anmodninger om
eksportgodtgørelse og værdifastsættelser.
Udgifterne finansieres af et nyt gebyr, jf. lovforslagets § 1,
nr. 19 og 20.
Som følge af at der indføres et
gebyr frigøres 33 mio. kr. årligt under
Skatteministeriets rammer på finanslovens § 9. Midlerne
har tidligere været bevillingsfinansieret til brug for
opgaven med værdifastsættelser.
Initiativet vedrørende ændring af
vilkår for leasingkøretøjer ved betaling af
forholdsmæssig registreringsafgift vurderes på det
foreliggende grundlag at ville medføre administrative
omkostninger for Skatteforvaltningen til øget sagsbehandling
på ca. 2 mio. kr. årligt i 2020 og frem.
Initiativet vedrørende
straks-ibrugtagning af køretøjer skønnes at
medføre merudgifter for Skatteforvaltningen på samlet
set ca. 1,5 mio. kr. i 2020 og frem.
De øvrige initiativer vurderes ikke at
medføre nævneværdige økonomiske
konsekvenser for det offentlige.
Det vurderes, at lovforslaget er i
overensstemmelse med principperne for digitaliseringsklar
lovgivning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Forslagene om afskaffelse af
selvanmelderordningen ved eksport af brugte køretøjer
og indførelse af gebyr ved eksport af brugte
køretøjer vurderes at ville medføre
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet svarende til
udgiften ved betaling af gebyr på 70 mio. kr. ved anmodning
om udbetaling af eksportgodtgørelse.
Desuden vil lovforslaget medføre
administrative konsekvenser for de virksomheder, som eksporterer
køretøjer. Team Effektiv Regulering (TER) har opgjort
de erhvervsøkonomiske konsekvenser af lovforslaget, og TER
vurderer, at lovforslaget medfører administrative byrder for
erhvervslivet på samlet ca. 9,3 mio. kr. årligt.
Forslaget om at selvanmelderordningen på
eksportområdet bliver ophævet, hvormed
eksportører ikke længere vil kunne fastsætte
værdien af brugte eksportkøretøjer med henblik
på udbetaling af eksportgodtgørelse, vil
medføre en administrativ byrde på ca. 0,4 mio. kr. for
erhvervslivet årligt.
Byrderne består i, at
eksportørerne vil skulle anmode Skatteforvaltningen om at
værdifastsætte de brugte køretøjer ved
eksport og fremsende dokumentation på, at
køretøjet er afmeldt Køretøjsregistret
og udført af landet. Disse byrder udgør 3,8 mio. kr.
Byrdelettelserne består i, at de pågældende
eksportører ikke længere vil skulle fremskaffe
dokumentationsgrundlag i forbindelse med
værdifastsættelsen af de brugte
køretøjer, og at eksportørerne heller ikke vil
skulle sætte køretøjerne på deres
månedsopgørelse. Disse byrdelettelser udgør 3,4
mio. kr.
Forslaget om at eksportører altid vil
skulle aflevere en synsrapport for det køretøj,
hvoraf der ønskes udbetalt eksportgodtgørelse, vil
medføre en administrativ byrde på ca. 8,9 mio. kr. for
erhvervslivet årligt. Den administrative byrde består
i, at eksportører, i et større omfang end i dag, vil
skulle betale for registrerings- og toldsyn, synsrapport og
transportere køretøjer til og fra synshaller m.v.
TER vurderer, at lovforslagets øvrige
forslag enten ikke medfører administrative konsekvenser
eller medfører mindre væsentlige administrative
konsekvenser, hvorfor de ikke har opgjort de administrative
konsekvenser for disse.
Forslaget om at afskaffe kompensationen for
udgifter til syn af eksportkøretøjer vil
medføre, at eksportører selv vil skulle afholde denne
udgift. Eksportører af køretøjer
pålægges dermed en merudgift på ca. 10 mio. kr.,
hvoraf langt hovedparten vurderes at vedrøre
virksomheder.
Forslaget om at afskaffe nedsættelse af
registreringsafgiften med 60 kr. for brugte biler og motorcykler,
der skal registreres i Danmark for første gang, vil
medføre, at importører selv vil skulle afholde denne
udgift. Importører af køretøjer
pålægges dermed en merudgift på ca. 1 mio. kr.,
hvoraf hovedparten vurderes at vedrøre virksomheder.
Forslaget om at forlænge fristen for
udbetaling af eksportgodtgørelse og om at forlænge
suspensionsperioden i forhold til at foretage modregning i
restancer vil kunne udgøre en likviditetsmæssig byrde
for erhvervslivet, da de virksomheder, som eksporterer
køretøjer, i visse tilfælde vil kunne få
udbetalt eksportgodtgørelsen på et senere tidspunkt
end efter gældende regler.
Forslag om tilslutning til Eucaris vurderes at
ville medføre en mindre administrativ lettelse for
syns-virksomheder, som opretter importerede køretøjer
i Køretøjsregisteret. Efter gældende regler
skal tekniske data for køretøjer indtastes manuelt af
synsvirksomhederne. Med tilslutningen til Eucaris vil et
køretøjs tekniske data i stedet kunne trækkes
direkte fra det udenlandske køretøjsregister.
Forslag om tilretning af leasingreglerne
vurderes herudover at ville forenkle leasingvirksomhedernes
administration, da de vil få mulighed for at foretage visse
ændringer i godkendte leasingaftaler, uden at
ændringerne skal godkendes af Skatteforvaltningen, og uden at
tilladelsen til betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift bortfalder.
Lovforslagets øvrige elementer vurderes
ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser
for erhvervslivet.
Ved udarbejdelsen af lovforslaget er
principperne for agil erhvervsrettet lovgivning fulgt, da forslag
om tilslutning til Eucaris vil sikre en brugervenlig digitalisering
for synsvirksomheder.
5. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at ville
medføre administrative konsekvenser for borgere.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at ville
medføre miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til
EU-retten
Forslagene, som implementerer Aftale om styrket regelefterlevelse på
motorområdet af 2. april 2019, herunder afskaffelse af
selvanmelderordningen ved eksport af brugte
køretøjer, indførelse af gebyr ved eksport af
brugte køretøjer, ændring af regler for toldsyn
ved eksport af brugte køretøjer og udbetaling af
godtgørelse ved eksport af brugte køretøjer,
kan give anledning til en overvejelse af, om disse forslag vil
være forenelige med de EU-retlige principper om varernes frie
bevægelighed og fri udveksling af tjenesteydelser.
Det bemærkes i den sammenhæng, at
Højesteret ved dom af 16. august 2016 i sagen Yupex Trading
A/S mod Skatteministeriet har fastslået, at det ikke
følger af EU-retten, at der skal ydes afgiftsrefusion i
tilfælde af eksport af køretøjer til en anden
medlemsstat. Det vurderes på den baggrund, at de
ovennævnte forslag vedrørende
eksportgodtgørelsesordningen, der implementerer Aftale om styrket regelefterlevelse på
motorområdet af 2. april 2019, er forenelige med
EU-retten, uanset om forslagene måtte gøre det mindre
attraktivt at eksportere et brugt dansk køretøj til
et andet EU/EØS-land, da krav på godtgørelse af
dansk registreringsafgift i forbindelse med eksport af brugte biler
ikke følger af EU-retten.
Europa-Kommissionen har fremsendt en begrundet
udtalelse (nr. 2017/0327) om manglende meddelelse af
foranstaltninger til gennemførelse i national ret af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/46/EU af 3. april
2014 om ændring af Rådets direktiv 1999/37/EF om
registreringsdokumenter for motorkøretøjer. Det
følger af direktivet, at medlemsstaterne elektronisk skal
registrere data om køretøjer, som skal stilles til
rådighed for synsvirksomheder med henblik på periodisk
teknisk kontrol. Kommissionen finder ikke, at dansk lovgivning
opfylder de krav, der følger af direktivet.
Forslaget om at ændre fodnoten til
titlen til lov om registrering af køretøjer, har til
formål at sikre, at dansk lovgivning er i overensstemmelse
med direktivet, ved at der indsættes en note til titlen til
lov om registrering af køretøjer, så det
fremgår, at loven indeholder bestemmelser, der implementerer
direktivet.
Det følger af Rådets forordning
2018/1541/EU af 2. oktober 2018 om ændring af forordning (EU)
nr. 904/2010 og (EU) 2017/2454, for så vidt angår
foranstaltninger til styrkelse af det administrative samarbejde
vedrørende merværdiafgift, at Danmark skal give de
øvrige medlemsstater automatiseret adgang til oplysninger i
Køretøjsregisteret. Det er en forudsætning for
adgangen til oplysningerne, at disse skal anvendes i forbindelse
med efterforskning af mistanke om momssvig eller med henblik
på at opdage momssvig. Adgangen til oplysningerne skal
gøres tilgængelig via det europæiske
informationssystem vedrørende køretøjer og
kørekort (Eucaris).
Den del af lovforslaget, der omhandler
tilslutning af Køretøjsregisteret til Eucaris, har
således til formål at sikre, at forordning 2018/1541/EU
efterleves.
EU-Domstolen har i sag C-249/15 Wind 1014 GmbH
og Kurt Daell mod Skatteministeriet (præjudiciel
forelæggelse) truffet afgørelse om, at det er i strid
med TEUF artikel 56 om tjenesteydelsernes frie bevægelighed
at kræve Skatteforvaltningens godkendelse forud for
ibrugtagning af et udenlandsk leasingkøretøj i
Danmark. Den danske ordning med forhåndsgodkendelse har til
formål at forebygge omgåelse, svig eller misbrug af
afgiftsreglerne. Domstolen finder, at ordningen er egnet til at
opfylde dette formål, men at den begrænsning, som
ordningen udgør, er uproportional, og at mindre indgribende
foranstaltninger kunne anvendes til at opnå samme
virkning.
Domstolen anfører, at en ordning, hvor
afgiften forudbetales pro rata for den periode, hvor
køretøjet skal anvendes i Danmark, og hvor
prøvelse af, om vilkårene for betaling af
forholdsmæssig afgift er opfyldt, sker efter ibrugtagningen,
ville være mindre indgribende og kunne opfylde de samme
formål. I forbindelse med en sådan ordning kan en
medlemsstat begrænse gyldigheden af et køretøjs
registrering til leasingperioden, hvilket allerede er
udgangspunktet i dansk ret. Desuden fastslår Domstolen, at
der ved omgåelse eller misbrug vil kunne fastsættes
regler om solidarisk hæftelse for leasingtager og
leasinggiver samt passende strafferetlige sanktioner.
Den del af lovforslaget, der omhandler
ibrugtagning af leasingkøretøjer før
Skatteforvaltningens godkendelse, har til formål at sikre, at
de danske regler om betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift for leasingkøretøjer er i
overensstemmelse med dommens udfald og præmisser.
Lovforslagets øvrige elementer
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Loven notificeres i sin helhed som udkast i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2015/1535 (informationsproceduredirektivet). Der er tale om en
skattemæssig foranstaltning, hvorfor der ikke gælder
nogen stand still-periode.
8. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra
den 4. juli 2019 til den 22. august 2019 og fra den 17. september
2019 til den 23. september 2019 været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
3F, 3F Privat Service, Hotel og Restauration,
Advokatsamfundet, Affald Plus, Akademikerne, Aluminium Danmark,
Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ARI, AutoBranchen
Danmark, Autobranchens Handels- og Industriforening i Danmark,
AutoCamperRådet, Biobrændselsforeningen, Blik- og
Rørarbejderforbundet, Boligselskabernes Landsforening,
borger- og retssikkerhedschefen i Skatteforvaltningen,
Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Brancheforeningen for
Flaskegenbrug, Brancheforeningen for Husstandsvindmøller,
Brancheforeningen for Skov, Have og Park-Forretninger,
Brintbranchen, Bryggeriforeningen, Business Danmark,
Børsmæglerforeningen, Campingbranchen, Carta,
Centralforeningen af Taxiforeninger i Danmark,
Centralorganisationen Søfart, CEPOS, Cevea, Coop, DAKOFA,
Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Frie Autocampere, Danmarks
Idrætsforbund, Danmarks Jordbrugsforskning, Danmarks Motor
Union, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Rejsebureau
Forening, Danmarks Restauranter og Cafeer, Danmarks Skibskredit,
Danmarks Statistik, Danmarks Tankesports-Forbund, Danmarks
Tivoliforening, Danmarks Vindmølleforening, Dansk
Affaldsforening, Dansk Aktionærforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk AutoGenbrug, Dansk Automat
Brancheforening, Dansk Automobil Sports Union, Dansk
Automobilforhandler Forening, Dansk Bilbrancheråd, Dansk
Bilforhandler Union, Dansk Byggeri, Dansk
Dagligvareleverandørforening, Dansk
Døve-Idrætsforbund, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Dansk Elbil Alliance, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Fjernvarme,
Dansk Friskoleforening, Dansk Gartneri, Dansk Gasteknisk Center,
Dansk Golf Union, Dansk Handicap Idræts-Forbund, Dansk
Landbrugsrådgivning, Dansk Lokalsyn, Dansk
Maskinhandlerforening, Dansk Metal, Dansk Methanolforening, Dansk
Misbrugsbehandling, Dansk Mode og Textil, Dansk Pokerforbund, Dansk
Rejsebureau Forening, Dansk Retursystem A/S, Dansk Sejlunion, Dansk
Skibsmæglerforening, Dansk Skoleidræt, Dansk
Skovforening, Dansk Solcelleforening, Dansk Taxi Råd, Dansk
Teknisk Lærerforbund, Dansk Told- og Skatteforbund, Dansk
Travsports Centralforbund, Dansk Ungdoms Fællesråd,
Danske Advokater, Danske Biludlejere, Danske Biobrændsels- og
Kulimportørers Association, Danske Boligadvokater, Danske
Busvognmænd, Danske Halmleverandører, Danske
Handicaporganisationer, Danske Maritime, Danske Medier, Danske
Produktionsskolers Lærerforening, Danske Rederier, Danske
Regioner, Danske Speditører, Danske Synsvirksomheder, DANVA,
Datatilsynet, DBU, De Danske Bilimportører, De Samvirkende
Købmænd, Den Danske Bilbranche, Den Danske
Dommerforening, Den Danske Landinspektørforening, Det
Økologiske Råd, DGI, DI, DI Transport,
Digitaliseringsstyrelsen, DIKO, Divisionsforeningen, DOGA,
Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Eksportrådet, EmballageIndustrien, Energi Danmark, Energi- og
Olieforum, Energiforum Danmark, Energinet.dk, Energistyrelsen,
Energitilsynet, ERFAgruppen-Bilsyn, Erhvervsstyrelsen - Team
Effektiv Regulering, European Gaming and Betting Association, FDL -
Frie Danske Lastbilvognmænd, FDM, FH - Fagbevægelsens
Hovedorganisation, Finans Danmark, Finans og Leasing,
Finansforbundet, Finanstilsynet, FOA, Forbrugerrådet
Tænk, FORCE Technology, Foreningen af Danske
Skatteankenævn, Foreningen af Rådgivende
Ingeniører, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Foreningen
Biogasbranchen, Foreningen Danske Kraftvarmeværker,
Foreningen Danske Revisorer, Forsikring & Pension,
Forsikringsmæglerforeningen, Frie Funktionærer, Frie
Grundskolers Lærerforening, Friluftsrådet, FSE, FSR -
danske revisorer, Fællesrådet for Foreninger for
Uddannelses- og Erhvervsvejledningen, GAFSAM, Grafisk
Arbejdsgiverforening, Greenpeace Danmark, Grundejernes
Landsforening, Grønlands Selvstyre,
Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond,
Hjerteforeningen, HK-Kommunal, HK-Privat, HOFOR, HORESTA, IBIS,
International Transport Danmark, Investering Danmark, ISOBRO,
It-Branchen, IT-Universitetet, Justitia, Kasinoforeningen, KFUM
Spejderne i Danmark, KL, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kraka,
Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening,
Kræftens Bekæmpelse, Landbrug & Fødevarer,
Landsforeningen af Ungdomsskoleledere, Landsforeningen for
Bæredygtigt Landbrug, Landsforeningen Polio-, Trafik- og
Ulykkesskadede, Landsskatteretten, Ledernes Hovedorganisation,
Lejernes Landsorganisation i Danmark, Lokale Pengeinstitutter,
Mellemfolkeligt Samvirke, Metalemballagegruppen,
Miljøstyrelsen, Mineralolie Brancheforeningen,
Moderniseringsstyrelsen, Motorcykel Forhandler Foreningen,
Motorcykel Importør Foreningen, Motorhistorisk Samråd,
Nasdaq OMX Copenhagen A/S, Nationalbanken, Nationalt Center for
Miljø og Energi, Naturstyrelsen, Noah, Nordisk Folkecenter
for Vedvarende Energi, Nordsøfonden, Nærbutikkernes
Landsforening, Olie Gas Danmark, Parcelhusejernes
Landsorganisation, Patienterstatningen, Plastindustrien,
Rejsearbejdere.dk, Rejsearrangører i Danmark,
Rektorkollegiet, Restaurationsbranchen.dk, Rigspolitichefen,
Sammenslutningen af Mindre Erhvervsfartøjer, Sammensluttede
Danske Energiforbrugere, SEGES, Serviceforbundet, SIFA,
Sikkerhedsstyrelsen, SKAD - Autoskade- og
Køretøjsopbyggerbranchen i Danmark,
Skatteankestyrelsen, Skolelederforeningen, SMVdanmark,
Spillemyndigheden, SRF Skattefaglig Forening, Statsadvokaten for
Særlig Økonomisk og International Kriminalitet,
Styrelsen for Videregående Uddannelser, Sundhedskartellet,
Sydslesvigs Danske Ungdomsforeninger, Søfartens Ledere,
Søfartsstyrelsen, Team Danmark, Teleindustrien,
Tinglysningsretten, Tobaksindustrien, Tobaksproducenterne,
Vedvarende Energi, VELTEK, Vin og Spiritus Organisationen i
Danmark, Vindmølleindustrien, VisitDenmark,
Vurderingsankenævnsforeningen, WWF, Ældre Sagen og
Økologisk Landsforening.
9. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ja. Afskaffelse af kompensation for udgift
til syn af eksportkøretøjer skønnes at
medføre et årligt merprovenu på ca. 10 mio.
kr. Afskaffelse af nedsættelse af
registreringsafgiften ved import at brugte biler og motorcykler
skønnes at medføre et årligt merprovenu
på ca. 1 mio. kr. | Ingen. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ja. Som følge af at der
indføres et gebyr til administration af
eksportgodtgørelsesordningen frigøres 33 mio. kr.
årligt under Skatteministeriets rammer på finanslovens
§ 9. Midlerne har tidligere været bevillingsfinansieret
til brug for opgaven med værdifastsættelser. | Ja. Overgang af opgaven med at
værdifastsætte brugte køretøjer, der
eksporteres, til Skatteforvaltningen, skønnes at
medføre merudgifter for Skatteforvaltningen på 70 mio.
kr. årligt i 2020 og frem. Udgifterne finansieres af et
gebyr, jf. lovforslagets § 1, nr. 19 og 20. Ændring af vilkår for
leasingkøretøjer ved betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift vurderes at medføre administrative
omkostninger for Skatteforvaltningen til øget sagsbehandling
på ca. 2 mio. kr. årligt i 2020 og frem. Muligheden for straks-ibrugtagning af
køretøjer skønnes at medføre
merudgifter for Skatteforvaltningen på samlet set 1,5 mio.
kr. i 2020 og frem. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen. | Ja. Afskaffelse af selvanmelderordningen
vurderes at medføre økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet svarende til udgiften for betaling af gebyr på
70 mio. kr., ved anmodning om udbetaling af
eksportgodtgørelse. Afskaffelse af kompensation for udgift til
syn af eksportkøretøjer skønnes at
medføre en merudgift på ca. 10 mio. kr., hvoraf langt
hovedparten vurderes at vedrøre virksomheder. Afskaffelse af nedsættelse af
registreringsafgiften ved import af brugte biler om motorcykler
skønnes at medføre en merudgift på ca. 1 mio.
kr., hvoraf hovedparten vurderes at vedrøre
virksomheder. Ved forlængelse af fristen for
udbetaling af eksportgodtgørelse vil virksomheder, som
eksporterer køretøjer, i visse tilfælde kunne
få udbetalt eksportgodtgørelse på et senere
tidspunkt end efter gældende regler. Forslaget kan derfor
medføre en likviditetsmæssig byrde. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ja. Tilslutning til Eucaris vurderes at
ville medføre en mindre administrativ lettelse for
synsvirksomheder, som vil kunne trække oplysninger om et
køretøjs tekniske data direkte fra udenlandske
køretøjsregistre. Ændring af vilkår for
leasingkøretøjer ved betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift vurderes at forenkle leasingvirksomhedernes
administration, da de vil få mulighed for at foretage ville
ændringer i godkendte leasingaftaler, uden at
ændringerne skal godkendes af Skatteforvaltningen, og uden at
tilladelsen til betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift bortfalder. | Ja. TER har opgjort de
erhvervsøkonomiske konsekvenser for forslagene om
afskaffelse af selvanmelderordningen ved eksport af brugte
køretøjer, indførelse af gebyr ved eksport af
brugte køretøjer og ændring af regler for
toldsyn ved eksport af brugte køretøjer. TER
vurderer, at lovforslaget medfører administrative byrder for
erhvervslivet på samlet ca. 9,3 mio. kr. årligt. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen. | Ingen. | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Forholdet til EU-retten | Forslagene, som implementerer Aftale om styrket regelefterlevelse af 2.
april 2019, kan give anledning til en overvejelse af, om disse
forslag vil være forenelige med de EU-retlige principper om
varernes frie bevægelighed og fri udveksling af
tjenesteydelser. Hertil bemærkes, at
Højesteret har fastslået, at det ikke følger af
EU-retten, at der skal ydes afgiftsrefusion i tilfælde af
eksport af køretøjer til en anden medlemsstat. Det
vurderes på den baggrund, at forslagene, der implementerer
Aftale om styrket regelefterlevelse på
motorområdet af 2. april 2019, er forenelige med
EU-retten, uanset om forslagene måtte gøre det mindre
attraktivt at eksportere et brugt dansk køretøj til
et andet EU/EØS-land, da krav på godtgørelse af
dansk registreringsafgift i forbindelse med eksport af brugte biler
ikke følger af EU-retten. Europa-Kommission har fremsendt begrundet
udtalelse nr. 2017/0327 om manglende meddelelse af foranstaltninger
til gennemførelse i national ret af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/46/EU af 3. april 2014 om ændring
af Rådets direktiv 1999/37/EF om registreringsdokumenter for
motorkøretøjer. Kommissionen finder ikke, at dansk
lovgivning opfylder de krav, der følger af direktivet, da
det ikke fremgår af lov om registrering af
køretøjer, at loven implementerer bestemmelser fra
direktivet. Det foreslås på den baggrund, at der
indsættes en note om implementeringen af direktivet. Det følger af Rådets
forordning 2018/1541/EU af 2. oktober 2018 om ændring af
forordning (EU) nr. 904/2010 og (EU) 2017/2454, for så vidt
angår foranstaltninger til styrkelse af det administrative
samarbejde vedrørende merværdiafgift, at Danmark skal
give de øvrige medlemsstater automatiseret adgang til
oplysninger i Køretøjsregisteret. Det er en
forudsætning for adgangen til oplysningerne, at disse skal
anvendes i forbindelse med efterforskning af mistanke om momssvig
eller med henblik på at opdage momssvig. Adgangen til
oplysningerne skal gøres tilgængelig via det
europæiske informationssystem vedrørende
køretøjer og kørekort (Eucaris). EU-Domstolen har i sag C-249/15 Wind 1014
GmbH og Kurt Daell mod Skatteministeriet (præjudiciel
forelæggelse) truffet afgørelse om, at det er i strid
med TEUF artikel 56 om tjenesteydelsernes frie bevægelighed
at kræve Skatteforvaltningens godkendelse forud for
ibrugtagning af et udenlandsk leasingkøretøj i
Danmark. Domstolen anfører, at en ordning,
hvor afgiften forudbetales pro rata for den periode, hvor
køretøjet skal anvendes i Danmark, og hvor
prøvelse af om vilkårene for betaling af
forholdsmæssig afgift er opfyldt sker efter ibrugtagningen,
ville være mindre indgribende og kunne opfylde de samme
formål. Det foreslåede har til formål at sikre,
at de danske regler om betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift for leasingkøretøjer er i
overensstemmelse med dommens udfald og præmisser. Loven notificeres i sin helhed som udkast
i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2015/1535 (informationsproceduredirektivet). Der er tale om en
skattemæssig foranstaltning, hvorfor der ikke gælder
nogen stand still-periode. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering / Går videre
end minimumskrav i EU-regulering | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til §
1
Til nr.
1
Af registreringsafgiftslovens § 2, stk.
1, fremgår, hvilke køretøjer der er fritaget
for registreringsafgift. Det er bl.a. køretøjer, der
tilhører kongehuset, lastbiler med en tilladt
totalvægt på over 4 tons, mandskabsvogne og
køretøjer, der anskaffes og anvendes til
afprøvning af komponenter og udstyr. I medfør af
§ 2, stk. 2, kan skatteministeren desuden fastsætte
regler om afgiftsfrihed for køretøjer, som
tilhører fremmede staters diplomatiske og konsulære
repræsentationer og internationale organisationer og
institutioner, som Danmark er medlem af, m.v. Det følger af
§ 2, stk. 3, at når betingelsen for afgiftsfritagelsen
ikke længere er opfyldt, skal køretøjet
afgiftsberigtiges efter §§ 4-6 b.
Det foreslås, at henvisningen til
§§ 4-6 b ændres, så der i stedet henvises til
§§ 4-5 e.
Baggrunden for det foreslåede er, at
§§ 6, 6 a, og 6 b, som vedrørte
registreringsafgift af taxier, limousiner og sygetransportbiler,
blev ophævet med lov nr. 1503 af 23. december 2014.
Køretøjskategorierne blev med samme lov omfattet af
afgiftsfritagelsen i § 2, stk. 1, nr. 6.
Der er således tale om en
konsekvensændring, hvor det foreslås at ændre
§ 2, stk. 3, så der henvises til de korrekte
bestemmelser i forhold til betaling af registreringsafgift af
tidligere afgiftsfritagne køretøjer, når
betingelsen for afgiftsfritagelsen ikke længere er
opfyldt.
Til nr.
2
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 3, stk. 4, at
registreringsafgiften nedsættes med 60 kr. for brugte biler
og motorcykler, der registreres for første gang i Danmark,
jf. § 10, stk. 3. Bestemmelsen blev indført med §
6, nr. 1, lov nr. 1391 af 20. december 2004, idet det blev
forventet, at liberaliseringen af synsmarkedet pr. 1. januar 2005
ville medføre en merudgift for borgerne i forbindelse med
det udvidede registreringssyn, der foretages af hensyn til
fastsættelsen af registreringsafgiften for importerede brugte
køretøjer.
Det foreslås, at
registreringsafgiftslovens § 3, stk. 4, ophæves. Den
foreslåede ophævelse af bestemmelsen vil
medføre, at registreringsafgiften af brugte biler og
motorcykler, som registreres for første gang i Danmark, ikke
længere vil blive nedsat med 60 kr.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.5.2.
Til nr.
3
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1, 1. pkt., at
Skatteforvaltningen efter ansøgning kan give tilladelse til,
at registreringsafgiften af registreringspligtige
leasingkøretøjer, der registreres med henblik
på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 2, når
køretøjet tilhører en virksomhed eller et fast
driftssted, der er beliggende her i landet eller i udlandet, og
når køretøjet i en tidsbegrænset periode
i henhold til en skriftlig aftale leases til en fysisk eller
juridisk person, der er bosiddende her i landet. Det følger
således af bestemmelsen, at en af betingelserne for at betale
forholdsmæssig afgift er, at køretøjet
tilhører en virksomhed eller et fast driftssted, der er
beliggende her i landet eller i udlandet.
Det foreslås, at det anførte i
§ 3 b, stk. 1, 1. pkt., om et fast driftssted, der er
beliggende her i landet eller i udlandet, udgår. Herefter vil
kravet for anvendelse af reglerne kun være, at
køretøjet tilhører en virksomhed. Der er tale
om en forenkling af formuleringen, og der tilsigtes ingen
materielle ændringer.
Det bemærkes, at da reglerne oprindeligt
blev indført, var det kun udenlandske virksomheder, eller
virksomheder med et fast driftssted i udlandet, der kunne anvende
ordningen. Idet de gældende regler omfatter både danske
og udenlandske virksomheder på lige fod, er formuleringen med
afgrænsning af etableringssted overflødig og reelt
indholdsløs. Formuleringen bør derfor ud fra et
regelforenklingssynspunkt udgå som foreslået.
Til nr.
4
Bestemmelsen i registreringsafgiftslovens
§ 3 b, stk. 1, vedrører registrering af
leasingkøretøjer til tidsbegrænset anvendelse i
Danmark, hvor der under visse betingelser kan betales
forholdsmæssig registreringsafgift for den periode, hvor
køretøjet er bestemt til anvendelse her i landet.
Ordningen kan kun anvendes efter ansøgning, og anvendelse af
køretøjet med betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift forudsætter forudgående
opnåelse af tilladelse fra Skatteforvaltningen. Virksomheder,
der er registreret i medfør af registreringsafgiftslovens
§ 15, kan efter anmodning gives tilladelse til at angive og
afregne registreringsafgift efter § 14, også for
så vidt angår betaling af afgift for
leasingkøretøjer. Virksomheder med en sådan
tilladelse betegnes som såkaldte selvangivere. Selvangivere
kan få godkendt standardaftaler, som kan anvendes ved
indgåelse af leasingaftaler uden Skatteforvaltningens
individuelle godkendelse af et konkret leasingforhold. For
øvrige virksomheder, herunder de som er registreret som
selvanmeldere efter § 15, forestår Skatteforvaltningen
værdiansættelse, beregning af afgift m.v., og
leasingaftalerne behandles på individuel basis.
Det foreslås, at der indføres en
ordning, hvorefter det på en række nærmere
angivne betingelser vil være muligt at tage et
køretøj i anvendelse forud for opnåelse af
tilladelse efter registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1, til
betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. En
sådan ordning foreslås etableret ved indsættelse
af nye stykker som § 3 b, stk. 4 og 5. Stk. 4-6 bliver
herefter stk. 6-8.
Det foreslåede skal ses i lyset af, at
EU-Domstolen i sag C-249/15 Wind 1014 GmbH og Kurt Daell mod
Skatteministeriet (præjudiciel forelæggelse) traf
afgørelse om, at det var i strid med TEUF artikel 56 om
tjenesteydelsernes frie bevægelighed at kræve
Skatteforvaltningens godkendelse forud for ibrugtagning af et
udenlandsk leasingkøretøj i Danmark. Den danske
ordning med forhåndsgodkendelse har til formål at
forebygge omgåelse, svig og misbrug af afgiftsreglerne, men
Domstolen fandt, at den begrænsning, som ordningen
udgør, ikke er proportional med dette formål, og at
mindre indgribende foranstaltninger kunne have været anvendt
til at opnå samme virkning. Domstolen anførte, at en
ordning, hvor afgiften forudbetales pro rata for den periode, hvor
køretøjet skal anvendes i Danmark, og hvor
prøvelse af, om vilkårene for betaling af
forholdsmæssig afgift er opfyldt, sker efter ibrugtagningen,
ville være mindre indgribende og kunne opfylde de samme
formål. For en nærmere beskrivelse af indholdet af
dommens præmisser henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 7, om forholdet til EU-retten.
Den foreslåede ordning forventes
hovedsageligt at ville være relevant for virksomheder, der
ikke er godkendt som selvangivere, idet selvangivere allerede efter
gældende regler ved anvendelse af en forhåndsgodkendt
standardaftale kan angive og betale afgift uden
Skatteforvaltningens forudgående tilladelse vedr. det enkelte
leasingforhold, hvorefter køretøjet kan tages i
anvendelse. Det foreslåede udgør en række
kumulative betingelser.
Det foreslås i stk.
4, 1. pkt., at leasingkøretøjer vil kunne
tages i anvendelse, inden der er meddelt tilladelse efter stk. 1,
på en række nærmere angivne betingelser.
Leasinggiver vil skulle indestå for, at
køretøjet og leasingforholdet m.v. opfylder de krav,
der gælder for anvendelse af ordningen med
forholdsmæssig registreringsafgift i sin helhed, og at
kravene til kontraktindhold, ejerskab, m.v. derfor er opfyldt.
Såfremt kravene til anvendelse af ordningen ikke er opfyldt,
f.eks. hvor leasinggiver ikke er den reelle ejer af
køretøjer, og hvor leasingtager vidste eller burde
vide dette, vil leasingtager kunne hæfte for betaling af
afgiften i medfør af registreringsafgiftslovens § 20,
stk. 5. Det er således væsentligt, at både
leasinggiver og leasingtager er i god tro om, at
køretøjet og leasingforholdet m.v. opfylder
kravene.
Hvis leasinggiver eksempelvis i forbindelse
med ansøgningen efter stk. 1, hvor køretøjet
er taget i brug efter stk. 4, har indgivet vildledende eller
urigtige oplysninger m.v., og havde korrekte og
fyldestgørende oplysninger medført afslag på
ansøgning, vil den fulde registreringsafgift for
køretøjet afhængigt af omstændighederne
kunne forfalde fra registreringstidspunktet. Det skyldes, at
køretøjet i så fald vil være taget i brug
uden, at det er afgiftsberigtiget korrekt, idet tilladelsen i det
tilfælde nødvendigvis må tilbagekaldes.
Bestemmelsen i stk. 4 om umiddelbar ibrugtagning under visse
omstændigheder vil ikke skulle ændre herpå. Hvis
leasingtager vidste eller burde vide, at tilladelsen efter stk. 1
var baseret på vildledende eller urigtige oplysninger m.v.,
kan denne desuden hæfte for betaling af afgiften i
medfør af lovens § 20, stk. 5.
Det foreslås i stk.
4, nr. 1, at køretøjet vil skulle være
registreret i Køretøjsregisteret, før det
tages i anvendelse. Det foreslåede følger hovedreglen
i lov om registrering af køretøjer, hvorefter et
køretøj skal registreres, før det tages i
anvendelse på færdselslovens område. Herunder
forudsættes det, at køretøjet er udstyret med
faste nummerplader m.v.
Det foreslås i stk.
4, nr. 2, at der forud for ibrugtagningen vil skulle
være indgivet en erklæring om straks-ibrugtagning til
Skatteforvaltningen. Erklæringer vil nødvendigvis
skulle indeholde oplysninger, som er tilstrækkelige til som
minimum at identificere køretøjet entydigt, at
identificere ejeren og en eventuel registreret bruger entydigt og
at identificere den indgivne ansøgning i medfør af
lovens § 3 b, stk. 1. Erklæringen vil skulle registreres
i Skatteforvaltningens systemer og danne grundlag for oprettelse af
et krav om den betaling af registreringsafgift og rente, der vil
skulle være erlagt forud for ibrugtagning, jf. det
foreslåede stk. 4, nr. 3. Betalingen er en forudsætning
for, at køretøjet kan registreres og udstyres med
nummerplader efter det foreslåede stk. 4, nr. 1. Det
forudsættes, at Skatteforvaltningen udarbejder en formular
eller lign. og offentliggør vejledning om, hvortil og
hvordan sådanne erklæringer kan indgives. Dette
bør fortrinsvis ske elektronisk. Det lægges til grund,
at der skal være tale om så simpel en proces som
muligt.
Det foreslås i stk.
4, nr. 3, at registreringsafgiften efter stk. 2 og
forrentningen heraf efter stk. 3 beregnet på baggrund af en
af leasinggiver oplyst afgiftspligtig værdi for
køretøjet vil skulle være indbetalt til
Skatteforvaltningen forud for ibrugtagningen. Det vil være
leasinggiver, der er ansvarlig for, at den afgiftspligtige
værdi er korrekt angivet, og at afgiften er beregnet korrekt
på baggrund heraf i forbindelse med indbetalingen. Der
lægges op til, at overtrædelse af bestemmelsen skal
være strafpålagt, jf. lovforslagets § 1, nr. 34.
Det vil følge heraf, at forsætlig eller groft uagtsom
angivelse af en ukorrekt afgiftspligtig værdi vil kunne
medføre bødestraf. Det følger af
registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, at den, der med
forsæt unddrager statskassen afgift, endvidere kan straffes
med fængsel i op til 1 år og 6 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter straffelovens §
289.
Det foreslås i stk.
4, nr. 4, at køretøjer kun vil skulle kunne
tages i anvendelse forud for opnåelse af tilladelse efter
stk. 1, hvis Skatteforvaltningen ikke tidligere har givet afslag
på en ansøgning efter stk. 1 fra samme ansøger
for det samme køretøj, som tidligere har været
ibrugtaget efter denne bestemmelse.
Formålet med det foreslåede er at
modvirke, at en leasinggiver ikke gentagne gange skal kunne kan
tage et køretøj i brug i tilfælde, hvor
Skatteforvaltningen tidligere har konstateret, at kriterierne for
at anvende ordningen og betale forholdsmæssig afgift efter
§ 3 b ikke var opfyldt. Der vil i dette tilfælde
gælde en formodning imod, at kriterierne opfyldes ved den
fornyede ansøgning. I en sådan situation må
leasinggiver tåle at afvente Skatteforvaltningens
afgørelse af, om tilladelse kan meddeles på baggrund
af den fornyede ansøgning, før
køretøjet tages i anvendelse. Det vil sige, at
leasinggiver i denne situation vil være stillet på
samme måde som efter de gældende regler.
Det lægges til grund, at
Skatteforvaltningen ikke vil træffe afgørelse om
afslag på ansøgninger efter stk. 1, når der er
tale om ubetydelige formfejl eller andre mangler ved
ansøgningen, som uden videre vil kunne afhjælpes
gennem dialog med ansøger. Dette følger af det
almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.
Skatteforvaltningen bør i sådanne tilfælde i
stedet søge mindre fejl og mangler ved ansøgning
afhjulpet forud for, at der træffes afgørelse. Det er
således ikke hensigten, at sådanne ubetydelige fejl i
tidligere ansøgninger skal kunne afskære en
leasinggiver fra at ibrugtage et køretøj efter den
foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk.
5, 1. pkt., at Skatteforvaltningen for de
køretøjer, som er taget i brug i medfør af
stk. 4 forud for meddelelse af tilladelse efter stk. 1, vil skulle
fastsætte den afgiftspligtige værdi efter §§
8 og 9 for nye køretøjer og § 10 for brugte
køretøjer, og såfremt den afviger fra den af
leasinggiver anmeldte afgiftspligtige værdi, vil
Skatteforvaltningen skulle regulere afgiftsbeløbet og
efteropkræve eller tilbagebetale forskelsbeløbet.
Dette gælder uanset, om der meddeles tillades eller gives
afslag på anmodningen. Efteropkrævning eller
tilbagebetaling vil skulle ske hos den, som har indbetalt
beløbet.
Det foreslås i stk.
5, 2. pkt., at nummerpladerne vil skulle afleveres, og
køretøjet vil skulle afmeldes fra
Køretøjsregisteret, hvis tilladelse efter stk. 1 ikke
opnås for et køretøj, som er taget i anvendelse
i medfør af stk. 4, og at aflevering af nummerplader og
afmelding af køretøjet vil skulle ske straks efter,
at Skatteforvaltningen har meddelt afslag på eller afvisning
af ansøgningen efter stk. 1, eller straks efter
tilbagetrækning, bortfald el.lign. af ansøgningen. Ved
straks forstås i denne sammenhæng umiddelbart efter,
dvs. at et køretøj vil skulle afmeldes m.v. samme
dag, og ikke må anvendes efter afslag, afvisning m.v. er
meddelt. Hvis et køretøj i enkelte tilfælde
ikke afmeldes samme dag, vil der skulle foretages en konkret
vurdering af, om leasinggiver alligevel har opfyldt sin
forpligtelse til at afmelde køretøjet uden ugrundet
ophold. Ved meddelt forstås, at afslag m.v. er kommet frem,
hvilket typisk vil ske næsten øjeblikkeligt, idet
kommunikationen i forbindelse med sagsbehandlingen altovervejende
foregår elektronisk. Leasinggiver vil derfor i alle
tilfælde være forpligtet til at gøre sig
betydelige bestræbelser på at bringe leasingtagers
anvendelse af køretøjet til ophør inden for et
ganske kort tidsrum. Ved force majeure eller lignende tilstande vil
anvendelsen skulle ophøre uden ugrundet ophold, dvs.
så snart, det er fysisk, faktisk muligt. Leasingtagers
konkrete anvendelse af køretøjet, herunder f.eks.
ferie i udlandet, vil ikke kunne begrunde en sådan
udsættelse af afmelding m.v. Fortsat anvendelse af
køretøjet, efter afslag, afvisning m.v. er meddelt
vil kunne medføre, at den fulde registreringsafgift for
køretøjet, efter registreringsafgiftslovens § 1,
stk. 1, opgjort efter §§ 4-5 e, forfalder.
For så vidt angår pligten til at
aflevere nummerpladerne m.v. gælder der allerede en
tilsvarende forpligtelse ved ændring eller afbrydelse af en
leasingaftale, jf. § 3 b, stk. 6, der bliver stk. 8. Denne
bestemmelse svarer til det foreslåede, men finder dog ikke
anvendelse, idet situationen for køretøjer, som er
ibrugtaget efter stk. 4, ikke vedrører ændring eller
afbrydelse af leasingaftalen. Det er derfor nødvendigt at
fastsætte regler med en særskilt forpligtelse til
aflevering af nummerplader m.v. i denne situation. Desuden findes
det væsentligt at præcisere det tidsmæssige
kriterium, dvs. at aflevering af nummerplader m.v. vil skulle ske
straks.
For så vidt angår, at aflevering
af nummerplader m.v. vil skulle ske straks efter meddelelse af
afvisning eller afslag, er det bærende hensyn, at et
køretøj, som er taget i brug i medfør af stk.
4, og hvor tilladelse ikke opnås, reelt har været taget
i brug i strid med de generelle regler for betaling af
registreringsafgift, og at brugen derfor skal ophøre
så hurtigt som muligt, efter at leasinggiver er blevet eller
har haft mulighed for at blive bekendt hermed. Det samme vil skulle
gælde, hvis leasinggiver trækker ansøgningen
efter stk. 1 tilbage, efter at køretøjet er
ibrugtaget efter stk. 4, eller hvis leasinggivers ansøgning
af andre årsager bortfalder eller ikke længere er
gyldig, eksempelvis ved dødsfald, mellemliggende salg af
køretøjet, andre retlige mangler el.lign.
Det foreslås i stk.
5, 3. pkt., at hvis køretøjets nummerplader
ikke afleveres rettidigt, vil køretøjets nummerplader
efter anmodning fra Skatteforvaltningen snarest skulle inddrages
ved politiets foranstaltning. Dette vil svare til, hvad der
gælder for nummerpladeinddragelse m.v. efter § 3 b, stk.
8, 2. pkt., der bliver stk. 11, 2. pkt., som finder anvendelse ved
udløb af afgiftsperioden for et
leasingkøretøj, hvoraf der betales
forholdsmæssig registreringsafgift. Denne bestemmelse svarer
til det foreslåede, men finder dog ikke anvendelse, idet
situationen for køretøjer, som er ibrugtaget efter
stk. 4, ikke vedrører udløb af en afgiftsperiode. Det
er derfor nødvendigt at fastsætte særskilte
regler herom.
Det foreslås i stk.
5, 4. pkt., at Skatteforvaltningen ved
tilbagetrækning, bortfald el.lign. af en ansøgning
efter stk. 1 for et køretøj, som er ibrugtaget efter
stk. 4, vil skulle træffe afgørelse om, hvorvidt
kriterierne for at betale afgift efter § 3 b var opfyldt i den
periode, hvor køretøjet var taget i brug efter stk.
4. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at
Skatteforvaltningen aktivt vil skulle tage stilling til, om et
køretøj har været anvendt i overensstemmelse
med eller i strid med reglerne for betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift. Dette vil være relevant for mulighederne
for efterfølgende at tage det samme køretøj i
brug efter stk. 4, inden der er opnået tilladelse efter stk.
1, idet uberettiget ibrugtagning i medfør af den
forståede bestemmelse i stk. 4, nr. 4, vil medføre, at
en sådan ibrugtagning på ny er udelukket.
Det foreslås i stk.
5, 5. pkt., at Skatteforvaltningen vil skulle tilbagebetale
eventuelle forudbetalte beløb, som vedrører den del
af afgiftsperioden opgjort som hele måneder, jf. stk. 2 og 3,
som ligger efter tidspunktet for enten afslaget på
ansøgningen eller bortfald el.lign. af ansøgningen,
med fradrag af 15 pct., dog fradrag på mindst 8.500 kr. Det
vil sige, at der vil skulle betales afgift for den periode, hvor
køretøjet har været anvendt. En sådan
tilbagebetaling vil først skulle ske, når eventuel
regulering af afgiftsbeløbet efter det foreslåede stk.
5, 1. pkt., er foretaget. Det vil medføre, at den afgift,
der betales for den periode køretøjet er anvendt, er
korrekt. Det lægges desuden til grund, at der eventuelt kan
foretages modregning heri forud for tilbagebetaling af resterende
afgiftsbeløb. Dette skal sikre, at der ikke fejlagtigt vil
blive tilbagebetalet beløb, som efterfølgende vil
skulle opkræves på ny i tilfælde af, at
leasinggiver havde angivet en ukorrekt afgiftspligtig værdi
ved ansøgningen efter stk. 1. Det vil kun være
resterende, ubrugte afgiftsbeløb for hele måneder, der
skal kunne tilbagebetales. Dvs. at hvis en forudbetaling f.eks.
vedrører en leasingperiode på 6 måneder, og et
køretøj har været anvendt i én
måned og ti dage, vil der alene skulle kunne ske
tilbagebetaling for 4 måneder.
Det foreslås, at der i
tilbagebetalingsbeløbet vil skulle fradrages 15 pct., dog
mindst 8.500 kr. Dette afspejler, at køretøjet i en
periode har været anvendt i Danmark, uden at kriterierne for
at betale forholdsmæssig afgift har været opfyldt. En
sådan ibrugtagning medfører efter de almindelige
regler, at der skal betales fuld registreringsafgift. Det må
lægges til grund, at køretøjerne er bestemt for
tidsbegrænset anvendelse i Danmark, da det er en
forudsætning for at kunne anvende ordningen med betaling af
forholdsmæssig registreringsafgift. Udgangspunktet for ejerne
af disse køretøjer vil derfor være, at der skal
betales fuld afgift for køretøjet, hvorefter det kan
eksporteres efter reglerne herom, og hvor registreringsafgiften
delvist godtgøres med fradrag af 15 pct., dog mindst 8.500
kr., jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3. Efter
forslaget vil ejerne af disse køretøjer principielt
blive stillet på en tilsvarende måde, som hvis en
personbil var afgiftsberiget og eksporteret, da der i begge
tilfælde vil blive foretaget et fradrag i den afgift, der kan
tilbagebetales. Efter forslaget vil det i modsætning til
regler om eksportgodtgørelse ikke kræve, at
køretøjet samtidig skal udføres af landet.
Til nr.
5
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 4, 1. pkt., at
leasingvirksomheden hæfter for betaling af
registreringsafgiften og renter efter § 3 b, stk. 2, 3, 7 og
8. Bestemmelsen, der bliver stk. 6, er en
hæftelsesbestemmelse vedr. de afgifts- og rentebeløb,
som skal betales ved anvendelse af ordningen med
forholdsmæssig registreringsafgift for
leasingkøretøjer. Udgangspunktet er, at
leasinggiveren hæfter for disse beløb.
Det foreslås, at henvisningerne til stk.
7 og 8, der bliver stk. 10 og 11, og henvisningen til stk. 6, der
bliver stk. 8, ændres, så der også efter den
rykning, der vil ske som følge af lovforslagets § 1,
nr. 4 og 9, fortsat henvises til de samme bestemmelser som i dag.
Der er tale om konsekvensændringer, der ikke vil
medføre materielle ændringer af de gældende
regler.
Til nr.
6
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6, 1. pkt., der bliver
stk. 8, 1. pkt., at hvis en leasingaftale om et
køretøj, hvoraf der betales forholdsmæssig
registreringsafgift, ændres eller afbrydes, skal
nummerpladerne afleveres og køretøjet afmeldes fra
Køretøjsregisteret. Der er tale om en hovedregel,
hvor der i lovens § 3 b, stk. 6, nr. 1-7, der bliver stk. 8,
nr. 1-4, er fastsat en række undtagelser i form af en liste
over ændringer i leasingaftaler, som kan foretages uden denne
retsvirkning og uden Skatteforvaltningens fornyede godkendelse af
leasingaftalen. Det er en forudsætning, at ændringerne
ikke fører til omberegning af den betalte afgift efter stk.
2 og 3, og at de øvrige betingelser for betaling af afgift
efter stk. 2 og 3 fortsat er opfyldt. Det er leasinggiver, der
bærer ansvaret for, om de foretagne ændringer må
foretages uden Skatteforvaltningens fornyede godkendelse.
Udgangspunktet i registreringsafgiftslovens
§ 1 er, at der skal svares fuld registreringsafgift af
køretøjer, som er registreringspligtige. Et
registreringspligtigt køretøj skal i medfør af
lov om registrering af køretøjer registreres i
Køretøjsregisteret, før det tages i anvendelse
på færdselslovens område. Ordningen for
leasingkøretøjer i registreringsafgiftslovens §
3 b, hvor der kan betales forholdsmæssig registreringsafgift,
er en modifikation til dette udgangspunkt.
Det foreslås, at formuleringen af §
3 b, stk. 6, 3. pkt., der bliver stk. 8, 3. pkt., præciseres,
så det vil fremgå klart, at der uanset stk. 6, 1. pkt.,
der bliver stk. 8, 1. pkt., vil kunne foretages de ændringer
i leasingaftalen, som fremgår af den specificerede liste i
bestemmelsen, uden Skatteforvaltningens fornyede godkendelse efter
stk. 1. Der tilsigtes ingen materielle ændringer ved det
foreslåede.
Til nr.
7
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6, 1. pkt., der bliver
stk. 8, 1. pkt., at hvis en leasingaftale om et
køretøj, hvoraf der betales forholdsmæssig
registreringsafgift, ændres eller afbrydes, skal
nummerpladerne afleveres og køretøjet afmeldes fra
Køretøjsregisteret. Det følger af lovens
§ 3 b, stk. 6, 3. pkt., der bliver stk. 8, 3. pkt., at 1. pkt.
ikke finder anvendelse for en nærmere specificeret liste af
ændringer af leasingaftalen, forudsat at ændringen ikke
fører til omberegning af den betalte afgift efter stk. 2 og
3, og at de øvrige betingelser for betaling af afgift efter
stk. 2 og 3 fortsat er opfyldt. De umiddelbart tilladte
ændringer fremgår af stk. 6, nr. 1-7, der bliver stk.
8, nr. 1-4.
I medfør af stk. 6, nr. 4, må der
foretages en ændring i form af en tilføjelse, en
ændring eller et fravalg af en serviceydelse eller udstyr,
der eftermonteres på køretøjet, når
aftalen indeholder en nøjagtig beskrivelse af serviceydelsen
eller udstyret og de økonomiske konsekvenser heraf for
leasingaftalen. I medfør af stk. 6, nr. 5, må der
foretages en ændring af leasingaftalens vilkår, hvor
ændringen på forhånd er nøjagtigt
beskrevet i leasingaftalen. Endvidere må der i medfør
af stk. 6, nr. 6, foretages en ændring af leasingaftalens
vilkår, der er påkrævet i medfør af ny
ufravigelig lovgivning.
Det foreslås, at lovens § 3 b, stk.
6, nr. 4-6, der bliver stk. 8, nr. 4-6, udgår. Det
gældende stk. 6, nr. 7, vil herefter blive stk. 8, nr. 4. Det
foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets
§ 1, nr. 8, som vedrører indsættelse af en
opsamlingsbestemmelse, som også vil omfatte indholdet af de
gældende stk. 6, nr. 4-6, som dermed vil blive
overflødige.
Det foreslåede skal ses i lyset af, at
Højesteret i en konkret sag, der er gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen under U. 2018.1200H (SKM2018. 77. HR), fastslog, at
der i registreringsafgiftsloven ikke er hjemmel til at anse en
tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift
for bortfaldet som følge af efterfølgende
ændringer af leasingaftalen, som var uden betydning for
opnåelsen af tilladelsen. Sagen vedrørte en
leasingvirksomhed, som havde opnået tilladelse til betaling
af forholdsmæssig registreringsafgift, men som
efterfølgende foretog en række ændringer i
leasingaftalen, som ikke er omfattet af opregningen af tillade
ændringer i registreringsafgiftsloven, og hvor aftalen ikke
indsendtes til Skatteforvaltningen til fornyet godkendelse.
Højesteret lagde i sagen til grund, at
ændringerne af leasingaftalen ikke havde betydning for
hverken beregningen af den forholdsmæssige
registreringsafgift eller for opnåelse af tilladelse til
betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter § 3
b, stk. 1. Højesteret bemærkede, at der efter
almindelige forvaltningsretlige grundsætninger ikke er
grundlag for at anse en gyldig, begunstigende forvaltningsakt for
bortfaldet som følge af ændrede forhold, hvis disse
forhold ikke har betydning for, om forvaltningsakten ville
være blevet meddelt, og at en forvaltningsmyndighed skal
overholde proportionalitetsprincippet, når den træffer
afgørelse. Højesteret fandt på den baggrund, at
der skulle være klar lovhjemmel, hvis tilladelsen til
betaling af forholdsmæssig registreringsafgift skulle anses
for bortfaldet, og hvis konsekvensen heraf skulle være, at
leasingvirksomheden skulle betale fuld registreringsafgift.
Højesteret fandt på den baggrund, at der ikke var
hjemmel i registreringsafgiftsloven til at anse tilladelsen til
forholdsmæssig registreringsafgift for bortfaldet.
Til nr.
8
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6, 1. pkt., der bliver
stk. 8, 1. pkt., at hvis en leasingaftale om et
køretøj, hvoraf der betales forholdsmæssig
registreringsafgift, ændres eller afbrydes, skal
nummerpladerne afleveres, og køretøjet afmeldes fra
Køretøjsregisteret. Det følger dog af lovens
§ 3 b, stk. 6, 3. pkt., der bliver stk. 8, 3. pkt., at 1. pkt.
ikke finder anvendelse for en nærmere specificeret liste af
ændringer af leasingaftalen, forudsat at ændringen ikke
fører til omberegning af den betalte afgift efter stk. 2 og
3, og at de øvrige betingelser for betaling af afgift efter
stk. 2 og 3 fortsat er opfyldt. De umiddelbart tilladte
ændringer fremgår af stk. 6, nr. 1-7, der bliver stk.
8, nr. 1-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Højesteret har i U. 2018.1200 (SKM2018.
77. HR) fastslået, at der i registreringsafgiftsloven ikke er
hjemmel til at anse en tilladelse til betaling af
forholdsmæssig registreringsafgift for bortfaldet som
følge af efterfølgende ændringer af
leasingaftalen, som var uden betydning for opnåelsen af
tilladelsen. Sagen vedrørte en leasinggiver, som havde
opnået tilladelse til betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift, men som efterfølgende foretog en
række ændringer i leasingaftalen, som ikke er omfattet
af opregningen af tillade ændringer i
registreringsafgiftsloven, og hvor aftalen ikke indsendtes til
Skatteforvaltningen til fornyet godkendelse.
Højesteret lagde til grund, at
ændringerne af leasingaftalen ikke havde betydning for
hverken beregningen af den forholdsmæssige
registreringsafgift eller for opnåelse af tilladelse til
betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter § 3
b, stk. 1. Højesteret bemærkede, at der efter
almindelige forvaltningsretlige grundsætninger ikke er
grundlag for at anse en gyldig, begunstigende forvaltningsakt for
bortfaldet som følge af ændrede forhold, hvis disse
forhold ikke har betydning for, om forvaltningsakten ville
være blevet meddelt, og at en forvaltningsmyndighed skal
overholde proportionalitetsprincippet, når den træffer
afgørelse. Højesteret fandt på den baggrund, at
der skulle være klar lovhjemmel, hvis tilladelsen til
betaling af forholdsmæssig registreringsafgift skulle anses
for bortfaldet, og hvis konsekvensen heraf skulle være, at
leasingvirksomheden skulle betale fuld registreringsafgift.
Højesteret fandt på den baggrund, at der ikke var
hjemmel i registreringsafgiftsloven til at anse tilladelsen til
forholdsmæssig registreringsafgift for bortfaldet.
Det foreslås, at der i stk. 6, der
bliver stk. 8, indsættes et nyt nr.
5, hvorefter der vil kunne foretages ændringer af
leasingaftalens vilkår, som er uden betydning for
opnåelse af tilladelse til betaling af forholdsmæssig
afgift efter stk. 1. Der er tale om en opsamlingsbestemmelse, som
skal gøre det muligt at kunne foretage sådanne
ændringer i leasingaftaler, som ikke vil være
bestemmende for, om tilladelse til betaling af forholdsmæssig
afgift efter stk. 1 kan opnås. Det vil sige, at eksempelvis
ubetydelige formfejl vil kunne ændres, ligesom der vil kunne
foretages ændringer, som ikke har nogen betydning for
ejerforhold, afgiftsbetaling og lign.
Det vil fortsat være leasinggiver, der
hæfter for, at de foretagne ændringer har en
sådan karakter, at de kan foretages uden Skatteforvaltningens
fornyede godkendelse, dvs. at de ikke har betydning for
opnåelse af tilladelse efter stk. 1. Formålet med de
foreslåede ændringer er at sikre, at lovgivningen
tilpasses på en sådan måde, at den er i
overensstemmelse med Højesterets præmisser i
ovenstående dom, og Skatteforvaltningens praksis derfor
fremadrettet ligeledes vil være i overensstemmelse
hermed.
Til nr.
9
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 9, at
Skatteforvaltningen skal offentliggøre standardformularer
til indgåelse af leasingaftaler, som er obligatoriske at
anvende for virksomheder, som er hjemmehørende her i landet,
og som ønsker at opnå tilladelse til betaling af
forholdsmæssig registreringsafgift i medfør af lovens
§ 3 b, stk. 1.
Bestemmelsen blev indført ved § 1,
nr. 6, i lov nr. 1195 af 14. november 2017 som følge af
aftale om Omlægning af bilafgifterne. Ved fremsættelse
af lovforslaget indgik også forbud mod visse klausuler i
leasingaftaler, så en leasingaftale ikke måtte
indeholde vilkår om overskudsdeling mellem leasinggiver og
leasingtager eller om, at leasingtager hæftede for hele eller
dele af leasinggivers økonomiske risiko ved
leasingforholdet. Formålet med lovforslag L 4 til denne lov
nr. 1195 var at sikre, at der ved afregning af forholdsmæssig
registreringsafgift er tale om reelle leasingforhold, hvor
leasinggiver utvivlsomt er ejer af det leasede
køretøj.
Med det foreslåede forbud mod de to
typer af klausuler ville leasingkontrakter for
køretøjer, hvoraf der betales forholdsmæssig
afgift, være blevet forenklet betydeligt. Forbuddet mod de to
typer af klausuler var således en del af grundlaget for
forslaget om indførelse af standardformularer.
Det dengang foreslåede forbud mod disse
vilkår i leasingaftaler ved betaling af forholdsmæssig
afgift blev dog ikke gennemført, idet det viste sig, at det
ville medføre, at der i afgiftsmæssig sammenhæng
ville være blevet indført en anden vurdering af, hvem
der ejer køretøjet, end den der følger af det
almindelige civilretlige ejerbegreb, som også lægges
til grund inden for EU-retten. Det vurderedes, at forslaget derfor
ikke ville kunne gennemføres i relation til
leasingkontrakter indgået af leasinggivere, hvis virksomhed
drives fra et andet EU-land. Skulle forbuddet mod sådanne
klausuler derfor alene gælde for danske leasinggivere,
vurderedes det at ville kunne svække danske leasinggiveres
konkurrenceevne væsentligt og dermed medføre risiko
for, at danske leasingvirksomheder blot ville flytte deres
aktiviteter til et andet EU-land.
Da leasingkontrakter derfor fortsat kan
indeholde meget komplekse regler om f.eks. fordeling af eventuelt
overskud eller af de økonomiske risici ved
kontraktudløb, er det ikke muligt at opbygge
standardformularer, så leasingaftaler baseret på
standardformularer forudsættes at leve op til lovens krav og
dermed kan anses som "forhåndsgodkendte".
Det foreslås, at reglerne
vedrørende standardformularer, jf. § 3 b, stk. 9,
udgår ved, at bestemmelsen nyaffattes. Formålet med
forslaget er bl.a., at Skatteforvaltningen ikke vil skulle
udarbejde og offentliggøre standardformularer til anvendelse
ved ansøgning om betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift efter § 3 b, stk. 1. Det vil betyde, at de
gældende regler, hvorefter leasinggivere kan anvende egne
skabeloner m.v. til udarbejdelse af leasingaftaler, vil blive
videreført. De konkrete krav til indholdet af sådanne
aftaler foreslås ikke ændret. Formålet med
nyaffattelsen er derudover at indføre regler for
vedrørende ændring af leasingaftaler, jf.
nedenfor.
Hovedreglen i registreringsafgiftslovens
§ 1 er, at der skal svares fuld registreringsafgift af
køretøjer, som er registreringspligtige. Et
registreringspligtigt køretøj skal i medfør af
lov om registrering af køretøjer registreres i
Køretøjsregisteret, før det tages i anvendelse
på færdselslovens område. Ordningen for
leasingkøretøjer i registreringsafgiftslovens §
3 b, hvor der under visse betingelser kan betales
forholdsmæssig registreringsafgift, udgør en
undtagelse til denne hovedregel.
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6, 1. pkt., der bliver
stk. 8, 1. pkt., at hvis en leasingaftale om et
køretøj, hvoraf der betales forholdsmæssig
registreringsafgift, ændres eller afbrydes, skal
nummerpladerne afleveres og køretøjet afmeldes fra
Køretøjsregisteret. Det følger af lovens
§ 3 b, stk. 6, 3. pkt., der bliver stk. 8, 3. pkt., at 1. pkt.
ikke finder anvendelse for en nærmere specificeret liste af
ændringer af leasingaftalen, forudsat at ændringen ikke
fører til omberegning af den betalte afgift efter stk. 2 og
3, og at de øvrige betingelser for betaling af afgift efter
stk. 2 og 3 fortsat er opfyldt. De nærmere specificerede
ændringer kan således foretages, uden at
køretøjet skal afmeldes og nummerplader afleveres og
uden Skatteforvaltningens fornyede godkendelse af
leasingaftalen.
Det foreslås, derfor § 3 b, stk. 9,
nyaffattes, hvorefter der vil skulle betales fuld afgift for et
køretøj, hvis der foretages ændringer i en
leasingaftale i strid med reglerne herom i stk. 6, der bliver stk.
8, og forpligtelsen til i sådanne tilfælde at afmelde
køretøjet og aflevere nummerpladerne ikke overholdes,
idet køretøjet vil have været taget i
anvendelse uden korrekt betaling af afgift. Det foreslås, at
afgiftspligten vil skulle indtræde på det tidspunkt,
hvor ændringen i leasingaftalen er foretaget, dvs. fra og med
samme dag. Det skyldes, at det reelt vil være på dette
tidspunkt, at leasingaftalen ikke længere er i
overensstemmelse med den opnåede tilladelse til at betale
forholdsmæssig registreringsafgift i medfør af
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1, og at man derfor vil
skulle falde tilbage på hovedreglen i loven, som er betaling
af fuld registreringsafgift.
Det er som udgangspunkt leasinggiver, der vil
skulle bære ansvaret for, at eventuelle foretagne
ændringer i leasingaftalen lovligt vil kunne foretages uden,
at der skal anmodes om fornyet tilladelse fra Skatteforvaltningen i
medfør af lovens § 3 b, stk. 1. Leasingtager vil dog,
hvis denne vidste eller burde vide, at ændringerne var i
strid med reglerne herom, kunne ifalde ansvar efter lovens §
20, stk. 5.
Det foreslåede er dermed i vidt omfang
en kodificering af, hvad der allerede som udgangspunkt gælder
for et afgiftspligtigt køretøj, som er taget i
anvendelse på færdselslovens område uden at
være afgiftsberigtiget korrekt. Det foreslåede har
således til formål at sikre en klarere retstilstand,
idet virkningen af overtrædelse af de ovenfor nævnte
bestemmelser vil fremgå direkte af loven. Efter forslaget vil
der derfor heller ikke blive medført ændringer af
retstilstanden fsva. andre overtrædelser af leasingreglerne i
registreringsafgiftslovens § 3 b eller af andre regler i loven
i øvrigt. Det findes desuden hensigtsmæssigt at
fastsætte eksplicitte regler om den tidsmæssige
sammenhæng mellem en ikke-tilladt ændring af en
leasingaftale og beregningen af afgift for
køretøjet.
For så vidt angår tilfælde,
hvor en ændring af leasingaftalen for et
køretøj, som er taget i anvendelse, kræver
fornyet tilladelse fra Skatteforvaltningen efter lovens § 3 b,
stk. 1, og hvor den fornyede ansøgning indsendes til
Skatteforvaltningens med henblik herpå, men hvor tilladelsen
ikke opnås, vil det i overensstemmelse med gældende
praksis fortsat skulle bero på en konkret vurdering, om
retsvirkningen ligeledes her vil være, at den fulde afgift
for køretøjet forfalder.
Til nr.
10
I medfør af registreringsafgiftslovens
§ 3 b, stk. 10, 1. pkt., der bliver stk. 12, 1. pkt., skal
leasingaftaler, som indgås af virksomheder, som ikke er
hjemmehørende her i landet, og som ikke anvender de
standardformularer, der er nævnt i lovens stk. 9,
forelægges Skatteforvaltningen ved ansøgningen om
tilladelse efter stk. 1.
Sondringen mellem virksomheder, som er
hjemmehørende hhv. her i landet og i udlandet blev
indført ved § 1, nr. 7, i lov nr. 1195 af 14. november
2017. Ved ændringen forpligtedes danske virksomheder til at
anvende de standardformularer, der udarbejdes af
Skatteforvaltningen som forudsætning for at kunne opnå
tilladelse til af anvende ordningen med forholdsmæssig
registreringsafgift for leasingkøretøjer i lovens
§ 3 b. Forpligtelsen gælder ikke for udenlandske
virksomheder. Pligten til at anvende standardformularer
gælder dog først 6 måneder efter, at
Skatteforvaltningen har offentliggjort disse. Fristen for
Skatteforvaltningens offentliggørelse af
standardformularerne er fastsat til den 1. januar 2020. Indtil
videre kan virksomhederne derfor anvende egne udarbejdede
skabeloner til brug for indgåelse af leasingaftaler.
Det foreslås, at formuleringen i §
3 b, stk. 10, 1. pkt., der bliver stk. 12, 1. pkt., ændres,
så sondringen mellem danske og udenlandske virksomheder
ophæves, og leasingaftaler derfor vil skulle forelægges
Skatteforvaltningen som forudsætning for at kunne opnå
tilladelse efter stk. 1, uanset hvor den enkelte virksomhed er
hjemmehørende. Formålet med forslaget er ikke at
foretage ændringer for virksomheder med
selvangivertilladelse, som har mulighed for at få godkendt en
standardaftale hos Skatteforvaltningen, som kan anvendes uden
individuel godkendelse i de enkelte leasingforhold.
Det foreslåede følger af, at det
i lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås at affatte § 3
b, stk. 9, hvor det ikke længere vil fremgå, at
Skatteforvaltningen offentliggør standardformularer til
indgåelse af leasingaftaler, som er obligatoriske at anvende
for virksomheder, som er hjemmehørende her i landet.
Til nr.
11
Skatteministeren har i medfør af
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 13, 1. pkt., der bliver
stk. 15, 1. pkt., hjemmel til at fastsætte nærmere
regler om Skatteforvaltningens behandling af ansøgninger om
tilladelse til betaling af registreringsafgift efter denne
paragraf, jf. stk. 1. Skatteministeren kan desuden i medfør
af § 3 b, stk. 13, 2. pkt., der bliver stk. 15, 3. pkt.,
fastsætte nærmere regler om Skatteforvaltningens
behandling af ansøgninger om tilladelse til at angive afgift
efter § 14, også for så vidt angår betaling
af registreringsafgift efter denne paragraf, jf. stk. 12, der
bliver stk. 14.
Det foreslås, at der i stk. 13, der
bliver stk. 15, efter 1. pkt. indsættes et nyt 2. pkt., hvorefter skatteministeren vil kunne
fastsætte nærmere regler om ibrugtagning af
køretøjer i medfør af stk. 4 og konsekvenserne
heraf, jf. stk. 5.
Formålet med den foreslåede
bestemmelse er, at ordningen med umiddelbar ibrugtagning af
leasingkøretøjer forud for opnåelse af
tilladelse efter stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, ikke
skal kunne misbruges. Det foreslås derfor, at
skatteministeren gives hjemmel til at fastsætte sådanne
begrænsninger, som måtte være nødvendige
for at imødegå og forhindre misbrug eller anden
utilsigtet brug af ordningen. Det forudsættes, at der er tale
om konstateret misbrug el.lign. af en konkret karakter, som vil
kunne begrænses ved at fastsætte nærmere regler
med krav og kriterier for at ibrugtage køretøjer i
medfør af den foreslåede bestemmelse, jf.
lovforslagets § 1, nr. 4. Eventuelle fastsatte regler vil
skulle være i overensstemmelse med EU-Domstolens
afgørelse i sag C-249/15 Wind 1014 GmbH og Kurt Daell mod
Skatteministeriet, som ligger til grund for den foreslåede
ordning.
Formålet med, at den foreslåede
hjemmelsbestemmelse omfatter det foreslåede nye stk. 5, som
indeholder regler om værdifastsættelse, regulering af
afgiftsbetaling og konsekvenserne, hvis tilladelse efter stk. 1
ikke opnås, er at sikre, at ordningen kan justeres hurtigt og
efter behov, hvis det måtte vise sig, at de foreslåede
regler kan misbruges eller ikke er tilstrækkelige til at
sikre, at ordningen fungerer efter hensigten. Det er derimod ikke
hensigten, at skatteministeren skal kunne fastsætte regler om
nye eller andre tiltag vedrørende ibrugtagning, kunne udvide
ordningen, el.lign.
Skatteministeren vil til forebyggelse af
misbrug og omgåelse af de foreslåede regler få
mulighed for at fastsætte administrative regler om
ibrugtagning og om administrative og sanktionsmæssige
konsekvenser af misbrug, omgåelse eller uretmæssig
ibrugtagning i øvrigt, men skatteministeren vil ikke kunne
fastsætte regler om afgiftsmæssige konsekvenser. Det
følger allerede af registreringsafgiftslovens almindelige
regler sammenholdt med hovedreglen i § 2 i lov om registrering
af køretøjer, at ibrugtagning af afgiftspligtige
køretøjer uden korrekt, forudgående
afgiftsberigtigelse medfører, at der skal betales fuld
registreringsafgift af køretøjet, medmindre
køretøjet er omfattet af en i
registreringsafgiftsloven fastsat undtagelse eller
særordning. Den foreslåede ordning med
straks-ibrugtagning er en sådan særlig ordning. I visse
situationer, fx hvis leasinggiver i forbindelse med
ansøgningen efter registreringsafgiftslovens § 3 b,
stk. 1, hvor køretøjet er taget i brug efter stk. 4,
har indgivet vildledende eller urigtige oplysninger m.v., og havde
korrekte og fyldestgørende oplysninger medført afslag
på ansøgningen, vil den fulde registreringsafgift for
køretøjer afhængigt af omstændighederne
dog alligevel kunne forfalde fra registreringstidspunktet, jf.
også bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
4.
Det vurderes, at en sådan
hjemmelsbestemmelse er hensigtsmæssig, idet det ikke vil
være muligt på forhånd at forudse samtlige
potentielle omgåelsesscenarier, utilsigtede anvendelser af
reglerne m.v., og det derfor heller ikke vil være muligt
på forhånd at fastsætte regler, som vil kunne
hindre enhver sådan utilsigtet anvendelse m.v. Det vil
samtidig være væsentligt, at der kan reageres hurtigt
og effektivt, hvis det måtte vise sig, at de foreslåede
regler om ibrugtagning omgås systematisk.
Til nr.
12
Af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk.
13, 2. pkt., der bliver stk. 15, 3. pkt., fremgår, at
skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
Skatteforvaltningens behandling af ansøgninger om tilladelse
til at angive afgift efter § 14, også for så vidt
angår betaling af registreringsafgift efter denne paragraf,
jf. stk. 12, der bliver stk. 14.
Det foreslås, at henvisningen til stk.
12, der bliver stk. 14, ændres, så der også efter
den rykning, der vil ske som følge af lovforslagets §
1, nr. 4, og 9, fortsat henvises til den samme bestemmelse som i
dag. Der er tale om en konsekvensændring.
Til nr.
13
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 7, at
eksportgodtgørelsen forhøjes med 400 kr.
(2019-niveau) ved eksport af et brugt køretøj, hvis
der efter § 7 c, stk. 1, skal afleveres en synsrapport om
køretøjets stand. Denne regel blev indført ved
§ 4, nr. 13, i lov nr. 1338 af 19. december 2008 med henblik
på at kompensere eksportører for udgiften til syn af
brugte køretøjer ved eksport. Der blev samtidig
indført en regel om obligatorisk syn for brugte
køretøjer, der blev registreret første gang
mere end 10 år før anmodning om udbetaling af
eksportgodtgørelse. Skatteforvaltningen kan derudover
bestemme, at der for andre køretøjer også skal
indhentes en sådan synsrapport.
Det foreslås, at
registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 7, ophæves. Den
foreslåede ophævelse af bestemmelsen vil
medføre, at eksportgodtgørelsen ikke længere
vil blive forhøjet med 400 kr. (2019-niveau) for de brugte
køretøjer, som kræves synet før, at
eksportgodtgørelse kan udbetales. Med den foreslåede
ophævelse af bestemmelsen tydeliggøres det, at det er
eksportørens ansvar at sikre, at
eksportkøretøjerne opfylder kravene til udbetaling af
godtgørelse, herunder at køretøjerne er i
registreringsklar stand.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.4.2.
Til nr.
14-16
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 7 c, stk 1, at der sammen med en
anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse for et
køretøj, der er registreret for første gang
mere end 10 år før anmodningens indgivelse, skal
afleveres en synsrapport om køretøjets stand, jf.
registreringsafgiftslovens § 10, stk. 3, jf. § 7 c, stk.
1, 1. pkt. Det skal af synsrapporten fremgå, om
køretøjet er i køreklar stand, jf.
registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 1, 2. pkt.
Synsrapporten må ikke være ældre end 4 uger
regnet fra anmodningens indgivelse, jf. registreringsafgiftslovens
§ 7 c, stk. 1, 3. pkt. Skatteforvaltningen kan derudover
bestemme, at der også for nyere brugte
køretøjer skal indhentes en synsrapport om
køretøjets stand, jf. registreringsafgiftslovens
§ 7 c, stk. 1, 4. pkt. Endelig følger det af reglerne,
at afgiften godtgøres af Skatteforvaltningen, når
køretøjets afgiftspligtige værdi er
fastslået og Skatteforvaltningen har modtaget dokumentation
for køretøjets afmeldelse fra
Køretøjsregistret og udførsel her fra landet,
jf. registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 1, 5. pkt.
Det foreslås, at der sammen med en
anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse altid vil
skulle afleveres en synsrapport om køretøjets stand.
Med lovforslagets § 1, nr. 14-16, foreslås en
række lovtekniske justeringer af § 7 c, stk. 1, der
samlet vil medføre, at der altid vil skulle afleveres en
synsrapport om køretøjets stand. Med nr. 15
foreslås det, at den del af bestemmelsen, som vedrører
den lovpligtige indgivelse af synsrapporter for
køretøjer, der er ældre end 10 år,
udgår, således at det vil blive underordnet, om
køretøjet er under eller over 10 år. Med nr. 16
foreslås det samtidig, at betegnelsen »køreklar
stand« ændres til »registreringsklar
stand«, så formuleringen er i overensstemmelsen med
lovens sprogbrug. Med nr. 16 foreslås det, at den del af
bestemmelsen, som vedrører, at Skatteforvaltningen kan
bestemme, at der for nyere køretøjer skal indhentes
en synsrapport om køretøjets stand, udgår. Med
de foreslåede ændringer af § 7 c, stk. 1, vil det
blive uden betydning, om det brugte køretøj er
registreret mere eller mindre end 10 år før
anmodningens indgivelse, ligesom Skatteforvaltningens skøn,
om der skal afleveres en synsrapport, udgår.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.3.2.
Til nr.
17
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, at
eksportgodtgørelse udbetales til køretøjets
ejer senest 3 uger efter, at køretøjets
afgiftspligtige værdi er fastsat, og den
påkrævede dokumentation for udbetaling af
eksportgodtgørelse er afleveret til Skatteforvaltningen.
Udbetalingsfristen afbrydes, hvis Skatteforvaltningen ikke kan
godkende den indsendte dokumentation, eller hvis
eksportørens forhold gør, at Skatteforvaltningen ikke
kan foretage kontrol af køretøjets værdi
på det tidspunkt, hvor køretøjet udføres
fra Danmark.
Skatteforvaltningen har således kun kort
tid til rådighed til at foretage kontrol af både den
modtagne dokumentation og til at gennemføre de
administrative procedurer i forhold til selve udbetalingen.
Tidsfristen kan i visse tilfælde medføre, at
Skatteforvaltningen ikke har mulighed for at foretage en
tilstrækkelig forudgående kontrol af
eksportdokumentation. Hvis Skatteforvaltningen ved kontrollen ikke
kan godkende dokumentationen, vil der blive indhentet yderligere
dokumentation hos eksportøren, og i denne situation afbrydes
udbetalingsfristen. En ny udbetalingsfrist på 3 uger regnes i
sådanne tilfælde fra det tidspunkt, hvor
Skatteforvaltningen har tilstrækkeligt grundlag for at
vurdere sagen.
Det foreslås, at fristen for udbetaling
af eksportgodtgørelse i registreringsafgiftslovens § 7
c, stk. 2, 3. pkt., ændres fra 3 uger til 9 uger. Den
foreslåede ændring har til formål at give
Skatteforvaltningen bedre muligheder for at kontrollere, om den
foreliggende dokumentation, herunder dokumentation for
udførsel af køretøjet, er tilstrækkelig,
med henblik på at der vil blive udbetalt
eksportgodtgørelse på et mere sikkert grundlag. Dermed
vil risikoen for, at der fejlagtigt udbetales
eksportgodtgørelse på grundlag af utilstrækkelig
eller ukorrekt dokumentation, blive reduceret, hvilket samtidig kan
bidrage til at modvirke misbrug af selvanmelderordningen. Den
foreslåede forlængelse af udbetalingsfristen er en
forudsætning for, at Skatteforvaltningen vil kunne foretage
en forudgående kontrol af en større andel af
selvanmelderes køretøjer ved eksport.
Forlængelse af udbetalingsfristen vil
medføre, at eksportører i visse tilfælde vil
kunne få udbetalt eksportgodtgørelsen på et
senere tidspunkt end efter gældende regler. Det forventes, at
Skatteforvaltningen i mange tilfælde vil kunne ekspedere
sagerne hurtigere end 9 uger, hvorfor den foreslåede
fristforlængelse hovedsageligt har til formål at sikre
en hensigtsmæssig behandling af de sager, som kræver
nærmere undersøgelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.4.2.
Til nr.
18
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, at
Skatteforvaltningen har mulighed for at suspendere fristen for
udbetaling af eksportgodtgørelse på 3 uger, hvis der
er behov for at undersøge, om eksportøren har
restancer til det offentlige, som kan modregnes i
eksportgodtgørelsen før udbetaling. Suspensionen skal
være så kort som mulig og må ikke overstige 3
måneder fra det tidspunkt, hvor der er anmodet om
eksportgodtgørelse. Bestemmelsen har til formål at
give Skatteforvaltningen en rimelig frist til at foretage
nærmere undersøgelser af restanceforhold,
såfremt dette ikke kan nås inden for udbetalingsfristen
på 3 uger.
Bestemmelsen finder anvendelse i de
situationer, hvor dokumentation vedrørende udbetaling af
eksportgodtgørelse er godkendt, og hvor eksportøren
derfor som udgangspunkt er berettiget til at få udbetalt
eksportgodtgørelse, men hvor der dog er forhold som
gør, at udbetalingsfristen skal suspenderes. Ved at
suspendere udbetalingsfristen har Skatteforvaltningen mulighed for
at foretage en undersøgelse af aktuelle restanceforhold med
henblik på eventuel modregning heraf i
eksportgodtgørelsen.
Det foreslås, at den maksimale periode
for suspension af udbetalingsfristen, jf.
registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, 6. pkt.,
forlænges fra 3 til 6 måneder. En sådan
ændring vil give Skatteforvaltningen bedre muligheder for at
foretage undersøgelser af restanceforhold for den, der har
anmodet om udbetaling af eksportgodtgørelse. I situationer,
hvor fristen suspenderes, vil eksportøren i visse
tilfælde kunne få udbetalt eksportgodtgørelsen
på et senere tidspunkt end efter gældende regler.
Det foreslåede skal ses i
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 17, hvor det
foreslås, at fristen for udbetaling af
eksportgodtgørelse forlænges fra 3 til 9 uger. Hvis
den foreslåede udbetalingsfrist på 9 uger fra
modtagelse af dokumentation anvendes fuldt ud til kontrol heraf,
vil der typisk være gået mindst 2 måneder, fra
der blev anmodet om eksportgodtgørelse - og ofte
længere tid. Da den nuværende suspensionsfrist på
3 måneder regnes fra tidspunktet for anmodning om
eksportgodtgørelse, vil der derfor kun være ganske
kort tid til rådighed til at foretage undersøgelse af
restanceforhold.
Den foreslåede forlængelse af den
maksimale periode, hvor der kan ske suspension af
udbetalingsfristen, fra 3 måneder til 6 måneder
vurderes at være proportional i forhold til behovet for at
sikre Skatteforvaltningens muligheder for at nå at foretage
de nødvendige undersøgelser af restanceforhold.
Når udbetalingsfristen suspenderes, skal ansøgeren
have meddelelse herom, herunder om, hvornår der forventes at
blive truffet afgørelse i sagen, og eventuel udbetaling kan
ske.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.4.2.
Til nr. 19
og 20
Efter de gældende regler skal borgere og
virksomheder, der ikke er registrerede som selvanmeldere, anmode
Motorstyrelsen om at fastsætte værdien af et
køretøj med henblik på eventuelt at få
udbetalt eksportgodtgørelse for et brugt
køretøj ved eksport. Der betales ikke for denne
ydelse.
Med lovforslagets §
1, nr. 19, foreslås det, at der indføres et
gebyr, som skal betales af borgere og virksomheder, der
ønsker at få udbetalt eksportgodtgørelse. Det
følger af forslaget, at bestemmelsen indsættes som et
nyt stk. 6 i registreringsafgiftslovens § 7 c. Det
foreslås, at gebyret udgør et fast beløb
på 1.950 kr. Det foreslås samtidig, at bestemmelsen, og
dermed gebyret, skal have virkning fra og med den 1. januar 2020,
jf. lovforslagets § 28, stk. 1, og at bestemmelsen skal
gælde frem til og med den 30. juni 2020. Gebyret skal
således betales af selvanmeldere på trods af, at
selvanmelderordningen på eksportområdet først
afskaffes fra og med den 1. juli 2020, med det formål at
finansiere Skatteforvaltningens administration af
eksportgodtgørelsesordningen. Det følger samtidig af
forslaget, at der vil blive indsat et nyt stk. 7 i
registreringsafgiftslovens § 7 c, hvorefter skatteministeren
vil blive bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler
for gebyret. Dette vil navnlig kunne blive tale om at
fastsætte de nærmere regler for, hvordan gebyret skal
betales eller tilbagebetales. Derimod vil bemyndigelsen ikke
indebære, at der kan fastsættes regler om gebyrets
størrelse, da beløbets størrelse vil
følge af den foreslåede stk. 6.
Med lovforslagets §
1, nr. 20, foreslås det, at registreringsafgiftslovens
§ 7 c, stk. 6 og 7, der foreslås indsat med
lovforslagets § 1, nr. 19, nyaffattes. Efter den nyaffattede
stk. 6 foreslås det, at der skal betales et
omkostningsdækkende gebyr, som skal betales af borgere og
virksomheder, der ønsker at få udbetalt
eksportgodtgørelse. Størrelsen af gebyret er efter
den foreslåede affattelse ikke fastsat i stk. 6., hvilket har
sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af stk. 7.
Det foreslås endvidere, at stk. 7 nyaffattes, hvorefter det
vil fremgå, at skatteministeren bemyndiges til at
fastsætte de nærmere regler for gebyret, herunder dets
størrelse. Foruden fastsættelse af gebyrets
størrelse vil der navnlig kunne blive tale om at
fastsætte nærmere regler for, hvordan gebyret skal
betales eller tilbagebetales. Det foreslås, at dette forslag
får virkning fra og med den 1. juli 2020, jf. lovforslagets
§ 28, stk. 2. Efter forslaget vil
gebyret løbende kunne justeres med henblik på bedre at
afspejle Skatteforvaltningens faktiske udgifter til at
fastsætte værdien af brugte køretøjer ved
eksport. Den foreslåede nyaffattelse har alene til
formål at sikre, at skatteministeren gives en udtrykkelig
hjemmel til at fastsætte størrelsen af det gebyr, som
vil skulle betales af borgere og virksomheder, der ønsker at
få udbetalt eksportgodtgørelse.
Samlet set vil de foreslåede
ændringer medføre, at gebyret på 1.950 kr. vil
være gældende fra og med den 1. januar 2020 frem til og
med den 30. juni 2020, hvorefter det omkostningsdækkende
gebyr vil gælde fra og med den 1. juli 2020, hvorefter
gebyrets størrelse vil blive fastsat og reguleret af
skatteministeren ved bekendtgørelse. Det forventes, at
gebyret også fra og med den 1. juli 2020 vil udgøre
ca. 1.950 kr., men eftersom der vil være tale om et
omkostningsdækkende gebyr, kan det ikke udelukkes, at
beløbets størrelse vil blive justeret.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.
Til nr.
21
Af registreringsafgiftslovens § 9 a, stk.
3, 1. pkt., fremgår, at der efter anmodning kan foretages en
opgørelse af afgiftsdifference i medfør af § 3
b, stk. 7, når køretøjets afgiftspligtige
værdi fastsættes på ny i medfør af §
9 a, stk. 2.
Det foreslås, at henvisningen til §
3 b, stk. 7, der bliver stk. 10, ændres, så der
også efter den rykning, der vil ske som følge af
lovforslagets § 1, nr. 4 og 9, fortsat henvises til den samme
bestemmelse som i dag. Der er tale om en
konsekvensændring.
Til nr.
22-25
Efter gældende ret kan en virksomhed
registreres som såkaldt selvanmelder efter
registreringsafgiftslovens § 15, hvis virksomheden opfylder en
række kumulative betingelser. For det første skal
virksomheden være hjemmehørende her i landet, i et
andet EU-land eller i et EØS-land, med hvilket Danmark har
en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til
reglerne inden for EU, jf. registreringsafgiftslovens § 15,
stk. 1, nr. 1. For det andet skal virksomheden
erhvervsmæssigt handle med motorkøretøjer eller
påhængsvogne eller sættevogne til
motorkøretøjer eller erhvervsmæssigt udleje
sådanne køretøjer, jf.
registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 2. For det tredje
må virksomheden ikke have gæld til staten, jf.
registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 3. For det fjerde
må virksomheden ikke være under
rekonstruktionsbehandling, konkurs eller likvidation, jf.
registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 4. For det femte
skal virksomheden stille sikkerhed på mindst 500.000 kr. for
betaling af afgifter efter registreringsafgiftsloven, herunder
tilbagebetaling af for meget udbetalt godtgørelse, samt
renter og gebyrer vedrørende disse afgifter og
godtgørelser, jf. registreringsafgiftslovens § 15, stk.
1, nr. 5. Såfremt virksomheden opfylder disse betingelser,
kan virksomheden blive registreret som såkaldt selvanmelder
efter registreringsafgiftsloven. Skatteforvaltningen kan dog
nægte at registrere virksomheden, hvis virksomhedens ejer,
bestyrelse, direktion eller anden ledelse har udvist en
adfærd, der gør, at det er nærliggende at
antage, at virksomheden ikke vil overholde registreringsordningen,
jf. § 15, stk. 4. Ved registrering udstedet
Skatteforvaltningen et bevis for registreringen til virksomheden,
jf. registreringsafgiftslovens § 15, stk. 5.
Når en virksomhed er registreret som
selvanmelder, jf. registreringsafgiftslovens § 15, har
virksomheden ret til at foretage en række dispositioner.
Registreringsafgiftslovens § 14, stk. 1, nr. 1-3,
fastslår i den forbindelse, hvad en virksomhed kan, efter at
den er blevet registreret som selvanmelder. En selvanmelder kan
selv angive afgiften af et køretøj, jf. § 14,
stk. 1, nr. 1. Derudover kan en selvanmelder angive
godtgørelsen af afgift af et køretøj ved
eksport af køretøjet, jf. § 14, stk. 1, nr. 2.
Endelig kan en selvanmelder periodevis betale afgiften af
køretøjer, som virksomheden har angivet afgiften af,
jf. registreringsafgiftslovens § 14, stk. 1, nr. 3.
Reglerne for, hvordan selvanmeldere skal
angive afgiften af køretøjer, følger af
registreringsafgiftslovens §§ 16-18. En selvanmelder skal
angive afgiften til Skatteforvaltningen af de
køretøjer, som selvanmelderen anmelder til
registrering i Køretøjsregisteret med forevisning af
bevis for virksomhedens registrering som selvanmelder, jf.
registreringsafgiftslovens § 16, stk. 1. Derudover kan en
selvanmelder også angive godtgørelsen efter § 7 b
af afgift af et køretøj, jf.
registreringsafgiftslovens § 16, stk. 2.
Det foreslås, at § 14, stk. 1, nr.
2, og § 16, stk. 2, ophæves, så selvanmeldere ikke
længere skal kunne angive godtgørelsen af afgift af et
brugt køretøj ved eksport. Efter forslaget vil
selvanmelderordningen ikke længere give virksomheder, der er
registrerede som selvanmeldere, adgang til at fastsætte
værdien af brugte køretøjer ved eksport med
henblik på udbetaling af eksportgodtgørelse, og
selvanmeldere vil således skulle anmode Motorstyrelsen om at
fastsætte værdien af brugte
køretøjer.
Lovforslagets § 1, nr. 22 og 25 er
konsekvensændringer af lovforslagets § 1, nr. 23 og 24,
hvor registreringsafgiftslovens § 14, stk. 1, nr. 2, og §
16, stk. 2, foreslås ophævet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.1.
Til nr.
26
Registreringsafgiftslovens § 20
indeholder en række regler om hæftelse for
afgiftsbeløb, som opkræves efter denne lov. Af lovens
§ 20, stk. 9, fremgår, at stk. 1 og 2 ikke gælder
i tilfælde som nævnt i § 3 a, stk. 5, § 3 b,
stk. 4, og § 17, stk. 1. De opregnede bestemmelser indeholder
særregler om hæftelse i forskellige situationer.
Det foreslås, at henvisningen til §
3 b, stk. 4, der bliver stk. 6, ændres, så der
også efter den rykning, der vil ske som følge af
lovforslagets § 1, nr. 4, fortsat vil blive henvist til den
samme bestemmelse som i dag. Der er tale om en
konsekvensændring.
Til nr.
27-29
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 21, stk. 1, at der skal
udfærdiges en kontrakt ved en registreret virksomheds salg af
et køretøj. Kontrakten ved salg af
køretøjet skal omhandle køretøjet i den
skikkelse, hvori det skal leveres til køberen. Kontrakten
skal desuden indeholde nærmere oplysninger om
identifikationen af køretøjet, oplysninger om
køber og sælger og køretøjets fulde
pris, herunder prisen uden registreringsafgift. Kontrakten eller en
genpart heraf skal opbevares af sælgeren i mindst 5 år,
og skal stilles til rådighed for kontrol på
begæring af Skatteforvaltningen. Det følger herudover
af § 21, stk. 2, at der ud over den nævnte kontrakt ikke
må oprettes andre kontrakter vedrørende salg af
køretøjet. Ligeledes må der ikke
vedrørende køretøjernes omsætning laves
andre aftaler, som ikke fremgår af denne kontrakt.
Bestemmelsens ordlyd omhandler kun salg af
køretøjer, som sker fra virksomheder, der er
registreret efter registreringsafgiftslovens § 15.
Det foreslås at ændre § 21,
så kravet om, at salget skal være sket fra en
registreret virksomhed, udgår, og at pligten til at udarbejde
en kontrakt vil skulle gælde ved både køb og
salg af køretøjer. Det foreslås ligeledes, at
kontrakten eller en genpart heraf vil skulle bero hos både
køber og sælger i mindst 5 år. Herudover
foreslås, at kravet om, at der ikke må oprettes andre
kontrakter, vil skulle gælde i forbindelse med både
køb og salg af køretøjer.
Efter det foreslåede vil virksomheder,
der køber køretøjer, have pligt til at
overholde kravet om, at der skal udfærdiges en kontrakt ved
købet, og at der herudover ikke må foreligge andre
kontrakter eller aftaler vedrørende handlen med disse
køretøjer. Det foreslåede vil f.eks. få
betydning for importører af køretøjer, da
deres køb af køretøjerne fra udlandet nu vil
skulle opfylde de anførte krav om udfærdigelse af
kontrakter m.v., og at importøren herudover vil skulle
opbevare kontrakten, som skal kunne stilles til rådighed for
Skatteforvaltningen i forbindelse med kontrol.
Efter forslaget vil det herudover ikke
være en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at
der er tale om en virksomhed, der er registreret efter
registreringsafgiftslovens § 15, men kun, at købet
eller salget foretages af en virksomhed.
Det foreslåede har samlet set til
formål at sikre, at der i alle handler med
køretøjer kun udfærdiges én kontrakt, og
at der ikke oprettes andre aftaler af betydning for handlen, som
vil kunne have betydning for en senere afgiftsberigtigelse af
køretøjerne.
Til nr.
30
Efter § 25, stk. 1, 2. pkt., skal enhver
køber, sælger eller leverandør af
køretøjer eller dele til fremstilling af
køretøjer efter anmodning give Skatteforvaltningen,
skatteankeforvaltningen, et motorankenævn eller
Landsskatteretten de fornødne oplysninger til brug ved
beregning af afgiften.
Herudover har Skatteforvaltningen mulighed for
at indhente oplysninger hos enhver bruger af
motorkøretøjer omfattet af § 3 a, stk. 1, 3, 4
eller 9, § 3 b, stk. 1, og § 3 c, stk. 1, og den, der har
overtaget sælgerens rettigheder efter en kontrakt
vedrørende salg af et nyt køretøj eller
på anden måde helt eller delvist har finansieret dette,
jf. § 25, stk. 1, 3. pkt., og stk. 4. Endelig kan
Skatteforvaltningen indhente oplysninger hos forsikringsselskaber
og automobilværksteder m.v., som er i besiddelse af
oplysninger, som er nødvendig for kontrollen med de regler,
der er fastsat i §§ 7 og 7 a, jf. § 25, stk. 5.
Det følger af bestemmelsen i § 25,
stk. 1, 2. pkt., at de af bestemmelsen omfattede købere,
sælgere, m.fl. er pligtige til efter anmodning fra
Skatteforvaltningen, skatteankeforvaltningen, et
motorankenævn eller Landsskatteretten at indsende oplysninger
i forbindelse med kontrol af registreringsafgift.
Det følger af den foreslåede
ændring af bestemmelsen i § 25,
stk. 1, 2. pkt., at oplysningspligten også vil skulle
omfatte enhver, der erhvervsmæssigt udlejer
køretøjer, og enhver fysisk eller juridisk person,
der i henhold til ligningslovens § 2, stk. 1-4, anses for
interesseforbunden med eller nærtstående til en
sådan køber, sælger, leverandør eller
udlejer, der vil blive omfattet af bestemmelsen.
Baggrunden for ændringen er, at disse
parter ikke er omfattet af de gældende kontrolbestemmelser om
indhentelse af oplysninger efter anmodning, men kan være i
besiddelse af oplysninger til brug for kontrollen med
registreringsafgift.
Virksomheder, der erhvervsmæssigt
udlejer køretøjer, kan være virksomheder, der
udlejer køretøjer uden at have erhvervet disse
køretøjer. Dette kan f.eks. være virksomheder,
der leaser køretøjer af et leasingselskab, men
også selv agerer som leasinggiver i relation til
køretøjerne, idet virksomhederne leaser
køretøjerne til private brugere, eventuelt i kortere
perioder, inden køretøjerne tilbageleveres til
leasingselskabet.
Interesseforbundne fysiske eller juridiske
personer kan være i besiddelse af oplysninger til brug ved
beregning af afgiften, f.eks. i relation til køb og salg af
køretøjer. Dette kan f.eks. forekomme, hvis der i
forbindelse med køb og salg af et eller flere
køretøjer indgås aftaler som nævnt i
§ 21, stk. 2, mellem selskaber, der er koncernforbundne med
henholdsvis køberen og sælgeren af
køretøjerne.
Den foreslåede ændring af
bestemmelsen i § 25, stk. 1, 2. pkt., vil medføre, at
kredsen af oplysningspligtige i forbindelse med kontrol af
registreringsafgift udvides, så oplysningspligten også
gælder for de af ændringen omfattede udlejere af
køretøjer og interesseforbundne fysiske og juridiske
personer.
Forslagets henvisning til ligningslovens
§ 2, stk. 1-4, indebærer, at det afgørende er, om
de pågældende fysiske og juridiske personer har en
sådan tilknytning til hinanden, at de i relation til disse
bestemmelser vil skulle anses for interesseforbundne eller
nærtstående. Den angivne kreds af interesseforbundne
fysiske eller juridiske personer tilsigtes således at omfatte
de generelle interessefællesskaber inden for erhvervsforhold.
Som nærtstående anses den skattepligtiges
ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt
børn og børnebørn og disses
ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte
personer, mens stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med
oprindeligt slægtskabsforhold.
Endvidere følger det af den
foreslåede ændring af bestemmelsen, at ordlyden i
§ 25, stk. 1, 2. pkt., foreslås ændret, så
"fornødne oplysninger" foreslås ændret til
"nødvendige oplysninger", hvilket svarer til ordlyden i
§ 25, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, 1. pkt. Herved vil
sprogbrugen blive ensartet i bestemmelserne, hvorved det
tydeliggøres, at nødvendighedskravet også
gælder ved Skatteforvaltningens indhentelse af oplysninger i
henhold til § 25, stk. 1, 2. pkt. Ændringen vil ikke
medføre ændringer af retsstillingen.
Skatteforvaltningens kontrol i henhold til
bestemmelsen vil fortsat skulle ske under iagttagelse af
bestemmelserne i retssikkerhedsloven, herunder bestemmelserne i
retssikkerhedslovens § 10, hvorefter myndigheder ikke har
adgang til at anvende oplysningspligter i tilfælde, hvor der
opstår mistanke om, at en borger eller virksomhed har
begået en strafbar lovovertrædelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.10.2.
Til nr.
31
Efter § 25, stk. 2, 1. pkt., har
Skatteforvaltningen, hvis det skønnes nødvendigt, til
enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang
til at foretage eftersyn hos registrerede virksomheder samt hos
andre virksomheder, der erhvervsmæssigt afsætter
afgiftspligtige køretøjer. Efter samme regler som
nævnt i 1. pkt. har Skatteforvaltningen adgang til at efterse
køretøjer, forretningsbøger, øvrige
regnskabsmateriale samt korrespondance m.v. hos disse virksomheder,
jf. § 25, stk. 2, 2. pkt.
Den gældende bestemmelse i § 25,
stk. 2, medfører, at Skatteforvaltningen ved kontrol af
registreringsafgift kan foretage kontrolbesøg hos
registrerede virksomheder og andre virksomheder, der
erhvervsmæssigt afsætter afgiftspligtige
køretøjer, herunder importører, forhandlere og
leasingselskaber. Det er ikke en betingelse, at
kontrolbesøget vedrører et eller flere
køretøjer, som den pågældende virksomhed
har afsat, men blot at virksomheden er registreret i medfør
§ 15 eller - hvis virksomheden ikke er registreret -
erhvervsmæssigt afsætter afgiftspligtige
køretøjer. Skatteforvaltningen kan således i
forbindelse med kontrolbesøget indhente oplysninger om
køretøjer, uanset at virksomheden ikke har afsat
disse køretøjer.
Det følger af den foreslåede
ændring af bestemmelsen i § 25,
stk. 2, 1. pkt., at Skatteforvaltningen også vil
skulle have adgang til at foretage kontrolbesøg hos
virksomheder, der erhvervsmæssigt udlejer afgiftspligtige
køretøjer, og hos fysiske eller juridiske personer,
der i henhold til ligningslovens § 2, stk. 1-4, anses for
interesseforbundne med eller nærtstående til
virksomheder, der erhvervsmæssigt afsætter eller
udlejer afgiftspligtige køretøjer.
Baggrunden for ændringen er, at disse
parter ikke er omfattet af Skatteforvaltningens adgang til at
foretage kontrolbesøg, men kan være i besiddelse af
oplysninger til brug for kontrollen med registreringsafgift.
Virksomheder, der erhvervsmæssigt
udlejer køretøjer, kan være virksomheder, der
udlejer køretøjer uden at have erhvervet disse
køretøjer. Dette kan f.eks. være virksomheder,
der leaser køretøjer af et leasingselskab, men
også selv agerer som leasinggiver i relation til
køretøjerne, idet virksomhederne leaser
køretøjerne til private brugere, eventuelt i kortere
perioder, inden køretøjerne tilbageleveres til
leasingselskabet.
Interesseforbundne fysiske eller juridiske
personer kan være i besiddelse af oplysninger til brug ved
beregning af afgiften, f.eks. i relation til køb og salg af
køretøjer. Dette kan f.eks. forekomme, hvis der i
forbindelse med køb og salg af et eller flere
køretøjer indgås aftaler som nævnt i
§ 21, stk. 2, mellem selskaber, der er koncernforbundne med
henholdsvis køberen og sælgeren af
køretøjet eller køretøjerne.
Den foreslåede ændring af
bestemmelsen i § 25, stk. 2, 2. pkt., vil medføre, at
den kreds, som Skatteforvaltningen kan foretage kontrolbesøg
hos ved kontrol af registreringsafgift, udvides, idet
Skatteforvaltningen får mulighed for at foretage
kontrolbesøg hos de af ændringen omfattede udlejere af
køretøjer og interesseforbundne fysiske og juridiske
personer.
Forslagets henvisning til ligningslovens
§ 2, stk. 1-4, indebærer, at det afgørende er, om
de pågældende fysiske og juridiske personer har en
sådan tilknytning til hinanden, at de i relation til disse
bestemmelser skal anses for interesseforbundne eller
nærtstående. Den angivne kreds af interesseforbundne
fysiske eller juridiske personer tilsigtes således at omfatte
de generelle interessefællesskaber inden for erhvervsforhold.
Som nærtstående anses den skattepligtiges
ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt
børn og børnebørn og disses
ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte
personer, mens stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med
oprindeligt slægtskabsforhold.
Skatteforvaltningens kontrol i henhold til
bestemmelsen vil fortsat skulle ske under iagttagelse af
bestemmelserne i retssikkerhedsloven, herunder bestemmelserne i
retssikkerhedslovens § 10, hvorefter myndigheder ikke har
adgang til at anvende oplysningspligter i tilfælde, hvor der
opstår mistanke om, at en borger eller virksomhed har
begået en strafbar lovovertrædelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.10.2.
Til nr.
32
Efter de gældende bestemmelser i
registreringsafgiftsloven har Skatteforvaltningen ikke mulighed for
at anvende tvangsbøder med henblik på at fremtvinge
oplysninger til brug for kontrollen med registreringsafgift, hvis
oplysningerne ikke indsendes efter Skatteforvaltningens anmodning
herom. Registreringsafgiftsloven adskiller sig herved fra en
række andre skatte- og afgiftslove, der indeholder
bestemmelser om tvangsbøder, jf. f.eks. skattekontrollovens
§ 72 og momslovens § 77, jf. § 75, stk. 1-4.
Efter den foreslåede ændring af
bestemmelsen i § 25, stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets §
1, nr. 30, skal enhver køber, sælger eller
leverandør af køretøjer eller dele til
fremstilling af køretøjer, enhver, der
erhvervsmæssigt udlejer køretøjer, og enhver
virksomhed, der er interesseforbunden, jf. ligningslovens § 2,
stk. 1-4, med en sådan køber, sælger,
leverandør eller udlejer efter anmodning give
Skatteforvaltningen, skatteankeforvaltningen, et
motorankenævn eller Landsskatteretten de nødvendige
oplysninger til brug ved beregning af afgiften.
Det følger af den foreslåede
bestemmelse i § 25 a, stk. 1, at
hvis en anmodning om oplysninger efter § 25, stk. 1, 4 eller
5, ikke efterkommes, vil Skatteforvaltningen kunne give
pålæg om, at oplysningerne skal indsendes inden en
fastsat frist, og pålægge daglige tvangsbøder
fra fristens overskridelse, og indtil pålægget
efterkommes.
Efter den gældende bestemmelse i §
25, stk. 1, 3. pkt., skal enhver bruger af
motorkøretøjer omfattet af § 3 a, stk. 1, 3, 4
eller 9, § 3 b, stk. 1, og § 3 c, stk. 1, efter anmodning
give Skatteforvaltningen de nødvendige oplysninger til brug
ved beregningen af afgiften.
Efter den gældende bestemmelse i §
25, stk. 4, skal den, der har overtaget sælgerens rettigheder
efter en kontrakt vedrørende salg af et nyt
køretøj eller på anden måde helt eller
delvist har finansieret dette, efter anmodning give
Skatteforvaltningen enhver oplysning til brug for kontrollen med
beregningen af afgiften af køretøjet.
Efter den gældende bestemmelse i §
25, stk. 5, kan Skatteforvaltningen hos forsikringsselskaber og
automobilværksteder m.m. indhente enhver oplysning, som er
nødvendig for kontrollen med de regler, der er fastsat i
§§ 7 og 7 a, om reparerede og ombyggede
køretøjer.
Baggrunden for den foreslåede
bestemmelse i § 25 a, stk. 1, er, at Skatteforvaltningen ved
kontrol af registreringsafgift - ud fra samme hensyn som ved
kontrol af f.eks. skat eller moms - kan have behov for fremtvinge
oplysninger, der anses for nødvendige ved beregning af
afgiften. Det er en grundlæggende forudsætning for
Skatteforvaltningens kontrolvirksomhed, at Skatteforvaltningens
anmodning om oplysninger efterkommes, og muligheden for at
pålægge tvangsbøder anses som et effektivt
middel til at sikre, at dette sker.
Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at hvis en oplysningspligtig i medfør af
registreringsafgiftsloven ikke indsender oplysninger efter
anmodning fra Skatteforvaltningen, vil Skatteforvaltningen kunne
give den oplysningspligtige pålæg om, at oplysningerne
skal indsendes inden en fastsat frist, og pålægge
daglige tvangsbøder fra fristens overskridelse, og indtil
pålægget efterkommes.
Et pålæg efter bestemmelsen vil
skulle indeholde en henvisning til den relevante lovbestemmelse, og
det vil skulle være specificeret, hvilke oplysninger der
ønskes udleveret. Pålægget vil skulle gives
skriftligt, og det vil skulle fremgå, at såfremt
pålægget ikke vil blive efterlevet inden for den
fastsatte frist, vil der kunne pålægges daglige
tvangsbøder fra en given dato, indtil pålægget
efterkommes.
Tvangsbøder efter bestemmelsen vil
skulle fastsættes som daglige bøder, indtil
pålægget om at udlevere oplysninger efterkommes. Det
almindelige proportionalitetsprincip medfører bl.a., at
tvangsbøden ikke må stå i misforhold til
undladelsen, ligesom der ved fastsættelsen af
tvangsbøden skal tages hensyn til den oplysningspligtiges
økonomiske formåen, således at pressionen har
effekt, men bødestørrelsen vil i øvrigt bero
på et konkret skøn.
Tvangsbøden vil i overensstemmelse med
gældende praksis for tvangsbøder udstedt i
medfør af skattekontrollovens § 72 eller momslovens
§ 77, jf. § 75, stk. 1-4 skulle være på
mindst 1.000 kr. dagligt, og der vil kun skulle beregnes én
daglig tvangsbøde, f.eks. på 1.000 kr. pr. dag, uanset
antallet af forhold. De daglige tvangsbøder vil skulle gives
for hver kalenderdag, det vil sige syv dage om ugen.
De daglige tvangsbøder vil kunne
pålægges fra en given dato. Forudsætningen for at
pålægge daglige tvangsbøder vil være, at
Skatteforvaltningen mindst 14 kalenderdage forinden underretter den
oplysningspligtige om, at bøden vil blive pålagt fra
den anførte dato. Varslingen vil skulle indeholde
oplysninger om tvangsbødens størrelse, og der vil
skulle tages forbehold for en eventuel senere forhøjelse af
tvangsbøden. De daglige tvangsbøder vil kunne
forhøjes med en uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte
tvangsbøde ikke har givet resultat. Varslet om daglige
tvangsbøder vil kunne gives samtidig med
pålægget om at efterkomme oplysningspligten, men vil
også kunne gives efterfølgende, hvis
pålægget ikke efterkommes.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 2, 1. pkt., kan
Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen tillægge en
klage over et pålæg efter stk. 1 opsættende
virkning, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Efter stk. 2, 2. pkt., vil
Landsskatterettens afgørelse kunne træffes af en
retsformand.
Særlige omstændigheder, der kan
tale for at tillægge en klage opsættende virkning, kan
f.eks. være, at klageinstansen finder, at der er en begrundet
tvivl om, hvorvidt der er pligt til at indsende oplysninger.
Den foreslåede bestemmelse i § 25
a, stk. 2, svarer til den gældende bestemmelse i
skattekontrolloven § 72, stk. 3, om virkningen af klager over
pålæg om oplysningspligt eller tvangsbøder i
medfør skattekontrolloven. Med den foreslåede
bestemmelse i § 25 a, stk. 2, tydeliggøres, at
virkningen af klager over pålæg om oplysningspligt
eller tvangsbøder vil være den samme, uanset om der er
tale om en klage i medfør skattekontrolloven eller
registreringsafgiftsloven.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.8.2.
Til nr.
33
Det følger af bestemmelsen i
registreringsafgiftslovens § 27, stk. 1, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til nr.
34
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 27, stk. 1, nr. 2, at der kan
pålægges bødestraf ved forsætlig eller
groft uagtsom overtrædelse af lovens § 3 b, stk. 6, 1.
pkt., og stk. 8, 1. pkt. § 3 b, stk. 6, 1. pkt.,
vedrører pligt til at aflevere nummerplader og afmelde
køretøjet fra Køretøjsregisteret ved
ændring eller afbrydelse af en leasingaftale, eller hvis
køretøjet ændrer afgiftsmæssig identitet.
§ 3 b, stk. 8, 1. pkt., vedrører tilsvarende
forpligtelser ved udløbet af en afgiftsperiode for et
leasingkøretøj. Det følger af
registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, at den, der
begår de nævnte overtrædelser med forsæt
til at unddrage statskassen afgift, kan straffes med bøde
eller fængsel i op til 1 år og 6 måneder,
medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens
§ 289.
Det foreslås, at ibrugtagning af et
leasingkøretøj i medfør af den
foreslåede nye bestemmelse i § 3 b, stk. 4, jf.
lovforslagets § 1, nr. 4, i strid med reglerne herfor ved
forsæt eller grov uagtsomhed ligeledes skal kunne straffes
med bøde. Det kan eksempelvis være tilfældet,
hvor Skatteforvaltningen allerede tidligere har truffet
afgørelse om, at leasingforholdet ikke opfylder de krav, der
gælder for, at tilladelse til betaling af
forholdsmæssig registreringsafgift kan meddeles, og hvor
leasinggiver eller leasingtager alligevel tager et
køretøj i anvendelse i strid med det foreslåede
§ 3 b, stk. 4, nr. 4, som netop udgør et forbud mod en
sådan ibrugtagning.
Det foreslås desuden, at muligheden for
at pålægge bødestraf også vil skulle
gælde for den foreslåede regel i § 3 b, stk. 5, 2.
pkt., som ligeledes vedrører aflevering af nummerplader og
afmelding fra køretøjsregisteret, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4. Forpligtelsen i den foreslåede bestemmelse i
§ 3 b, stk. 5, 2. pkt., vil svare til de gældende
bestemmelser, og derfor bør overtrædelse af den nye
bestemmelse også have samme følger, som
overtrædelse af de gældende bestemmelser. Efter
forslaget vil registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, om
bøde- eller fængselsstraf ved forsæt til
afgiftsunddragelse desuden også skulle finde anvendelse for
de nævnte overtrædelser.
Herudover foreslås, at henvisningen til
stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., og henvisningen til
stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 11, 1. pkt., ændret,
så der også efter den rykning, der vil ske som
følge af lovforslagets § 1, nr. 4 og 9, fortsat
henvises til de samme bestemmelser som i dag. Der er tale om
konsekvensændringer.
Endelig foreslås det, at § 27, stk.
1, nr. 2, ændres, så henvisningen til § 24 og
§ 25 adskilles af ordet »eller« i stedet for et
komma.
Til nr.
35
Det følger af
registreringsafgiftslovens § 27, stk. 1, nr. 3, at med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
anvender et afgiftspligtigt køretøj, som ikke er
afgiftsberigtiget, eller for hvilket der ikke er meddelt tilladelse
efter bestemmelserne i § 3 a, stk. 1, 3, 4 og 10, § 3 b,
stk. 1, og § 3 c, stk. 1. De anførte bestemmelser
vedrører alle tidsbegrænset anvendelse af et
køretøj i Danmark. Det følger af
registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, at den, der
begår de nævnte overtrædelser med forsæt
til at unddrage statskassen afgift, kan straffes med bøde
eller fængsel i op til 1 år og 6 måneder,
medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens
§ 289.
Det foreslås, at der indsættes en
henvisning til den foreslåede § 3 b, stk. 4, jf.
lovforslagets § 1, nr. 4, som vil skulle udgøre en
undtagelse fra hovedreglen om, at der for
leasingkøretøjer skal meddeles tilladelse til
betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter § 3
b, stk. 1, forud for at køretøjet tages i anvendelse.
Den nye bestemmelse i § 3 b, stk. 4, vil netop skulle
medføre, at køretøjer i nogle tilfælde
lovligt vil kunne tages i anvendelse, uden at der er meddelt
tilladelse hertil på forhånd. Det vil stadig i alle
tilfælde være et krav, at køretøjerne er
afgiftsberigtiget.
Det foreslåede har til formål at
sikre, at det fremgår klart, at ibrugtagning i
overensstemmelse med de krav, der følger af den
foreslåede bestemmelse i lovens § 3 b, stk. 4, ikke i
sig selv kan medføre straf. Tages et køretøj
derimod i anvendelse i strid med kravene i den foreslåede
bestemmelse, vil det foreslåede ikke hindre, at der kan
pålægges straf, jf. også lovforslagets § 1,
nr. 34, som vedrører denne situation.
Til §
2
Til nr.
1
Det følger af § 1, stk. 1, i lov
om registrering af køretøjer, at registrering af
køretøjer sker i Køretøjsregisteret.
Det følger herudover af stk. 2, at der i
Køretøjsregisteret registreres oplysninger om hvert
enkelt køretøj og om køretøjets
tilhørsforhold. Køretøjsregisteret indeholder
således bl.a. oplysninger om stamdata for
køretøjet, ejer- og brugeroplysninger, tekniske
oplysninger, synsstatus m.v.
I medfør af § 17 har enhver efter
anmodning adgang til de oplysninger, der er registreret i
Køretøjsregisteret, om et køretøjs
tekniske forhold, synsforhold og forsikringsforhold. Oplysninger er
tilgængeligt i Køretøjsregisteret, som kan
tilgås via Skatteforvaltningens hjemmeside. I medfør
af § 17, stk. 2, kan skatteministeren herudover
fastsætte regler om terminaladgang til oplysninger i
Køretøjsregisteret om et køretøjs ejer
eller bruger, til bl.a. forsikringsvirksomheder,
nummerpladeoperatører m.fl. Synsvirksomheder har
således adgang til tekniske forhold m.v. i
Køretøjsregisteret.
Det foreslås, at fodnoten til titlen i
lov om registrering af køretøjer ændres,
så det fremgår af loven, at loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/46/EU af 3. april 2014 om ændring
af Rådets direktiv 1999/37/EF om registreringsdokumenter for
motorkøretøjer. Efter direktivet skal oplysninger om
køretøjer registreres elektronisk og stilles til
rådighed for synsvirksomheder til brug for periodisk teknisk
kontrol. Direktivet er allerede implementeret i dansk lovgivning,
men det fremgår ikke af lov om registrering af
køretøjer m.v., at loven indeholder bestemmelser, som
implementerer direktivet.
Efter forslaget vil det blive tydeliggjort, at
den danske lovgivning er i overensstemmelse med direktivets
bestemmelser. Der foreslås ingen materielle ændringer
af de gældende regler.
Til nr.
2
Det følger af § 17, stk. 3, i lov
om registrering af køretøjer, at Skatteforvaltningen
efter anmodning fra en udenlandsk myndighed kan udlevere
oplysninger fra Køretøjsregisteret om identiteten af
et køretøjs ejer eller bruger til brug for
behandlingen af en konkret sag. Efter bestemmelsen er det
således muligt for udenlandske myndigheder at få
udleveret de omhandlede oplysninger, hvis oplysningerne er
nødvendige i forhold til behandling af en konkret sag,
f.eks. skatte- og afgiftssager eller straffesager. Udleveringen af
oplysningerne forudsætter også, at de udenlandske
myndigheder retter henvendelse til Skatteforvaltningen i hvert
enkelt tilfælde.
Det følger herudover af § 18, stk.
3, at rigspolitichefen kan give retshåndhævende
myndigheder i en anden medlemsstat i EU adgang til at foretage
elektronisk søgning i de oplysninger fra
Køretøjsregisteret, der er videregivet til politiet,
til brug for efterforskningen af en konkret straffesag eller en
konkret sag om opretholdelse af den offentlige sikkerhed eller til
brug for en konkret sag om trafiksikkerhedsrelaterede
færdselslovsovertrædelser. Efter bestemmelsen har
politimyndigheder i øvrige medlemsstater adgang til at
foretage søgning i politiets parallelsystem CRM3, som
dagligt opdateres med oplysninger fra
Køretøjsregisteret, om køretøjer og om
ejer- og brugerforhold. Søgningen forudsætter, at
oplysningerne skal anvendes til de anførte formål.
Det foreslås, at der indsættes en
ny § 17 a i lov om registrering af
køretøjer, hvorefter Skatteforvaltningen vil kunne
give den kompetente myndighed i en medlemsstat i Den
Europæiske Union adgang til at foretage elektronisk
søgning i oplysninger fra Køretøjsregisteret
til brug for efterforskning af mistanke om momssvig eller med
henblik på at opdage momssvig, eller til brug for
registrering af køretøjer og opkrævning af
registreringsafgift og andre køretøjsrelaterede
afgifter.
Efter det foreslåede vil kompetente
myndigheder i en medlemsstat til brug for de oplyste formål,
kunne foretage elektronisk søgning af de oplysninger, som er
tilgængelige i Køretøjsregisteret om
køretøjer og ejer- og brugerforhold. Myndighederne
vil derfor ikke være nødsaget til at kontakte
Skatteforvaltningen i hvert enkelt tilfælde for at anmode om
oplysningerne efter § 17, stk. 3, men kan tilgå
oplysningerne direkte. Behandlingen af oplysningerne vil skulle
foretages i overensstemmelse med Databeskyttelsesforordningens
regler om beskyttelse af personoplysninger.
Det forudsættes, at muligheden for at
kunne søge i oplysninger fra
Køretøjsregisteret vil blive etableret via flere
moduler i det europæiske informationssøgningssystem
vedrørende køretøjer og kørekort
(Eucaris). Til brug for bekæmpelse af momssvig udarbejdes der
i Eucaris et særligt VAT-modul. Til brug for registrering af
køretøjer og opkrævning af afgifter
forudsættes anvendt et modul, som indeholder tekniske
køretøjsoplysninger, og et modul, som indeholder
ejer- og brugeroplysninger. Tilslutningen til modulerne i Eucaris
vil samtidig give Skatteforvaltningen mulighed for at få
adgang til tilsvarende oplysninger i andre medlemsstaters
køretøjsregistre, til brug for sager om momssvig og
med henblik på registrering og afgiftsberigtigelse af
køretøjer m.v.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.8.2
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til §
3
Det følger af bestemmelsen i affalds-
og råstofafgiftslovens § 33, stk. 1, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter anden lovgivning. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
4
Det følger af bestemmelsen i § 32,
stk. 1, i lov om afgift af hermetisk forseglede
nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), at
den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
5
Det følger af bestemmelsen i § 40,
stk. 1, i lov om afgift af bekæmpelsesmidler, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
6
Til nr.
1
Det følger af
brændstofforbrugsafgiftsloven, at personer med varigt nedsat
funktionsevne, som efter lov om social service kan opnå
støtte til erhvervelse af en bil, fritages for afgiften,
hvis bilen er benzindreven, jf. § 7, stk. 1, 1. pkt. Er bilen
dieseldreven, betales afgift efter de i § 3, stk. 1, under B
fastsatte satser for udligningsafgift, jf. § 7, stk. 1, 2.
pkt. Afgiftsfritagelsen og -nedsættelsen gælder kun,
så længe køretøjet er registreret for og
benyttes af den pågældende, jf. § 7, stk. 1, 3.
pkt.
Der er ikke fastsat regler om, hvilken
myndighed, der træffer afgørelse om fritagelse eller
nedsættelse for brændstofforbrugsafgift. Det antages
derfor, at afgørelseskompetencen følger de generelle
regler og principper på skatteområdet, og således
ligger hos Skatteforvaltningen.
Det foreslås, at der indsættes et
nyt stk. 2 og 3 i brændstofforbrugsafgiftslovens § 7.
Det følger af den foreslåede stk. 2, 1. pkt., at der
gives bemyndigelse til, at kommunalbestyrelserne træffer
afgørelse om fritagelse eller nedsættelse af
brændstofforbrugsafgift efter § 7, stk. 1. Det
foreslås desuden præciseret i
brændstofforbrugsafgiftslovens § 7, stk. 2, 2. pkt., at
Skatteforvaltningen har kompetence til at træffe
afgørelse om ophør af afgiftsfritagelsen eller
-nedsættelsen, jf. stk. 1, 3. pkt., såfremt det
konstateres, at et køretøj ikke længere er
registreret for eller bliver benyttet af den pågældende
person, som er berettiget til at modtage støtte til
køb af bil. Endelig foreslås det præciseret i
brændstofforbrugsafgiftslovens § 7, stk. 3, at klager
over kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende selve
afgiftsfritagelsen eller -nedsættelsen vil skulle
påklages til Ankestyrelsen, mens Skatteforvaltningens
afgørelse om ophør af afgiftsfritagelsen eller
-nedsættelsen fortsat vil skulle påklages til
Landsskatteretten.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.14.
Til nr.
2
Det følger af bestemmelsen i
brændstofforbrugsafgiftslovens § 15, stk. 1, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til nr.
3
Det følger af
brændstofforbrugsafgiftslovens § 15 a, stk. 3, at hvis
bøder, der er pålagt efter § 15 ikke betales
rettidigt, vil beløbet med renter blive inddrevet af
restanceinddrivelsesmyndigheden. Det følger herudover af
bestemmelse, at der er udpantningsret for beløbet, og at
inddrivelse desuden kan ske ved lønindeholdelse. Det
følger desuden, at reglerne om eftergivelse i
opkrævningslovens §§ 15, 15 a og 15 b tilsvarende
finder anvendelse. Bestemmelsen blev indført ved § 3,
nr. 17, i lov nr. 1338 af 19. december 2008.
Det foreslås, at
brændstofforbrugsafgiftslovens henvisning til
opkrævningslovens §§ 15, 15 a og 15 b ændres
til en henvisning til §§ 13-15 i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Det foreslåede følger af, at
reglerne om eftergivelse i opkrævningslovens §§ 15,
15 a og 15 b blev ophævet med § 111, nr. 1, i lov nr.
1336 af 19. december 2008 - dvs. samtidig som
brændstofforbrugsafgiftslovens § 15 a blev
indført. Samtidig med, at reglerne om eftergivelse i
opkrævningsloven blev ophævet, blev de med visse
justeringer indført i lov nr. 1333 af 19. december 2008 om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Der er således tale om en lovteknisk
rettelse, der skal sikre, at der i § 15 a, stk. 3, henvises
til korrekte bestemmelser om eftergivelse.
Til §
7
Det følger af bestemmelsen i § 17,
stk. 1, i lov om afgift af cfc og visse industrielle drivhusgasser
(cfc-afgiftsloven), at den, der forsætligt eller groft
uagtsomt overtræder bestemmelsen, straffes med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Straffesager om overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan
efter praksis afsluttes med bøde, såfremt der ikke er
tale om en forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr.,
hvis ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
8
Det følger af bestemmelsen i
chokoladeafgiftslovens § 26, stk. 1, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
9
Det følger af bestemmelsen i § 15,
stk. 1, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, at den,
der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
10
Det følger af bestemmelsen i § 15,
stk. 1, i lov om afgift af elektricitet, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre "der" til "som" i bestemmelsen. Der er alene tale om en
sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at
give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere
retningslinjer om en skærpet bødepraksis ved
overtrædelser af bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
11
Det følger af bestemmelsen i
emballageafgiftslovens § 18, stk. 1, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
12
Det følger af bestemmelsen i § 22,
stk. 1, i lov om forskellige forbrugsafgifter, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
13
Det følger af bestemmelsen i § 21,
stk. 1, i lov om afgift af naturgas og bygas m.v., at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
14
Det følger af bestemmelsen i § 10,
stk. 1, i lov om afgift af konsum-is, at den, der forsætligt
eller groft uagtsomt overtræder bestemmelsen, straffes med
bøde. Straffesager om overtrædelse af
punktafgiftslovgivningen kan efter praksis afsluttes med
bøde, såfremt der ikke er tale om en forsætlig
unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis ansvarssubjektet er
en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
15
Det følger af bestemmelsen i § 20,
stk. 1, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., at den,
der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
16
Det følger af bestemmelsen i § 34,
stk. 1, lov om afgift af kvælstof indeholdt i
gødninger m.m., at den, der forsætligt eller groft
uagtsomt overtræder bestemmelsen, straffes med bøde.
Straffesager om overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan
efter praksis afsluttes med bøde, såfremt der ikke er
tale om en forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr.,
hvis ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
17
Det følger af bestemmelsen i § 21,
stk. 1, i lov om afgift af kvælstofoxider, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
18
Det følger af bestemmelsen i
lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 11, stk. 1, at
den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter anden lovgivning. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
19
Det følger af bestemmelsen i § 25,
stk. 1, i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., at den,
der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
20
Det følger af bestemmelsen i
motoransvarsforsikringsafgiftslovens § 10, stk. 1, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter anden lovgivning. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
21
Det følger af bestemmelsen i § 31,
stk. 1, i lov om afgift af visse klorerede opløsningsmidler,
at den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
22
Det følger af bestemmelsen i
skadesforsikringsafgiftslovens § 16, stk. 1, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter anden lovgivning. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
23
Det følger af bestemmelsen i § 21,
stk. 1, i lov om afgift af spildevand, at den, der forsætligt
eller groft uagtsomt overtræder bestemmelsen, straffes med
bøde. Straffesager om overtrædelse af
punktafgiftslovgivningen kan efter praksis afsluttes med
bøde, såfremt der ikke er tale om en forsætlig
unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis ansvarssubjektet er
en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
24
Det følger af bestemmelsen i § 33,
stk. 1, i lov om afgifter af spil, at den, der forsætligt
eller groft uagtsomt overtræder bestemmelsen, straffes med
bøde. Straffesager om overtrædelse af
punktafgiftslovgivningen kan efter praksis afsluttes med
bøde, såfremt der ikke er tale om en forsætlig
unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis ansvarssubjektet er
en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
25
Det følger af bestemmelsen i
spiritusafgiftslovens § 31, stk. 1, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
26
Det følger af bestemmelsen i § 29,
stk. 1, i lov om afgift af svovl, at den, der forsætligt
eller groft uagtsomt overtræder bestemmelsen, straffes med
bøde. Straffesager om overtrædelse af
punktafgiftslovgivningen kan efter praksis afsluttes med
bøde, såfremt der ikke er tale om en forsætlig
unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis ansvarssubjektet er
en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
27
Det følger af bestemmelsen i
tinglysningsafgiftslovens § 30, stk. 1, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter anden lovgivning. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
28
Det følger af bestemmelsen i
tobaksafgiftslovens § 25, stk. 1, at den, der forsætligt
eller groft uagtsomt overtræder bestemmelsen, straffes med
bøde. Straffesager om overtrædelse af
punktafgiftslovgivningen kan efter praksis afsluttes med
bøde, såfremt der ikke er tale om en forsætlig
unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis ansvarssubjektet er
en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
29
Det følger af bestemmelsen i § 20,
stk. 1, i lov om afgift af ledningsført vand, at den, der
forsætligt eller groft uagtsomt overtræder
bestemmelsen, straffes med bøde. Straffesager om
overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan efter praksis
afsluttes med bøde, såfremt der ikke er tale om en
forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis
ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
30
Til nr.
1
Det følger af vægtafgiftsloven,
at personer med varigt nedsat funktionsevne, som efter lov om
social service kan opnå støtte til erhvervelse af en
bil, fritages for vægtafgift og tillægsafgift for
privat anvendelse, jf. § 16, 1. pkt. Afgiftsfritagelsen
gælder kun, så længe køretøjet er
registreret for og benyttes af den pågældende, jf.
§ 16, 2. pkt.
Der er ikke fastsat regler om, hvilken
myndighed, der træffer afgørelse om fritagelse
vægtafgift og tillægsafgift for privat anvendelse. Det
antages derfor, at afgørelseskompetencen følger de
generelle regler og principper på skatteområdet, og
således ligger hos Skatteforvaltningen.
Det foreslås, at der indsættes et
nyt stk. 2 og 3i vægtafgiftslovens § 16. Det
foreslås, at der i vægtafgiftslovens § 16, stk. 2,
1. pkt., gives bemyndigelse til, at kommunalbestyrelserne vil
skulle træffe afgørelse om fritagelse eller
nedsættelse af vægtafgift. Det foreslås desuden
præciseret i lovens § 16, stk. 2, 2. pkt., at
Skatteforvaltningen har kompetence til at træffe
afgørelse om ophør af afgiftsfritagelsen,
såfremt det konstateres, at et køretøj ikke
længere er registreret for eller bliver benyttet af den
pågældende person, som er berettiget til at modtage
støtte til køb af bil. Endelig foreslås det
præciseret i lovens § 16, stk. 3, at klager over
kommunalbestyrelsernes afgørelser vedrørende
afgiftsfritagelse vil skulle påklages til Ankestyrelsen, mens
Skatteforvaltningens afgørelse om ophør af
afgiftsfritagelsen fortsat vil skulle påklages til
Landsskatteretten.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.14.
Til nr.
2
Det følger af bestemmelsen i § 23,
stk. 1, i lov om vægtafgift af motorkøretøjer
m.v., at den, der forsætligt eller groft uagtsomt
overtræder bestemmelsen, straffes med bøde.
Straffesager om overtrædelse af punktafgiftslovgivningen kan
efter praksis afsluttes med bøde, såfremt der ikke er
tale om en forsætlig unddragelse, der overstiger 100.000 kr.,
hvis ansvarssubjektet er en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
31
Det følger af bestemmelsen øl-
og vinafgiftslovens § 25, stk. 1, at den, der forsætligt
eller groft uagtsomt overtræder bestemmelsen, straffes med
bøde. Straffesager om overtrædelse af
punktafgiftslovgivningen kan efter praksis afsluttes med
bøde, såfremt der ikke er tale om en forsætlig
unddragelse, der overstiger 100.000 kr., hvis ansvarssubjektet er
en fysisk person.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre »den, der« til »den, som« i
bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i
bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om en
skærpet bødepraksis ved overtrædelser af
bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at der
vil skulle ske en forhøjelse af bødeniveauet,
så det svarer til bødeniveauet ved overtrædelse
af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven,
lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven, men uden
at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf
ændres.
Det foreslås således, at i sager,
der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle
udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er
forsæt til unddragelse, og én gang den samlede
unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov
uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke
overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil
skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved
forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved
grov uagtsomhed. I sager om forsætlige unddragelser over
100.000 kr., der kan afgøres med frihedsstraf,
foreslås, at der - foruden påstanden om frihedsstraf -
vil skulle nedlægges påstand om en
tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
svarende til én gang det unddragne beløb.
Med ændringen er det endvidere forudsat,
at der ved bødeudmålingen vil skulle ske fuld
kumulation i overensstemmelse med gældende praksis, dvs. at
der vil skulle foretages en selvstændig vurdering af
bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for
de enkelte forhold vil skulle lægges sammen. Dette vil skulle
gælde, uanset om der er tale om takstbøder eller
tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk.
2.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
Til §
32
Det foreslås i stk.
1, at loven træder i kraft den 1. januar 2020.
Det foreslås i stk.
2, at § 1, nr. 2, ikke skal finde anvendelse for
køretøjer, der er anmeldt til registrering forud for
tidspunktet for lovens ikrafttrædelse. Det foreslås
samtidig, at § 1, nr. 14-15 og 17-20, ikke skal finde
anvendelse for anmodninger om eksportgodtgørelse, der er
indgivet forud for tidspunktet for lovens ikrafttrædelse.
Anmodninger, der er indgivet inden lovens ikrafttrædelse, vil
skulle behandles efter de hidtil gældende regler, uanset
hvornår eksportgodtgørelsen udbetales. For
virksomheder, der er registreret som selvanmeldere, anses en
anmeldelse til registrering og en anmodning om godtgørelse
for modtaget på det tidspunkt, køretøjet
anføres på virksomhedens såkaldte
månedsangivelse.
Det foreslås i stk.
3, at § 1, nr. 20 og 22-25, får virkning fra og
med den 1. juli 2020. Med den foreslåede virkningsbestemmelse
vil forslaget om, at skatteministeren på
bekendtgørelsesniveau skal kunne fastsætte regler om
størrelsen af et omkostningsdækkende gebyr for
værdifastsættelse af køretøjer og
forslaget om at afskaffe selvanmelderordningen på
eksportområdet skulle have virkning fra og med den 1. juli
2020. § 1, nr. 20, vil således med virkning fra og med
den 1. juli 2020 erstatte § 1, nr. 19.
Regler udstedt i medfør af
registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 13, der bliver stk. 15,
forbliver i kraft, indtil de ændres eller ophæves ved
bekendtgørelse.
Loven gælder hverken for
Færøerne eller Grønland, fordi de love, der
foreslås ændret, ikke gælder for
Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en
hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne
eller Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I registreringsafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019, foretages
følgende ændringer: | | | | §
2. --- Stk. 2.
--- | | | Stk. 3. Et
køretøj, som er fritaget for afgift efter stk. 1-2,
afgiftsberigtiges efter §§ 4-6 b, når betingelserne
for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt. Stk. 4-5.
--- | | 1. I § 2, stk. 3, ændres
»§§ 4-6 b« til: »§§ 4-5
e«. | | | | §
3. --- Stk. 2-3.
--- | | | Stk. 4. For
brugte biler og motorcykler, der registreres 1. gang her i landet,
jf. § 10, stk. 3, nedsættes afgiften med 60 kr. | | 2. § 3, stk. 4, ophæves. | | | | § 3 b. Told-
og skatteforvaltningen kan efter ansøgning meddele
tilladelse til, at afgiften af registreringspligtige
leasingkøretøjer, der registreres med henblik
på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter
stk. 2 og 3, når køretøjet tilhører en
virksomhed eller et fast driftssted, der er beliggende her i landet
eller i udlandet, og når køretøjet i en
tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig aftale
leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i
landet. Ansøgningen skal indgives af
leasingvirksomheden. Stk. 2-3.
--- | | 3. I § 3 b, stk. 1, 1. pkt., udgår
»eller et fast driftssted, der er beliggende her i landet
eller i udlandet«. | | | 4. I § 3 b indsættes efter stk. 3 som
nye stykker: »Stk. 4.
Køretøjer, for hvilke der er indgivet
ansøgning efter stk. 1, kan tages i anvendelse, inden der er
meddelt tilladelse efter stk. 1, når følgende
betingelser er opfyldt: 1) Køretøjet er registreret i
Køretøjsregisteret. 2) Der er indgivet en skriftlig
erklæring om straks-ibrugtagning til told- og
skatteforvaltningen. 3) Der er sket betaling af afgiften efter
stk. 2 og forrentningen efter stk. 3 beregnet på baggrund af
en af leasinggiver oplyst afgiftspligtig værdi for
køretøjet. 4) Told- og skatteforvaltningen har ikke
tidligere givet afslag eller truffet afgørelse om, at
kriterierne for at betale afgift efter denne bestemmelse ikke var
opfyldt på baggrund af en ansøgning efter stk. 1 fra
samme ansøger for det samme køretøj, som
tidligere har været ibrugtaget efter denne bestemmelse. Stk. 5. Er der
for et køretøj, som er taget i anvendelse i
medfør af stk. 4, oplyst en afgiftspligtig værdi for
køretøjet, som afviger fra den afgiftspligtige
værdi opgjort efter §§ 8 og 9 eller § 10,
reguleres afgiftsbeløbet, og told- og skatteforvaltningen
efteropkræver eller tilbagebetaler differencen. Opnås
tilladelse efter stk. 1 ikke for et køretøj, som er
taget i anvendelse i medfør af stk. 4, skal nummerpladerne
afleveres og køretøjet afmeldes fra
Køretøjsregisteret straks efter meddelelsen af
afslaget på eller afvisningen af ansøgningen, eller
straks efter tilbagetrækning, bortfald el.lign. af
ansøgningen. Hvis køretøjets nummerplader ikke
afleveres rettidigt, skal køretøjets nummerplader
efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen snarest inddrages
ved politiets foranstaltning. Ved tilbagetrækning, bortfald
el.lign. af ansøgningen træffer told- og
skatteforvaltningen afgørelse om, hvorvidt kriterierne for
at betale afgift efter denne bestemmelse var opfyldt i den periode,
hvor køretøjet var taget i brug efter stk. 4. Told-
og skatteforvaltningen tilbagebetaler eventuelle forudbetalte
beløb, som vedrører den del af afgiftsperioden
opgjort som hele måneder, jf. stk. 2 og 3, som ligger efter
tidspunktet for enten afslaget på ansøgningen eller
bortfald el.lign. af ansøgningen, med fradrag af 15 pct.,
dog fradrag på mindst 8.500 kr.« Stk. 4-13 bliver herefter stk. 6-15. | | | | Stk. 4. For
betaling af afgiften og renter efter stk. 2, 3, 7 og 8 hæfter
leasingvirksomheden. Tillades overdragelse af en leasingkontrakt
efter stk. 6, nr. 2, hæfter erhververen af leasingkontrakten
for betaling af afgift og renter. Stk. 5.
--- | | 5. I § 3 b, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk.
6, 1. pkt., ændres »7 og 8« til: »10 og
11«, og i stk. 4, 2. pkt., der
bliver stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 6« til:
»stk. 8«. | Stk. 6. Hvis
leasingaftalen ændres eller afbrydes eller det leasede
køretøj ændrer afgiftsmæssig identitet,
skal nummerpladerne afleveres og køretøjet afmeldes
fra Køretøjsregisteret. Afbrydes en leasingaftale som
nævnt i 1. pkt., tilbagebetaler told- og skatteforvaltningen
den afgift og rente, der eventuelt er betalt for meget for
afgiftsperioden, jf. stk. 2 og 3. 1. pkt. finder ikke anvendelse
for følgende ændringer af leasingaftalen, forudsat at
ændringen ikke fører til omberegning af den betalte
afgift efter stk. 2 og 3, medmindre afgiften genberegnes i
medfør af § 9 a, og forudsat at de øvrige
betingelser for betaling af afgift efter stk. 2 og 3 fortsat er
opfyldt: 1-3) --- | | 6. I § 3 b, stk. 6, 3. pkt., der bliver stk.
8, 3. pkt., ændres »1. pkt. finder ikke anvendelse for
følgende ændringer af leasingaftalen, forudsat
at« til: »Uanset 1. pkt. kan der foretages
følgende ændringer i leasingaftalen uden told- og
skatteforvaltningens fornyede godkendelse efter stk. 1,
når«. | 4) En ændring i form af en
tilføjelse, en ændring eller et fravalg af en
serviceydelse eller udstyr, der eftermonteres på
køretøjet. Aftalen skal indeholde en nøjagtig
beskrivelse af serviceydelsen eller udstyret og de
økonomiske konsekvenser heraf for leasingaftalen. 5) En ændring af leasingaftalens
vilkår, hvor ændringen på forhånd er
nøjagtigt beskrevet i leasingaftalen. 6) En ændring af leasingaftalens
vilkår, der er påkrævet i medfør af ny
ufravigelig lovgivning. 7) --- Stk. 7-8.
--- | | 7. § 3 b, stk. 6, nr. 4-6, der bliver stk.
8, nr. 4-6, ophæves. Nr. 7 bliver herefter nr. 4. 8. I § 3 b, stk. 6, der bliver stk. 8,
indsættes efter nr. 7, der bliver nr. 4, som nyt
nummer: »5) En ændring, som er uden
betydning for opnåelse af tilladelse efter stk.
1.« | Stk. 9. Told- og
skatteforvaltningen offentliggør standardformularer til
indgåelse af leasingaftaler. For virksomheder, som er
hjemmehørende her i landet, er opnåelse af tilladelse
efter stk. 1 betinget af, at disse standardformularer anvendes ved
indgåelse af leasingaftaler. | | 9. § 3 b, stk. 9, der bliver stk. 11,
affattes således: »Stk. 11.
Ændres leasingaftalen i andre end de i stk. 8 opregnede
tilfælde, uden at aftalen med de ønskede
ændringer indsendes til told- og skatteforvaltningen til
godkendelse, og anvendes køretøjet uanset
forpligtelsen i stk. 8, 1. pkt., efter det tidspunkt, hvor den
pågældende ændring er foretaget, forfalder den
fulde registreringsafgift for køretøjet efter §
1, stk. 1, opgjort efter reglerne i §§ 4-5 e fra
ændringstidspunktet.« | | | | Stk. 10.
Leasingaftaler, som indgås af virksomheder, som ikke er
hjemmehørende her i landet, og som ikke anvender de
standardformularer, der er nævnt i stk. 9, skal
forelægges told- og skatteforvaltningen ved
ansøgningen om tilladelse efter stk. 1. Leasingaftaler
omfattet af stk. 1 skal indeholde følgende
oplysninger: 1-10) --- Stk. 11-12.
--- | | 10. I § 3 b, stk. 10, 1. pkt., der bliver stk.
12, 1. pkt., udgår », som indgås af virksomheder,
som ikke er hjemmehørende her i landet, og som ikke anvender
de standardformularer, der er nævnt i stk. 9,«. | Stk. 13.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om told-
og skatteforvaltningens behandling af ansøgninger om
tilladelse til betaling af registreringsafgift efter denne
paragraf, jf. stk. 1. Skatteministeren kan desuden fastsætte
nærmere regler om told- og skatteforvaltningens behandling af
ansøgninger om tilladelse til at angive afgift efter §
14, også for så vidt angår betaling af
registreringsafgift efter denne paragraf, jf. stk. 12. | | 11. I § 3 b, stk. 13, der bliver stk. 15,
indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum: »Skatteministeren kan endvidere
fastsætte nærmere regler om kriterier for ibrugtagning
af køretøjer i medfør af stk. 4 og de
administrative eller sanktionsmæssige konsekvenser af denne
ibrugtagning, jf. stk. 5.« 12. I § 3 b, stk. 13, 2. pkt., der bliver stk.
15, 3. pkt., ændres »stk. 12« til: »stk.
14«. | | | | § 7
b. --- Stk.
2-6. --- | | | Stk. 7. Skal der
indhentes synsrapport efter § 7 c, stk. 1, hæves
godtgørelsesbeløbet med 300 kr. (2010-niveau).
Beløbet reguleres fra 2015 efter personskattelovens §
20. | | 13. § 7 b, stk. 7, ophæves. | | | | § 7 c. Sammen
med en anmodning om godtgørelse af afgiften efter § 7 b
for et køretøj, der, regnet fra anmodningens
indgivelse, første gang er registreret for mere end 10
år siden, skal der afleveres en synsrapport om
køretøjets stand, jf. § 10, stk. 3. Det skal af
synsrapporten endvidere fremgå, at køretøjet er
i køreklar stand. Synsrapporten må ikke være
ældre end 4 uger, regnet fra anmodningens indgivelse. Told-
og skatteforvaltningen kan i øvrigt bestemme, at der skal
indhentes en sådan synsrapport vedrørende et
køretøj, der ikke er omfattet af 1. pkt., før
godtgørelse udbetales. Afgiften godtgøres af told- og
skatteforvaltningen, når køretøjets
afgiftspligtige værdi er fastslået og told- og
skatteforvaltningen har modtaget dokumentation for
køretøjets afmeldelse fra
Køretøjsregisteret og udførsel her fra
landet. | | 14. I § 7 c, stk. 1, 1. pkt., udgår
»for et køretøj, der, regnet fra anmodningens
indgivelse, første gang er registreret for mere end 10
år siden,«. 15. I § 7 c, stk. 1, 2. pkt., ændres
»køreklar stand« til: »registreringsklar
stand«. 16. I § 7 c, stk. 1, 4. pkt.,
ophæves. | Stk. 2. Afgiften
udbetales til køretøjets ejer. Er ejeren omfattet af
lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., udbetales
afgiften efter den lov. Afgiften udbetales senest 3 uger efter
modtagelsen af dokumentation i henhold til stk. 1. Såfremt
told- og skatteforvaltningen ikke kan godkende dokumentationen
eller på grund af modtagerens forhold ikke kan foretage den
nødvendige kontrol af køretøjets værdi
på udførselstidspunktet, afbrydes fristen, indtil den
nødvendige dokumentation foreligger eller kontrollen kan
foretages. Udbetalingsfristen i 3. pkt. suspenderes med henblik
på modregning i godtgørelse af afgiften efter § 7
b i tilfælde, hvor der er behov for nærmere
undersøgelser af konstaterede restanceforhold til det
offentlige. Suspensionen efter 5. pkt. skal være så
kort som muligt og må ikke overstige 3 måneder fra
modtagelsen af anmodningen om godtgørelse efter stk.
1. | | 17. I § 7 c, stk. 2, 3. pkt., ændres
»3 uger« til: »9 uger«. 18. I § 7 c, stk. 2, 6. pkt., ændres
»3 måneder« til: »6
måneder«. | Stk. 3-5.
--- | | 19. I § 7 c indsættes som stk. 6 og 7: »Stk. 6.
Sammen med en anmodning om godtgørelse af afgiften efter
§ 7 b for et køretøj betales et gebyr på
1.950 kr. Gebyret betales af den, der anmoder om
godtgørelsen. Stk. 7.
Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for
gebyret.« 20. § 7 c, stk. 6 og 7, affattes således: »Stk. 6.
Sammen med en anmodning om godtgørelse af afgiften efter
§ 7 b for et køretøj betales et gebyr, som
betales af den, der anmoder om godtgørelsen. Stk. 7.
Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for
gebyret, herunder beløbets størrelse.« | | | | § 9
a. --- Stk. 2.
--- | | | Stk. 3.
Fastsættes køretøjets afgiftspligtige
værdi efter stk. 2, kan der for
leasingkøretøjer samtidig hermed og efter anmodning
foretages en opgørelse af afgiftsdifference i medfør
af § 3 b, stk. 7, med udgangspunkt i køretøjets
afgiftspligtige værdi fastsat ved første registrering,
og uanset at leasingforholdet ikke ophører på dette
tidspunkt. Foretages en sådan opgørelse af
afgiftsdifference, medtages perioden, som opgørelsen
vedrører, ikke ved senere opgørelser af
afgiftsdifference for det samme køretøj. Stk. 4-6.
--- | | 21. I § 9 a, stk. 3, 1. pkt., ændres
»§ 3 b, stk. 7« til: »§ 3 b, stk.
10«. | | | | § 14. En
virksomhed kan registreres hos told- og skatteforvaltningen, jf.
§ 15, med den virkning, at virksomheden kan | | | 1) angive afgiften af et
køretøj, 2) angive godtgørelsen af afgift af
et køretøj ved eksport af køretøjet,
jf. § 7 b, og 3) --- Stk. 2.
--- | | 22. I § 14, stk. 1, nr. 1, ændres
»et køretøj,« til: »et
køretøj og«. 23. § 14, stk. 1, nr. 2,
ophæves. Nr. 3 bliver herefter nr. 2. | | | | § 16.
--- | | | Stk. 2. En
registreret virksomhed kan til told- og skatteforvaltningen angive
godtgørelsen efter § 7 b af afgift af et
køretøj. | | 24. § 16, stk. 2, ophæves. Stk. 3 bliver efter stk. 2. | Stk. 3. En
angivelse skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige
til kontrol af den angivne afgift eller godtgørelse. | | 25. I § 16, stk. 3, der bliver stk. 2,
udgår »eller godtgørelse«. | | | | §
20. --- Stk. 2-8.
--- | | | Stk. 9. Stk. 1
og 2 gælder ikke i tilfælde som nævnt i § 3
a, stk. 5, § 3 b, stk. 4, og § 17, stk. 1. | | 26. I § 20, stk. 9, ændres »§
3 b, stk. 4« til: »§ 3 b, stk. 6«. | | | | § 21. Der
skal udfærdiges skriftlig kontrakt ved en registreret
virksomheds salg af et køretøj. Kontrakten skal
omhandle køretøjet i den skikkelse, hvori det skal
leveres til køberen, og indeholde nærmere oplysninger
til identifikation af køretøjet, navn og adresse for
sælger og køber, køretøjets fulde pris
og prisen uden afgift efter denne lov. Kontrakten eller en genpart
heraf skal bero hos sælgeren i mindst 5 år og skal
på begæring af told- og skatteforvaltningen stilles til
rådighed for kontrollen. Tilsvarende skriftlig kontrakt skal
oprettes vedrørende køretøjer, der
sælges efter at være repareret eller ombygget på
en måde, som medfører afgiftspligt efter denne
lov. | | 27. I § 21, stk. 1, 1. pkt., ændres
»en registreret virksomheds salg« til: »en
virksomheds køb eller salg«. 28. I § 21, stk. 1, 3. pkt., indsættes
efter »bero hos«: »køberen
og«. | Stk. 2. Der
må ikke oprettes andre kontrakter end den i stk. 1
nævnte vedrørende salg af de pågældende
køretøjer, og der må ikke vedrørende
køretøjernes omsætning træffes aftaler,
der ikke fremgår af denne kontrakt. | | 29. I § 21, stk. 2, indsættes efter
»nævnte vedrørende«: »køb
eller«. | | | | § 25. Told-
og skatteforvaltningen kan forlange ethvert køretøj
fremstillet til eftersyn, for så vidt det skønnes
nødvendigt af afgiftsmæssige grunde. Enhver
køber, sælger eller leverandør af
køretøjer eller dele til fremstilling af
køretøjer skal efter anmodning give told- og
skatteforvaltningen, skatteankeforvaltningen, et
motorankenævn eller Landsskatteretten de fornødne
oplysninger til brug ved beregning af afgiften. Enhver bruger af
motorkøretøjer omfattet af § 3 a, stk. 1, 3, 4
eller 9, § 3 b, stk. 1, og § 3 c, stk. 1, skal efter
anmodning give told- og skatteforvaltningen de nødvendige
oplysninger til brug ved beregningen af afgiften. | | 30. I § 25, stk. 1, 2. pkt., indsættes
efter »fremstilling af køretøjer«:
», enhver, der erhvervsmæssigt udlejer
køretøjer, og enhver fysisk eller juridisk person,
der er interesseforbunden med eller nærtstående til en
sådan køber, sælger, leverandør eller
udlejer, jf. ligningslovens § 2, stk. 1-4,«, og
»fornødne« ændres til:
»nødvendige«. | Stk. 2. Told- og
skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt,
til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse
adgang til at foretage eftersyn hos registrerede virksomheder samt
hos andre virksomheder, der erhvervsmæssigt afsætter
afgiftspligtige køretøjer. Told- og
skatteforvaltningen har efter samme regler som nævnt i 1.
pkt., adgang til at efterse køretøjer,
forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt
korrespondance m.v. hos disse virksomheder. I det omfang
oplysninger som nævnt i 2. pkt. er registreret elektronisk,
omfatter myndighedernes adgang til disse oplysninger også en
elektronisk adgang hertil. | | 31. I § 25, stk. 2, 1. pkt. ændres
»samt hos andre virksomheder, der erhvervsmæssigt
afsætter afgiftspligtige køretøjer« til:
», hos andre virksomheder, der erhvervsmæssigt
afsætter eller udlejer afgiftspligtige
køretøjer, og hos fysiske eller juridiske personer,
der er interesseforbundne med eller nærtstående til
sådanne virksomheder, jf. ligningslovens § 2, stk.
1-4«. | Stk. 3-5.
--- | | 32. Efter §
25 indsættes: »§ 25
a. Efterkommes en anmodning om oplysninger efter § 25,
stk. 1, 4 og 5, ikke, kan told- og skatteforvaltningen give
pålæg om, at oplysningerne skal indsendes inden en
fastsat frist, og pålægge daglige tvangsbøder
fra fristens overskridelse indtil pålægget
efterkommes. Stk. 2.
Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen kan tillægge
en klage over et pålæg efter stk. 1 opsættende
virkning, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Landsskatterettens afgørelse kan træffes af en
retsformand.« | | | | § 27. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1) --- | | 33. I § 27, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | 2) overtræder § 3 b, stk. 6, 1.
pkt., og stk. 8, 1. pkt., § 9, stk. 1 og 2, § 9 a, stk.
4, § 16, § 19, stk. 1, § 21, stk. 1 og 2, § 24,
§ 25, stk. 1, 3 og 5, 3) anvender et afgiftspligtigt
køretøj, som ikke er afgiftsberigtiget, eller for
hvilket der ikke er meddelt tilladelse efter bestemmelserne i
§ 3 a, stk. 1, 3, 4 og 10, § 3 b, stk. 1, og § 3 c,
stk. 1, 4-6) --- | | 34. I § 27, stk. 1, nr. 2, ændres
»§ 3 b, stk. 6, 1. pkt., og stk. 8, 1. pkt.« til:
Ȥ 3 b, stk. 4, stk. 5, 2. pkt., stk. 8, 1. pkt., og
stk. 10, 1. pkt.«, og »§ 24,« ændres
til: »§ 24 eller«. 35. I § 27, stk. 1, nr. 3, indsættes
efter »§ 3 c, stk. 1,«: »jf. dog § 3 b,
stk. 4,«. | | | | | | § 2 | | | | | | I lov om registrering af
køretøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af
27. februar 2019, som ændret ved § 3 i lov nr. 715 af
25. juni 2010, foretages følgende ændringer: | | | | Fodnote 1. Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2015/413/EU af 11. marts 2015 om fremme af
grænseoverskridende udveksling af oplysninger om
trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser
(CBE-direktivet), EU-Tidende 2015, nr. L 68, side 9. | | 1. I fodnoten til lovens titel indsættes
efter »Rådets direktiv«: »2014/46/EU af 3.
april 2014 om ændring af Rådets direktiv 1999/37/EF om
registreringsdokumenter for motorkøretøjer,
EU-tidende 2014 nr. L 127, s. 129, og Europaparlamentets og
Rådets«. | | | | | | 2. Efter §
17 indsættes: »§ 17
a. Told- og skatteforvaltningen kan udveksle oplysninger med
den kompetente myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske
Union med henblik på at foretage elektronisk søgning i
oplysninger fra Køretøjsregisteret og det tilsvarende
nationale udenlandske register til brug for efterforskning af
mistanke om momssvig og med henblik på at opdage momssvig, og
til brug for registrering af køretøjer og
opkrævning af registreringsafgift og andre
køretøjsrelaterede afgifter.« | | | | | | § 3 | | | | | | I affalds- og råstofafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 412 af 21. april 2017, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1728 af 27. december 2018,
foretages følgende ændring: | | | | § 33.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-8) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 33, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 4 | | | | | | I lov om afgift af hermetisk forseglede
nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier),
jf. lovbekendtgørelse nr. 244 af 10. marts 2017, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1431 af 5. december 2018 og
§ 2 i lov nr. 1728 af 27. december 2018, foretages
følgende ændring: | | | | § 32. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-6) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 32, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 5 | | | | | | I lov om afgift af bekæmpelsesmidler,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 26. februar 2015, som
ændret ved § 3 i lov nr. 1728 af 27. december 2018,
foretages følgende ændring: | | | | § 40. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-6) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 40, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 6 | | | | | | I brændstofforbrugsafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1453 af 30. november 2018, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1730 af 27. december 2018,
foretages følgende ændringer: | | | | § 7. Personer
med varigt nedsat funktionsevne, som efter lov om social service
kan opnå støtte til erhvervelse af en bil, fritages
for afgiften, hvis bilen er benzindreven. Er bilen dieseldreven,
betales afgift efter de i § 3, stk. 1, under B fastsatte
satser for udligningsafgift. Afgiftsfritagelsen og
-nedsættelsen gælder kun, så længe
køretøjet er registreret for og benyttes af den
pågældende. Stk. 2. Stk. 1
finder tilsvarende anvendelse på tillæg for privat
anvendelse efter § 3 a, men ikke på tillæg for
partikeludledning efter § 3 b. | | 1. I § 7 indsættes som nye
stykker: »Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om fritagelse
for afgifter efter stk. 1, 1. og 2. pkt. Told- og
skatteforvaltningen træffer afgørelse om ophør
af afgiftsfritagelsen efter stk. 1, 3. pkt. Stk. 3.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1, 1. og 2. pkt.,
kan påklages til Ankestyrelsen. Told- og skatteforvaltningens
afgørelser efter stk. 1, 3. pkt., kan påklages til
Landsskatteretten. Stk. 2 bliver herefter til stk. 4. | | | | § 15. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved 1-4) --- Stk. 2-4.
--- | | 2. I § 15, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | § 15
a. --- Stk. 2.
--- | | | Stk. 3. Betales
bøden ikke rettidigt, inddrives beløbet med
påløbne renter af restanceinddrivelsesmyndigheden. Der
er udpantningsret for beløbet. Inddrivelse kan ske ved
lønindeholdelse efter reglerne herom i kildeskatteloven.
Reglerne om eftergivelse i opkrævningslovens §§ 15,
15 a og 15 b finder tilsvarende anvendelse. | | 3. I § 15 a, stk. 3, 4. pkt., ændres
»opkrævningslovens §§ 15, 15 a og 15 b«
til: »§§ 13-15 i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige«. | | | | | | § 7 | | | | | | I lov om afgift af cfc og visse industrielle
drivhusgasser (cfc-afgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
69 af 17. januar 2017, som ændret ved § 2 i lov nr. 1431
af 5. december 2018 og § 4 i lov nr. 1728 af 27. december
2018, foretages følgende ændring: | | | | § 17.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-3) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 17, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 8 | | | | | | I chokoladeafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1010 af 3. juli 2018, som ændret
ved § 1 i lov nr. 1686 af 26. december 2017 og § 5 i lov
nr. 1728 af 27. december 2018, foretages følgende
ændring: | | | | § 26. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt: 1-6) --- Stk. 2-7.
--- | | 1. I § 26, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 9 | | | | | | I lov om kuldioxidafgift af visse
energiprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 321 af 4. april
2011, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 903 af 4. juli
2013 og senest ved § 1 i lov nr. 331 af 30. marts 2019,
foretages følgende ændring: | | | | § 15. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt: 1-2) --- Stk. 2-5.
--- | | 1. I § 15, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 10 | | | | | | I lov om afgift af elektricitet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 308 af 24. marts 2017, som
ændret senest ved § 2 i lov nr. 331 af 30. marts 2019,
foretages følgende ændring: | | | | § 15. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt: 1-2) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 15, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 11 | | | | | | I emballageafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1236 af 4. oktober 2016, som
ændret ved § 3 i lov nr. 1431 af 5. december 2018,
§ 1 i lov nr. 1434 af 5. december 2018 og § 6 i lov nr.
1728 af 27. december 2018, foretages følgende
ændring: | | | | § 18. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt: 1.-6. --- Stk. 2-7.
--- | | 1. I § 18, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 12 | | | | | | I lov om forskellige forbrugsafgifter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 126 af 22. februar 2018, som
ændret ved § 5 i lov nr. 1431 af 5. december 2018 og
§ 8 i lov nr. 1728 af 27. december 2018, foretages
følgende ændring: | | | | § 22. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt: 1-5) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 22, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 13 | | | | | | I lov om afgift af naturgas og bygas m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 312 af 1. april 2011, som
ændret senest ved § 3 i lov nr. 331 af 30. marts 2019,
foretages følgende ændring: | | | | § 21. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-4) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 21, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 14 | | | | | | I lov om afgift af konsum-is, jf.
lovbekendtgørelse nr. 127 af 22. februar 2018, som
ændret ved § 6 i lov nr. 1431 af 5. december 2018 og
§ 9 i lov nr. 1728 af 27. december 2018, foretages
følgende ændring: | | | | § 10. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt: 1-4) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 10, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 15 | | | | | | I lov om afgift af stenkul, brunkul og koks
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1080 af 3. september 2015,
som ændret senest ved § 4 i lov nr. 331 af 30. marts
2019, foretages følgende ændring: | | | | § 20. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt: 1-5) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 20, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 16 | | | | | | I lov om afgift af kvælstof indeholdt
i gødninger m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 1357 af
18. november 2016, som ændret ved § 7 i lov nr. 1431 af
5. december 2018, § 11 i lov nr. 1728 af 27. december 2018 og
§ 56 i lov nr. 338 af 2. april 2019, foretages følgende
ændring: | | | | § 34. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-5) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 34, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 17 | | | | | | I lov om afgift af kvælstofoxider, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1144 af 13. oktober 2017, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1385 af 28. december 2011,
§ 5 i lov nr. 104 af 13. februar 2018 og § 12 i lov nr.
1728 af 27. december 2018, foretages følgende
ændring: | | | | § 21. Med
bøde straffes den, der uagtsomt 1-5) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 21, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 18 | | | | | | I lystfartøjsforsikringsafgiftsloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 8. februar 2017, som
ændret ved § 13 i lov nr. 1728 af 27. december 2018 og
§ 2 i lov nr. 85 af 30 januar 2019, foretages følgende
ændring: | | | | § 11. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt: a. -b. --- Stk. 2-5.
--- | | 1. I § 11, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 19 | | | | | | I lov om energiafgift af
mineralolieprodukter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1118 af
26. september 2014, som ændret senest ved § 5 i lov nr.
331 af 30. marts 2019, foretages følgende
ændring: | | | | § 25. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-5) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 25, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 20 | | | | | | I motoransvarsforsikringsafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 213 af 27. februar 2017, foretages
følgende ændring: | | | | § 10. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt: a-b) --- Stk. 2-5.
--- | | 1. I § 10, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 21 | | | | | | I lov om afgift af visse klorerede
opløsningsmidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 432 af 2.
maj 2017, som ændret ved § 11 i lov nr. 1431 af 5.
december 2018 og § 16 i lov nr. 1728 af 27. december 2018,
foretages følgende ændring: | | | | § 31. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-6) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 31, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 22 | | | | | | I lov om afgift af skadesforsikringer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1482 af 6. december 2017, som
ændret ved § 17 i lov nr. 1728 af 27. december 2018,
foretages følgende ændring: | | | | § 16. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt: 1-2) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 16, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 23 | | | | | | I lov om afgift af spildevand, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1323 af 11. november 2016, som
ændret ved § 8 i lov nr. 1558 af 13. december 2016 og
§ 6 i lov nr. 331 af 30. marts 2019, foretages følgende
ændring: | | | | § 21. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-2) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 21, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 24 | | | | | | I lov om afgifter af spil, jf.
lovbekendtgørelse nr. 337 af 7. april 2016, som ændret
ved § 2 i lov nr. 686 af 8. juni 2017, § 2 i lov nr. 1725
af 27. december 2018, § 18 i lov nr. 1728 af 27. december 2018
og § 8 i lov nr. 324 af 30. marts 2019, foretages
følgende ændring: | | | | § 33. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-2) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 33, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 25 | | | | | | I spiritusafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 82 af 21. januar 2016, som
ændret ved § 2 i lov nr. 947 af 20. december 1999,
§ 2 i lov nr. 1554 af 13. december 2016, § 5 i lov nr.
1686 af 26. december 2017 og § 3 i lov nr. 104 af 13. februar
2018, foretages følgende ændring: | | | | § 31. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt: 1-6) --- Stk. 2-7.
--- | | 1. I § 31, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 26 | | | | | | I lov om afgift af svovl, jf.
lovbekendtgørelse nr. 335 nr. af 18 marts 2015, som
ændret ved § 8 i lov nr. 1893 af 29. december 2015,
§ 9 i lov nr. 1558 af 13. december 2016, § 7 i lov nr.
474 af 17. maj 2017, § 19 i lov nr. 1728 af 27. december 2018
og § 7 i lov nr. 331 af 30. marts 2019, foretages
følgende ændring: | | | | § 29. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-5) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 29, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 27 | | | | | | I tinglysningsafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 843 af 9. august 2019, som
ændret ved § 4 i lov nr. 526 af 7. juni 2006, § 20
i lov nr. 1728 af 27. december 2018 og § 4 i lov nr. 270 af
26. marts 2019, foretages følgende ændring: | | | | § 30. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-2) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 30, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 28 | | | | | | I tobaksafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 19 af 8. januar 2018, som ændret
ved § 21 i lov nr. 1728 af 27. december 2018, foretages
følgende ændring: | | | | § 25. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-5) --- Stk. 2-7.
--- | | 1. I § 25, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 29 | | | | | | I lov om afgift af ledningsført vand,
jf. lovbekendtgørelse nr. 962 af 27. juni 2013, som
ændret senest ved § 2 i lov nr. 104 af 13. februar 2018,
foretages følgende ændring: | | | | § 25. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-3) --- Stk. 2-4.
--- | | 1. I § 20, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 30 | | | | | | I lov om vægtafgift af
motorkøretøjer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
1261 af 7. november 2018, som ændret ved § 13 i lov nr.
1431 af 5. december 2018, § 22 i lov nr. 1728 af 27. december
2018 og § 11 i lov nr. 1730 af 27. december 2018, foretages
følgende ændring: | | | | § 16.
Personer med varigt nedsat funktionsevne, som efter lov om social
service kan opnå støtte til erhvervelse af en bil,
fritages for vægtafgift og tillægsafgift for privat
anvendelse. Afgiftsfritagelsen gælder kun, så
længe køretøjet er registreret for og benyttes
af den pågældende. | | 1. I § 16 indsættes som stk. 2 og 3: »Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om fritagelse
for afgifter efter stk. 1, 1. pkt. Told- og skatteforvaltningen
træffer afgørelse om ophør af
afgiftsfritagelsen efter stk. 1, 2. pkt. Stk. 3.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1, 1. pkt., kan
påklages til Ankestyrelsen. Told- og skatteforvaltningens
afgørelser efter stk. 1, 2. pkt., kan påklages til
Landsskatteretten. | | | | § 23. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier
oplysninger til brug ved: 1-3) --- Stk. 2-5.
--- | | 2. I § 23, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. | | | | | | § 31 | | | | | | I øl- og vinafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 289 af 23. marts 2017, som
ændret ved § 6 i lov nr. 1686 af 26. december 2017,
§ 6 i lov nr. 104 af 13. februar 2018, § 24 i lov nr.
1728 af 27. december 2018 og § 5 i lov nr. 270 af 26. marts
2019, foretages følgende ændring: | | | | § 25. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt 1-7) --- Stk. 2-7.
--- | | 1. I § 25, stk. 1, ændres »den,
der« til: »den, som«. |
|
Officielle noter
1)
Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU om en
informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt
forskrifter for informationssamfundets tjenester
(kodifikation).
2)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 679 af 27. april
2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv
95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).