L 46 Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige andre love.

(Direkte debitering, håndtering af erstatningskrav i henhold til en byggeskadeforsikring tegnet i Qudos Insurance A/S, whistleblowerordning for virksomheder med begrænset tilladelse, revisors meddelelsespligt til Finanstilsynet og ændring af procedure ved indløsning af minoritetsaktionærer m.v.).

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-11-2019

Skriftlig fremsættelse (6. november 2019)

20191_l46_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (6. november 2019)

Erhvervsministeren: (Simon Kollerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og selskabsloven m.v. (Direkte debitering, håndtering af erstatningskrav i henhold til en byggeskadeforsikring tegnet i Qudos Insurance A/S, whistleblowerordning for virksomheder med begrænset tilladelse, revisors meddelelsespligt til Finanstilsynet og ændring af procedure ved indløsning af minoritetsaktionærer m.v.)

(Lovforslag nr. L 46)

Formålet med lovforslaget er at højne forbrugerbeskyttelsen. Det foreslås, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får mulighed for at gribe ind, hvis gebyrerne på direkte debiteringsprodukter, vurderes at være urimeligt høje.

Endvidere foreslås det, at en forsikret kunde i henhold til en byggeskadeforsikring tegnet i skadeforsikringsselskaber, der er gået konkurs umiddelbart inden 1. januar 2019, vil kunne få dækning i garantifonden for en byggeskade, der måtte opstå i policens resterende periode, hvis bygherren ikke har tegnet en erstatningsforsikring for den resterende dækningsperiode, og hvis bygherren er gået eller går konkurs.

Desuden foreslås det, at udbydere af boliglån vil skulle udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbrugere ved fremsættelse af tilbud om realkreditlån og realkreditlignende lån.

Det foreslås desuden, at der genindføres en pligt for virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede e-penge eller med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester til at have en whistleblowerordning, såfremt virksomhederne har mere end fem ansatte.

Det foreslås endvidere, at det skal være mulig at underskrive årsrapporter med brug af digital underskrift, og at finansielle virksomheder vil skulle indsende deres årsrapporter og halvårsrapport digitalt direkte til Erhvervsstyrelsen. Mulighederne for at gøre brug af digital kommunikation, vil fjerne administrative byrder for de finansielle virksomheder.

Desuden foreslås det, at det fremover bliver muligt at indløse minoritetskapitalejere efter en ny og mere hensigtsmæssig procedure. Ændringen indebærer, at overdragelsen af kapitalandele sker mere effektivt og hurtigt samtidig med at minoritetskapitalejere får hurtig adgang til indløsningssummen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.