Fremsat den 6. november 2019 af skatteministeren (Morten Bødskov)
Forslag
til
Lov om ændring af selskabsskatteloven,
kildeskatteloven, skatteindberetningsloven, skattekontrolloven og
forskellige andre love1)
(Implementering af
skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav til medlemsstaternes
CFC-regler, justering af definitionen af fast driftssted, fradrag
for endelige underskud i udenlandske datterselskaber m.v.,
tydeliggørelse af muligheden for skønsmæssige
ansættelser ved transfer pricing-forhøjelser og
ændring af opbevaringsperiode for grundlaget for indberetning
af finansielle konti m.v.)
§ 1
I selskabsskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1164 af 6. september 2016, som
ændret bl.a. ved § 22 i lov nr. 1555 af 19. december
2017, § 1 i lov nr. 725 af 8. juni 2018, § 1 i lov nr.
1130 af 11. september 2018 og § 1 i lov nr. 1726 af 27.
december 2018 og senest ved § 7 i lov nr. 324 af 30. marts
2019, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 1, litra a, 1. pkt.,
udgår », jf. dog stk. 6«.
2. § 2,
stk. 1, litra a, 6. pkt., ophæves.
3. I
§ 2 indsættes efter stk. 1
som nye stykker:
»Stk. 2.
Fast driftssted efter stk. 1, litra a, foreligger, når
selskabet, foreningen m.v. udøver erhverv gennem et fast
forretningssted her i landet. Bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejde udgør et fast driftssted fra første
dag.
Stk. 3. Uanset
stk. 2 udgør et fast forretningssted ikke et fast driftssted
efter stk. 1, litra a, når det faste forretningssted anvendes
eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse
af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. 1.
pkt. finder ikke anvendelse, hvis de funktioner, som selskabet,
foreningen m.v. udøver på det i 1. pkt. omhandlede
faste forretningssted, indgår blandt flere gensidigt
supplerende funktioner i en samlet udøvelse af
erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende eller
hjælpende karakter, og som selskabet, foreningen m.v. eller
fysiske eller juridiske personer, hvormed selskabet, foreningen
m.v. har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2,
udøver gennem faste forretningssteder her i landet.
Stk. 4. Fast
driftssted efter stk. 1, litra a, foreligger, når en fysisk
eller juridisk person her i landet handler på vegne af
selskabet, foreningen m.v. og i forbindelse hermed
sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis
spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler,
som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive
ændret af selskabet, foreningen m.v. Det er en betingelse, at
den virksomhed, som den fysiske eller juridiske person
udøver her i landet, ville have medført fast
driftssted for selskabet, foreningen m.v. efter stk. 2 og 3, hvis
selskabet, foreningen m.v. selv havde udøvet virksomheden.
Det er endvidere en betingelse, at de i 1. pkt. omhandlede aftaler
enten
1) indgås
i navn af selskabet, foreningen m.v.,
2)
vedrører overdragelse af ejendomsret eller brugsret til
formuegoder ejet af selskabet, foreningen m.v., eller som
selskabet, foreningen m.v. har brugsret til, eller
3)
vedrører levering af tjenesteydelser fra selskabet,
foreningen m.v.
Stk. 5. Stk. 4
finder ikke anvendelse, når repræsentanten driver
erhvervsvirksomhed her i landet som uafhængig
repræsentant og handler for selskabet, foreningen m.v. inden
for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Handler
repræsentanten udelukkende eller næsten udelukkende
på vegne af en eller flere fysiske eller juridiske personer,
hvormed repræsentanten har en forbindelse som omhandlet i
ligningslovens § 2, anses repræsentanten ikke for at
være en uafhængig repræsentant.
Stk. 6.
Virksomhed med investering i aktier og erhvervelse af fordringer,
gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven
anses kun for udøvelse af erhverv efter stk. 1, litra a,
når der foreligger næringsvirksomhed. Dette
gælder dog ikke, hvis en fysisk eller juridisk person,
hvormed selskabet har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens
§ 2, udøver erhvervsvirksomhed i Danmark og
virksomheden som nævnt i 1. pkt. indgår som et
integreret led heri.«
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 7-10.
4. I
§ 2, stk. 5, der bliver stk. 10,
ændres »stk. 1-4« til: »stk.
1-9«.
5. § 2,
stk. 6 og 7, ophæves.
Stk. 8 bliver herefter stk. 11.
6. I
§ 2, stk. 8, der bliver stk. 11,
ændres »Stk. 1-4« til: »Stk.
1-9«.
7. I
§ 8 stk. 2, 1. pkt., ændres
»jf. dog § 31 A.« til: »jf. dog §§
31 A og 31 E.«
8. I
§ 8, stk. 2, 6. pkt., ændres
»stk. 7, 1. pkt., og stk. 10« til: »stk. 7, 10 og
14«.
9.
Efter § 31 D indsættes:
»§ § 31 E. Selskaber og foreninger m.v.
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j, 3 a-5 og 5 b, der
ikke er omfattet af international sambeskatning efter § 31 A,
kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog
4. pkt., medregne underskud i direkte ejede datterselskaber, der er
skattemæssigt hjemmehørende i lande, der er medlem af
EU/EØS, på Færøerne eller i
Grønland, underskud i faste driftssteder i lande, der er
medlem af EU/EØS, på Færøerne eller i
Grønland, og underskud vedrørende fast ejendom
beliggende i udlandet. Endvidere kan medregnes underskud i
indirekte ejede datterselskaber, der er skattemæssigt
hjemmehørende i lande, der er medlem af EU/EØS,
på Færøerne eller i Grønland, hvis alle
de mellemliggende selskaber er skattemæssigt
hjemmehørende i det samme land som det indirekte ejede
datterselskab. Det er en betingelse for medregning af underskud
efter 1. og 2. pkt., at underskuddet er endeligt, jf. stk. 3. For
så vidt angår underskud i datterselskaber, er det
endvidere en betingelse, at underskuddet kunne have været
anvendt efter reglerne i § 31 A, hvis der havde været
valgt international sambeskatning. For så vidt angår
underskud i faste driftssteder og underskud vedrørende fast
ejendom finder skattelovgivningens almindelige regler tilsvarende
anvendelse med hensyn til begrænsninger i fradragsretten for
tab og anvendelsen af disse tab inden for en eventuel
sambeskatning. Opgørelsen af det fradragsberettigede
beløb skal ske efter danske regler.
Stk. 2.
Foreninger, fonde m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5 a og 6,
og fondsbeskatningsloven kan medregne underskud i faste
driftssteder i lande, der er medlem af EU/EØS, på
Færøerne eller i Grønland, og underskud
vedrørende fast ejendom beliggende i udlandet ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst, idet stk. 1, 3.
og 6. pkt. tilsvarende finder anvendelse.
Stk. 3.
Fastlæggelsen af, om et underskud er endeligt, skal ske
på grundlag af reglerne m.v. i det land, hvor datterselskabet
er hjemmehørende, eller hvor det faste driftssted
henholdsvis den faste ejendom er beliggende. Et underskud er
endeligt, i det omfang selskabet, foreningen eller fonden m.v., jf.
stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., godtgør, at det hverken
i tidligere indkomstår, det pågældende
indkomstår eller i senere indkomstår har været
eller vil være muligt at anvende underskuddet efter reglerne
i det i 1. pkt. omhandlede land. Uanset 1. pkt. er et underskud
ikke endeligt, når det er anvendt eller vil kunne anvendes i
et andet land, end det i 1. pkt. omhandlede land. Et underskud er
heller ikke endeligt, i det omfang det i tidligere
indkomstår, det pågældende indkomstår eller
i senere indkomstår kunne være anvendt eller ville
kunne anvendes, hvis reglerne om adgang til fradrag for underskud i
det i 1. pkt. omhandlede land havde været identiske med de
danske regler herom.
Stk. 4.
Selskaber, foreninger og fonde m.v., der medregner underskud efter
stk. 1 og 2, skal indsende oplysninger til told- og
skatteforvaltningen, der godtgør, at betingelserne i stk.
1-3 er opfyldt.
Stk. 5. Told- og
skatteforvaltningen kan fastsætte regler om de oplysninger,
der skal indsendes efter stk. 4.«
10. § 32,
stk. 1 og 2, affattes
således:
»Er et selskab eller en forening m.v. som
nævnt i § 1 eller § 2, stk. 1, litra a, et
moderselskab for et selvstændigt skattesubjekt
(datterselskabet), jf. stk. 6, skal moderselskabet ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne det
beløb, der er angivet i stk. 7-10, når beløbet
er positivt. Beskatning efter 1. pkt. sker kun, når
følgende betingelser er opfyldt:
1)
Datterselskabets CFC-indkomst, jf. stk. 4 og 5, i
indkomståret udgør mere end 1/3 af datterselskabets
samlede skattepligtige indkomst opgjort efter stk. 4. Ved
bedømmelsen ses der bort fra skattepligtig indkomst
hidrørende fra selskaber under datterselskabets bestemmende
indflydelse, hvis selskaberne er skattemæssigt
hjemmehørende i samme land som datterselskabet. I stedet
inddrages skattepligtig indkomst i de pågældende
selskaber forholdsmæssigt efter datterselskabets direkte
eller indirekte ejerandele. Nedbringer moderselskabet direkte eller
indirekte sin ejerandel i datterselskabet, medregnes den indkomst,
som datterselskabet ville have oppebåret, hvis det havde
afstået samtlige aktiver og passiver til handelsværdien
på samme tidspunkt, dog højst et beløb, der
forholdsmæssigt svarer til den nedbragte ejerandel. Stk. 10,
3.-8. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Skattepligtige tilskud
medregnes ikke ved opgørelsen af datterselskabets samlede
skattepligtige indkomst.
2) Koncernen
ikke har valgt international sambeskatning efter § 31 A.
3)
Moderselskabets aktier i datterselskabet ikke er aktier eller
investeringsbeviser m.v. i investeringsselskaber efter
aktieavancebeskatningslovens § 19.
4)
Moderselskabets aktier i datterselskabet ikke ejes gennem et
investeringsselskab omfattet af aktieavancebeskatningslovens §
19, og moderselskabet eller den direkte ejer af
investeringsbeviserne m.v. beskattes efter
aktieavancebeskatningslovens § 19 A.
5)
Moderselskabets aktier i datterselskabet ikke ejes gennem en
juridisk person, der beskattes efter reglerne i § 13 F.
6)
Moderselskabets aktier i datterselskabet ikke ejes gennem et
arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab omfattet af
§ 307 i lov om finansiel virksomhed, der beskattes efter
pensionsafkastbeskatningsloven.
Stk. 2. Er
datterselskabet et finansielt selskab, finder stk. 1 alene
anvendelse, hvis mere end 1/3 af CFC-indkomsten, jf. stk. 5,
hidrører fra transaktioner med moderselskabet eller dets
tilknyttede personer, jf. stk. 6. Ved finansielt selskab
forstås enheder som nævnt i artikel 2, nr. 5, i
direktiv 2016/1164/EU om regler til bekæmpelse af metoder til
skatteundgåelse, der direkte indvirker på det indre
markeds funktion.«
11. I
§ 32, stk. 3, 1. pkt., udgår
»og aktiverne«.
12. I
§ 32, stk. 3, 2. pkt.,
ændres »4-13« til: »4-18«.
13. I
§ 32, stk. 3, 2. pkt.,
indsættes efter »hvori datterselskabet er«:
»skattemæssigt«.
14. § 32,
stk. 5-7, affattes således:
»Stk. 5.
CFC-indkomsten opgøres som summen af følgende
indtægter og udgifter:
1)
Skattepligtige renteindtægter og fradragsberettigede
renteudgifter samt provisioner og lignende, der er
fradragsberettigede efter ligningslovens § 8, stk. 3, og de
tilsvarende skattepligtige provisioner og lignende.
2)
Skattepligtige gevinster og fradragsberettigede tab på
fordringer, gæld eller finansielle kontrakter, der omfattes
af kursgevinstloven. Gevinst og tab på terminskontrakter
m.v., som tjener til sikring af driftsindtægter og
driftsudgifter, medregnes ikke, medmindre den skattepligtige
udøver næring ved køb og salg af fordringer og
finansielle kontrakter eller driver næringsvirksomhed ved
finansiering.
3)
Skattepligtige royalties eller anden indkomst fra immaterielle
aktiver, jf. dog stk. 17. Immaterielle aktiver omfatter enhver
ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt
arbejde, herunder spillefilm, ethvert patent, varemærke eller
mønster eller enhver model, tegning, hemmelig formel eller
fremstillingsmetode eller oplysninger om industrielle, kommercielle
eller videnskabelige erfaringer samt CO2-kvoter og CO2-kreditter,
jf. afskrivningslovens § 40 A. Skattepligtige royalties og
anden indkomst fra immaterielle aktiver medregnes dog kun,
når aktiverne er erhvervet fra et andet land end det land,
hvor datterselskabet er skattemæssigt hjemmehørende,
eller er oparbejdet ved aktiviteter udført af tilknyttede
personer i et andet land end det land, hvor datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende. Er immaterielle aktiver
delvist omfattet af 3. pkt., medregnes en forholdsmæssig del
af indkomsten fra de immaterielle aktiver. Den
forholdsmæssige del opgøres som den del af den samlede
indkomst fra de immaterielle aktiver, der kan henføres til
værdien af de aktiver, der er erhvervet fra et andet land end
det land, hvor datterselskabet er skattemæssigt
hjemmehørende, eller værdien af de aktiviteter, der er
udført af tilknyttede personer i et andet land end det land,
hvor datterselskabet er skattemæssigt
hjemmehørende.
4)
Skattepligtige udbytter.
5) Skattepligtig
fortjeneste og tab vedrørende aktier m.v., der omfattes af
aktieavancebeskatningsloven.
6)
Skattemæssige fradrag, der vedrører indkomst som
nævnt i nr. 1-5.
7)
Skattepligtige indkomster ved finansiel leasing, herunder
fortjeneste og tab ved afståelse af aktiver, som har
været anvendt til finansiel leasing.
8) Indkomst fra
forsikrings- og bankvirksomhed samt anden finansiel virksomhed.
9) Indkomst fra
faktureringsselskaber, der opnår indkomst fra varer og
tjenesteydelser, der købes fra og sælges til
tilknyttede personer, og som bidrager med ingen eller ringe
økonomisk værdi.
Stk. 6. Et
selskab anses for at være moderselskab for datterselskabet,
hvis det selv eller sammen med tilknyttede personer har en direkte
eller indirekte indflydelse på mere end 50 pct. af
stemmerettighederne eller direkte eller indirekte ejer mere end 50
pct. af kapitalen eller har ret til at modtage mere end 50 pct. af
overskuddet i datterselskabet. Ved tilknyttede personer
forstås et selvstændigt skattesubjekt, hvori
moderselskabet har direkte eller indirekte indflydelse i form af
stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 pct. eller
mere, eller hvorfra moderselskabet har ret til at modtage 25 pct.
eller mere af overskuddet. Ved tilknyttede personer forstås
desuden en fysisk person eller et selvstændigt skattesubjekt,
som har direkte eller indirekte indflydelse i form af
stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 pct. eller mere
i moderselskabet eller har ret til at modtage 25 pct. eller mere af
moderselskabets overskud. Har en fysisk person eller et
selvstændigt skattesubjekt direkte eller indirekte
indflydelse i moderselskabet og et eller flere selvstændige
skattesubjekter på 25 pct. eller mere, anses alle
berørte enheder, herunder moderselskabet, for tilknyttede
personer. Ved bedømmelsen af en fysisk persons
ejerbesiddelser efter 3. og 4. pkt. medregnes direkte og indirekte
indflydelse, som besiddes af den fysiske persons
nærtstående, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6,
eller af en fond eller trust stiftet af den fysiske person eller
dennes nærtstående, eller af fonde og truster stiftet
af disse. Tilsvarende medregnes ejerbesiddelser i en trust, hvori
den fysiske person eller dennes nærtstående har
indskudt aktiver uden at være stifter. Agerer moderselskabet
sammen med en fysisk person eller et selvstændigt
skattesubjekt for så vidt angår stemmerettigheder eller
kapitalejerskab af et andet selvstændigt skattesubjekt, skal
moderselskabet anses som indehaver af alle de berørte
stemmerettigheder eller hele den berørte kapital i det
pågældende selvstændige skattesubjekt.
Stk. 7. Et
moderselskab skal ved indkomstopgørelsen medregne den del af
datterselskabets indkomst opgjort efter danske regler, der svarer
til moderselskabets gennemsnitlige direkte eller indirekte
indflydelse i datterselskabet, jf. stk. 6, 1. pkt., som
moderselskabet har været i besiddelse af i
indkomståret. Besiddes den samme indflydelse i et
datterselskab direkte eller indirekte af flere moderselskaber,
medregnes indflydelsen hos det moderselskab, der besidder den
største direkte eller indirekte indflydelse. Besidder flere
moderselskaber lige stor indflydelse, medregnes indflydelsen hos
det øverste moderselskab. Der medregnes dog kun indkomst
optjent af datterselskabet i den del af moderselskabets
indkomstår, hvor moderselskabet anses for at være
moderselskab for datterselskabet. Indkomsten medregnes i det
indkomstår for moderselskabet, hvor datterselskabets
indkomstår afsluttes.«
15. § 32,
stk. 8, 1. pkt., affattes således:
»Stk. 8.
Ved afståelse af datterselskabets aktiver og passiver, der er
erhvervet eller oparbejdet før moderselskabet blev
moderselskab for datterselskabet, skal handelsværdien
på det tidspunkt, hvor moderselskabet blev moderselskab for
datterselskabet, anvendes i stedet for anskaffelsessummen, hvis
moderselskabet er blevet moderselskab for datterselskabet som
følge af direkte eller indirekte erhvervelse af ejerandele i
datterselskabet fra en ikke tilknyttet person, jf. stk.
6.«
16. I
§ 32, stk. 8, 4. pkt.,
ændres »hvor koncernen fik kontrol over
datterselskabet« til: »hvor moderselskabet blev
moderselskab for datterselskabet«.
17. § 32,
stk. 10, affattes således:
»Stk. 10.
Nedbringer moderselskabet direkte eller indirekte sin ejerandel i
datterselskabet, skal der ved moderselskabets opgørelse af
indkomsten i datterselskabet medregnes den indkomst, som
datterselskabet ville have oppebåret, hvis det havde
afstået samtlige aktiver og passiver, hvis afkast er omfattet
af stk. 5, til handelsværdien på samme tidspunkt, dog
højst et beløb, der forholdsmæssigt svarer til
den nedbragte ejerandel. Har moderselskabet valgt, at der ved
indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene skal ske medregning af
CFC-indkomsten, jf. stk. 15, medregnes alene den hertil svarende
del af indkomsten efter 1. pkt. På samme måde medregnes
skattemæssige hensættelser i datterselskabet. 1.-3.
pkt. finder ikke anvendelse, hvis moderselskabet fortsat er
moderselskab for datterselskabet. Der sker dog en
forholdsmæssig beskatning, i det omfang moderselskabets
ejerandel nedbringes. 1.-3. pkt. finder ikke anvendelse, hvis
ejerandelene direkte eller indirekte overdrages til en
nærtstående, som omfattes af ligningslovens § 16
H, eller til et sambeskattet selskab, jf. § 31. Den
nærtstående henholdsvis det sambeskattede selskab
indtræder i moderselskabets anskaffelsessummer og
-tidspunkter efter stk. 8. Der sker dog en forholdsmæssig
beskatning, i det omfang ejerandelen nedbringes.«
18. I
§ 32, stk. 13, 4. pkt.,
ændres »koncernen i hele perioden har bestemmende
indflydelse i datterselskabet« til: »moderselskabet i
hele perioden har været moderselskab for
datterselskabet«.
19. I
§ 32 indsættes som stk. 14-18:
»Stk. 14.
Modtager moderselskabet skattepligtige udbytter fra
datterselskabet, eller er moderselskabet skattepligtigt af
aktieavance ved afståelse af ejerandele i datterselskabet,
kan indkomst, der er medregnet i moderselskabets
indkomstopgørelse efter denne bestemmelse, modregnes i det
skattepligtige udbytte henholdsvis den skattepligtige aktieavance.
Dette gælder dog ikke, i det omfang der er sket modregning
eller udbetaling efter stk. 13. Har moderselskabet valgt, at der
ved indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene skal ske
medregning af CFC-indkomsten, jf. stk. 15, kan modregning efter 1.
pkt. alene ske i den hertil svarende del af det skattepligtige
udbytte henholdsvis den skattepligtige aktieavance.
Stk. 15.
Moderselskabet kan vælge alene at medregne datterselskabets
CFC-indkomst ved indkomstopgørelsen efter stk. 7.
Datterselskabets fremførte og overførte underskud
medregnes forholdsmæssigt svarende til den andel, som
datterselskabets CFC-indkomst udgør af datterselskabets
samlede indkomst i det pågældende indkomstår. Den
resterende del af underskuddet kan ikke medregnes eller
fremføres.
Stk. 16.
Moderselskabet skal senest i forbindelse med afgivelse af
oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter
skattekontrollovens § 2 for det første
indkomstår, hvor moderselskabet skal medregne et
datterselskabs indkomst efter stk. 1, vælge, om der ved
indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene skal ske medregning af
CFC-indkomsten, jf. stk. 15. Valget, der er bindende i 5
indkomstår, gælder for alle moderselskabets
datterselskaber, jf. stk. 6. Hvis valget ikke angives, eller
oplysningerne efter skattekontrollovens § 2 ikke afgives
rettidigt, anses moderselskabet for at have valgt medregning af
datterselskabets samlede indkomst. Indgår moderselskabet i en
sambeskatning, er det ultimative moderselskabs valg i
bindingsperioden bindende for samtlige danske moderselskaber i
sambeskatningen. Moderselskabet skal ved udløbet af
bindingsperioden på ny vælge, om der alene skal ske
medregning af CFC-indkomsten, jf. stk. 15, for en ny
bindingsperiode på 5 indkomstår. Ændrer
moderselskabet medregningsmetode, kan datterselskabets underskud
fra tidligere indkomstår ikke fremføres.
Stk. 17. Bliver
et selskab moderselskab for et datterselskab som følge af
direkte eller indirekte erhvervelse af ejerandele i datterselskabet
fra en ikke tilknyttet person, jf. stk. 6, medregnes indkomst fra
datterselskabets eksisterende immaterielle aktiver ikke til
selskabets CFC-indkomst efter § 32, stk. 5, nr. 3. Ved
eksisterende immaterielle aktiver forstås de immaterielle
aktiver, som datterselskabet ejer på det tidspunkt, hvor
moderselskabet bliver moderselskab for datterselskabet.
Stk. 18. Stk. 17
finder ikke anvendelse, når værdien af datterselskabets
CFC-aktiver på det tidspunkt, hvor moderselskabet bliver
moderselskab for datterselskabet, udgør mere end 50 pct. af
værdien af selskabets samlede aktiver. Ved CFC-aktiver
forstås aktiver, hvis afkast er omfattet af stk. 5. Skal kun
en del af afkastet af et immaterielt aktiv medregnes ved
opgørelsen af CFC-indkomsten efter stk. 5, 3.-5. pkt.,
medregnes kun en forholdsmæssig del af værdien af
aktivet ved opgørelsen af værdien af CFC-aktiverne.
Opgørelsen foretages på baggrund af de
regnskabsmæssige værdier, dog medregnes immaterielle
aktiver til handelsværdien. Aktiver, hvis afkast er
skattefrit, indgår ikke i opgørelsen. Uforrentede
fordringer på varedebitorer m.v. indgår ikke i
opgørelsen. Ved bedømmelsen efter 1. pkt. finder stk.
1, nr. 1, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse.«
§ 2
I fondsbeskatningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 961 af 17. august 2015, som
ændret senest ved § 1 i lov nr. 1723 af 27. december
2018, foretages følgende ændring:
1. I
§ 3 A, stk. 3, ændres
»som kontrolleres, jf. selskabsskattelovens § 32, stk.
6, af en afgiftspligtig omfattet af stk. 1« til:
»hvormed en afgiftspligtig omfattet af stk. 1 har en
forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2«.
§ 3
I kildeskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 117 af 29. januar 2016, som
ændret bl.a. ved § 8 i lov nr. 652 af 8. juni 2016,
§ 2 i lov nr. 725 af 8. juni 2018, § 27 i lov nr. 745 af
8. juni 2018 og § 5 i lov nr. 1130 af 11. september 2018 og
senest ved § 17 i lov nr. 551 af 7. maj 2019, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 1, nr. 4, 1. pkt.,
udgår », jf. dog stk. 10«.
2. § 2,
stk. 1, nr. 4, 8. pkt., ophæves.
3. I
§ 2 indsættes efter stk. 2
som nye stykker:
»Stk. 3.
Fast driftssted efter stk. 1, nr. 4, foreligger, når personen
eller dødsboet udøver erhverv gennem et fast
forretningssted her i landet. Bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejde udgør et fast driftssted fra første
dag.
Stk. 4. Uanset
stk. 3 udgør et fast forretningssted ikke et fast driftssted
efter stk. 1, nr. 4, når det faste forretningssted anvendes
eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse
af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. 1.
pkt. finder ikke anvendelse, hvis de funktioner, som personen eller
dødsboet udøver på det i 1. pkt. omhandlede
faste forretningssted, indgår blandt flere gensidigt
supplerende funktioner i en samlet udøvelse af
erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende eller
hjælpende karakter, og som personen eller dødsboet,
disses nærtstående, jf. ligningslovens § 2, stk.
2, 5. og 6. pkt., eller fysiske eller juridiske personer, hvormed
personen eller dødsboet har en forbindelse som omhandlet i
ligningslovens § 2, udøver gennem faste
forretningssteder her i landet.
Stk. 5. Fast
driftssted efter stk. 1, nr. 4, foreligger, når en fysisk
eller juridisk person her i landet handler på vegne af
personen eller dødsboet og i forbindelse hermed
sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis
spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler,
som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive
ændret af personen eller dødsboet. Det er en
betingelse, at den virksomhed, som den fysiske eller juridiske
person udøver her i landet, ville have medført fast
driftssted for personen eller dødsboet efter stk. 3 og 4,
hvis personen eller dødsboet selv havde udøvet
virksomheden. Det er endvidere en betingelse, at de i 1. pkt.
omhandlede aftaler enten
a) indgås
i personens eller dødsboets navn,
b)
vedrører overdragelse af ejendomsret eller brugsret til
formuegoder ejet af personen eller dødsboet, eller som
personen eller dødsboet har brugsret til, eller
c)
vedrører levering af tjenesteydelser fra personen eller
dødsboet.
Stk. 6. Stk. 5
finder ikke anvendelse, når repræsentanten driver
erhvervsvirksomhed her i landet som uafhængig
repræsentant og handler for personen eller dødsboet
inden for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Handler
repræsentanten udelukkende eller næsten udelukkende
på vegne af en eller flere nærtstående, jf.
ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt., eller fysiske eller
juridiske personer, hvormed repræsentanten har en forbindelse
som omhandlet i ligningslovens § 2, anses repræsentanten
ikke for at være en uafhængig repræsentant.
Stk. 7.
Virksomhed med investering i aktier og erhvervelse af fordringer,
gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven
anses kun for udøvelse af erhverv efter stk. 1, nr. 4,
når der foreligger næringsvirksomhed. Dette
gælder dog ikke, hvis en nærtstående, jf.
ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt., eller en fysisk
eller juridisk person, hvormed personen eller dødsboet har
en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2,
udøver erhvervsvirksomhed i Danmark og virksomheden som
nævnt i 1. pkt. indgår som et integreret led
heri.«
Stk. 3-9 bliver herefter stk. 8-14.
4. § 2,
stk. 10 og 11,
ophæves.
5. I
§ 65 A, stk. 1, ændres
», der fremgår af § 2, stk. 6, eller af
selskabsskattelovens § 2, stk. 3,« til: »der
fremgår af § 2, stk. 11, eller af selskabsskattelovens
§ 2, stk. 8,«.
§ 4
I kulbrinteskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1153 af 18. september 2018, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 6 A, stk. 2, 3. pkt.,
udgår »omfattet af kildeskattelovens § 1« og
»omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk.
2,«.
§ 5
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 806 af 8. august 2019, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 2, stk. 2, 4. pkt., udgår
»omfattet af kildeskattelovens § 1« og
»omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk.
2,«.
2. I
§ 2 A, 2. pkt., og § 16 K, stk. 2, 2. pkt., ændres
»stk. 6, 3. pkt.« til: »stk. 6, 3. og 4.
pkt.«
§ 6
I skatteindberetningsloven, jf. lov nr. 1536 af
19. december 2017, som ændret senest ved § 9 i lov nr.
84 af 30. januar 2019, foretages følgende ændring:
1. I
§ 56, stk. 1, indsættes
efter 2. pkt. som nyt punktum:
»Grundlaget for de oplysninger, der skal
indberettes efter regler udstedt i medfør af § 22,
herunder oplysninger til brug for afgørelsen af, om en
oplysning er indberetningspligtig, skal dog opbevares i 5 år
regnet fra udløbet af indberetningsfristen efter regler
udstedt i medfør af § 22.«
§ 7
I skattekontrolloven, lov nr. 1535 af 19.
december 2017, som ændret ved § 6 i lov nr. 1430 af 5.
december 2018 og § 7 i lov nr. 1726 af 27. december 2018,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 37, nr. 1, 5. pkt., udgår
»omfattet af kildeskattelovens § 1« og
»omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk.
2,«.
2. § 39,
stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
Den skriftlige dokumentation efter stk. 1 skal udarbejdes
løbende og indgives til told- og skatteforvaltningen senest
60 dage efter fristen for indgivelse af oplysningsskemaet, jf.
skattekontrollovens §§ 11-13. Told- og
skatteforvaltningen kan efter den skattepligtiges anmodning
forlænge fristen efter 1. pkt. for den
pågældende, hvis særlige forhold taler for
det.«
3. I
§ 46, stk. 1, indsættes
»efter § 39«: »rettidigt«.
4. I
§ 46, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»Dokumentationen kan kun anses for at
være udarbejdet rettidigt, hvis den er udarbejdet og indgivet
i overensstemmelse med § 39, stk. 3.«
5. I
§ 72, stk. 1, indsættes
efter »§ 26, stk. 2,«: »eller dokumentation
for kontrollerede transaktioner, jf. § 39,«.
6. I
§ 73, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »§ 2«: », herunder
oplysninger om kontrollerede transaktioner efter §
38,«.
7. I
§ 84, nr. 5, ændres
»efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen rettidigt
at indsende« til: »rettidigt at indgive«.
§ 8
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2020.
Stk. 2. § 1, nr. 8
og 10-19, §§ 2, 4, og 5, og § 7, nr. 1, 2 og 5, har
virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar
2020 eller senere.
Stk. 3. § 1, nr. 9,
har virkning for indkomståret 2019 og senere
indkomstår.
Stk. 4. Selskaber og
foreninger m.v. som nævnt i selskabsskattelovens §
1, § 2, stk. 1, litra a, og fondsbeskatningslovens § 1,
jf. § 12, skal ved opgørelsen af et datterselskabs
eller et fast driftssteds CFC-indkomst og datterselskabets eller
det faste driftssteds samlede skattepligtige indkomst efter
selskabsskattelovens § 32, stk. 4, anse immaterielle aktiver
efter afskrivningslovens § 40, stk. 2, for erhvervet til
handelsværdien ved begyndelsen af det første
indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2020 eller
senere. Den efter 1. pkt. opgjorte anskaffelsessum anvendes
tilsvarende ved beregninger efter selskabsskattelovens § 32,
stk. 7-10. Det er en betingelse, at det immaterielle aktiv ikke har
givet afkast omfattet af selskabsskattelovens § 32, stk. 5,
nr. 6, i de forudgående 3 indkomstår forud for det
første indkomstår, der påbegyndes den 1. januar
2020 eller senere. Er det immaterielle aktiv erhvervet fra et
koncernforbundet selskab, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2,
eller internt overført til et fast driftssted eller et
hovedkontor, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 4, skal
overdragelsen have medført dansk eller udenlandsk beskatning
af eventuelle genvundne afskrivninger, gevinster eller tab.
Immaterielle aktiver omfattet af 1. pkt. anses for afskrevet
maksimalt efter afskrivningslovens § 40, stk. 2, 1. pkt., fra
og med det første indkomstår, der påbegyndes den
1. januar 2020 eller senere. Er det immaterielle aktiv beskyttet
efter anden lovgivning, og er beskyttelsesperioden den 1. januar
2020 mindre end 7 år, erstattes den sats, der er nævnt
i afskrivningslovens § 40, stk. 2, 1. pkt., med en sats, der
svarer til, at den efter 1. pkt. opgjorte anskaffelsessum afskrives
med lige store årlige beløb over beskyttelsesperioden.
Afskrivninger på et immaterielt aktiv efter 5. og 6. pkt. kan
dog maksimalt udgøre indkomsten fra samme aktiv i det
enkelte indkomstår. Afskrivninger, der ikke er foretaget som
følge af 7. pkt., skal foretages i førstkommende
indkomstår, hvor afskrivningerne kan rummes inden for
indkomsten fra det immaterielle aktiv.«
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | Indholdsfortegnelse | | 1. | Indledning | | 1.1. | Lovforslagets
formål og baggrund | 2. | Lovforslagets
indhold | | 2.1. | Implementering af
skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav til medlemsstaternes
CFC-regler | | | 2.1.1. | Gældende
ret | | | 2.1.2. | Den foreslåede
ordning | | | | 2.1.2.1. | Skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav til
medlemsstaternes CFC-regler | | | | 2.1.2.2. | Implementering af
skatteundgåelsesdirektivets CFC-regler - de overordnede
elementer | | | | 2.1.2.3. | Definitionen af
CFC-enhed og kontrol | | | | 2.1.2.4. | Definitionen af
CFC-indkomst | | | | 2.1.2.5. | Særligt om
afkast af immaterielle aktiver i opkøbte
selskaber | | | | 2.1.2.6. | Moderselskabets
medregning af CFC-enhedens indkomst | | 2.2. | Justering af
definitionen af fast driftssted | | | 2.2.1. | Gældende
ret | | | | 2.2.1.1. | Grundprincipperne i
de gældende regler om fast driftssted | | | | 2.2.1.2. | Fast driftssted som
følge af fast forretningssted | | | | 2.2.1.3. | Bygge-, anlægs-
eller monteringsarbejde | | | | 2.2.1.4. | Udelukkende
aktiviteter af forberedende eller hjælpende
karakter | | | | 2.2.1.5. | Fast driftssted efter
agentreglen | | | | 2.2.1.6. | Fjernsalg | | | | 2.2.1.7. | Fast driftssted i
udlandet for fuldt skattepligtige | | | 2.2.2. | Den foreslåede
ordning | | | | 2.2.2.1. | Tilpasning til
2017-udgaven af artikel 5 i OECD's modeloverenskomst | | | | 2.2.2.2. | Fast driftssted som
følge af fast forretningssted, herunder bygge-,
anlægs- eller monteringsarbejde | | | | 2.2.2.3. | Udelukkende
aktiviteter af forberedende eller hjælpende
karakter | | | | 2.2.2.4. | Fast driftssted efter
agentreglen og ophævelse af fjernsalgsreglen | | 2.3. | Fradrag for endelige
underskud | | | 2.3.1. | Gældende
ret | | | | 2.3.1.1. | Fradrag for endelige
underskud i udlandet | | | | 2.3.1.2. | EU-Domstolens praksis
vedrørende fradrag for endelige underskud | | | 2.3.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.4. | Tydeliggørelse
af muligheden for skønsmæssige ansættelser ved
transfer pricing-forhøjelser | | | 2.4.1. | Gældende
ret | | | 2.4.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.5. | Anvendelse af
tvangsbøder ved ikke rettidig indsendelse af dokumentation
for kontrollerede transaktioner | | | 2.5.1. | Gældende
ret | | | 2.5.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.6. | Præcisering af
reglerne om skattetillæg ved mangelfulde oplysninger om
kontrollerede transaktioner i oplysningsskemaet | | | 2.6.1. | Gældende
ret | | | 2.6.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.7. | Ændring af
opbevaringsperiode for grundlaget for indberetning af finansielle
konti | | | 2.7.1. | Gældende
ret | | | 2.7.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.8. | Justering af
personkredsen ved bedømmelsen af bestemmende indflydelse for
personer og dødsboer | | | 2.8.1. | Gældende
ret | | | 2.8.2. | Den foreslåede
ordning | | 2.9. | Definitionen af
nærtstående i reglerne om truster | | | 2.9.1. | Gældende
ret | | | 2.9.2. | Den foreslåede
ordning | 3. | Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 4. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 5. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 6. | Miljømæssige konsekvenser | 7. | Forholdet til
EU-retten | 8. | Hørte
myndigheder og organisationer m.v. | 9. | Sammenfattende
skema |
|
1. Indledning
1.1. Lovforslagets
formål og baggrund
Formålet med lovforslaget er for det
første at sikre fuld implementering af de minimumskrav til
CFC-reglerne, der følger af artikel 7 og 8 i Rådets
direktiv 2016/1164/EU af 12. juli 2016 vedrørende regler til
bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der direkte
indvirker på det indre markeds funktion (herefter
"skatteundgåelsesdirektivet").
De såkaldte CFC-regler har til
formål at hindre, at mobil indkomst vilkårligt kan
flyttes til lavskattelande. CFC-regler går ud på, at
moderselskaber, der flytter aktiver til udenlandske datterselskaber
("Controlled Foreign Companies" - CFC), beskattes i hjemlandet af
den indkomst, der er placeret i udlandet. Herved sikres, at der i
moderselskabets hjemland sker beskatning af værdier, der er
skabt i hjemlandet. CFC-regler er internationalt anerkendte
værnsregler, og sådanne regler indgår derfor
også som et naturligt led i
skatteundgåelsesdirektivet.
Direktivets bestemmelser om CFC-regler
følger OECD's bedste praksis, der er gengivet i Base Erosion
and Profit Shifting (BEPS) rapporten vedrørende
handlingspunkt 3 (Designing Effective Controlled Foreign Company
Rules).
Fælles internationale tiltag er vigtige,
hvis international skatteundgåelse skal bekæmpes
effektivt. Skatteundgåelsesdirektivet er et vigtigt
instrument til at sikre, at alle EU´s medlemsstater har
regler til forebyggelse af skatteundgåelse, der lever op til
visse minimumskrav. Skatteundgåelsesdirektivet skal
således sikre EU-landenes modstandsevne over for
grænseoverskridende metoder til skatteundgåelse
på selskabsskatteområdet. De konkrete tiltag i
skatteundgåelsesdirektivet er dels en udmøntning af
internationalt vedtagne anbefalinger fra OECD, dels andre EU-tiltag
til at imødegå skatteundgåelse. Direktivreglerne
er generelle rammebestemmelser, hvilket betyder, at det overlades
til landene at gennemføre reglernes indhold på den
måde, der passer bedst til det enkelte lands
skattesystem.
Alle de daværende partier i Folketinget
indgik i 2017 en aftale om en styrket indsats mod international
skatteunddragelse. Af aftalen fremgår det bl.a., at
aftalepartierne noterer sig, at der i de senere år har
været stor fremdrift i fora som OECD og EU. Og
aftalepartierne er enige om, at det internationale samarbejde
fortsat skal prioriteres højt. Fokus for den fremadrettede
indsats vil være, at Danmark arbejder aktivt for at sikre
implementering af indgåede aftaler og vedtagelse af
yderligere internationale tiltag. Det indebærer bl.a., at
OECD-standarderne og anbefalingerne skal implementeres i Danmark,
herunder ved implementering af
skatteundgåelsesdirektivet.
Danmark har i mange år været
på forkant med bekæmpelsen af skatteundgåelse. I
dansk ret findes således allerede mange af de regler, der er
blevet drøftet internationalt i de senere år i EU og
OECD. Det er imidlertid væsentligt med henblik på at
skabe mere lige konkurrencevilkår, at andre landes
selskabsskattegrundlag heller ikke kan udvandes, og at selskabernes
overskud ikke kan flyttes til skattelylande. Det arbejde med
bekæmpelse af skatteudhuling og overskudsflytning (BEPS), der
foregik i OECD, og som udmøntede sig i en række
såkaldte BEPS-anbefalinger, har været et
væsentligt bidrag til det internationale samarbejde, der er
nødvendigt, hvis international skatteundgåelse skal
bekæmpes effektivt.
Regeringen anser det derfor også for
positivt, at en række af de væsentligste
BEPS-anbefalinger med skatteundgåelsesdirektivet er blevet
gjort obligatoriske for EU-landene.
Med vedtagelsen af
skatteundgåelsesdirektivet fastsættes der
minimumsregler, som skal modvirke udhuling af
selskabsskattegrundlaget i EU og overførsel af overskud ud
af EU til lande med lav eller ingen beskatning. Netop af hensyn til
dette overordnede formål er det ifølge betragtningerne
til skatteundgåelsesdirektivet afgørende, at landene
som minimum opfylder BEPS-anbefalingerne.
Skatteundgåelsesdirektivet er ikke til hinder for anvendelsen
af bestemmelser, der har til formål at sikre et højere
beskyttelsesniveau for det danske selskabsskattegrundlag.
Sådanne bestemmelser vil kunne være i både dansk
lovgivning og i internationale aftaler (hvilket i praksis vil
være dobbeltbeskatningsoverenskomsterne).
Dele af skatteundgåelsesdirektivet blev
implementeret ved lov nr. 1726 af 27. december 2018. Denne lov
implementerer imidlertid ikke direktivets artikel 7 og 8, der
fastsætter minimumskrav til medlemsstaternes CFC-regler.
I dansk lovgivning er der allerede i dag
CFC-regler. Med dette lovforslag foreslås de gældende
regler justeret, således at skatteundgåelsesdirektivets
regler bliver fuldt ud implementeret i dansk ret, og Danmark lever
op til sine internationale forpligtelser.
Med forslaget har regeringen søgt en
balance, der sikrer, at Danmark fortsat har en robust
selskabsskattebase, men som samtidig søger at mindske de
administrative og økonomiske konsekvenser for helt
almindelige virksomheder.
På den ene side er det hensigten at
sætte barren højere end direktivets minimumskrav.
Danmark er - og skal fortsat være - foregangsland i kampen
mod skatteundgåelse, og en minimumsimplementering ville
indebære en svækkelse af gældende danske regler.
En sådan implementering vurderes at indebære et markant
mindreprovenu, der kan udgøre et milliardbeløb.
På den anden side er det vigtigt, at
Danmark som en lille og åben økonomi ikke
unødigt stiller danske virksomheder dårligere
konkurrencemæssigt. Ved lovforslaget er der derfor lagt
vægt på, at almindelige danske virksomheder ikke rammes
unødigt. Derved sikres fundamentet for mange danske
arbejdspladser - uden at svække reglernes
beskyttelsesniveau.
Med lovforslaget foreslås det på
den baggrund på visse punkter at opretholde gældende
CFC-regler, der går videre end minimumsforpligtelserne i
direktivet. Det drejer sig mere specifikt om, at de danske
CFC-regler finder anvendelse, uanset hvor datterselskabet er
hjemmehørende. De gældende regler herom opretholdes
med henblik på, at de danske selskabsskatteregler fortsat er
robuste og effektive i forhold til bekæmpelse af
skatteundgåelse. Alternativet ville være en kraftig
indskrænkning af det danske selskabsskattegrundlag, som ville
øge multinationale koncerners mulighed for
skatteundgåelse ved at placere koncernens renteudgifter i
Danmark eller ved at placere overskudsgivende mobile aktiviteter i
andre EU- og EØS-lande.
Samtidig foreslås det at målrette
reglerne, således at der så vidt muligt kun sker
beskatning, hvor det er hensigten, idet der dog er lagt vægt
på, at reglerne fortsat er robuste. Lovforslaget vurderes
således ikke at indebære en svækkelse af de
eksisterende CFC-regler.
Formålet med lovforslaget er for det
andet at implementere OECD´s anbefalinger om fast driftssted,
som også udspringer af BEPS-projektet. Anbefalingerne om fast
driftssted er angivet i OECD-rapporten om det 7. handlingspunkt i
BEPS-projektet, "Preventing the Artificial Avoidance of Permanent
Establishment Status". Disse anbefalinger har i 2017
udmøntet sig i ændringer af artikel 5 i OECD´s
modeloverenskomst.
OECD's anbefalinger i handlingspunkt 7 om fast
driftssted skal sikre landenes modstandsevne over for
grænseoverskridende metoder til skatteundgåelse.
Det konkrete tiltag fra OECD går ud på at justere
definitionen af, hvornår der foreligger fast driftssted.
Justeringen indebærer, at virksomheder med
grænseoverskridende aktiviteter ikke kunstigt skal kunne
organisere sig således, at de undgår etablering af et
fast driftssted og dermed beskatning i de lande, de opererer i.
Der er lagt stor vægt på, at
selskaberne og koncernerne både i Danmark og internationalt
har rimelige og lige skattevilkår. Det er således
uhensigtsmæssigt, hvis særligt multinationale koncerner
har mulighed for at mindske deres skattebetalinger ved at anvende
grænseoverskridende metoder til skatteundgåelse. Rent
nationale selskaber og koncerner vil i givet fald være udsat
for ulige skattevilkår sammenlignet med de multinationale
koncerner. Regeringen prioriterer således, at der sikres fair
og lige konkurrencevilkår i Danmark, i EU og globalt.
Lovforslagets formål er for det tredje
at bringe de danske regler om beskatning af danske selskaber,
foreninger og fonde m.v. med udenlandske datterselskaber,
udenlandske faste driftssteder eller fast ejendom beliggende i
udlandet i overensstemmelse med EU-retten.
EU-Domstolen har ved dom af 12. juni 2018 i
sag C-650/16, Bevola og Jens W. Trock, fastslået, at de
danske regler om beskatning af danske selskaber m.v. med
udenlandske faste driftssteder i visse tilfælde er i strid
med artikel 49 i Traktaten om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde (TEUF) om retten til fri etablering. Det
skyldes, at danske selskaber m.v. efter gældende regler ikke
har mulighed for at fradrage endelige underskud i udenlandske faste
driftssteder, medmindre der er valgt international sambeskatning.
Dommen har en afledt betydning for danske selskaber m.v. med
udenlandske datterselskaber og fast ejendom beliggende i udlandet.
Danske selskaber m.v. har således tilsvarende efter
gældende regler ikke mulighed for at fradrage endelige
underskud i udenlandske datterselskaber og endelige underskud
vedrørende fast ejendom, der er beliggende i udlandet,
medmindre der er valgt international sambeskatning.
Lovforslagets formål er for det fjerde
at tydeliggøre bestemmelsen om Skatteforvaltningens adgang
til at fastsætte indkomsten vedrørende kontrollerede
transaktioner skønsmæssigt, hvis transfer
pricing-dokumentationen ikke er udarbejdet rettidigt.
Ændringen har til formål at tydeliggøre,
hvornår transfer pricing-dokumentationen skal udarbejdes, og
dermed hvornår Skatteforvaltningen har adgang til at foretage
en skønsmæssig ansættelse.
Tydeliggørelsen er foranlediget af, at Højesteret i
en dom af 31. januar 2019 offentliggjort som SKM 2019.136. HR har
taget stilling til de regler i skattekontrolloven, der var
gældende til og med den 31. december 2018. Det foreslås
endvidere, at transfer pricing-dokumentationen fremover skal
indgives senest 60 dage efter fristen for indgivelse af
oplysningsskemaet.
Det foreslås endelig, at
Skatteforvaltningen skal kunne pålægge en virksomhed
med kontrollerede transaktioner daglige tvangsbøder, hvis
ikke virksomheden indgiver dokumentationen for kontrollerede
transaktioner rettidigt, ligesom det foreslås, at reglerne om
skattetillæg præciseres i forhold til oplysningerne om
kontrollerede transaktioner i oplysningsskemaet.
Lovforslagets formål er for det femte at
bringe de danske opbevaringsregler i overensstemmelse med de
internationale standarder ved at forlænge den periode, som
grundlaget for indberetningerne vedrørende finansielle konti
med tilknytning til udlandet skal opbevares.
Lovforslagets formål er for det sjette
at justere personkredsen ved bedømmelsen af bestemmende
indflydelse, således at der ikke er tvivl om, at ejerandele
og stemmerettigheder for personer og dødsboer medregnes,
uanset om disse er skattepligtige til Danmark eller ej.
Endelig foreslås to mindre
ændringer af reglerne om truster, hvorefter stedbarns- og
adoptivforhold sidestilles med oprindeligt slægtskabsforhold
ved anvendelsen af værnsreglerne.
2. Lovforslagets
indhold
2.1. Implementering
af skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav til
medlemsstaternes CFC-regler
2.1.1. Gældende ret
Regler for beskatning af kontrollerede
udenlandske selskaber (CFC-reglerne) blev oprindeligt
indført i Danmark ved lov om ændring af forskellige
skattelove (International beskatning), lov nr. 312 af 17. maj 1995.
Baggrunden for regelsættet var, at kapitalens fri
bevægelighed på globalt plan gav koncerner muligheder
for at samle finansielle aktiviteter i datterselskaber i
lavskattelande og derved udhule det danske beskatningsgrundlag.
Tilsvarende regler var allerede indført i en række
andre lande for at sikre beskatningsgrundlaget i relation til
finansielle og mobile aktiviteter.
Uden CFC-regler er det muligt for
internationale koncerner at placere deres overskydende kapital i et
datterselskab i et lavskatteland og gennem udlån herfra
finansiere aktiviteter i andre af koncernens selskaber i
højskattelande. Herved vil koncernen opnå, at renter
beskattes i lavskattelande, mens renteudgifterne reducerer
skattebetalingen i selskaberne i højskattelande. Tilsvarende
vil koncernen kunne opnå skattefordele ved at placere
immaterielle aktiver som f.eks. patenter og varemærker i
lavskattelande, mens udviklingsomkostningerne placeres i
højskattelande.
Den 12. september 2006 afsagde EU-Domstolen
dom i den såkaldte Cadbury Schweppes-sag (C-196/04), hvor de
britiske CFC-regler blev bedømt. De daværende britiske
regler medførte, at britiske selskaber beskattedes af
overskud i CFC-datterselskaber i andre EU-lande, hvis overskuddet
dér beskattedes på et lavere niveau end i
Storbritannien. Britiske selskaber beskattedes derimod ikke af
overskud i britiske datterselskaber eller af overskud i
datterselskaber i andre EU-lande, hvor beskatningen var på
samme niveau. Domstolen slog fast, at EU-rettens regler om
etableringsfrihed skal fortolkes således, at en sådan
forskelsbehandling ikke er i overensstemmelse med EU-retten, hvis
kontrollerede datterselskaber reelt er etableret i en anden
medlemsstat og dér udøver ægte økonomisk
virksomhed.
De britiske CFC-regler havde store
lighedspunkter med de daværende danske CFC-regler. Det kunne
derfor ikke udelukkes, at de daværende danske CFC-regler i
visse tilfælde medførte beskatning af overskud i
datterselskaber i EU-lande, hvor beskatningen var i strid med
etableringsfriheden. Dommen medførte derfor, at de
daværende danske regler måtte justeres.
Ved lov nr. 540 af 6. juni 2007 blev de danske
CFC-regler derfor udvidet til at omfatte alle datterselskaber,
uanset om der er tale om danske eller udenlandske datterselskaber.
Der er dermed ingen forskelsbehandling. Danske moderselskaber
behandles ens, hvad enten de ejer et dansk datterselskab, et
udenlandsk datterselskab inden for EU/EØS eller et
udenlandsk datterselskab uden for EU/EØS.
CFC-reglerne medfører, at danske
moderselskaber bliver beskattet af indkomsten i kontrollerede
datterselskaber, når datterselskabet overvejende har mobil
indkomst, dvs. indkomst, der relativt nemt kan flyttes til
udlandet. Dette betegnes som CFC-indkomst og omfatter særligt
finansielle indkomster og royalties fra immaterielle aktiver.
Reglerne finder tilsvarende anvendelse på udenlandske
selskabers faste driftssteder i Danmark, der kontrollerer
datterselskaber, og på danske fonde omfattet af
fondsbeskatningsloven. Reglerne finder tillige anvendelse på
danske selskaber og fonde, der har faste driftssteder i
udlandet.
Et moderselskab bliver CFC-beskattet af
datterselskabets indkomst, når følgende 3 betingelser
er opfyldt: 1) Selskabet er direkte eller indirekte aktionær
i datterselskabet, og koncernen har bestemmende indflydelse i
datterselskabet ved at råde over mere end 50 pct. af
stemmerettighederne, jf. selskabsskattelovens § 31 C, 2)
datterselskabets CFC-indkomst udgør mere end 50 pct. af
datterselskabets samlede indkomst, og 3) datterselskabets
finansielle aktiver udgør gennemsnitligt i
indkomståret mere end 10 pct. af selskabets samlede
aktiver.
Reglerne om CFC-beskatning finder ikke
anvendelse, hvis koncernen har valgt international sambeskatning,
idet hele koncernen i så fald er omfattet af dansk
beskatning.
CFC-reglerne skal forhindre, at mobile
indkomster placeres i udlandet for at opnå
skattemæssige fordele. CFC-indkomsten udgøres derfor
af de indkomstarter, som relativt nemt kan placeres uden for
Danmark. Det drejer sig bl.a. om renter, kursgevinster på
fordringer, udbytter, aktieavancer, visse royalties og
indtægter ved finansiel leasing. CFC-reglerne indeholder
også en regel, der skal forhindre, at reglerne omgås
ved, at datterselskabet afstås, i stedet for at
datterselskabet realiserer kursgevinster og aktieavancer ved, at
det afstår sin aktiebeholdning eller sine fordringer.
Nedbringes moderselskabets ejerandel i datterselskabet, skal
moderselskabet derfor beskattes, som om datterselskabet havde
afstået en tilsvarende andel af dets aktiver og passiver
omfattet af kursgevinstloven og aktieavancebeskatningsloven.
Banker og forsikringsselskaber samt andre
selskaber, som driver næring med finansielle indkomster, er
udtrykkeligt nævnt som selskaber med CFC-indkomst. Til
gengæld findes der en særregel om, at Skatterådet
kan tillade, at datterselskaber med koncession til at udøve
bl.a. bank- og forsikringsvirksomhed, og som er underlagt
offentligt tilsyn, undtages fra CFC-reglerne. Det er blandt andet
en forudsætning, at datterselskabets indkomst stammer fra
virksomhed med lokale og uafhængige kunder, og at selskabet
ikke er overkapitaliseret.
Indkomsten i datterselskabet opgøres
efter territorialprincippet, således at indkomsten
opgøres uden medregning af indkomsten i datterselskabets
faste driftssteder, som er beliggende uden for den stat, hvori
datterselskabet er hjemmehørende. Til gengæld finder
CFC-reglerne selvstændig anvendelse på disse faste
driftssteder.
Hvis et selskab opfylder betingelserne for at
skulle CFC-beskattes, skal moderselskabet ved opgørelsen af
den skattepligtige indkomst medregne datterselskabets indkomst.
Dette gælder dog alene, hvis indkomsten er positiv, og kun
for den andel af indkomsten, som svarer til moderselskabets
ejerandel i datterselskabet.
CFC-beskatningen af moderselskabet lempes
efter creditlempelsesprincippet, i det omfang datterselskabet er
blevet beskattet af indkomsten. Datterselskabets skat kan
således fratrækkes i moderselskabets CFC-beskatning.
Der kan dog ikke fratrækkes et større beløb end
moderselskabets CFC-beskatning.
2.1.2. Den
foreslåede ordning
2.1.2.1. Skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav til
medlemsstaternes CFC-regler
Skatteundgåelsesdirektivet
fastslår, at EU-landene skal have regler om beskatning af
lavt beskattede kontrollerede udenlandske enheder og faste
driftssteder (CFC-beskatning). Et EU-land skal således
beskatte et selskab af indkomsten i en kontrolleret udenlandsk
enhed eller et fast driftssted beliggende i udlandet, hvis enheden
henholdsvis det faste driftssted er lavt beskattet. Ved
CFC-beskatningen af moderselskabet skal der gives mulighed for at
fradrage den skat, som enheden eller det faste driftssted har
betalt i hjemlandet (creditlempelse).
Direktivets anvendelse af udtrykket enhed skal
ses i lyset af direktivets artikel 1. Udtrykket omfatter
således enheder, der er skattemæssigt
hjemmehørende i et andet land end det EU-land, hvor
moderselskabet er hjemmehørende. Udtrykket omfatter
både (datter)selskaber og andre enheder, der anses for at
være selvstændige skattesubjekter. I det
følgende anvendes betegnelsen datterselskab i stedet for
enhed, da det er begrebet datterselskab, der anvendes i både
de gældende og de foreslåede danske CFC-regler.
Ved lavt beskattet forstås, at den
reelle selskabsskat, som datterselskabet eller det faste driftssted
har betalt, er mindre end halvdelen af, hvad datterselskabet eller
det faste driftssted ville have betalt i moderselskabets hjemland.
Ved opgørelsen af, hvad datterselskabet eller det faste
driftssted ville have betalt i moderselskabets hjemland, anvendes
reglerne i moderselskabets hjemland. Hvis det land, hvor det
udenlandske datterselskab er hjemmehørende, beskatter
datterselskabet uden medregning af indkomsten vedrørende
enhedens faste driftssteder beliggende uden for datterselskabets
hjemland (dvs., indkomsten opgøres efter et
territorialprincip), skal beregningen af den reelle selskabsskat
for datterselskabet dog ligeledes ske efter
territorialprincippet.
Det fremgår af direktivet, at et
datterselskab anses for kontrolleret, hvis moderselskabet selv
eller sammen med tilknyttede personer har en direkte eller
indirekte interesse på mere end 50 pct. af
stemmerettighederne, direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct.
af kapitalen eller har ret til at modtage mere end 50 pct. af
overskuddet i datterselskabet. Moderselskabet medregner den del af
datterselskabets indkomst, der svarer til ejerandelen. Begrebet
"tilknyttet selskab" er defineret i direktivets artikel 2, nr. 4.
Det bemærkes, at det begreb, der benyttes i den danske
sprogversion af direktivet, i overensstemmelse med de øvrige
sprogversioner i stedet burde være "tilknyttet person", da
også fysiske personer kan være omfattet. Bestemmelsen i
direktivets artikel 2, nr. 4, medfører bl.a., at to
selskaber er tilknyttede personer, hvis det ene direkte eller
indirekte ejer 25 pct. af stemmerne, kapitalen eller overskuddet i
det andet selskab, eller hvis en fysisk person ejer 25 pct. af
stemmerne, kapitalen eller overskuddet i begge selskaber. Den
fysiske person i eksemplet vil efter direktivet også
være en tilknyttet person.
Det fremgår af direktivet, at der ved en
eventuel efterfølgende beskatning af udbytter fra
datterselskabet eller avancer på aktier i datterselskabet
skal tages højde for indkomst, der har været
CFC-beskattet.
Direktivet opstiller to alternative modeller
for CFC-beskatning:
a) Moderselskabet
medregner datterselskabets (eller selskabet medregner det faste
driftssteds) positive CFC-indkomst opgjort efter reglerne i
moderselskabslandet (direktivets artikel 7, stk. 2, litra a).
b) Moderselskabet
medregner datterselskabets (eller selskabet medregner det faste
driftssteds) kunstigt overførte indkomst, dvs. indkomst, der
hidrører fra arrangementer, der ikke er reelle, og som
udelukkende er oprettet med det hovedformål at opnå en
skattefordel (direktivets artikel 7, stk. 2, litra b).
Model a finder efter direktivet ikke
anvendelse, når det kontrollerede udenlandske datterselskab
udøver en væsentlig økonomisk aktivitet, der
understøttes af personale, udstyr, aktiver og lokaler.
EU-landene kan dog ifølge direktivet vælge at
begrænse undtagelsen til tilfælde, hvor datterselskabet
er hjemmehørende i EU eller EØS.
CFC-indkomst er defineret i direktivteksten og
omfatter renter eller anden indkomst fra finansielle aktiver,
royalties eller anden indkomst fra intellektuelle aktiver, udbytter
og aktieavancer, indkomst fra finansiel leasing, indkomst fra
forsikrings- og bankvirksomhed eller anden finansiel virksomhed
samt i visse tilfælde indkomst fra faktureringsselskaber.
Ved anvendelse af model a kan EU-landene
vælge at fritage datterselskaber og faste driftssteder, hvis
1/3 eller mindre af datterselskabets/det faste driftssteds indkomst
er CFC-indkomst. EU-landene kan også vælge at fritage
finansielle selskaber, hvis 1/3 eller mindre af
datterselskabets/det faste driftssteds CFC-indkomst hidrører
fra transaktioner med moderselskabet eller dets tilknyttede
selskaber. Finansielle selskaber er defineret i direktivets artikel
2, nr. 5, og omfatter bl.a. banker og forsikringsselskaber.
Ved anvendelse af model b anses et arrangement
for ikke at være reelt, i det omfang datterselskabet (eller
det faste driftssted) ikke ville eje aktiverne eller ikke ville
påtage sig den risiko, der genererer indkomsten, hvis ikke
det var kontrolleret af moderselskabet. Ved ikke reelle
arrangementer vil det være moderselskabet, der varetager
ledelsesopgaverne vedrørende de aktiver og risici, der
skaber datterselskabets indkomst. Moderselskabet skal alene
medregne den indkomst, der genereres gennem de aktiver og risici,
som knytter sig til de ledelsesopgaver, der varetages af
moderselskabet. Indkomsten beregnes i overensstemmelse med
armslængdeprincippet.
EU-landene kan ved anvendelsen af model b
fritage datterselskaber og faste driftssteder med lavt overskud
eller lav fortjenstmargin.
2.1.2.2. Implementering af skatteundgåelsesdirektivets
CFC-regler - de overordnede elementer
Direktivets bestemmelser om CFC-beskatning er
udformet på baggrund af OECD-rapporten om det 3.
handlingspunkt i BEPS-projektet - "Designing Effective Controlled
Foreign Company Rules". Rapporten indeholder anbefalinger i form af
elementer, som landene bør medtage med henblik på at
gøre CFC-regler effektive. Rapporten peger på seks
grundelementer.
Det første element er definitionen af
en CFC-enhed og af kontrol. Anbefalingen er at definere en
CFC-enhed bredt, så definitionen omfatter alle former for
virksomhedsenheder, herunder faste driftssteder, så det ikke
er muligt at omgå reglerne ved at ændre enhedens
juridiske form. For så vidt angår kontrol er
anbefalingen, at CFC-reglen som minimum bør gælde ved
direkte eller indirekte ejerskab af mere end 50 pct. af
datterselskabet i enten juridisk eller økonomisk forstand.
Med henblik på at forhindre omgåelse kan kontrolkravet
opgøres samlet for koncernforbundne selskaber og for
selskaber, der optræder i fællesskab.
Det andet element er undtagelser fra
CFC-beskatning. Anbefalingen er, at landene bør undtage
datterselskaber, der er underlagt en effektiv beskatning, der i
tilstrækkelig grad svarer til niveauet i moderselskabslandet.
Det anerkendes imidlertid i rapporten, at EU-landene i denne
forbindelse kan have særlige udfordringer som følge af
EU-Domstolens praksis om reglerne om etableringsfrihed, jf. om
denne praksis ovenfor i punkt 2.1. Rapporten nævner, at
EU-lande kan sikre overholdelse af EU-retten på flere
måder. En af disse er at sikre, at der ikke er
forskelsbehandling mellem datterselskaber i andre EU-lande og
nationale datterselskaber.
Det tredje element er definitionen af
CFC-indkomst. Her er anbefalingen, at CFC-reglerne bør
indeholde en definition, som sikrer, at de former for indkomst, der
giver anledning til skatteundgåelsesproblemer, omfattes af
reglerne. Den præcise afgrænsning overlades til det
enkelte land. Det påpeges i rapporten, at definitionen ikke
bør være udformet alt for formalistisk. En
formalistisk tilgang kan særligt give anledning til problemer
ved CFC-beskatning af indkomst fra immaterielle aktiver. Indkomsten
kan eksempelvis fremstå som indkomst fra salg af varer til
tredjemand, men salgsprisen indeholder også afkastet på
de immaterielle aktiver. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at
fokusere på royaltyindkomst i datterselskabet, hvis
CFC-reglerne skal adressere skatteundgåelsesproblemerne. En
alt for formalistisk tilgang kan også medføre, at
CFC-beskatningen omfatter for meget. Det kan eksempelvis være
tilfældet, hvis en reel forsikringsvirksomhed med
uafhængige kunder udsættes for CFC-beskatning.
Det fjerde element vedrører
opgørelsen af CFC-indkomsten. Anbefalingen er her, at
indkomsten opgøres efter reglerne i moderselskabslandet.
Samtidig anbefales det, at underskud i CFC-selskabet alene kan
anvendes til modregning i indkomst fra CFC-selskabet eller andre
CFC-selskaber i samme land.
Det femte element omhandler, hvilken andel af
CFC-selskabets indkomst der skal medregnes hos moderselskabet. Det
anbefales, at der tages hensyn til både ejerandelen og
ejerperioden. Beskatningen bør ske med selskabsskattesatsen
i moderselskabslandet.
Det sjette element indeholder anbefalinger,
der skal forhindre, at CFC-beskatningen medfører
dobbeltbeskatning. Anbefalingerne er, at der gives fradrag for de
skatter, der betales af CFC-selskabet og andre selskaber af
CFC-selskabets indkomst (creditlempelse), samt at udbytter og
avancer på aktier i CFC-selskabet skattefritages, hvis
indkomsten i CFC-selskabet tidligere er blevet beskattet.
Direktivets bestemmelser om CFC-beskatning
følger anbefalingerne fra OECD-rapporten og indeholder
regler vedrørende alle seks elementer.
Det foreslås, at udgangspunktet for
implementeringen af direktivets minimumskrav er at fastholde de
grundprincipper for CFC-beskatning af danske moderselskaber med
kontrollerede datterselskaber, der ligger til grund for den
gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 32. Det
bemærkes, at de gældende CFC-regler vurderes at
udgøre et effektivt værn mod flytning af mobile
indkomster, og at de også i vidt omfang opfylder direktivets
minimumskrav til CFC-reglerne. De gældende regler lever
således fuldt op til minimumskravene i direktivet bl.a.
vedrørende de sidste tre af de ovennævnte elementer,
dvs. i relation til reglerne om opgørelsen af
CFC-indkomsten, medregningsandelen og lempelse for beskatningen af
datterselskabet. Der foreslås derfor ingen ændringer af
de gældende regler på disse punkter.
På en række punkter er justeringer
dog nødvendige, jf. særligt nedenfor i afsnit 2.1.2.3.
om definitionen af CFC-enhed og kontrol og 2.1.2.4. om definitionen
af CFC-indkomst. Desuden foreslås en række yderligere
ændringer, som vurderes at være hensigtsmæssige.
Det bemærkes herved, at det er centralt, at CFC-reglerne
også fortsat skal opfylde deres grundlæggende funktion
som værn mod flytning af mobile indkomster, men at det
samtidig bør tilstræbes, at reglerne er
målrettede, således at de ikke indebærer en
beskatning af danske moderselskaber, der vil kunne hæmme dem
unødigt i konkurrencen mod koncerner, hvis moderselskaber
har skattemæssigt hjemsted i andre lande.
Det bemærkes overordnet, at
selskabsskattelovens § 32 finder tilsvarende anvendelse for
fonde omfattet af fondsbeskatningsloven. Justeringerne i de
gældende regler, der gennemgås nedenfor, vil derfor
have tilsvarende virkning for beskatningen af indkomsten i fondenes
datterselskaber.
Det foreslås, at justeringerne af
CFC-reglerne har virkning for indkomstår, der
påbegyndes den 1. januar 2020 eller senere. Det
bemærkes, at skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav
til CFC-reglerne skulle have været gennemført af
medlemsstaterne senest den 31. december 2018, og de nationale
gennemførselsbestemmelser skulle have været anvendt
fra den 1. januar 2019. Direktivets implementeringsfrist er
således ikke er overholdt, jf. herom også nedenfor i
punkt 7.
2.1.2.3. Definitionen af CFC-enhed og kontrol
Det foreslås, at de danske CFC-regler
følger direktivet og BEPS-anbefalingerne for så vidt
angår definitionen af, hvornår der foreligger en
CFC-enhed omfattet af CFC-reglerne, og for så vidt
angår kontrolbegrebet.
Det foreslås, at alle datterselskaber,
der er selvstændige skattesubjekter (herefter
datterselskabet), skal omfattes af reglerne. Det er hermed ikke
afgørende, om datterselskabet er etableret i den ene eller
anden virksomhedsform. CFC-reglerne vil endvidere fortsat finde
tilsvarende anvendelse på danske selskabers faste
driftssteder i udlandet. Justeringerne af CFC-reglerne har
tilsvarende virkning for beskatningen af indkomsten i selskabernes
faste driftssteder.
Det foreslås, at der ikke
indføres undtagelser til CFC-reglerne baseret på
beskatningsniveauet for datterselskabet. De danske CFC-regler vil
dermed fortsat gælde for alle kontrollerede datterselskaber,
uanset hvor datterselskabet er hjemmehørende. De danske
CFC-regler vil således fortsat ikke indebære nogen
forskelsbehandling, idet et dansk moderselskab behandles ens, hvad
enten det ejer et dansk datterselskab, et udenlandsk datterselskab
inden for EU/EØS eller et udenlandsk datterselskab uden for
EU/EØS. Dette sikrer, at de danske regler fortsat er robuste
over for flytning af mobile indkomster til datterselskaber, uanset
hvor datterselskabet er hjemmehørende.
Direktivet giver medlemslandene mulighed for
at undtage finansielle selskaber fra CFC-reglerne, hvis 1/3 eller
mindre af CFC-indkomsten hidrører fra transaktioner med
moderselskabet selv eller med tilknyttede selskaber. Det
foreslås, at denne undtagelse skal erstatte den
gældende dispensationsmulighed i selskabsskattelovens §
32, stk. 2, hvorefter Skatterådet efter ansøgning kan
fritage finansielle selskaber fra CFC-beskatning. Det
foreslås, at finansielle selskaber defineres på samme
måde som i direktivet.
I tilfælde, hvor indkomsten i
datterselskabet allerede beskattes i det danske moderselskab, er
der ikke grundlag for beskatning efter CFC-reglerne, idet en
sådan beskatning tværtimod ville indebære
dobbeltbeskatning. De allerede gældende undtagelser,
hvorefter CFC-reglerne ikke finder anvendelse, når
datterselskabet er omfattet af international sambeskatning med
moderselskabet, og når moderselskabets aktier i
datterselskabet (CFC-enheden) er aktier i et investeringsselskab
omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 eller aktier,
der ejes gennem et livsforsikringsselskab, foreslås derfor
opretholdt. Det bemærkes, at indkomsten i datterselskabet i
de to sidste situationer allerede lagerbeskattes i Danmark.
Det foreslås, at CFC-reglerne fremover
heller ikke skal finde anvendelse, når aktierne i
datterselskabet ejes gennem enten et arbejdsmarkedsrelateret
livsforsikringsaktieselskab, der beskattes efter
pensionsafkastbeskatningsloven, eller et investeringsselskab
omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, når
moderselskabet eller den direkte ejer af investeringsbeviserne m.v.
beskattes efter aktieavancebeskatningslovens § 19 A.
Også i disse tilfælde bliver indkomsten i
datterselskabet allerede lagerbeskattet i Danmark, således at
beskatning efter CFC-reglerne ville indebære
dobbeltbeskatning.
Det foreslås endvidere, at
kontrolbegrebet justeres i overensstemmelse med direktivet. Det
foreslås, at et datterselskab anses for kontrolleret, hvis
moderselskabet selv eller sammen med tilknyttede personer har en
direkte eller indirekte indflydelse på mere end 50 pct. af
stemmerettighederne, direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct.
af kapitalen eller har ret til at modtage mere end 50 pct. af
overskuddet i datterselskabet. Det foreslås, at
kontrolkravets opfyldelse skal bero på en samlet
opgørelse af ejerandele, stemmerettigheder og
overskudsandele, der besiddes af tilknyttede personer.
Det foreslås, at det i CFC-reglerne i
overensstemmelse med definitionen i direktivets artikel 2, nr. 4,
fastlægges, hvilken kreds af juridiske og fysiske personer
der anses for tilknyttede personer. Definitionen medfører,
at der ved moderselskabets tilknyttede personer forstås:
- Et
selvstændigt skattesubjekt, hvor moderselskabet har direkte
eller indirekte indflydelse i form af stemmerettigheder eller
kapitalejerskab på 25 pct. eller mere eller har ret til at
modtage 25 pct. eller mere af overskuddet i det selvstændige
skattesubjekt, eller
- en fysisk person
eller et selvstændigt skattesubjekt, som har direkte eller
indirekte indflydelse i form af stemmerettigheder eller
kapitalejerskab på 25 pct. eller mere eller har ret til at
modtage 25 pct. eller mere af overskuddet i moderselskabet.
Hvis en fysisk person eller et
selvstændigt skattesubjekt direkte eller indirekte har
indflydelse i moderselskabet og en eller flere selvstændige
skattesubjekter på 25 pct. eller mere, vil alle
berørte enheder, herunder moderselskabet, skulle anses for
tilknyttede personer.
Det foreslås desuden, at der ved
bedømmelsen af en fysisk persons ejerbesiddelser medregnes
direkte og indirekte indflydelse, som besiddes af den fysiske
persons nærtstående familiemedlemmer, af en fond eller
trust stiftet af den fysiske person eller dennes
nærtstående eller af fonde og truster stiftet af disse.
En tilsvarende tilføjelse i forhold til direktivets
definition af tilknyttede personer findes i den gældende
bestemmelse og foreslås opretholdt med henblik på, at
definitionen af tilknyttede personer ikke omgås ved at dele
ejerskabet med nærtstående familiemedlemmer.
Det fremgår af OECD-rapporten, at
landene med henblik på at forhindre omgåelse kan
opgøre kontrolkravet samlet for selskaber, der
optræder i fællesskab. Det foreslås i
overensstemmelse hermed, at det ikke skal være muligt at
omgå CFC-beskatningen ved, at to uafhængige selskaber
agerer i fællesskab og opretter et fællesejet
CFC-selskab. En tilsvarende bestemmelse findes i den gældende
CFC-regel. Bestemmelsen foreslås dog omformuleret,
således at den svarer til formuleringen i
skatteundgåelsesdirektivet.
2.1.2.4. Definitionen af CFC-indkomst
Det foreslås i relation til definitionen
af CFC-indkomst, at de gældende regler justeres med
udgangspunkt i direktivets model a (direktivets artikel 7, stk. 2,
litra a). Systematikken i denne model svarer i store træk til
systematikken i den gældende danske CFC-regel i
selskabsskattelovens § 32.
Det bemærkes, at det vurderes at ville
udgøre en væsentlig svækkelse af værnet
mod flytning af mobile indkomster, såfremt CFC-reglerne i
stedet blev udformet i overensstemmelse med direktivets model b,
hvorefter moderselskabet alene skal medregne den del af
CFC-selskabets indkomst, der hidrører fra arrangementer, der
ikke er reelle, og som udelukkende er oprettet med det
hovedformål at opnå en skattefordel.
Direktivet medfører, at den
gældende definition skal ændres på to punkter.
Det foreslås, at de danske regler ændres i
overensstemmelse med direktivet, jf. umiddelbart nedenfor.
Det første punkt vedrører
indkomsten fra immaterielle aktiver. Efter gældende regler
medregnes til CFC-indkomsten dels fortjeneste og tab ved
afståelse af immaterielle aktiver, dels royalties i form af
vederlag for at anvende eller for retten til at anvende
immaterielle aktiver. Efter skatteundgåelsesdirektivet skal
til CFC-indkomsten medregnes royalties og "anden indkomst" fra
immaterielle aktiver, og det foreslås, at bestemmelsen om,
hvilke indtægter og udgifter der medregnes til
CFC-indkomsten, ændres i overensstemmelse hermed.
Medtagelsen af anden indkomst fra immaterielle
aktiver som CFC-indkomst vil indebære, at enhver indkomst fra
sådanne aktiver, uanset indkomstens fremtrædelsesform,
medregnes til CFC-indkomsten. Begrebet anden indkomst vil omfatte
fortjeneste og tab ved afståelse af immaterielle aktiver, som
allerede medregnes til CFC-indkomsten efter gældende regler.
Derudover vil den foreslåede definition indebære, at
CFC-indkomsten bl.a. vil omfatte indkomst fra immaterielle aktiver,
der realiseres ved afståelse af varer og/eller
tjenesteydelser, når salgssummen inkluderer et royaltyafkast
på de immaterielle aktiver.
Det bemærkes, at den foreslåede
udvidelse af definitionen af CFC-indkomst i form af indkomst fra
immaterielle aktiver skal ses i lyset af, at indehavere af
immaterielle aktiver, som påpeget i OECD-rapporten om det 3.
handlingspunkt i BEPS-projektet, kan oppebære et afkast heraf
på flere forskellige måder, og at afkastet
således ikke altid vil fremstå som et særskilt
vederlag (en royalty) for anvendelsen af eller for retten til at
anvende de immaterielle aktiver. Som et eksempel herpå kan
nævnes, at en sælger af halvfabrikata, der giver
køberen mulighed for at udnytte sælgerens immaterielle
rettigheder til fremstilling af færdige produkter, kan
indregne sit vederlag for denne brugsret i salgsprisen for de
solgte halvfabrikata fremfor at kræve en særskilt
royaltybetaling.
CFC-reglerne vil kun udgøre et
effektivt værn mod flytning af mobile indkomster til lande
med lavere beskatning, såfremt de sikrer, at afkastet af
immaterielle aktiver medregnes som CFC-indkomst uden hensyn til,
hvilken juridisk form dette afkast konkret har.
For koncerner, hvis virksomhed i betydeligt
omfang er baseret på udnyttelse af koncernens egne
immaterielle aktiver, ville den foreslåede udvidelse af
definitionen af CFC-indkomst isoleret set kunne medføre en
beskatning, der ikke kan anses for nødvendig med henblik
på, at CFC-reglerne kan opfylde sin funktion som værn
mod flytning af mobile indkomster til lande med lavere beskatning.
Det skyldes navnlig, at de gældende CFC-regler i en
række tilfælde medregner afkast af immaterielle aktiver
som CFC-indkomst, selv om de immaterielle aktiver ikke er blevet
flyttet fra det land, hvor de er blevet oparbejdet.
Det foreslås derfor at målrette
bestemmelsen om, hvornår indkomst fra immaterielle aktiver
anses for CFC-indkomst, således at der kun sker
CFC-beskatning i de tilfælde, hvor der inden for koncernen er
gennemført den form for transaktioner, som CFC-reglerne
udgør et værn imod. Det foreslås således,
at beskatning efter CFC-reglerne kun vil skulle ske, i det omfang
indkomst fra immaterielle aktiver kan henføres til
immaterielle aktiver, der ved overdragelse har ændret
beskatningssted, eller som er blevet oparbejdet af koncernforbundne
selskaber i et andet land.
Indkomst fra egen-oparbejdede immaterielle
aktiver eller fra immaterielle aktiver oparbejdet ved
kontraktforskning (levering af forsknings- og udviklingsydelser)
fra uafhængige tredjeparter vil efter forslaget ikke
være omfattet af CFC-reglerne. I relation til tilkøbte
immaterielle aktiver indebærer forslaget endvidere, at den
herfra oppebårne indkomst ikke vil skulle anses for
CFC-indkomst, når aktiverne er oparbejdet eller udviklet i
det land, hvor datterselskabet er skattemæssigt
hjemmehørende.
De foreslåede regler om, hvornår
afkast af immaterielle aktiver vil skulle anses for CFC-indkomst,
vil kunne nødvendiggøre, at der sker en opdeling af
indkomst, der oppebæres som et samlet beløb, men som
efter de foreslåede regler kun delvist skal anses for
CFC-indkomst.
Det vil således efter forslaget
være nødvendigt at fastlægge, hvor stor en del
af indkomsten der må anses for afkast af immaterielle
aktiver, når dette afkast er indregnet i vederlaget for
levering af varer eller tjenesteydelser. Det vil f.eks.
gælde, når der i varers salgspris er indregnet en
royalty for retten til at anvende et eller flere immaterielle
aktiver. Det vil i sådanne tilfælde skulle
afgøres på grundlag af almindelige transfer
pricing-principper, hvor stor en del af det samlede vederlag der
skal anses for at være et (indlejret) afkast af de
immaterielle aktiver.
Derudover bemærkes, at immaterielle
aktiver vil kunne bestå af flere bestanddele, og at de
enkelte bestanddele kan være oparbejdet af forskellige
virksomheder beliggende i forskellige lande. Immaterielle aktiver
vil derfor kunne bestå af bestanddele, der isoleret set vil
skulle vurderes forskelligt i relation til de foreslåede
CFC-regler. Et færdigt immaterielt aktiv kan f.eks.
bestå af et immaterielt aktiv erhvervet fra udenlandsk
selskab, som datterselskabet herefter har videreudviklet både
ved egen forsknings- og udviklingsvirksomhed og ved at lade
koncerninterne eller koncerneksterne selskaber udføre
kontraktforskning.
Det foreslås, at en forholdsmæssig
del af afkastet i sådanne tilfælde skal anses for
CFC-indkomst. Det foreslås endvidere, at denne
forholdsmæssige del skal opgøres som den del af den
samlede indkomst fra de immaterielle aktiver, der isoleret set
udgør CFC-indkomst. Opdelingen af det samlede afkast vil
skulle foretages i overensstemmelse med almindelige transfer
pricing-principper.
Forslaget om medregning af en
forholdsmæssig del af afkastet fra immaterielle aktiver som
CFC-indkomst vil også omfatte situationer, hvor der ved en
forretningsmæssig aktivitet benyttes flere immaterielle
aktiver, som giver et samlet afkast, der ikke uden videre kan
henføres til de enkelte aktiver hver for sig.
Det andet punkt, hvor direktivets definition
af CFC-indkomst er bredere end den gældende definition, er
faktureringsselskaber. Direktivet omfatter således indkomst
fra faktureringsselskaber, der opnår indkomst fra salg og
tjenesteydelser på varer og tjenesteydelser, der købes
og sælges af tilknyttede selskaber. Disse indkomster skal dog
alene medregnes, hvis datterselskabet bidrager med ingen eller
ringe økonomisk værdi.
2.1.2.5. Særligt om afkast af immaterielle aktiver i
opkøbte selskaber
Det foreslås, at der fastsættes
særlige regler om beskatning af afkast af immaterielle
aktiver, som et dansk moderselskab indirekte erhverver ved
opkøb af et udenlandsk selskab.
Det foreslås således, at afkast af
immaterielle aktiver, der ejes af et selskab, som det danske
moderselskab erhverver fra en uafhængig sælger (en ikke
tilknyttet person), ikke beskattes som CFC-indkomst. Forslaget
herom er begrundet i, at det danske moderselskab i sådanne
tilfælde ikke har flyttet de immaterielle aktiver fra det
land, hvor aktiverne er oparbejdet eller udviklet, med henblik
på at opnå en lavere beskatning af aktivernes afkast.
Forslaget vil bidrage til, at danske multinationale koncerner i
relation til muligheden for at foretage udenlandske opkøb
ikke vil være stillet dårligere end udenlandske
konkurrenter, der er hjemmehørende i lande, hvis CFC-regler
er lempeligere end de danske.
Det foreslås dog, at anvendelse af den
foreslåede regel om fritagelse for CFC-beskatning af afkast
af immaterielle aktiver skal være betinget af, at det
opkøbte selskabs samlede aktiver ikke for mere end
halvdelens vedkommende består af CFC-aktiver, dvs.
finansielle aktiver og immaterielle aktiver, hvis afkast beskattes
som CFC-indkomst, jf. ovenfor i punkt 2.1.3.4. Denne undtagelse har
til formål at hindre omgåelse af de hensyn, der ligger
bag CFC-reglerne. Der bør således ikke skabes mulighed
for, at danske selskaber kan opkøbe selskaber, der er
skattemæssigt hjemmehørende i lande med lav
beskatning, og som hovedsageligt ejer finansielle aktiver og/eller
immaterielle aktiver, som er blevet placeret i det
pågældende land af skattemæssige grunde, og
herefter oppebære de fremtidige afkast fra disse aktiver til
lav beskatning.
Den foreslåede grænse på
halvdelen af det opkøbte selskabs samlede aktivmasse
vurderes at indebære, at den foreslåede hovedregel om,
at afkastet af de immaterielle aktiver i opkøbte selskaber
ikke CFC-beskattes, vil finde anvendelse i alle tilfælde,
hvor der ikke i særlig grad er indikationer for, at mobil
indkomst inden opkøbet er flyttet til det
pågældende selskab med henblik på
skatteundgåelse.
2.1.2.6. Moderselskabets medregning af CFC-enhedens
indkomst
Det foreslås i overensstemmelse med
skatteundgåelsesdirektivets model a, at moderselskabet som
udgangspunkt skal medregne datterselskabets positive indkomst
opgjort efter danske regler, når CFC-indkomsten i
datterselskabet udgør mindst 1/3 af de samlede indkomster i
datterselskabet.
Det skal i den forbindelse nævnes, at
det ikke er muligt at opretholde den gældende tærskel,
hvorefter CFC-reglerne først finder anvendelse, hvis
CFC-indkomsten i datterselskabet udgør mere end halvdelen af
de samlede indkomster i datterselskabet. Den maksimale
tærskel efter direktivet er mindst 1/3. Det er heller ikke
muligt at opretholde den gældende undtagelse for
datterselskaber, hvor dets finansielle aktiver udgør 10 pct.
eller mindre af selskabets samlede aktiver.
Det foreslås endvidere, at koncerner
gives mulighed for udelukkende at medregne datterselskabernes
positive CFC-indkomst. Forslaget herom skal ses i lyset af, at de
direktivbestemte stramninger af CFC-reglerne kan medføre en
udvidelse af antallet af omfattede datterselskaber. Det skyldes
navnlig den ovenfor nævnte nedsættelse af
tærsklen for, hvornår CFC-reglerne finder anvendelse,
og udvidelsen af definitionen af CFC-indkomst til at omfatte anden
indkomst af immaterielle aktiver. En medregning af
datterselskabernes positive CFC-indkomst vil fuldt ud varetage
CFC-reglernes formål om at hindre flytning af mobil
indkomst.
Det bemærkes, at forslaget om at give
koncerner valgmulighed med hensyn til, om det er datterselskabernes
CFC-indkomst eller samlede indkomst, der medregnes, skal ses i
lyset af, at det efter omstændighederne vil kunne være
mest hensigtsmæssigt for et dansk moderselskab at medregne
datterselskabernes samlede positive indkomst og herved undgå
de administrative byrder forbundet med at foretage en
særskilt opgørelse af CFC-indkomsten. Det vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvis de udenlandske
datterselskaber (hovedsageligt) er hjemmehørende i lande,
der har en højere selskabsskattesats end Danmark,
således at medregningen af datterselskabernes samlede
positive indkomst ikke udløser nogen dansk beskatning.
Den foreslås, at valget skal
udøves samlet for alle datterselskaber under moderselskabets
kontrol, og at valget skal være bindende i en periode
på 5 indkomstår. Denne bindingsperiode foreslås
med henblik på at hindre, at der sker en rent
skattemæssigt begrundet tilrettelæggelse af koncernens
aktiviteter.
Det foreslås desuden, at den
gældende regel, der skal forhindre, at reglerne omgås
ved, at datterselskabet afstås i stedet for, at
datterselskabet realiserer kursgevinster og aktieavancer ved, at
det afstår sin aktiebeholdning eller sine fordringer,
udvides. Det foreslås, at den skal omfatte alle aktiver og
passiver, hvis afkast er CFC-indkomst. Nedbringes moderselskabets
ejerandel i datterselskabet, skal moderselskabet derfor beskattes,
som om datterselskabet havde afstået en tilsvarende andel af
dets aktiver og passiver, hvis afkast er CFC-indkomst. Der ses ikke
nogen begrundelse for, at bestemmelsen kun omfatter kursgevinster
og aktieavancer og ikke andre aktiver så som immaterielle
aktiver. Denne værnsregel i CFC-beskatningen skal ses i lyset
af, at moderselskabet normalt ikke er skattepligtigt af
aktieavancer ved afståelse af aktier i CFC-selskabet, da der
vil være tale om skattefrie koncernselskabsaktier.
Efterfølgende koncernintern flytning
til et andet land af immaterielle aktiver, som det opkøbte
selskab ejer, vil indebære, at det erhvervende
koncernselskabs royalties og anden indkomst fra aktiverne vil
være CFC-indkomst.
2.2. Justering af
definitionen af fast driftssted
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Grundprincipperne i de gældende regler om fast
driftssted
Udenlandske selskaber og foreninger m.v. er
skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra
a, 1. pkt. (begrænset skattepligt), hvis de udøver et
erhverv med fast driftssted her i landet. Tilsvarende er fysiske
personer, der ikke er omfattet af fuld skattepligt her til landet,
og dødsboer, der behandles i udlandet, begrænset
skattepligtige her til landet, hvis de udøver et erhverv med
fast driftssted her i landet, jf. kildeskattelovens § 2, stk.
1, nr. 4.
Når der foreligger fast driftssted her i
landet, skal der opgøres en indkomst for det faste
driftssted svarende til den indkomstopgørelse, som et
selvstændigt foretagende ville skulle opgøre, jf.
selskabsskattelovens § 2, stk. 2, og kildeskattelovens §
2, stk. 3.
Den begrænsede skattepligt som
følge af fast driftssted indtræder, når to
grundlæggende forhold foreligger, nemlig dels at den fysiske
eller juridiske person udøver et erhverv, dels at dette
erhverv udøves gennem et fast driftssted her i landet.
I dansk ret gælder der ingen lovbaseret
definition af begrebet »udøvelse af erhverv«.
Det er dog i selskabsskattelovens § 2, stk. 7, og
kildeskattelovens § 2, stk. 11, fastsat, at aktiviteter i form
af investeringer i aktier og i form af erhvervelse af fordringer,
gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven
kun anses for udøvelse af erhverv, når der foreligger
næringsvirksomhed. Uden for disse tilfælde sker den
præcise fastlæggelse af, hvornår der
udøves et erhverv i bestemmelsens forstand, med udgangspunkt
i praksis, der er baseret på den naturlige sproglige
forståelse af begrebet.
Heller ikke begrebet fast driftssted er
defineret i lovgivningen, jf. dog nedenfor i afsnit 2.2.1.3 om
reglen om bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde i
selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, 6. pkt., og
kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, 8. pkt., og nedenfor i
afsnit 2.2.1.6 om fjernsalgsreglen i selskabsskattelovens § 2,
stk. 6, og kildeskattelovens § 2, stk. 10.
Efter praksis afgrænses begrebet fast
driftssted i overensstemmelse med artikel 5 i OECD's
modeloverenskomst og OECD-kommentarerne til denne artikel. Artikel
5 i modeloverenskomsten var, trods enkelte sproglige
præciseringer i 1977-udgaven, indholdsmæssigt
uændret i perioden mellem den første udgave af
overenskomsten fra 1963 og til og med udgaven, der udkom i 2014.
Som nærmere omtalt nedenfor i afsnit 2.2.2.1 indebærer
den udgave af OECD's modeloverenskomst, der udkom i december 2017,
derimod visse materielle ændringer i fast
driftssteds-bestemmelsen i artikel 5, der ikke uden ændringer
af lovgivningen kan indfortolkes i dansk ret.
Afgrænsningen af begrebet fast
driftssted i gældende ret skal derfor ske i overensstemmelse
med artikel 5 i OECD's modeloverenskomst og OECD-kommentarerne til
fortolkningen af denne artikel, som den var udformet forud for
2017-udgaven. Det er derfor denne tidligere udgave, der henvises
til ved gennemgangen af gældende ret.
Det bemærkes, at de ændringer i
kommentarerne til artikel 5 i 2017-udgaven af modeloverenskomsten,
der er udtryk for uddybning og præcisering af fortolkningen
af de dele af bestemmelsen, der videreføres
indholdsmæssigt uændret, også kan inddrages ved
fastlæggelsen af begrebet fast driftssted i gældende
ret.
Det bemærkes endvidere, at selv om der
foreligger fast driftssted her i landet efter selskabsskattelovens
§ 2 eller kildeskattelovens § 2, indeholder
dobbeltbeskatningsoverenskomster undertiden særlige
regler om fast driftssted, der fraviger modeloverenskomstens
regler. Sådanne individuelle overenskomstbestemmelser vil
kunne indebære begrænsninger i muligheden for at
håndhæve den begrænsede skattepligt som
følge af fast driftssted her i landet, der ellers
følger af selskabsskattelovens § 2 og kildeskattelovens
§ 2.
Når betingelsen om, at der udøves
et erhverv, er opfyldt, kan der statueres fast driftssted enten
efter reglen om fast forretningssted (afsnit 2.2.1.2-2.2.1.4) eller
efter agentreglen (afsnit 2.2.1.5). Derudover indeholder
selskabsskattelovens § 2, stk. 6, og kildeskattelovens §
2, stk. 10, en særlig regel om fjernsalg (afsnit
2.2.1.6).
2.2.1.2. Fast
driftssted som følge af fast forretningssted
Udgangspunktet efter artikel 5, stk. 1, i
OECD's modeloverenskomst er, at et fast driftssted er et fast
forretningssted, hvorfra en erhvervsvirksomhed helt eller delvist
udøves. Der kan af denne definition udledes tre
grundbetingelser, der alle skal være opfyldt, for at der kan
statueres fast driftssted, nemlig (1) eksistensen af et
forretningssted, (2) at dette forretningssted skal være fast,
og (3) at virksomheden skal udøves gennem dette faste
forretningssted.
Hvad, der forstås ved et fast
forretningssted, illustreres af de ikke-udtømmende
eksempler, der opregnes i artikel 5, stk. 2, i OECD's
modeloverenskomst, hvorefter et fast forretningssted f.eks. er et
sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et kontor, en
fabrik, et værksted eller en mine, en olie- eller gaskilde,
et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster
udvindes. Det er i alle tilfælde en forudsætning, at de
tre ovenfor nævnte grundbetingelser er opfyldt.
Udtrykket forretningssted omfatter alle
lokaler, indretninger eller installationer, som selskabet,
foreningen m.v. benytter til at udøve erhvervsaktiviteten.
Det er uden betydning, om det pågældende selskab m.v.
er ejer af forretningsstedet eller råder over det på
andet grundlag, f.eks. en lejeaftale. Det er ikke et krav, at der i
det hele taget skal være et lokale eller en anden synlig
indretning, idet et forretningssted f.eks. kan bestå i, at
virksomheden blot faktisk råder over et areal, der benyttes
til udøvelsen af virksomheden.
Forretningsstedet skal være fast,
hvilket for det første indebærer, at der skal
være en forbindelse mellem den udøvede virksomhed og
en geografisk bestemt lokalitet. Når en virksomhed er af en
sådan karakter, at virksomheden flytter mellem
nærtliggende lokaliteter, foreligger der normalt et fast
forretningssted, såfremt det område, inden for hvilket
aktiviteten flyttes rundt el.lign., kan karakteriseres som en
sammenhængende kommerciel og geografisk enhed. Det
gælder f.eks. for en mine eller et vejarbejde.
Det ligger for det andet i kravet om, at
forretningsstedet skal være fast, at det skal have en vis
varighed for at kunne udgøre et fast driftssted. Fast
driftssted har normalt ikke været statueret, hvis aktiviteten
har varet mindre end 6 måneder. Kortvarige afbrydelser
medregnes ikke, når den periode, hvor forretningsstedet har
været benyttet til virksomhedsudøvelsen, skal
fastlægges.
Der er dog ikke nogen fast nedre grænse
for perioden, og der kan foreligge fast driftssted, selv om
forretningsstedet kun har eksisteret i kort tid, når
virksomheden som følge af sin art udelukkende udøves
i det land, hvor dette forretningssted befinder sig. Selv om
benyttelsen af forretningsstedet er kortvarig og herefter afbrydes
i en længerevarende periode, kan der endvidere foreligge et
fast forretningssted, hvis virksomhedens benyttelse af
forretningsstedet er af tilbagevendende karakter. I sådanne
tilfælde skal hver tidsperiode ses i sammenhæng med det
antal gange, forretningsstedet er blevet anvendt til
udøvelse af virksomheden.
Der foreligger et fast driftssted straks fra
det tidspunkt, hvor virksomheden er begyndt at udøve sin
erhvervsvirksomhed gennem det faste forretningssted. Det betyder,
at den fase, hvor selve det faste forretningssted etableres, ikke
skal medregnes, hvis etableringsaktiviteterne klart kan adskilles
fra de aktiviteter, der indgår i udøvelsen af
virksomheden gennem det faste forretningssted. Den fase, hvor det
faste forretningssted er taget i brug, men endnu kun bruges til at
forberede den egentlige aktivitet, skal derimod medregnes.
Det faste driftssted ophører med at
eksistere, når det faste forretningssted er afviklet, eller
når foretagendet ophører med at udøve sin
erhvervsvirksomhed gennem det pågældende
forretningssted.
2.2.1.3. Bygge-,
anlægs- eller monteringsarbejde
Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra
a, 6. pkt., og kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, 8. pkt.,
fastsætter, at bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde
udgør et fast driftssted fra første dag. Reglen
fraviger altså det krav til forretningsstedets varighed, som
normalt er en betingelse for, at der foreligger et fast
forretningssted, der kan udgøre et fast driftssted.
Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde
omfatter ikke blot opførelse af bygninger, men også
f.eks. anlæg af veje, broer eller kanaler, udlægning af
rørledninger, udgravning og opmudring.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
reglerne i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, og § 44,
litra b, der indebærer, at fysiske personer er
begrænset skattepligtige af alle former for
lønindkomst fra virksomhed her i landet, når
arbejdsgiveren enten har hjemting her i landet eller er
skattepligtig af erhvervsvirksomhed med fast driftssted her. Da et
bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør et fast
driftssted fra første dag, vil de lønmodtagere, der
arbejder på byggepladsen m.v., derfor også være
begrænset skattepligtige af lønindkomsten fra dag
ét.
Den begrænsede skattepligt efter
selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, 6. pkt., og
kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, 8. pkt., vil i forhold
til fysiske og juridiske personer, der er skattemæssigt
hjemmehørende i lande, som Danmark har indgået en
dobbeltbeskatningsoverenskomst med, kun kunne
håndhæves, når byggepladsen m.v. benyttes i den
periode, der efter den konkrete overenskomst kræves, for at
der foreligger et fast driftssted.
Det bemærkes i den forbindelse, at
artikel 5, stk. 3, i OECD's modeloverenskomst også indeholder
en særregel for denne form for forretningssteder, idet
bestemmelsen fastsætter, at en byggeplads eller et
anlægs- eller monteringsarbejde kun udgør et fast
driftssted, hvis arbejdet varer mere end 12 måneder. Perioden
på 12 måneder er i nogle af de af Danmark
indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster reduceret til 6
måneder eller en endnu kortere periode.
2.2.1.4. Udelukkende aktiviteter af forberedende eller
hjælpende karakter
Artikel 5, stk. 4, i OECD's modeloverenskomst
indeholder en undtagelse fra hovedreglen om, at der foreligger et
fast driftssted, når virksomheden udøves gennem et
fast forretningssted. Efter denne bestemmelse udgør et fast
forretningssted ikke et fast driftssted, såfremt virksomheden
på det faste forretningssted udelukkende udøver
aktiviteter af forberedende eller hjælpende karakter i
forhold til hovedformålet med virksomheden.
Der opregnes i bestemmelsen en række
eksempler på faste forretningssteder, der udelukkende
benyttes til udøvelse af aktiviteter, der må anses for
at være af forberedende eller hjælpende karakter. Disse
eksempler omfatter anvendelse af indretninger, der udelukkende skal
bruges til oplagring, udstilling og udlevering af varer, der
tilhører virksomheden, opretholdelse af et varelager, der
udelukkende skal bruges til oplagring, udstilling og udlevering af
virksomhedens varer eller til forarbejdning hos en anden
virksomhed, samt opretholdelse af et fast forretningssted, der
udelukkende skal foretage indkøb af varer eller indsamle
oplysninger for virksomheden. Når det faste forretningssted
udelukkende anvendes til de udtrykkeligt beskrevne aktiviteter, vil
det faste forretningssted ikke udgøre et fast driftssted.
Det er således i disse tilfælde ikke nødvendigt
at foretage en konkret vurdering af, om aktiviteterne er af
forberedende eller hjælpende karakter.
Eksemplerne er ikke udtømmende, og selv
om et fast forretningssted ikke udelukkende anvendes til et af de
udtrykkeligt anførte formål, vil et fast
forretningssted ikke udgøre et fast driftssted, når de
aktiviteter, der udøves gennem det faste forretningssted,
må anses for udelukkende at være af forberedende eller
hjælpende karakter. Der skal foretages en konkret vurdering i
hvert enkelt tilfælde. Aktiviteter, der indgår som en
væsentlig og essentiel del i den samlede virksomhed, kan ikke
anses for udelukkende at være af forberedende eller
hjælpende karakter. Aktiviteter, der involverer en
væsentlig del af virksomhedens personel eller aktiver, vil i
almindelighed heller ikke kunne anses for at være af
forberedende eller hjælpende karakter.
Hvor en juridisk eller fysisk person har flere
faste forretningssteder, hvorfra der udøves virksomhed i
Danmark, skal det som udgangspunkt vurderes selvstændigt for
hvert enkelt forretningssted, om det udgør et fast
driftssted. Virksomheden vil dog ikke kunne undgå beskatning
efter reglerne om fast driftssted ved at foretage en kunstig
opdeling af sine aktiviteter, men vil skulle anses for at have fast
driftssted her i landet, såfremt der fra flere faste
forretningssteder udøves aktiviteter, der indgår i en
sammenhængende virksomhedsudøvelse, der samlet set
ikke kan anses for at udgøre en aktivitet af udelukkende
forberedende eller hjælpende karakter.
2.2.1.5. Fast
driftssted efter agentreglen
Selv om virksomheden ikke udøver
erhverv gennem et fast forretningssted her i landet, vil der kunne
foreligge fast driftssted efter den såkaldte agentregel, der
fremgår af artikel 5, stk. 5 og 6, i OECD's
modeloverenskomst.
Efter agentreglen vil der foreligge fast
driftssted her i landet, såfremt virksomheden har en
herværende repræsentant ("agent"), der har og rent
faktisk jævnligt bruger en fuldmagt fra virksomheden til at
indgå aftaler i virksomhedens navn. Det er en betingelse, at
agenten ved udnyttelsen af denne fuldmagt udøver aktiviteter
her i landet, der ville have udgjort et fast driftssted for
virksomheden, såfremt den selv havde udøvet disse
aktiviteter gennem et fast forretningssted her i landet.
Det har ingen betydning, hvilken
stillingsbetegnelse repræsentanten har. Den sædvanlige
betegnelse i dansk ret er agenter, men repræsentanten kan
også være benævnt mægler, fuldmægtig
m.v. Det afgørende er, om virksomheden har givet vedkommende
en fuldmagt til at indgå aftaler, og om denne fuldmagt
faktisk også jævnligt udnyttes. Enkeltstående
aftaleindgåelser efter fuldmagt vil altså ikke
være tilstrækkeligt til, at repræsentantens
aktiviteter her i landet kan medføre fast driftssted for
virksomheden.
Det følger af artikel 5, stk. 6, i
OECD's modeloverenskomst, at der ikke etableres fast driftssted
efter agentreglen, hvis agenten her i landet er en uafhængig
repræsentant, der handler inden for rammerne af sin
sædvanlige forretningsvirksomhed. I disse tilfælde
anses agentens aktiviteter for at være et led i
udøvelsen af agentens egen selvstændige virksomhed her
i landet.
Afgørende for, om en agent må
anses for afhængig eller uafhængig, er, hvilke
forpligtelser agenten har i forhold til den udenlandske virksomhed.
Der skal foretages en konkret, samlet afvejning af, om agenten her
i landet i relation til de funktioner, der varetages på
virksomhedens vegne, må anses for at være juridisk
eller økonomisk afhængig af virksomheden.
Omfanget af hvervgiverens instruktion og
kontrol med agentens udførelse af opgaverne vil være
en væsentlig indikator for, hvorvidt agenten kan anses for
uafhængig i forhold til den udenlandske virksomhed. Har
virksomheden detaljerede instruktionsbeføjelser i forhold
til agenten, eller udøver virksomheden detaljeret kontrol
med agentens konkrete udøvelse af opgaverne, kan agenten
ikke anses for uafhængig fra hvervgiveren.
Det bør også inddrages, i hvilket
omfang agenten er forpligtet til ikke blot løbende at
informere hvervgiveren om opgavernes udførelse, men
også at opnå hvervgiverens accept af den måde,
hvorpå opgavevaretagelsen er tilrettelagt.
Det er desuden et væsentligt kriterium,
hvem der bærer driftsherrerisikoen i forhold til de
funktioner, der udøves af agenten.
Endelig bør også antallet af
hvervgivere inddrages. Har agenten kun en enkelt eller ganske
få hvervgivere, taler det for at anse agenten for en
afhængig agent.
Reglen om, at der ikke vil kunne etableres
fast driftssted efter agentreglen, hvis agenten her i landet er en
uafhængig repræsentant, gælder kun, hvis den
uafhængige agent ved udførelsen af opgaverne for den
udenlandske virksomhed handler inden for rammerne af sin
sædvanlige forretningsvirksomhed. En agent, der driver en
selvstændig virksomhed her i landet med et større
antal hvervgivere, vil ikke kunne anses for uafhængig, i det
omfang agentens konkrete aktiviteter på hvervgiverens vegne
ikke har naturlig sammenhæng med de aktiviteter, som den
pågældende agent sædvanligvis udøver som
led i sin selvstændige virksomhed.
2.2.1.6. Fjernsalg
Det følger af selskabsskattelovens
§ 2, stk. 6, og kildeskattelovens § 2, stk. 10, at
fysiske og juridiske personer ikke får fast driftssted her i
landet, såfremt de udelukkende udøver salgsvirksomhed
i form af fjernsalg gennem en repræsentant med fuldmagt til
at binde selskabet, foreningen m.v., når repræsentanten
ikke er ansat som lønmodtager i den udenlandske
virksomhed.
Efter bestemmelsen forstås ved fjernsalg
repræsentantens ordremodtagelse fra danske eller udenlandske
kunder via telefon, telex, telefax, post, EDI (Electronic Data
Interchange) el.lign. Det er en betingelse, at hverken
fuldmagtsgiveren eller et hermed koncernforbundet selskab m.v., jf.
kursgevinstlovens § 4, stk. 2, eller en person eller en
hermed nærtstående, der kontrollerer fuldmagtsgiveren
eller et koncernforbundet selskab, jf. ligningslovens § 16 H,
stk. 6, 3.-5. pkt., eller en fond eller trust stiftet af et af
disse selskaber, personer eller nærtstående i Danmark
udøver erhvervsvirksomhed, der står i forbindelse med
repræsentantens salg.
Ud over den passive ordremodtagelse kan
repræsentanten udføre mindre opgaver for den
udenlandske virksomhed, f.eks. indpakning, opmagasinering,
forsendelse, fakturering, reparation og produktion.
Repræsentanten kan også fungere som fiskal
repræsentant i relation til momslovgivningen. Hvis
repræsentanten også udfører andre former for
salgsvirksomhed for virksomheden, herunder opsøgende
kundekontakt og generel markedsføring og rådgivning,
finder reglen derimod ikke anvendelse.
Undtagelsen om, at reglen ikke finder
anvendelse, hvis virksomheden eller hermed forbundne selskaber,
personer m.v. udøver nogen form for erhvervsmæssig
virksomhed i Danmark, der står i forbindelse med
repræsentantens salg, har til hensigt at modvirke en kunstig
opsplitning af salgsaktiviteterne. Fjernsalgsreglen finder derfor
ikke anvendelse, hvis de pågældende fysiske eller
juridiske personer f.eks. har aktivt opererende sælgere og
rådgivere i Danmark eller udfører reparationer eller
serviceydelser i Danmark efter selve salget. Det gælder
også, selv om de pågældende aktiviteter isoleret
bedømt er af forberedende eller hjælpende
karakter.
2.2.1.7. Fast
driftssted i udlandet for fuldt skattepligtige
For selskaber, foreninger m.v., der er fuldt
skattepligtige her til landet efter selskabsskattelovens § 1,
sker beskatningen efter et territorialprincip. Det følger
således af selskabsskattelovens § 8, stk. 2, at der ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke medregnes
indtægter og udgifter, som vedrører et fast driftssted
eller en fast ejendom beliggende i en fremmed stat, på
Færøerne eller i Grønland, medmindre selskabet,
foreningen m.v. har valgt international sambeskatning efter
selskabsskattelovens § 31 A. Dog medregnes indkomsten i faste
driftssteder og faste ejendomme i tilfælde, hvor kildelandet
frafalder beskatningsretten i henhold til en
dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international aftale med
Danmark.
Afgrænsningen af indkomst fra bl.a. fast
driftssteder følger de tilsvarende afgrænsninger i
selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, for udenlandske
selskabers faste driftssteder i Danmark.
Fuldt skattepligtige fysiske personer
beskattes efter globalindkomstprincippet, og indkomst fra
fysiske personers faste driftssteder i udlandet medregnes derfor
ved den danske indkomstopgørelse.
2.2.2. Den
foreslåede ordning
2.2.2.1. Tilpasning
til 2017-udgaven af artikel 5 i OECD's modeloverenskomst
Det foreslås at ændre
selskabsskattelovens § 2 og kildeskattelovens § 2,
således at de interne danske bestemmelser om fast driftssted
grundlæggende svarer til artikel 5 om fast driftssted i
OECD's modeloverenskomst, således som denne bestemmelse er
affattet i 2017-udgaven af modeloverenskomsten.
Bestemmelsen i artikel 5 i OECD's
modeloverenskomst er i 2017-udgaven på en række punkter
blevet præciseret, uden at disse præciseringer kan
anses for at være udtryk for materielle ændringer af
bestemmelsen. Isoleret set vil det være muligt at tage
højde for disse ændringer ved fortolkningen af de
gældende bestemmelser i selskabsskatteloven og
kildeskatteloven.
Der er i 2017-udgaven af modeloverenskomsten
imidlertid også foretaget indholdsmæssige
ændringer af artikel 5 som opfølgning på det
arbejde med bekæmpelse af skatteudhuling og overskudsflytning
(Base Erosion and Profit Shifting (BEPS)), der foregik i OECD. De
materielle ændringer af bestemmelsen er baseret på
anbefalingerne i OECD-rapporten om det 7. handlingspunkt i
BEPS-projektet ("Preventing the Artificial Avoidance of Permanent
Establishment Status") og består i to overordnede elementer,
som lovforslaget tager højde for.
For det første er agentreglen (artikel
5, stk. 5 og 6) væsentligt ændret. Disse
ændringer har overordnet til hensigt at hindre, at
agentreglen udnyttes til kunstigt at undgå etablering af et
fast driftssted i det land, hvor agentens aktiviteter
udøves.
For det andet er reglen om, at faste
forretningssteder med aktiviteter af forberedende og
hjælpende karakter ikke udgør et fast driftssted
(artikel 5, stk. 4), ændret. Det er ved disse ændringer
gjort til et generelt, overordnet krav, at de aktiviteter, der
udøves gennem det faste forretningssted, udelukkende er af
forberedende eller hjælpende karakter. Derudover er der i
artikel 5, stk. 4.1, indsat en ny bestemmelse, der udgør et
værn mod, at bestemmelsen udnyttes til at undgå fast
driftssted ved, at sammenhængende aktiviteter kunstigt
opsplittes mellem flere forbundne virksomheder, der disponerer over
separate faste forretningssteder.
De ændringer af artikel 5 i 2017-udgaven
af OECD's modeloverenskomst, der er udtryk for materielle
ændringer af bestemmelsen, kan ikke indfortolkes i de
gældende danske bestemmelser om fast driftssted.
Forslaget om at tilpasse de interne danske
bestemmelser om fast driftssted til 2017-udgaven af artikel 5 om
fast driftssted i OECD's modeloverenskomst er i overensstemmelse
med regeringens overordnede politik om bekæmpelse af
skatteundgåelse og med den brede politiske aftale med alle
Folketingets partier om en styrket indsats mod international
skatteundgåelse, der blev indgået i maj 2017. Det
indgår i denne aftale, at BEPS-anbefalingerne skal
implementeres i dansk ret.
Den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst med
Japan, der trådte i kraft den 27. december 2018, jf. § 2
i bekendtgørelse nr. 1452 af 10. december 2018 om
ikrafttræden af lov om indgåelse af
dobbeltbeskatningsoverenskomst og tilhørende protokol mellem
Danmark og Japan, indeholder allerede en bestemmelse om fast
driftssted, der er baseret på artikel 5 i 2017-udgaven af
modeloverenskomsten. Der er imidlertid ikke i gældende ret
hjemmel til at statuere fast driftssted her i landet for japanske
virksomheder, i det omfang fast driftssted efter
dobbeltbeskatningsoverenskomsten kun foreligger som følge
af, at overenskomsten inkorporerer de materielle ændringer,
som indgår i 2017-udgaven af artikel 5 i OECD's
modeloverenskomst.
Lov nr. 327 af 30. marts 2019 om anvendelse af
multilateral konvention til gennemførelse af tiltag i
dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhuling
og overskudsflytning gør det endvidere muligt for Danmark at
ratificere den såkaldte MLI-konvention, hvorved
gældende dobbeltbeskatningsoverenskomster vil kunne
ændres, uden at det vil være nødvendigt at
forhandle bilaterale ændringsprotokoller. Visse af Danmarks
dobbeltbeskatningsoverenskomster vil ved ratifikation af
MLI-konventionen blive ændret, således at 2017-udgaven
af artikel 5 i OECD's modeloverenskomst inkorporeres. Det
forudsætter, at Danmarks respektive aftaleparter ligeledes
ratificerer MLI-konventionen uden at tage forbehold over for, at
fast driftsstedsbestemmelsen ændres.
De overenskomstbestemmelser om fast
driftssted, der ændres som følge af MLI-konventionen,
vil kun kunne håndhæves fuldt ud her i landet, hvis de
danske internretlige regler om fast driftssted ændres,
således at de tager hensyn til de materielle ændringer,
som indgår i 2017-udgaven af artikel 5 i OECD's
modeloverenskomst.
Det foreslås, at gennemførelsen
af de ændringer af reglerne om fast driftssted i
selskabsskatteloven og kildeskatteloven, der er nødvendige
for at sikre, at reglerne grundlæggende svarer til artikel 5
i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst, i det væsentlige
sker ved en nyaffattelse af regelsættet. En sådan
nyaffattelse vurderes at være nødvendig af lovtekniske
grunde, og den sikrer samtidig, at det i videre omfang end efter de
gældende regler fremgår direkte af lovteksten,
hvornår der foreligger fast driftssted her i landet.
For selskaber, foreninger m.v. vil de
foreslåede bestemmelser i selskabsskatteloven ikke blot
få betydning for udenlandske virksomheder, idet de også
vil være afgørende for, om danske selskaber,
foreninger m.v. efter danske regler får fast driftssted i
udlandet og dermed som følge af territorialprincippet som
udgangspunkt ikke skal medregne indtægter og udgifter fra det
faste driftssted ved den danske indkomstopgørelse, jf.
ovenfor i afsnit 2.2.1.7.
2.2.2.2. Fast
driftssted som følge af fast forretningssted, herunder
bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde
Det foreslås, at der i både
selskabsskattelovens § 2 og kildeskattelovens § 2
indsættes en bestemmelse, der i overensstemmelse med
udgangspunktet efter artikel 5, stk. 1 og 2, i OECD's
modeloverenskomst fastsætter, at et fast driftssted er et
fast forretningssted, hvorfra en erhvervsvirksomhed helt eller
delvist udøves. Det bemærkes, at der dog ikke vurderes
at være noget behov for i lovteksten at gengive den
ikke-udtømmende opregning af eksempler på faste
forretningssteder, der er indeholdt i artikel 5, stk. 2, i OECD's
modeloverenskomst.
Den foreslåede bestemmelse vil
være i fuld overensstemmelse med, hvordan fast
driftsstedsbegrebet i de to love fortolkes efter gældende
ret, jf. herom ovenfor afsnit 2.2.1.2, og der vil derfor ikke
være tale om en indholdsmæssig ændring.
Det foreslås endvidere, at den i afsnit
2.2.1.3 omtalte særregel om bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejder videreføres, således at
sådanne arbejder fortsat anses for at udgøre et fast
driftssted fra første dag.
2.2.2.3. Udelukkende aktiviteter af forberedende eller
hjælpende karakter
Det foreslås, at der i både
selskabsskattelovens § 2 og kildeskattelovens § 2
indsættes en bestemmelse, der i overensstemmelse med artikel
5, stk. 4, i OECD's modeloverenskomst fastsætter, at et fast
forretningssted ikke udgør et fast driftssted, såfremt
selskabet, foreningen m.v. på det faste forretningssted
udelukkende udøver aktiviteter af forberedende eller
hjælpende karakter i forhold til hovedformålet med
virksomheden.
Den foreslåede regel vil i det
væsentlige svare til, hvordan fast driftsstedsbegrebet i de
to love fortolkes efter gældende ret, jf. herom ovenfor
afsnit 2.2.1.4 om faste forretningssteder, hvorigennem der
udelukkende udføres aktiviteter af forberedende eller
hjælpende karakter.
Efter den foreslåede regel vil det dog
være et generelt krav, at de aktiviteter, der udøves
gennem det faste forretningssted, må anses for udelukkende at
være af forberedende eller hjælpende karakter. I
modsætning til, hvad der er tilfældet efter
gældende ret, vil dette krav efter den foreslåede
bestemmelse således også gælde, selv om der
på forretningsstedet udelukkende udøves den form for
aktiviteter, der er omfattet af de i artikel 5, stk. 4, i OECD's
modeloverenskomst specifikt opregnede eksempler.
Dette er i overensstemmelse med den
ændrede affattelse af artikel 5, stk. 4, i 2017-udgaven af
OECD's modeloverenskomst. Ændringen skal ses i lyset af,
at det i OECD-rapporten om det 7. handlingspunkt i BEPS-projektet
blev vurderet, at den hidtidige affattelse af bestemmelsen
utilsigtet havde gjort det muligt for virksomheder at udøve
omfattende erhvervsmæssige aktiviteter, uden at der
forelå fast driftssted i det land, hvor aktiviteterne blev
udøvet.
Der foreslås i tilknytning hertil
endvidere en værnsregel, der skal hindre, at undtagelsen om
faste forretningssteder, hvorigennem der udelukkende udøves
aktiviteter af forberedende eller hjælpende karakter,
udnyttes til at undgå fast driftssted her i landet ved, at
sammenhængende aktiviteter kunstigt opsplittes mellem flere
forbundne virksomheder. Denne værnsregel er i
overensstemmelse med den nye bestemmelse i artikel 5, stk. 4.1, i
2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst - den såkaldte
anti-fragmenteringsregel.
Efter den foreslåede værnsregel
vil der i visse situationer foreligge fast driftssted her i landet,
hvis en fysisk eller juridisk person gennem et fast forretningssted
udøver funktioner, der isoleret set udelukkende er af
forberedende eller hjælpende karakter. Det vil være
tilfældet, når disse funktioner indgår blandt
flere gensidigt supplerende funktioner i en samlet udøvelse
af erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende eller
hjælpende karakter, og som vedkommende selv eller hermed
nært forbundne fysiske eller juridiske personer udøver
gennem faste forretningssteder her i landet.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det
være afgørende for, om der foreligger nært
forbundne fysiske og juridiske personer, om disse personer har en
sådan tilknytning til hinanden, at de i relation til
skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens §
2, anses for interesseforbundne. Dette er i overensstemmelse med
den definition af begrebet "nært forbundne" fysiske eller
juridiske personer, der fremgår af artikel 5, stk. 8, i
2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst.
2.2.2.4. Fast
driftssted efter agentreglen og ophævelse af
fjernsalgsreglen
Det foreslås, at der i både
selskabsskattelovens § 2 og kildeskattelovens § 2
indsættes bestemmelser, der regulerer, i hvilket omfang det
medfører fast driftssted her i landet, at en
repræsentant handler på virksomhedens vegne her i
landet (agentreglen).
Det foreslås, at det vil skulle
medføre fast driftssted her i landet, når en fysisk
eller juridisk person her i landet handler på virksomhedens
vegne og i forbindelse hermed sædvanligvis indgår
aftaler eller sædvanligvis spiller en afgørende rolle
ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt
indgås uden væsentligt at blive ændret af
virksomheden. Det vil efter forslaget være en betingelse, at
disse aftaler enten indgås i virksomhedens navn eller
vedrører overdragelse af ejendomsret eller brugsret til
formuegoder, som virksomheden ejer eller har brugsret til, eller
vedrører levering af tjenesteydelser fra virksomheden.
Endvidere vil det være en betingelse, at de aktiviteter, som
agenten på virksomhedens vegne udøver her i landet,
ville have medført fast driftssted for virksomheden, hvis
virksomheden selv havde udøvet de pågældende
aktiviteter.
Den foreslåede bestemmelse er i
overensstemmelse med artikel 5, stk. 5, i 2017-udgaven af OECD's
modeloverenskomst og indebærer, at agentreglen i videre
omfang end efter gældende ret kan medføre fast
driftssted.
Det vil efter forslaget ikke længere
være en betingelse for anvendelsen af agentreglen, at
repræsentanten her i landet handler i virksomhedens navn.
Netop denne betingelse har ifølge OECD-rapporten om det 7.
handlingspunkt i BEPS-projektet givet virksomhederne mulighed for
kunstigt at undgå fast driftssted ved, at den
repræsentant, der handler på virksomhedens vegne,
handler som kommissionær, dvs. i eget navn.
Kommissionsforhold vil derimod være omfattet af den
foreslåede regel.
Forslaget vil endvidere indebære, at
agentreglen vil kunne medføre fast driftssted for
virksomheden her i landet, selv om repræsentanten ikke har
fuldmagt til at indgå aftaler på virksomhedens vegne,
men spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af
aftaler, som rutinemæssigt indgås uden væsentligt
at blive ændret af virksomheden.
Yderligere foreslås det, at der
indsættes en regel om, at det ikke medfører fast
driftssted efter agentreglen, når agenten er en
uafhængig agent, der handler inden for rammerne af sin
sædvanlige erhvervsvirksomhed. Dette gælder også
efter gældende ret, men det foreslås samtidig som en ny
undtagelse, at agenter, der udelukkende eller næsten
udelukkende handler på vegne af en eller flere virksomheder,
hvormed agenten er nært forbundet, ikke kan anses for at
være en uafhængig agent. Denne undtagelse er i
overensstemmelse med 2017-udgaven af artikel 5, stk. 6, jf. stk. 8,
i OECD's modeloverenskomst og har til hensigt at udgøre et
værn mod, at en kunstig opsplitning af aktiviteter mellem
nært forbundne virksomheder skal kunne udnyttes til at
undgå fast driftssted.
Endelig foreslås det, at
fjernsalgsreglen ophæves. Det bemærkes, at denne
særregel, der ikke kan genfindes i OECD's modeloverenskomst,
ved indførelsen ved lov nr. 237 af 2. april 1997 blev
begrundet med, at fortolkningen af agentreglen i artikel 5, stk. 5
og 6, i OECD's modeloverenskomst i praksis gav anledning til
tvivl, og at det derfor fandtes hensigtsmæssigt at
fastsætte udtrykkelige interne regler om fjernsalg, som
samtidig ville give danske virksomheder større fleksibilitet
i relation til at agere som repræsentant for udenlandske
virksomheder.
Fjernsalgsreglen vil imidlertid i en
række tilfælde kunne føre til, at der ikke
opstår fast driftssted her i landet, hvor dette resultat
klart er i strid med 2017-udgaven af artikel 5 i OECD's
modeloverenskomst og med de hensyn, der ligger til grund for den
ændrede affattelse af bestemmelsen, jf. OECD-rapporten om det
7. handlingspunkt i BEPS-projektet.
2.3. Fradrag for
endelige underskud
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Fradrag
for endelige underskud i udlandet
Det følger af selskabsskattelovens
§ 8, stk. 2, at selskaber, foreninger m.v., der er fuldt
skattepligtige her til landet, ikke beskattes af indtægter
fra udenlandske faste ejendomme eller fra udenlandske faste
driftssteder, og tilsvarende at de ikke har fradrag for udgifter
vedrørende sådanne faste ejendomme og faste
driftssteder. Det samme gælder for fonde, der er omfattet af
fondsbeskatningsloven, idet selskabsskattelovens regler med visse
undtagelser finder tilsvarende anvendelse for disse fonde, jf.
fondsbeskatningslovens § 3, stk. 1. Der gælder dermed et
princip om territorialbeskatning for danske selskaber, foreninger
og fonde m.v. De indtægter og udgifter, der kan
henføres til faste driftssteder og faste ejendomme i
udlandet, indgår således ikke ved opgørelsen af
den skattepligtige indkomst.
Bestemmelsen betyder, at der kun er fradrag
for underskud i udenlandske faste driftssteder og underskud
vedrørende ejendomme i udlandet ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst til Danmark, hvis der er valgt
international sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31 A.
De danske selskaber, foreninger m.v., der kan indgå i en
international sambeskatning, er de selskaber, foreninger m.v., der
er omfattet af obligatorisk national sambeskatning.
Efter selskabsskatteloven er det
udgangspunktet, at selskaber, foreninger m.v. udelukkende beskattes
af deres egen indkomst, idet selskaber, foreninger m.v., der
på noget tidspunkt i indkomståret indgår i en
koncern, dog er omfattet af obligatorisk national sambeskatning,
jf. selskabsskattelovens § 31. Den obligatoriske nationale
sambeskatning gælder for al indkomst i de koncernforbundne
selskaber, der er omfattet af enten fuld skattepligt her til landet
eller begrænset skattepligt i medfør af
selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a og b, om udenlandske
selskabers faste driftssteder og faste ejendomme her i landet. En
koncern omfatter efter selskabsskattelovens § 31 C samtlige
selskaber, foreninger m.v., hvorover et (moder)selskab direkte
eller indirekte har bestemmende indflydelse.
Den obligatoriske nationale sambeskatning
omfatter dog kun de selskaber, foreninger m.v., der er opregnet i
selskabsskattelovens § 31, stk. 1. Denne opregning
omfatter bl.a. ikke akkumulerende investeringsforeninger, jf.
selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, foreninger
m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6,
og fonde omfattet af fondsbeskatningsloven.
Underskud i en koncerns udenlandske selskaber
eller i koncernens danske selskabers faste driftssteder eller faste
ejendomme i udlandet kan derfor som udgangspunkt ikke
fratrækkes ved den danske indkomstopgørelse. I henhold
til selskabsskattelovens § 31 A kan det ultimative
moderselskab dog vælge, at sambeskatningen for de
koncernforbundne selskaber og foreninger m.v., som er omfattet af
den obligatoriske nationale sambeskatning i henhold til
selskabsskattelovens § 31, tillige skal gælde alle
koncernforbundne udenlandske selskaber og foreninger. Valget af
international sambeskatning vil i givet fald også omfatte
alle de udenlandske faste driftssteder og udenlandske ejendomme,
som tilhører de sambeskattede danske og udenlandske
selskaber og foreninger m.v.
Et valg af international sambeskatning er
frivilligt. Ved valg af international sambeskatning bliver al
indkomst i de koncernforbundne selskaber beskattet efter de danske
indkomstopgørelsesregler og med danske selskabsskattesatser.
Dette gælder både overskud og underskud i koncernen.
Hvis der vælges international sambeskatning, gælder der
en bindingsperiode på 10 år for den internationale
sambeskatning. Ved udløbet af 10 års perioden kan
koncernen vælge at fortsætte den internationale
sambeskatning i en ny 10 års periode eller at lade tidligere
udnyttede underskud i udenlandske selskaber eller fra udenlandske
faste driftssteder eller faste ejendomme genbeskatte i
administrationsselskabet, som er det øverste danske
moderselskab i den sambeskattede koncern. Afbrydes den
internationale sambeskatning i bindingsperioden, sker der fuld
genbeskatning af eventuelle genbeskatningssaldi. Hvis et udenlandsk
selskab eller fast driftssted overtages af en anden koncern, sker
der ligeledes genbeskatning. Hvis et udenlandsk sambeskattet
selskab har betalt skat i udlandet, lempes den danske skat efter
den almindelige creditmetode i ligningslovens § 33, stk. 1,
jf. stk. 7. Dette medfører, at der ikke kan opnås et
større nedslag i den danske skat end den faktisk betalte
skat i udlandet.
2.3.1.2. EU-Domstolens praksis vedrørende fradrag for
endelige underskud
EU-Domstolen har i en række domme
fastslået, at en forskellig behandling af underskud i
henholdsvis hjemmehørende og ikke-hjemmehørende
datterselskaber kan hindre et moderselskab i at udøve sin
etableringsfrihed i medfør af artikel 49 i Traktaten om den
Europæiske Unions Funktionsmåde (herefter TEUF).
EU-Domstolen fastslog i dom af 13. december
2005 i sag C-446/03, Marks & Spencer, at det udgjorde en
restriktion af etableringsfriheden, at et moderselskab
hjemmehørende i Storbritannien ikke kunne anvende de
britiske regler om koncernlempelse til at fradrage underskud i et
ikke-hjemmehørende datterselskab. De britiske regler om
koncernlempelse er et regelsæt, som ligner de danske regler
om national sambeskatning.
Domstolen fandt, at hjemmehørende og
ikke-hjemmehørende datterselskaber befinder sig i objektivt
sammenlignelige situationer i relation til adgangen til
koncernlempelse, men at en forskellig behandling principielt kan
begrundes i tre tvingende almene hensyn, nemlig hensynene til den
afbalancerede fordeling af beskatningskompetencen mellem
medlemsstaterne, hindring af risikoen for dobbelt brug af underskud
og hindring af risikoen for skatteunddragelse.
Domstolen fastslog dog, at en restriktiv
foranstaltning som den, der forelå i den konkrete sag,
går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå
det væsentlige i de forfulgte mål i en situation, hvor
(1) det ikke-hjemmehørende datterselskab har udtømt
alle de muligheder for at tage hensyn til underskuddene, der
eksisterer i dets hjemstat, med hensyn til det
pågældende indkomstår såvel som med hensyn
til det tidligere indkomstår, herunder ved eventuel
overførsel af underskuddene til tredjepart, og (2) der ikke
er mulighed for at tage hensyn til det udenlandske datterselskabs
underskud i hjemstaten i forbindelse med senere indkomstår,
enten af selskabet selv eller af en tredjepart.
Forskelsbehandlingen vil altså skulle anses for
uproportional, når underskuddet i det
ikke-hjemmehørende datterselskab er endeligt.
EU-Domstolen har efterfølgende
fastholdt og udbygget sin praksis. EU-Domstolen har bl.a.
fastslået, at de betragtninger, der ligger til grund for
Domstolens praksis vedrørende fradrag for endelige tab i
ikke-hjemmehørende datterselskaber, tillige kan omfatte tab
i indirekte ejede datterselskaber (datterdatterselskaber), jf.
EU-Domstolens dom af 19. juni 2019 i sag C-608/17, Holmen AB, og at
denne praksis også finder anvendelse, når et selskab,
der er etableret i en medlemsstat, driver virksomhed i en anden
medlemsstat gennem et fast driftssted, jf. f.eks. EU-Domstolens dom
af 15. maj 2008 i sag C-414/06, Lidl Belgium.
EU-Domstolen har endvidere fastslået, at
den endelige karakter af et underskud ikke kan følge af den
omstændighed, at den medlemsstat, hvor datterselskabet er
hjemmehørende, eller det faste driftssted er beliggende,
f.eks. udelukker enhver mulighed for at fremføre
underskuddet. Den manglende mulighed for at kunne tage hensyn til
underskuddet i senere indkomstår må i et sådant
tilfælde tilskrives særegenheder ved den
pågældende medlemsstats lovgivning. I en sådan
situation kan fradrag for underskud i et udenlandsk datterselskab
eller et udenlandsk fast driftssted derfor afskæres, uden at
det vil stride mod EU-retten, jf. bl.a. EU-Domstolens dom i sag
C-172/13, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige.
Hvis datterselskabet eller det faste
driftssted fortsat oppebærer indtægter i hjemlandet,
vil der ikke kunne konstateres et endeligt underskud. Dette
gælder også helt minimale indtægter, da
muligheden for, at de lidte underskud endnu kan modregnes i
fremtidige overskud i hjemlandet, fortsat eksisterer, hvis
datterselskabet eller det faste driftssted oppebærer
indtægter i hjemlandet, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af 12.
juni 2018 i sag C-650/16, Bevola og Jens W. Trock.
I forhold til datterselskaber har EU-Domstolen
tillige fastslået, at der ikke vil kunne konstateres et
endeligt underskud i en situation, hvor datterselskabet likvideres,
hvis der forelå mulighed for en anvendelse af underskuddet i
økonomisk henseende ved at overføre dette til en
tredjepart inden afslutning af likvidationen, f.eks. ved salg af
aktierne i datterselskabet, jf. EU-Domstolens domme af 19. juni
2019 i sag C-607/17, Memira Holding AB, og i sag C-608/17, Holmen
AB.
Opgørelsen af størrelsen
på underskuddet må efter EU-Domstolens praksis ikke
resultere i en ulige behandling i forhold til den beregning, som
ville være blevet foretaget, hvis det udenlandske faste
driftssted eller det direkte ejede udenlandske datterselskab havde
været hjemmehørende her i landet. Tabet skal
altså opgøres på samme måde, som hvis
tabet var lidt i et hjemmehørende datterselskab eller fast
driftssted. Dette fremgår bl.a. af Domstolens dom af 21.
februar 2013 i sag C-123/11, A Oy.
Ved EU-Domstolens dom i sag C-650/16, Bevola
og Jens W. Trock, har Domstolen fastslået, at den
ovennævnte praksis også indebærer, at det
udgør en EU-retsstridig restriktion i forhold til
etableringsfriheden, at danske selskaber, der ikke er omfattet af
international sambeskatning, ikke kan fradrage endelige underskud i
udenlandske faste driftssteder.
EU-Domstolen har yderligere ved dom af 7.
november 2013 i sag C-322/11, K - med henvisning til praksis
vedrørende en forskellig behandling af underskud i
henholdsvis hjemmehørende og ikke-hjemmehørende
datterselskaber - fastslået, at en forskellig behandling af
tab på fast ejendom beliggende i henholdsvis hjemlandet og i
udlandet kan udgøre en EU-retsstridig restriktion i forhold
til kapitalens fri bevægelighed.
Domstolen fastslog dog samtidig, at den
endelige karakter af et tab ikke kan følge af den
omstændighed, at den medlemsstat, hvor den faste ejendom er
beliggende, udelukker muligheden for at fradrage tab ved salg af
fast ejendom. Den manglende mulighed for at kunne tage hensyn til
tabet må i en sådan situation tilskrives
særegenheder ved lovgivningen i det land, hvor den faste
ejendom er beliggende. I en sådan situation kan fradrag for
tab på en fast ejendom beliggende i udlandet derfor
afskæres, uden at det vil stride mod EU-retten.
2.3.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås som opfølgning
på EU-Domstolens dom i sag C-650/16, Bevola og Jens W. Trock
at indføre adgang til, at danske selskaber og foreninger
m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr.
1-2 b, 2 d-2 j, 3 a-5 og 5 b, der ikke er omfattet af international
sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31 A, kan
fradrage endelige underskud i udenlandske datterselskaber,
henholdsvis direkte ejede og visse indirekte ejede datterselskaber,
og endelige underskud i faste driftssteder. De danske regler vil
dermed blive i overensstemmelse med EU-retten.
Endvidere foreslås det at indføre
adgang til, at danske selskaber og foreninger m.v. omfattet af
selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j, 3 a-5 og
5 b, der ikke er omfattet af international sambeskatning efter
selskabsskattelovens § 31 A, kan fradrage endelige underskud
vedrørende fast ejendom, der er beliggende i udlandet.
Derudover foreslås det at indføre
en særskilt adgang til, at danske foreninger m.v. omfattet af
selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a og 6, og danske
fonde m.v. omfattet af fondsbeskatningsloven kan fradrage endelige
underskud i udenlandske faste driftssteder og endelige underskud
vedrørende fast ejendom, der er beliggende i udlandet. Disse
foreninger og fonde m.v. er karakteriseret ved, at de ikke er
omfattet af den obligatoriske nationale sambeskatning og derfor
heller aldrig kan omfattes af en international sambeskatning.
Konkret foreslås indsat en ny
bestemmelse i selskabsskatteloven, således at underskud i
direkte ejede datterselskaber og faste driftssteder i lande, der er
medlem af EU/EØS, på Færøerne eller i
Grønland, samt underskud vedrørende fast ejendom i
udlandet, kan medregnes ved opgørelsen af det danske
selskabs m.v. skattepligtige indkomst, når underskuddet er
endeligt. Efter den foreslåede bestemmelse vil også
endelige underskud i indirekte ejede datterselskaber i lande, der
er medlem af EU/EØS, på Færøerne eller i
Grønland, kunne medregnes, hvis alle de mellemliggende
selskaber er skattemæssigt hjemmehørende i det samme
land som underskudsselskabet.
Det foreslås i relation til udenlandske
datterselskaber, at der kun kan medregnes underskud, som kunne have
været anvendt, hvis der havde været valgt international
sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31 A. Det
foreslås i relation til udenlandske faste driftssteder og
fast ejendom beliggende i udlandet, at der ved medregning af
underskud skal tages hensyn til de begrænsninger i
fradragsretten for tab og anvendelse af disse tab inden for en
eventuel sambeskatning, der gælder efter den danske
skattelovgivnings almindelige regler. Derudover foreslås
generelt, at opgørelsen af det fradragsberettigede
beløb skal ske efter danske regler.
Formålet med disse betingelser er at
sikre, at underskud i udenlandske datterselskaber og faste
driftssteder og underskud vedrørende fast ejendom i udlandet
ikke kan fradrages i videre omfang end tilsvarende underskud i
Danmark. Dette er i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis,
idet der efter denne praksis kun vil kunne være tale om en
restriktion i forhold til etableringsfriheden henholdsvis
kapitalens fri bevægelighed, såfremt der i en
medlemsstat gælder mindre gunstige vilkår for fradrag
for endelige underskud i udenlandske datterselskaber og faste
driftssteder og underskud vedrørende fast ejendom i udlandet
end for tilsvarende fradrag for underskud konstateret i den
pågældende medlemsstat.
Det foreslås yderligere i relation til
udenlandske datterselskaber, at der kun skal være adgang til
at foretage fradrag for endelige underskud i indirekte ejede
datterselskaber, hvis det eller de mellemliggende datterselskab(er)
er skattemæssigt hjemmehørende i det samme land, som
underskudsselskabet. Denne betingelse skal ses i lyset af, at det i
relation til indirekte ejede datterselskaber egentlig vil
være det eller de mellemliggende datterselskab(er), der i
givet fald skal indrømmes adgang til tabsfradrag og dermed
ville der ved adgang til at foretage fradrag for endelige underskud
i indirekte ejede datterselskaber uden den opstillede betingelse
være mulighed for, at koncernen ville kunne opnå
dobbeltfradrag eller adgang til vilkårligt at vælge, i
hvilket land fradraget foretages. En sådan valgmulighed,
trods fravalg af international sambeskatning, ville ikke være
i overensstemmelse med hensynet til den afbalancerede fordeling af
beskatningsretten, hvilket er anerkendt i EU-Domstolens
praksis.
Det foreslås, at fastlæggelsen af,
om underskuddet er endeligt, i overensstemmelse med EU-Domstolens
praksis skal ske på grundlag af reglerne i det land, hvor
datterselskabet er hjemmehørende, eller hvor det faste
driftssted henholdsvis den faste ejendom er beliggende.
Der vil derfor efter forslaget kun være
mulighed for at fradrage et sådant underskud, i det omfang
selskabet, foreningen eller fonden m.v. godtgør, at det
hverken i tidligere indkomstår, det pågældende
indkomstår eller i senere indkomstår har været
eller vil være muligt at anvende underskuddet i det land,
hvor datterselskabet er hjemmehørende, eller det faste
driftssted er beliggende. Det er i den forbindelse uden betydning,
om underskuddet kunne have været anvendt af selskabet selv,
det udenlandske datterselskab, det udenlandske faste driftssted
eller tredjemand. Tilsvarende vil der efter forslaget kun
være mulighed for at fradrag et underskud vedrørende
fast ejendom, i det omfang selskabet, foreningen eller fonden m.v.
godtgør, at det hverken i tidligere indkomstår, det
pågældende indkomstår eller i senere
indkomstår har været eller vil være muligt for
selskabet, foreningen eller fonden m.v. at anvende underskuddet i
det land, hvor den faste ejendom er beliggende.
Det foreslås, at et underskud ikke kan
anses for endeligt, hvis underskuddet er anvendt eller vil kunne
anvendes i et andet land end det land, hvor datterselskabet er
hjemmehørende, eller hvor det faste driftssted henholdsvis
den faste ejendom er beliggende.
Endvidere foreslås, at et underskud
heller ikke kan anses for endeligt, hvor underskuddet fortsat ville
kunne være anvendt, hvis reglerne om adgang til fradrag for
underskud i det land, hvor datterselskabet er hjemmehørende,
eller hvor det faste driftssted henholdsvis den faste ejendom er
beliggende, havde været identiske med de danske regler herom.
Herved tager forslaget hensyn til, at en medlemsstat efter
EU-Domstolens praksis ikke er forpligtet til at tilpasse sit
skattesystem til de forskellige beskatningssystemer i andre
medlemsstater (andre lande) med henblik på at sikre, at et
selskab, der har valgt at etablere sig i en anden medlemsstat (i et
andet land), på nationalt plan bliver beskattet på
samme måde som et selskab, der har valgt at etablere sig
inden for medlemsstaten.
Det vil efter forslaget være selskabet,
foreningen, fonden m.v., der vil skulle godtgøre, at
betingelserne for fradrag af underskud i udenlandske
datterselskaber, udenlandske faste driftssteder og underskud
vedrørende fast ejendom i udlandet er opfyldt, og at
underskuddet er opgjort efter danske regler. Det foreslås, at
Skatteforvaltningen bemyndiges til at fastsætte nærmere
regler om de oplysninger, der vil skulle afgives til
Skatteforvaltningen, når der foretages fradrag for endelige
tab efter den foreslåede bestemmelse.
2.4. Tydeliggørelse af muligheden for
skønsmæssige ansættelser ved transfer
pricing-forhøjelser
2.4.1. Gældende ret
Skattekontrollovens bestemmelser om
udarbejdelse af transfer pricing-dokumentation for kontrollerede
transaktioner er ændret med virkning fra den 1. januar 2019
som en del af moderniseringen og omskrivningen af
skattekontrolloven. Af skattekontrollovens § 39 fremgår
det, at transfer pricing-dokumentationen skal udarbejdes
løbende og senest færdiggøres på
tidspunktet, hvor oplysningsskemaet (tidligere benævnt
selvangivelse) skal indgives til Skatteforvaltningen. Transfer
pricing-dokumentationen skal imidlertid ikke indsendes, før
Skatteforvaltningen har indkaldt dokumentationen.
Transfer pricing-dokumentationen er en
særlig skriftlig dokumentation, der indeholder oplysningerne
om priser og vilkår for koncerninterne transaktioner.
Dokumentationen skal være af en sådan art, at den kan
danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er
fast i overensstemmelse med armslængdeprincippet og dermed i
overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis
transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.
Denne vurdering bør ske under
hensyntagen til, at Skatteforvaltningen ved foretagelsen af
skatteansættelsen anvender principperne i OECD's
retningslinjer for transfer pricing. I disse retningslinjer er det
fastlagt, at selskabets dokumentation skal bestå af tre dele.
En fællesdokumentation (master file) indeholdende
standardiseret information relevant for alle enheder i en koncern
og en landespecifik dokumentation (local file), som henviser
specielt til kontrollerede transaktioner foretaget af den lokale
skattepligtige enhed. Kravene til det nærmere indhold af
local file og master file fremgår af bekendtgørelse
nr. 1297 af 31. oktober 2018 om dokumentation af
prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner. Et tredje
element er land for land-rapporten, jf. skattekontrollovens
§§ 47-52.
Efter skattekontrollovens § 46 har
Skatteforvaltningen mulighed for at foretage en
skønsmæssig ansættelse, for så vidt
angår de kontrollerede transaktioner, hvis transfer
pricing-dokumentationen ikke er udarbejdet ved udløbet af
oplysningsfristen (dvs. den tidligere selvangivelsesfrist).
Ændringen ved den skønsmæssige ansættelse
skal foretages i overensstemmelse med armslængdeprincippet i
ligningslovens § 2, stk. 1, hvorefter Skatteforvaltningen
alene kan foretage en skønsmæssig ansættelse,
hvis den skattepligtiges ansættelse af indkomsten ikke er
fastsat i overensstemmelse med, hvad uafhængige parter ville
have gjort.
Der kan pålægges en bøde,
hvis den skattepligtige efter anmodning fra Skatteforvaltningen
undlader rettidigt at indsende den særlige skriftlige
dokumentation vedrørende kontrollerede transaktioner. Den
skattepligtige skal først indsende dokumentationen,
når Skatteforvaltningen anmoder herom. Skatteforvaltningen
fastsætter en frist for indsendelsen, der ikke kan være
mindre end 60 dage.
Vurderingen af, om der kan
pålægges en bøde, skal således foretages
ved udløbet af fristen for indsendelse af transfer
pricing-dokumentationen. Såfremt der ved udløbet af
indsendelsesfristen ikke er udarbejdet transfer
pricing-dokumentation, kan den skattepligtige herefter vælge
at udarbejde dokumentation, som kan indgå ved vurderingen af
bødens størrelse og indgå ved
fastsættelsen af skønnet på
ansættelsestidspunktet.
2.4.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at det
tydeliggøres, at der kan foretages en
skønsmæssig ansættelse i transfer pricing-sager,
hvis den særlige transfer pricing-dokumentation ikke er
udarbejdet rettidigt.
Det foreslås endvidere, at den
udarbejdede transfer pricing-dokumentation skal indgives
senest 60 dage efter udløbet af fristen for indgivelse af
oplysningsskemaet, jf. skattekontrollovens §§ 11-13. Det
betyder, at Skatteforvaltningen ikke først skal anmode om
indsendelse af dokumentationen og give en 60 dages frist til
indsendelse af dokumentationen. Dokumentationen skal allerede efter
de gældende regler udarbejdes løbende og senest
færdiggøres på tidspunktet for indgivelsen af
oplysningsskemaet, hvorfor dokumentationen bør ligge klar
hos de skattepligtige. Der vil fremover ikke længere
opstå tvivl om, hvilket dokumentationsgrundlag, der
forelå på oplysningstidspunktet.
Transfer pricing-dokumentationen skal
være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en
vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i
overensstemmelse med armslængdeprincippet og dermed i
overensstemmelse med de priser og vilkår, der ville
være fastsat, hvis transaktionerne var afsluttet mellem
uafhængige parter. Kravene til det nærmere indhold af
en transfer pricing-dokumentation fremgår af
bekendtgørelse nr. 1297 af 31. oktober 2018 om dokumentation
af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner.
Forbundne parter omfattet af
skattekontrollovens bestemmelser om transfer pricing har
skattemæssigt sammenfaldende interesser og vil derfor
ofte søge at optimere, hvortil den skattepligtige indkomst
henføres. Det er - uden det fornødne grundlag -
vanskeligt for Skatteforvaltningen at stille
spørgsmålstegn ved den oplyste indkomst. Det er derfor
vigtigt for Skatteforvaltningen, at der udarbejdes en særlig
skriftlig dokumentation. Den særlige skriftlige dokumentation
skal efter reglerne i skattekontrolloven udarbejdes
løbende, idet der f.eks. løbende skal tages
stilling til, hvem af parterne, der bærer risikoen, og derfor
skal honoreres for dette. Der kan heller ikke i overensstemmelse
med armslængdeprincippet efterfølgende korrigeres i
den indtægt, som henføres til de enkelte selskaber,
medmindre dette er aftalt på forhånd.
En transfer pricing-dokumentation, der er
løbende udarbejdet og gennemarbejdet, øger
sandsynligheden for, at selskaberne har analyseret de oplyste
indtægter, og sikrer, at der ikke udarbejdes begrundelser,
der er tilpasset faktum, jf. OECD's Transfer Pricing Guidelines for
Multinational Enterprises and Tax Administrations, punkt 5.7.
Med lovforslaget kan Skatteforvaltningen
foretage en skønsmæssig ansættelse, hvis
transfer pricing-dokumentationen ikke er udarbejdet og indgivet
rettidigt, hvilket indebærer, at kravene til
Skatteforvaltningens dokumentation af ansættelsen
nedsættes. Skatteforvaltningen skal dog fortsat inddrage
materiale, der modtages efter, at fristen for indgivelse af
transfer pricing-dokumentation er udløbet. Lovforslaget
ændrer således ikke på, at Skatteforvaltningen
som offentlig myndighed har pligt til at indhente alle relevante
oplysninger i en sag, før der træffes
afgørelse.
Tydeliggørelsen af Skatteforvaltningens
mulighed for at foretage en skønsmæssige
ansættelse skal sikre, at der ikke er tvivl om, hvad der er
gældende ret i forhold til dette. Højesteret har i en
dom den 31. januar 2019 offentliggjort som SKM 2019·136·HR taget stilling til de
regler i skattekontrolloven, der var gældende til og med den
31. december 2018. Af den tidligere bestemmelse i
skattekontrolloven fremgik det ikke af bestemmelsen, hvornår
transfer pricing-dokumentationen skulle være udarbejdet, jf.
bestemmelserne herom i den tidligere skattekontrollovs § 3
B.
Højesteret vurderede, at der ikke i de
tidligere gældende regler var holdepunkter for en
forståelse, hvorefter det tidspunkt, hvor der kan foretages
en skønsmæssig ansættelse af indkomsten, hvis
transfer pricing-dokumentationen ikke foreligger, er et andet end
ansættelsestidspunktet, som var det afgørende
tidspunkt efter de dagældende regler om foretagelse af en
skønsmæssig ansættelse. Højesteret
udtaler endvidere, at en transfer pricing-dokumentation, der i
så væsentligt omfang er mangelfuld, at den ikke giver
Skatteforvaltningen et tilstrækkeligt grundlag for at
vurdere, om armslængdeprincippet er overholdt, må
sidestilles med manglende dokumentation.
Vurderingen af, om transfer
pricing-dokumentationen er så mangelfuld, at der er mulighed
for en skønsmæssig ansættelse, skal
således - efter de tidligere gældende regler -
foretages på ansættelsestidspunktet. I denne vurdering
kan det fortsat indgå, om det har haft betydning, at
dokumentationen er udarbejdet efter fristen for indgivelse af
oplysningsskemaet.
Ved justeringen med lovforslaget
foreslås det, at transfer pricing-dokumentation skal indgives
senest 60 dage efter fristen for indgivelsen af oplysningsskemaet.
Endvidere tydeliggøres det, at Skatteforvaltningen kan
foretage en skønsmæssig ansættelse, hvis
transfer pricing-dokumentationen ikke er udarbejdet og indgivet
rettidigt. Som hidtil skal den skønsmæssige
ansættelse vedrørende de kontrollerede transaktioner
foretages i overensstemmelse med armslængdeprincippet i
ligningslovens § 2, stk. 1.
Muligheden for tillige at pålægge
en bøde ved en forsinket, manglende eller mangelfuld
indsendelse af transfer pricing-dokumentationen opretholdes.
Det kan således vurderes, om der er grundlag for at
pålægge en bøde, efter at oplysningsfristen er
udløbet.
2.5. Anvendelse af
tvangsbøder ved ikke rettidig indsendelse af dokumentation
for kontrollerede transaktioner
2.5.1. Gældende ret
Det følger af skattekontrollovens
§ 72, stk. 1, at har den skattepligtige ikke rettidigt
indgivet et oplysningsskema, jf. § 5, eller et
skattemæssigt årsregnskab, jf. § 6, stk. 2, nr. 1,
eller ikke vedlagt oplysningsskemaet ejeroplysninger, jf. §
26, stk. 2, eller revisorerklæring fra
finansieringsselskaber, jf. § 36, kan Skatteforvaltningen
pålægge daglige tvangsbøder.
Klage til Landsskatteretten har efter
bestemmelsens stk. 3 som udgangspunkt ikke opsættende
virkning for pålægget.
De daglige tvangsbøder skal i praksis
mindst være på 1.000 kr. dagligt. Daglige
tvangsbøder gives for hver kalenderdag, det vil sige syv
dage om ugen. De daglige tvangsbøder vil kunne
forhøjes med skriftligt varsel, hvis den fastsatte
tvangsbøde ikke har givet resultat.
Ikke betalte tvangsbøder bortfalder,
når den skattepligtige efterlever pålægget, men
betalte tvangsbøder tilbagebetales ikke.
2.5.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at hvis en virksomhed med
kontrollerede transaktioner omfattet af skattekontrollovens 39 ikke
indgiver dokumentation for kontrollerede transaktioner rettidigt,
jf. forslaget i § 7, nr. 2, skal Skatteforvaltningen med
henblik på at fremtvinge dokumentationen kunne
pålægge virksomheden daglige tvangsbøder,
på samme måde som det efter gældende ret f.eks.
kan ske, hvis en virksomhed, som har pligt til at indgive et
skattemæssigt årsregnskab til Skatteforvaltningen, ikke
indgiver skatteregnskabet sammen med oplysningsskemaet.
Det vil betyde, at har en virksomhed med
kontrollerede transaktioner ikke indgivet den skriftlige
dokumentation senest 60 dage efter fristen for indgivelse af
oplysningsskemaet, skal Skatteforvaltningen efter forslaget kunne
pålægge virksomheden daglige tvangsbøder.
2.6. Præcisering af reglerne om skattetillæg
ved mangelfulde oplysninger om kontrollerede transaktioner i
oplysningsskemaet
2.6.1. Gældende ret
Det følger af skattekontrollovens
§ 73, at har en skattepligtig omfattet af § 5 ikke
rettidigt givet Skatteforvaltningen oplysninger efter § 2
eller revisorerklæring fra finansieringsselskaber, jf. §
36, pålægger forvaltningen den skattepligtige at betale
et skattetillæg på 200 kr., for hver dag
oplysningsfristen overskrides. Skattetillægget kan dog som
udgangspunkt højst udgøre 5.000 kr. i alt.
Skatteforvaltningen kan efter ansøgning i særlige
tilfælde fritage den skattepligtige for skattetillægget
helt eller delvist.
Skattepligtige omfattet af § 5 er fysiske
og juridiske personer, som er omfattet af regler om pligten til at
give Skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2
digitalt efter regler fastsat af skatteministeren i medfør
af skatteforvaltningslovens § 35. De skattepligtige skal som
udgangspunkt give oplysningerne i et oplysningsskema ved anvendelse
af de digitale kanaler, som Skatteforvaltningen anviser.
De oplysninger, som er nævnt i § 2,
er indkomstoplysninger, oplysninger om ejerbolig, visse
formueoplysninger og oplysninger om underskud og tab, som kun kan
modregnes i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, som
underskuddet eller tabet vedrører.
Det følger af en meddelelse fra det
daværende Told- og Skattestyrelsen i TfS 2000.569, at
oplysninger om kontrollerede transaktioner, der efter den
dagældende skattekontrollovs § 3 B skulle afgives i
tilknytning til selvangivelsen, anses for at være omfattet af
selvangivelsespligten. Følgelig er skattemyndighederne
berettigede til at opkræve skattetillæg ved manglende
afgivelse af oplysninger om kontrollerede transaktioner i
selvangivelsen, ligesom myndighederne er berettigede til at
fremtvinge de manglende oplysninger ved pålæg af
dagbøder.
Efter gennemførelsen af den nye
skattekontrollov, hvor det tidligere selvangivelsesbegreb nu er
blevet afløst af et oplysningsbegreb, jf. lov nr. 1535 af
19. december 2017, fremgår tilsvarende opfattelse af Den
juridiske vejledning afsnit C·D·11.12.4. Det fremgår
således af afsnittet, at sanktionerne efter
skattekontrollovens §§ 72 og 73 svarer til de
tvangsmidler, der bruges i de situationer, hvor en skattepligtig
ikke indsender oplysningsskemaet. Oplysninger i blanket 05.021
(engelsk 05.022) anses som en integreret del af oplysningsskemaet,
og de manglende oplysninger skal derfor sidestilles med
ikke-overholdelse af oplysningspligten. Det fremgår
endvidere, at i et koncernforhold kan der pålægges
både skattetillæg og daglige tvangsbøder samt
bøder efter skattekontrollovens § 84 for hvert enkelt
selskabs overtrædelser.
2.6.2. Den
foreslåede ordning
I forbindelse med de foreslåede
stramninger af reglerne om indgivelse af oplysninger om
kontrollerede transaktioner til Skatteforvaltningen findes det
hensigtsmæssigt at præcisere gældende ret i
lovteksten. Forslaget går derfor ud på i § 73,
stk. 1, at præcisere, at også oplysninger om
kontrollerede transaktioner efter § 38 må anses som
indkomstoplysninger.
Efter skattekontrollovens § 73, stk. 4,
kan Skatteforvaltningen i særlige tilfælde fritage for
skattetillægget. Bestemmelsen administreres restriktivt og
vil også i relation til en virksomhed med kontrollerede
transaktioner blive administreret restriktivt. Således
må det forventes, at alene akut dokumenteret sygdom, eller at
nødvendige oplysninger ikke kan fremskaffes til tiden, uden
at dette kan tilregnes virksomheden, vil kunne begrunde en
fritagelse for skattetillægget.
2.7. Ændring
af opbevaringsperiode for grundlaget for indberetning af
finansielle konti
2.7.1. Gældende ret
Efter skatteindberetningslovens § 22 kan
skatteministeren fastsætte regler om identifikation og
automatisk indberetning af finansielle konti til
Skatteforvaltningen. Bestemmelsen sikrer, at Danmark gennem
udstedelse af nærmere regler herom kan leve op til OECD's
fælles indberetningsstandard (Common Reporting Standard) og
den såkaldte FATCA-aftale mellem Danmark og USA om automatisk
indberetning af finansielle konti med tilknytning til andre lande
til skattemyndighederne i det finansielle instituts eget hjemland
og udveksling af de indberettede oplysninger mellem landenes
skattemyndigheder. Denne udveksling skaber bedre mulighed for at
sikre, at personers og selskabers finansielle konti i udlandet
kommer til beskatning. Skatteindberetningslovens § 22 er
udmøntet ved bekendtgørelse nr. 769 af 25. juni 2014
om identifikation og indberetning af finansielle konti med
tilknytning til USA og bekendtgørelse nr. 1316 af 20.
november 2015 om identifikation og indberetning af finansielle
konti med tilknytning til udlandet.
Efter gældende ret udløber den
periode, hvor grundlaget for indberetning af oplysninger om
finansielle konti med tilknytning til udlandet skal opbevares, 5
år efter udløbet af det år, indberetningen
vedrører. Imidlertid skal grundlaget efter OECD's
fælles indberetningsstandard opbevares i mindst 5 år
regnet fra udløbet af indberetningsfristen. Da
indberetningen vedrører kalenderåret, udløber
opbevaringsperioden efter gældende ret ved udgangen af det
femte år efter det kalenderår, der er indberettet om.
Da indberetningsfristen er den 1. maj i året efter det
kalenderår, indberetningen vedrører, vil
opbevaringsperioden efter de internationale standarder først
udløbe den 1. maj i det sjette år efter udløbet
af det kalenderår, der er indberettet om.
2.7.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at de danske regler
bringes i overensstemmelse med de internationale standarder. Det
foreslås således, at grundlaget for indberetningen af
finansielle konti med tilknytning til udlandet skal opbevares i 5
år regnet fra udløbet af indberetningsfristen.
De oplysninger, opbevaringsreglen omhandler,
omfatter personoplysninger, som er reguleret i
databeskyttelsesforordningen. Databeskyttelsesforordningen
indeholder ikke nogen specifikke frister for, hvornår
personoplysninger skal slettes, men det følger af
forordningens artikel 5, stk. 1, litra c, at personoplysningerne
skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset
til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål,
hvortil de behandles. I tilknytning hertil er det nævnt i
betragtning nr. 39 i forordningens præambel, at det skal
sikres, at perioden for opbevaringen af personoplysninger ikke er
længere end strengt nødvendigt. Dette vurderes at
være opfyldt. Oplysningerne skal sætte
Skatteforvaltningen i stand til at kontrollere de finansielle
institutters opfyldelse af pligterne til identifikation og
indberetning af finansielle konti, og kravet om opbevaring af
oplysningerne i 5 år efter udløbet af
indberetningsfristen går ikke videre, end dette formål
tilsiger.
2.8. Justering af
personkredsen ved bedømmelsen af bestemmende
indflydelse
2.8.1. Gældende ret
Efter gældende ret foreligger der
bestemmende indflydelse, hvis den skattepligtige direkte eller
indirekte ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller råder
over mere end 50 pct. af stemmerettighederne. Der foreligger
således ikke bestemmende indflydelse, hvis ejerandelen eller
stemmeandelene udgør 50 pct. eller mindre. Bestemmende
indflydelse kan bl.a. foreligge ved anvendelse af
armlængdeprincippet for kontrollerede transaktioner i
ligningslovens § 2 og ved anvendelse af transfer
pricing-reglerne i skattekontrolloven.
Ved bedømmelsen af, om den
skattepligtige må anses for at have bestemmende indflydelse
over en juridisk person, eller om der udøves bestemmende
indflydelse over den skattepligtige af en juridisk eller fysisk
person, medregnes bl.a. ejerandele og stemmerettigheder, som
indehaves af en person eller et dødsbo i Danmark i
fællesskab med nærtstående eller i
fællesskab med en fond eller trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse.
2.8.2. Den
foreslåede ordning
Det må anses for at være af
underordnet betydning for udøvelsen af bestemmende
indflydelse, om en ejerkreds er i Danmark eller i udlandet.
Det foreslås derfor at justere,
hvornår ejerandele og stemmerettigheder skal medregnes ved
vurderingen af, om der foreligger bestemmende indflydelse. Det
afgørende vil herefter være, om der er tale om en
person eller et dødsbo, som ejer ejerandele eller
stemmerettigheder i fællesskab med nærtstående
eller i fællesskab med en fond eller trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse. Dette indebærer, at der ikke
er tvivl om, at der også vil kunne foreligge bestemmende
indflydelse i en situation, når de ejerandele eller
stemmerettigheder, som medregnes, ejes af personer eller
dødsboer, som er skattepligtige til et andet land end
Danmark.
2.9. Definitionen
af nærtstående i reglerne om truster
2.9.1. Gældende ret
Ved lov nr. 1723 af 27. december 2018 blev der
indført mere robuste skatteregler for truster som
opfølgning på Skattelovrådets rapport om trusts,
Styrket indsats mod skattely ? Trusts, fra marts 2018. Denne lov
indeholdt en række nye bestemmelser og justeringer af de
eksisterende regler. Ved loven blev der bl.a. indført en
bestemmelse om, at transaktioner med truster skal omfattes af
armslængdeprincippet, og værnsreglen om beskatning ved
stiftelse af truster blev udvidet. Ved lovændringen blev der
i denne henseende ændret i ligningslovens §§ 2 A og
16 K.
I begge disse bestemmelser blev der indsat en
henvisning til ligningslovens § 16 H, stk. 6, 3. pkt., der
definerer nærtstående. Som nærtstående
anses herefter den skattepligtiges ægtefælle,
forældre og bedsteforældre samt børn og
børnebørn og disses ægtefæller eller
dødsboer efter de nævnte personer. I begge
bestemmelser burde henvisningen også have omfattet stedbarns-
og adoptivforhold, hvorefter disse ville have været
sidestillet med oprindeligt slægtskabsforhold.
2.9.2. Den
foreslåede ordning
Ved lovforslaget foreslås henvisningen
til ligningsloven tilrettet, så henvisningen også
omfatter ligningslovens § 16 H, stk. 6, 4. pkt., således
at stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med oprindeligt
slægtsskabsforhold ved anvendelsen af de to bestemmelser om
henholdsvis transaktioner med truster og værnsreglen om
beskatning ved stiftelse af truster. Efter tilretningen svarer
definitionen af nærtstående til den definition, som
anvendes i ligningslovens § 2 m.fl.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Den del af lovforslaget, der vedrører
CFC-reglerne, vurderes samlet set ikke at have væsentlige
provenumæssige konsekvenser, men det bemærkes, at
provenuvirkningen er forbundet med betydelig usikkerhed.
Lovforslaget indebærer, at reglerne
ændres således, at CFC-reglerne finder anvendelse, hvis
CFC-indkomsten i datterselskabet udgør mindst 1/3 mod 1/2
efter gældende regler. Samtidig udvides indkomstbegrebet
specielt i forhold til indkomsten fra immaterielle aktiver. Disse
ændringer vil bidrage til at gøre de gældende
danske CFC-regler mere robuste med henblik på at sikre, at
værdierne beskattes der, hvor de er skabt. Isoleret set kan
de nævnte ændringer dog medføre, at flere
selskaber omfattes af CFC-reglerne.
Samtidig gives de multinationale koncerner
mulighed for at vælge, at moderselskabet kun beskattes af
CFC-indkomsten og ikke hele indkomsten i de datterselskaber, der
omfattes af CFC-reglerne.
Derudover målrettes CFC-beskatningen af
afkast af immaterielle aktiver, således at disse afkast ikke
anses for CFC-indkomst i en række situationer, hvor
udvidelsen af indkomstbegrebet ellers kunne medføre, at der
ville kunne opstå et utilsigtet merprovenu.
Målretningen har dog ikke blot betydning for de former for
indkomst fra immaterielle aktiver, der som følge af
forslaget fremover vil skulle anses for CFC-indkomst, men
også for de former for indkomst af immaterielle aktiver, der
efter gældende regler anses for CFC-indkomst.
Med den del af lovforslaget, der
vedrører definitionen af fast driftssted foreslås en
række justeringer og præciseringer af definitionen af
fast driftssted, der er i overensstemmelse med udviklingen i
international praksis, og som vil medvirke til at sikre, at
indkomst undergives dansk beskatning, når de
værdiskabende økonomiske aktiviteter faktisk
udøves her i landet.
Ændringerne vil gøre det
vanskeligere for udenlandske virksomheder med erhvervsmæssige
aktiviteter i Danmark at undgå, at der etableres fast
driftssted i Danmark og dermed indtræder dansk beskatning.
Dette vil isoleret set gøre den danske skattebase mere
robust og trække i retning af et merprovenu, der dog ikke
lader sig kvantificere.
Det bemærkes, at justeringerne vil kunne
få betydning for, om danske selskaber efter danske regler
får fast driftssted i udlandet, hvilket i nogle
tilfælde kan medføre, at Danmark må give afkald
på beskatningsretten. Denne effekt vurderes dog at være
relativt begrænset og at være koncentreret om
selskaber, der udøver erhvervsvirksomhed i lande med en
højere selskabsskat end i Danmark.
Med lovforslaget bringes selskabsskattelovens
regler om fradrag for endelige underskud i udenlandske
datterselskaber m.v. desuden i overensstemmelse med de krav, der
allerede følger af EU-retten. Denne del af lovforslaget har
derfor ingen økonomiske konsekvenser.
Den del af lovforslaget, der vedrører
implementeringen af skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav
til medlemsstaternes CFC-regler, vurderes at medføre
administrative omkostninger for Skatteforvaltningen på ca.
4,0 mio. kr. årligt i 2020-2022 og ca. 1,0 mio. kr.
årligt i 2023 og frem som følge af mindre
systemtilretninger samt øget sagsbehandling.
Den del af lovforslaget, der vedrører
justeringen af definitionen af fast driftssted og fradrag for
endelige underskud, vurderes at medføre administrative
omkostninger for Skatteforvaltningen på ca. 1,5 mio. kr. i
2020, 2,5 mio. kr. i 2021, 6,5 mio. kr. i 2022, 5,5 mio. kr. i 2023
og 1,5 mio. kr. årligt i 2024 og frem som følge af
mindre systemtilretninger samt øget sagsbehandling.
Den del af lovforslaget, der vedrører,
at transfer pricing-dokumentationen fremover skal indgives
obligatorisk, vurderes at medføre administrative
omkostninger for Skatteforvaltningen på ca. 0,5 mio. kr.
årligt i 2021-2025 som følge af mindre
systemtilpasninger.
Den del af lovforslaget, der vedrører
opbevaringsperioden for grundlaget for indberetning af finansielle
konti med tilknytning til udlandet, vurderes ikke at medføre
nævneværdige økonomiske konsekvenser for det
offentlige eller implementeringskonsekvenser af betydning for det
offentlige.
Det vurderes, at principperne for
digitaliseringsklar lovgivning overordnet er fulgt. Det vurderes
dog, at CFC-reglerne ikke overholder princip 1 om enkle og klare
regler. Der er tale om internationalt vedtagne standarder og regler
med en høj grad af kompleksitet. Det vedrører
således værnsregler, som i deres natur ikke er enkle.
Reglerne er dog i høj grad rettet mod professionelle.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Den del af lovforslaget, der vedrører
CFC-reglerne, vil afhænge af den enkelte multinationale
koncerns konkrete forhold. Samlet set er det vurderingen, at
forslaget ikke vil have væsentlige økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet.
De foreslåede justeringer og
præciseringer af reglerne om fast driftssted vil bidrage til,
at danske og udenlandske virksomheder, der udøver
erhvervsvirksomhed her i landet, har lige skattevilkår.
Herved undgås bl.a., at virksomheder med skattemæssigt
hjemsted her i landet potentielt kan blive udsat for ulige
konkurrencevilkår sammenlignet med udenlandske
virksomheder.
Den del af lovforslaget, der vedrører
opbevaringsperioden for grundlaget for indberetning af finansielle
konti med tilknytning til udlandet, vil have administrative
konsekvenser for finansielle institutter, som fører
finansielle konti, og som sletter andre oplysninger før
udløbet af den periode, grundlaget for indberetningen af
finansielle konti med tilknytning til udlandet skal opbevares.
Dette skyldes, at de vil skulle holde grundlaget for indberetningen
af finansielle konti med tilknytning til udlandet adskilt fra
øvrige oplysninger i forbindelse med sletning af
oplysninger. For disse virksomheder betyder dette en merbyrde, som
dog må antages at være af begrænset omfang.
Erhvervsstyrelsen - team effektiv regulering
vurderer, at lovforslaget medfører administrative
konsekvenser for erhvervslivet. Disse konsekvenser vurderes at
være under 4 mio. kr. årligt, hvorfor de ikke
kvantificeres nærmere.
Det vurderes, at principperne for agil,
erhvervsrettet regulering ikke er relevante for lovforslaget.
Lovforslaget indeholder alene ændringer til den materielle
skattelovgivning, hvilket ikke umiddelbart har konsekvenser for
erhvervslivets muligheder for at teste, udvikle og anvende nye
digitale teknologier og forretningsmodeller.
5. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have
administrative konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have
miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til
EU-retten
Den del af lovforslaget, der vedrører
CFC-reglerne, sikrer, at skatteundgåelsesdirektivets artikel
7 og 8, der fastsætter minimumskrav til medlemsstaternes
CFC-regler, fuldt ud implementeres i dansk ret.
De i direktivet opstillede minimumskrav er i
vidt omfang allerede opfyldt i medfør af de gældende
CFC-regler i selskabsskattelovens § 32, der vurderes at
indebære et overordnet set robust og effektivt værn mod
den form for skatteundgåelse, som CFC-regler retter sig
imod.
Der er dog visse punkter, hvorpå
direktivet stiller minimumskrav til medlemsstaternes regler, som
nødvendiggør stramninger af de danske CFC-regler. Det
gælder navnlig med hensyn til dels afgrænsningen af
CFC-indkomst i relation til indkomst af immaterielle aktiver, dels
tærsklen for, hvilken andel et datterselskabs CFC-indkomst
kan udgøre af den samlede indkomst, før CFC-reglerne
finder anvendelse.
Omvendt er der også punkter,
hvorpå de gældende danske regler sikrer et
højere beskyttelsesniveau for det danske
selskabsskattegrundlag end det, der kræves efter direktivets
minimumskrav. Det kan i den forbindelse fremhæves, at de
danske regler finder anvendelse uden hensyn til, hvor
datterselskabet skattemæssigt er hjemmehørende. Efter
direktivet er der derimod ikke krav om, at CFC-reglerne finder
anvendelse på datterselskaber hjemmehørende i EU og
EØS, medmindre der er tale om "kunstige arrangementer", hvor
datterselskabet ikke driver en reel erhvervsvirksomhed. Direktivets
minimumskrav skal i denne henseende ses i lyset af EU-Domstolens
praksis, herunder dom af 12. september 2006 i sag C-196/04, Cadbury
Schweppes.
Lovforslaget er baseret på en
implementering af direktivets minimumskrav, uden at der herved
foreslås en ændring af den danske model for
udformningen af CFC-reglerne. Det vurderes således fortsat at
være et centralt element i varetagelsen af hensynene bag
regelsættet, at reglerne også gælder for
datterselskaber beliggende inden for EU/EØS, og at reglernes
anvendelse ikke afhænger af en såkaldt
substanstest.
Skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav
til CFC-reglerne skulle efter direktivets artikel 11, stk. 1, have
været gennemført af medlemsstaterne senest den 31.
december 2018, og de nationale gennemførselsbestemmelser
skulle have været anvendt fra den 1. januar 2019. Direktivets
implementeringsfrist er således ikke er overholdt.
Det bemærkes, at forslag til
gennemførelse af direktivets minimumskrav til CFC-reglerne
indgik i lovforslag nr. L 28 i folketingsåret 2018-19, 1.
samling. Den del af dette lovforslag, der vedrørte
CFC-reglerne, blev ved 2. behandlingen den 18. december 2018
udskilt i et særskilt lovforslag (L 28 B), der
efterfølgende bortfaldt ved udskrivelse af valg til
Folketinget den 7. maj 2019. Nærværende lovforslag
indeholder på en række punkter justeringer i forhold
til CFC-reglerne i det tidligere fremsatte lovforslag med henblik
på at målrette reglerne, således at der så
vidt muligt kun sker beskatning, hvor det er hensigten, idet der
dog er lagt vægt på, at reglerne fortsat er
robuste.
Endelig bemærkes, at Europa-Kommissionen
har indledt en traktatkrænkelsesprocedure mod Danmark som
følge af, at implementeringsfristen er overskredet.
Den del af lovforslaget, der vedrører
fradrag for endelige underskud, skal ses i lyset af, at
EU-Domstolen den 12. juni 2018 afsagde dom i sag C-650/16, Bevola
og Jens W. Trock. Domstolen fastslog, at det er i strid med artikel
49 TEUF om den frie etableringsret, når det efter
selskabsskatteloven ikke er muligt for et dansk selskab, der ikke
har valgt international sambeskatning, at fradrage tab i et fast
driftssted i en anden medlemsstat ved opgørelsen af sin
skattepligtige indkomst, når alle muligheder for at fradrage
tabet i den medlemsstat, hvor det faste driftssted er beliggende,
er udtømt, og der ikke længere oppebæres nogen
som helst indtægt fra det faste driftssted.
Selv om dommen kun direkte vedrører
danske selskabers faste driftssteder i en anden medlemsstat, har
den en afledt betydning for danske selskaber og foreninger m.v. med
udenlandske datterselskaber og fast ejendom beliggende i udlandet.
Danske selskaber og foreninger m.v. har således tilsvarende
efter gældende regler ikke mulighed for at fradrage endelige
underskud i udenlandske datterselskaber og endelige underskud
vedrørende fast ejendom, der er beliggende i udlandet,
medmindre der er valgt international sambeskatning. Endvidere har
dommen en afledt betydning for de danske foreninger og fonde, som
aldrig kan omfattes af reglerne om international sambeskatning, men
som har faste driftssteder og fast ejendom beliggende i
udlandet.
Ved lovforslaget foreslås indført
en mulighed for, at danske selskaber og foreninger m.v., der ikke
er omfattet af international sambeskatning efter
selskabsskattelovens § 31 A, kan fradrage endelige underskud i
datterselskaber i EU/EØS og i faste driftssteder i
EU/EØS. Endvidere foreslås det at indføre
adgang til, at danske selskaber og foreninger m.v., der ikke er
omfattet af international sambeskatning efter selskabsskattelovens
§ 31 A, kan fradrage endelige underskud vedrørende fast
ejendom, der er beliggende i udlandet.
De bestemmelser, der foreslås
indført, har til hensigt at sikre, at EU-retten overholdes.
Adgang til fradrag for underskud foreslås derfor kun
indført, i det omfang det efter EU-Domstolens praksis
må anses for stridende mod EU-retten at nægte danske
selskaber adgang til at foretage sådanne fradrag. Det
indebærer bl.a., at adgang for danske moderselskaber til at
fratrække underskud i indirekte ejede datterselskaber
(datterdatterselskaber) kun foreslås indført,
såfremt både det pågældende
datterdatterselskab og alle mellemliggende selskaber
skattemæssigt er hjemmehørende i samme land, der er
medlem af EU/EØS, jf. EU-Domstolens dom af 19. juni 2019 i
sag C-608/17, Holmen AB. Det bemærkes, at de foreslåede
regler dog også vil finde anvendelse i relation til
datterselskaber m.v. på Færøerne og i
Grønland.
Endvidere foreslås ved lovforslaget
indført mulighed for, at foreninger og fonde, der aldrig kan
omfattes af en international sambeskatning, kan fradrage endelige
underskud i faste driftssteder i EU/EØS og endelige
underskud vedrørende fast ejendom, der er beliggende i
udlandet.
De danske regler vil dermed blive i
overensstemmelse med EU-retten.
Det bemærkes, at Bevola og Jens W.
Trock-sagen var forelagt for EU-Domstolen af Østre Landsret.
Skatteforvaltningen vil udsende et styresignal om muligheden for
genoptagelse.
Lovforslagets bestemmelser om justering af
definitionen af fast driftssted og den del af lovforslaget, der
vedrører opbevaringsperioden for grundlaget for indberetning
af finansielle konti med tilknytning til udlandet, indeholder ingen
EU-retlige aspekter.
8. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 5. september 2019 til den 3. oktober 2019 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
Advokatsamfundet, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, ATP, borger- og retssikkerhedschefen i
Skatteforvaltningen, CEPOS, Cevea, Dansk Byggeri, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Danske Advokater, Danske Rederier, Datatilsynet, DI,
Digitaliseringsstyrelsen, DVCA, Erhvervsstyrelsen - Team Effektiv
Regulering, Finans Danmark, Finans og Leasing, Foreningen Danske
Revisorer, Forsikring & Pension, FSR - danske revisorer, IBIS,
Investering Danmark, Justitia, Kraka, Landbrug &
Fødevarer, Landsskatteretten, Mellemfolkeligt Samvirke,
SEGES, Skatteankestyrelsen, SMVdanmark og SRF Skattefaglig
Forening.
9. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør "Ingen") | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør "Ingen") | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforslagets bestemmelser om justering af
definitionen af fast driftssted vil isoleret set gøre den
danske skattebase mere robust og dermed kunne medføre et
merprovenu, der dog ikke lader sig kvantificere. Den del af lovforslaget, der
vedrører CFC-reglerne, vurderes samlet set ikke at have
væsentlige provenumæssige konsekvenser, men
provenuvirkningen er forbundet med betydelig usikkerhed. I øvrigt vurderes lovforslaget ikke
at have økonomiske konsekvenser for det offentlige. | Ingen | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Den del af lovforslaget, der
vedrører implementeringen af
skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav til medlemsstaternes
CFC-regler, vurderes at medføre administrative omkostninger
for Skatteforvaltningen på ca. 4,0 mio. kr. årligt i
2020-2022 og ca. 1,0 mio. kr. årligt i 2023 og frem som
følge af mindre systemtilretninger samt øget
sagsbehandling. Den del af lovforslaget, der
vedrører justeringen af definitionen af fast driftssted og
fradrag for endelige underskud, vurderes at medføre
administrative omkostninger for Skatteforvaltningen på ca.
1,5 mio. kr. i 2020, 2,5 mio. kr. i 2021, 6,5 mio. kr. i 2022, 5,5
mio. kr. i 2023 og 1,5 mio. kr. årligt i 2024 og frem som
følge af mindre systemtilretninger samt øget
sagsbehandling. Den del af lovforslaget, der
vedrører, at transfer pricing-dokumentationen fremover skal
indgives obligatorisk, vurderes at medføre administrative
omkostninger for Skatteforvaltningen på ca. 0,5 mio. kr.
årligt i 2021-2025 som følge af mindre
systemtilpasninger. Lovforslaget vurderes i øvrigt ikke
at have implementeringskonsekvenser for det offentlige. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Effekten af den del af lovforslaget, der
vedrører CFC-reglerne, vil afhænge af den enkelte
multinationale koncerns konkrete forhold. Samlet set er det
vurderingen, at forslaget ikke vil have væsentlige
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. I øvrigt vurderes lovforslaget ikke
at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet. | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Erhvervsstyrelsen - team effektiv
regulering vurderer, at lovforslaget medfører administrative
konsekvenser for erhvervslivet. Disse konsekvenser vurderes at
være under 4 mio. kr. årligt, hvorfor de ikke
kvantificeres nærmere. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Den del af lovforslaget, der
vedrører CFC-reglerne, sikrer, at
skatteundgåelsesdirektivets artikel 7 og 8, der
fastsætter minimumskrav til medlemsstaternes CFC-regler,
fuldt ud implementeres i dansk ret.
Skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav til CFC-reglerne
skulle efter direktivets artikel 11, stk. 1, have været
gennemført af medlemsstaterne senest den 31. december 2018,
og de nationale gennemførselsbestemmelser skulle have
været anvendt fra den 1. januar 2019. Direktivets
implementeringsfrist er således ikke overholdt.
Europa-Kommissionen har indledt en traktatkrænkelsesprocedure
som følge af, at implementeringsfristen ikke er
overholdt. Lovforslaget har desuden til hensigt at
bringe selskabsskattelovens regler i overensstemmelse med EU-retten
ved at indføre adgang til, at selskaber m.v kan fradrage
endelige tab i datterselskaber og faste driftssteder i
EU/EØS, Færøerne og Grønland samt
vedrørende fast ejendom i udlandet, uanset et fravalg af
international sambeskatning. I den henseende følger
lovforslaget op på en dom fra EU-Domstolen (dom af 12. juni
2018 i sag C-650/16, Bevola og Jens W. Trock), hvorved det blev
fastslået, at de gældende regler i visse tilfælde
strider mod EU-retten. I øvrigt vurderes lovforslaget ikke
at have EU-retlige aspekter. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering /Går videre
end minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | JA X | NEJ |
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til §
1
Til nr.
1
Det foreslås, at selskabsskattelovens
§ 2, stk. 1, litra a, 1. pkt., ændres, således at
henvisningen til stk. 6, der indeholder en undtagelse fra
bestemmelsen, udgår. Efter stk. 6 medfører
salgsvirksomhed, der udelukkende sker i form af fjernsalg gennem en
repræsentant her i landet, ikke fast driftssted her i
landet.
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af lovforslagets § 1, nr. 5, hvor
fjernsalgsreglen i det gældende stk. 6 foreslås
ophævet.
Til nr.
2
Det foreslås, at selskabsskattelovens
§ 2, stk. 1, litra a, 6. pkt., ophæves.
Der er tale om en konsekvensændring,
idet bestemmelsen, der er en særregel vedrørende fast
driftssted i forbindelse med bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejde, foreslås flyttet til den foreslåede
bestemmelse i selskabsskattelovens § 2, stk. 2, 2. pkt., jf.
lovforslagets § 1, nr. 3.
Til nr.
3
Det foreslås, at der indsættes nye
bestemmelser i selskabsskattelovens § 2, stk. 2-5, der
vil indebære, at udenlandske selskaber, foreninger m.v., der
driver erhverv, efter de interne danske bestemmelser vil få
fast driftssted her i landet, når der foreligger et fast
driftssted her i landet i henhold til artikel 5 om fast driftssted
i OECD's modeloverenskomst, således som denne bestemmelse er
affattet i 2017-udgaven af modeloverenskomsten. Derudover
foreslås der i selskabsskattelovens § 2, stk. 6,
indsat en bestemmelse, der svarer til den gældende
bestemmelse i selskabsskattelovens § 2, stk. 7.
Efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1,
litra a, er udenlandske selskaber og foreninger m.v.
begrænset skattepligtige, når de udøver et
erhverv med fast driftssted her i landet. Når der foreligger
fast driftssted her i landet, skal der opgøres en indkomst
for det faste driftssted svarende til den indkomstopgørelse,
som et selvstændigt foretagende ville skulle opgøre,
jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 2.
Bortset fra bestemmelserne i henholdsvis
selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, 6. pkt., om bygge-,
anlægs- eller monteringsarbejde, der omtales nedenfor, og
§ 2, stk. 6, om fjernsalg, jf. nedenfor under lovforslagets
§ 1, nr. 5, indeholder lovgivningen ikke nogen nærmere
definition af begrebet fast driftssted.
Hvad der forstås ved fast driftssted
afgøres efter praksis i overensstemmelse med artikel 5 i
OECD's modeloverenskomst og OECD-kommentarerne til fortolkning af
denne artikel. Artikel 5 i modeloverenskomsten var, trods enkelte
sproglige præciseringer i 1977-udgaven, indholdsmæssigt
uændret i perioden mellem den første udgave af
overenskomsten fra 1963 og indtil 2017-udgaven, hvor bestemmelsen i
artikel 5 på visse punkter blev indholdsmæssigt
ændret.
De foreslåede bestemmelser, der
udtrykkeligt vil regulere, hvad der forstås ved fast
driftssted, er derfor i væsentligt omfang udtryk for en
kodificering af gældende ret, men vil dog på visse
punkter indebære en materiel ændring af retstilstanden.
Der redegøres nedenfor i bemærkningerne til de enkelte
bestemmelser nærmere for, i hvilket omfang de er udtryk for
en kodificering af gældende ret eller en ændring af
retstilstanden.
Det foreslås i stk.
2, 1. pkt., at fast driftssted efter selskabsskattelovens
stk. 1, litra a, foreligger, når selskabet, foreningen m.v.
udøver erhverv gennem et fast forretningssted her i
landet.
Den foreslåede bestemmelse er i
overensstemmelse med det udgangspunkt for fastlæggelsen af,
hvorvidt der foreligger fast driftssted, der fremgår af
artikel 5, stk. 1, i OECD's modeloverenskomst. Artikel 5, stk. 1,
er uændret videreført i 2017-udgaven af
modeloverenskomsten, og den foreslåede bestemmelse er derfor
udtryk for en kodificering af gældende ret.
Det bemærkes, at artikel 5, stk. 2, i
OECD's modeloverenskomst indeholder en opregning af faste
forretningssteder, der navnlig kan udgøre et fast
driftssted, hvorfra virksomheden udøves. Denne opregning
omfatter et sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et
kontor, en fabrik, et værksted, og en mine, en olie- eller
gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor
naturforekomster udvindes. Eksemplerne er ikke udtømmende,
og det er under alle omstændigheder en betingelse, at de
almindelige betingelser for eksistensen af et fast driftssted som
følge af fast forretningssted er opfyldt. Den
omstændighed, at den foreslåede bestemmelse ikke
indeholder en tilsvarende opregning, er således ikke udtryk
for nogen indholdsmæssig forskel i forhold til
modeloverenskomstens bestemmelser.
Fast driftssted her i landet i medfør
af den foreslåede bestemmelse forudsætter, at der er et
forretningssted her i landet, som virksomheden råder
over.
Udtrykket forretningssted omfatter alle
lokaler, indretninger eller installationer, som selskabet,
foreningen m.v. benytter til at udøve erhvervsaktiviteten.
Det er uden betydning, om det pågældende selskab m.v.
er ejer af forretningsstedet eller råder over det på
andet grundlag, f.eks. en lejeaftale. Det er ikke et krav, at der i
det hele taget skal være et lokale eller en anden synlig
indretning, idet et forretningssted f.eks. kan bestå i, at
virksomheden blot faktisk råder over et areal, der benyttes
til udøvelsen af virksomheden. Det kan derfor foreligge et
forretningssted i bestemmelsens forstand, selv hvis virksomhedens
råden er ulovlig.
Det kan undertiden give anledning til tvivl,
om virksomheden råder over et forretningssted i
tilfælde, hvor virksomhedens medarbejdere i forbindelse med
arbejdets udførelse hyppigt befinder sig på et bestemt
sted, som virksomheden hverken ejer eller har en aftalebestemt
råderet over. Der vil efter kommentarerne til artikel 5 i
OECD's modeloverenskomst (punkt 12-19) i sådanne
tilfælde skulle foretages en samlet konkret
bedømmelse, hvori det indgår, hvor længe og hvor
hyppigt virksomheden er til stede på den
pågældende lokalitet, samt hvilke aktiviteter der
udøves på stedet.
I dansk praksis har denne problemstilling
navnlig været rejst i relation til medarbejderes
hjemmekontorer. Hvornår sådanne hjemmekontorer
udgør et fast driftssted for virksomheden, er nærmere
behandlet i punkt 18 og 19 i kommentarerne til OECD's
modeloverenskomst, hvor det anføres, at der ikke blot skal
lægges vægt på, om medarbejderens brug af
hjemmekontoret er af varig og regelmæssig karakter, men
også på om det af de konkrete omstændigheder
fremgår, at det er nødvendigt, at medarbejderen
arbejder hjemme. Det kan f.eks. være tilfældet, fordi
virksomheden ikke har stillet et kontor til rådighed for den
pågældende, selv om medarbejderen har brug for et
kontor for at kunne varetage sine arbejdsfunktioner.
Det er desuden et krav, at det
forretningssted, som virksomheden råder over, er fast.
Heri ligger, at det ikke er
tilstrækkeligt til at statuere fast driftssted her i landet,
at en udenlandsk virksomhed løbende udøver erhverv
her i landet, idet der skal være en forbindelse mellem den
udøvede virksomhed og en geografisk bestemt lokalitet.
Når en virksomhed er af en sådan
karakter, at virksomheden flytter mellem nærtliggende
lokaliteter, foreligger der normalt et fast forretningssted,
såfremt det område, inden for hvilket aktiviteten
flyttes rundt el.lign., kan karakteriseres som en kommerciel og
geografisk enhed. Det gælder f.eks. for en mine eller et
vejarbejde. Tilsvarende vil et såkaldt kontorhotel kunne
anses for at være et fast forretningssted for en virksomhed,
der regelmæssigt lejer kontorer i det pågældende
kontorhotel, selv om det ikke er det samme kontor, som virksomheden
råder over, hver gang den udøver sin virksomhed i
Danmark.
Det ligger endvidere i kravet om, at
forretningsstedet skal være fast, at det skal have en vis
varighed for at kunne udgøre et fast driftssted. I praksis
statueres fast driftssted normalt ikke, hvis aktiviteten varer
mindre end 6 måneder, jf. punkt 28 i kommentarerne til OECD's
modeloverenskomst. Kortvarige afbrydelser, f.eks. afbrydelser som
følge af vejrliget, medregnes ikke, når den periode,
hvor forretningsstedet har været benyttet til
virksomhedsudøvelsen, skal fastlægges.
Selv om aktiviteter med en varighed på
under 6 måneder som udgangspunkt ikke vil medføre fast
driftssted, er der ikke nogen fast nedre grænse for perioden.
Der kan således foreligge fast driftssted, selv om
forretningsstedet kun har eksisteret i kort tid, når
virksomheden som følge af sin art udelukkende udøves
i det land, hvor dette forretningssted befinder sig jf. punkt 30 i
kommentarerne til OECD's modeloverenskomst. Som eksempel
herpå kan nævnes, at der vil kunne opstå fast
driftssted her i landet, såfremt et udenlandsk selskab her i
landet udøver en særlig aktivitet i forbindelse med en
tidsbegrænset begivenhed her i landet, og det ikke
indgår i selskabets sædvanlige erhvervsmæssige
virksomhed at udøve denne form for aktivitet.
Hvor benyttelsen af forretningsstedet er
kortvarig og herefter afbrydes i en længerevarende periode,
kan der endvidere foreligge et fast forretningssted, hvis
virksomhedens benyttelse af forretningsstedet er af tilbagevendende
karakter. Det vil f.eks. være tilfældet med hensyn til
virksomhed, der udøves i bestemte måneder hvert
år. I sådanne tilfælde skal hver tidsperiode ses
i sammenhæng med det antal gange, forretningsstedet anvendes
til udøvelse af virksomheden, jf. punkt 29 i kommentarerne
til OECD's modeloverenskomst.
Det er et krav, at selskabet, foreningen m.v.
udøver sin erhvervsmæssige virksomhed gennem dette
faste forretningssted. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne nedenfor til det foreslåede stk. 3
vedrørende faste forretningssteder, der udelukkende anvendes
til aktiviteter, der er af forberedende og hjælpende
karakter.
Der vil foreligge et fast driftssted straks
fra det tidspunkt, hvor selskabet, foreningen m.v. er begyndt at
udøve sin virksomhed gennem det faste forretningssted. Det
betyder, at den fase, hvor selve det faste forretningssted
etableres, ikke skal medregnes, hvis etableringsaktiviteterne klart
kan adskilles fra de aktiviteter, der indgår i
udøvelsen af virksomheden gennem det faste forretningssted.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor der inden
virksomhedens egentlige opstart her i landet skal etableres et
hovedsæde, hvorfra virksomheden skal udøves. Den fase,
hvor det faste forretningssted er taget i brug, men endnu kun
bruges til at forberede den egentlige aktivitet, skal derimod
medregnes.
Det faste driftssted ophører med at
eksistere, når det faste forretningssted er afviklet, eller
når foretagendet ophører med at udøve sin
erhvervsvirksomhed gennem det pågældende
forretningssted.
Det foreslås i stk.
2, 2. pkt., at bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde
udgør et fast driftssted fra første dag.
Den foreslåede bestemmelse er identisk
med den gældende bestemmelse i selskabsskatteskattelovens
§ 2, stk. 1, litra a, 6. pkt., der foreslås flyttet af
hensyn til systematikken i de foreslåede bestemmelser. Reglen
fraviger det krav til forretningsstedets varighed, som normalt er
en betingelse for, at der foreligger et fast forretningssted, der
kan udgøre et fast driftssted.
Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde
omfatter ikke blot opførelse af bygninger, men også
f.eks. anlæg af veje, broer eller kanaler, udlægning af
rørledninger, udgravning og opmudring.
Artikel 5, stk. 3, i OECD's modeloverenskomst
indeholder også en særregel for denne form for
forretningssteder, idet bestemmelsen fastsætter, at en
byggeplads eller et anlægs- eller monteringsarbejde kun
udgør et fast driftssted, hvis arbejdet varer mere end 12
måneder. Hvor den foreslåede bestemmelse
indebærer, at det normale mindstekrav til et fast
forretningssteds varighed ikke skal være opfyldt, er
varighedskravet efter bestemmelsen i modeloverenskomsten derimod
forlænget. Samtidig indeholder en del af de
dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark har indgået,
bestemmelser, der reducerer modeloverenskomstens 12
måneders-periode til 6 måneder eller en endnu kortere
periode.
Udenlandske virksomheder, der efter den
foreslåede bestemmelse får fast driftssted her i landet
fra første dag som følge af et bygge-, anlægs-
eller monteringsarbejde, vil kunne påberåbe sig den
eventuelle dobbeltbeskatningsoverenskomst, der er
indgået mellem Danmark og den stat, hvor virksomheden er
hjemmehørende. Det betyder i praksis, at den
foreslåede særregel om bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejde kun får betydning i de tilfælde, hvor
den udenlandske virksomhed er hjemmehørende i et land, som
Danmark ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst
med.
Bestemmelsen har imidlertid ikke som
primært formål at sikre, at der udløses
beskatning her i landet af udenlandske virksomheder, der
udfører ganske kortvarige bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejder her i landet. Bestemmelsen skal derimod ses i
sammenhæng med reglerne i kildeskattelovens § 2, stk. 1,
nr. 1, og § 44, litra b, der indebærer, at fysiske
personer er begrænset skattepligtige af alle former for
lønindkomst fra virksomhed her i landet, når
arbejdsgiveren enten har hjemting her i landet eller er
skattepligtig af erhvervsvirksomhed med fast driftssted her.
Da et bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejde efter den foreslåede bestemmelse
udgør et fast driftssted fra første dag, vil de
lønmodtagere, der arbejder på byggepladsen m.v.,
derfor også være begrænset skattepligtige af
lønindkomsten fra første dag. Dette vil være
tilfældet, uanset om den begrænsede skattepligt ikke
kan håndhæves over for arbejdsgiveren i medfør
af bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Det foreslås i stk.
3, at et fast forretningssted uanset den foreslåede
bestemmelse i stk. 2 ikke udgør et fast driftssted her i
landet, når det faste forretningssted anvendes eller
opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af
virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. Det
foreslås endvidere som en undtagelse hertil, at der
foreligger et fast driftssted, hvis de funktioner, som
udøves på det faste forretningssted, indgår
blandt flere gensidigt supplerende funktioner i en samlet
udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende
eller hjælpende karakter, og som selskabet, foreningen m.v.
eller fysiske eller juridiske personer, hvormed selskabet,
foreningen m.v. har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens
§ 2, udøver gennem faste forretningssteder her i
landet.
Efter gældende ret, hvor fast
driftsstedsbegrebet fastlægges i overensstemmelse med artikel
5 i OECD's modeloverenskomst, som denne var udformet før
2017-udgaven, foreligger der i overensstemmelse med den
daværende udformning af modeloverenskomstens artikel 5, stk.
4, ikke fast driftssted her i landet, når et fast
forretningssted anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik
på udøvelse af virksomhed af forberedende eller
hjælpende karakter.
Der er tale om en undtagelse til
udgangspunktet om, at der foreligger fast driftssted, når
virksomheder udøver erhverv gennem et fast forretningssted
her i landet.
I visse tilfælde vil et fast
forretningssted efter artikel 5, stk. 4, i OECD's modeloverenskomst
som udformet før 2017-udgaven altid skulle anses for
udelukkende anvendt med henblik på udøvelse af
virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. Det
drejer sig om tilfælde, hvor virksomheden (1) anvender
indretninger udelukkende med henblik på oplagring, udstilling
eller udlevering af varer tilhørende virksomheden, (2)
opretholder et varelager tilhørende virksomheden udelukkende
med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering eller
med henblik på forarbejdning hos en anden virksomhed, eller
(3) opretholder et fast forretningssted udelukkende med henblik
på at foretage indkøb af varer eller indsamle
oplysninger for foretagendet.
Der vil i de særligt opregnede
tilfælde ikke være behov for at foretage nogen konkret
vurdering af, om det pågældende faste forretningssted
faktisk anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik på
udøvelse af virksomhed af forberedende eller hjælpende
karakter.
Når bortses fra de særligt
opregnede tilfælde vil der derimod i hvert enkelt
tilfælde skulle foretages en konkret vurdering af, om de
funktioner, der udøves på et fast forretningssted, kan
anses for at være af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter.
Det karakteristiske for et fast
forretningssted, hvor der udøves funktioner af udelukkende
forberedende eller hjælpende karakter, er, at der på
den pågældende lokalitet udøves funktioner med
en så fjern forbindelse til virksomhedens centrale
indtægtsskabende aktiviteter, at der vanskeligt kan allokeres
en del af virksomhedens profit til det faste forretningssted.
Aktiviteter, der indgår som en
væsentlig og essentiel del i den samlede virksomhed, kan ikke
anses for udelukkende at være af forberedende eller
hjælpende karakter. Aktiviteter, der involverer en
væsentlig del af virksomhedens personel eller aktiver, vil i
almindelighed heller ikke kunne anses for at være af
forberedende eller hjælpende karakter.
Hvor en virksomhed har flere faste
forretningssteder i Danmark, hvorfra der udøves aktiviteter,
skal det som udgangspunkt vurderes selvstændigt for hvert
enkelt forretningssted, om det udgør et fast driftssted.
Virksomheden vil dog ikke kunne foretage en kunstig opdeling af
sine aktiviteter og vil derfor skulle anses for at have fast
driftssted her i landet, såfremt der fra flere faste
forretningssteder udøves aktiviteter, der indgår som
led i en sammenhængende virksomhedsudøvelse, der
samlet set ikke kan anses for af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at der i intern dansk ret sker implementering af
dels de ændringer af artikel 5, stk. 4, der er
gennemført i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst, dels
den samtidigt tilføjede bestemmelse i modeloverenskomstens
artikel 5, stk. 4.1.
De pågældende ændringer i
OECD's modeloverenskomst hviler på anbefalingerne i
OECD-rapporten om det 7. handlingspunkt i BEPS-projektet og har
overordnet til hensigt at hindre, at reglen om faste
forretningssteder, hvor der udøves funktioner af udelukkende
forberedende eller hjælpende karakter, udnyttes til kunstigt
at undgå etableringen af et fast driftssted.
Den foreslåede bestemmelse vil
ændre retstilstanden på to punkter.
For det første er ordlyden af artikel
5, stk. 4, i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst ændret,
således at det nu i alle tilfælde - og altså
også i de i bestemmelsen specifikt opregnede eksempler
på faste forretningssteder - er en fælles betingelse,
at der gennem det pågældende faste forretningssted
udøves funktioner af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter.
Konsekvensen af denne ændring kan f.eks.
illustreres med et fast forretningssted i form af installationer,
der anvendes udelukkende med henblik på oplagring og
udlevering af virksomhedens egne varer. Efter den tidligere
affattelse af artikel 5, stk. 4, i OECD's modeloverenskomst anses
et sådant fast forretningssted altid for anvendt til
funktioner af udelukkende forberedende eller hjælpende
karakter. Efter ændringen vil der derimod skulle foretages en
konkret vurdering af, om de udøvede funktioner i forhold til
den af virksomheden udøvede økonomiske aktivitet kan
anses for udelukkende at være af forberedende eller
hjælpende karakter. I punkt 62 i kommentarerne til den nye
affattelse af artikel 5, stk. 4, i OECD's modeloverenskomst
nævnes som et tilfælde, hvor de beskrevne funktioner
ikke kan anses for at være af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter, en virksomhed, der sælger varer
over internettet og opretholder et meget stort varehus, der
anvendes til opbevaring af virksomhedens varer med henblik på
udlevering til kunderne i det pågældende land.
Efter ordlyden af den foreslåede
bestemmelses 1. pkt. vil det i
overensstemmelse hermed i hvert enkelt tilfælde konkret
skulle vurderes, om et fast forretningssted anvendes eller
opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af
virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter.
Det bemærkes, at der i artikel 5, stk.
4, i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst fortsat opregnes en
række eksempler på faste forretningssteder, der kan
anses for anvendt eller opretholdt til udøvelse af
funktioner, der udelukkende er af forberedende eller
hjælpende karakter. Da disse eksempler ikke er
udtømmende, og da der under alle omstændigheder vil
skulle foretages en konkret vurdering af funktionernes karakter,
jf. punkt 61-76 i kommentarerne til artikel 5, stk. 4, i
2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst, er disse eksempler ikke
medtaget i den foreslåede bestemmelse, men dette er
altså ikke udtryk for en indholdsmæssig forskel i
forhold til modeloverenskomsten.
Det andet punkt, hvorpå den
foreslåede bestemmelse vil indebære en ændring af
retstillingen, består i den værnsregel, der
fremgår af foreslåede bestemmelses 2. pkt. Denne bestemmelse svarer
indholdsmæssigt til den nye bestemmelse i artikel 5, stk.
4.1, i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst, den såkaldte
anti-fragmenteringsregel, og vil skulle fortolkes i
overensstemmelse med OECD's kommentarer til denne bestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle
hindre, at den i forslaget til stk. 3, 1. pkt., indeholdte
undtagelse om faste forretningssteder, hvorigennem der udelukkende
udøves aktiviteter af forberedende eller hjælpende
karakter, udnyttes til at undgå fast driftssted her i landet
ved, at sammenhængende aktiviteter kunstigt opsplittes mellem
flere nært forbundne virksomheder.
Efter den foreslåede værnsregel
vil et fast forretningssted under visse omstændigheder
udgøre et fast driftssted her i landet for udenlandske
selskaber, foreninger m.v., selv om de gennem det faste
forretningssted udøver funktioner, der isoleret set
udelukkende er af forberedende eller hjælpende karakter.
Dette vil være tilfældet, når disse funktioner
indgår blandt flere gensidigt supplerende
(komplementære) funktioner i en samlet udøvelse af
erhvervsvirksomhed, der ikke er af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter, og som vedkommende selskab eller forening
selv eller hermed nært forbundne fysiske eller juridiske
personer udøver gennem faste forretningssteder her i
landet.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det
være afgørende for, om der foreligger nært
forbundne fysiske og juridiske personer, om disse personer har en
sådan tilknytning til hinanden, at de i relation til
ligningslovens § 2 anses for interesseforbundne. Det omfatter
f.eks. tilfælde, hvor en fysisk person har bestemmende
indflydelse over et selskab, eller hvor to selskaber er ejet af
samme fysiske eller juridiske person. Dette er i overensstemmelse
med den definition af begrebet "nært forbundne" fysiske eller
juridiske personer, der fremgår af artikel 5, stk. 8, i
2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst.
Bestemmelsen vil finde anvendelse på de
tilfælde, hvor der allerede efter gældende ret skal
foretages en samlet bedømmelse af aktiviteterne i flere
faste forretningssteder, dvs. tilfælde hvor et udenlandsk
selskab m.v. fra flere faste forretningssteder udøver
aktiviteter, der indgår som led i en sammenhængende
virksomhedsudøvelse, der samlet set ikke kan anses for af
udelukkende forberedende eller hjælpende karakter.
Udvidelsen i forhold til gældende ret
vil bestå i, at den foreslåede bestemmelse også
vil omfatte tilfælde, hvor der sker en kunstig opsplitning af
aktiviteter mellem flere selvstændige skattesubjekter, der er
nært forbundne.
For en udenlandsk virksomhed, der
udøver aktiviteter af (isoleret set) udelukkende
forberedende eller hjælpende karakter gennem et fast
forretningssted her i landet, vil det faste forretningssted efter
forslaget i visse situationer udgøre et fast driftssted her
i landet. Det vil være tilfældet, når
aktiviteterne på det faste forretningssted set i
sammenhæng med nært forbundne virksomheders aktiviteter
på faste forretningssteder her i landet må anses for en
samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke blot er af
forberedende eller hjælpende karakter.
Den vurdering, som efter forslaget vil skulle
foretages af, om der er tale om en samlet udøvelse af
erhvervsvirksomhed, der ikke blot er af forberedende eller
hjælpende karakter, vil skulle foretages under inddragelse af
alle aktiviteter, som det udenlandske selskab og nært
forbundne virksomheder udøver gennem et eller flere faste
forretningssteder her i landet. Det vil således også
omfatte aktiviteter, som en nært forbundet virksomhed, der er
fuldt skattepligtig her til landet, udøver gennem et fast
forretningssted her i landet.
Der foreslås i stk.
4, at udenlandske selskaber, foreninger m.v. har fast
driftssted her i landet efter selskabsskattelovens § 2, stk.
1, litra a, når en fysisk eller juridisk person her i landet
handler på vegne af den udenlandske virksomhed og i
forbindelse hermed sædvanligvis indgår aftaler eller
sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved
indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt indgås
uden væsentligt at blive ændret af virksomheden. Det
foreslås endvidere, at det er en betingelse, at den
virksomhed, som repræsentanten udøver her i landet
på vegne af selskabet, foreningen m.v., ville have
medført fast driftssted for selskabet, foreningen m.v., hvis
virksomheden selv havde udøvet disse aktiviteter her i
landet. Endelig foreslås det, at det er en betingelse for, at
der foreligger fast driftssted efter den foreslåede
bestemmelse, at de aftaler, der indgås som udslag af agentens
aktiviteter, enten indgås i virksomhedens navn,
vedrører overdragelse af ejendomsret eller brugsret til
formuegoder, som virksomheden ejer eller har brugsret til, eller
vedrører levering af tjenesteydelser fra virksomheden.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i
sammenhæng med det nedenfor omtalte forslag til stk. 5, idet
de to bestemmelser samlet vil regulere, i hvilket omfang den
såkaldte agentregel medfører fast driftssted her i
landet. De to foreslåede bestemmelser vil samlet
medføre, at selskabsskattelovens regler om fast driftssted
svarer til den udformning af agentreglen, der fremgår af
artikel 5, stk. 5 og 6, i 2017-udgaven af OECD's
modeloverenskomst.
Efter gældende ret, hvor fast
driftsstedsbegrebet fastlægges i overensstemmelse med artikel
5 i OECD's modeloverenskomst, som denne var udformet før
2017-udgaven, vil der kunne foreligge fast driftssted efter den
udformning af agentreglen, der fremgår af den tidligere
udformning af bestemmelserne i modeloverenskomstens artikel 5, stk.
5 og 6.
Det indebærer, at der foreligger fast
driftssted her i landet, såfremt virksomheden har en
herværende repræsentant ("agent"), der har og rent
faktisk jævnligt bruger en fuldmagt fra virksomheden til at
indgå aftaler i virksomhedens navn, og agenten ved
udnyttelsen af denne fuldmagt udøver aktiviteter her i
landet, der ville have udgjort et fast driftssted for virksomheden,
såfremt den selv havde udøvet disse aktiviteter gennem
et fast forretningssted her i landet.
Det har ingen betydning, hvilken
stillingsbetegnelse repræsentanten har. Den sædvanlige
betegnelse i dansk ret er agenter, men repræsentanten kan
også være benævnt mægler, fuldmægtig
m.v. Det afgørende er, om virksomheden har givet vedkommende
en fuldmagt til at indgå aftaler, og om denne fuldmagt
faktisk også jævnligt udnyttes. Enkeltstående
aftaleindgåelser efter fuldmagt vil altså ikke
være tilstrækkeligt til, at repræsentantens
aktiviteter her i landet kan medføre fast driftssted for
virksomheden.
Agentens virksomhed vil dog ikke kunne
medføre fast driftssted her i landet, hvis agenten er en
uafhængig repræsentant, der handler inden for rammerne
af sin sædvanlige forretningsvirksomhed. Om denne undtagelse
til agentreglen henvises til bemærkningerne nedenfor til den
foreslåede bestemmelse i stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse er i
overensstemmelse med artikel 5, stk. 5, i 2017-udgaven af OECD's
modeloverenskomst og vil indebære, at agentreglen i videre
omfang end efter gældende ret kan medføre fast
driftssted. Bestemmelsen vil skulle fortolkes i overensstemmelse
med OECD's kommentarer til modeloverenskomsten.
Det vil efter forslaget ikke længere
være en betingelse for anvendelsen af agentreglen, at
repræsentanten her i landet handler i virksomhedens navn.
Netop denne betingelse har ifølge OECD-rapporten om det 7.
handlingspunkt i BEPS-projektet givet virksomhederne mulighed for
kunstigt at undgå fast driftssted ved, at den
repræsentant, der handler på virksomhedens vegne,
handler som kommissionær, dvs. i eget navn.
Kommissionsforhold vil derimod være omfattet af den
foreslåede regel.
Efter den foreslåede bestemmelses 1. pkt. vil det fremover være
afgørende for, om agentreglen kan medføre fast
driftssted for virksomheden, om agenten handler på
virksomhedens vegne i forhold til tredjemand. Virksomheden vil
efter forslaget også kunne få fast driftssted her i
landet som følge af agentens aktiviteter her, selv om den
pågældende tredjemand slet ikke er bekendt med, at
agenten handler på virksomhedens vegne.
Hvorvidt agenten spiller en afgørende
rolle ved indgåelsen af aftaler på virksomhedens vegne,
vil bero på en konkret vurdering af, hvad der er den
forretningsmæssige realitet. Det vil således ikke i sig
selv være afgørende, om virksomheden og agenten f.eks.
har indgået en aftale, der fastlægger agentens rolle,
og hvad indholdet af en sådan aftale i givet fald er.
Forslaget vil endvidere indebære, at
agentreglen vil kunne medføre fast driftssted for
virksomheden her i landet, selv om repræsentanten ikke har
fuldmagt til at indgå aftaler på virksomhedens vegne,
når agenten spiller en afgørende rolle ved
indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt indgås
uden væsentligt at blive ændret af virksomheden.
Der ligger i kravet om, at agenten enten
"sædvanligvis" skal udnytte en fuldmagt til at indgå
aftaler på virksomhedens vegne eller spille en
afgørende rolle ved indgåelse af aftaler, der
"rutinemæssigt" indgås uden at blive væsentligt
ændret af virksomheden, at det ikke medfører fast
driftssted for virksomheden, at en herværende agent f.eks.
blot enkelte gange indgår aftaler på virksomhedens
vegne. Der vil således skulle være tale om aktiviteter
af en vis tilbagevendende karakter.
Kravet om en vis fast karakter følger
også af den foreslåede bestemmelses 2. pkt., der fastsætter, at agentens
aktiviteter her i landet kun vil kunne medføre fast
driftssted for virksomheden, såfremt selskabet, foreningen
m.v. ville have haft fast driftssted efter de foreslåede
bestemmelser i stk. 2 og 3, hvis selskabet, foreningen m.v. selv
havde udøvet de pågældende aktiviteter her i
landet.
Det følger heraf, at det vil være
et krav, at agenten kan anses for at udøve aktiviteterne fra
et fast forretningssted, jf. forslagets stk. 2, og at der ikke er
tale om sådanne aktiviteter af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter, som ikke ville have medført fast
driftssted, hvis selskabet, foreningen m.v. selv havde
udført aktiviteterne, jf. forslagets stk. 3. Ved vurderingen
vil kun de aktiviteter, som repræsentanten udfører her
i landet på vegne af selskabet, foreningen m.v., skulle
inddrages.
Der opstilles endelig i overensstemmelse med
artikel 5, stk. 5, i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst i
forslagets 3. pkt. den betingelse, at
de aftaler, der indgås i forbindelse med agentens aktiviteter
for virksomheden, enten skal være indgået i
virksomhedens navn, vedrøre overdragelse af ejendomsret
eller brugsret til formuegoder, som virksomheden ejer eller har
brugsret til, eller vedrøre levering af tjenesteydelser fra
virksomheden. Det følger af bestemmelsen, at det ikke vil
være afgørende for agentreglens anvendelse, om
aftaleparten vil være i stand til retligt at
håndhæve de pågældende aftaler over for den
udenlandske virksomhed, når blot aftalerne rent faktisk vil
skulle opfyldes af den udenlandske virksomhed.
Det foreslås i stk.
5, at den i stk. 4 foreslåede bestemmelse ikke skal
finde anvendelse, når repræsentanten driver
erhvervsvirksomhed her i landet som uafhængig
repræsentant og handler for selskabet, foreningen m.v. inden
for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Det foreslås
endvidere, at en repræsentant ikke skal anses for en
uafhængig repræsentant, hvis repræsentanten
udelukkende eller næsten udelukkende handler på vegne
af en eller flere fysiske eller juridiske personer, hvormed
repræsentanten har en forbindelse som omhandlet i
ligningslovens § 2.
Heller ikke efter gældende ret, hvor
fast driftsstedsbegrebet fastlægges i overensstemmelse med
artikel 5 i OECD's modeloverenskomst, som denne var udformet
før 2017-udgaven, vil en repræsentants aktiviteter her
i landet kunne medføre fast driftssted for en udenlandsk
virksomhed, når repræsentanten driver virksomhed som
uafhængig agent her i landet og ved udøvelsen af sine
aktiviteter for virksomheden handler inden for rammerne af sin
erhvervsvirksomhed, jf. den tidligere udformning af bestemmelsen i
modeloverenskomstens artikel 5, stk. 6.
Afgørende for, om en agent må
anses for afhængig eller uafhængig, er, hvilke
forpligtelser agenten har i forhold til den udenlandske virksomhed.
Der skal foretages en konkret, samlet afvejning af, om agenten her
i landet i relation til de funktioner, der varetages på
virksomhedens vegne, må anses for at være juridisk
eller økonomisk afhængig af virksomheden.
Der kan ikke peges på et enkelt element,
der i sig selv er udslagsgivende ved denne samlede afvejning, men
navnlig de kriterier, der beskrives i det følgende,
bør ifølge kommentarerne til OECD's modeloverenskomst
inddrages.
Omfanget af hvervgiverens instruktion og
kontrol med agentens udførelse af opgaverne vil være
en væsentlig indikator for, hvorvidt agenten kan anses for
uafhængig i forhold til den udenlandske virksomhed. Har
virksomheden detaljerede instruktionsbeføjelser i forhold
til agenten, eller udøver virksomheden detaljeret kontrol
med agentens konkrete udøvelse af opgaverne, kan agenten
ikke anses for uafhængig fra hvervgiveren.
Det bemærkes, at en hvervgiver
også i forhold til uafhængige samarbejdspartnere typisk
vil give instrukser om opgavernes udførelse og føre
en løbende kontrol med, at opgaverne udføres på
tilfredsstillende vis. Det er imidlertid kendetegnende for
forholdet mellem en hvervgiver og en uafhængig agent, at
denne form for instruktion og kontrol har en forholdsvis overordnet
karakter, idet hvervgiveren i øvrigt forlader sig på
agentens særlige evner m.v.
Det bør også inddrages, i hvilket
omfang agenten er forpligtet til ikke blot løbende at
informere hvervgiveren om opgavernes udførelse, men
også at opnå hvervgiverens accept af den måde,
hvorpå opgavevaretagelsen er tilrettelagt.
Det er desuden et væsentligt kriterium,
hvem der bærer driftsherrerisikoen i forhold til de
funktioner, der udøves af agenten.
Endeligt bør også antallet af
hvervgivere inddrages. Har agenten kun en enkelt eller ganske
få hvervgivere, taler det for at anse agenten for en
afhængig agent.
Reglen om, at der ikke vil kunne etableres
fast driftssted efter agentreglen, hvis repræsentanten her i
landet er en uafhængig agent, gælder kun, hvis den
uafhængige agent ved udførelsen af opgaverne for den
udenlandske virksomhed handler inden for rammerne af sin
sædvanlige forretningsvirksomhed. En agent, der driver en
selvstændig virksomhed her i landet med et større
antal hvervgivere, vil ikke kunne anses for uafhængig, i det
omfang agentens konkrete aktiviteter på hvervgiverens vegne
ikke har naturlig sammenhæng med de aktiviteter, som den
pågældende agent sædvanligvis udøver som
led i sin selvstændige virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse er i
overensstemmelse med 2017-udgaven af artikel 5, stk. 6, i OECD's
modeloverenskomst.
Bestemmelsens 1.
pkt. vil indebære, at gældende ret som
udgangspunkt videreføres.
Det foreslås i 2.
pkt. som en ny undtagelse til reglen om uafhængige
agenter, at agenter, der udelukkende eller næsten udelukkende
handler på vegne af en eller flere virksomheder, hvormed
agenten er nært forbundet, ikke kan anses for at være
en uafhængig agent. Denne undtagelse er indføjet i
2017-udgaven af artikel 5, stk. 6, jf. stk. 8, i OECD's
modeloverenskomst og har til hensigt at udgøre et værn
mod, at en kunstig opsplitning af aktiviteter mellem nært
forbundne virksomheder skal kunne udnyttes til at undgå fast
driftssted.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det
være afgørende for, om der foreligger nært
forbundne fysiske og juridiske personer, om disse personer har en
sådan tilknytning til hinanden, at de i relation til
ligningslovens § 2 anses for interesseforbundne. Det omfatter
f.eks. tilfælde, hvor en fysisk person har bestemmende
indflydelse over et selskab, eller hvor to selskaber er ejet af
samme fysiske eller juridiske person. Dette er i overensstemmelse
med den definition af begrebet "nært forbundne" fysiske eller
juridiske personer, der fremgår af artikel 5, stk. 8, i
2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst.
Der vil efter den foreslåede bestemmelse
ikke gælde en fast grænse for, hvornår en agent
vil skulle anses for at handle udelukkende eller næsten
udelukkende på vegne af nært forbundne virksomheder.
Hvornår dette er tilfældet, vil således skulle
afgøres efter en konkret vurdering, hvor bestemmelsens
formål skal tages i betragtning. I punkt 112 i OECD's
kommentarer til bestemmelsen i modeloverenskomstens artikel 5, stk.
6, nævnes det dog som eksempel, at en salgsagent vil skulle
anses for næsten udelukkende at handle på nært
forbundne virksomheders vegne, når sådanne virksomheder
tegner sig for over 90 pct. af de salgsaftaler, som agenten
indgår.
Det foreslås i stk.
6, at aktiviteter i form af investeringer i aktier og i form
af erhvervelse af fordringer, gæld og finansielle kontrakter
omfattet af kursgevinstloven kun anses for udøvelse af
erhverv i relation til fast driftsstedsbestemmelsen, når
aktiviteterne udgør næringsvirksomhed. Dette vil dog
ikke skulle gælde, hvis en fysisk eller juridisk person,
hvormed selskabet har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens
§ 2, udøver erhvervsvirksomhed i Danmark, og de i 1.
pkt. nævnte aktiviteter i form af investeringer i aktier og i
form af erhvervelse af fordringer m.v. omfattet af kursgevinstloven
indgår som et integreret led heri.
Den foreslåede bestemmelse er identisk
med den gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 2,
stk. 7, der foreslås flyttet af hensyn til systematikken i de
foreslåede bestemmelser. Den gældende bestemmelse i
§ 2, stk. 7, blev indsat ved lov nr. 725 af 8. juni 2018.
Til nr.
4
Det foreslås, at henvisningen til stk.
1-4 i selskabsskattelovens § 2, stk. 5, der som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 1-3 og 5, vil blive stk. 10,
ændres, således at der i stedet henvises til stk.
1-9.
Bestemmelsen i det gældende § 2,
stk. 5, fastslår, at bestemmelserne i § 2, stk. 1-4,
også finder anvendelse på selskaber m.v.
hjemmehørende i Grønland eller på
Færøerne. De bestemmelser, der herved henvises til, er
bestemmelsen om, hvilke indtægter der er omfattet af den
begrænsede skattepligt (stk. 1), bestemmelsen om
indkomstopgørelsen i faste driftssteder (stk. 2),
bestemmelsen indeholdende visse særlige regler om
begrænset skattepligtige indkomst i form af indkomst fra fast
ejendom, arbejdsvederlag, konsulenthonorarer, renter, udbytter og
royalties (stk. 3), samt endelig bestemmelsen om hæftelse for
herværende repræsentanter for de begrænset
skattepligtige selskaber m.v. (stk. 4).
Forslaget er en konsekvensændring som
følge af lovforslagets § 1, nr. 1-3 og 5. Ved disse
bestemmelser foreslås de nugældende bestemmelser i stk.
2-4 flyttet til stk. 7-9, og der foreslås indsat nye
bestemmelser om fast driftssted i stk. 2-6, der også vil
skulle gælde for selskaber m.v. hjemmehørende i
Grønland eller på Færøerne.
Til nr.
5
Det foreslås, at selskabsskattelovens
§ 2, stk. 6 og 7, ophæves.
Den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens §
2, stk. 6,
fastsætter, at selskaber, foreninger m.v. ikke får fast
driftssted her i landet, såfremt de udelukkende udøver
salgsvirksomhed i form af fjernsalg gennem en repræsentant
med fuldmagt til at binde selskabet, foreningen m.v., når
repræsentanten ikke er ansat som lønmodtager i
selskabet, foreningen m.v. Efter bestemmelsen forstås ved
fjernsalg repræsentantens ordremodtagelse fra danske eller
udenlandske kunder via telefon, telex, telefax, post, EDI
(Electronic Data Interchange) el.lign. Det er en betingelse, at
hverken fuldmagtsgiveren eller et hermed koncernforbundet selskab
m.v., jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, eller en person eller
en hermed nærtstående, der kontrollerer
fuldmagtsgiveren eller et koncernforbundet selskab, jf.
ligningslovens § 16 H, stk. 6, 3.-5. pkt., eller en fond eller
trust stiftet af et af disse selskaber, personer eller
nærtstående i Danmark udøver erhvervsvirksomhed,
der står i forbindelse med repræsentantens salg.
Ud over den passive ordremodtagelse kan
repræsentanten udføre mindre opgaver for den
udenlandske virksomhed, f.eks. indpakning, opmagasinering,
forsendelse, fakturering, reparation og produktion, uden at dette
medfører fast driftssted for den udenlandske virksomhed.
Repræsentanten kan også fungere som fiskal
repræsentant i relation til momslovgivningen. Hvis
repræsentanten også udfører andre former for
salgsvirksomhed for virksomheden, herunder opsøgende
kundekontakt og generel markedsføring og rådgivning,
finder reglen derimod ikke anvendelse.
Undtagelsen om, at reglen ikke finder
anvendelse, hvis selskabet, foreningen m.v. eller hermed forbundne
selskaber, personer m.v. udøver nogen form for
erhvervsmæssig virksomhed i Danmark, der står i
forbindelse med repræsentantens salg, har til hensigt at
modvirke en kunstig opsplitning af salgsaktiviteterne.
Fjernsalgsreglen finder i medfør af denne undtagelse ikke
anvendelse, hvis de pågældende fysiske eller juridiske
personer f.eks. har aktivt opererende sælgere og
rådgivere i Danmark eller udfører reparationer eller
serviceydelser i Danmark efter selve salget.
Forslaget om at ophæve den særlige
fjernsalgsregel i selskabsskattelovens § 2, stk. 6, har
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3, hvorved det
foreslås, at selskabsskattelovens regler om fast driftssted
generelt udformes på en sådan måde, at reglerne
er i overensstemmelse med den definition af fast driftssted, der
følger af artikel 5 i 2017-udgaven af OECD's
modeloverenskomst.
Forslaget om at ophæve
selskabsskattelovens §
2, stk. 7, er en
konsekvensændring, idet bestemmelsen foreslås flyttet
til den i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede
bestemmelse i selskabsskattelovens § 2, stk. 6.
Til nr. 6
Det foreslås, at henvisningen til stk.
1-4 i selskabsskattelovens § 2, stk. 8, der som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 1-5, vil blive stk. 11, ændres,
således at der i stedet henvises til stk. 1-9.
Bestemmelsen i det gældende § 2,
stk. 8, fastsætter, at stk. 1-4 ikke finder anvendelse
på selskaber omfattet af § 2 C, der har hjemsted i
udlandet, i Grønland eller på Færøerne.
Selskabsskattelovens § 2 C vedrører særlige
tilfælde, hvor enheder, der som udgangspunkt ikke er
selvstændige skattesubjekter efter dansk ret, omkvalificeres
og behandles som selvstændige skattesubjekter. I disse
tilfælde giver det ikke mening at anvende reglerne om
begrænset skattepligtige på de pågældende
enheder.
Henvisningerne i det gældende § 2,
stk. 8, er til bestemmelsen om, hvilke indtægter der er
omfattet af den begrænsede skattepligt (stk. 1), bestemmelsen
om indkomstopgørelsen i faste driftssteder (stk. 2),
bestemmelsen indeholdende visse særlige regler om
begrænset skattepligtige indkomst i form af indkomst fra fast
ejendom, arbejdsvederlag, konsulenthonorarer, renter, udbytter og
royalties (stk. 3), samt endelig bestemmelsen om hæftelse for
herværende repræsentanter for de begrænset
skattepligtige selskaber m.v. (stk. 4).
Forslaget er en konsekvensændring som
følge af lovforslagets § 1, nr. 1-5. Ved disse
bestemmelser foreslås de nugældende bestemmelser i stk.
2-4 flyttet til stk. 7-9, og der foreslås indsat nye
bestemmelser om fast driftssted i stk. 2-6.
Til nr.
7
Efter selskabsskattelovens § 8, stk. 2,
1. pkt., kan indtægter og udgifter, som vedrører et
fast driftssted eller en fast ejendom beliggende i udlandet, ikke
medregnes ved indkomstopgørelsen for selskaber, foreninger
m.v. (territorialbeskatning), idet dette dog efter bestemmelsen
ikke gælder i den situation, hvor selskabet m.v. har valgt
international sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31
A.
Det foreslås at udvide den eksisterende
henvisning til selskabsskattelovens § 31 A med en henvisning
til den foreslåede nye bestemmelse i selskabsskattelovens
§ 31 E, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. Den nye bestemmelse
i selskabsskattelovens § 31 E vil således i lighed med
bestemmelsen om international sambeskatning give mulighed for at
medregne udgifter (underskud) ved indkomstopgørelsen, uanset
reglen i selskabsskattelovens § 8, stk. 2, 1. pkt.
Til nr.
8
Det foreslås, at undtagelserne i
selskabsskattelovens § 8, stk. 2, 6. pkt., udvides,
således at det i bestemmelsen fastslås, at
selskabsskattelovens § 32 finder tilsvarende anvendelse,
bortset fra bestemmelsens stk. 7, 10 og 14.
Den foreslåede ændring er en
konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1,
nr. 17 og 19.
Selskabsskattelovens § 8, stk. 2,
afgrænser den skattepligtige indkomst for selskaber og
foreninger m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1 med
hjemsted i Danmark. Som hovedregel skal selskaber og foreninger
m.v. ikke medregne indtægter og udgifter, der kan
henføres til et fast driftssted eller en fast ejendom i
udlandet. Dvs. at den danske selskabsbeskatning sker efter et
territorialprincip.
Selskabsskattelovens § 8, stk. 2, 4.-6.
pkt., bestemmer, at CFC-reglerne i selskabsskattelovens § 32
finder tilsvarende anvendelse på et dansk moderselskabs faste
driftssteder. Derved fraviges territorialprincippet, idet
udenlandsk indkomst oppebåret af et fast driftssted i
udlandet i denne situation skal medregnes til den skattepligtige
indkomst i Danmark. CFC-reglerne indebærer, at moderselskaber
beskattes af indkomsten i lavt beskattede datterselskaber og faste
driftssteder med henblik på at hindre udflytning af
overskudsgivende mobile indkomster.
Efter selskabsskattelovens § 8, stk. 2,
6. pkt., finder CFC-reglerne anvendelse på danske selskabers
faste driftssteder i udlandet. Selskabsskattelovens § 32
finder således tilsvarende anvendelse på
moderselskabets faste driftssteder. Dette er i overensstemmelse med
minimumskravene i skatteundgåelsesdirektivet. Dog finder
selskabsskattelovens § 32, stk. 7, 1. pkt., og stk. 10, ikke
anvendelse på faste driftssteder.
I relation til selskabsskattelovens § 32,
stk. 7, 1. pkt., følger det af bestemmelsen, at hvis der er
tale om et datterselskab, skal moderselskabet kun medregne den del
af datterselskabets indkomst, der svarer til den direkte eller
indirekte ejerandel, jf. selskabsskattelovens § 32, stk. 7, 1.
pkt. Årsagen til, at denne regel ikke finder anvendelse
på moderselskabets faste driftssteder, er, at faste
driftssteder per definition er ejet fuldt ud.
Moderselskabet skal derfor medregne hele det
faste driftssteds positive indkomst uanset moderselskabets direkte
eller indirekte ejerandel i f.eks. et interessentskab, der drives
fra det faste forretningssted, idet indkomsten i det faste
driftssted per definition vil afspejle ejerandelen i det
pågældende interessentskab.
Hvis der er tale om et datterselskab, skal
moderselskabet medregne eventuelle urealiserede gevinster og tab
på visse aktiver og passiver i de tilfælde, hvor
moderselskabet nedbringer sin ejerandel i datterselskabet, jf.
selskabsskattelovens § 32, stk. 10. Denne regel finder heller
ikke anvendelse på moderselskabets faste driftssteder.
Hvis moderselskabet nedbringer sin ideelle
andel i f.eks. en transparent enhed, der udgør et fast
driftssted for moderselskabet, betragtes dette som køb og
salg af en andel af samtlige aktiver og passiver i den transparente
enhed svarende til ændringen i ejerandelen. En sådan
delafståelse af CFC-aktiverne i den transparente enhed vil
udløse beskatning af en eventuel avance på disse
aktiver og passiver. Skattepligtige avancer medregnes til
indkomsten i det faste driftssted og vil derfor indgå i
CFC-indkomsten. Det er således ikke nødvendigt, at
selskabsskattelovens § 32, stk. 10, finder tilsvarende
anvendelse på faste driftssteder.
Det foreslås, at når et selskab
beskattes af positiv indkomst, der ville være omfattet af
CFC-beskatning, hvis det faste driftssted havde været et
datterselskab, så finder selskabsskattelovens § 32,
bortset fra stk. 7, 10 og 14, tilsvarende anvendelse.
Selskabsskattelovens § 32, stk. 7,
foreslås ændret i lovforslagets § 1, nr. 14. Den
nye affattelse vil indebære, at dele af selskabsskattelovens
§ 32, stk. 1, flyttes til bestemmelsens stk. 7, da dette
understøtter reglernes sammenhæng og
forståelighed. Den foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 7, indeholder fortsat reglerne
om ejerandele, som nævnt ovenfor, samt regler om, hvilket
moderselskab der skal anses for at være moderselskab efter
CFC-reglerne, regler for at medregne en del af indkomsten,
når moderselskabet kun er moderselskab for datterselskabet en
del af indkomståret og regler for periodisering af
indkomsten.
Det foreslås, at selskabsskattelovens
§ 32, stk. 7, ikke skal finde anvendelse på faste
driftssteder, da bestemmelsen i sin helhed udelukkende er relevant
i forholdet mellem et moderselskab og et datterselskab.
Det foreslås endvidere, at
selskabsskattelovens § 32, stk. 10, fortsat ikke skal finde
anvendelse på faste driftssteder, der omfattes af
CFC-reglerne. Det bemærkes, at de ændringer af den
gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk.
10, der foreslås i lovforslagets § 1, nr. 17, ikke vil
ændre på, at bestemmelsen ikke har relevans i relation
til faste driftssteder.
Det foreslås i lovforslagets § 1,
nr. 19, at der indsættes et nyt stykke i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 14. Denne bestemmelse har til hensigt at
undgå dobbeltbeskatning og vil indebære, at
moderselskabet kan modregne indkomst, der er CFC-beskattet, i en
eventuel skattepligtig avance eller et evt. skattepligtigt udbytte
fra datterselskabsaktier.
Det foreslås, at selskabsskattelovens
§ 32, stk. 14, ikke skal finde anvendelse på
moderselskabets faste driftssteder, da moderselskabet ikke ejer
aktier i et fast driftssted.
Til nr.
9
Det foreslås, at der indføres en
ny bestemmelse i selskabsskatteloven i form af en ny § 31
E, der vil indebære, at danske selskaber m.v. vil kunne
fradrage underskud i udenlandske datterselskaber, underskud i
udenlandske faste driftssteder og underskud vedrørende
udenlandske faste ejendomme, når underskuddene er
endelige.
Efter selskabsskattelovens § 8, stk. 2,
er danske selskaber m.v. ikke skattepligtige af indtægter fra
udenlandske faste driftssteder og udenlandske faste ejendomme, og
de har heller ikke fradrag for udgifter vedrørende
sådanne faste driftssteder og faste ejendomme. Danske
selskaber m.v. (danske koncerner) omfattet af reglerne om
obligatorisk national sambeskatning kan dog efter
selskabsskattelovens § 31 A vælge, at reglerne om
obligatorisk national sambeskatning tillige skal gælde alle
koncernforbundne udenlandske selskaber og foreninger m.v., herunder
alle faste driftssteder og faste ejendomme beliggende i udlandet.
Ved valg af international sambeskatning vil indtægter og
udgifter vedrørende udenlandske faste driftssteder og
udenlandske faste ejendomme indgå i indkomstopgørelsen
for den danske koncern.
Det foreslås i § 31 E, stk. 1, at selskaber og
foreninger m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j, 3
a-5 og 5 b, der ikke er omfattet af international sambeskatning
efter § 31 A, ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst kan medregne underskud i direkte ejede datterselskaber,
der er skattemæssigt hjemmehørende i lande, der er
medlem af EU/EØS, på Færøerne eller i
Grønland, underskud i faste driftssteder i lande, der er
medlem af EU/EØS, på Færøerne eller i
Grønland, og underskud vedrørende fast ejendom i
udlandet. Endvidere foreslås det, at de
pågældende selskaber og foreninger m.v. ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan medregne
underskud i indirekte ejede datterselskaber, der er
hjemmehørende i lande, der er medlem af EU/EØS,
på Færøerne eller i Grønland, hvis alle
de mellemliggende selskaber er skattemæssigt
hjemmehørende i det samme land, som det indirekte ejede
datterselskab. Det foreslås, at det er en betingelse for
medregning af underskuddet ved indkomstopgørelsen, at
underskuddet er endeligt, idet det følger af forslaget til
§ 31 E, stk. 3, hvornår et underskud kan anses for at
være endeligt. I forhold til underskud i datterselskaber
foreslås det endvidere, at der kun skal kunne medregnes
underskud, som kunne have været fradraget efter reglerne i
§ 31 A, hvis der havde været valgt international
sambeskatning. Derudover foreslås det i forhold til underskud
i faste driftssteder og underskud vedrørende fast ejendom,
at der ved en medregning af sådanne underskud skal tages
hensyn til de begrænsninger i fradragsretten for og
anvendelse af sådanne tab, som efter den danske
skattelovgivnings almindelige regler gælder inden for en
eventuel sambeskatning. Endelig foreslås, at
opgørelsen af det fradragsberettigede beløb vil
skulle ske efter danske regler.
Den foreslåede regel i stk. 1, 1. og 2. pkt., betyder, at
bestemmelsen som udgangspunkt vil omfatte de selskaber og
foreninger m.v., der er omfattet af reglerne i selskabsskattelovens
§ 31 om obligatorisk national sambeskatning. Der er dog set
bort fra udenlandske selskabers faste driftssteder i Danmark og
udenlandske selskabers faste ejendomme i Danmark, jf.
selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a og b, da disse ikke
er relevante i forhold til den foreslåede bestemmelse.
Bestemmelsen vil omfatte de situationer, hvor
der ikke er valgt international sambeskatning. Bestemmelsen vil
således betyde, at der kan opnås fradrag for et
underskud, uden at det er nødvendigt at inddrage alle de
datterselskaber, faste driftssteder og faste ejendomme, som det
danske selskab m.v. eller den danske koncern måtte have i
udlandet, under en dansk beskatning. Ved underskud forstås
det akkumulerede underskud på det tidspunkt, hvor kravet om,
at underskuddet skal være endeligt, er opfyldt.
Adgang til fradrag vil for det første
omfatte underskud i direkte ejede datterselskaber. Et direkte ejet
datterselskab er et selskab, som uden mellemliggende selskaber m.v.
ejes direkte af et dansk selskab.
Adgangen til fradrag vil for det andet omfatte
underskud i indirekte ejede datterselskaber, hvor alle de
mellemliggende selskaber er hjemmehørende i det samme land,
som det indirekte ejede datterselskab. Ved et indirekte ejet
datterselskab forstås et selskab, som via mellemliggende
selskaber er ejet af et dansk selskab, f.eks. et
datterdatterselskab.
Adgang til fradrag vil for det tredje omfatte
underskud i et fast driftssted. Ved et fast driftssted
forstås et fast forretningssted, hvorigennem der helt eller
delvist udøves en erhvervsvirksomhed. Hvad der nærmere
forstås ved et fast driftssted afgøres efter praksis i
overensstemmelse med artikel 5 i OECD's modeloverenskomst og
OECD-kommentarerne til fortolkning til denne artikel. Der kan i
øvrigt om begrebet fast driftssted henvises til afsnit 2.2 i
de almindelige bemærkninger.
Adgang til fradrag omfatter for det fjerde
underskud vedrørende fast ejendom. Hermed forstås
eventuelle akkumulerede tab fra den faste ejendoms drift samt
eventuelle fradragsberettigede tab, der konstateres ved
afståelse af den faste ejendom.
For så vidt angår datterselskaber
og faste driftssteder vil der efter forslaget alene være
adgang til fradrag, hvis datterselskabet er hjemmehørende
henholdsvis det faste driftssted er beliggende på
Færøerne eller i Grønland eller i et land, der
er medlem af EU eller EØS. Bestemmelsen om adgang til
fradrag for underskud foreslås indført for at sikre,
at de danske regler på området er i overensstemmelse
med EU-retten. For så vidt angår datterselskaber og
faste driftssteder vedrører dette den frie etableringsret,
hvilket indebærer, at det er tilstrækkeligt for en
overholdelse af EU-retten at inddrage de datterselskaber, der
måtte være hjemmehørende i andre
EU/EØS-lande, og faste driftssteder, der måtte
være beliggende i andre EU/EØS-lande.
For så vidt angår fast ejendom i
udlandet, vil der efter forslaget være adgang til fradrag,
uanset i hvilket land den faste ejendom er beliggende. Reguleringen
i forhold til fast ejendom vedrører reglerne om kapitalens
fri bevægelighed. Dette indebærer, at også fast
ejendom beliggende i lande, der hverken er medlem af EU eller
EØS, skal være omfattet for at sikre en overholdelse
af EU-retten.
Afgrænsningen mellem reglen om fast
driftssted og reglen om fast ejendom følger den tilsvarende
afgrænsning i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a
og b. Det vil sige, at i den situation, hvor en fast ejendom er en
del af et fast driftssted, vil adgangen til fradrag for underskud
skulle behandles efter reglerne for udenlandske faste driftssteder
og ikke efter den i geografisk henseende bredere regel om faste
ejendomme.
Adgangen til fradrag for alle de nævnte
former for underskud er efter den foreslåede regel i stk. 1, 3. pkt., betinget af, at underskuddet
er endeligt. Det vil efter forslaget skulle afgøres efter
forslaget til bestemmelsen i § 31 E, stk. 3, hvornår et
underskud er endeligt.
For så vidt angår underskud i
både direkte og indirekte ejede datterselskaber er det efter
den foreslåede regel i stk. 1, 4.
pkt., en betingelse, at underskuddet i datterselskabet kunne
have været anvendt, hvis der havde været valgt
international sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31
A.
Det følger heraf, at det vil være
en betingelse, at underskuddet er opstået, mens det
udenlandske datterselskab er koncernforbundet med det danske
selskab og dermed, at underskud i udenlandske datterselskaber for
indkomstperioder forud for det tidspunkt, hvor selskaberne bliver
koncernforbundne, ikke kan fradrages, jf. selskabsskattelovens
§ 31 A, stk. 2.
Koncernforbundne selskaber og foreninger m.v.
er defineret i selskabsskattelovens § 31 C. Ved
koncernforbundne selskaber og foreninger m.v. forstås
selskaber og foreninger m.v., der på noget tidspunkt i
løbet af indkomståret tilhører samme koncern.
Et selskab, en fond, en trust eller en forening m.v.
(moderselskabet) udgør sammen med et eller flere
datterselskaber en koncern. Et selskab kan kun have ét
direkte moderselskab. Moderselskabet er det selskab, som faktisk
udøver den bestemmende indflydelse over selskabets
økonomiske og driftsmæssige beslutninger. Et
moderselskab har bestemmende indflydelse i et datterselskab,
når moderselskabet direkte eller indirekte ejer mere end
halvdelen af stemmerettighederne i datterselskabet. Hvis et selskab
ejer mere end 50 pct. af stemmerettighederne i et selskab, men det
klart kan påvises, at ejerforholdet ikke udgør
bestemmende indflydelse, vil der ikke være tale om et
moderselskab. Det udslagsgivende for, om der foreligger et
koncernforhold, er stemmerettighederne og ikke kapitalandelene.
Hvis en virksomhed f.eks. ejer 75 pct. af kapitalandelene, men kun
5 pct. af stemmerettighederne, er der ikke bestemmende indflydelse,
og ejerforholdet udgør ikke en koncernforbindelse.
Hvis koncernforbindelsen afbrydes mellem
datterselskabet og det danske selskab m.v., vil underskud i det
udenlandske datterselskab heller ikke kunne fremføres til
modregning i det danske selskab i senere indkomstår. Hvis
koncernforbindelsen på et senere tidspunkt genopstår,
og det danske selskab igen bliver sambeskattet med et udenlandsk
datterselskab, som det danske selskab tidligere har været
sambeskattet med, vil det kun være underskud fra den seneste
sambeskatningsperiode, som kan fradrages i det danske selskab.
Betingelsen om, at underskuddet kun vil kunne
fradrages, hvis det kunne have været anvendt, såfremt
der havde været valgt international beskatning, betyder
endvidere, at et uudnyttet underskud i et likvideret datterselskab,
ikke vil kunne fradrages ved det danske moderselskabs
indkomstopgørelse. Efter reglerne om sambeskatning kan et
underskud i et dansk datterselskab, der likvideres, således
ikke overføres til moderselskabet. Har det likviderede
danske datterselskab et underskud i likvidationsåret, vil
dette indgå i sambeskatningen for likvidationsåret,
ligesom eventuelle fremførte underskud fra tidligere
år kan anvendes i likvidationsåret efter de almindelige
regler om underskudsudnyttelse. Uudnyttede underskud i det
likviderede datterselskab vil imidlertid herefter bortfalde.
Det følger af den foreslåede
regel i stk. 1, 5. pkt., at adgangen
til at medregne underskud i faste driftssteder og underskud
vedrørende faste ejendomme ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst er undergivet et forbehold. Det
foreslås således, at i det omfang de almindelige
skatteregler indeholder begrænsninger i fradragsretten for
tab og muligheden for at anvende sådanne tab inden for en
eventuel sambeskatning, så finder begrænsninger af
denne karakter tilsvarende anvendelse i forhold til det danske
selskabs adgang til at medregne disse underskud ved
indkomstopgørelsen.
Den foreslåede regel omfatter f.eks. den
situation, hvor det efter den danske skattelovgivnings almindelige
regler følger, at et tab alene kan fradrages i tilsvarende
gevinster og dermed ikke som sådan kan fradrages ved
indkomstopgørelsen. Efter ejendomsavancebeskatningslovens
§ 6 kan tab ved afståelse af fast ejendom således
kun fradrages i gevinster ved afståelse af fast ejendom. Som
et andet eksempel på en regulering, der vil være
omfattet af begrænsningen efter det foreslåede stk. 1,
5. pkt., kan nævnes kursgevinstlovens regler om finansielle
kontrakter. For selskaber m.v. indeholder kursgevinstlovens
§§ 31 og 31 A således en begrænsning i
forhold til adgangen til at fradrage tab på aktiebaserede
kontrakter.
Når den foreslåede regel i stk. 1,
5. pkt., alene omfatter underskud i faste driftssteder og underskud
vedrørende fast ejendom, beror det på, at samme
resultat i forhold til datterselskaber allerede opnås i
medfør af den foreslåede regel i stk. 1, 4. pkt.
Opgørelsen af det fradragsberettigede
endelige underskud vil efter den foreslåede regel i stk. 1, 6. pkt., skulle ske efter danske
regler. Heri ligger, at der ved opgørelsen af underskuddet
kun vil kunne indgå beløb, der har en sådan
karakter, at der efter de danske skatteregler er fradragsret
herfor.
Det foreslås i § 31 E, stk. 2, at foreninger m.v.
omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a og 6, og
fonde omfattet af fondsbeskatningsloven ved opgørelsen af
den skattepligtige indkomst kan medregne underskud i faste
driftssteder i lande, der er medlem af EU/EØS, på
Færøerne eller i Grønland, og underskud
vedrørende fast ejendom i udlandet. Det foreslås, at
det er en betingelse for medregning af underskuddet ved
indkomstopgørelsen, at underskuddet er endeligt, samt at
opgørelsen af det fradragsberettigede beløb skal ske
efter danske regler, jf. den foreslåede bestemmelses
henvisning til de foreslåede bestemmelser i § 31 E, stk.
1, 3. og 6. pkt.
De foreninger og fonde m.v., der omfattes af
den foreslåede bestemmelse, er ikke omfattet af reglerne i
selskabsskattelovens § 31 om obligatorisk national
sambeskatning, men de kan ved indkomstopgørelsen
fratrække underskud vedrørende fast ejendom i Danmark
og underskud ved erhvervsmæssig virksomhed i Danmark. Der
foreslås en særskilt bestemmelse for disse foreninger
og fonde m.v., idet de er karakteriseret ved, at de i
modsætning til de selskaber, foreninger m.v., der omfattes af
det foreslåede § 31 E, stk. 1, slet ikke har mulighed
for at vælge international sambeskatning.
Det foreslåede § 31 E, stk. 3, indeholder regler for,
hvornår et underskud kan anses for at være
endeligt.
Fastlæggelsen af, om et underskud er
endeligt, skal efter den foreslåede regel i stk. 3, 1. pkt., ske på grundlag af de
regler m.v., der gælder i det land, hvor datterselskabet er
hjemmehørende, eller hvor det faste driftssted henholdsvis
den faste ejendom er beliggende.
Det følger af den foreslåede
regel i stk. 3, 2. pkt., at et
underskud anses for endeligt, i det omfang det danske selskab m.v.
kan godtgøre, at det hverken i tidligere indkomstår,
det pågældende år eller i senere indkomstår
har været eller vil være muligt at anvende underskuddet
efter de regler, der gælder i det land, hvor datterselskabet
er hjemmehørende, eller hvor det faste driftssted
henholdsvis den faste ejendom er beliggende.
Hvor et datterselskab eller et faste
driftssted fortsat oppebærer eller har udsigt til at
oppebære indtægter, vil et underskud ikke kunne anses
for endeligt. Dette gælder, uanset om der måtte
være tale om indtægter af en helt minimal
størrelsesorden.
Det forhold, at datterselskabet eller det
faste driftssted ikke længere oppebærer
indtægter, vil dog ikke i sig selv indebære, at et
underskud kan anses for endeligt. Hvis der f.eks. efter
skattereglerne i det pågældende land er mulighed for,
at en tredjepart kan udnytte eller ville have kunnet udnytte
underskuddet i et datterselskab, vil datterselskabets underskud
således ikke kunne anses for endeligt.
Dette indebærer, at der efter den
foreslåede regel ikke vil foreligge et endeligt underskud,
hvis det er muligt at sælge aktierne i datterselskabet
inklusiv underskuddet, således at underskuddet potentielt kan
anvendes efter ejerskiftet. Det følger af EU-Domstolens
praksis, at det ikke er afgørende, om denne mulighed faktisk
er blevet udnyttet.
Likvidation af et datterselskab og nedlukning
af et fast driftssted er begivenheder, som kan indebære, at
et eventuelt underskud i datterselskabet henholdsvis det faste
driftssted ikke længere vil kunne anvendes. Efter de danske
skatteregler vil et sådant uudnyttet underskud bortfalde uden
mulighed for at kunne genopstå og anvendes senere. Dette er
imidlertid ikke situationen i alle lande. Der er lande, som har
regler, hvorefter et underskud i et likvideret selskab eller et
lukket fast driftssted kan anvendes af f.eks. et nyetableret fast
driftssted, hvis dette etableres inden for et nærmere angivet
tidsrum efter afviklingen. I så fald vil et underskud
først kunne anses for endeligt, når den
pågældende tidsperiode er udløbet. De
anførte betragtninger kan også være relevante i
den situation, hvor der foreligger salg af en fast ejendom.
Der foreslås i stk.
3, 3. pkt., den modifikation til udgangspunktet efter det
foreslåede 1. pkt. i stk. 3, at et underskud ikke kan
være endeligt, når det er anvendt eller vil kunne
anvendes i et andet land end det land, hvor datterselskabet er
hjemmehørende eller hvor det faste driftssted eller den
faste ejendom er beliggende.
Den foreslåede regel vil kunne
være relevant, i forhold til situationer, der falder ind
under hybrid mismatch reglerne i selskabsskattelovens §§
8 C-D, dvs. situationer, hvor det danske selskab m.v. ikke har
fradrag, fordi det vil føre til dobbelt fradrag.
Reglen vil f.eks. skulle omfatte den
situation, hvor det amerikansk moderselskab i en koncern, der
yderligere består af et dansk datterselskab med et udenlandsk
datterselskab, der er hjemmehørende i andet EU-land,
anvender de amerikanske check the box regler i forhold til det
danske datterselskab og det udenlandske datterdatterselskab med den
virkning, at disse selskaber anses for transparente efter
amerikanske regler. Underskud i datterdatterselskabet vil dermed
kunne fradrages hos det amerikanske moderselskab. I den situation
skal det danske datterselskab ikke tillige kunne fradrage underskud
i dets udenlandske datterselskab (det amerikanske moderselskabs
datterdatterselskab), idet det i så fald vil medføre,
at samme underskud kan fradrages to gange.
Reglen vil eksempelvis også kunne
være relevant i en situation, hvor der har været en
mellemliggende flytning af ledelsens sæde.
Eksempel:
Et dansk moderselskab har et
dobbeltdomicileret udenlandsk datterselskab med løbende
underskud. Datterselskabet har ledelsens sæde i
EU-medlemsland A og er indregistreret i EU-medlemsland B. I
EU-medlemsland A har det udenlandske datterselskab et datterselskab
(det danske moderselskabs datterdatterselskab), som det er
sambeskattet med. Dette datterdatterselskab anvender ved
indkomstopgørelsen i EU-medlemsstat A de løbende
underskud i det udenlandske datterselskab. Efter en
årrække flyttes ledelsens sæde for det
udenlandske datterselskab til EU-medlemsland B, således at
det både har ledelsens sæde og er indregistreret i
EU-medlemsland B. Herefter likvideres det udenlandske
datterselskab. Underskuddet har ikke været anvendt i
EU-medlemsland B, hvor datterselskabet er hjemmehørende
på likvidationstidspunktet.
Med den foreslåede regel i stk. 3, 3.
pkt., vil det blive sikret, at underskuddet i eksemplet ikke kan
overføres til fradrag i det danske moderselskab. Det vil
dermed blive sikret, at der ikke kan opnås fradrag for det
samme underskud to gange, først i EU-medlemsland A og
dernæst i Danmark.
Der foreslås i stk.
3, 4. pkt., den yderligere modifikation til udgangspunktet,
at et underskud ikke kan være endeligt i de tilfælde,
hvor underskuddet kunne have været anvendt i tidligere
indkomstår, det pågældende indkomstår eller
i senere indkomstår, hvis reglerne om adgang til fradrag for
underskud i det land, hvor datterselskabet er hjemmehørende,
eller hvor det faste driftssted henholdsvis den faste ejendom er
beliggende, havde været identiske med de danske regler. Med
denne regel tages højde for, at Danmark efter den praksis,
der foreligger fra EU-Domstolen, ikke er forpligtet til at tage
hensyn til negative virkninger af særegenheder ved
lovgivningen i det land, hvor datterselskabet er
hjemmehørende, eller hvor det faste driftssted henholdsvis
den faste ejendom er beliggende. Danmark skal således ikke
ved at indrømme fradrag for et underskud afhjælpe den
situation, at det er valgt at etablere et datterselskab eller et
fast driftssted eller købe en fast ejendom i et land med
regler, der afskærer fradrag for det givne tab.
Danmark har regler om obligatorisk national
sambeskatning, jf. selskabsskattelovens § 31. Reglerne
omfatter koncernforbundne selskaber og faste driftssteder. Fast
ejendom sidestilles med faste driftssteder. Sambeskatning
indebærer, at koncernindkomsten opgøres under
ét, dog således at selskaberne m.v. skal opgøre
et selvstændigt beregningsgrundlag efter de almindelige
skatteregler for selskaber m.v. med de undtagelser, der
gælder for sambeskattede selskaber. Den fulde indkomst fra et
datterselskab indgår i sambeskatningsindkomsten uanset
selskabets ejerandel af datterselskabet. Sambeskatningsindkomsten
opgøres efter, at der i hvert enkelt selskab m.v. er
modregnet fremførselsberettiget underskud fra tidligere
indkomstperioder. Tidligere års underskud anvendes
først, idet fradraget herfor i overskudsgivende selskaber
foretages forholdsmæssigt.
Et underskud vil således aldrig kunne
anses for endeligt i den situation, hvor det kunne have været
udnyttet, såfremt datterselskabet, det faste driftssted eller
den faste ejendom havde indgået i en dansk obligatorisk
sambeskatning.
Efter de danske regler er der ingen
tidsbegrænsning i forhold til adgangen til at fremføre
uudnyttede underskud til modregning i senere indkomstår.
Andre lande kan have regler, hvorefter underskud ikke kan
fremføres, eller hvorefter underskud kun kan
fremføres inden for en tidsbegrænset periode. Hvis
årsagen til, at et datterselskab eller et fast driftssted
ikke kan anvende et underskud, beror på sådanne regler
om begrænsning i adgangen til underskudsfremførsel,
vil et underskud aldrig kunne anses for endeligt.
Købes en fast ejendom beliggende i et
land, som har regler om, at der ikke er fradrag, hvor ejendomme af
den pågældende type sælges med tab, vil et
sådant tab tilsvarende aldrig kunne anses for endeligt.
Efter det foreslåede § 31 E, stk. 4, vil de danske selskaber,
foreninger og fonde m.v., der vil medregne underskud fra et
udenlandsk datterselskab, et udenlandsk fast driftssted eller en
udenlandsk fast ejendom, skulle indsende oplysninger til
Skatteforvaltningen til godtgørelse af, at underskuddet er
endeligt, og for så vidt angår underskud i et
udenlandsk datterselskab, at underskuddet har en sådan
karakter, at det kunne have været fradraget efter reglerne i
selskabsskattelovens § 31 A, hvis der havde været valgt
international sambeskatning. Endvidere skal der indsendes
oplysninger til godtgørelse af, at underskuddet er opgjort
efter danske regler. Skatteforvaltningen vil kunne afvise
underskudsfradraget, hvis de fornødne oplysninger ikke
indsendes.
Efter det foreslåede § 31 E, stk. 5, kan Skatteforvaltningen
fastsætte regler om de nærmere krav til de oplysninger,
som det danske selskab, forening og fond m.v. skal indsende, jf.
forslaget til § 31 E, stk. 4.
Det vil bl.a. kunne være relevant at
stille krav om dokumentation for underskuddets størrelse,
dokumentation for at underskuddet er opgjort efter danske regler og
dokumentation for, at erhvervsaktiviteten er definitivt
ophørt, og at alle de indtægtsgenererende aktiver er
solgt eller på anden vis bortskaffet. I tilknytning til
sidstnævnte vil det kunne være relevant at stille krav
om dokumentation for, at hverken det danske selskab, det
udenlandske datterselskab eller en tredjepart efter reglerne i
datterselskabets hjemland har mulighed for at anvende underskuddet,
heller ikke hvis aktiviteten måtte blive genoptaget. Hvor der
er tale om en fast ejendom, der er solgt, vil det kunne være
relevant at stille krav om dokumentation for ejerskiftet.
Til yderligere underbygning af, at der
foreligger et endeligt underskud, vil det kunne være relevant
at stille krav om udarbejdelse af en redegørelse for hvert
af de følgende punkter:
- Tidspunkt for
etablering og for ophør af aktivitet og beskrivelse af
aktiviteten.
- Ejerforhold og
koncernforbindelse år for år, fra underskud/tab opstod
og frem til tidspunktet for medregning, herunder med angivelse af
koncernstruktur i udlandet.
- En beskrivelse af
indkomstopgørelsesreglerne i det relevante udland, år
for år, herunder gældende underskudsregler og
eventuelle tidsbegrænsninger, samt disse reglers samspil med
sambeskatningsregler eller lignende regler for
underskudsudligning.
- En
opgørelse over det akkumulerede underskud - opgjort år
for år - efter udenlandske skatteregler, herunder udenlandske
sambeskatningsregler m.v., hvilket kan være relevant med
henblik på påvisning af, at alle
underskudsudligningsmuligheder er udtømt i
udlandet.
- En tilsvarende
dansk indkomstopgørelse for den udenlandske enhed.
Endvidere vil det kunne være relevant,
at der stilles krav til, hvordan oplysningerne skal indsendes,
herunder på hvilket sprog. Det er hensigten, at der stilles
krav om, at dokumentationen enten skal være affattet på
dansk, norsk, svensk, engelsk, tysk eller fransk. Det er endvidere
hensigten at fastsætte regler, hvorefter Skatteforvaltningen
kan kræve regnskaber oversat til dansk.
Til nr.
10
Det foreslås, at det i
selskabsskattelovens § 32, stk. 1,
fastsættes, at et selskab eller en forening m.v. som
nævnt i selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1,
litra a, der er et moderselskab for et selvstændigt
skattesubjekt (datterselskabet), jf. den i lovforslagets § 1,
nr. 14, foreslåede bestemmelse i selskabsskattelovens §
32, stk. 6, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst
skal medregne det beløb, der er angivet i
selskabsskattelovens § 32, stk. 7-10, når beløbet
er positivt. Beskatning efter denne regel skal dog kun ske,
når seks betingelser er opfyldt, jf. nærmere om disse
betingelser nedenfor.
Forslaget har til formål at justere de
gældende regler for, hvornår CFC-reglerne skal finde
anvendelse, således at disse regler bringes i
overensstemmelse med skatteundgåelsesdirektivet.
Den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 1, 1. pkt., fastsætter,
hvilke skattesubjekter CFC-reglerne finder anvendelse på.
Reglerne finder efter bestemmelsen anvendelse på selskaber og
foreninger m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1 (dvs.
danske selskaber og foreninger m.v. samt udenlandske tilsvarende
selskaber med ledelsens sæde i Danmark) og udenlandske
selskabers faste driftssteder i Danmark omfattet af
selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.
Selskabsskattelovens § 32 finder endvidere anvendelse på
fonde og foreninger omfattet af fondsbeskatningslovens § 1,
jf. fondsbeskatningslovens § 12, og danske selskabers faste
driftssteder i udlandet, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 2,
4. pkt.
Der er i de gældende regler fastsat 3
grundlæggende betingelser for, at CFC-reglerne finder
anvendelse. Disse betingelser beskrives normalt som
kontrolbetingelsen, indkomstbetingelsen og aktivbetingelsen.
Kontrolbetingelsen fremgår af
selskabsskattelovens § 32, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 6. Det er
herefter en betingelse, at den danske enhed må anses for at
være moderselskab for et selskab eller en forening m.v., idet
kravene til, hvornår der er tale om et moderselskab, er
nærmere defineret i selskabsskattelovens § 32, stk. 6.
§ 32, stk. 6, fastsætter således, hvornår
der foreligger en tilstrækkelig bestemmende indflydelse til,
at der er tale om et moderselskab. Dette vil i praksis være
tilfældet, når den danske enhed direkte eller indirekte
er aktionær i datterselskabet, og koncernen har bestemmende
indflydelse i datterselskabet, jf. selskabsskattelovens § 31
C, hvilket som hovedregel er tilfældet, hvis koncernen har
mere end 50 pct. af stemmerettighederne i datterselskabet.
CFC-reglerne finder anvendelse, uanset hvor datterselskabet er
hjemmehørende.
Indkomstbetingelsen fremgår af
selskabsskattelovens § 32, stk. 1, nr. 1. Det er herefter en
forudsætning for CFC-beskatning, at datterselskabets
CFC-indkomst udgør mere end halvdelen af datterselskabets
samlede skattepligtige indkomst. Datterselskabets CFC-indkomst og
skattepligtige indkomst opgøres efter reglerne i
selskabsskattelovens § 32, stk. 4 og 5. De indtægter og
udgifter, som henregnes til CFC-indkomsten, fremgår af den
udtømmende liste i stk. 5. Se nærmere i
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14.
Aktivbetingelsen fremgår af
selskabsskattelovens § 32, stk. 1, nr. 2. Herefter er det en
forudsætning for, at CFC-reglen finder anvendelse, at
datterselskabets finansielle aktiver udgør mere end 10 pct.
af selskabets samlede aktiver. 10 pct.-kravet skal være
opfyldt gennemsnitligt set over indkomståret. Formålet
med betingelsen er, at en række datterselskaber, der alt
overvejende har karakter af driftsselskaber, derved på
forhånd kan udelukkes fra CFC-beskatning.
Det har været nødvendigt i
lovgivningen at præcisere, hvilket moderselskab i en koncern
der i givet fald skal CFC-beskattes. Derfor er der i § 32,
stk. 1, 2. og 3. pkt., fastsat regler i tilfælde af, at flere
moderselskaber ejer den samme andel af aktiekapitalen i
datterselskabet. Hvis en given ejerandel ejes direkte eller
indirekte af flere moderselskaber, skal CFC-beskatningen finde sted
hos det moderselskab, der ejer den største direkte eller
indirekte ejerandel.
Eksempel:
Selskab A ejer 90 pct. af selskab B, der ejer
100 pct. af CFC-selskabet. Selskab A ejer dermed indirekte 90 pct.
af CFC-selskabet (90 pct.*100 pct. = 90 pct. af CFC-selskabet).
CFC-beskatningen foretages i selskab B, da selskab A og B ejer den
samme andel (de 90 pct. af CFC-selskabet), men selskab B har den
største direkte eller indirekte ejerandel (100 pct. af
CFC-selskabet).
Såfremt moderselskaberne ejer lige store
direkte eller indirekte ejerandele, henses der til den samlede
koncern, hvorefter det øverste moderselskab bliver
CFC-beskattet.
Eksempel:
Selskab A ejer 100 pct. af selskab B, der ejer
90 pct. af CFC-selskabet. Selskab A ejer dermed indirekte 90 pct.
af CFC-selskabet (100 pct.*90 pct. = 90 pct. af CFC-selskabet). Da
selskab A og B har lige store ejerandele i CFC-selskabet, skal det
øverste moderselskab CFC-beskattes, hvilket vil være
selskab A.
I bestemmelserne om indkomstbetingelsen, jf.
§ 32, stk. 1, nr. 1, er endvidere fastsat særlige regler
for tilfælde, hvor datterselskabet har bestemmende
indflydelse over andre selskaber, der er hjemmehørende i
samme land som datterselskabet. I så fald bortses der fra
datterselskabets eventuelle skattepligtige indkomst
hidrørende fra indbyrdes transaktioner med det andet
selskab. I stedet medregnes en forholdsmæssig del af det
andet selskabs skattepligtige indkomst i CFC-indkomsten. Den
forholdsmæssige del er baseret på datterselskabets
direkte eller indirekte ejerandel i det andet selskab. Dette
omtales også som transparensreglen.
Skattepligtige tilskud medregnes ikke til
datterselskabets skattepligtige indkomst. Dette skyldes, at der
herved er risiko for spekulation, da den skattepligtige indkomst
opgjort efter danske regler ville kunne oppustes kunstigt, uden at
dette nødvendigvis har indflydelse på datterselskabets
faktiske beskatning i udlandet.
Ved vurderingen af, om aktivbetingelsen i
§ 32, stk. 1, nr. 2, er opfyldt, skal der henses til de
aktiver, hvis afkast skal henregnes til CFC-indkomsten, jf.
selskabsskattelovens § 32, stk. 5. Opgørelsen af de
finansielle aktivers værdi foretages på baggrund af de
regnskabsmæssige værdier. Dog medregnes immaterielle
aktiver, hvis afkast er omfattet af stk. 5, nr. 6, til den
handelsmæssige værdi. Hvis et aktivs afkast er
skattefrit, skal det ikke henregnes til finansielle aktiver
omfattet af CFC-reglerne. Uforrentede fordringer på
varedebitorer, som opstår i forbindelse med selskabets drift,
indgår endvidere ikke i opgørelsen.
Ved opgørelsen af de finansielle
aktiver gælder samme regler som ved opgørelsen af
CFC-indkomsten, hvis datterselskabet har bestemmende indflydelse
over andre selskaber, der er hjemmehørende i samme land som
datterselskabet. Der indgår dermed en forholdsmæssig
del af det andet selskabs aktiver i opgørelsen i henhold til
den direkte og indirekte ejerandel i det andet selskab.
Ud over de tre grundlæggende betingelser
for CFC-beskatning indeholder den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 1, yderligere to
betingelser.
Efter selskabsskattelovens § 32, stk. 1,
nr. 3, er det en betingelse, at moderselskabets aktier i
datterselskabet ikke er omfattet af aktieavancebeskatningslovens
§ 19, dvs. aktier eller investeringsbeviser m.v. i et
investeringsselskab. Sådanne aktier og investeringsbeviser
m.v. beskattes løbende i moderselskabet efter
lagerprincippet, hvorved CFC-reglerne bliver
unødvendige.
Efter selskabsskattelovens § 32, stk. 1,
nr. 4, undtages der for CFC-beskatning, hvis aktierne i
datterselskabet ejes gennem et livsforsikringsselskab, der
beskattes efter nettoopgørelsesprincippet, jf.
selskabsskattelovens § 13 F. I praksis bliver et
livsforsikringsselskab, der beskattes efter selskabsskattelovens
§ 13 F, lagerbeskattet efter nettoopgørelsesprincippet.
En samtidig CFC-beskatning hos moderskabet ville derfor
udgøre en dobbeltbeskatning.
Det foreslås, at selskabsskattelovens
§ 32, stk. 1, nyaffattes, så
bestemmelsen tilpasses i overensstemmelse med
skatteundgåelsesdirektivet.
Det foreslås i stk.
1, 1. pkt., at definitionen af datterselskabet ændres,
således at det CFC-beskattede datterselskab i
overensstemmelse med skatteundgåelsesdirektivet fremover skal
være et selvstændigt skattesubjekt. Dette må
efter direktivet skulle fortolkes bredere end den gældende
definition i selskabsskattelovens § 32, stk. 1, hvor
datterselskabet skal være et selskab eller forening m.v. Den
nye definition vil eksempelvis også omfatte en trust eller en
selvejende institution, hvis moderselskabet har ret til mere end
halvdelen af overskuddet i trusten eller den selvejende
institution. Dette skal ses i sammenhæng med forslaget til
den udvidede definition af kontrol, hvor også retten til 50
pct. eller mere af overskuddet i det selvstændige
skattesubjekt udgør kontrol efter selskabsskattelovens
§ 32, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.
I den foreslåede bestemmelse henvises
der fortsat til selskabsskattelovens § 32, stk. 6, hvori
kontrolbetingelsen er beskrevet. Denne betingelse er
afgørende for, om CFC-reglerne finder anvendelse.
Definitionen af kontrol i datterselskabet foreslås udvidet,
jf. lovforslagets § 1, nr. 14, hvorfor det foreslås, at
§ 32, stk. 1, tilpasses i overensstemmelse hermed.
Vurderingen af, om en enhed er et
selvstændigt skattesubjekt, vil skulle foretages efter danske
skatteregler. Det bemærkes, at CFC-reglerne efter
selskabsskattelovens § 8, stk. 2, 6. pkt., også finder
anvendelse på faste driftssteder i udlandet, idet dette dog
ikke gælder de dele af CFC-reglerne, der efter deres karakter
ikke er anvendelige på faste driftssteder, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 8.
Det foreslås, at de gældende
bestemmelser i selskabsskattelovens § 32, stk. 1, 2. og 3.
pkt., flyttes til selskabsskattelovens § 32, stk. 7, jf.
lovforslagets § 1, nr. 14. De omfattede punktummer
vedrører fastsættelsen af, hvilket moderselskab der
skal CFC-beskattes, hvis flere moderselskaber har samme ejerandel i
datterselskabet. Punktummerne foreslås flyttet for at
understøtte bestemmelsens systematik og
forståelighed.
Det foreslås i stk.
1, 2. pkt., at seks betingelser skal være opfyldt,
såfremt der skal ske beskatning efter stk. 1.
Det foreslås i stk.
1, nr. 1, at det er en betingelse, at datterselskabets
CFC-indkomst, jf. stk. 4 og 5, i indkomståret udgør
mere end 1/3 af datterselskabets samlede skattepligtige indkomst
opgjort efter stk. 4. Ved bedømmelsen skal der ses bort fra
skattepligtig indkomst hidrørende fra selskaber under
datterselskabets bestemmende indflydelse, hvis selskaberne er
skattemæssigt hjemmehørende i samme land som
datterselskabet. I stedet inddrages skattepligtig indkomst i de
pågældende selskaber forholdsmæssigt efter
datterselskabets direkte eller indirekte ejerandele. Nedbringer
moderselskabet direkte eller indirekte sin ejerandel i
datterselskabet, medregnes den indkomst, som datterselskabet ville
have oppebåret, hvis det havde afstået samtlige aktiver
og passiver, dog højst et beløb, der
forholdsmæssigt svarer til den nedbragte ejerandel.
Bestemmelserne i stk. 10, 3.-8. pkt., jf. lovforslagets § 1,
nr. 17, finder tilsvarende anvendelse. Endelig foreslås, at
skattepligtige tilskud ikke medregnes ved opgørelsen af
datterselskabets samlede skattepligtige indkomst.
Forslaget til nr. 1, 1.
pkt., indebærer, at den gældende
indkomstbetingelse opretholdes, men at den justeres, således
at betingelsen for CFC-beskatning efter forslagets 1. pkt. fremover
vil være, at datterselskabets CFC-indkomst udgør mere
end 1/3 af datterselskabets samlede skattepligtige indkomst. Herved
vil indkomstbetingelsen få et bredere
anvendelsesområde, da datterselskabet omfattes af
CFC-reglerne ved et lavere forhold mellem CFC-indkomst og den
sammenlignelige skattepligtige indkomst. Indkomstbetingelsens
tærskel skærpes for at bringe CFC-reglerne i
overensstemmelse med minimumskravene i
skatteundgåelsesdirektivet.
Efter forslaget til 2. og
3. pkt. videreføres den gældende
transparensregel, jf. herom ovenfor, uden materielle
ændringer. Det er dog præciseret, at der ved
anvendelsen af transparensreglen om selskaber hjemmehørende
i samme land skal lægges vægt på, hvor
selskaberne er hjemmehørende i skattemæssig
henseende.
Det foreslås endvidere præciseret
i bestemmelsens 4. og 5. pkt., at
indkomst ved en nedbringelse af ejerandelen i datterselskabet,
hvorved der udløses beskatning ved indirekte afståelse
af datterselskabets aktiver og passiver efter selskabsskattelovens
§ 32, stk. 10, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, ligeledes
skal medregnes ved opgørelsen af, om indkomstbetingelsen er
opfyldt. Dette er allerede tilfældet efter den gældende
lovgivning, jf. det gældende selskabsskattelovens § 32,
stk. 10, 1. pkt., men det præciseres i den foreslåede
bestemmelse, at beskatning ved indirekte afståelse
indgår i opgørelsen.
Beskatningen efter selskabsskattelovens §
32, stk. 10, vil efter forslaget til § 32, stk. 10, 1. pkt.,
skulle omfatte den indkomst, som datterselskabet ville have
opnået ved afståelse af samtlige aktiver og passiver,
hvis afkast er CFC-indkomst efter forslaget til § 32, stk. 5,
jf. lovforslagets § 1, nr. 14. Har moderselskabet valgt, at
der kun skal ske medregning af CFC-indkomsten efter
selskabsskattelovens § 32, stk. 15, jf. lovforslagets §
1, nr. 19, vil dog kun den del af denne indkomst, der er
CFC-indkomst, skulle medregnes, jf. forslaget til § 32, stk.
10, 2. pkt. Dette vil kunne være relevant, hvis afkastet fra
et aktiv kun delvist vil skulle medregnes til CFC-indkomsten efter
forslaget til § 32, stk. 5.
Sker der nedbringelse af moderselskabets
ejerandele i datterselskabet, vil der i relation til
indkomstbetingelsen i § 32, stk. 1, nr. 4, derimod skulle
medregnes avancer og tab på alle aktiver og passiver. Det
skyldes, at der med henblik på vurderingen af, om
indkomstbetingelsen er opfyldt, vil skulle foretages en
opgørelse af både CFC-indkomsten og den samlede
skattepligtige indkomst i datterselskabet. Det vil skulle
afgøres efter bestemmelsen i forslaget til
selskabsskattelovens § 32, stk. 5, i hvilket omfang konkrete
avancer eller tab indgår som en del af både
CFC-indkomsten og den samlede skattepligtige indkomst eller kun som
en del af den samlede skattepligtige indkomst.
Der foreslås i nr.
1, 6. pkt., en videreførsel, med en enkelt sproglig
omskrivning uden materiel betydning, af den gældende regel
om, at skattepligtige tilskud ikke medregnes ved opgørelsen
af datterselskabets samlede skattepligtige indkomst.
Det foreslås, at aktivbetingelsen i den
gældende § 32, stk. 1, nr. 2, ophæves, hvorefter
det ikke længere er en betingelse, at datterselskabets
finansielle aktiver skal udgøre mere end 10 pct. af
datterselskabets samlede aktiver. Aktivbetingelsen kan ikke
opretholdes grundet minimumskravene i
skatteundgåelsesdirektivet.
Det foreslås, at det i stk. 1, nr. 2, indsættes som betingelse
for CFC-beskatning, at koncernen ikke har valgt international
sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31 A. Hvis
koncernen har valgt international sambeskatning, vil
datterselskabets indkomst efter sambeskatningsreglerne allerede
skulle medregnes ved moderselskabets indkomstopgørelse,
hvorefter CFC-reglerne bliver overflødige. Betingelsen
fremgår af den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 2, 1. pkt., men foreslås
flyttet for at understøtte bestemmelsens systematik og
forståelighed.
Det foreslås, at bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, videreføres
uændret. Efter nr. 3 er det en betingelse, at moderselskabets
aktier i datterselskabet ikke er omfattet af
aktieavancebeskatningslovens § 19. Om baggrunden herfor
henvises der til gennemgangen ovenfor af den gældende
bestemmelse.
Det foreslås, at det i stk. 1, nr. 4, indsættes som betingelse
for CFC-beskatning, at moderselskabets aktier i datterselskabet
ikke ejes gennem et investeringsselskab omfattet af
aktieavancebeskatningslovens § 19, og moderselskabet eller den
direkte ejer af investeringsbeviserne m.v. beskattes efter
aktieavancebeskatningslovens § 19 A.
Den foreslåede undtagelse
vedrører en situation, hvor der i forvejen sker dansk
beskatning efter lagerprincippet af indkomsten fra et
investeringsselskab. Hvis der samtidig skete CFC-beskatning af et
overliggende moderselskab, ville det udgøre
dobbeltbeskatning.
Det fremgår af den gældende
bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 1, nr. 3, at der
ikke sker CFC-beskatning, hvis moderselskabets aktier i
datterselskabet (CFC-selskabet) er omfattet af
aktieavancebeskatningslovens § 19. Dette skyldes, at indkomst
i datterselskabet allerede bliver lagerbeskattet i moderselskabet
efter reglerne om beskatning af investeringsbeviser i
investeringsselskaber omfattet af aktieavancebeskatningslovens
§ 19.
Det foreslås i forlængelse heraf,
at der heller ikke skal ske CFC-beskatning, når
moderselskabets aktier i datterselskabet (CFC-selskabet) ejes
gennem et investeringsselskab, når moderselskabet eller den
direkte ejer af investeringsbeviserne bliver beskattet efter
aktieavancebeskatningslovens § 19 A.
Det ville uden den foreslåede undtagelse
kunne forekomme, at moderselskabet skulle medregne indkomst fra et
CFC-datterselskab, som ejes gennem et investeringsselskab, uanset
at indkomsten i CFC-selskabet i forvejen beskattes i Danmark efter
lagerprincippet.
Dette tilfælde bør derfor
undtages fra CFC-reglernes anvendelsesområde, ligesom det er
tilfældet, når moderselskabets aktier i datterselskabet
er aktier i et investeringsselskab omfattet af
aktieavancebeskatningslovens § 19.
Det foreslås, at den gældende
bestemmelse i stk. 1, nr. 4, flyttes til stk.
1, nr. 5, men at bestemmelsen derudover videreføres
uændret. Efter det gældende nr. 4 undtages der for
CFC-beskatning, hvis aktierne i datterselskabet ejes gennem et
livsforsikringsselskab, der beskattes efter
nettoopgørelsesprincippet, jf. selskabsskattelovens §
13 F. Om baggrunden herfor henvises der til gennemgangen ovenfor af
den gældende bestemmelse. Betingelsen foreslås flyttet
for at understøtte bestemmelsens systematik og
forståelighed.
Det foreslås, at det i stk. 1, nr. 6, indsættes som betingelse
for CFC-beskatning, at moderselskabets aktier i datterselskabet
ikke ejes gennem et arbejdsmarkedsrelateret
livsforsikringsaktieselskab omfattet af § 307 i lov om
finansiel virksomhed, der beskattes efter
pensionsafkastbeskatningsloven.
Den foreslåede undtagelse
vedrører en situation, hvor der i forvejen sker dansk
beskatning efter lagerprincippet i det arbejdsmarkedsrelaterede
livsforsikringsaktieselskab. Hvis der samtidig sker CFC-beskatning
af livsforsikringsselskabets moderselskab ville det udgøre
dobbeltbeskatning.
Arbejdsmarkedsrelaterede
livsforsikringsaktieselskaber omfattet af § 307 i lov om
finansiel virksomhed er undtaget fra selskabsskattepligt, jf.
selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 18.
Arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber er dermed
ikke selv omfattet af CFC-reglerne i selskabsskattelovens §
32. Afkast, der oppebæres af et arbejdsmarkedsrelateret
livsforsikringsaktieselskab, beskattes efter reglerne i
pensionsafkastbeskatningsloven, og indkomsten opgøres efter
lagerprincippet. Dette indebærer, at afkast på alle
investeringer fuldt ud medregnes til den danske
indkomstopgørelse.
Er et arbejdsmarkedsrelateret
livsforsikringsaktieselskab ejet af et dansk holdingselskab, er
holdingselskabet ikke selv undtaget fra selskabsskattepligt efter
selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 18.
Det ville uden den foreslåede undtagelse
kunne forekomme, at holdingselskabet skulle medregne indkomst fra
et CFC-datterselskab, som ejes gennem et arbejdsmarkedsrelateret
livsforsikringsaktieselskab. I et sådant tilfælde ville
der ske beskatning af CFC-selskabets indkomst to gange, henholdsvis
i holdingselskabet efter selskabsskattelovens § 32 og i det
arbejdsmarkedsrelaterede livforsikringsaktieselskab efter
pensionsafkastbeskatningsloven, hvilket ikke er hensigten.
Dette tilfælde bør derfor
undtages fra CFC-reglernes anvendelsesområde for at
undgå dobbeltbeskatning.
Det foreslås desuden i
selskabsskattelovens § 32, stk. 2,
at når datterselskabet er et finansielt selskab, finder stk.
1 alene anvendelse, hvis mere end 1/3 af CFC-indkomsten, jf. stk.
5, hidrører fra transaktioner med moderselskabet eller dets
tilknyttede personer, jf. stk. 6. Ved et finansielt selskab
forstås enheder som nævnt i artikel 2, nr. 5, i
direktiv 2016/1164/EU (skatteundgåelsesdirektivet). Forslaget
indfører en generel, objektiveret fritagelse for
CFC-beskatning for finansielle selskaber under nærmere
betingelser.
Af den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 2, fremgår, at
CFC-reglerne ikke finder anvendelse, når den omfattede
koncern har valgt international sambeskatning efter
selskabsskattelovens § 31 A. Dette skyldes, at alle
koncernselskaberne allerede efter sambeskatningsreglerne vil
være omfattet af dansk beskatning.
Der er endvidere i den gældende
bestemmelse indsat hjemmel til, at Skatterådet under visse
betingelser kan fritage visse finansielle selskaber fra
CFC-beskatning. Det gælder særligt selskaber, der
udøver forsikrings-, realkredit-, fondsmægler-,
investeringsforvaltnings- eller bankvirksomhed, og som er underlagt
offentligt tilsyn.
Dispensationsadgangen er begrundet i, at disse
selskaber næsten altid vil blive omfattet af CFC-reglerne, da
selskaberne driver finansiel virksomhed, hvorfor deres indkomst
omfattes af definitionen i den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr. 9. Hovedparten af disse
typer af virksomheders indtægt vil helt naturligt være
af finansiel karakter. Det er dog ikke hensigten med CFC-reglerne,
at disse selskaber skal være omfattet af CFC-beskatning,
når der drives en faktisk erhvervsmæssig virksomhed
inden for de angivne brancher.
Der er fem betingelser for, at
Skatterådet kan give tilladelse til fritagelse efter
bestemmelsen, hvilket er blevet nærmere afklaret gennem
praksis.
Den første betingelse er, at selskabet
skal have en offentlig bevilling og være underlagt tilsyn i
hjemlandet til at drive finansiel virksomhed inden for de
ovennævnte brancher. Der lægges vægt på, at
tilsynet overordnet ligner det danske Finanstilsyn.
Den anden betingelse er, at den
væsentligste del af datterselskabets indkomst skal komme fra
virksomhed med kunder i det land, som datterselskabet er
hjemmehørende i. I praksis skal selskabets indtægter
fra virksomhed med kunder i hjemlandet være mindst dobbelt
så stor som indtægten fra virksomhed med udenlandske
kunder. Ved kunder i hjemlandet forstås bosatte
privatpersoner og selskaber, hvis kundeforhold vedrører
virksomhed udført i hjemlandet.
Den tredje betingelse er, at den
væsentligste del af indkomsten ikke må stamme fra
virksomhed med koncernforbundne selskaber, jf. ligningslovens
§ 2, stk. 2, hvilket omfatter koncernforhold, hvor der enten
er 50 procents direkte eller indirekte ejerskab eller
rådighed over 50 procent af stemmerettighederne.
Indtægten fra virksomhed med uafhængige parter skal
være mindst dobbelt så stor som indtægter fra
virksomhed med koncernforbundne virksomheder.
Den fjerde betingelse er, at datterselskaberne
ikke må være overkapitaliseret i forhold til, hvad der
måtte være markedskonformt for den
pågældende virksomhedstype i det pågældende
land. Der henses bl.a. til den sædvanlige konsolideringsgrad
m.v. i branchen og det offentlige tilsyns krav og anbefalinger i
det pågældende land. I vurderingen kan endvidere
indgå en sammenligning af selskabet med andre
koncernforbundne selskaber, der opererer i samme branche,
både i det pågældende land og i udlandet.
Den femte betingelse er, at datterselskabet
enten er dansk, eller at beskatningen af eventuelt udbytte fra
datterselskabet til moderselskabet vil skulle frafaldes eller
nedsættes efter moder-/datterselskabsdirektivet. Et frafald
eller nedsættelse af beskatningen efter
dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Færøerne,
Grønland eller den stat, hvori datterselskabet er
hjemmehørende, opfylder ligeledes denne betingelse.
En fritagelse for CFC-beskatning af
Skatterådet kan ikke indrømmes for en periode, der
overstiger 10 indkomstår, og fritagelsen bortfalder, hvis
ikke forudsætningerne for afgørelsen i al
væsentlighed forbliver uændrede.
Det foreslås, at reglen om, at
CFC-reglerne ikke finder anvendelse, hvis koncernen har valgt
international sambeskatning, jf. selskabsskattelovens § 31 A,
flyttes til selskabsskattelovens § 32, stk. 1, nr. 2, jf.
ovenfor. Betingelsen foreslås flyttet for at
understøtte bestemmelsens systematik og
forståelighed.
Derudover foreslås, at adgangen til at
indrømme dispensation for CFC-beskatning i
selskabsskattelovens § 32, stk. 2, ophæves i dens
gældende udformning. I stedet foreslås, at der
indføres en generel undtagelse for CFC-beskatning for
finansielle selskaber. Der er således i
skatteundgåelsesdirektivet åbnet op for, at
medlemsstaterne kan indføre en undtagelsesbestemmelse for
nærmere angivne finansielle selskaber.
Ved finansielle selskaber skal efter forslaget
forstås de selskaber, som er omfattet af
skatteundgåelsesdirektivets artikel 2, nr. 5. Ved et
finansielt selskab forstås herefter:
- Et kreditinstitut
eller et investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr.
1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF eller
en forvalter af alternative investeringsfonde (FAIF) som defineret
i artikel 4, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/61/EU, eller et administrationsselskab for et
institut for kollektiv investering i værdipapirer
(investeringsinstitut) som defineret i artikel 2, stk. 1, litra b,
i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF.
- Et
forsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 1, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF.
- Et
genforsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 4, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF.
- En
arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse, som er omfattet af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF, medmindre
en medlemsstat har besluttet ikke at anvende nævnte direktiv
helt eller delvist på denne pensionskasse, jf. nævnte
direktivs artikel 5, eller på en repræsentant for den
arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasse, jf. nævnte direktivs
artikel 19, stk. 1.
-
Pensionsinstitutter, som forvalter pensionsordninger, der betragtes
som sociale sikringsordninger omfattet af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 samt alle retlige
enheder, der er oprettet med henblik på investering i
sådanne ordninger.
- En alternativ
investeringsfond (AIF), der forvaltes af en FAIF som defineret i
artikel 4, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/61/EU, eller en AIF, der er underkastet tilsyn i
henhold til gældende national ret.
- Et
investeringsinstitut, jf. artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/65/EF.
- En central
modpart som defineret i artikel 2, nr. 1, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 648/2012.
- En
værdipapircentral som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 1, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
909/2014.
De undtagne selskaber har det til
fælles, at en væsentlig del af deres indtægt fra
kernedriften vil udgøre CFC-indkomst. Selskaberne ville uden
en undtagelsesbestemmelse derfor typisk blive omfattet af
CFC-reglerne grundet deres kerneaktivitet.
Det foreslås, at finansielle
datterselskaber undtages fra CFC-reglerne, såfremt mindre end
1/3 af datterselskabets CFC-indkomst hidrører fra
transaktioner med moderselskabet og dets tilknyttede personer. Det
vil således være et krav, at størstedelen af
datterselskabets CFC-indkomst hidrører fra transaktioner med
uafhængige parter for at blive undtaget fra CFC-reglerne.
CFC-indkomsten er defineret i den
foreslåede bestemmelse til selskabsskattelovens § 32,
stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, der indeholder en
udtømmende liste over, hvilke indtægter og udgifter
der skal henregnes til CFC-indkomsten. Efter den foreslåede
bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr. 8,
omfattes indkomst fra forsikrings- og bankvirksomhed samt anden
finansiel virksomhed.
Tilknyttede personer er nærmere
defineret i den foreslåede bestemmelse i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 14. Tilknyttede
personer udgør bl.a. et selvstændigt skattesubjekt,
hvor moderselskabet har direkte eller indirekte indflydelse i form
af stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 pct. eller
mere eller har ret til at modtage 25 pct. eller mere af overskuddet
i det selvstændige skattesubjekt, eller en fysisk person
eller et selvstændigt skattesubjekt, som har direkte eller
indirekte indflydelse i form af stemmerettigheder eller
kapitalejerskab på 25 pct. eller mere eller har ret til at
modtage 25 pct. eller mere af overskuddet i moderselskabet.
Til nr.
11
Der foreslås en konsekvensændring
af bestemmelsen i selskabsskattelovens § 32, stk. 3, som
følge af, at aktivbetingelsen i stk. 1 foreslås
ophævet.
Den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 3, 1. pkt., bestemmer, at
datterselskabets indkomstopgørelse efter CFC-reglerne skal
foretages i overensstemmelse med territorialprincippet, jf.
selskabsskattelovens § 8, stk. 2, 1.-3. pkt. Efter
bestemmelsen skal opgørelsen af datterselskabets CFC-aktiver
ligeledes foretages efter territorialprincippet, når der skal
foretages en vurdering af, om datterselskabet opfylder
aktivbetingelsen. Aktivbetingelsen er en forudsætning for
CFC-beskatning, idet minimum 10 pct. af datterselskabets aktiver
skal være finansielle aktiver, for at reglerne finder
anvendelse.
Datterselskabets indkomst og aktiver, der er
tilknyttet faste driftssteder i andre lande end datterselskabets
hjemland, skal dermed ikke medregnes ved vurderingen af, om
datterselskabet omfattes af CFC-reglerne, ligesom disse faste
driftssteder ikke skal medregnes ved opgørelsen af den
eventuelle CFC-indkomst, som beskattes i moderselskabet.
Datterselskabets faste driftssteder i andre lande skal derimod
bedømmes særskilt i forhold til CFC-reglerne i
selskabsskattelovens § 32, hvorefter eventuel CFC-beskatning
opgøres særskilt for det faste driftssted.
Det foreslås, at henvisningen til, at
aktiverne opgøres efter territorialprincippet, udgår
af bestemmelsen. Dette skal ses i sammenhæng med, at det
foreslås, at aktivbetingelsen i selskabsskatteloven §
32, stk. 1, nr. 2, ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr.
10. Aktivbetingelsen kan således ikke opretholdes grundet
minimumskravene i skatteundgåelsesdirektivet.
Til nr.
12
Det foreslås at ændre henvisningen
i selskabsskattelovens § 32, stk. 3, 2. pkt., således at
der henvises til stk. 4-18.
Den foreslåede ændring er en
konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1,
nr. 19, hvorved der foreslås indsat stk. 14-18 i
selskabsskattelovens § 32.
Det følger af den gældende
bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 3, at
bestemmelsens øvrige stykker finder tilsvarende anvendelse
på datterselskabets faste driftssteder, som er beliggende
uden for den stat, hvori datterselskabet er
hjemmehørende.
Det foreslås at ændre henvisningen
i selskabsskattelovens § 32, stk. 3, 2. pkt., således at
de foreslåede bestemmelser i stk. 14-18 også vil finde
tilsvarende anvendelse for datterselskabers faste driftssteder.
Til nr.
13
Det følger af den gældende
bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 3, at
bestemmelsens øvrige stykker finder tilsvarende anvendelse
på datterselskabets faste driftssteder, som er beliggende
uden for den stat, hvori datterselskabet er
hjemmehørende.
Det foreslås at indsætte en
præcisering om, at der ved bedømmelsen af, hvor
datterselskabet er hjemmehørende, lægges vægt
på det land, hvor datterselskabet er skattemæssigt
hjemmehørende.
Et selskab vil sædvanligvis være
skattemæssigt hjemmehørende i det land, hvori
selskabet er indregistreret. Et selskab kan dog efter de konkrete
omstændigheder være hjemmehørende i et andet
land, såfremt selskabet har ledelsens sæde i dette
andet land. Dette afgøres efter reglerne i de lande, hvor
selskabet er henholdsvis indregistreret og har ledelsens
sæde, og en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de
to lande.
Til nr.
14
I overensstemmelse med minimumskravene i
skatteundgåelsesdirektivet foreslås der i § 32, stk. 5, nr. 1-9, en række
ændringer i de gældende regler om opgørelse af
CFC-indkomsten.
Den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 5, fastsætter, hvilke
indkomstarter der indgår i opgørelsen af
CFC-indkomsten. CFC-indkomsten opgøres således som
summen af de af datterselskabets indtægter og udgifter, der
fremgår af den udtømmende liste i § 32, stk. 5,
nr. 1-9.
CFC-indkomsten omfatter indkomster med risiko
for skatteundgåelse, hvilket i praksis er, når mobile
indkomster kan flyttes til et datterselskab, fordi de ikke
nødvendigvis er bundet til fysiske aktiver eller
driftsvirksomhed m.v.
Efter det gældende nr. 1 skal
skattepligtige renteindtægter og fradragsberettigede
renteudgifter medregnes i CFC-indkomsten.
Efter det gældende nr. 2 skal
skattepligtige gevinster og fradragsberettigede tab på
fordringer, gæld eller finansielle kontrakter, der omfattes
af kursgevinstloven, medregnes i CFC-indkomsten. Dog medtages ikke
gevinst og tab på terminskontrakter m.v. med tilknytning til
virksomhedens drift, hvilket bl.a. omfatter risikoafdækning
af leverancer m.v. Undtagelsen finder ikke anvendelse, hvis den
skattepligtige driver næring ved køb og salg af
fordringer og finansielle kontrakter eller driver
næringsvirksomhed med finansiering.
Efter det gældende nr. 3 skal udgifter
omfattet af ligningslovens § 8, stk. 3, og de tilsvarende
skattepligtige indtægter medregnes i CFC-indkomsten.
Bestemmelsen i ligningslovens § 8, stk. 3, indebærer, at
provisioner, præmier og lignende i forbindelse med sikring
eller kautionering for et tilgodehavende eller lån kan
fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige
indtægt. Ligningslovens § 8, stk. 3, vedrører kun
udgiftssiden, men de skattepligtige indtægter, som modtageren
af de omfattede provisionsindtægter m.v. oppebærer,
indgår efter bestemmelsen også i CFC-indkomsten.
Efter det gældende nr. 4 skal
skattepligtige udbytter medregnes i CFC-indkomsten. Bestemmelsen
omfatter alle udbytter omfattet af ligningslovens § 16 A.
Udbytter efter denne bestemmelse vedrører aktier m.v., der
omfattes af aktieavancebeskatningsloven.
Efter det gældende nr. 5 skal
skattepligtig fortjeneste og tab ved køb og salg af aktier
m.v., der omfattes af aktieavancebeskatningsloven, medregnes i
CFC-indkomsten. Bestemmelsen omfatter bl.a. ikke
datterselskabsaktier, som er skattefrie, og skattefrie
porteføljeaktier.
Efter det gældende nr. 6 indgår
alle royalties som udgangspunkt i CFC-indkomsten. Til royalties
henregnes enhver betaling, der modtages som vederlag for
anvendelsen af eller retten til at anvende immaterielle aktiver.
Endvidere medregnes fortjeneste og tab ved afståelse af
immaterielle aktiver. Immaterielle aktiver omfatter enhver
ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt
arbejde, herunder spillefilm, ethvert patent, varemærke eller
mønster eller enhver model, tegning, hemmelig formel eller
fremstillingsmetode eller oplysninger om industrielle, kommercielle
eller videnskabelige erfaringer. Til immaterielle aktiver henregnes
dog ikke goodwill, som omfattes af afskrivningslovens § 40,
stk. 1, hvilket bl.a. er bekræftet i et bindende svar fra
Skatterådet i SKM2014·830·SR.
Royalties modtaget fra ikke-koncernbundne
selskaber vedrørende immaterielle aktiver, som er
foranlediget af datterselskabets egen forsknings- og
udviklingsvirksomhed, medregnes dog ikke til CFC-indkomsten. Et
selskab anses for at være koncernforbundet, hvis det
indgår i en koncern, hvor koncernen har bestemmende
indflydelse over datterselskaberne, jf. selskabsskattelovens §
31 C. Bestemmende indflydelse i et datterselskab foreligger som
udgangspunkt, når moderselskabet direkte eller indirekte
gennem et datterselskab ejer mere end halvdelen af
stemmerettighederne i et selskab, jf. selskabsskattelovens §
31 C.
Efter det gældende nr. 7 kan der ved
opgørelsen af CFC-indkomsten foretages skattemæssige
fradrag, der vedrører de ovenstående indkomstarter,
dvs. indkomstarterne nævnt i nr. 1-6. Fradragene skal kunne
henregnes til erhvervelsen af de omfattede CFC-indtægter.
Fradragene kan indeholde en del af selskabets generelle
omkostninger allokeret efter armlængdeprincippet,
lønninger til medarbejdere og lignende. Endvidere kan
afskrivninger på de omfattede aktiver fradrages,
såfremt der i øvrigt er adgang til dette efter danske
regler.
Efter det gældende nr. 8 skal indkomst
ved finansiel leasing medregnes til CFC-indkomsten. Dette
inkluderer endvidere fortjeneste og tab ved afståelse af
aktiver, som har været anvendt til finansiel leasing. Ved
finansiel leasing skal der henses til definitionen i de
internationale regnskabsregler i IAS 17 og IFRS 16, der skal
anvendes fra 1. januar 2019. Leasing vil have finansiel karakter,
hvis f.eks. (1) ejendomsretten overføres til leasingtager
ved udløbet af kontrakten, (2) leasingtager har en
køberet, som ved indgåelse af kontrakten forventes at
være så fordelagtig, at det synes rimeligt sikkert, at
den vil blive anvendt, (3) leasingtager har en købepligt,
som ved indgåelse af kontrakten forventes at være
så fordelagtig for leasinggiver, at det synes rimeligt
sikkert, at den vil blive anvendt, (4) leasingtager har pligt at
anvise en køber til en fastsat pris eller - hvis dette ikke
opfyldes, og leasinggiver må sælge aktivet til en
lavere pris - betale differencen mellem leasinggivers salgspris og
den fastsatte pris, når dette ved indgåelse af
kontrakten forventes at være så fordelagtig for
leasinggiver, at det synes rimeligt sikkert, at den vil blive
anvendt, (5) nutidsværdien af minimumsleasingydelserne ved
aftalens indgåelse er større end eller i det
væsentlige lig med dagsværdien af det leasede aktiv,
(6) leasingkontrakten løber over størstedelen af
aktivets økonomiske levetid, eller (7) leasingkontrakten
omhandler et specielt aktiv, som kun leasingtager kan udnytte,
medmindre der foretages væsentlige ændringer af
aktivet.
Efter det gældende nr. 9 skal indkomst
fra forsikringsvirksomhed, virksomhed som penge- eller
realkreditinstitut eller finansiel virksomhed i øvrigt
medregnes til CFC-indkomsten. Ved vurderingen af, om
datterselskabet driver finansiel virksomhed i øvrigt, kan
der henses til, om selskabet er omfattet af lov om finansiel
virksomhed, jf. Skatterådets afgørelse i SKM2009·231·SR. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med dispensationsadgangen i den gældende
bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 2, hvorefter
visse finansielle selskaber har mulighed for at blive undtaget fra
CFC-reglerne.
Efter det gældende nr. 10 skal
fortjeneste og tab ved afståelse af CO2-kvoter og
CO2-kreditter medregnes til CFC-indkomsten. Det er en betingelse,
at fortjeneste og tab er skattepligtige efter afskrivningslovens
§ 40 A.
Det foreslås, at selskabsskattelovens
§ 32, stk. 5, nr. 1, om
skattepligtige renteindtægter og fradragsberettigede
renteudgifter sammenskrives med den gældende nr. 5,
således at nr. 1 fremover omfatter både renter,
provisioner og lignende. Der foreslås ikke materielle
ændringer i forhold til de omfattede renter, provisioner og
lignende, jf. herom ovenfor.
Det foreslås, at selskabsskattelovens
§ 32, stk. 5, nr. 2,
uændret, bortset fra enkelte sproglige tilpasninger uden
materiel betydning, skal videreføre de gældende regler
om, i hvilket omfang skattepligtige gevinster og
fradragsberettigede tab på fordringer, gæld eller
finansielle kontrakter, der omfattes af kursgevinstloven, skal
medregnes til CFC-indkomsten. Om de omfattede gevinster og tab
henvises derfor til gennemgangen ovenfor.
Den foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr.
3, foreslås at erstatte den gældende bestemmelse
om indkomst fra immaterielle aktiver i selskabsskattelovens §
32, stk. 5, nr. 6. Efter forslaget medregnes skattepligtige
royalties eller anden indkomst fra immaterielle aktiver til
CFC-indkomsten, jf. dog den foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 17, jf. lovforslagets §
1, nr. 19. Immaterielle aktiver omfatter enhver ophavsret til et
litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder
spillefilm, ethvert patent, varemærke eller mønster
eller enhver model, tegning, hemmelig formel eller
fremstillingsmetode eller oplysninger om industrielle, kommercielle
eller videnskabelige erfaringer samt CO2-kvoter og CO2-kreditter,
jf. afskrivningslovens § 40 A. Skattepligtige royalties og
anden indkomst fra immaterielle aktiver medregnes dog kun,
når aktiverne er erhvervet fra et andet land end det land,
hvor datterselskabet er skattemæssigt hjemmehørende,
eller er oparbejdet ved aktiviteter udført af tilknyttede
personer i et andet land end det land, hvor datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende. Er immaterielle aktiver
delvist omfattet af bestemmelsens 3. pkt., medregnes en
forholdsmæssig del af indkomsten fra de immaterielle aktiver.
Den forholdsmæssige del opgøres som den del af den
samlede indkomst fra de immaterielle aktiver, der kan
henføres til værdien af de aktiver, der er erhvervet
fra et andet land end det land, hvor datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende, eller værdien af de
aktiviteter, der er udført af tilknyttede personer i et
andet land end det land, hvor datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, nr. 3, 1. pkt., indebærer, at
den gældende definition af CFC-indkomst udvides i
overensstemmelse med definitionen i
skatteundgåelsesdirektivet i forhold til indkomst fra
immaterielle aktiver. Det foreslås således at udvide
definitionen af, hvornår indkomst hidrørende fra
immaterielle aktiver er CFC-indkomst.
Det foreslås, at både royalties og
anden indkomst fra immaterielle aktiver medregnes til
CFC-indkomsten. Anden indkomst vil bl.a. omfatte indkomst fra
immaterielle aktiver, der realiseres ved afståelse af varer
og/eller tjenesteydelser. Når varer eller ydelser
sælges, vil der undertiden samtidig ske overdragelse af
immaterielle aktiver eller retten til at anvende sådanne
aktiver, uden at der beregnes et særskilt vederlag herfor,
idet salgssummen i stedet inkluderer et royaltyafkast relateret til
de immaterielle aktiver. Dette inkluderede royaltyafkast vil
være omfattet af definitionen af CFC-indkomst. Anden indkomst
vil også omfatte fortjeneste og tab ved afståelse af de
immaterielle aktiver, som også er omfattet af den
gældende definition af CFC-indkomst.
Visse immaterielle aktiver omfattes dog ikke
som følge af de foreslåede bestemmelser i
selskabsskattelovens § 32, stk. 17 og 18, der medfører,
at afkast af immaterielle aktiver, som moderselskabet bliver
indirekte ejer af som følge af opkøb af selskaber, i
visse tilfælde helt undtages fra beskatning som CFC-indkomst.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1,
nr. 19.
Bortset fra tilføjelsen af CO2-kvoter
og -kreditter foreslås der ikke ændringer til, hvilke
immaterielle aktiver der omfattes af CFC-reglerne.
Den foreslåede udvidelse af definitionen
af indkomst fra immaterielle aktiver til også at omfatte
anden indkomst af immaterielle aktiver følger af reglerne i
skatteundgåelsesdirektivet, der er udformet på baggrund
af anbefaling 4 i OECD-rapporten vedrørende handlingspunkt 3
fra 2015. Det fremgår i OECD-rapporten, at en medregning af
royalties baseret på den juridiske kvalifikation af
indkomsten ikke er tilstrækkelig for at medregne al relevant
indkomst fra immaterielle aktiver. Det fremhæves bl.a., at
royaltyafkastet kan være indlejret i salgsindkomsten,
hvorefter royaltyafkastet ikke ville blive medregnet til
CFC-indkomsten, hvis der alene anvendes en tilgang baseret på
den juridiske kvalifikation af indkomsten.
Formålet med udvidelsen er, at afkastet
fra immaterielle aktiver medregnes i CFC-indkomsten, uanset hvordan
indkomsten klassificeres.
Efter gældende ret omfattes kun
betalinger, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller
retten til at anvende immaterielle aktiver samt fortjeneste og tab
ved afståelse af immaterielle aktiver. Dette omfatter kun
royaltybetalinger og skattepligtige avancer. Det foreslås at
udvide denne definition, så den omfatter al indkomst, der
direkte kan henføres til det immaterielle aktiv.
Immaterielle aktiver udgør en
særlig risiko for skatteundgåelse, da immaterielle
aktiver er yderst mobile og svære at
værdiansætte. Disse karakteristika gør, at
indkomsten, som tilvejebringes ved hjælp af disse aktiver,
nemt kan flyttes væk fra det sted, hvor værdiskabelsen
ved udviklingen af det immaterielle aktiv er sket.
Et immaterielt aktiv kan eksempelvis flyttes
til et (salgs)datterselskab, som selv har bidraget med lav eller
ingen værdi til udviklingen heraf, og hvor den
efterfølgende indkomst fra det immaterielle aktiv helt eller
delvist oppebæres som almindelig salgsindkomst, hvorved
indkomsten ikke umiddelbart medregnes til CFC-indkomsten. Samme
problemstilling kan gøre sig gældende i forhold til
afsætning af tjenesteydelser.
Formålet med de foreslåede regler
er at understøtte, at immaterielle aktiver og det
dertilhørende afkast forbliver dér, hvor det
immaterielle aktiv er udviklet. Det vil sige, hvor bl.a.
forsknings- og udviklingsaktiviteterne foretages, og altså
det samme sted, hvor koncernen har afholdt og fradraget udgifterne
til denne værdiskabelse. Dette er i overensstemmelse med de
principper som OECDs BEPS-projekt skal sikre, nemlig at
værdierne beskattes dér, hvor de er skabt.
Da de danske CFC-regler imidlertid ikke skal
udgøre en hindring for, at datterselskaber har forsknings-
og udviklingsaktiviteter, foreslås det, at indkomst fra
immaterielle aktiver alene skal medregnes til CFC-indkomsten, i det
omfang aktiverne enten er erhvervet fra et andet land end det land,
hvor datterselskabet er skattemæssigt hjemmehørende,
eller er oparbejdet ved aktiviteter udført af tilknyttede
personer i et andet land end det land, hvor datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende.
Det foreslås således, at der skal
lægges afgørende vægt på, om de
immaterielle aktiver faktisk har været genstand for en
grænseoverskridende flytning.
Dette sikrer, at indkomst fra f.eks. patenter,
der udvikles ved datterselskabets egne udviklingsaktiviteter, ikke
skal medregnes til CFC-indkomsten. Se også yderligere
bemærkninger herom nedenfor.
For immaterielle aktiver, der indirekte
erhverves af et dansk moderselskab, idet moderselskabet
opkøber et selskab, der ejer immaterielle aktiver,
foreslås en særlig undtagelse i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 17. Efter dette forslag vil det opkøbte
selskabs afkast fra immaterielle aktiver, som det opkøbte
selskab besidder på opkøbstidspunktet, være helt
undtaget fra beskatning som CFC-indkomst. Dette gælder
tilsvarende for det opkøbte selskabs datterselskaber.
Overdrages aktiverne efterfølgende til et koncernforbundet
selskab i et andet land, vil det købende selskabs afkast fra
aktiverne dog skulle anses for CFC-indkomst. Undtagelsen ved
opkøb af selskaber er forbundet med en række
betingelser, som fremgår af den foreslåede bestemmelse
i selskabsskattelovens § 32, stk. 18. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil.
Medregningen af anden indkomst fra
immaterielle aktiver i CFC-indkomsten vil medføre, at det
kan blive nødvendigt at udskille denne anden indkomst fra
immaterielle aktiver fra en samlet salgsindkomst. Denne udskillelse
skal ske på baggrund af en vurdering - baseret på
almindelige armslængdeprincipper - af den indkomst, som
salgsselskabet ville have haft i en situation, hvor salgsselskabet
skulle varetage de samme funktioner, besidde de samme aktiver og
påtage sig de samme risici, men hvor selskabet ikke selv
ejede det immaterielle aktiv. Den del af indkomsten, der kan
henføres til det immaterielle aktiv, vil derfor i visse
forretningsmodeller svare til den royaltybetaling, som
salgsselskabet ville have betalt under en licensaftale med et andet
selskab, som ejer det immaterielle aktiv.
Det bemærkes, at alle virksomheder
må forventes at opnå et vist normaloverskud, også
når de ikke selv ejer de immaterielle aktiver, som bidrager
til at skabe den samlede værdi af de varer eller
tjenesteydelser, som afsættes. På transfer
pricing-området, dvs. ved transaktioner mellem
koncernforbundne selskaber, benyttes med henblik på
fastlæggelsen af armslængdevilkår i sådanne
situationer bl.a. en metode, hvor der tillægges et mark-up
på de relevante omkostninger på koncerninterne
transaktioner (cost-plus metoden). På transfer
pricing-området findes der også andre metoder til
opgørelse af den indkomst, der skal allokeres i relation til
koncerninterne transaktioner.
Sådanne almindeligt anerkendte
armslængdeprincipper vil tilsvarende kunne anvendes til at
opgøre, hvilken del af datterselskabets samlede indkomst der
skal anses for anden indkomst fra immaterielle aktiver. Der
henvises også til bemærkningerne nedenfor om de
foreslåede bestemmelser i selskabsskattelovens § 32,
stk. 5, nr. 3, 4. og 5. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, nr. 3, 2. pkt., definerer de
omfattede immaterielle aktiver i overensstemmelse med den
gældende bestemmelse i § 32, stk. 5, nr. 6, idet det dog
foreslås, at CO2-kvoter og CO2-kreditter, jf.
afskrivningslovens § 40 A, omfattes af definitionen af
immaterielle aktiver i selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr.
3, hvorved disse sidestilles med de øvrige immaterielle
aktiver. Der er alene tale om en sammenskrivning af bestemmelser,
da CO2-kvoter og CO2-kreditter allerede medregnes til
CFC-indkomsten, jf. den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr. 10.
Det bemærkes i den sammenhæng, at
et selskab vil kunne være indehaver af immaterielle aktiver
omfattet af afskrivningslovens § 40, stk. 2, også selv
om der er tale om begrænsede rettigheder, f.eks. hvis
selskabet har erhvervet en eksklusiv ret til at bruge et
varemærke i et geografisk afgrænset område.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, nr. 3, 3. pkt., indebærer, at
skattepligtige royalties og anden indkomst fra immaterielle aktiver
kun medregnes til CFC-indkomsten, når aktiverne er erhvervet
fra et andet land end det land, hvor datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende, eller er oparbejdet ved
aktiviteter udført af tilknyttede personer i et andet land
end det land, hvor datterselskabet er skattemæssigt
hjemmehørende.
Forslaget har til hensigt at målrette
bestemmelsen om, hvornår indkomst fra immaterielle aktiver
anses for CFC-indkomst, således at der kun sker
CFC-beskatning i de tilfælde, hvor der er gennemført
den form for transaktioner, som CFC-reglerne udgør et
værn imod.
Efter forslaget anses indkomst fra
immaterielle aktiver kun for CFC-indkomst, når aktiverne ved
overdragelse har ændret beskatningssted eller er oparbejdet
ved aktiviteter udført af koncernforbundne selskaber i et
andet land. Der skal lægges vægt på, om aktiverne
er blevet overdraget fra eller oparbejdet i et andet land end det
land, hvor datterselskabet er skattemæssigt
hjemmehørende, eller hvor datterselskabets faste driftssted
er beliggende, når indkomsten oppebæres af det faste
driftssted.
Modsætningsvist CFC-beskattes indkomst
fra tilkøbte immaterielle aktiver ikke, når aktiverne
er udviklet i det land, hvor datterselskabet er skattemæssigt
hjemmehørende.
Dette sikrer, at indkomst fra immaterielle
aktiver, der erhverves fra et andet selskab i det land, hvor
datterselskabet er skattemæssigt hjemmehørende, ikke
skal medregnes til CFC-indkomsten. Ligeledes vil en lokal
selskabsretlig omstrukturering, f.eks. en fusion mellem to
selskaber i samme land, ikke medføre, at indkomsten fra de
immaterielle aktiver skal medregnes til CFC-indkomsten. Der er i
sådanne tilfælde ikke sket en sådan flytning af
det mobile immaterielle aktiv, som CFC-reglerne skal værne
imod.
Når immaterielle aktiver er oparbejdet
ved aktiviteter udført af andre parter end datterselskabet
selv, skal der først sondres efter, om aktiviteterne er
udført i det land, hvori datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende, eller om aktiviteterne er
udført i et andet land.
Er det immaterielle aktiv oparbejdet ved
aktiviteter i samme land som det land, hvori datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende, medregnes indkomsten fra
det immaterielle aktiv ikke til CFC-indkomsten. Dette vil omfatte
både aktiviteter udført af et lokalt koncernforbundet
selskab og aktiviteter udført af en uafhængig
part.
Er det immaterielle aktiv oparbejdet ved
aktiviteter i et andet land end det land, hvori datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende, skal der sondres mellem,
om aktiviteterne er udført af en tilknyttet person eller en
uafhængig part. Ved en tilknyttet person forstås
især koncernforbundne selskaber. Der henvises til den
foreslåede bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk.
6, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, hvor begrebet tilknyttet
person er reguleret.
Efter den foreslåede bestemmelse er det
alene indkomst fra immaterielle aktiver, der er oparbejdet ved
aktiviteter af tilknyttede personer i andre lande, der skal
medregnes til CFC-indkomsten. Modsætningsvis indebærer
dette, at hvis det immaterielle aktiv er oparbejdet i samme land
eller oparbejdet ved aktiviteter udført af uafhængige
parter f.eks. ved kontraktforskning, skal indkomsten fra det
immaterielle aktiv ikke medregnes til CFC-indkomsten.
Immaterielle aktiver oparbejdes på
forskellig vis afhængigt af det immaterielle aktivs
særlige kendetegn. Aktiviteter skal derfor forstås
bredt, idet f.eks. patenter m.v. oparbejdes ved forsknings- og
udviklingsaktiviteter, hvorimod andre immaterielle aktiver bl.a.
oparbejdes ved markedsføringsaktiviteter eller faktisk brug
gennem en lang periode.
Det bemærkes, at hvis datterselskabet
har erhvervet et immaterielt aktiv fra et andet land, vil der ved
opgørelsen af CFC-indkomsten kunne foretages afskrivninger
på grundlag af anskaffelsessummen. Ligeledes kan der ved
opgørelsen af CFC-indkomsten i datterselskabet
fratrækkes de udgifter, som datterselskabet afholder,
når koncernforbundne udenlandske selskaber udfører
forskning og udviklingsopgaver for datterselskabet.
Ved opgørelsen af anden indkomst fra
immaterielle aktiver, opgøres CFC-indkomsten som en
nettoindkomst. Dette indebærer, at der i salgsprisen på
f.eks. varer og tjenesteydelser kan fradrages omkostninger, der
direkte og indirekte kan henføres til sådan anden
indkomst.
Afgørende vil være, om
omkostningerne efter almindelige skatteretlige principper vil
skulle henføres til CFC-indkomsten. Der kan i forhold til
opgørelsen af anden indkomst søges vejledning i
Transfer Pricing Guidelines, kapitel II, pkt. 2.152-2.153, og
bilaget til Transfer Pricing Guidelines kapitel II, eksempel 11 om
residual profit split-metoden.
De foreslåede bestemmelser i stk. 5, nr. 3, 4. og 5. pkt.,
indebærer, at når immaterielle aktiver er delvist
omfattet af det foreslåede 3. pkt., medregnes alene en
forholdsmæssig del af indkomsten fra de immaterielle aktiver
til CFC-indkomsten. Den forholdsmæssige del vil skulle
opgøres som den del af den samlede indkomst fra de
immaterielle aktiver, der kan henføres til værdien af
de aktiver, der er erhvervet fra et andet land end det land, hvor
datterselskabet er skattemæssigt hjemmehørende, eller
værdien af de aktiviteter, der er udført af
tilknyttede personer i et andet land end det land, hvor
datterselskabet er skattemæssigt hjemmehørende.
De foreslåede bestemmelser tager
højde for, at et immaterielt aktiv kan være skabt
gennem forskellige bidrag, som vanskeligt kan opdeles. Et
færdigt immaterielt aktiv kan f.eks. bestå af et
tilkøbt immaterielt aktiv, som datterselskabet har
videreudviklet både ved egen forsknings- og
udviklingsvirksomhed og ved at lade koncerninterne eller
koncerneksterne selskaber udføre kontraktforskning.
Bestemmelserne tager også højde for, at der ved en
forretningsmæssig aktivitet kan benyttes flere immaterielle
aktiver, som tilsammen giver et afkast, der ikke uden videre kan
henføres til de enkelte aktiver hver for sig.
Efter de foreslåede bestemmelser skal en
forholdsmæssig del af afkastet i sådanne tilfælde
anses for CFC-indkomst. Denne forholdsmæssige del skal efter
forslaget opgøres som den del af den samlede indkomst fra
det eller de immaterielle aktiv(er), der isoleret set udgør
CFC-indkomst efter den foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr. 3, 3. pkt.
Opdelingen af det samlede afkast vil skulle
foretages i overensstemmelse med almindelige transfer
pricing-principper. Vejledning herom kan navnlig findes i de
retningslinjer, der gælder for delingen af indkomst fra
immaterielle aktiver mellem kontrollerede parter (Profit
Split-metoden), jf. kapitel II, pkt. C, i OECD's Transfer Pricing
Guidelines (2017) og i de retningslinjer, der gælder for
transaktioner, der omfatter immaterielle aktiver, jf. kapitel VI i
OECD's Transfer Pricing Guidelines (2017), samt i de
retningslinjer, der finder anvendelse i relation til fordeling af
afkast fra immaterielle aktiver, når koncernforbundne
selskaber i fællesskab har bidraget til at tilvejebringe
aktiverne, jf. kapitel VIII, pkt. C. 4. i OECD's Transfer Pricing
Guidelines (2017) om såkaldte cost contribution agreements
(aftaler om omkostningsbidrag).
Det foreslås, at selskabsskattelovens
§ 32, stk. 5, nr. 4, affattes i
overensstemmelse med den gældende bestemmelse, således
at skattepligtige udbytter skal medregnes til CFC-indkomsten. Ved
skattepligtige udbytter forstås udbytter, som omfattes af
ligningslovens § 16 A. Der foreslås ingen materielle
ændringer til bestemmelsen, hvis virkninger er
gennemgået ovenfor.
Det foreslås, at selskabsskattelovens
§ 32, stk. 5, nr. 5, affattes i
overensstemmelse med den gældende bestemmelse, således
at skattepligtig fortjeneste og tab vedrørende aktier m.v.,
der omfattes af aktieavancebeskatningsloven, skal medregnes til
CFC-indkomsten. Der foreslås ingen materielle ændringer
til bestemmelsen, hvis virkninger er gennemgået ovenfor.
Forslaget til selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr. 6, svarer til den
gældende regel i stk. 5, nr. 6, jf. herom ovenfor, idet
bestemmelsen tilpasses som følge af de øvrige
ændringer. Samtidig tilpasses teksten, således at
bestemmelsen fremover vedrører skattemæssige fradrag,
der vedrører indkomst som nævnt i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 5, nr. 1-5.
Det foreslås, at selskabsskattelovens
§ 32, stk. 5, nr. 7, affattes i
overensstemmelse med den gældende bestemmelse i stk. 5, nr.
8, således at indkomst fra finansiel leasing skal medregnes
til CFC-indkomsten. Der foreslås ingen materielle
ændringer til bestemmelsen, hvis virkninger er
gennemgået ovenfor.
Den foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr.
8, svarer til den gældende bestemmelse i stk. 5, nr.
9, jf. herom ovenfor, idet bestemmelsen dog foreslås
omskrevet, så definitionen af den omfattede indkomst fra
finansiel virksomhed tilpasses definitionen i
skatteundgåelsesdirektivet. Indkomst fra finansiel virksomhed
vil i denne sammenhæng skulle fortolkes som en bred
opsamlingsbestemmelse, ligesom den gældende bestemmelse.
Dette skal dog ske under iagttagelse af den foreslåede
undtagelsesbestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 2.
Her er foreslået en generel undtagelse for finansielle
datterselskaber, hvis en nærmere andel af datterselskabet
CFC-indkomst ikke hidrører fra koncerninterne transaktioner.
Det bemærkes, at finansiel virksomhed efter nr. 8 ikke
nødvendigvis er lig med et finansielt selskab som omfattet
af stk. 2. Finansiel virksomhed efter nr. 8 skal i denne
sammenhæng fortolkes bredere.
Det foreslås i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 5, nr. 9, at indkomst
fra faktureringsselskaber fremover skal indgå i
CFC-indkomsten. Det er en betingelse, at faktureringsselskabet
opnår indkomst fra varer og tjenesteydelser, der købes
fra og sælges til tilknyttede personer, og at
faktureringsselskabets aktiviteter bidrager med ingen eller ringe
økonomisk værdi.
Det er et krav efter
skatteundgåelsesdirektivet, at indkomst fra disse
faktureringsselskaber skal henregnes til CFC-indkomsten. Det
bemærkes, at sådanne selskabers indkomst er mobil af
karakter og derved kan anvendes til at udhule indkomstgrundlaget i
moderselskabet.
Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke
faktureringsselskaber, som bidrager med reel økonomisk
værdi i koncernens værdikæde.
Der foreslås i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 6, regler om,
hvornår der er tale om et moderselskab efter
CFC-reglerne.
Den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 6, bestemmer, hvornår
der inden for CFC-reglerne er tale om et moderselskab, og
hvornår der er tale om bestemmende indflydelse i
datterselskabet.
Efter gældende regler anses et selskab
for at være moderselskab for datterselskabet, hvis
moderselskabet direkte eller indirekte er aktionær i
datterselskabet, og koncernen har bestemmende indflydelse over
datterselskabet. Bestemmende indflydelse i et datterselskab
foreligger som udgangspunkt, når moderselskabet direkte eller
indirekte gennem et datterselskab ejer mere end halvdelen af
stemmerettighederne i et selskab, jf. selskabsskattelovens §
31 C. Omfanget af bestemmende indflydelse udvides dog i
CFC-reglerne til også at omfatte stemmerettigheder m.v. som
besiddes af personlige aktionærer og deres
nærtstående, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6.
Ved bedømmelsen af bestemmende indflydelse indgår
endvidere stemmerettigheder m.v., som besiddes af en fond eller
trust stiftet af nærtstående m.v. eller af fonde eller
truster stiftet af disse.
Ved bedømmelsen af bestemmende
indflydelse medregnes endvidere stemmerettigheder m.v., som
indehaves af andre selskabsdeltagere, hvor moderselskabet har
indgået aftale om fælles indflydelse. Dette kan
være tilfældet, hvis moderselskabet har indgået
aftale med andre selskabsdeltagere om kontrol af stemmerettigheder
m.v. Dette kan ligeså være tilfældet for
stemmerettigheder, som indehaves af en transparent enhed som
nævnt i ligningslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., hvori
moderselskabet deltager.
Det foreslås i stk.
6, 1. pkt., at et selskab anses for at være et
moderselskab efter CFC-reglerne, hvis selskabet selv eller sammen
med tilknyttede personer har en direkte eller indirekte indflydelse
på mere end 50 pct. af stemmerettighederne eller direkte
eller indirekte ejer mere end 50 pct. af kapitalen eller har ret
til at modtage mere end 50 pct. af overskuddet i
datterselskabet.
Moderselskabsdefinitionen udvides herved,
således at den er i overensstemmelse med definitionen i
skatteundgåelsesdirektivet.
Sammenlignet med gældende regler vil der
fremover også være tale om et kontrolleret
datterselskab efter CFC-reglerne, hvis moderselskabet direkte eller
indirekte ejer mere end 50 pct. af kapitalen eller har ret til at
modtage mere end 50 pct. af overskuddet i datterselskabet. Der kan
dermed være tale om et kontrolleret datterselskab, selv om
koncernen ikke har bestemmende indflydelse, jf.
selskabsskattelovens § 31 C.
Til moderselskabets direkte og indirekte
indflydelse på henholdsvis stemmerettighederne, kapitalen
eller overskuddet medregnes ejerbesiddelser fra tilknyttede
personer. Det foreslås i stk. 6, 2.-7. pkt., at definitionen
af tilknyttede personer medtages fra direktivet.
Ved tilknyttede personer forstås efter
forslagets stk. 6, 2. pkt., et selvstændigt skattesubjekt,
hvori moderselskabet har direkte eller indirekte indflydelse i form
af stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 pct. eller
mere, eller hvorfra moderselskabet har ret til at modtage 25 pct.
eller mere af overskuddet. Dette kunne eksempelvis være et
datterselskab.
Ved tilknyttede personer forstås efter
det foreslåede stk. 6, 3. pkt., også en fysisk person eller et
selvstændigt skattesubjekt, som har direkte eller indirekte
indflydelse i form af stemmerettigheder eller kapitalejerskab
på 25 pct. eller mere eller har ret til at modtage 25 pct.
eller mere af moderselskabets overskud. Dette kunne eksempelvis
være en hovedaktionær i moderselskabet.
Endvidere følger det af forslagets
stk. 6, 4.
pkt., at hvis en fysisk person eller et selvstændigt
skattesubjekt direkte eller indirekte har indflydelse på 25
pct. i moderselskabet og samtidig har 25 pct. indflydelse på
andre selvstændige skattesubjekter, anses alle berørte
enheder, som tilknyttede personer. Samtlige tilknyttede personers
indflydelse medregnes herefter til bedømmelsen efter
bestemmelsens 1. pkt.
Ved bedømmelsen af en fysisk persons
ejerbesiddelser efter 3. og 4. pkt. medregnes efter det
foreslåede stk. 6, 5. pkt., direkte eller indirekte indflydelse,
som besiddes af den fysiske persons nærtstående, jf.
ligningslovens § 16 H, stk. 6, eller af en fond eller trust,
som er stiftet af en nærtstående m.v. eller af fonde
eller truster stiftet af disse.
I ligningslovens 16 H er der indsat regler for
CFC-beskatning af fysiske personer. Af bestemmelsens stk. 6
fremgår, hvilke personer der anses for at være
nærtstående.
Efter det foreslåede stk. 6, 6.
pkt., medregnes endvidere ejerbesiddelser i en trust, hvori
den fysiske person har indskudt aktiver uden at være stifter.
Dette skal sikre, at reglerne ikke omgås ved at lade en
stråmand stifte trusten med et minimalt indskud.
Eksempel:
A er en fysisk person, som ejer 100 pct. af
selskabet A A/S, som er beliggende i Danmark. A A/S ejer 40 pct. af
stemmerettighederne i CFC-selskabet beliggende i X-land. Efter
selskabsskattelovens § 32, stk. 6, er A A/S ikke umiddelbart
moderselskab for CFC-selskabet i henhold til CFC-reglerne, da
ejerbesiddelsen er mindre end 50 pct.
Da A har indflydelse på mere end 25 pct.
af stemmerettighederne i A A/S, er A en tilknyttet person. Ved
bedømmelsen af en fysisk persons ejerbesiddelser medregnes
direkte og indirekte indflydelse, som besiddes af den fysiske
persons nærtstående.
A er gift med B. B vil være en
nærtstående efter ligningslovens § 16 H, stk. 6. B
ejer 100 pct. af selskabet B A/S, som er beliggende i Danmark. B
A/S ejer 15 pct. af stemmerettighederne i CFC-selskabet.
Ved sammenlægningen af ejerbesiddelserne
er der en samlet indflydelse på 55 pct. af
stemmerettighederne i CFC-selskabet, hvorved CFC-reglerne finder
anvendelse. Herefter vil både A A/S og B A/S være at
anse for moderselskab til CFC-selskabet. A A/S skal ved
indkomstopgørelsen medregne 40 pct. af CFC-selskabets
indkomst, og B A/S skal medregne 15 pct. af CFC-selskabets
indkomst.
Ved bedømmelsen af, om moderselskabet
er moderselskab for datterselskabet, skal der ved opgørelsen
af moderselskabets og tilknyttede personers ejerbesiddelser
være tale om samme type af indflydelse. Dvs. at der skal
lægges vægt på, at moderselskabet selv eller
sammen med tilknyttede personer besidder mere end 50 pct. af
stemmerrettighederne, mere end 50 pct. af kapitalen eller har ret
til mere end 50 pct. af overskuddet.
Eksempel:
Et dansk moderselskab, A, ejer 10 pct. af
kapitalen i et udenlandsk selskab, B, men har samtidig ret til mere
end 25 pct. af overskuddet fra samme selskab. B ejer 60 pct. af
kapitalen i et CFC-selskab, hvori A også direkte ejer 40 pct.
Forholdet mellem selskaberne er opstillet i figur 1.
Figur 1
Det følger af den foreslåede
bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., at
et selskab anses for at være moderselskab for
datterselskabet, hvis det selv eller sammen med tilknyttede
personer har en direkte eller indirekte indflydelse på mere
end 50 pct. af stemmerettighederne eller direkte eller indirekte
ejer mere end 50 pct. af kapitalen eller har ret til at modtage
mere end 50 pct. af overskuddet i datterselskabet.
Først skal det derfor i relation til
eksemplet afklares, hvilke personer der er tilknyttede personer til
selskab A.
Det følger af den foreslåede
bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 2. pkt., at
der ved tilknyttede personer forstås et selvstændigt
skattesubjekt, hvori moderselskabet har direkte eller indirekte
indflydelse i form af stemmerettigheder eller kapitalejerskab
på 25 pct. eller mere, eller hvorfra moderselskabet har ret
til at modtage 25 pct. eller mere af overskuddet.
Da selskab A (moderselskabet) har ret til mere
end 25 pct. af overskuddet fra selskab B, er selskab B en
tilknyttet person.
For at vurdere, hvorvidt der er tale om et
moderselskab i henhold til CFC-reglerne, akkumuleres
ejerbesiddelserne for moderselskabet og moderselskabets tilknyttede
personer. Moderselskabet ejer direkte 40 pct. af kapitalen i
CFC-selskabet, og selskab B (den tilknyttede person) ejer direkte
60 pct. af kapitalen i CFC-selskabet. Sammenlagt ejer
moderselskabet og selskab B dermed 100 pct. af kapitalen.
Moderselskabet, som er hjemmehørende i
Danmark, skal derfor anses for at være et moderselskab for
CFC-selskabet, da moderselskabet selv sammen med den tilknyttede
person, selskab B, ejer 100 pct. af kapitalen i CFC-selskabet (dvs.
mere end 50 pct. kravet).
Selskab B er ikke et moderselskab efter de
danske CFC-regler, da selskab B er hjemmehørende i
udlandet.
Efter den foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 7, skal moderselskabet
beskattes af sin gennemsnitlige direkte og indirekte indflydelse i
CFC-selskabet.
Moderselskabet ejer selv 40 pct. af kapitalen
i CFC-selskabet. Moderselskabet ejer endvidere 10 pct. af kapitalen
i selskab B, og selskab B ejer 60 pct. af kapitalen i
CFC-selskabet. Moderselskabet skal til sin egen kapitalbesiddelse
medregne den indirekte kapitalbesiddelse gennem selskab B.
Moderselskabet skal derfor medregne 6 pct. (10 pct.*60 pct.) til
sin egen besiddelse.
I eksemplet skal moderselskabet således
ved sin indkomstopgørelse medregne 46 pct. (40 pct. + 6
pct.) af CFC-selskabets indkomst opgjort efter danske regler.
Endelig foreslås det i stk. 6, 7.
pkt., at hvis moderselskabet agerer sammen med en fysisk
person eller et selvstændigt skattesubjekt for så vidt
angår stemmerettigheder og kapitalejerskab i et andet
selvstændigt skattesubjekt, skal moderselskabet anses som
indehaver af alle de berørte stemmerettigheder eller hele
den berørte kapital i det pågældende
selvstændige skattesubjekt. Denne regel svarer til den
gældende bestemmelse om fælles indflydelse.
Der foreslås i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 7, regler om
indkomstopgørelsen efter CFC-reglerne. Efter den
foreslåede bestemmelse skal et moderselskab ved
indkomstopgørelsen medregne den del af datterselskabets
indkomst opgjort efter danske regler, der svarer til
moderselskabets gennemsnitlige direkte eller indirekte indflydelse
i datterselskabet, jf. stk. 6, 1. pkt., som moderselskabet har
været i besiddelse af i indkomståret. Besiddes den
samme indflydelse i et datterselskab direkte eller indirekte af
flere moderselskaber, medregnes indflydelsen hos det moderselskab,
der besidder den største direkte eller indirekte
indflydelse. Hvis flere moderselskaber besidder lige stor
indflydelse, medregnes indflydelsen hos det øverste
moderselskab. Der medregnes dog kun indkomst optjent af
datterselskabet i den del af moderselskabets indkomstår, hvor
moderselskabet anses for at være moderselskab for
datterselskabet. Endelig foreslås det, at indkomsten skal
medregnes i det indkomstår for moderselskabet, hvor
datterselskabets indkomstår afsluttes
Den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 7, indeholder ligeledes
bestemmelser om, i hvilket omfang et datterselskabs indkomst skal
medregnes i moderselskabet. Datterselskabets indkomst
opgøres i den sammenhæng efter danske regler. Herefter
medregnes kun den del af datterselskabets indkomst, der
forholdsmæssigt svarer til moderselskabets gennemsnitlige
direkte eller indirekte ejerandel i indkomstperioden. Bestemmelsen
tager dermed højde for, at moderselskabets ejerandel i
datterselskabet kan svinge i løbet af indkomstperioden,
hvilket er afgørende for, hvor stor en del af
datterselskabets indkomst der skal medregnes i moderselskabet.
Endvidere medregnes kun datterselskabets
indkomst, der er optjent i den del af moderselskabets
indkomstår, hvor koncernen har bestemmende indflydelse.
Datterselskabets indkomst bliver herved periodiseret i henhold til
moderselskabets indkomstår og skal ikke medregnes i perioder,
hvor moderselskabet ikke har bestemmende indflydelse.
Det foreslåede stk.
7, 1. pkt., indebærer, at moderselskabet skal medregne
en del af datterselskabets indkomst opgjort efter danske regler i
indkomstopgørelsen, og at der medregnes den del af
datterselskabets indkomst, der svarer til moderselskabets
gennemsnitlige direkte eller indirekte indflydelse i
datterselskabet som bestemt efter den foreslåede bestemmelse
til selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., om,
hvornår moderselskabet bliver moderselskab for
datterselskabet. Ved indflydelse skal forstås den
højeste direkte eller indirekte indflydelse på enten
stemmerettighederne, kapitalandelen eller overskudsandelen i
datterselskabet.
Efter de foreslåede regler kan der
være flere moderselskaber til CFC-selskabet, da tilknyttede
personers indflydelse medregnes ved vurderingen af, om et
moderselskab er moderselskab for et datterselskab. Ved
indkomstopgørelsen medregnes dog kun den del af
datterselskabets indkomst, der svarer til moderselskabets direkte
eller indirekte indflydelse, som moderselskabet har besiddet i
indkomståret. Dvs., at datterselskabets indkomst medregnes
pro-rata hos moderselskaberne baseret på deres respektive
indflydelse.
Dog foreslås det i stk. 7, 2. pkt., at fastholde de
gældende regler for de tilfælde, hvor flere
moderselskaber besidder den samme indflydelse i datterselskabet.
Dette vil være tilfældet inden for en koncernstruktur,
hvor et moderselskab indirekte vil eje dets datterselskabs
indflydelse. Hvis flere moderselskaber besidder den samme direkte
eller indirekte indflydelse, skal CFC-beskatningen finde sted hos
det moderselskab, der besidder den største direkte eller
indirekte indflydelse.
Eksempel:
Selskab A ejer 90 pct. af selskab B, der ejer
100 pct. af CFC-selskabet. Selskab A ejer dermed indirekte 90 pct.
af CFC-selskabet (90 pct.*100 pct. = 90 pct. af CFC-selskabet).
CFC-beskatningen foretages i selskab B, da selskab A og B ejer den
samme andel (de 90 pct. af CFC-selskabet), men selskab B har den
største direkte eller indirekte indflydelse (100 pct. af
CFC-selskabet). Derfor skal selskab B medregne hele indkomsten i
datterselskabet, og selskab A skal ikke medregne nogen indkomst
trods sin indirekte indflydelse.
Såfremt moderselskaberne ejer lige store
direkte eller indirekte ejerandele, henses der efter stk. 7, 3. pkt., til den samlede koncern,
hvorefter det øverste moderselskab skal CFC-beskattes.
Eksempel:
Selskab A ejer 100 pct. af selskab B, der ejer
90 pct. af CFC-selskabet. Selskab A ejer dermed indirekte 90 pct.
af CFC-selskabet (100 pct.*90 pct. = 90 pct. af CFC-selskabet). Da
selskab A og B har lige stor indflydelse i CFC-selskabet, skal det
øverste moderselskab CFC-beskattes, hvilket vil være
selskab A.
Dette medfører ingen materielle
ændringer, da reglen blot foreslås flyttet fra den
gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 32,
stk. 1.
Det foreslås i stk.
7, 4. pkt., at moderselskabet kun skal medregne indkomst
optjent i datterselskabet i den del af moderselskabets
indkomstår, hvor moderselskabet anses for moderselskab for
datterselskabet.
Denne bestemmelse svarer til den
gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk.
7, 3. pkt., idet formuleringen dog foreslås ændret,
så den tilpasses den nye definition af kontrol i
datterselskabet i overensstemmelse med den foreslåede
bestemmelse til selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 1. pkt.
CFC-beskatning finder dermed kun anvendelse på indkomst
optjent i perioder, hvor kontrolbetingelsen er opfyldt.
Det foreslås endelig i stk. 7, 5. pkt., at datterselskabets indkomst
skal medregnes i moderselskabet i det af moderselskabets
indkomstår, hvor datterselskabets indkomstår afsluttes.
Herved bliver hele datterselskabets indkomst i dets
indkomstår periodiseret til moderselskabets indkomstår.
Der sker dermed ikke opdeling af datterselskabets indkomst i
indkomståret, hvis betingelserne for CFC-beskatning i
øvrigt er opfyldt i hele perioden.
Hvis eksempelvis et dansk moderselskab
anvender kalenderåret som regnskabsår, og
datterselskabets regnskabsår løber fra og med den 1.
april til og med den 31. marts, vil datterselskabets regnskab, der
afsluttes 31. marts 2020, blive medregnet i moderselskabets
indkomst i kalenderåret 2020. Hvis der i ovenstående
eksempel skulle ske ophør af koncernforbindelsen den 1.
december 2019, skal moderselskabet medregne datterselskabets
indkomst for perioden fra og med den 1. april til og med den 1.
december 2019, og ligeså medregne indkomsten i
kalenderåret 2020.
Til nr.
15
Det foreslås, at det ved afståelse
af datterselskabets aktiver og passiver, der er erhvervet eller
oparbejdet før moderselskabet blev moderselskab for
datterselskabet, er handelsværdien på det tidspunkt,
hvor moderselskabet blev moderselskab for datterselskabet, der skal
anvendes i stedet for anskaffelsessummen, hvis moderselskabet er
blevet moderselskab for datterselskabet som følge af direkte
eller indirekte erhvervelse af ejerandele i datterselskabet fra en
ikke tilknyttet person, jf. stk. 6.
Den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 8, fastsætter reglerne
for opgørelse af gevinst og tab ved afståelse af
aktiver og passiver, som datterselskabet havde erhvervet eller
oparbejdet, inden koncernen fik bestemmende indflydelse. Efter den
gældende bestemmelses 1. pkt. ansættes aktiverne og
passivernes skattemæssige anskaffelsessum til
handelsværdien på det tidspunkt, hvor koncernen fik
bestemmende indflydelse. Denne indgangsværdi anvendes som
skattemæssig anskaffelsessum ved beregning af
efterfølgende gevinst og tab ved afståelse af aktivet.
Det oprindelige anskaffelsestidspunkt bevares i denne
sammenhæng. Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis
fortjeneste og tab på aktiverne og passiverne ikke i forvejen
indgår i den danske indkomstopgørelse.
Bestemmelsen medfører, at
værdistigninger på aktivet medtages i en eventuel
CFC-beskatning for hele den periode, hvor koncernen har haft
bestemmende indflydelse. Det inkluderer dermed også
eventuelle værdistigninger, som kan henføres til en
periode, efter at koncernen har fået bestemmende indflydelse,
men før datterselskabet blev omfattet af CFC-reglerne.
Virkningen af forslaget er, at tidspunktet for
ansættelsen af anskaffelsessummen ændres, således
at det fremover er handelsværdien på det tidspunkt,
hvor moderselskabet blev moderselskab for datterselskabet, som
anvendes. Bestemmelsen foreslås ændret, så den
tilpasses den foreslåede kontrolbetingelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., jf. lovforslagets
§ 1, nr. 14.
I overensstemmelse med formålet bag
reglen finder den kun anvendelse, når selskabet bliver
datterselskab i CFC-reglernes forstand som følge af direkte
eller indirekte erhvervelse af ejerandele fra en fysisk eller
juridisk person, der ikke er tilknyttet koncernen, jf. begrebet om
tilknyttet person i den foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 2.-5. pkt. Dette skal
sikre, at der ikke kan ske en opskrivning af anskaffelsessummen som
følge af f.eks. koncerninterne omstruktureringer, der
indebærer, at et nyt koncernselskab vil skulle anses for
moderselskab i henhold til CFC-reglerne.
Den foreslåede bestemmelse gælder,
når moderselskabet som følge af direkte eller
indirekte erhvervelse af ejerandele bliver moderselskab for
datterselskabet. Ved indirekte erhvervelse af ejerandele
forstås den situation, hvor erhvervelsen af ejerandelene i
det nye selskab sker via et af moderselskabets datterselskaber.
Dette kunne eksempelvis være tilfældet, hvor
moderselskabet har stiftet et mellemliggende holdingselskab, og
hvor det er holdingselskabet, der forestår opkøbet af
det nye selskab.
Til nr.
16
Der foreslås en konsekvensændring,
så bestemmelsen i selskabsskattelovens § 32, stk. 8,
tilpasses definitionen af den nye kontrolbetingelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 6, jf. lovforslagets § 1,
nr. 14. Det foreslås med henblik herpå, at
selskabsskattelovens § 32, stk. 8, 4.
pkt., ændres, således at der ikke henvises til
det tidspunkt, hvor koncernen fik kontrol over datterselskabet, men
derimod til det tidspunkt, hvor moderselskabet blev moderselskab
for datterselskabet.
Selskabsskattelovens § 32, stk. 8,
fastsætter reglerne for opgørelse af gevinst og tab
ved afståelse af aktiver og passiver, som datterselskabet
havde erhvervet eller oparbejdet, inden koncernen fik bestemmende
indflydelse. Bestemmelsens 4. pkt. fastsætter de
nærmere regler for det maksimale beløb, der kan
beskattes som genvundne afskrivninger. Bestemmelsen finder kun
anvendelse, hvis fortjeneste og tab på aktiverne og
passiverne ikke i forvejen indgår i den danske
indkomstopgørelse.
Det følger af bestemmelsen, at
genvundne afskrivninger ikke kan overstige forskellen mellem de
faktiske afskrivninger foretaget i indkomstår under
CFC-beskatning og det faktiske værditab siden det tidspunkt,
hvor koncernen fik bestemmende indflydelse. I opgørelsen
medregnes der kun foretagne afskrivninger i indkomstår med
CFC-beskatning. For værditab medregnes der i
opgørelsen kun det værditab, der er fremkommet i
perioden fra koncernen fik bestemmende indflydelse, og indtil
aktivet blev realiseret. Beløbet er endvidere maksimeret til
det værditab, der er fremkommet i perioden fra det tidspunkt,
hvor moderselskabet blev moderselskab for datterselskabet og indtil
det tidspunkt, hvor aktivet blev realiseret.
Bestemmelsen skal sikre, at der ikke
udløses genbeskatning af fiktive afskrivninger, der er
beregnet til brug for fastsættelsen af indgangsværdien.
Dette skal ses i sammenhæng med de regler, der gælder
for fastsættelsen af skattemæssige
indgangsværdier på afskrivningsberettigede aktiver
efter selskabsskattelovens § 4 A, stk. 2.
Bestemmelsen foreslås ændret,
så den tilpasses den foreslåede kontrolbetingelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 6, jf. lovforslagets § 1,
nr. 14.
Til nr.
17
Der foreslås en nyaffattelse af
bestemmelsen i selskabsskattelovens § 32, stk. 10,
vedrørende beskatning som følge af indirekte
afståelse ved nedbringelse af ejerandele i
datterselskabet.
Det foreslås, at når
moderselskabet direkte eller indirekte nedbringer sin ejerandel i
datterselskabet, skal der ved moderselskabets opgørelse af
indkomsten i datterselskabet medregnes den indkomst, som
datterselskabet ville have oppebåret, hvis det havde
afstået samtlige aktiver og passiver, hvis afkast er omfattet
af stk. 5, til handelsværdien på samme tidspunkt, dog
højst et beløb, der forholdsmæssigt svarer til
den nedbragte ejerandel. Har moderselskabet valgt, at der ved
indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene skal ske medregning af
CFC-indkomsten, jf. stk. 15, medregnes alene den hertil svarende
del af indkomsten. På samme måde medregnes
skattemæssige hensættelser i datterselskabet. Det
foreslås endvidere, at beskatning efter de nævnte
bestemmelser ikke sker, hvis moderselskabet fortsat er moderselskab
for datterselskabet, men at der dog sker en forholdsmæssig
beskatning, i det omfang moderselskabets ejerandel nedbringes. Der
skal efter forslaget ikke ske beskatning som følge af
indirekte afståelse, hvis ejerandelene direkte eller
indirekte overdrages til en nærtstående, som omfattes
af ligningslovens § 16 H, eller til et sambeskattet selskab,
jf. § 31. Den nærtstående henholdsvis det
sambeskattede selskab indtræder i moderselskabets
anskaffelsessummer og -tidspunkter efter stk. 8. Det foreslås
endelig, at der også i disse tilfælde sker en
forholdsmæssig beskatning, i det omfang ejerandelen
nedbringes.
Efter den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 10, udløses der
beskatning som følge af indirekte afståelse af
datterselskabets aktiver og passiver, såfremt moderselskabet
direkte eller indirekte nedbringer sin ejerandel i
datterselskabet.
Ved en nedbringelse af ejerandelen
forstås salg af aktierne i datterselskabet, men det omfatter
også, hvor moderselskabets faktiske ejerandel nedbringes af
andre årsager. Dette kunne eksempelvis være ved en
kapitalforhøjelse i datterselskabet, hvor indskuddet
foretages af tredjemand.
Hvis moderselskabet nedbringer sin ejerandel i
datterselskabet, skal samtlige datterselskabets aktiver og passiver
omfattet af kursgevinstloven og aktieavancebeskatningsloven anses
for afstået til handelsværdien på tidspunktet,
hvor ejerandelen nedbringes. Den skattepligtige indkomst, som
opgøres ved den indirekte afståelse, indgår i
CFC-indkomsten. Den skattepligtige indkomst ved den indirekte
afståelse kan højst udgøre et beløb, der
forholdsmæssigt svarer til den nedbragte ejerandel.
Beskatning ved indirekte afståelse af
datterselskabets aktiver og passiver medregnes efter den
gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk.
10, 1. pkt., ligeledes ved vurderingen af, om CFC-beskatning
udløses som følge af, at datterselskabet opfylder
indkomstbetingelsen i selskabsskattelovens § 32, stk. 1, nr.
1.
Ved opgørelsen medregnes tillige
gevinster på skattemæssige hensættelser i
datterselskabet.
For at undgå dobbeltbeskatning,
når der udløses beskatning ved indirekte
afståelse af datterselskabets aktiver og passiver, kan
indkomst fra næringsaktier, som moderselskabet skal medregne
i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 17, efter den
gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk.
10, 3. pkt., fradrages i afståelsesbeskatningsindkomsten.
Fradraget er maksimeret til den indkomst, der opgøres som
følge af afståelsesbeskatningen.
Bestemmelsen om beskatning ved indirekte
afståelse finder ikke anvendelse, hvis moderselskabet fortsat
er moderselskab for datterselskabet. Denne undtagelse sikrer, at
koncerninterne omstruktureringer under moderselskabet som
udgangspunkt ikke udløser beskatning ved indirekte
afståelse af datterselskabets aktiver og passiver. Der sker
dog en forholdsmæssig beskatning, såfremt
moderselskabets ejerandel nedbringes i denne sammenhæng.
Bestemmelsen finder heller ikke anvendelse,
hvis aktierne overdrages til en nærtstående, der er
omfattet af CFC-reglerne for personer i ligningslovens § 16 H,
eller overdragelsen sker til et selskab, der er nationalt
sambeskattet med moderselskabet, jf. selskabsskattelovens §
31. Beskatning ved indirekte afståelse af datterselskabets
aktiver og passiver udløses dermed ikke, når aktierne
overdrages til de nævnte personer eller selskaber, hvis
aktierne fortsat skal medregnes i vurderingen af, om koncernen har
bestemmende indflydelse i datterselskabet, jf. den omfattede
personkreds i den gældende bestemmelse i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 6. Der sker dog en forholdsmæssig beskatning,
hvis ejerandelen samlet set nedbringes.
Hvis aktierne overdrages til en
nærtstående omfattet af ligningslovens § 16 H
eller et sambeskattet selskab omfattet af selskabsskattelovens
§ 31, vil den nærtstående henholdsvis det
sambeskattede selskab succedere i moderselskabets
anskaffelsessummer og -tidspunkter efter den gældende
bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 8, 6. pkt.
Det foreslås i stk.
10, 1. pkt., at der udløses beskatning ved indirekte
afståelse af datterselskabets aktiver og passiver,
såfremt moderselskabet direkte eller indirekte nedbringer sin
ejerandel i datterselskabet, og at beskatningen maksimeres til et
beløb, der forholdsmæssigt svarer til den nedsatte
ejerandel. Dette svarer til den gældende regel.
Det foreslås imidlertid, at
afståelsesbeskatningens omfang udvides, således at det
fremover omfatter samtlige aktiver, der omfattes af den
foreslåede bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk.
5, hvor den udtømmende liste over CFC-indkomst er indsat.
Afståelsesbeskatningen vil herefter ikke kun være
begrænset til aktiver og passiver omfattet af
aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven. Dette
indebærer blandt andet, at immaterielle aktiver fremover
bliver omfattet. Udvidelsen sikrer, at en nedbringelse af
ejerandele i datterselskabet udløser
afståelsesbeskatning af samtlige CFC-aktiver. Det vurderes,
at de gældende regler ikke udgør et effektivt
værn, når det kun er aktiver og passiver omfattet af
aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven, der medregnes i
beskatningen ved indirekte afståelse af datterselskabets
aktiver og passiver.
Beskatning ved indirekte afståelse af
datterselskabets aktiver og passiver medregnes efter den
gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk.
10, 1. pkt., ligeledes ved vurderingen af, om CFC-beskatning
udløses som følge af, at datterselskabet opfylder
indkomstbetingelsen i selskabsskattelovens § 32, stk. 1, nr.
1. Denne del af den gældende bestemmelse foreslås
flyttet til selskabsskattelovens § 32, stk. 1. nr. 1, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10.
Det foreslås i stk.
10, 2. pkt., at der i tilfælde, hvor moderselskabet
har valgt, at der ved indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene
skal ske medregning af CFC-indkomsten, alene skal medregnes den
hertil svarende del af indkomsten.
Dette forslag skal ses i lyset af den i
lovforslagets § 1, nr. 19, foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 15, hvorefter moderselskabet
skal have mulighed for at vælge, at det ikke er hele
datterselskabets indkomst, men derimod kun datterselskabets
CFC-indkomst, der skal medregnes ved moderselskabets
indkomstopgørelse.
Hvis der efter den foreslåede
bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 10, vil skulle
ske beskatning ved indirekte afståelse af aktiver og
passiver, følger det af bestemmelsen i det foreslåede
1. pkt., at det kun er gevinst ved afståelse af CFC-aktiver,
der beskattes. Der vil imidlertid kunne være tilfælde,
hvor indkomst fra et eller flere immaterielle aktiver i
medfør af den foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr. 3, jf.
lovforslagets § 1, nr. 14, kun delvist vil være
CFC-indkomst. Det vil f.eks. kunne skyldes, at det
pågældende immaterielle aktiv er oparbejdet dels af
datterselskabet selv, dels af et koncernforbundet selskab i et
andet land.
Det følger af den foreslåede
bestemmelse, at der i sådanne tilfælde kun vil skulle
ske beskatning af en forholdsmæssig andel af gevinsten ved
afståelse, og at denne forholdsmæssige andel vil skulle
svare til den forholdsmæssige andel af gevinsten, som ville
skulle medregnes til CFC-indkomsten, hvis datterselskabet selv
havde afstået det immaterielle aktiv. Der henvises uddybende
til bemærkningerne herom i relation til fastlæggelsen
af CFC-indkomsten fra immaterielle aktiver i medfør af
forslaget til selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr. 3, jf.
lovforslagets § 1, nr. 14.
Det foreslås i stk.
10, 3. pkt., at gevinster på skattemæssige
hensættelser i datterselskabet fortsat skal medregnes i
beskatningen af den indirekte afståelse. Dette omfatter
hensættelser til imødegåelse af tab på
debitorer eller til imødegåelse af
forsikringsforpligtelser.
Den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 10, 3. pkt., der indeholder en
særlig lempelsesregel, som finder anvendelse, hvis de
afståede aktier, der udløser beskatning, kvalificeres
som skattepligtige næringsaktier, jf.
aktieavancebeskatningslovens § 17, videreføres ikke.
Det skyldes, at det foreslås, at lempelse for
dobbeltbeskatning fremover skal ske efter den foreslåede
bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 14, jf.
lovforslagets § 1, nr. 19.
Det foreslås i stk.
10, 4. pkt., at der fortsat ikke skal ske beskatning ved
indirekte afståelse af datterselskabets aktiver og passiver,
såfremt moderselskabet fortsat er moderselskab for
datterselskabet og derved også fortsat vil være
omfattet af CFC-reglerne. Efter det foreslåede stk. 10, 5. pkt., vil der dog fortsat skulle
ske en forholdsmæssig beskatning, i det omfang
moderselskabets faktiske ejerandel nedbringes.
Det foreslås i stk.
10, 6. og 7. pkt., at bestemmelserne i 1. og 2. pkt. ikke
skal finde anvendelse, hvis aktierne overdrages til en
nærtstående, der er omfattet af CFC-reglerne for
personer i ligningslovens § 16 H, eller overdragelsen sker til
et selskab, der er nationalt sambeskattet med moderselskabet, jf.
selskabsskattelovens § 31, ligesom den nærtstående
henholdsvis det sambeskattede selskab fortsat vil indtræde i
moderselskabets anskaffelsessummer og -tidspunkter. De
foreslåede bestemmelser skal ses i lyset af, at de overdragne
aktier i de pågældende tilfælde fortsat skal
medregnes i vurderingen af, om moderselskabet er moderselskab til
datterselskabet, jf. den omfattede personkreds i bestemmelsen i
selskabsskattelovens § 32, stk. 6.
Der vil dog efter forslaget til stk. 10, 8. pkt., i alle tilfælde ske
en forholdsmæssig beskatning, når den faktiske
ejerandel nedbringes. Selv om ejerandelene fortsat medregnes til
vurderingen af, om der er tale om et moderselskab efter
CFC-reglerne, fører en faktisk nedbringelse af ejerandele
til afståelsesbeskatning. Dette begrundes med, at en faktisk
nedbringelse af ejerandelene fører til, at moderselskabet i
den almindelige CFC-beskatning fremover ville skulle medregne en
mindre andel af CFC-selskabets indkomst.
Til nr.
18
Der foreslås en konsekvensændring,
så bestemmelsen i selskabsskattelovens § 32, stk. 13, 4.
pkt., tilpasses definitionen af den nye kontrolbetingelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 6, jf. lovforslagets § 1,
nr. 14. Det foreslås med henblik herpå, at
selskabsskattelovens § 32, stk. 13, 4. pkt., ændres,
således at der ikke henvises til den periode, hvor koncernen
har haft kontrol over datterselskabet, men derimod til den periode,
hvor moderselskabet har været moderselskab for
datterselskabet.
Et dansk moderselskab kan efter
selskabsskattelovens § 32, stk. 13, i nogle situationer
få modregnet eller tilbagebetalt CFC-skat, således at
beskatningen af indkomsten i CFC-selskabet over hele perioden ikke
overstiger den skat, som CFC-selskabet ville have betalt, hvis
CFC-selskabet var skattemæssigt hjemmehørende i
Danmark.
Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at der
ikke udløses dobbeltbeskatning, når en given indkomst
ikke kommer til beskatning på samme tidspunkt efter
henholdsvis danske regler og reglerne i det land, hvor
CFC-selskabet er skattemæssigt hjemmehørende. Dette
kan eksempelvis være, hvis CFC-selskabet i en periode nyder
fordelen af gunstige skattemæssige hensættelser i
etableringslandet, hvilket så efterfølgende kommer til
beskatning i en senere periode. I dette tilfælde, vil
moderselskabet alene have fået kreditlempelse for
CFC-selskabets faktisk betalte skat i den gunstige periode.
Det er efter gældende regler en
betingelse, at koncernen i hele perioden har haft bestemmende
indflydelse i CFC-selskabet. Bestemmelsen foreslås alene
ændret, så betingelsen tilpasses den foreslåede
kontrolbetingelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 6, jf.
lovforslagets § 1, nr. 14.
Til nr.
19
Det foreslås i et nyt stykke i
selskabsskattelovens § 32, stk.
14, at hvis moderselskabet modtager skattepligtige udbytter
fra datterselskabet eller er skattepligtig af aktieavance ved
afståelse af ejerandele i datterselskabet, kan indkomst, der
er medregnet i moderselskabets indkomstopgørelse efter
selskabsskattelovens § 32, modregnes i det skattepligtige
udbytte henholdsvis den skattepligtige aktieavance. Dette
gælder dog ikke, i det omfang der er sket modregning eller
udbetaling efter stk. 13. Har moderselskabet valgt, at der ved
indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene skal ske medregning af
CFC-indkomsten, jf. stk. 15, kan modregning efter 1. pkt. alene ske
i den hertil svarende del af det skattepligtige udbytte henholdsvis
den skattepligtige aktieavance.
Den foreslåede bestemmelse vil
indføre en ny lempelsesadgang, som skal imødegå
utilsigtet dobbeltbeskatning af moderselskabet.
Implementeringen af
skatteundgåelsesdirektivet medfører en række
generelle ændringer i de danske skatteregler, som vil have
indirekte indflydelse på CFC-reglerne. Her kan nævnes
udvidelsen af den hidtidige danske kontrolbetingelse, som vil
indebære, at omfanget af datterselskaber, der bliver omfattet
af regelsættet, udvides. Et datterselskab har tidligere kun
kunnet blive omfattet, hvis koncernen havde bestemmende
indflydelse, hvilket i praksis kræver indflydelse over mere
end halvdelen af stemmerettighederne. Denne kontrolbetingelse
foreslås udvidet til også at omfatte datterselskaber,
hvor moderselskabet direkte eller indirekte ejer mere end halvdelen
af kapitalen, eller hvis moderselskabet direkte eller indirekte har
krav på mere end halvdelen af datterselskabets overskud, jf.
den i lovforslagets § 1, nr. 14, foreslåede bestemmelse
i selskabsskattelovens § 32, stk. 6.
Udvidelsen af kontrolbetingelsens
rækkevidde vil indebære en afledt risiko for
dobbeltbeskatning i de tilfælde, hvor aktierne i
datterselskabet ikke er skattefrie efter danske regler.
Efter gældende ret er der ikke
nævneværdig risiko for dobbeltbeskatning i denne
sammenhæng, da det er en forudsætning for
CFC-beskatning, at koncernen har bestemmende indflydelse, hvilket
medfører, at aktierne som hovedregel er skattefrie
koncernselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4
B.
Der kan fremover være datterselskaber,
som omfattes af CFC-reglerne, men hvor aktierne ikke opfylder
betingelserne for at være skattefrie
koncernselskabsaktier.
For disse datterselskaber kan det ske, at
aktierne ligeledes ikke opfylder betingelserne for skattefrihed som
datterselskabsaktier efter aktieavancebeskatningslovens § 4 A.
Dette kan være tilfældet, hvis datterselskabet er
beliggende i et land, hvor den kompetente myndighed ikke udveksler
oplysninger om skattesager med Danmark. Det kan endvidere
være tilfældet, hvis selskabet efter lokal lovgivning
ikke anses for selskabsskattepligtigt, eller hvis selskabet er
skattefritaget.
Med den udvidede kontrolbetingelse
opstår der derfor risiko for dobbeltbeskatning. Dette vil
især være tilfældet, hvis moderselskabet
sælger sine skattepligtige datterselskabsaktier, hvorved
nedbringelsen af ejerandelen samtidig udløser beskatning som
følge af indirekte afståelse af datterselskabets
aktiver og passiver efter selskabsskattelovens § 32, stk.
10.
Eksempel:
Et dansk moderselskab ejer en del af
aktiekapitalen i et datterselskab beliggende i land-X, som ikke har
et skattesystem for selskaber. Moderselskabets ejerandel giver ret
til 40 pct. af stemmerettighederne og ret til at modtage 80 pct. af
datterselskabets overskud. Aktierne opfylder ikke betingelserne for
at være skattefrie koncernselskabsaktier efter
aktieavancebeskatningslovens § 4 B, da koncernen ikke har
bestemmende indflydelse. Aktierne opfylder heller ikke
betingelserne for at være skattefrie datterselskabsaktier
efter aktieavancebeskatningslovens § 4 A, da land-X ikke har
et skattesystem for selskaber.
Datterselskabet omfattes dog af CFC-reglerne,
da moderselskabet har ret til at modtage 80 pct. af
datterselskabets overskud.
Hvis moderselskabet nedbringer sin ejerandel
ved salg af datterselskabsaktier, vil selve salget udløse en
skattepligtig avance i moderselskabet. Da moderselskabet direkte
nedbringer sin ejerandel i datterselskabet, udløser dette
beskatning ved indirekte afståelse af datterselskabets
aktiver og passiver, jf. selskabsskattelovens § 32, stk.
10.
Moderselskabet beskattes således
både af avancen ved selve salget af datterselskabsaktierne og
den latente avance, der påhviler datterselskabets aktiver og
passiver, der forholdsmæssigt svarer til moderselskabets
nedbragte ejerandel.
Samme problemstilling gør sig
gældende ved udlodning af skattepligtigt udbytte fra et
datterselskab, da både udbyttet og den opgjorte CFC-indkomst
beskattes i moderselskabet. Det kan også forekomme, at
udbytte fra koncernselskabsaktier er skattepligtigt for
moderselskabet, hvis koncernselskabet har haft fradrag for
udlodningen. I dette tilfælde er der ligeledes behov for
lempelse, da der ved moderselskabets indkomstopgørelse efter
danske regler, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 14,
foreslåede bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk.
7, ikke vil være et tilsvarende fradrag for udlodningen.
Dette er baggrunden for, at der i stk. 14, 1. pkt., foreslås indsat en
lempelsesadgang, der imødegår risikoen for
dobbeltbeskatning i forbindelse med skattepligtige
datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier.
Efter forslaget skal CFC-indkomst, der
beregnes efter selskabsskattelovens § 32, kunne modregnes i
skattepligtigt udbytte henholdsvis skattepligtige avancer
hidrørende fra datterselskabsaktierne eller
koncernselskabsaktierne. I moderselskabets indkomstopgørelse
nedbringes det skattepligtige aktieudbytte henholdsvis den
skattepligtige aktieavance med den opgjorte CFC-indkomst for
indkomståret og tidligere indkomstår. CFC-indkomst fra
indkomståret eller tidligere indkomstår til brug for
modregning opbruges, i det omfang det modregnes i skattepligtigt
udbytte henholdsvis skattepligtige avancer. Hvis tidligere
CFC-indkomst er modregnet i en udbytteudlodning, kan den samme
CFC-indkomst ikke modregnes i en senere aktieavance.
Eksempel:
Datterselskabet i land-X er omfattet af
CFC-reglerne. Moderselskabet har medregnet CFC-indkomst i
indkomstopgørelsen i år 1 for 50 mio. kr. og i
år 2 for 40 mio. kr. I år 3 frasælges en del af
datterselskabet, hvorved ejerandelen nedbringes. Moderselskabet har
ikke tidligere nedbragt ejerandele eller modtaget udbytte fra
datterselskabet. Frasalget udløser en beskatning ved
indirekte afståelse af datterselskabets aktiver og passiver
på 100 mio. kr. Moderselskabet beregner en skattepligtig
avance ved salg af aktierne i CFC-selskabet på 200 mio. kr.
Efter bestemmelsen kan den udløste CFC-indkomst modregnes i
den skattepligtige avance ved salget. Moderselskabet skal herefter
medtage en skattepligtig avance ved salget af aktierne på 10
mio. kr. (200-50-40-100). Moderselskabet har herefter i relation
til det pågældende datterselskab medregnet en samlet
skattepligtig indkomst i år 1-3 på 200 mio. kr. i form
af CFC-indkomst og aktieavancer. Moderselskabet har udtømt
modregning af CFC-indkomst fra tidligere indkomstår.
Modregningsadgangen kan efter forslaget til
stk. 14, 2. pkt., dog ikke anvendes,
hvis der er sket refusion af CFC-beskatning i moderselskabet efter
selskabsskatteloven § 32, stk. 13. Denne refusion
vedrører tilbagebetaling af tidligere betalt CFC-skat,
hvilket kan blive relevant, hvis CFC-beskatningen under
særlige omstændigheder ender med at blive
højere, end hvis datterselskabet skulle have været
beskattet efter danske regler. Der kan således ikke modregnes
en CFC-indkomst, som moderselskabet har modtaget refusion for.
Lempelsesadgangen foreslås
gennemført, da det ikke er hensigten med CFC-reglerne, at de
pågældende indkomster skal dobbeltbeskattes i
moderselskabet. Den foreslåede lempelsesbestemmelse svarer
til principperne i skatteundgåelsesdirektivets artikel 8, nr.
5 og 6.
Det foreslås i stk.
14, 3. pkt., at der i tilfælde, hvor moderselskabet
har valgt, at der ved indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene
skal ske medregning af CFC-indkomsten, alene skal ske modregning
efter 1. pkt. i den hertil svarende del af de skattepligtige
udbytter eller avancer.
Dette forslag skal ses i lyset af den
foreslåede bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk.
15, hvorefter moderselskabet skal have mulighed for at vælge,
at det ikke er hele datterselskabets indkomst, men derimod kun
datterselskabets CFC-indkomst, der skal medregnes ved
moderselskabets indkomstopgørelse. Når kun en del af
datterselskabets indkomst beskattes efter CFC-reglerne, bør
modregning kun ske i en tilsvarende del af de skattepligtige
udbytter eller avancer. Er det f.eks. kun halvdelen af
datterselskabets indkomst opgjort efter danske regler, der er
CFC-indkomst og medregnes ved moderselskabets
indkomstopgørelse, vil den medregnede CFC-indkomst efter
forslaget således kun kunne modregnes i halvdelen af de
samlede skattepligtige udbytter og avancer.
Det foreslås i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 15, at moderselskabet
kan vælge alene at medregne datterselskabets CFC-indkomst ved
indkomstopgørelsen efter stk. 7. Datterselskabets
fremførte og overførte underskud medregnes
forholdsmæssigt svarende til den andel, som datterselskabets
CFC-indkomst udgør af datterselskabets samlede indkomst i
det pågældende indkomstår. Den resterende del af
underskuddet kan ikke medregnes eller fremføres.
Efter forslagets 1.
pkt. kan moderselskabet i en koncern vælge, at det
alene er datterselskabets CFC-indkomst, der skal medregnes ved
indkomstopgørelsen efter stk. 7. Dette skal ses i
sammenhæng med selskabsskattelovens § 32, stk. 7,
hvorefter udgangspunktet er, at det er hele datterselskabets
indkomst, der skal medregnes i moderselskabets
indkomstopgørelse.
Der er alene tale om en valgmulighed, hvilket
skyldes, at det kan være forbundet med administrative byrder
for moderselskabet at begrænse beskatningen til
datterselskabets CFC-indkomst, f.eks. hvis moderselskabets
CFC-datterselskaber i forvejen er omfattet af dansk beskatning.
Moderselskabet kan således vælge,
at det alene er CFC-indkomsten, der skal medregnes til
indkomstopgørelsen efter selskabsskattelovens § 32,
stk. 7.
Dette indebærer, at moderselskabet ved
indkomstopgørelsen skal medregne den del af datterselskabets
CFC-indkomst opgjort efter danske regler, der svarer til
moderselskabets gennemsnitlige direkte eller indirekte indflydelse
i datterselskabet, jf. selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 1.
pkt., som moderselskabet har været i besiddelse af i
indkomståret.
Der tages således udgangspunkt i, at
moderselskabet fortsat skal medregne indkomsten baseret på
moderselskabets direkte eller indirekte indflydelse i
datterselskabet efter bestemmelsens stk. 7, men at der alene skal
ske medregning af datterselskabets CFC-indkomst. Har moderselskabet
eksempelvis en indflydelse på 80 pct. af stemmerettighederne
i datterselskabet efter bestemmelsens stk. 6, skal moderselskabet
medregne 80 pct. af datterselskabets CFC-indkomst i sin egen
indkomstopgørelse.
Moderselskabet har fortsat adgang til nedslag
for datterselskabets danske og udenlandske skatter efter
ligningslovens § 33, stk. 1 og 7, jf. selskabsskattelovens
§ 32, stk. 11. Der gives dog alene nedslag for den skat, der
kan henføres til CFC-indkomsten, og således ikke den
del af skatten, der kan henføres til den del af
datterselskabets indkomst, der ikke medregnes i moderselskabet.
Efter forslagets 2.
pkt. medregnes datterselskabets fremførte og
overførte underskud forholdsmæssigt svarende til den
andel, som datterselskabets CFC-indkomst udgør af
datterselskabets samlede indkomst i det pågældende
indkomstår.
Idet alene CFC-indkomsten beskattes,
foreslås det, at frem- og overførte underskud skal
medregnes forholdsmæssigt, således at der også i
denne henseende sondres mellem underskud, der udnyttes i
CFC-indkomsten, og underskud, der udnyttes i den øvrige
indkomst.
Udnytter datterselskabet et fremført
underskud i et indkomstår, kan dette således ikke frit
henføres til CFC-indkomsten. Underskuddet skal derimod
fordeles mellem CFC-indkomsten og den øvrige indkomst.
Efter forslagets 3.
pkt. skal den resterende del af underskuddet ikke kunne
medregnes eller fremføres. Når et underskud
henføres til den del af datterselskabets indkomst, der ikke
er CFC-indkomst efter 2. pkt., skal denne del af underskuddet
således ikke kunne modregnes i CFC-indkomsten eller
fremføres til modregning i efterfølgende
indkomstår.
Det foreslås i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 16, at moderselskabet
senest i forbindelse med afgivelse af oplysninger til told- og
skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for det
første indkomstår, hvor moderselskabet skal medregne
et datterselskabs indkomst efter stk. 1, skal vælge, om der
ved indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene skal ske
medregning af CFC-indkomsten, jf. stk. 15. Valget, der er bindende
i 5 indkomstår, gælder for alle moderselskabets
datterselskaber, jf. stk. 6. Hvis valget ikke angives, eller
oplysningerne efter skattekontrollovens § 2 ikke afgives
rettidigt, anses moderselskabet for at have valgt medregning af
datterselskabets samlede indkomst. Indgår moderselskabet i en
sambeskatning, er det ultimative moderselskabs valg i
bindingsperioden bindende for samtlige danske moderselskaber i
sambeskatningen. Moderselskabet skal ved udløbet af
bindingsperioden på ny vælge, om der alene skal ske
medregning af CFC-indkomsten, jf. stk. 15, for en ny
bindingsperiode på 5 indkomstår. Ændrer
moderselskabet medregningsmetode, kan datterselskabets underskud
fra tidligere indkomstår ikke fremføres.
Af forslagets 1.
pkt. følger, at moderselskabet senest i forbindelse
med afgivelse af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter
skattekontrollovens § 2 for det første
indkomstår, hvor moderselskabet skal medregne et
datterselskabs indkomst efter stk. 1, vil skulle vælge, om
der ved indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene skal ske
medregning af CFC-indkomsten, jf. stk. 15.
Efter forslagets 2.
pkt. er valget om medregning af enten datterselskabets
samlede indkomst eller alene CFC-indkomsten bindende i 5
indkomstår.
Det følger endvidere af forslagets 2.
pkt., at valget vil gælde for alle moderselskabets
datterselskaber, jf. bestemmelsen i selskabsskattelovens stk. 6,
således som denne foreslås affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 14.
Bindingsperioden og det bindende valg for
samtlige datterselskaber skal samlet hindre spekulation i valget
både fra år til år og for selskab til
selskab.
Af forslagets 3.
pkt. følger, at hvis valget ikke angives, eller
oplysningerne efter skattekontrollovens § 2 ikke afgives
rettidigt, anses moderselskabet for at have valgt medregning af
datterselskabets samlede indkomst. Fristen for rettidig indgivelse
af oplysninger følger af skattekontrollovens §§ 12
og 13. Hvis moderselskabet ikke aktivt har foretaget et valg, vil
der altså skulle ske medregning efter hovedreglen i stk.
7.
I forslagets 4.
pkt. bestemmes det, hvilket moderselskab i en sambeskatning
der skal træffe valget, og som valget derefter er bindende
for. Dette skal ses i sammenhæng med, at der godt kan
være flere moderselskaber efter CFC-reglerne, jf. stk. 6, i
en dansk sambeskatning. I et sådant tilfælde vil valget
skulle foretages af det ultimative moderselskab, og dette valg vil
herefter være bindende for samtlige danske moderselskaber i
sambeskatningen.
Ved tilkøb af et selskab, som derefter
indgår i den danske sambeskatning, vil det ultimative
moderselskabsvalg og bindingsperioden gælde for det
tilkøbte selskab fra det tidspunkt, hvor det tilkøbte
selskab indgår i sambeskatningen. Det er uden betydning, om
det tilkøbte selskab udgår af en anden sambeskatning,
hvor et andet valg var gældende. Modsat vil et frasolgt
selskab blive omfattet af et eventuelt valg i den tilkøbende
sambeskatningskreds, som selskabet indtræder i.
Bliver det ultimative moderselskab
opkøbt af et andet selskab, vil det købende selskab
blive det nye ultimative moderselskab. Har det købende
selskab i forvejen foretaget et valg efter bestemmelsen, vil dette
valg gælde for hele den nye sambeskatningskreds. Er det
købende selskab ikke bundet af et valg efter bestemmelsen,
overtages valget og bindingsperioden fra det hidtidige ultimative
moderselskab.
Efter forslagets 5.
pkt. vil moderselskabet ved udløbet af
bindingsperioden på ny skulle vælge, om der alene skal
ske medregning af CFC-indkomsten for en ny bindingsperiode på
5 indkomstår. Også ved udløbet af en given 5
års bindingsperiode vil moderselskabet blive anset for at
have valgt medregning af hele datterselskabets indkomst efter
hovedreglen i stk. 7, medmindre der træffes et aktivt valg
om, at moderselskabet vil anvende den alternative metode, hvorefter
der kun sker medregning af CFC-indkomsten.
Efter forslagets 6.
pkt. vil et datterselskabs underskud fra tidligere
indkomstår ikke kunne fremføres efter CFC-reglerne,
hvis moderselskabet har ændret medregningsmetode. Når
moderselskabet skifter mellem at medregne datterselskabets samlede
indkomst og datterselskabets CFC-indkomst, vil det altså
indebære, at retten til fremførsel af tidligere
års underskud i CFC-selskabet fortabes.
Denne begrænsning i adgangen til
underskudsfremførsel vurderes at være nødvendig
for at undgå, at underskud i andre aktiviteter vil kunne
fremføres til fradrag i datterselskabets CFC-indkomst.
Det foreslås i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 17, at når et
selskab bliver moderselskab for et datterselskab som følge
af direkte eller indirekte erhvervelse af ejerandele i
datterselskabet fra en ikke tilknyttet person, jf. stk. 6, skal
indkomst fra datterselskabets eksisterende immaterielle aktiver
ikke medregnes til selskabets CFC-indkomst efter § 32, stk. 5,
nr. 3. Ved eksisterende immaterielle aktiver forstås de
immaterielle aktiver, som datterselskabet ejer på det
tidspunkt, hvor moderselskabet bliver moderselskab for
datterselskabet.
Den foreslåede bestemmelse
vedrører tilfælde, hvor moderselskabet indirekte
bliver ejer af immaterielle aktiver som følge af
opkøb af selskaber fra uafhængige parter.
Efter forslagets 1.
pkt. vil indkomst fra et datterselskabs immaterielle aktiver
ikke skulle medregnes til CFC-indkomsten efter selskabsskattelovens
§ 32, stk. 5, når betingelserne herfor er opfyldt. Ved
indkomst fra immaterielle aktiver forstås både
royalties og anden indkomst fra immaterielle aktiver.
Den foreslåede undtagelse omfatter den
situation, hvor et dansk moderselskab direkte eller indirekte,
f.eks. via et mellemliggende holdingselskab, opkøber et
andet selskab, og hvor det opkøbte selskab på
opkøbstidspunktet ejer immaterielle aktiver.
Det er en betingelse, at det opkøbte
selskab erhverves fra en ikke tilknyttet person, dvs. en
uafhængig part. Ved ikke tilknyttet person vil skulle
forstås en fysisk eller juridisk person, der ikke er omfattet
af definitionen af tilknyttede personer i den foreslåede
bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk. 6, jf.
lovforslagets § 1, nr. 14.
Efter forslaget vil det opkøbte
selskabs afkast fra immaterielle aktiver, som det opkøbte
selskab besidder på opkøbstidspunktet, være
helt undtaget fra beskatning som CFC-indkomst. Dette gælder
tilsvarende for det opkøbte selskabs datterselskaber.
I forslaget 2.
pkt. præciseres det, at de immaterielle aktiver, der
vil være omfattet af bestemmelsen, er de immaterielle
aktiver, som datterselskabet ejer på det tidspunkt, hvor
moderselskabet bliver moderselskab for datterselskabet.
Dette vil indebære, at hvis
datterselskabets immaterielle aktiver efterfølgende
overdrages til et koncernforbundet selskab i et andet land, vil det
købende selskabs afkast fra aktiverne skulle anses for
CFC-indkomst i medfør af den foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr. 3.
Forslaget har til hensigt at sikre, at danske
koncerner ikke utilsigtet stilles ringere i den internationale
konkurrence i opkøbssituationer. Forslaget medfører,
at en dansk koncern, der opkøber et selskab med
værdifulde immaterielle aktiver, som udgangspunkt ikke som
følge af opkøbet vil blive beskattet efter
CFC-reglerne. I en sådan situation er der umiddelbart ikke
sket en flytning af immaterielle aktiver, som CFC-reglerne har til
hensigt at værne imod.
Det foreslås i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 18, at stk. 17 ikke
skal finde anvendelse, når værdien af datterselskabets
CFC-aktiver på det tidspunkt, hvor moderselskabet bliver
moderselskab for datterselskabet, udgør mere end 50 pct. af
værdien af selskabets samlede aktiver. Ved CFC-aktiver
forstås aktiver, hvis afkast er omfattet af stk. 5. Skal kun
en del af afkastet af et immaterielt aktiv medregnes ved
opgørelsen af CFC-indkomsten efter stk. 5, 3.-5. pkt.,
medregnes kun en forholdsmæssig del af aktivets værdi
ved opgørelsen af værdien af CFC-aktiverne.
Opgørelsen foretages på baggrund af de
regnskabsmæssige værdier, dog medregnes immaterielle
aktiver til de handelsmæssige værdier. Aktiver, hvis
afkast er skattefrit, indgår ikke i opgørelsen.
Uforrentede fordringer på varedebitorer m.v. indgår
ikke i opgørelsen. Ved bedømmelsen efter 1. pkt.
finder stk. 1, nr. 1, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse.
Efter forslaget skal anvendelsen af
undtagelsen i stk. 17 være betinget af, at det opkøbte
selskabs aktiver ikke for mere end halvdelens vedkommende
består af CFC-aktiver, dvs. finansielle aktiver og
immaterielle aktiver, hvis afkast er omfattet af den
foreslåede bestemmelse i selskabsskattelovens § 32, stk.
5. Dette gælder tilsvarende for det opkøbte selskabs
datterselskaber, idet vurderingen foretages af hvert enkelt
selskab, jf. dog bestemmelsens 6. pkt. Den foreslåede
betingelse hindrer, at der skabes mulighed for at undgå
CFC-beskatning ved opkøb af selskaber i lande med lav
beskatning, der hovedsageligt ejer finansielle aktiver og
immaterielle aktiver, som er blevet placeret i det
pågældende land netop af skattemæssige grunde,
f.eks. for at opnå lav beskatning af afkast fra immaterielle
aktiver.
Efter forslagets 1.
pkt. er anvendelsen af undtagelsen i stk. 17 for
opkøbte selskabers eksisterende immaterielle aktiver
betinget af en aktivtest. Aktivtesten indebærer, at
datterselskabets CFC-aktiver på opkøbstidspunktet ikke
må udgøre mere end 50 pct. af værdien af
selskabets samlede aktiver. Ved opkøbstidspunktet
forstås det tidspunkt, hvor moderselskabet blev moderselskab
for datterselskabet, jf. den foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 6, jf. lovforslagets § 1,
nr. 14.
Betingelsen medfører, at den gunstige
undtagelse for opkøbssituationer i stk. 17 ikke finder
anvendelse, når der er tale om opkøb af et selskab,
der i overvejende grad består af CFC-aktiver.
Efter forslagets 2.
pkt. skal CFC-aktiver forstås som de aktiver, hvis
afkast er omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 5.
Dvs. finansielle og immaterielle aktiver.
Efter den foreslåede bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr. 3, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 14, sondres der med hensyn til afkast af immaterielle
aktiver efter, om immaterielle aktiver har flyttet beskatningssted
enten ved overdragelse fra andre lande eller ved
udviklingsaktiviteter fra tilknyttede personer i andre lande. Denne
sondring skal ligeledes foretages ved vurderingen af, om det
opkøbte selskabs aktiver er CFC-aktiver. Dette har bl.a.
betydning ved vurderingen af, om aktivbetingelsen er opfyldt,
når det opkøbte selskab ejer immaterielle aktiver, der
er udviklet ved aktiviteter udført af tilknyttede personer i
andre lande. Ved tilknyttede personer skal der i denne
sammenhæng forstås personer og selskaber m.v., der er
tilknyttede personer i forhold til det opkøbte selskab
på det tidspunkt, hvor de immaterielle aktiver er oparbejdet,
dvs. forinden opkøbet.
Efter forslaget 3.
pkt. skal der i tilfælde, hvor kun en del af afkastet
af et immaterielt aktiv vil skulle medregnes ved opgørelsen
af CFC-indkomsten efter stk. 5, 3.-5. pkt., også kun
medregnes en forholdsmæssig del af værdien af aktivet
ved opgørelsen af værdien af CFC-aktiverne i det
opkøbte selskab.
Den foreslåede bestemmelse vil
være relevant, hvis et immaterielt aktiv er skabt gennem
forskellige bidrag, som vanskeligt kan opdeles, f.eks. hvis et
færdigt immaterielt aktiv består af et tilkøbt
immaterielt aktiv, som datterselskabet har videreudviklet
både ved egen forsknings- og udviklingsvirksomhed og ved at
lade koncerninterne eller koncerneksterne selskaber udføre
kontraktforskning. Den foreslåede bestemmelse vil
medføre, at der ved opgørelsen af den del af
værdien, der kan henføres til det opkøbte
selskabs CFC-aktiver, i sådanne tilfælde kun vil skulle
medregnes den del af det pågældende aktivs værdi,
der forholdsmæssigt svarer til den del af aktivets afkast,
der skal medregnes til CFC-indkomsten efter stk. 5, 3.-5. pkt. Hele
aktivets værdi vil fortsat skulle indgå ved
opgørelsen af værdien selskabets samlede aktiver.
Efter forslagets 4.
pkt. vil opgørelsen efter forslagets stk. 1 som
udgangspunkt skulle foretages på baggrund af de
regnskabsmæssige værdier. Immaterielle aktiver vil dog
skulle medregnes til handelsværdien for at sikre en
retvisende opgørelse. Dette skyldes, at f.eks. egen
oparbejdede immaterielle aktiver som udgangspunkt ikke indregnes
på balancen med en regnskabsmæssig værdi.
Efter forslagets 5.
pkt. vil aktiver, hvis afkast er skattefrit, ikke skulle
indgå i opgørelsen efter 1. pkt.
Det er en forudsætning, at alt afkast
fra det pågældende aktiv er skattefrit. Dette vil
eksempelvis være tilfældet for koncernselskabsaktier og
datterselskabsaktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens
§§ 4 A og 4 B. Unoterede porteføljeaktier omfattet
af aktieavancebeskatningslovens § § 4 C vil dog skulle
medregnes i opgørelsen, da udbyttet herfra er
skattepligtigt, selv om avancer ved salg er skattefrie.
Efter forslagets 6.
pkt. vil uforrentede fordringer på varedebitorer m.v.
ikke skulle indgå i opgørelsen. Det er en
forudsætning, at der er tale om datterselskabets egne
varedebitorer m.v.
For 5. og 6. pkt. gælder, at de
pågældende aktiver vil skulle holdes helt uden for
opgørelsen af aktivmassen.
Efter forslagets 7.
pkt. finder transparensreglen i selskabsskattelovens
§ 32, stk. 1, nr. 1, 2. og 3. pkt., jf. lovforslagets §
1, nr. 10, tilsvarende anvendelse ved bedømmelsen efter 1.
pkt.
Ved opgørelsen af CFC-aktiver vil
således skulle gælde samme regler som ved
opgørelsen af CFC-indkomsten, hvis datterselskabet har
bestemmende indflydelse over andre selskaber, der er
hjemmehørende i samme land som datterselskabet. Der ses
dermed bort fra aktier i selskaber under datterselskabets
bestemmende indflydelse, og i stedet indgår en
forholdsmæssig del af det andet selskabs aktiver i
opgørelsen i henhold til den direkte og indirekte ejerandel
i det andet selskab.
Bestemmelserne i forslaget til
selskabsskattelovens § 32, stk. 18, 4.-7. pkt., om den
opgørelse, som skal foretages for at vurdere, om betingelsen
er opfyldt, svarer, med de nødvendige tilpasninger, til
bestemmelserne i den gældende bestemmelse i
selskabsskattelovens § 32, stk. 1, nr. 2, 3.-6. pkt., der
indeholder reglerne om den aktivtest, der er en betingelse for
CFC-beskatning efter de gældende regler.
Til §
2
Det foreslås at ændre henvisningen
i fondsbeskatningslovens § 3 A, stk. 3, således at der
fremover henvises til kontroldefinitionen i ligningslovens §
2, og ikke til kontroldefinitionen i selskabsskattelovens §
32, stk. 6.
Fondsbeskatningslovens § 3 A, stk. 1,
fastsætter, at visse indskydere i en udenlandsk fond eller
trust, som er stiftet eller oprettet i et land, hvor fonde eller
truster beskattes væsentligt lavere end efter danske regler,
skal svare en afgift på 20 pct. af indskud, der overstiger
10.000 kr. Efter § 3 A, stk. 3, anses indskud, der foretages
af udenlandske selskaber og foreninger m.v., som kontrolleres, jf.
selskabsskattelovens § 32, stk. 6, af en afgiftspligtig
omfattet af stk. 1, for foretaget af den afgiftspligtige selv.
Efter den ved lovforslagets § 1, nr. 14,
foreslåede affattelse af selskabsskattelovens § 32, stk.
6, vil henvisningen til denne bestemmelse ikke længere give
mening.
Det foreslås derfor, at henvisningen til
selskabsskattelovens § 32, stk. 6, erstattes af en henvisning
til ligningslovens § 2. De to bestemmelser indeholder
enslydende definitioner af, hvornår der foreligger
bestemmende indflydelse og kontrol. Der sker hermed ingen materiel
ændring af anvendelsesområdet for den gældende
bestemmelse i fondsbeskatningslovens § 3 A.
Til §
3
Til nr.
1
Det foreslås, at kildeskattelovens
§ 2, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., ændres, således at
henvisningen til stk. 10, der indeholder en undtagelse fra
bestemmelsen, udgår. Efter stk. 10 medfører
salgsvirksomhed, der udelukkende sker i form af fjernsalg gennem en
repræsentant her i landet, ikke fast driftssted her i
landet.
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af lovforslagets § 3, nr. 4, hvor
fjernsalgsreglen i det gældende stk. 10 foreslås
ophævet.
Til nr.
2
Det foreslås, at kildeskattelovens
§ 2, stk. 1, nr. 4, 8. pkt., ophæves.
Der er tale om en konsekvensændring,
idet bestemmelsen, der er en særregel vedrørende fast
driftssted i forbindelse med bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejde, foreslås flyttet til den foreslåede
bestemmelse i kildeskattelovens § 2, stk. 3, 2. pkt., jf.
lovforslagets § 3, nr. 3.
Til nr.
3
Det foreslås, at der indsættes nye
bestemmelser i kildeskattelovens § 2, stk. 3-6, der vil
indebære, at fysiske personer, der driver erhverv og ikke er
fuldt skattepligtige, efter de interne danske bestemmelser vil
få fast driftssted her i landet, når der foreligger et
fast driftssted her i landet i henhold til artikel 5 om fast
driftssted i OECD's modeloverenskomst, således som denne
bestemmelse er affattet i 2017-udgaven af modeloverenskomsten.
Derudover foreslås der i kildeskattelovens § 2, stk. 7,
indsat en bestemmelse, der i det væsentlige svarer til den
gældende bestemmelse i kildeskattelovens § 2, stk. 11.
De foreslåede bestemmelser vil også finde anvendelse
for dødsboer, der behandles i udlandet.
Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr.
4, er udenlandske fysiske personer eller dødsboer
begrænset skattepligtige, når de udøver et
erhverv med fast driftssted her i landet. Når der foreligger
fast driftssted her i landet, skal der opgøres en indkomst
for det faste driftssted svarende til den indkomstopgørelse,
som et selvstændigt foretagende ville skulle opgøre,
jf. kildeskattelovens § 2, stk. 3.
Bortset fra bestemmelserne i henholdsvis
kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, 8. pkt., om bygge-,
anlægs- eller monteringsarbejde, der omtales nedenfor, og
§ 2, stk. 10, om fjernsalg, jf. nedenfor under lovforslagets
§ 3, nr. 4, indeholder lovgivningen ikke nogen nærmere
definition af begrebet fast driftssted.
Hvad der forstås ved fast driftssted
afgøres efter praksis i overensstemmelse med artikel 5 i
OECD's modeloverenskomst og OECD-kommentarerne til denne artikel.
Artikel 5 i modeloverenskomsten var, trods enkelte sproglige
præciseringer i 1977-udgaven, indholdsmæssigt
uændret i perioden mellem den første udgave af
overenskomsten fra 1963 og indtil 2017-udgaven, hvor bestemmelsen i
artikel 5 på visse punkter blev indholdsmæssigt
ændret.
De foreslåede bestemmelser, der
udtrykkeligt vil regulere, hvad der forstås ved fast
driftssted, er derfor i væsentligt omfang udtryk for en
kodificering af gældende ret, men vil dog på visse
punkter indebære en materiel ændring af retstilstanden.
Der redegøres nedenfor i bemærkningerne til de enkelte
bestemmelser nærmere for, i hvilket omfang de er udtryk for
en kodificering af gældende ret eller en ændring af
retstilstanden.
Det foreslås i stk.
2, 1. pkt., at fast driftssted efter kildeskattelovens stk.
1, nr. 4, foreligger, når personen eller dødsboet
udøver erhverv gennem et fast forretningssted her i
landet.
Den foreslåede bestemmelse er i
overensstemmelse med det udgangspunkt for fastlæggelsen af,
hvornår der foreligger fast driftssted, der fremgår af
artikel 5, stk. 1, i OECD's modeloverenskomst. Artikel 5, stk. 1,
er uændret videreført i 2017-udgaven af
modeloverenskomsten, og den foreslåede bestemmelse er derfor
udtryk for en kodificering af gældende ret.
Det bemærkes, at artikel 5, stk. 2, i
OECD's modeloverenskomst indeholder en opregning af faste
forretningssteder, der navnlig kan udgøre et fast
driftssted, hvorfra virksomheden udøves. Denne opregning
omfatter et sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et
kontor, en fabrik, et værksted, en mine, en olie- eller
gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor
naturforekomster udvindes. Eksemplerne er ikke udtømmende,
og det er under alle omstændigheder en betingelse, at de
almindelige betingelser for eksistensen af et fast driftssted som
følge af fast forretningssted er opfyldt. Den
omstændighed, at den foreslåede bestemmelse ikke
indeholder en tilsvarende opregning, er således ikke udtryk
for nogen indholdsmæssig forskel i forhold til
modeloverenskomstens bestemmelser.
Fast driftssted her i landet i medfør
af den foreslåede bestemmelse forudsætter, at der er et
forretningssted her i landet, som virksomheden råder
over.
Udtrykket forretningssted omfatter alle
lokaler, indretninger eller installationer, som selskabet,
foreningen m.v. benytter til at udøve erhvervsaktiviteten.
Det er uden betydning, om det pågældende selskab m.v.
er ejer af forretningsstedet eller råder over det på
andet grundlag, f.eks. en lejeaftale. Det er ikke et krav, at der i
det hele taget skal være et lokale eller en anden synlig
indretning, idet et forretningssted f.eks. kan bestå i, at
virksomheden blot faktisk råder over et areal, der benyttes
til udøvelsen af virksomheden. Det kan derfor foreligge et
forretningssted i bestemmelsens forstand, selv hvis virksomhedens
råden er ulovlig.
Det kan undertiden give anledning til tvivl,
om virksomheden råder over et forretningssted i
tilfælde, hvor virksomhedens medarbejdere i forbindelse med
arbejdets udførelse hyppigt befinder sig på et bestemt
sted, som virksomheden hverken ejer eller har en aftalebestemt
råderet over. Der vil efter kommentarerne til artikel 5 i
OECD's modeloverenskomst (punkt 12-19) i sådanne
tilfælde skulle foretages en samlet konkret
bedømmelse, hvori det indgår, hvor længe og hvor
hyppigt virksomheden er til stede på den
pågældende lokalitet, samt hvilke aktiviteter der
udøves på stedet.
I dansk praksis har denne problemstilling
navnlig været rejst i relation til medarbejderes
hjemmekontorer. Hvornår sådanne hjemmekontorer
udgør et fast driftssted for virksomheden, er nærmere
behandlet i punkt 18 og 19 i kommentarerne til OECD's
modeloverenskomst, hvor det anføres, at der ikke blot skal
lægges vægt på, om medarbejderens brug af
hjemmekontoret er af varig og regelmæssig karakter, men
også på om det af de konkrete omstændigheder
fremgår, at det er nødvendigt, at medarbejderen
arbejder hjemme. Det kan f.eks. være tilfældet, fordi
virksomheden ikke har stillet et kontor til rådighed for den
pågældende, selv om medarbejderen har brug for et
kontor for at kunne varetage sine arbejdsfunktioner.
Det er desuden et krav, at det
forretningssted, som virksomheden råder over, er fast.
Heri ligger, at det ikke er
tilstrækkeligt til at statuere fast driftssted her i landet,
at en udenlandsk virksomhed løbende udøver erhverv
her i landet, idet der skal være en forbindelse mellem den
udøvede virksomhed og en geografisk bestemt lokalitet.
Når en virksomhed er af en sådan
karakter, at virksomheden flytter mellem nærtliggende
lokaliteter, foreligger der normalt et fast forretningssted,
såfremt det område, inden for hvilket aktiviteten
flyttes rundt el.lign., kan karakteriseres som en kommerciel og
geografisk enhed. Det gælder f.eks. for en mine eller et
vejarbejde. Tilsvarende vil et såkaldt kontorhotel kunne
anses for at være et fast forretningssted for en virksomhed,
der regelmæssigt lejer kontorer i det pågældende
kontorhotel, selv om det ikke er det samme kontor, som virksomheden
råder over, hver gang den udøver sin virksomhed i
Danmark.
Det ligger endvidere i kravet om, at
forretningsstedet skal være fast, at det skal have en vis
varighed for at kunne udgøre et fast driftssted. I praksis
statueres fast driftssted normalt ikke, hvis aktiviteten varer
mindre end 6 måneder, jf. punkt 28 i kommentarerne til OECD's
modeloverenskomst. Kortvarige afbrydelser, f.eks. afbrydelser som
følge af vejrliget, medregnes ikke, når den periode,
hvor forretningsstedet har været benyttet til
virksomhedsudøvelsen, skal fastlægges.
Selv om aktiviteter med en varighed på
under 6 måneder som udgangspunkt ikke vil medføre fast
driftssted, er der ikke nogen fast nedre grænse for perioden.
Der kan således foreligge fast driftssted, selv om
forretningsstedet kun har eksisteret i kort tid, når
virksomheden som følge af sin art udelukkende udøves
i det land, hvor dette forretningssted befinder sig jf. punkt 30 i
kommentarerne til OECD's modeloverenskomst. Som eksempel
herpå kan nævnes, at der vil kunne opstå fast
driftssted her i landet, såfremt en udenlandsk fysisk person
her i landet udøver en særlig aktivitet i forbindelse
med en tidsbegrænset begivenhed her i landet, og det ikke
indgår i personens sædvanlige erhvervsmæssige
virksomhed at udøve denne form for aktivitet.
Hvor benyttelsen af forretningsstedet er
kortvarig og herefter afbrydes i en længerevarende periode,
kan der endvidere foreligge et fast forretningssted, hvis
virksomhedens benyttelse af forretningsstedet er af tilbagevendende
karakter. Det vil f.eks. være tilfældet med hensyn til
virksomhed, der udøves i bestemte måneder hvert
år. I sådanne tilfælde skal hver tidsperiode ses
i sammenhæng med det antal gange, forretningsstedet anvendes
til udøvelse af virksomheden, jf. punkt 29 i kommentarerne
til OECD's modeloverenskomst.
Det er et krav, at den fysiske person
udøver sin erhvervsmæssige virksomhed gennem dette
faste forretningssted. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne nedenfor til det foreslåede stk. 4
vedrørende faste forretningssteder, der udelukkende anvendes
til aktiviteter, der er af forberedende og hjælpende
karakter.
Der vil foreligge et fast driftssted straks
fra det tidspunkt, hvor personen er begyndt at udøve sin
virksomhed gennem det faste forretningssted. Det betyder, at den
fase, hvor selve det faste forretningssted etableres, ikke skal
medregnes, hvis etableringsaktiviteterne klart kan adskilles fra de
aktiviteter, der indgår i udøvelsen af virksomheden
gennem det faste forretningssted. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvor der inden virksomhedens egentlige opstart her
i landet skal etableres et hovedsæde, hvorfra virksomheden
skal udøves. Den fase, hvor det faste forretningssted er
taget i brug, men endnu kun bruges til at forberede den egentlige
aktivitet, skal derimod medregnes.
Det faste driftssted ophører med at
eksistere, når det faste forretningssted er afviklet, eller
når foretagendet ophører med at udøve sin
erhvervsvirksomhed gennem det pågældende
forretningssted.
Det foreslås i stk.
3, 2. pkt., at bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde
udgør et fast driftssted fra første dag.
Den foreslåede bestemmelse er identisk
med den gældende bestemmelse i kildeskatteskattelovens §
2, stk. 1, nr. 4, 8. pkt., der foreslås flyttet af hensyn til
systematikken i de foreslåede bestemmelser. Reglen fraviger
det krav til forretningsstedets varighed, som normalt er en
betingelse for, at der foreligger et fast forretningssted, der kan
udgøre et fast driftssted.
Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde
omfatter ikke blot opførelse af bygninger, men også
f.eks. anlæg af veje, broer eller kanaler, udlægning af
rørledninger, udgravning og opmudring.
Artikel 5, stk. 3, i OECD's modeloverenskomst
indeholder også en særregel for denne form for
forretningssteder, idet bestemmelsen fastsætter, at en
byggeplads eller et anlægs- eller monteringsarbejde kun
udgør et fast driftssted, hvis arbejdet varer mere end 12
måneder. Hvor den foreslåede bestemmelse
indebærer, at det normale mindstekrav til et fast
forretningssteds varighed ikke skal være opfyldt, er
varighedskravet efter bestemmelsen i modeloverenskomsten derimod
forlænget. Samtidig indeholder en del af de
dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark har indgået,
bestemmelser, der reducerer modeloverenskomstens 12
måneders-periode til 6 måneder eller en endnu kortere
periode.
Udenlandske virksomheder, der efter den
foreslåede bestemmelse får fast driftssted her i landet
fra første dag som følge af et bygge-, anlægs-
eller monteringsarbejde, vil kunne påberåbe sig den
eventuelle dobbeltbeskatningsoverenskomst, der er
indgået mellem Danmark og den stat, hvor virksomheden er
hjemmehørende. Det betyder i praksis, at den
foreslåede særregel om bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejde kun får betydning i de tilfælde, hvor
den udenlandske virksomhed er hjemmehørende i et land, som
Danmark ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst
med.
Bestemmelsen har imidlertid ikke som
primært formål at sikre, at der udløses
beskatning her i landet af udenlandske virksomheder, der
udfører ganske kortvarige bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejder her i landet. Bestemmelsen skal derimod ses i
sammenhæng med reglerne i kildeskattelovens § 2, stk. 1,
nr. 1, og § 44, litra b, der indebærer, at fysiske
personer er begrænset skattepligtige af alle former for
lønindkomst fra virksomhed her i landet, når
arbejdsgiveren enten har hjemting her i landet eller er
skattepligtig af erhvervsvirksomhed med fast driftssted her.
Da et bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejde efter den foreslåede bestemmelse
udgør et fast driftssted fra første dag, vil de
lønmodtagere, der arbejder på byggepladsen m.v.,
derfor også være begrænset skattepligtige af
lønindkomsten fra første dag. Dette vil være
tilfældet, uanset om den begrænsede skattepligt ikke
kan håndhæves over for arbejdsgiveren i medfør
af bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Det foreslås i stk.
4, at et fast forretningssted uanset den foreslåede
bestemmelse i stk. 3 ikke udgør et fast driftssted her i
landet, når det faste forretningssted anvendes eller
opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af
virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. Det
foreslås endvidere som en undtagelse hertil, at der
foreligger et fast driftssted, hvis de funktioner, som
udøves på det faste forretningssted, indgår
blandt flere gensidigt supplerende funktioner i en samlet
udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende
eller hjælpende karakter, og som personen eller
dødsboet, disses nærtstående som omhandlet i
ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt., eller fysiske eller
juridiske personer, hvormed personen eller dødsboet har en
forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, udøver
gennem faste forretningssteder her i landet.
Efter gældende ret, hvor fast
driftsstedsbegrebet fastlægges i overensstemmelse med artikel
5 i OECD's modeloverenskomst, som denne var udformet før
2017-udgaven, foreligger der i overensstemmelse med den
daværende udformning af modeloverenskomstens artikel 5, stk.
4, ikke fast driftssted her i landet, når et fast
forretningssted anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik
på udøvelse af virksomhed af forberedende eller
hjælpende karakter.
Der er tale om en undtagelse til
udgangspunktet om, at der foreligger fast driftssted, når
virksomheder udøver erhverv gennem et fast forretningssted
her i landet.
I visse tilfælde vil et fast
forretningssted efter artikel 5, stk. 4, i OECD's modeloverenskomst
som udformet før 2017-udgaven altid skulle anses for
udelukkende anvendt med henblik på udøvelse af
virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. Det
drejer sig om tilfælde, hvor virksomheden (1) anvender
indretninger udelukkende med henblik på oplagring, udstilling
eller udlevering af varer tilhørende virksomheden, (2)
opretholder et varelager tilhørende virksomheden udelukkende
med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering eller
med henblik på forarbejdning hos en anden virksomhed, eller
(3) opretholder et fast forretningssted udelukkende med henblik
på at foretage indkøb af varer eller indsamle
oplysninger for foretagendet.
Der vil i de særligt opregnede
tilfælde ikke være behov for at foretage nogen konkret
vurdering af, om det pågældende faste forretningssted
faktisk anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik på
udøvelse af virksomhed af forberedende eller hjælpende
karakter.
Når bortses fra de særligt
opregnede tilfælde vil der derimod i hvert enkelt
tilfælde skulle foretages en konkret vurdering af, om de
funktioner, der udøves på et fast forretningssted, kan
anses for at være af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter.
Det karakteristiske for et fast
forretningssted, hvor der udøves funktioner af udelukkende
forberedende eller hjælpende karakter, er, at der på
den pågældende lokalitet udøves funktioner med
en så fjern forbindelse til virksomhedens centrale
indtægtsskabende aktiviteter, at der vanskeligt kan allokeres
en del af virksomhedens profit til det faste forretningssted.
Aktiviteter, der indgår som en
væsentlig og essentiel del i den samlede virksomhed, kan ikke
anses for udelukkende at være af forberedende eller
hjælpende karakter. Aktiviteter, der involverer en
væsentlig del af virksomhedens personel eller aktiver, vil i
almindelighed heller ikke kunne anses for at være af
forberedende eller hjælpende karakter.
Hvor en virksomhed har flere faste
forretningssteder i Danmark, hvorfra der udøves aktiviteter,
skal det som udgangspunkt vurderes selvstændigt for hvert
enkelt forretningssted, om det udgør et fast driftssted.
Virksomheden vil dog ikke kunne foretage en kunstig opdeling af
sine aktiviteter og vil derfor skulle anses for at have fast
driftssted her i landet, såfremt der fra flere faste
forretningssteder udøves aktiviteter, der indgår som
led i en sammenhængende virksomhedsudøvelse, der
samlet set ikke kan anses for af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at der i intern dansk ret sker implementering af
dels de ændringer af artikel 5, stk. 4, der er
gennemført i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst, dels
den samtidigt tilføjede bestemmelse i modeloverenskomstens
artikel 5, stk. 4.1.
De pågældende ændringer i
OECD's modeloverenskomst hviler på anbefalingerne i
OECD-rapporten om det 7. handlingspunkt i BEPS-projektet og har
overordnet til hensigt at hindre, at reglen om faste
forretningssteder, hvor der udøves funktioner af udelukkende
forberedende eller hjælpende karakter, udnyttes til kunstigt
at undgå etableringen af et fast driftssted.
Den foreslåede bestemmelse vil
ændre retstilstanden på to punkter.
For det første er ordlyden af artikel
5, stk. 4, i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst ændret,
således at det nu i alle tilfælde - og altså
også i de i bestemmelsen specifikt opregnede eksempler
på faste forretningssteder - er en fælles betingelse,
at der gennem det pågældende faste forretningssted
udøves funktioner af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter.
Konsekvensen af denne ændring kan f.eks.
illustreres med et fast forretningssted i form af installationer,
der anvendes udelukkende med henblik på oplagring og
udlevering af virksomhedens egne varer. Efter den tidligere
affattelse af artikel 5, stk. 4, i OECD's modeloverenskomst anses
et sådant fast forretningssted altid for anvendt til
funktioner af udelukkende forberedende eller hjælpende
karakter. Efter ændringen vil der derimod skulle foretages en
konkret vurdering af, om de udøvede funktioner i forhold til
den af virksomheden udøvede økonomiske aktivitet kan
anses for udelukkende at være af forberedende eller
hjælpende karakter. I punkt 62 i kommentarerne til den nye
affattelse af artikel 5, stk. 4, i OECD's modeloverenskomst
nævnes som et tilfælde, hvor de beskrevne funktioner
ikke kan anses for at være af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter, en virksomhed, der sælger varer
over internettet og opretholder et meget stort varehus, der
anvendes til opbevaring af virksomhedens varer med henblik på
udlevering til kunderne i det pågældende land.
Efter ordlyden af den foreslåede
bestemmelses 1. pkt. vil det i
overensstemmelse hermed i hvert enkelt tilfælde konkret
skulle vurderes, om et fast forretningssted anvendes eller
opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af
virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter.
Det bemærkes, at der i artikel 5, stk.
4, i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst fortsat opregnes en
række eksempler på faste forretningssteder, der kan
anses for anvendt eller opretholdt til udøvelse af
funktioner, der udelukkende er af forberedende eller
hjælpende karakter. Da disse eksempler ikke er
udtømmende, og da der under alle omstændigheder vil
skulle foretages en konkret vurdering af funktionernes karakter,
jf. punkt 61-76 i kommentarerne til artikel 5, stk. 4, i
2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst, er disse eksempler ikke
medtaget i den foreslåede bestemmelse, men dette er
altså ikke udtryk for en indholdsmæssig forskel i
forhold til modeloverenskomsten.
Det andet punkt, hvorpå den
foreslåede bestemmelse vil indebære en ændring af
retstillingen, består i den værnsregel, der
fremgår af foreslåede bestemmelses 2. pkt. Denne bestemmelse svarer
indholdsmæssigt til den nye bestemmelse i artikel 5, stk.
4.1, i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst, den såkaldte
anti-fragmenteringsregel, og vil skulle fortolkes i
overensstemmelse med OECD's kommentarer til denne bestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle
hindre, at den i forslaget til stk. 4, 1. pkt., indeholdte
undtagelse om faste forretningssteder, hvorigennem der udelukkende
udøves aktiviteter af forberedende eller hjælpende
karakter, udnyttes til at undgå fast driftssted her i landet
ved, at sammenhængende aktiviteter kunstigt opsplittes mellem
flere nært forbundne virksomheder.
Efter den foreslåede værnsregel
vil et fast forretningssted under visse omstændigheder
udgøre et fast driftssted her i landet for en udenlandsk
fysisk person, selv om personen gennem det faste forretningssted
udøver funktioner, der isoleret set udelukkende er af
forberedende eller hjælpende karakter. Dette vil være
tilfældet, når disse funktioner indgår blandt
flere gensidigt supplerende (komplementære) funktioner i en
samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke er af
udelukkende forberedende eller hjælpende karakter, og som
vedkommende person selv, dennes nærtstående eller
fysiske eller juridiske personer, hvormed personen har en
forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, udøver
gennem faste forretningssteder her i landet.
Den foreslåede værnsregel vil
finde anvendelse på de tilfælde, hvor der allerede
efter gældende ret skal foretages en samlet bedømmelse
af aktiviteterne i flere faste forretningssteder, dvs.
tilfælde hvor en udenlandsk fysisk person fra flere faste
forretningssteder udøver aktiviteter, der indgår som
led i en sammenhængende virksomhedsudøvelse, der
samlet set ikke kan anses for af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter.
Udvidelsen i forhold til gældende ret
vil bestå i, at den foreslåede bestemmelse også
vil omfatte tilfælde, hvor der sker en kunstig opsplitning af
aktiviteter mellem flere selvstændige skattesubjekter, der er
nært forbundne.
Den foreslåede værnsregels
fastlæggelse af, hvornår sammenhængende
aktiviteter skal vurderes samlet, selv om personen ikke selv
udøver de samlede aktiviteter, er i overensstemmelse med den
definition af begrebet "nært forbundne" fysiske eller
juridiske personer, der fremgår af artikel 5, stk. 8, i
2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst.
Efter den foreslåede bestemmelse vil der
være tale om virksomhed, der skal bedømmes samlet,
når den her i landet udøvede virksomhed udøves
af den udenlandske persons nærtstående.
Afgrænsningen af den personkreds, der anses for
nærtstående, vil efter forslaget skulle foretages i
overensstemmelse med ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt.
Efter disse bestemmelser er en persons nærtstående
vedkommendes ægtefælle, forældre og
bedsteforældre samt børn og børnebørn og
disses ægtefæller eller dødsboer efter de
nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med
oprindeligt slægtskabsforhold.
Derudover vil det være afgørende
for, om der foreligger nært forbundne fysiske og juridiske
personer, om disse personer har en sådan tilknytning til
hinanden, at de i relation til ligningslovens § 2 anses for
interesseforbundne. Det omfatter f.eks. tilfælde, hvor en
fysisk person har bestemmende indflydelse over et selskab.
For en udenlandsk virksomhed, der
udøver aktiviteter af (isoleret set) udelukkende
forberedende eller hjælpende karakter gennem et fast
forretningssted her i landet, vil det faste forretningssted efter
forslaget udgøre et fast driftssted her i landet, når
aktiviteterne på det faste forretningssted set i
sammenhæng med nært forbundne virksomheders aktiviteter
på faste forretningssteder her i landet må anses for en
samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke blot er af
forberedende eller hjælpende karakter.
Den vurdering, som efter forslaget vil skulle
foretages af, om der er tale om en samlet udøvelse af
erhvervsvirksomhed, der ikke blot er af forberedende eller
hjælpende karakter, vil skulle foretages under inddragelse af
alle aktiviteter, som den udenlandske person og nært
forbundne virksomheder udøver gennem et eller flere faste
forretningssteder her i landet. Det vil således også
omfatte aktiviteter, som en nært forbundet virksomhed, der er
fuldt skattepligtig her til landet, udøver gennem et fast
forretningssted her i landet.
Der foreslås i stk.
5, at en udenlandsk fysisk person eller et dødsbo,
der behandles i udlandet, har fast driftssted her i landet efter
kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, når en fysisk
eller juridisk person her i landet handler på vegne af den
udenlandske virksomhed og i forbindelse hermed sædvanligvis
indgår aftaler eller sædvanligvis spiller en
afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som
rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive
ændret af virksomheden. Det foreslås endvidere, at det
er en betingelse, at den virksomhed, som repræsentanten
udøver her i landet på vegne af personen eller
dødsboet, ville have medført fast driftssted for
personen eller dødsboet, hvis vedkommende selv havde
udøvet disse aktiviteter her i landet. Endelig
foreslås det, at det er en betingelse for, at der foreligger
fast driftssted efter den foreslåede bestemmelse, at de
aftaler, der indgås som udslag af agentens aktiviteter, enten
indgås i personens eller dødsboets navn,
vedrører overdragelse af ejendomsret eller brugsret til
formuegoder, som personen eller dødsboet ejer eller har
brugsret til, eller vedrører levering af tjenesteydelser fra
personen eller dødsboet.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i
sammenhæng med det nedenfor omtalte forslag til stk. 6, idet
de to bestemmelser samlet vil regulere, i hvilket omfang den
såkaldte agentregel medfører fast driftssted her i
landet. De to foreslåede bestemmelser vil samlet
medføre, at kildeskattelovens regler om fast driftssted
svarer til den udformning af agentreglen, der fremgår af
artikel 5, stk. 5 og 6, i 2017-udgaven af OECD's
modeloverenskomst.
Efter gældende ret, hvor fast
driftsstedsbegrebet fastlægges i overensstemmelse med artikel
5 i OECD's modeloverenskomst, som denne var udformet før
2017-udgaven, vil der kunne foreligge fast driftssted efter den
udformning af agentreglen, der fremgår af den tidligere
udformning af bestemmelserne i modeloverenskomstens artikel 5, stk.
5 og 6.
Det indebærer, at der foreligger fast
driftssted her i landet, såfremt virksomheden har en
herværende repræsentant ("agent"), der har og rent
faktisk jævnligt bruger en fuldmagt fra virksomheden til at
indgå aftaler i virksomhedens navn, og agenten ved
udnyttelsen af denne fuldmagt udøver aktiviteter her i
landet, der ville have udgjort et fast driftssted for virksomheden,
såfremt den selv havde udøvet disse aktiviteter gennem
et fast forretningssted her i landet.
Det har ingen betydning, hvilken
stillingsbetegnelse repræsentanten har. Den sædvanlige
betegnelse i dansk ret er agenter, men repræsentanten kan
også være benævnt mægler, fuldmægtig
m.v. Det afgørende er, om virksomheden har givet vedkommende
en fuldmagt til at indgå aftaler, og om denne fuldmagt
faktisk også jævnligt udnyttes. Enkeltstående
aftaleindgåelser efter fuldmagt vil altså ikke
være tilstrækkeligt til, at repræsentantens
aktiviteter her i landet kan medføre fast driftssted for
virksomheden.
Agentens virksomhed vil dog ikke kunne
medføre fast driftssted her i landet, hvis agenten er en
uafhængig repræsentant, der handler inden for rammerne
af sin sædvanlige forretningsvirksomhed. Om denne undtagelse
til agentreglen henvises til bemærkningerne nedenfor til den
foreslåede bestemmelse i stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse er i
overensstemmelse med artikel 5, stk. 5, i 2017-udgaven af OECD's
modeloverenskomst og vil indebære, at agentreglen i videre
omfang end efter gældende ret kan medføre fast
driftssted. Bestemmelsen vil skulle fortolkes i overensstemmelse
med OECD's kommentarer til modeloverenskomsten.
Det vil efter forslaget ikke længere
være en betingelse for anvendelsen af agentreglen, at
repræsentanten her i landet handler i virksomhedens navn.
Netop denne betingelse har ifølge OECD-rapporten om det 7.
handlingspunkt i BEPS-projektet givet virksomhederne mulighed for
kunstigt at undgå fast driftssted ved, at den
repræsentant, der handler på virksomhedens vegne,
handler som kommissionær, dvs. i eget navn.
Kommissionærforhold vil derimod være omfattet af den
foreslåede regel.
Efter den foreslåede bestemmelses 1. pkt. vil det fremover være
afgørende for, om agentreglen kan medføre fast
driftssted for virksomheden, om agenten handler på
virksomhedens vegne i forhold til tredjemand. Virksomheden vil
efter forslaget også kunne få fast driftssted her i
landet som følge af agentens aktiviteter her, selv om den
pågældende tredjemand slet ikke er bekendt med, at
agenten handler på virksomhedens vegne.
Hvorvidt agenten spiller en afgørende
rolle ved indgåelsen af aftaler på virksomhedens vegne,
vil bero på en konkret vurdering af, hvad der er den
forretningsmæssige realitet. Det vil således ikke i sig
selv være afgørende, om virksomheden og agenten f.eks.
har indgået en aftale, der fastlægger agentens rolle,
og hvad indholdet af en sådan aftale i givet fald er.
Forslaget vil endvidere indebære, at
agentreglen vil kunne medføre fast driftssted for
virksomheden her i landet, selv om repræsentanten ikke har
fuldmagt til at indgå aftaler på virksomhedens vegne,
når agenten spiller en afgørende rolle ved
indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt indgås
uden væsentligt at blive ændret af virksomheden.
Der ligger i kravet om, at agenten enten
"sædvanligvis" skal udnytte en fuldmagt til at indgå
aftaler på virksomhedens vegne eller spille en
afgørende rolle ved indgåelse af aftaler, der
"rutinemæssigt" indgås uden at blive væsentligt
ændret af virksomheden, at det ikke medfører fast
driftssted for virksomheden, at en herværende agent f.eks.
blot enkelte gange indgår aftaler på virksomhedens
vegne. Der vil således skulle være tale om aktiviteter
af en vis tilbagevendende karakter.
Kravet om en vis fast karakter følger
også af den foreslåede bestemmelses 2. pkt., der fastsætter, at agentens
aktiviteter her i landet kun vil kunne medføre fast
driftssted for virksomheden, såfremt personen ville have haft
fast driftssted efter de foreslåede bestemmelser i stk. 3 og
4, hvis personen eller dødsboet selv havde udøvet de
pågældende aktiviteter her i landet.
Det følger heraf, at det vil være
et krav, at agenten kan anses for at udøve aktiviteterne fra
et fast forretningssted, jf. forslagets stk. 3, og at der ikke er
tale om sådanne aktiviteter af udelukkende forberedende eller
hjælpende karakter, som ikke ville have medført fast
driftssted, hvis personen eller dødsboet selv havde
udført aktiviteterne, jf. forslagets stk. 4. Ved vurderingen
vil kun de aktiviteter, som repræsentanten udfører her
i landet på vegne af personen skulle inddrages.
Der opstilles endelig i overensstemmelse med
artikel 5, stk. 5, i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst i
forslagets 3. pkt. den betingelse, at
de aftaler, der indgås i forbindelse med agentens aktiviteter
for virksomheden, enten skal være indgået i personens
eller dødsboets navn, vedrøre overdragelse af
ejendomsret eller brugsret til formuegoder, som personen eller
dødsboet ejer eller har brugsret til, eller vedrøre
levering af tjenesteydelser fra personen eller dødsboet. Det
følger af bestemmelsen, at det ikke vil være
afgørende for agentreglens anvendelse, om aftaleparten vil
være i stand til retligt at håndhæve de
pågældende aftaler over for den udenlandske virksomhed,
når blot aftalerne rent faktisk vil skulle opfyldes af den
udenlandske virksomhed.
Det foreslås i stk.
6, at den i stk. 5 foreslåede bestemmelse ikke skal
finde anvendelse, når repræsentanten driver
erhvervsvirksomhed her i landet som uafhængig
repræsentant og handler for personen eller dødsboet
inden for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Det foreslås
endvidere, at en repræsentant ikke skal anses for en
uafhængig repræsentant, hvis repræsentanten
udelukkende eller næsten udelukkende handler på vegne
af en eller flere nærtstående som omhandlet i
ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt., eller fysiske eller
juridiske personer, hvormed repræsentanten har en forbindelse
som omhandlet i ligningslovens § 2.
Heller ikke efter gældende ret, hvor
fast driftsstedsbegrebet fastlægges i overensstemmelse med
artikel 5 i OECD's modeloverenskomst, som denne var udformet
før 2017-udgaven, vil en repræsentants aktiviteter her
i landet kunne medføre fast driftssted for en udenlandsk
virksomhed, når repræsentanten driver virksomhed som
uafhængig agent her i landet og ved udøvelsen af sine
aktiviteter for virksomheden handler inden for rammerne af sin
erhvervsvirksomhed, jf. den tidligere udformning af bestemmelsen i
modeloverenskomstens artikel 5, stk. 6.
Afgørende for, om en agent må
anses for afhængig eller uafhængig, er, hvilke
forpligtelser agenten har i forhold til den udenlandske virksomhed.
Der skal foretages en konkret, samlet afvejning af, om agenten her
i landet i relation til de funktioner, der varetages på
virksomhedens vegne, må anses for at være juridisk
eller økonomisk afhængig af virksomheden.
Der kan ikke peges på et enkelt element,
der i sig selv er udslagsgivende ved denne samlede afvejning, men
navnlig de kriterier, der beskrives i det følgende,
bør ifølge kommentarerne til OECD's modeloverenskomst
inddrages.
Omfanget af hvervgiverens instruktion og
kontrol med agentens udførelse af opgaverne vil være
en væsentlig indikator for, hvorvidt agenten kan anses for
uafhængig i forhold til den udenlandske virksomhed. Har
virksomheden detaljerede instruktionsbeføjelser i forhold
til agenten, eller udøver virksomheden detaljeret kontrol
med agentens konkrete udøvelse af opgaverne, kan agenten
ikke anses for uafhængig fra hvervgiveren.
Det bemærkes, at en hvervgiver
også i forhold til uafhængige samarbejdspartnere typisk
vil give instrukser om opgavernes udførelse og føre
en løbende kontrol med, at opgaverne udføres på
tilfredsstillende vis. Det er imidlertid kendetegnende for
forholdet mellem en hvervgiver og en uafhængig agent, at
denne form for instruktion og kontrol har en forholdsvis overordnet
karakter, idet hvervgiveren i øvrigt forlader sig på
agentens særlige evner m.v.
Det bør også inddrages, i hvilket
omfang agenten er forpligtet til ikke blot løbende at
informere hvervgiveren om opgavernes udførelse, men
også at opnå hvervgiverens accept af den måde,
hvorpå opgavevaretagelsen er tilrettelagt.
Det er desuden et væsentligt kriterium,
hvem der bærer driftsherrerisikoen i forhold til de
funktioner, der udøves af agenten.
Endeligt bør også antallet af
hvervgivere inddrages. Har agenten kun en enkelt eller ganske
få hvervgivere, taler det for at anse agenten for en
afhængig agent.
Reglen om, at der ikke vil kunne etableres
fast driftssted efter agentreglen, hvis repræsentanten her i
landet er en uafhængig agent, gælder kun, hvis den
uafhængige agent ved udførelsen af opgaverne for den
udenlandske virksomhed handler inden for rammerne af sin
sædvanlige forretningsvirksomhed. En agent, der driver en
selvstændig virksomhed her i landet med et større
antal hvervgivere, vil ikke kunne anses for uafhængig, i det
omfang agentens konkrete aktiviteter på hvervgiverens vegne
ikke har naturlig sammenhæng med de aktiviteter, som den
pågældende agent sædvanligvis udøver som
led i sin selvstændige virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse er i
overensstemmelse med 2017-udgaven af artikel 5, stk. 6, i OECD's
modeloverenskomst.
Bestemmelsens 1.
pkt. vil indebære, at gældende ret som
udgangspunkt videreføres.
Det foreslås i 2.
pkt. som en ny undtagelse til reglen om uafhængige
agenter, at agenter, der udelukkende eller næsten udelukkende
handler på vegne af en eller flere virksomheder, hvormed
agenten er nært forbundet, ikke kan anses for at være
en uafhængig agent. Denne undtagelse er indføjet i
2017-udgaven af artikel 5, stk. 6, jf. stk. 8, i OECD's
modeloverenskomst og har til hensigt at udgøre et værn
mod, at en kunstig opsplitning af aktiviteter mellem nært
forbundne virksomheder skal kunne udnyttes til at undgå fast
driftssted.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det
være afgørende for, om der foreligger nært
forbundne fysiske og juridiske personer, om der enten er tale om
personer, der enten er nærtstående i forhold til
udenlandske fysiske personer, eller om der er tale om personer, der
har en sådan tilknytning til hinanden, at de i relation til
ligningslovens § 2, anses for interesseforbundne. Dette er i
overensstemmelse med den definition af begrebet "nært
forbundne" fysiske eller juridiske personer, der fremgår af
artikel 5, stk. 8, i 2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst.
Afgrænsningen af den personkreds, der
anses for nærtstående, vil efter forslaget skulle
foretages i overensstemmelse med ligningslovens § 2, stk. 2,
5. og 6. pkt. Efter disse bestemmelser er en persons
nærtstående vedkommendes ægtefælle,
forældre og bedsteforældre samt børn og
børnebørn og disses ægtefæller eller
dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og
adoptivforhold sidestilles med oprindeligt
slægtskabsforhold.
Derudover vil det være afgørende
for, om der foreligger nært forbundne fysiske og juridiske
personer, om disse personer har en sådan tilknytning til
hinanden, at de i relation til ligningslovens § 2 anses for
interesseforbundne. Det omfatter f.eks. tilfælde, hvor en
fysisk person har bestemmende indflydelse over et selskab.
Der vil efter den foreslåede bestemmelse
ikke gælde en fast grænse for, hvornår en agent
vil skulle anses for at handle udelukkende eller næsten
udelukkende på vegne nært forbundne virksomheder.
Hvornår dette er tilfældet vil således skulle
afgøres efter en konkret vurdering, hvor bestemmelsens
formål skal tages i betragtning. I punkt 112 i OECD's
kommentarer til bestemmelsen i modeloverenskomstens artikel 5, stk.
6, nævnes det dog som eksempel, at en salgsagent vil skulle
anses for næsten udelukkende at handle på nært
forbundne virksomheders vegne, når sådanne virksomheder
tegner sig for over 90 pct. af de salgsaftaler, som agenten
indgår.
Det foreslås i stk.
7, at aktiviteter i form af investeringer i aktier og i form
af erhvervelse af fordringer, gæld og finansielle kontrakter
omfattet af kursgevinstloven kun anses for udøvelse af
erhverv i relation til fast driftsstedsbestemmelsen, når
aktiviteterne udgør næringsvirksomhed. Dette vil dog
ikke skulle gælde, hvis en nærtstående som
omhandlet i ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt., eller
en fysisk eller juridisk person, hvormed personen har en
forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, udøver
erhvervsvirksomhed i Danmark, og de i 1. pkt. nævnte
aktiviteter i form af investeringer i aktier og i form af
erhvervelse af fordringer m.v. omfattet af kursgevinstloven
indgår som et integreret led heri.
Den foreslåede bestemmelse er i det
væsentlige identisk med den gældende bestemmelse i
kildeskattelovens § 2, stk. 11, der foreslås flyttet af
hensyn til systematikken i de foreslåede bestemmelser. Den
gældende bestemmelse i § 2, stk. 11, blev indsat ved lov
nr. 725 af 8. juni 2018.
Det følger af den gældende
bestemmelse i kildeskattelovens § 2, stk. 11, 1. pkt., at
aktiviteter i form af investeringer i aktier og i form af
erhvervelse af fordringer, gæld og finansielle kontrakter
omfattet af kursgevinstloven kun anses for udøvelse af
erhverv i relation til fast driftsstedsbestemmelsen i
kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, når aktiviteterne
udgør næringsvirksomhed. Dette indebærer, at
passive investeringer ikke i sig selv anses for
erhvervsudøvelse, der kan indebære fast driftssted for
investoren her i landet. Dette gælder, såvel når
investoren foretager sine investeringer alene, som når
investoren foretager investeringerne sammen med andre fysiske og
juridiske personer ved anvendelse af en enhed, der er
skattemæssigt transparent.
Bestemmelsens 2. pkt. indeholder en
værnsregel, der skal imødegå, at det via en
kunstig udskillelse af investeringsaktiviteter kan undgås, at
aktiviteter, der er et integreret led i erhvervsmæssige
aktiviteter her i landet, bliver skattepligtige her til landet.
Værnsreglen gælder, hvor skattepligtige aktiviteter her
i landet udøves af personer, der er interesseforbundne med
den fysiske person, der udøver
investeringsaktiviteterne.
Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. er identisk med den gældende
bestemmelse i § 2, stk. 11, 1. pkt.
Der foreslås i 2.
pkt. en mindre justering af værnsreglen i den
gældende bestemmelse i § 2, stk. 11, 2. pkt.
Efter den gældende formulering er det
afgørende for, om der er tale om interesseforbundne parter,
om de erhvervsmæssige aktiviteter i Danmark udøves af
en fysisk eller juridisk person, hvormed den udenlandske fysiske
person har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2.
Henvisningen til ligningslovens § 2 omfatter imidlertid ikke
tilfælde, hvor der foreligger interessefællesskab
mellem to eller flere fysiske personer. Som bestemmelsen er
formuleret, vil værnsreglen derfor ikke være
anvendelig, hvis en fysisk person her i landet udøver
aktiviteter i form af passive investeringsaktiviteter, og disse
aktiviteter er (kunstigt) adskilt fra erhvervsmæssige
aktiviteter her i landet, der udøves af en
nærtstående til vedkommende.
Der er tale om en utilsigtet begrænsning
i bestemmelsens anvendelsesområde, idet værnsreglen -
som den gældende formulering i øvrigt også
forudsætter - bør finde anvendelse i sådanne
situationer.
Det foreslås derfor, at den
gældende værnsregel i bestemmelsens 2. pkt. udvides,
således at den også vil omfatte tilfælde, hvor de
erhvervsmæssige aktiviteter i Danmark udøves af en
eller flere fysiske personer, der i forhold til den person eller
det dødsbo efter personen, der udøver de passive
investeringsaktiviteter, er nærtstående som omhandlet i
ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt. Efter disse
bestemmelser er en persons nærtstående vedkommendes
ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt
børn og børnebørn og disses
ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte
personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med oprindeligt
slægtskabsforhold.
Til nr.
4
Det foreslås, at kildeskattelovens
§ 2, stk. 10 og 11, ophæves.
Den gældende bestemmelse i
kildeskattelovens § 2, stk. 10, fastsætter, at fysiske
personer, der ikke er fuldt skattepligtige i Danmark, ikke
får fast driftssted her i landet, såfremt de
udelukkende udøver salgsvirksomhed i form af fjernsalg
gennem en repræsentant med fuldmagt til at binde selskabet,
foreningen m.v., når repræsentanten ikke er ansat som
lønmodtager i virksomheden. Efter bestemmelsen forstås
ved fjernsalg repræsentantens ordremodtagelse fra danske
eller udenlandske kunder via telefon, telex, telefax, post, EDI
(Electronic Data Interchange) el.lign. Det er en betingelse, at
hverken fuldmagtsgiveren eller en hermed nærtstående
person, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6, 3. og 4. pkt.,
eller en fond eller trust stiftet af fuldmagtsgiveren eller dennes
nærtstående eller et selskab, som i fællesskab
kontrolleres, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6, 2. pkt., af
denne kreds af personer, nærtstående, fonde og truster
eller en fond eller trust stiftet af et kontrolleret selskab i
Danmark, udøver erhvervsvirksomhed, der står i
forbindelse med repræsentantens salg
Ud over den passive ordremodtagelse kan
repræsentanten udføre mindre opgaver for den
udenlandske virksomhed, f.eks. indpakning, opmagasinering,
forsendelse, fakturering, reparation og produktion, uden at dette
medfører fast driftssted for den udenlandske virksomhed.
Repræsentanten kan også fungere som fiskal
repræsentant i relation til momslovgivningen. Hvis
repræsentanten også udfører andre former for
salgsvirksomhed for virksomheden, herunder opsøgende
kundekontakt og generel markedsføring og rådgivning,
finder reglen derimod ikke anvendelse.
Undtagelsen om, at reglen ikke finder
anvendelse, hvis den udenlandske person, dennes
nærtstående eller hermed forbundne selskaber, personer
m.v. udøver nogen form for erhvervsmæssig virksomhed i
Danmark, der står i forbindelse med repræsentantens
salg, har til hensigt at modvirke en kunstig opsplitning af
salgsaktiviteterne. Fjernsalgsreglen finder i medfør af
denne undtagelse ikke anvendelse, hvis de pågældende
fysiske eller juridiske personer f.eks. har aktivt opererende
sælgere og rådgivere i Danmark eller udfører
reparationer eller serviceydelser i Danmark efter selve salget.
En opretholdelse af fjernsalgsreglen ville
derfor være i strid med anbefalingerne i OECD-rapporten om
det 7. handlingspunkt i BEPS-projektet ("Preventing the Artificial
Avoidance of Permanent Establishment Status"), som artikel 5 i
2017-udgaven af OECD's modeloverenskomst er baseret på.
Forslaget om at ophæve kildeskattelovens
§ 2, stk. 11, er en konsekvensændring, idet
bestemmelsen foreslås flyttet til den i lovforslagets §
3, nr. 3, foreslåede bestemmelse i kildeskattelovens §
2, stk. 7.
Til nr.
5
Det foreslås, at henvisningerne i
kildeskattelovens § 65 A, stk. 1, til kildeskattelovens §
2, stk. 6, og selskabsskattelovens § 2, stk. 3, ændres,
således at der henvises til kildeskattelovens § 2, stk.
11, og selskabsskattelovens § 2, stk. 8.
Der er tale om konsekvensændringer som
følge af lovforslagets § 1, nr. 3, og § 3, nr.
3.
Til §
4
Kulbrinteskattelovens § 6 A, stk. 2,
fastlægger, hvad der skal forstås ved bestemmende
indflydelse. Efter bestemmelsens 1. pkt. forstås bestemmende
indflydelse, som ejerskab til aktiekapital eller rådighed
over stemmerettigheder, således at der direkte eller
indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes
over mere end 50 pct. af stemmerne. Der foreligger dermed ikke
bestemmende indflydelse, hvis ejerandelene eller
stemmerettighederne udgør 50 pct. eller mindre.
Ved bedømmelsen af, om den
skattepligtige må anses for at have bestemmende indflydelse
på en koncessionshaver, eller om der udøves
bestemmende indflydelse over den skattepligtige af en
koncessionshaver, medregnes bl.a. ejerandele og stemmerettigheder,
som indehaves af en person omfattet af kildeskattelovens § 1
eller et dødsbo omfattet af dødsboskattelovens §
1, stk. 2, i fællesskab med nærtstående eller i
fællesskab med en fond eller trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse, jf. kulbrinteskattelovens § 6
A, stk. 2, 3. pkt.
Det foreslås, at henvisningen til
kildeskattelovens § 1 og dødsboskattelovens § 1,
stk. 2, i kulbrinteskattelovens § 6 A, stk. 2, 3. pkt.,
udgår. Herefter vil der ikke være tvivl om, at der
også vil foreligge bestemmende indflydelse, når
ejerandelene og stemmerettighederne ejes af personer eller
dødsboer, som er skattepligtige til et andet land end
Danmark. Det afgørende ved bedømmelsen af, om der
foreligger bestemmende indflydelse, vil være, om der er tale
om en person eller et dødsbo, som ejer ejerandele eller
stemmerettigheder i fællesskab med nærtstående
eller i fællesskab med en fond eller en trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse.
Til §
5
Til nr. 1
Ligningslovens § 2 er en
lovfæstelse af det såkaldte armslængdeprincip,
hvorefter interesseforbundne parter ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst skal anvende samme priser og vilkår
for deres indbyrdes transaktioner, som uafhængige parter
ville have anvendt.
Skattepligtige er f.eks. omfattet af
armlængdeprincippet, hvis den skattepligtige må anses
for at have bestemmende indflydelse på en juridisk person,
eller hvis der udøves en bestemmende indflydelse over den
skattepligtige af en juridisk eller fysisk person.
Efter ligningslovens § 2, stk. 2, 1.
pkt., forstås bestemmende indflydelse som ejerskab eller
rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte
eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller
rådes over mere end 50 pct. af stemmerne. Der foreligger
dermed ikke bestemmende indflydelse, hvis ejerandelene eller
stemmerettighederne udgør 50 pct. eller mindre.
Ved bedømmelsen af, om den
skattepligtige må anses for at have bestemmende indflydelse
på en juridisk person, eller om der udøves bestemmende
indflydelse over den skattepligtige af en juridisk eller fysisk
person, medregnes bl.a. ejerandele og stemmerettigheder, som
indehaves af en person omfattet af kildeskattelovens § 1 eller
et dødsbo omfattet af dødsboskattelovens § 1,
stk. 2, i fællesskab med nærtstående eller i
fællesskab med en fond eller trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse.
Det foreslås, at henvisningen til
kildeskattelovens § 1 og dødsboskattelovens § 1,
stk. 2, i ligningslovens § 2, stk. 2, 4. pkt., udgår.
Herefter vil der ikke være tvivl om, at der også vil
foreligge bestemmende indflydelse, når ejerandelene og
stemmerettighederne ejes af personer eller dødsboer, som er
skattepligtige til et andet land end Danmark. Det afgørende
ved bedømmelsen af, om der foreligger bestemmende
indflydelse, vil være, om der er tale om en person eller et
dødsbo, som ejer ejerandele eller stemmerettigheder i
fællesskab med nærtstående eller i
fællesskab med en fond eller en trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse.
Til nr.
2
Efter ligningslovens § 2 A, 1. pkt., skal
skattepligtige, der stifter eller indskyder aktiver i en trust, ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst for transaktioner
med trusten anvende priser og vilkår i overensstemmelse med,
hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var
afsluttet mellem uafhængige parter. I ligningslovens § 2
A, 2. pkt., er der henvist til definitionen af
nærtstående i ligningslovens § 16 H, stk. 6, 3.
pkt., hvorefter nærtstående omfatter den
skattepligtiges ægtefælle, forældre og
bedsteforældre samt børn og børnebørn og
disses ægtefæller eller dødsboer efter de
nævnte personer. I denne bestemmelse burde henvisningen
også have omfattet stedbarns- og adoptivforhold, hvorefter
disse ville have været sidestillet med oprindeligt
slægtskabsforhold.
Ligningslovens § 16 K er en
værnsregel om beskatning af stiftere og andre indskydere ved
stiftelse af truster. Ved lov nr. 1723 af 27. december 2018 blev
bestemmelsen udvidet til at finde anvendelse, hvis stiftelsen eller
indskuddet bliver foretaget af en nærtstående til den
skattepligtige. I ligningslovens § 16 K, stk. 2, er der
henvist til definitionen af nærtstående i
ligningslovens § 16 H, stk. 6, 3. pkt., hvorefter
nærtstående omfatter den skattepligtiges
ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt
børn og børnebørn og disses
ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte
personer. I denne bestemmelse burde henvisningen også have
omfattet stedbarns- og adoptivforhold, hvorefter disse ville have
været sidestillet med oprindeligt
slægtskabsforhold.
Ved lovforslagets § 5, nr. 2,
foreslås henvisningen til ligningslovens § 16 H, stk. 6,
i ligningslovens § 2 A, 2. pkt., og § 16 K, stk. 2, 2.
pkt., udvidet til at gælde både 3. og 4. pkt., hvorved
stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med oprindeligt
slægtskabsforhold.
Til §
6
Efter skatteindberetningslovens § 56,
stk. 1, skal den, der som led i sin virksomhed er
indberetningspligtig efter loven, opbevare grundlaget for de
oplysninger, der skal indberettes, herunder oplysninger til brug
for afgørelsen af, om en oplysning skal indberettes.
Opbevaringen skal ske efter bogføringslovens regler om
opbevaring af regnskabsmateriale.
Efter bogføringslovens § 10, stk.
1, skal regnskabsmaterialet opbevares i 5 år fra udgangen af
det regnskabsår, materialet vedrører.
OECD's fælles indberetningsstandard
(Common Reporting Standard) omhandler automatisk indberetning af
finansielle konti med tilknytning til andre lande til
skattemyndighederne i det finansielle instituts eget hjemland og
udveksling af de indberettede oplysninger mellem landenes
skattemyndigheder. Denne udveksling skaber bedre mulighed for at
sikre, at personer og selskabers finansielle konti i udlandet
kommer til beskatning. Standarden kræver, at de lande, der
har gennemført standarden, har regler om, at de
indberettende finansielle institutter skal føre fortegnelser
over, hvilke foranstaltninger de har foretaget, og over de beviser,
der har været benyttet i forbindelse med udførelsen af
de due diligence-procedurer, standarden indeholder til
identifikation af indberetningspligtige finansielle konti ejet af
personer og selskaber i andre lande eller af selskaber med reelle
ejere i andre lande. Sådanne fortegnelser skal være til
rådighed i en tilstrækkelig lang periode og under alle
omstændigheder i en periode på mindst 5 år efter
udløbet af den frist, inden for hvilken det indberettende
finansielle institut skal indberette de oplysninger, der skal
indberettes i henhold til standarden. Dette fremgår af pkt. 7
i OECD's kommentarer til sektion IX i den fælles
indberetningsstandard, offentliggjort i »Standard for
Automatic Exchange of Financial Account Information in Tax
Matters«. De aftaler, Danmark har indgået med andre
lande om udveksling af oplysninger i overensstemmelse med OECD's
fælles indberetningsstandard henviser til denne standard og
OECD's kommentarer hertil, og kommentarerne er således en del
af det grundlag, Danmark har forpligtet sig til overholde.
Efter OECD's standard skal det materiale, der
ligger til grundlag for indberetningen, herunder de due
diligence-procedurer, der har været gennemført for at
identificere de finansielle konti, som skal indberettes,
således opbevares i 5 år fra udløbet af
indberetningsfristen. Efter § 107 i bekendtgørelse nr.
1316 af 20. november 2015 om identifikation og indberetning af
finansielle konti med tilknytning til udlandet, udstedt i
medfør af skatteindberetningslovens § 22, er
indberetningsfristen den 1. maj i året efter det
kalenderår, indberetningen vedrører. Er den 1. maj en
lørdag, søndag eller helligdag, er fristen den
nærmest følgende hverdag.
F.eks. var fristen for indberetningen
vedrørende kalenderåret 2016 den 1. maj 2017. Dermed
skal opbevaringsfristen for grundlaget for indberetningen efter
OECD's standard tidligst udløbe den 1. maj 2022.
Efter de danske regler udløber
opbevaringsfristen 5 år efter udløbet af det
regnskabsår, materialet vedrører. Har det
indberettende finansielle institut kalenderåret som
regnskabsår, indebærer det, at opbevaringsperioden for
f.eks. grundlaget for indberetningen vedrørende
kalenderåret 2016 udløber den 31. december 2021.
I forbindelse med en gennemgang af den danske
implementering af OECD's fælles indberetningsstandard har
Global Forum on Transparency and Exchange of Information for Tax
Purposes på denne baggrund påtalt, at den danske
lovgivning vedrørende opbevaringsfristen ikke lever op til
OECD's standard.
Det foreslås derfor at indsætte et
nyt 3. pkt. i skatteindberetningslovens
§ 56, stk. 1, hvorefter grundlaget for de oplysninger, der
skal indberettes efter regler udstedt i medfør af
skatteindberetningslovens § 22, herunder oplysninger til brug
for afgørelsen af, om en oplysning er indberetningspligtig,
skal opbevares i 5 år regnet fra udløbet af
indberetningsfristen efter regler udstedt i medfør af
skatteindberetningslovens § 22.
Skatteindberetningslovens § 22 er
udmøntet ved bekendtgørelse nr. 769 af 25. juni 2014
om identifikation og indberetning af finansielle konti med
tilknytning til USA og bekendtgørelse nr. 1316 af 20.
november 2015 om identifikation og indberetning af finansielle
konti med tilknytning til udlandet.
Efter forslaget skal det materiale, der har
dannet grundlaget for indberetningen efter disse to
bekendtgørelser, herunder oplysninger til brug for
afgørelsen af, om en oplysning skal indberettes, opbevares i
mindst 5 år efter udløbet af indberetningsfristen
efter bekendtgørelserne. Fristen er den 1. maj i året
efter det kalenderår, indberetningen vedrører. Er den
1. maj en lørdag, søndag eller helligdag, er fristen
den nærmest følgende hverdag. Tilsvarende skal det
materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen af, om en
given finansiel konto er indberetningspligtig, opbevares i samme
periode. Dette materiale dækker over det, der er anvendt ved
procedurerne til identifikation af indberetningspligtige konti
efter bekendtgørelserne.
Ændringerne sikrer, at Danmark lever op
til OECD's fælles indberetningsstandard på
området.
Til §
7
Til nr.
1
Skattekontrollovens § 37, nr. 1,
fastlægger, hvad der skal forstås ved bestemmende
indflydelse. Efter bestemmelsens 1. pkt. forstås bestemmende
indflydelse som ejerskab til aktiekapital eller rådighed over
stemmerettigheder, således at der direkte eller indirekte
ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere
end 50 pct. af stemmerne. Der foreligger dermed ikke bestemmende
indflydelse, hvis ejerandelene eller stemmerettighederne
udgør 50 pct. eller mindre.
Ved bedømmelsen af, om den
skattepligtige må anses for at have bestemmende indflydelse
på en juridisk person, eller om der udøves bestemmende
indflydelse over den skattepligtige af en juridisk eller fysisk
person, medregnes bl.a. ejerandele og stemmerettigheder, som
indehaves af en person omfattet af kildeskattelovens § 1 eller
et dødsbo omfattet af dødsboskattelovens § 1,
stk. 2, i fællesskab med nærtstående eller i
fællesskab med en fond eller trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse, jf. skattekontrollovens § 37,
nr. 1, 5. pkt.
Det foreslås, at henvisningen til
kildeskattelovens § 1 og dødsboskattelovens § 1,
stk. 2, i skattekontrollovens § 37, nr. 1, 5. pkt.,
udgår. Herefter vil der ikke være tvivl om, at de
ejerandele og stemmerettigheder, der kan medregnes ved
bedømmelsen af bestemmende indflydelse, kan indehaves af
personer og dødsboer, uden at disse er skattepligtige til
Danmark. Det afgørende ved bedømmelsen af, om der
foreligger bestemmende indflydelse, vil være, om der er tale
om en person eller et dødsbo, som ejer ejerandele eller
stemmerettigheder i fællesskab med nærtstående
eller i fællesskab med en fond eller en trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse.
Til nr.
2
Efter skattekontrollovens § 39, stk. 3,
skal den skriftlige dokumentation efter stk. 1 udarbejdes
løbende og senest færdiggøres på det
tidspunkt, hvor oplysningsskemaet skal indgives til
Skatteforvaltningen. Endvidere fremgår det, at den
skattepligtige på Skatteforvaltningens anmodning skal
indsende dokumentationen inden for en frist, som nærmere
fastsættes af Skatteforvaltningen, samt at denne frist ikke
kan være på mindre end 60 dage.
Efter de gældende regler i
skattekontrollovens § 39, stk. 1, skal den skattepligtige
således udarbejde og opbevare en særlig skriftlig
dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat.
Efter forslaget til § 39, stk. 3, vil den skriftlige
dokumentation skulle udarbejdes løbende og indgives senest
60 dage efter fristen for indgivelse af oplysningsskemaet, jf.
skattekontrollovens §§ 11-13. Told- og
skatteforvaltningen kan efter den skattepligtiges anmodning
forlænge fristen efter 1. pkt. for den
pågældende, hvis særlige forhold taler for
det.
Den i § 39, stk. 3, 1. pkt., foreslåede regel vil
indebære, at den gældende regel i § 39, stk. 3,
om, at virksomheden har 60 dage til at efterkomme
Skatteforvaltningens anmodning om at indsende den særlige
dokumentation, ophæves. Den skattepligtige har hele tiden
skulle udarbejde og færdiggøre dokumentationen, og
fremfor at dokumentation skal indsendes på begæring fra
Skatteforvaltningen, foreslås det, at dokumentationen skal
indsendes til Skatteforvaltningen senest 60 dage efter fristen for
indgivelse af oplysningsskemaet.
Kravet om indsendelse af transfer
pricing-dokumentationen senest 60 dage efter fristen for
indgivelsen af oplysningsskemaet vil desuden fjerne usikkerheden
om, hvornår den skriftlige dokumentation er
færdiggjort, og dermed hvornår Skatteforvaltningen har
mulighed for at foretage en skønsmæssig
ansættelse af virksomhedens indkomst. Samtidig vil
ændringen lette Skatteforvaltningens mulighed for kontrol af
dokumentationen og herunder lette udsøgningen af de
virksomheder, som skal udtages til kontrol.
Der henvises til bemærkningerne i afsnit
2.4.
Det foreslås i § 39, stk. 3, 2. pkt., at told- og skatteforvaltningen
efter den skattepligtiges anmodning kan forlænge fristen
efter 1. pkt. for den pågældende, hvis særlige
forhold taler for det. Det sikres herved, at den skattepligtige kan
få forlænget 60 dages fristen på samme
måde, som det efter skattekontrollovens § 14 er muligt
at få forlænget fristen for indsendelse af
oplysningsskemaet, når særlige forhold taler for
det.
Særlige forhold vil f.eks. være,
hvis den skattepligtige har fået forlænget fristen for
indsendelse af oplysningsskemaet. Det skal dog bemærkes, at
dokumentationen skal udarbejdes løbende, og det er derfor
ikke uden videre således, at en forlængelse af
oplysningsfristen også bør give ret til
forlængelse af fristen for indsendelse af transfer pricing
dokumentationen.
Vedrører de særlige forhold, som
begrunder en anmodning om fristforlængelse, kun dele af
dokumentationen, kan Told- og Skatteforvaltningen betinge en
fristforlængelse af, at den øvrige del af
dokumentationen indsendes inden for fristen.
Til nr. 3
og 4
Efter skattekontrollovens § 46, stk. 1,
har Skatteforvaltningen mulighed for at foretage en
skønsmæssig ansættelse for så vidt
angår de kontrollerede transaktioner, hvis transfer
pricing-dokumentationen ikke er udarbejdet ved udløbet af
oplysningsfristen.
Det foreslås, at det i § 46, stk.
1, 1. pkt., tydeliggøres, at der kan foretages en
skønsmæssig ansættelse, hvis transfer
pricing-dokumentationen ikke er udarbejdet rettidigt.
Efter forslaget til § 46, stk. 1, 2. pkt., vil dokumentationen kun anses for at
være udarbejdet rettidigt, hvis den er udarbejdet
løbende og indgivet senest 60 dage efter fristen for
indgivelse af oplysningsskemaet, jf. § 39, stk. 3.
Det er væsentligt, at den særlige
skriftlige dokumentation udarbejdes løbende, idet der
eksempelvis skal tages stilling til, hvem af parterne, der
bærer risikoen, og derfor skal honoreres for dette. Den
løbende afregning mellem parterne vil afhænge af de
vilkår, som parterne har fastsat for deres transaktioner.
Transfer pricing-dokumentationen kan derfor ikke udarbejdes
efterfølgende.
Den foreslåede tydeliggørelse
medfører, at transfer pricing-dokumentationen, som danner
grundlag for, om der er mulighed for at foretage en
skønsmæssig ansættelse, er den dokumentation,
som er udarbejdet på tidspunktet for udløbet af
oplysningsfristen og indgivet senest 60 dage herefter. Ved den
foreslåede ændring af § 39, stk. 3, hvorefter
transfer pricing-dokumentationen skal indgives senest 60 dage efter
fristen for indgivelse af oplysningsskemaet, jf.
skattekontrollovens §§ 11-13, vil det fremover ikke give
anledning til tvivl, hvorvidt dokumentationen er udarbejdet
rettidigt.
Konsekvensen af, at dokumentationen ikke er
indgivet rettidigt (eller er mangelfuld), vil bl.a. være, at
Skatteforvaltningen er berettiget til at foretage et skøn
på det bedst mulige grundlag, som Skatteforvaltningen vil
kunne fremfinde ved at indhente alle relevante oplysninger i en
sag. Skønnet vil omfatte en ændring af den
skattepligtige indkomst i overensstemmelse med et skøn over,
hvilke priser og vilkår, der kunne være opnået,
hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter,
jf. ligningslovens § 2, stk. 1. En korrektion af den
skattepligtige indkomst skal dog fortsat ? i overensstemmelse med
de almindelige forvaltningsretlige principper ? være
begrundet. Skatteforvaltningen skal angive de forhold, som
forvaltningen har tillagt betydning ved prisfastsættelsen,
samt den metode der er anvendt til beregningen af denne.
Skatteforvaltningen skal i alle tilfælde
- forinden en eventuel korrektion af den skattepligtige indkomst
foretages - rette henvendelse til de skattepligtige med henblik
på at søge at underbygge den skønsmæssige
ansættelse bedst muligt, jf. skatteforvaltningslovens §
20. En ændring skal foretages i overensstemmelse med
armslængdeprincippet i ligningslovens § 2, stk. 1,
hvorfor der i nogle tilfælde ikke vil være behov for en
skønsmæssig ansættelse, hvis den skattepligtige
dokumenterer, at priser og vilkår vedrørende de
kontrollerede transaktioner er fastsat i overensstemmelse med
armslængdeprincippet.
Skatteforvaltningens skønsmæssige
ansættelse kan påklages til Landsskatteretten efter de
almindelige regler i skatteforvaltningsloven. Såfremt den
skattepligtige ikke får medhold af Landsskatteretten, kan den
skattepligtige indbringe spørgsmålet for
domstolene.
Der henvises til bemærkningerne i afsnit
2.4.
Til nr.
5
Det følger af skattekontrollovens
§ 72, stk. 1, at har den skattepligtige ikke rettidigt
indgivet et oplysningsskema, jf. § 5, eller et
skattemæssigt årsregnskab, jf. § 6, stk. 2, nr. 1,
eller ikke vedlagt oplysningsskemaet ejeroplysninger, jf. §
26, stk. 2, eller revisorerklæring fra
finansieringsselskaber, jf. § 36, kan Skatteforvaltningen
pålægge daglige tvangsbøder.
Forslaget går ud på at give
Skatteforvaltningen mulighed for at pålægge en
skattepligtig efter skattekontrollovens § 38 daglige
tvangsbøder, hvis den skattepligtige ikke indgiver
dokumentation for kontrollerede transaktioner rettidigt, jf.
forslaget i § 7, nr. 2.
Der henvises til bemærkningerne i afsnit
2.5.
Til nr.
6
Det følger af skattekontrollovens
§ 73, at har en skattepligtig omfattet af § 5 ikke
rettidigt givet Skatteforvaltningen oplysninger efter § 2
eller revisorerklæring fra finansieringsselskaber, jf. §
36, pålægger forvaltningen den skattepligtige at betale
et skattetillæg på 200 kr., for hver dag
oplysningsfristen overskrides. Skattetillægget kan dog
højst udgøre 5.000 kr. i alt. Skatteforvaltningen kan
efter ansøgning i særlige tilfælde fritage den
skattepligtige for skattetillægget helt eller delvist.
Forslaget går ud på at
præcisere, at også oplysninger om kontrollerede
transaktioner efter § 38 vil skulle anses som
indkomstoplysninger. Det betyder, at hvis en virksomhed med
kontrollerede transaktioner ikke rettidigt giver oplysninger om
kontrollerede transaktioner i forbindelse med indgivelsen af
oplysningsskemaet, skal virksomheden betale et skattetillæg
på 200 kr. for hver dag oplysningsfristen overskrides - dog
højst 5.000 kr.
Der henvises til bemærkningerne i afsnit
2.6.
Til nr.
7
Efter skattekontrollovens § 84, nr. 5,
straffes med bøde den, der forsætligt eller groft
uagtsomt undlader efter anmodning fra Skatteforvaltningen rettidigt
at indsende den skriftlige dokumentation vedrørende
kontrollerede transaktioner, som der er pligt til at udarbejde
efter § 39, og land for land-rapport, jf. §§ 48, 49
og 51, eller at indhente revisorerklæring efter §
43.
Efter forslaget til ændring af §
84, nr. 5, foreslås det at straffe med bøde den, der
forsætligt eller uagtsomt undlader rettidigt at indgive den
skriftlige dokumentation vedrørende kontrollerede
transaktioner, som der er pligt til at udarbejde og indgive senest
60 dage efter fristen for indgivelse af oplysningsskemaet efter
§ 39. Ændringen er således blot en
konsekvensændring af forslaget til ændringen af §
39, stk. 3, jf. lovforslagets § 7, nr. 2, således at det
strafbare gerningsindhold svarer til indholdet af
dokumentationspligten.
Til §
8
Det foreslås i stk.
1, at loven træder i kraft den 1. januar 2020.
Det foreslås i stk.
2, at lovens § 1, nr. 8 og 10-19, § 2, § 4,
§ 5 og § 7, nr. 1, 2 og 5, har virkning for
indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2020 eller
senere. De omfattede bestemmelser vedrører implementeringen
af skatteundgåelsesdirektivets regler om CFC-beskatning,
justeringen af personkredsen ved bedømmelsen af bestemmende
indflydelse, definitionen af nærtstående i reglerne om
truster, bestemmelsen om indgivelse af transfer pricing
dokumentationen samtidig med oplysningsskemaet samt
bødebestemmelsen herom.
Det foreslås i stk.
3, at lovens § 1, nr. 9, vedrørende fradrag for
endelige underskud i direkte ejede datterselskaber i EU/EØS,
på Færøerne og i Grønland, faste
driftssteder i EU/EØS, på Færøerne og i
Grønland, og endelige underskud vedrørende fast
ejendom i udlandet har virkning for indkomståret 2019 og
senere indkomstår. Da de danske regler har været i
strid med EU-retten i en periode, vil Skatteforvaltningen udsende
et styresignal om muligheden for genoptagelse af tidligere
indkomstår.
Det foreslås i stk.
4, at selskaber og foreninger m.v. under visse betingelser
kan opgøre en ny anskaffelsessum for datterselskabers
immaterielle aktiver ved anvendelsen af CFC-reglerne i
selskabsskattelovens § 32.
Immaterielle aktiver, der inddrages under
dansk beskatning som følge af den direktivbestemte udvidelse
af definitionen af CFC-indkomst (anden indkomst fra immaterielle
aktiver), sikres hermed et afskrivningsgrundlag, der
fastsættes til handelsværdien på det tidspunkt,
hvor de foreslåede regler får virkning.
Når anskaffelsessummen for de
immaterielle aktiver ansættes til handelsværdien, vil
afskrivningsgrundlaget i et vist omfang svare til det fremtidige
afkast på det immaterielle aktiv.
Afskrivningerne vil have betydning for
opgørelsen af datterselskabets CFC-indkomst og
datterselskabets samlede skattepligtige indkomst efter
selskabsskattelovens § 32, stk. 4, hvilket er afgørende
for, om datterselskabet er et CFC-selskab. Den nyansatte
anskaffelsessum og de dertilhørende afskrivninger vil
endvidere blive lagt til grund ved indkomstopgørelsen i
moderselskabet efter selskabsskattelovens § 32, stk. 7-10. Det
opgjorte afskrivningsgrundlag vil dog udelukkende blive anvendt ved
anvendelsen af CFC-reglerne, og det har dermed ikke betydning for
datterselskabets egen indkomstopgørelse. Endvidere vil det
kun have betydning for moderselskabets indkomstopgørelse,
hvis moderselskabet efter reglerne i selskabsskattelovens § 32
skal medregne et positivt beløb i sin indkomst, idet et
højere afskrivningsgrundlag og de dertilhørende
afskrivninger vil have reduceret det beløb, der ellers ville
have blevet medregnet i moderselskabet.
To betingelser vil skulle være opfyldt,
for at selskaberne m.v. kan anvende den nye opgørelse. Den
nye opgørelse begrænses til de immaterielle aktiver,
der som følge af den udvidede definition af CFC-indkomsten
bliver omfattet af CFC-reglerne. Immaterielle aktiver, som allerede
efter gældende regler bliver CFC-beskattet, vil som
følge af betingelserne ikke få opskrevet den
afskrivningsberettigede anskaffelsessum.
Den første betingelse er, at det
immaterielle aktiv ikke må have givet afkast omfattet af
selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr. 6, i de seneste 3
indkomstår forud for det indkomstår, hvor de nye regler
får virkning. Betingelsen sikrer, at overgangsreglen kun vil
finde anvendelse på immaterielle aktiver, der ikke har
været medregnet til CFC-indkomsten ved anvendelse af de
gældende CFC-regler i de seneste 3 indkomstår forinden
det første indkomstår, der påbegyndes den 1.
januar 2020 eller senere.
Den anden betingelse vedrører
situationen, hvor det immaterielle aktiv er erhvervet af
datterselskabet fra et koncernforbundet selskab, jf.
kursgevinstlovens § 4, stk. 2, eller hvis det internt er
overført til et fast driftssted eller et hovedkontor, jf.
selskabsskattelovens § 8, stk. 4. I disse tilfælde vil
det være en betingelse, at overdragelsen har udløst
beskatning for overdrageren.
Når immaterielle aktivers afkast
CFC-beskattes efter selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr. 3,
kan der afskrives på anskaffelsessummen ved opgørelsen
af CFC-indkomsten, jf. selskabsskattelovens § 32, stk. 5, nr.
6. Det foreslås at indsætte nærmere regler for,
hvordan der afskrives på anskaffelsessummen for de
immaterielle aktiver, der omfattes af den foreslåede
overgangsregel i lovforslagets § 8, stk. 4.
Det foreslås, at anskaffelsessummen skal
afskrives maksimalt efter afskrivningslovens § 40, stk. 2, 1.
pkt., således at anskaffelsessummen afskrives med indtil 1/7
årligt.
Det foreslås endvidere, at der gives
adgang til større afskrivninger per indkomstår, hvis
det immaterielle aktiv er beskyttet ved anden lovgivning, f.eks. et
patent, når den resterende beskyttelsesperiode er kortere end
7 år på det tidspunkt, hvor loven får virkning
fra. I disse tilfælde kan der afskrives med en sats, der
svarer til, at anskaffelsessummen afskrives med lige store
årlige beløb over den resterende
beskyttelsesperiode.
Immaterielle aktiver omfattet af
overgangsreglen i lovforslagets § 8, stk. 4, anses for
afskrevet maksimalt fra og med det første indkomstår,
der påbegyndes den 1. januar 2020. Afskrivninger anses for
foretaget, uanset om datterselskabet omfattes af
selskabsskattelovens § 32 i de enkelte indkomstår.
Det foreslås endelig, at afskrivninger
på et immaterielt aktiv dog maksimalt kan udgøre
indkomsten fra samme aktiv i det enkelte indkomstår.
Afskrivninger, der ikke er foretaget, fordi de ikke kan rummes
inden for indkomsten (før afskrivninger) fra aktivet, skal
foretages i førstkommende indkomstår, hvor
afskrivningerne kan rummes inden for indkomsten fra det
immaterielle aktiv. Er indkomsten fra aktivet kun delvist
CFC-indkomst efter forslaget til selskabsskattelovens §
32, stk. 5, nr. 3, fordeles afskrivningerne forholdsmæssigt
på CFC-indkomsten og den øvrige indkomst. Forslaget
har til formål at sikre, at afskrivninger på et
immaterielt aktiv ikke fortabes, i det omfang afskrivningerne
overstiger indkomsten fra samme aktiv i det enkelte
indkomstår. Dette kan eksempelvis være tilfældet,
hvor det immaterielle aktiv fortsat er under udvikling og derfor
endnu ikke indbringer indkomst. I sådanne tilfælde vil
de tvungne afskrivninger først skulle foretages, når
der kan henføres indkomst til det pågældende
immaterielle aktiv.
De foreslåede særlige regler for
anvendelse af de pågældende afskrivningsgrundlag skal
blandt andet imødekomme de situationer, hvor der ikke efter
udenlandske regler kan opgøres et afskrivningsgrundlag.
Formålet med overgangsreglen er, at de
foreslåede CFC-regler kun får virkning for immaterielle
aktiver, der er genstand for en grænseoverskridende flytning
efter reglernes virkningstidspunkt. Det har betydning for
eksempelvis immaterielle aktiver, der er flyttet ud af Danmark og
exitbeskattet efter gældende regler, idet indkomst fra
aktiver omfattet af overgangsreglen højst vil blive genstand
for en meget lempet beskatning efter de foreslåede
CFC-regler.
Loven gælder hverken for
Færøerne eller Grønland, fordi de love, der
foreslås ændret, ikke gælder for
Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en
hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne
eller Grønland.
Bilag 1
RÅDETS DIREKTIV (EU) 2016/1164 af 12.
juli 2016 om regler til bekæmpelse af metoder til
skatteundgåelse, der direkte indvirker på det indre
markeds funktion
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, særlig artikel 115,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt
til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter en særlig lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) De nuværende politiske prioriteter
inden for international beskatning understreger behovet for at
sikre, at skatten betales der, hvor overskuddet genereres, og
værdien skabes. Det er derfor særdeles vigtigt at
genoprette tilliden til retfærdigheden af skattesystemerne og
sætte regeringerne i stand til effektivt at udøve
deres skattemæssige suverænitet. Disse nye politiske
målsætninger er blevet omsat til konkrete henstillinger
om tiltag som led i Organisationen for Økonomisk Samarbejde
og Udviklings (OECD's) initiativ om bekæmpelse af udhuling af
skattegrundlaget og overførsel af overskud
(BEPS-initiativet). Det Europæiske Råd hilste dette
arbejde velkommen i sine konklusioner fra møderne den
13.-14. marts 2013 og den 19.-20. december 2013. I sin meddelelse
af 17. juni 2015 fremlagde Kommissionen som reaktion på
behovet for en mere fair beskatning en handlingsplan for et fair og
effektivt system for selskabsbeskatning i Den Europæiske
Union.
(2) De endelige rapporter om de 15 OECD-tiltag
til bekæmpelse af BEPS blev offentliggjort den 5. oktober
2015. Dette resultat blev hilst velkommen af Rådet i dets
konklusioner af 8. december 2015. Rådets konklusioner
understregede behovet for at finde fælles, men fleksible,
løsninger på EU-plan, som er i overensstemmelse med
OECD's konklusioner vedrørende BEPS. Endvidere
støttede konklusionerne en effektiv og hurtig koordineret
gennemførelse af tiltagene til bekæmpelse af BEPS
på EU-plan og fandt, at EU-direktiver, hvor det er
hensigtsmæssigt, bør være det foretrukne
instrument til gennemførelse af OECD's konklusioner
vedrørende BEPS på EU-plan. Af hensyn til et
velfungerende indre marked er det afgørende, at
medlemsstaterne som minimum opfylder deres forpligtelser
vedrørende BEPS, og at de mere generelt
iværksætter tiltag til at bekæmpe metoder til
skatteundgåelse og sikre en fair og effektiv beskatning i
Unionen på en tilstrækkelig sammenhængende og
koordineret måde. I et marked med stærkt integrerede
økonomier er der behov for fælles strategiske tilgange
og koordinerede tiltag for at forbedre det indre markeds funktion
og få maksimalt udbytte af BEPS-initiativets positive
virkninger. Desuden kan alene en fælles ramme forhindre en
fragmentering af markedet og bringe en ende på de
nuværende mismatch og markedsforvridninger. Endelig vil
nationale gennemførelsesbestemmelser, der følger en
fælles linje i hele Unionen, give skattesubjekterne
retssikkerhed for, at disse foranstaltninger er forenelige med
EU-retten.
(3) Det er nødvendigt at
fastsætte regler for at øge det gennemsnitlige niveau
af beskyttelse mod aggressiv skatteplanlægning i det indre
marked. Eftersom disse regler skal kunne passe ind i 28 forskellige
selskabsskattesystemer, bør de være begrænset
til generelle bestemmelser, mens gennemførelsen heraf
overlades til medlemsstaterne, da de har bedre forudsætninger
for at forme reglernes specifikke indhold på en måde,
der passer bedst til deres selskabsskattesystemer. Denne
målsætning kan nås ved at skabe et minimumsniveau
af beskyttelse for de nationale selskabsskattesystemer mod metoder
til skatteundgåelse i hele Unionen. For at øge det
indre markeds effektivitet som helhed i at bekæmpe metoder
til skatteundgåelse er det derfor nødvendigt at
koordinere medlemsstaternes reaktion med hensyn til at
gennemføre indholdet af OECD's 15 tiltag til
bekæmpelse af BEPS. Der bør derfor fastsættes et
fælles minimumsniveau af beskyttelse af det indre marked
på specifikke områder.
(4) Det er nødvendigt at
fastsætte regler, der gælder for alle skattesubjekter,
som er selskabsskattepligtige i en medlemsstat. Fordi det ville
medføre, at en bredere vifte af nationale skatter skulle
omfattes, er det ikke hensigtsmæssigt at udvide dette
direktivs anvendelsesområde til at omfatte typer af enheder,
der ikke er selskabsskattepligtige i en medlemsstat, dvs. navnlig
transparente enheder. Disse regler bør også finde
anvendelse på de selskabsskattepligtige skattesubjekters
faste driftssteder, som er beliggende i andre medlemsstater.
Selskabsskattepligtige skattesubjekter kan være
skattemæssigt hjemmehørende i en medlemsstat eller
være etableret i henhold til en medlemsstats love. Hvis
enheder, der er skattemæssigt hjemmehørende i et
tredjeland, har faste driftssteder i en eller flere medlemsstater,
bør disse driftssteder også være omfattet af
disse regler.
(5) Det er nødvendigt at
fastsætte regler til bekæmpelse af udhuling af
skattegrundlaget i det indre marked og af overførsel af
overskud ud af det indre marked. For at bidrage til at nå
dette mål er der behov for regler på følgende
områder: en begrænsning af retten til fradrag for
rentebetalinger, exitbeskatning, en generel regel om
bekæmpelse af misbrug, regler om kontrollerede udenlandske
selskaber og regler om håndtering af hybride mismatch. Hvis
anvendelsen af disse regler giver anledning til dobbeltbeskatning,
bør skattesubjekterne indrømmes lettelse i form af et
fradrag for den skat, der er betalt i en anden medlemsstat eller i
et tredjeland, alt efter omstændighederne. Reglerne
bør derfor ikke alene sigte mod at bekæmpe metoder til
skatteundgåelse, men også mod at undgå at skabe
yderligere hindringer på markedet såsom
dobbeltbeskatning.
(6) For at nedbringe deres samlede
skattetilsvar er koncerner i stigende grad involveret i BEPS ved
hjælp af overdrevent høje rentebetalinger. Reglen om
begrænsning af rentebetalinger er nødvendig for at
bekæmpe sådanne metoder, idet den begrænser
fradrag for skattesubjektets overstigende låneomkostninger.
Der bør derfor fastsættes en sats for fradrag, der
tager udgangspunkt i skattesubjektets skattepligtige resultat
før renter, skat og af- og nedskrivninger (EBITDA).
Medlemsstaterne kan mindske denne sats eller indføre frister
eller begrænse størrelsen af uudnyttede
låneomkostninger, som kan fremføres eller
tilbageføres, for at sikre et højere
beskyttelsesniveau. Da formålet er at fastsætte
minimumsstandarder, kunne det være muligt for medlemsstaterne
at indføre en alternativ foranstaltning under henvisning til
skattesubjektets resultat før renter og skat (EBIT) og
fastsat på en sådan måde, at den svarer til den
EBITDA-baserede sats. Medlemsstaterne kan ud over reglen om
begrænsning af rentebetalinger i dette direktiv også
anvende målrettede regler til bekæmpelse af
koncernintern lånefinansiering, navnlig regler om tynd
kapitalisering. Indtægter, der er fritaget for skat,
bør ikke modregnes fradragsberettigede
låneomkostninger. Det skyldes, at der ved fastsættelsen
af det fradragsberettigede rentebeløb alene bør tages
hensyn til skattepligtig indkomst.
(7) Hvis skattesubjektet indgår i en
koncern, som indgiver lovpligtige konsoliderede regnskaber, kan der
tages højde for den samlede koncerns gæld på
verdensplan med henblik på at give skattesubjekterne ret til
at fradrage overstigende låneomkostninger på
større beløb. Det kan også være
hensigtsmæssigt at fastsætte regler for en undtagelse
fra bestemmelsen om egenkapitalandel, hvor reglen om
begrænsning af rentebetalinger ikke finder anvendelse, hvis
selskabet kan påvise, at dets egenkapitalandel i forhold til
dets samlede aktiver stort set svarer til eller er højere
end koncernens tilsvarende egenkapitalandel. Reglen om
begrænsning af rentebetalinger bør gælde i
forbindelse med et skattesubjekts overstigende
låneomkostninger, uanset om omkostningerne skyldes nationalt
stiftet gæld, grænseoverskridende gæld inden for
Unionen eller gæld til et tredjeland, eller om de
hidrører fra tredjemand, tilknyttede selskaber eller er
koncerninterne. Hvis en koncern omfatter mere end én enhed i
en medlemsstat, kan medlemsstaten tage hensyn til den samlede
situation for alle koncernenheder i selvsamme medlemsstat, herunder
et særskilt skattesystem for enheder, for at muliggøre
overførsel af overskud eller rentefradragskapacitet mellem
enheder i en koncern, såfremt den anvender regler, der
begrænser retten til fradrag for rentebetalinger.
(8) For at reducere reglernes administrative
byrde og efterlevelsesbyrde uden i væsentlig grad at
formindske deres skattemæssige virkning kan det være
hensigtsmæssigt at fastsætte en safe harbour-regel om,
at nettorenter altid er fradragsberettigede op til et bestemt
beløb, hvis dette fører til et højere fradrag
end den EBITDA-baserede sats. Medlemsstaterne kan nedsætte de
fastsatte beløbstærskler for at sikre et højere
beskyttelsesniveau for deres nationale skattegrundlag. Eftersom
BEPS i princippet finder sted gennem overdrevent høje
rentebetalinger mellem enheder, der er tilknyttede selskaber, er
det på grund af de begrænsede risici for
skatteundgåelse hensigtsmæssigt og nødvendigt at
give mulighed for en eventuel udelukkelse af selvstændige
enheder fra anvendelsesområdet for reglen om
begrænsning af rentebetalinger. For at lette overgangen til
den nye regel om begrænsning af rentebetalinger kan
medlemsstaterne fastsætte en bedstefarklausul, som omfatter
eksisterende lån, for så vidt deres vilkår ikke
efterfølgende ændres, dvs. at bedstefarklausulen i
tilfælde af en efterfølgende ændring ikke vil
gælde for eventuelle forhøjelser af
lånebeløb eller forlængelser af låns
løbetid, men vil være begrænset til de
oprindelige lånevilkår. Med forbehold af regler for
statsstøtte kan medlemsstater også undlade at medtage
overstigende låneomkostninger, der er påløbet
lån, som anvendes til finansiering af et langsigtet
offentligt infrastrukturprojekt, i betragtning af at sådanne
finansieringsmuligheder kun udgør en lille eller slet ingen
risiko for BEPS. Medlemsstaterne bør i denne forbindelse
godtgøre, at finansieringsmuligheder for offentlige
infrastrukturprojekter har særlige kendetegn, der berettiger
til en sådan behandling i forhold til andre
finansieringsmuligheder, der er omfattet af den restriktive
regel.
(9) Selv om det er almindeligt accepteret, at
finansielle selskaber (dvs. finansieringsinstitutter og
forsikringsselskaber) også bør underlægges
begrænsninger af retten til fradrag for rentebetalinger, er
det også almindeligt anerkendt, at disse to sektorer har
særlige kendetegn, som kræver en mere individuelt
tilpasset tilgang. Eftersom drøftelserne på
området endnu ikke hverken på internationalt plan eller
EU-plan har givet tilstrækkelige resultater, er det indtil
videre ikke muligt at fastsætte specifikke regler for finans-
og forsikringssektorerne, og medlemsstaterne bør derfor
kunne udelukke dem fra anvendelsesområdet for reglerne om
begrænsning af rentebetalinger.
(10) Exitskat har til formål at sikre,
at en stat, såfremt et skattesubjekt flytter aktiver eller
sit skattemæssige hjemsted ud af denne stats
skattejurisdiktion, opkræver skat af den økonomiske
værdi af enhver kapitalgevinst, der er skabt på dens
område, selv om denne gevinst endnu ikke er blevet realiseret
på udflytningstidspunktet. Det er derfor nødvendigt at
præcisere de tilfælde, hvor skattesubjekter er omfattet
af regler om exitskat og beskattes af urealiserede
kapitalgevinster, som er opbygget i deres overførte aktiver.
Det er også nyttigt at præcisere, at overførsel
af aktiver, herunder kontantbeløb, mellem et moderselskab og
dets datterselskaber falder uden for anvendelsesområdet for
den påtænkte regel om exitbeskatning. For at beregne
beløbene er det vigtigt, at markedsværdien af de
overførte aktiver på aktivernes udflytningstidspunkt
fastslås på grundlag af armslængdeprincippet. For
at sikre forenelighed mellem reglen og anvendelsen af kreditmetoden
er det hensigtsmæssigt at lade medlemsstaterne tage
udgangspunkt i det tidspunkt, hvor retten til at beskatte de
overførte aktiver er tabt. Retten til beskatning bør
fastsættes på nationalt niveau. Det er også
nødvendigt at give den modtagende stat mulighed for at
bestride den værdi af de overførte aktiver, som
exitstaten har fastsat, når den ikke afspejler en sådan
markedsværdi. Medlemsstaterne kan med henblik herpå
benytte sig af eksisterende tvistbilæggelsesmekanismer. Det
er nødvendigt inden for Unionen at tage anvendelsen af
exitbeskatning op til behandling og beskrive betingelserne for,
hvornår den er i overensstemmelse med EU-retten. I
sådanne situationer bør skattesubjekter have ret til
enten at betale den beregnede exitskat øjeblikkeligt eller
til at få henstand med betalingen af skatten ved betaling af
afdrag over et vist antal år, eventuelt sammen med renter og
en garanti.
Medlemsstaterne kan med henblik herpå
anmode de berørte skattesubjekter om at opgive de
nødvendige oplysninger i en erklæring. Der bør
ikke opkræves exitskat, når overførslen af
aktiver er midlertidig, og hensigten er, at aktiverne skal
føres tilbage til den overførende enheds medlemsstat,
såfremt overførslen sker med henblik på at
opfylde tilsynsmæssige kapitalkrav eller af hensyn til
likviditetsstyring, eller når det drejer sig om
værdipapirfinansieringstransaktioner eller aktiver stillet
som sikkerhed.
(11) Skattesystemer indeholder generelle
regler om bekæmpelse af misbrug for at bekæmpe skadelig
skattepraksis, som endnu ikke er omfattet af specifikke
bestemmelser. Generelle regler om bekæmpelse af misbrug har
således til formål at dække huller og bør
ikke påvirke anvendelsen af specifikke regler om
bekæmpelse af misbrug. Inden for Unionen bør generelle
regler om bekæmpelse af misbrug anvendes ved arrangementer,
der ikke er reelle; derudover bør skattesubjektet have ret
til at vælge den skattemæssigt mest fordelagtige
struktur til sin forretningsaktivitet. Det er desuden vigtigt at
sikre, at generelle regler om bekæmpelse af misbrug anvendes
ensartet i indenlandske sammenhænge, inden for Unionen og
over for tredjelande, så anvendelsesområdet og
resultaterne af anvendelsen ikke er forskelligt i indenlandske og
grænseoverskridende situationer. Medlemsstaterne bør
ikke forhindres i at pålægge sanktioner ved anvendelse
af generelle regler om bekæmpelse af misbrug. Når
medlemsstaterne vurderer, om et arrangement bør betragtes
som ikkereelt, kan de tage hensyn til alle velbegrundede
økonomiske årsager, herunder finansiel virksomhed.
(12) Regler om kontrollerede udenlandske
selskaber (CFC-regler) har til formål igen at henføre
et kontrolleret datterselskabs lavt beskattede indkomst til
moderselskabet. Moderselskabet bliver således skattepligtigt
af den henførte indkomst i den stat, hvor det er
skattemæssigt hjemmehørende. Afhængigt af den
pågældende stats politiske prioriteter kan CFC-reglerne
vedrøre hele det lavt beskattede datterselskab,
særlige kategorier af indkomst eller blot indkomst, der
kunstigt er blevet overført til datterselskabet. For at
sikre, at CFC-reglerne er en forholdsmæssigt afpasset
reaktion på BEPS-problemerne, er det navnlig
afgørende, at medlemsstater, som begrænser deres
CFC-regler til indkomst, der kunstigt er blevet overført til
datterselskabet, præcist fokuserer på situationer, hvor
størstedelen af de beslutningstagende funktioner, der
genererede overført indkomst i det kontrollerede selskab,
udøves i skattesubjektets medlemsstat. For at begrænse
den administrative byrde og efterlevelsesomkostningerne bør
det også accepteres, at disse medlemsstater fritager visse
enheder med lavt overskud eller lav fortjenstmargen, der
medfører lavere risici for skatteundgåelse. Det er i
overensstemmelse hermed nødvendigt, at CFC-reglerne
udstrækkes til at omfatte overskud fra faste driftssteder,
hvor dette overskud ikke er skattepligtigt, eller er skattefritaget
i skattesubjektets medlemsstat. Der er imidlertid ingen grund til
efter CFC-reglerne at beskatte overskud fra faste driftssteder, som
nægtes skattefritagelse efter nationale regler, fordi disse
faste driftssteder behandles, som om de var kontrollerede
udenlandske selskaber. For at sikre et højere
beskyttelsesniveau kan medlemsstaterne sænke tærsklen
for kontrol eller anvende en højere tærskel ved
sammenligning af den reelt betalte selskabsskat med den
selskabsskat, der ville være blevet opkrævet i
skattesubjektets medlemsstat. Medlemsstaterne kan i forbindelse med
gennemførelse af CFC-reglerne i deres nationale lovgivning
anvende en tilstrækkelig høj
skattesatsfraktionstærskel.
Det er hensigtsmæssigt at tackle
sådanne situationer både i tredjelande og i Unionen. Af
hensyn til de grundlæggende frihedsrettigheder bør
indkomstkategorierne kombineres med en substansundtagelse, der
tager sigte på i Unionen at begrænse reglernes
virkninger til tilfælde, hvor CFC ikke viderefører en
væsentlig økonomisk aktivitet. Det er vigtigt, at
skatteforvaltninger og skattesubjekter samarbejder om at samle de
relevante oplysninger om faktiske forhold og omstændigheder
for at afgøre, om fritagelsesreglen skal finde anvendelse.
Det bør være acceptabelt, at medlemsstaterne i
forbindelse med gennemførelse af CFC-reglerne i deres
nationale lovgivning anvender hvide, grå eller sorte lister
over tredjelande, som er opstillet på grundlag af visse
kriterier i dette direktiv og kan omfatte selskabsskatteniveau,
eller anvender hvide lister over medlemsstater, som er opstillet
på dette grundlag.
(13) Hybride mismatch skyldes forskelle i den
retlige kvalificering af betalinger (finansielle instrumenter)
eller enheder, og disse forskelle bliver synlige i samspillet
mellem retssystemerne i to jurisdiktioner. Sådanne mismatch
fører ofte til dobbelte fradrag (dvs. et fradrag i begge
stater) eller til, at der gives et fradrag i den ene stat, mens
indkomsten ikke medregnes i skattegrundlaget i den anden. For at
ophæve virkningerne af hybride mismatch-arrangementer er det
nødvendigt at fastsætte regler, hvorved den ene af de
to jurisdiktioner i et mismatch bør nægte fradrag for
en betaling, der fører til sådan et resultat. I den
forbindelse er det nyttigt at præcisere, at foranstaltninger
til tackling af hybride mismatch i dette direktiv tager sigte
på at tackle mismatchsituationer, der skyldes forskelle i den
retlige kvalificering af et finansielt instrument eller en enhed og
ikke har til formål at indvirke på de generelle
kendetegn ved en medlemsstats skattesystem. Selv om medlemsstaterne
inden for Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen
(erhvervsbeskatning) er blevet enige om retningslinjer for
skattebehandlingen af hybride enheder og for hybride faste
driftssteder i Unionen samt for skattebehandlingen af hybride
enheder i forbindelse med tredjelande, er det stadig
nødvendigt at vedtage bindende regler. Det er
afgørende, at der arbejdes videre med hybride mismatch
mellem medlemsstaterne og tredjelande samt med andre hybride
mismatch, f.eks. dem, der omfatter faste driftssteder.
(14) Det er nødvendigt at
præcisere, at gennemførelsen af dette direktivs regler
til bekæmpelse af skatteundgåelse ikke bør
berøre skattesubjektets pligt til at overholde
armslængdeprincippet eller medlemsstatens ret til at
opregulere skattetilsvaret i overensstemmelse med
armslængdeprincippet, hvis det er relevant.
(15) Den Europæiske
Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i
overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 45/20013). Retten til
beskyttelse af personoplysninger i henhold til artikel 8 i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF4) gælder
for behandlingen af personoplysninger inden for rammerne af
nærværende direktiv.
(16) Da hovedmålet for dette direktiv er
at forbedre det indre markeds modstandsevne som helhed over for
grænseoverskridende metoder til skatteundgåelse, kan
dette ikke i tilstrækkelig grad opfyldes ved, at
medlemsstaterne handler hver for sig. De nationale
selskabsskattesystemer er meget forskellige, og selvstændige
tiltag fra medlemsstaternes side ville blot gentage den
eksisterende fragmentering i det indre marked inden for direkte
beskatning. Dette ville således blot videreføre
ineffektivitet og forvridninger i samspillet mellem forskellige
nationale foranstaltninger. Resultatet heraf vil være
manglende koordinering. Eftersom megen ineffektivitet i det indre
marked primært giver anledning til problemer af
grænseoverskridende karakter, bør foranstaltninger til
afhjælpning heraf snarere vedtages på EU-plan. Det er
derfor afgørende, at der vedtages løsninger, som
fungerer for det indre marked som helhed, og dette kan bedre
nås på EU-plan. Unionen kan derfor vedtage
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet,
jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er
nødvendigt for at nå dette mål. Idet dette
direktiv fastsætter et minimumsniveau for beskyttelse af det
indre marked, har det udelukkende til formål at sikre det
nødvendige minimum af koordinering inden for Unionen, der
skal til for at opfylde dets mål.
(17) Fire år efter ikrafttrædelsen
af dette direktiv bør Kommissionen foretage en evaluering af
dets gennemførelse og rapportere til Rådet herom.
Medlemsstaterne bør meddele Kommissionen alle oplysninger,
der er nødvendige for denne evaluering -
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL
I
GENERELLE
BESTEMMELSER
Artikel
1
Anvendelsesområde
Dette direktiv finder anvendelse på alle
skattesubjekter, som er selskabsskattepligtige i en eller flere
medlemsstater, herunder faste driftssteder i en eller flere
medlemsstater for enheder, der er skattemæssigt
hjemmehørende i et tredjeland.
Artikel
2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »låneomkostninger«:
renteudgifter af alle former for gæld, andre udgifter, der
økonomisk svarer til renter, og udgifter i forbindelse med
fremskaffelsen af finansiering som defineret i national ret,
herunder, men ikke kun, betalinger til overskudsafhængige
lån, imputerede renter på instrumenter som konvertible
obligationer og nulkuponobligationer, beløb under
alternative finansieringsordninger såsom islamisk
finansiering, finansieringsomkostningselementet ved finansielle
leasingbetalinger, kapitaliserede renter medtaget i
balanceværdien for et tilknyttet aktiv eller nedskrivninger
af kapitaliserede renter, beløb, der måles i forhold
til finansieringsafkast i henhold til regler for intern afregning,
hvor det er relevant, fiktive rentebeløb under afledte
finansielle instrumenter eller risikoafdækningsordninger med
hensyn til en enheds lån, visse gevinster og tab ved
lån i udenlandsk valuta og instrumenter i forbindelse med
fremskaffelse af finansiering, garantigebyrer for
finansieringsordninger, gebyrer for ordninger og lignende
omkostninger i forbindelse med lån af finansielle midler
2) »overstigende
låneomkostninger«: det beløb, med hvilket
et skattesubjekts fradragsberettigede låneomkostninger
overstiger de skattepligtige renteindtægter og anden
økonomisk tilsvarende skattepligtig indkomst, som
skattesubjektet modtager i henhold til national ret
3) »skatteperiode«: skatteår,
kalenderår eller enhver anden passende periode til
skattemæssige formål
4) »tilknyttet
selskab«:
a) en enhed, hvor
skattesubjektet har direkte eller indirekte interesse i form af
stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 % eller mere
eller har ret til at modtage 25 % eller mere af overskuddet i denne
enhed
b) en enkeltperson
eller enhed, som har direkte eller interesse i et skattesubjekt i
form af stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 % eller
mere eller har ret til at modtage 25 % eller mere af
skattesubjektets overskud.
Hvis en enkeltperson eller enhed har direkte
eller indirekte interesse i et skattesubjekt og en eller flere
enheder på 25 % eller mere, anses alle berørte
enheder, herunder skattesubjektet, for tilknyttede selskaber.
I forbindelse med artikel 9, og hvis
mismatchet omfatter en hybrid enhed, ændres denne definition,
således at kravet om 25 % erstattes med et krav om 50 %
5) »finansielt
selskab«: en af følgende enheder:
a) et
kreditinstitut eller et investeringsselskab som defineret i artikel
4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/39/EF5) eller en
forvalter af alternative investeringsfonde (FAIF) som defineret i
artikel 4, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/61/EU6), eller et
administrationsselskab for et institut for kollektiv investering i
værdipapirer (investeringsinstitut) som defineret i artikel
2, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF7)
b) et
forsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 1), i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF8)
c) et
genforsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 4), i
direktiv 2009/138/EF
d) d) en
arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse, som er omfattet af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF9), medmindre en
medlemsstat har besluttet ikke at anvende nævnte direktiv
helt eller delvist på denne pensionskasse, jf. nævnte
direktivs artikel 5, eller på en repræsentant for den
arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasse, jf. nævnte direktivs
artikel 19, stk. 1
e)
pensionsinstitutter, som forvalter pensionsordninger, der betragtes
som sociale sikringsordninger omfattet af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 883/200410) og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/200911) samt alle
retlige enheder, der er oprettet med henblik på investering i
sådanne ordninger
f) en alternativ
investeringsfond (AIF), der forvaltes af en FAIF som defineret i
artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/61/EU, eller en AIF,
der er underkastet tilsyn i henhold til gældende national
ret
g) et
investeringsinstitut, jf. artikel 1, stk. 2, i direktiv
2009/65/EF
h) en central
modpart som defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 648/201212)
i) en
værdipapircentral som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 1),
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
909/201413)
6) »overførsel af aktiver«: en
handling, hvorved en medlemsstat mister retten til at beskatte de
overførte aktiver, mens aktiverne forbliver under det samme
skattesubjekts retmæssige eller økonomiske
ejerskab
7) »flytning af
skattemæssigt hjemsted«: en handling, hvorved et
skattesubjekt ophører med at være skattemæssigt
hjemmehørende i en medlemsstat, idet det bliver
skattemæssigt hjemmehørende i en anden medlemsstat
eller i et tredjeland
8) »flytning af en
virksomhed, der videreføres af et fast
driftssted«: en handling, hvorved et skattesubjekt
ophører med at have en skattepligtig tilstedeværelse i
en medlemsstat og opnår en sådan tilstedeværelse
i en anden medlemsstat eller et tredjeland, uden at skattesubjektet
bliver skattemæssigt hjemmehørende i medlemsstaten
eller tredjelandet
9) »hybridt
mismatch«: en situation mellem et skattesubjekt i en
medlemsstat og et tilknyttet selskab i en anden medlemsstat eller
et struktureret arrangement mellem parter i medlemsstater, hvor
følgende resultat skyldes forskelle i den retlige
kvalificering af et finansielt instrument eller en finansiel
enhed:
a) den samme
betaling eller de samme udgifter eller tab fradrages i både
den medlemsstat, som betalingen stammer fra, hvor udgifterne er
pådraget, eller tabene er lidt, og i en anden medlemsstat
(»dobbelt fradrag«), eller
b) en betaling
fradrages i den medlemsstat, som betalingen stammer fra, mens samme
betaling ikke medregnes skattemæssigt i den anden medlemsstat
(»fradrag uden medregning«).
Artikel
3
Minimumsniveau af
beskyttelse
Dette direktiv er ikke til hinder for
anvendelsen af nationale eller aftalebaserede bestemmelser, der har
til formål at sikre et højere beskyttelsesniveau for
nationale selskabsskattegrundlag.
KAPITEL
II
FORANSTALTNINGER
TIL BEKÆMPELSE AF SKATTEUNDGÅELSE
Artikel
4
Regel om
begrænsning af rentebetalinger
1. Overstigende låneomkostninger er
fradragsberettigede i den skatteperiode, hvor de
påløber, men kun op til 30 % af skattesubjektets
resultat før renter, skat og af- og nedskrivninger
(EBITDA).
I forbindelse med denne artikel kan
medlemsstaterne også behandle følgende som et
skattesubjekt:
a) en enhed, der
har tilladelse eller er forpligtet til at anvende reglerne på
vegne af en koncern som defineret i henhold til national
skatteret
b) en enhed i en
koncern som defineret i henhold til national skatteret, som ikke
skattemæssigt konsoliderer sine medlemmers resultater.
Under sådanne omstændigheder kan overstigende
låneomkostninger og EBITDA beregnes på koncernplan, og
de omfatter resultaterne for alle dens medlemmer.
2. EBITDA beregnes ved at lægge
beløbene justeret for skat for overstigende
låneomkostninger samt beløbene justeret for skat for
af- og nedskrivninger til den selskabsskattepligtige indkomst i
skattesubjektets medlemsstat. Indkomst, der er fritaget for skat,
udelukkes fra et skattesubjekts EBITDA.
3. Uanset stk. 1 kan et skattesubjekt gives
ret:
a) til fradrag af
overstigende låneomkostninger op til 3 000 000 EUR
b) til fuldt
fradrag af overstigende låneomkostninger, hvis
skattesubjektet er en selvstændig enhed.
I forbindelse med stk. 1, andet afsnit,
gælder beløbet på 3 000 000 EUR for hele
koncernen.
I forbindelse med første afsnit, litra
b), forstås ved selvstændig enhed et skattesubjekt, der
ikke i regnskabsmæssig henseende er en del af en koncern og
ikke har noget tilknyttet selskab eller fast driftssted.
4. Medlemsstaterne kan undtage overstigende
låneomkostninger fra anvendelsesområdet for stk. 1 i
forbindelse med:
a) lån, som
er optaget inden den 17. juni 2016, men undtagelsen omfatter ikke
efterfølgende ændringer af sådanne lån
b) lån, som
anvendes til finansiering af et langsigtet offentligt
infrastrukturprojekt, hvor den projektansvarlige,
låneomkostningerne, aktiverne og indtægterne alle
befinder sig i Unionen.
I forbindelse med første afsnit, litra
b), forstås ved langsigtet offentligt infrastrukturprojekt et
projekt om levering, opgradering, drift og/eller vedligeholdelse af
et stort aktiv, som en medlemsstat anser for at være i
offentlighedens interesse.
Hvis første afsnit, litra b), finder
anvendelse, udelukkes enhver indkomst fra et langsigtet offentligt
infrastrukturprojekt fra skattesubjektets EBITDA, og enhver
udelukket overstigende låneomkostning medtages ikke i
koncernens overstigende låneomkostninger i forhold til
tredjeparter, som er omhandlet i stk. 5, litra b).
5. Hvis skattesubjektet i
regnskabsmæssig henseende er medlem af en koncern, kan
skattesubjektet gives ret til enten:
a) fuldt fradrag af
sine overstigende låneomkostninger, hvis det kan
påvise, at dets egenkapitalandel i forhold til dets samlede
aktiver svarer til eller er højere end koncernens
tilsvarende egenkapitalandel, og på følgende
betingelser:
i) skattesubjektets
egenkapitalandel i forhold til dets samlede aktiver anses for at
svare til koncernens tilsvarende egenkapitalandel, hvis
skattesubjektets egenkapitalandel i forhold til dets samlede
aktiver er op til to procentpoint lavere, og
ii) alle aktiver og
passiver er værdiansat efter den samme metode, der anvendes i
det konsoliderede regnskab, der er omhandlet i stk. 8,
Eller
b) fradrag af
overstigende låneomkostninger til et beløb, der
overstiger det beløb, som det i henhold til stk. 1 ville
have ret til at fradrage. Denne højere grænse for
retten til fradrag af overstigende låneomkostninger
vedrører i regnskabsmæssig henseende den koncern, som
skattesubjektet er medlem af, og beregnes i to trin:
i) først
fastsættes koncernens andel ved at dividere koncernens
overstigende låneomkostninger i forhold til tredjeparter med
koncernens EBITDA, og
ii) derefter
multipliceres koncernens andel med skattesubjektets EBITDA, der
beregnes i henhold til stk. 2.
6. Skattesubjektets medlemsstat kan
fastsætte regler for enten:
a)
fremførsel, uden tidsbegrænsning, af overstigende
låneomkostninger, som i henhold til stk. 1-5 ikke kan
fradrages i den indeværende skatteperiode
b)
fremførsel, uden tidsbegrænsning, og
tilbageførsel, i højst tre år, af overstigende
låneomkostninger, som i henhold til stk. 1-5 ikke kan
fradrages i den indeværende skatteperiode, eller
c)
fremførsel, uden tidsbegrænsning, af overstigende
låneomkostninger og, i højst fem år, af
uudnyttet rentefradragskapacitet, som i henhold til stk. 1-5 ikke
kan fradrages i den indeværende skatteperiode.
7. Medlemsstaterne kan undtage finansielle
selskaber fra anvendelsesområdet for stk. 1-6, herunder hvis
sådanne finansielle selskaber i regnskabsmæssig
henseende er en del af en koncern.
8. I forbindelse med denne artikel omfatter
koncernen i regnskabsmæssig henseende alle de enheder, der
fuldt ud indgår i de konsoliderede regnskaber, som er
udarbejdet i overensstemmelse med International Financial Reporting
Standards eller en medlemsstats nationale regnskabssystem.
Skattesubjektet kan gives ret til at anvende konsoliderede
regnskaber, der er udarbejdet i henhold til andre
regnskabsstandarder.
Artikel
5
Exitbeskatning
1. Et skattesubjekt er skattepligtigt af et
beløb svarende til markedsværdien af de
overførte aktiver på aktivernes udflytningstidspunkt,
minus deres skattemæssige værdi, hvis en af
følgende betingelser er opfyldt:
a) et skattesubjekt
overfører aktiver fra sit hovedsæde til sit faste
driftssted i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, for
så vidt som den medlemsstat, hvor hovedsædet er
beliggende, på grund af overførslen ikke længere
har ret til at beskatte de overførte aktiver
b) et skattesubjekt
overfører aktiver fra sit faste driftssted i en medlemsstat
til sit hovedsæde eller et andet fast driftssted i en anden
medlemsstat eller i et tredjeland, for så vidt som den
medlemsstat, hvor det faste driftssted er beliggende, på
grund af overførslen ikke længere har ret til at
beskatte de overførte aktiver
c) et skattesubjekt
flytter sit skattemæssige hjemsted til en anden medlemsstat
eller til et tredjeland, med undtagelse af de aktiver der i praksis
reelt forbliver knyttet til et fast driftssted i den første
medlemsstat
d) et skattesubjekt
overfører den virksomhed, som dets faste driftssted
viderefører, fra en medlemsstat til en anden medlemsstat
eller til et tredjeland, for så vidt som den medlemsstat,
hvor det faste driftssted er beliggende, på grund af
overførslen ikke længere har ret til at beskatte de
overførte aktiver.
2. Et skattesubjekt gives ret til at få
henstand med betalingen af den exitskat, der er omhandlet i stk. 1,
ved at betale afdrag over fem år i følgende
situationer:
a) et skattesubjekt
overfører aktiver fra sit hovedsæde til sit faste
driftssted i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, som er
part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde (EØS-aftalen)
b) et skattesubjekt
overfører aktiver fra sit faste driftssted i en medlemsstat
til sit hovedsæde eller et andet fast driftssted i en anden
medlemsstat eller et tredjeland, som er part i
EØS-aftalen
c) et skattesubjekt
flytter sit skattemæssige hjemsted til en anden medlemsstat
eller til et tredjeland, som er part i EØS-aftalen
d) et skattesubjekt
overfører den virksomhed, som dets faste driftssted
viderefører, til en anden medlemsstat eller et tredjeland,
som er part i EØS-aftalen.
Dette stykke finder anvendelse på
tredjelande, som er parter i EØS-aftalen, hvis de har
indgået en aftale med skattesubjektets medlemsstat eller med
Unionen om gensidig bistand ved inddrivelse af skattekrav svarende
til den gensidige bistand, der er omhandlet i Rådets direktiv
2010/24/EU14).
3. Hvis et skattesubjekt får henstand
med betalingen, jf. stk. 2, kan der opkræves renter i
overensstemmelse med lovgivningen i skattesubjektets eller det
faste driftssteds medlemsstat, alt efter
omstændighederne.
Hvis der er en påviselig og reel risiko
for manglende inddrivelse, kan skattesubjektet tillige
pålægges pligt til at stille sikkerhed som betingelse
for at få henstand med betalingen efter stk. 2.
Andet afsnit finder ikke anvendelse, hvis
lovgivningen i skattesubjektets eller det faste driftssteds
medlemsstat giver mulighed for at opkræve den skyldige skat
gennem et andet skattesubjekt, der er medlem af den samme koncern
og er skattemæssigt hjemmehørende i den
pågældende medlemsstat.
4. Hvis stk. 2 finder anvendelse,
ophæves henstanden øjeblikkeligt, og den skyldige skat
kan inddrives i følgende situationer:
a) de
overførte aktiver eller den virksomhed, der
videreføres af skattesubjektets faste driftssted,
sælges eller afhændes på anden måde
b) de
overførte aktiver overføres efterfølgende til
et tredjeland
c) skattesubjektets
skattemæssige hjemsted eller den virksomhed, der
videreføres af dets faste driftssted, flyttes
efterfølgende til et tredjeland
d) skattesubjektet
går konkurs eller afvikles
e) skattesubjektet
opfylder ikke sine forpligtelser i forbindelse med afdrag og
bringer ikke sin situation i overensstemmelse med reglerne inden
for et rimeligt tidsrum, der ikke må overstige 12
måneder.
Litra b) og c) finder ikke anvendelse
på tredjelande, som er parter i EØS-aftalen, hvis de
har indgået en aftale med skattesubjektets medlemsstat eller
med Unionen om gensidig bistand ved inddrivelse af skattekrav
svarende til den gensidige bistand, der er omhandlet i direktiv
2010/24/EU.
5. Hvis aktiverne, det skattemæssige
hjemsted eller den virksomhed, der videreføres af et fast
driftssted, overføres eller flyttes til en anden
medlemsstat, anvender denne medlemsstat den værdi, der blev
fastslået af skattesubjektets eller det faste driftssteds
medlemsstat, som aktivernes skattemæssige
indgangsværdi, medmindre denne ikke afspejler
markedsværdien.
6. I forbindelse med stk. 1-5 er
»markedsværdien« det beløb, et aktiv kan
handles for, eller for hvilket gensidige fordringer mellem villige,
ikkeforbundne købere og sælgere kan opgøres i
en direkte transaktion.
7. Forudsat at aktiverne inden for en periode
på 12 måneder skal føres tilbage til den
overførende enheds medlemsstat, finder denne artikel ikke
anvendelse på overførsler af aktiver i forbindelse med
værdipapirfinansiering, aktiver stillet som sikkerhed, eller
hvis overførslen af aktiver sker med henblik på at
opfylde tilsynsmæssige kapitalkrav eller af hensyn til
likviditetsstyring.
Artikel
6
Generel regel om
bekæmpelse af misbrug
1. Ved beregning af selskabsskattetilsvaret
ser en medlemsstat bort fra arrangementer eller serier af
arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller
der som et af hovedformålene har, at opnå en
skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med
gældende skatteret, og som ikke er reelle under hensyntagen
til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder. Et
arrangement kan omfatte flere trin eller dele.
2. Med hensyn til stk. 1 betragtes
arrangementer eller serier af arrangementer som værende ikke
reelle, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede
kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske
virkelighed.
3. Hvis der ses bort fra arrangementer eller
serier af arrangementer, jf. stk. 1, beregnes skattetilsvaret i
overensstemmelse med national ret.
Artikel
7
Regler for
kontrollerede udenlandske selskaber (CFC-regler)
1. Et skattesubjekts medlemsstat behandler en
enhed eller et fast driftssted, hvis overskud ikke er
skattepligtigt eller er skattefritaget i den pågældende
medlemsstat, som et kontrolleret udenlandsk selskab, hvis
følgende betingelser er opfyldt:
a) skattesubjektet
har, hvis der er tale om enhed, selv eller sammen med sine
tilknyttede selskaber en direkte eller indirekte interesse på
mere end 50 % af stemmerettighederne eller ejer direkte eller
indirekte mere end 50 % af kapitalen eller har ret til at modtage
mere end 50 % af overskuddet i denne enhed, og
b) den reelle
selskabsskat, som enheden eller det faste driftssted har betalt af
sit overskud, er lavere end forskellen mellem den selskabsskat, der
ville være blevet pålagt enheden eller det faste
driftssted i henhold til det gældende selskabsskattesystem i
skattesubjektets medlemsstat, og den reelle selskabsskat, som
enheden eller det faste driftssted har betalt af sit overskud.
I forbindelse med første afsnit, litra
b), tages et kontrolleret udenlandsk selskabs faste driftssted, som
ikke er skattepligtigt eller er skattefritaget i det kontrollerede
udenlandske selskabs jurisdiktion, ikke i betragtning. Endvidere
forstås ved selskabsskat, som ville være blevet
pålagt i skattesubjektets medlemsstat, den selskabsskat, som
beregnes i henhold til reglerne i skattesubjektets medlemsstat.
2. Hvis en enhed eller et fast driftssted
behandles som et kontrolleret udenlandsk selskab i henhold til stk.
1, skal medlemsstaten i skattegrundlaget medregne
følgende:
a) enhedens
ikkeudloddede indkomst eller indkomst fra det faste driftssted, der
stammer fra følgende kategorier:
i) renter eller
anden indkomst fra finansielle aktiver
ii) royalties eller
anden indkomst fra intellektuelle ejendomsrettigheder
iii) dividende og
indkomst fra afhændelse af andele
iv) indkomst fra
finansiel leasing
v) v) indkomst fra
forsikrings- og bankvirksomhed samt anden finansiel virksomhed
vi) indkomst fra
faktureringsselskaber, der opnår indkomst fra salg og
tjenesteydelser på varer og tjenesteydelser, der købes
af og sælges til tilknyttede selskaber, og som bidrager med
ingen eller ringe økonomisk værdi.
vii) Dette litra
finder ikke anvendelse, når det kontrollerede udenlandske
selskab viderefører en væsentlig økonomisk
aktivitet, der understøttes af personale, udstyr, aktiver og
lokaler, som det fremgår af de relevante faktiske forhold og
omstændigheder.
viii) Hvis det
kontrollerede udenlandske selskab er hjemmehørende eller
beliggende i et tredjeland, der ikke er part i EØS-aftalen,
kan medlemsstaterne beslutte at undlade at anvende foregående
afsnit,
Eller
b) enhedens
ikkeudloddede indkomst eller indkomst fra faste driftssteder, der
hidrører fra arrangementer, der ikke er reelle, og som
udelukkende er oprettet med det hovedformål at opnå en
skattefordel.
I forbindelse med dette litra betragtes et
arrangement eller en serie af arrangementer som ikkereelle, i det
omfang enheden eller det faste driftssted ikke ville eje aktiverne
eller ikke ville have påtaget sig den risiko, der genererer
alle eller dele af dens indkomst, hvis den ikke havde været
kontrolleret af et selskab, hvor de ledelsesopgaver, som
vedrører disse aktiver og risici, varetages og er
medvirkende til skabelsen af den kontrollerede enheds indkomst.
3. Hvis et skattesubjekts skattegrundlag
efter reglerne i en medlemsstat beregnes i henhold til stk. 2,
litra a), kan medlemsstaten vælge ikke at behandle en enhed
eller et fast driftssted som et kontrolleret udenlandsk selskab i
henhold til stk. 1, hvis en tredjedel eller mindre af den indkomst,
der tilfalder enheden eller det faste driftssted, falder ind under
en af kategorierne i stk. 2, litra a).
Hvis et skattesubjekts skattegrundlag efter
reglerne i en medlemsstat beregnes i henhold til stk. 2, litra a),
kan medlemsstaten vælge ikke at behandle finansielle
selskaber som kontrollerede udenlandske selskaber, hvis en
tredjedel eller mindre af enhedens indkomst fra kategorierne i stk.
2, litra a), hidrører fra transaktioner med skattesubjektet
eller dets tilknyttede selskaber.
4. Medlemsstaterne kan undtage en enhed eller
et fast driftssted fra anvendelsesområdet for stk. 2, litra
b),
a) med et
regnskabsmæssigt overskud på højst 750 000 EUR
og ikkedriftsmæssige indtægter på højst 75
000 EUR eller
b) hvis
regnskabsmæssige overskud udgør højst 10 % af
enhedens eller det faste driftssteds driftsomkostninger for den
pågældende skatteperiode.
I forbindelse med første afsnit, litra
b), må driftsomkostningerne ikke omfatte omkostninger til
varer, der sælges uden for det land, hvor enheden er
skattemæssigt hjemmehørende, eller hvor det faste
driftssted er beliggende, og betalinger til tilknyttede
selskaber.
Artikel
8
Beregning af det
kontrollerede udenlandske selskabs indkomst
1. Hvis artikel 7, stk. 2, litra a), finder
anvendelse, beregnes den indkomst, der medregnes i skattesubjektets
skattegrundlag, i overensstemmelse med selskabsskattereglerne i den
medlemsstat, hvor skattesubjektet er skattemæssigt
hjemmehørende eller beliggende. Enhedens eller det faste
driftssteds tab medregnes ikke i skattegrundlaget, men kan
fremføres i henhold til national ret og tages med i
beregningen i efterfølgende skatteperioder.
2. Hvis artikel 7, stk. 2, litra b), finder
anvendelse, begrænses den indkomst, der skal medregnes i
skattesubjektets skattegrundlag, til de beløb, der genereres
gennem aktiver og risici, som knytter sig til de ledelsesopgaver,
der varetages af det kontrollerende selskab. Henføringen af
det kontrollerede udenlandske selskabs indkomst beregnes i
overensstemmelse med armslængdeprincippet.
3. Den indkomst, der skal medregnes i
skattegrundlaget, beregnes i forhold til skattesubjektets
interesser i enheden som defineret i artikel 7, stk. 1, litra
a).
4. Indkomsten medregnes i den skatteperiode
for skattesubjektet, hvor enhedens skatteår
ophører.
5. Hvis enheden udlodder overskud til
skattesubjektet, og dette udloddede overskud medregnes i
skattesubjektets skattepligtige indkomst, fradrages de
indkomstbeløb, som tidligere var medregnet i
skattegrundlaget i henhold til artikel 7, i skattegrundlaget,
når den skyldige skat beregnes for det udloddede overskud,
for at sikre, at der ikke sker dobbeltbeskatning.
6. Hvis skattesubjektet afhænder sine
interesser i enheden eller i den virksomhed, der udøves af
det faste driftssted, og dele af provenuet fra afhændelsen,
som tidligere var medregnet i skattegrundlaget i henhold til
artikel 7, fradrages det pågældende beløb i
skattegrundlaget ved beregningen af den skyldige skat af dette
provenu, for at sikre, at der ikke sker dobbeltbeskatning.
7. Skattesubjektets medlemsstat giver
mulighed for at fradrage den skat, som enheden eller det faste
driftssted har betalt, i skattesubjektets skattetilsvar i det land,
hvor det har sit skattemæssige hjemsted eller er beliggende.
Fradraget beregnes i overensstemmelse med national ret.
Artikel
9
Hybride
mismatch
1. I det omfang et hybridt mismatch
fører til dobbelt fradrag, gives fradraget kun i den
medlemsstat, som en sådan betaling stammer fra.
2. I det omfang et hybridt mismatch
fører til et fradrag uden medregning, nægter
betalerens medlemsstat fradrag af en sådan betaling.
KAPITEL
III
AFSLUTTENDE
BESTEMMELSER
Artikel
10
Evaluering
1. Kommissionen foretager senest den 9.
august 2020 en evaluering af dette direktivs gennemførelse,
navnlig indvirkningen af artikel 4, og rapporterer til Rådet
herom. Kommissionens rapport ledsages om nødvendigt af et
lovgivningsforslag.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen alle
oplysninger, der er nødvendige for evalueringen af dette
direktivs gennemførelse.
3. De medlemsstater, der er omhandlet i
artikel 11, stk. 6, sender inden den 1. juli 2017 Kommissionen alle
de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere
effektiviteten af de nationale målrettede regler for
forebyggelse af risici for udhuling af skattegrundlaget og
overførsel af overskud (BEPS).
Artikel
11
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og
offentliggør senest den 31. december 2018 de love og
administrative bestemmelser, der er nødvendige for at
efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten
til disse love og bestemmelser.
De anvender disse love og bestemmelser fra
den 1. januar 2019.
Disse love og bestemmelser skal ved
vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal
ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.
De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen
teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder
på det område, der er omfattet af dette direktiv.
3. Hvor der i dette direktiv nævnes et
monetært beløb i euro (EUR), kan medlemsstater, der
ikke har euroen som valuta, vælge at beregne den tilsvarende
værdi i national valuta den 12. juli 2016.
4. Uanset artikel 5, stk. 2, kan Estland,
så længe det ikke beskatter ikkeudloddet overskud,
betragte en overførsel af aktiver af monetær eller
ikkemonetær art, herunder kontanter, fra et fast driftssted
beliggende i Estland til et hovedsæde eller et andet fast
driftssted i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, der er
part i EØS-aftalen, som overskudsudlodning og opkræve
indkomstskat, uden at skattesubjekterne gives ret til at få
henstand med betalingen af en sådan skat.
5. Uanset stk. 1 vedtager og
offentliggør medlemsstaterne senest den 31. december 2019 de
love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for
at efterkomme artikel 5. De meddeler straks Kommissionen teksten
til disse love og bestemmelser.
De anvender disse love og bestemmelser fra
den 1. januar 2020.
Disse love og bestemmelser skal ved
vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal
ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.
De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
6. Uanset artikel 4 kan medlemsstater, der
har nationale målrettede regler for forebyggelse af risici
for BEPS den 8. august 2016, som er lige så effektive som
reglen om begrænsning af rentebetalinger i dette direktiv,
anvende disse målrettede regler indtil udgangen af det
første hele skatteår efter datoen for
offentliggørelse af aftalen mellem OECD's medlemmer på
det officielle websted om en minimumsstandard med hensyn til
BEPS-aktion 4, dog senest indtil den 1. januar 2024.
Artikel
12
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på
tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel
13
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juli 2016.
På
Rådets vegne
P. KAŽIMÍR
Formand
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
lov | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I selskabsskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1164 af 6. september 2016, som
ændret bl.a. ved § 22 i lov nr. 1555 af 19. december
2017, § 1 i lov nr. 725 af 8. juni 2018, § 1 i lov nr.
1130 af 11. september 2018 og § 1 i lov nr. 1726 af 27.
december 2018 og senest ved § 7 i lov nr. 324 af 30. marts
2019, foretages følgende ændringer: | | | | § 2.
Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere
selskaber og foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1,
der har hjemsted i udlandet, for så vidt de | | 1. I § 2, stk. 1, litra a, 1. pkt.,
udgår », jf. dog stk. 6«. | a) udøver et erhverv med fast
driftssted her i landet, jf. dog stk. 6. Udøvelse af erhverv
om bord på et skib med hjemsted her i landet anses for
udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet,
såfremt udøvelse af det pågældende
erhverv, hvis det var udført i land, ville blive anset for
udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet.
Skattepligten omfatter udøvelse af erhverv med fast
driftssted her i landet eller deltagelse i en erhvervsvirksomhed
med fast driftssted her. Skattepligten omfatter endvidere indkomst
i form af løbende ydelser hidrørende fra en
sådan virksomhed eller fra afståelsen af en sådan
virksomhed, når ydelserne ikke er udbytte, afdrag på et
tilgodehavende, renter eller royalties. Skattepligten omfatter
desuden bortforpagtning af en sådan virksomhed. Bygge-,
anlægs- eller monteringsarbejde anses for at udgøre et
fast driftssted fra første dag. Skattepligten omfatter
endvidere fortjeneste eller tab ved afhændelse,
afståelse eller opgivelse af formuegoder, der er knyttet til
en sådan virksomhed. For så vidt angår aktier,
omfatter skattepligten for faste driftssteder gevinst, tab og
udbytte på selskabets aktier, når afkastet
vedrører det faste driftssted, herunder gevinst, tab og
udbytte af aktier, der indgår i det faste driftssteds
anlægskapital, samt genbeskatningssaldo efter § 31
A. b)-h) - - - Stk. 2-4. - -
- | | 2. § 2, stk. 1, litra a, 6. pkt.,
ophæves. 3. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nye
stykker: »Stk. 2.
Fast driftssted efter stk. 1, litra a, foreligger, når
selskabet, foreningen m.v. udøver erhverv gennem et fast
forretningssted her i landet. Bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejde udgør et fast driftssted fra første
dag. Stk. 3. Uanset
stk. 2 udgør et fast forretningssted ikke et fast driftssted
efter stk. 1, litra a, når det faste forretningssted anvendes
eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse
af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. 1.
pkt. finder ikke anvendelse, hvis de funktioner, som selskabet,
foreningen m.v. udøver på det i 1. pkt. omhandlede
faste forretningssted, indgår blandt flere gensidigt
supplerende funktioner i en samlet udøvelse af
erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende eller
hjælpende karakter, og som selskabet, foreningen m.v. eller
fysiske eller juridiske personer, hvormed selskabet, foreningen
m.v. har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2,
udøver gennem faste forretningssteder her i landet. Stk. 4. Fast
driftssted efter stk. 1, litra a, foreligger, når en fysisk
eller juridisk person her i landet handler på vegne af
selskabet, foreningen m.v. og i forbindelse hermed
sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis
spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler,
som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive
ændret af selskabet, foreningen m.v. Det er en betingelse, at
den virksomhed, som den fysiske eller juridiske person
udøver her i landet, ville have medført fast
driftssted for selskabet, foreningen m.v. efter stk. 2 og 3, hvis
selskabet, foreningen m.v. selv havde udøvet virksomheden.
Det er endvidere en betingelse, at de i 1. pkt. omhandlede aftaler
enten 1) indgås i navn af selskabet,
foreningen m.v., 2) vedrører overdragelse af
ejendomsret eller brugsret til formuegoder ejet af selskabet,
foreningen m.v., eller som selskabet, foreningen m.v. har brugsret
til, eller 3) vedrører levering af
tjenesteydelser fra selskabet, foreningen m.v. | | | Stk. 5.
Bestemmelserne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på
selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted i Grønland
eller på Færøerne. | | Stk. 5. Stk. 4
finder ikke anvendelse, når repræsentanten driver
erhvervsvirksomhed her i landet som uafhængig
repræsentant og handler for selskabet, foreningen m.v. inden
for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Handler
repræsentanten udelukkende eller næsten udelukkende
på vegne af en eller flere fysiske eller juridiske personer,
hvormed repræsentanten har en forbindelse som omhandlet i
ligningslovens § 2, anses repræsentanten ikke for at
være en uafhængig repræsentant. | Stk. 6.
Salgsvirksomhed udelukkende i form af fjernsalg gennem en
repræsentant med fuldmagt til at binde fuldmagtsgiveren, men
som ikke er ansat som lønmodtager af denne, medfører
ikke fast driftssted for fuldmagtsgiveren. Ved fjernsalg
forstås repræsentantens ordremodtagelse fra danske
eller udenlandske kunder via telefon, telex, telefax, post, EDI
(Electronic Data Interchange) el. lign. Det er en betingelse, at
hverken fuldmagtsgiveren eller et hermed koncernforbundet selskab
m.v., jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, eller en person eller
en hermed nærtstående, der kontrollerer
fuldmagtsgiveren eller et koncernforbundet selskab, jf.
ligningslovens § 16 H, stk. 6, 3.-5. pkt., eller en fond eller
trust stiftet af et af disse selskaber, personer eller
nærtstående i Danmark udøver erhvervsvirksomhed,
der står i forbindelse med repræsentantens salg. | | Stk. 6.
Virksomhed med investering i aktier og erhvervelse af fordringer,
gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven
anses kun for udøvelse af erhverv efter stk. 1, litra a,
når der foreligger næringsvirksomhed. Dette
gælder dog ikke, hvis en fysisk eller juridisk person,
hvormed selskabet har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens
§ 2, udøver erhvervsvirksomhed i Danmark og
virksomheden som nævnt i 1. pkt. indgår som et
integreret led heri.« Stk. 2-5 bliver herefter stk. 7-10. 4. I § 2, stk. 5, der bliver stk. 10,
ændres »stk. 1-4« til: »stk.
1-9«. 5. § 2, stk. 6 og 7, der bliver stk. 11 og 12,
ophæves. Stk. 8 bliver herefter stk. 11. | Stk. 7.
Virksomhed med investering i aktier og erhvervelse af fordringer,
gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven
anses kun for udøvelse af erhverv efter stk. 1, litra a,
når der foreligger næringsvirksomhed. Dette
gælder dog ikke, hvis en fysisk eller juridisk person,
hvormed selskabet har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens
§ 2, udøver erhvervsvirksomhed i Danmark og
virksomheden som nævnt i 1. pkt. indgår som et
integreret led heri. | | | | | | Stk. 8. Stk. 1-4
finder ikke anvendelse på selskaber som nævnt i §
2 C, der har hjemsted i udlandet, i Grønland eller på
Færøerne. | | 6. I § 2, stk. 8, der bliver stk. 11,
ændres »Stk. 1-4« til: »Stk.
1-9«. | | | | § 8. - -
- Stk. 2. Til den
skattepligtige indkomst medregnes ikke indtægter og udgifter,
som vedrører et fast driftssted eller en fast ejendom
beliggende i en fremmed stat, på Færøerne eller
i Grønland, jf. dog § 31 A. Som indkomst fra fast
driftssted og fast ejendom anses indkomst som nævnt i §
2, stk. 1, litra a og b. 1. pkt. omfatter ikke indkomst ved
international skibs- og luftfartsvirksomhed eller tilfælde,
hvor kildelandet frafalder beskatningsretten i henhold til en
dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international aftale med
Danmark. Uanset 1. pkt. beskattes et selskab af positiv indkomst,
der ville være omfattet af CFC-beskatningen i § 32, hvis
det faste driftssted havde været et datterselskab.
Såvel ved bedømmelsen af, om der skal medregnes
CFC-indkomst, som ved opgørelsen af CFC-indkomsten anvendes
indkomstopgørelsesprincipperne for faste driftssteder.
§ 32 finder tilsvarende anvendelse, bortset fra stk. 7, 1.
pkt., og stk. 10. Ved afståelse af fast ejendom i fremmed
stat, på Færøerne eller i Grønland, hvor
anskaffelsessummen er nedsat efter ejendomsavancebeskatningslovens
§§ 6 A og 6 C, skal den del af fortjenesten, der
vedrører fast ejendom beliggende i Danmark, medregnes ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst. | | 7. I § 8 stk. 2, 1. pkt., ændres
»jf. dog § 31 A.« til: »jf. dog §§
31 A og 31 E.« 8. I § 8, stk. 2, 6. pkt., ændres
»stk. 7, 1. pkt., og stk. 10« til: »stk. 7, 10 og
14«. | | | | | | | Stk. 3-8. - -
- | | | | | | | | 9. Efter §
31 D indsættes: | | | »§ 31
E. Selskaber og foreninger m.v. omfattet af § 1, stk.
1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j, 3 a-5 og 5 b, der ikke er omfattet af
international sambeskatning efter § 31 A, kan ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog 4. pkt.,
medregne underskud i direkte ejede datterselskaber, der er
skattemæssigt hjemmehørende i lande, der er medlem af
EU/EØS, på Færøerne eller i
Grønland, underskud i faste driftssteder i lande, der er
medlem af EU/EØS, på Færøerne eller i
Grønland, og underskud vedrørende fast ejendom
beliggende i udlandet. Endvidere kan medregnes underskud i
indirekte ejede datterselskaber, der er skattemæssigt
hjemmehørende i lande, der er medlem af EU/EØS,
på Færøerne eller i Grønland, hvis alle
de mellemliggende selskaber er skattemæssigt
hjemmehørende i det samme land som det indirekte ejede
datterselskab. Det er en betingelse for medregning af underskud
efter 1. og 2. pkt., at underskuddet er endeligt, jf. stk. 3. For
så vidt angår underskud i datterselskaber, er det
endvidere en betingelse, at underskuddet kunne have været
anvendt efter reglerne i § 31 A, hvis der havde været
valgt international sambeskatning. For så vidt angår
underskud i faste driftssteder og underskud vedrørende fast
ejendom finder skattelovgivningens almindelige regler tilsvarende
anvendelse med hensyn til begrænsninger i fradragsretten for
tab og anvendelsen af disse tab inden for en eventuel
sambeskatning. Opgørelsen af det fradragsberettigede
beløb skal ske efter danske regler. | | | Stk. 2.
Foreninger, fonde m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5 a og 6,
og fondsbeskatningsloven kan medregne underskud i faste
driftssteder i lande, der er medlem af EU/EØS, på
Færøerne eller i Grønland, og underskud
vedrørende fast ejendom beliggende i udlandet ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst, idet stk. 1, 3.
og 6. pkt. tilsvarende finder anvendelse. | | | Stk. 3.
Fastlæggelsen af, om et underskud er endeligt, skal ske
på grundlag af reglerne m.v. i det land, hvor datterselskabet
er hjemmehørende, eller hvor det faste driftssted
henholdsvis den faste ejendom er beliggende. Et underskud er
endeligt, i det omfang selskabet, foreningen eller fonden m.v., jf.
stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., godtgør, at det hverken
i tidligere indkomstår, det pågældende
indkomstår eller i senere indkomstår har været
eller vil være muligt at anvende underskuddet efter reglerne
i det i 1. pkt. omhandlede land. Uanset 1. pkt. er et underskud
ikke endeligt, når det er anvendt eller vil kunne anvendes i
et andet land, end det i 1. pkt. omhandlede land. Et underskud er
heller ikke endeligt, i det omfang det i tidligere
indkomstår, det pågældende indkomstår eller
i senere indkomstår kunne være anvendt eller ville
kunne anvendes, hvis reglerne om adgang til fradrag for underskud i
det i 1. pkt. omhandlede land havde været identiske med de
danske regler herom. | | | Stk. 4.
Selskaber, foreninger og fonde m.v., der medregner underskud efter
stk. 1 og 2, skal indsende oplysninger til told- og
skatteforvaltningen, der godtgør, at betingelserne i stk.
1-3 er opfyldt. | | | Stk. 5. Told- og
skatteforvaltningen kan fastsætte regler om de oplysninger,
der skal indsendes efter stk. 4.« | | | | | | 10. § 32, stk. 1 og 2, affattes
således: | § 32. Hvis et
selskab eller en forening m.v. som nævnt i § 1 eller
§ 2, stk. 1, litra a, er et moderselskab for et selskab eller
en forening m.v. (datterselskabet), jf. stk. 6, skal moderselskabet
ved indkomstopgørelsen medregne det beløb, som er
angivet i stk. 7-10, når beløbet er positivt. Ejes den
samme andel af aktiekapitalen i et datterselskab direkte eller
indirekte af flere moderselskaber, medregnes andelen hos det
moderselskab, der ejer den største direkte eller indirekte
ejerandel. Hvis flere moderselskaber ejer lige store andele,
medregnes andelen hos det øverste moderselskab. Det er en
forudsætning for beskatning efter 1. pkt., at følgende
betingelser er til stede: 1) Datterselskabets CFC-indkomst, jf. stk. 4
og 5, i indkomståret udgør mere end ½ af
datterselskabets samlede skattepligtige indkomst opgjort efter stk.
4. Ved bedømmelsen ses der bort fra skattepligtig indkomst
hidrørende fra selskaber under datterselskabets bestemmende
indflydelse, hvis selskaberne er hjemmehørende i samme land
som datterselskabet. I stedet inddrages skattepligtig indkomst i de
pågældende selskaber forholdsmæssigt efter
datterselskabets direkte eller indirekte ejerandele. Ved
opgørelsen af datterselskabets samlede skattepligtige
indkomst bortses fra skattepligtige tilskud. 2) Datterselskabets finansielle aktiver
gennemsnitligt i indkomståret udgør mere end 10 pct.
af selskabets samlede aktiver. Ved finansielle aktiver
forstås aktiver, hvis afkast er omfattet af stk. 5.
Opgørelsen foretages på baggrund af de
regnskabsmæssige værdier, dog medregnes immaterielle
aktiver, hvis afkast er omfattet af stk. 5, nr. 6, til de
handelsmæssige værdier. Aktiver, hvis afkast er
skattefrit, indgår ikke i opgørelsen. Uforrentede
fordringer på varedebitorer m.v. indgår ikke i
opgørelsen. Ved bedømmelsen finder nr. 1, 2. og 3.
pkt., tilsvarende anvendelse. 3) Moderselskabets aktier i datterselskabet
er ikke aktier eller investeringsbeviser m.v. i
investeringsselskaber efter aktieavancebeskatningslovens
regler. 4) Moderselskabets aktier i datterselskabet
ejes ikke gennem en juridisk person, der beskattes efter reglerne i
§ 13F. Stk. 2. Stk. 1
finder ikke anvendelse, hvis koncernen har valgt international
sambeskatning efter § 31 A. Skatterådet kan tillade, at
et datterselskab med koncession til at udøve forsikrings-,
realkredit-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings- eller
bankvirksomhed og underlagt offentligt tilsyn ikke skal være
omfattet af stk. 1, hvis den væsentligste del af indkomsten
kommer fra virksomhed med kunder i det land, hvor datterselskabet
er hjemmehørende, den væsentligste del af indkomsten
kommer fra virksomhed med kunder, som ikke er koncernforbundne med
datterselskabet, jf. ligningslovens § 2, stk. 2, og
datterselskabets kapitalgrundlag ikke overstiger, hvad driften af
forsikrings-, realkredit-, fondsmægler-,
investeringsforvaltnings- eller bankvirksomheden tilsiger. Det er
en betingelse, at datterselskabet er dansk, eller at beskatningen
af udbyttet fra datterselskabet til moderselskabet vil skulle
frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv
2011/96/EU eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med
Færøerne, Grønland eller den stat, hvor
datterselskabet er hjemmehørende. Skatterådet
fastsætter vilkår for tilladelsen, som ikke kan
overstige 10 indkomstår. | | »Er et selskab eller en forening m.v.
som nævnt i § 1 eller § 2, stk. 1, litra a, et
moderselskab for et selvstændigt skattesubjekt
(datterselskabet), jf. stk. 6, skal moderselskabet ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne det
beløb, der er angivet i stk. 7-10, når beløbet
er positivt. Beskatning efter 1. pkt. sker kun, når
følgende betingelser er opfyldt: 1) Datterselskabets CFC-indkomst, jf. stk. 4
og 5, i indkomståret udgør mere end 1/3 af
datterselskabets samlede skattepligtige indkomst opgjort efter stk.
4. Ved bedømmelsen ses der bort fra skattepligtig indkomst
hidrørende fra selskaber under datterselskabets bestemmende
indflydelse, hvis selskaberne er skattemæssigt
hjemmehørende i samme land som datterselskabet. I stedet
inddrages skattepligtig indkomst i de pågældende
selskaber forholdsmæssigt efter datterselskabets direkte
eller indirekte ejerandele. Nedbringer moderselskabet direkte eller
indirekte sin ejerandel i datterselskabet, medregnes den indkomst,
som datterselskabet ville have oppebåret, hvis det havde
afstået samtlige aktiver og passiver til handelsværdien
på samme tidspunkt, dog højst et beløb, der
forholdsmæssigt svarer til den nedbragte ejerandel. Stk. 10,
3.-8. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Skattepligtige tilskud
medregnes ikke ved opgørelsen af datterselskabets samlede
skattepligtige indkomst. 2) Koncernen ikke har valgt international
sambeskatning efter § 31 A. 3) Moderselskabets aktier i datterselskabet
ikke er aktier eller investeringsbeviser m.v. i
investeringsselskaber efter aktieavancebeskatningslovens §
19. 4) Moderselskabets aktier i datterselskabet
ikke ejes gennem et investeringsselskab omfattet af
aktieavancebeskatningslovens § 19, og moderselskabet eller den
direkte ejer af investeringsbeviserne m.v. beskattes efter
aktieavancebeskatningslovens § 19 A. 5) Moderselskabets aktier i datterselskabet
ikke ejes gennem en juridisk person, der beskattes efter reglerne i
§ 13 F. 6) Moderselskabets aktier i datterselskabet
ikke ejes gennem et arbejdsmarkedsrelateret
livsforsikringsaktieselskab omfattet af § 307 i lov om
finansiel virksomhed, der beskattes efter
pensionsafkastbeskatningsloven. Stk. 2. Er
datterselskabet et finansielt selskab, finder stk. 1 alene
anvendelse, hvis mere end 1/3 af CFC-indkomsten, jf. stk. 5,
hidrører fra transaktioner med moderselskabet eller dets
tilknyttede personer, jf. stk. 6. Ved finansielt selskab
forstås enheder som nævnt i artikel 2, nr. 5, i
direktiv 2016/1164/EU om regler til bekæmpelse af metoder til
skatteundgåelse, der direkte indvirker på det indre
markeds funktion.« | | | | Stk. 3.
Indkomsten og aktiverne i datterselskabet opgøres efter
territorialprincippet, jf. § 8, stk. 2, 1.-3. pkt. Stk. 1, 2
og 4-13 finder tilsvarende anvendelse på datterselskabets
faste driftssteder, som er beliggende uden for den stat, hvori
datterselskabet er hjemmehørende. | | 11. I § 32, stk. 3, 1. pkt., udgår
»og aktiverne«. 12. I § 32, stk. 3, 2. pkt., ændres
»4-13« til: »4-18«. 13. I § 32, stk. 3, 2. pkt., indsættes
efter »hvori datterselskabet er«:
»skattemæssigt«. | | | | Stk. 4. - -
- | | 14. § 32, stk. 5-7, affattes
således: | Stk. 5.
CFC-indkomsten opgøres som summen af følgende
indtægter og udgifter: | | »Stk. 5.
CFC-indkomsten opgøres som summen af følgende
indtægter og udgifter: | 1) Skattepligtige renteindtægter og
fradragsberettigede renteudgifter. 2) Skattepligtige gevinster og
fradragsberettigede tab på fordringer, gæld eller
finansielle kontrakter, der omfattes af kursgevinstloven. Gevinst
og tab på kontrakter (terminskontrakter m.v.), som tjener til
sikring af driftsindtægter og driftsudgifter, medregnes ikke.
Gevinst og tab på terminskontrakter m.v. medregnes dog, hvis
den skattepligtige udøver næring ved køb og
salg af fordringer og finansielle kontrakter eller driver
næringsvirksomhed ved finansiering. 3) Provisioner og lign., der er
fradragsberettigede efter ligningslovens § 8, stk. 3, og de
tilsvarende skattepligtige provisioner og lign. 4) Skattepligtige udbytter og skattepligtige
afståelsessummer vedrørende aktier m.v., der omfattes
af aktieavancebeskatningsloven. 5) Skattepligtig fortjeneste og tab
vedrørende aktier m.v., der omfattes af
aktieavancebeskatningsloven. 6) Betalinger af enhver art, der modtages
som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende
immaterielle aktiver samt fortjeneste og tab ved afståelse af
immaterielle aktiver. 1. pkt. finder dog ikke anvendelse, for
så vidt angår betalinger fra selskaber, som ikke er
koncernforbundne med datterselskabet, jf. § 31 C, for
anvendelsen af eller retten til at anvende immaterielle aktiver,
som er foranlediget af datterselskabets egen forsknings- og
udviklingsvirksomhed. Immaterielle aktiver omfatter enhver
ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt
arbejde, herunder spillefilm, ethvert patent, varemærke eller
mønster eller enhver model, tegning, hemmelig formel eller
fremstillingsmetode eller oplysninger om industrielle, kommercielle
eller videnskabelige erfaringer. 7) Skattemæssige fradrag, der
vedrører indtægter som nævnt i nr. 1-6. 8) Skattepligtige indkomster ved finansiel
leasing, herunder fortjeneste og tab ved afståelse af
aktiver, som har været anvendt til finansiel leasing. 9) Skattepligtige indkomster i forbindelse
med forsikringsvirksomhed, virksomhed som penge- eller
realkreditinstitut eller finansiel virksomhed i
øvrigt. 10) Skattepligtig fortjeneste og tab ved
afståelse af CO -kvoter og CO -kreditter, jf.
afskrivningslovens § 40 A. | | 1) Skattepligtige renteindtægter og
fradragsberettigede renteudgifter samt provisioner og lignende, der
er fradragsberettigede efter ligningslovens § 8, stk. 3, og de
tilsvarende skattepligtige provisioner og lignende. 2) Skattepligtige gevinster og
fradragsberettigede tab på fordringer, gæld eller
finansielle kontrakter, der omfattes af kursgevinstloven. Gevinst
og tab på terminskontrakter m.v., som tjener til sikring af
driftsindtægter og driftsudgifter, medregnes ikke, medmindre
den skattepligtige udøver næring ved køb og
salg af fordringer og finansielle kontrakter eller driver
næringsvirksomhed ved finansiering. 3) Skattepligtige royalties eller anden
indkomst fra immaterielle aktiver, jf. dog stk. 17. Immaterielle
aktiver omfatter enhver ophavsret til et litterært,
kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm,
ethvert patent, varemærke eller mønster eller enhver
model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller
oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige
erfaringer samt CO2-kvoter og CO2-kreditter, jf. afskrivningslovens
§ 40 A. Skattepligtige royalties og anden indkomst fra
immaterielle aktiver medregnes dog kun, når aktiverne er
erhvervet fra et andet land end det land, hvor datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende, eller er oparbejdet ved
aktiviteter udført af tilknyttede personer i et andet land
end det land, hvor datterselskabet er skattemæssigt
hjemmehørende. Er immaterielle aktiver delvist omfattet af
3. pkt., medregnes en forholdsmæssig del af indkomsten fra de
immaterielle aktiver. Den forholdsmæssige del opgøres
som den del af den samlede indkomst fra de immaterielle aktiver,
der kan henføres til værdien af de aktiver, der er
erhvervet fra et andet land end det land, hvor datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende, eller værdien af de
aktiviteter, der er udført af tilknyttede personer i et
andet land end det land, hvor datterselskabet er
skattemæssigt hjemmehørende. 4) Skattepligtige udbytter. 5) Skattepligtig fortjeneste og tab
vedrørende aktier m.v., der omfattes af
aktieavancebeskatningsloven. 6) Skattemæssige fradrag, der
vedrører indkomst som nævnt i nr. 1-5. 7) Skattepligtige indkomster ved finansiel
leasing, herunder fortjeneste og tab ved afståelse af
aktiver, som har været anvendt til finansiel leasing. 8) Indkomst fra forsikrings- og
bankvirksomhed samt anden finansiel virksomhed. 9) Indkomst fra faktureringsselskaber, der
opnår indkomst fra varer og tjenesteydelser, der købes
fra og sælges til tilknyttede personer, og som bidrager med
ingen eller ringe økonomisk værdi. | Stk. 6.
Selskabet anses for at være moderselskab for datterselskabet,
hvis selskabet direkte eller indirekte er aktionær i
datterselskabet og koncernen har bestemmende indflydelse i
datterselskabet efter § 31 C. Ved bedømmelsen af den
bestemmende indflydelse medregnes stemmerettigheder m.v., som
besiddes af personlige aktionærer og deres
nærtstående, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6,
eller af en fond eller trust stiftet af nærtstående
m.v. eller af fonde eller trusts stiftet af disse. Tilsvarende
medregnes stemmerettigheder m.v., som indehaves af
selskabsdeltagere, med hvem moderselskabet har en aftale om
udøvelse af kontrol, eller som indehaves af et selskab eller
en forening m.v. som nævnt i ligningslovens § 2, stk. 1,
2. pkt. (transparent enhed), hvori moderselskabet deltager. | | Stk. 6. Et
selskab anses for at være moderselskab for datterselskabet,
hvis det selv eller sammen med tilknyttede personer har en direkte
eller indirekte indflydelse på mere end 50 pct. af
stemmerettighederne eller direkte eller indirekte ejer mere end 50
pct. af kapitalen eller har ret til at modtage mere end 50 pct. af
overskuddet i datterselskabet. Ved tilknyttede personer
forstås et selvstændigt skattesubjekt, hvori
moderselskabet har direkte eller indirekte indflydelse i form af
stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 pct. eller
mere, eller hvorfra moderselskabet har ret til at modtage 25 pct.
eller mere af overskuddet. Ved tilknyttede personer forstås
desuden en fysisk person eller et selvstændigt skattesubjekt,
som har direkte eller indirekte indflydelse i form af
stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 pct. eller mere
i moderselskabet eller har ret til at modtage 25 pct. eller mere af
moderselskabets overskud. Har en fysisk person eller et
selvstændigt skattesubjekt direkte eller indirekte
indflydelse i moderselskabet og et eller flere selvstændige
skattesubjekter på 25 pct. eller mere, anses alle
berørte enheder, herunder moderselskabet, for tilknyttede
personer. Ved bedømmelsen af en fysisk persons
ejerbesiddelser efter 3. og 4. pkt. medregnes direkte og indirekte
indflydelse, som besiddes af den fysiske persons
nærtstående, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6,
eller af en fond eller trust stiftet af den fysiske person eller
dennes nærtstående, eller af fonde og truster stiftet
af disse. Tilsvarende medregnes ejerbesiddelser i en trust, hvori
den fysiske person eller dennes nærtstående har
indskudt aktiver uden at være stifter. Agerer moderselskabet
sammen med en fysisk person eller et selvstændigt
skattesubjekt for så vidt angår stemmerettigheder eller
kapitalejerskab af et andet selvstændigt skattesubjekt, skal
moderselskabet anses som indehaver af alle de berørte
stemmerettigheder eller hele den berørte kapital i det
pågældende selvstændige skattesubjekt. | Stk. 7. Ved
moderselskabets indkomstopgørelse medregnes den del af
datterselskabets indkomst, der svarer til den gennemsnitlige
direkte eller indirekte andel af datterselskabets samlede
aktiekapital, som moderselskabet har ejet i indkomstperioden. Der
medregnes dog kun indkomst optjent af datterselskabet i den del af
moderselskabets indkomstår, hvor koncernen har bestemmende
indflydelse i datterselskabet. | | Stk. 7. Et
moderselskab skal ved indkomstopgørelsen medregne den del af
datterselskabets indkomst opgjort efter danske regler, der svarer
til moderselskabets gennemsnitlige direkte eller indirekte
indflydelse i datterselskabet, jf. stk. 6, 1. pkt., som
moderselskabet har været i besiddelse af i
indkomståret. Besiddes den samme indflydelse i et
datterselskab direkte eller indirekte af flere moderselskaber,
medregnes indflydelsen hos det moderselskab, der besidder den
største direkte eller indirekte indflydelse. Besidder flere
moderselskaber lige stor indflydelse, medregnes indflydelsen hos
det øverste moderselskab. Der medregnes dog kun indkomst
optjent af datterselskabet i den del af moderselskabets
indkomstår, hvor moderselskabet anses for at være
moderselskab for datterselskabet. Indkomsten medregnes i det
indkomstår for moderselskabet, hvor datterselskabets
indkomstår afsluttes.« | | | | | | 15. § 32, stk. 8, 1. pkt., affattes
således: | Stk. 8. Ved
afståelse af datterselskabets aktiver og passiver, der er
erhvervet eller oparbejdet, før koncernen fik bestemmende
indflydelse i datterselskabet, skal handelsværdien på
det tidspunkt, hvor koncernen fik kontrol over datterselskabet,
anvendes i stedet for anskaffelsessummen. § 4 A, stk. 1, 2. og
3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Når datterselskabet
opfylder betingelserne i stk. 1 uden at have opfyldt dem i det
forudgående indkomstår, anses aktiverne for afskrevet
med de udenlandske skattemæssige afskrivninger i de
forudgående indkomstår, dog finder stk. 4, 4. pkt.,
tilsvarende anvendelse. Genvundne afskrivninger kan højst
udgøre det beløb, hvormed summen af afskrivninger
foretaget i år under beskatning efter denne bestemmelse
overstiger det faktiske værditab efter det tidspunkt, hvor
koncernen fik kontrol over datterselskabet. 1.-4. pkt. gælder
kun, hvis fortjeneste og tab på de pågældende
aktiver og passiver ikke i forvejen medregnes ved den danske
indkomstopgørelse. Sker der en overdragelse til et andet
selskab, hvor det modtagende selskab efter udenlandske regler
indtræder i datterselskabets anskaffelsessummer og
anskaffelsestidspunkter og moderselskabet efter overdragelsen
fortsat er moderselskab for det modtagende selskab med samme
direkte eller indirekte ejerandel, medregnes fortjeneste og tab
ikke ved den danske indkomstopgørelse. | | »Stk. 8.
Ved afståelse af datterselskabets aktiver og passiver, der er
erhvervet eller oparbejdet før moderselskabet blev
moderselskab for datterselskabet, skal handelsværdien
på det tidspunkt, hvor moderselskabet blev moderselskab for
datterselskabet, anvendes i stedet for anskaffelsessummen, hvis
moderselskabet er blevet moderselskab for datterselskabet som
følge af direkte eller indirekte erhvervelse af ejerandele i
datterselskabet fra en ikke tilknyttet person, jf. stk.
6.« 16. I § 32, stk. 8, 4. pkt., ændres
»hvor koncernen fik kontrol over datterselskabet« til:
»hvor moderselskabet blev moderselskab for
datterselskabet«. | Stk. 9. - -
- | | | | | | | | | | | 17. § 32, stk. 10, affattes
således: | Stk. 10. Hvis
moderselskabet direkte eller indirekte nedbringer sin ejerandel i
datterselskabet, skal der ved bedømmelsen af, om
moderselskabet skal medregne datterselskabets indkomst, og ved
moderselskabets indkomstopgørelse medregnes den indkomst,
som datterselskabet ville have oppebåret, hvis det havde
afstået samtlige aktiver og passiver omfattet af
kursgevinstloven og aktieavancebeskatningsloven til
handelsværdien på samme tidspunkt, dog højst et
beløb forholdsmæssigt svarende til den nedbragte
ejerandel. På samme måde medregnes skattemæssige
hensættelser i datterselskabet. I indkomst efter 1. og 2.
pkt. fradrages den skattepligtige indkomst, som moderselskabet
medregner efter aktieavancebeskatningslovens § 17 som
følge af aktieoverdragelsen, idet fradraget dog ikke kan
overstige indkomsten efter 1. og 2. pkt. 1. og 2. pkt. finder ikke
anvendelse, hvis moderselskabet fortsat er moderselskab for
datterselskabet. Der sker dog en forholdsmæssig beskatning, i
det omfang moderselskabets ejerandel nedbringes. 1. og 2. pkt.
finder ikke anvendelse, hvis aktierne direkte eller indirekte
overdrages til en nærtstående, som omfattes af
ligningslovens § 16 H, eller til et sambeskattet selskab, jf.
§ 31. Den nærtstående henholdsvis det
sambeskattede selskab indtræder i moderselskabets
anskaffelsessummer og -tidspunkter efter stk. 8. Der sker dog en
forholdsmæssig beskatning, i det omfang ejerandelen
nedbringes. | | »Stk. 10.
Nedbringer moderselskabet direkte eller indirekte sin ejerandel i
datterselskabet, skal der ved moderselskabets opgørelse af
indkomsten i datterselskabet medregnes den indkomst, som
datterselskabet ville have oppebåret, hvis det havde
afstået samtlige aktiver og passiver, hvis afkast er omfattet
af stk. 5, til handelsværdien på samme tidspunkt, dog
højst et beløb, der forholdsmæssigt svarer til
den nedbragte ejerandel. Har moderselskabet valgt, at der ved
indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene skal ske medregning af
CFC-indkomsten, jf. stk. 15, medregnes alene den hertil svarende
del af indkomsten efter 1. pkt. På samme måde medregnes
skattemæssige hensættelser i datterselskabet. 1.-3.
pkt. finder ikke anvendelse, hvis moderselskabet fortsat er
moderselskab for datterselskabet. Der sker dog en
forholdsmæssig beskatning, i det omfang moderselskabets
ejerandel nedbringes. 1.-3. pkt. finder ikke anvendelse, hvis
ejerandelene direkte eller indirekte overdrages til en
nærtstående, som omfattes af ligningslovens § 16
H, eller til et sambeskattet selskab, jf. § 31. Den
nærtstående henholdsvis det sambeskattede selskab
indtræder i moderselskabets anskaffelsessummer og
-tidspunkter efter stk. 8. Der sker dog en forholdsmæssig
beskatning, i det omfang ejerandelen nedbringes.« | Stk. 11. - -
- | | | Stk. 12. - -
- | | | | | | Stk. 13. Hvis et
moderselskab har betalt skat af et udenlandsk datterselskabs
indkomst for et indkomstår efter denne bestemmelse, kan denne
skat modregnes i moderselskabets øvrige skatter i et senere
indkomstår, i det omfang summen af datterselskabets betalte
skatter som nævnt i stk. 11 og den betalte skat som
følge af denne bestemmelse overstiger summen af den danske
skat af datterselskabets indkomst for de pågældende og
mellemliggende indkomstår. Beløb, der ikke kan rummes
i moderselskabets øvrige skatter, udbetales kontant. De 3
indkomstår, der ligger forud for det første
indkomstår, hvor datterselskabet opfylder betingelserne i
stk. 1, kan medregnes i opgørelsen efter 1. pkt. Dette
stykke finder kun anvendelse, hvis koncernen i hele perioden har
bestemmende indflydelse i datterselskabet, jf. stk. 6. | | 18. I § 32, stk. 13, 4. pkt., ændres
»koncernen i hele perioden har bestemmende indflydelse i
datterselskabet« til: »moderselskabet i hele perioden
har været moderselskab for datterselskabet«. | | | | | | 19. I § 32 indsættes som stk. 14-18: | | | »Stk. 14.
Modtager moderselskabet skattepligtige udbytter fra
datterselskabet, eller er moderselskabet skattepligtigt af
aktieavance ved afståelse af ejerandele i datterselskabet,
kan indkomst, der er medregnet i moderselskabets
indkomstopgørelse efter denne bestemmelse, modregnes i det
skattepligtige udbytte henholdsvis den skattepligtige aktieavance.
Dette gælder dog ikke, i det omfang der er sket modregning
eller udbetaling efter stk. 13. Har moderselskabet valgt, at der
ved indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene skal ske
medregning af CFC-indkomsten, jf. stk. 15, kan modregning efter 1.
pkt. alene ske i den hertil svarende del af det skattepligtige
udbytte henholdsvis den skattepligtige aktieavance. | | | Stk. 15.
Moderselskabet kan vælge alene at medregne datterselskabets
CFC-indkomst ved indkomstopgørelsen efter stk. 7.
Datterselskabets fremførte og overførte underskud
medregnes forholdsmæssigt svarende til den andel, som
datterselskabets CFC-indkomst udgør af datterselskabets
samlede indkomst i det pågældende indkomstår. Den
resterende del af underskuddet kan ikke medregnes eller
fremføres. | | | Stk. 16.
Moderselskabet skal senest i forbindelse med afgivelse af
oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter
skattekontrollovens § 2 for det første
indkomstår, hvor moderselskabet skal medregne et
datterselskabs indkomst efter stk. 1, vælge, om der ved
indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene skal ske medregning af
CFC-indkomsten, jf. stk. 15. Valget, der er bindende i 5
indkomstår, gælder for alle moderselskabets
datterselskaber, jf. stk. 6. Hvis valget ikke angives, eller
oplysningerne efter skattekontrollovens § 2 ikke afgives
rettidigt, anses moderselskabet for at have valgt medregning af
datterselskabets samlede indkomst. Indgår moderselskabet i en
sambeskatning, er det ultimative moderselskabs valg i
bindingsperioden bindende for samtlige danske moderselskaber i
sambeskatningen. Moderselskabet skal ved udløbet af
bindingsperioden på ny vælge, om der alene skal ske
medregning af CFC-indkomsten, jf. stk. 15, for en ny
bindingsperiode på 5 indkomstår. Ændrer
moderselskabet medregningsmetode, kan datterselskabets underskud
fra tidligere indkomstår ikke fremføres. | | | Stk. 17. Bliver
et selskab moderselskab for et datterselskab som følge af
direkte eller indirekte erhvervelse af ejerandele i datterselskabet
fra en ikke tilknyttet person, jf. stk. 6, medregnes indkomst fra
datterselskabets eksisterende immaterielle aktiver ikke til
selskabets CFC-indkomst efter § 32, stk. 5, nr. 3. Ved
eksisterende immaterielle aktiver forstås de immaterielle
aktiver, som datterselskabet ejer på det tidspunkt, hvor
moderselskabet bliver moderselskab for datterselskabet. | | | Stk. 18. Stk. 17
finder ikke anvendelse, når værdien af datterselskabets
CFC-aktiver på det tidspunkt, hvor moderselskabet bliver
moderselskab for datterselskabet, udgør mere end 50 pct. af
værdien af selskabets samlede aktiver. Ved CFC-aktiver
forstås aktiver, hvis afkast er omfattet af stk. 5. Skal kun
en del af afkastet af et immaterielt aktiv medregnes ved
opgørelsen af CFC-indkomsten efter stk. 5, 3.-5. pkt.,
medregnes kun en forholdsmæssig del af værdien af
aktivet ved opgørelsen af værdien af
CFC-aktiverne. | | | Opgørelsen foretages på
baggrund af de regnskabsmæssige værdier, dog medregnes
immaterielle aktiver til handelsværdien. Aktiver, hvis afkast
er skattefrit, indgår ikke i opgørelsen. Uforrentede
fordringer på varedebitorer m.v. indgår ikke i
opgørelsen. Ved bedømmelsen efter 1. pkt. finder stk.
1, nr. 1, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse.« | | | | | | § 2 | | | | | | I fondsbeskatningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 961 af 17. august 2015, som
ændret senest ved § 1 i lov nr. 1723 af 27. december
2018, foretages følgende ændring: | | | | § 3 A. - -
- Stk. 2. - -
- Stk. 3. Indskud,
der foretages af udenlandske selskaber og foreninger m.v., som
kontrolleres, jf. selskabsskattelovens § 32, stk. 6, af en
afgiftspligtig omfattet af stk. 1, anses for foretaget af den
afgiftspligtige. Stk. 4-6. - -
- | | 1. I § 3 A, stk. 3, ændres »som
kontrolleres, jf. selskabsskattelovens § 32, stk. 6, af en
afgiftspligtig omfattet af stk. 1« til: »hvormed en
afgiftspligtig omfattet af stk. 1 har en forbindelse som omhandlet
i ligningslovens § 2«. | | | | | | § 3 | | | | | | I kildeskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 117 af 29. januar 2016, som
ændret bl.a. ved § 8 i lov nr. 652 af 8. juni 2016 og
§ 2 i lov nr. 735 af 8. juni 2018 og senest ved § 17 i
lov nr. 551 af 7. maj 2019, foretages følgende
ændringer: | | | | § 2. Pligt
til at svare indkomstskat til staten påhviler endvidere
personer, der ikke er omfattet af § 1, og dødsboer, der
behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk.
3, for så vidt de pågældende personer eller
dødsboer: 1-3) --- 4) Udøver et erhverv med fast
driftssted her i landet, jf. dog stk. 10. Udøvelse af
erhverv om bord på et skib med hjemsted her i landet anses
for udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet,
såfremt udøvelse af det pågældende
erhverv, hvis det var udført i land, ville blive anset for
udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet.
Skattepligten omfatter udøvelse af erhverv med fast
driftssted her i landet eller deltagelse i en erhvervsvirksomhed
med fast driftssted her. Skattepligten omfatter endvidere indkomst
i form af løbende ydelser hidrørende fra en
sådan virksomhed eller fra afståelsen af en sådan
virksomhed, når ydelserne ikke er udbytte, afdrag på et
tilgodehavende, renter eller royalties. Skattepligten omfatter
desuden bortforpagtning af en sådan virksomhed. Skattepligten
omfatter endvidere fortjeneste eller tab ved afhændelse,
afståelse eller opgivelse af formuegoder, der er knyttet til
en sådan virksomhed. For så vidt angår aktier,
omfatter skattepligten gevinst, tab og udbytte på aktier,
når afkastet vedrører det faste driftssted, herunder
gevinst, tab og udbytte af aktier, der indgår i driftsstedets
anlægskapital. Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde
anses for at udgøre et fast driftssted fra første
dag. 5-29) - - - Stk. 2-9. - -
- | | 1. I § 2, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., udgår
», jf. dog stk. 10«. 2. § 2, stk. 1, nr. 4, 8. pkt.,
ophæves. 3. I § 2 indsættes efter stk. 2 som nye
stykker: »Stk. 3.
Fast driftssted efter stk. 1, nr. 4, foreligger, når personen
eller dødsboet udøver erhverv gennem et fast
forretningssted her i landet. Bygge-, anlægs- eller
monteringsarbejde udgør et fast driftssted fra første
dag. Stk. 4. Uanset
stk. 3 udgør et fast forretningssted ikke et fast driftssted
efter stk. 1, nr. 4, når det faste forretningssted anvendes
eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse
af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. 1.
pkt. finder ikke anvendelse, hvis de funktioner, som personen eller
dødsboet udøver på det i 1. pkt. omhandlede
faste forretningssted, indgår blandt flere gensidigt
supplerende funktioner i en samlet udøvelse af
erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende eller
hjælpende karakter, og som personen eller dødsboet,
disses nærtstående, jf. ligningslovens § 2, stk.
2, 5. og 6. pkt., eller fysiske eller juridiske personer, hvormed
personen eller dødsboet har en forbindelse som omhandlet i
ligningslovens § 2, udøver gennem faste
forretningssteder her i landet. Stk. 5. Fast
driftssted efter stk. 1, nr. 4, foreligger, når en fysisk
eller juridisk person her i landet handler på vegne af
personen eller dødsboet og i forbindelse hermed
sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis
spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler,
som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive
ændret af personen eller dødsboet. Det er en
betingelse, at den virksomhed, som den fysiske eller juridiske
person udøver her i landet, ville have medført fast
driftssted for personen eller dødsboet efter stk. 3 og 4,
hvis personen eller dødsboet selv havde udøvet
virksomheden. Det er endvidere en betingelse, at de i 1. pkt.
omhandlede aftaler enten | | | a) indgås i personens eller
dødsboets navn, b) vedrører overdragelse af
ejendomsret eller brugsret til formuegoder ejet af personen eller
dødsboet, eller som personen eller dødsboet har
brugsret til, eller c) vedrører levering af
tjenesteydelser fra personen eller dødsboet. | | | | | Stk. 6. Stk. 5
finder ikke anvendelse, når repræsentanten driver
erhvervsvirksomhed her i landet som uafhængig
repræsentant og handler for personen eller dødsboet
inden for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Handler
repræsentanten udelukkende eller næsten udelukkende
på vegne af en eller flere nærtstående, jf.
ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt., eller fysiske eller
juridiske personer, hvormed repræsentanten har en forbindelse
som omhandlet i ligningslovens § 2, anses repræsentanten
ikke for at være en uafhængig repræsentant. | | | Stk. 7.
Virksomhed med investering i aktier og erhvervelse af fordringer,
gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven
anses kun for udøvelse af erhverv efter stk. 1, nr. 4,
når der foreligger næringsvirksomhed. Dette
gælder dog ikke, hvis en nærtstående, jf.
ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt., eller en fysisk
eller juridisk person, hvormed personen eller dødsboet har
en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2,
udøver erhvervsvirksomhed i Danmark og virksomheden som
nævnt i 1. pkt. indgår som et integreret led
heri.« | | | Stk. 3-9 bliver herefter stk. 8-14. | | | | Stk. 10.
Salgsvirksomhed udelukkende i form af fjernsalg gennem en
repræsentant med fuldmagt til at binde fuldmagtsgiveren, men
som ikke er ansat som lønmodtager af denne, medfører
ikke fast driftssted for fuldmagtsgiveren. Ved fjernsalg
forstås repræsentantens ordremodtagelse fra danske
eller udenlandske kunder via telefon, telex, telefax, post, EDI
(Electronic Data Interchange), internettet el.lign. Det er en
betingelse, at hverken fuldmagtsgiveren eller en hermed
nærtstående person, jf. ligningslovens § 16 H,
stk. 6, 3. og 4. pkt., eller en fond eller trust stiftet af
fuldmagtsgiveren eller dennes nærtstående eller et
selskab, som i fællesskab kontrolleres, jf. ligningslovens
§ 16 H, stk. 6, 2. pkt., af denne kreds af personer,
nærtstående, fonde og truster eller en fond eller trust
stiftet af et kontrolleret selskab i Danmark, udøver
erhvervsvirksomhed, der står i forbindelse med
repræsentantens salg. | | 4. § 2, stk. 10 og 11, ophæves. | Stk. 11.
Virksomhed med investering i aktier og erhvervelse af fordringer,
gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven
anses kun for udøvelse af erhverv efter stk. 1, nr. 4,
når der foreligger næringsvirksomhed. Dette
gælder dog ikke, hvis en fysisk eller juridisk person,
hvormed personen har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens
§ 2, udøver erhvervsvirksomhed i Danmark og
virksomheden som nævnt i 1. pkt. indgår som et
integreret led heri. | | | | | | § 65 A. En
person eller et dødsbo, som er skattepligtig efter § 2,
stk. 1, nr. 6, og et selskab m.v., som er skattepligtigt efter
selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, betaler en endelig
skat med den sats, der fremgår af § 2, stk. 6, eller af
selskabsskattelovens § 2, stk. 3, af udbytter, der omfattes af
ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, men som ikke omfattes af
indeholdelsespligten i § 65. | | 5. I § 65 A, stk. 1, ændres »,
der fremgår af § 2, stk. 6, eller af
selskabsskattelovens § 2, stk. 3,« til: »der
fremgår af § 2, stk. 11, eller af selskabsskattelovens
§ 2, stk. 8,«. | Stk. 2. - -
- | | | | | | | | § 4 | | | | | | I kulbrinteskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1153 af 18. september 2018, foretages
følgende ændringer: | | | | § 6 A. - -
- Stk. 2. Ved
bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed
over stemmerettigheder, således at der direkte eller
indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes
over mere end 50 pct. af stemmerne. Ved bedømmelsen af, om
den skattepligtige anses for at have bestemmende indflydelse
på en koncessionshaver, eller om der udøves en
bestemmende indflydelse over den skattepligtige af en
koncessionshaver, medregnes aktier og stemmerettigheder, som
indehaves af koncernforbundne selskaber, jf. kursgevinstlovens
§ 4, stk. 2, af personlige aktionærer og deres
nærtstående, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6,
eller af en fond eller trust stiftet af moderselskabet selv eller
af de nævnte koncernforbundne selskaber,
nærtstående m.v. eller af fonde eller truster stiftet
af disse. Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder,
som indehaves af en person omfattet af kildeskattelovens § 1
eller et dødsbo omfattet af dødsboskattelovens §
1, stk. 2, i fællesskab med nærtstående eller i
fællesskab med en fond eller trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse. Som nærtstående anses
den skattepligtiges ægtefælle, forældre og
bedsteforældre samt børn og børnebørn og
disses ægtefæller eller dødsboer efter de
nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med
oprindeligt slægtskabsforhold. Ved koncernforbundne selskaber
forstås selskaber, hvorover der udøves en bestemmende
indflydelse af samme kreds af aktionærer. | | 1. I § 6 A, stk. 2, 3. pkt., udgår
»omfattet af kildeskattelovens § 1« og
»omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk.
2,«. | | | | | | § 5 | | | | | | I ligningsloven, jf.
lovbekendtgørelse lov nr. 806 af 8. august 2019, foretages
følgende ændringer: | | | | § 2. - -
- Stk. 2. Ved
bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed
over stemmerettigheder, således at der direkte eller
indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes
over mere end 50 pct. af stemmerne. Ved bedømmelsen af, om
den skattepligtige anses for at have bestemmende indflydelse
på en juridisk person, eller om der udøves en
bestemmende indflydelse over den skattepligtige af en juridisk
eller fysisk person, medregnes aktier og stemmerettigheder, som
indehaves af koncernforbundne selskaber, jf. stk. 3, af personlige
aktionærer og deres nærtstående, jf.
ligningslovens § 16 H, stk. 5, eller af en fond eller trust
stiftet af moderselskabet selv eller af de nævnte
koncernforbundne selskaber, nærtstående m.v. eller af
fonde eller truster stiftet af disse. Tilsvarende medregnes
ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af andre
selskabsdeltagere, med hvem selskabsdeltageren har en aftale om
udøvelse af fælles bestemmende indflydelse.
Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som
indehaves af en person omfattet af kildeskattelovens § 1 eller
et dødsbo omfattet af dødsboskattelovens § 1,
stk. 2, i fællesskab med nærtstående eller i
fællesskab med en fond eller trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse. Som nærtstående anses
den skattepligtiges ægtefælle, forældre og
bedsteforældre samt børn og børnebørn og
disses ægtefæller eller dødsboer efter de
nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med
oprindeligt slægtskabsforhold. | | 1. I § 2, stk. 2, 4. pkt., udgår
»omfattet af kildeskattelovens § 1« og
»omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk.
2,«. | Stk. 3-6. - -
- | | | | | | § 2 A.
Skattepligtige, som har stiftet en trust, eller som indskyder
aktiver i en trust uden at være stifter, skal ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende priser og
vilkår for handelsmæssige eller økonomiske
transaktioner som omhandlet i § 2, stk. 1, med trusten, i
overensstemmelse med hvad der kunne være opnået, hvis
transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. 1.
pkt. finder tilsvarende anvendelse for skattepligtige, der er
nærtstående med stifteren eller indskyderen, jf. §
16 H, stk. 6, 3. pkt. En skattepligtig trust skal ligeledes ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende priser og
vilkår for handelsmæssige eller økonomiske
transaktioner som omhandlet i § 2, stk. 1, med stifter eller
indskyder, i overensstemmelse med hvad der kunne være
opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem
uafhængige parter. | | 2. I § 2 A, 2. pkt., og § 16 K, stk. 2, 2. pkt., ændres
»stk. 6, 3. pkt.« til: »stk. 6, 3. og 4.
pkt.« | | | | § 16 K. - -
- | | | Stk. 2. Stk. 1
finder tilsvarende anvendelse på skattepligtige, der bliver
omfattet af bestemmelser, som er nævnt i stk. 1, selv om de
ikke var fuldt skattepligtige på henholdsvis
stiftelsestidspunktet og indskudstidspunktet, hvis de tidligere har
været fuldt skattepligtige, og hvis stiftelsen eller
indskuddet af aktiver er foretaget inden for de sidste 10 år
forud for den fulde skattepligts genindtræden. 1. pkt. finder
tilsvarende anvendelse, hvis stiftelsen eller indskuddet foretages
af en nærtstående til den skattepligtige, jf. § 16
H, stk. 6, 3. pkt. | | | Stk. 3-8. - -
- | | | | | | | | § 6 | | | | | | I skatteindberetningsloven, jf. lov nr. 1536
af 19. december 2017, som ændret senest ved § 9 i lov
nr. 84 af 30. januar 2019, foretages følgende
ændring: | | | | § 56. Den,
der som led i sin virksomhed er indberetningspligtig efter denne
lov, skal opbevare grundlaget for de oplysninger, der skal
indberettes, herunder oplysninger til brug for afgørelsen
af, om en oplysning er indberetningspligtig. Opbevaringen skal ske
efter bogføringslovens regler om opbevaring af
regnskabsmateriale. Er den indberetningspligtige i øvrigt
bogføringspligtig, og indgår de oplysninger, der skal
indberettes, i den bogføringspligtiges regnskab, skal
regnskabet tilrettelægges således, at de indberettede
oplysninger kan afstemmes med regnskabsføringen. | | 1. I § 56, stk. 1, indsættes efter 2.
pkt. som nyt punktum: »Grundlaget for de oplysninger, der
skal indberettes efter regler udstedt i medfør af § 22,
herunder oplysninger til brug for afgørelsen af, om en
oplysning er indberetningspligtig, skal dog opbevares i 5 år
regnet fra udløbet af indberetningsfristen efter regler
udstedt i medfør af § 22.« | Stk. 2-5. - -
- | | | | | | | | § 7 | | | | | | I skattekontrolloven, lov nr. 1535 af 19.
december 2017, som ændret ved § 6 i lov nr. 1430 af 5.
december 2018 og ved § 7 i lov nr. 1726 af 27. december 2018,
foretages følgende ændringer: | | | | § 37. Ved
følgende begreber i denne paragraf og i §§ 38-46
forstås: | | 1. I § 37, nr. 1, 5. pkt., udgår
»omfattet af kildeskattelovens § 1« og
»omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk.
2,«. | 1) Bestemmende indflydelse: Herved
forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder,
således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct.
af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af
stemmerne. Ved bedømmelsen af, om den skattepligtige anses
for at have bestemmende indflydelse på en juridisk person,
eller om der udøves en bestemmende indflydelse over den
skattepligtige af en juridisk eller fysisk person, medregnes aktier
og stemmerettigheder, som indehaves af koncernforbundne selskaber,
jf. nr. 2, af personlige aktionærer og deres
nærtstående, jf. nr. 5, eller af fonde eller truster
stiftet af moderselskabet selv eller af de nævnte
koncernforbundne selskaber, nærtstående m.v. eller af
fonde eller truster stiftet af disse. Tilsvarende medregnes
ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af andre
selskabsdeltagere, med hvem selskabsdeltageren har en aftale om
udøvelse af fælles bestemmende indflydelse.
Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som
indehaves af en person omfattet af kildeskattelovens § 1 eller
et dødsbo omfattet af dødsboskattelovens § 1,
stk. 2, i fællesskab med nærtstående eller i
fællesskab med en fond eller trust stiftet af den
skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse. | | | 2)-6) - - - | | | | | | § 39. - -
- | | 2. § 39, stk. 3, affattes
således: | Stk. 2. - -
- Stk. 3. Den
skriftlige dokumentation efter stk. 1 skal udarbejdes
løbende og senest færdiggøres på
tidspunktet, hvor oplysningsskemaet skal indgives til told- og
skatteforvaltningen. Den skattepligtige skal på told- og
skatteforvaltningens anmodning indsende dokumentationen inden for
en frist, som nærmere fastsættes af told- og
skatteforvaltningen. Fristen kan ikke være på mindre
end 60 dage. Stk. 4. - -
- | | »Den skriftlige dokumentation efter
stk. 1 skal udarbejdes løbende og indgives til told- og
skatteforvaltningen senest 60 dage efter fristen for indgivelse af
oplysningsskemaet, jf. skattekontrollovens §§ 11-13.
Told- og skatteforvaltningen kan efter den skattepligtiges
anmodning forlænge fristen efter 1. pkt. for den
pågældende, hvis særlige forhold taler for
det.« | | | | § 46. Har en
skattepligtig omfattet af § 38 eller § 40, stk. 1, ikke
udarbejdet dokumentation for kontrollerede transaktioner efter
§ 39 eller indsendt revisorerklæring efter § 43,
stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen efter udløbet af
oplysningsfristen i §§ 11-13 for det
pågældende indkomstår foretage en
skønsmæssig ansættelse, for så vidt
angår de kontrollerede transaktioner for dette
indkomstår, i overensstemmelse med ligningslovens § 2,
stk. 1. | | 3. I § 46, stk. 1, indsættes
»efter § 39«: »rettidigt«. 4. I § 46, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »Dokumentationen kan kun anses for at
være udarbejdet rettidigt, hvis den er udarbejdet og indgivet
i overensstemmelse med § 39, stk. 3.« | Stk. 2. - -
- | | | Stk. 3. - -
- | | | | | | § 72. Har den
skattepligtige ikke rettidigt indgivet et oplysningsskema, jf.
§ 5, eller et skattemæssigt årsregnskab, jf.
§ 6, stk. 2, nr. 1, eller ikke vedlagt oplysningsskemaet
ejeroplysninger, jf. § 26, stk. 2, eller
revisorerklæring fra finansieringsselskaber, jf. § 36,
kan told- og skatteforvaltningen pålægge daglige
tvangsbøder. | | 5. I § 72, stk. 1, indsættes efter
»§ 26, stk. 2,«: »eller dokumentation for
kontrollerede transaktioner, jf. § 39,«. | Stk.
2. -3 - - - | | | | | | § 73. Har en
skattepligtig omfattet af § 5 ikke rettidigt givet told- og
skatteforvaltningen oplysninger efter § 2 eller
revisorerklæring fra finansieringsselskaber, jf. § 36,
pålægger forvaltningen den skattepligtige at betale et
skattetillæg på 200 kr., for hver dag oplysningsfristen
overskrides. Skattetillægget kan dog højst
udgøre 5.000 kr. i alt, jf. dog stk. 2-4. | | 6. I § 73, stk. 1, 1. pkt., indsættes
efter »§ 2«: », herunder oplysninger om
kontrollerede transaktioner efter § 38,«. | Stk. 2-4. - -
- | | | | | | § 84. Med
bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt | | 7. I § 84, nr. 5, ændres »efter
anmodning fra told- og skatteforvaltningen rettidigt at
indsende« til: »rettidigt at indgive« | 1)-4) - - - | | | 5) undlader efter anmodning fra told- og
skatteforvaltningen rettidigt at indsende den skriftlige
dokumentation vedrørende kontrollerede transaktioner, som
der er pligt til at udarbejde efter § 39, og land for
land-rapport, jf. §§ 48, 49 og 51, eller at indhente
revisorerklæring efter § 43 eller | | | 6) - - - | | |
|
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Rådets direktiv 2016/1164/EU af 12. juli 2016 om regler til
bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der direkte
indvirker på det indre markeds funktion, EU-tidende 2016, nr.
L193, side 1.
1)
Endnu ikke offentliggjort i EUT.
2)
Endnu ikke offentliggjort i EUT.
3)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af
18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger i
fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling
af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
4)
Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober
1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).
5)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21.
april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om
ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og
93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv
93/22/EØF (EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1).
6)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni
2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om
ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning
(EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT L 174 af 1.7.2011, s.
1).
7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli
2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer
(investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).
8)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s.
1).
9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni
2003 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og
tilsynet hermed (EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10).
10)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af
29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT
L 166 af 30.4.2004, s. 1).
11)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af
16. september 2009 om de nærmere regler til
gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om
koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 284 af
30.10.2009, s. 1).
12)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af
4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og
transaktionsregistre (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1).
13)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 af
23. juli 2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den
Europæiske Union og om værdipapircentraler samt om
ændring af direktiv 98/26/EF og 2014/65/EU samt forordning
(EU) nr. 236/2012 (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 1).
14)
Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig
bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter,
afgifter og andre foranstaltninger (EUT L 84 af 31.3.2010, s.
1).