Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 20. februar 2020
1. Ændringsforslag
Der er stillet 7 ændringsforslag til
lovforslaget. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1, 5 og 6, og skatteministeren har
stillet ændringsforslag nr. 2-4 og 7.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF, EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren
stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af DF
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V, DF, KF og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Nye Borgerlige, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(V, KF og LA):
1) I
undertitlen ændres
»genindførelse af registreringsafgiften på
luftfartøjer« til: »indførelse af
registreringsafgift på visse luftfartøjer«.
[Ændring som følge af
ændringsforslag nr. 5 og 6]
Til § 1
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
2)
Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
3, stk. 2, ændres »de i § 4, stk. 2,
nævnte ejendomme« til: »fast
ejendom«.«
[Ændring af henvisning, da
den vedrører en version af § 4, der endnu ikke er
trådt i kraft]
3)
Efter nr. 14 indsættes som nyt nummer:
»02. I §
5 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »For tinglysning af
pant bortset fra retspant« til: »For tinglysning af
pant, bortset fra retspant,«.«
[Indsættelse af kommaer for
at tydeliggøre bestemmelsen]
4)
Efter nr. 21 indsættes som nye numre:
»03. § 6 b, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves.
04. I
§ 6 b, stk. 2, 3. pkt., der bliver
2. pkt., ændres »For ejendomme omfattet af § 4,
stk. 2, beregnes afgiften« til: »Afgiften
beregnes«.«
[Ændring af henvisning, da
den vedrører en version af § 4, der endnu ikke er
trådt i kraft]
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(V, KF og LA):
5) I
den under nr. 26 foreslåede § 13 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Svævefly som defineret i artikel 2, nr. 1, i Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) 2018/1976 af 14. december 2018
om gennemførelsesbestemmelser for operation af
svævefly i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 2018/1139 med senere ændringer, er ikke
omfattet af afgiftspligten i stk. 1.«
[Ændring som følge af
forslag om, at svævefly ikke omfattes af
registreringsafgiftspligten]
6) I
den under nr. 26 foreslåede § 14 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Svævefly som defineret i artikel 2, nr. 1, i Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) 2018/1976 af 14. december 2018
om gennemførelsesbestemmelser for operation af
svævefly i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 2018/1139 med senere ændringer, er ikke
omfattet af afgiftspligten i stk. 1.«
[Ændring som følge af
forslag om, at svævefly ikke omfattes af
registreringsafgiftspligten]
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
7)
Efter nr. 33 indsættes som nyt nummer:
»05. I §
23, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 4, stk. 3 og
4« til: »§ 4, stk. 2«.«
[Ændring af henvisning, da
den vedrører en version af § 4, der endnu ikke er
trådt i kraft]
Bemærkninger
Til nr. 1
I lovforslagets § 1, nr. 6 og 26, er
registreringsafgiften på luftfartøjer foreslået
genindført, som afgiften var udformet inden dens afskaffelse
ved lov nr. 270 af 26. marts 2019.
Med ændringsforslaget foreslås
undertitlen til lovforslaget ændret, således at
undertitlen i stedet kommer til at se således ud: Indeksering
af de faste tinglysningsafgifter og en række
miljøafgifter og indførelse af registreringsafgift
på visse luftfartøjer m.v.
Det foreslåede er en konsekvens af,
at det foreslås i ændringsforslag nr. 5 og 6, at
svævefly ikke omfattes af afgiftspligten.
Til nr. 2, 4 og 7
I lovforslagets § 1, nr. 11,
foreslås tinglysningsafgiftslovens § 4 nyaffattet med
ikrafttrædelse den 1. januar 2022, jf. lovforslagets §
10, stk. 3.
Tinglysningsafgiftslovens § 4 er
blevet nyaffattet ad flere omgange. Baggrunden for nyaffattelserne
af bestemmelsen har bl.a. været, at indholdet af bestemmelsen
skulle ændres i forlængelse af de nye regler om
ejendomsvurderinger.
Bestemmelsen har i forbindelse med
nyaffattelserne fået en ny opbygning. Som konsekvens heraf er
henvisningerne i tinglysningsafgiftslovens § 3, stk. 2, §
6 b, stk. 2, og § 23, stk. 2, blevet tilpasset den fremtidige
opbygning af tin?gly?sningsafgiftslovens § 4.
Tinglysningsafgiftslovens § 4 blev
oprindelig nyaffattet med virkning fra og med den 1. januar 2020,
jf. § 4, nr. 2, og § 22, stk. 11, i lov nr. 688 af 8.
juni 2017. Henvisningerne i tinglysningsafgiftslovens § 3,
stk. 2, § 6 b, stk. 2, og § 23, stk. 2, blev ligeledes
tilpasset med virkning fra og med den 1. januar 2020, jf. § 4,
nr. 1 og 3-5, og § 22, stk. 11, i lov nr. 688 af 8. juni
2017.
Efterfølgende blev de nye regler for
ejendomsvurderingerne udskudt. Som konsekvens heraf blev
virkningstidspunktet for den nyffattede udgave af
tinglysningsafgiftslovens § 4 udskudt parallelt, jf. § 8,
nr. 2, og § 13, stk. 9, i lov nr. 1729 af 27. december 2018
(tinglysningsafgiftslovens § 4 er senest nyaffattet ved lov
nr. 270 af 26. marts 2019 med ikrafttrædelse den 1. januar
2022, jf. § 4, nr. 12, og § 8, stk. 3 og 7, i lov nr. 270
af 26. marts 2019). Dermed får den nyaffattede udgave af
tinglysningsafgiftslovens § 4 virkning fra og med den 1.
januar 2022 i stedet for den 1. januar 2020.
Da den nyaffattede udgave af
tinglysningsafgiftslovens § 4 blev udskudt ved lov nr. 1729 af
27. december 2018, blev tilpasningen af henvisningerne i
tinglysningsafgiftslovens § 3, stk. 2, § 6 b, stk. 2, og
§ 23, stk. 2, dog ved en fejl ikke udskudt på samme
måde. Det betyder, at henvisningerne trådte i kraft den
1. januar 2018 med virkning fra og med den 1. januar 2020, jf.
§ 4, nr. 1 og 3-5, og § 22, stk. 11, i lov nr. 688 af 8.
juni 2017, selv om henvisningerne angår den udgave af
tinglysningsafgiftslovens § 4, der er foreslået
nyaffattet ved lovforslagets § 1, nr. 11, og som
foreslås at træde i kraft den 1. januar 2022, jf.
lovforslagets § 10, stk. 3.
Det foreslås på den baggrund,
at tinglysningsafgiftslovens § 3, stk. 2, § 6 b, stk. 2,
og § 23, stk. 2, ændres således, at henvisningerne
til den nyaffattede udgave af tinglysningsafgiftslovens § 4
udgår. Der vil blive indsat henvisninger til den udgave af
tinglysningsafgiftslovens § 4, der træder i kraft den 1.
januar 2022 ved en senere lejlighed.
Til nr. 3
Tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk.
1, 1. pkt., fastsætter den faste og den variable afgift for
tinglysning af pant i fast ejendom og i en andel i en
andelsboligforening. Efter bestemmelsen udgør afgiften for
tinglysning af pant bortset fra retspant i fast ejendom eller i en
andel i en andelsboligforening 1.640 kr. og 1,45 pct. af det
pantsikrede beløb.
Det foreslås at ændre
tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, 1. pkt.,
således, at der sættes kommaer omkring »bortset
fra retspant«. Herved tydeliggøres det, at der skal
betales afgift efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1,
1. pkt., ved tinglysning af pant i fast ejendom eller i en andel i
en andelsboligforening, men ikke tinglysning af retspant i disse
aktiver.
Til nr. 5 og 6
I lovforslagets § 1, nr. 6,
foreslås afgiften på registrering af ejerrettigheder
over og panterettigheder i luftfartøjer genindført.
Afgiftens størrelse foreslås fastsat i
tinglysningsafgiftslovens § 13, for så vidt angår
ejerrettigheder, og i tin?glysningsafgiftslovens § 14, for
så vidt angår panterettigheder. Bestemmelserne
foreslås indsat med lovforslagets § 1, nr. 26.
Med lovforslaget er det foreslået, at
alle luftfartøjer omfattes af afgiftspligten. Det skal dog
bemærkes, at Danmark har tiltrådt Cape
Town-konventionen ved lov nr. 573 af 4. maj 2015 om internationale
sikkerhedsrettigheder i flymateriel, som trådte i kraft den
1. februar 2016. Loven medfører, at ikke alle
sikkerhedsrettigheder, der optages i luftfartøjer med dansk
registrering, skal registreres i det danske rettighedsregister. Det
er derfor alene luftfartøjer (mindre luftfartøjer),
som falder uden for anvendelsesområdet af lov om
internationale sikkerhedsrettigheder i flymateriel/Cape
Town-konventionen, som i udgangspunktet kan registreres i det
danske rettighedsregister.
Med ændringsforslagene foreslås
der indsat et stk. 3 i §§ 13 og 14, hvorefter
svævefly ikke omfattes af afgiftspligten i stk. 1.
Ved svævefly forstås et
luftfartøj, som er tungere end luft, og som under flyvning
bæres oppe af luftens dynamiske reaktioner mod de faste
løfteflader, hvis frie flyvning ikke afhænger af en
motor, jf. artikel 2, nr. 1, i Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) 2018/1976 af 14. december 2018
om gennemførelsesbestemmelser for operation af
svævefly i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 2018/1139.
Det bemærkes, at der findes
svævefly med motor, såkaldte motorsvævefly. Disse
fly vil efter det foreslåede fortsat være omfattet af
afgiftspligten. Disse fly defineres i artikel 2, nr. 3, i
Kommissionens ovennævnte gennemførelsesforordning
2018/1976, som et svævefly, som er forsynet med en eller
flere motorer, og som, hvis motoren/motorerne er ude af drift, har
et svæveflys egenskaber.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 22. januar
2020 og var til 1. behandling den 30. januar 2020. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Skatteudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
skatteministeren sendte den 2. januar 2020 dette udkast til
udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 112. Den 23. januar 2020 sendte
skatteministeren høringssvarene og et høringsnotat
til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
1 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Birgitte Vind (S) Bjørn
Brandenborg (S) fmd. Dorthe
Hindborg (S) Jeppe Bruus (S) Jesper Petersen (S) Kasper Sand
Kjær (S) Malte Larsen (S) Thomas Jensen (S) Troels Ravn (S)
Kathrine Olldag (RV) Katrine Robsøe (RV) Carl Valentin (SF)
Theresa Berg Andersen (SF) Rune Lund (EL) Victoria Velasquez (EL)
Rasmus Nordqvist (ALT) Louise Schack Elholm (V) Anne Honoré
Østergaard (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Lars Christian
Lilleholt (V) Torsten Schack Pedersen (V) Marie Bjerre (V) Morten
Dahlin (V) Dennis Flydtkjær (DF) Hans Kristian Skibby (DF)
René Christensen (DF) Rasmus Jarlov (KF) Mona Juul (KF) Ole
Birk Olesen (LA)
Nye Borgerlige, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |