B 211 Forslag til folketingsbeslutning om udvisning af kriminelle bandemedlemmer og deres nærmeste familie og udvisning af klanfamilier med utryghedsskabende adfærd.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 05-03-2021

Fremsat den 5. marts 2021 af Peter Skaarup (DF), Karina Adsbøl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Messerschmidt (DF)

20201_b211_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 5. marts 2021 af Peter Skaarup (DF), Karina Adsbøl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Messerschmidt (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om udvisning af kriminelle bandemedlemmer og deres nærmeste familie og udvisning af klanfamilier med utryghedsskabende adfærd

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af dette kalenderår at udarbejde et lovforslag som indebærer, at børn eller voksne, som er medlemmer af en bande, og som begår kriminalitet i en eller anden form, skal udvises af Danmark sammen med deres nærmeste familie. Det vil sige, at forældre og umyndige børn udvises sammen.

Hvis man er en del af en kriminel familieklan, skal familiens utryghedsskabende adfærd regnes for at være omfattet af reglerne om udvisning, idet klanfamiliens stridigheder og chikanerier skaber stor utryghed for de øvrige borgere, som bor i familiens nærområde. Hvis et familiemedlem er medlem af en kriminel klan, skal dette medlemskab indebære, at den nærmeste familie, forstået som forældre og umyndige børn, udvises af Danmark.

Beslutningsforslaget omfatter udlændinge med ophold i Danmark og udlændinge, der har fået tildelt statsborgerskab ved lov. Hvis de omfattede personer har fået tildelt statsborgerskab, skal de pågældende have frataget statsborgerskabet, foruden at de skal udvises.

Bemærkninger til forslaget

Familien skal tage ansvar

Børn er og skal altid være forældrenes ansvar. Forældrene har et direkte ansvar for deres børns adfærd og kriminalitet. Og børn må bøde for egen og deres forældres adfærd og kriminalitet.

Vi er derfor nødt til at betragte familien som en enhed. Mindreårige børns handlinger er også et forældreansvar, og forældrenes gerninger har naturligvis konsekvenser for deres børn. Derfor mener forslagsstillerne, at visse udenlandske familier skal kunne udvises kollektivt, hvis et eller flere medlemmer af en familie er en del af en bandegruppering og begår ny kriminalitet, også kriminalitet, der ikke er banderelateret.

I Danmark ser vi desværre alt for ofte, at en hel familie enten er involveret i massiv kriminalitet, eller at familien udviser ligegyldighed over for deres børns færden og kriminalitet, hvilket resulterer i, at barnet begår et utal af kriminelle handlinger, uden at forældrene griber ind.

Men familien har et fælles ansvar og skal påtage sig dette ansvar. Begår man kriminalitet, og er man samtidig medlem af en bande, skal ens familie kollektivt bøde for lovovertrædelsen ved at blive udvist. Man kan ikke som forældre undslå sig ansvaret for, at ens barn er medlem af en bande og begår kriminalitet. Det skal have direkte konsekvenser for forældrene selv.

Det er ikke afgørende, at kriminaliteten begås med en direkte relation til bandekriminalitet. Det faktum, at man vælger at være medlem af en bande, er en skærpende omstændighed. At man sideløbende begår anden kriminalitet på egen hånd, skal derfor også kunne føre til udvisning.

På samme måde skal en kriminel forælder ikke kunne undgå udvisning, fordi samleveren og mindreårige børn har bopæl i Danmark. Det undergraver befolkningens tillid til retsvæsenet og troen på retfærdighed. Et eksempel på gentagen kriminalitet, der ikke fører til udvisning, kan f.eks. ses i »Højesteret udviser ikke Jimmi Levakovic«, nyhederne.tv2.dk, den 19. marts 2019.

Familieklaner skaber utryghed

En anden udfordring er, at kriminelle familier eller familieklaner gennem en længere periode begår kriminalitet eller skaber utryghed i et boligområde. I dag har myndighederne helt utilstrækkelige redskaber til at håndtere denne udfordring. Forslagsstillerne mener ikke, at det er nok, at hele familien bliver sat ud af deres bolig. Er man en del af en kriminel familieklan, skal familiens samlede utryghedsskabende adfærd være udslagsgivende for, at man kan blive udvist af landet. Man behøver således ikke have udført noget decideret strafbart. Hvis familiens generelle adfærd skaber utryghed for de øvrige beboere i et boligområde, skal det udløse udvisning.

Familieklaner kan skabe utryghed på forskellig vis. I området omkring Motalavej i Korsør står to familieklaner bag vanvidskørsel, masseslagsmål og meget andet - og myndighederne føler sig magtesløse, (jf. »To klaner fra Libanon hærger i Korsør: »Det er fuldstændig sindssygt, det der foregår««, Berlingske.dk, den 30. august 2020). I Odense står rivaliserende familier bag bander og kriminalitet, der i en årrække har plaget byen, (jf. »I årevis har kriminelle familieklaner hærget stor dansk by og forsøgt at tage kontrollen: »De er villige til at gøre alt««, Berlingske.dk, den 19. september 2020).

Forslagsstillerne mener ikke, at det skal have nogen betydning, hvor længe personerne har boet i landet, eller hvor integreret man ellers er i det danske samfund. Det er heller ikke relevant, om man er tidligere straffet. Det afgørende er ene og alene, at der bliver sat ind over for den gentagne kriminalitet og den utryghedsskabende adfærd.

Dette beslutningsforslag er desværre yderst relevant. Bandemedlemmer og kriminelle familieklaner udgør et så massivt problem for samfundet, at ovenstående forslag er eneste rimelige vej til at komme problemerne til livs.

Forslagsstillerne mener, at vi i Danmark er nødt til at vise hårdhed over for den kriminalitet, som bandemedlemmer og kriminelle familieklaner begår. Dette forslag har dels et præventivt sigte, dels vil det betyde, at de, som ikke lader sig afskrække, bliver udvist. Danmark slipper dermed for at skulle håndtere og leve med kriminelle bandemedlemmer og de klanfamilier, som med deres adfærd gør et boligområde utrygt.

Skriftlig fremsættelse

Peter Skaarup (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om udvisning af kriminelle bandemedlemmer og deres nærmeste familie og udvisning af klanfamilier med utryghedsskabende adfærd.

(Beslutningsforslag nr. B 211)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.